Det er stoffer, der ender i vores vandmiljø som følge af vores forbrug af alt fra medicin, teflonpander, elektronik, kosmetik og tøj. Stofferne omfatter bl.a. pesticider, tungmetaller, flammehæmmere, lægemidler, kosmetikrester og de allestedsnærværende PFAS-stoffer.

Det er af åbenlyse årsager en uholdbar situation, for havet spiller en hovedrolle i at sikre balancerne i det globale økosystem. Fra et mere hjemligt perspektiv er Danmark et lille land omgivet af utroligt meget hav. Intet sted er der længere end 52 km til kysten, og havet ligger solidt forankret i vores nationale DNA. Alligevel har vi med åbne øjne accepteret udledningerne og de medfølgende konsekvenser for dyr og planter under overfladen.

Det er på trods af, at Danmark med EU’s vandrammedirektiv er forpligtet til at opnå god økologisk og kemisk tilstand i vores vandmiljø inden 2027. Men 14 år efter den første vandplan blev igangsat må vi konstatere, at vi ikke når målet i tide.

For sandheden er, at vi har gemt os bag et narrativ om, at vi i Danmark er grønne verdensmestre. Det var vi nok engang, men ikke længere. I forhold til de miljøfarlige stoffer bliver vi lige nu overhalet indenom af EU, der med det opdaterede byspildevandsdirektiv introducerer krav om et såkaldt fjerde rensetrin, som pålægger store renseanlæg at fjerne lægemiddelstoffer og kosmetikrester inden det rensede spildevand udledes til vandmiljøet. Desuden er medtaget en række andre vigtige og håndgribelige tiltag, der stort set med det samme vil bidrage til et renere vandmiljø. Indsatser vi har efterspurgt i årevis, da teknologierne findes – endda fra danske virksomheder.

Og i forhold til at bremse udledningen af kvælstof er det bemærkelsesværdigt, at så stor en del af indsatsen er bundet op på frivillige aftaler med landbruget, der år efter år viser sig at være langt fra at levere. Der er først og fremmest behov for regulering med udgangspunkt i havets tålegrænser – for det er en bunden opgave, at eksempelvis ålegræs, fisk og krabber igen skal trives.

Den gode nyhed er, at Danmark kan vende den dystre situation til vores fordel, hvis politikerne vil og tør stille krav. For langt de fleste lande i både EU og globalt kæmper med nogle af de samme udfordringer, som vi står overfor herhjemme. Men Danmark har den fordel, at en del af de teknologiske løsninger, der kan hjælpe os til et renere vandmiljø, er udviklet af danske virksomheder.

Hvis Danmark går forrest og er ambitiøse i arbejdet med at rette op på vandmiljøets tilstand, vil vi således kunne høste anerkendelsen i form af stærkere grønne danske virksomheder og i forlængelse heraf øgede eksportindtægter. Men det kræver regulering, som skaber et stærkt hjemmemarked som udstillingsvindue for danske løsninger.

Vi har således fire gode råd til miljøministeren og de danske politikere:

1. Der skal udtages landbrugsjord fra drift nu – herunder lavbundsjorde og områder langs vandløb og kyst. Og der skal hurtigst muligt udrulles en model, der tildeler et udledningsloft per hektar landbrugsjord, så vi med sikkerhed når kvælstofmålene.
2. Alt vand, der udledes i miljøet, skal renses for både næringsstoffer og miljøfarlige stoffer. Det gælder vand, der renses på centrale såvel som decentrale renseanlæg (fx i industrien og på hospitaler) samt andre punktkilder.
3. Forsigtighedsprincippet bør være styrende for den nationale indsats for et renere vandmiljø. Det vil sige, at enhver tvivl om konsekvenserne af tiltag og indsatser skal komme miljøet til gode. Mistænkt skadelige stoffer skal ikke om 10 eller 20 år have forårsaget en ny miljøkrise, som vi ser det med PFAS-stofferne i dag.
4. Håndhæv princippet om forureneren betaler. Medicinalindustrien må stå for den del af regningen, der er koblet til oprensning af medicinrester, og det samme gør sig gældende for kosmetikindustrien. Desuden bør landbruget selvsagt bære en stor del af regningen for udledningerne af kvælstof. Blot for at nævne nogle få eksempler på koblinger mellem forurening og forurener.

Det nødlidende havmiljø er heldigvis kommet højt på dagsordenen – både i befolkningen og på Christiansborg. Og for bordenden sidder en miljøminister, der definerer sig selv som ’havets minister’.  Inden for disse gunstige rammer må vi kunne finde en vej frem. Vi hepper herfra på ambitiøs regulering og konkret handling for havmiljøet – det er der i den grad brug for.

Debatindlægget er skrevet af Lone Mikkelsen, seniorrådgiver i kemikalier og Niklas Jørgensen, seniorrådgiver i Fødevarer og Bioressourcer, Rådet for Grøn Omstilling samt Signe Sonne-Holm, Sekretariatschef, Dansk Miljøteknologi og blev bragt i Politiken den 21. november 2023