I forsøget på at gøre os fri af Putins gas risikerer vi at gøre os afhængige af Kina i stedet

Statsminister Mette Frederiksens betonede i sit valgoplæg ved Folketingets åbning, at vi skal gentænke globaliseringen, ”så den kommer flere mennesker, vores suverænitet og ikke mindst klimaet til gavn.” Det er ifølge statsministeren et spørgsmål om danskernes tryghed.

Statsministerens udmelding skal ses som en klar konsekvens af den energikrise, vi i dag står midt i. Den har vist os bagsiden af globaliseringens medalje og hvilke risici, der ligger for Danmark – og resten af EU – ved den forsyningsafhængighed, vi i dag har af Rusland. Lige nu er fokus på, at vi hurtigst muligt skal fri af Putins gas, og svaret er umiddelbart en kraftig oprustning med vedvarende energi i Danmark og i resten af EU. Det er de nødvendige og rigtige modsvar – både i forhold til vores fremtidige energiforsyningssikkerhed og i forhold til at kunne mindske konsekvenserne af klimakrisen.

Men i det svar lurer også risikoen for endnu en alvorlig forsyningskrise – nemlig en mangel på de ressourcer og materialer, som er essentielle for at kunne bygge alle de solceller og vindmøller, som oprustningen kalder på.

Kina sidder på råstofferne
Indfrielsen af ambitionerne for udbygningen af den vedvarende energi vil nemlig øge efterspørgslen på materialer eksplosivt. Og det gælder ikke bare materialer såsom stål og cement, men også på en lang række sjældne jordarter og metaller. En beregning fra en rapport, som EU-Kommissionen udgav i 2020, viser, at en udbygning af den vedvarende energi i EU, der svarer til 55 procents CO₂-reduktionsmålet i 2030 og netto-nul i 2050 vil medføre, at EU’s efterspørgsel på materialer til land- og havvind sammenlignet med efterspørgslen i 2018 vil stige 4-5 gange i 2030 og som minimum blive tidoblet frem mod 2050.

En stor del af de materialer, som skal bruges til selve konstruktionen af både solcelle- og land/havvindmølleparker kan findes inden for EU’s grænser, men billedet ser helt anderledes ud, når det kommer til hovedparten af de sjældne metaller og jordarter.

Her sidder Kina på næsten 90 procent af de sjældne jordarter og i omegnen af 60 procent af verdens litium. Kigger man alene på produktionen af solcellepaneler, så viser en analyse fra Det Internationale Energiagentur (IEA), at Kinas materialeandel i forhold til alle vigtigste produktionsstadier af solcellepaneler i dag overstiger 80 procent.

Der tegner sig altså et klart billede af, at vi atter engang er direkte på vej ind i virkelighed, hvor vores forsyningssikkerhed igen vil afhænge af én stormagt – og det synes lidet attraktivt, hvis man tager den nuværende gaskrise og vores forsyningsafhængighed af Rusland i betragtning.

Start europæisk produktion
Det gør selvfølgelig ikke, at vi skal kaste håndklædet i ringen, droppe planerne og sætte tempoet for den grønne omstilling ned, men det er en trussel, vi skal tage alvorligt og agere på allerede i dag.

Det er således også en trussel, som EU i den grad har fået øjnene op for. Ursula von der Leyen har blandt andet sagt, at ”litium og sjældne jordarter snart vil blive vigtigere end olie og gas”, og i sin State of the Union-tale fra september annoncerede hun en ny retsakt om kritiske råstoffer – den såkaldte European Critical Raw Materials Act. 

Det var en klar udmelding om, at EU vil have gang i en europæisk produktion af netop de attraktive kritiske råmaterialer. Man vil igangsætte strategiske projekter gennem hele værdikæden, arbejde for at opbygge strategiske reserver og bane vejen for bedre genanvendelse.

Men det bør også være en vigtig og tydelig dagsorden herhjemme, hvor Mette Frederiksens forslag om en gentænkning af globaliseringen bør være startskuddet til en politisk debat – og efter valget til politiske tiltag – der rækker ud over Putins gas, men også kigger på, hvordan vi opnår ressource- og forsyningssikkerhed i bredere forstand. Det handler om tiltag, der kan være med til at kickstarte en opbygning af danske kompetencer og produktionskapacitet i forhold til sjældne råmaterialer, om innovation og udvikling i forhold til materialeforbrug i vindmøller og solceller, og om udvikling af cirkulære forretningsmodeller.

Det er en forudsætning for, at vi løser energiforsyningskrisen og klimakrisen – og dermed også for at sikre danskernes tryghed.

Debatindlægget er også bragt i Information d. 26. oktober 2022.

By |2022-10-26T08:16:12+01:0026. oktober 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Elektriske lastbiler kan nedbringe transportens klimabelastning hurtigt

Der er de seneste par år, til vognmænds store ærgrelse, ikke blevet lagt en klar plan for den grønne omstilling af den tunge transport.

Alle alternative drivmidler er blevet kastet op i luften, og dermed er der skabt stor usikkerhed om, hvor vi ender – men nu taler tallene for sig selv.

Om ganske få år bliver det billigere at købe en el-lastbil end en tilsvarende diesellastbil og dermed kan der komme klarsyn på omstillingen.

Indtil da skal omstillingen skubbes på vej med en betydelig støtteordning til el-lastbiler, så vognmænd ikke ender med midlertidige fejlinvesteringer.

Lad os starte med at gennemgå udfordringer og potentialer i de forskellige drivmidler.

Biobrændstoffer kan ikke lave meningsfuld omstilling

På grund af EU-krav har vi haft tvungen iblanding af biobrændstoffer i vejtransporten i mange år.

I takt med at det har stået mere og mere klart, at biobrændstoffer baseret på foder og fødevarer er en rigtig ringe idé, bruger de vognmænd, der vil gøre noget ekstra, 2G biobrændstoffer baseret på affaldsprodukter.

Den store fordel er, at det ikke kræver noget teknologiskift. Ulempen er, at de stadig brændes af i en ineffektiv forbrændingsmotor og så er mængderne af brugbare affaldsprodukter begrænset, bliver importeret fra hele verden, er dyre og mange af dem har alligevel konkurrerende anvendelser.

2G biobrændstoffer kan bruges som et supplement og vil blive det mange år endnu på grund af EU-krav, men vi kan ikke meningsfuldt lave en grøn omstilling med dem.

Biogassen er markant bedre brugt andre steder og er samlet set en dårlig løsning for lastbilerne

Daria Rivin og Jeppe Juul, rådgivere, Klima og Transport, Rådet for Grøn Omstilling

Biogas er bedre brugt andre steder

I Danmark har vi igennem mange år, med massiv støtte, fået en seriøs produktion af biogas op og stå. Som alle ved står vi lige nu i en akut krise, hvor det er helt afgørende at vi begrænser anvendelsen af gas alle steder, hvor vi kan.

Vi har særligt brug for at bruge biogassen til at fjerne den fossile gas i gasnettet, hvor den i mange år fremover blandt andet skal forsyne store industrivirksomheder, der vanskeligt kan elektrificeres og fungere som backup for både el- og varmeproduktion.

Mange danske vognmænd har i de senere år investeret i gaslastbiler, fordi det reelt har været den eneste måde at lave grøn omstilling af lastbiler på i mange år, og fordi der ofte har fulgt støtte med – og ikke mindst på grund af fritagelse for vejafgiften i Tyskland.

Begge dele bliver nu stoppet. Nogle vognmænd har kørt på biogas, men mange har bare kørt på fossil gas en stor del af tiden og særligt i udlandet, hvor det ikke er muligt at tanke biogas.

Biogas er en dyr løsning, der vil kræve konstant støtte mange år fremover, samtidig med at den stadig brændes af i en ineffektiv forbrændingsmotor. Biogassen er markant bedre brugt andre steder og er samlet set en dårlig løsning for lastbilerne.

Grøn strøm kan skaleres bæredygtigt

Den energi, der kan skaleres bæredygtigt, er den grønne strøm. Særligt i Danmark har vi ganske gode muligheder for hurtigt at udbygge sol- og vindenergi betydeligt.

Men hastigheden på udbygningen af den grønne strøm sætter tempoet på en stor del af den grønne omstilling, og derfor er det langt fra ligegyldigt, hvordan vi anvender den.

Sløser vi med den grønne strøm og vælger løsninger der ikke er energieffektive alle steder hvor vi kan, bremser vi reelt den grønne omstilling.

eFuels

Der er områder, hvor vi også fremadrettet har brug for flydende brændstoffer med et højt energiindhold. Dette gælder for eksempel fly og skibe. Dem kan vi heldigvis lave grønt via grøn strøm – såkaldte eFuels.

