Pas på med energipopulismen

Debatindlæg af Bjarke Møller, direktør for Rådet for Grøn Omstilling

Rusland og Gasprom har lukket for gasforsyningerne til Europa, og energipriserne er tordnet i vejret som følge af Putins krig i Ukraine, så hvad gør de europæiske regeringer? På fredag mødes EU´s energiministre i Bruxelles, og der er forslag om at gribe ind i elmarkedet og at kompensere de mest udsatte borgere, der er plaget af de høje priser. Risikoen er bare, at støtteforslagene ender som fossile subsidier. Og det vil forværre den klimakrise, som her i sommer igen har ramt hele Europa hårdt med den værste tørke i 500 år, ekstreme temperaturer, udtørrede floder og vilde skovbrande. Det er et dilemma, man er nødt til at forholde sig til. Den barske realitet er, at vi står i en værre og mere kompleks international energikrise end i 1970´erne. Det er godt, at EU-landene er blevet enige om i løbet af et år at spare 15 pct. på gasforbruget, så man også kan fylde gaslagrene op til den kommende vinter. Men krisen fortsætter med at mutere på nye måder, og regeringerne halser bagefter med reaktive forslag.

I EU hævdes det, at man har liberaliseret elmarkedet, og at der er flydende priser, men den aktuelle krise har afsløret, at det ikke er sandt. Elmarkedet er skruet sådan sammen, at de variable omkostninger til den marginale elproduktion sætter prisen for hele markedet. Og da den marginale produktion er på gas, slår det igennem på prisen for hver eneste kWh. Det koster dyrt på danskernes og andre europæeres pengepung i disse tider. Med de høje gaspriser svarer det nærmest til, at man lod Gucci bestemme prisen for håndtasker. Den systemfejl bør ændres nu. For den har også haft den sideeffekt, at flere store energiselskaber, der ikke er så afhængige af gas i deres kraftværker, scorer abnorme profitter. I Tyskland har regeringen allerede meddelt, at den vil beskatte disse ekstraordinære gevinster. Det er også et af punkterne på energiministrenes rådsmøde på fredag. Den danske regering bør bakke op bag forslaget om at gribe ind overfor de ekstraordinært høje profitter, og samtidig lovgive herom i Danmark. Pengene kan så reinvesteres i energisparetiltag eller f.eks. bruges til at kompensere lavindkomstgrupper, der er særligt hårdt ramt af de høje energipriser.

I flere EU-lande som bl.a. Frankrig, Italien, Spanien og Tyskland har regeringerne afsat milliarder til at sænke energipriserne eller at give målrettet støtte til virksomheder og trængte husstande med at betale den højere energiregning. Senest har den tyske regering sat 65 mia. euro af til det. Siden september 2021 har EU-landene samlet set sat over 300 mia. euro – eller over 2238 mia. danske kroner – til energisubsidier. I Frankrig og Spanien har man også givet statsstøtte til at dæmpe benzinpriserne. Frygten for nye opstande med gule veste er tydelig. Lige nu står politikere i kø for at overbyde hinanden med fossile subsidier og gaver til borgerne. Energipopulismen er den nye trend i Europa. I Danmark har Venstre og Konservative senest foreslået at sænke elafgiften det næste halve år, og flere partier synes lydhøre. Men det er en nødløsning. Når man sænker elafgiften eller giver direkte statsstøtte øges forbruget af fossile brændsler alt andet lige. Når mange EU-lande gør det, skaber det et større problem. Stigende efterspørgsel kan føre til stigende priser, og dermed forstærke den opadgående prisspiral. Samtidig er der risiko for, at energiselskaberne øger prisen lidt ekstra for at tage noget af gevinsten ved lavere afgifter. Man bør gå andre veje. Det ville være meget bedre at støtte de borgere, der kan dokumentere, at de har lavet energibesparelser, for så er det med til at løse forsyningskrisen. Det er fair nok, at politikerne ønsker at hjælpe lavindkomstgrupperne og f.eks. pensionister til at klare sig igennem krisen, men det vil være bedre at give dem rene skattelettelser eller en f.eks. en ældrecheck i stedet for at lette på elafgiften. Socialpolitik og energipolitik bør ikke blandes sammen i en pærevælling. Og det vil være rigtig skidt, hvis politikerne udvider gaveboden, så de også sænker elafgiften for de højindkomstgrupper, der godt kan bære en højere energiregning, og som har råd til at investere i energirenovering af deres huse.

Vi befinder os i en energisikkerhedskrise og er ramt af en krig. Folk kan godt tåle at høre sandheden. Det er svære tider, og de bredeste skuldre kan godt løfte mere i disse svære tider. Danmark bør – som den grønne vicekansler Robert Habeck bl.a. har gjort i Tyskland – sætte alle borgere og virksomheder under hårdt pres for at spare på energien. Det haster med at frigøre os fra afhængigheden af importen med fossile brændsler. Desværre ser vi, at forbrændingen af kul og gas er øget, og det går alt for langsomt med at sætte fart i energibesparelser for at frigøre sig fra Putins fossiler. I år har Europas kraftværker øget forbruget af gas i Europa med 4 pct., og endnu værre er deres kulforbrug steget med knap 12 pct. Det forværrer klimakrisen og vil øge klimaregningen i fremtiden. De specifikke årsager til det stigende gas- og kulforbrug er mange, men den afgørende hovedforklaring er, at klimaforandringerne allerede har ramt os med stor kraft. Den lange tørke har udtørret floder og ført til et styrtdyk i elproduktionen fra vandkraft, og i Frankrig har atomkraftværkerne kørt på lavt blus, da temperaturerne i flodernes vand har været for højt. Elproduktionen fra a-kraft i Frankrig er faldet med ekstraordinære 57 pct. i år.

Det haster med at nytænke hele det europæiske energisystem. Det vil være både dyrt og farligt for vores sikkerhed, hvis vi klamrer os til business as usual og den gamle fossile afhængighed af autoritære regimer, som vi ikke bryder os om. Vi skal investere i en massiv og accelereret opskalering med vedvarende energi i de næste få år, samtidig med at regeringerne bør sætte tryk på alle initiativer, der kan spare på energiforbruget. Energisikkerhedskrisen er en gylden mulighed for at accelerere den grønne omstilling, så vi hurtigere kan frigøre os fra de fossile brændsler. Lad være med at spilde den.

Debatindlægget er også bragt i Altinget d. 8. september 2022

By |2023-11-24T09:32:53+01:008. september 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Vi skal have klimaafgifter for landbruget

Debatindlæg af Annika Lund Gade, bragt i Altinget den 7. september 2022.

Global opvarmning. Klimakrise. For mange er det meget abstrakte koncepter. Eller det har det været. For på trods af at nyhedsstrømmen er fyldt med historier om krig i Europa, galopperende energipriser og et forestående folketingsvalg er der også en anden type historie, der efterhånden fylder rigtig godt i mediebilledet. Historier om nye rekorder i ekstremt vejr; ekstrem tørke, ekstrem nedbør, oversvømmelser, skovbrande. Global opvarmning er ikke længere abstrakt, det er blevet helt konkret nu hvor det i stigende grad påvirker vores eget vejr. Og vores fødevaresystem. For fødevareproduktion foregår jo derude i ’klimaet’, og i takt med at konsekvenserne af global opvarmning sætter ind, bliver vores opgave dobbelt – at reducere vores samlede drivhusgasudledninger og forberede vores fødevareproduktionssystemer på en ny, mere ekstrem virkelighed.

