Dyreorganisationer: Vi har en historisk mulighed for at lukke et erhverv, som tiden er løbet fra
Vi har en historisk mulighed for at lukke et erhverv, som tiden er løbet fra.
Følgende artikel blev udgivet i Politikken den 28. juni 2022. Rådgiver i Rådet for Grøn Omstilling Niklas Jørgensen er medskribent på artiklen i samarbejde med Mads Flarup Christensen, generalsekretær for Greenpeace Norden, Gitte Buchhave, direktør i World Animal Protection Denmark, Egon Østergaard, formand for Dansk Ornitologisk Forening BirdLife, Joh Vinding, direktør i dyrebeskyttelsesforeningen Anima, Maria Reumert Gjerding, præsident for Danmarks Naturfredningsforening og Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse.
Sommer er lig med masser af dyreunger: rævehvalpe, egernunger og rålam. Og minkhvalpe. I løbet af foråret ville der normalt være født over 12 millioner mink i det danske landbrug, som nu ville fylde rækkerne af små bure.
Et liv, der ville være endt med, at minkene blev gasset og pelset i efteråret for at blive solgt som dyre pelse til købere fra hele verden.
Sådan er det ikke længere. I efteråret 2020 blev alle danske mink aflivet, af frygt for at minkfarmene kunne udgøre et reservoir for virussen. Minkavl blev af samme årsag midlertidigt forbudt i Danmark.
Billederne af de danske mink, der blev gasset i hobetal, gik verden rundt og skabte opmærksomhed, stærke reaktioner og debat. Men midt i den uvante konfrontation med masseaflivning af dyr glemte mange, at almindelig praksis i pelsindustrien havde været at aflive minkene ved at gasse dem blot en måned senere.
Efter den tumultariske nedlukning af minkfarmene har regeringen, Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance etableret en kompensationsordning på cirka 19 milliarder kroner til de berørte minkavlere og følgeerhvervet omkring minkproduktionen.
Her har minkavlerne mulighed for at få en erstatning, hvis de ikke genoptager minkavlen, eller at tilmelde sig den såkaldte dvaleordning, som udløser en mindre erstatning og fortsat mulighed for at holde mink.
Minkavlerne skulle senest 1. april i år beslutte, hvilken ordning de ville vælge. Langt hovedparten af minkavlerne har valgt nedlukning og den store erstatning. Kun 15 har valgt dvaleordningen og altså besluttet at ville genoptage erhvervet.
Men pels og pelsproduktion er passé. Ligesom tiden er løbet fra at ryge i flyvemaskinen og køre uden sikkerhedssele, er tiden også løbet fra at holde mink i små bure, der forhindrer de aktive rovdyr i at udfolde deres naturlige adfærd.
Selv i modebranchen har man indset, at minkpels hører fortiden til, og flere store modehuse som Gucci, Prada og Armani bruger ikke længere pels, mens unge ikoner som sangerne Billie Eilish, Dua Lipa og Miley Cyrus for længst har dømt minkpelsen ude.
Og med 19 milliarder kroner i kompensation og erstatning er regningen for at nedlægge det forældede erhverv allerede betalt. Så lad os gribe chancen for at få sagt endeligt farvel til en utidssvarende måde at holde dyr på. For danskerne kan få meget for pengene ved at holde minkerhvervet lukket. Faktisk er der fem store gevinster for samfundet.
Den oplagte gevinst ved en permanent nedlukning af den danske minkproduktion er jo begrundelsen for aflivningen af mink tilbage i 2020. Minkbesætningerne i Danmark var konstateret smittet med coronavirus.
Smitten sprang både fra mennesker til mink og omvendt, og smitten spredte sig som en løbeild blandt minkfarme. Mink var således reservoir for coronavirus, og sundhedsmyndighederne vurderede, at der var stor risiko for mutationer, som kunne udgøre en alvorlig sundhedsmæssig risiko.
I dag vurderer Statens Serum Institut, at folkesundheden som udgangspunkt ikke er i overhængende fare, men at der fortsat kan opstå varianter i mink, som immunitet efter smitte og vacciner ikke beskytter effektivt imod. Risikoen er lille, men konsekvenserne potentielt katastrofale, hvis det sker. Selv om sandsynligheden for en ny såkaldt bekymringsvariant er meget lav, bør vi ikke løbe risikoen.
Ud over denne oplagte gevinst kan der særligt fremhæves fire gevinster ved et permanent forbud mod minkavl, som hver især er betydelige:
1. Millioner af mink bliver ikke født til et liv med dårlig dyrevelfærd kun for at blive gasset og ende som pelsfrakker eller pelskraver. Samtidig indhenter Danmark de mange andre lande i Europa, der allerede har forbudt mink- og pelsavl på grund af dårlig dyrevelfærd.
