Af Inge Røpke

Alle går efterhånden ind for grøn omstilling og anerkender, at klimaforandringerne er et påtrængende problem. Stadigt flere er også opmærksomme på truslerne mod biodiversitet og økosystemer og på behovet for at håndtere flere andre miljø- og ressourceudfordringer. Der er altså brug for grøn omstilling, og de fleste er med på, at det vil blive en krævende opgave. Men hvor krævende? Skal der ydes ofre, og i så fald af hvem? Drejer det sig først og fremmest om teknologiske forandringer, eller kan det gå ud over levestandarden?

For politikerne, og sikkert også for hovedparten af befolkningen i Danmark og andre rige lande, handler den mest populære fortælling om grøn vækst. Omstillingen kan klares med teknologiske forandringer og mindre ændringer i adfærd. Det kan være lidt besværligt i en overgangsperiode, men udfordrer ikke for alvor vores levemåde – som overgangen til elbiler kan eksemplificere. Omstillingen ændrer heller ikke ved forventningen om, at levestandarden fortsat kan vokse. I økonomiske termer indebærer grøn vækst, at omstillingen er forenelig med fortsat vækst i bruttonationalproduktet, BNP, som er et mål for den samlede værditilvækst fremstillet i et år. Forskellige beregninger, f.eks. fra Klimakommissionen og De Økonomiske Råd, viser, at omstillingen kan gøre det fremtidige BNP en smule lavere, end det ellers ville have været, men væksten er på ingen måde truet.

Endnu mere optimistiske toner lyder fra The Global Commission on the Economy and Climate, der i deres seneste rapport, ‘Unlocking the inclusive growth story for the 21st century: Accelerating climate action in urgent times’, fremhæver, at den nødvendige indsats for at begrænse klimaforandringerne åbner uhørte muligheder for vækst og for at opnå en stærk, bæredygtig og inklusiv global økonomi. Samtidig understreger kommissionen det særdeles påtrængende behov for at handle nu, hvis omstillingen skal lykkes. Omkostningerne ved ikke at handle (”costs of inaction”) kan blive enorme.

Et samfund efter væksten

Over for denne fortælling står en anden, mere udfordrende fortælling, der knytter grøn omstilling sammen med overgangen til et post-vækst-samfund (et samfund efter væksten) i de rige lande. Den adskiller sig fra grøn vækst på to væsentlige punkter. For det første er der lavere forventninger til, hvad teknologiske forandringer kan levere. For det andet er der mere fokus på behovet for omfordeling til fordel for de fattige lande.

For at skabe rum for bedre levestandard i de fattige lande må de rige lande holde igen og forandre samfundene, sådan at de kan fungere godt uden økonomisk vækst. En nylig rapport, ‘Decoupling debunked: Evidence and arguments against green growth as a sole strategy for sustainability’, understøtter kritikken af grøn vækst. Rapporten samler op på den forskning, der har undersøgt sammenhængen mellem udviklingen i BNP og udviklingen i miljøeffekterne. Grøn vækst hviler på hypotesen om absolut afkobling, dvs. idéen om, at BNP kan vokse, samtidig med at miljøeffekterne ikke bare stiger i en lavere takt, men ligefrem falder. Ifølge rapporten er der ikke belæg for den hypotese i den hidtidige udvikling. Ganske vist er det ikke umuligt at finde eksempler på absolut afkobling i enkelte lande, men de er som regel kortvarige, helt utilstrækkelige i forhold til behovet eller baseret på, at landet importerer de miljøbelastende varer i stedet for at producere dem selv.

Rapporten giver også en række begrundelser for, at afkobling heller ikke i fremtiden vil blive tilstrækkelig stor til, at fortsat økonomisk vækst i de rige lande er mulig. For eksempel bliver det stadig mere energi- og ressourcekrævende at udvinde ressourcer, fordi man typisk starter med at udvinde de bedste reserver. Således stiger energiforbrug og forurening ved udvinding af kobber, fordi koncentrationen af kobber i malmen falder. Det kan motivere til mere cirkulær økonomi med genbrug af materialer, men også det er vanskeligt og ressourcekrævende at etablere.

