Stigende fokus på kemikalier i byggematerialer

Debatindlæg bragt i Bygge- og Anlægsavisen den 13. juni 2021 af Martha Lewis, arkitekt hos Henning Larsen og Christian Jarby, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling

Byggebranchen står for en betydelig del af samfundets forbrug af råstoffer og en stor del af Danmarks samlede affaldsproduktion og CO2-udledning. Nedrivningsprocessen, hvor bygningsmaterialer tages ned, udgør et helt afgørende led i den cirkulære værdikæde i byggeriet. Hvor man traditionelt har anset nedrivningsprocessen for at være kilde til store affaldsmængder uden værdi, vil nedrivninger eller nedtagninger i fremtiden være produktionsstedet for værdifulde ressourcer for byggeriet.

For at vi kan udnytte materialerne bedre, er det nødvendigt at øge fokus på byggematerialernes indhold af uønskede stoffer.

Uønskede kemiske stoffer er brugt i flere forskellige produktgrupper i danske byggeprodukter herunder lim, isolering, maling, bindemidler og gulvbelægninger mm.

Uønskede kemikalier betegner kemiske stoffer, som efter Miljøstyrelsens definition mistænkes for at være skadelige for miljøet eller menneskers sundhed. 


Forbruget af uønskede kemiske stoffer er stigende

En undersøgelse af Miljøstyrelsen fra 2016 viste, at der i 2012 var anvendt 14.200 tons uønskede stoffer i byggeprodukter. En opdatering af Miljøstyrelsens undersøgelse fire år senere viser, at forbruget var steget til over 22.500 tons. Det drejer sig bl.a. om stoffer, som er kræftfremkaldende og kan skade arveanlæg, fostre og menneskers forplantningsevne.

Det kan være svært for rådgivere, entreprenører og håndværkere at se, hvilke stoffer især byggeartikler som plader, isolering, vinduer, beklædninger mm indeholder, idet der ikke er krav om at påsætte produktetiketter eller anden mærkning på disse produkter.

Et vigtigt element i at reducere forbruget af uønskede stoffer og dermed bidrage til en forbedring af sundheden, minimere miljøbelastningen og øge muligheden for genbrug og genanvendelse af ressourcer er, at byggevarerne fremover deklareres bedre.

Dansk materialepas på vej

Regeringen har i april 2021 udsendt National strategi for bæredygtigt byggeri, der udgør regeringens sektorhandlingsplan for bygge- og anlægssektoren. Strategien der støttes af et bredt flertal i Folketinget omfatter bl.a. initiativ 10 om ”Sikkert og sundt genbrug i byggeriet”. Initiativet omfatter bl.a. ”udvikling af bygnings- og materialepas, som skal indeholde oplysninger om, hvilke byggevarer der er anvendt i et byggeri og udskiftninger af byggevarer i bygningens levetid gennem renoveringer og oplysninger om enkelte byggevarer”.

Udviklingen af et dansk materialepas er allerede i fuld gang ledet af en taskforce bestående af bl.a. NCCHenning LarsenSundaHus og Danske Byggecentre.

Udgangspunktet for arbejdet er at udvikle en frivillig deklaration, der samler al information om byggevaren– digitalt og overskueligt.

Materialepasset udvikles i første omgang som et dansk forslag, der senere kan danne grundlag for et kommende europæisk materialepas.

Anvendelsen af materialepas vil skabe en øget bevidsthed om materialevalget i forbindelse med projektering og opførelse af bygninger. Der dannes herved et bedre grundlag for at vælge materialer uden indhold af særligt problematiske stoffer til gavn for et bedre indeklima og øget sundhed og trivsel blandt brugerne.

De nye materialepas, som vil være frivillig for producenter, vil desuden kunne danne grundlag for certificeringer som f.eks. DGNB og Svanemærket, ligesom de vil være værdifulde i forbindelse med genbrug, hvor byggematerialerne anvendes til det samme formål i en ny konstruktion og ved genanvendelse af byggematerialer, hvor de efter industriel behandling bliver til nye råvarer/byggematerialer.

Læs mere om kemikalier i byggematerialer og materialepas i et nyt fremsynsnotat

Notatet er udarbejdet som et element i projektet ”Bygninger og Grøn Omstilling”.

By |2023-09-08T14:19:57+01:0015. juni 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer

Direkte landbrugsstøtte uden modkrav skal udfases

Debatindlæg bragt i Altinget den 11. juni 2021 af Annika Lund Gade, projektmedarbejder, Rådet for Grøn Omstilling og Leif Bach Jørgensen, tidligere seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling.

Størstedelen af EU’s landbrugsstøtte gives i dag som en slags indkomststøtte til landmændene, i form af en arealstøtte til de jorder, som landmænd og kapitalfonde ejer. Men på grund af kapitaliseringen af arealstøtten i jordpriser og forpagtningsafgifter fungerer det ikke efter hensigten.

Derfor bør den direkte støtte, som udbetales per hektar landbrugsjord uden krav om modydelser udfases – i et tempo som sikrer den nødvendige omstilling uden at trække tæppet væk under landmændenes bedrifter.

I stedet for skal støtten i større omfang end nu sikre den nødvendige og grønne omstilling af landbruget, så landbruget kommer til at leve op til klimakrav, vandrammedirektiv og sikring af biodiversiteten. Støtten skal i stedet gå til ekstra indsatser på bedrifterne, som kan sikre offentlige goder såsom rent vand, luft, biodiversitet og et stabilt klima – goder som i dag ikke er prissat på markederne. Kapitaliseringen af støtten undgås, når støtten gives til reelle ydelser fra landmændene.

