92-gruppen: Energistyrelsens globale klimarapportering giver skævt billede af Danmarks CO2-påvirkning

Debatindlæg bragt i Altinget d. 23 juni 2021 af Annika Lund Gade, rådgiver, Rådet for Grøn Omstilling, Troels Dam Christensen, sekretariatsleder, 92-gruppen, Helene Hagel, miljø- og klimapolitisk leder, Greenpeace, John Nordbo, klimarådgiver, CARE, Trine Glue Doan, seniorrådgiver energi og klima, WWF Verdensnaturfonden, Daniel Hauberg, klimarådgiver, Danmarks Naturfredningsforening, Thomas Meinert Larsen, klimarådgiver, Klimabevægelsen, Morten Nielsen, kampagne og kommunikation, Global Aktion og Gry Bossen, politisk koordinator, Verdens Skove.

I fremsættelsestalen til klimaloven 26. februar 2020 fastslog klimaminister Dan Jørgensen (S), at Klimaloven må bygge på en handlepligt, og at Danmark skal være et foregangsland i den internationale klimaindsats, da klimaudfordringerne er en global problemstilling.

Mange undersøgelser viser, at vores klimafodaftryk i udlandet er væsentligt højere per indbygger end vores hjemlige udslip, og som ministeren påpeger, har vi et moralsk og historisk ansvar her.

Derfor blev det også i Klimaloven besluttet, at regeringen fremover skulle rapportere om Danmarks globale klimapåvirkning i en såkaldt global afrapportering.

Med handlepligten in mente må denne altså ikke bare være en rapport over Danmarks globale fodaftryk, men skal være et værktøj, der målbart kan pege på, hvor vi kan forbedre os. Dette er afgørende, da man, som de fleste ved, ikke kan skabe forandring uden først at kende problemet.

I slutningen af april kom så den første globale afrapportering fra Energistyrelsen. Trods Energistyrelsens anerkendelsesværdige og inkluderende arbejde med at udforme den første rapport, står det klart, at opgaven er stor, og at vidensgrundlaget for Danmarks globale klimapåvirkning stadig er mangelfuldt. Der er afgørende områder, som rapporteringen ikke formår at inkludere, hvilket skaber et skævt billede af Danmarks egentlige påvirkning, og risikerer derved at skjule de vigtige reduktionspotentialer og problematiske praksisser, som dens formål er at belyse.

Metodisk ansvarsfralæggelse

Alene metodevalget i rapporteringen risikerer at skjule den faktiske størrelse af Danmarks globale påvirkning. Man har valgt at benytte en input/output-model, som fratrækker klimabelastningen for de danske produkter som eksporteres.

Et foregangsland skal turde se sig selv i spejlet og fremhæve de negative globale effekter såvel som de positive.

92-gruppen

Det betyder eksempelvis for den klimaskakadelig soja, som vi importerer i store mængder til dansk svinefoder, at hvis svinekødet eksporteres ud af Danmark, fratrækkes den tilhørende soja og dermed klimabelastning.

Man kunne retorisk spørge, om vi dermed ikke har et klimaansvar for de varer, som vi producerer på dansk jord, og som vi tjener på i udlandet?

Vi har som land selvsagt et ansvar for hele vores import og kan som grønt foregangsland ikke eksportere os fra vores klimansvar. Problemet ved en sådan brug af netto-tal er samtidigt, at det gør det svært at målrette klimatiltag dér, hvor de har størst effekt.

Hvis vi eksempelvis erstatter importeret sojaskrå med dansk græsprotein, vil det have en stor og reel betydning for den samlede klimabelastning af dansk husdyrproduktion, men det vil være svært at måle denne effekt i tilstrækkeligt omfang, hvis eksporten bare fratrækkes.

Da dansk erhvervsliv generelt eksporterer en stor del af deres produktion, vil brugen af sådanne netto-tal, hvor klimabelastningen fra eksporten trækkes fra importen, give et forkert billede af klimaeffekten ved konkrete tiltag. Det giver dermed et forkert og formindsket incitament på både stats- og virksomhedsniveau. 

I fravalget ligger både problemet og potentialet

Et andet problem i forbindelse med den første globale afrapportering er, at vigtige klimabelastende produkter ikke er regnet med.

Det gælder blandt andet for Danmarks store forbrug af biomasse og biobrændstoffer, som leder til global afskovning og har en dokumenteret negativ klimaeffekt.

Da disse afgrøder ellers tælles med som positive bidrag til reduceringer i Danmarks nationale del af klimaregnskabet, er det selvmodsigende, at den negative effekt, som de pågældende afgrøder medfører globalt, ikke bliver inkluderet i det globale fodaftryk.

Ligeledes er det ikke lykkedes at medregne de indirekte landbaserede effekter (ILUC), der blandt andet opstår, når ekstra skov fældes, fordi vores forbrug fortrænger andre afgrøder.

Medtag grønt såvel som sort

Hvad angår de danske investeringer i udlandet, er der også brug for forbedringer i den globale afrapportering.

Her har den første rapportering alene medtaget arbejdet på de positive grønne investeringer, men ikke den tilsvarende negative betydning af de danske både private og offentlige investeringer i den fossile sektor i udlandet.

Ligeledes medtager rapporten de positive effekter af dansk el-eksport fra vedvarende energi, men ikke tilsvarende de negative effekter ved vores eksport af fossil naturgas.

Selv om det er forståeligt, at den globale afrapportering ikke har kunnet få det hele med i første omgang, må der fremadrettet arbejdes på et mere fuldt overblik, der får både den grønne og sorte del med. 

Mangel på retvisende klimastøtte

Danmark har en klokkeklar forpligtelse til at yde klimafinansiering til de fattigste og mest sårbare lande, der rammes hårdest af klimaændringerne, herunder til at prioritere støtten til klimatilpasning lige så højt som reduktionstiltag.

Vi har som land selvsagt et ansvar for hele vores import og kan som grønt foregangsland ikke eksportere os fra vores klimansvar. 

92-gruppen

I den globale afrapportering gives kun data for dette i en begrænset årrække, hvor valget af en længere årrække ville give et mere retvisende billede af en for lav dansk prioritering af støtten til klimatilpasning.

Ligeledes rapporteres der ikke på den kendsgerning, at Danmark ikke yder ny og additionel klimabistand, men tager klimabistanden fra udviklingsbistanden. Det er modsat vores nabolande som Sverige og Norge.

Den globale afrapportering bør nu forbedres, så den kan lede til den nødvendige handling.

Et foregangsland skal turde se sig selv i spejlet og fremhæve de negative globale effekter såvel som de positive. Den globale afrapportering er her et afgørende værktøj, der målbart må vise, hvor udviklingen halter, og hvor der er behov og mulighed for handling. Det skal dermed skabe incitament til at vælge de gode løsninger fremadrettet. 

Politisk ansvar for handlingsanvisende rolle

Det er godt, at den første globale afrapportering nu foreligger, og det er positivt, at Energistyrelsen og regeringen er gået seriøst ind i arbejdet, men der er nu brug for forbedringer. Det kræver, at de overstående pointer inkluderes, så de fremtidige globale afrapporteringer giver et mere korrekt og fyldestgørende billede.

Ideen med Klimaloven er, at Danmark skal tage ansvar for sin klimapåvirkning både hjemme og ude. Hvis vi skal lykkes med det, forudsætter det tilstrækkelig viden og monitorering, der giver grundlaget for effektiv handling.

Den globale afrapportering må derfor have som hovedformål at være handlingsanvisende og give et klart og retvisende billede af, hvor vi har ansvar og muligheder i vores globale klimaindsats.

