Om Trine Hagen

Denne forfatter har endnu ikke udfyldt nogle detaljer.
So far Trine Hagen has created 93 blog entries.

Grønne NGO’er: Ny aftale om emballage er bedre end frygtet, men uambitiøs

Pressemeddelelse d. 3. sep. 2022

Aftalen er en implementering af et EU-krav, og den skal sætte rammerne, så virksomhederne ved, hvad de skal leve op til, når det udvidede producentansvar på emballage træder i kraft i Danmark i 2025.  

Som et af de sidste lande i EU til at implementere udvidet producentansvar på emballage, så har vi gode erfaringer fra andre lande ift., hvad der virker, hvis emballagemængderne skal reduceres. Al erfaring viser, at kvantitative reduktions- og genbrugsmål er retningsgivende og dermed afgørende for, hvorvidt man rent faktisk lykkes med at nedbringe emballagemængderne. 

Rådet for Grøn Omstilling, Danmarks Naturfredningsforening, Oceana og Plastic Change ærgrer sig derfor over, at Danmark ikke tør vedtage konkrete mål for reduktion og genbrug af emballager, som lande som Frankrig og Sverige ellers allerede har gjort. Danmark lader det dermed være op til EU at hæve ambitionsniveauet på plastik- og emballagedagsordenen. 

De fire organisationer glæder sig dog over, at det er lykkedes i de politiske forhandlinger at hæve ambitionsniveauet, så det nu er aftalt, at Danmark skal fastsætte egne nationale mål for reduktion og genbrug af emballager, såfremt der ikke foreligger EU-mål, når det danske producentansvar træder i kraft i 2025. Det er ligeledes positivt, at genbrugsemballager skal fritages fra gebyrer, så længe de er i cirkulation, samt at man ønsker at undersøge potentialerne for yderligere genbrug og reduktion – men først i 2027. Det er tid, vi ikke kan spilde, når vi allerede står midt i en alvorlig klima- og ressourcekrise. Derfor konkluderer de samlet set, at der er gode takter i aftalen, men at det er for lidt og for langsomt.

Brug for supplerende lovgivning

For at speede tempoet op opfordrer organisationerne derfor politikerne til at lave supplerende lovgivning, som kan reducere emballagemængderne. Her kan man med fordel se til udlandet. I Tyskland har man blandt andet vedtaget, at alle restauranter og takeaway-steder skal tilbyde et genbrugeligt alternativ til engangsemballagen, og at det genbrugelige alternativ ikke må være dyrere for forbrugeren. I Frankrig skal alle større supermarkeder afsætte en del af deres areal til løsmarked. 

Der er mange gode eksempler på supplerende lovgivning, som de grønne organisationer opfordrer politikerne til at kigge ind i, og som vil kunne understøtte politikernes egne visioner i aftalen om at reducere emballagemængderne. 

“Danmark har netop misset en unik mulighed for at sætte ordentligt skub i et systemisk skift væk fra engangsbrug og over til øget genbrug. At vi fortsætter med så entydigt et fokus på genanvendelse efterlader os ikke er godt sted. Lige her havde vi ellers chancen for at være det grønne foregangsland vi så gerne vil være. Men der er ingen gulerod til de virksomheder der ønsker at gå forrest i den grønne omstilling”, siger Lone Mikkelsen, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling.

”Det danske forbrug af plastikemballage er steget med 30 % på bare 5 år, og emballager er det vi finder allermest af i naturen og i havet. Vi kan kun løse den udfordring ved at skifte engangsemballagerne ud med genpåfyldelige løsninger. Derfor er det virkelig ærgerligt, at Danmark læner sig tilbage og afventer EU, når vi burde været gået i gang med det samme”siger Naja, Andersen, politisk seniorrådgiver i Oceana. 

