EU-forbud mod mikroplastik i sigte

23. september 2022
EU-kommissionen foreslår at begrænse bevidst tilsat mikroplastik. Rådet for Grøn Omstilling og andre NGO’er bakker op.

Vi har ventet længe på det, og nu er det endelig kommet. EU-kommissionen har fremlagt et forslag om at begrænse bevidst tilsat mikroplastik. Det sker, fordi man i EU nu anerkender, at vi bliver nødt til at gøre noget for at stoppe forureningen med mikroplastik, da det både kan skade miljøet og vores sundhed.

Seniorrådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling, Lone Mikkelsen, har høje forventninger.

”Dette forslag kan blive helt afgørende for, at vi i fremtiden kan sikre os en hverdag og et miljø fri for mikroplastik. Så nu gælder det om at bakke forslaget op, så det ikke bliver udvandet, mens forhandlingerne foregår,” siger hun.

Næste skridt i forhandlingerne bliver taget på et møde den 23. september, hvor REACH-komiteen skal diskutere forslaget. I den forbindelse har Rådet for Grøn Omstilling sammen med 37 andre internationale organisationer skrevet et brev til medlemmerne af komiteen. Her anbefaler NGO’erne på det kraftigste, at medlemmerne bakker op om forslaget, mens de samtidig opfordrer til at sikre de høje ambitioner og i det hele taget skærpe forslaget mest muligt.

Kommissionens forslag indeholder bl.a. et forbud mod at bruge mikroplastik på nye kunstgræsbaner. Forbuddet omfatter desuden alt mikroplastik, også de helt små nanopartikler, som vi bl.a. finder i plejeprodukter og maling. Og samtidig bliver der også stillet højere krav til rapportering for de virksomheder, der i dag bruger mikroplastik. De skal som noget nyt bl.a. rapportere, når mikroplastik frigives til miljøet. Denne indsats bør dog skærpes, da frigivne mængder blot skal estimeres. Dette kan underminere miljøeffekten.

Læs brevet her

Find EU-Kommissionens forslag her

Lone Mikkelsen

Seniorrådgiver, Kemikalier og cirkulær økonomi

(+45) 3318 1934
lone@rgo.dk