SVM-regeringen må stoppe nyinstallationer af fossile fyr

Vi håber, at den nye flertalsregering kan sikre hurtig handlekraft midt i en energi-, sikkerheds- og klimakrise, for løsningerne ligger lige for, men de kræver prioritering. Udfasning af fossil energi, energieffektivisering og udbygning af vedvarende energi kan få os ud af fossil afhængighed og vil også gøre Danmark og EU sikkerhedspolitisk stærkere.

Vi har set skyhøje priser på både el og opvarmning med gas det sidste år, og det kan afbødes med dansk produceret el og fjernvarme.

Stop for nyinstallation af fossile fyr
I SVM-regeringsgrundlaget er det et mål, at så mange husstande som muligt kommer væk fra individuelle naturgas- og oliefyr hurtigst muligt. Der lægges ikke op til ny politisk handling, som skal sikre udfasningen, men der henvises til, at tempo skal holdes. Her tænkes helt sikkert på Klimaaftalen om Grøn strøm og Varme fra juni 2022, som fik bred opbakning i Folketinget.

I den aftale er det ambitionen, at der fra 2035 ikke skal være flere naturgasfyr tilbage i Danmark, men det er alt for sent. Det vil betyde, at naturgasfyrsejere kan ende med at skulle opvarme deres hjem med klimaskadelig og dyr naturgas suppleret med brændefyring med mere de næste 13 år. Fjernvarmen skal være udbygget i 2028, og her bør vi også have sagt farvel til samtlige fossile fyr i Danmark. 

I Klimaaftalen fra juni 2022 nævnes det, at regeringen – altså den tidligere S-regering – forventede at lave en model for stop for nye installationer af gasfyr, som EU-Kommissionen i forvejen selv foreslår i forbindelse med revideringen af Bygningsdirektivet, og som flere EU-lande allerede har.

Men så gik der folketingsvalg og regeringsdannelse i den, og der er ikke lagt op til et stop for nyinstallation af fossile fyr. Det er et meget vigtigt virkemiddel, da vi stadig ser, at der kommer nye fossile fyr på markedet. Det Internationale Energiagentur har foreslået et sådant forbud fra senest 2025, hvis EU skal være klimaneutral i 2050. Og da klimaneutralitet i Danmark er fremrykket til 2045, skal vi have et forbud før end senere, så borgere ikke hænger fast i fossile varmekilder.

Ikke-akutte anlægsopgaver må indstilles
I SVM-regeringsgrundlaget skal en national energikrisestab (NEKST) sikre koordinering af udfasningen af naturgas og udrulningen af vedvarende energi. Det er en rigtig god ide, da det netop kræver god energiplanlægning at komme i mål med fjernvarmeudrulning og udbygning af den vedvarende energi.

Én af stabens første opgaver må blive at sikre arbejdskraft og materiel – både til udrulning af fjernvarme og til opsætning af varmepumper. For at sikre hænder bør ikke-akutte anlægsopgaver indstilles, såsom moratorium for motorvejsbyggerim, der i høj grad kræver samme mandskab og materiel som udbygning af fjernvarmenettet.

Vi er klar over, at der er et særligt problem med svejsere til fjernvarmeudrulning. Her bør staben kigge ind i udenlandsk arbejdskraft samt hurtig (efter)uddannelse og omskoling af håndværkere i faget.

En anden fordel ved at udsætte ikke-kritisk anlægsarbejde er, at man undgår overophedning af hele sektoren, som kan føre til højere priser på fjernvarmeprojekter end nødvendigt.

Midlertidige grønne løsninger
Så skal der tages hånd om de gasfyrsejere, der må vente længere på fjernvarmen, med gode, grønne midlertidige løsninger. Der skal etableres ordninger for midlertidige varmeløsninger, og modellerne bør variere alt efter, hvor længe man skal vente på fjernvarmen.

En model kan være tilskud til varmepumper eller leasingordninger af varmepumper, som betinges af fjernvarmetilslutning. Det bør være en opgave, som NEKST tager på sig i samarbejde med forsyningsselskaberne. En anden model kan være udlån fra forsyningsselskaberne af mindre varmepumper til hybriddrift eller udlån af brugte naturgasfyr, hvis naturgasfyret bryder sammen.  

Det er godt, at man i regeringsgrundlaget vil sikre flere midler til afkoblingspuljen, så borgere ikke skal betale for at blive koblet af gasnettet. Man bør yderligere sikre tilskud til etablering af fjernvarmenettet, så man heller ikke skal betale for at blive koblet på fjernvarmen.

By |2022-12-19T11:38:38+01:0019. december 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Vores afhængighed af russisk fosfor er uholdbar og gør fremtiden usikker

Ruslands invasion af Ukraine har sat Europa på den anden ende ved at blotlægge vores afhængighed af russiske naturressourcer. Her står dansk og europæisk landbrug på meget usikker grund. Én ting er forsyningen af kvælstofgødningen, som siden krigens udbrud er blevet diskuteret i medierne. Kvælstofgødningen importeres i stor stil fra Rusland eller produceres på CO2-belastende fossil gas – også leveret af Rusland. Prisen på kunstgødningen er steget med gaspriserne, og landbruget frygter, at Rusland lukker helt for gas- og gødningseksport.

Desværre tikker også en anden bombe under landbruget i EU: vores afhængighed af fosfor. Der spredes over en million ton fosforkunstgødning på markerne hvert år for at få dem til at bugne mest muligt og dermed give størst udbytte.

Den fosforgødning laves af fosfat, som bliver udvundet i miner i blandt andet Rusland, Marokko og en mindre del i Finland. Det udgør et stort problem. Fosfat er en begrænset ressource, og afhængigheden er forbundet med forsyningsusikkerhed, forurening og sundhedsskadelige effekter. Og, som vi kommer tilbage til senere her, så kan vi vælge helt at stoppe importen af fosforgødning.

Forekomsterne af fosfat i jorden er dannet over millioner af år, og vi har derfor kun de mineralske forekomster, der nu engang er. Med de knap 50 millioner ton fosfat, der globalt anvendes årligt af landbruget, vil vi med tiden opbruge ressourcen, og så står vi med håret i postkassen.

Der går ganske vist mange år endnu, men når ressourcen gradvist udtømmes, stiger priserne. Derfor risikerer de fattige lande at tabe. I Afrika er mange landbrug afhængige af kunstgødning for at kunne dyrke afgrøder, da jorden er i fosformangel.

Overskrider de planetære grænser

Af EU’s samlede import af mineudvundet fosfor anvendes 78 procent som kunstgødning og 14 procent som fodertilsætning i husdyrproduktionen. Samlet set løber det op på en årlig import på omkring 1,5 millioner ton fosfor. Dertil skal lægges forbruget af fosfor udvundet i Finland og anvendt inden for EUs grænser.

Ifølge en rapport fra European Environmental Agency har tabet af fosfor i EU overskredet den planetære grænse med en faktor to. Det vil sige overskredet grænsen for et bæredygtigt fosforkredsløb uden risiko for betydelige og irreversible miljøkonsekvenser, der kan udfordre menneskehedens fremtidige udvikling og trivsel.