Som det land i EU, der, ifølge Eurostat, producerer mest affald per indbygger, så har vi også en forpligtigelse til at gå foran og gøre noget ved de stigende affaldsmængder. Det er positivt, at partierne anerkender behovet for at sætte reduktions- og genbrugsmål, og at man her binder sig til, at målene skal være vedtaget, inden det udvidede producentansvar træder i kraft. Det er bare ærgerligt, at man ikke, ligesom flere andre EU-lande har gjort, vedtager målene allerede nu, så producenterne ved, hvad de skal arbejde henimod” siger Mette Hoffgaard Ranfelt, miljøpolitisk chefrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening. 

Danmark er et af de sidste lande i EU til at indføre et producentansvar på emballage, så det er ærgerligt, at man ikke trækker på andre landes erfaringer og indfører nationale mål for reduktion og genbrug, som er det, der har vist sig at have den største effekt på emballagemængderne andre steder. Dog er det positivt, at aftalen understreger, at Danmark skal arbejde for at sikre reduktions- og genbrugsmål på EU-niveau, og at hvis det ikke lykkes inden 2025, så skal Danmark indføre nationale mål. Dermed må vi også forvente, at ministeren nu vil lægge sig kraftigt i selen for at presse på i EU, siger Malene Høj Mortensen, public affairs rådgiver i Plastic Change. 

By |2022-09-05T10:18:39+01:005. september 2022|Pressemeddelelse|0 Kommentarer

Mere liv i havet vil dø, hvis vi udsætter den bæredygtige indsats

I disse dage rapporteres der om massiv algevækst rundt omkring i landet. Sydfyn, sydlige Lillebælt og Østersøen er ramt af kraftigt iltsvind – og det ser kun ud til, at iltsvindet vil forværres som efteråret indtræder. Økosystemerne og livet i havet er med andre ord meget presset, og det skyldes i høj grad næringsstofudledning, hvoraf den største del kommer fra landbruget. Heldigvis kan vi afhjælpe presset, og jo mere og hurtigere vi sænker næringsstofudledningen, desto hurtigere finder havets økosystemer igen en balance. Det er derfor ærgerligt, at Landbrug & Fødevarer igen vil udskyde indsatserne med kritik af de videnskabelige modeller, der beregner et mere bæredygtigt niveau af næringsstofudledning til havet. I en artikel bragt i Altinget den 19. august, retter Marie Østergaard kritik mod reduktionskravene for kvælstof, baseret på det, der fremstilles som ringe modeller. Vi mener i Rådet for Grøn Omstilling ikke at kritikken er berettiget. Landbrugsorganisationen har dog helt ret i, at der også kan sættes ind andre steder end overfor kvælstof. Her vil vi pege på fosforindsatser til havområder, der udeblev fra de nye vandområdeplaner. Desuden er vi enige i, at lokale analyser en rigtig god vej frem.  

Nogle af de bedste modeller i verden 
Vi er i Danmark nogle af de allerbedste i verden til at modellere næringsstofudledning og påvirkning på havet. Modelleringer vil aldrig være perfekte, men forskerholdet bag vurderer, at det faglige grundlag er så solidt, at man sagtens kan arbejde med de reduktionsbehov, der er beregnet. Men det har ikke været nok til at handle. Der er i landbrugsaftale og vandområdeplaner indskrevet en såkaldt ”second opinion”, en vurdering og eventuel justering af modellerne, i 2023, der samtidigt udsætter en del af de nødvendige indsatser for næringsstoffer. Det er godt at blive bedre til at modellere, hvilket forskerne hele tiden gør. Men vi må ikke udskyde indsatserne til anden, tredje, eller fjerde vurdering indtil man har modeller uden usikkerheder og udsving. Det får vi ikke, og med den tilgang opnår vi blot at tilstanden forværres, økosystemerne kollapser og havets liv forsvinder som tiden går, mens vi bliver bedre til at beregne. Behovet for store reduktioner kommer aldrig til at forsvinde med øget beregningspræcision. 

