Kommuner kan ikke omlægge sit forbrug uden grønne krav

Debatindlæg bragt i Altinget den 10. maj 2021 af Claus Ekman, direktør i Rådet for Grøn Omstilling

Kommunernes indkøb løber årligt op over 100 milliarder kroner, svarende til cirka 20.000 kroner per dansker. Det er en gigantisk muskel, som vi i langt højere grad bør udnytte i den grønne omstilling.

Men det kræver selvfølgelig, at kommunerne får de rigtige incitamenter og nogle gode værktøjer til sætte ind der, hvor det har størst effekt.

Det handler om at skabe den fornødne viden og de gode eksempler. Det handler om de rigtige økonomiske incitamenter, hvor kommunernes ikke straffes ved at gå foran. Og det handler om krav, der bør sættes højere end i resten af samfundet, så det kommunale forbrug kan bruges som spydspids i den grønne omstilling.

Det er klart, at der skal være plads til lokale løsninger, men det nytter ikke noget, at den kommunale indkøbsmuskel bruges forkert.

Hvis ikke den lokale vilje er tilstrækkelig, og de lokale løsninger ikke peger i en grøn retning, så må det være rimeligt at sætte et grønt minimumsniveau gennem krav.

Det kan både være konkrete krav indenfor de forskellige dele af det kommunale forbrug, og det kan være målsætninger, som hver enkelt kommune skal leve op til.

Slappe CO2-krav har minimal effekt

Der er flere oplagte muligheder, hvor krav og målsætninger kan bringe kommunerne frem på den grønne bane.

Kommunerne er store bygherrer og her har vi en unik mulighed for, at det offentlige går forrest i den grønne omstilling af vores bygningsmasse. Ifølge en opgørelse fra Økonomistyrelsen over klimaaftrykket fra det offentlige indkøb, stod kommunernes bygge- og anlægsaktivitet i 2019 for en udledning på cirka 1,4 millioner ton CO2.

Der indføres fra 2023 CO2-krav til byggeriet i Danmark, som er så tilpas slappe, at cirka 90 procent af alt byggeri allerede i dag lever op til dem. De strammes langsomt frem mod 2030. Hvorfor ikke stille højere krav til kommunalt byggeri, så branchen kan geares til den fremtid, vi er på vej ind i?

Et andet eksempel kunne være krav til omstilling af energiforsyningen i de offentlige bygninger, hvor der for eksempel stadig varmes op med gasfyr. Energiforsyningen er et af de kommunale områder, der bidrager mest med nationale CO2-udledninger. Vi taler om cirka 1,2 millioner ton CO2 årligt.

Vi skal under alle omstændigheder af med de fossile fyr, så her kunne man lave en målsætning om CO2-reduktioner i energiforsyningen i kommunale bygninger, der gennemtvang udskiftning af oliefyr senest i 2025 og gasfyr i 2030 eller før, når kommunerne alligevel skal afklare hvilke områder, der skal forsynes med fjernvarme.

Behov for nedre ambitionsniveau

Der er mange andre eksempler på, hvordan helt oplagte krav til kommunernes indkøb kan bidrage til den grønne omstilling: krav om elektrificering af kommunens køretøjer, forbud mod engangsservice, krav til CO2-reduktioner i kantinedrift, krav til brug af mere bæredygtige IT-leverandører og krav, når der købes computere, kopimaskiner og andet kontorudstyr.

Det handler ikke om, at kommunerne ikke skal have muligheder for at finde gode lokale løsninger, der kan bringe dem videre. Udfordringen er bare, at vi ikke ser det ske i tilstrækkeligt omfang på nuværende tidspunkt.

Derfor er der behov for, at der sættes et nedre niveau på en række oplagte områder, hvor kommunernes enorme indkøbsmuskel kan bruges til at fremme den grønne omstilling. Det kunne suppleres med konkrete målsætninger, som kommunerne skal arbejde henimod, og hvor der også er frihed til at finde lokale løsninger.

Den retning og det ambitionsniveau, som målsætninger sætter, kan være godt for kommunerne at styre efter, så der også skabes fælles fodslag på tværs af kommunerne.

Det vil nok kræve, at man i et vist omfang genbesøger den økonomiske regulering af kommunerne og sikrer, at den understøtter den omstilling, der skal ske hurtigt, men som trods alt har et længere tidsperspektiv end de kommunale budgetter.

Alt i alt er der gode muligheder for at skærpe kommunernes indsats i den grønne omstilling ved at styre de kommunale indkøb. Det bør ligesom i resten af samfundet ske med en flerstrenget indsats, der består af viden og værktøjer, økonomiske incitamenter og krav.

By |2021-06-17T08:37:27+01:0010. maj 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Elbilejere risikerer milliardstor ekstraregning

Debatindlæg bragt i Avisen Danmark den 6. maj 2021 af Jeppe Juul, seniorrådgiver klima og transport i Rådet for Grøn Omstilling, Ilyas Dogru, chefkonsulent hos FDM og Peter Bach Andersen, seniorforsker hos DTU Elektro.

Årsagen er den måde, vi i dag bruger vores el, eller rettere, hvornår vi bruger den. Samfundets elforbrug er nemlig ikke jævnt fordelt hen over døgnet, men svinger naturligt efter, hvornår vi tænder mest på kontakterne.

Særligt når vi kommer hjem fra arbejde og sætter gang i aftensmad og tøjvask, stiger belastningen af vores elnet. Men hvad har det med elbiler at gøre? En hel del faktisk.

Danmarks samlede energiforbrug står nemlig til at stige betragteligt som følge af de mange nye elbiler. Faktisk kan det mere end fordoble landets strømforbrug på dette kritiske tidspunkt, hvis blot en tredjedel af Danmarks elbiler lader, når der er mest tryk på elnettet.

Gør vi ikke noget, kan det derfor blive nødvendigt med en milliarddyr forstærkning af elnettet. Den regning er der kun forbrugerne til at betale. Heldigvis ligger løsningen lige for i form af de såkaldte intelligente ladebokse. En intelligent ladeboks kan snakke med elnettet og automatisk justere opladningen af elbilen alt efter belastningen på elnettet.

Den kan også justeres, så den lader, når strømmen er grønnest. Det kan være om natten, hvor vi i 2020 i gennemsnitligt havde 40 procent mere vindenergi i elnettet – lad os derfor lægge vindmøllernes vedvarende energi ned på elbilernes batterier, så vi om dagen kan køre på nattens vind. En “dum” ladeboks giver ingen af disse muligheder.

En veludbygget og klog ladeinfrastuktur er en forudsætning for den grønne omstilling af bilparken. Derfor er det også positivt, at Elbilkommisionen i sin seneste rapport fra februar viser vejen til en stærk offentlig ladeinfrastruktur.

Kommissionen undervurderer imidlertid ladestandernes rolle i forhold til det danske elnet og vores grønne ambitioner. For hvis Danmark skal indfri ambitionen om 775.000 eldrevne biler i 2030, skal vi sikre os, at bilerne ikke bare kan lade, men at de kan lade grønt og intelligent. Men i stedet for at stille krav om intelligente ladebokse anbefaler Elbilkommissionen, at de danske elbilister får en elmåler til deres ladeboks. Problemet er, at det ikke er intelligent opladning at måle forbruget.

Det kan og må ikke kaldes intelligent opladning. Samtidig foreslår kommissionen en fast lav afgift på strøm til opladning til alle – uanset hvornår bilerne oplades. De to forslag løser ikke problemet med belastningen af elnettet.

I stedet bør de lave strømafgifter være betinget af, at man lader sin elbil intelligent. På den måde belønner vi dem, der bidrager til den grønne omstilling ved at lade deres elbil, når belastningen på elnettet er mindst, og strømmen er grønnest. Elbilkommissionen har lavet et grundigt arbejde, som er værd at rose.

Men den overser, at et krav om intelligent opladning af elbilerne kan spare samfundet og dermed forbrugerne for en ekstraregning i milliardklassen. Vi opfordrer derfor politikerne til at stille krav til ladestanderne i den kommende politiske aftale, som skal forhandles i det tidlige forår. Det er det rigtige at gøre for vores samfund, forbrugerne og ikke mindst Danmarks samlede bidrag til klimaindsatsen.

