Vi skal lægge arealpuslespillet rigtigt – for landbrugets og klimaets skyld

Målingen er udarbejdet af Rådet for Grøn Omstilling og analysefirmaet Moos-Bjerre A/S i forbindelse med Moos-Bjerres årlige Sustainometer-måling af danskernes holdning til og prioritering af klima og bæredygtighed. 

Det er således 55 procent af danskerne, som mener, at vi bør bibeholde det nuværende niveau af landbrugsjord. 23 procent mener, at vi skal have mindre landbrugsjord. 6 procent mener, vi skal have mere.

Det vidner om, at det de kommende år kan blive vanskeligt for SVM-regeringen at indfri de arealmålsætninger, som i dag er på bordet i forhold til at skabe bedre vilkår for og mere natur i Danmark samtidig med, at der også skal afsættes plads til udbygning af vedvarende energi.

2/3 af Danmark er landbrugsland, hvilket er et tal der er væsentlig større end i de fleste andre lande. Der er i dag politiske planer på bordet blandt andet med vedtagelsen om at etablere 15 naturparker, som forudsætter en omlægning og udlægning af landbrugsjorden til natur. Vi skal ifølge det nationale skovprogram udlægge mindst 230.000 hektar til skov frem mod udgangen af dette århundrede. Den nye SVM-regering har således også fremlagt planer om ”en ambitiøs skovplan med et mål om etablering af 250.000 hektar ny skov i Danmark,” som der står i regeringsgrundlaget.

Omlægning af landbrugsjord er også nødvendigt, hvis vi skal bidrage mærkbart til at indfri EU’s mål om at udlægge 30 procent af EU’s areal til beskyttet natur i 2030. Men spørgsmålet er, hvordan man politisk vil realisere planerne og kunne leve op til nationale planer og EU’s krav, hvis ikke danskerne bakker op om mindre areal landbrug.

Oveni dette skal også lægges de politiske planer om udtagning af lavbundsjorde, som ligger i aftale om grøn omstilling af landbruget. Som del af aftalen indgår ambitionen om at udtage op mod 100.000 hektar lavbundsjorder. Og netop dette er en klar forudsætning for, at reduktionsmålene for sektoren kan nås, som den nye regering i regeringsgrundlaget klart markerer, at de holder fast i.

Opgaven bliver heller ikke nemmere af, at vi de kommende år skal realisere en storskala udbygning af vedvarende energi på land – hvor man politisk med den såkaldte ”Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022” fra juni har vedtaget, at der skal være plads til langt flere vindmøller og solceller på land.
Mere konkret hedder målsætningen at Danmark i 2030 skal have firedoblet produktionen af sol- og vindenergi på land. I aftalen om udbygning af den grønne energi står således direkte at ambitionerne ”kræver”, at en meget omfattende arealplanlægning falder på plads i de kommende år, og at arealplanlægningen bliver fulgt op af en hurtig VE-udbygning på landet og i byerne.”

Et eksempel: European Energys solcelle park i Åbenrå, som er en af Nordeuropas største, optager således 340 hektar (3,4 km2) og leverer 300 MW – svarende til strømforbruget i 75.000 husstande.

Det er svært at se det arealpuslespil gå op, uden at landbrugsarealet må vige for anden anvendelse. Og det kalder på klare politiske prioritering og beslutninger. Det vil først og fremmest kræve, at der tænkes langt mere i synergiløsninger – eksempelvis mellem biodiversitet, udtagning af lavbundsjorderne og VE-udbygningen. Samtidigt må vi tænke vores landbrugsareal ind i en bredere og global fremtid, hvor fødevareforsyning samt klima- og miljøpåvirkning skal gå op. Derfor bliver det relevant at se på, hvad vi producerer.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har lavet en beregning, der viser, at vi med en reduktion i den danske svinebestand på 20 procent, ville kunne brødføde op mod 3,2 mio. mennesker yderligere. Vi kan med andre ord brødføde flere på et mindre areal, hvis vi dyrker afgrøder til mennesker frem for dyr, hvilket er værd at have in mente, når der er kamp om pladsen på vores begrænsede arealer.

Debatindlægget er også bragt i Altinget d. 6. februar 2023.

By |2024-01-23T16:32:29+01:007. februar 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

EU-regler om bly i plast vil skade mennesker og miljø

Danmark har siden 2002 haft stramme regler for bly og har været et foregangsland i EU, men denne nationale indsats er nu i fare for at blive overskygget af nye EU-regler. EU varsler med en ny grænseværdi for mængden af bly i genanvendt PVC på 0,1 procent. Det lyder måske ikke af meget, men indtil nu har Danmark haft regler der er langt strammere, og som har forhindret at bly blev cirkuleret i genanvendt PVC. Denne nye grænseværdi vil derimod tillade recirkulering af bly i nye produkter, fx til byggebranchen, og de nye EU-regler vil derfor betyde en væsentlig forringelse af miljø- og forbrugerbeskyttelsen i Danmark. Som udgangspunkt er fælles regler i EU bestemt vejen at gå, men i tilfælde som disse, hvor eksisterende regler bliver forringet, så virker det helt forkert, at Danmark skal følge EU. 

Vi står netop midt i en skandale, hvor PFAS viser sig at være allestedsnærværende i vores miljø. Et miljø- og sundhedsproblem der på mange måder kan sammenlignes med bly. Og der er én bestemt grund til, at PFAS nu findes alle steder i miljøet og i menneskekroppen – at der i årtier er blevet set igennem fingre med de miljø- og sundhedsskadelige effekter, som disse fluorstoffer har. For man må ikke tro, at man ikke har kendt til disse skadelige effekter, men industriens interesser har fået lov at veje tungere end de miljømæssige. Og nu sker det igen – med bly. Der er vel næppe noget stof der er grundigere undersøgt end bly og alle resultater siger det samme; at bly er voldsomt problematisk og så nedbrydes det ovenikøbet ikke i miljøet. Det vil derfor til stadighed blive recirkuleret i miljøet. Vi må simpelthen stoppe med at begå den samme fejl igen og igen. Vi må stoppe med at se igennem fingre og finde argumenter for, at det er ok. Hanen skal lukkes. Præcis som det er tilfældet for PFAS. Og derfor må Danmark fortsætte med at kæmpe for at beholde sine stramme regler på området.