2. En kraftig reduktion i antallet af løsslupne mink, der er en invasiv art i Danmark. De danske vildtlevende mink stammer fra minkfarme, hvor de slipper fri og udgør en trussel mod den danske natur.
3. En reduktion af natur- og sundhedsskadelig ammoniakudledning fra landbruget på cirka 9 procent.
4. Et indhug på 7 procent af den samlede mængde fosfor i husdyrgødning, der i for store mængder ødelægger økosystemer i søer og hav.
I det efterfølgende vil vi uddybe de enkelte gevinster.
Løftet af dyrevelfærden
Dyrevelfærdsorganisationer i hele verden har længe talt med store bogstaver om de dårlige forhold i minkproduktion. En bølge af forbud er gået gennem Europa, og blandt andet England, Holland, Østrig, Belgien, Luxembourg, Tjekkiet, Schweiz og Norge har vedtaget permanente forbud.
At vi i Danmark historisk set har haft verdens største minkhold kan måske delvis forklare, hvorfor forbuddet indtil videre kun er midlertidigt. Men siden 1930’erne, da minkproduktion blev indført i Danmark, er vi blevet meget klogere på dyrs behov. Derfor kan vi heller ikke længere være stolte over at have været verdens største producent af pels.
Det er særlig brutalt at holde mink i små bure. Mink er aktive rovdyr, som i naturen forsvarer deres territorier, ofte på flere kilometer langs med kyst eller vandløb.
De er semiakvatiske med svømmehud mellem tæerne og udfolder store dele af deres liv i eller nær vandet, hvor de jager. Men på minkfarmene tilbringer disse dyr livet i meget små trådbure med redekasse, halm, et plastikrør og en trådhylde som eneste berigelse. Her er de således afskåret fra at udfolde deres basale naturlige adfærd som f.eks. fødesøgning.
Med et permanent forbud vil Danmark hoppe på toget med de lande, der insisterer på dokumenteret god velfærd i produktionen, i stedet for at stå tilbage på perronen som dem, der insisterede på det modsatte.
Færre løsslupne mink giver plads til ynglefugle
Også uden for farmene er der meget at vinde ved, at produktionen ikke genopstår. Farmmink stammer oprindelig fra Amerika, og de danske vildtlevende mink er fra undslupne dyr fra farmene og derfor en invasiv art i dansk natur. Mink har altså etableret sig, og resultatet er faunaforurening, som gør skade på ynglefugle i kystnaturen, ådalene og langs søer. De senere år er der brugt store offentlige ressourcer på at bekæmpe den veletablerede bestand af mink i naturen. At minkfarmene lukkes, betyder, at den vilde bestand ikke bliver tilført nye dyr, hvorved det bliver nemmere at beskytte sårbare fuglebestande. De indeburede mink forrykkede også naturens balance i mange egne med minkfarme. Mink holdt i halvåbne haller tiltrak således enorme mængder af måger og kragefugle, der snuppede minkfoderet. Sølvmåger har f.eks. tilpasset sig at yngle i byer mange kilometer fra de minkfarme, hvor de har hentet en stor del af deres føde. En permanent stop for minkavl i Danmark vil derfor være en stor hjælp til de vilde fugle i den danske natur
Renere luft og mindre skade på naturen
For miljøet er der også store gevinster at hente. Ammoniak fra stalde og gødning er et af Danmarks største miljøproblemer.
Tiden er løbet fra at holde mink i små bure, der forhindrer de aktive rovdyr i at udfolde deres naturlige adfærd
Gødning på markerne forurener luften med ammoniak, der med vinden transporteres ud i naturen, hvor den skader sarte arter som orkideer og naturområder som heder, vandløb og moser. Da rigtig mange minkfarme lå ud til de jyske heder, betyder nedlukningen af minkproduktion meget for netop denne type natur.
Stop for minkproduktion betyder samtidig, at Danmark kommer tættere på at opfylde kravet fra EU i det såkaldte NEC-direktiv, hvor Danmark skal begrænse ammoniakudledningen fra landbruget med 24 procent i forhold til 2005, hvor udledningen var 83.000 tons årligt.
Kravet skulle allerede være opfyldt i 2020. Det lykkedes ikke, men nedlæggelsen af minkindustrien kan gøre det muligt at nå målet alligevel. Minkindustrien stod således for omkring 4.000 tons, cirka 9 procent af Danmarks samlede udledning i 2019.
På grund af en fejl i Aarhus Universitets model til beregning af udledningen af ammoniak fra husdyrproduktion venter vi dog lige nu på at se, om nedlukningen af minkindustrien faktisk har reddet Danmark i mål med reduktionen af ammoniak. Men meget tyder på det.