Flyt fokus fra maksimering
I det store, globale billede fylder Danmarks bidrag til fødevareproduktionen meget lidt. Derfor skal vores fokus ikke være på at maksimere vores egen fødevareproduktion, men at udvikle de teknologier og dyrkningsmetoder, der er en del af den grønne omstilling mod et bæredygtigt landbrug. Denne viden kan vi eksportere, og på den måde sikre en langt større effekt end vi overhovedet kunne drømme om at opnå inden for egne landegrænser. Vi har gjort det før. Omstillingen af landbruget kan blive et nyt vindmølleeventyr.

I Rådet for Grøn Omstilling mener vi at landbruget på linje med andre erhverv skal omfattes af en generel afgift på drivhusgasudledninger – en CO2-ækvivalent (CO2e) afgift der omfatter alle drivhusgasser. Herunder specifikt lattergas og metan, som udgør langt størstedelen af landbrugets drivhusgasudledning.

En afgift er nemlig den samfundsøkonomisk mest omkostningseffektive måde at opnå de nødvendige reduktioner i drivhusgasudledningerne. Med en afgift skabes der et tydeligt økonomisk incitament for den enkelte landbruger til at reducere udledningerne fra egen bedrift mest effektivt. Derfor vil det samtidig være de tiltag, der koster mindst pr. ton CO2e reduceret, der vil blive prioriteret. Landbrugerens viden om egen bedrift samt præferencer kommer på den måde i spil, i stedet for at det fx er en central myndighed, der skal beslutte om der skal etableres en bestemt teknologi eller praksis, om produktionen skal lægges om, om der skal tages jord ud af drift, plantes skov mv. Provenuet fra afgiften kan føres tilbage til landbruget som støtte til omstillingen fx som tilskudsordninger til ny teknologi, omlægningsstøtte og klimarådgivning. Og på den måde udvikles den viden, erfaring og teknologi, vi skal eksportere til udlandet.

Kan accelerere andre miljøproblemer
Klimakrisen er ikke den eneste miljøudfordring for landbruget. Hvis vi ikke har blik for hele økosystemet, risikerer vi at glemme eller endda accelerere andre miljøproblemer i vores jagt på CO2-reduktioner. Vi har et ansvar for at sikre, at vores fødevareproduktion fremtidssikres og omstilles til at operere inden for alle de planetære grænser inden for klima, men også næringsstoffer, biodiversitet og ressourceforbrug. Derfor skal CO2e-afgiften tænkes sammen med EU’s landbrugsstøtteordning og andre tiltag inden for forbedring af vandmiljø, biodiversitet og cirkulær økonomi. De samfundsøkonomiske beregninger for virkemidler skal derfor medregne både positive og negative sideeffekter, da det kan have afgørende betydning for prioriteringen af virkemidler. Tidligere beregninger af klimavirkemidler for landbruget viste tydeligt at når man medregner synergi – særligt effekter på vandmiljøet – bliver klimavirkemidlers samfundsøkonomi langt bedre. 

Start med enkel afgiftsmodel
Landbruget er kendetegnet ved en stor import af fx foder og kunstgødning, og særligt foderimporten er forbundet med stor drivhusgasudledning og negative miljøeffekter. En klimaafgift på landbrugets nationale drivhusgasudledninger vil øge incitamentet for import, f.eks. af soja, da produktionen af importerede varer ikke tæller med i det danske CO2-regnskab. En sådan import vil flytte udledningerne til udlandet i stedet for at reducere dem. Der er derfor brug for tiltag til at undgå dette. Vi er allerede nået et stykke vej via støtte til danske proteinkilder som hestebønner og græsraffinering som alternativ til sojaimport. Men særligt den konventionelle soja er så billig, at de danske proteinkilder endnu ikke kan konkurrere. Derfor er der brug for yderligere tiltag her.

Endelig anbefaler vi at klimaafgiften på landbruget indfases samtidig med den generelle CO2-afgift. Det kan ikke understreges nok hvor travlt vi har med den grønne omstilling. Derfor er det afgørende at introducere det her økonomiske incitament snarest. Derfor anbefaler vi at starte med en forholdsvis enkel afgiftsmodel, der er meget fleksibelt skruet sammen, så den kan udvides og udvikles løbende.

By |2024-01-23T16:34:35+01:007. september 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Mere liv i havet vil dø, hvis vi udsætter den bæredygtige indsats

I disse dage rapporteres der om massiv algevækst rundt omkring i landet. Sydfyn, sydlige Lillebælt og Østersøen er ramt af kraftigt iltsvind – og det ser kun ud til, at iltsvindet vil forværres som efteråret indtræder. Økosystemerne og livet i havet er med andre ord meget presset, og det skyldes i høj grad næringsstofudledning, hvoraf den største del kommer fra landbruget. Heldigvis kan vi afhjælpe presset, og jo mere og hurtigere vi sænker næringsstofudledningen, desto hurtigere finder havets økosystemer igen en balance. Det er derfor ærgerligt, at Landbrug & Fødevarer igen vil udskyde indsatserne med kritik af de videnskabelige modeller, der beregner et mere bæredygtigt niveau af næringsstofudledning til havet. I en artikel bragt i Altinget den 19. august, retter Marie Østergaard kritik mod reduktionskravene for kvælstof, baseret på det, der fremstilles som ringe modeller. Vi mener i Rådet for Grøn Omstilling ikke at kritikken er berettiget. Landbrugsorganisationen har dog helt ret i, at der også kan sættes ind andre steder end overfor kvælstof. Her vil vi pege på fosforindsatser til havområder, der udeblev fra de nye vandområdeplaner. Desuden er vi enige i, at lokale analyser en rigtig god vej frem.  

Nogle af de bedste modeller i verden 
Vi er i Danmark nogle af de allerbedste i verden til at modellere næringsstofudledning og påvirkning på havet. Modelleringer vil aldrig være perfekte, men forskerholdet bag vurderer, at det faglige grundlag er så solidt, at man sagtens kan arbejde med de reduktionsbehov, der er beregnet. Men det har ikke været nok til at handle. Der er i landbrugsaftale og vandområdeplaner indskrevet en såkaldt ”second opinion”, en vurdering og eventuel justering af modellerne, i 2023, der samtidigt udsætter en del af de nødvendige indsatser for næringsstoffer. Det er godt at blive bedre til at modellere, hvilket forskerne hele tiden gør. Men vi må ikke udskyde indsatserne til anden, tredje, eller fjerde vurdering indtil man har modeller uden usikkerheder og udsving. Det får vi ikke, og med den tilgang opnår vi blot at tilstanden forværres, økosystemerne kollapser og havets liv forsvinder som tiden går, mens vi bliver bedre til at beregne. Behovet for store reduktioner kommer aldrig til at forsvinde med øget beregningspræcision. 

