Vi skal have fokus på folkesundhed – glem alt om luftforureningens grænseværdier
Grænseværdierne for luftforurening er politisk fastsat i EU efter laveste fællesnævner og yder derved ingen beskyttelse af danskernes sundhed.
Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten den 25. november 2019 af Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling
En ny opgørelse fra DCE ved Aarhus Universitet viser, at 4.200 danskere hvert år dør for tidligt grundet udendørs luftforurening. Det svarer til, at godt 8 pct. af alle danske dødsfald skyldes udendørs luftforurening. Derved er luftforurening vores tredjestørste risikofaktor kun overgået af rygning og fysisk inaktivitet.
Den samfundsøkonomiske helbredsomkostning af forureningen er ifølge DCE ca. 80 mia. kr. årligt i Danmark. Oven i dette kommer sygelighed og dødsfald knyttet til luftforurening i indeklimaet og arbejdsmiljøet.Men de økonomiske og menneskelige omkostninger forsvinder jo netop ikke ved, at vi ligger under grænseværdierne for luftforurening.
Grænseværdierne for luftforurening er politisk fastsat i EU efter laveste fællesnævner og yder derved ingen beskyttelse af danskernes sundhed. Vi opfylder nemlig alle grænseværdier til trods for den høje dødelighed. For fine partikler, der er den absolut største årsag til dødelighed i udeluften, ligger vi på næsten halvdelen af EU-grænseværdien.
Alligevel dør ca. 3.800 dansker hvert år grundet luftforurening med fine partikler. Så vi må ikke tro, at grænseværdierne på nogen måde beskytter vores helbred.
Luftforurening adskiller sig fra andre store risikofaktorer. Vi kan nemlig ikke selv fravælge luftforurening. Vi er tvunget til at indånde luftforurening, hver eneste gang vi trækker vejret. Det kan være fra lokal vejtrafik eller brænderøg. Fra kraftværker i udlandet eller international skibsfart.
Dette står i stærk kontrast til andre store risikofaktorer som rygning og fysisk inaktivitet, der er faktorer, som vi selv er herrer over. Vi er derfor i høj grad afhængige af, at politikerne beskytter os effektivt imod luftforureningen.
Det sker bare ikke. Sandsynligvis grundet den ministerielle opdeling af miljø- og sundhedsudfordringer.
Luftforurening administreres i Miljøministeriet, hvor der historisk har været fokus på grænseværdier. Ligger vi under grænseværdierne, er problemet løst, synes logikken at være. Men de økonomiske og menneskelige omkostninger forsvinder jo netop ikke ved, at vi ligger under grænseværdierne for luftforurening.
Løsningen er at glemme alt om grænseværdier for luftforurening og fokusere på at forhindre sygelighed, dødelighed og store milliardomkostninger. Sidstnævnte vil nok kræve, at ansvaret for luftforurening flyttes til Sundhedsministeriet/-styrelsen ligesom ansvaret for vores andre store risikofaktorer.
På sundhedsområdet er nemlig fokus på at nedbringe sygelighed, død og de tilknyttede omkostninger. Sundhedsområdet fungerer uafhængigt af grænseværdier.
Der er ikke en grænseværdi for, hvor mange danskere der må ryge, være fysisk inaktive eller alkoholikere. Der er blot fokus på at nedbringe sygelighed, så længe sundhedsgevinsten er større end indsatsens omkostninger. En tankegang, der ikke rigtig eksisterer på luftforureningsområdet, hvor der primært er snævert grænseværdifokus. Endda på grænseværdier, der ikke beskytter folkesundheden.
Samme praksis er kanaliseret ud i kommunerne, hvor miljøforvaltningerne regulerer efter grænseværdier for luftforurening og ikke efter at beskytte borgerne.
Det Økologiske Råd foreslår derfor, at ansvaret for luftforurening snarest flyttes til Sundhedsministeriet og kommunernes sundhedsforvaltninger, så der kommer målrettet fokus på at nedbringe luftforurening til gavn for danskernes sundhed.