Det er klimaeffekten af genanvendelse der får lov at veje tungt i denne sag, og også for tungt. For genanvendelse får lov at få for meget plads i omstillingen til en cirkulær økonomi. Selvfølgelig skal produkter og materialer genanvendes når de er helt udtjent, men først der. Først og fremmest skal vi i langt højere grad begrænse vores forbrug, genbruge meget mere og i det hele taget lave miljømæssigt bæredygtige og cirkulære produkter fra start. Produkter der kan rengøres, genpåfyldes og repareres så de holder meget længere end udgangspunktet er i dag. Netop denne tilgang er baggrunden for EU-Kommissionens foreslåede forordning om miljøvenligt design for bæredygtige produkter, der blev fremlagt for mindre end et år siden. I det hele taget står den forestående grænseværdi for bly i genanvendt PVC i slående kontrast til denne ellers fremsynede tilgang vi har set fra EU-Kommissionens side, siden EU’s kemikaliestrategi for bæredygtighed blev fremlagt i 2020 som et led i Den grønne pagt. Et giftfrit miljø er en del af Kommissionens målsætning om nulforurening for luft, vand og jord. Det kommer vi simpelthen ikke i mål med, når de mest skadelige stoffer holdes i cirkulation.

Der skal fra politisk side skabes incitamenter til, at vores forbrug reduceres og vi genbruger mere. Dette gælder bredt i samfundet, men byggebranchen er et godt eksempel på et område, hvor der i dag anvendes store mængder PVC i nybyggeri. Men i stedet for at rive ældre men velfungerende sunde bygninger ned skal vi i stedet renovere og rekonstruere. Der er rigtig mange skadelige kemikalier der er blevet frigivet til miljøet via byggeriet, og sådan vil det fortsætte længe endnu, hvis vi fortsætter med at tillade stoffer som fx bly. EU-Kommissionen skal holde fast i deres målsætning om et giftfrit miljø. I stedet for fortsat at tillade skadelige kemikalier, som en vej til at kunne opnå høje niveauer af genanvendelse, så skulle de opstille en ambitiøst målsætning om et PVC-frit Europa inden 2030 og blive en global frontløber ved at udfase de mest miljøbelastende og mindst genanvendelige af alle plasttyper, nemlig PVC.

Debatindlægget er også bragt på Ingeniøren.dk den 2. februar 2023.

By |2023-11-23T14:57:44+01:002. februar 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Lad landbruget og forbrugerne dele regningen for omstillingen af vores fødevareproduktion

Debatindlæg af Niklas S. Jørgensen bragt i Information d. 21. januar 2023.

Udover en ny regering, har Danmark også fået en klar plan for klimaomstillingen af landbruget. Vi kan se frem til en indfasning af en CO2-afgift målrettet landbruget, som adskillige partier, herunder Socialdemokratiet og Venstre, lovede under valgkampen. Men hvor høj den bliver, og hvornår den bliver indfaset, ved vi endnu ikke, da den nye SVM-regering venter med at blive mere konkrete indtil den såkaldte »ekspertgruppe for en grøn skattereform« har fremlagt deres konklusioner og anbefalinger.

Det står således stadig hen i det uvisse, om afgiften bliver ambitiøs nok til at kunne drive tilstrækkeligt store CO2-reduktioner i landbruget. I regeringsgrundlaget står dog direkte, at »Klimaafgiften skal sikre implementering af udviklingssporet og opfyldelse af det bindende reduktionsmål for land- og skovbrugssektoren på 55-65 procent i 2030 i forhold til 1990«. Landbruget skal med andre ord løfte sin del af ansvaret for, at vi i Danmark når vores 70 procent klimamål i 2030 – og på længere sigt det nye mål om nettonul-udledning i 2045.

Det kan dog synes noget urealistisk, at man fra den nye regerings side kan nå til enighed om en tilstrækkelig høj CO2-afgift på landbruget til, at det kan realiseres – særligt hvis man vil have landbrugsvenstre med, og hvis man tager den del af SVM-regeringens landbrugs- og klimapolitik i betragtning, hvor der eksplicit står, at en ny CO2-afgift på landbruget ikke må koste vækst og arbejdspladser. Der står direkte, at »afgiften skal udformes på en måde, hvor erhvervet understøttes, således at erhvervets konkurrenceevne ikke forringes, og der dermed ikke flyttes arbejdspladser ud af landet samlet set«. Det strider umiddelbart imod Miljøøkonomisk Råds beregninger, som viser, at en CO2-afgift på landbruget i et vist omfang vil koste arbejdspladser.

Forbruger og produktion kan dele regningen
Der er dog en helt oplagt landingsbane for SVM-regeringen i forhold til dette – nemlig at kombinere forslaget om en CO2-afgift på landbruget med en forbrugsbaseret produktafgift på de mest klimabelastende varer og herunder også på animalske produkter. På den måde deler landbruget og forbrugerne regningen for omstillingen. Det er det politiske redskab, som vi ved virker, og som vi ved vil levere de nødvendige reduktioner i vores CO2-udledning.

Endnu en positiv ting ved netop den type afgift er, at den faktisk har en dobbelt klimaeffekt, dels at den kan påvirke forbrugernes valg, privat som professionel, dels at den del af afgiften, som lægges på produktet, ikke medvirker til lækage, da den også pålægges importerede varer.

Det er også en dør, som den nye SVM-regering selv åbner på klem. I regeringsgrundlaget står der direkte, at man vil undersøge »muligheden for at lægge CO2-afgift på slutforbruget som et muligt virkemiddel«.

Højere priser på oksekød
Netop det virkemiddel er der faktisk en bred opbakning til hos befolkningen.  57 procent af danskerne bakker op om en højere pris på oksekød som følge af en CO2-afgift, hvoraf over halvdelen mener, at den må stige med mere end 6 procent. Det er kun en tredjedel af danskerne, der siger, at de er imod. Det viser en ny måling, der tager temperaturen på danskernes holdning til klimapolitikken og herunder omstillingen af landbruget.

Spørgsmålet er dog, om S, V og M, med et flertal i befolkningen i ryggen, kan blive enige om at gå den vej. De seneste år, har det været en kutyme at afvise klimaforbrugsafgifter fra politisk hånd, og Socialdemokratiet har således i flere omgange afvist, at prisen på blandt andet kød må stige for klimaet skyld. Men måske er der nye toner på vej? Noget kunne tyde på det. SVM-regeringen har som del af regeringsgrundlaget således bebudet en flyafgift på 100 kroner. Og det kan vise sig at være en markør for nye tider i forhold til den politiske vilje til at klimabeskatte vores forbrug.

