Rådet for Grøn Omstilling til ny regering: Stil krav til offentligt indkøb af cement og beton

Byggeri og infrastrukturprojekter står i dag for cirka ti procent af den samlede CO2-udledning i Danmark.

Så hvis vi skal nå i mål med at reducere klimaaftrykket med 70 procent i 2030, skal vi reducere udledningerne fra byggeriet markant. 
 
Når det kommer til at reducere byggeriets klimabelastning, er en af de største udfordringer vores storforbrug af beton. Det er et billigt og holdbart materiale, og netop derfor er beton det byggemateriale, der bliver brugt mest på verdensplan – det gælder også herhjemme.

Men det er også et byggemateriale med et meget stort klimaaftryk. Det skyldes, at beton indeholder cement, som udleder store mængder CO2 under produktionen. Faktisk står cementproduktionen for næsten fem procent af Danmarks samlede CO2-udledning.

Det svarer til den årlige udledning fra knap 900.000 personbiler.

Stor forskel på udledningen

I Danmark bruger vi årligt ti millioner tons beton. Det svarer til, at hver dansker bruger 1,7 tons beton om året eller omkring 140 tons i en hel levetid. Energistyrelsen forventer, at efterspørgslen af beton vil stige frem imod 2035, og det vil som udgangspunkt øge CO2-udledningerne markant.

I dag er der ikke sat klimakrav til brugen af cement og beton. Det er problematisk, da der er stor forskel på de forskellige cementtypers klimaaftryk.

Aalborg Portland har udviklet Futurecem, som har en klimabelastning der er op til 30 procent lavere end deres typiske anvendte produkter, Rapid og Basis.

I modsætning hertil har Hvid cement et klimaaftryk der er knap 30 procent højere end standardprodukterne. Da cement er en hovedbestanddel i beton, kan der derfor være forholdsvis store klimabesparelser at hente, alt efter hvilken cementtype der bruges.

Netop derfor bør der stilles politiske krav til hvilken type cement og beton, der kan bruges i byggeriet.

Klima over æstetik

Her er offentligt byggeri et godt sted at starte. Offentligt byggeri står nemlig for omkring 50 procent af det samlede byggeri i Danmark.

Det offentlige bør derfor dels reducere forbruget og dels bruge dens store indkøbsmuskel til at efterspørge cement og beton, der har det laveste klimaaftryk.

I dag findes der faktisk i flere kommuners lokalplaner direkte krav til at bygge med den klimatungeste hvide beton. Når hvid beton indgår i lokalplaner, er det ofte ud fra et argument om æstetik.

Men der findes, ud over æstetikken, aktuelt ikke nogen gode argumenter for at bruge hvid cement frem for grå cement, da der i forhold til både funktionalitet og styrkekrav findes grå – og altså mere klimavenlige – alternativer.

Men ønsker man at reducere udledningerne fra byggeriet, nytter det ikke at sætte subjektiv æstetik over klima.

Nødvendigt at stille krav

Den nye regering bør gøre det til en klar målsætning at drive udviklingen af mere bæredygtigt byggeri.

Og her er det helt nødvendigt at stille krav, der sikrer, at det udelukkende er de mindst klimabelastende cementtyper, der bruges i offentligt byggeri og infrastrukturprojekter.

For selvfølgelig skal de fremtidige generationer ikke passes i daginstitutioner, der er opført i de mest klimabelastende byggematerialer.

Særligt ikke når der findes gode alternativer med mindre klimaaftryk. Det bringer os ikke i mål, men det vil reducere klimabelastningen betydeligt og inspirere private bygherrer til at gøre det samme.

Debatindlægget er skrevet af Ulrikke Nelboe Møllegård, projektmedarbejder. Det blev udgivet hos Altinget.dk 9. november 2022.

By |2024-03-20T13:19:00+01:009. november 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Biogas og pyrolyse – for klima og vandmiljø

En ældgammel teknologi, som i flere tusinde år har været brugt af oprindelige folk i Sydamerika til jordforbedring, er på vej tilbage. Disse folk nedmuldede trækul, også kaldet biokul, fordi de bandt både vand og næringsstoffer i jorden.

Pyrolyse, som anvendes til produktion af biokul, ser ud til igen at skulle bruges i vid udstrækning – nu som klimavirkemiddel. 

Pyrolyse er en forgasning ved høj temperatur. Ligesom i biogasanlæg sker det under iltfrie forhold, men temperaturen i biogasanlæg er langt lavere. Ved pyrolyse dannes biokul, som kan nedmuldes på landbrugsjord, tjene til jordforbedring og samtidig udgøre et kulstoflager.

Der tales om, at hvis alt går godt, kan pyrolyse bidrage med flere millioner tons CO2-reduktion pr. år. Dermed kan det blive et af de vigtige virkemidler i tilknytning til landbrug og klima.

Der er bump på vejen, som skal løses – i starten af 2021 fik Skive Kommune afslag på at sprede biokul fra deres nye pyrolyseanlæg på jorden. Det skyldtes for højt indhold af tjærestoffer, idet man havde valgt en uhensigtsmæssig fremgangsmåde. 

Men dette kan løses, både i Skive og andre steder, ved at anvende en pyrolysemetode, hvor tjærestofferne i gassen ikke afsættes på biokullene.

Helheden

Det er helt afgørende, at pyrolyse laves på den rigtige måde, så det både gavner klima og vandmiljø og ikke skader biodiversiteten. Det kan gøres ved at kombinere biogas- og pyrolyseanlæg, der har hver sine styrker. Derfor bør restprodukter sendes igennem først biogasanlæg og dernæst pyrolyse. 

Vi er nødt til at begynde at tænke i helheder. Vi har på den ene side biogas-teknologien, som er god til at sikre effektiv udnyttelse af næringsstoffer i vores restprodukter, og til at lave biogas som kan lagres og bruges der hvor vind og sol ikke rækker. På den anden side har vi pyrolyse, som er rigtig god til kulstoflagring, men ikke så god til at sikre udnyttelse af næringsstoffer og dermed cirkulær økonomi. 

Pyrolyseanlæg ”fodres” med nogle af de samme organiske materialer som biogasanlæg, og derfor skal de to teknologier spille godt sammen. Både i pyrolyse- og biogasanlæg anvendes især restprodukter fra landbruget såsom husdyrgødning, halm og andre planterester. Desuden organisk affald fra husholdninger og erhverv. Og det skal netop være udelukkende restprodukter – der skal ikke bruges areal alene på at dyrke såkaldte energiafgrøder til at putte direkte i biogas- eller pyrolyseanlæg.

Organiske restprodukter tjener flere formål. De indeholder også næringsstoffer som kvælstof og fosfor, som planterne skal bruge for at vokse. Biogasanlæggene kan producere vedvarende energi og samtidig ligefrem forbedre de indeholdte næringsstoffer sammenholdt med, hvis man blot spredte restprodukterne på markerne i ”rå” form. Kvælstof omdannes nemlig i et biogasanlæg til en opløselig form, som er direkte tilgængelig for planterne. Det betyder at kvælstof bliver brugt direkte i planternes vækstsæson, så det kan erstatte kunstgødning. Samtidig bliver det ikke liggende i jorden til om efteråret, hvor det ville blive udvasket til skade for vandmiljøet.

Den vedvarende energi kommer i form af biogas (metan). Men ikke alle dele af de organiske restprodukter omdannes til biogas. De tilbageværende planterester, kaldet afgasset biomasse, tilføres markerne hvor det er med til at opbygge humus, som sikrer jordens kvalitet og langsigtede frugtbarhed. Modsat gælder hvis man eksempelvis brænder halm i kraftvarmeværker eller halmfyr. Her efterlades kun aske, og hvis denne spredes på markerne, gavner det ikke jordens langsigtede frugtbarhed.

Svagheden ved biogasanlæg er, at den afgassede biomasse stadig indeholder en stor del let-omsætteligt kulstof, som efter nedmuldning vil fordampe som CO2, frem for at indgå i opbygning af humus.

