Af Anna Fenger Schefte

“Hvorfor ikke? Det ser jo ud ad helvede til at placere solceller ude i naturen, så hvorfor ikke bruge vores tage og parkeringspladser til at producere den grønne energi, vi har brug for. Og de tage, vi har her, er jo oplagte.”

Sådan lyder det prompte fra Anders Kjærhauge, der er direktør for filmvirksomheden Zentropa, som svar på spørgsmålet om, hvorfor de har valgt at plastre tagene på deres bygninger til med solceller. Zentropa har sammen med godt 10 andre virksomheder til huse i gamle renoverede militærbarakker i Filmbyen i Avedøre, og Kjærhauge sidder ved et langbord med rød og hvidternet dug i Zentropas store kantine − også kaldet “Plejehjemmet” − omkranset af vægge fyldt med filmmemorabilier og filmstuderende, der snakker og spiser morgenmad. Overfor ham sidder green manager, Anne Serup. Hun er ansvarlig for at gøre Zentropas produktioner mere klimavenlige. Men det vender vi tilbage til.

Solcellerne, som blev sat op tidligere i år, er placeret på taget af fire bygninger ejet af Zentropa (en enkelt af selskabet Mainstream), blandt andet på bygningen lige ved siden af ’The pissing gnome park,’ som er en rundkreds af tissende havenisser, der portrætterer kendte Zentropa-personligheder som Lars von Trier og Peter Aalbæk (Ålen).  Solcellerne er ifølge Anders Kjærhauge et direkte resultat af en lokal forankret indsats − Energifællesskabet Avedøre − hvor lokale borgere, institutioner, konsulenthus og virksomheder er gået sammen om at skabe en lokal bæredygtig energiforsyning.  

“Jeg har gået med tanken om, at vi skulle have solceller på vores bygninger i nogle år. Vi fik nogle tilbud ind, men dem havde vi lidt svært ved at gennemskue. Var det for dyrt, var det de rigtige leverandører? Nogen sagde, vi skulle vente til, at solcellerne ville blive mere effektive. Så blev vi koblet op på energifællesskabet og fandt ud af, at der var mere i gang blandt andet på gymnasiet (red. Hvidovre Gymnasium, som ligger fem minutter gang fra Zentropa) og nogle af de kommunale bygninger,” siger han og fortsætter:

“Ved at gå ind i energifællesskabet fik vi mulighed for energifaglig sparring i forhold til tilbud og indkøb. Og så har det helt klart været en fordel, at vi kunne gå sammen og lægge en større fælles ordre.”

Lokal forandring gennem lokal forankring

Hele tanken bag energifællesskaber, som det i Avedøre, er, at forankring, medejerskab og partnerskaber på tværs af lokalsamfund er en vigtig grundsten i fremtidens grønne energiforsyning. Det er helt konkret formuleret i et EU-direktiv fra 2020, der åbner for, at lokale og borgerejede energifællesskaber kan producere, udveksle, forbruge, lagre og sælge deres vedvarende energi fra eksempelvis solceller og vindmøller.

Ifølge Zentropa-direktøren er netop den lokale forankring og mulighed for medejerskab således også nøglen bag energifælleskabet i Avedøre.

“Der har i mange år været en stor og bred lokal entusiasme for at drive Avedøre frem som en frontløberby i omstillingen til grøn energi. Og det har været med til at bane vejen for, at energifælleskabet blev en realitet og fik opbakning fra så mange lokale aktører,” siger Anders Kjærhauge.

Siden 2018 har man under initiativet ‘Avedøre Green City’ således arbejdet med en vision om at gøre Avedøre til en bæredygtig bydel. Et initiativ, som involverer borgere, virksomheder, kommune, forsyningsselskaber og lokale institutioner, og som indtil videre har hentet knap en halv milliard kroner i økonomisk støtte blandt andet fra EU til en række lokalt forankrede grønne projekter. Det er således også den funding, som muliggjorde etableringen af energifællesskabet tilbage i 2020 – som det første af sin slags i Danmark.  

Store planer for fremtiden

Energifællesskabet har de seneste år udover solcelleprojektet hos Zentropa og Hvidovre Gymnasium sat gang i en række andre lokale tiltag på energiområdet. Det drejer sig blandt andet om energieffektivisering af flere bygninger i området, udrulning af fjernvarme, yderligere opsætning af solceller og vindmøller og etablering af ladestandere.

De er dog langt fra færdige, hvis man spørger Anders Kjærhauge. Solcellerne hos Zentropa producerer i dag svarende til 100-120 MW/t, hvilket svarer til ca. 25-30 pct. af deres årlige energiforbrug. Ifølge Zentropa-direktøren, som i dag sidder i styregruppen for energifællesskabet, så er målet at kunne blive selvforsynende med grøn strøm om få år – og i endnu højere grad at kunne indgå både som aftager og leverandør af grøn strøm til resten af energifælleskabet.

“Vi har ambitionen om at få et fællesskab, hvor energien kan flyde på kryds og tværs alt afhængig af behov. Det vil gøre vores investering i solceller mere økonomisk rentabel og gøre det mere attraktivt for andre virksomheder i lokalområdet og resten af Filmbyen at komme med,” siger han og fortsætter: “Der kommer forhåbentligt flere solceller – hos de andre virksomheder, der ejer bygningerne her i Filmbyen. Det prøver jeg i hvert fald i grundejerforeningsregi at overbevise dem om.”

Noget af det, der også ligger på bordet, er et ønske om, at den overskydende varme, som genereres hos Zentropa gennem virksomhedens store servere, på sigt kan blive ført tilbage til det lokale varmeværk, der så kan videredistribuere den overskudsvarme til at opvarme husstande i lokalområdet. Desuden kigges der i energifællesskabet på, hvordan man på en smart måde kan lagre energien fra blandt andet solcellerne, så der også vil være grøn strøm de dage, hvor solen ikke skinner.