Men de kræver ganske betydelige mængder strøm og har et ret stort energitab i forbindelse med produktionen. Derfor bliver de også meget dyre.

Man kan godt lave eDiesel og hælde på en helt almindelig diesellastbil. Men med energitabet i produktionen – og ikke mindst i forbindelse med afbrændingen i en ineffektiv forbrændingsmotor – vil det betyde et enormt energispild og en brændstofpris, der i bedste fald er dobbelt så dyr som fossil diesel.

Det kan gøres. Men er en ineffektiv meningsløs anvendelse af grøn strøm og en meget dyr løsning for både vognmand og samfund.

Der er ved at være bred enighed om, at det kun er nul-emissionsteknologierne, der kan bringe os i mål

Daria Rivin og Jeppe Juul, rådgivere, Klima og Transport, Rådet for Grøn Omstilling

Nul-emissions lastbiler

Nul-emissions lastbiler har det til fælles, at de ikke har en forbrændingsmotor eller et udstødningsrør, men i stedet bruger en effektiv elmotor.

Brint-elektriske lastbiler

En brintelektrisk lastbil er en el-lastbil, der får tilført strøm til batteri og elmotor via en brændselscelle, der omdanner brint til strøm. Da batterierne kan være af forskellig størrelse, kan brinten både være den primære energi eller blot en supplerende range-extender på el-lastbilen.

Brinten er mere energieffektiv end andre eFuels, men fordi brinten stadig kræver to til tre gange så meget grøn strøm, som strøm fra et batteri, bliver selve drivmidlet betydeligt dyrere, samtidig med at en brændselscelle i sig selv er ret dyr. Til gengæld er brinten relativt hurtig at tanke og har en lang rækkevidde.

Batteri-elektriske lastbiler (el-lastbiler)

En batterielektrisk lastbil er ligesom en elbil. Det er den mest energieffektive lastbil, der kombinerer den nye hurtigladning (MCS) med køre-hviletids-bestemmelserne, så lastbilen kan lades op, når chaufføren skal holde pause i tre kvarter efter cirka hver 350 kilometer.

Med to tons ekstra på den tilladte totalvægt ved international kørsel i EU, fjernelse af den fossile drivlinje og mere energitætte batterier kan el-lastbiler have en rækkevidde på 800-1000 kilometer uden tab af lasteevne.

Men hvis lade-infrastrukturen er på plads – hvilket EU er i gang med at sikre – er det ikke nødvendigvis nødvendigt med så stor en batteripakke.

Lige nu er lastbilerne ret dyre at købe, hvorfor de fleste lande giver betydeligt i støtte de næste par år.

Brint giver ikke mening til lastbiler

Der er ved at være bred enighed om, at det kun er nul-emissionsteknologierne, der kan bringe os i mål med den grønne omstilling af lastbiler. Og flere analyser har i år kastet lyset på økonomien i at bruge henholdsvis el direkte eller via brint.

Finansieret af EU har International Transport Forum (ITF) ved OECD udgivet en grundig analyse af de forskellige teknologiers omkostninger uden politiske initiativer.

Den viser, at de fleste lastbiler, der er direkte elektrificeret, altså el-lastbiler, relativt hurtigt bliver billigere end diesel inden 2035, mens brint-elektriske lastbiler kun kan konkurrere i forhold til meget begrænsede områder (under to procent af flåden) omkring 2045.

Da EU centralt, suppleret af en række medlemslande, allerede er i gang med at implementere en række politikker, der betyder at totalomkostningerne (TCO) hurtigt bliver i el-lastbilens favør, forventer ICCT, at TCO’en bliver positiv i de fleste produktgrupper i løbet af de næste fem år.

Selvfølgelig særligt i de lande, der investerer i omstillingen. Senest har den hollandske researchorganisation TNO beregnet det tekniske og økonomiske potentiale, der viser, at størstedelen af nysalget kan være batterielektrisk inden 2030, mens nysalg af brint-elektriske lastbiler kun giver mening i 0,02 procent af nysalget i 2040.

Ret samstemmende analyser, der giver et klart perspektiv for omstillingen.

Vi får brug for masser af brint til industrien og som råvare til brændstoffer til fly og skibe. Men som egentligt drivmiddel til lastbiler giver det ikke mening i forhold til økonomi og energiforbrug.

El-lastbiler skaber klimahandling

Vi står midt i en bragende energikrise. Derfor er det vigtigt at tænke energieffektivitet ind i nuværende og fremtidige investeringer.

Samtidig har vi brug for hurtig klimahandling. Med el-lastbiler går dette hånd i hånd. Og det går hurtigt. Mange af de ting, vi ikke troede, var mulige sidste år, er allerede mulige i år.

Vi kan lave en hurtig omstilling af den tunge vejtransport i Danmark. Det kræver, at vi holder fast i aftalen om vejbeskatning af lastbiler, der giver el-lastbiler 75 procent rabat. Det kræver, at vi blandt andet via EU hurtigt får sikret et lynladenetværk til el-lastbiler. Og det kræver, at vi ligesom vores nabolande investerer betydeligt i klimahandling og teknologiskiftet i transportbranchen i de næste år.

Gør vi det, kan vi høste frugterne i form af at bevare branchens konkurrenceevne i forhold til udlandet, halvere energiforbruget i lastbiler og hurtigt nedbringe klimabelastningen.

Artiklen er bragt i Altinget og kan findes her.

By |2024-01-23T16:33:58+01:0025. oktober 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Grønne organisationer før valget: Et nyt Folketing må omstille landbruget til langt færre kvæg og svin

Fælles debatindlæg af Bjarke Møller, direktør i Rådet for Grøn Omstilling,
Mads Flarup Christensen, Generalsekretær i Greenpeace Norden, Maria Reumert Gjerding, Præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Tim Whyte, Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, Rune-Christoffer Dragsdahl, Generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening, Frederik Roland Sandby, Sekretariatsleder i foreningen Klimabevægelsen i Danmark og Ingrid Hejslet Larsen, aktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse.

Dansk landbrug udgør i dag den største udfordring for at nå vores klimamål. Men samtidig den største mulighed. Landbrugets udledninger er ikke faldet de seneste 10 år, og med de nuværende politiske aftaler vil landbruget i 2030 stå for omkring 50 procent af Danmarks udledninger. Hvis det faktum ikke bliver håndteret frem mod 2025, bliver vores klimamål umulige at nå. Derfor er det bydende nødvendigt, at det politiske flertal, vi får efter valget, drastisk og målrettet omstiller dansk landbrug indenfor næste valgperiode. 

Når man som vælger hører vores folkevalgte tale om fremtiden for dansk landbrug, efterlades man dog alt for ofte med det indtryk, at der ikke for alvor er noget alternativ til den produktion, vi har i dag. At vi bliver nødt til at finde de massive reduktioner, vi har forpligtet os på, ved at ændre og optimere på vores nuværende produktion. Det kan vi ikke lade stå uimodsagt. For det industrielle kødlandbrug, der dominerer Danmark i dag, er i sin kerne i dyb konflikt med det klimaneutrale samfund og den fremtidige fødevareproduktion, som vi ifølge videnskaben omgående må omstille os hen imod.

Landbrugsreduktioner kan bringe os over 2025-målets spærregrænse
Danmark er før gået forrest på områder som vindenergi og økologi, og vi har nu mulighed for også at tage den internationale grønne førertrøje på inden for plantebaseret landbrug og udvikling af fremtidens fødevarer. Vi skal producere færre dyr og dyrke flere grønne fødevarer til mennesker. Vi skal brødføde flere mennesker på mindre plads. Vi skal kort sagt have et landbrug for fremtiden. Samtidig kan vi skabe et Danmark med flere skove, vådområder, enge og overdrev. Færre næringsstoffer og pesticidrester i vores havmiljø, vandløb og grundvand. Flere fisk i vores farvande, flere fuglefløjt og insektsummen i vores natur og mange flere forskellige vilde planter. Vi har muligheden for at give et langt rigere land videre til næste generation.

Hvis ikke politikerne tager fat om landbruget nu, forventes landbrugets udledninger at stige de næste år. Derfor opfordrer vi helt konkret et nyt folketing til at forpligte sig på at reducére landbrugets udledninger med mindst 35 procent frem mod 2025 – set i forhold til niveauet i 1990. Det vil nedbringe Danmarks udledninger af drivhusgas med 2,4 millioner tons – og sikre, at vi når over 2025-målets spærregrænse på 50 procents reduktion.