Lavere kvalitet af gas fra pyrolyse

Ser vi på pyrolyse til sammenligning, så har den producerede gas en lavere kvalitet. Hvor biogas indeholder cirka to tredjedele metan – og resten CO2 – så indeholder pyrolysegas kun ca. én tredjedel metan, mens resten især består af kulilte (CO) og CO2. Pyrolysegassen har derfor en dårligere brændværdi end biogassen. Biogas sendes i dag gennem såkaldt opgradering, hvorved CO2 separeres fra metanen. I dag sendes CO2’en ud i atmosfæren. 

Men man har udviklet en proces, der kan omdanne CO2 til metan, så man får det fulde udbytte i form af vedvarende energi. Der dannes en del varme ved denne proces. Men hvis det sker på steder, hvor varmen kan udnyttes til fjernvarme, undgår man energispild. 

Pyrolysegas har som sagt lavere brændværdi, men man vil arbejde på helt andre anvendelser, eksempelvis at videreforarbejde gassen til flydende brændstof. Fordelen ved pyrolyse-processen er, at det kulstofholdige restprodukt, biokul, ikke nedbrydes eller omdannes i flere hundrede år. På den måde kan det blive en metode til at trække CO2 ud af atmosfæren og ”gemme” det i jorden. 

Men biokul har ringere gødningsværdi end den afgassede biomasse fra biogasanlæg. Det gælder særligt for kvælstof. Langt det meste kvælstof, som findes i de anvendte restprodukter, frigives til atmosfæren, fordi pyrolyse sker ved langt højere temperatur end biogasprocessen. Dette tab skader ganske vist ikke, da det danner frit kvælstof, som i forvejen udgør 80% af vores atmosfære. Men det betyder, at landmanden fortsætter med at bruge kunstgødning, selv om han/hun nedmulder biokul.

Hvad næringsstoffet fosfor angår, er det mere kompliceret. På lang sigt er fosfor i biokul tilgængeligt for afgrøderne. Men de hidtidige forsøg tyder på, at biokul det første år frigiver så lidt fosfor, at landmanden vil vælge at sprede samme mængde fosfor-kunstgødning som hidtil, selv om der nedmuldes biokul.

Genbrug af næringsstoffer

Hvorfor er det et problem? 

Det er det, fordi vi har brug for at indrette en cirkulær økonomi, hvor vi genbruger næringsstoffer, frem for som hidtil blot at importere nye i form af kunstgødning. Fosfor er en begrænset ressource, som udvindes i miner. Der er ganske vist fosfor til mange år endnu, men det får enorme konsekvenser for klodens landbrugsproduktion, hvis vi blot nærmer os knaphed på fosfor. Desuden er de største mineralske forekomster af fosfor forurenet med tungmetallet cadmium. 

Kvælstof er modsat fosfor ikke en begrænset ressource. Men at lave kvælstof om til kunstgødning kræver meget store mængder energi og gøres i dag især ved hjælp af naturgas. Ruslands krig mod Ukraine har forværret problemerne. Samtidig lider naturen under, at vi – blandt andet i Danmark – overforbruger kvælstof, hvorved der sker udvaskning til vandmiljøet, og der dannes lattergas som er stærkt klimaskadeligt. Vi skal udnytte kvælstof så effektivt som muligt, for eksempel ved som beskrevet at sende organiske restprodukter gennem biogasanlæg, så kvælstoffet bagefter bliver fuldt tilgængeligt for afgrøderne.

Vi kan forene biogas- og pyrolyseteknologiernes egenskaber ved at sætte dem efter hinanden – så at sige serieforbundet, hvor restprodukterne først sendes gennem biogas- og derefter pyrolyseanlæg. Først dannes biogas til nettet samt afgasset biomasse. Denne bør separeres i en vandholdig fraktion og en mere tør fiberfraktion. 

Herved deler næringsstofferne sig, så langt det meste kvælstof og cirka halvdelen af fosforen kommer i den tynde fraktion. Denne spredes på markerne og er velegnet til, at afgrøderne kan udnytte næringsstofferne. 

Fiberfraktionen, den tørre del af biomassen, kan så sendes til pyrolyse. Herved dannes biokul, som er effektiv til at lagre kulstof. Men da biokul har et ret højt fosforindhold skal det spredes tyndt ud, så vi ikke overgøder med fosfor. Vi skal undgå yderligere ophobning af fosforlagre i jorden.

Endelig skal vi sikre os, at biokul ikke afgiver farlige stoffer til jorden og dermed truer jordens mikroliv. Dette er undersøgt af en række forskere, både i Danmark og andre lande. De danske forskere har ikke hidtil set tegn på, at nedmuldning af biokul væsentligt forringer mikrolivet i jorden. Det forudsætter at man bruger den rette teknologi, hvor tjærestoffer i røggassen ikke kommer i kontakt med biokullene – det var det man kom til at forbryde sig imod i Skive. Nogle udenlandske forskere har dog mere generelle betænkeligheder ved biokullenes betydning for mikrolivet i jorden. Det er et problem vi fortsat er nødt til at holde nøje øje med.

Men desværre er det ikke helhedstænkning, der præger billedet i dag. Nogle arbejder kun med pyrolyse set som middel til kulstoflagring, mens andre arbejder med metoder til at sikre effektiv udnyttelse af næringsstoffer. De, der fokuserer på kulstoflagring, foreslår for eksempel at man laver pyrolyse direkte på halm. Men vi får brug for halmen i biogasanlæggene, som så kan levere afgasset biomasse til pyrolyse.

Vi skal sikre, at landbruget varetager alle de nævnte hensyn. Men kan vi forlange det af et privat erhverv, vil nogle spørge. Ja, landbruget nyder godt af EU’s store landbrugsstøtte. 

Derfor har vi som samfund krav på, at der bliver taget hensyn til helheden ved indretning af landbruget. Vi skal kun støtte teknologier, som på én gang mindsker udslip, lagrer kulstof i jorden og genskaber god kvalitet i vores vandmiljø. Hvis vi følger disse principper kan pyrolyse, i samspil med biogas, blive et vigtigt virkemiddel. 

Så viderefører vi Amazonas-indianernes tusindårige tradition, men i en moderne udgave der medvirker til at løse nutidens store klima- og miljøudfordringer.

Debatindlægget blev bragt i Klimamonitor og kan læses her.

By |2022-11-02T12:53:35+01:002. november 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Hvis partierne vil være grønne, må de skabe en grøn finanssektor

Debatindlæg skrevet af Bjarke Møller, direktør i Rådet for Grøn Omstilling, Tim Whyte, Generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke, Mads Flarup Christensen, generalsekretær i Greenpeace Norden, Lars Midtiby, Direktør i Danmarks Naturfredningsforening, Frederik Roland Sandby, Sekretariatsleder i foreningen Klimabevægelsen i Danmark og Ask Palnum, aktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse.

Du har muligvis penge i udviklingen af et nyt enormt oliefelt i Arktis, det såkaldte Wisting felt. Det vil blive Norges største og verdens nordligste oliefelt. Afbrændingen af olien i feltet vil være en ren klimakatastrofe, og bare dette ene norske felt vil udlede mere CO2, end vi gør i hele Danmark på fire år. Dertil risikerer det at forurene et enormt sårbart naturområde. Og du har måske penge i det gennem din bank eller pensionskasse – om du ved det eller ej.

Danske Bank, Jyske Bank og en række pensionskasser har milliarder i selskaberne Equinor og AkerBP, som ejer feltet. På den måde er der mange af os, som har penge i Wisting feltet. Ligesom vi har penge i en lang række andre selskaber, som laver nye fossile projekter rundt omkring i verden.

Pensionskasserne og bankerne fortsætter med at lægge milliarder i disse selskaber, der laver nye fossile projekter på trods af, at vi ved, vi ikke skal have ny udvinding – vi skal rent faktisk reducere den eksisterende produktion markant, hvis vi skal have en chance for at nå 1,5-graders målet – og vi kan klare os uden.

Men den danske finanssektor lytter ikke. Bare Danske Bank har lagt 68 milliarder i fossile selskaber siden Parisaftalen i 2015, og danske pensionskasser har pt. 46 milliarder i fossile brændstoffer. Og der er ingen regulering på området. Bankerne og pensionskasserne kan faktisk gøre, som de vil med vores penge, selvom vi står midt i en alvorlig klimakrise.

