Debatindlæg bragt i Klimamonitor den 14. marts 2022 af Christian Jarby, Seniorrådgiver – Klima og Energi, Rådet for Grøn Omstilling.

Hvordan kommer vi af med den russiske gas?

Det er et spørgsmål, der står højt på dagsordenen efter den russiske invasion af Ukraine. Krigen og vores begrænsede politiske manøvre rum over for Rusland viser med al tydelighed, at vi i Europa er alt for afhængige af den russiske gas, og det er nu fortvivlende, at vi ikke kan undgå at bidrage til finansieringen af en krig, som vi samtidig tager så stor afstand fra.

Helt grundlæggende er der tre måder at reducere forbruget af gas fra Rusland:

• Vi kan skifte russisk naturgas ud med anden naturgas.
• Vi kan anvende andre energiformer end naturgas.
• Og vi kan bruge mindre af den energi, der i dag leveres af gas.

En gennemgang af disse muligheder kan give et overblik over hvilke konkrete løsninger, vi bør forfølge.

Ikke-russisk naturgas?

At skifte den russiske gas ud med naturgas andre steder fra er hverken let, billigt eller grønt. Der er ingen tvivl om, at ikke-russisk gas vil stå i høj kurs den kommende tid, men det er også vigtigt at indse, at det europæiske gasmarked hænger sammen, og at øget dansk forbrug af for eksempel norsk gas vil gøre andre lande mere afhængige af den russiske.

Hvad med gas udefra? Ifølge EU-Kommissionens ambitiøse plan for reduktion af gas fra Rusland vil EU kunne øge importen af ikke-russisk naturgas med 60 bcm (milliarder kubikmeter) på den korte bane fra blandt andet lande som USA og Qatar. Det svarer til cirka 40 procent af den mængde naturgas, vi i 2021 importerede fra Rusland.

Der er altså et godt stykke vej til uafhængighed af den russiske gas ved øget import fra ikke-russiske kilder. Det er også oplagt, at øget LNG-import vil stamme fra de eksisterende globale kilder, som der vil blive en markant øget rift om, hvilket vil betyde et exceptionelt stramt LNG-marked med meget høje priser.

Derudover vil en ny satsning på ikke-russisk naturgas medføre nye investeringer i den globale gasudvinding (og i LNG-terminaler), hvilket står i skærende kontrast til klimamålsætningerne, som trods krisen i Ukraine stadig må være en topprioritet for Danmark og Europa. Øget forbrug af ikke-russisk naturgas er dermed en vej, der er lang og dyr. Samtidig risikerer vi at forlænge vores afhængighed af den fossile gas og gøre opnåelse af Parisaftalens målsætninger endnu mere vanskelig.

Andre energikilder?

Lad os uden at uddybe blot konstatere, at udskiftning af gas med olie eller kul er helt håbløst, både klimamæssigt og sikkerhedspolitisk. Hvilke andre muligheder er der så?

Opgraderet biogas er den første oplagte mulighed, da gasinfrastrukturen og kedlerne jo allerede er der. Det er samtidig vigtigt, at vi bruger biogassen rigtigt.

I dag en stor andel af biogassen opvarmning af bygninger, hvor vi har andre gode alternativer. Vi bør bruge den øgede mængde biogas, der hvor den mest effektivt kan fortrænge fossile brændsler, det vil sige i industrien, hvor der er brug for høje temperaturer, og som input til flydende brændstoffer, der blandt andet kan erstatte olien i transportsektoren.

Vi bør også have for øje, hvor kulstoffet i vores biogas kommer fra, så vi ikke skaber, vedligeholder eller udbygger ikke-bæredygtige værdikæder. Her tænkes på øget kulstofimport i form af ikke-bæredygtigt husdyrfoder eller anvendelse af fødevarer til produktion af biogas.

En anden mulighed er at erstatte gas med biomasse, men her må vi huske på, at det danske forbrug af biomasse allerede er af en størrelse, der er dybt problematisk. I 2020 kom cirka 15 procent af den danske import af træpiller fra Rusland, hvilket ikke gør udfordringen mindre.

Biomasse er (ligesom både bio- og naturgas) en begrænset ressource, og øget forbrug af biomasse vil forventeligt blive dyrere end hidtil, samtidig med at det vil forværre den negative effekt, som vores store forbrug allerede i dag har på skovene som kulstoflager og levested for arter, vi bør beskytte.

Til gengæld er det oplagt, at vi må fremrykke og udvide forøgelsen af sol, vind, varmepumper og geotermi. Danmark skal elektrificeres så hurtigt og så meget som muligt. Der er en lang række forslag på bordet, som kan bidrage til dette.

