Ren luft
Tusindvis af mennesker dør hvert år for tidligt på grund af luftforurening i Danmark. Vi tager kampen for ren luft i byerne, på landet og i hjemmene.
I Danmark er luftforurening i udeluften hvert år skyld i mere end 4.000 for tidligere dødsfald og millioner af sygedage. De skadelige partikler og gasser i udeluften giver kræft, hjertekarsygdomme, blodpropper og alvorlige luftvejslidelser og koster samfundet over 75 mia. kr. årligt i helbredsskader. Luftforureningen er danskerne tredje største risikofaktor i forhold til dødelighed, kun overgået af rygning og fysisk inaktivitet.
Luften forurenes af mange kilder i Danmark og udlandet. Af de mange biler, busser og lastbiler. Af de store fragtskibe, der flytter varer rundt i verden. Af den brændefyring, der foregår ude i de private hjem. Af de mange fly, færger og krydstogtskibe, der transporterer os rundt, når vi f.eks. skal på ferie. Af ammoniak fra landbrugets produktion af mælk og kød. Og mange andre kilder. Så kampen mod luftforureningen skal tages mange forskellige steder både i Danmark og internationalt.
Luften, vi indånder, skal være fri for menneskeskabte partikler og gasser
Rådet for Grøn Omstilling arbejder for at få politikerne til at lave love og regler, der sikrer renere luft. Det handler om skrappere miljøzoner i vores byer for at slippe for de gamle, forurenende dieselbiler. Om regulering af brændefyring, der i dag er blandt de største kilder til sundhedsskadelig luftforurening. Om bedre regler for skibstrafikken, der afbrænder den beskidt bunkerolie uden røggasrensning, og for krydstogtskibe, der forurener luften i hjertet af vores store byer. Det handler om begrænsning af ammoniakudledninger fra landbruget via miljøteknologi og om færre udledninger fra flytrafikken.
Rådet for Grøn omstilling har gennem mange år foretaget hundredvis af målinger af luftforurening i Danmark og resten af verden. Det gør vi for at dokumentere, at luftforurening stadig er et af de største sundhedsudfordringer i samfundet. Vi samarbejder med organisationer, myndigheder, virksomheder og politikere på tværs af landegrænser. For luftforurening er et lokalt, nationalt og globalt problem.
Vores arbejde finansieres af danske og internationale fonde, myndigheder og virksomheder samt indbetalinger fra medlemmer.