Vi gør hver især vores for en bedre klode og et bedre klima. Vi affaldssorterer og skifter til grønnere opvarmningsformer. Men de store udledere undergraver alt det, vi går og gør i hverdagen for at hjælpe klimaet. De har fripas til at bruge dine og vores penge på at forværre klimakatastrofen. Det er ikke fair. Og så er det økonomisk uansvarligt.

Nationalbanken konkluderede sidste år, at størstedelen af alle kul- olie og gasreserver skal forblive i jorden, hvis vi skal leve op til Parisaftalen. Og det vil resultere i et økonomisk tab på flere 1000 mia. kr., når vi eksempelvis begynder at lave olieplatforme, som ikke når at tjene sig ind, før de skal lukke. Den økonomiske risiko tager finanssektoren slet ikke tager højde for, og derfor opfordrer FN’s klimapanel politikerne til at gribe ind. Ikke kun for klimaets, men også for finanssektorens egen skyld.

Den Europæiske Centralbank anbefaler obligatoriske klimaplaner, og den britiske regering kræver omstillingsplaner for alle de finansielle institutioner. Men de store danske partier har ingen planer om at håndtere problemet. Hvis partierne reelt vil være grønne, må de adressere det her og nu.

Vi foreslår to tiltag, der kan gøres i morgen. For det første bør vi lave et stop for nye lån til fossile selskaber, som laver ny kul-, olie- og gasudvinding. Klimavidenskaben er tydelig: Det skal være slut med ny udvinding. Og da det netop handler om ny udvinding, som vil være flere år om at blive klar til produktion, så har det ikke konsekvenser for energikrisen. For det andet bør folketinget gøre det obligatorisk for banker og pensionskasser at lave klimaplaner, der er i overensstemmelse med klimavidenskaben. Det skal være slut med greenwashing og vage udmeldinger.

Danske politikere har nu en særlig chance for at vise klimahandling, der er lige så vigtig, som det er enkelt. Vi vil ikke miste danske arbejdspladser, og det vil ikke koste noget på finansloven. Men det vil flytte milliarder ud af kul, olie og gas og give genlyd internationalt.

Det bør være et særligt vigtigt tiltag for et nyt politisk flertal, men skal naturligvis også følges af et bredere klimaarbejde for at nå over 54 procent reduktion i 2025, hvor to yderligere tiltag er centralt: Omstilling af transportsektoren med et midlertidigt stop for de mest klimaskadelige motorvejsbyggerier og fuld udfasning af nye fossile biler frem mod 2025 samt 35 procents reduktion af landbrugets udledninger i 2025.

Det er nu, de danske politikere bør vise grønt handlemod.

By |2023-11-23T12:58:14+01:0031. oktober 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Der er behov for et markant gearskifte, hvis transportsektoren skal være grøn

Fælles debatindlæg af Jeppe Juul, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling, Lars Midtiby, direktør i Danmarks Naturfredningsforening, Frederik Roland Sandby, sekretariatsleder i foreningen Klimabevægelsen i Danmark, Eigil Johannisson, Sustainable Finance Advisor, Mellemfolkeligt Samvirke og Iben Lind, aktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse.

De senere år er der kommet et større fokus på og et stigende salg af elbiler. Men hvis vi ikke gør yderligere for at fremme grøn transport, ser vi ind i en fremtid, hvor transportsektorens andel af Danmarks samlede klimabelastning vil stige. Væksten i bilparken betyder, at der i 2030 vil køre omtrent lige så mange fossilbiler på vejene i Danmark som i dag. Det er helt enkelt utilstrækkeligt. Danmark har i dag alle muligheder for at sætte transporten på et grønnere spor. Alligevel bliver vi ved med at sætte nye fossilbiler på vejene og bygge endnu flere klimaskadelige motorveje.

Stop nye klimabelastende motorveje og sæt grønne hænder fri
Den seneste ”grønne” infrastrukturaftale blev vedtaget otte måneder før Ruslands invasion af Ukraine og indeholder ikke mindre end 32 motorvejsbyggerier. I april, to måneder efter invasionen, udtalte Nicolai Wammen, at ”opgaven med at blive uafhængig af russisk gas er den absolut vigtigste anlægsopgave, vi står med lige nu,” og åbnede dermed en dør på klem for at genoverveje infrastrukturaftalen. Siden er der desværre ikke sket yderligere, og allerede i år og næste år er det planen at igangsætte 10 nye motorvejsbyggerier.
Imens skriger fjernvarmeselskaberne på arbejdskraft og mange kommuner kæmper med at nå målet om at færdiggøre udrulningen af fjernvarme i 2028.

Nye motorveje underbygger ikke alene en fossil transportsektor og belaster klima, natur og biodiversitet, når de anlægges – de beslaglægger samtidig hænder og ressourcer, som risikerer at forsinke omstillingen og vejen væk fra energiuafhængighed. I 2022 bør entreprenørmaskiner ikke asfaltere vejen mod klimakatastrofe, men grave render og lægge fjernvarmerør til de hundredtusindvis af ejendomme, som i dag opvarmes af fossil gas.

Manglen på grønne hænder kan blive en hindring for Danmarks klimamål, da den grønne omstilling forventes at kræve job ud over, hvad arbejdsmarkedet kan levere. Udbygning af sol og vind, fjernvarme, elnet mv. vil frem mod 2030 kræve op til 50.000 nye jobs om året. Derfor er det nødvendigt, at de mest klimabelastende motorvejsbyggerier sættes på pause i hvert fald indtil 2025, ligesom det er nødvendigt ikke at vedtage nye større motorveje i den kommende valgperiode. Vi foreslår, at grænsen sættes ved 50.000 tons CO2e i anlægsfasen. Enkelte mindre motorvejsprojekter kan være nødvendige, blandt andet for at lede trafik uden om bykerner og forbinde eksisterende veje.

Samtidig giver en udskydelse af de planlagte motorvejsbyggerier mulighed for at genoverveje, om projekterne er forenelige med Danmarks klimamål. I flere andre europæiske lande har man i lyset af klimakrisen allerede valgt at stoppe ellers planlagte motorvejsprojekter. Vælger vi efter 2025 at sløjfe de mest klimabelastende motorvejsprojekter fra infrastrukturaftalen samt Kattegatforbindelsen sparer vi samlet set omkring 5,3 mio. tons CO2e, svarende til knap et års udledninger fra alle Danmarks personbiler i 2030.

Nysalget af fossil- og hybridbiler bør udfases frem mod 2025
Skal transportsektoren sættes i et grønne gear, så vi kan nedbringe udledningerne og sætte kursen mod uafhængighed af fossil energi, skal vi hurtigst muligt have udfaset forbrændingsmotoren. Og det bedste sted at starte er i vejtransporten. For ikke alene udgør vejtransporten langt størstedelen af transportens forbrug af fossile brændsler. Det er også i vejtransporten, vi har de bedste muligheder for at slukke forbrændingsmotorerne. Derfor bør vi udfase nysalget af fossil- og hybridbiler frem mod 2025. I runde tal vil det give en årlig CO2-reduktion på 1,8 mio. tons i 2030. Det svarer til mere end en tredjedel af den reduktion, vi mangler for at nå 70-procent-målet i 2030, eller ca. 12 gange klimabelastningen fra indenrigsluftfarten. Nysalget af fossilbiler kan erstattes af elbiler, bedre og mere effektiv kollektiv transport, mere cykel-infrastruktur og delebilisme.

Det vil være en økonomisk gevinst både for den enkelte og for samfundet. En elmotor er langt mere effektiv end en forbrændingsmotor, og allerede i dag er elbiler billigst set over bilernes samlede levetid. Samtidig vokser markedet for delebilsordninger, som sammen med styrket kollektiv transport vil give gode muligheder for bæredygtig transport før og efter 2025. Samfundsøkonomisk reducerer vi ikke kun vores afhængighed af fossil energi men også partikelforurening, som hvert år koster milliarder samt flere tusinde for tidlige dødsfald.