Færre dyr og mere skov og natur
Danmarks produktion af især køer og svin er i dag ansvarlig for knap 90 procent af landbrugets udledninger og lægger beslag på 50 procent af Danmarks samlede areal, fordi der skal dyrkes store mængder foder til de mange dyr. Derudover sætter kød- og mælkelandbruget et stort globalt fodaftryk, fordi Danmark importerer sojafoder, der medfører skovrydning og ødelæggelse af natur udenfor Danmarks grænser.

Reduktionerne i landbruget skal derfor først og fremmest findes gennem en massiv omlægning, der både flytter produktionen fra køer og svin til plantebaseret mad, og som giver masser af fodermarker tilbage til skov og natur. Et særligt oplagt instrument til at få skub i den omlægning er en fuld indfasning af en klimaafgift for landbruget. Det vil give landmændene et økonomisk incitament til at omstille de mest klimatunge dele af deres produktion.

Og inden nogen hiver argumentet op om, at hvis Danmark får færre svin og køer, får andre lande bare tilsvarende flere, så lad os lige slå fast: Det Miljøøkonomiske Råd vurderer, at der vil være en reel positiv effekt for klimaet. Kun cirka en tredjedel af de danske reduktioner vil blive overtaget af andre lande. Og det tal kan hurtigt blive endnu mindre i takt med, at de klimapolitiske krav strammes overalt i verden.

De politikere, der vil styre vores land de næste år, må forpligte sig til at tage tyren ved hornene. Vi skal skabe et landbrug for fremtiden nu.

By |2022-10-24T08:17:53+01:0024. oktober 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Ny klimakoalition: Tre drastiske tiltag et nyt politisk flertal skal nå inden 2025

Fælles debatindlæg af Bjarke Møller, Direktør i Rådet for Grøn Omstilling, Maria Reumert Gjerding, Præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Mads Flarup Christensen, Generalsekretær i Greenpeace Norden, Tim Whyte, Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, Frederik Roland Sandby, Sekretariatsleder i Klimabevægelsen og Kolja Dahlin, Aktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse.

Efter endnu en tør og historisk hed sommer, hvor nyhedsstrømmen har været fuld af brændende skove, udtørrede floder og oversvømmede byer, og hvor vi har mærket klimaforandringerne på egen krop i Danmark, skal vi snart til valg.

Et valg, der er startskuddet til den vigtigste folketingsperiode i klimapolitikkens historie. Vi har fået en klimalov med mål for reduktioner i 2030 og for klimaneutralitet i 2050. Og vi har hørt flere partier, som vil fremrykke og hæve målsætningerne – det er godt, det er vigtigt, og stor ros for det. Men i den kommende valgkamp og valgperiode kan vi ikke gemme os bag langsigtede mål.

Vi skal gøre noget nu. Og hvis vi ønsker at begrænse skaderne af vores overforbrug af jordens ressourcer, så skal det, vi gør, være drastisk og virke stort set med det samme. Hvert ton tæller, som FN’s klimapanel formulerer det med reference til mængden af drivhusgasser i atmosfæren. Vi skal knække kurven for vores udledninger. Deadline er 2025. 

Derfor kalder vi grønne NGO’er på et klimahandlingsvalg og på lederskab fra det kommende folketing, der må træffe nødvendige, omfattende og strukturelle beslutninger på klimaets vegne.

Der skal reduceres i landbruget, transporten og finanssektoren her og nu
Selvom situationen er alvorlig og panikken breder sig globalt, er Danmark fortsat langt fra at opfylde sit 2025-klimamål om at reducere de nationale udledninger af drivhusgas med 50-54 procent. Ifølge den grønne tænketank Concito er vi i skrivende stund 1,3 millioner ton fra at nå målets spærregrænse på 50 procent.

Især tre sektorer kalder på hastig og drastisk klimahandling. Uden ny politik vil landbruget og transporten i 2030 stå for godt 80 procent af vores udledninger. Og uden nye forbud og krav vil finanssektoren fortsætte med at investere vores penge i olie, kul og gas. Derfor er det nødvendigt, at landbruget leverer flere reelle reduktioner, at de største motorvejsprojekter sættes på pause,  at nysalget af biler med forbrændingsmotor stoppes, og at vi dropper bankernes og pensionsselskabernes investeringer i olie, kul og gas. Alt sammen senest i 2025.  

Landbrug er den største udfordring og vores største mulighed
Landbruget er i dag den største udfordring for at nå vores klimamål, men også den største mulighed. Landbrugets udledninger er ikke faldet de seneste 10 år, og med de nuværende politiske aftaler vil landbruget i 2030 stå for godt 45 procent af Danmarks udledninger. Hvis landbrugets udledninger ikke bliver håndteret frem mod 2025, bliver vores klimamål tæt på umuligt at nå – både på kort og lang sigt.

Derfor skal vi producere færre dyr og dyrke flere planter. Vi skal brødføde flere mennesker på mindre plads. Vi skal kort sagt have et landbrug for fremtiden. Samtidig kan vi skabe et Danmark med flere skove, enge og overdrev. Færre næringsstoffer og pesticidrester i vores havmiljø, vandløb og grundvand. Bedre plads til solceller og vindmøller. Flere fisk i vores farvande, flere fuglefløjt og insektsummen i vores natur og mange flere forskellige vilde planter. Vi har altså muligheden for at give et langt rigere land videre til næste generation.

Hvis ikke politikerne tager fat om landbruget nu, forventes landbrugets udledninger at stige de næste år. Derfor opfordrer vi helt konkret et nyt folketing til at forpligte sig på at reducére landbrugets udledninger med mindst 35 procent frem mod 2025 – set i forhold til niveauet i 1990. Det vil nedbringe Danmarks udledninger af drivhusgas med 2,4 millioner tons, og sikre, at vi når over 2025-målets spærregrænse på 50% reduktion.

Danmarks produktion af især kvæg og svin er i dag ansvarlig for knap 90 procent af landbrugets udledninger og lægger beslag på 50 procent af Danmarks samlede areal, fordi der skal dyrkes store mængder foder til de mange dyr. Derudover sætter produktionen af kød et stort globalt fodaftryk, fordi Danmark importerer sojafoder, der medfører skovrydning og ødelæggelse af natur udenfor Danmarks grænser.

Reduktionerne i landbruget skal derfor først og fremmest findes gennem en massiv omlægning, der både flytter produktionen fra køer og svin til plantebaseret mad, og som giver masser af fodermarker tilbage til skov og natur. Et særligt oplagt instrument til at få skub i den omlægning er en fuld indfasning af en klimaafgift for landbruget. Det vil give landmændene et økonomisk incitament til at omstille de mest klimatunge dele af deres produktion.

Og inden nogen hiver argumentet op om, at hvis Danmark får færre svin og køer, får andre lande bare tilsvarende flere, så lad os lige slå fast: Det Miljøøkonomiske Råd vurderer, at der vil være en reel positiv effekt for klimaet. Kun cirka en tredjedel af de danske reduktioner vil blive overtaget af andre lande. Og det tal kan hurtigt blive endnu mindre i takt med, at de klimapolitiske krav strammes overalt i verden.

Grønt gearskifte skal droppe fossilbiler og motorveje
Ligesom med landbruget har vi alle muligheder for at sætte transporten på et grønnere spor. Vi står i en klimakrise og en sikkerhedspolitisk energikrise. De senere år er der kommet et større fokus på og et stigende salg af elbiler. Men hvis vi ikke gør yderligere for at fremme grøn transport, ser vi ind i en fremtid, hvor transportsektorens andel af Danmarks samlede klimabelastning vil stige. Væksten i bilparken betyder, at der i 2030 vil køre omtrent lige så mange fossilbiler på vejene i Danmark som i dag. Det er helt enkelt utilstrækkeligt. Danmark har i dag alle muligheder for at sætte transporten på et grønnere spor. Alligevel bliver vi ved med at sætte nye fossilbiler på vejene og bygge endnu flere klimaskadelige motorveje.

Den seneste ”grønne” infrastrukturaftale blev vedtaget otte måneder før Ruslands invasion af Ukraine og indeholder ikke mindre end 32 motorvejsbyggerier. I april, to måneder efter invasionen, udtalte Nicolai Wammen, at ”opgaven med at blive uafhængig af russisk gas er den absolut vigtigste anlægsopgave, vi står med lige nu,” og åbnede dermed en dør på klem for at genoverveje infrastrukturaftalen. Siden er der desværre ikke sket yderligere, og allerede i år og næste år er det planen at igangsætte 10 nye motorvejsbyggerier.
Imens skriger fjernvarmeselskaberne på arbejdskraft og mange kommuner kæmper med at nå målet om at færdiggøre udrulningen af fjernvarme i 2028.