Ikke lige til

Trods planer for fremtiden, mener Anders Kjærhauge ikke, at energifællesskabet hverken hidtil eller de kommende år bliver en ren dans på roser. Der er derimod tydelige bump på vejen. Der var blandt andet en del frem og tilbage i forhold til at få tilladelse til at sætte solceller op på fredede bygninger – som kommunen, da det kom til en reel godkendelse af projektet og opsætningen, ikke umiddelbart ville give.

“Vi havde for tre år siden først fået et klart ja fra kommunen, men da vi så stod med tilbuddet og var klar til at indkøbe solcellerne sidste år, så blev der pludselig sagt måske. Vi måtte forstå, der var en lokalplan, og bygningerne var fredet. Det blev vi meget overraskede over, eftersom vi havde fået godkendelsen. Og det gjorde det til en tungere og langstrakt proces,” siger han.

Det tog et halvt år ekstra med dialog frem og tilbage, før Zentropa ved udgangen af 2022 fik en dispensation fra kommunen, som gjorde det muligt at gå videre og lægge ordren på solcellerne ind.

Det er ifølge Anders Kjærhauge et klart eksempel på, at energifællesskab kan være en tungere proces, end hvad mange virksomheder er vant til.

 “Herude kan vi jo typisk agere rigtig hurtigt på beslutningsprocesser og eksekvere. Det kan man ikke på samme måde i et energifællesskab, hvor der er andre aktører, der tænker helt anderledes. Det skal man som virksomhed være indstillet på.”

Han påpeger, at Hvidovre Kommune generelt er meget positive omkring den grønne dagsorden, og de deltager også aktivt i det grønne energifællesskab.

En anden hurdle, som stadig står i vejen for skalering af Energifællesskabet i Avedøre, er, at det endnu ikke herhjemme er muligt at dele den strøm, man producerer, som ellers er tanken bag EU’s direktiv om energifællesskaber. Det gælder aktuelt både i forhold til strøm produceret hos Zentropa og ud til resten af fællesskabet, men det gælder også mellem de forskellige bygninger, som Zentropa ejer. Regler, som lige nu ifølge Zentropa-direktøren, gør det urentabelt for dem at sætte flere solceller op.

“Vi ville enormt gerne sætte flere solceller op. Vi har i dag eksempelvis kun sat enkelte solceller op på vores bygning 30, som er vores administration, fordi den simpelthen ikke bruger så meget strøm. Hvis vi kunne føre strømmen produceret på den bygning videre til andre af vores bygninger eller til andre i energifællesskabet, ville det blive langt mere rentabelt for os at indkøbe flere solceller,” siger han og påpeger, at “det gælder for andre lokale virksomheder, blandt andet ude på Avedøre Holme, hvor det ville give fantastisk god mening at kunne dele den strøm, de selv producerer.”

Det er ifølge Anders Kjærhauge også grunden til, at de andre virksomheder i Filmbyen endnu ikke er gået samme vej, og det stadig i dag kun er Zentropa, der er den eneste private virksomhed, som er gået med i energifællesskabet.

“Lige nu er business casen simpelthen for dårlig for dem. De siger nej til en investering, som først er tjent hjem om 15 år,” siger han.

Ifølge Kjærhauge skyldes virksomheders forbehold et fastlåst “vi plejer” omkring det danske elnet, og udfordringerne ved den måde, det i dag er strikket sammen.

“Vi oplever, at det er svært at bryde de rammer, der har været for vores elnet i mange år og særligt det, at virksomheder skulle kunne begynde at tjene penge på det,” siger han og påpeger,“ at Energifælleskabet Avedøre arbejder for, at reglerne herhjemme bliver ændret, så det bliver muligt at lade elektriciteten flyde frit inden for energifællesskabet til den pris, som fællesskabet beslutter. Vi håber på at kunne begynde at dele vores strøm fra næste år. Når vi kan det, bliver business casen også langt bedre, og så kan vi også få nogle af de andre med,” siger han.

Vores klimarejse er kun lige startet

Solcellerne og energifællesskabet er dog kun et skridt på, hvad Zentropa-direktøren kalder en “klimarejse”. Og det bringer os tilbage til Plejehjemmet og til den rød- og hvidternede dug. Til Anne Serup, som sidder over for Anders Kjærhauge. Hun har for nylig fået titlen green manager og er hermed blevet ansvarlig for at gøre Zentropas produktioner langt mindre klima- og ressourcetunge – et arbejde, som hun for alvor har igangsat i 2023. I rollen som green manager har hun sammen med Zentropas producere og line- producere blandt andet været med til at indføre en ’nul rødt kød- politik’ på produktionerne, udfase engangsvandflasker, at der hvor muligt lejes elbiler, at overskydende mad gives videre til socialt udsatte og sørge for videresalg af brugte kostumer og rekvisitter.

Det er dog ifølge Anne Serup langt fra en enkel øvelse at klimasikre filmproduktioner, fordi meget er nyt og uprøvet for Zentropa og for filmbranchen generelt.

“Det er ikke nemt, for vi har ikke i branchen et mindset, hvor klima naturligt er tænkt ind. Hver produktion er også sin egen med nye folk, nye lokationer, nye processer, som vi skal kunne tænke klima og ressourcer ind i. Det kræver meget planlægning oveni i selve planlægningen af produktionen af filmen,” siger Anne Serup og fortsætter: “Vi er meget bevidste om, at det kræver, at vi gør det nemt. At vi nudger og faciliterer det grønne valg helt ned til at planlægge ruten op gennem Sverige til vores produktionsfaciliteter i forhold til, hvor og hvornår de skal lade deres elbil op.”

Hun peger i forlæggelse af dette på, at der i dag heller ikke er udviklet en klar best practice til, hvordan man griber det an. Ligesom der i dag ikke er et stort udbud af klimavenlige valg. Zentropa kæmper eksempelvis ofte med andre producenter om at leje den eneste elbus, der er tilgængelig i Danmark, som er indrettet til at kunne bruges on-set til produktionen, fortæller Anne Serup.