Det må nu været et politisk ansvar for de politikere, der står bag Klimaloven, og de embedsmænd, der konkret implementerer den, at den globale afrapportering kommer til at spille denne handlingsanvisende rolle. Vi bidrager gerne.

By |2022-01-17T09:20:47+01:0021. juni 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Vi er nødt til at have en generel drivhusgasafgift

Debatindlæg bragt i Altinget den 18. juni 2021 af Christian Ege, seniorkonsulent, Rådet for Grøn Omstilling.

Jeg sad tirsdag i Altingets gård til debatmøde om klimaafgifter, arrangeret af DJØF.

Der blev vist en opinionsmåling, hvor et flertal synes at en høj afgift på engangsbestik er fint, mens et flertal er imod en kødafgift. Det blev også sagt, at det selvfølgelig afhænger af hvordan der bliver spurgt.

Jeg tror mange ser en kødafgift som en særlig straf til dem, der godt kan lide kød. Men det handler om, at vi skal have en generel drivhusgasafgift – og det er der heldigvis stadig bredere enighed om, også på tværs af partiskel. Nogle kalder det en CO2-afgift, men det bør være en afgift på alle klimagasser, dvs. også metan og lattergas.

Vi har blot det problem, at en afgift på udledning af klimagasser kun rammer udledning i Danmark og dermed kun dansk produktion, mens importerede varer friholdes.

Og så kommer den berømte lækage, altså risiko for, at danske virksomheder må lukke, og vi så blot importerer de samme varer udefra, hvilket jo ikke gavner klimaet.

Produktafgift skal pålægges ethvert produkt
Det er der heldigvis en løsning på. For produktion, som er udsat for stærk udenlandsk konkurrence, og som samtidig har høj udledning af klimagasser, kan man lave et såkaldt bundfradrag i drivhusgasafgiften og så til gengæld lægge en afgift på produktet, svarende til den udledning, som kommer fra det pågældende produkt. Det er netop denne løsning, som blandt andet Klimarådet peger på.

En generel drivhusgasafgift skal netop være generel, så den understøtter en mere klimavenlig adfærd

Men det kom desværre ikke frem under debatten tirsdag – ligesom det oftest overses også i andre debatter. Pointen er, at en produktafgift pålægges ethvert produkt, som sælges i Danmark, uanset om det er produceret i Danmark eller importeret.

Dermed mindskes risikoen for, at dansk produktion blot erstattes af import. Jo mere konkurrenceudsat og jo mere klimabelastende en produktion er, jo større skal bundfradraget og den tilsvarende produktafgift være.

Drivhusgasafgift skal være generel
Hvis vi så vender tilbage til kødet, så bliver en kødafgift pludselig dels en generel adfærdsændrende afgift, dels en beskyttelse af dansk produktion mod uretfærdig konkurrence fra afgiftsfritaget import.

Men hvorfor støtter Landbrug & Fødevarer det så ikke? Det virker som om, at de regner med, at de kan presse politikerne til helt at undtage landbruget fra en generel drivhusgasafgift.

Men det må være sådan, at en generel drivhusgasafgift netop skal være generel, så den understøtter en mere klimavenlig adfærd. Og så skal vi søge at undgå, at den rammer skævt ved for eksempel at friholde importerede varer.

Det gælder ikke blot kød, men for eksempel også cement. Hvis der er fare for, at cementproduktion i Danmark bare erstattes af import, skal der også være bundfradrag i drivhusgasafgiften her – og til gengæld indføres en cementafgift.

By |2021-06-22T14:48:22+01:0018. juni 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Der bør kun bygges nyt, når alle andre muligheder er udtømt

Debatindlæg bragt i Altinget den 18. juni 2021 af Lars Køhler, tidligere Byggeri-, klima- og energirådgiver, Rådet for Grøn Omstilling.

Vi ved godt, at vi er i problemer. Både klimaet og tiden er ved at løbe fra os.

Vi skal som samfund skabe større forandring, end vi nogensinde har gjort før, og endda på kortere tid end nogensinde før. Den grønne omstilling kalder på os alle. Ikke mindst i byggeriet.

Desværre tyder noget på, at vi ikke er på rette vej endnu. Prognoser fra blandt andre World GBC viser nemlig, at der indenfor de næste 40 år vil blive bygget lige så mange kvadratmeter, som der findes i verden i dag. Det er et helt igennem absurd tal.

Og lægger man til dette, at cirka 39 procent af verdens udledninger kan tilskrives byggeri og anlæg, og at hele 50 procent af verdens ressourcer bruges i byggeindustrien, så bør det stå klart for alle, at noget må ændres radikalt.

Ellers vil byggeriet på egen hånd sprænge vores globale klimamål og opbruge resten af vores sparsomme CO2-budget. Og det skal gå hurtigt, for byggeriet er ikke et tankskib, der drejer på en underkop.

Nybyggeri ses som en nærmest indiskutabel naturlighed
Så noget skal ske. Ikke bare i måden, som vi bygger vores bygninger på, altså den nødvendige dekarbonisering af vores materialer, processer og drift af vores bygninger, men også i måden, som vi som samfund tænker og planlægger behovet for bebyggede kvadratmeter på.

Vi bliver for eksempel uundgåeligt nødt til at bygge færre kvadratmeter og samtidigt optimere de kvadratmeter, som vi bygger, ved for eksempel at kombinere funktioner, som vi så under coronakrisen, hvor hjem og arbejde smeltede sammen og overflødiggjorde millioner af kontorkvadratmeter verden over.

Men jeg vil påstå, at vi uundgåeligt bliver nødt til at starte et andet sted. Vi bliver nemlig som udgangspunkt nødt til at sikre os, at der kun bygges nyt, når alle andre muligheder er udtømt.

Det kunne lyde som en simpel lille ting, men det er det absolut ikke. Nybyggeri ses nemlig både i samfundet, i økonomien og i byggebranchen som en nærmest indiskutabel naturlighed. Det duer bare ikke længere. Noget skal ske.

Tænkt genbrug og transformation først
Vi bliver nødt til at tænke renovering, genbrug af bygninger og transformation, før vi overhovedet tænker nybyggeri.

Og det skal ikke bare ske i tilgangen til de enkelte projekter, men må indkodes i de samfundsmæssige strukturer, økonomiske modeller og rammer, som byggeriet arbejder under.

Det kræver et regulært paradigmeskifte. Lad mig give et eksempel. Det vurderes, at der under de københavnske tage er plads til 10.000 nye boliger. Tomme tagrum, der står klar til at blive ombygget til nye moderne boliger i det centrale København. Men hvad gør vi?

Vi udlægger nye kæmpeområder til nybyg. Vi bygger øer med plads til hele byer midt i Københavns havn. Vi udlægger ny infrastruktur, kloakker og veje. Vi støber nye betonfundamenter. Bygger nye CO2-tunge facader og konstruktioner. Spreder vores byer endnu mere ud. Og udleder enorme mængder CO2 i processen.

Havde vi først tænkt genbrug og transformation, og havde vi først valgt at aktivere de tomme tagrum, havde vi kunne spare en stor del af dette væk. Det havde været godt for byen, økonomien, beboerne og klimaet. Men vi tænker bare ikke sådan. Så hvad skal der til?

Arkitektonisk og klimamæssigt potentiale i det eksisterende
Bygherrerne bliver nødt til fremover at se dem selv som “bygningskustoder” fremfor bare bygningsejere.

Og de bliver nødt til at forstå deres samfundsansvar for bevarelsen af den eksisterende bygningsmasse og derved den indlejrede historiske CO2-udledning.

Rådgiverne bliver nødt til at se det arkitektoniske og klimamæssige potentiale i det eksisterende, før de tænker nye bygninger. Og så bliver de nødt til at sikre, at denne forståelse og det fokus ikke bare er en specialviden, som kun er forankret hos nogle få, men at det ses som et fælles ansvar på tegnestuerne.

