Artikel bragt i Magasinet Grøn Omstilling vinter 2020 af Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling 

De sidste 15 år har jeg arbejdet i Rådet for Grøn Omstilling med fokus på at forbedre luftkvaliteten. 

Det er et arbejde, der har ført mig vidt omkring. Lige fra målinger af luftforureningen i Mexico Citys støvede gader til måling af den reneste luft på indlandsisen i Arktis. Jeg har fået et uventet varmt brusebad under målingerne ved Geysir i Island, kommet i karambolage med en kæmpe flok flagermus under målingerne i drypstenshuler i Ungarn, fået stjålet min ene handske af en vaskebjørn i Slovakiets smukke bjerge og nydt den mest fantastiske kaffe i Italien. Jeg har holdt oplæg til FN’s klimatopmøder, i Europa-Parlamentet, i de fleste europæiske lande og ikke mindst herhjemme på Christiansborg. Jeg har fremlagt bevismateriale i arbejdsmiljøsager i Landsretten, deltaget i FN- og EU-forhandlinger og holdt mange møder med politikere fra Europa-Parlamentet og forskellige medlemsstater, på Christiansborg og i landets kommuner.  

Men vigtigst af alt: Jeg er blevet venner med utrolig mange miljøinteresserede mennesker fra hele verden, der brænder for at reducere luftforureningen og de dertil knyttede helbreds- og naturskader.  

En kronik som denne er et godt tidspunkt at stoppe lidt op. Tænke sig om. Reflektere over tingene. For hvad har jeg egentligt lært? Hvad er vejen frem, hvis vi skal forbedre luftkvaliteten? 

Manglende viden og stemmefiskeri 

Egentligt burde det være en såkaldt ‘no brainer’: Med ca. 4.200 årlige dødsfald i Danmark er udendørs luftforurening vores tredjestørste dødsårsag kun overgået af rygning og fysisk inaktivitet. Syv-otte procent af alle danskere dør af udendørs luftforurening. Helbredsskaderne koster Danmark godt 80 mia. kr. årligt svarende til 3,5 procent af BNP dvs. en halv finanskrise – hvert eneste år! I mange andre lande står det endnu værre til. Kilderne er velkendte og kan let og billigt reduceres. Hvorfor går det så langsomt? 

Manglende viden og politisk stemmefiskeri er de største barrierer. I Danmark er mange f.eks. bekymret for forurening af vores drikkevand, mens få er bekymret for luftforurening. Selv om der ifølge Sundhedsstyrelsen ikke er dødsfald relateret til drikkevandsforurening med pesticider og kemikalier, mens udendørs luftforurening forårsager 4.200 dødsfald årligt. Mange nationale politikere fokuserer på vælgernes største bekymringer − det er jo der, stemmerne er. Derfor er oplysningsarbejde om de reelle problemer vigtigt.  

Samtidig er luftforurening udledt uden for landets grænser skyld i 70 procent af dødsfaldene i Danmark, mens luftforurening udledt i Danmark forårsager 30 procent. Det samme gør sig gældende i andre lande. Derfor er det let for nationale politikere bare at sige, at forureningskilderne i udlandet skal reduceres. Og når alle siger det, så sker der netop ingenting. Løsningen er international regulering via FN og EU. 

EU har faktisk fastsat grænseværdier for luftforurening, som medlemslandene skal overholde. Men de er så lempelige, at de ikke beskytter folkesundheden. De er nemlig alene politisk fastsat og ikke fastsat ud fra sundhedsfaglige hensyn. Der dør således godt 4.000 danskere årligt grundet fine partikler, selv om vi her til lands er langt under EU’s grænseværdi for partikler. Alligevel fokuserer mange politikere alene på at kunne opfylde grænseværdierne. Løsningen er, at EU laver sundhedsfaglige grænseværdier for luftforurening, og at politikerne fokuserer på at undgå de enorme helbredsskader.  