Brug for data

Zentropa har derfor også som del af klimaindsatsen tilsluttet sig partnerskabet Green Producers Club, hvis fælles mål er at reducere filmproduktioners CO2-aftryk og som blandt andet har udviklet et værktøj, Green producers Tool, som både måler og hjælper med at reducere CO2-udledningen på kulturproduktioner. Et værktøj, som Anne Serup konkret er i gang med at teste på Zentropas igangværende produktion af deres næste film ’De Lydløse’.

“Det er noget helt nyt for os, og vi er i gang med at øve os i at indsamle de rigtige data, men vi håber, at det på sigt vil give os muligheden for at få et klart billede af, hvilket klimaaftryk hver enkelt af vores film sætter – helt ned på transport, mad, affald og materialer,” siger hun.

Det er ifølge Anne Serup et nødvendigt skridt at tage, fordi flere og flere i branchen begynder at rykke på det, og fordi netop data om klimaaftryk i stigende grad bliver et krav i branchen – særligt fra de store spillere som blandt andet TV2 og Netflix.

“Vi oplever, at der virkelig er en udvikling i branchen i gang med et stigende fokus på, at vi skal kunne dokumentere klimaaftrykket på en produktion,” siger hun.

Det voksende fokus skal ses i lyset af filmindustriens aktuelle klimapåvirkning. Filmindustrien er en del af den såkaldte informationsteknologiske industri, som tegner sig for to-tre procent af verdens CO²-udledning. Ifølge rapporten Screen New Deal udleder en gennemsnitlige storfilmsproduktion 2.840 tons CO2. Halvdelen af ​​dette kommer fra brændstof, 30 pct. fra energiforsyninger og 16 pct. fra flyrejser.

Stille frem

Man kunne måske fristes til at tro, at Zentropa, som Med DOGME95-bevægelsen, Ålen som tidligere direktør og med filmproduktioner som Dogville og Breaking the Waves i den grad er vant til at stikke næsen frem, derfor også på klimaområdet ville gå bombastisk til værks.

Men det er dog langt fra tilfældet. Tværtimod påpeger Anders Kjærhauge, at filmproducenten i forhold til klimaomstilling vil gå stille og roligt frem – skridt for skridt og område for område. Filmproducenten har således ikke umiddelbart planer om at lave en decideret klimastrategi eller om at sætte et reduktionsmål for deres CO2-udledninger, og de har heller ikke meldt noget officielt ud om solceller, energifælleskab eller indsatser på produktioner.

“Vi er først lige gået i gang, og det er en lang rejse, vi er på. Energifællesskabet var et skridt, vores grønne fokus på produktioner et andet. De er begge et udtryk for, at vi prioriterer det, men også at det er en omstilling for os, som kommer til at tage tid, og hvor vi øver os. Derfor går vi mere stille frem,” siger Anders Kjærhauge.

Denne artikel er en del af vores projekt ‘Yes in my backyard’, hvor vi sætter fokus på, hvordan folk rundtom i landet er med med til at drive den grønne omstilling i deres lokalsamfund.

Lokale energifællesskaber

• Lokale energifællesskaber er blevet et erklæret indsatsområde i EU’s arbejde med opsætning af vedvarende energi. I EU’s Direktiv om fælles regler for det indre marked for elektricitet ((EU) 2019/9) er det fra 2020 blevet muligt at etablere lokale energifællesskaber, hvor borgere, myndigheder og virksomheder går sammen om at dele den strøm, de producerer i fællesskab eksempelvis via kollektivt ejede vindmøller og solceller. Hele ideen bag energifællesskaber er således, at medlemmerne må producere, forbruge, dele og lagre energi, stå for opladning af elbaseret transport samt konvertere el til varme.
  
  
• Energifællesskabet Avedøre blev stiftet den 18. august 2020 af Hvidovre Kommune, Hvidovre Gymnasium, Avedøre Landsbylaug, Avedøre Fjernvarme a.m.b.a., Filmbyen og EBO Consult A/S.
  
  
• Økonomi: Prisen for solceller på Zentropas fire tage har været 1.4 mio. kroner, og desuden har Zentropa indkøbt otte ladestandere til en samlet pris på 100.000 kr. Begge dele er sat op i år.
  
  
• Solcellerne producerer i dag 100-120 MW/t, hvilket svarer til ca. 25-30 pct. af det årlige energiforbrug hos Zentropa og Mainstream (lydproducent, som ligger i Filmbyen).
  
  
• Siden 2018 har Avedøre haft en vision om at udvikle en bæredygtig bydel – Green City Avedøre med inspiration fra initiativet Green City Europe. Under den vision er gennem de seneste år igangsat en række initiativer – herunder energifællesskabet.
  
  
• Også på den nationale scene er der stigende fokus på energifællesskaber, som i stigende grad fremhæves som en vigtig brik i fremtidens energisystem – og bliver i høj grad også politisk set som en vigtig løftestang til at undgå kritik og modstand og til at sikre lokal opbakning til VE-projekter.  I 2021 blev der som del af finanslovsaftalen for 2022 således indgået en politisk aftale om udmøntning af en mindre pulje til støtte af lokale energifællesskaber fra 2022-2025. I 2023 er puljen på 3,4 mio. Kr. Hvidovre Kommune har også i dag “engagerede energifælleskaber med både virksomheder og borgere” som en erklæret vision i deres klimastrategi.

Gode råd til andre, der vil omstille deres lokalsamfund:

• God portion tålmodighed. Det tager tid at indgå i fællesskaber, hvor mange forskellige organisationer og personer er inkluderet. Når borgere, myndigheder og virksomheder skal samarbejde, så kræver det tålmodighed, og det vil ofte gå langsommere, end hvis man som virksomhed på egen hånd gør noget.

• En langsigtet business case. Det er ikke altid en upfront god forretning for en virksomhed at investere i vedvarende energi – man skal som virksomhed regne med en længere tilbagebetalingshorisont.

• Læring hen ad vejen. Med nye fællesskaber, samarbejder og nyt mindset, der skal integreres i ens forretning, er der brug for en åbenhed overfor, at det er en rejse, hvor man lærer hen ad vejen og løbende justere til.