Derfor foreslår vi, at de mest klimabelastende motorvejsbyggerier og vejbroer sættes på pause i hvert fald indtil 2025, og at der indføres et stop for at vedtage nye motorveje i den kommende valgperiode. Det vil i 2025 give en samlet CO2-besparelse på omkring 300.000 tons. Og det vil frigøre hænder og ressourcer til en hastig grøn omstilling.
Udbygning af sol og vind, fjernvarme og elnet vil frem mod 2030 kræve op til 50.000 nye jobs om året, hvilket er mere, end hvad arbejdsmarkedet umiddelbart kan levere. Vi må ikke forsinke omstillingen mod energiuafhængighed og klimahandling med nye klimaskadelige motorveje.

Samtidig giver en udskydelse mulighed for at genoverveje, om projekterne er forenelige med Danmarks klimamål. Flere lande blandt andre Østrig og Wales har allerede valgt at stoppe motorvejsprojekter i lyset af klimakrisen. Vælger vi efter 2025 at sløjfe de mest klimabelastende motorvejsprojekter fra infrastrukturaftalen samt Kattegatforbindelsen, sparer vi samlet set omkring 5,3 mio. tons CO2e.

Det mest afgørende er dog, hvor hurtigt vi kan udfase forbrændingsmotoren. Derfor foreslår vi, at udfase nysalget af fossil- og hybridbiler frem mod 2025. I runde tal vil det give en årlig CO2-reduktion på 1,8 mio. tons i 2030. Det svarer til mere end en tredjedel af den reduktion, vi mangler for at nå 70-procent-målet i 2030, eller ca. 12 gange klimabelastningen fra indenrigsluftfarten. Norge er godt på vej til at nå deres mål om stop for nye fossilbiler i 2025. Hvis Norge kan, kan Danmark også. Norge har trods alt en noget mere udfordrende geografi for elbiler.

Vores penge skal arbejde for klimaet – ikke sættes i kul, olie og gas
Samtidig med, at vi skal sikre reelle reduktioner frem mod 2025, skal vi sørge for, at vi ikke undergraver vores egen klimaindsats med fossile investeringer. Mange af os har penge i nye olieboringer fra Arktis til Afrika. Om vi vil det eller ej. Danske pensionskasser og banker investerer vores penge i at forværre klimakrisen. Mens et bredt flertal i Folketinget har sagt nej til nye olielicenser i Nordsøen, og klimavidenskaben tydeligt siger, at nye olie og gasboringer er no-go, hvis vi skal begrænse de globale temperaturstigninger til 1,5 grader, fortsætter pensionskasser og banker ufortrødent. De placerer milliarder i selskaber som Shell og ExxonMobil, der leder efter endnu mere olie og gas og åbner nye felter, som vil være i produktion i mange årtier. 

Vi skal udfase brugen af kul, olie og gas hurtigst muligt, men at aflyse alle nye fossile projekter bør være et ydmygt første skridt. At etablere nye olieplatforme tager mange år og kan derfor heller ikke bidrage til at løse den akutte energikrise, vi står i. Men det binder os til en fremtid med klimaødelæggende fossil energi. Derfor er det også særligt problematisk, at pensionskasser i dag har 22 mia. kr. i selskaber, der laver nye fossile projekter. Og at danske banker siden Parisaftalen blev vedtaget i 2015 har lagt 23 mia. i selskaber, som ekspanderer deres fossile foretning.

De seks største banker i Danmark har en økonomi, der er cirka tre gange så stor som Danmarks bruttonationalprodukt, og de danske pensionsselskaber forvalter sammenlagt 4000 mia. kr. Disse enorme pengetanke bør arbejde for klimaet – ikke mod det.

Derfor foreslår vi et forbud mod at låne penge ud til selskaber, der laver nye olie- og gasfelter eller kulminer. Og det skal desuden være obligatorisk for banker, pensionskasser og forsikringsselskaber at lave klimaplaner, som sikrer, at de efterlever Parisaftalen.

Klima skal stå øverst på dagsordenen frem mod 2025
Vi håber og tror på, at både vælgere, folkevalgte og medier forstår, at det er nu, vi skal knække kurven for vores udledninger af drivhusgas. Ifølge FN’s klimapanel har vi tre år til at vende udviklingen, og derfor er det bydende nødvendigt, at vi får et klimavalg. Vi skal alle have blikket rettet mod 2025. Vælgerne, når de står i stemmeboksen. Politikerne, når de laver politiske aftaler. Og medierne i deres nyhedsdækning.

Vi har alle et ansvar for vores fælles udfordring og fremtid.

Debatindlægget er bragt i Politiken d. 12. oktober 2022.

By |2024-01-23T16:34:06+01:0012. oktober 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

EU’s klimakrav til landbruget skal skærpes, ikke stækkes

Forhandlingerne om EU’s store klimapakke ’Fit for 55’ er godt i gang og har nu nået sin endelige fase. Klimapakken skal bringe EU i mål med en 55 procent reduktion af drivhusgasudledningerne i 2030. Særligt når det gælder landbruget, som alt for længe har fået fripas, er der brug for at stramme gevaldigt op – også i dansk klimapolitik. 

Stå fast for klimaet
Som klimaforkæmpere anbefaler vi at støtte Europa-Parlamentets position, som forsøger at trække EU-Kommissionens oprindelige forslag i en mere ambitiøs retning og undgå de udvandinger og smuthuller, som Ministerrådet på en række områder forsøger at indføre.

Vi anbefaler at fastsætte delmål for reduktion af udledninger af metan og lattergas. At holde fast i absolutte mål for CO2-optag i arealsektoren. At afvise de mange bud fra Ministerrådet på, hvordan medlemslandene kan slippe for at indfri deres forpligtelser om CO2-optag i arealsektoren gennem nye fleksibilitetsmekanismer. Og at begrænse brug af fleksibilitet mellem sektorer, særligt med sektoren for arealanvendelse, da det undergraver incitamenter for konkrete reduktioner i udledninger, der i stedet kompenseres gennem optag i især skovsektoren.

Optag kan ikke stå i stedet for de helt nødvendige og omfattende reduktioner af drivhusgasudledning, der skal ske i alle sektorer. Det slår den seneste IPCC-rapport fast med syvtommersøm. Derfor støtter vi Europa-Parlamentet og Ministerrådets afvisning af EU-Kommissionens forslag om efter 2030 at lægge landbrugets metan- og lattergasudledninger ind under reguleringen for arealanvendelse i en samlet landsektor.

Klimakrav til landbruget er utilstrækkelige
Landbruget leverer i øjeblikket ikke sin andel af reduktioner af drivhusgasudledninger, og der er i den nuværende regulering og ’Fit for 55’-pakken ikke meget, der tyder på, det vil ændre sig nævneværdigt. Der skal sættes meget konkrete målsætninger for reduktionen af landbrugets udledninger. Der skal sættes separate målsætninger for, hvornår landbrugets fossile udledninger går i nul og for reduktioner i landbrugets biogene udledninger (fra husdyrproduktion og dyrkning af marken). Og der skal sættes målsætninger for, hvor meget CO2-optag landbruget skal bidrage med.

Kun hvis sådanne separate målsætninger er på plads og tilstrækkeligt ambitiøse, kan det komme på tale at etablere en samlet landsektor efter 2030. Som Europa-Parlamentet foreslår, bør det desuden vurderes, som en af flere muligheder for en alternativ regulering af landbrugets drivhusgasudledninger. For der er brug for en ny regulering, men ikke en der fortsætter med at give landbruget fripas til at udlede drivhusgasser. 

’Fit for 55’-pakken er omfattende, og den har potentiale til at give et enormt løft til EU’s klimahandling. Men det kræver, at vores folkevalgte Europa-Parlamentarikere, klimaministre og EU-Kommissionen står fast på ambitiøs klimahandling og ikke bukker under for medlemslande og kommercielle interessers forsøg på at udvande reguleringen , der samlet set kan true den overordnede ambition om 55 procent reduktion af EU’s samlede drivhusgasudledninger i 2030 og klimaneutralitet i 2050.

Debatindlægget er skrevet af Annika Lund Gade, landbrugsrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling, Anne-Sofie Sadolin Henningsen, rådgiver, Verdens Skove, Daniel Hauberg, klima- og landbrugspolitisk rådgiver, Danmarks Naturfredningsforening, Hans Meltofte, formand for Dansk Ornitologisk Forening / BirdLife Danmarks Naturpolitiske Udvalg samt Kristine Clement, kampagneleder for landbrug og skov, Greenpeace.