En ting er i hvert fald klart. Det er og bliver ikke muligt at nå et højt nok niveau for landbrugets klimareduktioner uden at det koster mere at udlede CO2 – og bliver CO2-afgiften ikke høj nok på landbruget, skal den suppleres med yderligere tiltag, som reelt batter. Og her kan forbrugsafgiften meget vel vise sig at blive det muliges grønne landingsbane for den nye regering.

By |2023-01-19T08:46:22+01:0021. januar 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Hvorfor er vi ikke bedre til at spare på energien?

Eurostat offentliggjorde lige før jul de nyeste statistikker for energiforbruget i EU. Flere medlemslande må være tilfredse med, at dataene druknede i juleferien, for det går den helt forkerte vej.

Man skal holde tungen lige i munden for at holde styr på energisparemålene i EU. I 2007 vedtog statslederne i EU et mål for energieffektivisering i EU i 2020 på 20% i forhold til det forventede energiforbrug samme år. Det svarede til, at det endelige energiforbrug i EU (hvor Storbritiannien ikke regnes med) i 2020 ikke måtte overstige 1312 millioner ton olieekvivalenter (Mtoe). I 2018 blev der fastsat et nyt mål for 2030 på 32,5% svarende til et endeligt energiforbrug på 1128 Mtoe i EU (igen eksklusiv UK).

Hvordan er det så gået? Det kan man se på figuren nedenfor. Frem til 2014 gik det den rigtige vej, men fra 2014 til 2019 steg energiforbruget i EU, formentligt på grund af den økonomiske vækst og kolde vintre. EU var derfor langt fra at nå sit mål. Men så faldt energiforbruget drastisk i 2020, så man alligevel nåede målet. Meget tyder på, at man her har fået god hjælp af coronapandemien og den økonomiske afmatning, der fulgte i kølvandet. For i 2021 er energiforbruget igen steget kraftigt. Og hvis den trend fortsætter, vil man i 2022 være over 2020-målet og bevæge sig væk fra 2030-målet med stormskridt. 

Kilde: Eurostat: https://ec.europa.eu/eurostat/en/web/products-eurostat-news/w/ddn-20221219-4

Det er efterhånden blevet en kliché, at den bedste energi er den, vi ikke bruger. En af de hurtigste måder at få her-og-nu drivhusgasreduktioner er ved at spare på energien, da det europæiske energimix stadig består af en stor portion olie, kul og ikke mindst gas.

I EU er man i forbindelse med målet om at reducere drivhusgasudledningerne med 55 % (Fit for 55) gået i gang med at genforhandle direktivet for energieffektivisering og skærpe målet for 2030. Forhandlingerne er ikke afsluttet, men det nye mål vil nok ligge i intervallet 39-42,5% afhængig af udfaldet af forhandlingerne mellem Europa-Parlamentet og EU-Rådet.

Udviklingen viser, at der skal strukturelle ændringer til at reducere energiforbruget i EU. Udover at skærpe målet, skal man gøre en langt større indsats for at implementere løsninger, der er med til at indfri det. 

I Danmark bør man først og fremmest vedtage en strategi for energieffektivisering med fastlæggelse af nationale mål og handlingsplaner for at sikre, at vi når målet. 

Den nye danske regering bør sætte et mål for reduktion af energiforbruget på mindst 45 % i 2030, da vi bør gå foran i EU. Samtidig er investeringer i energieffektivisering mere omkostningseffektivt på grund af høje energipriser. Alle sektorer fra transport, landbrug, industri til bygninger skal bidrage til, at målet bliver nået. Det vil ikke kun være godt for klimaet, men også noget som flere store danske virksomheder, som Velux, Rockwool, Grundfos og Danfoss, der leverer energieffektive løsninger, vil nyde godt af.

Hovedelementerne i en national strategi for energieffektivisering bør være:

  • Vedtagelse af en høj, ensartet CO2-afgift. Det vil give alle virksomheder – uanset sektor – et klart økonomisk incitament til at lave energibesparelser og dermed hurtigere CO2-reduktioner til gavn for klimaet. Det gælder også for landbruget.
  • Hurtigere indfasning af eldrevne køretøjer, der er langt mere energieffektive end de fossile. Forbud mod salg af benzin- og dieseldrevne personbiler fra 2025 og benzin- og dieseldrevne lastbiler fra 2030.
  • Energieffektivisering og elektrificering af erhvervslivets processer. Større udnyttelse af overskudsvarme fra industrien.
  • Energieffektivisering af bygninger. Der skal sættes krav til bygningernes energitilstand i 2030, 2040 og 2050. Forbud mod salg af nye olie- og gasfyr hurtigst muligt. Udfasning af olie- og gasfyr inden 2028.

Energi- og forsyningskrisen, som konsekvens af Ruslands invasion af Ukraine, har givet os alle grunde til at spare på energien. Europæere har på grund af krigen fået en bedre forståelse af, at energi ikke er en uudtømmelig ressource, og der er mange incitamenter for at spare på energien ved blandt andet at isolere vores boliger, udnytte overskudsvarmen og gøre industrien mere energieffektiv. Energibevidstheden giver en unik mulighed for at vedtage og implementere de nødvendige løsninger, der skal til for, at vi bruger den begrænsede mængde energi bedst muligt. Energibesparelser er det vigtigste redskab på kort bane til at reducere russisk fossilgas i det europæiske energimix. 

By |2023-11-23T14:58:07+01:0018. januar 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Vognmænd skal have nemmere, hurtigere og billigere adgang til el til lastbiler

Debatindlæg skrevet af Jeppe Juul fra Rådet for Grøn Omstilling, Søren Büchmann Petersen fra DTL-Danske Vognmænd, Caroline Brüel fra ITD – Brancheorganisation for den danske vejgodstransport og Jeppe Hartmann fra Drivkraft Danmark.

Imens elektrificeringen af persontransporten for alvor er kommet op i gear, er der stadig et stykke vej for den tunge transport. Udviklingen af el-lastbiler går ellers rigtig hurtigt, og der er danske vognmænd står klar til at tage skridtet fra diesel til el. Men el-lastbiler er stadig væsentlig dyrere at indkøbe end diesellastbiler, og de vognmænd, som ønsker at investere i el-lastbiler, mødes samtidig af en virkelighed, hvor etableringen af ladeinfrastruktur både er bøvlet, langsommelig og dyr. Det er med til unødvendigt at forsinke den grønne omstilling af lastbiler.