Af Helene Chéret

Med en lille flok får i hælende traver Hans Christian Jørgensen hen over den størknede jord. Her i juni måned er tørken på sit højeste, men udbyttet af netop dette stykke land lider ikke under den stærke sol, tværtimod. For disse brægende får græsser under og omkring et 20.000 kvadratmeter solcelleanlæg. Dyrene holder bevoksningen lidt nede, så solcellerne ikke bliver tilgroet, forklarer Hans Christian Jørgensen. Han er tydeligvis stolt af at vise dette sted frem. Men det er ikke hans egne solceller. ”Det er vores,” understreger han flere gange.

”For nyligt, sagde en af mine bekendte fra byen til mig, at det var ærgerligt, at solcellerne lå så langt væk. Det var bedre, hvis de lå tæt på, så man kunne vise frem, hvad vi har sat i værk her i Brenderup,” siger han og fortsætter: ”Det siger en hel del om, hvad det handler om for os: stolthed over at skabe noget sammen.”

Solcelleanlægget er placeret seks kilometer uden for byen Brenderup, der ligger midt mellem Middelfart og Odense. Jeg er taget hertil, fordi indbyggere i Brenderup selv har etableret et fællesejet solcelleanlæg. I medierne hører vi meget om vrede borgere, der modsætter sig planer om nye vindmøller og solcelleparker rundtom i landet, men i dette lokalsamfund ser det ud til, at det modsatte er tilfældet. Hvordan kan det være, og hvad skete der? Det ved Hans Christian Jørgensen, for han var med fra starten af.

”Alle ved, jeg tog den gule seddel”

Inde i byen overfor den lokale brugs sætter vi os ved nogle bænke på en åben tør plads. Her skulle der egentlig have været en vild blomstermark i fuldt flor, men det forhindrede tørken i år. En række hytter til pop-up-boder står spredt med borde og bænke imellem. De har navngivet stedet Brenderup Fælled med tanke på det gamle ord fælled – et fælles græsningsareal, som byen skulle deles om, et sted man mødes.

Ideen til solcelleanlægget opstod på et borgermøde i idrætshallen i marts 2018. Hans Christian Jørgensen, der er med i lokaludvalget og selv kalder sig en af byens sædvanlige tordenskjoldsoldater, der altid engagerer sig og ikke kan stå stille, var med til at arrangere det. De havde valgt bæredygtighed som tema for aftenen, og den lokale fisker havde sørget for ”laksemadder og håndbajere,” hvilket muligvis var en af årsagerne til, at der dukkede 250 mennesker op ud af 1700 indbyggere, siger Hans Christian Jørgensen, der selv har boet i byen siden 2007 med sin kone og to børn.

”Vi anede jo i virkeligheden ikke, hvad bæredygtighed var. Det var et ord, vi alle skulle til at lære at stave til. Men vi ville gerne samle folk om emnet og synes, det kunne være fedt, hvis der skete noget. Så vi inviterede en fra Middelfart Kommune til at holde et oplæg om bæredygtighed. Derefter kunne alle ellers komme med ideer, som blev skrevet ned på gule sedler på væggen. Og på en af dem stod der solcellepark.”

Der var noget ved den idé, som Hans Christian Jørgensen og nogle af de andre borgere fandt interessant. Så de tog sedlen, og fra da af fangede bordet. Sådan tænker han om det i dag.

”Til det møde havde cirka 250 mennesker siddet og klappet ad hinanden og sagt, at vi vil noget med den grønne omstilling. Alle går hjem snakker med en eller to. Og så har vi pludselig halvdelen af byens opbakning. Når jeg så tager i brugsen, byens lokale vandhul, spørger folk, hvordan det går med de solceller. Så står man der. Alle ved, jeg tog den seddel, og det forpligter. Og så sidder man i saksen − på den gode måde.”

Hans Christian Jørgensen og et par andre gik i gang med det tekniske og praktiske. Energinet, der dengang administrerede en støtteordning til bl.a. solcelleprojekter, havde i november 2018 deadline for en ansøgningsrunde. Første skridt var at finde et sted til solcelleanlægget. De kontaktede kommunen, som fandt et stykke ubrugt jord, der var udlagt til erhverv. Dernæst krævede Energistyrelsen en bankgaranti på 250.000 kr., og det sagde Middelfart Bank ja til. Så var alt klar. De kaldte projektet Sol over Brenderup, sendte ansøgningen af sted, og efter en uges tid fik de beskeden. Sol over Brenderup og seks andre projekter havde fået bevillingen. Den lød på ti øre per kilowatt produceret i tyve år, hvilket forventedes at blive til 2,2 millioner kroner.

Til det næste borgermøde i november 2018 kunne folkene bag projektet fortælle den gode nyhed om tilskuddet fra Energistyrelsen.

”De cirka 140 mennesker, der var mødt op, gav os fuld opbakning. Vi havde regnet os frem til, at vi kunne lave grøn strøm svarende til en tredjedel af byens strømforbrug. Det er det, der drev os. Det havde intet at gøre med, at man ville få billigere energipriser, for det var ikke muligt dengang. Så sætningen, hvad kan jeg tjene på det her, hørte jeg ikke på noget tidspunkt. Det handlede om, hvad vi kunne gøre som lokalsamfund for at deltage i den grønne omstilling,” siger han.

Køb en folkeaktie

Hele projektet stod til 8 millioner kr., hvor en del af summen skulle dækkes af folkeejede aktier. De besluttede at hyre et firma til at håndtere og administrere projektet, så de ikke selv skulle stå med det ansvar, især ikke med så mange penge involveret. Det købte jorden af kommunen for 1,5 millioner kroner med en tilbagekøbsret på 30 år. Med den aftale gik banken med til at låne dem de 1,5 millioner kr., uden at de selv skulle komme med et indskud. Dernæst var der brug for 2,4 mio. i egenkapital, og til det oprettede de folkeaktier til 10.000 kroner stykket. Alle inden for Brenderup Sogn kunne købe. De gamle sognegrænser viste sig at være praktiske til det formål.