By |2024-01-23T16:34:14+01:006. oktober 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

NGO’er: Danmark har et skodproblem, der truer både natur og sundhed

Flere danske medier delte for nyligt de gode nyheder om, at tobaksindustrien fra januar 2023 skal til at betale for oprydning af de mange cigaretskod, der flyder i gaderne og i naturen. Producentansvaret er en del af EU’s engangsplastikdirektiv, fordi cigaretfiltrene er lavet af plastik, der ender i naturen og på sigt nedbrydes til mikroplast.

Men det er langt fra tilstrækkeligt, at industrien nu skal betale til den kommunale oprydning. Man burde i stedet følge WHO’s anbefalinger om helt at forbyde cigaretfiltre for at beskytte både menneskers sundhed, naturen og miljøet.

Cigaretfiltre er fup og vildledende markedsføring

Da det i 1950’erne kom frem, at cigaretter giver lungekræft, var industriens svar til de bekymrede rygere at sætte filtre på cigaretterne. Alene det at kalde det et ’filter’ giver indtrykket af, at det beskytter mod stofferne fra røgen.

På samme måde, som et kaffefilter holder grums væk fra kaffekanden. Men det er desværre ikke tilfældet med cigaretfiltre. Her trænger grumsen lige igennem, og tobaksrøgen indeholder mindst 70 kræftfremkaldende stoffer og tungmetaller, der ender i lungerne. Filtrene ser endda ud til at øge sygdomsrisikoen, fordi man inhalerer røgen dybere ned i lungerne og risikerer en dybereliggende lungekræft. Samtidig kan filtrene gøre det nemmere for børn og unge at begynde at ryge.

At sætte et filter på cigaretten er derfor at vildlede forbrugerne og give indtryk af, at det ikke er så farligt at ryge, som det i virkeligheden er. Omkring 13.000 danskere dør hvert år af tobak.

Plast og tungmetaller forsvinder ikke
Cigaretskod er den type plastikaffald, som allerhyppigst findes i naturen- både i Danmark og på globalt plan. De er også det mest almindelige plastikaffald på strande, hvilket gør de marine økosystemer mere udsatte for forureningen.

Selve cigaretfiltrene ser ud som om, de er lavet af bomuld, men de er i virkeligheden lavet af plastik. Når man smider dem fra sig i naturen, kan det se ud som om de vil blive nedbrudt. Men desværre forsvinder hverken plastik eller tungmetaller, selvom det ikke længere er synligt. Som med alt andet plastik nedbrydes filtrene til mikroplast, der spredes i miljøet, bevæger sig igennem fødekæden og havner i dyr og mennesker – og det samme gør de skadelige kemikalier.

Ambitiøs regulering er nødvendig
En uhensigtsmæssig brug af plastik belaster klodens ressourcer og forurener i alle dele af produktets livscyklus. Fra udvindingen af den fossile olie og gas, som plastikken er lavet af, til fremstilling, brug og afskaffelse af plastikprodukterne, når de bliver til affald.

I betragtning af cigaretfiltrenes negative sundhedsmæssige effekter, er cigaretfiltre et oplagt sted at tage fat i arbejdet med at få nedbragt plastikforureningen. På den korte bane bør tobaksproducenterne stilles til regnskab for forureningen fra filtrene – ikke bare ved at betale andre for at samle dem op, men ved at betale høje gebyrer hver gang de sætter filter på en cigaret. På den lange bane bør Danmark følge anbefalingen fra WHO og helt forbyde filtre på cigaretter. Det er den eneste løsning på et skodproblem.

Debatindlægget er skrevet af følgende:

  • Lone Mikkelsen, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling
  • Mette Hoffgaard Ranfelt, Miljøpolitisk chefrådgiver, Danmarks Naturfredningsforening
  • Naja Andersen, Politisk seniorrådgiver, Oceana
  • Niels Them Kjær, Chef for tobaksforebyggelse, Kræftens Bekæmpelse
  • Malene Høj Mortensen, public affairs rådgiver, Plastic Change

By |2022-10-04T10:41:05+01:004. oktober 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Den kommende regering bør udforme en ambitiøs ressourcestrategi

Vores overforbrug af ressourcer bør være højt på prioriteringslisten, når en ny regering efter folketingsvalget skal formulere de grønne planer for de næste fire år. Lige nu forbruger vi danskere samlet set, hvad der svarer til 4,2 jordkloder hvert år. Det er selvsagt uholdbart i en tid, hvor både klimakrise, biodiversitetskrise og forsyningskrise synes at vokse sig større nærmest fra dag til dag.

Energikrisen har godt nok skabt større politisk fokus på omstillingen af vores energiforbrug. Vi har fået store politiske aftaler på VE-området, vedtagelse af CO2-skat, mål for energieffektivisering og udfasning af fossile biler er også blevet et klart mål.

Det er vigtige skridt i den rigtige retning, men tiltag rettet mod vores energiforbrug bringer os ikke i mål. Hvis vi overhovedet skal kunne håbe på at løse både klima- og biodiversitetskrise, så er ændringer i vores ressourceforbrug også en bunden politisk opgave. Kigger man således på den globale udvinding og forarbejdning af naturressourcer (biomasse, fossile brændsler, metaller and mineraler), så tegner det sig for ikke mindre end 53 procent af verdens samlede CO2-udledning og mere end 90 procent af det globale biodiversitetstab, ifølge en rapport lavet af FNs miljøorganisation – UNEP.

Læg dertil, at vores nuværende ressourceforbrug er baseret på en stor afhængighed af globale forsyningskæder, som med sigte på de seneste +6 måneders energikrise også kan synes problematisk. Tag eksempelvis de forsyningsrisici, der i dag ligger i vores store afhængighed af Kina i forhold til mange af de sjældne metaller, som er helt essentielle i produktionen af eksempelvis batterier, smartphones, computere, vindmøller og solceller.

Behovet for langt mere cirkularitet er derfor også noget, som EU for alvor er begyndt at få øjnene op for. I foråret kom EU-Kommissionen med første del af deres cirkulære pakke, som blandt andet indeholder en revision af den såkaldte Ecodesign for Sustainable Products Regulation, der vil sætte helt nye og cirkulære krav til produkter solgt inden for EU’s grænser, og som således også på sigt vil få stor effekt på danske virksomheder og forbrugere. Anden del af pakken kommer senere i år og forventes at stramme skruen yderligere i forhold til at fremme mere cirkularitet.

Men farten skal også sættes op hos de enkelte medlemslande. EU har således direkte været ude og opfordre medlemsstater til at vedtage og gennemføre strategier målrettet et mere bæredygtigt ressourceforbrug og omstillingen til cirkulær økonomi. Og flere europæiske lande har i dag eller er på vej med mere tværgående og ambitiøse strategier og tiltag for at styrke cirkularitet og mindske ressourceforbruget. Blandt andet har Finland fremlagt en cirkulær strategi med i alt 41 tiltag og anbefalinger baseret på en vision om, at landets økonomiske succes i 2035 vil være baseret på en klimaneutral cirkulær økonomi. I strategien er formuleret klare mål for ressourceeffektivitet, brug af genanvendte materialer og reduktion i forbrug af primære råmaterialer. 

Samme fokus og ambitionsniveau er langt fra slået igennem herhjemme. Når man kigger på, hvad der de seneste år herhjemme er fremlagt på området både fra røde og blå regeringer, har det derimod været meget småt med tiltag målrettet en reduktion i vores ressourceforbrug.  Og det lidt, der er kommet, har hovedsageligt haft fokus på affald og affaldshåndtering.

Bedre håndtering af vores affald er selvfølgelig vigtigt i forhold til at mindske afbrændingen af ressourcer, men langt fra tilstrækkeligt. Hvis der for alvor skal reduceres i Danmarks ressourceforbrug, så vil det kræve et langt bredere politisk fokus på cirkularitet i forhold til produkters livscyklus fra udvinding, forarbejdning, produktion, salg, brug, genbrug og genanvendelse.   

Den manglende politiske prioritering af området afspejler direkte i vores performance på cirkularitet, hvor vi faktisk går tilbage og i dag derfor er placeret i den tunge ende i Europa. Vores andel af cirkulær (sekundær) materialeanvendelse var således 8,2 procent i 2016 og i 2020 var den faldet til 7,7 procent – som er et godt stykke under EU-gennemsnittet, der i 2020 var 12,8 procent. Danmark har desuden den højeste kommunale affaldsproduktion pr. indbygger i EU-27 – den udgjorde 845 kg/år/indbygger i 2020. EU-gennemsnit ligger på 505 kg/år/indbygger.

