Af Bendt Bendtsen, Bjarke Møller, Jens Højgaard Christoffersen, Jonas Keiding Lindholm, Lars Gert Lose, Sebastian Koks Andreassen, Torben Möger Pedersen og Ulrik Stridbæk

Putins blodige invasionskrig i Ukraine har sendt voldsomme rystelser igennem Europa, og hele energisystemet er sendt til tælling i det, der ligner en perfekt storm. Danmark og andre EU-lande er ekstremt sårbare, fordi vi har været dybt afhængige af fossile brændsler fra Rusland og andre autoritære magter. Gasforsyningerne fra Rusland er lukket, og det er et kapløb med tiden at finde alternativer. Selv om de europæiske lande fyrer ekstra kul af, importerer mere gas fra Norge og får sejlet flydende gas ind fra Mellemøsten og USA, er det ikke nok. Europa er i en alvorlig energisikkerhedskrise.

Forude venter en svær og kold vinter, hvor der i perioder kan mangle varme og el. Energipriserne er tordnet i vejret, og det koster borgere og virksomheder dyrt.

Store energiselskaber er truet af likviditetsproblemer, og det vil være ødelæggende for den europæiske økonomi, hvis de kollapser. De europæiske regeringer og Europa-Kommissionen kæmper for at finde løsninger, der kan sejle os helskindet uden om de farligste skær. EU-landene har lovet hinanden at spare 15 pct. på gassen. I Tyskland, Danmark, Spanien og andre EU-lande har regeringerne søsat store energisparekampagner, hvor temperaturen skrues ned til 19 grader i offentlige bygninger, og borgerne opfordres til at spare på energien. Kommissionen har fremlagt en REPowerEU plan og vil øge andelen af vedvarende energi til 45 procent. Men mange regeringer er desværre langt bag kurven. Man griber nu til nødløsninger og investerer milliarder i nye LNG-gasterminaler og fossil infrastruktur, der skal sikre import af flydende gas fra Mellemøsten såvel som frackinggas fra USA. Det kan selvfølgelig være nødvendigt at finde midlertidige udveje, men disse nødløsninger vil forværre den globale klimakrise.

På FN´s generalforsamling og Climate Week i New York her i september kan en global koalition af frontløberlande sætte mere ambitiøse mål for den grønne omstilling af energisektoren. De frie og demokratiske lande bør rykke sammen om den opgave. Klimaforandringerne accelererer og er ved at ramme kritiske tipping points. Her i sommers oplevede Europa den værste tørkeperiode i 500 år med vilde skovbrande, store floder tørrede ud, elproduktionen fra vandkraft blev lammet, og selv atomkraftværker i Frankrig måtte køre på lavt blus. Ifølge Verdens Meteorologiske Organisation er der nu 50 pct. risiko for, at de globale temperaturer i mindst et af de næste fem år når over 1,5 grader celsius ift. det førindustrielle niveau.

De seneste måneders vækst for kulkraften i Europa øger risikoen for, at vi fjerner os fra målet i FN´s Paris-aftale om at holde temperaturstigningerne på 1,5 grader og et pænt stykke under 2 grader. Det kan få dramatiske konsekvenser, hvis vi i energikrisen låser os fast til fossile brændsler i en skala, der på dramatisk vis forværrer klimakrisen. EU´s stats- og regeringschefer bør snarest mulig træde sammen og lægge en offensiv strategi for massiv udbygning med vedvarende energi. Det bør ske i Tesla-tempo både på land og til havs. Samtidig kan borgere og virksomheder mobiliseres til at kappes på højest mulig energieffektivitet og kraftige energibesparelser. Energieffektivitet må sættes først i alle handlinger. Den billigste energi er den, vi ikke bruger.