Derfor foreslår Rådet for Grøn Omstilling, DTL-Danske Vognmænd, ITD – Brancheorganisation for den danske vejgodstransport og Drivkraft Danmark en række initiativer, der skal gøre det nemmere, hurtigere og billigere at skifte fra diesel til el. Det indebærer muligheden for, at andre end elnetselskaberne kan udføre nettilslutningen, at der kun betale for det faktiske el-forbrug, og at nettilslutningen kan betales over en længere periode.

Nettilslutning i hele Danmark: Slut med monopoldannelse og lange ventetider
Som landet ligger i dag har el-netselskaberne, der driver de lokale distributionsnet, monopol på at udføre gravearbejdet, der hører til udbygningen af elnettet i området og for at sikre tilslutningen til fx en ladestander. Det kan tage sin tid.

Når en vognmand har besluttet sig for at skifte hele eller dele af sin flåde til el-lastbiler, er det ikke unormalt med ventetider på op til 1,5 år, før der kan tilsluttes nok strøm til den nødvendige ladeinfrastruktur på matriklen og på depotet, hvor lastbilerne skal lade. Ventetiden gælder også for de ladeoperatører, der står for driften af ladestanderne, og som skal sikre, at vognmændene kan lade på farten på transportcentre mv. Det er uholdbart, og der skal findes en løsning, så den grønne ladeinfrastruktur til lastbiler kan rulles ud.

Vi er naturligvis opmærksomme på, at el-netselskaberne er pressede mange steder i landet, hvor den grønne omstilling kræver udbygning af elnettet og tilslutning af stadig mere elproduktion fra vind og sol. Derfor foreslår vi, at reglerne ændres, så andre aktører i højere grad får mulighed for at udbygge nettilslutningen og bryde netselskabernes lokale monopoler.

Konkret foreslår vi, at vognmanden selv skal have mulighed for at finde fx en entreprenør til opgaven, hvis netselskabets tilslutning tager mere end 6 måneder; en såkaldt ’åben-dør-politik’. En eventuel meromkostning til entreprenøren skal desuden deles mellem netselskabet og vognmanden. Det vil give netselskabet et stærkt incitament til at forbedre sin kundeservice og give vognmænd den nødvendige sikkerhed om, at de rent faktisk kan få den nødvendige strøm i rette tid. Vælger vognmanden alene det lokale netselskab, skal netselskabet levere inden for 12 måneder; en såkaldt ”servicegarantiordning”.

En samfundsopgave at sikre tilstrækkelig ladekapacitet
I november sidste år florerede der en skrækhistorie, om Amager Ressourcecenter, der lader deres el-skraldebiler med dieselgeneratorer; de der fik læst mere end bare overskriften ved dog, at det er mindre end 5 % af det samlede elforbrug til deres mange el-skraldebiler, der kommer fra de omtalte dieselgeneratorer. Grunden til at de er tvunget til det, skyldes for lange ventetider på tilslutning til elnettet. Denne historie illustrerer tydeligt, hvor ufleksibelt det er at få tilsluttet strøm nok og at der er brug for markante ændringer. Når ikke engang Københavns Kommune kan få nok strøm fra elnettet i ordentlig tid på en placering ved siden af et stort strømproducerende anlæg, hvordan ser det så ikke ud for vognmanden i Fjerritslev? Det giver ingen mening. Det bør være en samfundsopgave at sørge for, at der er nok strøm til vognmænd i hele Danmark. Fx tæt på depoter og logistikcentre. Forsyningssikkerhed kommer nemlig til at være afgørende for vognmændenes muligheder for at skifte til el-lastbiler.

Derfor bør der også ses på, hvordan prisen for tilslutning til elnettet kan gøres mere rimelig ift. det faktiske forbrug. Selvom vognmanden etablerer et større antal ladestandere, vil de i mange tilfælde kun blive brugt i et afgrænset tidsrum. Alligevel betaler vognmanden for tilslutning 24 timer i døgnet, og for den fulde kapacitet. Vi foreslår derfor, at Forsyningsloven ændres, så det bliver muligt kun at betale for den el, man har behov for. Det skal derfor være muligt at betale for adgangen til el i afgrænsede tidsrum af døgnet. Det vil holde investeringsomkostningerne nede, og medvirke til et mere fleksibelt elnet, da det kun vil dække det konkrete forsyningsbehov.

Alt i alt vil en mere fleksibel løsning gøre det billigere for vognmænd og ladeoperatører at skifte over til el.  På den måde vil vi undgå fremtidige scenarier, hvor vognmænd eller andre virksomheder, er nødsaget til at lade deres el-lastbiler op med dieselgeneratorer, som Amager Ressourcecenter var nødsaget til for at få deres el-skraldebiler ud at køre sidste år, grundet lange ventetider på tilslutning til elnettet.

Fra dyr engangsinvestering til opdeling af udgifterne
Endelig foreslår vi, at det bliver muligt at betale for nettilslutningen over en længere årrække, for eksempel 10 år. Hos vognmanden afskrives et sådan anlæg, inklusiv kabler, typisk over 30 år. Omkostningerne til nettilslutningen er en engangsinvestering i en størrelsesorden, der gør, at det reelt afskrækker mange vognmænd fra at investere i el-lastbiler. Det gælder især de mindre vognmænd. En afbetaling af tilslutningsafgiften over en længere periode vil også gøre det muligt for de mindre vognmænd at investere i el-lastbiler og ladestandere.

Med udmeldinger fra de store lastbilproducenter tyder alt på, at den tunge transport står over for en omfattende elektrificering i de kommende årtier. Skal vi have denne omstilling op i gear, kræver det imidlertid, at det bliver nemmere, hurtigere og billigere at skifte fra diesel til el, end det er i dag. Med ovenstående initiativer vil det blive betydeligt mere attraktivt for de private aktører at sikre den nødvendige ladeinfrastruktur, som er en helt afgørende forudsætning.

By |2023-09-07T17:51:16+01:0018. januar 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Vi skal have verdens mest energi- og ressourceeffektive økonomi

Leder fra Magasinet Grøn Omstilling, af Bjarke Møller.

I Europa har vi i år oplevet den længste tørkeperiode i 500 år. Der er ekstremt høje temperaturer ved polerne, og indlandsisen smelter hurtigere end hidtil antaget. Vi står billedlig talt på en brændende tømmerflåde, og vi har kun få år til at sikre drastiske og massive CO2-reduktioner, hvis vi skal holde os under de 1,5 graders temperaturstigning i forhold til det førindustrielle niveau.