At grænsen markant overskrides, hænger sammen med en brug-og-smid-væk tilgang. Andre lande udvinder fosfor i miner langt væk, transporterer det over store afstande til EU, hvor vi spreder det på markerne som kunstgødning. Her akkumuleres noget i landbrugsjorden, mens store mængder tabes til vandmiljøet, hvor det gør stor skade på økosystemerne.

I samspil med kvælstof skaber det opblomstring af algevækst, hvilket fører til iltsvind i vandmiljøet. På sø- og havbund lagres store puljer af fosfor, som er meget vanskeligt at genanvende, og som i årtier vil frigives til skade for livet i vandet. Dette kender vi i Danmark, hvor havmiljøet i mange år har lidt – og fortsat lider – under vores store næringsstofudledning.

En anden hage ved hele miseren er, at fosfat indeholder det sundhedsskadelige tungmetal cadmium i varierende grad. Man kan rense for det, men det er en bekostelig affære. Cadmium bør undgås på vores landbrugsjord og i afgrøderne, da det er kræftfremkaldende og kan give nyreskader.

Derfor har EU også fastsat en grænseværdi gældende fra i år. Kunstgødning må nu maksimalt indeholde 60 mg cadmium pr. kg fosfat. Herhjemme har vi siden 1989 haft en strengere grænse på 48 mg Problemet er bare, at omkring 70 procent af verdens fosforressourcer befinder sig i det besatte og politisk urolige Vestsahara og har et højt indhold af netop cadmium.

Med det nye EU-krav kan de europæiske landbrug i højere grad blive afhængig af andre leverandører, herunder Rusland og Finland, hvis fosfat indeholder mindre cadmium. Men den finske fosforreserve er lille og dækker langtfra EU’s nuværende behov.

Vi risikerer, på trods af at der ledes efter andre leverandører, at blive endnu mere afhængige af russisk fosfor. Og som med gas og olie, kan Rusland vælge at stoppe sin eksport af det dyrebare fosfor, og hvad gør landbruget så?

Den situation ønsker vi i EU selvfølgelig ikke at stå i. Tre af de største grupper i Europa-Parlamentet har for nylig understreget nødvendigheden af at udvikle et europæisk fødevaresystem uafhængigt af importerede varer såsom gødning. EU har samtidig en målsætning om at reducere forbruget af kunstgødning med 20 procent.

Der ledes nu efter andre leverandører af kunstgødning, hvor Marokko med sine store, men cadmium-tunge, forekomster er i spil. Men hvad bliver så prisen: skal grænseniveauerne for cadmium tilbagerulles eller bliver prisen for fosfat tårnhøj? Der skal andet til, hvis vi skal blive fri af afhængighed, russisk fosfat og høje cadmium-niveauer på marker og i fødevarer.

Den grønne vej

Valget bør i sidste ende ikke stå mellem mere cadmium eller større afhængighed af ustabile forsyninger. Der er en anden og langt grønnere vej frem. Vi kan minimere brugen af fosforkunstgødning drastisk, hvis vi bliver bedre til at recirkulere og anvende de fosforressourcer, der i forvejen er i næringsstofkredsløbene.

Vi skal undgå at tabe fosfor til vandmiljøet, hvor vi ikke kan få fat i det igen. I Danmark kan vi genanvende mere af fosforen fra byernes spildevand og den næringsrige gylle fra de mange husdyr. Vi skal udnytte fosfor og kvælstof i husdyrgødningen bedre og stoppe med at overgøde marker tæt på de store husdyrbrug, samtidig med at vi importerer kunstgødning til planteavlerne.

Vi har flere steder store puljer af fosfor i jorden, og her behøver planterne ikke at få tilført fosfor i en årrække. På den måde mindsker vi tabet til vandmiljøet. EU-Kommissionen er ved at lave et forslag til en plan for EU’s forvaltning af næringsstofkredsløb. Her vil man skrue ned for forbruget og mindske tabet af blandt andet fosfor til vandmiljøet.

Men vi kan gøre langt mere. Vi har brug for et landbrug i bedre balance, hvor vi bruger minimale mængder kunstgødning. Det har økologerne gode erfaringer med, så her kan man hente inspiration. En omstilling til en uafhængig landbrugsproduktion kan også understøttes af en afgift på fosforkunstgødning, og man kan øge tilskuddet til recirkulering af fosfor fra affald og restprodukter.

Et bæredygtigt landbrug kræver en bæredygtig næringsstofforvaltning. I Danmark er det oplagt at gøre os helt fri af fosforimport. Det årlige overskud af fosfor på markerne er på omkring 10.000 ton, og vi anvender i omegnen af 13.500 ton fosforkunstgødning årligt. På den baggrund vurderer forskere fra Aarhus Universitet, at vi faktisk godt kan undvære fosforkunstgødningen helt. Så lad os gøre det og samtidigt reducere vores afhængighed af russiske råstoffer.

Dette debatindlæg er blevet bragt i Berlingske

By |2023-11-23T13:09:25+01:005. december 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

De danske politikere må handle nu for at undgå, at en ny ressourcekrise forkrøbler vores omstilling

Debatindlæg af Bjarke Møller, direktør, og Anna Fenger Schefte, seniorrådgiver, i Rådet for Grøn Omstilling.

EU og Danmark står i en situation, hvor den nuværende energiforsyningskrise hurtigt kan blive afløst af en ny og alvorlig krise – nemlig en mangel på de ressourcer og materialer, som er essentielle for at kunne bygge alle de solceller og vindmøller, som oprustningen kalder på. Risikoen er, at en kritisk energiforsyningsafhængighed af en stormagt hurtigt kan blive erstattet af en ny – en kritisk afhængighed af Kinas ressourcer.

Mangel på sjældne jordarter
Det er et scenarie, som kan vise sig at blive meget alvorlig. Indfrielsen af ambitionerne for udbygningen af den vedvarende energi vil øge efterspørgsel på materialer eksplosivt. Det gælder ikke bare materialer såsom stål og cement, men også en lang række sjældne jordarter og metaller.

En stor del af de materialer, som skal bruges til selve konstruktionen af både solcelle- og land/havvindmølleparker kan findes inden for EU’s grænser, men billedet ser helt anderledes ud, når det kommer til hovedparten af de sjældne metaller og jordarter. Her sidder Kina på næsten 90 procent af de sjældne jordarter og i omegnen af 60 procent af verdens litium. Kigger man alene på produktionen af solcellepaneler, så viser en analyse fra Det Internationale Energiagentur, IEA, at Kinas materialeandel i forhold til alle vigtigste produktionsstadier af solcellepaneler i dag overstiger 80 procent.

Der tegner sig altså et klart billede af, at EU igen er på vej ind i virkelighed, hvor vores forsyningssikkerhed vil afhænge af én stormagt– og det synes lidet attraktivt, hvis man tager den nuværende gaskrise og EU’s forsyningsafhængighed af Rusland i betragtning.