Allerede med Natur- og Landbrugskommissionens rapport i 2013 var der bred opbakning til en solidarisk model, hvor alle landmænd betaler med en reduktion af den direkte støtte til kompensation for de landmænd, som skal holde mest for i den grønne omstilling – for eksempel dem der i dag dyrker på sårbare jorder, som bør tages ud af intensiv drift.

En større del af landbrugsstøtten skal ligge i Søjle II
En større del af landbrugsstøtten skal overføres fra indkomststøtten i Søjle I til miljøordningerne i Søjle II, Landdistriktsprogrammet.

Pengene skal bruges til at sikre en varig grøn omstilling på en række forskellige måder:

  • Éngangsbetalinger til permanent udtagning og ekstensivering af sårbar landbrugsjord, eksempelvis kulstofrige landbrugsarealer.
  • Opkøb af jord, for eksempel via en statslig jordbrugsfond, til brug som erstatningsjord ved jordfordelingssager.
  • Støtte til facilitering af multifunktionel jordfordeling i særlige indsatsområder.
  • Støtte til miljø- og klimateknologiske løsninger, for eksempel indførelse af BAT-teknologier (Best Available Technology), både i stalde og i markdriften i forbindelse med gødningshåndtering, sprøjteteknologier og energibesparelser.
  • Støtte til forskning og udvikling.

Det er vigtigt, at landmændene bliver medspillere, men der er brug for en overordnet rammesætning, som fastlægger specifikke krav i de enkelte vandområder, særlige naturbeskyttelsesinteresser og klimaindsatser.

Samtidig indeholder reformen af landbrugsstøtten en indførelse af nye étårige indsatser, de såkaldte eco-schemes. Det indebærer, at en del af den resterende direkte støtte – indtægtsstøtten – gøres afhængig af grønne indsatser fra landmændene.

Men det er en udfordring at udforme de nye eco-schemes på en måde, som giver reel grøn effekt og ikke som de nuværende grønne krav i landbrugsstøtten, der primært er en støtte til eksisterende praksisser i landbruget, for eksempel sædskifter.

Eco-schemes skal tilføre reel ny værdi i den grønne omstilling. Det kan være til nye supplerende efterafgrødekrav eller til naturplejeordninger.

Der bør være reelle valgmuligheder for landmændene
Mange landmænd ønsker at bidrage til den grønne omstilling og ønsker at bidrage med særlige indsatser på de enkelte bedrifter. Det er vigtigt, at landmændene bliver medspillere, men samtidig er der brug for en overordnet rammesætning, som fastlægger specifikke krav i de enkelte vandområder, særlige naturbeskyttelsesinteresser og klimaindsatser.

Der er brug for politisk mod til at sætte de nødvendige rammer. Men valget af indsatser på de enkelte bedrifter bør involvere reelle valgmuligheder for landmændene. Det kan for eksempel ske ved at indgå i multifunktionelle jordfordelingsprojekter eller ved valg af nye teknologier og dyrkningsformer.

Liv i landdistrikterne kræver overlevelse af mindre bedrifter
Der er brug for en særlig indsats for at bevare mindre landbrug og liv på landet. Stordriftsfordelene er massive, så med et støtteregime som det nuværende, hvor du får støtte efter hvor meget jord du ejer, så har de mindre bedrifter svært ved at klare sig i konkurrencen.

Mangfoldigheden af driftsformer og gårde udgør væsentlige værdier i landbrugslandet. Der er derfor brug for at støtten indrettes til ikke at forstærke stordriftsfordelene.

Det kan være ved indførelse af en progression i støttesatser og ved investeringsstøtte og udviklingsstøtte til nye driftsformer og aktiviteter, som kan skabe den nødvendige værdiforøgelse i de mindre bedrifter – for eksempel ved udvikling af højværdiprodukter, lokale og forarbejdede produkter og udvikling af nye salgskanaler.

By |2021-06-17T15:24:40+01:0011. juni 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer

Et godt indeklima skal indgå i værdien af bygninger

Debatindlæg bragt i Altinget den 2. juni 2021 af Søren Dyck-Madsen, seniorkonsulent, CONCITO og Christian Jarby, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling.

I dag medregnes værdien af energibesparelser, mens værdien af et forbedret indeklima i form af mindsket sygefravær, øget produktivitet, bedre indlæring i skoler m.v. ikke medregnes i den økonomiske beslutning om renovering af en bygning. Derfor renoveres der for lidt og ofte uden tilstrækkeligt fokus på både energibesparelse og forbedret indeklima.

For øjeblikket er der et stort fokus på at reducere klimapåvirkningen fra nye byggerier og ved renovering af de eksisterende bygninger. I den bestræbelse er fokus udvidet fra kun at omfatte energibehovet til driften og klimaeffekten heraf, til nu også at omfatte klimapåvirkningen fra de byggematerialer, som anvendes til bygningens opførelse, drift og vedligeholdelse samt eventuelle bortskaffelse og genanvendelse. Og det er en vigtig udvikling.

Bygninger opføres for at skabe en optimal ramme om menneskers daglige liv under hensyn til at sikre så lavt et energiforbrug og klimapåvirkning som muligt.

Det er derfor vigtigt at fokusere på hele den gode bygning, både set i forhold til  anvendelighed, kvalitet, holdbarhed, æstetisk skønhed, indeklima og lav klimapåvirkning m.v.

Fokus på forbedret indeklima skaber værdi

Især fokus på det gode indeklima og dermed på den positive påvirkning af vores sundhed og trivsel, vores kreativitet, vores koncentration, vores indlæringsevne osv. har fokus i disse dage – og forventes fremover at få endnu større fokus. Dette fokus vil øge værdien af de bygninger, der leverer disse kvaliteter til vores liv og forventes også at være en væsentlig motivationsfaktor i forhold til at få sat gang i de nødvendige renoveringer af den eksisterende bygningsmasse. Renoveringer som fører til energibesparelser, der bidrager til opfyldelsen af Danmarks klimamål.