Teknologiske løsninger på ét område kan også ofte skabe problemer på andre områder, som når brugen af elbiler fører til øget udvinding af lithium og andre ressourcer. Samtidig vil løsningen af miljøproblemer i ét land, f.eks. ved brug af informationsteknologi, ofte give miljøproblemer i andre lande, hvor ressourceudvindingen foregår. Desuden vil reboundeffekter gøre sig gældende, når effektivitetsforbedringer i større eller mindre grad opvejes af øget forbrug. Det sker f.eks., når en bolig isoleres bedre for at mindske varmeforbruget, mens beboerne benytter ændringen til at øge komforten ved at sætte indendørstemperaturen op. Nogle gange kan effektivitetsforbedringer ligefrem bidrage til at fastholde produktionssystemer, der ikke er bæredygtige. Når biler bliver mere effektive, kan det f.eks. forstærke privatbilismen på bekostning af kollektiv transport. Rapporten er fyldt med konkrete eksempler på hindringer for tilstrækkelig afkobling.

Forbruget skal ned

Kritikken af hypotesen om afkobling skal ikke forstås som en kritik af de mange fornuftige politikker, der ofte knytter sig til forestillingen om grøn vækst. Begge retninger har fokus på omstilling til vedvarende energi, energibesparelser, mere cirkulær økonomi og meget andet. Men for post-vækst-tilhængerne er det ikke nok, at alt bliver mere effektivt – produktion og forbrug skal begrænses i de rige lande gennem politikker, der supplerer effektivitet med tilstrækkelighed (sufficiency). Det kan for eksempel betyde, at effektivitetsforbedringer skal følges op af afgifter, der hindrer, at besparelser omsættes i øget forbrug.

Mange post-vækst-tilhængere vil samtidig argumentere for, at tilstrækkelighed sagtens kan forenes med udmærket livskvalitet. Omfordeling internt i de rige lande kan sikre, at grøn omstilling ikke går ud over levestandarden for de dårligt stillede grupper. Desuden kan standarden være høj på vigtige områder som omsorg for børn og gamle, sundhedsydelser og uddannelse, der ikke er særlig energikrævende. Mindre fokus på vækst og et mere lige samfund kan måske ligefrem forbedre livskvaliteten ved at mindske det pres, der stresser mange.

Det er en kraftig forsimpling at tale om kun to fortællinger, som jeg har gjort her. Kontroverserne om grøn omstilling og vækst er en del mere komplicerede. Der er forskellige holdninger til, hvor radikalt man skal ændre forskellige produktionsområder og fordelingssystemer. Der er også forskellige syn på, om udviklingslandene har brug for traditionel økonomisk vækst, eller om levestandarden kan forbedres på andre måder.

Men valget mellem de overordnede fortællinger er alligevel vigtigt og ikke helt let.

Personligt er jeg ikke i tvivl om, at fortællingen om grøn vækst er uholdbar. Det forekommer mig, at man stikker folk blår i øjnene, hvis man foregøgler dem, at grøn omstilling kan lade sig gøre, uden at nogen må give afkald på materielle goder

Men ”forskønnelse” er måske nødvendigt for at komme i gang, hvis det politiske flertal afhænger af, at folk tror på den grønne vækst? Det kan også tænkes, at det først og fremmest er samfundets økonomiske elite, der hurtigt skal overtales til at investere i grøn omstilling, og så nytter det ikke med en fortælling, der handler om at fratage eliten dens privilegier.

Men at nedprioritere fordelingsudfordringen, såvel mellem lande som internt i landene, er både umoralsk og risikabelt, fordi stor ulighed kan føre til social uro og gøre omstillingen vanskelig. Fortællingen om grøn vækst kan blive en distraktion, der forsinker den nødvendige omfattende indsats. Det største håb ligger i at gøre post-vækst-fortællingen så stærk, at den kan engagere både det store flertal og eliten i en fælles redningsaktion.

Inge Røpke er professor MSO i økologisk økonomi ved Institut for Planlægning på Aalborg Universitet.

Læs flere analyser, reportager og baggrundsartikler i Magasinet Grøn Omstilling. Bliv medlem, så sender vi det til dig med posten