Der er behov for radikale ændringer i samfundet, så vores forbrug og produktion ikke destruerer naturgrundlaget og livsbetingelserne for os og de kommende generationer. De økonomiske systemer og modeller skal nytænkes. Der skal laves grønne skattereformer med høje CO2-afgifter, så borgerne og virksomhederne får stærke incitamenter til at ændre adfærd. For det haster som aldrig før. Den menneskelige civilisation har i de sidste tre årtier levet i en boble af materiel overflod og forbrugerisme, hvor der er blevet drevet rovdrift på jordens ressourcer. Ifølge FN er 40 procent af naturkapitalen destrueret. Dyr, insekter og planter udryddes med alarmerende hast, og vi står i den sjette masseudryddelse siden dinosaurernes tid. Hvor er de regeringer, der sætter klimaet og biodiversiteten først?   

Under den seneste folketingsvalgkamp søgte vi og andre grønne ngo’er at presse politikerne til at prioritere klimaet og sige ja til skrappere reduktionsmål frem mod 2025 og 2030. Det lykkedes at gøre valget til et klima- og energivalg. Og det tegner godt, at den nye SVM-regering i deres regeringsprogram lægger op til at sætte ekstra turbo på den grønne omstilling af energisektoren – bl.a. ved at oprette en stående operativ energistab, NEKST.  

Vi bør dog ikke være blinde overfor, hvor stor udfordringen er. Danmark er et af de lande i Europa, hvor ressourceforbruget er størst. Det svarer til hele 4,2 jordkloder. Vores forbrugsbaserede klimaaftryk pr. indbygger er sammen med Luxembourg det højeste i hele EU. Hvis ikke det nye Folketing benhårdt nedbringer vores forbrugsbaserede CO2-aftryk, kan Danmarks omdømme som en grøn frontløber ende med at blive forvandlet til et sort får.  

Det er positivt, at den nye regering fremrykker det nationale mål om netto-nuludledning til 2045 og vil gøre Danmark klimapositiv i 2050, dvs. at vi tager mere CO2 ud af atmosfæren, end vi udleder. Men for at kunne nå vores klimamål skal vi spare på energien og opstille meget mere sol- og vindenergi. Der skal laves massive investeringer i den grønne omstilling, så hele økonomien bliver bæredygtig. Det er den ikke i dag. De store pensionskasser tripper for at investere i havvindmølleparker, men politikerne skal skabe de rigtige rammebetingelser. I stedet for at spare sig ud af den energisikkerhedskrise, der har sat fart i inflationen, bør der føres en mere ekspansiv finanspolitik, der gør noget ved årsagerne til energikrisen og inflationen. Investér i at forvandle Danmark til verdens mest energi- og ressourceeffektive økonomi. Det bør være hovedmålet for den nye regering.   

By |2023-11-23T15:00:25+01:0019. december 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

SVM-regeringen må stoppe nyinstallationer af fossile fyr

Vi håber, at den nye flertalsregering kan sikre hurtig handlekraft midt i en energi-, sikkerheds- og klimakrise, for løsningerne ligger lige for, men de kræver prioritering. Udfasning af fossil energi, energieffektivisering og udbygning af vedvarende energi kan få os ud af fossil afhængighed og vil også gøre Danmark og EU sikkerhedspolitisk stærkere.

Vi har set skyhøje priser på både el og opvarmning med gas det sidste år, og det kan afbødes med dansk produceret el og fjernvarme.

Stop for nyinstallation af fossile fyr
I SVM-regeringsgrundlaget er det et mål, at så mange husstande som muligt kommer væk fra individuelle naturgas- og oliefyr hurtigst muligt. Der lægges ikke op til ny politisk handling, som skal sikre udfasningen, men der henvises til, at tempo skal holdes. Her tænkes helt sikkert på Klimaaftalen om Grøn strøm og Varme fra juni 2022, som fik bred opbakning i Folketinget.

I den aftale er det ambitionen, at der fra 2035 ikke skal være flere naturgasfyr tilbage i Danmark, men det er alt for sent. Det vil betyde, at naturgasfyrsejere kan ende med at skulle opvarme deres hjem med klimaskadelig og dyr naturgas suppleret med brændefyring med mere de næste 13 år. Fjernvarmen skal være udbygget i 2028, og her bør vi også have sagt farvel til samtlige fossile fyr i Danmark. 

I Klimaaftalen fra juni 2022 nævnes det, at regeringen – altså den tidligere S-regering – forventede at lave en model for stop for nye installationer af gasfyr, som EU-Kommissionen i forvejen selv foreslår i forbindelse med revideringen af Bygningsdirektivet, og som flere EU-lande allerede har.

Men så gik der folketingsvalg og regeringsdannelse i den, og der er ikke lagt op til et stop for nyinstallation af fossile fyr. Det er et meget vigtigt virkemiddel, da vi stadig ser, at der kommer nye fossile fyr på markedet. Det Internationale Energiagentur har foreslået et sådant forbud fra senest 2025, hvis EU skal være klimaneutral i 2050. Og da klimaneutralitet i Danmark er fremrykket til 2045, skal vi have et forbud før end senere, så borgere ikke hænger fast i fossile varmekilder.

Ikke-akutte anlægsopgaver må indstilles
I SVM-regeringsgrundlaget skal en national energikrisestab (NEKST) sikre koordinering af udfasningen af naturgas og udrulningen af vedvarende energi. Det er en rigtig god ide, da det netop kræver god energiplanlægning at komme i mål med fjernvarmeudrulning og udbygning af den vedvarende energi.

Én af stabens første opgaver må blive at sikre arbejdskraft og materiel – både til udrulning af fjernvarme og til opsætning af varmepumper. For at sikre hænder bør ikke-akutte anlægsopgaver indstilles, såsom moratorium for motorvejsbyggerim, der i høj grad kræver samme mandskab og materiel som udbygning af fjernvarmenettet.

Vi er klar over, at der er et særligt problem med svejsere til fjernvarmeudrulning. Her bør staben kigge ind i udenlandsk arbejdskraft samt hurtig (efter)uddannelse og omskoling af håndværkere i faget.

En anden fordel ved at udsætte ikke-kritisk anlægsarbejde er, at man undgår overophedning af hele sektoren, som kan føre til højere priser på fjernvarmeprojekter end nødvendigt.