Norge har sat 2025 som året, hvor salget af fossilbiler udfases, og er godt på vej til at nå det. Det er selvom Norge trods alt har en noget mere udfordrende geografi for opladning af elbiler, end vi har – fra Syd- til Nordnorge er der lige så langt, som der er fra København til Barcelona. Norge har altså vist vejen, og som selvproklameret grønt foregangsland bør Danmark følge trop. I 2025 vil Danmark vil være velforsynet med ladestandere og markedet vil fint kunne levere til det danske nysalg. Vi er ganske enkelt, i den globale sammenhæng, et meget lille marked. Men det kræver selvsagt klare politiske rammer, så bilproducenterne ved, at vi vil aftage dem.

Det er tid til at sætte grøn infrastruktur over sort, og for alvor begynde omstillingen til en bæredygtig transportsektor, så vi kan komme fra A til B uden at bidrage til klimakrisen.

Debatindlægget er også bragt i Altinget d. 28. oktober 2022

By |2023-09-07T17:30:35+01:0028. oktober 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Havet er sygt, men behandlingen udebliver

Havets vigtigste plante, ålegræsset, er skygget ihjel af alger eller kvalt af iltsvind. Muslinger og krebsdyr er gået bort. Fiskene er sendt på flugt, fordi deres spisekammer og skjulesteder er væk. 

Og det bliver kun værre af, at vores kystnære havområder år efter år bliver ramt af iltsvind i sensommer og efterår. Ifølge den seneste iltsvindsrapport fra Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet er det samlede areal berørt af iltsvind i de indre danske farvande steget signifikant siden 2010, og det samlede areal berørt af iltsvind udgjorde midt i september 2022 godt 3.500 km2 – et areal på størrelse med Fyn og Falster tilsammen. 

Det er bekymrende, fordi kraftigt iltsvind kan kvæle alt liv i det ramte område. Fisk, dyr, og planter dør, når ilten slipper op. Processen begynder med, at store mængder af næringsstoffer ledes ud i havmiljøet. Det fører til algevækst, som fremmes yderligere af solskin og høje vandtemperaturer. Når algerne dør, falder de til bunds og rådner – en proces, der forbruger ilten på havbunden. 

Det er et naturligt forløb, men det bliver unaturligt og ødelæggende på grund af alt for store udledninger af især kvælstof til vores havområder. 70% af kvælstofudledningerne kommer fra landbruget, så det er åbenlyst, at der skal sættes ind for at nedbringe det tal. Dette kræver uundgåeligt nogle ændringer i dansklandbrug, hvor det er særligt vigtigt at genoprette naturen på de dyrkede arealer langs vores vandløb og dermed bruge arealerne til at tilbageholde og omsætte kvælstoffet, inden det når åerne og havet. 

Vi er en rig kystnation med et fattigt havmiljø, og det kan vi ikke være bekendt. Vi tjener penge på kyst- og naturturismen, som genererer næsten 75.000 arbejdspladser i Danmark. Det viser data fra Visit Denmarks rapport Turismens økonomiske betydning i Danmark 2020. Men det er ikke en selvfølge, at turisterne vil blive ved at besøge kyster ramt af ildelugtende fedtemøg og iltsvind – og uden liv i vandet. Det er allerede blevet mere kedeligt at besøge vores kystnære hav som dykker eller lystfisker, fordi der simpelthen er mindre liv, færre fisk. 

Hver eneste episode med iltsvind er som at give havmiljøet en mavepuster, og vi ved reelt ikke, hvornår økosystemerne kollapser, hvis vi fortsætter med at belaste havmiljøet med store mængder af næringsstoffer. I Danmark udleder vi årligt omkring 58.000 tons kvælstof til havmiljøet. Ifølge beregninger fra Aarhus Universitet, DHI og DTU skal kvælstofudledningerne ned på under 40.000 tons, for at havmiljøet kan få det godt igen. 

Vi savner at høre fra politikerne, der lige nu er på valg, hvad de vil gøre for at redde vores skønne hav. 

Politikerne kender disse tal, men de mangler modet til at handle. I forbindelse med aftalen om grønomstilling af landbruget fra 2021 udskød Regeringen og aftalepartierne beslutningen om kvælstofindsatserne til et genbesøg i 2023/2024. Man bad om en såkaldt second opinion fra et ekspertudvalg, der skulle kigge de eksisterende kvælstofberegninger efter i sømmene. 

Men hvorfor bruge tid og kræfter på at regne efter, når vi med sikkerhed ved, at havmiljøet vil få det bedre, hvis vi gør alvor af kvælstofindsatserne her og nu? Vi savner at høre fra politikerne, der lige nu er på valg, hvad de vil gøre for at redde vores skønne hav. 

Tænk, hvis vi kunne vende den negative udvikling. Hvis vi kunne give et havmiljø, der faktisk myldrer af liv, videre til vores børn og børnebørn. Virkeligheden kan indhente Disney-fantasien, men det kræver, at vores politikere tør skride til handling.

Niklas Sjøbeck Jørgensen, rådgiver i Rådet for Grøn Omstilling. Maria Reumert Gjerding, præsident for Danmarks Naturfredningsforening. Mads Flarup Christensen, generalsekretær i Greenpeace. Torben Kaas, formand i Danmarks Sportsfiskerforbund.

Dette debatindlæg har været bragt i Avisen Danmark.

By |2022-10-28T09:24:40+01:0028. oktober 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Forbuddet mod gratis plastikposer virkede. Nu venter vi bare på politikernes øvrige tiltag

Når vi køber ind, er der flere i dag, som husker at tage egen pose med under armen, end der var for få år siden. Vores forbrug af plastikbæreposer er faldet markant de seneste år, og ifølge Coop har afgiftsændringerne sat ekstra turbo på faldet. Flere og flere dropper altså engangsbæreposen og tager i stedet selv en pose med, som de bruger igen og igen.

Men vi tager stadig gladeligt imod den ene engangskaffekop, pizzabakke og sushibox efter den anden, som ryger direkte i skraldespanden efter kun at have været brugt en enkelt gang. Cirka 40 procent af al plast anvendes til emballage, og 95 procent af emballagernes værdi går tabt efter første brug.

Faktisk er næsten 50 procent af alt menneskeskabt affald i verdenshavene plastemballage fra takeawaymad og -drikke, og det er også blandt de mest efterladte plasttyper i den danske natur. Hvis plastik var et land, ville det være den femtestørste udleder af CO₂ i verden.

Derfor skal vi have gjort op med vores enorme forbrug af engangsplastik og i stedet gå over til genpåfyldelige løsninger.

Brug for konkrete mål

Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier har for nylig indgået en aftale, der betyder, at producenterne overtager ansvaret for emballagen, når den er blevet til affald. Det skal få producenterne til at designe emballage, som bedre kan genbruges eller genanvendes.

Miljøminister Lea Wermelin (S) kalder aftalen for»en af de helt store milepæle i den grønne omstilling«. Men sandheden er, at vi er et af de sidste lande i EU, der indfører udvidet producentansvar, og at al erfaring fra andre lande viser, at vi ikke nedbringer vores emballagemængder, medmindre vi sætter konkrete reduktions- og genbrugsmål, som kan fungere som drivkraft for omstillingen væk fra engangsbrug og over til genbrug.

Derfor harflere andre lande, som vi normalt sammenligner os med, vedtaget nationale reduktions- og genbrugsmål. Målene skal fremme skiftet væk fra engangsemballager og over til genbrugelige alternativer. Men i Danmark vil vi hellere vente på, at ambitionerne kommer fra EU, og det er ærgerligt.

Det er trods alt glædeligt, at aftalen indeholder et tilsagn om, at der skal vedtages nationale reduktions- og genbrugsmål, hvis de ikke kommer fra EU, inden det udvidede producentansvar skal træde i kraft i 2025. Men hvorfor stille industrien over for to omstillingsprocesser, når vi kunne gøre det rigtigt fra start?

Engangsemballage skal koste

Mens vi venter på ambitionerne fra EU, kan vi i det mindste hjælpe udviklingen på vej ved at vedtage understøttende lovgivning, sådan som vi også ser flere andre lande gøre.

Skal vi kassere brug og smid væk-kulturen på emballageområdet, så kan vi starte med at gøre omkostningerne ved engangsemballagen synlig ved ikke bare at udlevere den gratis – samme koncept som med bæreposerne.