Marie Østergaard hævder også, at betydningen af vores nabolandes udledninger overvurderes, hvorfor vi skal reducere mere. Men nabolandenes udledninger er beregnet ud fra præmissen om, at de vil efterleve den fælles handlingsplan for Østersøen og EU’s NEC-direktiv for bl.a. kvælstofemissioner, samt at alle landene gennemfører indsatserne i deres gældende vandområdeplaner. Dette er langt, langt fra tilfældet – vi har heller ikke i Danmark formået at leve op til NEC-direktivet, om end vi er tæt på, og havde vi nået i mål med de gældende vandområdeplaner, havde reduktionsbehovet nu været markant lavere. Vores nabolandes udledninger er samlet set langt højere, end det der er modelleret med – hvilket betyder, at reduktionsbehovet faktisk er noget større, end det man arbejder med. Det er med andre ord en fælles opgave, og endnu et argument for at nå de fastsatte reduktionsmål. 

Lokale vurderinger og faktorer udover kvælstof er vigtige 
Rådet for Grøn Omstilling er enige med Landbrug & Fødevarer i at man også må arbejde lokalt for at finde de bedste løsninger – herunder hvornår på året kvælstofudledning finder sted. Modelberegningerne giver en målsætning at arbejde med, og man må lokalt vurdere hvilke initiativer, der bedst bringer et kystvandsområde i mål. Der er på den måde intet til hinder for, at man kan arbejde lokalt og sæsonbetonet med at forbedre vandmiljøet, selvom modellerne beskriver et mål for udledning på årsbasis. Eksempelvis er fosforberegninger medtaget i modellerne, men mangler i høj grad en indsats i de politisk besluttede vandområdeplaner. I særligt fjordene kan fosfor spille en stor rolle – foruden at næringsstoffet er afgørende for søernes tilstand. Men man har i vandområdeplanerne kun fundet syv tons reduktioner af fosfor ud af et mål om 110 tons. Den resterende mængde skal først findes efter ”second opinion”. Igen udsættes handling, mens tilstanden forværres. Samspillet mellem fosfor og kvælstof er vigtigt for mange kystvandsområder, og her er der i modelberegningerne udarbejdet fagligt grundlag for at arbejde med begge. Der skal, som Landbrug & Fødevarer er inde på, ikke kun arbejdes med kvælstof. Andre presfaktorer som mangel på stenrev og ophobning af kemikalier i sedimentet udgør nogle andre og store problemer, men det essentielle i denne sammenhæng er at gøre noget ved næringsstofferne. Man kan have nok så mange stenrev, men hvis algerne fortsat dominerer, vil livet i stenrevene mistrives. 

Hermed en appel til, at vi får gang i indsatserne nu, så vi hurtigst muligt når reduktionsmålene fra de marine modeller – og så får vi med tiden mere præcise beregninger. Vi står med et fagligt solidt grundlag – et af de bedste i verden – så der er ikke grund til at udsætte. 

By |2022-08-29T12:52:53+01:0029. august 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer

Erklær krig mod vores fossile afhængighed

Kronik af direktør Bjarke Møller, Rådet for Grøn Omstilling

Putins blodige krig i Ukraine har sendt rystelser igennem Europa, der befinder sig i en dyb energisikkerhedskrise. Og sommerens hedebølger med vilde skovbrande og udtørrede floder på vores europæiske kontinent er et wakeupcall til klimarealismen. Vi oplever måske Europas værste tørkeperiode i 500 år.

Atomkraftværker langs Loire-floden kan ikke få kølet reaktorer ned, og varer kan ikke transporteres via Rhinen til Ruhr-området, fordi vandstanden er for lav.

Flere EU-lande fyrer igen med kul i stor stil, og det forværrer klimaproblemerne. Og hvis Gazprom helt lukker for gashanerne, kan Europas store industrivirksomheder ikke få energi nok.

Det kan blive en lang bitter vinter, hvor gassen må rationeres. Det kan blive værre end under den internationale energikrise i 1973. Men partierne dyster på flere skattelettelser og velfærd, hvor de burde dyste på klima og investeringer i en accelereret grøn omstilling.