Det kalder i den grad på, at vi sideløbende med et (forhåbentligt) fortsat fokus på energiforbruget og omstillingen til vedvarende energi også får et langt større politisk fokus på at dæmme op for vores ressourceoverforbrug. Vi har brug for en ambitiøs og reelt cirkulær ressourcestrategi, som udstikker en klar retning i forhold til reduktion i materialeforbrug, affald, brug af genanvendte materialer, udvikling af cirkulære værdikæder og prioritering af forskning og udvikling på området.

Derfor en klar opfordring til en kommende ny regering, hvad enten den bliver blå, rød eller lilla om at prioritere ressourceudfordringen højt på den politiske dagsorden – og at forpligte sig til at formulere en klar cirkulær strategi på området som del af det kommende regeringsgrundlag. Af Anna Fenger Schefte, seniorrådgiver for ressourcer og cirkulær økonomi hos Rådet for Grøn Omstilling

By |2023-11-23T14:41:25+01:0030. september 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Sådan frigør vi os fra Putins fossile brændsler

Af Bendt Bendtsen, Bjarke Møller, Jens Højgaard Christoffersen, Jonas Keiding Lindholm, Lars Gert Lose, Sebastian Koks Andreassen, Torben Möger Pedersen og Ulrik Stridbæk

Putins blodige invasionskrig i Ukraine har sendt voldsomme rystelser igennem Europa, og hele energisystemet er sendt til tælling i det, der ligner en perfekt storm. Danmark og andre EU-lande er ekstremt sårbare, fordi vi har været dybt afhængige af fossile brændsler fra Rusland og andre autoritære magter. Gasforsyningerne fra Rusland er lukket, og det er et kapløb med tiden at finde alternativer. Selv om de europæiske lande fyrer ekstra kul af, importerer mere gas fra Norge og får sejlet flydende gas ind fra Mellemøsten og USA, er det ikke nok. Europa er i en alvorlig energisikkerhedskrise.

Forude venter en svær og kold vinter, hvor der i perioder kan mangle varme og el. Energipriserne er tordnet i vejret, og det koster borgere og virksomheder dyrt.

Store energiselskaber er truet af likviditetsproblemer, og det vil være ødelæggende for den europæiske økonomi, hvis de kollapser. De europæiske regeringer og Europa-Kommissionen kæmper for at finde løsninger, der kan sejle os helskindet uden om de farligste skær. EU-landene har lovet hinanden at spare 15 pct. på gassen. I Tyskland, Danmark, Spanien og andre EU-lande har regeringerne søsat store energisparekampagner, hvor temperaturen skrues ned til 19 grader i offentlige bygninger, og borgerne opfordres til at spare på energien. Kommissionen har fremlagt en REPowerEU plan og vil øge andelen af vedvarende energi til 45 procent. Men mange regeringer er desværre langt bag kurven. Man griber nu til nødløsninger og investerer milliarder i nye LNG-gasterminaler og fossil infrastruktur, der skal sikre import af flydende gas fra Mellemøsten såvel som frackinggas fra USA. Det kan selvfølgelig være nødvendigt at finde midlertidige udveje, men disse nødløsninger vil forværre den globale klimakrise.

På FN´s generalforsamling og Climate Week i New York her i september kan en global koalition af frontløberlande sætte mere ambitiøse mål for den grønne omstilling af energisektoren. De frie og demokratiske lande bør rykke sammen om den opgave. Klimaforandringerne accelererer og er ved at ramme kritiske tipping points. Her i sommers oplevede Europa den værste tørkeperiode i 500 år med vilde skovbrande, store floder tørrede ud, elproduktionen fra vandkraft blev lammet, og selv atomkraftværker i Frankrig måtte køre på lavt blus. Ifølge Verdens Meteorologiske Organisation er der nu 50 pct. risiko for, at de globale temperaturer i mindst et af de næste fem år når over 1,5 grader celsius ift. det førindustrielle niveau.

De seneste måneders vækst for kulkraften i Europa øger risikoen for, at vi fjerner os fra målet i FN´s Paris-aftale om at holde temperaturstigningerne på 1,5 grader og et pænt stykke under 2 grader. Det kan få dramatiske konsekvenser, hvis vi i energikrisen låser os fast til fossile brændsler i en skala, der på dramatisk vis forværrer klimakrisen. EU´s stats- og regeringschefer bør snarest mulig træde sammen og lægge en offensiv strategi for massiv udbygning med vedvarende energi. Det bør ske i Tesla-tempo både på land og til havs. Samtidig kan borgere og virksomheder mobiliseres til at kappes på højest mulig energieffektivitet og kraftige energibesparelser. Energieffektivitet må sættes først i alle handlinger. Den billigste energi er den, vi ikke bruger.

Det haster som aldrig før med at investere i et bæredygtigt energisystem uden olie, gas og kul. De fossile brændsler skal erstattes med sol, vind og grøn brint, så vi kan få en stabil og vedvarende energiforsyning uden CO2-udledninger. Den gode nyhed er, at sol- og vindenergi på markedsvilkår og livslange omkostninger allerede er de billigste energikilder, der findes. Og skabes desuden et marked for grøn brint, kan det også blive et vigtig bidrag til at sikre fossil uafhængighed. Der mangler ikke kapital. De store pensionskasser og investeringsfonde står klar til at skalere investeringerne op. Politikerne kan sætte meget mere fart i udviklingen, hvis de fjerner alle snubletråde og sætter langt mere ambitiøse mål for energieffektiviseringer og vedvarende energi.

Tiden kalder på modige politiske ledere, der handler med samme urgency som i krigstider. Vi befinder os i en krig på to fronter: Både imod Putins despoti og imod den klimakrise, der truer det menneskelige eksistensgrundlag i fremtiden. Hvem handler med samme mod og lederskab, som Winston Churchill leverede i kampen mod nazismen under Anden Verdenskrig? Midt under krigen fik Churchill landets fabrikker til at fremstille hundredvis af jagerfly om ugen og flere nye krigsskibe. Det er samme hastighed, vi har brug for med vedvarende energi og energieffektivitet i Europa.

Vi kan også trække på læren fra covid-19 pandemien. Den viste, hvor hurtigt og effektivt politikere, virksomheder og borgere kan rykke i krisetider, når der står menneskeliv på spil. Så hvad med at oprette en stående operativ stab, der kan sørge for hurtig eksekvering af den store grønne oprustning i energisektoren?

Danmark kan som en grøn frontløbernation spille en nøglerolle i en accelereret omstilling til et bæredygtigt energisystem uden fossile brændsler. Vi har allerede mange virksomheder, der kan levere grønne verdensklasseløsninger. Statsminister Mette Frederiksen har med Esbjergtopmødet i maj og på Østersøtopmødet i august slået vigtige politiske taktslag an. Her blev der smedet nye alliancer med Danmarks nabolande om mere havvind. Men udfordringen er nu at skalere indsatsen meget hurtigere op. Ikke kun i de danske farvande, men også i Europa og globalt. Det samme gælder, når det handler om at bruge vores energi smart og effektivt. Danmark huser verdensmestrene i energieffektiv teknologi, og der er fortsat masser af potentialer at høste.

I juni stod vi bag en grønbog for et bæredygtigt energisystem, som politikerne kan hente inspiration i. Den rummer 130 konkrete løsningsforslag til en accelereret omstilling væk fra Putins fossile brændsler. Danmark kan i de næste 1, 3 og 8 år tage store spring frem og lave en grøn energirevolution, som vækker genklang i hele Europa.

En helt afgørende forudsætning for at nå i mål er at spare på energien. Det er muligt at skære mindst 23 pct. af det danske energiforbrug i løbet af 2020´erne. Med de høje energipriser er det økonomisk omkostningseffektivt. Vi anbefaler bl.a., at der laves en energispareplan på tværs af samtlige sektorer. Mange af spareforslagene – bl.a. smart energistyring og energirenoveringer i offentlige og private bygninger – vil tjene sig hjem i løbet af få år. Det er derfor positivt, at Danmark presser på for et højere energieffektivitetsmål i EU, hvor et flertal af energiministrene vil nøjes med 13 pct. energieffektivisering frem mod 2030.  Det er økonomisk og teknisk muligt at gå langt højere op. EU-landene kan i løbet af de næste seks år spare lige så meget energi, som EU sidste år importerede af gas fra Rusland, hvis alle lande sætter energieffektiviseringsmålet op til 23 pct..

