Det er alt for tidligt at begynde at planlægge en national infrastruktur for rørført transport af CO2 i Danmark. Planerne om at etablere en samlet værdikæde for CO2-fangst, transport og lagring hviler på en forestilling om, at det vil være en blandt flere vigtige klimaløsninger. Men der er grund til at stoppe op og lave en grundigere tænkepause, inden der bindes betydelige økonomiske og administrative ressourcer på at udvikle denne carbon-værdikæde.
Derfor har Rådet for Grøn Omstilling skrevet et høringssvar, hvori vi anbefaler, at lovforslaget sættes på pause indtil 2030, så der er tid til at lave en grundig evaluering af erfaringerne fra Ørsteds CCS-anlæg og til at vurdere, om de internationale erfaringer med CCS og etablering af en større infrastruktur er en økonomisk bæredygtig og omkostningseffektiv vej sammenlignet med investeringer i og opskalering af andre grønne teknologier.
Rådet for Grøn Omstilling er generelt skeptisk overfor ideen om allerede nu at åbne op for etableringen af en national infrastruktur for CO2-transport via rør. Det kan føre til et carbon lock-in, der bl.a. kan gøre det ekstra attraktivt for kraftvarmeanlæg, affaldsforbrændingsanlæg, cementfabrikker og andre industrivirksomheder at investere i CO2-fangst anlæg, selv hvor der findes mere klimaeffektive grønne teknologier, som kunne få en langt større klimaeffekt og bidrage til en hurtigere nedbringelse af luftforureningen.