Om Helene Chéret

Denne forfatter har endnu ikke udfyldt nogle detaljer.
So far Helene Chéret has created 120 blog entries.

Tid til et opgør med vor tids værste myte

Mange tror fejlagtigt, at den grønne omstilling bliver dyr. Kigger man på tallene, vil man se, at vores nuværende adfærd vil give endnu større omkostninger

Vi hører ofte, at den grønne omstilling bliver dyr. Og en Epinion-måling for Kraka-Deloitte har vist, at otte ud af ti danskere mener det. Men det er en myte. En forbandet myte. Det er på høje tid at gøre op med den.

I flere europæiske lande har vrede bønder eller lastbilchauffører demonstreret – bl.a. imod højere dieselafgifter. De forestiller sig, at et farvel til forbrændingsmotoren er en kostbar affære, der kan koste levebrødet og presse flere ud i arbejdsløshed. Det er måske ikke så mærkeligt.

Den menneskelige psykologi har altid haft svært ved at opgive noget, man kender, og omfavne noget nyt. Siden de primitive samfund har mennesket varmet sig ved bålet, og i den industrielle og fossile æra har vi fyret uendelige mængder olie, gas og kul af.

Den adfærd har haft en høj pris med miljøskader, forurening og sundhedslidelser. Vi står nu midt i en alvorlig klimakrise, hvor de globale temperaturer i 2023 nåede op på 1,48 grader Celsius over det førindustrielle niveau. Desværre gør regeringerne det værre ved at give 7000 mia. dollar om året i statsstøtte til fossile brændsler, som forværrer klimakrisen. De penge kan bruges fornuftigere til grøn omstilling.

Der venter os store ekstra omkostninger i de kommende år, hvis ikke vi hurtigt sænker udledningen af drivhusgasser og accelererer udfasningen af fossilerne. Ellers er der udsigt til flere naturkatastrofer og ekstreme vejrlig. Temperaturstigninger på over 2 grader celsius kan koste mellem 5-10 pct. af vores årlige velstand, vurderer økonomer. Og SwissRE anslår, at tabet kan nå op på 18 pct. af BNP ved 3,2 grader.

Langt mere effektivt

I Europa mister over 300.000 mennesker årligt livet for tidligt på grund af luftforurening, som ikke mindst skyldes afbrænding af fossil energi og fast træbiomasse. Flere millioner tabte arbejdsår er produktivitetstab og en dyr regning. Årligt destrueres op imod 10 pct. af Danmarks bruttonationalprodukt, som følge af fossil forurening, tab af biodiversitet og skader på naturen. Så længe vi klamrer os til forbrændingssamfundet, lever vi i en ekstremt destruktiv økonomi.

Omkring 10-13 pct. af energien i fossile brændsler går tabt ved udvinding, minedrift, transport og raffinering, inden olien, gassen og kullet når frem til forbrugerne. Bagefter spildes endnu mere af energien i forbrændingsmotoren. I benzinbilen når kun 12-30 pct. af den energi, der er lagret i benzinen, frem til hjulene, hvor det i en elbil er mellem 75-80 pct.

På samme måde er varmepumper tre-fem gange mere energieffektive end huse opvarmet med olie- og gasfyr eller fra kraftværker, der fyrer med fast træbiomasse.

Forbrændingssamfundet er ekstremt ineffektivt med store energitab i alle led. Forskningsstudier vurderer, at transformationen fra et fossilt energisystem til et elektrificeret energisystem kan skære 40 pct. af det endelige energiforbrug. Vedvarende sol- og vindenergi kan direkte drive elmotorer, og det er langt mere effektivt end fossile brændsler til forbrændingsmotorer.

Energitabet ved transmission med kabler over lange afstande er for intet at regne ift. tab i det fossile system, hvor olie og gas hives op af undergrunden hvert år, transporteres over lange afstande og raffineres.

Vi bør nu høste fordelene ved modulære og skalerbare grønne teknologier, der kan masseproduceres og falder i pris. I de sidste ti år er prisen for solceller og batterier faldet med 80 pct., offshore vind 73 pct. og landvind 57 pct.

Solceller og vindmøller er på livslange omkostninger billigere end fossile brændsler, og energien kan anvendes direkte og mere effektivt i elektrificeret transport, industri og varmeforsyning. Suppleret med energieffektiviseringer, batterier, jordvarme, bølgeenergi og noget grøn brint får vi et billigere energisystem.

