Kommunerne, regionerne og staten har en afgørende mulighed for at sætte fart på den cirkulære omstilling af byggeriet. Det ansvar skal de tage på sig hurtigst muligt
Byggeriet er en kæmpe og fortsat uløst klimaudfordring – både herhjemme, i EU og globalt. Halvdelen af de materialer, vi udvinder på globalt plan, går i dag ind i byggeriet. Og byggeriet tegner sig for omkring 30 procent af det samlede danske klimaaftryk og 40 procent af den samlede globale CO2-udledning. Derfor er der hårdt brug for en cirkulær omstilling af branchen.
Alligevel er vi endnu ikke kommet ud af starthullerne. Der har været talt om cirkulært byggeri i mange år. Vi har enkelte cirkulære flagskibsbyggerier og har fra i år fået krav til livscyklusvurderinger og grænseværdier til materialers klimaaftryk. Men det er endnu ikke på et niveau eller skala, hvor det batter tilstrækkeligt i forhold til at få gang i den cirkulære omstilling af byggeriet.
En af de største stopklodser er, at der simpelthen ikke er nok efterspørgsel på cirkulære materialer og byggeprojekter. Her bør den offentlige sektor påtage sig et langt større ansvar. Samlet set sidder staten, regionerne og kommunerne med en kæmpe indkøbsmuskel, når det kommer til bygge og anlæg – og har dermed muligheden for at spille en nøglerolle i forhold til at kunne bane vejen for et mere attraktivt marked for cirkulæret byggeri.
Find vores publikation og debatindlæg forneden.