Marie Østergaard hævder også, at betydningen af vores nabolandes udledninger overvurderes, hvorfor vi skal reducere mere. Men nabolandenes udledninger er beregnet ud fra præmissen om, at de vil efterleve den fælles handlingsplan for Østersøen og EU’s NEC-direktiv for bl.a. kvælstofemissioner, samt at alle landene gennemfører indsatserne i deres gældende vandområdeplaner. Dette er langt, langt fra tilfældet – vi har heller ikke i Danmark formået at leve op til NEC-direktivet, om end vi er tæt på, og havde vi nået i mål med de gældende vandområdeplaner, havde reduktionsbehovet nu været markant lavere. Vores nabolandes udledninger er samlet set langt højere, end det der er modelleret med – hvilket betyder, at reduktionsbehovet faktisk er noget større, end det man arbejder med. Det er med andre ord en fælles opgave, og endnu et argument for at nå de fastsatte reduktionsmål. 

Lokale vurderinger og faktorer udover kvælstof er vigtige 
Rådet for Grøn Omstilling er enige med Landbrug & Fødevarer i at man også må arbejde lokalt for at finde de bedste løsninger – herunder hvornår på året kvælstofudledning finder sted. Modelberegningerne giver en målsætning at arbejde med, og man må lokalt vurdere hvilke initiativer, der bedst bringer et kystvandsområde i mål. Der er på den måde intet til hinder for, at man kan arbejde lokalt og sæsonbetonet med at forbedre vandmiljøet, selvom modellerne beskriver et mål for udledning på årsbasis. Eksempelvis er fosforberegninger medtaget i modellerne, men mangler i høj grad en indsats i de politisk besluttede vandområdeplaner. I særligt fjordene kan fosfor spille en stor rolle – foruden at næringsstoffet er afgørende for søernes tilstand. Men man har i vandområdeplanerne kun fundet syv tons reduktioner af fosfor ud af et mål om 110 tons. Den resterende mængde skal først findes efter ”second opinion”. Igen udsættes handling, mens tilstanden forværres. Samspillet mellem fosfor og kvælstof er vigtigt for mange kystvandsområder, og her er der i modelberegningerne udarbejdet fagligt grundlag for at arbejde med begge. Der skal, som Landbrug & Fødevarer er inde på, ikke kun arbejdes med kvælstof. Andre presfaktorer som mangel på stenrev og ophobning af kemikalier i sedimentet udgør nogle andre og store problemer, men det essentielle i denne sammenhæng er at gøre noget ved næringsstofferne. Man kan have nok så mange stenrev, men hvis algerne fortsat dominerer, vil livet i stenrevene mistrives. 

Hermed en appel til, at vi får gang i indsatserne nu, så vi hurtigst muligt når reduktionsmålene fra de marine modeller – og så får vi med tiden mere præcise beregninger. Vi står med et fagligt solidt grundlag – et af de bedste i verden – så der er ikke grund til at udsætte. 

By |2022-08-29T12:52:53+01:0029. august 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Stop den grønne selvfedme og sæt turbo på omstillingen

Artikel bragt i Altinget den 3. august 2022, af Bjarke Møller, direktør i Rådet for Grøn Omstilling

I Danmark elsker vi at fortælle historien om, at vi har erobret den grønne førertrøje og er i verdensklasse. “I Danmark er vi allerede langt fremme med den grønne omstilling,” kan man læse i store avisannoncer, som Energistyrelsen har indrykket i deres sommerkampagne.

Det er dejligt, at borgerne her opfordres til at spare på energien. Putins krig i Ukraine har sendt rystelser gennem hele Europa, energipriserne er tordnet i vejret, EU-landene har en olieembargo mod Rusland, mens Gazprom skruer ned for gasforsyningerne til EU-landene.

Situationen er så alvorlig som under de store energikriser i 1970’erne, og i Tyskland er regeringen i alarmberedskab og overvejer særlove for at sikre mere oplagret gas til industrien.

Det Internationale Energi Agentur har siden marts anbefalet os til at skrue en grad ned for temperaturen i hjemmet, at sætte fartgrænsen ned med 10 km i timen på motorvejene, indføre bilfrie søndage i byerne, lave flere hjemmearbejdsdage og opfordre folk til at køre i delebiler. Er alvoren sivet ind? Ikke helt.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Danmark skal øge energieffektivitet

Energistyrelsens kampagne har et fint slogan: ”Én ting er sikkert. Og det er grønt.” Men hvorfor forsøger man så at bilde danskerne ind, at vi ”allerede er langt fremme med den grønne omstilling”? Skaber det en brændende platform for at handle hurtigt?

Nej, man fortæller danskerne, at ”vi ved, at det tager tid at skabe så store forandringer”. Så vi skal kun ”skrue lidt ned” og ”bruge lidt mindre”. Ordet ”lidt” siger alt.

Nej, vi skal gøre meget mere. Faktisk burde Danmark øge vores energieffektivitet med 23-25 procent i 2020’erne, og det er for lidt at nøjes med 13 procent energibesparelser, som EU’s energiministre ønsker. I EU er det økonomisk optimalt at stile efter 20-21 procent, og i Danmark burde vi være mere ambitiøse med de fremragende virksomheder, vi har på feltet.

Alligevel bruger Energistyrelsen statslige annoncekroner på at fortælle os, at den grønne omstilling kun kræver ”lidt” af os.  Annoncen udstråler en grøn selvfedme, når den siger, at vi er langt fremme, for det er vi ikke.

Danmarks globale fodaftryk og ressourceforbrug er fire jordkloder, og vores forbrugsbaserede CO2-emissioner fra vores forbrug i ind- og udland er kun reduceret med 24 procent siden 1990.

Det er snarere kun 12 procent, hvis man medregner klimaeffekten af de millioner tons træpiller og træaffald, som vi importerer til at fyre af i vores kraftværker. Vi har outsourcet vores klimaudfordring.

Rosenrød fortælling er misvisende

I stedet hører vi en rosenrød fortælling om, at vi er godt på vej til at nå klimalovens mål om at reducere CO2-emissionerne med 70 procent i 2030. Men det er kun for det indenlandske forbrug.

Globalt bør alle lande reducere mindst med 55 procent, men kan vi i Danmark ikke fjerne endnu mere af de CO2-emissioner, som vores forbrug skaber? Og hvad så med vedvarende energi? Er vi ikke langt fremme der?

Så vi ikke alle billederne af vindmøllerne under Tour de France i Danmark? Jo, vi kan meget, og vi har virksomheder i verdensklasse, der kan levere løsningerne for vind og energieffektivitet, som Europa og resten af verden har så hårdt brug for.

Formelt har vi mere vedvarende energi end 20 andre EU-lande, men det dækker stadig kun 23 procent af vores samlede energiforbrug. Men omkring halvdelen af den såkaldt ”vedvarende” energi hentes fra afbrænding af halm, skovflis, træpiller og træaffald, hvor meget rent klimamæssigt er en tvivlsom affære.