Reaktion fra EU
Det er et scenarie, der tydeligvis vækker bekymring i Bruxelles. Kommissionsformand Ursula von der Leyen annoncerede i sin i sin State of the Union-tale i september en ny retsakt om kritiske råstoffer – den såkaldte ’European Critical Raw Materials Act.’ Det var en klar udmelding om, at EU vil igangsætte strategiske projekter gennem hele værdikæden, arbejde for at opbygge strategiske reserver og bane vejen for bedre genanvendelse. Hun sagde blandt andet, at »litium og sjældne jordarter snart vil blive vigtigere end olie og gas.«

EU har allerede været i gang med lignende tiltag på batteriområdet de seneste år. Tilbage i 2017 lancerede Kommissionen den såkaldte ’Batterialliance’, som i dag tæller mere end 700 virksomheder og forskningsinstitutioner, der arbejder sammen for at opbygge hele værdikæden omkring batteriproduktion inden for unionens grænser. Der er aktuelt mere end 110 store batteriprojekter i gang i EU, og man har i dag en målsætning om at 80 procent af unionens brug af litium i 2025 kan dækkes inden for egne rækker.

En mere ambitiøs og bredere ressourceindsats fra EU i forhold til hele det grønne energiområde er et godt og vigtigt fælles skridt, men der vil også være et stykke vej til en realisering af ambitionerne. Derfor er der sideløbende med EU’s indsats brug for, at vi herhjemme allerede nu sætter langt større fokus på forsyningsrobusthed.

Det handler dels om at sætte tempoet for beslutninger markant op og sikre en hurtig konkretisering af udrulningen. I den grønne aftale fra i sommer er ambitionerne således meget tydelige, mens det er i vid udstrækning står uklart, hvad, hvor og hvem der skal realisere udbygningen. Det er en uklarhed, som vi ikke har tid til. Allerede i dag er der voldsomt stigende priser, og forsyningsforsinkelser på en lang række materialer og komponenter til både sol og vind er presset på forsyningskæderne. Derfor haster det med at få de konkrete VE-projekter i udbud sat i gang, så de virksomheder, der skal levere sol og vind, har en klar og langsigtet pipeline, så de kan planlægge, forhandle priser og lægge forsyningsordrer ind i god tid.

Fokus på genanvendelse og forskning
Det handler også om en langt mere målrettet og ambitiøs indsats i forhold til at udvikle mere cirkulære produktionsmetoder og -værdikæder, som kan sikre mere og bedre genanvendelse – særligt når det kommer til sjældne metaller og jordarter. Det er godt nok omkring 85 procent af solceller og vindturbiner, som i dag kan genanvendes, og store virksomheder som Vestas, Siemens, Better Energy og Vattenfall har i dag klare ambitioner for zero waste- vindmøller og -solceller. Den udvikling skal understøttes, og genanvendelsesværdien af materialerne skal forbedres.

Her kan vi heldigvis bygge videre på den innovationskraft, som danske virksomheder og universiteter historisk har haft i forhold til vedvarende energikilder og prioritere forskning i forbedringer af VE-teknologierne. Målet må være at mindske materialeforbruget og dermed også materialeafhængigheden. Det er der i dag flere positive takter i forhold til, blandt andet udvikling af ultratynde solceller – de såkaldte organiske solceller.

De er tænkt som afløser for de siliciumsolceller, som er altdominerende på markedet i dag. De bruger langt færre materialer og er nemmere at genanvende. De organiske solceller vejer således kun 500 gram per kvadratmeter – en del mindre end traditionelle siliciumsolcellers vægt på 12 kilo per kvadratmeter. Inden for vind sker der også fremskridt på den front, blandt andet med fokus på udvikling af alternative elektroniske magneter, der baserer sig på nye typer af sjældne jordarter.

Det er afgørende, at man fra dansk side maksimalt presser på i EU for ambitiøse målsætninger for meget mere vedvarende energi, og at der samtidig stilles skrappe krav til at løse ressourceudfordringen. 100 procent vedvarende energi og ressourceeffektivitet er vores generation største udfordring og en forudsætning for en klimasikker fremtid.

Debatindlægget er bragt i Klimamonitor d. 22. nov. 2022.

By |2024-01-26T09:51:57+01:0022. november 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Ingen undskyldninger for at undtage landbruget

Debatindlæg af Mikael Skou Andersen, professor Institut for Miljøvidenskab AAU, og Christian Ege, seniorkonsulent i Rådet for Grøn Omstilling.

Det er glædeligt, at der er ved at komme bredere politisk opbakning til, at en generel afgift på klimagasudledning også skal omfatte landbrug – og det har folketingsvalget heldigvis ikke ændret på.

Landbruget står i dag for 35 % af de samlede udledninger i Danmark, og hvis ikke landbruget kommer i gang med reduktioner, vil det være 45% i 2030. Det er beregnet, at det bliver meget dyrt for samfundet, hvis andre skal tage de reduktioner, som landbruget skulle have taget for at nå 70%-målet i 2030.

Politisk opbakning
Socialdemokratiet siger i dag klart, at landbruget skal med på afgiften – ligesom støttepartierne har sagt det længe. Venstres Jakob Ellemann-Jensen siger det nu også – men kun hvis det ikke koster arbejdspladser i landbruget og fødevareindustrien. Men hvad betyder dette?

Fødevaresektorens fagforbund, NNF, siger de kan acceptere, at en del af de klimaskadelige arbejdspladser forsvinder, og at de kan erstattes af grønnere arbejdspladser, for eksempel inden for plantebaserede fødevarer.

Socialdemokraterne siger, at en afgift kun skal fremme, at landbruget tager mere klimavenlige teknologier i brug, men ikke skal påvirke befolkningens valg af fødevarer. Men hvis vi skal i mål med reduktionerne, skal afgiften gøre begge dele.

Det kan være en god idé at sende indtægterne fra afgiften tilbage til landbruget, men det skal ske på en måde, så det fremmer mere klimavenlig produktion, herunder udviklingen af flere plantebaserede fødevarer. Hvis vi støtter de mest klimaskadelige fødevarer lige så meget som de klimavenlige, kommer vi jo ingen vegne.

Søren Gade fra Venstre vil slet ikke have en dansk afgift, men afvente en fælles afgift i EU. Men realiteten er, at EU er handlingslammede her, fordi traktaten siger, at afgifter kun kan vedtages ved enstemmighed, mens alle handelsreglerne vedtages ved flertalsafstemning.

Derfor er den eneste mulighed at lave en dansk afgift. Men de andre lande skal jo også leve op til Paris-aftalen, herunder til EU’s forpligtende mål om 55 %-reduktion i 2030, så de kan ikke bare køre i frihjul.

Fremtidens teknologier ændrer afgift
Vi er dog helt med på, at en dansk afgift på udledning af klimagasser kun vil ramme dansk produktion, men friholde importerede varer. Det hjælper ikke klimaet, hvis forbrugerne blot køber importeret kød i stedet. Men dette kan også løses. Man kan til en start lægge afgiften på selve varen, for eksempel oksekød, som er klart den største synder, og hvor importen er betydelig. Så rammer den ens på importeret og dansk produceret kød, og overholder dermed EU-reglerne om ikke at diskriminere.

Det vil dog på længere sigt være en dårlig idé at lægge hele afgiften her. Afgift på udledning har nemlig den fordel, at den tilskynder den enkelte producent til at bruge de mest klimavenlige teknologier.