Midlertidige grønne løsninger
Så skal der tages hånd om de gasfyrsejere, der må vente længere på fjernvarmen, med gode, grønne midlertidige løsninger. Der skal etableres ordninger for midlertidige varmeløsninger, og modellerne bør variere alt efter, hvor længe man skal vente på fjernvarmen.

En model kan være tilskud til varmepumper eller leasingordninger af varmepumper, som betinges af fjernvarmetilslutning. Det bør være en opgave, som NEKST tager på sig i samarbejde med forsyningsselskaberne. En anden model kan være udlån fra forsyningsselskaberne af mindre varmepumper til hybriddrift eller udlån af brugte naturgasfyr, hvis naturgasfyret bryder sammen.  

Det er godt, at man i regeringsgrundlaget vil sikre flere midler til afkoblingspuljen, så borgere ikke skal betale for at blive koblet af gasnettet. Man bør yderligere sikre tilskud til etablering af fjernvarmenettet, så man heller ikke skal betale for at blive koblet på fjernvarmen.

By |2022-12-19T11:38:38+01:0019. december 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Vores afhængighed af russisk fosfor er uholdbar og gør fremtiden usikker

Ruslands invasion af Ukraine har sat Europa på den anden ende ved at blotlægge vores afhængighed af russiske naturressourcer. Her står dansk og europæisk landbrug på meget usikker grund. Én ting er forsyningen af kvælstofgødningen, som siden krigens udbrud er blevet diskuteret i medierne. Kvælstofgødningen importeres i stor stil fra Rusland eller produceres på CO2-belastende fossil gas – også leveret af Rusland. Prisen på kunstgødningen er steget med gaspriserne, og landbruget frygter, at Rusland lukker helt for gas- og gødningseksport.

Desværre tikker også en anden bombe under landbruget i EU: vores afhængighed af fosfor. Der spredes over en million ton fosforkunstgødning på markerne hvert år for at få dem til at bugne mest muligt og dermed give størst udbytte.

Den fosforgødning laves af fosfat, som bliver udvundet i miner i blandt andet Rusland, Marokko og en mindre del i Finland. Det udgør et stort problem. Fosfat er en begrænset ressource, og afhængigheden er forbundet med forsyningsusikkerhed, forurening og sundhedsskadelige effekter. Og, som vi kommer tilbage til senere her, så kan vi vælge helt at stoppe importen af fosforgødning.

Forekomsterne af fosfat i jorden er dannet over millioner af år, og vi har derfor kun de mineralske forekomster, der nu engang er. Med de knap 50 millioner ton fosfat, der globalt anvendes årligt af landbruget, vil vi med tiden opbruge ressourcen, og så står vi med håret i postkassen.

Der går ganske vist mange år endnu, men når ressourcen gradvist udtømmes, stiger priserne. Derfor risikerer de fattige lande at tabe. I Afrika er mange landbrug afhængige af kunstgødning for at kunne dyrke afgrøder, da jorden er i fosformangel.

Overskrider de planetære grænser

Af EU’s samlede import af mineudvundet fosfor anvendes 78 procent som kunstgødning og 14 procent som fodertilsætning i husdyrproduktionen. Samlet set løber det op på en årlig import på omkring 1,5 millioner ton fosfor. Dertil skal lægges forbruget af fosfor udvundet i Finland og anvendt inden for EUs grænser.

Ifølge en rapport fra European Environmental Agency har tabet af fosfor i EU overskredet den planetære grænse med en faktor to. Det vil sige overskredet grænsen for et bæredygtigt fosforkredsløb uden risiko for betydelige og irreversible miljøkonsekvenser, der kan udfordre menneskehedens fremtidige udvikling og trivsel.

At grænsen markant overskrides, hænger sammen med en brug-og-smid-væk tilgang. Andre lande udvinder fosfor i miner langt væk, transporterer det over store afstande til EU, hvor vi spreder det på markerne som kunstgødning. Her akkumuleres noget i landbrugsjorden, mens store mængder tabes til vandmiljøet, hvor det gør stor skade på økosystemerne.

I samspil med kvælstof skaber det opblomstring af algevækst, hvilket fører til iltsvind i vandmiljøet. På sø- og havbund lagres store puljer af fosfor, som er meget vanskeligt at genanvende, og som i årtier vil frigives til skade for livet i vandet. Dette kender vi i Danmark, hvor havmiljøet i mange år har lidt – og fortsat lider – under vores store næringsstofudledning.

En anden hage ved hele miseren er, at fosfat indeholder det sundhedsskadelige tungmetal cadmium i varierende grad. Man kan rense for det, men det er en bekostelig affære. Cadmium bør undgås på vores landbrugsjord og i afgrøderne, da det er kræftfremkaldende og kan give nyreskader.

Derfor har EU også fastsat en grænseværdi gældende fra i år. Kunstgødning må nu maksimalt indeholde 60 mg cadmium pr. kg fosfat. Herhjemme har vi siden 1989 haft en strengere grænse på 48 mg Problemet er bare, at omkring 70 procent af verdens fosforressourcer befinder sig i det besatte og politisk urolige Vestsahara og har et højt indhold af netop cadmium.

Med det nye EU-krav kan de europæiske landbrug i højere grad blive afhængig af andre leverandører, herunder Rusland og Finland, hvis fosfat indeholder mindre cadmium. Men den finske fosforreserve er lille og dækker langtfra EU’s nuværende behov.

Vi risikerer, på trods af at der ledes efter andre leverandører, at blive endnu mere afhængige af russisk fosfor. Og som med gas og olie, kan Rusland vælge at stoppe sin eksport af det dyrebare fosfor, og hvad gør landbruget så?

Den situation ønsker vi i EU selvfølgelig ikke at stå i. Tre af de største grupper i Europa-Parlamentet har for nylig understreget nødvendigheden af at udvikle et europæisk fødevaresystem uafhængigt af importerede varer såsom gødning. EU har samtidig en målsætning om at reducere forbruget af kunstgødning med 20 procent.

Der ledes nu efter andre leverandører af kunstgødning, hvor Marokko med sine store, men cadmium-tunge, forekomster er i spil. Men hvad bliver så prisen: skal grænseniveauerne for cadmium tilbagerulles eller bliver prisen for fosfat tårnhøj? Der skal andet til, hvis vi skal blive fri af afhængighed, russisk fosfat og høje cadmium-niveauer på marker og i fødevarer.