Det er derfor positivt, at et flertal i Folketinget nu vil udbygge kraftigt med sol og vind, så den grønne strøm firedobles frem mod 2030, og at havvind på Nordsøen femdobles. Det er dog ikke nok og for langsomt, hvis vi skal udfase fossil energi fra Rusland og andre autokratiske regimer.

Udbygning af landvindmøller er sandet til

Målet om 12,9 GW havvind i 2030 er ikke ret meget mere end energiefterspørgslen fra de mange nye Power-to-X anlæg, der bygges rundt omkring i landet.

Det er dejligt, at politikerne vil fremskynde udbygningen med VE ved at udlægge vedvarende energizoner på land, fjerne bureaukratiske snubletråde, forkorte klagetider og sende rejsehold ud for at hjælpe kommunerne med at få sat fart på ny VE-projekter.

For den barske sandhed er, at siden FN’s klimatopmøde i Paris i 2015 er udbygningen med landvindmøller sandet helt til i Danmark. Og vi er håbløst bag blandt andet Tyskland med solceller. Lad os krydse fingre for, at den kommende solcellestrategi, som skal laves inden udgangen af 2022, sætter mere turbo på.

Det tager ikke mere end ét år at få opstillet solcelleanlæg, så sæt i gang. Vi har også brug for flere landvindmøller, ikke færre. På havet tripper store private konsortier om at få lov til at accelerere udbygningen med vind- og brintøer, og de kan realistisk set levere op imod 30 GW inden 2030.

Alligevel har et flertal i Folketinget besluttet, at man vil bruge en halv milliard kroner i Energistyrelsen og over tre år på at finde ud af, hvordan Danmarks havvindressourcer skal udnyttes og allerede aftalte energiøer skal implementeres. Og al gas skal først udfases i det danske varmeforsyning i 2035. Med disse politiske signaler, forstår man bedre, hvorfor Energistyrelsen skriver, at ”det tager tid at skabe store forandringer.”

Vi står midt i en energisikkerhedskrise og en krig mod den fossile despot, Putin, og vi ved fra FN’s klimapanel, at der kun er tre år til at knække de globale CO2-kvoter, men politikerne vil vente helt frem til udgangen af 2026 for at få nok viden til at beslutte sig for flere energiøer.

Hvis man bureaukratiserer den grønne omstilling og opererer i snegletempo for at holde sin ryg fri og få fuld information, når vi aldrig i mål. Derfor håber jeg, at det nye Folketing straks vil indkalde til forhandlinger om en Danmark kan mere III plan, der sætter ekstra turbo på den grønne omstilling. For vi kan meget mere, hvis vi virkelig vil.

By |2022-08-03T09:44:47+01:003. august 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Miljø-ngo, lufthavn og rederier: En særlig fritagelse risikerer at underminere fremtidens grønne brændstoffer

Seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling Jeppe Juul, er medskribent på dette debatindlæg, der blev udgivet i Klimamonitor d. 16 juni 2022. Debatindlægget er udgivet sammen med Maria Skipper Schwenn, Direktør for Klima, Miljø og Sikkerhed hos Danske Rederier og Direktør for Public Affairs hos Københavns Lufthavn.

Grønne brændstoffer som ammoniak, metanol og kerosen produceret med strøm fra vedvarende energi er helt afgørende byggesten i omstillingen af luft- og søfarten.

Det gælder I Danmark, i Europa og globalt. Men det er ganske afgørende, at strømmen, som brændstofferne produceres på, er grøn og ikke fossil. Ellers forsvinder klimagevinsten. Derfor skal reglerne for, hvornår ammoniak, metanol eller kerosen er grøn være gennemtænkte.

I disse uger er Europa-Kommissionen ved at lægge sidste hånd på den kommende lovgivning om netop kriterier for grønne brændstoffer. Lige nu afgiver medlemsstater og andre interessenter feedback på det udkast, som Kommissionen fremlagde sidste måned.

Der er generelt rigtig mange gode takter i Kommissionens udspil, som har potentiale til at sætte robuste og kloge rammer for grønne e-fuels i årtier frem. Blandt andet stilles der krav om, at e-fuels skal produceres med additionel vedvarende energi.

Lidt forenklet betyder det, at hvis man producerer 1 GW e-fuels, så skal man også sikre en producent af vedvarende energi, eksempelvis havvind, for at udbygge 1 GW ekstra grøn strøm. Det er vigtigt, fordi det sikrer at e-fuels baseres på grøn strøm. Desværre har Kommissionen tilføjet en lempelse, der betyder, at alle e-fuels-anlæg i drift før 2027 bliver fritaget fra de ellers fornuftige krav om additionalitet. Ikke bare for en periode, men for evigt.

En så permanent fritagelse mener vi er problematisk. Det giver rigtig god mening at hjælpe den nye industri på benene med fleksibilitet og lempede krav i en periode. Det er vigtigt, at vi får sat gang i produktionen af e-fuels, og på kort sigt kan det i nogle lande være vanskeligt at opfylde additionalitetskravet.

Men det giver ikke mening at fritage producenter fra grønne krav til evig tid. På et tidspunkt bør lempelserne fases ud, således at alle konkurrerer på samme vilkår.

Vi er bekymrede for, at den permanente fritagelse vil føre til PtX-projekter, som permanent kan køre på strøm fra det almindelige elnet, men samtidig sælge ’grønne’ e-fuels. De vil ikke bidrage til udbygning af ny grøn strøm, men i stedet trække på den eksisterende andel grøn strøm i nettet. Det vil føre til øget brug af fossil energi, især i lande med mindre grøn strøm end Danmark.

Klimamæssig integritet

For køberne af brændstofferne er det problematisk at underminere de grønne brændstoffers klimamæssige integritet. De rederier og luftfartsselskaber, der betaler en høj pris for nye brændstoffer, skal kunne vide sig sikre på det produkt, de køber. Det vil være meget uheldigt, hvis brændstofferne kan angribes for at have et større klimaaftryk i produktionsfasen.

Det er vigtigt, at vi tager de langsigtede briller på i denne sammenhæng. Det er her vi sætter rammerne for en af grundsøjlerne i den grønne omstilling i årtier frem. Det er afgørende, at vi kommer rigtigt fra start.

Samtidig bør vi huske, at vi her sætter regler for lande, med meget mindre grøn strøm end Danmark. Det giver risiko for, at vi i værste fald kan ende med e-fuels med et langt højere klimaaftryk end det fossile, de erstatter. Og sidst men ikke mindst skal vi huske EU’s globale rolle. Det er ofte os, der udstikker retningen, som andre lande og regioner senere følger. Rammer vi skævt, er der nærmest garanti for, at andre vil ramme endnu skævere.

Vores skibe og fly har brug for bæredygtige og skalerbare brændstoffer. Derfor skal vi sikre gode og gennemsigtige rammer for fremtidens grønne e-fuels og vi skal ramme balancen mellem at tilgodese first movers og skabe lige konkurrencevilkår, der samtidig ikke giver mulighed for at greenwashe.

