Ja tak til vind, sol og grøn omstilling i baghaven
Rundtom i det danske land tager folk fælles initiativ til at etablere solcelleanlæg, vindmøller og andre grønne lokale projekter. Projektet Yes in my backyard ser nærmere på, hvad vi kan lære af disse borgere. Hvordan griber vi de lokales gejst og kamp for et grønnere samfund?
De tager fælles initiativ, holder fast og fører det ud i livet. De har forskellige bevæggrunde. Nogle gør det for klimaet, andre for lokalsamfundet, fællesskabet eller økonomien. På tværs af Danmark er der i dag en lang række lokale energiinitiativer, hvor borgere tager teten og på egen hånd stabler større solcelleanlæg og fællesejede vindmøller på benene i deres lokalområde, igangsætter fælles projekter med henblik på at udfase fossil opvarmning, opstarter energifællesskaber eller på anden måde sætte gang i omstillingen i deres lokalsamfund.
Rådet for Grøn Omstilling sætter med projektet ‘Yes in my backyard’ fokus på et aspekt af omstillingen til vedvarende energi, som vi ikke hører så meget om, men som kan have stor værdi og inspirere andre til også at gå i gang. Det lokalt opståede og lokalt forankrede.
Hvad kan vi lære af disse folk? Hvad er deres succeser, drivkraft, håb og bekymringer? Hvilke barrierer støder de på? Hvad savner de fra kommunerne, staten og virksomhederne? Hvordan kan vi gribe deres ideer og ønsker, og kan det spille sammen med alt det, der i disse år foregår på kommunalt og nationalt niveau? Og hvilke råd har de til andre, der gerne vil i gang.
På rgo.dk udgiver vi en række artikler, hvor vi ser nærmere på konkrete lokalt forankrede grønne energiprojekter. Hvad er borgere rundtom i landet tidligere lykkedes med, og hvad kæmper andre med lige nu?
I november 2023 afholdt vi en konference, hvor vi dykkede ned i udfordringer og muligheder i de lokalt forankrede energiinitiativer. Her inviterede vi borgere, der er i gang eller gerne vil i gang med at omstille deres lokalsamfund. Vi inviterede også kommuner, regioner, energiselskaber, forskere og politikere til at tage debatten – parter, der er afhængige af hinanden, men som til tider ses som hinandens modparter – så vi kan debattere udfordringer og løsninger og i fællesskab lære af de lokale projekter.
Projektet Yes in my backyard er støttet af KR Foundation.
Find alle vores artikler og debatindlæg om YIMBY her: