Landbruget bør bryde fri af sin afhængighed af importeret fosfor
Det er godt, at Danmark og EU vil have mindre cadmium i fosforholdig gødning. Men roden til problemet er landbrugets afhængighed af importeret fosfor.
Kronik bragt i Information den 11. juni 2020 af Helene Chéret og Leif Bach Jørgensen, redaktør og seniorrådgiver fra Rådet for Grøn Omstilling
Vi har for lidt og samtidig for meget. Og vi kan ikke klare os uden. Al plantevækst har brug for fosfor. Derfor importerer Danmark og andre EU-lande store mængder fosfor, som landbruget spreder på markerne. Men denne afhængighed af en knap ressource har flere bagsider. Hvad gør vi, når minerne, som vi henter fosfor fra, løber tør?
Det danske overforbrug af fosfor medvirker desuden til forurening af vandmiljøet. Og sidst, men ikke mindst, indeholder råfosfat fra især Nordafrika tungmetallet cadmium. Når det bliver spredt via kunstgødning på markerne, kan det optages i afgrøder, som vi spiser. Cadmium kan give nyreskader og øge risikoen for kræft.
Denne sundhedsrisiko vil EU gøre noget ved. Fra 2022 indføres for første gang fælles regler for, hvor meget cadmium der må være i importeret fosforgødning. Grænseværdien i EU bliver på 60 mg cadmium pr. kg fosfat. Siden 1989 har Danmark haft sin egen lavere grænseværdi på 48 mg, og det vil den danske regering holde fast i. Tilbage i januar udtalte miljøminister Lea Wermelin:
»Danskerne skal udsættes for mindst muligt cadmium. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at beholde den danske grænseværdi, der på den lange bane kan være med til at sænke befolkningens indtag af cadmium fra fødevarer.«
Regeringen vil bruge Danmarks miljøgaranti over for EU for at sikre denne lavere grænseværdi. Fra EU lyder det også, at der er mulighed for, at medlemslande med egne grænseværdier under 60 mg kan beholde disse.
Det er vigtigt, at EU og Danmark vil mindske cadmium i gødning og dermed i de fødevarer, vi spiser. Men roden til problemet er landbrugets afhængighed af importeret fosfor – et råstof, der anses som en knap og livsvigtig ressource globalt set.
Er vi ved at løbe tør?
Marokko sidder på 70 procent af verdens kendte reserver af råfosfat efterfulgt af Kina med seks procent og derefter lande som Syrien, Sydafrika, Rusland og USA. I flere omgange har der lydt advarselsråb om, at vi er ved at løbe tør.
På et tidspunkt lød det, at det ville ske inden for 50 år. I 2014 satte EU fosfor på listen over råstoffer, vi risikerer at mangle, og som EU’s økonomi er afhængig af. Senere har rapporter fra US Geological Survey over verdens forekomst af fosfor vist, at vi har 200-300 år at løbe på, hvis vi fortsætter med nuværende aktive miner.
EU ser alvorligt på situationen og vil arbejde for at holde mere fosfor i kredsløb. Fosfor er tænkt ind i pakken for cirkulær økonomi, og det er i den forbindelse, at EU har sat en grænse for, hvor meget cadmium der må være i fosforholdig handelsgødning. Tilbage i 2016 lavede EU-Kommissionen et lovforslag med en grænseværdi på 60 mg cadmium pr. kg fosfat, som skulle sænkes til først 40 mg efter tre år og derefter 20 mg efter 12 år.
Siden er dette blevet lempet under forhandlingerne med Europa-Parlamentet og Ministerrådet. Nu skal grænseværdien på 60 mg blot evalueres efter fire år.
Kritiske røster fra Marokko
Beslutninger om fosfor og cadmium er hvirvlet ind i interesser fra gødningsindustrien, landbruget, medlemslande og stater uden for EU, og kommissionens lovforslag skabte stort røre. Marokko eksporterer meget fosfor til EU, men råfosfatet i dets miner har et højt cadmiumindhold.
