Artikel bragt i Magasinet Grøn Omstilling, vinter 2021 af Freja Marie Hegelund, studentermedhjælper, Rådet for Grøn Omstilling

“Det der er alt sammen lavbundsjorde,” siger 60-årige Erik Christensen og peger ud gennem forruden. Vi sidder i hans firhjulstrækker, og for vores blik strækker sig et fladt og åbent landskab med marker adskilt af krat og grøfter. Under sidste istid skabte smeltevand Skalsådalens landskaber, som de ser ud i dag. De er karakteriseret ved et fladt vidtstrakt landskab afbrudt af strækninger med tunneldale, hvor smeltevandet har presset sig ned i landskabet.   

Erik Christensen er landmand, og denne morgen i september er jeg med på hans daglige tur rundt til hans 240 kødkvæg. Dyrene går og græsser på et område, der snart skal forandres. Naturstyrelsen og kommuner i Himmerland har lagt planer for en jordfordelingsproces og udtagning af lavbundsjorde, og det bekymrer Erik Christensen. 

“Der er planer om at sløjfe de grøfter, der adskiller markerne. Det er vi jo ikke så glade for, fordi så kan dyrene ikke komme derud,” fortæller han fra bilen og fortsætter: “Der bliver også vådere på marken, og uden køerne springer det i skov.” Hvorfor han mener, det er et problem, vender vi tilbage til.  

Erik Christensen er en ud af godt 20 landmænd, som jeg og min makker besøger og interviewer. Vi har bosat os i området i tre måneder i forbindelse med vores feltarbejde til vores speciale i antropologi. Emnet er klima. Det danske landbrug sidder på op mod to tredjedel af det danske areal, og naturen og biodiversiteten er presset. Samtidig står landbruget for 22 procent af den samlede CO₂-udledning. Derfor er en grøn omstilling nødvendig. 

Så hvordan forholder landmændene sig til de forandringer, deres erhverv står over for? De nye krav og tiltag kræver nye måder at gøre tingene på i et erhverv, som ofte er forbundet med identitet, traditioner og relationer til landskaberne og jorderne. Det er vi taget til Skalsådalen for at se nærmere på. 

Slip vandet fri 

I Skalsådalen har vand altid været synligt i landskaberne som en konsekvens af de lavtliggende jorder. I tidligere tiders landvindinger lagde man dræn og vandpumper på mange af markerne, hvilket skulle sikre, at markerne ikke var for våde at dyrke på.  

Men af hensyn til klimaet bør lavbundsjorde ikke længere drænes og dyrkes. De indeholder nemlig et højt indhold af kulstofrigt organisk materiale. Det betyder, at dræning og dyrkning af jorderne medfører en høj CO₂-udledning, fordi det organiske materiale bliver iltet. Det kan afhjælpes ved at sløjfe drænene og lade vandet få frit spil på ny. Derfor ses udtagning af lavbundsjorde som centralt for at sænke udledningerne fra landbruget. Derudover er der gevinster at hente ift. beskyttelse af sjældne arter og naturtyper, når lavbundsjordene tages ud af driften. I Regeringens nye klimaaftale for landbruget er ambitionen, at 100.000 ha lavbundsjorde skal udtages inden 2030. 

I Skalsådalen er udtagningen allerede i gang. Naturstyrelsen Himmerland har sammen med de berørte kommuner, Viborg, Randers og Mariagerfjord, taget initiativ til en multifunktionel jordfordeling, der står til at starte i Skalsådalen i det nye år. Den multifunktionelle jordfordeling indebærer, ud over de grønne tiltag som udtagning af lavbundsjorde, et fokus på landdistriktsudvikling og rekreative ønsker, såsom flere vandrestier og shelterpladser. 

Køerne står for naturplejen 

Første stop på køreturen med Erik Christensen er et stort, kuperet areal, som han forpagter. Her går en flok kvier roligt rundt og græsser. De er nysgerrige og vil gerne snakke.  

“Søren Super!” råber Erik Christensen pludselig højt ud over marken. “Det er den røde dér. Den plejer at komme hen til mig,” siger han og forsikrer mig om, at de er fredelige, da det kun er tyrene, man skal være varsom med. 

“Hvis der sker noget, skal man bare trække tilbage. Det er dem, der bestemmer,” siger han.   

