Artikel bragt i Magasinet Grøn Omstilling vinter 2020 af Lone Mikkelsen  

Det er så hyggeligt at bo lige op ad en fodboldbane. Det giver minder fra min barndom og ungdom, hvor jeg selv var en meget ivrig fodboldspiller. Det er lyden af glade børn og unge, der stæser rundt i forsøget på at erobre bolden. Røde kinder, en masse frisk luft og samvær med gode venner – og det kan endda lade sig gøre året rundt. Det lyder alt sammen skønt, men der er desværre skår i glæden. For det er en kunstgræsbane, jeg bor op ad, og underlaget på disse baner består af en hel masse små sorte gummikugler, som man kan se overalt i nærmiljøet. Jeg tror ikke engang, man behøver at arbejde med plastikforurening, som jeg gør, for at kunne se, at dette er helt galt. Gummikuglerne er seriøst overalt. På stisystemet omkring banerne, i de snemænd, områdets unger laver om vinteren, i min kælder og i munden på mine børn. 

Mine børn er for små til at gå til fodbold, men vi går tit over på banen for at lege. De elsker at løbe rundt og sparke til en bold, og så elsker den store at tygge fodboldlakrids. Det kalder han de små sorte gummikugler, som jeg selvfølgelig straks får ham til at spytte ud. For det er meget langt fra at være lakrids. Det er derimod gamle udtjente bildæk.  

Affaldsproblem ender på fodboldbaner 

Gummikuglerne på kunstgræsbaner bliver til, ved at man findeler gamle bildæk til bittesmå stykker. Materialet falder ind under kategorien mikroplastik, som er et af vores store miljøproblemer. Genanvendelsesbranchen, der oparbejder gamle bildæk, argumenterer for, at de løser et affaldsproblem, for hvad skal vi ellers stille op med de udtjente bildæk? Men i bedste fald udskyder de rent faktisk affaldsproblemet, og i værste fald findeler de affaldsproblemet og spreder det for alle vinde, hvorefter det er umuligt at rydde det op. Jeg ved heller ikke, hvad man skal stille op med udtjente bildæk, men det må trods alt være branchens ansvar at kunne håndtere det produkt, de sender på markedet og tjener penge på, også når det bliver til affald. Og at sprede det på kunstgræsbaner er i hvert fald ikke løsningen. 

I dag er der over 350 kunstgræsbaner til 11-mands-fodbold i Danmark og desuden et stort antal 7-mandsbaner samt de såkaldte multibaner. Undersøgelser af det omkringliggende miljø peger i stadig højere grad på, at der udvaskes skadelige kemikalier fra banerne, ligesom der spredes mikroplastik i miljøet. Erfaringer fra Norge viser, at der udledes helt op til 1,9 tons mikroplastik per år, og dette er vel at mærke per bane. Bildæk består bl.a. af de såkaldte PAH’er, som er en gruppe af stoffer, der er meget sundhedsskadelige, herunder kræftfremkaldende, samt en række tungmetaller. Ingen af disse stoffer har jeg lyst til, at mine eller andres børn udsættes for.  

Forbudt i kosmetik 

Danmark har et forbud mod at tilsætte mikroplastik til kosmetik og plejeprodukter, og her er udledningen til miljøet estimeret til at være langt mindre, end den er ved kunstgræsbaner. Set i det lys virker det absurd, at anvendelsen af mikroplastik på kunstgræsbaner stadig er lovlig, når udledningen her er meget større. Og så findes der endda mere miljøvenlige alternativer at fylde på banerne, såsom kork eller grus. 

Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) har fremlagt et forslag om et totalforbud mod tilsat mikroplastik på kunstgræsbaner, herunder de små sorte gummikugler. Dette blev tidligere på året bakket op af deres ekspertudvalg for risikovurdering, og vi er således et stort skridt nærmere et faktisk forbud. Dette er bestemt en meget glædelig nyhed. Processerne i EU er dog langstrakte, hvilket får min begejstring til at blegne en anelse. Der er udsigt til en seksårig overgangsperiode, hvorefter fyldstof af mikroplastik bliver forbudt. Det er lang tid. Der er gode alternativer på markedet allerede, og flere er ikke dyrere end mikroplast-udgaverne. Så det er simpelthen en fejlagtig hensyntagen til industri, kommuner og baneejere, som desværre bliver på bekostning af miljøet og spillernes sundhed. 

Kræftfremkaldende stof på banerne 

Men kan det nu også være så slemt at anvende disse gummikugler? Det har jo været tilladt i mange år, og man ved jo, at børn og unge bruger banerne og kommer i kontakt med gummiet. Mit svar er simpelt: Ja, det er slemt – både for miljø og sundhed.  

Ud over den åbenlyse miljøforurening, som gummikuglerne medfører, så er flere af PAH’erne, som tidligere skrevet, kræftfremkaldende. EU’s Videnskabelige Komite for Fødevarer (SCF) anbefaler, at indholdet af PAH i fødevarer ikke bør kunne måles. Hvis det findes i en målbar mængde, er fødevaren uacceptabel. Og grænseværdierne for PAH i legetøj og småbørnsudstyr er hhv. 1 og 0,5 mg/kg, hvilket prøver fra kunstgræsbaner, taget i forskningsmæssig sammenhæng, langt overskrider. Virksomheden Genan, som er den primære oparbejder af dæk i Danmark, oplyser, at man ved målinger på deres europæiske produktion af gummikuglerne typisk ligger på en koncentration mellem 8 og 12 mg PAH/kg. Hvorfor er disse høje niveauer af PAH tilladt i kunstgræsbaner, hvor børn typisk kan være i lige så tæt kontakt med materialet, som de er med legetøj, hvor grænseværdien er sat meget lavt? Særligt undres man, når man læser, hvad miljøstyrelsen skriver om PAH’er i legetøj og andre forbrugerprodukter; ”Udvalgte PAH’er må ikke forekomme i varer til privat brug, der indeholder plast- eller gummibestanddele, der kommer i enten langvarig eller gentagen kortvarig berøring med hud eller mundhule.”  

Gentagen kortvarig berøring med hud og i nogle tilfælde også mundhule er jo netop det, der sker på en fodboldbane. Så hvorfor det ikke er underlagt en lignende lav grænseværdi, som f.eks. legetøj, det forstår jeg simpelthen ikke.  

Kunstgræsbaner skal ikke forbydes. De er til stor glæde for børn og voksne. Men de skal konstrueres på en måde, hvor det kan dokumenteres, at de hverken skader vores sundhed eller miljø. Og derfor er der brug for et forbud nu og her mod bevidst tilsat mikroplastik.