”Vi stillede vi os op ved Brugsen fire lørdage i træk og sagde: Sol over Brenderup – køb en aktie. Vi behøvede ikke forklare, hvad det drejede sig om efter de mange borgermøder og snakke. Fra mange af de ældre indbyggere lød det: Vi ska’ lige have fire af dem der. For så har vi til vores børnebørn, til julegaven og til den gode histories skyld. Og ingen spurgte mig, hvad afkastet var, selv om der jo er tale om en investering. Det var for den gode sags skyld og fællesskabet. Så det var en fed oplevelse. Vi solgte for næsten en lille million kr. her i byen,” siger Hans Christian Jørgensen.

Dernæst fandt firmaet, der administrerer projektet, en investor. Det var en maskinfabrik, der gerne vil styrke sin grønne profil. Og så var alle pengene fundet. Anlægget blev bygget, og den 23. december samme år satte de strøm på anlægget.

”Der er jo ikke noget federe, end når et lokalsamfund får en vild ide, der lykkedes. Man bliver lidt uovervindelig, og der er pludselig ikke grænser for, hvad man ellers kan. Samtidig fik vi også en del respekt inde ved kommunen. Middelfart Kommune vandt jo også Kommunernes Landsforening Klimapris i 2022, og det var blandt andet pga. af os. Og desuden har der også vist sig at være et fint afkast på solcelleaktierne, hvilket vi så har valgt at betale gæld af med,” siger han.

Holder byen i gang

På pladsen sætter et par unge sig på en af bænkene ved siden af. Hans Christian Jørgensen var med til at sikre, at pladsen her blev et fælles areal frem for beboelse, som ellers var planen. Han fortæller om, hvordan pladsen hvert år fyldes med mennesker, når juletræet tændes i slutningen af november, om den lokale kiosk, der arrangerer loppemarkeder om søndagen, og om, at de selv vil bygge et fælleshus på pladsen blandt andet til byens seniorer og et knallertværksted, så de unge kan være der frem for at hænge ud på gadehjørnet.

Ifølge ham er fællesskab og projekter som Sol over Brenderup afgørende for byen og i sidste ende for byens fremtid.

”Fællesskaber er med til at holde vores landsby i gang. Vi har et lægehus, to indkøbsmuligheder, to skoler, to børnehaver og et hav af elektrikere og mekanikere. Alt dette betyder, at du kan sælge dit hus, og så kan nye folk også flytte hertil. Hvis fællesskabet ikke bakker op, så vi både kan have skoler og indkøbsmuligheder, så har vi savet grenen over og er på vej ned i hullet. Folk forstår efterhånden, hvad fællesskab betyder.” 

Det virker som om, at den vished og bekymring for byens overlevelse i fremtiden, var medvirkende til, at solcelleanlægget i Brenderup i dag er folkejet. Mange af de solcelleanlæg og vindmølleparker, der planlægges i dag, ejes og anlægges af energiudviklere i samarbejde med en landmand og en kommune. Og projektet i Brenderup kunne også have taget en anden drejning undervejs i forløbet og set anderledes ud i dag. For da folkene i Brenderup havde fået besked om bevillingen fra Energistyrelsen, begyndte telefonen at ringe hos Hans Christian Jørgensen.

”De store energiudviklere holder øje med, hvem der får tilskud. Inden for en uge havde jeg tre til fire opringninger fra virksomheder, der ønskede tillykke og sagde; den fikser vi lige for jer. Vi holdt møde med dem, og det viste sig, at de ville overtage projektet, betale de udgifter, vi havde haft indtil da, og give os penge til nye gynger og sandkasser i byen,” siger han og fortsætter:

”Men så ryger den lokale idé jo. Vi sagde nej tak til dem alle sammen. Det her skulle være et folkeejet projekt, så vi kunne bevare tilhørsforholdet til det. På den måde adskiller det sig fra de andre større projekter. Vores kom nedefra.”

Hensyn til folkene, der skal leve i det

Sol over Brenderup blev etableret på en erhvervsgrund, der stod tom, og ikke umiddelbart ser ud til at ødelægge nogens udsigt. Ifølge Hans Christian Jørgensen har der ikke været klager over projektet. Men her i det nordfynske planlægges der andre og større solcelleparker, som energiudviklere og landmænd går sammen om at etablere. Og det skaber frustration.

Hans Christian Jørgensen er selv agroøkonom og arbejder i et firma, der rådgiver landmænd om investeringer. Han kan sagtens se, at solcelle- og vindmølle-projekterne er god forretning for landmændene og energiselskaberne. Men noget skal ændres, hvis man vil den modstand til livs, der forsinker planerne for udrulningen med vedvarende energi. Han har været til en del borgermøder, hvor stemningen fra starten var meget anstrengt.

”Jeg forstår udmærket, at folk har modstand mod de store projekter. Den vedvarende energi skal vi jo alle sammen være med til at sikre, for det er kritisk infrastruktur. Men hvorfor får få firmaer så hele profitten? Hvem tager hensyn til de folk, der skal leve mellem solcellerne og vindmøllerne?”

Modstanden skyldes efter hans mening også andre ting. Forløbene er ikke transparente, og planerne bliver lagt, uden at folk er involveret. Til det første borgermøder er det derfor allerede gået galt.

”Når du flytter herud, vælger du at bo i et kulturlandskab, hvor du ikke regner med, at der skal være industri. I forsamlingshuset sidder der så måske 25 personer, der bliver berørt af projektet, med foldede arme og siger; det kan godt være, det er din jord, men det er min udsigt, og nu kan jeg kun sælge min ejendom til det halve eller en tredjedel. Og så starter en debat, der er meget lidt faglig og konstruktiv og langt væk fra løsninger.”

Kommunerne skal drive den grønne omstilling, men de skal også være der for borgernes skyld, mener Hans Christian Jørgensen. Det gør en stor forskel, hvis kommunerne selv fra start af bakker op om borgerne og lægger op til, når de laver udbud på projekterne, at en del af aktierne meget gerne må være folkejet. Det gør eksempelvis Tønder og Lemvig Kommune.