Det Internationale Energiagentur anbefaler, at alle EU-lande laver store sparekampagner, hvor der skrues ned for varmen, hastigheden sænkes på motorvejene, og der laves bilfrie søndage i byerne. I Tyskland lægger forbundsregeringen op til, at offentlige kontorer holder temperaturen på maksimalt 19 grader celsius. Flere byer har lukket for det varme vand i offentlige bygninger. Projektører slukkes, og svømmehallerne lukkes. I Spanien må varmen maksimalt være 19 grader, og airconditionanlæg må ikke være under 27 grader i offentlige bygninger.

EU-medlemslande er blevet enige om at spare mindst 15 procent af gassen i år. Ellers risikerer vi, at der mangler gas til vinter. Men hvad sker der i Danmark? Alt for lidt.

Energistyrelsen har i sommer kørt en såkaldt sparekampagne, hvor man i annoncer bilder danskerne ind, at vi »allerede er langt fremme med den grønne omstilling«. Skaber det en brændende platform? Nej. Styrelsen vil kun have os til at »skrue lidt ned« og »bruge lidt mindre«. Ordet »lidt« viser, at man intet har forstået.

Sandheden er, at vi burde gøre meget mere. I Danmark kunne vi godt spare 23-25 procent af energien i 2020erne. Det kan nås ved at øge støtten til energirenoveringer, at hjælpe virksomheder med at spare energi og at fremskynde elektrificeringen. Brug gerne tre-fem milliarder kroner de næste tre år og beløn de hurtige. Ikke kun i Danmark er sparemålet for lavt. EUs energiministre lægger op til 13 procent energibesparelser i 2020erne, men i EU er det økonomisk optimalt at stile efter energibesparelser på 20-21 procent i dette årti, viser beregninger fra Fraunhofer instituttet.

I stedet for grønne hyggebudskaber fra Energistyrelsen, hvor vi alle falder i søvn i dyb selvtilfredshed, trænger vi til et realitetstjek. Hvis alle mennesker på Jorden levede som den gennemsnitlige dansker, vil det kræve ressourcerne fra tre ekstra jordkloder. Vores forbrugsbaserede CO2 emissioner er kun reduceret med 20 procent siden 1990. Danmarks CO2 reduktioner ligger endnu lavere, hvis man medregner klimaeffekten af de millioner tons træpiller og træaffald, som vi importerer fra Baltikum og Rusland til at fyre af i vores kraftværker. Vi har outsourcet vores klimaudfordring. Klimaet og energisikkerhedskrisen burde sætte alle politikere i alarmberedskab. Som under coronapandemien kunne der nedsættes en national operativ kommando til at sætte turbo på energiomstillingen.

Der er brug for en ny krigszonementalitet, hvor politikerne viser mod, og vi kappes om at spare på energien i private hjem, i offentlige bygninger og i transporten. Det sænker energiregningen og vil være en god investering, der kan tjene sig hjem på tre-fire år. Høj energieffektivitet og ressourcebevidsthed styrker Danmarks sikkerhed og kan lægge grunden til fremtidens konkurrencekraft. Oveni har vi en række danske virksomheder, der kan levere løsningerne. Så hvornår vågner politikerne op og kappes på energibesparelser?

Ambitionerne er for lave
Før sommerferien blev der indgået en række grønne forlig. Vi så fremskridt med en grøn investeringsfond og en fælles hensigt om at firedoble sol- og vindenergi på land. Og det er godt, at man vil udlægge vedvarende energizoner på land og fjerne snubletråde. Det er på høje tid. Siden FNs klimatopmøde i Paris i 2015 er udbygningen med landvindmøller gået i stå i Danmark. Og vi er håbløst bagud i forhold til Tyskland med solceller.