By |2021-05-06T10:21:24+01:006. maj 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Vi risikerer, at statsstøttede varmepumper hiver tæppet væk under fjernvarmen

Debatindlæg bragt i Klimamonitor den 3. maj 2021 af Christian Jarby, seniorrådgiver, Klima og Energi, Rådet for Grøn Omstilling.

Udfasningen af olie og naturgas i bygninger er et af de store emner i den grønne omstilling.

Der er cirka 80.000 oliefyr og 400.000 gasfyr i landet, så det vil påvirke mange boligejere, der skal udskifte deres olie- eller gasfyr med en anden forsyning. Spørgsmålet er, hvad skal erstatte disse mange fyr?

Der er i realiteten to muligheder, nemlig fjernvarme eller individuelle varmepumper. Pillefyr bør ikke være et alternativ, fordi afbrænding af træ er problematisk for både klima og luftforurening.

Spørgsmålet er så, hvordan vælger man mellem individuelle varmepumper og fjernvarme? For bygninger i små byer eller det åbne land, der fyrer med olie, vil det relevante valg være individuelle varmepumper. Men for bygninger, der ligger inden for det nuværende gasdistributionsnet, skal der tages stilling til, om fjernvarmen skal udbygges til erstatning af gassen, eller om man i stedet skal installere individuelle varmepumper.

Det er ikke et uvæsentligt spørgsmål. I områder med tæt bebyggelse, vil det i mange tilfælde være en fordel ved at udbygge fjernvarmen.

Fjernvarmen kan nemlig have en række andre fordele.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Der kan være både samfundsøkonomiske og privatøkonomiske fordele ved fjernvarme i områder med tæt bebyggelse, det giver bedre mulighed for fleksibilitet i det samlede energisystem, det reducerer belastningen af elnettet, man undgår de potentielle støjproblemer, som ofte følger med varmepumper i tæt bebyggede områder, og det er ofte mere enkelt for borgeren at have fjernvarme i stedet for en varmepumpe, der skal vedligeholdes og efterses med jævne mellemrum.

Afgræns områder

Ideelt set burde udfasningen af olie- og gasfyr derfor starte med, at man først afgrænser de områder med naturgas, hvor det vil være fordelagtigt at udbygge fjernvarmenettet, og derefter tager de nødvendige skridt til at påbegynde udbygningen af fjernvarmen. I alle andre områder, hvor der ikke allerede er fjernvarme, kunne man så gå i gang med at udskifte olie- og gasfyr med varmepumper.

Sådan foregår det desværre ikke i dag. I stedet gives massiv støtte til udskiftning af olie- og gasfyr med varmepumper i alle områder, hvor der ikke allerede er et fjernvarmenet.

Det betyder, at man også støtter installering af varmepumper i de områder, hvor fjernvarme i fremtiden kunne være det bedste alternativ, og dermed undergraver man også det fremtidige varmemarked for fjernvarmen.

Udbygning af fjernvarme forudsætter, at kommunerne godkender projekter for, hvor det skal ske. Men det tager tid at få dette til at ske. Og det er op til den enkelte kommune at vurdere tidsforløbet i denne proces.

Indskrænk støtten til varmepumper

Der er i dag ingen sammenkobling mellem den massive støtte til varmepumper og planlægningsprocessen for udbygningen af nye fjernvarmenet. Det er ikke særlig smart, for det kan betyde, at de samfundsmæssige omkostninger til den grønne omstilling bliver højere end nødvendigt, og at man ikke får en hensigtsmæssig balance i det samlede energisystem.

Løsningen på det problem er for det første, at regeringen sætter sig sammen med kommunerne og finder ud af, hvad der skal til for at sætte gang i planlægningen og godkendelsen af projekter for udbredelsen af fjernvarmen i de områder, hvor der nu er naturgas.

For det andet skal støtten til varmepumper justeres, så man ikke længere undergraver markedet for de nye fjernvarmenet. For eksempel kunne man i første omgang indskrænke støtten til varmepumper til udskiftning af oliefyr, og så gøre støtte til udskiftning af gasfyr betinget af, at kommunen har taget stilling udbredelsen af fjernvarme, således at der ikke gives støtte til varmepumper i de områder, hvor fjernvarmen fremover skal udbygges.

Og så skal der fastsættes frist for, hvornår olie og gasfyrene skal være udfaset. Det har man gjort med succes i Norge, hvor det siden sidste år har været forbudt at fyre med olie. Østrig har også for nyligt fastsat årstal, hvor olie- og gasfyring bliver forbudt. I Danmark bør vi gå samme vej og forbyde brug af oliefyr i 2025 og gasfyr i 2030.

By |2021-05-03T12:22:06+01:003. maj 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Trængselsafgift i større byer er nødvendig for borgernes mobilitet

Debatindlæg bragt i Altinget Transport den 3. maj 2021 af Daria Rivin, rådgiver, Klima og Transport og Jeppe Juul, seniorrådgiver, Klima og Transport i Rådet for Grøn Omstilling

Trængsel fylder meget i debatten.

Så meget, at regeringen netop har foreslået at bruge cirka 50 milliarder kroner til at udbygge motorveje. Men flere motorveje genererer mere trafik og mere trængsel – særligt i byerne.

Motorveje er derfor ikke den længe ventede løsning på trængselsproblemet. Tværtimod. Det helt banale svar på problemer med trængsel er at give mere plads til de transportformer, der fylder mindst, og dem, der udleder mindst, og samtidig lægge afgifter på overfyldte veje.

En afgift er særdeles nødvendig
Det er klart, at trængslen er belastende, når den er der.

Nogle gange virker det dog som om, at politikerne mere principielt mener, at man skal give plads til de transportformer, der fylder mest og er mest belastende for klimaet.

Men det åbenlyse svar i forhold til at bekæmpe trængsel er at give mere plads til cyklister, gående og busser i byerne, hvis man ønsker mest mulig mobilitet til flest mulige mennesker.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Øget plads til mikromobilitet vil selvfølgelig betyde endnu mindre plads til personbiler. For at begrænse pladsen for biler mest effektivt er det derfor nødvendigt at lægge afgifter på brugen af vejene i byerne, så det sikres, at bilerne rent praktisk kan komme frem.

Vi er derfor som udgangspunkt positivt stemte overfor Eldrup-kommissionens forslag om indførelse af trængselsafgifter i København og Frederiksberg.

Som miljøorganisation er det måske ikke helt så underligt, at vi går ind for afgifter for de transportformer, der fylder mest.

Det er dog vigtigt at indtænke denne slags initiativer i en bredere national sammenhæng og ikke kun i hovedstadsområdet såvel som at indtænke luftforurening og den grønne omstilling.

Behov for bred vejbenyttelsesafgift til erhvervskøretøjer
I forhold til erhvervskøretøjer får vi senest i 2025 en ny CO2- og afstandsbaseret vejbenyttelsesafgift ligesom de fleste andre lande i Europa.

I den politiske aftale fra december 2020 skelnes der mellem, hvor meget det koster at køre i byerne og uden for byerne, netop med henblik på at begrænse trængsel i byerne.

Som det indtil videre er planlagt, gælder afgiften dog kun for lastbiler over 12 tons. Men det vil være logisk at omfatte også mindre lastbiler og varebiler, for at de kan konkurrere på et mere lige grundlag. Medtager man alt erhvervskørsel, har man et effektivt redskab til at regulere trængslen i byerne.

Erhvervskøretøjer i byerne er en nødvendighed for at have et velfungerende samfund. Varerne skal ud i butikkerne, vandrøret skal repareres, og pakkerne skal leveres. Derfor giver det også mening at have et separat system for erhvervskørsel og privatkørsel.

Indtænk køretøjernes forurening i trængselsafgiften
For privatkørsel er der endnu ikke noget landsdækkende system på vej. Men de fleste, der arbejder med området, er enige om, at landsdækkende roadpricing på sigt er vejen frem.