Når de danske landmænd om nogle år er bedre udstyret med grønne teknologier, kan vi skifte til en udledningsafgift. Til den tid (senest i 2030) vil der også være data, som gør det muligt at skønne – og afgifts-pålægge – de tilknyttede udledninger i de lande vi importerer fra. Det kan f.eks. ske efter de principper der er skitseret i EU-forslaget om en klimatold (CBAM).

I forvejen har de økonomiske vismænd beregnet, at den såkaldte lækage af arbejdspladser kun vil være ca. 1/3 – altså at 1/3 af de mest klimaskadelige arbejdspladser vil flytte til udlandet. De skal så erstattes af mere klimavenlig produktion i Danmark – for eksempel af plantebaserede fødevarer.

Hvis der er partier, der er nervøse ved dette, kan man stærkt mindske denne effekt ved at gøre som foreslået ovenfor. Samtidig vil vi så påvirke forbruget i mere klimavenlige retning, men på en måde, som stiller danske og importerede varer lige. Og så er vi nede på en lækageeffekt, som vi helt sikkert kan håndtere.

Der er med andre ord ingen undskyldninger for at undtage landbruget fra afgift på klimagasser.

Debatindlægget er også bragt i Altinget d. 15. nov. 2022

By |2023-11-23T11:48:27+01:0015. november 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Rådet for Grøn Omstilling til ny regering: Stil krav til offentligt indkøb af cement og beton

Byggeri og infrastrukturprojekter står i dag for cirka ti procent af den samlede CO2-udledning i Danmark.

Så hvis vi skal nå i mål med at reducere klimaaftrykket med 70 procent i 2030, skal vi reducere udledningerne fra byggeriet markant. 
 
Når det kommer til at reducere byggeriets klimabelastning, er en af de største udfordringer vores storforbrug af beton. Det er et billigt og holdbart materiale, og netop derfor er beton det byggemateriale, der bliver brugt mest på verdensplan – det gælder også herhjemme.

Men det er også et byggemateriale med et meget stort klimaaftryk. Det skyldes, at beton indeholder cement, som udleder store mængder CO2 under produktionen. Faktisk står cementproduktionen for næsten fem procent af Danmarks samlede CO2-udledning.

Det svarer til den årlige udledning fra knap 900.000 personbiler.

Stor forskel på udledningen

I Danmark bruger vi årligt ti millioner tons beton. Det svarer til, at hver dansker bruger 1,7 tons beton om året eller omkring 140 tons i en hel levetid. Energistyrelsen forventer, at efterspørgslen af beton vil stige frem imod 2035, og det vil som udgangspunkt øge CO2-udledningerne markant.

I dag er der ikke sat klimakrav til brugen af cement og beton. Det er problematisk, da der er stor forskel på de forskellige cementtypers klimaaftryk.

Aalborg Portland har udviklet Futurecem, som har en klimabelastning der er op til 30 procent lavere end deres typiske anvendte produkter, Rapid og Basis.

I modsætning hertil har Hvid cement et klimaaftryk der er knap 30 procent højere end standardprodukterne. Da cement er en hovedbestanddel i beton, kan der derfor være forholdsvis store klimabesparelser at hente, alt efter hvilken cementtype der bruges.

Netop derfor bør der stilles politiske krav til hvilken type cement og beton, der kan bruges i byggeriet.

Klima over æstetik

Her er offentligt byggeri et godt sted at starte. Offentligt byggeri står nemlig for omkring 50 procent af det samlede byggeri i Danmark.

Det offentlige bør derfor dels reducere forbruget og dels bruge dens store indkøbsmuskel til at efterspørge cement og beton, der har det laveste klimaaftryk.

I dag findes der faktisk i flere kommuners lokalplaner direkte krav til at bygge med den klimatungeste hvide beton. Når hvid beton indgår i lokalplaner, er det ofte ud fra et argument om æstetik.

Men der findes, ud over æstetikken, aktuelt ikke nogen gode argumenter for at bruge hvid cement frem for grå cement, da der i forhold til både funktionalitet og styrkekrav findes grå – og altså mere klimavenlige – alternativer.

Men ønsker man at reducere udledningerne fra byggeriet, nytter det ikke at sætte subjektiv æstetik over klima.

Nødvendigt at stille krav

Den nye regering bør gøre det til en klar målsætning at drive udviklingen af mere bæredygtigt byggeri.

Og her er det helt nødvendigt at stille krav, der sikrer, at det udelukkende er de mindst klimabelastende cementtyper, der bruges i offentligt byggeri og infrastrukturprojekter.

For selvfølgelig skal de fremtidige generationer ikke passes i daginstitutioner, der er opført i de mest klimabelastende byggematerialer.

Særligt ikke når der findes gode alternativer med mindre klimaaftryk. Det bringer os ikke i mål, men det vil reducere klimabelastningen betydeligt og inspirere private bygherrer til at gøre det samme.

Debatindlægget er skrevet af Ulrikke Nelboe Møllegård, projektmedarbejder. Det blev udgivet hos Altinget.dk 9. november 2022.

By |2024-03-20T13:19:00+01:009. november 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Biogas og pyrolyse – for klima og vandmiljø

En ældgammel teknologi, som i flere tusinde år har været brugt af oprindelige folk i Sydamerika til jordforbedring, er på vej tilbage. Disse folk nedmuldede trækul, også kaldet biokul, fordi de bandt både vand og næringsstoffer i jorden.

Pyrolyse, som anvendes til produktion af biokul, ser ud til igen at skulle bruges i vid udstrækning – nu som klimavirkemiddel. 

Pyrolyse er en forgasning ved høj temperatur. Ligesom i biogasanlæg sker det under iltfrie forhold, men temperaturen i biogasanlæg er langt lavere. Ved pyrolyse dannes biokul, som kan nedmuldes på landbrugsjord, tjene til jordforbedring og samtidig udgøre et kulstoflager.

Der tales om, at hvis alt går godt, kan pyrolyse bidrage med flere millioner tons CO2-reduktion pr. år. Dermed kan det blive et af de vigtige virkemidler i tilknytning til landbrug og klima.

Der er bump på vejen, som skal løses – i starten af 2021 fik Skive Kommune afslag på at sprede biokul fra deres nye pyrolyseanlæg på jorden. Det skyldtes for højt indhold af tjærestoffer, idet man havde valgt en uhensigtsmæssig fremgangsmåde. 

Men dette kan løses, både i Skive og andre steder, ved at anvende en pyrolysemetode, hvor tjærestofferne i gassen ikke afsættes på biokullene.

Helheden

Det er helt afgørende, at pyrolyse laves på den rigtige måde, så det både gavner klima og vandmiljø og ikke skader biodiversiteten. Det kan gøres ved at kombinere biogas- og pyrolyseanlæg, der har hver sine styrker. Derfor bør restprodukter sendes igennem først biogasanlæg og dernæst pyrolyse. 

Vi er nødt til at begynde at tænke i helheder. Vi har på den ene side biogas-teknologien, som er god til at sikre effektiv udnyttelse af næringsstoffer i vores restprodukter, og til at lave biogas som kan lagres og bruges der hvor vind og sol ikke rækker. På den anden side har vi pyrolyse, som er rigtig god til kulstoflagring, men ikke så god til at sikre udnyttelse af næringsstoffer og dermed cirkulær økonomi. 