Værdisætning af et godt indeklima

Et godt indeklima er kendetegnet ved gode forhold for brugerne af bygningen i forhold til luftkvalitet, temperatur, luftfugtighed, lys og lyd mm. Og fordelene er størst, hvor indeklimaet på alle parametrene er godt. Et godt indeklima kan f.eks. øge værdien af et hus og reducere salgstiden, det kan give bedre indlæringsevne i skolerne og kan øge produktiviteten og mindste sygefraværet i virksomhederne. 

Alligevel tælles værdien af disse fordele ved et godt indeklima oftest ikke med, når beregningen af ”rentabiliteten” eller ”tilbagebetalingstiden” af en investering i en renovering udregnes.

Den manglende medregning af forbedringen af indeklimaet og bygningens kvalitet ses f.eks. i energimærkerapporternes beregning af ”rentabilitet”, hvor formlen for rentable investeringer kun medtæller værdien af det sparede energibehov. Derimod tæller værdien af alle andre forbedringer end energibesparelsen, herunder af indeklimaet, ikke med i regnestykket.



Resultatet er, at den samlede værdi for ejer/bruger af en bygning ved en bredt fokuseret renovering bliver vurderet for lille og for få renoveringer bliver gennemført.

Corona-perioden har givet ny viden om godt indeklima

På trods af massevis af negative påvirkninger af vores samfund, har nedlukningen af skolerne og færre børn i daginstitutionerne, sammen med en ændret adfærd, givet os vigtig ny viden om det gode indeklimas betydelige positive effekter.

Den typiske indlæggelse af børn med infektionssygdomme er således stort set forsvundet i denne vinter, og indlæggelsesprocenterne er typisk faldet med 30 – 50 %. Disse positive effekter tilskrives, at der er sket en betydelig ændret adfærd, der er færre børn og dermed bedre plads og bedre udluftning pr barn i både skoler og institutioner. Hertil kommer en forbedret hygiejne, samt en ændret adfærd, hvor børnene i daginstitutionerne er delt op i legegrupper og har fokuseret på at være ude, så meget som muligt, hvor ”indeklimaet” som regel er nærmest perfekt.

Disse konstateringer peger direkte på, at der er en væsentlig positiv effekt af en forbedret adfærd, forbedret hygiejne samt mere plads og bedre luftkvalitet med hyppig luftudskiftning i skoler og især børnehaver.

Værdien af det gode indeklima skal medregnes

Det er derfor helt oplagt at indregne værdien af det gode indeklima i beslutningen om renovering af en bygning. Alligevel er det faktisk ikke lykkedes os, at finde konkrete cases fra renoveringsprojekter mm, hvor værdien af det forbedrede indeklima tælles med.

Behovet er der, og på det allerseneste er der fremkommet flere forsøg på at lave regneværktøjer, som kan beregne værdien af et godt indeklima og dermed give et bedre grundlag for investeringer i indeklimaet både ved nybyggeri og renoveringsbeslutninger.

Den generelle udbredelse af forståelsen af værdien af et godt indeklima, en række store virksomheder, som markedsfører værdiskabelsen i at forbedre i indeklimaet i erhverv og på skoler samt fremkomsten af egentlige regneværktøjer vil sikre, at der kommer øget fokus på værdien af et godt indeklima. 

Derfor forventes værdien af et godt indeklima i langt højere grad at komme til at påvirke beslutningerne ved både nybyggeri og især ved renoveringsbeslutninger i de kommende år.

Dette dokumenteres i et nyt fremsynsnotat ”Værdien af et godt indeklima”, fra CONCITO og Rådet for Grøn Omstilling.

By |2023-09-08T14:19:57+01:009. juni 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer

Støt nulemissionslastbiler nu

Debatindlæg bragt i Altinget den 11. maj 2021 af Dara Rivin, rådgiver i Klima og Transport hos Rådet for Grøn Omstilling og Lasse Kristoffersen, politisk konsulent hos ITD – brancheorganisation for den danske vejgodstransport

De seneste år er der blevet lagt pres på omstillingen af tung transport i Danmark med stadig flere krav. Det er selvfølgelig nødvendigt med en grøn omstilling af branchen, hvis vi skal komme i mål med klimamålsætningen for 2030, men vognmændene kan altså ikke løfte opgaven alene.

Derfor er det også ekstra ærgerligt, at krav til erhvervet ikke følges op med nogen nævneværdig økonomisk håndsrækning til klimavenlige investeringer. 

Vi havde en klar forventning om, at den seneste pulje til grøn omstilling af transport, der var afsat specifikt til grøn omstilling af færger og tung transport samt ladeinfrastruktur på 230 millioner kroner, ville gå til omstillingen af lastbiler.

Men til vores store ærgrelse blev lastbilerne endnu engang overset. Nu må det efterhånden være deres tur til at få støtte til omstillingen!

Vognmændene er klar til ny teknologi

Indtil videre har regeringen afsat 24 millioner kroner til omstillingen af lastbiler ud af en samlet pulje på op mod en milliard kroner, der har støttet grøn omstilling af personbiler.

Oven i hatten var puljen til lastbilerne tilmed skruet helt forkert sammen, så det ikke var attraktivt for vognmændene at søge støtte til el-teknologier. Det er vi som miljø- og brancheorganisationer helt uforstående overfor.

Heldigvis går udviklingen af nulemissionsteknologier som el-lastbiler og brint-lastbiler langt hurtigere end forventningen var for bare et par år tilbage.