På disse marker sørger Erik Christensen med sine kvier for såkaldt naturpleje efter aftale med kommunen. Som en del af et stigende fokus på biodiversitet, klima og miljø bliver naturpleje fremhævet som en måde både at holde landskaberne åbne og styrke landbruget, når jorder tages ud af driften. Principperne bag naturpleje er, at markerne hverken må gødes, sprøjtes eller dyrkes. Til gengæld skal de afgræsses enten med dyr eller maskine.  

Erik Christensens køer går på markerne det meste af året og lever primært af det, de kan finde her. Men arbejdet med naturpleje kræver, at køerne kan gå på markerne uden at ødelægge dem. På de laveste af arealerne har Erik Christensen før oplevet, at en kvie døde i en grøft, fordi den sad fast i mudderet. Han fandt den selv. 

“Hvis kreaturerne går i mudrede områder, så bliver det sådan noget grød, fordi de træder det i stykker. Vi ved, at der vil komme mere vand, og at områderne derfor bliver vådere. Hvis vi så samtidigt hæver vandstanden og sløjfer grøfterne som en del af udtagningen af lavbundsjorde, så gror det hele til,” siger han.  

Vandet vil både gøre det svært ufremkommeligt for køerne, men også forværre biodiversiteten, bl.a. fordi området får lov til at springe i skov, når dyrene ikke kan komme frem og holde vegetationen nede, siger Erik Christensen. Især de sjældne orkideer vil blive presset, da de netop har brug for sollys og åbne enge. 

“Der kommer måske til at gå 1000 år, før den natur kan blive genoprettet, når først dyrene har trådt det i stykker. Og herude er der mange orkidéer. I foråret stod de jo virkelig over det hele,”

Erik Christensen, landmand

Det ærgrer ham, at kommunens biologer og hans egen viden ikke altid følger samme tankegang.  

“Når jeg snakker om naturpleje, tænker jeg jo et par hundrede år frem. Og kommunen snakker bare 10-20 år. Det er jo ingenting i det samlede spil,” uddyber Erik Christensen. “Der er kun én taber i det spil her, og det er naturen.” 

Ejet af familien siden 1700-tallet 

De fleste landmænd, jeg og min makker har talt med undervejs i vores feltarbejde, har tilknytning til egnen. De har enten overtaget slægtsgården eller startet deres eget op med udgangspunkt i familiens jord. Det gælder også ægteparret Jacob og Rikke Bjerrum, som begge er vokset op i området. De er begge i slutningen af 40’erne, og sammen har de tre børn. Og parret står lige nu og overvejer, om de skal sælge nogle af deres lavbundsjorde til udtagning. De har skabt deres landbrug på jord, der har været i Jacob Bjerrums familie siden 1700-tallet. Der er meget historie forbundet med jorden, som gør, at landskaberne og naturen har en helt særlig betydning for dem.  

“Fordi det er familiens jord, vi driver videre, føles det stadig som Jacobs slægtsgård,” fortæller Rikke Bjerrum mig en oktobermorgen i deres køkken og tilføjer ”Vi ville ikke bare kunne lukke landbruget ned og flytte. Det her er vores hjem”, siger Rikke Bjerrum. 

De har svært ved at se sig selv bo andre steder. Derfor er det for Rikke og Jacob Bjerrum ikke primært, om de lever af malkekvæg, eller hvad de dyrker.  

“Vi er stolte af at producere mælk til danske forbrugere,” siger Rikke Bjerrum og fortsætter, “Men hvis det bliver umuligt, kan vi bedre forestille os at lave noget andet, end at skulle flytte.”   

Rikke Bjerrum er butiksuddannet, mens Jacob Bjerrum er uddannet som landmand. I dag driver de sammen en mælkeproduktion med omkring 750 køer. Siden 2002, hvor de købte gården med 40 køer, har deres drift været i eksplosiv udvikling. 

“For at kunne leve af det har vi været nødt til at sørge for, at vi altid er dobbelt så store som alle andre,” siger Jacob Bjerrum ved køkkenbordet og tilføjer: “Men det gør også, at vi har et stort ansvar og virkelig kan gøre en forskel i klimaspørgsmål.”  

Mangel på afgræsningsdyr  

Når marker udtages af landbrugsdriften, skabes et behov for afgræsning, som naturpleje med græssende dyr kan afhjælpe. Men afgræsningsdyr er en mangelvare i området. Kødkvæg er det bedst egnede dyr til afgræsning, da de er mere robuste og kan holde til at gå ude det meste af året. Malkekøerne med deres slanke bygning er derimod ikke bygget til at færdes i ufremkommeligt terræn. Der er dog langt flere malkekvæg end kødkvæg i området, fordi det ofte er svært at leve af kødkvæg.  

Rikke og Jacob Bjerrum har overvejet, om det ville kunne hænge sammen for dem med græssende kvæg ligesom Erik Christensen. Men som deres drift ser ud i dag, afhænger det i høj grad af, hvad de våde jorder tillader.  

“I bund og grund ville vi gerne have vores malkekøer mere ud, men 750 køer på vores lavbundsjorder kan ikke lade sig gøre, uden at de tramper det i stykker eller skal gå for langt efter føde,” siger Rikke Bjerrum. 

Markerne er altså for våde til, at deres malkekøer kan afgræsse, og ligesom Erik Christensen ser Jacob og Rikke Bjerrum, at der kun er kommet mere vand med tiden. 

“På et tidspunkt var der en hel flod herude. Man kunne nærmest sejle i kano fra den ene mark til den anden,”

Rikke Bjerrum, landmand

Ifølge Jacob Bjerrum har vandet i landskaberne med tiden gjort, at markernes dræn ikke længere løber tilstrækkeligt ud i Skals Å. Det skaber nye udfordringer, fordi vandet i stedet løber tilbage ind på markerne. Det findes der dog løsninger på, som ovenikøbet kan bringe en miljøgevinst med sig.  

“Vi har en majsmark herude, hvor det nogle gange er meget svært at høste, fordi der er så vådt. Nogle år er der en hel sø derude, og den kunne jo sagtens blive permanent som vådområde. Så kan vi bare dyrke på områderne ved siden af,” siger han.  

Anlægning af vådområder kan sikre de øvrige marker mod oversvømmelse og er samtidig med til at reducere overskydende kvælstof og fosfor fra markernes drænvand. Når der skabes vådområder, sker det i et samarbejde mellem kommunen og landmanden, der ejer de pågældende jorde. Kommunen hjælper med rådgivning og tilskud til projektet, mens landmanden har ansvar for anlægningen. 

Dialog er vejen frem  

I den multifunktionelle jordfordeling er både initiativtagerne bag og landmændene opsat på, at det er vigtigt at inddrage landbruget i forhandlingerne. Dels fordi de omtalte jorder ejes af landmændene, som så skal gå med til at sælge dem til staten. Dels fordi de har en stor viden om naturen, som daglige forvaltere af den, og fordi de rent praktisk skal være med til at skabe fremtidens landskaber og imødekomme grønne tiltag i deres arbejde. Men spørgsmålet er, hvor meget landmændene skal inddrages og hvordan.  

“Jeg tror, man skal samarbejde på nogle helt nye måder,” siger Erik Christensen, der ønsker at bidrage med sin faglighed som landmand og sit lokale kendskab til landskaberne. På min køretur med ham var det tydeligt for mig, hvordan han kender hver en centimeter i landskaberne.  

Jacob og Rikke Bjerrum føler ikke, at landbruget inddrages nok i processerne om at udvikle dansk landbrug. Derfor har de taget en aktiv beslutning om at deltage i den politiske debat og dialogen med kommunerne. Bl.a. har Jacob Bjerrum valgt at gå ind i det lokale ålaug for at skabe en dialog omkring nye løsninger.  

I et indslag i P4 Nordjylland udtaler Jacob Bjerrum sig om landbrugsforhandlinger og siger: “Selvfølgelig vil vi bidrage, og det gør vi gerne. Men naturen er vores arbejdsgiver, så vi skal mere med på råd, hvis det skal være praktisk muligt.” 

Den multifunktionelle jordfordeling afhænger af frivillighed og lokalt engagement. Det handler med andre ord om, hvad lodsejerne vil være med til. Jacob Bjerrum mener, at landmændene burde være med i processen helt fra starten.  

“Det ville være oplagt at ansætte en lokal landmand i projektet til at bidrage med inputs på vegne af landbruget. På den måde ville det også være nemmere at mægle mellem de forskellige interesser, der er i spil,” 

Jacob Bjerrum, landmand

For Rikke og Jacob Bjerrum er lokalt og politisk engagement en måde at blive hørt og holde sig opdateret på, hvad der skal ske. 

“Hvis man føler sig lukket ude eller tvunget og presset, så er man ikke motiveret. Men hvis man derimod snakker om det, så har man også lyst til at kæmpe for, at der skal ske nogle ting, for selvfølgelig skal vi gøre noget for miljøet,” siger Rikke Bjerrum.