Politikerne skal sætte de overordnede krav og incitamenter, der ansporer den nødvendige forandring. Det kan være at stille krav om ressourcekortlægning og LCA-sammenligninger ved ønsket nedrivning og kræve handling på disse.

Eller at kigge på rammerne for lån og beskatning, så det i højere grad understøtter renovering og transformation frem for nedrivning og nybyg, for eksempel ved omdannelsen af tomme kvadratmeter til tagboliger. Den samfundsøkonomiske besparelse ved den mindre klimapåvirkning bør kapitaliseres og udnyttes proaktivt.

Vi ved, at renovering, genbrug og transformation kan betale sig, ikke bare i form af energibesparelser, men også ved de medfølgende CO2-besparelser.

De giver både projekt- og samfundsøkonomisk mening, men endnu bedre, så kan disse tiltag implementeres i dag. Det betyder, at vi kan sikre hårdt tiltrængte CO2-reduktioner i dag, fremfor at vi skal vente på, at ukendt teknologi og alverdens hockeystave løser problemerne for os. Det giver bare god mening på alle parametre.

Aftalen bør derfor åbnes igen. Klare tiltag, incitamenter og krav, der kan anspore og i sidste ende sikre, at der kun bygges nyt, når alle andre muligheder er udtømt, bør tilføjes

Aftalen bør genåbnes
Derfor ærgrer det mig også, at der i den nyligt indgåede aftale om en ‘National strategi for bæredygtigt byggeri’ ikke er inkluderet konkrete tiltag for at fremme dette paradigmeskifte.

Aftalen indeholder kun en velment hensigtserklæring om, at “det skal understøttes, at beslutningen om eventuelle nedrivninger eller ombygninger og renoveringer kan afspejle den rette balance mellem økonomi, kvalitet og klimabelastning på lang sigt”.

Misforstå mig ikke, der er skam intet galt i en “afspejling af balance” og en “kortlægning af årsager”, men med situationen, alvoren og potentialet i betragtning bør vi efterhånden have forstået, at en tøvende, gradvis tilgang ikke er nok længere.

Aftalen bør derfor åbnes igen. Klare tiltag, incitamenter og krav, der kan anspore og i sidste ende sikre, at der kun bygges nyt, når alle andre muligheder er udtømt, bør tilføjes.

Både potentialet og behovet for dette paradigmeskifte er enormt.

By |2021-07-12T13:40:42+01:0018. juni 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Debat: De 2 millioner medlemmer er både idrættens gigantiske omstillingspotentiale og udfordring

Debatindlæg bragt i Klimamonitor den 17. juni 2021 af Claus Ekman, direktør, Rådet for Grøn omstilling, Kenneth Plummer, bestyrelsesmedlem, Danmarks Idrætsforbund, Tine Teilmann, bestyrelsesmedlem, Danmarks Idrætsforbund, Morten Westergaard, klimachef, Middelfart Kommune, Jeanette Lund Clausen, bestyrelsesmedlem Badminton Danmark og Peter Harpsøe Engel, medlem, kano og kajakklubben Nord.

Grøn omstilling må ikke kun være for dem, der råber højest. Det skal være en folkelig samtale.

Danmarks Idrætsforbund (DIF) har et klart ansvar for at bidrage positivt til samtalen og derigennem nå de nationale klimamål.

Men kan DIF med 62 forbund og 9.000 frivillige foreninger nogensinde gøre en reel forskel? For langt de fleste foreninger ejer ingen bygninger eller biler. Så har idrætten i landets idrætshaller og på fodboldbanerne et klimaaftryk, som er værd at reducere?

Ja!

Særligt hvis DIF kan engagere foreningerne, der lokalt spiller sammen med og skubber på kommuner og virksomheder for at sætte strøm til den grønne omstilling. Så kan DIF gøre en enorm forskel. Det næste spørgsmål er bare, hvorfor skal foreningerne tage aktiv del i den grønne omstilling? Hvad kan DIF og andre nationale organisationer gøre for at engagere foreningerne? Og hvad har de største effekter?

Vi har det seneste halve år udarbejdet et oplæg til DIF’s bestyrelse med konkrete og ambitiøse anbefalinger til, hvordan DIF bør igangsætte og styrke den grønne omstilling i hele Idrætten.

Anbefalingerne stiller skarpt på idrættens fysiske rammer, transport, forbrug og organisatorisk forankring af ansvaret, som vi ser frem til at følge DIF’s arbejde med! I den anledning mener vi, det er afgørende for realiseringen af DIF’s ambitioner, at de bliver hele foreningslivets ambitioner.

De frivillige skal aktiveres

Det svære og interessante for DIF og forbundene bliver at aktivere og understøtte foreningernes engagement i den grønne omstilling. For her ligger ikke blot et potentiale i at nå hele to millioner medlemmer, men endda endnu flere. Fordi hvad vi gør kollektivt har en tendens til at påvirke, hvad vi gør privat.

Det er civilsamfundets unikke rolle som et lokalt og folkeligt fundament for samfundet.

Vejen dertil er ikke ligetil, for frivillige foreningsledere ændrer ikke vaner på grund af velmenende ord og flotte foldere om grøn omstilling. Mange foreningslederes hovedfokus er at sikre trænere til alle hold, træningstider i hallen, turneringen på søndag og meget andet. DIF og forbundene bør derfor fokusere på rammerne for foreningslivet, hvis foreningslivet skal med.

DIF bør for eksempel samarbejde med kommuner om bæredygtige idrætsfaciliteter, fokusere på råvarer med lavt CO2-aftryk i samarbejde med leverandører og indgå i dialog med tøjproducenter om bæredygtige materialevalg.

Frivillige foreningsledere ændrer ikke vaner på grund af velmenende ord og flotte foldere om grøn omstilling

Foreningerne skal både have hjælp til at træffe de grønne valg, og så må valgene ikke have en negativ effekt på deres aktiviteter og fællesskaber.

Hvis det for alvor skal lykkes at få foreningslivet med, så skal de grønne valg helst blive de lette valg. Både i forhold til pris og leveringstid. Det kan for eksempel indtænkes i ansøgningskriterier hos kommuner og fonde, så de grønne valg giver særlige tilskud.

Der er en række medlemmer, som ønsker at gøre en ekstra indsats, og for hvem det er naturligt at gå forrest i den grønne omstilling, selv om det er svært og kræver prioritering af tid og ressourcer. Disse personer er ikke altid trænere eller sidder i foreningernes bestyrelser.

Så hvordan kan DIF og foreningerne bedst engagere og understøtte disse ambassadører? Og hvordan forankres ansvaret i sidste ende også i foreningernes bestyrelser?

Vi har ikke alle svarene på spørgsmålene, men vi ser store potentialer i, at nationale civilsamfundsorganisationer og kommuner engagerer sig og samarbejder om at understøtte foreninger i den grønne omstilling, så det brede foreningsliv for alvor kan bidrage til den grønne omstilling. Måske er det faktisk en nødvendighed for at nå de nationale klimamål?

By |2021-06-17T10:58:11+01:0017. juni 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Organisationer har seks krav: Handlingsplan skal forhindre al afskovning i vores import

Langt om længe er politikerne ved at udarbejde en afskovningshandlingsplan, som skal sikre, at Danmark med sin import ikke bidrager til skovrydning og ødelæggelse af naturområder i udlandet, skriver miljøorganisationer.