Den grønne vej

Valget bør i sidste ende ikke stå mellem mere cadmium eller større afhængighed af ustabile forsyninger. Der er en anden og langt grønnere vej frem. Vi kan minimere brugen af fosforkunstgødning drastisk, hvis vi bliver bedre til at recirkulere og anvende de fosforressourcer, der i forvejen er i næringsstofkredsløbene.

Vi skal undgå at tabe fosfor til vandmiljøet, hvor vi ikke kan få fat i det igen. I Danmark kan vi genanvende mere af fosforen fra byernes spildevand og den næringsrige gylle fra de mange husdyr. Vi skal udnytte fosfor og kvælstof i husdyrgødningen bedre og stoppe med at overgøde marker tæt på de store husdyrbrug, samtidig med at vi importerer kunstgødning til planteavlerne.

Vi har flere steder store puljer af fosfor i jorden, og her behøver planterne ikke at få tilført fosfor i en årrække. På den måde mindsker vi tabet til vandmiljøet. EU-Kommissionen er ved at lave et forslag til en plan for EU’s forvaltning af næringsstofkredsløb. Her vil man skrue ned for forbruget og mindske tabet af blandt andet fosfor til vandmiljøet.

Men vi kan gøre langt mere. Vi har brug for et landbrug i bedre balance, hvor vi bruger minimale mængder kunstgødning. Det har økologerne gode erfaringer med, så her kan man hente inspiration. En omstilling til en uafhængig landbrugsproduktion kan også understøttes af en afgift på fosforkunstgødning, og man kan øge tilskuddet til recirkulering af fosfor fra affald og restprodukter.

Et bæredygtigt landbrug kræver en bæredygtig næringsstofforvaltning. I Danmark er det oplagt at gøre os helt fri af fosforimport. Det årlige overskud af fosfor på markerne er på omkring 10.000 ton, og vi anvender i omegnen af 13.500 ton fosforkunstgødning årligt. På den baggrund vurderer forskere fra Aarhus Universitet, at vi faktisk godt kan undvære fosforkunstgødningen helt. Så lad os gøre det og samtidigt reducere vores afhængighed af russiske råstoffer.

Dette debatindlæg er blevet bragt i Berlingske

By |2023-11-23T13:09:25+01:005. december 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

De danske politikere må handle nu for at undgå, at en ny ressourcekrise forkrøbler vores omstilling

Debatindlæg af Bjarke Møller, direktør, og Anna Fenger Schefte, seniorrådgiver, i Rådet for Grøn Omstilling.

EU og Danmark står i en situation, hvor den nuværende energiforsyningskrise hurtigt kan blive afløst af en ny og alvorlig krise – nemlig en mangel på de ressourcer og materialer, som er essentielle for at kunne bygge alle de solceller og vindmøller, som oprustningen kalder på. Risikoen er, at en kritisk energiforsyningsafhængighed af en stormagt hurtigt kan blive erstattet af en ny – en kritisk afhængighed af Kinas ressourcer.

Mangel på sjældne jordarter
Det er et scenarie, som kan vise sig at blive meget alvorlig. Indfrielsen af ambitionerne for udbygningen af den vedvarende energi vil øge efterspørgsel på materialer eksplosivt. Det gælder ikke bare materialer såsom stål og cement, men også en lang række sjældne jordarter og metaller.

En stor del af de materialer, som skal bruges til selve konstruktionen af både solcelle- og land/havvindmølleparker kan findes inden for EU’s grænser, men billedet ser helt anderledes ud, når det kommer til hovedparten af de sjældne metaller og jordarter. Her sidder Kina på næsten 90 procent af de sjældne jordarter og i omegnen af 60 procent af verdens litium. Kigger man alene på produktionen af solcellepaneler, så viser en analyse fra Det Internationale Energiagentur, IEA, at Kinas materialeandel i forhold til alle vigtigste produktionsstadier af solcellepaneler i dag overstiger 80 procent.

Der tegner sig altså et klart billede af, at EU igen er på vej ind i virkelighed, hvor vores forsyningssikkerhed vil afhænge af én stormagt– og det synes lidet attraktivt, hvis man tager den nuværende gaskrise og EU’s forsyningsafhængighed af Rusland i betragtning.

Reaktion fra EU
Det er et scenarie, der tydeligvis vækker bekymring i Bruxelles. Kommissionsformand Ursula von der Leyen annoncerede i sin i sin State of the Union-tale i september en ny retsakt om kritiske råstoffer – den såkaldte ’European Critical Raw Materials Act.’ Det var en klar udmelding om, at EU vil igangsætte strategiske projekter gennem hele værdikæden, arbejde for at opbygge strategiske reserver og bane vejen for bedre genanvendelse. Hun sagde blandt andet, at »litium og sjældne jordarter snart vil blive vigtigere end olie og gas.«

EU har allerede været i gang med lignende tiltag på batteriområdet de seneste år. Tilbage i 2017 lancerede Kommissionen den såkaldte ’Batterialliance’, som i dag tæller mere end 700 virksomheder og forskningsinstitutioner, der arbejder sammen for at opbygge hele værdikæden omkring batteriproduktion inden for unionens grænser. Der er aktuelt mere end 110 store batteriprojekter i gang i EU, og man har i dag en målsætning om at 80 procent af unionens brug af litium i 2025 kan dækkes inden for egne rækker.

En mere ambitiøs og bredere ressourceindsats fra EU i forhold til hele det grønne energiområde er et godt og vigtigt fælles skridt, men der vil også være et stykke vej til en realisering af ambitionerne. Derfor er der sideløbende med EU’s indsats brug for, at vi herhjemme allerede nu sætter langt større fokus på forsyningsrobusthed.

Det handler dels om at sætte tempoet for beslutninger markant op og sikre en hurtig konkretisering af udrulningen. I den grønne aftale fra i sommer er ambitionerne således meget tydelige, mens det er i vid udstrækning står uklart, hvad, hvor og hvem der skal realisere udbygningen. Det er en uklarhed, som vi ikke har tid til. Allerede i dag er der voldsomt stigende priser, og forsyningsforsinkelser på en lang række materialer og komponenter til både sol og vind er presset på forsyningskæderne. Derfor haster det med at få de konkrete VE-projekter i udbud sat i gang, så de virksomheder, der skal levere sol og vind, har en klar og langsigtet pipeline, så de kan planlægge, forhandle priser og lægge forsyningsordrer ind i god tid.