Mange vognmænd står klar til at afprøve og investere i de nye teknologier. Men det er vigtigt at rammerne er på plads, så det også giver mening på vognmandens bundlinje. Det er derfor helt afgørende, at der hurtigt afsættes de nødvendige midler til at sikre, at de gode intentioner munder ud i reduktioner ude på landevejene.

Ny teknologi er altid dyrere i starten. Men jo tidligere vi tager den nye teknologi til os, jo hurtigere får vi omstillet den tunge transport og gjort transporterhvervet rustet til den internationale konkurrence på grønne vilkår. Derfor er det vigtigt, at vi som samfund investerer i at få startet denne omstilling.

Nulemissionslastbiler er lige nu markant dyrere end tilsvarende diesel lastbiler.

Priserne forventes at falde markant over de kommende år, men der er brug for støtte til meromkostningerne. Samtidig er det også nødvendigt at etablere den nødvendige lyn-ladeinfrastruktur, så firstmovers altid har nem mulighed for hurtigt at kunne lade batteriet op, når der er behov for det.

I den sammenhæng er det vigtigt, at politikerne rådfører sig hos de vognmænd, der rent faktisk kan søge puljerne, så puljerne ikke, som hidtil, ender med at stille alt for høje krav til vognmænd, der aldrig kan blive imødekommet eller som ikke passer til deres egentlige behov. Den skal være rigtigt skruet sammen.

Vores nabolande har forstået det

Danmark halter allerede alvorligt bagefter udviklingen i vores nabolande, hvor der bliver investeret massivt i blandt andet elektrificeringen af lastbiler.

Både Norge, Sverige, Tyskland og Holland har støtteordninger til køb af el-lastbiler, og i Sverige investerer man tilmed 1,2 milliarder svenske kroner i 2021-22 i et lynladenetværk kun til elektriske lastbiler.

Det er en imponerende udvikling, som danske vognmænd misundeligt må kigge langt efter herhjemme. Hvis ikke de høje klimaambitioner bliver fulgt op med støtteordninger og reelle investeringer i den grønne omstilling, så efterlades danske vognmænd i vejkanten.

Det er ikke for sent endnu, men det er på høje tid at komme i gang. Nu må det være de grønne lastbilers tur!

By |2021-06-14T19:04:34+01:0011. maj 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer

Kommuner kan ikke omlægge sit forbrug uden grønne krav

Debatindlæg bragt i Altinget den 10. maj 2021 af Claus Ekman, direktør i Rådet for Grøn Omstilling

Kommunernes indkøb løber årligt op over 100 milliarder kroner, svarende til cirka 20.000 kroner per dansker. Det er en gigantisk muskel, som vi i langt højere grad bør udnytte i den grønne omstilling.

Men det kræver selvfølgelig, at kommunerne får de rigtige incitamenter og nogle gode værktøjer til sætte ind der, hvor det har størst effekt.

Det handler om at skabe den fornødne viden og de gode eksempler. Det handler om de rigtige økonomiske incitamenter, hvor kommunernes ikke straffes ved at gå foran. Og det handler om krav, der bør sættes højere end i resten af samfundet, så det kommunale forbrug kan bruges som spydspids i den grønne omstilling.

Det er klart, at der skal være plads til lokale løsninger, men det nytter ikke noget, at den kommunale indkøbsmuskel bruges forkert.

Hvis ikke den lokale vilje er tilstrækkelig, og de lokale løsninger ikke peger i en grøn retning, så må det være rimeligt at sætte et grønt minimumsniveau gennem krav.

Det kan både være konkrete krav indenfor de forskellige dele af det kommunale forbrug, og det kan være målsætninger, som hver enkelt kommune skal leve op til.

Slappe CO2-krav har minimal effekt

Der er flere oplagte muligheder, hvor krav og målsætninger kan bringe kommunerne frem på den grønne bane.

Kommunerne er store bygherrer og her har vi en unik mulighed for, at det offentlige går forrest i den grønne omstilling af vores bygningsmasse. Ifølge en opgørelse fra Økonomistyrelsen over klimaaftrykket fra det offentlige indkøb, stod kommunernes bygge- og anlægsaktivitet i 2019 for en udledning på cirka 1,4 millioner ton CO2.

Der indføres fra 2023 CO2-krav til byggeriet i Danmark, som er så tilpas slappe, at cirka 90 procent af alt byggeri allerede i dag lever op til dem. De strammes langsomt frem mod 2030. Hvorfor ikke stille højere krav til kommunalt byggeri, så branchen kan geares til den fremtid, vi er på vej ind i?

Et andet eksempel kunne være krav til omstilling af energiforsyningen i de offentlige bygninger, hvor der for eksempel stadig varmes op med gasfyr. Energiforsyningen er et af de kommunale områder, der bidrager mest med nationale CO2-udledninger. Vi taler om cirka 1,2 millioner ton CO2 årligt.

Vi skal under alle omstændigheder af med de fossile fyr, så her kunne man lave en målsætning om CO2-reduktioner i energiforsyningen i kommunale bygninger, der gennemtvang udskiftning af oliefyr senest i 2025 og gasfyr i 2030 eller før, når kommunerne alligevel skal afklare hvilke områder, der skal forsynes med fjernvarme.

Behov for nedre ambitionsniveau

Der er mange andre eksempler på, hvordan helt oplagte krav til kommunernes indkøb kan bidrage til den grønne omstilling: krav om elektrificering af kommunens køretøjer, forbud mod engangsservice, krav til CO2-reduktioner i kantinedrift, krav til brug af mere bæredygtige IT-leverandører og krav, når der købes computere, kopimaskiner og andet kontorudstyr.

Det handler ikke om, at kommunerne ikke skal have muligheder for at finde gode lokale løsninger, der kan bringe dem videre. Udfordringen er bare, at vi ikke ser det ske i tilstrækkeligt omfang på nuværende tidspunkt.