By |2023-11-23T12:38:00+01:0016. juni 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Landbruget er en bombe under klimamålsætninger, men er fortsat fredet i EU’s store klimaplan

Hvis én ting står klart efter FN’s klimapanel IPCC præsenterede sin nyeste klimarapport, så er det, at vi har lynende travlt med at reducere vores drivhusgasudledninger, hvis vi vil holde den globale opvarmning under halvanden grad og undgå katastrofale klimaforandringer.

Den gode nyhed er, at vi stadig kan nå det. Men det vil kræve omfattende og hurtige reduktioner i drivhusgasudledningerne i alle sektorer – også landbruget.

Alligevel er det fortsat fredet i EU’s store klimaplan.

Landbruget udleder en betragtelig del af drivhusgasserne, og de forventede reduktioner i sektoren er begrænsede. Der mangler simpelthen tilstrækkelige incitamenter til, at landbruget kommer i gang med de strukturelle forandringer, der skal til for, at sektoren leverer sin del for at nå Paris-målsætningen.

Den tragiske krig i Ukraine har sendt chokbølger gennem det globale fødevaresystem, og der varsles omfattende hungersnød. Det bringer fornyet fokus på en fundamentalt ikke-bæredygtig fødevareproduktion. Hvis vi skal undgå omfattende klima-, miljø-, og sultkrise, skal fødevaresystemet tænkes helt om.

Landbruget går fri

I EU forhandles der netop nu om revisioner af en lang række direktiver, forordninger med videre, som skal styrke reguleringen af drivhusgasudledning, for at understøtte det skærpede 2030 reduktionsmål på 55 procent – den såkaldte Fit for 55-pakke.

I den kontekst er det slående, at landbruget nærmest går fri. Selv de folkevalgte i Europa-Parlamentet, som har ry for at trække miljø- og klimalovgivning i en mere ambitiøs retning, har været tilbageholdende med skærpelse af krav til landbruget.

Det kan blive rigtig dyrt for landbruget at lave en hurtig omstilling i stedet for at sætte ind med omlægning, investeringer og teknologiudvikling tidligt.

Det kan også betyde, at andre sektorer skal reducere mere, end hvad der er samfundsøkonomisk klogt. Reduktioner skal jo komme et sted fra, og det er i høj grad regulering, der betinger, hvor reduktionerne sker. Og jo længere tid, der går før landbruget kommer i gang med den grønne omstilling, jo mindre sandsynligt bliver det, at vi kan nå Paris-målsætningen.

Fake zero

En særlig risiko er, hvis der bruges en masse ressourcer på falske løsninger, der fører til fake-zero i stedet for net-zero. Løsninger der bringer os i mål på papiret, men ikke har en reel effekt på koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren og den globale opvarmning. Eller som ikke har den effekt, man forventer og i stedet forsinker den omstilling, der skulle være sket.

Et eksempel på en falsk løsning er kulstofkreditter fra landbrug og skovbrug, som bruges i stedet for at reducere (fossile) udledninger i andre sektorer eller i landbruget selv. Både i EU’s drivhusgasregnskaber og potentielt som del af et fremtidigt kulstofmarked for virksomheder. Man kan ikke garantere stabilitet i de biologiske kulstoflagre, der er udsat for naturlige forstyrrelser som storm, insektangreb og klimaforandringer samt ændringer i forvaltning.

For at nå vores klimamål er vi nødt til både at øge kulstoflagringen i skov og i landbrugsjord og reducere drivhusgasudledningen i samfundet så meget som muligt og så hurtigt som muligt.

Derfor har vi ikke råd til at bruge kulstoflagring som undskyldning for ikke at reducere udledning.

Danmark har sat retning

I Danmark har vi sat et reduktionsmål for landbruget. Det har sendt et tydeligt signal om forventningen til landbrugets bidrag til det nationale reduktionsmål og sat gang i en lang række initiativer både politisk og i erhvervet. Vi har brug for et tilsvarende mål for landbruget i EU.

Desværre har det lange udsigter, for hverken EU-Kommissionen eller Parlamentet har foreslået noget sådant, selv om grønne kræfter i Parlamentet har kæmpet for netop dette under forhandlingerne om Fit for 55-pakken.

Det bliver tilsyneladende ikke gennem Fit for 55-pakken i EU-Parlamentet, at man skal finde incitamentet for landbruget til at levere de omfattende og hurtige reduktioner, som IPCC kalder på.

Hvor skal incitamentet så komme fra?

Man kan selvfølgelig spejde langt efter den næste genforhandling af EU’s klimapolitik. 2030-målsætningen skal om ikke så længe følges op af yderligere delmål på vejen mod klimaneutralitet i 2050. Fælleseuropæisk regulering af landbruget, som foreslået af det danske klimaråd, har stort potentiale, men mindst lige så lange udsigter.

Man kan håbe, at virkeligheden ender med at overhale EU’s klimamålsætninger. Der sker store fremskridt på udviklingen af plantebaserede fødevarer og proteiner fremstillet af enzymer. Den dag de alternative proteiner kan konkurrere på både smag, pris og klimaaftryk, vil det vende fødevareindustrien på hovedet. Om det sker, er ikke længere spørgsmålet, men snarere hvornår.

Og vi kan hver især bidrage til den grønne fødevareomstilling ved at spise efter de nye klimakostråd og skifte nogle af de animalske proteiner ud med lokalt producerede bælgfrugter, plantebøffer og de mange andre nye klimavenlige produkter, der dukker frem i supermarkederne. Og vi kan stemme på politikere, der har den grønne omstilling som mærkesag og ikke er ræd for at stille klimakrav til landbruget.

Jo før landbruget anerkender den fødevarerevolution, der er på vej, jo lettere bliver det at komme med på udviklingen og investere i den landbrugsproduktion, som der stadig vil være efterspørgsel på, i en klimaneutral fremtid. Det kan både være omlægning til at producere mere mad til mennesker frem for foder til dyr, og det kan være ved at indarbejde de mange store teknologiske muligheder for reduktion af klimagasser fra landbruget.

Og jo før vi i Danmark og resten af EU’s medlemslande erkender, at det er reel og helhjertet omstilling frem mod net-zero, fremfor fake-zero løsninger, der er fremtiden for både vores civilisation og økonomi, jo før kan vi få indført den regulering og de incitamenter, der skal til for at skubbe på de fremtidssikrede løsninger – også i landbruget.

By |2024-01-29T11:40:41+01:0014. juni 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Fem ngo’er i fælles opråb: Statsstøtte til øget afbrænding af træ er stik imod klimavidenskaben

Debatindlægget er bragt i Klimamonitor og er skrevet af Annika Lund Gade (Rådet for Grøn omstilling), Gry Bossen (Verdens Skove), Lasse Jesper Pedersen (Danmarks Naturfredningsforening), Tarjei Haaland (Greenpeace Danmark) og Thomas Meinert Larsen (Klimabevægelsen i Danmark).

Når det statsejede energiselskab Ørsted i disse dage forbereder sig på at søge om milliarder af offentlige støttekroner som tilskud til at etablere CO2-opsamling på virksomhedens biomassefyrede kraftvarme-anlæg, så er det et gevaldigt fejlskud som reelt vil modarbejde vores klimamål. 