”Så er man meget længere, når man mødes til det første borgermøde. For hvis folk kan tjene på det, kompenserer det for tabet i huspris. Selvfølgelig bliver vi alle nødt til at tage ansvar for omstillingen. Det kan ikke nytte noget at sige, at det ordner staten og kommunen, for vi betaler vores skat. Vores ansvar ude på landet kan jo være at give plads på nogle vilkår, vi kan være i. Og hvis du som borger ikke gør noget, så lad være med at brokke dig. Det har vi også en tendens til herhjemme; at gøre ingenting og brokke os.”

Det var et helvede i vinter

Den næste store udfordring i Brenderup er varmen – den i radiatorerne. For som mange andre i landet, var indbyggerne i vinters også her påvirket af de høje energipriser. De fleste i byen har gas til at opvarme deres hus eller som Hans Christian Jørgensen et pillefyr. Beskeden fra det lokale fjernvarmeselskab er, at de først i 2026/27 kan komme ud til Brenderup og forespørge om, hvor mange der vil have fjernvarme. Det kan ikke ske tidligere, fordi andre byer tættere på Middelfart skal kobles til ledningsnettet først. Etablering af fjernvarme kan kun ske, hvis 80 procent i byen sige ja.

”Det var et helvede i vinters med de høje energipriser. Så jeg er sikker på, at over 20 procent i byen i 2026 har fået installeret en varmepumpe eller valgt noget andet. Og hvad så med resten af indbyggerne? Så nu arbejder vi på at lave et termonet herude – dvs. igen gøre det selv. Så det går vi og rumler med og har opbakning til. Men hvem skal drive det? Vi skal af med den sorte gas inden 2030, så det er en fælles opgave. Vil det lokale fjernvarmeselskab administrere det? Hjælper kommunen? Skal det være jordvarme, dybdeboringer, spildvarme, kan vi få kommunekredit? Og hele byen skal indvendes med rør. At lave en solcellepark er noget mere enkelt.”

Igen handler det efter hans mening om at tænke frem i tiden.

”I vinters var der ingen, der skulle købe hus herude i dette gasområde. Så det handler igen om, hvordan vi holder byen toptrimmet til det samfund, vi lever i, så vi ikke ender som en ørkenby.”

Denne artikel er en del af en serie om mennesker, der selv etablere solceller, vindmøller og andre grønne projekter i deres lokalsamfund. Læs mere om vores projekt ‘Yes in my backyard’ forneden.

Sol over Brenderup

Solcelleanlægget Sol over Brenderup blev færdigetableret den 23. december 2020. Det er borgerdrevet. Borgere fra Brenderup oprettede et anpartsselskab med en bestyrelse, og hvor borgere i Brenderup kunne købe en folkeaktie for 10.000 kr. Anlægget er på 20.000 m2, hvilket svarer til 1½ fodboldbane. Solcellerne laver 1 MW per år i strøm, hvilket svarer til en tredjedel af Brenderups energibehov.

De sælger halvdelen af strømmen til det danske energiselskab OK, der ejes af kunder og forhandlere, og sælges til det fri elmarked.

Driften af solcelleanlægget administreres af investeringsforeningen DIFKO, som tager sig af drift og håndteringen af økonomi og aktier.

Borgerne i Brenderup har købt jorden af Middelfart Kommune med en tilbagekøbsret. Jorden er udlagt til erhverv og ligger nær Asperup på Nordfyn, seks kilometer fra Brenderup.

Økonomi

Projektsummen er på 8. mio. kr., heraf er 2,4 mio. kr. i egenkapital, hvor ca. 1 millioner fordeler sig på aktier ejet af lokale borgere i Brenderup. Resten de 5,6 mio. kr. er lånefinansieret i banken, herunder 1,5 mio. kr. til køb af jorden. De får et løbende tilskud fra en støtteordning, som i sin tid blev administreret af Energinet. Den er på ti øre per kilowatt produceret i tyve år.

Hans Christian Jørgensens råd til andre, der vil omstille deres lokalsamfund:

• Husk på, at hvis vi vil, så kan vi
• Kast jer ud i det
• Tag fat i kommunen
• Besøg andre, der selv har erfaringerne. Vi besøgte Samsø energiakademi, og det gav os troen på, at det kan lade sig gøre.

Af Sofie Hviid

I en grøn hættetrøje og en sommerhat lavet af siv kunne Henning Davidsen nemt ligne en af de mange turister, der strømmer til Hvide Sande hver sommer. Denne dag, hvor vi møder ham på Hvide Sande Fjernvarme, er han da heller ikke på arbejde. Efter 43 år som formand for fjernvarmeværket gik han tidligere på året på pension for at skrue lidt ned for tempoet.

Han byder indenfor i mødelokalet, hvor der er udsigt til sand og marehalm, der svajer i vinden, og henter derefter hjemmevant kaffe i køkkenet. Fjernvarmeanlægget ligger i et industriområde tæt på havnen, og fra nogle af bygningens lokaler har man udsigt til byens tre vindmøller. Det er dem, vi skal høre om i dag. Historien om Hvide Sandes møller er nemlig noget særligt, fordi møllerne fik en helt unik betydning for borgerne i byen. De blev, vil nogen sige, byens redning.

Tidligere på året ringede Dansk Fjernvarme til ham for at bede om en tjeneste. De ville gerne have ham til at fortælle de andre medlemmer, hvordan det lykkedes at få massiv borgertilslutning til at sætte tre vindmøller op på stranden. Henning Davidsen undrer sig over, hvorfor der skulle så lang tid, før de ringede. Møllerne begyndte at dreje rundt allerede i 2011, og siden har han tidligere holdt oplæg i Tyskland og Irland og haft besøg fra Japan.

For Henning Davidsen er historien om møllerne i Hvide Sande såre simpel.

“Det handler om, at møllerne er til alles bedste. Det er da det simpleste i hele verden og indlysende logisk,” forklarer han med en vestjysk dialekt, der folder sig rundt om alt, han siger.

I en tid, hvor etableringen af nye vindmøller på land på det nærmeste er gået i stå, mens regeringen samtidig ønsker at øge antallet af vindmøller, er der kommet fokus på den lokale modstand, som mange vindmølleprojekter møder. Nogle mener, at problemet er borgerne, der ikke vil have møllerne stående i baghaven, mens andre peger på, at hvis man inddrager borgerne og tilbyder dem medejerskab, så bliver modstanden mindre eller forsvinder helt.