Det er simpelthen alt for billigt at producere engangsemballage i dag, hvilket ses tydeligt både i varer, som er overindpakkede, og varer, som sælges i engangsemballage, hvor de sagtens kunne sælges uden emballage eller i en genbrugelig emballage.

Går du for eksempel ind i en af de store bagerkæder rundt om i landet, kan du sjældent vælge at få din kaffe i et porcelænskrus og din bolle på en porcelænstallerken, selv om du spiser og drikker inde i deres café. Det samme gør sig gældende på mange store fastfoodkæder. Engangsemballagen er simpelthen mere rentabelt for virksomhederne, og det skal der laves om på.

Vi kunne for eksempel indføre et forbud mod al brug af engangsemballage, når man spiser og drikker på stedet. Det har man allerede gjort i lande som Frankrig og Holland.

Derudover kunne vi gøre som Tyskland og indføre krav om, at alle cafeer og restauranter skal tilbyde et genpåfyldeligt alternativ, når folk køber takeaway, og at det ikke må være dyrere end engangsemballagen.

Flere perler på den grønne snor

Sidste år havde den socialdemokratiske miljøordfører Mette Gjerskov et indlæg i Information under overskriften »Afgifter på bæreposer er kun starten på regeringens kamp mod plastikforurening«. Her skrev hun blandt andet, at regeringen »fortsætter med at rulle vores tiltag ud som perler på en snor«.

Det er på tide, at der kommer flere perler på den snor, og vi foreslår, at de næste tre perler bliver: 1) forbud mod gratis udlevering af engangsservice, 2) krav om, at restauranter og cafeer skal tilbyde et genpåfyldeligt alternativ, og 3) forbud mod brug af engangsservice, når gæsterne spiser på stedet.

De nævnte indsatser vil reducere vores emballageaffald markant. Så hvad venter vi på?

Debatindlægget er også bragt i Information d. 25. oktober 2022.

By |2022-10-28T09:37:52+01:0026. oktober 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

I forsøget på at gøre os fri af Putins gas risikerer vi at gøre os afhængige af Kina i stedet

Statsminister Mette Frederiksens betonede i sit valgoplæg ved Folketingets åbning, at vi skal gentænke globaliseringen, ”så den kommer flere mennesker, vores suverænitet og ikke mindst klimaet til gavn.” Det er ifølge statsministeren et spørgsmål om danskernes tryghed.

Statsministerens udmelding skal ses som en klar konsekvens af den energikrise, vi i dag står midt i. Den har vist os bagsiden af globaliseringens medalje og hvilke risici, der ligger for Danmark – og resten af EU – ved den forsyningsafhængighed, vi i dag har af Rusland. Lige nu er fokus på, at vi hurtigst muligt skal fri af Putins gas, og svaret er umiddelbart en kraftig oprustning med vedvarende energi i Danmark og i resten af EU. Det er de nødvendige og rigtige modsvar – både i forhold til vores fremtidige energiforsyningssikkerhed og i forhold til at kunne mindske konsekvenserne af klimakrisen.

Men i det svar lurer også risikoen for endnu en alvorlig forsyningskrise – nemlig en mangel på de ressourcer og materialer, som er essentielle for at kunne bygge alle de solceller og vindmøller, som oprustningen kalder på.

Kina sidder på råstofferne
Indfrielsen af ambitionerne for udbygningen af den vedvarende energi vil nemlig øge efterspørgslen på materialer eksplosivt. Og det gælder ikke bare materialer såsom stål og cement, men også på en lang række sjældne jordarter og metaller. En beregning fra en rapport, som EU-Kommissionen udgav i 2020, viser, at en udbygning af den vedvarende energi i EU, der svarer til 55 procents CO₂-reduktionsmålet i 2030 og netto-nul i 2050 vil medføre, at EU’s efterspørgsel på materialer til land- og havvind sammenlignet med efterspørgslen i 2018 vil stige 4-5 gange i 2030 og som minimum blive tidoblet frem mod 2050.

En stor del af de materialer, som skal bruges til selve konstruktionen af både solcelle- og land/havvindmølleparker kan findes inden for EU’s grænser, men billedet ser helt anderledes ud, når det kommer til hovedparten af de sjældne metaller og jordarter.

Her sidder Kina på næsten 90 procent af de sjældne jordarter og i omegnen af 60 procent af verdens litium. Kigger man alene på produktionen af solcellepaneler, så viser en analyse fra Det Internationale Energiagentur (IEA), at Kinas materialeandel i forhold til alle vigtigste produktionsstadier af solcellepaneler i dag overstiger 80 procent.

Der tegner sig altså et klart billede af, at vi atter engang er direkte på vej ind i virkelighed, hvor vores forsyningssikkerhed igen vil afhænge af én stormagt – og det synes lidet attraktivt, hvis man tager den nuværende gaskrise og vores forsyningsafhængighed af Rusland i betragtning.

Start europæisk produktion
Det gør selvfølgelig ikke, at vi skal kaste håndklædet i ringen, droppe planerne og sætte tempoet for den grønne omstilling ned, men det er en trussel, vi skal tage alvorligt og agere på allerede i dag.

Det er således også en trussel, som EU i den grad har fået øjnene op for. Ursula von der Leyen har blandt andet sagt, at ”litium og sjældne jordarter snart vil blive vigtigere end olie og gas”, og i sin State of the Union-tale fra september annoncerede hun en ny retsakt om kritiske råstoffer – den såkaldte European Critical Raw Materials Act. 

Det var en klar udmelding om, at EU vil have gang i en europæisk produktion af netop de attraktive kritiske råmaterialer. Man vil igangsætte strategiske projekter gennem hele værdikæden, arbejde for at opbygge strategiske reserver og bane vejen for bedre genanvendelse.

Men det bør også være en vigtig og tydelig dagsorden herhjemme, hvor Mette Frederiksens forslag om en gentænkning af globaliseringen bør være startskuddet til en politisk debat – og efter valget til politiske tiltag – der rækker ud over Putins gas, men også kigger på, hvordan vi opnår ressource- og forsyningssikkerhed i bredere forstand. Det handler om tiltag, der kan være med til at kickstarte en opbygning af danske kompetencer og produktionskapacitet i forhold til sjældne råmaterialer, om innovation og udvikling i forhold til materialeforbrug i vindmøller og solceller, og om udvikling af cirkulære forretningsmodeller.

Det er en forudsætning for, at vi løser energiforsyningskrisen og klimakrisen – og dermed også for at sikre danskernes tryghed.

Debatindlægget er også bragt i Information d. 26. oktober 2022.

By |2022-10-26T08:16:12+01:0026. oktober 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Elektriske lastbiler kan nedbringe transportens klimabelastning hurtigt

Der er de seneste par år, til vognmænds store ærgrelse, ikke blevet lagt en klar plan for den grønne omstilling af den tunge transport.

Alle alternative drivmidler er blevet kastet op i luften, og dermed er der skabt stor usikkerhed om, hvor vi ender – men nu taler tallene for sig selv.

Om ganske få år bliver det billigere at købe en el-lastbil end en tilsvarende diesellastbil og dermed kan der komme klarsyn på omstillingen.

Indtil da skal omstillingen skubbes på vej med en betydelig støtteordning til el-lastbiler, så vognmænd ikke ender med midlertidige fejlinvesteringer.

Lad os starte med at gennemgå udfordringer og potentialer i de forskellige drivmidler.

Biobrændstoffer kan ikke lave meningsfuld omstilling

På grund af EU-krav har vi haft tvungen iblanding af biobrændstoffer i vejtransporten i mange år.

I takt med at det har stået mere og mere klart, at biobrændstoffer baseret på foder og fødevarer er en rigtig ringe idé, bruger de vognmænd, der vil gøre noget ekstra, 2G biobrændstoffer baseret på affaldsprodukter.

Den store fordel er, at det ikke kræver noget teknologiskift. Ulempen er, at de stadig brændes af i en ineffektiv forbrændingsmotor og så er mængderne af brugbare affaldsprodukter begrænset, bliver importeret fra hele verden, er dyre og mange af dem har alligevel konkurrerende anvendelser.

