Vi har ikke en liste med elprodukter, vi anbefaler. Det skyldes, at de  i vores optik endnu ikke fortolkes korrekt i branchen, og at vi ikke ønsker at være dommere over enkelte produkter frem for andre. 
Nedenfor kan du læse om vores holdning til produkter med hhv. et og to grønne blade og til produkter uden grønne blade. 
 

Produkter med et grønt blad 

Produkter med et grønt blad skal ifølge Forbrugerombudsmandens retningslinjer sikre opkøb af vedvarende energicertifikater svarende til ens forbrug. Vi mener, at effekten af certifikatsystemer er meget begrænset, og at systemet i dag er mere til skade end til gavn. Derfor anbefaler vi, at man holder sig væk fra produkter med kun et grønt blad. 

Produkter med to grønne blade 

Vi mener, at der er en del produkter med to blade, som ikke lever op til reglerne om dokumentation for en klimaeffekt, der svarer til den CO2-udledning, man skaber som el-forbruger. Det har vi gjort forbrugerombudsmanden opmærksom på, og vi afventer, at det vil have en effekt.  
Hvis du ønsker at købe produkter med to grønne blade, anbefaler vi, at du går efter produkter, der; 

1) indeholder klimatiltag via Gold Standard eller Verified Carbon Standard på mindst 300 gCO2/kWh. 
2) giver dig viden om og mulighed for at spare på strømmen.
3) har let tilgængelig oplysning om det aktuelle CO2-aftryk (på timebasis) og gør det lettere for dig at flytte dit forbrug til tidspunkter, hvor der er meget sol og vind i elsystemet. 

Du bør også sikre dig, at eventuelle oprindelsescertifikaterne kun er fra vind og sol og ikke fra hverken biomasse eller vandkraft, samt at de ekstra klimatiltag ikke består i støtte til skovrejsning eller vedvarende energiprojekter i Danmark (eller andre lande/regioner med ambitiøse klimamålsætninger).  Hvorfor du ikke skal støtte ovenstående, kan du læse mere om nedenfor. 
 

Produkter uden grønne blade 

Et alternativ til produkter med grønne blade er at vælge det billigste elprodukt og så selv kompensere for din klima- og miljøpåvirkning. Der er ingen logisk grund til, at du skal gøre det gennem dit el-abonnement. Vi anbefaler, at en typisk husstand (2 voksne og 2 børn) køber ”CO2-kompensation” for 1,3 ton CO2 om året for at klimakompensere for elforbruget (se regnestykke i den grønne boks nederst på siden).   

Hvorfor ikke støtte skovrejsning i Danmark?   

Det er et spørgsmål, vi ofte får stillet. Der er to faktorer, der gør sig gældende. 

For det første vil evt. CO2-optag ved skovrejsning tælle med i opnåelse af vores nationale klimamålsætninger. Når det tælles med der, bør det ikke også kunne tælle som kompensation hos den enkelte forbruger. Det vil være en form for dobbelt bogføring. Man kan sige, at privat støtte til skovrejsning i Danmark ikke sikrer samlet reduktion af CO2-udledningerne fra Danmark, da det ikke kan forventes, at det vil bidrage til større samlet reduktion, end der allerede er besluttet politisk. 

For det andet sker skovrejsning i Danmark i langt de fleste tilfælde på landbrugsjord, hvor man risikerer at flytte landbrugsproduktionen til andre områder uden for Danmark, til skade for klima, biodiversitet og lokalbefolkning. Det ser man fx ved rydningen af regnskov til fødevareproduktion i Sydamerika. Det medfører, at danske skovrejsningsprojekter efter vores vurdering ikke vil kunne godkendes efter internationale standarder for ”klimakompensation”.  

I Rådet for Grøn Omstilling anerkender vi dog, at skovrejsning i Danmark har positive effekter ift. natur, biodiversitet og miljø. Det er dermed ikke forkert at støtte skovrejsning i Danmark, men man skal blot være klar over, at det ikke nødvendigvis har den klimaeffekt, som der bliver fortalt. Vi mener ikke, at produkter, der er baseret på skovrejsning i Danmark, bør kvalificere sig til to blade i Forbrugerombudsmandens retningslinjer, hvor der stilles krav om, at det skal dokumenteres, at klimatiltagene ”neutraliserer” de CO2-udledninger, som strømforbruget giver anledning til.  

Hvorfor ikke støtte biomasse eller vandkraft?  

Biomasse: Biomasse regnes som CO2-neutralt i vores nationale CO2-opgørelser, men virkeligheden er mere kompliceret. Der bliver udledt CO2, når biomassen brændes af til energiformål, og det er ikke givet, at den samme mængde CO2 optages i skovene, hvor biomassen kommer fra.  I Rådet for Grøn Omstilling mener vi, at afbrænding af biomasse bør udfases og være kraftigt reduceret inden 2030. Derfor mener vi også, at du bør undgå oprindelsescertifikater fra biomasse. 

Vandkraft: Vandkraft er typisk en billig produktionsform, som er meget strengt reguleret på grund af hensyn til natur og biodiversitet. Derfor er de ekstra indtægter fra salg af certifikater i de færreste tilfælde afgørende for, om et vandkraftværk bliver etableret (eller bliver levetidsforlænget), og effekten af certifikater vil derfor være begrænset. Derudover er der flere vandkraftanlæg, der har større negativ påvirkning af naturområder end f.eks. sol og vindkraft. Disse forhold gør, at vi i Rådet for Grøn Omstilling ikke anbefaler certifikater fra vandkraft.   

Kan man stole på kompensationsordningerne?  

Der findes bredt anerkendte ordninger til “klimakompensation”. VCS og Gold Standard er de strengeste standarder på nuværende tidspunkt. Vi har pt. ikke kendskab til el-produkter, der anvender disse systemer, hvilket er grunden til, at vi ikke vil anbefale nogle el-produkter frem for andre.  

Ordningerne VCS og Gold Standard er ikke ufejlbarlige systemer, men det er vores vurdering, at du gennem disse ordninger har størst chance for at skabe reelle CO2-reduktioner. Vi anbefaler derfor, at du anvender systemer, der er baseret på Gold Standard eller Verified Carbon Standard. Det bør som altid understreges, at sådanne ”CO2-kompensationer” aldrig må blive en undskyldning for ikke selv at reducere sin udledning mest muligt.  

Nedenfor kan du klikke dig videre til mere information.