Støttemidlerne bør i første omgang reserveres til de CO2-udledninger som vi har sværest ved at udfase med kendte teknologiske virkemidler. 

Sagen er, at selv om en række af Ørsteds kraftvarmeanlæg drives af træbiomasse, en energiform som er CO2-neutral set over træernes samlede levetid, så er tidsforskydningen mellem CO2-udslippet ved forbrænding versus CO2-optaget ved træets vækst så markant, at afbrænding af biomasse er en netto-bidragsyder til CO2-udledning. 

Den eksakte størrelse på denne netto-udledning afhænger af den konkrete skovningspraksis, men udledningen med den nuværende skovnings- og afbrændingspraksis i Danmark vurderes ifølge en forskningsrapport fra Københavns Universitet at være ganske betydelig. 

Energistyrelsen vurderer således i deres seneste rapport ’Global afrapportering 2022’, at nettoudledningen per GJ biomasse fra forbruget af træpiller og træflis til produktion af el og varme er henholdsvis 121 kilo CO2/GJ et år efter indfyring og 68 kilo CO2/GJ efter 10 år. 

Derfor må det nu stå klart for alle, at CO2-opsamling fra biomasse-afbrænding på kraftvarmeværker IKKE leverer negative emissioner. Desuden medfører de store mængder afbrænding af biomasse, at skovene nærmest støvsuges for død biomasse, med store negative følgevirkninger for det lokale dyre- og planteliv.

Overgangsteknologi

Af disse årsager anser et stigende antal aktører biomasse-afbrænding for at være en overgangsteknologi som kun bør anvendes indtil vores el- og varmeforsyning kan dækkes 100 procent af vedvarende energi med nul emissioner, herunder eksempelvis ved anvendelse af vedvarende energi i kombination med geotermi, varmepumper og forskellige el- og varme-lagringsteknologier. 

Bemærk her, at vi bestemt ikke står alene med vores kritik. Klimaministeren har selv tidligere omtalt biomasse som en overgangsteknologi og senest har også Klimarådet, Tænketanken Concito samt for eksempel professor Brian Vad Mathiesen været ude at advare kraftigt imod at investere i CO2-opsamling knyttet til en ubæredygtigt høj biomasse-afbrænding. 

Vi er mange, der hylder og hyppigt refererer til Ørsted som et selskab, der på mange måder er gået foran i den grønne omstilling. Den positive fortælling risikerer i allerhøjeste grad at blive tabt på gulvet, hvis vi tillader Ørsted at følge sin udmeldte strategi om at fortsætte den nuværende enormt høje afbrænding af importeret træbiomasse – en strategi som åbenlyst er baseret på en helt urimelig udnyttelse af de – desværre utidssvarende – internationale opgørelsesmetoder som Ørsted udmærket godt ved ikke lever op til nutidens videnskabelige forståelse. 

Import og afbrænding af importeret træbiomasse ser muligvis godt ud i forhold til det nationale CO2-regnskab, men det er en ubæredygtig retning, og vi bør i stedet fokusere på klimatiltag som både på papiret og i virkeligheden leverer reelle CO2-reduktioner. 

Derfor er det problematisk, hvis vi i vores iver efter at reducere CO2-udledningerne ukritisk kaster støttekroner efter de mindst oplagte CO2-kilder.

Reservere CO2-fangst

At etablere CO2-opsamling og CCS er tillige meget dyrt, og faktisk kender vi ikke omkostningerne endnu. Men til gengæld burde vi vide, at den CO2-opsamling (og evt. lagring), som vi bør prioritere, det bør være fra CO2-udledninger, hvor vi i dag har ingen eller kun meget ringe kendskab til løsninger, der kan eliminere udledningen, som eksempelvis ved CO2-udslip fra biogasanlæg, CO2-udslip ved cementproduktion samt CO2-udledning ved den rest-affaldsforbrænding som må formodes at vedblive i en årrække, selv efter at vi udsorterer mest muligt affald med henblik på genanvendelse og genbrug. 

Fælles for disse CO2-kilder gælder desuden, at produktionen, og dermed CO2-udledningen, er nogenlunde stabil over hele året, hvilket forbedrer rentabiliteten for etablering af CO2-opsamling i modsætning til biomasse-afbrænding, som primært finder sted i vinterhalvåret, hvor varmebehovet er højest. 

At etablere CO2-opsamling på biomassebaserede kraftvarme-anlæg vil tillige give et kraftigt incitament til at beholde og levetidsforlænge disse energianlæg for at sikre en god økonomi for de dyre investeringer i CO2-opsamlingsanlæg, og altså ikke nødvendigvis, fordi der er behov for biomasse til at producere varme. Det vil naturligvis være et perverst argument for at fastholde en drivhusgasudledende aktivitet.

Så når Energistyrelsen snart skal udpege de projekter, der skal modtage offentlig støtte til CCS/CCUS udvikling, så bør man klart undgå at give støtte til CO2-opsamling fra biomasse-baserede anlæg, herunder Ørsteds biomassebaserede kraftvarme-anlæg, som egentlig står foran en gradvis udfasning.

Svar fra Ørsted

I et svar til dette debatindlæg skriver Ørsted-chef med ansvar for CO2-fangst, Jens Andersen Grymer, at deres planer om CO2-fangst ikke kommer til at påvirke levetiden på deres biomassefyrede kraftvarmeværker. 

»Vi kigger på etablering af CO2-fangst på de kraftvarmeværker, der har lang levetid igen, og som er tilpasset den fremtidige efterspørgsel efter el, varme og systemydelser i et energimarked, der i stigende grad skal elektrificeres.«

Læs hele replikken her.

Afsendere:
Annika Lund Gade, Rådgiver, Landbrug og energi, Rådet for Grøn Omstilling

Gry Bossen, Politisk koordinator, Verdens Skove

Lasse Jesper Pedersen, Klima- og Energipolitisk Seniorrådgiver, Danmarks Naturfredningsforening

Tarjei Haaland, Klima- og energirådgiver, Greenpeace Danmark

Thomas Meinert Larsen, Klimapolitisk rådgiver, Klimabevægelsen i Danmark

By |2024-01-23T16:34:59+01:0013. juni 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Problemer på land under havets overflade

Debatindlæg bragt i Altinget den 8. juni 2022 af Lone Mikkelsen og Niklas Jørgensen, Rådet for Grøn Omstilling, Jens Anton Klingstrøm Klinken, Danmarks Naturfredningsforening, Arendse Gulløv, Greenpeace, Naja Andersen, Oceana og Anne Aittomaki, Plastic Change

I anledning af United Nations World Oceans Day den 8. juni ønsker vi, de fem underskrivende miljøorganisationer, at udtrykke vores uforbeholdne bekymring for havmiljøets tilstand.

Danmark er omgivet af hav. Et hav, som mange af os elsker og har en stærk tilknytning til. Men under overfladen vokser problemerne.