Udnyt udskiftning

Mange gamle fossilbiler, olie- og gasfyr og biomassekraftværker skal udskiftes i de kommende år, og det vil være økonomisk fornuft og dansk konkurrencekraft, hvis regeringerne forbyder salg af nye fossilbiler og olie- og gasfyr (eller brandbeskatter dem).

På livslange omkostninger er elektriske alternativer drevet af grøn strøm meget mere effektive. Det er en udbredt myte, at den grønne omstilling bliver dyr. Den bliver både billigere og meget renere.

Denne kronik er skrevet af Bjarke Møller og er blevet bragt i Børsen den 2. marts.

By |2024-03-04T12:40:07+01:004. marts 2024|Kronik|Kommentarer lukket til Tid til et opgør med vor tids værste myte
Læs mere

RGO: Hold op med at gamble med klimapolitikken – sæt fart på omstillingen af landbruget og vejtransporten

Rådet for Grøn Omstilling roser Klimarådets rapport og efterlyser en høj klimaafgift for landbruget og hurtig udfasning af fossile biler

Rådet for Grøn Omstilling hilser den nye statusrapport fra Klimarådet velkommen. Den viser, at det stadig ikke er anskueliggjort, at regeringens politik lever op til klimalovens mål om at sænke drivhusgasudledningerne med 70 pct. i 2030, og man har svært ved at holde EU’s årlige reduktionskrav. RGO er enig med Klimarådet i, at der er brug for ekstra tiltag, så Danmark med sikkerhed kan nå 2025- og 2030-klimamålene og lever op til sine forpligtelser i EU.

”Hvis Danmark skal være et grønt foregangsland i EU, bør regeringen føre en langt mere ambitiøs klimapolitik i stedet for som nu at gamble hårdt på CO2-fangstteknologier, fordi man stadig tøver i forhold til landbruget og vejtransporten. Vi bør holde op med at foregøgle hinanden, at vi løser klimakrisen ved at proppe nogle nye lavbundstal ind i et excelark eller ved at satse for hårdt på usikre tekniske fix. Der er brug for langt større reformer og adfærdsændringer i det danske samfund,” siger Bjarke Møller, der er direktør i Rådet for Grøn Omstilling (RGO) i en kommentar til Klimarådets nye statusrapport.

De nyeste tal for Danmarks samlede areal af kulstofrige jorder er blevet nedjusteret markant, og det har gjort det lettere for regeringen at nå 2025-målet, men alligevel viser Klimarådets rapport, at der er risiko for, at man ikke når den nedre grænse for 2025.

”Den tid, hvor regeringen spiller fedtspil eller dribler udenom de mest effektive klimatiltag i landbruget og transporten, må være slut. Vi står på en brændende platform, for klimaforandringerne er accelereret på dramatisk vis i løbet af 2023. Der er brug for mere klimahandling og ikke mindre i de næste afgørende år,” siger Bjarke Møller, der opfordrer regeringen til at løfte klimamålet til mindst 80 pct. i 2030 og at følge en klar sti med årlige reduktioner i alle sektorer, så Danmark kan blive klimaneutral allerede i 2040 i stedet for at vente til 2045 eller 2050.

Rådet for Grøn Omstilling lægger som Klimarådet vægt på, at landbruget også skal levere sin del af klimaansvaret.

”Der bør indføres en høj ensartet klimaafgift for landbruget på mindst 750 kr/tons CO2e, og vi er enige med Klimarådet i, at der samtidig bør indføres en forbrugsafgift på klimabelastende fødevarer, så man sikrer en adfærdsændring. De to tiltag bør gå hånd i hånd da øget efterspørgsel på fx plantebaseret mad vil understøtte produktionsomstilling i landbruget,” siger RGO’s seniorrådgiver for fødevarer, Niklas Jørgensen. Han opfordrer samtidig til, at man i trepartsforhandlingerne om landbruget tager fat på strukturelle forandringer, så antallet af produktionsdyr nedbringes, og vejen banes for flere plantebaserede fødevarer.

Rådet for Grøn Omstilling hilser det samtidig velkomment, at Klimarådet vil hæve dieselafgiften med i alt 90 øre pr. liter, så den danske afgift kommer op på det tyske niveau.

”Dieselafgiften bør som minimum være på det tyske niveau, så Danmarks udledninger ikke pustes kunstigt i vejret på grund af øget grænsehandel, fordi tyskere kører over grænsen for at tanke diesel op i Danmark,” siger Jeppe Juul, der er transportpolitisk chef i RGO. ”Vi er enige med Klimarådet i, at regeringen bør gøre mere for at nedbringe antallet af fossile person-, vare- og lastbiler og fremme en hurtigere elektrificering. I RGO anbefaler vi, at regeringen indfører et stop for salget af nye fossilbiler allerede i 2025, der er et meget effektivt instrument til at nedbringe vejtransportens udledninger.”