Indtil da vil det være nødvendigt at indføre en trængselsafgift i de større byer i Danmark. Antallet af køretøjer stiger og stiger ligesom andelen af husstandenes bilejerskab. Det lægger et øget pres på det overordnede vejnet samt på det begrænsede vejnet i byerne.

Biler begrænser i praksis mobilitet i byerne, fordi de optager så meget plads i forhold til, hvor få personer de transporterer.

Derfor giver det også mening at tage udgangspunkt i Eldrup-kommissionens forslag og lægge afgifter på kørsel i byerne på en måde, der er simpelt at administrere og som effektivt vil mindske trængslen i byerne.

Men da trængsel ikke er det eneste problem, som vi skal løse, giver det mening at lade afgifternes størrelse være afhængig af køretøjets forurening.

Borgernes ønske
Byerne er for alle borgere – ikke kun for bilisterne. Byerne skal kunne mange ting. Byerne skal kunne andet end at transportere folk rundt.

Byerne er også et sted, hvor mennesker lever, oplever og skal have det godt. Alle mennesker har ret til mobilitet og ret til at kunne transportere sig ubesværet rundt i byerne.

Men Folketinget har i årevis blokeret for borgernes og borgerrepræsentationens ønsker på dette område. Borgmestrene i både København og Frederiksberg har meldt klart ud, at de gerne vil have indført trængselsafgifter. Mere tydeligt bliver det vist ikke.

Det er på tide, at Folketinget stopper med at prioritere tiltag, der øger klimabelastningen og trængsel i byerne. I stedet bør Folketinget give kommunerne lov til at skabe de byer, som borgerne ønsker at bo i.

By |2021-05-03T11:33:19+01:003. maj 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

CO2-udledningen fra træ bør opgøres, hvor den udledes

Debatindlæg bragt i Altinget Forsyning den 29. april 2021 af Annika Lund Gade, rådgiver og projektmedarbejder i Rådet for Grøn Omstilling og Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling

For at synliggøre CO2-udledningen fra træ og sidestille afbrænding af fossile brændsler og træ, så foreslår Rådet for Grøn Omstilling, at CO2-udledningen fra træ fremover opgøres, hvor den udledes. CO2-optag i træer kan så modregnes som klimagevinst, der hvor optaget sker. 

Danmarks anvendelse af biomasse i el- og varmeforsyningen er steget eksplosivt siden 1990. Det har været med til at få de fossile brændsler ud af energiforsyningen, hvilket er fint. 

Er ikke klimaneutralt 

Men det giver store udfordringer på en række andre punkter. Træafbrænding er ikke klimaneutralt, og akut mangel på dødt ved i skove, parker og haver forringer biodiversiteten markant.

Endelig importerer Danmark over 95 procent af træpillerne til vores energiproduktion, og trods nye miljøkriterier, er der reelt ikke effektiv kontrol af genplantningen.

Hvis resten af verden erstattede deres fossile brændsler med træ efter den danske model, så ville mange af verdens skove hurtig blive brændt ned. Det er ikke et eksempel til efterfølgelse. Afbrænding er ikke grøn omstilling. 

Årsagen til, at afbrænding af biomasse er blevet populært i energiforsyningen, er fordi biomassen – modsat fossile brændsler – regnes helt CO2-neutral ved afbrænding. Til trods for, at afbrænding af biomasse udleder CO2.

Præcis som når kul afbrændes. Et kilo CO2 fra biomasse giver præcis samme globale opvarmning som et kilo CO2 fra kul. Klimaet kan ikke se forskel. Baggrunden for denne forskelsbehandling er en antagelse om, at tilbageværende, nyplantet biomasse hurtigt optager den udledte CO2 fra afbrænding af biomassen, så regnestykket går i nul. 

Det er der egentligt ikke noget galt i klimamæssigt. Hvis ellers regnestykket over en kort årrække går i nul, hvad der indtil videre ikke forelægger dokumentation for. Og hvis der ikke er en smartere anvendelse af biomassen eller en grønnere måde at producere energien på.

Men det ville nu være logisk at opgøre CO2-udledningen fra træ, hvor den udledes. CO2-optag i træer (i Danmark eller udlandet) kan så modregnes som klimagevinst, der hvor optaget sker.

En sådan standardiseret opgørelse vil skabe klarhed om både, hvor meget afbrænding af træ bidrager til de nationale CO2-udledninger, samt hvor meget af den udledte CO2, der faktisk genoptages i skovene – i stedet for som nu naivt at antage, at det hele bare går i nul inden for kort tid.   

CO2-udledningen fra el- og varmeforsyningen 

I tabellen ses størrelsesordener for CO2-udledningen (CO2-ækvivalenter) fra el- og varmeforsyningen beregnet på basis af Energistyrelsens seneste Energistatistik fra 2019 og DCEs opgørelse over black carbon (BC) fra træ (primært fra privat brændefyring).  

Det ses, at den danske CO2-udledning fra el- og varmeforsyningen kun er faldet godt 22 procent siden 1990, når CO2 og black carbon fra træafbrænding medregnes (det vil sige når træ ikke regnes CO2-neutralt).

Faldet skyldes primært mere vindenergi. Faldet er langt under halvdelen af det fald på 56 procent, der officielt opgøres, når træ regnes CO2-neutralt.

Mens den faktiske CO2-udledning i 1990 (med CO2 fra træ) var syv procent højere end i de officielle angivelser (uden CO2 fra træ), så var den faktiske CO2-udledning i 2018 omkring 90 procent højere end den officielt angivne. Afstanden mellem de to stiger således, og er vokset yderligere siden 2018, da træforbruget er steget. 

Kan ikke skifte opgørelsesmetode

70-procentsmålet blev besluttet under forudsætning af, at biomasse regnes CO2-neutral, og målet nås ikke i 2030 uden antagelsen. Derfor kan vi ikke skifte opgørelsesmetode midt i perioden – udadtil må vi fortsat bruge den metode, som anvendes af EU og af FN.

Men det ændrer ikke på, at CO2-udledningen fra blandt andet stammer og grene bør opgøres og ideelt set medregnes, hvor CO2 udledes – præcis som CO2 fra fossile brændsler.

Til gengæld bør CO2-optag i resterende og genplantede træer opgøres som en klimagevinst, hvor optaget sker. Dette kan umiddelbart gøres for danske skove.

Det bør undersøges, hvorvidt en modregning for import af træbiomasse kan indregne og foretages eksempelvis ved hjælp af handel med CO2-kvoter – frem mod udfasning af biomasseafbrænding i 2035. 

By |2021-05-13T18:03:58+01:0029. april 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Ny skrotningsordning for brændeovne svigter klimaet

Debatindlæg bragt i Politikens Klimamonitor den 28. april 2021 af Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling

Miljøministeriet har netop haft en ny bekendtgørelse i høring: Bekendtgørelse om udskiftning eller nedlæggelse af visse fyringsanlæg til fast brændsel under 1 MW ved ejerskifte af fast ejendom.

Formålet med bekendtgørelsen er at skrotte eller udskifte ældre brændeovne til nyere brændeovne ved ejerskifte af fast ejendom.

Baggrunden for bekendtgørelsen er, at nyere brændeovne udleder væsentlig færre partikler end ældre brændeovne. Udskiftningen skulle derved reducere røgens store helbredsskader og samtidig hjælpe Danmark med at opfylde EU’s nye NEC-direktiv, hvor netop partikler fra brænderøg gør, at vi overskrider EU’s emissionsgrænser.

Problemet er bare, at nye brændeovne godt nok udleder væsentligt færre partikler, men mange flere af de særlig helbreds- og klimaskadelige sodpartikler (black carbon) per kilo træ.

Årsagen er, at nye brændeovne brænder ved en højere temperatur, hvorved der netop dannes meget mere sod (og NOx). Sodpartikler er ifølge FN’s klimapanel en af de største årsager til global opvarmning efter CO2. Bekendtgørelsen vil således markant øge den globale opvarmning fra brændefyring, når ældre brændeovne udskiftes med nye.