Marokko advarer om, at grænseværdier rammer industrien, gødningspriser og landbruget. Samme type kritik lyder fra store landbrugslande som Polen. Og BASF, der producerer fosforholdig gødning, vurderer, at over 60 procent af det i dag importerede råfosfat ikke vil kunne bruges i produktionen af fosforgødning med cadmiumgrænser på under 60 mg. I Udvalget om International Handel under Europa-Parlamentet har man udtrykt bekymring for at blive afhængig af Rusland, da dets miner på Kolahalvøen indeholder mindre cadmium end i Marokko.
Med lavere grænseværdier for cadmium må efterspørgslen på renere fosfor fra f.eks. Rusland stige. Yaras mine i Finland indeholder også mindre cadmium, men kan langtfra dække hele EU’s behov. Muligheden for at oprense råfosfat fra Marokko og Tunesien bliver også diskuteret, men det er dyrt. Prisen på fosforgødning vil stige til stor skade for landbruget, lyder det fra industrien. Indtil videre har det også været muligt at blande forskellige fosfortyper for at få et lavere cadmiumindhold, men det kan blive svært med lavere grænseværdier.
EU er så landet på et kompromis på 60 mg cadmium pr. kg fosfat. Samtidig kan virksomheder skrive ’lavt cadmiumindhold’ på deres fosfor, hvis det indeholder under 20 mg. Dette bliver en fordel for Rusland og en ulempe for Marokko.
Forholdet til Marokko er desuden anspændt, fordi en del af dets udvinding af råfosfat sker i det besatte Vestsahara. Menneskerettighedsorganisationer kritiserer udvindingen for at være ulovlig ifølge international ret, da lokalbefolkningen saharawierne ikke har givet tilladelse til det og ønsker selvstændighed. Fragtskibe med fosfor fra Vestsahara er blevet tilbageholdt i Sydafrika og Panama for at sejle med ulovlig last. Ikke ligefrem en stabil situation.
En søgning på Danmarks Statistik viser, at Danmark køber fosforholdig gødning fra firmaer, der ligger i blandt andet Rusland, Finland, Polen og Belgien. Indtil videre ser vi ud til at være sluppet uden om den mest forurenede fosfor fra Marokko.
Forurener søer og fjorde
Samtidig med, at fosfor globalt er en knap ressource, så medvirker et overforbrug af det herhjemme til forurening. Udover kunstgødning importerer landbruget også fosforholdigt dyrefoder. Denne fosfor bliver via husdyrgødning spredt på marker tæt på de store husdyrbrug, hvilket sker i større mængder, end afgrøderne kan nå at optage. Alt i alt sker der en overgødskning med fosfor, som så udledes til søer og fjorde og skaber algevækst og iltsvind.
Så vi skal tænke nyt. I stedet for at bruge et råstof, som vi bearbejder, transporterer, forbruger og taber til miljøet, skal vi recirkulere det. Det sker i dag, når kommuner indsamler organisk affald og fører fosfor og andre næringsstoffer fra madaffaldet tilbage til markerne, efter det har været forbi et biogasanlæg.
Samtidig skal det kunne betale sig at udnytte husdyrgødningen effektivt og udfase brugen af fosforholdig kunstgødning. Man kan lægge afgift på fosfor i kunstgødning og samtidig støtte nye teknologier til behandling af husdyrgødning. Man kan også blive bedre til at dosere fosforgødning ved hjælp af GPS-teknologi for at mindske ophobning i jorden. Vi kan erstatte importen af fosforholdigt sojafoder med danskproduceret foder lavet af f.eks. græs og hestebønner. Og vi skal omstille til mere plantebaserede fødevarer.
Danmark kan på sigt blive langt mindre afhængig af at hente fosfor udefra. Dermed kan vi på én gang sikre et lavt cadmiumindhold i danske fødevarer, stoppe overgødskningen, mindske forureningen og undgå at bruge af de sparsomme globale fosforressourcer. Andre steder i verden vil man fortsat være afhængig af fosforgødning for at dyrke flere afgrøder, for eksempel i afrikanske lande, hvor jorden er i fosformangel. Cadmiumrisikoen og fosforknapheden vil stadig være højaktuelt, uanset hvad vi i Danmark og i EU beslutter at sætte som grænse.