Debatindlægget er bragt i Klimamonitor d. 8. november 2023.

En række ledende politikere og industriens CCUS-alliance hævder med unison stemme, at »CO₂-fangst er en klimateknologisk landvinding.« Og de jublede, da et bredt flertal i september indgik et forlig om at bruge ekstra 26,8 milliarder kroner på CO₂-fangst, transport og lagring. De ønsker meget mere CO₂-fangst (CCS) i Danmark, og nogle advokerer også for statsgaranterede lån eller statsstøtte til at bygge nye dyre CO₂-rørledninger.

De har her valgt ’håb som strategi’, men det giver ikke en sikker, effektiv og omkostningseffektiv klimahandling. Også tænketanken Concito er en varm fortaler for CCS. Men indtil nu har »historien om CCS været en stor skuffelse,« som chefen for det Internationale Energiagentur, Fatih Birol, har sagt for nylig.

Olie- og gasindustrien har i flere årtier lavet CO₂-fangst, hvor de har brugt CO₂’en til at skyde ind i nedslidte olie- og gasfelter for at suge flere fossile brændsler ud af undergrunden. Men det har vist sig ekstremt svært og meget dyrt at fange CO₂ på punktkilder i industrien, kraftværker og affaldsanlæg. Uanset, hvad CCUS-lobbyisterne, politikere og Concito forsøger at bilde os ind, så er CO₂-fangst på punktkilder i industrien, kraftværker og affaldsanlæg i dag en ret umoden teknologi.

Det er også årsagen til, at vi i Rådet for Grøn Omstilling har skrevet et kritisk notat imod den hårde danske satsning på CO₂-fangst.

Pengene kunne bruges på sol og vind
Jo, der findes små pilotanlæg, men internationalt er der ikke succesrige erfaringer med at skalere dem op, og det har været langt dyrere end forudset. Deres fangstrater er meget lavere end de fangstrater på 85-99 procent, som Energistyrelsen regner med i deres teknologikatalog.

De internationale erfaringer viser, at den snarere ligger nede på 65-75 procent, og den er endnu lavere, når man medtager nedetid, CO₂-effekten ved transport og lagring og lignende.

Et fangstanlæg vil typisk øge energiforbruget på værkerne med 13-44 procent. Det udløser en højere energiregning, og det er ikke en gratis frokost. Det vil gøre det dyrere at producere i Danmark, og højere energiregninger ender hos forbrugerne. Og når man satser på teknologier, der øger Danmarks energiforbrug i stedet for at reducere det, øges CO₂-udledningen.

For 53 procent af Danmarks bruttoenergiforbrug er stadig fossile brændsler, og hvis vi skal bruge mere energi på CCS, vil det alt andet lige gå langsommere med at udfase de fossile brændsler i resten af samfundet. Især når det nye CCS-industrielle kompleks vil bruge noget af den grønne strøm fra sol- og vindenergi, der ellers kunne bruges til at dekarbonisere andre sektorer.

At satse 26,8 milliarder kroner ekstra skattekroner på CO₂-fangst, transport og lagring i de næste få år, er penge, der alternativt kunne bruges på mere sol- og vindenergi, varmepumper og energieffektiviseringer, så vi hurtigere kunne frigøres fra de fossile brændsler. Havde politikerne gjort det sidste frem for at lytte til CCUS-lobbyisternes lokkende sang om nye erhvervseventyr og gigantiske fremtidspotentialer, havde de fået sikre og hurtige klimagevinster.

Den massive lobbykampagne for CO₂-fangst, transport og lagring i Danmark er velorkestreret, men den lever ikke op til klimalovens krav om at prioritere omkostningseffektive klimaløsninger.

Sådan var det også i foråret, hvor Ørsted fik 8,2 milliarder skattekroner til at lave CO₂-fangst på biomasseanlæg. Ørsted skal betale en bod, hvis de ikke fanger 430.000 tons CO₂ om året fra 2026, så politikere, embedsmænd og CCUS-lobbyisterne sig nu ind, at staten ikke løber nogen risiko.

Og nogen tror endda, at fordi Ørsted har forpligtet sig til at gøre det, så virker CO₂-fangst også på biomasseanlæg (BECCS). Ingen af delene er korrekte. Der findes ikke fungerende BECCS-storskalaanlæg i verden. Og da staten er medaktionær i Ørsted løber staten en direkte risiko. Men det er ikke det værste. Det tager 30 år at få en nettopositiv klimagevinst, når man først afbrænder fast træbiomasse og derpå laver CO₂-fangst på et sådant kraftværk, viser Rådet for Grøn Omstillings beregninger.

Tag en tænkepause
Danmark importerer hvert år fem millioner tons fast træbiomasse fra udlandet, og afbrændingen af træbiomasse er nu så omfattende, at Danmark i år sender omkring 15 millioner tons CO₂ ud i atmosfæren. Straksudledningen opvejes over tid delvist af, at det anvendte træ alternativt ville rådne og omdannes til CO₂, men netto udleder træbiomasseværkerne mindst fem millioner tons CO₂ per år.

Det er klimaskadeligt, også fordi det faktisk er muligt at elektrificere hele den danske varmeforsyning med industrielle varmepumper drevet af ren sol- og vindenergi, kombineret med varmelagre.