I stedet for at kaste milliarder ind i ny fossil infrastruktur med store LNG-terminaler, der ofte tager to-tre år at få bygget, kan vi Europa spare os til en frigørelse fra Putins fossile brændsler. Det er, som FN´s generalsekretær Antonio Guterres har sagt, ”moralsk og økonomisk galskab at investere i ny fossil infrastruktur”. Selv om nogle politikere er fristet til at bore efter ekstra olie eller at importere mere amerikansk frackinggas, er det en meget risikabel strategi, der øger CO2-udledningerne markant. FN´s panel af internationale klimaeksperter i IPCC har anbefalet, at mindst 30 pct. af verdens kendte oliereserver bør blive i undergrunden. Det samme gælder 50 pct. af gasreserverne og 80 pct. af kulreserverne. Fossil infrastruktur for mellem 1.000 og 4.000 mia. dollar kan blive dumpet frem mod 2050, vurderer IPCC. Det er vigtigt, at vi i Europa – trods desperationen over krisens dybde – ikke forværrer klimakrisen.

Grønbogen lægger op til en massiv investering i vedvarende energi, energieffektiviseringer og en hurtig udrulning af grøn fjernvarme og energieffektive varmepumper i de områder, hvor der ikke er adgang til fjernvarme. Det gælder både i Danmark og i EU som helhed. Allerede i 2030 kan Danmark blive 100 procent selvforsynende med el på landjorden ved at syvdoble den grønne strøm fra sol og vind – og supplere med geotermisk energi, biogas og overskudsvarme.

I 2040 kan hele Danmarks energi- og varmeforsyning sikres med vedvarende energi på land, og Danmarks samlede CO2-udledninger kan gå i nettonul. Det er langt mere ambitiøst end den firedobling af den grønne strøm, som et bredt flertal i Folketinget indgik forlig om i slutningen af juni måned. Oveni kan Nordsøens enorme vinde frisættes til et nyt dansk eksporteventyr, som kan hjælpe vores europæiske naboer til hurtigere at gøre sig fri af den russiske energi. Vi anbefaler bl.a. en kraftig acceleration med havvind på Nordsøen ved at satse på nye udbudsmodeller og en mere markedsorienteret tilgang.  På den måde kan Danmark nå op på at eksportere 30 GW havvind i 2030 og siden 65 GW i 2035.

Et nyt udbudsregime skal naturligvis gennemtænkes, og Energistyrelsen har igangsat et grundigt udredningsarbejde. Der er mange perspektiver i nytænkning af udbud. I stedet for at kræve en up front betaling til staten, som det skete med Thor-vindmølleprojektet, bør man vælge en model med overskudsdeling, hvor de private konsortier forpligtes til løbende at betale noget af overskuddet tilbage til samfundet. Frem for at spilde tre år med at kortlægge hele Nordsøen og stille meget detaljerede udbudskrav, burde private konsortier inviteres ind i åbne klyngeudbud, hvor de selv skal udvikle bæredygtige løsninger, der beskytter biodiversiteten, miljøet og fiskeriet i både anlægs- og driftsfasen.

Det er vigtigt at undgå et ræs mod bunden i det danske havvind-eventyr. Frem for at konkurrere på lavest mulige pris, bør man satse på kvalitet, miljøkrav, lang levetid for vindmøllerne og innovation. Man kan også f.eks. give tilladelse til at øge vindmøllekapaciteten i energizonerne.

Udbygningen kan gå meget hurtigere, end politikerne forestiller sig. Men de gamle bureaukratiske snubletråde skal skæres over, og så bør der laves smidige og åbne udbud, hvor alle godkendelser kommer på plads i parallelle spor. Indtil nu stiler politikerne ikke efter mere end 13 GW havvind i dansk farvand i 2030, men den energi vil blive slugt i de mange nye Power-to-X-anlæg, der er på vej til at blive bygget fra Esbjerg til Frederikshavn. Grøn brint kan få en vigtig rolle i fremtidens karbonneutrale økonomi – både som et direkte alternativ til vores fossile afhængighed og som et afgørende råstof til at fremstille grøn ammoniak og den næste generation af e-fuels til sø- og luftfarten. Men det er alfa omega at sikre nok vedvarende energi til det. Det er en bunden opgave.

Danmark bør nu tage et grønt lederskab, der hjælper EU med at frigøre sig helt fra de fossile brændsler fra Rusland. Samtidig skal man tage bestik af den elbilrevolution, der i de kommende år vil øge efterspørgslen efter grøn strøm i hidtil uset omfang. Beregninger viser, at det kræver omkring 633 GW grøn strøm at elektrificere EU-landenes transport på landjorden. Det svarer til, hvad 42.200 af de største Vestas havvindmøller kan producere.

På Nordsøtopmødet i maj satte de fire regeringschefer og Kommissionens præsident Ursula von der Leyen et mål om nå op på 65 GW havvind i 2030 og 150 GW i 2050 med 10.000 havvindmøller. Men det er desværre alt for lidt og alt for langsomt, hvis der skal være nok grøn strøm til elbilerne. Kommissionen har desuden et mål om at fremstille 10 mio. tons hydrogen i 2030, men det kræver i sig selv 115 GW havvind. Oveni kommer stigende efterspørgsel fra måske 30 millioner af nye varmepumper i Europa og en stigende elektrificering i industrien.

Hvis ikke det europæiske energinet skal kollapse i de første år af 2030 under trykket fra den grønne elektriske revolution i transport, industri og varmeforsyning, bør politikerne sætte alt ind på en hurtig opskalering med vedvarende energi. Selv hvis man fjerner alle bureaukratiske snubletråde, kan det tage op imod 5-6 år at bygge nye energiøer og havvindmølleparker, og derfor bør man allerede i løbet af det næste halve år rydde vejen for, at markedets konsortier kan komme i gang.

Et flertal i Folketinget har lagt op til en femdobling af havvind, og det er vigtigt at få det energiforlig implementeret hurtigst muligt. Samtidig bør der laves en ny masterplan, der kan sikre op imod 30 GW dansk havvind frem mod 2030. Det svarer til en trettendobling i forhold til i dag. Det er den skala, vi skal op i, hvis vi skal frigøre os fra Putins fossiler og have grøn strøm nok i 2030´erne, når elbilrevolutionen og elektrificeringen af industrien tager fart.

Grønbogen vurderer, at Danmark kan nå helt op på 105 GW havvind i 2040, hvis markedet frisættes til at bygge nye energiøer og havvindmølleparker. Samtidig bør der investeres langt flere penge i at udbygge transmissionsnettet, så man fjerner alle flaskehalse og stopklodser i det danske og det europæiske energinet, der i dag forsinker opstillingen af solcelleanlæg og vindmølleparker. Den grønne strøm skal flyde frit i unionen og blive en femte frihedsret i det indre marked.

Vi anbefaler, at EU sætter et mål om 1.000 GW solenergi i 2030 og hæver Kommissionens vindmål med 30 pct. til 663 GW. Gør man det, kan den vedvarende energi give 30 pct. mere energi end den olie, som unionens medlemslande i dag importerer fra Rusland. På den måde kan vi dække de kommende års eksplosive efterspørgsel efter grøn strøm, samtidig med at der skabes plads til at udvide produktionen af grøn brint. Det er både realistisk og økonomisk fornuftigt at sætte sådanne ambitiøse mål, for sol og vind er de billigste energikilder. Og jo hurtigere opskaleringen går, desto hurtigere kan vi nedbringe CO2 udledningerne i Europa og bygge et klimasikret nulemissionssamfund.

Bendt Bendtsen er bestyrelsesformand i SYNERGI, Bjarke Møller er direktør i Rådet for Grøn Omstilling, Jens Højgaard Christoffersen er koncerndirektør i COWI, Jonas Keiding Lindholm er direktør i Tænketanken Mandag Morgen, Lars Gert Lose er Head of Global Public Affairs i Copenhagen Infrastructure Partners, Sebastian Koks Andreassen er CEO i Green Hydrogen Systems, Torben Möger Pedersen er CEO i PensionDanmark, og Ulrik Stridbæk er Vice President i Ørsted.