Dette er det stik modsatte af, hvad klimaet har brug for.

Black carbon

Da fortsat flere undersøgelser samtidig viser, at sodpartikler er mere helbredsskadelige end andre partikler, og derved alt andet lige gør røgen fra nye brændeovne mere skadelig end røgen fra ældre brændeovne (pr. kg røgpartikler), så er det faktisk ikke til at sige, hvor stor helbredsgevinst, der er forbundet med at udskifte gamle brændeovne til nye.

I forhold til opfyldelse af partikelgrænserne i EU’s nye NEC-direktiv, så overser ministeriet, at det tydeligt står i direktivet, at der skal lægges vægt på at reducere udledningen af sodpartikler. Netop dette er medtaget, fordi sodpartikler er særlig helbreds- og klimaskadelige. Men ved at udskifte brændeovnene forøges udledningen af sodpartikler, hvilket er stik imod intentionerne i direktivet og FN’s Göteborgprotokol, der danner baggrund for direktivet.

Endelig er nye brændeovne slet ikke nogen løsning, da blot afbrænding af et kilo træ i en ny miljømærket brændeovn, der fyres lige efter bogen, vil forurene 400.000.000 liter helt ren luft til Verdenssundhedsorganisationens nye partikelgrænseværdi.

Fjernvarme og varmepumper (inklusive udledningen fra værkerne) forurener 50-200 gange mindre, og forureningen sker for enden af en høj skorsten og ikke i lav højde i vores tætte boligområder.

Skrot fuldstændig

Ideen med en ejerskifteordning er imidlertid fin, men ordningen skulle selvfølgelig kræve, at alle fyringsenheder til fast brændsel skrottes fuldstændigt ved ejerskifte, så de nye ejere i stedet skal anvende fjernvarme eller varmepumper og derved bliver aktive medspillere i den grønne omstilling.

Husstande, hvor nedlæggelse af fyringsanlægget kan føre til væsentlig forringelse af ejendommens værdi, kan dog fritages for nedlæggelse eller kompenseres via statsstøtte til renere varmekilder.

By |2021-04-28T09:03:43+01:0028. april 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Regeringen bør pålægges en meget skrappere handlepligt i klimapolitikken

Debatindlæg bragt i Information den 26. april 2021 af Lars Køhler, klimarådgiver i Rådet for Grøn Omstilling, Helene Hagel, klima- og miljøpolitisk leder i Greenpeace, Camilla Gregersen, formand for DM, Anna Rasmussen, forperson for Læger for Klimaet, Lise Christensen Bjerno, medstifter af DjøfereForFuture, Anette Buus Rosholm, formand for Verdensmål i Hverdagsliv, Thomas Damkjær Petersen, formand i IDA, John Ekebjærg-Jakobsen er formand i 3F København, Martin Risum Bøndergaard, politisk chef i Wind Denmark, Rasmus Lildholt Kjær, adm. direktør i Better Energy, Jens Friis Lund, medstifter af Klima- og Omstillingsrådet og John Nordbo, klimarådgiver i CARE.

Samtlige partier, undtagen Nye Borgerlige, pålagde for nylig regeringen en såkaldt handlepligt i henhold til klimaloven. Det gjorde de, efter Klimarådets statusrapport udkom, som konkluderede, at regeringen ikke har anskueliggjort, hvordan Danmark skal nå klimalovens mål om en 70 procents drivhusgasreduktion i 2030.

Den fælles vedtagelse i Folketinget pålægger regeringen »at igangsætte nye reduktionstiltag forud for næste klimaprogram«, som først skal komme til efteråret. Dette, mener vi, er alt for vag en ’handlepligt’. En handlepligt bør indebære, at regeringen til efteråret både fremviser en strategi og en konkret plan for, hvordan klimamålet nås.

Det er jo ikke, fordi der ikke bliver handlet. Regeringen inviterer til forhandlinger, Folketinget laver aftaler, der nedsættes arbejdsgrupper, og erhvervslivet tager initiativer. Problemet er, at politikerne ikke handler hurtigt nok, og at vinduet for beslutninger, der kan nå at få effekt før 2030, er ved at smække i.

Af samme årsag er det problematisk for klimadebatten, når regeringen gang på gang proklamerer, at de er ’foran tidsplanen’. Situationen er, at regeringen på halvandet år har fremlagt og vedtaget politik, der kun anskueliggør en tredjedel af vejen mod at nå målet i 2030. På nuværende tidspunkt skulle hele vejen mod en 70 procents reduktion være anskueliggjort.

Brug for konkret køreplan

Regeringen har siden sin tiltrædelse fremlagt forslag, der alt for ofte har været uambitiøse i forhold til den opgave, de har forpligtet sig til i klimaloven. Ambitionerne skal op, hvis regeringen skal leve op til loven. Der burde i klimadebatten alene være en diskussion af, hvordan Danmark når klimamålene på den bedst mulige måde, og det bør ikke være til diskussion, at det på nuværende tidspunkt ikke er nok kun at have anskueliggjort en tredjedel af vejen mod 2030.

Hvis Danmark skal være det grønne foregangsland, som klimaloven foreskriver, skal Folketinget pålægge regeringen en helt anden seriøs og utvetydig handlepligt, der sikrer hurtigere og effektfulde reduktioner i overensstemmelse med, at Danmarks begrænsede CO2-budget svinder ind for hver dag, der går, med udskudt handling. Regeringen skal lægge en plan, som anskueliggør, hvordan vi i Danmark opnår vores klimamål, inklusive hvordan og hvor der afsættes nok penge til, at dette kan ske.

Der er brug for en konkret køreplan. En plan, der garanterer, at 70 procentsmålet opfyldes med en god sikkerhedsmargin. Planen skal kunne imødegå uforudsete forhindringer og forsinkelser. Den skal lægge et tydeligt spor mod klimaneutralitet, uden at alle detaljer er mejslet i sten. Der vil være dele af vejen mod 2030, som vi ikke kan planlægge lige nu. Der er også investeringer, der skal igangsættes nu, men som først giver effekt efter 2030. Disse ukendte muligheder og eventuelle problemer bør regeringen sikre sig, at vi har penge til at udnytte og løse. Derfor bør Folketinget afsætte reserver nu, så diskussionen om finansiering bliver taget allerede i dag.

Reduktioner her og nu

På baggrund af ovenstående foreslår vi, at Folketinget ved næste givne lejlighed vedtager følgende tekst:

»Regeringen pålægges senest med næste klimaprogram at levere et samlet forhandlingsoplæg til, hvordan Danmark kan indfri målet om 70 procentsreduktion i 2030 samt hvilken reduktionssti, Danmark skal følge frem mod 2030 i overensstemmelse med Parisaftalens 1,5 gradsmål. Oplægget kan gøre brug af en såkaldt klimareserve til ikkespecificerede reduktioner, hvis der angives en klar plan for, hvordan man vil finansiere denne reserve og sikre, at den kan udmøntes. Det sidste indebærer, at regeringen også fremlægger en plan for, hvordan tekniske og regulatoriske barrierer for teknologierne i udviklingssporet adresseres.«

Klimalovens mål om en 70 procentreduktion af drivhusgasserne i 2030 står ikke til forhandling. Derfor er det yderst problematisk, at regeringens usikre strategi er, at de vil vente til sidste øjeblik med reelle reduktioner, så vi kun måske lige akkurat vil nå målet tæt på deadline. Der er behov for, at regeringen kommer med et samlet forhandlingsoplæg, der sikrer reduktioner her og nu. Det mangler regeringen stadig at udarbejde.

Folketinget bør kræve et fælles forhandlingsoplæg, så vi sikrer, at der laves en koordineret indsats på tværs af ministerier, og at der både tænkes tværfagligt og konkret. Der er nu under ni år til, at Folketinget skal have ført Danmark sikkert i havn med vores erklærede og internationalt anerkendte klimamål, så der er i høj grad brug for handling.