Debatindlæg bragt i Altinget den 16. juni 2021 af Annika Lund, projektmedarbejder, Rådet for Grøn Omstilling, Gry Bossen, politisk koordinator, Verdens Skove, Sofie Tind Nielsen, Skovrådgiver WWF Verdensnaturfonden, Kristine Clement, kampagneleder for landbrug og skov, Greenpeace, Michael Lund, projektmedarbejder, Dyrenes Beskyttelse, og Rikke Lundsgaard, landbrugspolitisk seniorrådgiver, Danmarks Naturfredningsforening.

Den danske regering har for nylig udgivet sin første globale afrapportering, som er en opgørelse af den klimaeffekt, som Danmark har udenfor landets grænser – god som dårlig.

I rapporten har regeringen til vores store overraskelse valgt at udelade den CO2-udledning, som vi har været med til at forårsage gennem skovrydning og anden konvertering af natur til blandt andet landbrug. Det er, på trods af at vores forbrug og produktion har et enormt klimaaftryk i udlandet på grund af netop skovrydning.

For eksempel forårsager dansk landbrug 6,2 millioner tons CO2-udledning uden for Danmarks territorium alene via sin import af soja til dyrefoder. Det svarer til 57 procent af landbrugets klimaaftryk i Danmark. Det er altså en kæmpe udledning, som regeringen lidt for nemt vælger slet ikke at forholde sig til.

Landbruget forholder sig ikke til import
Samtidig er regeringen dybt begravet i forhandlinger om krav til det danske landbrugs klimatiltag. Men heller ikke i regeringens udspil til en handlingsplan for landbrugets klimaindsats er der meget fokus på den import, der gør, at landbruget påvirker klimaet helt enormt meget udenfor landets grænser.

Handlingsplanen mod afskovning er længe ventet. Faktisk skulle den have været færdig for over et halvt år siden, men er altså ikke kommet endnu. Imens fortsætter den uopgjorte afskovning forårsaget af Danmark og dansk landbrug med alvorlige konsekvenser for klimaet til følge.

Handlingsplanen mod afskovning er længe ventet

Gry Bossen, Sofie Tind Nielsen, Kristine Clement, Michael Carlsen, Annika Lund og Rikke Lundsgaard

Med det manglende fokus på Danmarks afskovning i udlandet i både den globale afrapportering og i de igangværende landbrugsforhandlinger bliver den kommende og alt for længe ventede handlingsplan mod afskovning kun endnu mere presserende som det eneste tiltag fra regeringen, der skal sikre, at Danmark ikke er skyld i rydning af skove i andre lande. Det er noget af en opgave. Det er derfor vigtigt, at regeringen tager denne opgave seriøst.

Ambitiøs handlingsplan er nødvendig
Helt grundlæggende bør regeringen med handlingsplanen adressere og sætte fokus på udfasningen af Danmarks uforholdsmæssigt store forbrug af produkter, der lægger pres på verdens natur- og skovarealer. Det gælder særligt soja til dyrefoder og biobrændsel. Derudover bør planen omgående sikre, at de varer, som vi stadig importerer, ikke har forårsaget afskovning.

Det er simpelthen ikke okay at blive ved med at acceptere afskovning. Det må og skal stoppe nu. Her er en liste med seks punkter, som vi mener, at handlingsplanen som minimum bør indeholde:

For det første skal handlingsplanen sætte en stopper for al afskovning i vores import – det ulovlige såvel som det lovlige. Der er mange lande, hvis lovgivning er utilstrækkelig og giver alt for vide muligheder for at rydde skov og anden vigtig natur.

Lige nu sætter Brasilien et skrækeksempel, hvor de love, der beskytter deres natur, afmonteres én for én af regeringen. I Argentina findes der ikke ret meget lovgivning, der beskytter naturen.

Men afskovning har samme konsekvenser for klimaet og biodiversiteten, ligegyldigt om det er lovligt eller ej. Derfor er det ikke nok at forlade sig på den nationale lovgivning. Vores import må ikke have forårsaget afskovning. Punktum.

Skal sikre handel med afskovningsfrie varer
For det andet er det nødvendigt at planen sikrer, at der implementeres krav til produkternes sporbarhed.

Importører og aftagere af risikoprodukter som eksempelvis soja skal vide, hvor det kommer fra, og under hvilke forhold det er produceret. For ellers er der ingen sikkerhed for, at der reelt er tale om afskovningsfrie produkter.

For det tredje bør handlingsplanen sikre, at virksomheder kun køber varer som soja og palmeolie fra producenter, der er afskovningsfri i hele deres produktion, altså leverandører, der kun handler med afskovningsfri varer, og således hele vejen gennem leverandørkæden.

Dette skal modvirke, at virksomhederne gennem deres indkøb støtter op om producenter eller leverandører, der er involverede i skovrydning andre steder, og dermed støtter skovrydning. Samtidig får de krav, som vi stiller i Danmark, ikke kun betydning for vores egen import, men også for andres. 

Fokus på flere mangfoldige naturområder
For det fjerde er det vigtigt, at den kommende handlingsplan ikke kun har fokus på skove, men også andre biologisk mangfoldige økosystemer, der trues af omlægning til landbrug.

Det bør gælde naturområder som græsland og vådområder som eksempelvis Pantanal i Brasilien. Således er det ikke kun afskovning, som planen skal sikre mod, men al konvertering af intakte biodiverse økosystemer.

For det femte bør planen sikre, at produktionen af de produkter, som vi importerer, ikke må have kostet mennesker deres hjem, ligesom produktionen ikke må være til skade for de folk, der bor tæt ved markerne eller lever af vandet fra floder, der passerer forbi.

Oprindelige folk er særligt udsatte. De bebor og beskytter cirka 85 procent af de resterende højbiodiverse områder i verden. Det skal vi respektere og støtte. Der er desværre allerede alt for mange tilfælde med oprindelige folk, der fordrives til fordel for landbrugsproduktion. Det er selvsagt ikke acceptabelt.

Certificering er ikke nok
Sidst, men ikke mindst, må planen ikke nøjes med at acceptere, at for eksempel alt soja og palmeolie er certificeret.

Det er nemlig, modsat hvad mange virksomheder tror, ikke nok, hvis man vil sikre sig mod afskovning. De eksisterende certificeringsordninger kan højest bruges som et supplement, og et minimumskrav bør være, at varen holdes fuldt segregeret og altså ikke må blandes sammen med varer, der kan have forbindelse til skovrydning. Derudover gælder det stadig, at producenten bør være certificeret i hele sin produktion.

Vi må ikke længere acceptere, at vores import forårsager afskovning, ødelæggelse af natur og overtrædelse af oprindelige folks rettigheder

Gry Bossen, Sofie Tind Nielsen, Kristine Clement, Michael Carlsen, Annika Lund og Rikke Lundsgaard

Vi skriver nu 2021, og det er på tide, at vi i Danmark lever op til de løfter om at stoppe al afskovning inden 2020, som vi selv har været med til at give i New York Deklarationen, og som Danmark igen har stadfæstet gennem både sit arbejde for Verdensmålene for Bæredygtig Udvikling (SDG) og i vores deltagelse i Amsterdam Partnerskabet.

Vi må ikke længere acceptere, at vores import forårsager afskovning, ødelæggelse af natur og overtrædelse af oprindelige folks rettigheder. Det kan blandt andet gøres ved at lave en ambitiøs handlingsplan mod afskovning, der hæver sig over papiret, den er skrevet på, som mere end blot god vilje og flotte ord om bæredygtighed, og at der følges op med konsekvenser, hvis det bliver nødvendigt for at sikre handling.

Vi venter for hver dag mere utålmodigt, og vi glæder os til forhåbentlig meget snart at se regeringens udspil.

By |2021-06-17T08:50:09+01:0016. juni 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Skadelige kemikalier kan blive en tredje miljøkrise

Debatindlæg bragt i Altinget den 16. juni 2021 af Claus Ekman, direktør, Rådet for Grøn Omstilling, Anja Philip, formand, Forbrugerrådet Tænk, Anna-Maria Andersson, centerleder, Center for hormonforstyrrende stoffer, Anne Holm Hansen, direktør, Astma Allergi Danmark, John Nielsen, forbundsformand, Serviceforbundet og Jeanne Duus Johansen, centerleder, Videncenter for Allergi.

Klimakrisen, hvem har ikke hørt om den? Og biodiversitetskrisen?

Måske ikke lige så mange, men den fylder i det politiske landskab. Fælles for begge kriser er, at der handles fra politisk side for at imødegå dem.

Men hvad med den tredje krise, kemikaliekrisen? Den er ikke nær så højt på dagsordenen, selvom den burde være det. EU-Kommissionen har med kemikaliestrategien fra efteråret 2020 erkendt, at selvom kemikalier bidrager til at gøre verden bedre og os mennesker rigere, så påvirker vores brug af skadelige kemikalier miljøet og vores sundhed negativt. Og der skal handles nu.

Analyser af blod og væv fra mennesker viser, at flere og flere skadelige kemikalier ender i vores kroppe: Pesticider, biocider, tungmetaller, tilsætningsstoffer til plastik, flammehæmmere, UV-filtre, fluorstoffer, parabener og mange flere. Og selvom disse stoffer kan have en funktion, som vi drager nytte af, bliver den samlede eksponering så stor, at det er på høje tid, at vi finder uskadelige alternativer. Og det paradoksale er her, at der oftest findes et bedre alternativ.

Dårlig sædkvalitet, tidlig pubertet og øget kræftrisiko

Listen af negative effekter ved de skadelige kemikalier er lang: Kræftfremkaldende, allergifremkaldende, miljøbelastende og hormonforstyrrende.

Menneskers udsættelse for kemikalier med hormonforstyrrende effekter vækker særlig bekymring. Det skyldes, at de kan påvirke vores evne til at reproducere os selv.

Når forsøgsdyr udsættes for stoffer med hormonforstyrrende effekter, er der negative konsekvenser, og disse negative konsekvenser ser vi også i mennesker.

Det handler om dårlig sædkvalitet, for tidlig pubertet, øget kræftrisiko, misdannede kønsorganer og faldende fertilitet. Det er konsekvenser, der både kan være særdeles svære for den enkelte og de pårørende og samtidig meget omkostningsfulde for vores samfund.

Stigende forekomst af allergi

Noget af det mest foruroligende er, at de fleste kemikalier endnu ikke er undersøgt for, om de har effekter, der påvirker menneskers hormonsystemer negativt.

Meget få kemikalier er klassificeret som hormonforstyrrende, fordi der mangler klare definitioner på, hvornår et kemikalie er hormonforstyrrende.

I EU er 18 stoffer identificeret som hormonforstyrrende ifølge Miljøstyrelsens “Endocrine Disrupter List”. Til sammenligning lavede forskere fra USA i 2018 en liste over knap 1.500 potentielt hormonforstyrrende stoffer.

En stigende forekomst af allergi overfor kemiske stoffer vækker også bekymring.

Det er et stort problem, at der aktuelt ikke findes nogen risikovurderingsmodel for allergifremkaldende kemikalier i EU, hvilket betyder, at der heller ikke automatisk fastsættes grænser for brug.

Dette er en del af forklaringen på, at hudallergi er så hyppigt forekommende.

Den nyeste forskning peger på, at mindst 20 procent af den danske befolkning er allergiske over for et eller flere kemiske stoffer. Det er en livslang lidelse, som kan have betydning både for karriere, arbejdsliv og ens sociale liv. Livskvaliteten kan forringes voldsomt, når man døjer med allergi.

Danmark i førersædet

Siden 2006 har Danmark haft fireårige kemiindsatser, der blandt andet har fokuseret på hormonforstyrrende og allergifremkaldende stoffer.

Fokus har blandt andet været på forskning, kontrol med brugen af kemikalier, tilsyn og information til forbrugerne. Det har gjort Danmark til et af de førende lande, når det kommer til viden om kemikalier og brugen af dem.

Danmark har videncentre på de to områder med forskere, der er anerkendt i hele Europa. Danmark har vist sin førerposition ved at være drivende kraft i mindst ti EU-reguleringer af allergifremkaldende stoffer såsom blandt andet regulering af krom i læder og allergener i tatoveringsblæk.

Senest har Danmark sammen med fem øvrige lande lavet en vigtig signalliste over stoffer, der enten er bekræftet hormonforstyrrende eller er mistænkt for at være det.

Det er et nybrud fra myndighedernes side, når det drejer sig om hormonforstyrrende stoffer, som signalerer, at der er mange kemikalier i anvendelse, som vi bør gøre noget ved.

Strategi skal blive til ambitiøse handlingsplaner

De tidligere kemiindsatser er en væsentlig årsag til, at Danmark er førende på disse områder. Og det skal fortsætte.

Derfor har miljøminister Lea Wermelin (S) sat et arbejde i gang, der skal sikre, at en ny fireårig aftale (2022 til 2025) kommer på plads i efteråret 2021.

Regeringen har ambitioner om at være et grønt foregangsland, og på klimaområdet er Danmark blandt de førende. Danmark har indtil nu også været førende i arbejdet med at få reguleret og forbudt skadelige kemikalier i EU.

Det har betydet, at Danmark er med til at sætte dagsordenen for, hvordan EU prioriterer kemikaliedagsordenen. Danmark har i de seneste 20 til 25 år på alle fronter, fra myndigheder og forskere, over erhverv og industri til ngo’er presset på for en mere ambitiøs kemikaliestrategi i EU. Og i oktober 2020 kom den mest ambitiøse kemistrategi nogensinde fra EU.

EU’s kemistrategi skal nu realiseres med handlingsplaner. Det er altså nu, at alle progressive kræfter i Danmark skal kæmpe for, at ambitionerne i strategien munder ud i lige så ambitiøse handlingsplaner.

Behov for en styrket kemiindsats

Men er det realistisk, at Danmark fortsat viser vejen?

Vi finder det bekymrende, at der tilsyneladende lægges op til en uændret økonomisk ramme for kemiindsatsen 2022 til 2025. Eller i værste fald en beskæring. Og det er utilstrækkeligt, hvis vi skal afbøde den tredje krise – kemikaliekrisen.

Danmark må fortsat være rustet til at gå foran og løfte problemstillingen i EU. Det kræver en styrket og fokuseret indsats. For ikke alle lande er lige så ambitiøse, som EU-Kommissionen og Danmark.

Derfor kræver det ressourcer og opbygning af viden. For viden har tidligere vist sig, at være en vigtig løftestang til indflydelse. Derfor skal der fortsat sikres midler til forskningen på danske universiteter og til vores videnscentre.

Det er også afgørende, at forbrugere i Danmark og i EU skal kunne foretage oplyste valg. EU-Kommissionen fremhæver blandt andet, at forbrugere skal have mere magt til at kunne foretage oplyste valg, når det kommer til kemikalier i forbrugerprodukter.

Det er derfor nødvendigt med flere midler, hvis forbrugerne i Danmark og i hele EU skal kunne få uafhængige råd og information om den uønskede kemi i forbrugerprodukter, ved handel på nettet og for varer produceret uden for EU.

Greenwashing er et stigende problem

Der skal flere test til at afdække, hvor den skadelige kemi forekommer. Det er der nemlig stadig for lidt viden om, da der ikke er krav om deklarationer på produkter.

En væsentlig måde at få den uønskede kemi frem i lyset er ved flere test, som ud over at vise forbrugerne de gode alternativer også kan vise, hvor den uønskede kemi findes og kan være med til at skabe en renere cirkulær økonomi.

Her spiller miljømærkerne og allergimærkning også en vigtig rolle. Flere miljø- og allergimærkede produkter betyder nemlig, at der er færre skadelige kemikalier i omløb og mindre greenwashing og anden vildledende markedsføring.

Særligt greenwashing er et stigende problem, hvor virksomheder pynter sig med mere eller mindre troværdige grønne fjer. Miljømærkerne Svanen og Blomsten samt allergimærkningen fra Astma-Allergi Danmark er de reelle gode og veldokumenterede valg.

Derfor vil en styrkelse af disse mærker kunne forebygge greenwashing og anden form for vildledning. Reelle grønne produkter spiller i øvrigt en meget vigtig rolle i den cirkulære økonomi og kan sikre, at mennesker og miljø udsættes for færre skadelige kemikalier. I dag er der risiko for, at den skadelig kemi i produkterne genanvendes.

Vi mangler det fulde overblik

Der må også sættes ind med mere kontrol med online handel og produkter fra lande uden for EU. En sideeffekt af corona-pandemien er, at vi forbrugere er begyndt at handle online i højere grad end nogensinde før.

Det betyder, at vi handler i hele verden og importerer produkter, der ikke nødvendigvis lever op til lovgivningen i EU eller Danmark, og dermed risikerer man som forbruger, at egen-importere produkter med skadelig kemi. Der er derfor behov for endnu mere kontrol, særligt med de produkter, der kommer ind i EU via webportaler uden for EU.

Sidst, men ikke mindst, mener vi, at det kemiske indhold i et produkt bør fremgå af indholdsdeklarationen, som vi kender det fra fødevarer og kosmetik. En tvungen deklarationspligt vil få den skadelige kemi frem i lyset.

Ingen har det fulde overblik over, hvilke kemikalier der anvendes, hvor de anvendes, og i hvilke mængder de anvendes. For at sikre gennemsigtigheden af, hvilke kemikalier der anvendes i produkter generelt og i forbrugerprodukter i særdeleshed, bør Danmark fortsat arbejde for, at der kommer krav om obligatorisk indholdsdeklaration om kemiindholdet, startende med legetøj og andre produkter beregnet til børn og sårbare individer.

Hvis vi skal undgå en kemikrise, skal der investeres nu

Regeringen bakker op om ambitionerne i EU’s kemikaliestrategi og fremhæver initiativerne som påkrævede for at kunne opnå Den Europæiske Grønne Pagt (Green Deal) om blandt andet cirkulær økonomi i 2050 samt tilblivelsen af et giftfrit miljø. Regeringen støtter også op om at fremme og tydeliggøre kravene til information om kemiske stoffer i produkter.

En gennemførelse af ambitionerne i EU’s kemikaliestrategi vil dog kræve mere end opbakning og pæne ord, hvis vi skal sikre en skrappere kemikalielovgivning, mere information til borgerne om den skadelige kemi, mere forskning, flere test og ikke mindst kontrol fra myndighedernes side, der i sidste ende vil give en tiltrængt øget beskyttelse af miljø og sundhed.

Derfor opfordrer vi regeringen med Lea Wermelin i spidsen til at afsætte betydeligt flere midler til kemiindsatsen 2022 til 2025 end hidtil.

Et giftfrit miljø i EU og i Danmark kræver, at Danmark fortsat står stærkt og er en væsentlig aktør på den europæiske bane.

Det kræver viden, oplyste borgere og virksomheder og ikke mindst engagement, hvis kampen skal kunne tages op med de lande, der ikke deler ambitionerne.

Lykkes det ikke at gennemføre EU’s kemikaliestrategi, kan vi stå med en kemikaliekrise, der i form af blandt andet hormonforstyrrende, allergifremkaldende, kræftfremkaldende og miljøbelastende effekter kan have uoverskuelige konsekvenser for menneskers sundhed og levevilkår og for miljøet.

By |2023-11-23T14:42:34+01:0016. juni 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Stigende fokus på kemikalier i byggematerialer

Debatindlæg bragt i Bygge- og Anlægsavisen den 13. juni 2021 af Martha Lewis, arkitekt hos Henning Larsen og Christian Jarby, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling

Byggebranchen står for en betydelig del af samfundets forbrug af råstoffer og en stor del af Danmarks samlede affaldsproduktion og CO2-udledning. Nedrivningsprocessen, hvor bygningsmaterialer tages ned, udgør et helt afgørende led i den cirkulære værdikæde i byggeriet. Hvor man traditionelt har anset nedrivningsprocessen for at være kilde til store affaldsmængder uden værdi, vil nedrivninger eller nedtagninger i fremtiden være produktionsstedet for værdifulde ressourcer for byggeriet.

For at vi kan udnytte materialerne bedre, er det nødvendigt at øge fokus på byggematerialernes indhold af uønskede stoffer.

Uønskede kemiske stoffer er brugt i flere forskellige produktgrupper i danske byggeprodukter herunder lim, isolering, maling, bindemidler og gulvbelægninger mm.

Uønskede kemikalier betegner kemiske stoffer, som efter Miljøstyrelsens definition mistænkes for at være skadelige for miljøet eller menneskers sundhed. 


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Forbruget af uønskede kemiske stoffer er stigende

En undersøgelse af Miljøstyrelsen fra 2016 viste, at der i 2012 var anvendt 14.200 tons uønskede stoffer i byggeprodukter. En opdatering af Miljøstyrelsens undersøgelse fire år senere viser, at forbruget var steget til over 22.500 tons. Det drejer sig bl.a. om stoffer, som er kræftfremkaldende og kan skade arveanlæg, fostre og menneskers forplantningsevne.

Det kan være svært for rådgivere, entreprenører og håndværkere at se, hvilke stoffer især byggeartikler som plader, isolering, vinduer, beklædninger mm indeholder, idet der ikke er krav om at påsætte produktetiketter eller anden mærkning på disse produkter.

Et vigtigt element i at reducere forbruget af uønskede stoffer og dermed bidrage til en forbedring af sundheden, minimere miljøbelastningen og øge muligheden for genbrug og genanvendelse af ressourcer er, at byggevarerne fremover deklareres bedre.

Dansk materialepas på vej

Regeringen har i april 2021 udsendt National strategi for bæredygtigt byggeri, der udgør regeringens sektorhandlingsplan for bygge- og anlægssektoren. Strategien der støttes af et bredt flertal i Folketinget omfatter bl.a. initiativ 10 om ”Sikkert og sundt genbrug i byggeriet”. Initiativet omfatter bl.a. ”udvikling af bygnings- og materialepas, som skal indeholde oplysninger om, hvilke byggevarer der er anvendt i et byggeri og udskiftninger af byggevarer i bygningens levetid gennem renoveringer og oplysninger om enkelte byggevarer”.

Udviklingen af et dansk materialepas er allerede i fuld gang ledet af en taskforce bestående af bl.a. NCC, Henning Larsen, SundaHus og Danske Byggecentre.

Udgangspunktet for arbejdet er at udvikle en frivillig deklaration, der samler al information om byggevaren– digitalt og overskueligt.

Materialepasset udvikles i første omgang som et dansk forslag, der senere kan danne grundlag for et kommende europæisk materialepas.

Anvendelsen af materialepas vil skabe en øget bevidsthed om materialevalget i forbindelse med projektering og opførelse af bygninger. Der dannes herved et bedre grundlag for at vælge materialer uden indhold af særligt problematiske stoffer til gavn for et bedre indeklima og øget sundhed og trivsel blandt brugerne.

De nye materialepas, som vil være frivillig for producenter, vil desuden kunne danne grundlag for certificeringer som f.eks. DGNB og Svanemærket, ligesom de vil være værdifulde i forbindelse med genbrug, hvor byggematerialerne anvendes til det samme formål i en ny konstruktion og ved genanvendelse af byggematerialer, hvor de efter industriel behandling bliver til nye råvarer/byggematerialer.

Læs mere om kemikalier i byggematerialer og materialepas i et nyt fremsynsnotat

Notatet er udarbejdet som et element i projektet ”Bygninger og Grøn Omstilling”.

By |2023-09-08T14:19:57+01:0015. juni 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Direkte landbrugsstøtte uden modkrav skal udfases

Debatindlæg bragt i Altinget den 11. juni 2021 af Annika Lund Gade, projektmedarbejder, Rådet for Grøn Omstilling og Leif Bach Jørgensen, tidligere seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling.

Størstedelen af EU’s landbrugsstøtte gives i dag som en slags indkomststøtte til landmændene, i form af en arealstøtte til de jorder, som landmænd og kapitalfonde ejer. Men på grund af kapitaliseringen af arealstøtten i jordpriser og forpagtningsafgifter fungerer det ikke efter hensigten.

Derfor bør den direkte støtte, som udbetales per hektar landbrugsjord uden krav om modydelser udfases – i et tempo som sikrer den nødvendige omstilling uden at trække tæppet væk under landmændenes bedrifter.

I stedet for skal støtten i større omfang end nu sikre den nødvendige og grønne omstilling af landbruget, så landbruget kommer til at leve op til klimakrav, vandrammedirektiv og sikring af biodiversiteten. Støtten skal i stedet gå til ekstra indsatser på bedrifterne, som kan sikre offentlige goder såsom rent vand, luft, biodiversitet og et stabilt klima – goder som i dag ikke er prissat på markederne. Kapitaliseringen af støtten undgås, når støtten gives til reelle ydelser fra landmændene.

Allerede med Natur- og Landbrugskommissionens rapport i 2013 var der bred opbakning til en solidarisk model, hvor alle landmænd betaler med en reduktion af den direkte støtte til kompensation for de landmænd, som skal holde mest for i den grønne omstilling – for eksempel dem der i dag dyrker på sårbare jorder, som bør tages ud af intensiv drift.

En større del af landbrugsstøtten skal ligge i Søjle II
En større del af landbrugsstøtten skal overføres fra indkomststøtten i Søjle I til miljøordningerne i Søjle II, Landdistriktsprogrammet.

Pengene skal bruges til at sikre en varig grøn omstilling på en række forskellige måder:

  • Éngangsbetalinger til permanent udtagning og ekstensivering af sårbar landbrugsjord, eksempelvis kulstofrige landbrugsarealer.
  • Opkøb af jord, for eksempel via en statslig jordbrugsfond, til brug som erstatningsjord ved jordfordelingssager.
  • Støtte til facilitering af multifunktionel jordfordeling i særlige indsatsområder.
  • Støtte til miljø- og klimateknologiske løsninger, for eksempel indførelse af BAT-teknologier (Best Available Technology), både i stalde og i markdriften i forbindelse med gødningshåndtering, sprøjteteknologier og energibesparelser.
  • Støtte til forskning og udvikling.

Det er vigtigt, at landmændene bliver medspillere, men der er brug for en overordnet rammesætning, som fastlægger specifikke krav i de enkelte vandområder, særlige naturbeskyttelsesinteresser og klimaindsatser.

Samtidig indeholder reformen af landbrugsstøtten en indførelse af nye étårige indsatser, de såkaldte eco-schemes. Det indebærer, at en del af den resterende direkte støtte – indtægtsstøtten – gøres afhængig af grønne indsatser fra landmændene.

Men det er en udfordring at udforme de nye eco-schemes på en måde, som giver reel grøn effekt og ikke som de nuværende grønne krav i landbrugsstøtten, der primært er en støtte til eksisterende praksisser i landbruget, for eksempel sædskifter.

Eco-schemes skal tilføre reel ny værdi i den grønne omstilling. Det kan være til nye supplerende efterafgrødekrav eller til naturplejeordninger.

Der bør være reelle valgmuligheder for landmændene
Mange landmænd ønsker at bidrage til den grønne omstilling og ønsker at bidrage med særlige indsatser på de enkelte bedrifter. Det er vigtigt, at landmændene bliver medspillere, men samtidig er der brug for en overordnet rammesætning, som fastlægger specifikke krav i de enkelte vandområder, særlige naturbeskyttelsesinteresser og klimaindsatser.

Der er brug for politisk mod til at sætte de nødvendige rammer. Men valget af indsatser på de enkelte bedrifter bør involvere reelle valgmuligheder for landmændene. Det kan for eksempel ske ved at indgå i multifunktionelle jordfordelingsprojekter eller ved valg af nye teknologier og dyrkningsformer.

Liv i landdistrikterne kræver overlevelse af mindre bedrifter
Der er brug for en særlig indsats for at bevare mindre landbrug og liv på landet. Stordriftsfordelene er massive, så med et støtteregime som det nuværende, hvor du får støtte efter hvor meget jord du ejer, så har de mindre bedrifter svært ved at klare sig i konkurrencen.

Mangfoldigheden af driftsformer og gårde udgør væsentlige værdier i landbrugslandet. Der er derfor brug for at støtten indrettes til ikke at forstærke stordriftsfordelene.

Det kan være ved indførelse af en progression i støttesatser og ved investeringsstøtte og udviklingsstøtte til nye driftsformer og aktiviteter, som kan skabe den nødvendige værdiforøgelse i de mindre bedrifter – for eksempel ved udvikling af højværdiprodukter, lokale og forarbejdede produkter og udvikling af nye salgskanaler.

By |2021-06-17T15:24:40+01:0011. juni 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Et godt indeklima skal indgå i værdien af bygninger

Debatindlæg bragt i Altinget den 2. juni 2021 af Søren Dyck-Madsen, seniorkonsulent, CONCITO og Christian Jarby, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling.

I dag medregnes værdien af energibesparelser, mens værdien af et forbedret indeklima i form af mindsket sygefravær, øget produktivitet, bedre indlæring i skoler m.v. ikke medregnes i den økonomiske beslutning om renovering af en bygning. Derfor renoveres der for lidt og ofte uden tilstrækkeligt fokus på både energibesparelse og forbedret indeklima.

For øjeblikket er der et stort fokus på at reducere klimapåvirkningen fra nye byggerier og ved renovering af de eksisterende bygninger. I den bestræbelse er fokus udvidet fra kun at omfatte energibehovet til driften og klimaeffekten heraf, til nu også at omfatte klimapåvirkningen fra de byggematerialer, som anvendes til bygningens opførelse, drift og vedligeholdelse samt eventuelle bortskaffelse og genanvendelse. Og det er en vigtig udvikling.

Bygninger opføres for at skabe en optimal ramme om menneskers daglige liv under hensyn til at sikre så lavt et energiforbrug og klimapåvirkning som muligt.

Det er derfor vigtigt at fokusere på hele den gode bygning, både set i forhold til  anvendelighed, kvalitet, holdbarhed, æstetisk skønhed, indeklima og lav klimapåvirkning m.v.

Fokus på forbedret indeklima skaber værdi

Især fokus på det gode indeklima og dermed på den positive påvirkning af vores sundhed og trivsel, vores kreativitet, vores koncentration, vores indlæringsevne osv. har fokus i disse dage – og forventes fremover at få endnu større fokus. Dette fokus vil øge værdien af de bygninger, der leverer disse kvaliteter til vores liv og forventes også at være en væsentlig motivationsfaktor i forhold til at få sat gang i de nødvendige renoveringer af den eksisterende bygningsmasse. Renoveringer som fører til energibesparelser, der bidrager til opfyldelsen af Danmarks klimamål.

