Debatindlæg bragt i Klimamonitor den 28. februar 2022 af Claus Ekman, direktør i Rådet for Grøn Omstilling.

Fredag konkluderede Klimarådet i deres årlige statusrapport, at regeringen stadig ikke har anskueliggjort vejen mod opnåelse af 70- procentsmålsætningen. Det er bestemt ikke en overraskende konklusion, når man ser tilbage på det forgangne år, men det er en vigtig konklusion, der bør sætte ekstra skub i de politiske bestræbelser for at finde konkrete og ambitiøse klimatiltag her og nu.

Rapportens 200 sider indeholder på linje med sidste års statusrapport en lang række andre gennemarbejdede og væsentlige konklusioner og anbefalinger.

To pointer i rapporten står frem, og de optegner to helt grundlæggende udfordringer i dansk klimapolitik. Den ene drejer sig om statens manglende risikostyring og den anden om faren ved et ensidigt fokus på negative udledninger.

Risikostyring

Når det gælder risiko, har Klimarådet i deres rapport det helt rigtige fokus på usikkerheder og de risici, som usikkerheder skaber.

Det er et fokus, som stort set er fraværende i den førte danske klimapolitik, og det er et stort problem. Der er nemlig en grund til at kigge grundigt på risici. Det ved man i den private sektor, hvor der bliver brugt rigtig mange kræfter på risikovurdering og risikostyring, når der bliver foretaget milliardinvesteringer.

Ved kun at kigge på det udfald, der vurderes mest sandsynligt, overser man nemlig alle mulige andre sandsynlige udfald, der kan være helt ødelæggende for strategien. I den private sektor kan den forglemmelse betyde virksomhedens konkurs. I dansk klimapolitik kan det både betyde enorme ekstraomkostninger og et kollaps af vores klimaindsats.

Problemet illustreres for eksempel ved at tælle ordet risiko i henholdsvis Klimarådets statusrapport og regeringens klimaprogram. Begge er omkring 200 sider lange, men Klimarådet anvender ordet risiko 428 gange, mens regeringen nøjes med kun 35.

Regeringen underspiller altså de risici, der ligger i deres politik. Konkret er denne udfordring afgørende, når det kommer til regeringens store satsning på carbon capture and storage, CCS – en teknologi, som reelt ikke har været afprøvet i Danmark endnu, men som ifølge regeringen skal stå for en væsentlig del af CO₂-reduktionen i 2030.

Der ligger en enorm risiko her, som er en af de primære årsager til, at Klimarådet konkluderer, at vejen mod de 70 procent ikke er anskueliggjort.

Dansk klimapolitik fortjener bedre, så man burde give embedsmændene et grundigt kursus i risikostyring. Og så bør alle politikere være opmærksomme på, at det bedste skøn ikke i sig selv er et tilstrækkelig oplyst grundlag at bygge klimapolitikken på. Der skal risikovurderinger til.

Negative emissioner

Den anden vigtige pointe er, at et ensidigt fokus på såkaldte negative emissioner er en utrolig farlig vej at gå. Det grundlæggende spørgsmål vi bør stille os i den sammenhæng er, hvor kulstofatomerne bevæger sig fra og til, når vi producerer, forbruger og laver nye klimatiltag.

I den fossile økonomi henter vi kulstoffet op af jorden, anvender den oplagrede energi i kulstofforbindelserne og sender derefter CO₂ ud i atmosfæren. I en grøn økonomi sikrer vi et bæredygtigt kulstofkredsløb, hvor den CO₂, vi udleder i atmosfæren, bliver optaget igen i samme hastighed. I en periode hvor vi endnu ikke er i mål med den grønne omstilling af økonomien, eller hvor vi kan se, at CO₂-koncentrationen i atmosfæren bliver for høj, kan det give god mening at satse på negative emissioner.

Men problemet opstår, hvis dette bliver en sovepude, så vi ikke får lavet de nødvendige reduktioner, hvilket der er en betydelig risiko for i det danske tilfælde.

Med CCS baseret på importeret biomasse kan vi nemlig dræne naturlige kulstoflagre i udenlandske skove i et tempo, hvor de ikke naturligt kan genopbygges. Det importerede kulstof sender vi så ned i vores undergrund, og det tæller som negative emissioner, der gør, at vi ikke behøver at lave en reel grøn omstilling af den danske økonomi.

Regnestykket ser fint ud i embedsmændenes excel-ark, specielt hvis man blot anvender bedste skøn for omkostninger og teknologiudvikling og ikke overvejer risikoen, jævnfør ovenfor. Virkeligheden kan let blive en forhaling af de nødvendige globale CO₂-reduktioner, der i tillæg undergraver livsgrundlaget for mange af de arter, der er afhængige af de naturlige kulstofkredsløb i skovene.

Det er et fejlskud både i forhold til klimaet og biodiversiteten. Et fejlskud som både ministerier, eksperter og politikere vælger at vende det blinde øje til. Løsninger på udfordringen omfatter forbud mod levetidsforlængende CCS på biomassebaserede kraft- og varmeværker, det vil sige vi kan godt opfange og lagre CO₂ fra relativt nye biomassefyrede anlæg, som det alligevel ikke er realistisk at nedlægge foreløbig.

Men værker, der står til at udløbe i de kommende år, skal nedlægges og erstattes af reel vedvarende energi. Samtidig skal vi have afgifter på biomasse og et større fokus på de globale konsekvenser af vores nationale satsning på CCS.

Statusrapporten indeholder mange andre gode pointer og har også vinkler, som vi i Rådet for Grøn Omstilling ville have præsenteret anderledes. Men de to vigtigste pointer står centralt i konklusionerne og anbefalingerne, og det skal Klimarådet have en stor tak for.