Vi støtter et stop for gasledningen til Lolland, som bør erstattes med elektrificering af industri og opvarmning i området. Vi ønsker også, at man sætter krav til kommunerne om at finde plads til sol og vind på land, at man sætter endnu mere turbo på udbygning af havvind, sætter mål for udbygningen med sol på store tage, samt et stop for etablering af nye gasbehov.

Der bør særligt sættes fart på omstillingen væk fra opvarmning med naturgas (og olie), og der bør sættes en slutdato for fossil opvarmning, for eksempel senest i 2028. Vi skal dog sikre, at der bliver foretaget en hurtig energiplanlægning i kommunerne, så gasfyr ikke bliver erstattet med varmepumper i de områder, hvor varmepumpe-, geotermisk- og overskudsvarmebaseret fjernvarme kan blive den billigste og grønneste løsning. Ligeledes bør vi ikke hovedløst fortsætte de alt for store tilskud til skrotning af gasfyr, men i stedet stille krav om omstilling og målrette tilskuddet til de husstande, hvor økonomien ikke rækker til investeringen i en varmepumpe. Vi skal sikre en grøn energiforsyning, og det gør vi ikke ved at ødsle pengene bort på ineffektive støtteordninger.

Mindre energiforbrug

Sidst, men bestemt ikke mindst, er det helt afgørende, at vi sparer på energien og bruger den effektivt. Store reduktioner i gasforbruget kan skabes i morgen, hvis man skruer et par grader ned for varmen og tager kortere bade.

Vi bør søsætte energisparekampagner i tråd med dem, vi så under oliekrisen i 80’erne, så vi i morgen kan gøre os mere uafhængige og kun bruge gassen, hvor det er mest nødvendigt.

Besparelserne på den korte bane bør suppleres med et boost i energieffektiviteten, hvor vi bør intensivere og målrette tilskud samt stille krav til energiforbedringer i bygninger, for eksempel i forbindelse med ejerskifte. Et mindre fossilt gasforbrug vil også blive en realitet den dag, vi får en mere rimelig pris på CO₂-udledninger, hvilket taler for en hurtig og ambitiøs implementering af en ny grøn skattereform, hvor en høj og ensartet CO₂-afgift er grundstenen.

Vejen til uafhængighed af russisk gas er lang og vanskelig, men vi har heldigvis masser af muligheder for at komme hurtigt og effektivt afsted.

Hver dag vi tøver, gør vi os skyldige i to utilgivelige fejl: Vi finansierer de uhyrligheder, der foregår i Ukraine, og vi svigter klimaet og de kommende generationer.

Debatindlæg bragt i Altinget – Energi og Klima den 8. marts 2022 af Claus Ekman, direktør i Rådet for Grøn Omstilling.

Konflikten i Ukraine har med et bragt den vestlige verdens energisikkerhed højst op på dagsordenen igen. Problemet er såre simpelt: vi er stadig alt, alt for afhængige af energiimport fra autoritære lande. Det begrænser vores politiske manøvrerum, og det er fortvivlende, at vi er tvunget til at finansiere de handlinger, vi samtidig tager så stærkt afstand fra.

Der er grundlæggende to måder, vi kan gøre os mindre afhængige af russisk gas og olie. Der er den sorte vej, og der er den grønne vej, som vi bør gå i fællesskab i EU.

Den sorte vej handler om øget udvinding af olie og gas fra Nordsøen, om anvendelse af afgrøder til energiproduktion og om at dræne kulstoflagrene i vores skove. Det er en kortsigtet og uansvarlig vej.

Ikke en langsigtet løsning

Øgede investeringer i olie- og gasudvinding fra Nordsøen giver os kun en stakket frist, da reserverne allerede er ved at være brugt op, og produktionen ikke vil kunne opretholdes på sigt, uanset hvor meget der investeres. Brug af afgrøder til energiproduktion, som for eksempel majs i biogasanlæg, er også en helt forkert prioritering.

Vi har brug for arealer til at brødføde en voksende befolkning og til skove, der kan suge CO2 ud af atmosfæren. Ligeledes vil et øget træk på biomasseressourcen gå ud over de skove, som er et af de vigtigste elementer i vores kamp mod klima- og biodiversitetskrisen.

Det er et element, som vi i Danmark allerede har undertrykt i mange år gennem vores uansvarligt store brug af træ i energisektoren.

Den sorte vej løser ikke problemet, den kan højst udskyde det lidt, og den vil skabe nye og større problemer i fremtiden. Vi vil på den sorte vej vinke farvel til vores klimamålsætninger. Målsætninger som vel at mærke også er defineret ud fra et sikkerhedsperspektiv, da en varmere klode unægtelig vil resultere i flere globale sikkerhedspolitiske kriser.

