Lavemissionsområde for skibe i Middelhavet

LIFE4MEDECA: The EU LIFE programme for the Mediterranean Sea Emission Control Area

Sammen med samarbejdspartnere fra Italien, Spanien, Tyskland og Israel arbejder Rådet for Grøn Omstilling på et EU-projekt, der skal etablere et lavemissionsområde for skibsfarten i Middelhavet og dermed mindske luftforureningen i området.

Skibsfarten i Middelhavet har store konsekvenser for folkesundheden i de nærliggende lande. De store skibe afbrænder tung bunkerolie, som indeholder 500 gange så meget svovl som almindeligt vejdiesel. Det gør det til noget af det mest forurenende brændstof, der findes. Samtidig er der ingen krav til skibenes filtre eller katalysatorer.  

De massive udledninger forurener luften og øger risikoen for alvorlig sygdom. Det har massive konsekvenser for folkesundheden og dermed også økonomien i de nærliggende lande. Derfor arbejder vi i Rådet for Grøn Omstilling på et projekt ved navn LIFE4MEDECA, der har til formål at mindske skibenes udledning og dermed reducere luftforureningen i området.

For privacy reasons YouTube needs your permission to be loaded.

Ved at indføre et lavemissionsområde i Middelhavet og sætte krav til skibenes udstødningssystemer kan man nemlig reducere udledningen af svovl og kvælstofoxider med op til 80 procent. Som en del af projektet skal vi udføre målinger af luftforureningen i ni udvalgte havnebyer ved Middelhavet. Samtidig skal vi bidrage med viden og erfaring fra det lavemissionsområde for skibsfart, som allerede er etableret omkring Danmark.

Når projektet er fuldt ud indfaset, forventes en årlig samfundsøkonomisk gevinst på et stort trecifret milliardbeløb grundet mindre sygdom i landene omkring Middelhavet. Derudover vil det have en positiv effekt på miljøet og naturen omkring Middelhavsområdet, der påvirkes negativt af den høje luftforurening. Selvom projektet primært drejer sig om den lokale luftforurening, kan projektet faktisk også være med til at medføre renere luft i Danmark. Luftforureningen holder sig nemlig ikke nødvendigvis inden for landegrænser, og den store udledning i Middelhavsområdet kan derfor også have en negativ påvirkning af den luft, vi indånder i Danmark.

Læs mere om projektet her


Periode:  2021-24 

Finansiering:  EU Life-programmet samt den franske, spanske, italienske og hollandske stat. 

Samarbejdspartnere: Projektet er et samarbejde imellem parter fra Italien, Spanien, Danmark, Tyskland og Israel. 


Projektleder

Kåre Press-Kristensen

Seniorrådgiver, Luftforurening

Mobil: 2281 1027
Email: kaare@rgo.dk

Del på sociale medier