By |2022-01-12T12:06:52+01:0026. april 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Regeringen tromler klimamål med motorvej

Debatindlæg bragt i Politiken den 21. april 2021 af Claus Ekman, direktør i Rådet for Grøn Omstilling og Lars Midtby, direktør for Danmarks Naturfredningsforening

Transportsektoren står lige nu til ikke at kunne bidrage med nogen klimareduktion til 70-procents målet i 2030. Det skyldes, at effekten af flere elbiler ædes op af et stigende antal biler på vejene. Faktisk viser fremskrivningerne, at vi med det stigende antal biler vil have det samme antal fossilbiler i 2030, som vi har i dag – selv efter de ændrede bilafgifter. Derfor skyder regeringen helt ved siden af, når den afsætter 50 milliarder kroner til nye motorveje.

Regeringen siger selv, at planen er klimaneutral. Og der er mange gode tiltag i regeringens forslag: store investeringer i tog, forbedret kollektiv transport i København, penge til eldelebiler, støjdæmpning m.m. Men klimaneutral er bare ikke godt nok i 2021.

For når vi bruger over 105 milliarder kroner, skal de bruges på at mindske klimabelastningen – ikke fastholde status quo, der er langt fra vores egne klimamål og internationale aftaler. Når vi fastlægger investeringer i transportsektoren frem til 2035, er det helt afgørende, at vi også fastlægger nogle langtidsholdbare rammer for den grønne omstilling af vejtransporten. Det gør regeringens plan ikke. Tværtimod prioriteres anlæggelse af ny sort asfalt omkring 100 gange højere end den grønne omstilling af vejtransporten, hvor der er afsat sølle 500 millioner kroner til ladeinfrastruktur. Og anlæggelsen af nye motorveje betyder rydning af natur, øget klimabelastning og koster betydelige mængder råstoffer.

Nye motorveje betyder også, at vi får flere biler, hvilket aktivt modarbejder vores klimamål.

Til sammenligning kan man for bare halvdelen af de penge, regeringen vil afsætte til motorveje, sætte køreledninger op på hele hovedvejsnettet til at fremme hurtig elektrificering af tunge køretøjer og opsætte 10 gange så mange ladestandere til elbiler, som regeringen foreslår.

Regeringen bør løfte ansvaret for klimaet, naturen og de kommende generationer og bruge enorme beløb på at sænke klimabelastningen og lægge rammerne for den grønne omstilling af vejtransporten.

Læg de dyre klimabelastende nye motorveje i graven, og giv os i stedet den grønne mobilitetsplan, I havde lovet.

By |2021-04-21T09:22:48+01:0021. april 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Folkesundheden har højest prioritet

Debatindlæg bragt i Århus Stiftstidende den 18. april 2021 af Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling

Først skriver Henrik B. Jensen, at de folk der dør for tidligt grundet brænderøg er folk der i forvejen er syge. Det er fuldstændig korrekt, at risikoen for at dø af brænderøg selvfølgelig er størst for danskere, der allerede er syge. Det gælder den million danskere, der lider af en hjerte-kar sygdom, åreforkalkning, KOL og/eller astma. Men hos Rådet for Grøn omstilling mener vi også, at syge danskere har ret til et langt liv med færrest mulig sygedage. En holdning, som corona-restriktionerne tydeligt har vist, at er bredt flertal af politikerne deler, og som befolkningen langt hen ad vejen bakker op.

Dertil kommer, at luftforurening – herunder brænderøg – i sig selv kan gøre danskere alvorligt syge. Og også forværre symptomerne hos de 7-10 % af vores børn, der har astma. Ligesom risikoen for at blive alvorlig syg og dø af luftvejslidelser som lungebetændelse og corona øges grundet luftforureningen. Så mindre brænderøg er både en fordel for kronisk syge og raske danskere.

Henrik B. Jensen skriver, at der ikke er ”registreret” et eneste for tidligt dødsfald i Danmark på grund af brænderøg under henvisning til, at for tidlige dødsfald beregnes. Der er skam heller ikke ”registreret” et eneste for tidligt dødsfald grundet tobaksrøg. Betyder det så, at rygning og brænderøg er uskadeligt ? Nej. Det betyder, at ”registrerede” dødsårsager er de sygdomme folk dør af f.eks. blodpropper, hjertekar-sygdom og kræft. Hvorimod opgørelse af for tidlige dødsfald grundet risikofaktorer fokuserer på, hvor mange danskere, der netop dør af kræft, blodpropper, hjertekar-sygdom m.v. grundet rygning, brænderøg m.v. Her kigger man således på, hvad der forårsager, at folk bliver syge og dør, da det jo er årsagerne (f.eks. brænderøg og rygning) man kan gøre noget ved fra samfundets side.

At benægte at røg er skadeligt er useriøst. Uanset om røgen kommer fra cigaretter eller brænde.

Henrik B. Jensen mener, at jeg prøver at spå tvivl om brændeforbruget er faldet. Tværtimod. Jeg skriver, at jeg håber dette er korrekt og bl.a. skyldes, at den massive oplysning om helbredsskader af brænderøg har fået folk til at skifte til renere varmekilder, som det for øvrigt også påpeges i notatet fra Danmarks Statistik.

Henrik B. Jensen skriver, at nye brændeovne udleder væsentligt færre partikler end ældre. Det er korrekt. Men han glemmer at nævne, at nye brændeovne til gengæld udleder næsten dobbelt så mange af de særlig helbreds- og klimaskadelige sodpartikler. Derfor ved man ikke, hvor stor helbredsgevinsten er ved at skifte til en ny brændeovn. Rent klimamæssigt er det til gengæld noget møg. Det rigtige er derfor at anvende renere varmekilder dvs. fjernvarme i byerne og støjsvage varmepumper udenfor byerne, der incl. værkernes forurening udleder 50-100 gange færre partikler pr. varmeenhed end nye brændeovne. Det vil samtidig få røgen ud af vores tætte boligområder.

Henrik B. Jensen mener kun partikeludslip til indeklimaet i boliger med brændeovne er pletvist. Men både Statens Byggeforskningsinstitut, Rådet for Grøn Omstilling og flere internationale projekter har målt høje koncentrationer af partikler i huse med brændeovne. Også med nye brændeovne. Samtidig viser vores målinger fra denne vinter, at naboens brænderøg kan skabe højere koncentrationer af ultrafine partikler i nye huse med mekanisk ventilation end på landets mest forurenede veje i myldretiden. Ovenpå offentliggørelsen, har vi fået rigtig mange henvendelser fra folk, der er nødt til at slukke den mekaniske ventilation grundet naboens røg. Særligt i nye tætte huse er dette noget, der forringer indeklimaet. Det viser samtidig, at brændeovne skaber helt nye problemer i den grønne omstilling.

Det er som om Henrik B. Jensen slet ikke tror på landets førende luftforureningseksperter og læger. Enhver kan jo selv læse de rapporter jeg tidligere har refereret her i Århus Stiftstidende og se, at helbredsskaderne fra brænderøg er større end luftforureningen fra vejtrafik. Men for os er det ikke et spørgsmål om, hvilken forurening, der giver størst skader. Vi arbejder på at reducere begge typer forurening. Forskellen er, at brændeovnene kunne forbydes i byerne her og nu uden de store udfordringer. 

Henrik B. Jensen henviser til en publikation, som jeg selv har skrevet i 2013, der refererer til data, der er fra før dieselbilerne fik partikelfiltre og effektiv NOx-rensning. De tal kan jo ikke bruges i dag, hvor bilerne jo netop har effektiv røggasrensning. Det er som om Henrik B. Jensen slet ikke har fulgt med i det voldsomme fald der er sket i trafikkens forurening de sidste 10 år selv om det tydeligt fremgår af de målerapporter DCE ved Aarhus Universitet udgiver hvert år. Vejtrafikken har nemlig, modsat brændeovnene, fået effektive filtre og katalysatorer, og forureningen vil fortsat styrtdykke. En udvikling elbilerne kun vil accelererer.

Henrik B. Jensen mener, at det gør en stor forskel, at vejtrafikken udleder i lavere højde end skorstene. Her tager han helt fejl. Hvis han havde sat sig lidt ind i emnet ville han vide, at risikoen jo primært er knyttet til lang tids udsættelse for lave koncentrationer af luftforurening og ikke den korte tids eksponering, som vi får ved vejene, hvor vi ikke opholder os særlig lang tid.

Henrik B. Jensen mener ikke, at der kommer et forbud mod brændefyring. Der tror jeg nu, at han tager fuldstændig fejl. Der kom også forbud imod rygning i tog, daginstitutioner, restauranter m.v. Det er vigtigt, at få røgen væk fra områder, hvor vi bor tæt sammen. I København koster en gennemsnitlig brændeovn ca. 15.000 kr årligt i helbredsskader ifølge Aarhus Universitet. Vi kan simpelthen ikke tillade den slags helbredsskader i et moderne samfund. Dertil kommer klimaproblemerne.

Henrik B. Jensen antyder, at det er spil for galleriet, når vi fremhæver helbreds- og klimaproblemer ved brænderøg. Det giver jo ingen mening. Hvorfor skulle vi dog som grøn organisation opdigte et miljøproblem? Og hvorfor skulle landets forskere, myndigheder, det Europæiske Miljøagentur, FN m.v. udsende den ene rapport efter den anden, der fremhæver brænderøg som et af de helt store helbreds- og klimaproblemer ?

Henrik B. Jensen mener, at Rådet for Grøn Omstillings arbejde med brænderøg bliver finansieret af staten. Her tager han fejl. Jeg får ikke en eneste krone fra staten. Vores arbejde med skaderne fra brænderøg finansieres af Birdlife Europe og European Climate Foundation, der støtter arbejdet, netop fordi afbrænding af træ har store konsekvenser for biodiversiteten, klimaet og folkesundheden.

Men det er en god anledning til at fortælle kort om Rådet for Grøn Omstilling. Vi er en grøn non-profit medlemsorganisation, der ud over luftforurening, klima og ren energi arbejder for færre skadelige kemikalier, mere miljørigtigt landbrug, grøn transport, bæredygtigt byggeri, cirkulær økonomi og FN’s verdensmål. Luftforurening fylder ca. 10 % af vores arbejde (en ansat) – heraf er en tiendedel – dvs. ca. 1 % af vores arbejde fokuseret på at reducere luftforureningen fra brænderøg.

By |2021-04-19T09:34:21+01:0019. april 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Sjöholms gård – från intensiv tjuruppfödning till gräsbetande kvigor

Bland all mänsklig aktivitet på planeten är jordbruket en av de främsta drivkrafterna bakom personers och samhällens negativa påverkan på miljön och naturen. Vad vi äter och hur det produceras bidrar till att de planetära gränserna för såväl klimat, markanvändning, kretslopp av näringsämnen och förvaltning av biologisk mångfald överskrids1. Uppfödningen av djur för i huvudsak kött, mjölk och ägg står för en stor andel av jordbrukets totala miljöpåverkan2; att man i den rika delen av världen, inklusive de Nordiska länderna, måste förändra sin kost och äta mindre kött om hållbarhetsmålen ska nås råder det stor konsensus om1,3. Runt om i världen är djur dock en självklar del i jordbruket och kan bidra med en rad positiva saker. För en småbrukare i Afrika söder om Sahara kan ägandet av en get eller en ko innebära skillnaden mellan extrem fattigdom och svält och att klara mat för dagen. I Sverige kan djur – särskilt kor och får som betar – vara en viktig pusselbit i kretsloppet på gården, skapa förutsättningar för artrikedom i jordbrukslandskapet och även ge möjlighet för att diversifiera inkomsterna i ett lantbruksföretag. För att djuren ska bli en positiv kraft ur miljö- och hållbarhetssynpunkt krävs det dock att produktionen sker på vissa sätt; djur som äter det vi människor kan äta direkt blir konsumenter av energi och protein istället för producenter, kor som står inne och aldrig betar bidrar inte till biologisk mångfald kopplad till betesmarker. På såväl global som svensk nivå krävs stora förändringar i hur livsmedelsproducerande djur föds upp. Det är en stor och komplex utmaning och det är på den enskilda gården, hos den enskilda bonden, som förändringen i slutändan måste ske. Några som bestämde sig för att ta sig an utmaningen och ställa om sin köttproduktion för att bli mer hållbar är Håkan och Per som driver Sjöholms gård utanför Katrineholm i Sverige.

Sjöholms gård före och efter skiftet

Sjöholms gård är ett kluster av arrenderade gårdar som drivs som ett lantbruksföretag av Håkan Persson. Totalt brukar gården nära 500 hektar åkermark och förvaltar 200 hektar naturbeten och producerar i huvudsak spannmål och nötkött. År 2017 bedrevs gården konventionellt och levererade omkring 100 ton havre, 140 ton rågvete, 1275 ton vete, 200 ton raps, 90 ton korn och 200 ton nötkött (räknat som benfritt kött). Köttproduktionen var intensiv; 1200 ungtjurar köptes in varje år och föddes upp inomhus i huvudsak på inköpt kraftfoder. Djuren flyttades mellan tre olika stallar på olika delar av Sjöholms gård och slaktades relativt tidigt, vid ungefär 17 månaders ålder. Utöver tjurarna hade gården en mindre besättning kvigor som betade naturbetesmarkerna. Vid den här tidpunkten hade gården ett tiotal anställda utöver Håkan och hans pappa Claes och vid sidan om jordbruket bedrivs – även idag – en omfattande maskinstation inom företaget.

Exempel på intensiv köttproduktion. Foto: Kajsa Resare Sahlin

År 2018 började Per Fredriksson jobba på gården och tillsammans påbörjade de omläggningen av produktionen. Visionen är att skapa en mer ekonomiskt bärkraftig och miljömässigt hållbar produktion där man samarbetar mer med sina köpare och i första hand nyttjar de resurser som finns på gården. På hösten 2019 såldes de sista tjurarna och besättningen består idag av 350 kvigor och en liten dikobesättning som föds upp på bete och egenproducerat grovfoder. Gården är i karens för att bli KRAV-certifierad och nötköttet är certifierat med Svensk Sigill Naturbeteskött. Produktionen har minskat; år 2020 uppskattar man att gården kommer leverera omkring 165 ton korn, 780 ton vete, 200 ton havre, 180 ton råg och 40 ton nötkött. Det mesta av köttet säljs fortfarande till ett av de stora slakterierna, men köttet från en handfull djur har sålts som köttlådor och man har även tagit fram en egen korv. Antalet anställda har minskat till omkring hälften.

För att studera hur en så omfattande omläggning på en gård påverkar den miljömässiga, sociala och ekonomiska hållbarheten deltar Sjöholms gård i det EU-finansierade forskningsprojektet UNISECO. Projektet pågår mellan åren 2018 och 2021 i 15 medlemsländer. I varje land bedrivs en fallstudie kring hur ökad användning av agro-ekologiska metoder kan förbättra hållbarheten i EUs jordbruk. Agro-ekologi beskrivs som både en vetenskap, en social rörelse och en produktionsform4 och har lyfts fram i både vetenskapliga artiklar och rapporter från bland annat FN:s livsmedelsorganisation (FAO) som en väg till ett hållbart matsystem (se exempelvis 5–9). Diversifiering och ökad integration av djur och grödor är grundstenar inom agro-ekologi10 och utgör även fokus för den svenska fallstudien inom UNISECO som leds av Elin Röös på Sveriges Lantbruksuniversitet. I den svenska fallstudien undersöker Elin och jag – Kajsa Resare Sahlin – hur svenska mjölk- och köttbönder kan diversifiera sina produktioner för att inkludera fler grödor för direkt humankonsumtion, hur det påverkar hållbarheten och vad som krävs i olika led i livsmedelskedjan för att omställning på gårdsnivå ska vara möjlig.

Hållbarheten på gården har förbättrats

I vart och ett av de 15 medlemsländerna som är med i UNISECO deltar omkring tio gårdar, det vill säga nära 150 gårdar runt om i Europa. På alla gårdar – inklusive Sjöholms gård – har man utvärderat den miljömässiga, sociala och ekonomiska hållbarheten på gårdsnivå med hjälp av tre verktyg: SMART, Cool Farm Tool och COMPAS11. SMART bygger på FAO:s definition och principer för hållbart jordbruk12,13 och genom över 300 indikatorer utvärderar verktyget hur gården ligger till på en skala från 0-100 procent på 21 centrala hållbarhetsområden. Cool Farm Tool är ett förenklat sätt att räkna på klimatpåverkan på produktnivå och COMPAS11 i sin tur utvärderar några aspekter av ekonomisk hållbarhet.

Sällsynta arter i en naturbetesmark strax utanför Falköping.. Foto: Kajsa Resare Sahlin

På Sjöholms gård har vi jämfört data för år 2017 innan omläggningen med data och prognoser för 2020 och funnit att hållbarheten – såväl miljömässig som ekonomisk och social – på gården har förbättrats avsevärt. Resultaten från SMART visar till exempel att produktionens påverkan på den biologiska mångfalden förbättrats med 23 procentenheter, mycket tack vare att gården slutat använda en rad kemiska bekämpningsmedel som klassificerats som toxiska för människor eller djur. Detta har också bidragit till att minska produktionens negativa påverkan på vattenkvaliteten och tillsammans med minskad tillförsel av lättillgängligt kväve från handelsgödsel och ökad användning av fånggrödor i växtodlingen har även jordkvaliteten förbättrats med över tio procentenheter. Ytterligare ett resultat från SMART där det går att se en tydlig förbättring gäller djurvälfärden. Den intensiva tjuruppfödningen levde inte upp till de hållbarhetskrav för bland annat stallar och trängsel som SMART satt upp och produktionssättet resulterade i stress för djuren, hög användning av antibiotika och eftersom djuren hölls inne kunde de inte utöva basala, naturliga beteenden för idisslare (att beta). I det nya systemet där kvigorna hålls i mindre besättningar på lösdrift och får gå ute halva året är förutsättningarna för en hög djurvälfärd mycket bättre och i intervjuer har även de anställda på gården berättat att levnadssituationen för djuren förbättrats avsevärt (ännu opublicerad data). SMART-resultaten visar också att arbetsmiljön på gården förbättrats, något som bekräftas av de anställda som beskrivit att tempot i det ”gamla” produktionssystemet ständigt var för högt för att de skulle hinna med och att riskerna med arbetet – framförallt i kontakten med djuren – minskat betydligt.

Bland de 21 centrala hållbarhetsområden som utvärderas av SMART har skiftet på Sjöholms gård lett till en förbättring på 19 områden och till ett oförändrat resultat på ytterligare ett område. Omläggningen har haft negativ påverkan på produktionens bidrag till den lokala ekonomin, främst eftersom antalet anställda minskat och gårdens inköp från lokala aktörer minskat. Till det senare hör också att den svenska jordbruksmarknaden präglas av ett fåtal, stora aktörer som ofta är ensam leverantör i ett område och att det är ont om lokala företag för lantbrukaren att samarbeta med.

Gällande klimatpåverkan så är och förblir nötkött ett ”klimat-dyrt” livsmedel i jämförelse med både andra köttslag och framförallt vegetabiliska proteiner14, men det är inte utsläppsnivåerna per enskilt kilo kött som spelar störst roll för köttproduktionens klimatpåverkan utan det totala antalet djur på svensk15 och global nivå16. För att rymma jordbruket inom de planetära gränserna finns utrymme för livsmedelsproducerande djur, men de är betydligt färre till antalet jämfört med idag och det är av största vikt att dessa djur i så fall hålls så att de positiva aspekterna av djur i jordbruket realiseras. Omläggningen på Sjöholms gård ligger precis i linje med detta; minskningen från 1200 till 350 nötkreatur har minskat de totala utsläppen från köttproduktionen med 70 procent. För att ekvationen ska gå ihop gällande de svenska och globala hållbarhetsutmaningarna krävs givetvis att konsumenterna minskar sin köttkonsumtion i samma utsträckning och att tillräckligt med vegetabiliska livsmedel produceras som kan kompensera för näringsbortfallet från minskad köttkonsumtion. På Sjöholms gård har man tagit de första stegen mot att bädda för detta genom sin försäljning av köttlådor som gett möjlighet till ökad kommunikation med konsumenterna. Genom detta hoppas Håkan och Per kunna puffa dem mot att äta mindre mängder kött och att det köttet de faktiskt äter ska komma från deras gård som aktivt styrt sin produktion mot förbättrad hållbarhet.

Hur lönsamheten på lång sikt kommer påverkas av omställningen återstår att se; 2020 års räkenskapsårs är just avslutat och gården befinner sig fortfarande i karens, vilket påverkat hur de kunnat sälja sina grödor. Men utifrån data för 2020 kan man se att omsättningen halverats, men så har även kostnaderna20. Lägre kostnader snarare än ökade intäkter är en av förklaringarna till att ekologiska lantbruk i Sverige ofta är mer lönsamma än konventionella17 och lantbrukarna på Sjöholms gård har beskrivit att ett av skälen till att de valde att lägga om produktionen var att kostnaderna ständigt ökade i förhållande till priserna på spannmål och kött, något som vanligtvis beskrivs som ’the squeeze on agriculture’ och är ett vanligt förekommande problem för lönsamheten för primärproducenter bland annat i Europa5. Trots lägre omsättning har marginalerna för både kött och spannmål förbättrats på Sjöholm, men man har ännu en bit kvar för att få gården ekonomiskt hållbar20.

I Sverige har vi utöver SMART, Cool Farm Tool och COMPAS även räknat på nyckeltal för i vilken grad gårdarna bidrar till att föda en växande global befolkning (se 18,21 för en beskrivning av ett sätt att räkna på nyckeltalen som legat till grund för ansatsen i UNISECO). Trots den minskade avkastningen på Sjöholms gård visar beräkningar av hur mycket energi man levererar att gården kan föda något fler personer per hektar med det ”nya” systemet jämfört med det gamla. Den främsta förklaringen är att tjurarna i det ”gamla” systemet föddes upp på kraftfoder som producerats på åkermark vilket ökade produktionens totala markanvändning medan kvigorna i det ”nya” systemet föds upp på naturbetesmarker[1] som i huvudsak lämpar sig för bete. Det här är ett tydligt exempel på hur agro-ekologiska metoder utifrån gårdens lokala förutsättningar kan bidra till att föda en växande global befolkning och samtidigt förbättra hållbarheten (givet att den totala konsumtionen av animaliska livsmedel minskar). Det ”nya” systemet levererar dock mindre protein vilket visar på att en ökad och mer diversifierad produktion på Sjöholms gård, framförallt av proteingrödor men också grönsaker och/eller frukt, skulle krävas för att ytterligare bidra till livsmedelsförsörjningen per hektar åkermark.

Barriärer för ökad diversifiering och integrering av djur och grödor i svenskt lantbruk

Att ha ”fler ben att stå på” på sin gård och kunna få inkomster från en rad olika djur och grödor är ett sätt att öka resiliensen och få en tryggare ekonomisk situation på en marknad där lantbrukaren allt som oftast är pristagare. Men att gå från att vara enbart köttproducent till producent av spannmål, baljväxter, grönsaker, frukt och animalier ställer höga krav på den enskilde bonden och kräver också förändring i flera led i livsmedelskedjan. Inom UNISECO:s svenska fallstudie finns en lokal aktörsplattform där representanter från vitt skilda delar av livsmedelskedjan finns med. Under projektets gång har de deltagit i diskussioner, workshops och övningar där alla fått ge sin syn vad som krävs för en ökad diversifiering av svenska mjölk- och köttgårdar och hur omställningen till en kost som kan rymmas inom de planetära gränserna1,3 inte ska bli synonymt med en förflyttning bort från svenskproducerad mat. De barriärer som framkommit[2] kan något förenklat sammanfattas som två aforismer:

Jag kan odla, men vem ska köpa?

Det tycks finnas – inte bara bland de lantbrukare som deltar i UNISECO –en öppenhet för att odla en rad nya och nygamla grödor på sin gård, allt från kulturspannmål med särskilda smakegenskaper till baljväxter och grönsaker. Men det kräver givetvis att man kan hitta avsättning för det man odlat fram, men trots att efterfrågan på svenskproducerade, växtbaserade livsmedel ökar bland svenska konsumenter[3] så har lantbrukare svårt att hitta köpare.

Noter

[1] Eftersom naturbetesmark inte är lämplig för odling av grödor utan endast bete räknas den marken inte med i den totala arealen för beräkningar av antal personer som kan födas per hektar åkermark.

[2] I skrivande stund (sommar 2020) är resultaten kring barriärer för den svenska fallstudien inrapporterade till UNISECO som arbetar på att sammanställa och publicera materialet. Längre fram under år 2020 och 2021 kommer rapporterna finnas tillgängliga på projektets hemsida.

[3] Se exempelvis rapporten från Macklean ”Marknadsanalys och potential för växtbaserade proteiner” som finns länkad via LRF:s hemsida eller en artikel om Barclays prognos för den globala marknaden för köttsubstitut.

Som nämndes ovan är den svenska livsmedelsbranschen koncentrerad till ett fåtal stora aktörer; tre företag innehar över 90 procent av marknadsandelarna av dagligvaruhandeln, ytterligare tre företag dominerar grossist-marknaden och Lantmännen är ensamma marknadsdominerande på både köpar- och säljarsidan på jordbruksmarknaden19. Många gånger är de krav på kvalitet och mängder som ställs av köparen orimliga för en ensam lantbrukare att leva upp till, även om man som Sjöholms gård har stora arealer. Därtill krävs det ofta att lantbrukaren kan tillhandahålla en torkad, rensad och förpackad produkt för att mindre köpare ska vara intresserade – något som ofta innebär enorma investeringar för bonden. I dagsläget är aktörer i livsmedelskedjan inte med och delar de risker och kostnader som det innebär för en lantbrukare att diversifiera sin produktion och börja odla nya grödor; detta trots att lönsamheten för många lantbrukare redan är ansträngd. Därtill saknas infrastruktur i Sverige för att hantera baljväxter så att de kan säljas till humankonsumtion och resultatet blir att barriärerna för att komplettera sin mjölk- och köttproduktion med fler grödor ofta blir övermäktiga för den enskilda producenten. Under diskussioner inom UNISECO har ökat samarbete såväl mellan lantbrukare och mellan lantbrukskooperativ och aktörer högre upp i livsmedelskedjan lyfts fram som viktiga aspekter för att lantbrukaren i högre grad ska kunna sätta priser utifrån sina faktiska produktionskostnader och även förbättra säljar-köpar-relationen så att bonden inte får sälja ”lite på nåder”.

Vi har haft djur i sju generationer, var ska jag ens börja?

I Sverige finns starka traditioner kopplade till mjölk- och köttproduktionen. Man är mjölkbonde eller köttproducent och korna ses oftast som ryggraden i svenskt jordbruk. Mot bakgrund av detta kan det upplevas som hotande eller pressande att svenskarnas konsumtion av kött och mjölk behöver minska och jordbruket diversifieras. Vem är jag om jag producerar allt från vete och gråärt till ägg, kött eller äpplen? Alltför få exempel på lantbrukare som lyckas diversifiera sina produktioner syns och hörs idag i debatten om svenskt lantbruk och inom UNISECO har flertalet lantbrukare vittnat om att ambitioner att göra annorlunda och tänka nytt möts av skepsis, förakt och misstro från både grannar, ens lokala lantbrukarorganisationer och ibland till och med familj. Det är förstås ett högst ofördelaktigt socialt läge att vara i för att våga prova på, testa och misslyckas och slå in på en ny bana. Många som vill ha en mer diversifierad gård känner sig därför ensamma och saknar personer och andra lantbruksföretag att både samarbeta och utbyta kunskap med. För att råda bot på detta behövs dels nya nätverk och plattformar där de som vill ligga i framkant för hållbart svenskt lantbruk kan mötas och dels att kunskapen som krävs för att odla baljväxter, grönsaker och frukt görs tillgänglig för mjölk- och köttproducenter. Det går givetvis hand i hand med ökat ekonomiskt stöd för investeringar i exempelvis nya maskiner och även med mer riskdelning genom livsmedelskedjan som nämndes ovan.

Betad naturbetesmark på en aktiv mjölkgård i Uppland. Foto: Kajsa Resare Sahlin

Referenser

 1.        Willett, W. et al. Food in the Anthropocene: the EAT–Lancet Commission on healthy diets from sustainable food systems. Lancet 6736, 3–49 (2019).

2.        Gerber, P. J. et al. Tackling climate change through livestock – A global assessment of emissions and mitigation opportunities. (2013).

3.        Moberg, E., Karlsson Potter, H., Wood, A., Hansson, P.-A. & Röös, E. Benchmarking the Swedish Diet Relative to Global and National Environmental Targets—Identification of Indicator Limitations and Data Gaps. Sustainability 12, 1407 (2020).

4.        Wezel, A. et al. Agroecology as a science, a movement and a practice. A review. Agron. Sustain. Dev 29, (2009).

5.        van der Ploeg, J. D. et al. The economic potential of agroecology: Empirical evidence from Europe. J. Rural Stud. (2019). doi:10.1016/j.jrurstud.2019.09.003

6.        HLPE. Agroecological and other innovative approaches – A report by The High Level Panel of Experts on Food Security and Nutrition. (2019).

7.        iPES-Food. From Uniformity to Diversity – A paradigm shift from industrial agriculture to diversified agroecological systems. International Panel of Experts on Sustainable Food systems. (2016).

8.        Pereira, L., Wynberg, R. & Reis, Y. Agroecology: The Future of Sustainable Farming? 60, 4–4 (2018).

9.        Altieri, M. A. & Rosset, P. Agroecology and the conversion of large-scale conventional systems to sustainable management. Int. J. Environ. Stud. 50, 165–185 (1996).

10.      FAO. THE 10 ELEMENTS OF AGROECOLOGY GUIDING THE TRANSITION TO SUSTAINABLE FOOD AND AGRICULTURAL SYSTEMS.

11.       Landert, J. et al. Deliverable Report D3.1 Report on Environmental, Economic and Social Performance of Current AEFS, and Comparison to Conventional Baseline. (UNIABDN, 2019).

12.      FAO. SAFA Indicators. (2013).

13.      Schader, C. et al. Using the Sustainability Monitoring and Assessment Routine (SMART) for the systematic analysis of trade-offs and synergies between sustainability dimensions and themes at farm level. Sustain. 8, (2016).

14.      Poore, J. & Nemecek, T. Reducing food’s environmental impacts through producers and consumers. Science (80-. ). 360, 987–992 (2018).

15.      Röös, E., Patel, M., Spångberg, J., Carlsson, G. & Rydhmer, L. Limiting livestock production to pasture and by-products in a search for sustainable diets. Food Policy 58, 1–13 (2016).

16.      Röös, E. et al. Greedy or needy? Land use and climate impacts of food in 2050 under different livestock futures. Glob. Environ. Chang. 47, 1–12 (2017).

17.      Einarsson, P. Ekostödets betydelse för ekolantbrukets konkurrenskraft. (2019).

18.      Röös, E. The sustainable farm-does it exist? (2017).

19.      Konkurrensverket. Konkurrensverkets rapport 2018:1. Konkurrensen i Sverige 2018. Kapitel 28 – Livsmedelshandel. (2018).

20. Resare Sahlin, K., Carolus, J., von Greyerz, K., Ekqvist, I. & Röös, E. (Working paper) Delivering ‘less but better’ meat in practice – a case study of a farm in agroecological transition. For details, contact kajsa.resare.sahlin@su.se

21. Röös, Elin, et al. “Moving beyond organic–A food system approach to assessing sustainable and resilient farming.” Global Food Security 28 (2021): 100487.

By |2024-02-26T09:42:03+01:0019. april 2021|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Sjöholms gård – från intensiv tjuruppfödning till gräsbetande kvigor
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top