Energiindustriens biomasselobby har længe blokeret for en grøn nytænkning, og de har nu fået politikerne med på at satse på BECCS på statsstøtte.

Det ligner desværre en moderne molbohistorie, at staten fra 2023-2026 giver 3,2 milliarder kroner i statsstøtte til at brænde træbiomasse af og konvertere det til elektricitet, hvor ved staten hjælper markedet til at fjerne et biologisk lager i skovene, der ellers kunne fange CO₂ fra atmosfæren. Og dernæst giver man ekstra 8,2 milliarder kroner i statsstøtte til at lappe lidt på skaderne på skorstenen.

Nu er fejlen sket og lad os se, om Ørsted kan fange, hvad de har lovet.

I Rådet for Grøn Omstilling anbefaler vi dog, at der nu holdes en tænkepause, og at staten udskyder de to planlagte nye udbudsrunder for CO₂-fangst, transport og lagring i 2024 og 2025.

Udskyd dem til 2030, så man inden kan lave en seriøs evaluering af både erfaringerne fra Ørsteds fangstanlæg og tage stilling til, om den globale CCS-industri har leveret effektive storskalaanlæg, der er kommet ned i pris. Danmark bør ikke spilde statens begrænsede midler på at satse endnu hårdere og for tidligt på en fangstteknologi, der fortsat er umoden, dyr og ikke særlig effektiv til at fange CO₂.

I dag er CO₂-fangst på punktkilder den absolut dyreste måde at tackle klimaudfordringen på, og det vil være meget billigere og give en større, hurtigere og sikrere klimaeffekt at investere i energieffektiviseringer, sol- og vindenergi eller elektrificering af industrien, varmesektoren og transporten. Og i stedet for at lave en pick-the-winner-strategi med statsstøtte til CCS, er det bedre at indføre en høj CO₂-afgift for alle sektorer, hvilket vil give ekstra incitamenter til markedet om at investere klogt.

Læg en plan for udfasning af fast træbiomasse
Sol- og vindenergi og de forskellige energieffektive teknologier er allerede konkurrencedygtige og er nu billigere end fossile brændsler, fordi de har været udsat for ekstrem hård konkurrence på et globalt marked, hvor man kan gentage og skalere processer igen og igen.

Det kan man ikke med CO₂-fangstanlæg, der er stand-alone pilotanlæg med meget få udbydere og minimal konkurrence. De statsstøttede CO₂-fangstanlæg risikerer at ende som en slags hvide elefantskulpturer fra en mellemtid, hvor den fossile industri, industrielle lobbyister i alliance med klimabekymrede politikere kastede milliarder af skattekroner ind på at fikse CO₂-problemet for enden af skorstenen i stedet for at gå all-in på de omkostningseffektive grønne teknologier, der faktisk allerede virkede.

Det er dramatisk at se, hvordan flokmentaliteten kan føre til suboptimale ’løsninger’. Og nogle bilder hinanden ind, at CO₂-fangst er den sidste nødvendige redningsplanke for de svært dekarboniserbare industrier. Men der findes faktisk alternative veje, og i det mest ambitiøse scenarie fra det internationale klimapanel, IPPC, spiller CCS ikke nogen særlig rolle.

Det gør derimod energieffektiviseringer, vedvarende energi, elektrificering og naturbaserede CO₂-optag via blandt andet øget skovplantning og bedre optag i landbrugsjorde. Det er også langt billigere og giver en sikrere klimaeffekt at udtage lavbundsjorde i landbruget, at plante meget mere skov eller at udfase fossilbilerne end at bruge statskroner på CO₂-fangst.

CCUS-lobbyisterne hævder ofte, at det er et både-og, men det er slet ikke sikkert. Og man springer til for hurtige konklusioner med risiko for at spilde milliarder af kroner på en dyr og energikrævende teknologi, der forlænger fortiden i stedet for at satse på fremtidens grønne løsninger.

Det er en udbredt forestilling, at man får brug for CCS, fordi man ikke kan dekarbonisere hele industrien. Men det er allerede teknisk muligt at elektrificere højtemperaturprocesser på helt op til 1500-2000 grader. Og et innovativt amerikansk firma har nu lavet et pilotanlæg, hvor der fremstilles certificeret højkvalitetsbeton i en elektrolyseproces uden brug af fossile brændsler.

Måske er fremtiden slet ikke CCS, men nye innovative virksomheder, der disrupter de gamle industrielle dinosaurer, som klamrer sig til fortidens processer og bygger nye energikrævende fangstanlæg for enden af skorstenen? Og hvad med at investere mere i at bygge en reel cirkulær økonomi, hvor vi ikke brænder affald af i store ovne, men recirkulerer de jomfruelige materialer igen og igen?

Og vi kan lægge en plan for udfasning af fast træbiomasse i vores varmesektor og satse på sol, vind, varmepumper og geotermi i fuld skala. Danmarks fremtidige konkurrencekraft afhænger af at sikre masse af billig vedvarende energi i fremtiden og at frigøre os fra de fossile brændsler hurtigt. Ikke på forhastet vis at binde os til nye energikrævende anlæg for enden af skorstenene.