Pyrolyseanlæg ”fodres” med nogle af de samme organiske materialer som biogasanlæg, og derfor skal de to teknologier spille godt sammen. Både i pyrolyse- og biogasanlæg anvendes især restprodukter fra landbruget såsom husdyrgødning, halm og andre planterester. Desuden organisk affald fra husholdninger og erhverv. Og det skal netop være udelukkende restprodukter – der skal ikke bruges areal alene på at dyrke såkaldte energiafgrøder til at putte direkte i biogas- eller pyrolyseanlæg.

Organiske restprodukter tjener flere formål. De indeholder også næringsstoffer som kvælstof og fosfor, som planterne skal bruge for at vokse. Biogasanlæggene kan producere vedvarende energi og samtidig ligefrem forbedre de indeholdte næringsstoffer sammenholdt med, hvis man blot spredte restprodukterne på markerne i ”rå” form. Kvælstof omdannes nemlig i et biogasanlæg til en opløselig form, som er direkte tilgængelig for planterne. Det betyder at kvælstof bliver brugt direkte i planternes vækstsæson, så det kan erstatte kunstgødning. Samtidig bliver det ikke liggende i jorden til om efteråret, hvor det ville blive udvasket til skade for vandmiljøet.

Den vedvarende energi kommer i form af biogas (metan). Men ikke alle dele af de organiske restprodukter omdannes til biogas. De tilbageværende planterester, kaldet afgasset biomasse, tilføres markerne hvor det er med til at opbygge humus, som sikrer jordens kvalitet og langsigtede frugtbarhed. Modsat gælder hvis man eksempelvis brænder halm i kraftvarmeværker eller halmfyr. Her efterlades kun aske, og hvis denne spredes på markerne, gavner det ikke jordens langsigtede frugtbarhed.

Svagheden ved biogasanlæg er, at den afgassede biomasse stadig indeholder en stor del let-omsætteligt kulstof, som efter nedmuldning vil fordampe som CO2, frem for at indgå i opbygning af humus.

Lavere kvalitet af gas fra pyrolyse

Ser vi på pyrolyse til sammenligning, så har den producerede gas en lavere kvalitet. Hvor biogas indeholder cirka to tredjedele metan – og resten CO2 – så indeholder pyrolysegas kun ca. én tredjedel metan, mens resten især består af kulilte (CO) og CO2. Pyrolysegassen har derfor en dårligere brændværdi end biogassen. Biogas sendes i dag gennem såkaldt opgradering, hvorved CO2 separeres fra metanen. I dag sendes CO2’en ud i atmosfæren. 

Men man har udviklet en proces, der kan omdanne CO2 til metan, så man får det fulde udbytte i form af vedvarende energi. Der dannes en del varme ved denne proces. Men hvis det sker på steder, hvor varmen kan udnyttes til fjernvarme, undgår man energispild. 

Pyrolysegas har som sagt lavere brændværdi, men man vil arbejde på helt andre anvendelser, eksempelvis at videreforarbejde gassen til flydende brændstof. Fordelen ved pyrolyse-processen er, at det kulstofholdige restprodukt, biokul, ikke nedbrydes eller omdannes i flere hundrede år. På den måde kan det blive en metode til at trække CO2 ud af atmosfæren og ”gemme” det i jorden. 

Men biokul har ringere gødningsværdi end den afgassede biomasse fra biogasanlæg. Det gælder særligt for kvælstof. Langt det meste kvælstof, som findes i de anvendte restprodukter, frigives til atmosfæren, fordi pyrolyse sker ved langt højere temperatur end biogasprocessen. Dette tab skader ganske vist ikke, da det danner frit kvælstof, som i forvejen udgør 80% af vores atmosfære. Men det betyder, at landmanden fortsætter med at bruge kunstgødning, selv om han/hun nedmulder biokul.

Hvad næringsstoffet fosfor angår, er det mere kompliceret. På lang sigt er fosfor i biokul tilgængeligt for afgrøderne. Men de hidtidige forsøg tyder på, at biokul det første år frigiver så lidt fosfor, at landmanden vil vælge at sprede samme mængde fosfor-kunstgødning som hidtil, selv om der nedmuldes biokul.

Genbrug af næringsstoffer

Hvorfor er det et problem? 

Det er det, fordi vi har brug for at indrette en cirkulær økonomi, hvor vi genbruger næringsstoffer, frem for som hidtil blot at importere nye i form af kunstgødning. Fosfor er en begrænset ressource, som udvindes i miner. Der er ganske vist fosfor til mange år endnu, men det får enorme konsekvenser for klodens landbrugsproduktion, hvis vi blot nærmer os knaphed på fosfor. Desuden er de største mineralske forekomster af fosfor forurenet med tungmetallet cadmium. 

Kvælstof er modsat fosfor ikke en begrænset ressource. Men at lave kvælstof om til kunstgødning kræver meget store mængder energi og gøres i dag især ved hjælp af naturgas. Ruslands krig mod Ukraine har forværret problemerne. Samtidig lider naturen under, at vi – blandt andet i Danmark – overforbruger kvælstof, hvorved der sker udvaskning til vandmiljøet, og der dannes lattergas som er stærkt klimaskadeligt. Vi skal udnytte kvælstof så effektivt som muligt, for eksempel ved som beskrevet at sende organiske restprodukter gennem biogasanlæg, så kvælstoffet bagefter bliver fuldt tilgængeligt for afgrøderne.

Vi kan forene biogas- og pyrolyseteknologiernes egenskaber ved at sætte dem efter hinanden – så at sige serieforbundet, hvor restprodukterne først sendes gennem biogas- og derefter pyrolyseanlæg. Først dannes biogas til nettet samt afgasset biomasse. Denne bør separeres i en vandholdig fraktion og en mere tør fiberfraktion. 

Herved deler næringsstofferne sig, så langt det meste kvælstof og cirka halvdelen af fosforen kommer i den tynde fraktion. Denne spredes på markerne og er velegnet til, at afgrøderne kan udnytte næringsstofferne. 

Fiberfraktionen, den tørre del af biomassen, kan så sendes til pyrolyse. Herved dannes biokul, som er effektiv til at lagre kulstof. Men da biokul har et ret højt fosforindhold skal det spredes tyndt ud, så vi ikke overgøder med fosfor. Vi skal undgå yderligere ophobning af fosforlagre i jorden.

Endelig skal vi sikre os, at biokul ikke afgiver farlige stoffer til jorden og dermed truer jordens mikroliv. Dette er undersøgt af en række forskere, både i Danmark og andre lande. De danske forskere har ikke hidtil set tegn på, at nedmuldning af biokul væsentligt forringer mikrolivet i jorden. Det forudsætter at man bruger den rette teknologi, hvor tjærestoffer i røggassen ikke kommer i kontakt med biokullene – det var det man kom til at forbryde sig imod i Skive. Nogle udenlandske forskere har dog mere generelle betænkeligheder ved biokullenes betydning for mikrolivet i jorden. Det er et problem vi fortsat er nødt til at holde nøje øje med.