Havmiljøet er under pres fra rigtig mange sider. Som en konsekvens oplever vi tilbagegang i fiskebestande, bundlevende arter og ålegræs, mens der forekommer kraftige og hyppige iltsvind. Kystfiskere over hele landet oplever tilbagegang i fangsterne, og dykkere rapporterer om livløse mudderbunde, hvor der før var bølgende ålegræsskove.

Vi har glemt naturen under havets overflade

I dag hvor vi ellers får mere og mere fokus på natur og biodiversitet på land, er det som om, vi har glemt, det der sker under havets overflade.

Havet er tydeligt forurenet, hvilket er blevet mere og mere anerkendt i de seneste år. Mens dele af plastikforureningen står tydeligt frem, når vi for eksempel finder affald på vores kyster, så kan vi ikke med det blotte øje se den kraftige forurening med næringsstoffer og miljøfarlige stoffer, eller den plastik og mikroplastik, der ophobes på havbunden.

Det er væsentligt, at også det usynlige bliver gjort synligt. Kun på den måde kan vi i fællesskab tage ejerskab.

Vi har brug for havet i Danmark. Og vi har brug for politiske tiltag og lovgivning, der sætter ind ved kilderne til forurening. Vi ønsker derfor at fremhæve tre vigtige indsatsområder, hvor danske politikere bør skride til handling nu for at forhindre eller mindske forurening af havene:

  • Reducér udledningen af næringsstoffer til det danske havmiljø ved at reducere andelen af husdyr og minimere forbruget af kunstgødning
  • Stop plastikforurening ved kilden ved at reducere brugen af engangsemballager og indfør et nationalt pantsystem til take-away
  • Stil krav om rensning for miljøfarlige stoffer i renseanlæg via teknologiske løsninger

Reducér udledningen af næringsstoffer

Næringsstofudledning til havet kommer hovedsageligt fra landbruget og forårsager algevækst, iltsvind, mudrede havbunde og ødelagte økosystemer, hvorfra havets liv forsvinder.

Omkring 61 procent af vores areal i Danmark er dyrket, og vi har et enormt antal husdyr og dertilhørende store mængder næringsrig husdyr- og kunstgødning. Når der er for meget gødning på markerne, føres det med regnvand og luften til vandløb og videre til søer, fjorde og indre farvande.

Det har ført til, at mængden af næringsstoffer i årtier har været alt for stor, og at det er blevet lagret i store puljer i havbunden.

Økosystemerne er ødelagte, og selvom vi reducerer næringsstofudledningen, vil det tage årtier for økosystemerne at blive genskabt – netop på grund af de seneste årtiers ophobning af næringsstoffer i havbunden. Heldigvis kan vi få økosystemerne tilbage – og jo mere vi gør nu, desto hurtigere kommer de tilbage.

Ved at reducere andelen af husdyr og undgå kunstgødning vil vi opnå en reduktion af udledningen af næringsstoffer.

Et mere bæredygtigt antal husdyr vil reducere udledningen af næringsstoffer fra husdyrgødning til havet. Vi skal selv dyrke foder til vores husdyr, så vi undgår import af næringsstoffer gennem dyrefoder.

Samtidig skal husdyrgødning behandles i biogasanlæg og fordeles bedre i landet, for eksempel ved separering, så næringsstofudledning til havet minimeres og genetablering af robuste økosystemer muliggøres. Hermed muliggøres også et minimalt forbrug af kunstgødning.

Stop plastikforurening ved kilden

80 procent af al plastik i havet kommer fra land. Størstedelen er fra emballager til føde- og drikkevarer.

Engangsemballager og indpakning til take-away mad og drikke er blandt de mest fundne plastiktyper i den danske natur. I Danmark er forbruget af plastikemballage steget med 30 procent på kun fem år, og hvert år havner 15 millioner tons plastik i verdenshavene. Det svarer til to fulde skraldebiler per minut.

Vi kan ikke løse udfordringerne alene med oprydningsaktiviteter og øget genanvendelse af plastik. Der er behov for et farvel til engangsprodukter og et grundlæggende skift til flergangsbrug. Indførslen af et nationalt pantsystem, hvor kaffekopper, madbokse og pizzabakker returneres, vaskes og bruges igen, vil bidrage til at mængden af plastikaffald, der ender i havmiljøet, mindskes.

Krav om rensning af miljøfarlige stoffer

Kemikalieudledningen er diffus, og vi ved slet ikke nok om dens omfang, hvilket blandt andet PFOS-skandalen er et blændende klart eksempel på.

Vi ved dog, at meget bliver udledt fra renseanlæg, og vi har behov for teknologiske løsninger, der kan afhjælpe dette problem. Renseanlæg skal sikre renere udledninger, hvor også miljøfarlige stoffer er fjernet, inden det udledes til havmiljøet – med et særligt fokus på de svært nedbrydelige stoffer.

Der mangler krav til de rette teknologiske løsninger, og der mangler incitamenter til at fremme en yderligere udvikling på området. Der findes endnu ingen ’one size fits all’-løsning.

Spildevandskilden – for eksempel hospital, by eller industri – skal derfor afgøre den teknologiske løsning. Vi står lige nu i en situation, hvor danske miljøteknologiske virksomheder allerede har en række effektive renseløsninger, som også ofte er karakteriseret ved at være mere energieffektive end konkurrerende teknologier. Dem bør vi kigge på og udbrede til hele landet.

Sideløbende med denne indsats er det af afgørende betydning, at der fra politisk side skabes incitamenter til udvikling af alternativer til miljøfarlige stoffer, så de mest skadelige snarest muligt kan udfases.

Det store pres havet er under, er i mange tilfælde skabt af problemer på land. Og når det er skabt på land, skal det løses på land. Ved kilden.

Vi er et rigt land med et stort forbrug. Vi har derfor et ansvar i forhold til både plastik-, næringsstof- og kemikalieforureningen. Globalt såvel som lokalt.

Glædelig World Oceans Day.

By |2022-06-09T08:36:31+01:008. juni 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Der er brug for midlertidige løsninger, imens vi venter på fjernvarmen

Vi har længe vidst, at det går for langsomt med at afvikle brugen af fossile brændsler af hensyn til klimaet. Med krigen i Ukraine er der nu yderligere kommet fokus på, at vi skal ud af afhængigheden af Putins gas og olie. Men hvordan gør vi os fri?

Regeringen har foreslået en række gode initiativer i ’Danmark kan mere II’-planen, f.eks. at kommunerne inden årets udgang skal anvise, hvorvidt de nuværende gaskunder skal overgå til fjernvarme eller varmepumper, og at fjernvarmen her senest skal tilbydes borgerne i 2028. Men der skal mere til. 

Regeringen regner kun med, at 50-70 procent af de nuværende gas- og oliekunder kan få fjernvarme eller varmepumper inden 2030. Det er ikke godt nok – vi skal nå de 100 procent, og det skal ske senest i 2027. Men selv om vi fremskynder udrulning af fjernvarme, vil der stadig være nogle, der må vente i flere år. Derfor skal der tilbydes midlertidige løsninger, f.eks. en varmepumpe, som så tages ned igen, når fjernvarmen er til rådighed. Ellers risikerer vi, at mange finder permanente alternativer, og dermed bliver tilslutningen for lille, når fjernvarmen kommer – og så bliver det for dyrt for dem, der tilslutter sig.