En truet havn

På havnen i Hvide Sande er der selv på en mandag formiddag i august noget at kigge på. Havnen ligger en gåtur fra fjernvarmeværket, og vi går derhen, fordi havnen er hele årsagen til, at vindmøllerne står der i dag. En håndfuld større fiskeskibe ligger fortøjet, og besætningen går eller sidder omkring skibene.

Havnen er byens pulserende hjerte, og byen er vokset frem gennem fiskeriet. De første fiskere fandt vej hertil for næsten 100 år siden, og med etableringen af havnen voksede byen for alvor i 1940’erne med boligområder, butikker og skole. Få store skibe har i dag overtaget pladsen fra de små fiskekuttere. Fiskeriet beskæftiger ikke kun fiskerne, men giver arbejde til smedene, elektrikerne, købmanden og fabrikker, der forædler og forarbejder fisk.

Alt det var truet, da skibene tilbage i nullerne begyndte at fravælge Hvide Sande, fordi havnen ganske enkelt var for lille til de store fartøjer. I stedet sejlede skibene videre til Hanstholm og Thyborøn, og det var en katastrofe for Hvide Sande. Prisen for en udvidelse var 145 millioner kroner, et beløb langt over, hvad havnen selv kunne rejse. I de år var Henning Davidsen direktør for udlejning i den lokale turistforening. For ham var det helt afgørende, at havnens liv blev bevaret – ikke kun for fiskeriets skyld.

“At man kan sidde på bolværket på havnen med en bajer i hånden eller en is og svinge med benene, mens man ser på alt den aktivitet, der foregår omkring og på skibene, det er guld værd. Alt det der måtte bare ikke dø, for så dør vores turisme også.”

Han er født og opvokset i området, hans far var leder i kommunen, og hans bror var i mange år direktør for havnen. De lokale kalder ham HD, og man ser ham aldrig uden en hat oven på det korte hvide hår. Henning er oprindeligt uddannet radio-tv-mekaniker og drev i 15 år en lokal forretning i byen.

Hvide Sande ligger næsten så langt fra Christiansborg, som man kan komme, og borgerne er vant til at skulle klare sig selv. Henning Davidsen mener, det ligger dybt i deres DNA, at man ikke tager et nej for et nej – og troen på, at man selv kan få tingene til at ske, er en stærk lokal selvforståelse.

Derfor var det også helt naturligt for ham at tage telefonen og ringe til borgmesteren, efter Hvide Sande blev en del af Ringkøbing-Skjern Kommune. Selvom Henning Davidsen og de fleste andre i Hvide Sande havde ønsket det anderledes, gav han alligevel borgmesteren et kald for at sige, at nu måtte de få det bedste ud af det og gå positivt ind i samarbejdet. Og det må man sige, at han har efterlevet siden.

Da den nye kommune kom med deres bud på, hvor der kunne etableres vindmøller på kommunens arealer, fik Henning Davidsen en ide, der potentielt kunne være med til at redde byens liv. Havnen kunne ikke selv etablere vindmøller, for det var ikke muligt med den daværende havnelov. Men hvis turistforeningen oprettede en fond, der kunne drive møllerne, kunne fonden leje sig ind hos havnen, og lejeindtægterne kunne så hjælpe med at finansiere udvidelsen.

Tre lokale var imod

Da projektet skulle præsenteres for de lokale, mødte 300 mennesker op i den lokale hal for at høre om planerne. Her stod Henning Davidsen for præsentationen og førte de fremmødte igennem vindmølleplaceringen, økonomien i projektet og strukturen for ejerskabet. Da Connie Hedegaard fra 2004-2007 var klima- og energiminister fik hun vedtaget et lovforslag, der betød, at alle, som ville sætte en mølle op, skulle stille 20 procent af investering og medejerskab til rådighed for de mennesker, der bor omkring møllen. Derfor blev et lokalt møllelaug etableret og andele udbudt til de lokale beboere. Henning Davidsen blev både formand for fond og møllelaug.

Til borgermødet kan han huske, at der var tre personer, som gav udtryk for at være imod vindmøllerne. Den ene var en sommerhusejer, den anden var fra det hus, der lå tættest på møllerne, og den tredje protest kom fra en lokal frivillig i Danmarks Naturfredningsforening. De fik naturligvis alle lov til at lufte deres bekymring, men kun en af dem blev til et problem for projektet.

“Der kom en protest til Natur- og Miljøklagenævnet, og det satte os virkelig under pres,” siger han.

Klagen var lige ved at rive fundamentet væk under hele projektet. De havde nemlig skrevet kontrakt med Vestas ud fra en plan om, at møllerne kunne være i drift senest 31. december 2011. Var møllerne ikke begyndt at dreje rundt på det tidspunkt, kunne de ikke benytte den gældende tilskudsordning, som projektets økonomi afhang af. At det var den protest, der skulle sætte en kæp i hjulet på projektet, var Henning Davidsen frustreret over.

“Møllerne skulle jo stå på stranden, som ikke er en badestrand, men et erhvervsområde. Det er havnens område, og de kan bygge hvad som helst dernede. Der er hverken strandbeskyttelseslinje eller fredningsområde. Så synes jeg, at det bare er at protestere for at protestere.”

Klagen blev afvist i sidste øjeblik, og Henning Davidsen kunne ånde lettet op – et kort stykke tid.

En efterårsstorm truede nemlig med at sende projektet til søs. En novemberdag i 2011, mindre end to måneder inden møllerne skulle være i drift, blev der varslet storm. For de lokale i Hvide Sande handler storm ikke bare om at binde havetrampolinen fast og tage havemøblerne ind. Vesterhavet bider fra sig, og Henning Davidsen kunne se, at de store møllevinger var i fare. Producenten Vestas havde lagt vingerne ved stranden for tæt på havet.