Derfor er der behov for, at der sættes et nedre niveau på en række oplagte områder, hvor kommunernes enorme indkøbsmuskel kan bruges til at fremme den grønne omstilling. Det kunne suppleres med konkrete målsætninger, som kommunerne skal arbejde henimod, og hvor der også er frihed til at finde lokale løsninger.

Den retning og det ambitionsniveau, som målsætninger sætter, kan være godt for kommunerne at styre efter, så der også skabes fælles fodslag på tværs af kommunerne.

Det vil nok kræve, at man i et vist omfang genbesøger den økonomiske regulering af kommunerne og sikrer, at den understøtter den omstilling, der skal ske hurtigt, men som trods alt har et længere tidsperspektiv end de kommunale budgetter.

Alt i alt er der gode muligheder for at skærpe kommunernes indsats i den grønne omstilling ved at styre de kommunale indkøb. Det bør ligesom i resten af samfundet ske med en flerstrenget indsats, der består af viden og værktøjer, økonomiske incitamenter og krav.

By |2021-06-17T08:37:27+01:0010. maj 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer

Elbilejere risikerer milliardstor ekstraregning

Debatindlæg bragt i Avisen Danmark den 6. maj 2021 af Jeppe Juul, seniorrådgiver klima og transport i Rådet for Grøn Omstilling, Ilyas Dogru, chefkonsulent hos FDM og Peter Bach Andersen, seniorforsker hos DTU Elektro.

Årsagen er den måde, vi i dag bruger vores el, eller rettere, hvornår vi bruger den. Samfundets elforbrug er nemlig ikke jævnt fordelt hen over døgnet, men svinger naturligt efter, hvornår vi tænder mest på kontakterne.

Særligt når vi kommer hjem fra arbejde og sætter gang i aftensmad og tøjvask, stiger belastningen af vores elnet. Men hvad har det med elbiler at gøre? En hel del faktisk.

Danmarks samlede energiforbrug står nemlig til at stige betragteligt som følge af de mange nye elbiler. Faktisk kan det mere end fordoble landets strømforbrug på dette kritiske tidspunkt, hvis blot en tredjedel af Danmarks elbiler lader, når der er mest tryk på elnettet.

Gør vi ikke noget, kan det derfor blive nødvendigt med en milliarddyr forstærkning af elnettet. Den regning er der kun forbrugerne til at betale. Heldigvis ligger løsningen lige for i form af de såkaldte intelligente ladebokse. En intelligent ladeboks kan snakke med elnettet og automatisk justere opladningen af elbilen alt efter belastningen på elnettet.

Den kan også justeres, så den lader, når strømmen er grønnest. Det kan være om natten, hvor vi i 2020 i gennemsnitligt havde 40 procent mere vindenergi i elnettet – lad os derfor lægge vindmøllernes vedvarende energi ned på elbilernes batterier, så vi om dagen kan køre på nattens vind. En “dum” ladeboks giver ingen af disse muligheder.

En veludbygget og klog ladeinfrastuktur er en forudsætning for den grønne omstilling af bilparken. Derfor er det også positivt, at Elbilkommisionen i sin seneste rapport fra februar viser vejen til en stærk offentlig ladeinfrastruktur.

Kommissionen undervurderer imidlertid ladestandernes rolle i forhold til det danske elnet og vores grønne ambitioner. For hvis Danmark skal indfri ambitionen om 775.000 eldrevne biler i 2030, skal vi sikre os, at bilerne ikke bare kan lade, men at de kan lade grønt og intelligent. Men i stedet for at stille krav om intelligente ladebokse anbefaler Elbilkommissionen, at de danske elbilister får en elmåler til deres ladeboks. Problemet er, at det ikke er intelligent opladning at måle forbruget.

Det kan og må ikke kaldes intelligent opladning. Samtidig foreslår kommissionen en fast lav afgift på strøm til opladning til alle – uanset hvornår bilerne oplades. De to forslag løser ikke problemet med belastningen af elnettet.

I stedet bør de lave strømafgifter være betinget af, at man lader sin elbil intelligent. På den måde belønner vi dem, der bidrager til den grønne omstilling ved at lade deres elbil, når belastningen på elnettet er mindst, og strømmen er grønnest. Elbilkommissionen har lavet et grundigt arbejde, som er værd at rose.

Men den overser, at et krav om intelligent opladning af elbilerne kan spare samfundet og dermed forbrugerne for en ekstraregning i milliardklassen. Vi opfordrer derfor politikerne til at stille krav til ladestanderne i den kommende politiske aftale, som skal forhandles i det tidlige forår. Det er det rigtige at gøre for vores samfund, forbrugerne og ikke mindst Danmarks samlede bidrag til klimaindsatsen.

By |2021-05-06T10:21:24+01:006. maj 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer

Vi risikerer, at statsstøttede varmepumper hiver tæppet væk under fjernvarmen

Debatindlæg bragt i Klimamonitor den 3. maj 2021 af Christian Jarby, seniorrådgiver, Klima og Energi, Rådet for Grøn Omstilling.

Udfasningen af olie og naturgas i bygninger er et af de store emner i den grønne omstilling.

Der er cirka 80.000 oliefyr og 400.000 gasfyr i landet, så det vil påvirke mange boligejere, der skal udskifte deres olie- eller gasfyr med en anden forsyning. Spørgsmålet er, hvad skal erstatte disse mange fyr?

Der er i realiteten to muligheder, nemlig fjernvarme eller individuelle varmepumper. Pillefyr bør ikke være et alternativ, fordi afbrænding af træ er problematisk for både klima og luftforurening.