Men desværre er det ikke helhedstænkning, der præger billedet i dag. Nogle arbejder kun med pyrolyse set som middel til kulstoflagring, mens andre arbejder med metoder til at sikre effektiv udnyttelse af næringsstoffer. De, der fokuserer på kulstoflagring, foreslår for eksempel at man laver pyrolyse direkte på halm. Men vi får brug for halmen i biogasanlæggene, som så kan levere afgasset biomasse til pyrolyse.

Vi skal sikre, at landbruget varetager alle de nævnte hensyn. Men kan vi forlange det af et privat erhverv, vil nogle spørge. Ja, landbruget nyder godt af EU’s store landbrugsstøtte. 

Derfor har vi som samfund krav på, at der bliver taget hensyn til helheden ved indretning af landbruget. Vi skal kun støtte teknologier, som på én gang mindsker udslip, lagrer kulstof i jorden og genskaber god kvalitet i vores vandmiljø. Hvis vi følger disse principper kan pyrolyse, i samspil med biogas, blive et vigtigt virkemiddel. 

Så viderefører vi Amazonas-indianernes tusindårige tradition, men i en moderne udgave der medvirker til at løse nutidens store klima- og miljøudfordringer.

Debatindlægget blev bragt i Klimamonitor og kan læses her.

By |2022-11-02T12:53:35+01:002. november 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Hvis partierne vil være grønne, må de skabe en grøn finanssektor

Debatindlæg skrevet af Bjarke Møller, direktør i Rådet for Grøn Omstilling, Tim Whyte, Generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke, Mads Flarup Christensen, generalsekretær i Greenpeace Norden, Lars Midtiby, Direktør i Danmarks Naturfredningsforening, Frederik Roland Sandby, Sekretariatsleder i foreningen Klimabevægelsen i Danmark og Ask Palnum, aktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse.

Du har muligvis penge i udviklingen af et nyt enormt oliefelt i Arktis, det såkaldte Wisting felt. Det vil blive Norges største og verdens nordligste oliefelt. Afbrændingen af olien i feltet vil være en ren klimakatastrofe, og bare dette ene norske felt vil udlede mere CO2, end vi gør i hele Danmark på fire år. Dertil risikerer det at forurene et enormt sårbart naturområde. Og du har måske penge i det gennem din bank eller pensionskasse – om du ved det eller ej.

Danske Bank, Jyske Bank og en række pensionskasser har milliarder i selskaberne Equinor og AkerBP, som ejer feltet. På den måde er der mange af os, som har penge i Wisting feltet. Ligesom vi har penge i en lang række andre selskaber, som laver nye fossile projekter rundt omkring i verden.

Pensionskasserne og bankerne fortsætter med at lægge milliarder i disse selskaber, der laver nye fossile projekter på trods af, at vi ved, vi ikke skal have ny udvinding – vi skal rent faktisk reducere den eksisterende produktion markant, hvis vi skal have en chance for at nå 1,5-graders målet – og vi kan klare os uden.

Men den danske finanssektor lytter ikke. Bare Danske Bank har lagt 68 milliarder i fossile selskaber siden Parisaftalen i 2015, og danske pensionskasser har pt. 46 milliarder i fossile brændstoffer. Og der er ingen regulering på området. Bankerne og pensionskasserne kan faktisk gøre, som de vil med vores penge, selvom vi står midt i en alvorlig klimakrise.

Vi gør hver især vores for en bedre klode og et bedre klima. Vi affaldssorterer og skifter til grønnere opvarmningsformer. Men de store udledere undergraver alt det, vi går og gør i hverdagen for at hjælpe klimaet. De har fripas til at bruge dine og vores penge på at forværre klimakatastrofen. Det er ikke fair. Og så er det økonomisk uansvarligt.

Nationalbanken konkluderede sidste år, at størstedelen af alle kul- olie og gasreserver skal forblive i jorden, hvis vi skal leve op til Parisaftalen. Og det vil resultere i et økonomisk tab på flere 1000 mia. kr., når vi eksempelvis begynder at lave olieplatforme, som ikke når at tjene sig ind, før de skal lukke. Den økonomiske risiko tager finanssektoren slet ikke tager højde for, og derfor opfordrer FN’s klimapanel politikerne til at gribe ind. Ikke kun for klimaets, men også for finanssektorens egen skyld.

Den Europæiske Centralbank anbefaler obligatoriske klimaplaner, og den britiske regering kræver omstillingsplaner for alle de finansielle institutioner. Men de store danske partier har ingen planer om at håndtere problemet. Hvis partierne reelt vil være grønne, må de adressere det her og nu.

Vi foreslår to tiltag, der kan gøres i morgen. For det første bør vi lave et stop for nye lån til fossile selskaber, som laver ny kul-, olie- og gasudvinding. Klimavidenskaben er tydelig: Det skal være slut med ny udvinding. Og da det netop handler om ny udvinding, som vil være flere år om at blive klar til produktion, så har det ikke konsekvenser for energikrisen. For det andet bør folketinget gøre det obligatorisk for banker og pensionskasser at lave klimaplaner, der er i overensstemmelse med klimavidenskaben. Det skal være slut med greenwashing og vage udmeldinger.

Danske politikere har nu en særlig chance for at vise klimahandling, der er lige så vigtig, som det er enkelt. Vi vil ikke miste danske arbejdspladser, og det vil ikke koste noget på finansloven. Men det vil flytte milliarder ud af kul, olie og gas og give genlyd internationalt.

Det bør være et særligt vigtigt tiltag for et nyt politisk flertal, men skal naturligvis også følges af et bredere klimaarbejde for at nå over 54 procent reduktion i 2025, hvor to yderligere tiltag er centralt: Omstilling af transportsektoren med et midlertidigt stop for de mest klimaskadelige motorvejsbyggerier og fuld udfasning af nye fossile biler frem mod 2025 samt 35 procents reduktion af landbrugets udledninger i 2025.

Det er nu, de danske politikere bør vise grønt handlemod.

By |2023-11-23T12:58:14+01:0031. oktober 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Der er behov for et markant gearskifte, hvis transportsektoren skal være grøn

Fælles debatindlæg af Jeppe Juul, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling, Lars Midtiby, direktør i Danmarks Naturfredningsforening, Frederik Roland Sandby, sekretariatsleder i foreningen Klimabevægelsen i Danmark, Eigil Johannisson, Sustainable Finance Advisor, Mellemfolkeligt Samvirke og Iben Lind, aktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse.

De senere år er der kommet et større fokus på og et stigende salg af elbiler. Men hvis vi ikke gør yderligere for at fremme grøn transport, ser vi ind i en fremtid, hvor transportsektorens andel af Danmarks samlede klimabelastning vil stige. Væksten i bilparken betyder, at der i 2030 vil køre omtrent lige så mange fossilbiler på vejene i Danmark som i dag. Det er helt enkelt utilstrækkeligt. Danmark har i dag alle muligheder for at sætte transporten på et grønnere spor. Alligevel bliver vi ved med at sætte nye fossilbiler på vejene og bygge endnu flere klimaskadelige motorveje.