Mindre iltsvind
Danmark har gennem årtier brugt mange milliarder på at forbedre tilstanden i vores søer, fjorde og have i og omkring Danmark. Ifølge Det Centrale HusdyrbrugsRegister udgjorde minkbestanden knap 5 procent af den samlede husdyrbestand i Danmark, målt i de såkaldte dyreenheder.
Men minkene sviner disproportionalt meget. I den animalske produktion er mink nemlig den art, som har markant lavest fosforudnyttelse af foderet.
Minkene udnytter således kun 7 procent af den fosfor, som de får gennem foderet. De resterende 93 procent tabes til den gødning, som dyrenes afføring bliver anvendt som. Og når minkgødningen spredes på markerne for at fremme plantevæksten, er det problematisk, at der er meget fosfor i minkgødningen.
Der var tale om en industri, der allerede hang i med det yderste af neglene, da pandemien ramte verden
Problemet forværres af, at minkfarmene er lokaliseret de steder, hvor der allerede samlet set er flest husdyr, nemlig i Vest- og Nordjylland. Disse områder får et stort overskud af gødning, som man kæmper med at få transporteret tilstrækkeligt langt væk til, at der ikke sker en såkaldt overgødskning på markerne.
Meget af fosforen ophobes i jorden og tabes over tid til vandmiljøet, hvor den forårsager iltsvind og fiskedød, særligt i vores søer og fjorde. Det resulterer i øget algevækst, der ødelægger økosystemerne. Konsekvenserne af dette så vi eksempelvis i sommer, da fisk, ål og krabber døde i massevis grundet iltsvind i netop Limfjorden. Vi må passe bedre på havet.
Derfor vil en permanent nedlæggelse af minkproduktion få en markant betydning for naturen og vandmiljøet.
Men går vi ikke også glip af noget? Et rimeligt spørgsmål er selvfølgelig, om vi som samfund ikke også går glip af noget ved en lukningen af erhvervet.
De danskere, der er positive i forhold til at holde mink i Danmark, begrunder det primært med minkproduktionens positive betydning for dansk økonomi, eksport og danske arbejdspladser.
Det viser en af de seneste undersøgelser af danskernes holdning til minkproduktion. Meget tyder dog på, at der var tale om en industri, der allerede hang i med det yderste af neglene, da pandemien ramte verden.
Den gennemsnitlige minkavler har ikke haft overskud siden 2015. Rent faktisk havde den gennemsnitlige danske pelsdyrbedrift i 2019 et underskud på 700.000 kroner.
Det har i årevis været en underskudsforretning at være minkavler i Danmark
Eksporten er også faldet drastisk, fra 12,8 milliarder kroner i 2013 til 4,9 milliarder kroner i 2019. Det svarer til et fald på 63 procent. Tænketanken Kraka konkluderer i analysen ’Nedlukning af minkavl i Danmark’ fra 2020: »Produktionen af pelsskind har en begrænset samfundsøkonomisk betydning. Værdiskabelsen i minkindustrien inkl. leverandører udgjorde i 2019 2,5 mia. kr. (…) Det svarer til 0,12 pct. af den samlede danske værdiskabelse«.
Det skyldes først og fremmest, at prisen på minkskind er raslet ned.
Hvor prisen på et minkskind solgt gennem Kopenhagen Fur toppede i 2013 med en pris på 612 kroner/skind, var den i 2020 helt nede på 150 kroner. Produktionsværdien af de danske minkskind er ligeledes faldet. I 2012 var værdien ifølge Danmarks Statistik 9,5 milliarder kroner, mens den var faldet til 2,5 milliarder kroner i 2019.
Et andet vigtigt argument for de danskere, der er positivt indstillet over for minkproduktion i Danmark, er beskæftigelsen. Men beskæftigelsen er også faldet, nemlig fra ca. 4.000 fuldtidsbeskæftigede i 2013 til 2.600 fuldtidsbeskæftigede i de seneste analyser.
Minkproduktionens betydning i den danske økonomi er altså i dén grad til at overse, og det er på tide, at vi vægter miljø, dyrevelfærd, folkesundhed og økonomi højere end politiske hensyn og rævekager.
Det har altså i årevis været en underskudsforretning at være minkavler i Danmark. Det betyder, at vi står med en historisk mulighed: Vi kan vinke endegyldigt farvel til et minkerhverv, der var sakket bagud på de parametre, vi gerne vil basere vores velfærd og samfund på: sundhed, dyrevelfærd, miljøhensyn og sund økonomi.
Kompensationen til minkavlerne er gigantisk, og vi er alle gennem skatten med til at betale. Nu må politikerne sørge for, at de samfundsmæssige gevinster ved nedlukningen bliver indkasseret. Det er der kun garanti for ved et permanent forbud mod minkproduktion. Minkavl hører hverken nutiden eller fremtiden til. Heller ikke i Danmark.