2G biobrændstoffer kan bruges som et supplement og vil blive det mange år endnu på grund af EU-krav, men vi kan ikke meningsfuldt lave en grøn omstilling med dem.

Biogassen er markant bedre brugt andre steder og er samlet set en dårlig løsning for lastbilerne

Daria Rivin og Jeppe Juul, rådgivere, Klima og Transport, Rådet for Grøn Omstilling

Biogas er bedre brugt andre steder

I Danmark har vi igennem mange år, med massiv støtte, fået en seriøs produktion af biogas op og stå. Som alle ved står vi lige nu i en akut krise, hvor det er helt afgørende at vi begrænser anvendelsen af gas alle steder, hvor vi kan.

Vi har særligt brug for at bruge biogassen til at fjerne den fossile gas i gasnettet, hvor den i mange år fremover blandt andet skal forsyne store industrivirksomheder, der vanskeligt kan elektrificeres og fungere som backup for både el- og varmeproduktion.

Mange danske vognmænd har i de senere år investeret i gaslastbiler, fordi det reelt har været den eneste måde at lave grøn omstilling af lastbiler på i mange år, og fordi der ofte har fulgt støtte med – og ikke mindst på grund af fritagelse for vejafgiften i Tyskland.

Begge dele bliver nu stoppet. Nogle vognmænd har kørt på biogas, men mange har bare kørt på fossil gas en stor del af tiden og særligt i udlandet, hvor det ikke er muligt at tanke biogas.

Biogas er en dyr løsning, der vil kræve konstant støtte mange år fremover, samtidig med at den stadig brændes af i en ineffektiv forbrændingsmotor. Biogassen er markant bedre brugt andre steder og er samlet set en dårlig løsning for lastbilerne.

Grøn strøm kan skaleres bæredygtigt

Den energi, der kan skaleres bæredygtigt, er den grønne strøm. Særligt i Danmark har vi ganske gode muligheder for hurtigt at udbygge sol- og vindenergi betydeligt.

Men hastigheden på udbygningen af den grønne strøm sætter tempoet på en stor del af den grønne omstilling, og derfor er det langt fra ligegyldigt, hvordan vi anvender den.

Sløser vi med den grønne strøm og vælger løsninger der ikke er energieffektive alle steder hvor vi kan, bremser vi reelt den grønne omstilling.

eFuels

Der er områder, hvor vi også fremadrettet har brug for flydende brændstoffer med et højt energiindhold. Dette gælder for eksempel fly og skibe. Dem kan vi heldigvis lave grønt via grøn strøm – såkaldte eFuels.

Men de kræver ganske betydelige mængder strøm og har et ret stort energitab i forbindelse med produktionen. Derfor bliver de også meget dyre.

Man kan godt lave eDiesel og hælde på en helt almindelig diesellastbil. Men med energitabet i produktionen – og ikke mindst i forbindelse med afbrændingen i en ineffektiv forbrændingsmotor – vil det betyde et enormt energispild og en brændstofpris, der i bedste fald er dobbelt så dyr som fossil diesel.

Det kan gøres. Men er en ineffektiv meningsløs anvendelse af grøn strøm og en meget dyr løsning for både vognmand og samfund.

Der er ved at være bred enighed om, at det kun er nul-emissionsteknologierne, der kan bringe os i mål

Daria Rivin og Jeppe Juul, rådgivere, Klima og Transport, Rådet for Grøn Omstilling

Nul-emissions lastbiler

Nul-emissions lastbiler har det til fælles, at de ikke har en forbrændingsmotor eller et udstødningsrør, men i stedet bruger en effektiv elmotor.

Brint-elektriske lastbiler

En brintelektrisk lastbil er en el-lastbil, der får tilført strøm til batteri og elmotor via en brændselscelle, der omdanner brint til strøm. Da batterierne kan være af forskellig størrelse, kan brinten både være den primære energi eller blot en supplerende range-extender på el-lastbilen.

Brinten er mere energieffektiv end andre eFuels, men fordi brinten stadig kræver to til tre gange så meget grøn strøm, som strøm fra et batteri, bliver selve drivmidlet betydeligt dyrere, samtidig med at en brændselscelle i sig selv er ret dyr. Til gengæld er brinten relativt hurtig at tanke og har en lang rækkevidde.

Batteri-elektriske lastbiler (el-lastbiler)

En batterielektrisk lastbil er ligesom en elbil. Det er den mest energieffektive lastbil, der kombinerer den nye hurtigladning (MCS) med køre-hviletids-bestemmelserne, så lastbilen kan lades op, når chaufføren skal holde pause i tre kvarter efter cirka hver 350 kilometer.

Med to tons ekstra på den tilladte totalvægt ved international kørsel i EU, fjernelse af den fossile drivlinje og mere energitætte batterier kan el-lastbiler have en rækkevidde på 800-1000 kilometer uden tab af lasteevne.

Men hvis lade-infrastrukturen er på plads – hvilket EU er i gang med at sikre – er det ikke nødvendigvis nødvendigt med så stor en batteripakke.

Lige nu er lastbilerne ret dyre at købe, hvorfor de fleste lande giver betydeligt i støtte de næste par år.

Brint giver ikke mening til lastbiler

Der er ved at være bred enighed om, at det kun er nul-emissionsteknologierne, der kan bringe os i mål med den grønne omstilling af lastbiler. Og flere analyser har i år kastet lyset på økonomien i at bruge henholdsvis el direkte eller via brint.

Finansieret af EU har International Transport Forum (ITF) ved OECD udgivet en grundig analyse af de forskellige teknologiers omkostninger uden politiske initiativer.

Den viser, at de fleste lastbiler, der er direkte elektrificeret, altså el-lastbiler, relativt hurtigt bliver billigere end diesel inden 2035, mens brint-elektriske lastbiler kun kan konkurrere i forhold til meget begrænsede områder (under to procent af flåden) omkring 2045.

Da EU centralt, suppleret af en række medlemslande, allerede er i gang med at implementere en række politikker, der betyder at totalomkostningerne (TCO) hurtigt bliver i el-lastbilens favør, forventer ICCT, at TCO’en bliver positiv i de fleste produktgrupper i løbet af de næste fem år.

Selvfølgelig særligt i de lande, der investerer i omstillingen. Senest har den hollandske researchorganisation TNO beregnet det tekniske og økonomiske potentiale, der viser, at størstedelen af nysalget kan være batterielektrisk inden 2030, mens nysalg af brint-elektriske lastbiler kun giver mening i 0,02 procent af nysalget i 2040.

Ret samstemmende analyser, der giver et klart perspektiv for omstillingen.

Vi får brug for masser af brint til industrien og som råvare til brændstoffer til fly og skibe. Men som egentligt drivmiddel til lastbiler giver det ikke mening i forhold til økonomi og energiforbrug.

El-lastbiler skaber klimahandling

Vi står midt i en bragende energikrise. Derfor er det vigtigt at tænke energieffektivitet ind i nuværende og fremtidige investeringer.

Samtidig har vi brug for hurtig klimahandling. Med el-lastbiler går dette hånd i hånd. Og det går hurtigt. Mange af de ting, vi ikke troede, var mulige sidste år, er allerede mulige i år.

Vi kan lave en hurtig omstilling af den tunge vejtransport i Danmark. Det kræver, at vi holder fast i aftalen om vejbeskatning af lastbiler, der giver el-lastbiler 75 procent rabat. Det kræver, at vi blandt andet via EU hurtigt får sikret et lynladenetværk til el-lastbiler. Og det kræver, at vi ligesom vores nabolande investerer betydeligt i klimahandling og teknologiskiftet i transportbranchen i de næste år.

Gør vi det, kan vi høste frugterne i form af at bevare branchens konkurrenceevne i forhold til udlandet, halvere energiforbruget i lastbiler og hurtigt nedbringe klimabelastningen.

Artiklen er bragt i Altinget og kan findes her.