Desværre er ambitionerne i de grønne forlig alt for lave. En tidsel er, at gassen først udfases helt i den danske varmeforsyning i 2035. Og politikernes mål om 12,9 gigawatt havvind svarer ikke til ret meget mere end energiefterspørgslen fra de mange nye Power-to-X anlæg, der bygges rundt omkring i landet. Oveni har forligspartierne afsat en halv milliard kroner, så Energistyrelsen frem mod 2026 kan lave detailplaner for mere havvind. Men der findes allerede masser af tal og viden om Nordsøen, så lad være med at spilde tre år.

Der er krig i Europa, og vi skal hurtigst mulig fri af Putins fossiler. Det næste regeringsprogram bør levere håndfaste svar. I løbet af et halvt år kunne man igangsætte store klyngeudbud, og private vindkonsortier bør kappes på, hvordan de vil sikre miljø, biodiversitet, fiskeri og lang holdbarhed for møllerne. Frem for at staten på forhånd scorer kassen med nye udbud i Thor-klassen, kan der laves en ny model for overskudsdeling af de fremtidige gevinster. Vælger man denne markedsdrevne model, kunne vi i Danmark nå op på 30 gigawatt havvind i 2030.

Og i 2023 kunne man udlægge flere energizoner i Nordsøen og Østersøen, så der frem til 2035 kan skaleres op til 65 gigawatt. I fremtiden vil vi mangle grøn strøm til at fylde på elbilerne i Europa. Det kan blive et gigantisk eksporteventyr for Danmark. Skal hele landtransporten i EU-landene omlægges til el, kræver det hele 633 gigawatt ekstra vindenergi, eller hvad der svarer til 42.200 af de største Vestas-havvindmøller.

Hvor er de politikere, der handler på det? Vi kan spare masser af CO2 ved hurtigere udfasning af fossilbiler, men der skal være nok grøn strøm til elbilerne. Politikerne bør også tænke Europas sikkerhed ind i energipolitikken. Den gode nyhed er, at Danmark har de vindmøllefabrikanter og konsortier, der tripper for at hjælpe. Og det kan ske meget hurtigere, end politikerne forestiller sig.

Under Anden Verdenskrig mobiliserede Winston Churchill den britiske nation og fik hver uge bygget hundredvis af militærfly. Tænk, hvis vi i Danmark var lige så ambitiøse for opstillingen af vindmøller, solcelleparker, fjernvarme og varmepumper? Så ville vi klippe alle snubletrådene over og erklære krig mod den fossile afhængighed.

Det er for sent
Vi kan syvdoble sol- og vindenergien på landjorden frem mod 2030 til omkring 50 gigawatt og tage et syvmileskridt frem mod et bæredygtigt el- og energisystem.

Borgerne bør involveres tidligere i processen. Gør det mere attraktivt for bønder, virksomheder og borgere at opstille solcelleanlæg. I stedet for at vente til 2035 med at fjerne alle fossile brændsler i varmeforsyningen, kunne vi i Danmark nå det i 2027-28, hvis vi satte turbo på udbygningen af fjernvarmen i kommunerne og installationen af varmepumper i yderområderne. Hvis Danmark var lige så ambitiøse, som tyskerne i de næste fire år, kunne der installeres 185.000 varmepumper inden sommeren 2026.

Vi står i en energisikkerhedskrise og en krig mod Putin, og ifølge FNs klimapanel har vi kun tre år til at knække de globale CO2-kurver, men politikerne tager først for alvor fat i slutningen af 2020erne. Det er for sent. Hvis man opererer i snegletempo, når vi aldrig i mål. Derfor håber jeg, at det nye folketing straks indkalder til forhandlinger om et nyt nationalt kompromis, der sætter ekstra turbo på den grønne omstilling. For vi kan meget mere, hvis vi virkelig vil.

Bjarke Møller er direktør for Rådet for Grøn Omstilling og er blandt andet hovedforfatter til Mandag Morgens »Grønbog for et bæredygtigt energisystem – sådan frigør vi os fra Putins fossile brændsler«

By |2023-11-24T09:27:43+01:0025. august 2022|Kronik|0 Kommentarer
Go to Top