Fokus på genanvendelse og forskning
Det handler også om en langt mere målrettet og ambitiøs indsats i forhold til at udvikle mere cirkulære produktionsmetoder og -værdikæder, som kan sikre mere og bedre genanvendelse – særligt når det kommer til sjældne metaller og jordarter. Det er godt nok omkring 85 procent af solceller og vindturbiner, som i dag kan genanvendes, og store virksomheder som Vestas, Siemens, Better Energy og Vattenfall har i dag klare ambitioner for zero waste- vindmøller og -solceller. Den udvikling skal understøttes, og genanvendelsesværdien af materialerne skal forbedres.

Her kan vi heldigvis bygge videre på den innovationskraft, som danske virksomheder og universiteter historisk har haft i forhold til vedvarende energikilder og prioritere forskning i forbedringer af VE-teknologierne. Målet må være at mindske materialeforbruget og dermed også materialeafhængigheden. Det er der i dag flere positive takter i forhold til, blandt andet udvikling af ultratynde solceller – de såkaldte organiske solceller.

De er tænkt som afløser for de siliciumsolceller, som er altdominerende på markedet i dag. De bruger langt færre materialer og er nemmere at genanvende. De organiske solceller vejer således kun 500 gram per kvadratmeter – en del mindre end traditionelle siliciumsolcellers vægt på 12 kilo per kvadratmeter. Inden for vind sker der også fremskridt på den front, blandt andet med fokus på udvikling af alternative elektroniske magneter, der baserer sig på nye typer af sjældne jordarter.

Det er afgørende, at man fra dansk side maksimalt presser på i EU for ambitiøse målsætninger for meget mere vedvarende energi, og at der samtidig stilles skrappe krav til at løse ressourceudfordringen. 100 procent vedvarende energi og ressourceeffektivitet er vores generation største udfordring og en forudsætning for en klimasikker fremtid.

Debatindlægget er bragt i Klimamonitor d. 22. nov. 2022.

By |2024-01-26T09:51:57+01:0022. november 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Ingen undskyldninger for at undtage landbruget

Debatindlæg af Mikael Skou Andersen, professor Institut for Miljøvidenskab AAU, og Christian Ege, seniorkonsulent i Rådet for Grøn Omstilling.

Det er glædeligt, at der er ved at komme bredere politisk opbakning til, at en generel afgift på klimagasudledning også skal omfatte landbrug – og det har folketingsvalget heldigvis ikke ændret på.

Landbruget står i dag for 35 % af de samlede udledninger i Danmark, og hvis ikke landbruget kommer i gang med reduktioner, vil det være 45% i 2030. Det er beregnet, at det bliver meget dyrt for samfundet, hvis andre skal tage de reduktioner, som landbruget skulle have taget for at nå 70%-målet i 2030.

Politisk opbakning
Socialdemokratiet siger i dag klart, at landbruget skal med på afgiften – ligesom støttepartierne har sagt det længe. Venstres Jakob Ellemann-Jensen siger det nu også – men kun hvis det ikke koster arbejdspladser i landbruget og fødevareindustrien. Men hvad betyder dette?

Fødevaresektorens fagforbund, NNF, siger de kan acceptere, at en del af de klimaskadelige arbejdspladser forsvinder, og at de kan erstattes af grønnere arbejdspladser, for eksempel inden for plantebaserede fødevarer.

Socialdemokraterne siger, at en afgift kun skal fremme, at landbruget tager mere klimavenlige teknologier i brug, men ikke skal påvirke befolkningens valg af fødevarer. Men hvis vi skal i mål med reduktionerne, skal afgiften gøre begge dele.

Det kan være en god idé at sende indtægterne fra afgiften tilbage til landbruget, men det skal ske på en måde, så det fremmer mere klimavenlig produktion, herunder udviklingen af flere plantebaserede fødevarer. Hvis vi støtter de mest klimaskadelige fødevarer lige så meget som de klimavenlige, kommer vi jo ingen vegne.

Søren Gade fra Venstre vil slet ikke have en dansk afgift, men afvente en fælles afgift i EU. Men realiteten er, at EU er handlingslammede her, fordi traktaten siger, at afgifter kun kan vedtages ved enstemmighed, mens alle handelsreglerne vedtages ved flertalsafstemning.

Derfor er den eneste mulighed at lave en dansk afgift. Men de andre lande skal jo også leve op til Paris-aftalen, herunder til EU’s forpligtende mål om 55 %-reduktion i 2030, så de kan ikke bare køre i frihjul.

Fremtidens teknologier ændrer afgift
Vi er dog helt med på, at en dansk afgift på udledning af klimagasser kun vil ramme dansk produktion, men friholde importerede varer. Det hjælper ikke klimaet, hvis forbrugerne blot køber importeret kød i stedet. Men dette kan også løses. Man kan til en start lægge afgiften på selve varen, for eksempel oksekød, som er klart den største synder, og hvor importen er betydelig. Så rammer den ens på importeret og dansk produceret kød, og overholder dermed EU-reglerne om ikke at diskriminere.

Det vil dog på længere sigt være en dårlig idé at lægge hele afgiften her. Afgift på udledning har nemlig den fordel, at den tilskynder den enkelte producent til at bruge de mest klimavenlige teknologier.

Når de danske landmænd om nogle år er bedre udstyret med grønne teknologier, kan vi skifte til en udledningsafgift. Til den tid (senest i 2030) vil der også være data, som gør det muligt at skønne – og afgifts-pålægge – de tilknyttede udledninger i de lande vi importerer fra. Det kan f.eks. ske efter de principper der er skitseret i EU-forslaget om en klimatold (CBAM).

I forvejen har de økonomiske vismænd beregnet, at den såkaldte lækage af arbejdspladser kun vil være ca. 1/3 – altså at 1/3 af de mest klimaskadelige arbejdspladser vil flytte til udlandet. De skal så erstattes af mere klimavenlig produktion i Danmark – for eksempel af plantebaserede fødevarer.

Hvis der er partier, der er nervøse ved dette, kan man stærkt mindske denne effekt ved at gøre som foreslået ovenfor. Samtidig vil vi så påvirke forbruget i mere klimavenlige retning, men på en måde, som stiller danske og importerede varer lige. Og så er vi nede på en lækageeffekt, som vi helt sikkert kan håndtere.

Der er med andre ord ingen undskyldninger for at undtage landbruget fra afgift på klimagasser.

Debatindlægget er også bragt i Altinget d. 15. nov. 2022

By |2023-11-23T11:48:27+01:0015. november 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top