Spørgsmålet er så, hvordan vælger man mellem individuelle varmepumper og fjernvarme? For bygninger i små byer eller det åbne land, der fyrer med olie, vil det relevante valg være individuelle varmepumper. Men for bygninger, der ligger inden for det nuværende gasdistributionsnet, skal der tages stilling til, om fjernvarmen skal udbygges til erstatning af gassen, eller om man i stedet skal installere individuelle varmepumper.

Det er ikke et uvæsentligt spørgsmål. I områder med tæt bebyggelse, vil det i mange tilfælde være en fordel ved at udbygge fjernvarmen.

Fjernvarmen kan nemlig have en række andre fordele.

Der kan være både samfundsøkonomiske og privatøkonomiske fordele ved fjernvarme i områder med tæt bebyggelse, det giver bedre mulighed for fleksibilitet i det samlede energisystem, det reducerer belastningen af elnettet, man undgår de potentielle støjproblemer, som ofte følger med varmepumper i tæt bebyggede områder, og det er ofte mere enkelt for borgeren at have fjernvarme i stedet for en varmepumpe, der skal vedligeholdes og efterses med jævne mellemrum.

Afgræns områder

Ideelt set burde udfasningen af olie- og gasfyr derfor starte med, at man først afgrænser de områder med naturgas, hvor det vil være fordelagtigt at udbygge fjernvarmenettet, og derefter tager de nødvendige skridt til at påbegynde udbygningen af fjernvarmen. I alle andre områder, hvor der ikke allerede er fjernvarme, kunne man så gå i gang med at udskifte olie- og gasfyr med varmepumper.

Sådan foregår det desværre ikke i dag. I stedet gives massiv støtte til udskiftning af olie- og gasfyr med varmepumper i alle områder, hvor der ikke allerede er et fjernvarmenet.

Det betyder, at man også støtter installering af varmepumper i de områder, hvor fjernvarme i fremtiden kunne være det bedste alternativ, og dermed undergraver man også det fremtidige varmemarked for fjernvarmen.

Udbygning af fjernvarme forudsætter, at kommunerne godkender projekter for, hvor det skal ske. Men det tager tid at få dette til at ske. Og det er op til den enkelte kommune at vurdere tidsforløbet i denne proces.

Indskrænk støtten til varmepumper

Der er i dag ingen sammenkobling mellem den massive støtte til varmepumper og planlægningsprocessen for udbygningen af nye fjernvarmenet. Det er ikke særlig smart, for det kan betyde, at de samfundsmæssige omkostninger til den grønne omstilling bliver højere end nødvendigt, og at man ikke får en hensigtsmæssig balance i det samlede energisystem.

Løsningen på det problem er for det første, at regeringen sætter sig sammen med kommunerne og finder ud af, hvad der skal til for at sætte gang i planlægningen og godkendelsen af projekter for udbredelsen af fjernvarmen i de områder, hvor der nu er naturgas.

For det andet skal støtten til varmepumper justeres, så man ikke længere undergraver markedet for de nye fjernvarmenet. For eksempel kunne man i første omgang indskrænke støtten til varmepumper til udskiftning af oliefyr, og så gøre støtte til udskiftning af gasfyr betinget af, at kommunen har taget stilling udbredelsen af fjernvarme, således at der ikke gives støtte til varmepumper i de områder, hvor fjernvarmen fremover skal udbygges.

Og så skal der fastsættes frist for, hvornår olie og gasfyrene skal være udfaset. Det har man gjort med succes i Norge, hvor det siden sidste år har været forbudt at fyre med olie. Østrig har også for nyligt fastsat årstal, hvor olie- og gasfyring bliver forbudt. I Danmark bør vi gå samme vej og forbyde brug af oliefyr i 2025 og gasfyr i 2030.

By |2021-05-03T12:22:06+01:003. maj 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer

Trængselsafgift i større byer er nødvendig for borgernes mobilitet

Debatindlæg bragt i Altinget Transport den 3. maj 2021 af Daria Rivin, rådgiver, Klima og Transport og Jeppe Juul, seniorrådgiver, Klima og Transport i Rådet for Grøn Omstilling

Trængsel fylder meget i debatten.

Så meget, at regeringen netop har foreslået at bruge cirka 50 milliarder kroner til at udbygge motorveje. Men flere motorveje genererer mere trafik og mere trængsel – særligt i byerne.

Motorveje er derfor ikke den længe ventede løsning på trængselsproblemet. Tværtimod. Det helt banale svar på problemer med trængsel er at give mere plads til de transportformer, der fylder mindst, og dem, der udleder mindst, og samtidig lægge afgifter på overfyldte veje.

En afgift er særdeles nødvendig
Det er klart, at trængslen er belastende, når den er der.

Nogle gange virker det dog som om, at politikerne mere principielt mener, at man skal give plads til de transportformer, der fylder mest og er mest belastende for klimaet.

Men det åbenlyse svar i forhold til at bekæmpe trængsel er at give mere plads til cyklister, gående og busser i byerne, hvis man ønsker mest mulig mobilitet til flest mulige mennesker.

Øget plads til mikromobilitet vil selvfølgelig betyde endnu mindre plads til personbiler. For at begrænse pladsen for biler mest effektivt er det derfor nødvendigt at lægge afgifter på brugen af vejene i byerne, så det sikres, at bilerne rent praktisk kan komme frem.

Vi er derfor som udgangspunkt positivt stemte overfor Eldrup-kommissionens forslag om indførelse af trængselsafgifter i København og Frederiksberg.

Som miljøorganisation er det måske ikke helt så underligt, at vi går ind for afgifter for de transportformer, der fylder mest.

Det er dog vigtigt at indtænke denne slags initiativer i en bredere national sammenhæng og ikke kun i hovedstadsområdet såvel som at indtænke luftforurening og den grønne omstilling.