Klimarådet anbefaler i sin rapport, at regeringen udarbejder en strategi for at nedtrappe Danmarks forbrug af biomasse. Herunder opfordrer man til at indføre en afgift, så biomassens reelle klimabelastning bedre afspejles i prisen, da brug af biomasse fra europæiske skove reelt er for billig. “Danmark er det EU-land, der importerer mest biomasse pr. indbygger, men afbrænding af fast træbiomasse er absolut ikke bæredygtigt, for Danmark udleder årligt over 15 millioner tons drivhusgasser på den konto. Rådet for Grøn Omstilling er enige med Klimarådet i, at der bør lægges en afgift på afbrænding af biomasse, som afspejler klimapåvirkningen. Fremtidens varmeforsyning skal elektrificeres, og regeringen bør lægge en ny strategi, så afbrændingen af fast træbiomasse udfases og senest er stoppet i 2035,” siger Julie Bangsgaard Abrahams, der er seniorrådgiver for energi og klima i RGO.

Find Klimarådets rapport her.

By |2024-02-29T11:39:18+01:0029. februar 2024|Pressemeddelelse|Kommentarer lukket til RGO: Hold op med at gamble med klimapolitikken – sæt fart på omstillingen af landbruget og vejtransporten
Læs mere

Nyt forskningsprojekt skal gøre os klogere på danskernes affaldsvaner med udgangspunkt i den hidtil største kortlægning

Forskningsprojektet skal gøre borgere, offentlige myndigheder og private virksomheder i stand til at genbruge mere, forbruge mindre og sortere bedre for at bidrage til en cirkulære økonomi

Danmarks forbrug af plastik og tekstiler er stigende, og det er et problem. Ikke kun fordi det udleder enorme mængder CO2 at producere danskernes kortidsholdbare tøj, emballage og plastikprodukter. Også fordi en stor del af materialerne ikke bliver genbrugt eller genanvendt, men ender enten som affald i naturen eller i den forkerte affaldsspand og dermed på forbrændingen, hvor de igen udleder klimagasser.

Det er blandt andet det, det nyopstartede forskningsprojekt Change4Circularity skal bidrage med at løse.

Forskningen ledes af Syddansk Universitet, Roskilde Universitet og Det Kongelige Akademi og gennemføres i samarbejde med det nationale naturfagscenter Astra, som står bag Masseeksperimentet. Derudover er Brancheforeningen Cirkulær, Danmarks Naturfredningsforening, Odense Renovation, Plastic Change og Rådet for Grøn Omstilling partnere i projektet.

Forsknings-og innovationsprojektet er støttet med 7,4 millioner af Innovationsfonden og en del af TraCE, det nationale partnerskab for cirkulær økonomi.

Og det overordnede mål er at få mindre affald, fortæller Lykke Margot Ricard, der er forskningsleder og lektor i bæredygtig innovation og teknologi på Syddansk Universitet.

“Inden for cirkulær økonomi er strategien ofte genanvendelse og forskellige genanvendelsesteknologier, men det, vi også gerne vil arbejde med, er en forebyggelsesstrategi,” siger Lykke Margot Ricard.

“Hvad kan vi gøre for, at der slet ikke bliver genereret så meget affald? Hvordan kan vi mindske det massive spild af ressourcer, der er inden for blandt andet plastik og tekstil? For at finde ud af det har vi brug for meget mere data.”

Største indsamling af data

Udgangspunktet for forskningen er en indsamling af data via Astras Masseeksperiment, hvor 40.000 børn og unge vil deltage. Over tre uger i august og september 2024 vil elever fra grundskolen og gymnasiet gennemføre en undersøgelse og indsamle data om plastikforurening i den danske natur, plastaffaldshåndtering i hjemmet og tekstiler i garderobeskabene hos dem selv.

Lene Christensen, Astras programleder for Masseeksperimentet, glæder sig over, at dataindsamlingen kan bruges i forskningsprojektet:

“Vi ser meget frem til at kunne tilbyde eleverne at deltage i et aktuelt og relevant forskningsprojekt, hvor eleverne får mulighed for at bidrage med vigtig data og gøre os klogere på danskernes affaldsvaner, når det gælder plastik og tekstil. Det er noget, som er en stor motivationsfaktor for eleverne.”