By |2024-01-23T16:33:58+01:0025. oktober 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Grønne organisationer før valget: Et nyt Folketing må omstille landbruget til langt færre kvæg og svin

Fælles debatindlæg af Bjarke Møller, direktør i Rådet for Grøn Omstilling,
Mads Flarup Christensen, Generalsekretær i Greenpeace Norden, Maria Reumert Gjerding, Præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Tim Whyte, Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, Rune-Christoffer Dragsdahl, Generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening, Frederik Roland Sandby, Sekretariatsleder i foreningen Klimabevægelsen i Danmark og Ingrid Hejslet Larsen, aktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse.

Dansk landbrug udgør i dag den største udfordring for at nå vores klimamål. Men samtidig den største mulighed. Landbrugets udledninger er ikke faldet de seneste 10 år, og med de nuværende politiske aftaler vil landbruget i 2030 stå for omkring 50 procent af Danmarks udledninger. Hvis det faktum ikke bliver håndteret frem mod 2025, bliver vores klimamål umulige at nå. Derfor er det bydende nødvendigt, at det politiske flertal, vi får efter valget, drastisk og målrettet omstiller dansk landbrug indenfor næste valgperiode. 

Når man som vælger hører vores folkevalgte tale om fremtiden for dansk landbrug, efterlades man dog alt for ofte med det indtryk, at der ikke for alvor er noget alternativ til den produktion, vi har i dag. At vi bliver nødt til at finde de massive reduktioner, vi har forpligtet os på, ved at ændre og optimere på vores nuværende produktion. Det kan vi ikke lade stå uimodsagt. For det industrielle kødlandbrug, der dominerer Danmark i dag, er i sin kerne i dyb konflikt med det klimaneutrale samfund og den fremtidige fødevareproduktion, som vi ifølge videnskaben omgående må omstille os hen imod.

Landbrugsreduktioner kan bringe os over 2025-målets spærregrænse
Danmark er før gået forrest på områder som vindenergi og økologi, og vi har nu mulighed for også at tage den internationale grønne førertrøje på inden for plantebaseret landbrug og udvikling af fremtidens fødevarer. Vi skal producere færre dyr og dyrke flere grønne fødevarer til mennesker. Vi skal brødføde flere mennesker på mindre plads. Vi skal kort sagt have et landbrug for fremtiden. Samtidig kan vi skabe et Danmark med flere skove, vådområder, enge og overdrev. Færre næringsstoffer og pesticidrester i vores havmiljø, vandløb og grundvand. Flere fisk i vores farvande, flere fuglefløjt og insektsummen i vores natur og mange flere forskellige vilde planter. Vi har muligheden for at give et langt rigere land videre til næste generation.

Hvis ikke politikerne tager fat om landbruget nu, forventes landbrugets udledninger at stige de næste år. Derfor opfordrer vi helt konkret et nyt folketing til at forpligte sig på at reducére landbrugets udledninger med mindst 35 procent frem mod 2025 – set i forhold til niveauet i 1990. Det vil nedbringe Danmarks udledninger af drivhusgas med 2,4 millioner tons – og sikre, at vi når over 2025-målets spærregrænse på 50 procents reduktion.

Færre dyr og mere skov og natur
Danmarks produktion af især køer og svin er i dag ansvarlig for knap 90 procent af landbrugets udledninger og lægger beslag på 50 procent af Danmarks samlede areal, fordi der skal dyrkes store mængder foder til de mange dyr. Derudover sætter kød- og mælkelandbruget et stort globalt fodaftryk, fordi Danmark importerer sojafoder, der medfører skovrydning og ødelæggelse af natur udenfor Danmarks grænser.

Reduktionerne i landbruget skal derfor først og fremmest findes gennem en massiv omlægning, der både flytter produktionen fra køer og svin til plantebaseret mad, og som giver masser af fodermarker tilbage til skov og natur. Et særligt oplagt instrument til at få skub i den omlægning er en fuld indfasning af en klimaafgift for landbruget. Det vil give landmændene et økonomisk incitament til at omstille de mest klimatunge dele af deres produktion.

Og inden nogen hiver argumentet op om, at hvis Danmark får færre svin og køer, får andre lande bare tilsvarende flere, så lad os lige slå fast: Det Miljøøkonomiske Råd vurderer, at der vil være en reel positiv effekt for klimaet. Kun cirka en tredjedel af de danske reduktioner vil blive overtaget af andre lande. Og det tal kan hurtigt blive endnu mindre i takt med, at de klimapolitiske krav strammes overalt i verden.

De politikere, der vil styre vores land de næste år, må forpligte sig til at tage tyren ved hornene. Vi skal skabe et landbrug for fremtiden nu.

By |2022-10-24T08:17:53+01:0024. oktober 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Ny klimakoalition: Tre drastiske tiltag et nyt politisk flertal skal nå inden 2025

Fælles debatindlæg af Bjarke Møller, Direktør i Rådet for Grøn Omstilling, Maria Reumert Gjerding, Præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Mads Flarup Christensen, Generalsekretær i Greenpeace Norden, Tim Whyte, Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, Frederik Roland Sandby, Sekretariatsleder i Klimabevægelsen og Kolja Dahlin, Aktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse.

Efter endnu en tør og historisk hed sommer, hvor nyhedsstrømmen har været fuld af brændende skove, udtørrede floder og oversvømmede byer, og hvor vi har mærket klimaforandringerne på egen krop i Danmark, skal vi snart til valg.

Et valg, der er startskuddet til den vigtigste folketingsperiode i klimapolitikkens historie. Vi har fået en klimalov med mål for reduktioner i 2030 og for klimaneutralitet i 2050. Og vi har hørt flere partier, som vil fremrykke og hæve målsætningerne – det er godt, det er vigtigt, og stor ros for det. Men i den kommende valgkamp og valgperiode kan vi ikke gemme os bag langsigtede mål.

Vi skal gøre noget nu. Og hvis vi ønsker at begrænse skaderne af vores overforbrug af jordens ressourcer, så skal det, vi gør, være drastisk og virke stort set med det samme. Hvert ton tæller, som FN’s klimapanel formulerer det med reference til mængden af drivhusgasser i atmosfæren. Vi skal knække kurven for vores udledninger. Deadline er 2025. 

Derfor kalder vi grønne NGO’er på et klimahandlingsvalg og på lederskab fra det kommende folketing, der må træffe nødvendige, omfattende og strukturelle beslutninger på klimaets vegne.

Der skal reduceres i landbruget, transporten og finanssektoren her og nu
Selvom situationen er alvorlig og panikken breder sig globalt, er Danmark fortsat langt fra at opfylde sit 2025-klimamål om at reducere de nationale udledninger af drivhusgas med 50-54 procent. Ifølge den grønne tænketank Concito er vi i skrivende stund 1,3 millioner ton fra at nå målets spærregrænse på 50 procent.

Især tre sektorer kalder på hastig og drastisk klimahandling. Uden ny politik vil landbruget og transporten i 2030 stå for godt 80 procent af vores udledninger. Og uden nye forbud og krav vil finanssektoren fortsætte med at investere vores penge i olie, kul og gas. Derfor er det nødvendigt, at landbruget leverer flere reelle reduktioner, at de største motorvejsprojekter sættes på pause,  at nysalget af biler med forbrændingsmotor stoppes, og at vi dropper bankernes og pensionsselskabernes investeringer i olie, kul og gas. Alt sammen senest i 2025.  

Landbrug er den største udfordring og vores største mulighed
Landbruget er i dag den største udfordring for at nå vores klimamål, men også den største mulighed. Landbrugets udledninger er ikke faldet de seneste 10 år, og med de nuværende politiske aftaler vil landbruget i 2030 stå for godt 45 procent af Danmarks udledninger. Hvis landbrugets udledninger ikke bliver håndteret frem mod 2025, bliver vores klimamål tæt på umuligt at nå – både på kort og lang sigt.

Derfor skal vi producere færre dyr og dyrke flere planter. Vi skal brødføde flere mennesker på mindre plads. Vi skal kort sagt have et landbrug for fremtiden. Samtidig kan vi skabe et Danmark med flere skove, enge og overdrev. Færre næringsstoffer og pesticidrester i vores havmiljø, vandløb og grundvand. Bedre plads til solceller og vindmøller. Flere fisk i vores farvande, flere fuglefløjt og insektsummen i vores natur og mange flere forskellige vilde planter. Vi har altså muligheden for at give et langt rigere land videre til næste generation.