Behov for bred vejbenyttelsesafgift til erhvervskøretøjer
I forhold til erhvervskøretøjer får vi senest i 2025 en ny CO2- og afstandsbaseret vejbenyttelsesafgift ligesom de fleste andre lande i Europa.

I den politiske aftale fra december 2020 skelnes der mellem, hvor meget det koster at køre i byerne og uden for byerne, netop med henblik på at begrænse trængsel i byerne.

Som det indtil videre er planlagt, gælder afgiften dog kun for lastbiler over 12 tons. Men det vil være logisk at omfatte også mindre lastbiler og varebiler, for at de kan konkurrere på et mere lige grundlag. Medtager man alt erhvervskørsel, har man et effektivt redskab til at regulere trængslen i byerne.

Erhvervskøretøjer i byerne er en nødvendighed for at have et velfungerende samfund. Varerne skal ud i butikkerne, vandrøret skal repareres, og pakkerne skal leveres. Derfor giver det også mening at have et separat system for erhvervskørsel og privatkørsel.

Indtænk køretøjernes forurening i trængselsafgiften
For privatkørsel er der endnu ikke noget landsdækkende system på vej. Men de fleste, der arbejder med området, er enige om, at landsdækkende roadpricing på sigt er vejen frem.

Indtil da vil det være nødvendigt at indføre en trængselsafgift i de større byer i Danmark. Antallet af køretøjer stiger og stiger ligesom andelen af husstandenes bilejerskab. Det lægger et øget pres på det overordnede vejnet samt på det begrænsede vejnet i byerne.

Biler begrænser i praksis mobilitet i byerne, fordi de optager så meget plads i forhold til, hvor få personer de transporterer.

Derfor giver det også mening at tage udgangspunkt i Eldrup-kommissionens forslag og lægge afgifter på kørsel i byerne på en måde, der er simpelt at administrere og som effektivt vil mindske trængslen i byerne.

Men da trængsel ikke er det eneste problem, som vi skal løse, giver det mening at lade afgifternes størrelse være afhængig af køretøjets forurening.

Borgernes ønske
Byerne er for alle borgere – ikke kun for bilisterne. Byerne skal kunne mange ting. Byerne skal kunne andet end at transportere folk rundt.

Byerne er også et sted, hvor mennesker lever, oplever og skal have det godt. Alle mennesker har ret til mobilitet og ret til at kunne transportere sig ubesværet rundt i byerne.

Men Folketinget har i årevis blokeret for borgernes og borgerrepræsentationens ønsker på dette område. Borgmestrene i både København og Frederiksberg har meldt klart ud, at de gerne vil have indført trængselsafgifter. Mere tydeligt bliver det vist ikke.

Det er på tide, at Folketinget stopper med at prioritere tiltag, der øger klimabelastningen og trængsel i byerne. I stedet bør Folketinget give kommunerne lov til at skabe de byer, som borgerne ønsker at bo i.

By |2021-05-03T11:33:19+01:003. maj 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer

CO2-udledningen fra træ bør opgøres, hvor den udledes

Debatindlæg bragt i Altinget Forsyning den 29. april 2021 af Annika Lund Gade, rådgiver og projektmedarbejder i Rådet for Grøn Omstilling og Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling

For at synliggøre CO2-udledningen fra træ og sidestille afbrænding af fossile brændsler og træ, så foreslår Rådet for Grøn Omstilling, at CO2-udledningen fra træ fremover opgøres, hvor den udledes. CO2-optag i træer kan så modregnes som klimagevinst, der hvor optaget sker. 

Danmarks anvendelse af biomasse i el- og varmeforsyningen er steget eksplosivt siden 1990. Det har været med til at få de fossile brændsler ud af energiforsyningen, hvilket er fint. 

Er ikke klimaneutralt 

Men det giver store udfordringer på en række andre punkter. Træafbrænding er ikke klimaneutralt, og akut mangel på dødt ved i skove, parker og haver forringer biodiversiteten markant.

Endelig importerer Danmark over 95 procent af træpillerne til vores energiproduktion, og trods nye miljøkriterier, er der reelt ikke effektiv kontrol af genplantningen.

Hvis resten af verden erstattede deres fossile brændsler med træ efter den danske model, så ville mange af verdens skove hurtig blive brændt ned. Det er ikke et eksempel til efterfølgelse. Afbrænding er ikke grøn omstilling. 

Årsagen til, at afbrænding af biomasse er blevet populært i energiforsyningen, er fordi biomassen – modsat fossile brændsler – regnes helt CO2-neutral ved afbrænding. Til trods for, at afbrænding af biomasse udleder CO2.

Præcis som når kul afbrændes. Et kilo CO2 fra biomasse giver præcis samme globale opvarmning som et kilo CO2 fra kul. Klimaet kan ikke se forskel. Baggrunden for denne forskelsbehandling er en antagelse om, at tilbageværende, nyplantet biomasse hurtigt optager den udledte CO2 fra afbrænding af biomassen, så regnestykket går i nul. 

Det er der egentligt ikke noget galt i klimamæssigt. Hvis ellers regnestykket over en kort årrække går i nul, hvad der indtil videre ikke forelægger dokumentation for. Og hvis der ikke er en smartere anvendelse af biomassen eller en grønnere måde at producere energien på.

Men det ville nu være logisk at opgøre CO2-udledningen fra træ, hvor den udledes. CO2-optag i træer (i Danmark eller udlandet) kan så modregnes som klimagevinst, der hvor optaget sker.

En sådan standardiseret opgørelse vil skabe klarhed om både, hvor meget afbrænding af træ bidrager til de nationale CO2-udledninger, samt hvor meget af den udledte CO2, der faktisk genoptages i skovene – i stedet for som nu naivt at antage, at det hele bare går i nul inden for kort tid.   