Stop nye klimabelastende motorveje og sæt grønne hænder fri
Den seneste ”grønne” infrastrukturaftale blev vedtaget otte måneder før Ruslands invasion af Ukraine og indeholder ikke mindre end 32 motorvejsbyggerier. I april, to måneder efter invasionen, udtalte Nicolai Wammen, at ”opgaven med at blive uafhængig af russisk gas er den absolut vigtigste anlægsopgave, vi står med lige nu,” og åbnede dermed en dør på klem for at genoverveje infrastrukturaftalen. Siden er der desværre ikke sket yderligere, og allerede i år og næste år er det planen at igangsætte 10 nye motorvejsbyggerier.
Imens skriger fjernvarmeselskaberne på arbejdskraft og mange kommuner kæmper med at nå målet om at færdiggøre udrulningen af fjernvarme i 2028.

Nye motorveje underbygger ikke alene en fossil transportsektor og belaster klima, natur og biodiversitet, når de anlægges – de beslaglægger samtidig hænder og ressourcer, som risikerer at forsinke omstillingen og vejen væk fra energiuafhængighed. I 2022 bør entreprenørmaskiner ikke asfaltere vejen mod klimakatastrofe, men grave render og lægge fjernvarmerør til de hundredtusindvis af ejendomme, som i dag opvarmes af fossil gas.

Manglen på grønne hænder kan blive en hindring for Danmarks klimamål, da den grønne omstilling forventes at kræve job ud over, hvad arbejdsmarkedet kan levere. Udbygning af sol og vind, fjernvarme, elnet mv. vil frem mod 2030 kræve op til 50.000 nye jobs om året. Derfor er det nødvendigt, at de mest klimabelastende motorvejsbyggerier sættes på pause i hvert fald indtil 2025, ligesom det er nødvendigt ikke at vedtage nye større motorveje i den kommende valgperiode. Vi foreslår, at grænsen sættes ved 50.000 tons CO2e i anlægsfasen. Enkelte mindre motorvejsprojekter kan være nødvendige, blandt andet for at lede trafik uden om bykerner og forbinde eksisterende veje.

Samtidig giver en udskydelse af de planlagte motorvejsbyggerier mulighed for at genoverveje, om projekterne er forenelige med Danmarks klimamål. I flere andre europæiske lande har man i lyset af klimakrisen allerede valgt at stoppe ellers planlagte motorvejsprojekter. Vælger vi efter 2025 at sløjfe de mest klimabelastende motorvejsprojekter fra infrastrukturaftalen samt Kattegatforbindelsen sparer vi samlet set omkring 5,3 mio. tons CO2e, svarende til knap et års udledninger fra alle Danmarks personbiler i 2030.

Nysalget af fossil- og hybridbiler bør udfases frem mod 2025
Skal transportsektoren sættes i et grønne gear, så vi kan nedbringe udledningerne og sætte kursen mod uafhængighed af fossil energi, skal vi hurtigst muligt have udfaset forbrændingsmotoren. Og det bedste sted at starte er i vejtransporten. For ikke alene udgør vejtransporten langt størstedelen af transportens forbrug af fossile brændsler. Det er også i vejtransporten, vi har de bedste muligheder for at slukke forbrændingsmotorerne. Derfor bør vi udfase nysalget af fossil- og hybridbiler frem mod 2025. I runde tal vil det give en årlig CO2-reduktion på 1,8 mio. tons i 2030. Det svarer til mere end en tredjedel af den reduktion, vi mangler for at nå 70-procent-målet i 2030, eller ca. 12 gange klimabelastningen fra indenrigsluftfarten. Nysalget af fossilbiler kan erstattes af elbiler, bedre og mere effektiv kollektiv transport, mere cykel-infrastruktur og delebilisme.

Det vil være en økonomisk gevinst både for den enkelte og for samfundet. En elmotor er langt mere effektiv end en forbrændingsmotor, og allerede i dag er elbiler billigst set over bilernes samlede levetid. Samtidig vokser markedet for delebilsordninger, som sammen med styrket kollektiv transport vil give gode muligheder for bæredygtig transport før og efter 2025. Samfundsøkonomisk reducerer vi ikke kun vores afhængighed af fossil energi men også partikelforurening, som hvert år koster milliarder samt flere tusinde for tidlige dødsfald.

Norge har sat 2025 som året, hvor salget af fossilbiler udfases, og er godt på vej til at nå det. Det er selvom Norge trods alt har en noget mere udfordrende geografi for opladning af elbiler, end vi har – fra Syd- til Nordnorge er der lige så langt, som der er fra København til Barcelona. Norge har altså vist vejen, og som selvproklameret grønt foregangsland bør Danmark følge trop. I 2025 vil Danmark vil være velforsynet med ladestandere og markedet vil fint kunne levere til det danske nysalg. Vi er ganske enkelt, i den globale sammenhæng, et meget lille marked. Men det kræver selvsagt klare politiske rammer, så bilproducenterne ved, at vi vil aftage dem.

Det er tid til at sætte grøn infrastruktur over sort, og for alvor begynde omstillingen til en bæredygtig transportsektor, så vi kan komme fra A til B uden at bidrage til klimakrisen.

Debatindlægget er også bragt i Altinget d. 28. oktober 2022

By |2023-09-07T17:30:35+01:0028. oktober 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Havet er sygt, men behandlingen udebliver

Havets vigtigste plante, ålegræsset, er skygget ihjel af alger eller kvalt af iltsvind. Muslinger og krebsdyr er gået bort. Fiskene er sendt på flugt, fordi deres spisekammer og skjulesteder er væk. 

Og det bliver kun værre af, at vores kystnære havområder år efter år bliver ramt af iltsvind i sensommer og efterår. Ifølge den seneste iltsvindsrapport fra Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet er det samlede areal berørt af iltsvind i de indre danske farvande steget signifikant siden 2010, og det samlede areal berørt af iltsvind udgjorde midt i september 2022 godt 3.500 km2 – et areal på størrelse med Fyn og Falster tilsammen. 

Det er bekymrende, fordi kraftigt iltsvind kan kvæle alt liv i det ramte område. Fisk, dyr, og planter dør, når ilten slipper op. Processen begynder med, at store mængder af næringsstoffer ledes ud i havmiljøet. Det fører til algevækst, som fremmes yderligere af solskin og høje vandtemperaturer. Når algerne dør, falder de til bunds og rådner – en proces, der forbruger ilten på havbunden. 

Det er et naturligt forløb, men det bliver unaturligt og ødelæggende på grund af alt for store udledninger af især kvælstof til vores havområder. 70% af kvælstofudledningerne kommer fra landbruget, så det er åbenlyst, at der skal sættes ind for at nedbringe det tal. Dette kræver uundgåeligt nogle ændringer i dansklandbrug, hvor det er særligt vigtigt at genoprette naturen på de dyrkede arealer langs vores vandløb og dermed bruge arealerne til at tilbageholde og omsætte kvælstoffet, inden det når åerne og havet. 

Vi er en rig kystnation med et fattigt havmiljø, og det kan vi ikke være bekendt. Vi tjener penge på kyst- og naturturismen, som genererer næsten 75.000 arbejdspladser i Danmark. Det viser data fra Visit Denmarks rapport Turismens økonomiske betydning i Danmark 2020. Men det er ikke en selvfølge, at turisterne vil blive ved at besøge kyster ramt af ildelugtende fedtemøg og iltsvind – og uden liv i vandet. Det er allerede blevet mere kedeligt at besøge vores kystnære hav som dykker eller lystfisker, fordi der simpelthen er mindre liv, færre fisk. 