Værdisætning af et godt indeklima

Et godt indeklima er kendetegnet ved gode forhold for brugerne af bygningen i forhold til luftkvalitet, temperatur, luftfugtighed, lys og lyd mm. Og fordelene er størst, hvor indeklimaet på alle parametrene er godt. Et godt indeklima kan f.eks. øge værdien af et hus og reducere salgstiden, det kan give bedre indlæringsevne i skolerne og kan øge produktiviteten og mindste sygefraværet i virksomhederne. 

Alligevel tælles værdien af disse fordele ved et godt indeklima oftest ikke med, når beregningen af ”rentabiliteten” eller ”tilbagebetalingstiden” af en investering i en renovering udregnes.

Den manglende medregning af forbedringen af indeklimaet og bygningens kvalitet ses f.eks. i energimærkerapporternes beregning af ”rentabilitet”, hvor formlen for rentable investeringer kun medtæller værdien af det sparede energibehov. Derimod tæller værdien af alle andre forbedringer end energibesparelsen, herunder af indeklimaet, ikke med i regnestykket.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Resultatet er, at den samlede værdi for ejer/bruger af en bygning ved en bredt fokuseret renovering bliver vurderet for lille og for få renoveringer bliver gennemført.

Corona-perioden har givet ny viden om godt indeklima

På trods af massevis af negative påvirkninger af vores samfund, har nedlukningen af skolerne og færre børn i daginstitutionerne, sammen med en ændret adfærd, givet os vigtig ny viden om det gode indeklimas betydelige positive effekter.

Den typiske indlæggelse af børn med infektionssygdomme er således stort set forsvundet i denne vinter, og indlæggelsesprocenterne er typisk faldet med 30 – 50 %. Disse positive effekter tilskrives, at der er sket en betydelig ændret adfærd, der er færre børn og dermed bedre plads og bedre udluftning pr barn i både skoler og institutioner. Hertil kommer en forbedret hygiejne, samt en ændret adfærd, hvor børnene i daginstitutionerne er delt op i legegrupper og har fokuseret på at være ude, så meget som muligt, hvor ”indeklimaet” som regel er nærmest perfekt.

Disse konstateringer peger direkte på, at der er en væsentlig positiv effekt af en forbedret adfærd, forbedret hygiejne samt mere plads og bedre luftkvalitet med hyppig luftudskiftning i skoler og især børnehaver.

Værdien af det gode indeklima skal medregnes

Det er derfor helt oplagt at indregne værdien af det gode indeklima i beslutningen om renovering af en bygning. Alligevel er det faktisk ikke lykkedes os, at finde konkrete cases fra renoveringsprojekter mm, hvor værdien af det forbedrede indeklima tælles med.

Behovet er der, og på det allerseneste er der fremkommet flere forsøg på at lave regneværktøjer, som kan beregne værdien af et godt indeklima og dermed give et bedre grundlag for investeringer i indeklimaet både ved nybyggeri og renoveringsbeslutninger.

Den generelle udbredelse af forståelsen af værdien af et godt indeklima, en række store virksomheder, som markedsfører værdiskabelsen i at forbedre i indeklimaet i erhverv og på skoler samt fremkomsten af egentlige regneværktøjer vil sikre, at der kommer øget fokus på værdien af et godt indeklima. 

Derfor forventes værdien af et godt indeklima i langt højere grad at komme til at påvirke beslutningerne ved både nybyggeri og især ved renoveringsbeslutninger i de kommende år.

Dette dokumenteres i et nyt fremsynsnotat ”Værdien af et godt indeklima”, fra CONCITO og Rådet for Grøn Omstilling.

By |2023-09-08T14:19:57+01:009. juni 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Støt nulemissionslastbiler nu

Debatindlæg bragt i Altinget den 11. maj 2021 af Dara Rivin, rådgiver i Klima og Transport hos Rådet for Grøn Omstilling og Lasse Kristoffersen, politisk konsulent hos ITD – brancheorganisation for den danske vejgodstransport

De seneste år er der blevet lagt pres på omstillingen af tung transport i Danmark med stadig flere krav. Det er selvfølgelig nødvendigt med en grøn omstilling af branchen, hvis vi skal komme i mål med klimamålsætningen for 2030, men vognmændene kan altså ikke løfte opgaven alene.

Derfor er det også ekstra ærgerligt, at krav til erhvervet ikke følges op med nogen nævneværdig økonomisk håndsrækning til klimavenlige investeringer. 

Vi havde en klar forventning om, at den seneste pulje til grøn omstilling af transport, der var afsat specifikt til grøn omstilling af færger og tung transport samt ladeinfrastruktur på 230 millioner kroner, ville gå til omstillingen af lastbiler.

Men til vores store ærgrelse blev lastbilerne endnu engang overset. Nu må det efterhånden være deres tur til at få støtte til omstillingen!

Vognmændene er klar til ny teknologi

Indtil videre har regeringen afsat 24 millioner kroner til omstillingen af lastbiler ud af en samlet pulje på op mod en milliard kroner, der har støttet grøn omstilling af personbiler.

Oven i hatten var puljen til lastbilerne tilmed skruet helt forkert sammen, så det ikke var attraktivt for vognmændene at søge støtte til el-teknologier. Det er vi som miljø- og brancheorganisationer helt uforstående overfor.

Heldigvis går udviklingen af nulemissionsteknologier som el-lastbiler og brint-lastbiler langt hurtigere end forventningen var for bare et par år tilbage.

Mange vognmænd står klar til at afprøve og investere i de nye teknologier. Men det er vigtigt at rammerne er på plads, så det også giver mening på vognmandens bundlinje. Det er derfor helt afgørende, at der hurtigt afsættes de nødvendige midler til at sikre, at de gode intentioner munder ud i reduktioner ude på landevejene.

Ny teknologi er altid dyrere i starten. Men jo tidligere vi tager den nye teknologi til os, jo hurtigere får vi omstillet den tunge transport og gjort transporterhvervet rustet til den internationale konkurrence på grønne vilkår. Derfor er det vigtigt, at vi som samfund investerer i at få startet denne omstilling.

Nulemissionslastbiler er lige nu markant dyrere end tilsvarende diesel lastbiler.

Priserne forventes at falde markant over de kommende år, men der er brug for støtte til meromkostningerne. Samtidig er det også nødvendigt at etablere den nødvendige lyn-ladeinfrastruktur, så firstmovers altid har nem mulighed for hurtigt at kunne lade batteriet op, når der er behov for det.

I den sammenhæng er det vigtigt, at politikerne rådfører sig hos de vognmænd, der rent faktisk kan søge puljerne, så puljerne ikke, som hidtil, ender med at stille alt for høje krav til vognmænd, der aldrig kan blive imødekommet eller som ikke passer til deres egentlige behov. Den skal være rigtigt skruet sammen.

Vores nabolande har forstået det

Danmark halter allerede alvorligt bagefter udviklingen i vores nabolande, hvor der bliver investeret massivt i blandt andet elektrificeringen af lastbiler.

Både Norge, Sverige, Tyskland og Holland har støtteordninger til køb af el-lastbiler, og i Sverige investerer man tilmed 1,2 milliarder svenske kroner i 2021-22 i et lynladenetværk kun til elektriske lastbiler.

Det er en imponerende udvikling, som danske vognmænd misundeligt må kigge langt efter herhjemme. Hvis ikke de høje klimaambitioner bliver fulgt op med støtteordninger og reelle investeringer i den grønne omstilling, så efterlades danske vognmænd i vejkanten.

Det er ikke for sent endnu, men det er på høje tid at komme i gang. Nu må det være de grønne lastbilers tur!

By |2021-06-14T19:04:34+01:0011. maj 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top