Det haster som aldrig før med at investere i et bæredygtigt energisystem uden olie, gas og kul. De fossile brændsler skal erstattes med sol, vind og grøn brint, så vi kan få en stabil og vedvarende energiforsyning uden CO₂-udledninger. Den gode nyhed er, at sol- og vindenergi på markedsvilkår og livslange omkostninger allerede er de billigste energikilder, der findes. Og skabes desuden et marked for grøn brint, kan det også blive et vigtig bidrag til at sikre fossil uafhængighed. Der mangler ikke kapital. De store pensionskasser og investeringsfonde står klar til at skalere investeringerne op. Politikerne kan sætte meget mere fart i udviklingen, hvis de fjerner alle snubletråde og sætter langt mere ambitiøse mål for energieffektiviseringer og vedvarende energi.

Tiden kalder på modige politiske ledere, der handler med samme urgency som i krigstider. Vi befinder os i en krig på to fronter: Både imod Putins despoti og imod den klimakrise, der truer det menneskelige eksistensgrundlag i fremtiden. Hvem handler med samme mod og lederskab, som Winston Churchill leverede i kampen mod nazismen under Anden Verdenskrig? Midt under krigen fik Churchill landets fabrikker til at fremstille hundredvis af jagerfly om ugen og flere nye krigsskibe. Det er samme hastighed, vi har brug for med vedvarende energi og energieffektivitet i Europa.

Vi kan også trække på læren fra covid-19 pandemien. Den viste, hvor hurtigt og effektivt politikere, virksomheder og borgere kan rykke i krisetider, når der står menneskeliv på spil. Så hvad med at oprette en stående operativ stab, der kan sørge for hurtig eksekvering af den store grønne oprustning i energisektoren?

Danmark kan som en grøn frontløbernation spille en nøglerolle i en accelereret omstilling til et bæredygtigt energisystem uden fossile brændsler. Vi har allerede mange virksomheder, der kan levere grønne verdensklasseløsninger. Statsminister Mette Frederiksen har med Esbjergtopmødet i maj og på Østersøtopmødet i august slået vigtige politiske taktslag an. Her blev der smedet nye alliancer med Danmarks nabolande om mere havvind. Men udfordringen er nu at skalere indsatsen meget hurtigere op. Ikke kun i de danske farvande, men også i Europa og globalt. Det samme gælder, når det handler om at bruge vores energi smart og effektivt. Danmark huser verdensmestrene i energieffektiv teknologi, og der er fortsat masser af potentialer at høste.

I juni stod vi bag en grønbog for et bæredygtigt energisystem, som politikerne kan hente inspiration i. Den rummer 130 konkrete løsningsforslag til en accelereret omstilling væk fra Putins fossile brændsler. Danmark kan i de næste 1, 3 og 8 år tage store spring frem og lave en grøn energirevolution, som vækker genklang i hele Europa.

En helt afgørende forudsætning for at nå i mål er at spare på energien. Det er muligt at skære mindst 23 pct. af det danske energiforbrug i løbet af 2020´erne. Med de høje energipriser er det økonomisk omkostningseffektivt. Vi anbefaler bl.a., at der laves en energispareplan på tværs af samtlige sektorer. Mange af spareforslagene – bl.a. smart energistyring og energirenoveringer i offentlige og private bygninger – vil tjene sig hjem i løbet af få år. Det er derfor positivt, at Danmark presser på for et højere energieffektivitetsmål i EU, hvor et flertal af energiministrene vil nøjes med 13 pct. energieffektivisering frem mod 2030.  Det er økonomisk og teknisk muligt at gå langt højere op. EU-landene kan i løbet af de næste seks år spare lige så meget energi, som EU sidste år importerede af gas fra Rusland, hvis alle lande sætter energieffektiviseringsmålet op til 23 pct..