Eksperimentet bygger videre på erfaringerne fra Masseeksperiment fra 2019, som blev gennemført i samarbejde med bl.a. Roskilde Universitet. Her deltog 57.000 elever fra danske skoler og gymnasier og kortlagde plastikforurening i naturen. Det var første gang, at man videnskabeligt monitorerede plastik i naturen i en hel nation.

Men denne gang bliver de unges undersøgelse endnu mere omfattende, og det bliver således den største danske dataindsamling på området nogensinde.

“Det bliver selvfølgelig spændende at se udviklingen fra 2019 til 2024 i forhold til plastikforurening i det danske miljø. Har den regulering, man har indført, for eksempel haft den ønskede effekt?” siger Kristian Syberg, der er lektor i miljørisiko på Roskilde Universitet.

“Nu bliver der så også lagt nogle ekstra spor oveni. Eleverne skal kortlægge håndteringen af plastaffald i deres egne hjem. Det kan blandt andet gøre os klogere på, hvilke fraktioner af affald, der er svære at sortere og måske ender i de forkerte spande. Vi kan også koble det, vi finder ude i miljøet, med forbruget i de danske hjem. Det er helt ekstraordinært at have et så stort datasæt, så det bliver meget spændende at arbejde med.”

Manglende materialeforståelse

Eleverne skal også kigge på tekstilerne i deres hjem og se, hvad de er lavet af, ligesom de skal registrere, hvilke tekstiler der bliver smidt ud i den nye tekstilsortering, der blev indført i juli 2023.

Og det er væsentligt, for det kan måske gøre noget ved den manglende materialeforståelse, siger Else Skjold, lektor i design og bæredygtighed på Det Kongelige Akademi.

“Der er gået enormt meget viden om tekstiler tabt, både i befolkningen og sådan set også i industrien. Der er mange, der ikke aner, om deres tøj, lagener og andre tekstiler er lavet af plantefibre, olie eller dyr. Det handler blandt andet om den brug og smid væk-kultur, der er kommet,” siger Else Skjold.

“Det er derfor, dette projekt er så vigtigt. Vi kan lære de kommende generationer, at tekstilerne har en værdi, og at de kommer et sted fra. Det kan også være, at børnene kan opdrage deres forældre lidt.”

Kan bruges til produktinnovation

Den store mængde indsamlede data kan konkret bruges til flere forskellige ting.

Dels kan eksperimentet i sig selv og den nye viden, forskerne får fra det, bruges til at øge danskernes bevidsthed om affald. Der skal blandt andet udarbejdes skolemateriale på baggrund af eksperimentet.

Men ny viden kan også fødes tilbage til producenterne og til renovationssektoren, forklarer Lykke Margot Ricard.

“Når vi får viden om fundene af de hyppigste plasttyper i natur og husholdningsaffald, årsagerne til affald og udfordringerne med sortering, kan vi føre den tilbage til producenternes designfase. Det gælder om at få skabt nogle produkter og emballage, der egner sig til en cirkulær økonomi. Men også kommuner og renovationssektoren kan bruge denne her viden til at vurdere, hvad og hvordan det giver bedst mening at sortere vores affald. For eksempel kunne datasættet tale ind i hele diskussionen om, hvad der skal sorteres manuelt i husholdningerne, og hvad der bedre kan betale sig at blive automatiseret,” siger Lykke Margot Ricard.

“En cirkulær økonomi kræver, at vi øger befolkningens viden om materialer og mulighederne for at udnytte ressourcerne bedre. Og det gør vi med det her projekt.”

Forskningen bliver en del af Astras Masseeksperiment ‘Fra Supermarked til skraldespand’ i 2024. Tilmelding er åben via hjemmesiden massekesperimentet.dk. Undervisere fra grundskoler og gymnasier kan allerede tilmelde sig med deres klasser.

By |2024-02-09T14:57:30+01:009. februar 2024|Pressemeddelelse|Kommentarer lukket til Nyt forskningsprojekt skal gøre os klogere på danskernes affaldsvaner med udgangspunkt i den hidtil største kortlægning
Læs mere

Bilerne bliver bredere hvert år, og det er et problem for os alle

Større biler betyder dårligere plads for bilister, dårligere sikkerhed for cyklister og større påvirkning på klimaet. Indfør en breddebegrænsning på personbiler

På et år stiger vandstanden i havene globalt med 3,6 millimeter, mens nye danske biler i gennemsnit bliver cirka ni millimeter bredere.