Den grønne vej, derimod, kan gøre os uafhængige af autoritære regimer som det russiske. Den kan give sikkerhedspolitisk manøvrerum, arbejdspladser og så flugter den med grundtanken om at efterlade en sund planet til vores børn og børnebørn.

Den grønne vej handler grundlæggende om at bruge energien fornuftigt, om at samarbejde i EU og om at sætte fuld turbo på udbygning med bæredygtig, vedvarende energi.

Fundamentet er lagt

I EU er fundamentet for en acceleration af den grønne omstilling lagt. Der er en overordnet ramme på plads i EU’s Green Deal, som hurtigt burde kunne strammes til at imødegå den nye sikkerhedspolitiske situation på en bæredygtig måde.

EU’s klimapolitiske program “Fit for 55”, der fastlægger målsætningen om en reduktion af CO2-udledninger med 55 procent i 2030, trænger til en kraftig overhaling, hvor målsætningerne skærpes, og tempoet for omstillingen sættes kraftigt op. Der er flere steder, man kunne sætte ind:

Vi har i sommer set et udkast til et nyt energieffektiviseringsdirektiv, der skal sikre, at vi bruger energien fornuftigt. Logikken er klar: mindre afhængighed af olie og gas kan opnås billigt ved et lavere energiforbrug gennem energibesparelser. Det gælder både reduktion af energiforbruget i vores bygningsmasse, i transportsektoren og i vores industri.

Udkastet til energieffektiviseringsdirektiv er på nuværende tidspunkt til kommentering i udvalgene. Her bør Danmark arbejde for en forøgelse af målet for reduktion i det endelige energiforbrug i EU til for eksempel mindst 45 procent i 2030 i forhold til 2007 samt en forøgelse af den årlige nationale energispareforpligtelse til mindst to procent.

Dette kunne blandt andet understøttes af en styrket indsats for energirenovering af eksisterende bygninger, som foreslået i kommissionens udspillet til et revideret bygningsdirektiv.

Behov for at handle hurtigt

Sommeren bød også på et nyt udkast af vedvarende energidirektivet. Her ville det være oplagt at stramme målet for vedvarende energi fra de nuværende 40 procent til mindst 50 procent i 2030. Mere vedvarende energi i EU er en sikker vej mod uafhængighed af energiimport.

Det har man indset i EU’s nye strategi for havvind, der skal bane vejen for 60 gigawatt inden 2030 og svimlende 240 gigawatt inden 2050. Strategien bør sættes på fasttrack, da der bliver et markant øget behov for elektricitet, når vi hurtigt skal udfase den fossile energi, både til opvarmning, transport og i industrien.

Et af de store olie- og gasforbrug ligger i transportsektoren, hvor EU har lagt op til betydelige skærpelser i CO2-krav og et forbud mod fossile biler i 2035. Men dette skæringsår kan sagtens fremrykkes. At bilproducenter som Volkswagen har meldt ud, at de stopper udviklingen af fossile biler i 2026, viser, at industrien er klar.

Også i forhold til skibe og fly er der mulighed for at sætte turbo på omstilling til nye grønne brændstoffer baseret på bæredygtige kulstofkilder og sol og vind. Dette bør suppleres med hurtigt at fjerne den urimelige afgiftsfritagelse på fly- og brændstofafgift og sikre en effektiv inkludering i kvotesystemet, så der samlet set skabes en tilstrækkelig afregning for udledning af CO2 og luftforurening.

Der er mange andre eksempler på tiltag i EU, som kan gøre os mindre afhængige af energiimport. For eksempel et hurtigt forbud mod nye installation af olie- og gasfyr og en dato for, hvornår de fossile opvarmningsformer skal være helt udfaset.

Tid til at vælge retning 

Vi står ved en grøn/sort korsvej, der giver EU en mulighed for at tage et stort og vigtigt skridt i den rigtige retning. De østeuropæiske lande i EU, der af økonomiske grunde ofte har været fodslæbende i klimapolitikken, er de mest udsatte for truslen fra Rusland. Derfor er det nu oplagt at sikre fælles fodslag.

Vi kan undgå at sløse med den dyrebare energi, og vi kan undgå at sidde fast i fortidens fossile energisystem. Vi kan som lille land, der har stor viden og ekspertise inden for vedvarende energi og energieffektivisering, kun vinde ved at kæmpe for, at EU vælger den grønne vej. Det burde være en økonomisk, sikkerhedspolitisk og klimamæssig no-brainer.