By |2024-01-29T11:40:22+01:0021. september 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Konservativt forslag kan sende både danskernes energiregning og -forbrug ned

Debatindlæg af Bjarke Møller, direktør, Rådet for Grøn Omstilling, Anders Stouge, vicedirektør, DI, Lene Espersen, adm. direktør, Danske Arkitektvirksomheder, Henrik Garver, adm. direktør, Foreningen af Rådgivende Ingeniører og Katrine Bjerre M. Eriksen, direktør, SYNERGI

Varmecheck, forhøjelse af beskæftigelsesfradraget, ekstra ældrecheck og ekstra udbetalinger til folk på overførselsindkomster. Det er nogle af de plastre, der er eller bliver sat på det åbne sår, som de eksploderede energipriser har efterladt i danskernes økonomi. Initiativerne kan være nødvendige for at sikre, at folk ikke skal gå fra hus og hjem. Desværre har alle initiativerne det ene og meget centrale tilfælles, at de absolut intet gør for at løse kernen i problemet: Danmarks stigende energiforbrug, der rammer danskernes økonomi ekstra hårdt som følge af de skyhøje energipriser.

Foruden de mange små plastre har politikerne besluttet af udbrede fjernvarmen og øge produktionen af vedvarende energi. Det er fornuftige beslutninger. Problemet er bare, at fjernvarmen tidligst er helt udrullet i 2028, mens nye vindmølleprojekter tager endnu længere tid.

Christiansborgs initiativer er derfor på ingen måde tilstrækkelige. Putin stopper næppe sin modbydelige massakre finansieret af bl.a. energieksport til EU lige foreløbig. Intet tyder på, at energipriserne genfinder et normalt leje inden for den nærmeste fremtid. Vi har derfor længe haft brug for løsninger, der også virker på den korte bane. Det har partierne ikke leveret indtil nu.

Stort potentiale i energieffektivitet
Et nyt forslag fra De Konservative skal sætte skub i energirenoveringerne af de private boliger. Helt konkret foreslår partiet en såkaldt Grøn Boligbelønning, der udløser en gevinst på 20.000 kr. for at løfte sin bolig et energimærke og 10.000 kr. for hvert af de eventuelt følgende løft af mærket. De Konservative er allerede til næste år klar til at sende 900 mio. kr. efter forslaget og 700 mio. hvert af de følgende år. Det er et rigtigt godt skridt på vejen. 

For potentialet i danskernes boliger er stort. Ca. tre ud af fem danske parcelhuse har et dårligt (D-G) energimærke. I Region Midtjylland er det 53 pct. af husene, der døjer med et dårligt energimærke. Værst ser det ud i kommunerne Samsø og Lemvig, hvor hhv. 77 og 74 pct. af husene har dårligt energimærke. Det er skidt for klimaet og privatøkonomien. For en bolig med energimærke G bruger ca. 10 gange mere energi end en tilsvarende bolig med energimærke A. Der er med andre ord et enormt besparelsespotentiale i at energirenovere boligmassen. Hvis alle landets enfamiliehuse f.eks. fik hævet deres energimærke med et enkelt trin, ville det spare klimaet for knap en million ton CO2 hvert år – det svarer til ca. en femtedel af, hvad vi mangler for at nå 2030-klimamålet.

Behov for hurtig handling
Forhåbentlig er Grøn Boligbelønning det første i en række ambitiøse politiske forslag til, hvordan vi varigt kommer det alt for høje energiforbrug i Danmark til livs. Mulighederne er mange, så længe de bliver udført på en administrativ enkel måde, der fungerer i praksis.  Danmark og hele EU skal hurtigst muligt helt fri af sin energiafhængighed af Rusland. Unionens energisystem er forbundet på tværs af lande, og derfor er et land ikke frit, før alle er. Samtidig er og bliver et lavt, kontrolleret energiforbrug det bedste værn mod energikrisen – ikke mindst for borgernes privatøkonomi, der rammes hårdt af energiprisernes himmelflugt. Får vi ikke skærmet borgerne tilstrækkeligt, kan det betyde, at mange danskere bliver tvunget til at sælge boligen eller låne til at holde den varm. Vinter, en ny fyringssæson og behov for igen at få gang i radiatorerne nærmer sig med hastige skridt. Der er behov for handling: Ind med energirenoveringerne, ned med energiforbruget og ud med Putin og energikrisen.

By |2023-11-24T09:27:28+01:0012. september 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Det batter ikke at sænke elafgiften – hele prismekanismen for el skal ændres

Debatindlæg af Julie Abrahams, Energi- og klimarådgiver

Elpriserne i Danmark og alle andre lande i Europa er steget voldsomt siden Rusland invaderede Ukraine. Den gennemsnitlige elpris for en dansk familie i et middelstort parcelhus i 2020 var ifølge Forsyningstilsynet ca. 2,10 kr. per kWh inkl. afgifter mm. I første kvartal i år var dette steget til ca. 3,20 kr. per kWh. Og prisen stiger stadig. Det betyder, at den årlige udgift til elektricitet for en almindelig dansk familie med et elforbrug på 4000 kWh stiger fra ca. 8400 kr. i 2020 til sandsynligvis en del mere end 15.000 kr. i 2022.

Politikerne har derfor stort fokus på at gribe ind for at afbøde de sociale konsekvenser af disse prisstigninger. Senere på ugen skal problemstillingen diskuteres blandt energiministrene i EU. I Danmark har man blandt andet foreslået at reducere elafgiften så langt ned, som EU tillader. Det vil reducere elpriserne for de danske forbrugere. Men det vil samtidig være dyrt for statskassen. Og på længere sigt, når krisen på energimarkedet forhåbentligt er løst, vil det betyde, at der skabes tilskyndelse til et højere elforbrug.

Vi foreslår i stedet for to ting. Dels at man i EU gennemfører en justering af prismekanismen for fastsættelsen af elprisen. Dels at man beskatter de store uventede, ekstrafortjenester, som en del elproducenter har fået i ly af energikrisen, og bruger provenuet til grønne formål. For at forklare dette, er det nødvendigt at se på, hvordan elmarkedet fungerer i dag.

Hovedårsagen til prisstigningen skyldes Ruslands aggressionskrig i Ukraine. Den russiske begrænsning af eksport af naturgas til Europa har sendt gasprisen på himmelflugt. Det slår igennem på elprisen, fordi en stor del af elektriciteten i Europa produceres ved afbrænding af gas på elværker. Dette skal ses i sammenhæng med den måde, som elpriserne fastsættes på. I Europa bliver elprisen fastsat time for time på grundlag af udbud og efterspørgsel. Forenklet sagt så søger man først at dække efterspørgslen med den elektricitet, der er billigst at producere. Det vil oftest være vindkraft, vandkraft, solenergi, hvor de løbende omkostninger er forholdsvis små, fordi der ikke er et brændselsforbrug tilknyttet elproduktionen. Hvis dette ikke er nok til at dække efterspørgslen, så inddrager man stadig dyrere elproduktionsformer. Den dyreste elproduktion er i denne tid netop den el, der produceres ved afbrænding af naturgas, hvor prisen nu (uden afgifter, gastransport mv.) er ca. 10-15 gange højere, end den var i 2020. Prismekanismen er skruet sådan sammen, at elprisen herefter fastsættes ud fra prisen på den dyreste elproduktion, som skal til for at dække efterspørgslen. Det betyder, at prisen for produktion af el på naturgas bestemmer elprisen, uanset at elektricitet kun udgør en mindre del af den samlede produktion.

Denne måde at fastsætte prisen på har umiddelbart to konsekvenser. For det første mærker elforbrugerne en stor stigning i deres elregninger. For det andet tjener de elproducenter, som producerer el på anden måde end ved afbrænding af naturgas en del mere end forventet, fordi den dyreste elproduktion er blevet meget dyrere.

Under normale forhold er det klogt, at forbrugernes elpris svarer til dyreste elproduktion, fordi det netop giver den rigtige tilskyndelse til at spare på elektriciteten. Men i en krigssituation, som den vi oplever nu, giver de store prisstigninger, som har helt urimelige sociale konsekvenser for den fattigste del af befolkningen. Vi forslår derfor, at man ændrer på prismekanismen således, at der lægges et loft for elprisen. Hvis omkostningerne til produktionen af de sidste kWh overstiger prisloftet, så dækkes differencen ved at reducere den betaling, som producenterne af den billigere elproduktion modtager. Den uafhængige NGO, Regulatory Assistance Programme (RAP) har udarbejdet en model for hvordan dette kan gøres. 

Indtil dette gennemføres, bør man gribe ind over for de store fortjenester, der er opnået, siden gaskrisen satte ind. Regeringen i Tyskland har allerede foreslået at indføre en særlig beskatning på området. Og for et par dage siden foreslog den franske præsident Macron, at der indføres en EU-skat på de store ekstrafortjenester, der er opnået på energimarkederne i ly af energikrisen. Vi foreslår, at den danske regering bakker op bag disse forslag.

Debatindlægget er også bragt i Klimamonitor d. 8. september 2022

By |2023-11-24T09:34:45+01:008. september 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top