I stedet for at kaste milliarder ind i ny fossil infrastruktur med store LNG-terminaler, der ofte tager to-tre år at få bygget, kan vi Europa spare os til en frigørelse fra Putins fossile brændsler. Det er, som FN´s generalsekretær Antonio Guterres har sagt, ”moralsk og økonomisk galskab at investere i ny fossil infrastruktur”. Selv om nogle politikere er fristet til at bore efter ekstra olie eller at importere mere amerikansk frackinggas, er det en meget risikabel strategi, der øger CO₂-udledningerne markant. FN´s panel af internationale klimaeksperter i IPCC har anbefalet, at mindst 30 pct. af verdens kendte oliereserver bør blive i undergrunden. Det samme gælder 50 pct. af gasreserverne og 80 pct. af kulreserverne. Fossil infrastruktur for mellem 1.000 og 4.000 mia. dollar kan blive dumpet frem mod 2050, vurderer IPCC. Det er vigtigt, at vi i Europa – trods desperationen over krisens dybde – ikke forværrer klimakrisen.

Grønbogen lægger op til en massiv investering i vedvarende energi, energieffektiviseringer og en hurtig udrulning af grøn fjernvarme og energieffektive varmepumper i de områder, hvor der ikke er adgang til fjernvarme. Det gælder både i Danmark og i EU som helhed. Allerede i 2030 kan Danmark blive 100 procent selvforsynende med el på landjorden ved at syvdoble den grønne strøm fra sol og vind – og supplere med geotermisk energi, biogas og overskudsvarme.

I 2040 kan hele Danmarks energi- og varmeforsyning sikres med vedvarende energi på land, og Danmarks samlede CO₂-udledninger kan gå i nettonul. Det er langt mere ambitiøst end den firedobling af den grønne strøm, som et bredt flertal i Folketinget indgik forlig om i slutningen af juni måned. Oveni kan Nordsøens enorme vinde frisættes til et nyt dansk eksporteventyr, som kan hjælpe vores europæiske naboer til hurtigere at gøre sig fri af den russiske energi. Vi anbefaler bl.a. en kraftig acceleration med havvind på Nordsøen ved at satse på nye udbudsmodeller og en mere markedsorienteret tilgang.  På den måde kan Danmark nå op på at eksportere 30 GW havvind i 2030 og siden 65 GW i 2035.

Et nyt udbudsregime skal naturligvis gennemtænkes, og Energistyrelsen har igangsat et grundigt udredningsarbejde. Der er mange perspektiver i nytænkning af udbud. I stedet for at kræve en up front betaling til staten, som det skete med Thor-vindmølleprojektet, bør man vælge en model med overskudsdeling, hvor de private konsortier forpligtes til løbende at betale noget af overskuddet tilbage til samfundet. Frem for at spilde tre år med at kortlægge hele Nordsøen og stille meget detaljerede udbudskrav, burde private konsortier inviteres ind i åbne klyngeudbud, hvor de selv skal udvikle bæredygtige løsninger, der beskytter biodiversiteten, miljøet og fiskeriet i både anlægs- og driftsfasen.

Det er vigtigt at undgå et ræs mod bunden i det danske havvind-eventyr. Frem for at konkurrere på lavest mulige pris, bør man satse på kvalitet, miljøkrav, lang levetid for vindmøllerne og innovation. Man kan også f.eks. give tilladelse til at øge vindmøllekapaciteten i energizonerne.

Udbygningen kan gå meget hurtigere, end politikerne forestiller sig. Men de gamle bureaukratiske snubletråde skal skæres over, og så bør der laves smidige og åbne udbud, hvor alle godkendelser kommer på plads i parallelle spor. Indtil nu stiler politikerne ikke efter mere end 13 GW havvind i dansk farvand i 2030, men den energi vil blive slugt i de mange nye Power-to-X-anlæg, der er på vej til at blive bygget fra Esbjerg til Frederikshavn. Grøn brint kan få en vigtig rolle i fremtidens karbonneutrale økonomi – både som et direkte alternativ til vores fossile afhængighed og som et afgørende råstof til at fremstille grøn ammoniak og den næste generation af e-fuels til sø- og luftfarten. Men det er alfa omega at sikre nok vedvarende energi til det. Det er en bunden opgave.