I dag er det endnu ikke politisk legalt at gribe ind over for visse typer forurening. Brænderøg i udeluften er vores mest skadelige forureningskilde, der forårsager ca. 550 dødsfald årligt og 8 mia. kr. i helbredsskader. Men da mange danskere hygger sig foran flammerne, og røgens helbredsproblemer ikke er kendt blandt danskerne, så er det ikke politisk legalt at gribe ind over for røgen. Det svarer til rygningsproblematikken i midten af sidste århundrede. Igen er vejen frem oplysning og national og international regulering, der tvinger nationale politikere til at handle. 

Retssager er vejen frem 

I 2008 var jeg første gang tovholder for en række grønne organisationer, der ville stævne den danske stat for ikke at leve op til EU-grænseværdien for støvpartikler, der primært stammer fra slitage på asfalt, dæk og bremser. Vi var inspireret af lignende sager fra tyske domstole og EU-domstolen, hvor grønne NGO’er havde vundet retssager. Vi håbede, at sagen ville tvinge staten til at reducere forureningen fra vejtrafikken. Vi offentliggjorde sagen via en stor forsideartikel på Politiken: ’Staten stævnes for luftforurening’. Og så gik det stærkt. Rigtig stærkt. Asfalten blev udskiftet på H.C. Andersens Boulevard ved luftmålestationen i København, så der ikke længere blev målt overskridelser af grænseværdien, hvorved sagen bortfaldt.  

Det gik op for mig, at juraen kunne noget helt unikt. Mange politikere var nemlig ikke det fjerneste bekymrede for luftforureningen, de enorme helbredsmæssige konsekvenser for befolkningen og de store samfundsmæssige omkostninger. Men at blive stillet over for en dommer, tabe en retssag og den derved dårlige omtale, det var noget, der virkelig bekymrede politikerne og fik dem til straks at handle. 

I 2010 overskred Danmark grænseværdien for den sundhedsskadelige udstødningsgas kvælstofdioxid. Vi brugte dette som springbræt, og der blev nedsat en arbejdsgruppe i Miljøstyrelsen, hvor vi arbejdede med at stramme miljøkravene til vejtrafikken, så grænseværdierne kunne opfyldes. Først efter flere års arbejde opdagede vi, at arbejdsgruppen blot var en syltekrukke, så staten undgik en retssag. Vi forsøgte dernæst at få EU til at starte en retssag imod Danmark. Den blev først indledt i form af en såkaldt åbningsskrivelse fra EU i sommeren 2016. Derefter flyttede staten den nationale luftmålestation fra et af landets mest forurenede steder, H.C. Andersens Boulevard, væk fra vejen, så der blev målt koncentrationer under grænseværdien, og ethvert bevismateriale for overskridelser var elimineret. 

Men igen viste statens reaktion, at juraen fik politikerne til at handle. Godt nok ikke i miljøets interesse, da luften jo ikke blev renere af at flytte målestationen. Men der kom da politisk handling efter seks års stilstand. 

Min konklusion efter mange års arbejde med at bekæmpe luftforureningen i Danmark og internationalt er derfor: Med lov skal luftforurening bekæmpes. Hidtil har mulighederne for bedre folkesundhed og store samfundsøkonomiske gevinster ikke fået politikerne til at handle. Retssager har derimod vist sig uhyre effektive. Selv om det egentligt er tragisk, at vi skal gå rettens vej for at tvinge regeringen i Danmark og andre medlemsstater til at reducere luftforureningen og sikre befolkningen et længere og sygdomsfrit liv.   

Næste mulighed for et sagsanlæg imod staten (og andre EU-medlemsstater) er i 2021, når det er bekræftet, at Danmark overskred målene i EU’s store National Emission Ceilings Direktiv i 2020. Ifølge de danske EU-indberetninger og EU Kommissionens egne analyser, så vil Danmark nemlig ikke opfylde 40 procent af de basale emissionsmål. Primært grundet brænderøg og landbrugets ammoniakforurening. Her kan en retssag tvinge nationale politikere til at gribe ind over for underregulerede forureningskilder. Løsningerne er velkendte. Afgifter på brænderøg og ammoniakforurening svarende til forureningens helbredsskader vil hurtigt reducere forureningen til stor gavn for folkesundheden og samfundsøkonomien, samtidig med at regeringen undgår en pinlig retssag, der ikke kan afværges med ny asfalt eller ved at flytte en målestation.