Hvis ikke politikerne tager fat om landbruget nu, forventes landbrugets udledninger at stige de næste år. Derfor opfordrer vi helt konkret et nyt folketing til at forpligte sig på at reducére landbrugets udledninger med mindst 35 procent frem mod 2025 – set i forhold til niveauet i 1990. Det vil nedbringe Danmarks udledninger af drivhusgas med 2,4 millioner tons, og sikre, at vi når over 2025-målets spærregrænse på 50% reduktion.

Danmarks produktion af især kvæg og svin er i dag ansvarlig for knap 90 procent af landbrugets udledninger og lægger beslag på 50 procent af Danmarks samlede areal, fordi der skal dyrkes store mængder foder til de mange dyr. Derudover sætter produktionen af kød et stort globalt fodaftryk, fordi Danmark importerer sojafoder, der medfører skovrydning og ødelæggelse af natur udenfor Danmarks grænser.

Reduktionerne i landbruget skal derfor først og fremmest findes gennem en massiv omlægning, der både flytter produktionen fra køer og svin til plantebaseret mad, og som giver masser af fodermarker tilbage til skov og natur. Et særligt oplagt instrument til at få skub i den omlægning er en fuld indfasning af en klimaafgift for landbruget. Det vil give landmændene et økonomisk incitament til at omstille de mest klimatunge dele af deres produktion.

Og inden nogen hiver argumentet op om, at hvis Danmark får færre svin og køer, får andre lande bare tilsvarende flere, så lad os lige slå fast: Det Miljøøkonomiske Råd vurderer, at der vil være en reel positiv effekt for klimaet. Kun cirka en tredjedel af de danske reduktioner vil blive overtaget af andre lande. Og det tal kan hurtigt blive endnu mindre i takt med, at de klimapolitiske krav strammes overalt i verden.

Grønt gearskifte skal droppe fossilbiler og motorveje
Ligesom med landbruget har vi alle muligheder for at sætte transporten på et grønnere spor. Vi står i en klimakrise og en sikkerhedspolitisk energikrise. De senere år er der kommet et større fokus på og et stigende salg af elbiler. Men hvis vi ikke gør yderligere for at fremme grøn transport, ser vi ind i en fremtid, hvor transportsektorens andel af Danmarks samlede klimabelastning vil stige. Væksten i bilparken betyder, at der i 2030 vil køre omtrent lige så mange fossilbiler på vejene i Danmark som i dag. Det er helt enkelt utilstrækkeligt. Danmark har i dag alle muligheder for at sætte transporten på et grønnere spor. Alligevel bliver vi ved med at sætte nye fossilbiler på vejene og bygge endnu flere klimaskadelige motorveje.

Den seneste ”grønne” infrastrukturaftale blev vedtaget otte måneder før Ruslands invasion af Ukraine og indeholder ikke mindre end 32 motorvejsbyggerier. I april, to måneder efter invasionen, udtalte Nicolai Wammen, at ”opgaven med at blive uafhængig af russisk gas er den absolut vigtigste anlægsopgave, vi står med lige nu,” og åbnede dermed en dør på klem for at genoverveje infrastrukturaftalen. Siden er der desværre ikke sket yderligere, og allerede i år og næste år er det planen at igangsætte 10 nye motorvejsbyggerier.
Imens skriger fjernvarmeselskaberne på arbejdskraft og mange kommuner kæmper med at nå målet om at færdiggøre udrulningen af fjernvarme i 2028.

Derfor foreslår vi, at de mest klimabelastende motorvejsbyggerier og vejbroer sættes på pause i hvert fald indtil 2025, og at der indføres et stop for at vedtage nye motorveje i den kommende valgperiode. Det vil i 2025 give en samlet CO2-besparelse på omkring 300.000 tons. Og det vil frigøre hænder og ressourcer til en hastig grøn omstilling.
Udbygning af sol og vind, fjernvarme og elnet vil frem mod 2030 kræve op til 50.000 nye jobs om året, hvilket er mere, end hvad arbejdsmarkedet umiddelbart kan levere. Vi må ikke forsinke omstillingen mod energiuafhængighed og klimahandling med nye klimaskadelige motorveje.

Samtidig giver en udskydelse mulighed for at genoverveje, om projekterne er forenelige med Danmarks klimamål. Flere lande blandt andre Østrig og Wales har allerede valgt at stoppe motorvejsprojekter i lyset af klimakrisen. Vælger vi efter 2025 at sløjfe de mest klimabelastende motorvejsprojekter fra infrastrukturaftalen samt Kattegatforbindelsen, sparer vi samlet set omkring 5,3 mio. tons CO2e.

Det mest afgørende er dog, hvor hurtigt vi kan udfase forbrændingsmotoren. Derfor foreslår vi, at udfase nysalget af fossil- og hybridbiler frem mod 2025. I runde tal vil det give en årlig CO2-reduktion på 1,8 mio. tons i 2030. Det svarer til mere end en tredjedel af den reduktion, vi mangler for at nå 70-procent-målet i 2030, eller ca. 12 gange klimabelastningen fra indenrigsluftfarten. Norge er godt på vej til at nå deres mål om stop for nye fossilbiler i 2025. Hvis Norge kan, kan Danmark også. Norge har trods alt en noget mere udfordrende geografi for elbiler.

Vores penge skal arbejde for klimaet – ikke sættes i kul, olie og gas
Samtidig med, at vi skal sikre reelle reduktioner frem mod 2025, skal vi sørge for, at vi ikke undergraver vores egen klimaindsats med fossile investeringer. Mange af os har penge i nye olieboringer fra Arktis til Afrika. Om vi vil det eller ej. Danske pensionskasser og banker investerer vores penge i at forværre klimakrisen. Mens et bredt flertal i Folketinget har sagt nej til nye olielicenser i Nordsøen, og klimavidenskaben tydeligt siger, at nye olie og gasboringer er no-go, hvis vi skal begrænse de globale temperaturstigninger til 1,5 grader, fortsætter pensionskasser og banker ufortrødent. De placerer milliarder i selskaber som Shell og ExxonMobil, der leder efter endnu mere olie og gas og åbner nye felter, som vil være i produktion i mange årtier. 

Vi skal udfase brugen af kul, olie og gas hurtigst muligt, men at aflyse alle nye fossile projekter bør være et ydmygt første skridt. At etablere nye olieplatforme tager mange år og kan derfor heller ikke bidrage til at løse den akutte energikrise, vi står i. Men det binder os til en fremtid med klimaødelæggende fossil energi. Derfor er det også særligt problematisk, at pensionskasser i dag har 22 mia. kr. i selskaber, der laver nye fossile projekter. Og at danske banker siden Parisaftalen blev vedtaget i 2015 har lagt 23 mia. i selskaber, som ekspanderer deres fossile foretning.

De seks største banker i Danmark har en økonomi, der er cirka tre gange så stor som Danmarks bruttonationalprodukt, og de danske pensionsselskaber forvalter sammenlagt 4000 mia. kr. Disse enorme pengetanke bør arbejde for klimaet – ikke mod det.

Derfor foreslår vi et forbud mod at låne penge ud til selskaber, der laver nye olie- og gasfelter eller kulminer. Og det skal desuden være obligatorisk for banker, pensionskasser og forsikringsselskaber at lave klimaplaner, som sikrer, at de efterlever Parisaftalen.

Klima skal stå øverst på dagsordenen frem mod 2025
Vi håber og tror på, at både vælgere, folkevalgte og medier forstår, at det er nu, vi skal knække kurven for vores udledninger af drivhusgas. Ifølge FN’s klimapanel har vi tre år til at vende udviklingen, og derfor er det bydende nødvendigt, at vi får et klimavalg. Vi skal alle have blikket rettet mod 2025. Vælgerne, når de står i stemmeboksen. Politikerne, når de laver politiske aftaler. Og medierne i deres nyhedsdækning.

Vi har alle et ansvar for vores fælles udfordring og fremtid.

Debatindlægget er bragt i Politiken d. 12. oktober 2022.

By |2024-01-23T16:34:06+01:0012. oktober 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top