Hver eneste episode med iltsvind er som at give havmiljøet en mavepuster, og vi ved reelt ikke, hvornår økosystemerne kollapser, hvis vi fortsætter med at belaste havmiljøet med store mængder af næringsstoffer. I Danmark udleder vi årligt omkring 58.000 tons kvælstof til havmiljøet. Ifølge beregninger fra Aarhus Universitet, DHI og DTU skal kvælstofudledningerne ned på under 40.000 tons, for at havmiljøet kan få det godt igen. 

Vi savner at høre fra politikerne, der lige nu er på valg, hvad de vil gøre for at redde vores skønne hav. 

Politikerne kender disse tal, men de mangler modet til at handle. I forbindelse med aftalen om grønomstilling af landbruget fra 2021 udskød Regeringen og aftalepartierne beslutningen om kvælstofindsatserne til et genbesøg i 2023/2024. Man bad om en såkaldt second opinion fra et ekspertudvalg, der skulle kigge de eksisterende kvælstofberegninger efter i sømmene. 

Men hvorfor bruge tid og kræfter på at regne efter, når vi med sikkerhed ved, at havmiljøet vil få det bedre, hvis vi gør alvor af kvælstofindsatserne her og nu? Vi savner at høre fra politikerne, der lige nu er på valg, hvad de vil gøre for at redde vores skønne hav. 

Tænk, hvis vi kunne vende den negative udvikling. Hvis vi kunne give et havmiljø, der faktisk myldrer af liv, videre til vores børn og børnebørn. Virkeligheden kan indhente Disney-fantasien, men det kræver, at vores politikere tør skride til handling.

Niklas Sjøbeck Jørgensen, rådgiver i Rådet for Grøn Omstilling. Maria Reumert Gjerding, præsident for Danmarks Naturfredningsforening. Mads Flarup Christensen, generalsekretær i Greenpeace. Torben Kaas, formand i Danmarks Sportsfiskerforbund.

Dette debatindlæg har været bragt i Avisen Danmark.

By |2022-10-28T09:24:40+01:0028. oktober 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Forbuddet mod gratis plastikposer virkede. Nu venter vi bare på politikernes øvrige tiltag

Når vi køber ind, er der flere i dag, som husker at tage egen pose med under armen, end der var for få år siden. Vores forbrug af plastikbæreposer er faldet markant de seneste år, og ifølge Coop har afgiftsændringerne sat ekstra turbo på faldet. Flere og flere dropper altså engangsbæreposen og tager i stedet selv en pose med, som de bruger igen og igen.

Men vi tager stadig gladeligt imod den ene engangskaffekop, pizzabakke og sushibox efter den anden, som ryger direkte i skraldespanden efter kun at have været brugt en enkelt gang. Cirka 40 procent af al plast anvendes til emballage, og 95 procent af emballagernes værdi går tabt efter første brug.

Faktisk er næsten 50 procent af alt menneskeskabt affald i verdenshavene plastemballage fra takeawaymad og -drikke, og det er også blandt de mest efterladte plasttyper i den danske natur. Hvis plastik var et land, ville det være den femtestørste udleder af CO₂ i verden.

Derfor skal vi have gjort op med vores enorme forbrug af engangsplastik og i stedet gå over til genpåfyldelige løsninger.

Brug for konkrete mål

Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier har for nylig indgået en aftale, der betyder, at producenterne overtager ansvaret for emballagen, når den er blevet til affald. Det skal få producenterne til at designe emballage, som bedre kan genbruges eller genanvendes.

Miljøminister Lea Wermelin (S) kalder aftalen for»en af de helt store milepæle i den grønne omstilling«. Men sandheden er, at vi er et af de sidste lande i EU, der indfører udvidet producentansvar, og at al erfaring fra andre lande viser, at vi ikke nedbringer vores emballagemængder, medmindre vi sætter konkrete reduktions- og genbrugsmål, som kan fungere som drivkraft for omstillingen væk fra engangsbrug og over til genbrug.

Derfor harflere andre lande, som vi normalt sammenligner os med, vedtaget nationale reduktions- og genbrugsmål. Målene skal fremme skiftet væk fra engangsemballager og over til genbrugelige alternativer. Men i Danmark vil vi hellere vente på, at ambitionerne kommer fra EU, og det er ærgerligt.

Det er trods alt glædeligt, at aftalen indeholder et tilsagn om, at der skal vedtages nationale reduktions- og genbrugsmål, hvis de ikke kommer fra EU, inden det udvidede producentansvar skal træde i kraft i 2025. Men hvorfor stille industrien over for to omstillingsprocesser, når vi kunne gøre det rigtigt fra start?

Engangsemballage skal koste

Mens vi venter på ambitionerne fra EU, kan vi i det mindste hjælpe udviklingen på vej ved at vedtage understøttende lovgivning, sådan som vi også ser flere andre lande gøre.

Skal vi kassere brug og smid væk-kulturen på emballageområdet, så kan vi starte med at gøre omkostningerne ved engangsemballagen synlig ved ikke bare at udlevere den gratis – samme koncept som med bæreposerne.

Det er simpelthen alt for billigt at producere engangsemballage i dag, hvilket ses tydeligt både i varer, som er overindpakkede, og varer, som sælges i engangsemballage, hvor de sagtens kunne sælges uden emballage eller i en genbrugelig emballage.

Går du for eksempel ind i en af de store bagerkæder rundt om i landet, kan du sjældent vælge at få din kaffe i et porcelænskrus og din bolle på en porcelænstallerken, selv om du spiser og drikker inde i deres café. Det samme gør sig gældende på mange store fastfoodkæder. Engangsemballagen er simpelthen mere rentabelt for virksomhederne, og det skal der laves om på.

Vi kunne for eksempel indføre et forbud mod al brug af engangsemballage, når man spiser og drikker på stedet. Det har man allerede gjort i lande som Frankrig og Holland.

Derudover kunne vi gøre som Tyskland og indføre krav om, at alle cafeer og restauranter skal tilbyde et genpåfyldeligt alternativ, når folk køber takeaway, og at det ikke må være dyrere end engangsemballagen.

Flere perler på den grønne snor

Sidste år havde den socialdemokratiske miljøordfører Mette Gjerskov et indlæg i Information under overskriften »Afgifter på bæreposer er kun starten på regeringens kamp mod plastikforurening«. Her skrev hun blandt andet, at regeringen »fortsætter med at rulle vores tiltag ud som perler på en snor«.

Det er på tide, at der kommer flere perler på den snor, og vi foreslår, at de næste tre perler bliver: 1) forbud mod gratis udlevering af engangsservice, 2) krav om, at restauranter og cafeer skal tilbyde et genpåfyldeligt alternativ, og 3) forbud mod brug af engangsservice, når gæsterne spiser på stedet.

De nævnte indsatser vil reducere vores emballageaffald markant. Så hvad venter vi på?

Debatindlægget er også bragt i Information d. 25. oktober 2022.

By |2022-10-28T09:37:52+01:0026. oktober 2022|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top