Danmarks havplan, som blev lanceret kort inden sommerferien, har gode intentioner, men også store mangler. Som flere eksperter tidligere har beskrevet, mangler samspillet mellem hav og land helt i havplanen, og alt om miljøforhold – herunder Vandrammedirektivet – ligger i andre planer og strategier.

EU’s Vandrammedirektiv er vandets grundlov. Det skal værne om en god økologisk og kemisk tilstand i bl.a. kystvandene i hele Europa. Alligevel vedtages en dansk havplan, hvor disse faktorer ikke er tænkt ind. En havplan, som ifølge regeringen skal sikre mere naturbeskyttelse. Danmark skulle have opfyldt målene om god tilstand allerede i 2015, men fik udsættelse til 2027. Det kommer vi heller ikke til at nå, men netop af den grund er det i allerhøjeste grad presserede at få rammerne på plads. Det kunne den danske havplan have bidraget til – det gør den ikke.

Landbrugets udledninger er den primære årsag til, at livet i alle de kystnære farvande er presset og i ringe økologisk tilstand. Dette medgiver miljøministeren, senest i Politiken 23. august. Alligevel glimrer landbrugets udledninger med deres fravær i havplanen. Udledningerne fra land kan simpelthen ikke holdes ude af en havplan, selv om der fra regeringens side argumenteres med, at anden lovgivning, herunder vandområdeplanerne, tager sig af problemet. Men det er efterhånden slået fast, at frivillige indsatser absolut ingen effekt har.

Også målet om god kemisk tilstand er Danmark meget langt fra at opfylde. Faktisk er 85 procent af de danske kystvande i dårlig kemisk tilstand. Her er det udledninger af miljøfarlige stoffer fra skibsfart og spildevand, som fører til den største belastning. Heller ikke dette er tænkt ind i havplanen.

Når det gælder spildevand, findes der ikke grænseværdier for, hvor store koncentrationer af kemiske stoffer der må være i selve spildevandet. I stedet findes der fra EU’s side grænseværdier for, hvad der må være i det vandmiljø, man udleder til. Det betyder, at man i værste fald kan fortynde sig ud af problemerne. Danske renseanlæg er bygget til at rense spildevandet for næringsstoffer og organisk stof – ikke for miljøfarlige stoffer. Målinger viser, at vi via spildevand, vandløb og luften forurener havet med bl.a. PFAS, medicinrester og pesticider. Og det er blot et lille udsnit af mange typer af miljøfarlige stoffer, som kan ende i vandmiljøet omkring os. Ikke alle er skadelige, men mange er. Og det kan få store konsekvenser for vores havmiljø, da kemikalierne ødelægger økosystemer og ender i fisk og skaldyr – og sidenhen i mennesker via konsum.

I marts sidste år konstaterede en gruppe forskere på DTU, sammen med flere udenlandske forskere, at vi ikke har kontrol over forbruget af kemikalier, hvilket truer økosystemer på hele kloden. På baggrund af deres forskning opfordrede de politikere i Danmark og resten af verden til at tage kemikalieområdet langt mere alvorligt. Alligevel gør politikerne intet. Vi kan kun støtte opfordringen til handling. Der udledes alt for mange kemikalier til det danske vandmiljø. Og en havplan må simpelthen ikke sidde denne krise overhørig. Vi kan ikke alene med nogle beskyttede havområder forsøge at rette op på havets tilstand. Hvis vi fortsætter udledningerne af forurenende stoffer fra land, vil det kvæle mange af de intentioner, man må formode havplanen trods alt har i forhold til at sikre havets tilstand på sigt.

Der er brug for et styrket samspil mellem hav og land. Problemer, vi skaber på land, skal ikke ende i havet.

Dette debatindlæg er skrevet af Lone Mikkelsen og blev bragt i Politiken den 25. august 2023.