CO2-udledningen fra el- og varmeforsyningen 

I tabellen ses størrelsesordener for CO2-udledningen (CO2-ækvivalenter) fra el- og varmeforsyningen beregnet på basis af Energistyrelsens seneste Energistatistik fra 2019 og DCEs opgørelse over black carbon (BC) fra træ (primært fra privat brændefyring).  

Det ses, at den danske CO2-udledning fra el- og varmeforsyningen kun er faldet godt 22 procent siden 1990, når CO2 og black carbon fra træafbrænding medregnes (det vil sige når træ ikke regnes CO2-neutralt).

Faldet skyldes primært mere vindenergi. Faldet er langt under halvdelen af det fald på 56 procent, der officielt opgøres, når træ regnes CO2-neutralt.

Mens den faktiske CO2-udledning i 1990 (med CO2 fra træ) var syv procent højere end i de officielle angivelser (uden CO2 fra træ), så var den faktiske CO2-udledning i 2018 omkring 90 procent højere end den officielt angivne. Afstanden mellem de to stiger således, og er vokset yderligere siden 2018, da træforbruget er steget. 

Kan ikke skifte opgørelsesmetode

70-procentsmålet blev besluttet under forudsætning af, at biomasse regnes CO2-neutral, og målet nås ikke i 2030 uden antagelsen. Derfor kan vi ikke skifte opgørelsesmetode midt i perioden – udadtil må vi fortsat bruge den metode, som anvendes af EU og af FN.

Men det ændrer ikke på, at CO2-udledningen fra blandt andet stammer og grene bør opgøres og ideelt set medregnes, hvor CO2 udledes – præcis som CO2 fra fossile brændsler.

Til gengæld bør CO2-optag i resterende og genplantede træer opgøres som en klimagevinst, hvor optaget sker. Dette kan umiddelbart gøres for danske skove.

Det bør undersøges, hvorvidt en modregning for import af træbiomasse kan indregne og foretages eksempelvis ved hjælp af handel med CO2-kvoter – frem mod udfasning af biomasseafbrænding i 2035. 

By |2021-05-13T18:03:58+01:0029. april 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer

Ny skrotningsordning for brændeovne svigter klimaet

Debatindlæg bragt i Politikens Klimamonitor den 28. april 2021 af Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling

Miljøministeriet har netop haft en ny bekendtgørelse i høring: Bekendtgørelse om udskiftning eller nedlæggelse af visse fyringsanlæg til fast brændsel under 1 MW ved ejerskifte af fast ejendom.

Formålet med bekendtgørelsen er at skrotte eller udskifte ældre brændeovne til nyere brændeovne ved ejerskifte af fast ejendom.

Baggrunden for bekendtgørelsen er, at nyere brændeovne udleder væsentlig færre partikler end ældre brændeovne. Udskiftningen skulle derved reducere røgens store helbredsskader og samtidig hjælpe Danmark med at opfylde EU’s nye NEC-direktiv, hvor netop partikler fra brænderøg gør, at vi overskrider EU’s emissionsgrænser.

Problemet er bare, at nye brændeovne godt nok udleder væsentligt færre partikler, men mange flere af de særlig helbreds- og klimaskadelige sodpartikler (black carbon) per kilo træ.

Årsagen er, at nye brændeovne brænder ved en højere temperatur, hvorved der netop dannes meget mere sod (og NOx). Sodpartikler er ifølge FN’s klimapanel en af de største årsager til global opvarmning efter CO2. Bekendtgørelsen vil således markant øge den globale opvarmning fra brændefyring, når ældre brændeovne udskiftes med nye.

Dette er det stik modsatte af, hvad klimaet har brug for.

Black carbon

Da fortsat flere undersøgelser samtidig viser, at sodpartikler er mere helbredsskadelige end andre partikler, og derved alt andet lige gør røgen fra nye brændeovne mere skadelig end røgen fra ældre brændeovne (pr. kg røgpartikler), så er det faktisk ikke til at sige, hvor stor helbredsgevinst, der er forbundet med at udskifte gamle brændeovne til nye.

I forhold til opfyldelse af partikelgrænserne i EU’s nye NEC-direktiv, så overser ministeriet, at det tydeligt står i direktivet, at der skal lægges vægt på at reducere udledningen af sodpartikler. Netop dette er medtaget, fordi sodpartikler er særlig helbreds- og klimaskadelige. Men ved at udskifte brændeovnene forøges udledningen af sodpartikler, hvilket er stik imod intentionerne i direktivet og FN’s Göteborgprotokol, der danner baggrund for direktivet.

Endelig er nye brændeovne slet ikke nogen løsning, da blot afbrænding af et kilo træ i en ny miljømærket brændeovn, der fyres lige efter bogen, vil forurene 400.000.000 liter helt ren luft til Verdenssundhedsorganisationens nye partikelgrænseværdi.

Fjernvarme og varmepumper (inklusive udledningen fra værkerne) forurener 50-200 gange mindre, og forureningen sker for enden af en høj skorsten og ikke i lav højde i vores tætte boligområder.

Skrot fuldstændig

Ideen med en ejerskifteordning er imidlertid fin, men ordningen skulle selvfølgelig kræve, at alle fyringsenheder til fast brændsel skrottes fuldstændigt ved ejerskifte, så de nye ejere i stedet skal anvende fjernvarme eller varmepumper og derved bliver aktive medspillere i den grønne omstilling.

Husstande, hvor nedlæggelse af fyringsanlægget kan føre til væsentlig forringelse af ejendommens værdi, kan dog fritages for nedlæggelse eller kompenseres via statsstøtte til renere varmekilder.

By |2021-04-28T09:03:43+01:0028. april 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Go to Top