Selvom Vestas selv skulle erstatte tabet, hvis vingerne endte med at drive til havs, så ville det betyde, at vindmølleprojektet ville blive forsinket.

“Den nat sov jeg ikke. Jeg ringede til folk hele vejen rundt om fjorden og bestilte gummigeder til at komme og køre sand til foran vingerne. Køre sand til, køre sand til. De kom fra alle mulige steder. De kørte hele natten. Og vingerne, de blev der.”

Alle til gavn

De tre V112-møller kan anes i horisonten de fleste steder i Hvide Sande. De drives i dag af Hvide Sande Fjernvarme. Fjernvarmeselskabet betaler årligt mere end 4 mio. kr. i grundleje til Hvide Sande Havn. Lejekontrakten med Hvide Sande Havn løber i 30 år, og alt i alt har Hvide Sande Havn kunnet optage et lån på 80 mio. kr., som med lejen kan forrentes og tilbagebetales over 25 år. Det har betydet, at havnen dermed havde midler til den udvidelse, der var afgørende for havnen og lokalsamfundets fremtid. Møllerne har finansieret 80 mio. kr. ud af den samlede investering på 148 mio. kroner, som en havneudvidelse og moleanlæg har kostet.

Havneudvidelsen blev afsluttet i 2013 og har betydet en ny sydmole på 700 meter og en forlænget nordmole. Samtidig er vanddybden forøget til seks meter, så større skibe kan komme ind. Havnen er bygget efter offshore vindbranchens behov, som kan få stor betydning for Hvide Sande økonomi.

I dag har borgerne ikke længere medejerskab. I 2018 faldt elpriserne så meget, at andelsejerne blev nervøse for deres investering. Henning Davidsen gik i gang med at undersøge, om Hvide Sande Fjernvarme kunne overtage møllerne. Her mødte de den udfordring, at de skulle betale transportpris til det lokale energinet for strømmen, og det var så stor en del af indkomsten, at økonomien ikke længere hang sammen. Derfor ledte de efter en løsning, hvor de selv kunne trække kabler mellem fjernvarme og møllerne, der står en kilometer fra hinanden, så de kunne komme udenom transportudgiften.

Selvom de fik at vide, det ikke var muligt, gav Henning Davidsen ikke op. En rådgiver med erfaring fra Energistyrelsen, hjalp dem med at finde en vej gennem bureaukratiet. Der var nemlig en undtagelse fra reglen, hvis producenten, altså møllen, og forbrugsstedet var på samme matrikel. Med den viden fik de strikket en løsning sammen, hvor havnen købte et lille areal af kommunen. Så købte havnen ligeledes en del af Hvide Sande Fjernvarmes grund, og dermed kunne de dokumentere at være på samme matrikel.

Fjernvarmen bruger i dag strømmen direkte i en EL-kedel og fra 2020 også i varmepumper. Den løsning sammen med en investering i et solfangeranlæg betyder, at Hvide Sande Fjernvarme har reduceret CO2-udledningen med 94 procent. De lokale kan glæde sig over at have landets billigste fjernvarme.

Henning er stadig frivillig i den lokale turistforening, men er ellers ved at skrue lidt ned for tempoet. Noget hans kone har glædet sig til efter i mange år at have haft en mand, der brugte dag og ind i mellem nat på sit arbejde og engagement i byen. Han undrer sig stadig over, at der ikke er flere, der har gjort som i Hvide Sande, hvor de økonomiske fordele ved vindmøllerne kommer de lokale til gavn.

“Du får et helt andet forhold til møllerne. Det er så menneskeligt, og det er kernen i det hele. Det at folk kunne se, at vindmøllerne var til vores lokale område, nemlig havnen, og ikke bare til en virksomhed udefra. Mange i Hvide Sande har også fået job i vindmølleindustrien,” siger han og fortsætter:

”Senere fik indbyggerne også fuld valuta for pengene, når det kom til energiregningen. Sidste år betalte de 1.800 kroner for at opvarme et hus på 130 m2. Og i år slipper alle for at betale 4. rate af varmeregningen, fordi det går så godt. Det er simpel psykologi.” 

Henning Davidsens råd til andre lokalsamfund

Gå sammen og se, om I kan etablere vindmøller selv, eller købe andele i de møller, der planlægges. Jo mere man ejer selv og jo mere der går til ens eget lokalsamfund, jo mere accept kommer der.

Fakta om Hvide Sandes vindmøller

Møllerne ​​producerer op til 15.000 MW per mølle per år i et normalt vind-år. 

Projektet har kostet 100 millioner kr. og blev sat i drift 30 december 2011.

Hvide Sande Fjernvarmes vindmøller forsyner en 10 MW elkedel og en 4,65 MW varmepumpe opført i 2020. Sammen med en investering i et 9.576 m2 solvarmeanlæg i 2014 betyder det, at varmeværket på otte år har reduceret CO2-udledningen med 95 procent. Før brugte varmeværket naturgas.

I 2020 kunne Hvide Sande Fjernvarme præstere at lave 92,4 procent af varmen på vedvarende grøn energi. Det vil sige på vind, sol og varmepumper. De resterende 7,6 procent er naturgas. Så når vinden ikke blæser, og solen ikke skinner, kører deres naturgaskedel. De bruger ikke flis, træpiller og halm og har aldrig gjort det, fordi det ifølge Henning Davidsen ikke gav mening i det område (der er ingen træer og kun marehalm i området).

I alt er 96 procent af beboerne i Hvide Sande tilsluttet fjernvarme. Der bor ca. 3000 indbyggere.

Hvide Sande Fjernvarme ejer det kabel, der går fra de tre vindmøller på stranden til varmeværket én kilometer derfra, og er derfor fritaget for at betale transportomkostninger. 

Projektet har modtaget Danmarks Vindmølleforenings Vindmøllepris i 2013 og European Solar Prize i 2013.

Sofie Hviid er journalist og en del af journalistfællesskabet Klimajournalisterne.

Denne artikel er en del af vores serie om folk, der selv tager initiativ til at etablere vindmøller, solcelleanlæg og andre grønne omstillingsprojekter i deres lokalområde.