Danmark bør nu tage et grønt lederskab, der hjælper EU med at frigøre sig helt fra de fossile brændsler fra Rusland. Samtidig skal man tage bestik af den elbilrevolution, der i de kommende år vil øge efterspørgslen efter grøn strøm i hidtil uset omfang. Beregninger viser, at det kræver omkring 633 GW grøn strøm at elektrificere EU-landenes transport på landjorden. Det svarer til, hvad 42.200 af de største Vestas havvindmøller kan producere.

På Nordsøtopmødet i maj satte de fire regeringschefer og Kommissionens præsident Ursula von der Leyen et mål om nå op på 65 GW havvind i 2030 og 150 GW i 2050 med 10.000 havvindmøller. Men det er desværre alt for lidt og alt for langsomt, hvis der skal være nok grøn strøm til elbilerne. Kommissionen har desuden et mål om at fremstille 10 mio. tons hydrogen i 2030, men det kræver i sig selv 115 GW havvind. Oveni kommer stigende efterspørgsel fra måske 30 millioner af nye varmepumper i Europa og en stigende elektrificering i industrien.

Hvis ikke det europæiske energinet skal kollapse i de første år af 2030 under trykket fra den grønne elektriske revolution i transport, industri og varmeforsyning, bør politikerne sætte alt ind på en hurtig opskalering med vedvarende energi. Selv hvis man fjerner alle bureaukratiske snubletråde, kan det tage op imod 5-6 år at bygge nye energiøer og havvindmølleparker, og derfor bør man allerede i løbet af det næste halve år rydde vejen for, at markedets konsortier kan komme i gang.

Et flertal i Folketinget har lagt op til en femdobling af havvind, og det er vigtigt at få det energiforlig implementeret hurtigst muligt. Samtidig bør der laves en ny masterplan, der kan sikre op imod 30 GW dansk havvind frem mod 2030. Det svarer til en trettendobling i forhold til i dag. Det er den skala, vi skal op i, hvis vi skal frigøre os fra Putins fossiler og have grøn strøm nok i 2030´erne, når elbilrevolutionen og elektrificeringen af industrien tager fart.

Grønbogen vurderer, at Danmark kan nå helt op på 105 GW havvind i 2040, hvis markedet frisættes til at bygge nye energiøer og havvindmølleparker. Samtidig bør der investeres langt flere penge i at udbygge transmissionsnettet, så man fjerner alle flaskehalse og stopklodser i det danske og det europæiske energinet, der i dag forsinker opstillingen af solcelleanlæg og vindmølleparker. Den grønne strøm skal flyde frit i unionen og blive en femte frihedsret i det indre marked.

Vi anbefaler, at EU sætter et mål om 1.000 GW solenergi i 2030 og hæver Kommissionens vindmål med 30 pct. til 663 GW. Gør man det, kan den vedvarende energi give 30 pct. mere energi end den olie, som unionens medlemslande i dag importerer fra Rusland. På den måde kan vi dække de kommende års eksplosive efterspørgsel efter grøn strøm, samtidig med at der skabes plads til at udvide produktionen af grøn brint. Det er både realistisk og økonomisk fornuftigt at sætte sådanne ambitiøse mål, for sol og vind er de billigste energikilder. Og jo hurtigere opskaleringen går, desto hurtigere kan vi nedbringe CO2 udledningerne i Europa og bygge et klimasikret nulemissionssamfund.

Bendt Bendtsen er bestyrelsesformand i SYNERGI, Bjarke Møller er direktør i Rådet for Grøn Omstilling, Jens Højgaard Christoffersen er koncerndirektør i COWI, Jonas Keiding Lindholm er direktør i Tænketanken Mandag Morgen, Lars Gert Lose er Head of Global Public Affairs i Copenhagen Infrastructure Partners, Sebastian Koks Andreassen er CEO i Green Hydrogen Systems, Torben Möger Pedersen er CEO i PensionDanmark, og Ulrik Stridbæk er Vice President i Ørsted.