Mange har glemt de gode gamle råd om korte bade, maks. 21 grader i rummene, lad bilen stå, eller sænk hastigheden

En væsentlig barriere for hurtigere udrulning af fjernvarme vil være mangel på kvalificeret arbejdskraft og entreprenørmaskiner til fjernvarmeudbygning. Derfor bliver vi nødt til at udskyde andre anlægsarbejder, som ikke er afgørende for hverken velfærd eller klima. Det kan f.eks. være motorvejsbyggeri. Vi må gøre os klart, at vi står i en ekstraordinær situation med krig i Europa og en akut klimakrise – derfor skal vi finde ekstraordinære løsninger.

Der er også brug for omfattende kampagner, for at vi sænker vores forbrug af olie og gas. Mange har glemt de gode gamle råd om korte bade, maks. 21 grader i rummene, lad bilen stå, eller sænk hastigheden på motorveje og landeveje. Men nu har vi fået en ekstra begrundelse ud over klimaet: Stop finansieringen af Putins krigsmaskine. Det giver grund til at tro, at kampagner kan få større effekt end hidtil.

For at sænke benzin- og dieselforbruget skal vi desuden speede op på elbiler, herunder indføre et stop for salg af nye benzin- og dieselbiler fra 2025, hvilket også er målet i Norge. Og hastighedsgrænsen på motorveje skal ned til højst 110 km/t. Det sparer rigtig meget brændstof.

By |2022-05-19T10:08:38+01:0019. maj 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

22 ngo’er i opråb: Lad ikke klimaministermødet i København blive endnu en forspildt mulighed

Torsdag byder Dan Jørgensen 40 ministerkollegaer velkommen til Købehavn til et klimamøde, de færreste danskere har hørt om. Med under seks måneder til klimatopmødet COP27 i Egypten skal klimaministrene diskutere, hvordan det går med implementeringen af aftalerne fra sidste års COP26 samt lægge trædesten frem mod COP27 i Egypten.

Tidligere erfaringer viser, at der er mindre sandsynlighed for, at klimaforhandlingerne går i hårdknude, og at verdens ledere hviler på laurbærrene, hvis der i det forgangne år bliver skubbet på for handling. Når klimaministrene nu mødes i København til May Ministerial, giver det derfor håb for, at klimaløfterne omsættes til konkret handling.

Sidste gang, så mange klimaministre mødtes i København, var i 2009 til COP15. Det møde gik over i historien som en forspildt chance. Klimamødet, der starter torsdag, kan blive betydningsfuldt for resultaterne i Egypten, men det er også en ny mulighed for, at København huskes for grønt lederskab, løsninger og høje klimaambitioner.  

I håb om at få det bedste ud af mødet – ikke mindst i forhold til de afgørende dagsordener om at sikre 1) finansiering til omfattende og nødvendige klimatiltag i verdens mest klimaudsatte områder, 2) kompensation for tab og skader samt 3) klimatilpasning udover CO2-reduktion, kommer hermed de vigtigste anbefalinger fra civilsamfundet, som vi håber, at Dan Jørgensen vil tage med.

Man skal holde, hvad man lover

Et afgørende sted at rette op er det løfte om klimafinansiering, der først kom på tale ved COP15 i København, og som nu tolv år efter endnu ikke er indfriet. Historisk set har de rige lande stået for langt størstedelen af udledningerne af klimagasser.

Det er den politiske vilje, der er utilstrækkelig.

Rasmus Stuhr Jakobsen, Tim Whyte m.fl., se faktaboks

Alligevel viser FN’s videnskabelige klimapanel IPCC, at det er de fattigste lande, der rammes først og hårdest af klimaforandringer. Dette er indbegrebet af klimauretfærdighed. I et forsøg på at sikre velvilje til forhandlingerne blev man i 2009 enige om, at verdens rige lande fra 2020 hvert år skulle yde 100 milliarder amerikanske dollar om året i klimafinansiering til verdens mest klimaudsatte lande. 

Denne målsætning afspejlede ikke, hvad der reelt er behov for, men hvad der var politisk vilje til. Alligevel har de rige lande her to år efter, at målet skulle være nået, ikke leveret på det løfte. Der er blot skaffet 80 milliarder af de 100 milliarder, og det er på trods af, at revl og krat er talt med – for eksempel lån, der skal tilbagebetales, samt finansiering til projekter, der har meget lidt med klima at gøre.

Dette er så meget desto mere skuffende, når for eksempel landes subsidiering af fossilindustrien samt de seneste års corona hjælpepakker viser, at pengene findes. Det er den politiske vilje, der er utilstrækkelig.

Danmark som forgangsland

Til COP27 i november indledes nye forhandlinger om nye finansieringsmål. FN’s miljøorganisation UNEP varsler, at behovet i fremtiden vil blive langt højere end de 100 milliarder om året.

Særligt det faktum, at udviklingslandenes krav om en finansieringsmekanisme ikke nåede med i den endelige aftale, var årsag til megen skuffelse og utilfredshed.

Rasmus Stuhr Jakobsen, Tim Whyte m.fl., se faktaboks

Derfor er det et afsindigt dårligt udgangspunkt for konstruktive forhandlinger, at de rige lande endnu ikke har betalt de 100 milliarder om året, de skylder udviklingslandene.

Vi anbefaler derfor, at Danmark går forrest som det gode eksempel og til klimamødet selv melder ud, hvornår og hvordan vi agter at betale vores del af klimagælden. Danmark skal derefter frem mod COP27 lægge pres på, at resten af de rige lande indfrier løftet om de 100 milliarder om året – det vil sige 600 milliarder samlet over seks år, da et brudt løfte naturligvis ikke skal give rabat.  

Tab og skader skal finansieres

Mens klimaministrene mødes i de komfortable gemakker i Moltkes Palæ, er situationen en ganske anden mange andre steder på kloden. I Indien og Pakistan tester de varmeste temperaturer nogensinde målt i disse dage grænserne for menneskelig overlevelse, og fordi hedebølgen er opstået så tidligt, slår store dele af høsten nu fejl.

Over 400 mennesker mistede livet i april, da Sydafrika blev ramt af oversvømmelser og jordskred. 12.000 mennesker er fortsat fordrevet fra deres hjem som følge af den supertyfon, der ramte Filippinerne i december 2021. Fra Arktis til Amazonas-skoven er oprindelige folk ekstra sårbare og lider ikke kun økonomisk, men også uoprettelig kulturelle og spirituelle tab.

Afghanistans kriseramte befolkning oplever netop nu den værste tørke i 27 år. Og på Afrikas Horn udfolder en sultkatastrofe sig, hvor børnene rammes aller hårdest og mister deres fremtidsudsigter, hvis ikke der mobiliseres politisk vilje og finansiering til at håndtere klimaforandringernes konsekvenser.

By |2022-05-17T09:20:38+01:0017. maj 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top