I perioden 2013-2020 er den gennemsnitlige bredde på personbiler vokset med 6,2 centimeter, og der er ikke noget, der tyder på, at de danske bilers vokseværk skulle være mindsket siden da.

Det betyder dårligere plads for bilisterne på veje og parkeringspladser og dårligere sikkerhed for blandt andet cyklister, når bilerne fylder mere og mere. Særligt i forbindelse med smalle delte vejarealer og steder, hvor bilers parkering er helt tæt på cykelstier, indskrænker bredere biler pladsen for cyklerne.

Især de senere års store salg af SUV’er har bidraget til bredere køretøjer, samtidig med at det også har bidraget til, at vægten af køretøjerne også er gået op. Og hvor bred skal en parkeringsplads være, når bilerne bliver bredere?

Indtil 2009 var anbefalingen, at en p-plads skulle være 230 centimeter bred. Derefter blev det hævet til 250 centimeter. Betyder de bredere biler, at vi bliver nødt til at gøre p-pladserne endnu bredere? De fleste steder i byerne vil det i praksis betyde færre p-pladser. Og er det rimeligt, at en lille bil, der snildt kan være på en lille p-plads, skal betale det samme for parkering, som en stor bred SUV, der optager ekstra værdifuld plads i byen?

Ikke kun et dansk problem

Spørgsmålene er mange. Men det er ikke kun et dansk fænomen. På europæisk plan vokser nye biler i bredden med cirka fem millimeter om året, hvilket betyder, at det går næsten dobbelt så hurtigt i Danmark.

Årsagen til den hurtigere vækst i Danmark skyldes, at vi i mange år haft betydeligt mindre og dermed også mere energieffektive biler end i mange andre lande. Et forhold der i disse år hurtigt udlignes.

Danmark nærmer sig hastigt EU-gennemsnittet, hvilket ændrer den praktiske virkelighed på vejene. Et EU-gennemsnit, der også bare fortsætter med at stige. Men hvor går grænsen?

I EU er der en max-grænse for, hvor meget et køretøj må fylde i bredden på vejen: 255 centimeter. Denne grænse blev oprindeligt fastsat for, at busser og lastbiler ikke voksede sig upraktisk brede. Men besynderligt nok gælder denne grænse for alle køretøjer, også person- og varebiler. Derfor er der formelt set ikke nogen grund til, at personbiler ikke kan vokse sig lige så brede som en bus eller en lastbil.

Løsningen skal findes i Bruxelles

Gennemsnittet for nye biler i EU har allerede krydset en bredde på 180 centimeter, og nogle nyere køretøjer har allerede en bredde omkring 200 centimeter.

Det synes åbenlyst upraktisk og uigennemtænkt ikke at have en separat breddebegrænsning på henholdsvis person- og varebiler, og derfor bør det klart også være en prioritet for en ny EU-Kommission og et nyt parlament at få dette på plads. Den igangværende revision af Vægt- og Dimensions-direktivet er en god anledning til at sikre, at det sker.

Biler er i forvejen den transportform, der optager mest plads per passager. Og det er en udfordring særligt i byerne, hvor pladsen er ekstra begrænset, og hvor pladsanvendelsen til biler i praksis kan begrænse den samlede mobilitet og fremkommelighed.

For at nå Danmarks klimamål i 2045 og EUs klimamål i 2050, er det nødvendigt at skifte fra forurenende og energiintensive køretøjer, til mindre, ressourcelette og mere energieffektive biler i Europa. Dette gælder både biler med forbrændingsmotor såvel som elbiler.

Jo højere vægt et køretøj har, jo flere ressourcer bruges der på at fremstille bilen. Det er ikke bæredygtigt. Det er essentielt, at bilernes størrelse begrænses, både for trafiksikkerheden og klimaet. Det er på tide, at der sættes en stopper for bilernes vokseværk.

Dette debatindlæg blev bragt i Altinget 7. februar.

By |2024-02-13T15:45:00+01:007. februar 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Bilerne bliver bredere hvert år, og det er et problem for os alle
Læs mere

Virksomheder sætter strøm til cement- og stålproduktionen

Elektrificering af cement- og stålindustrien er gået fra at være utopi til en reel mulighed. Ny rapport sår tvivl om CO2-fangst som den gyldne løsning på industriens klimatunge produktion

Cement og stål kan med fordel produceres ved hjælp af strøm direkte fra vedvarende energi frem for at afbrænde kul, olie og gas, som man gør i stor stil i dag. Der sker i øjeblikket en rivende teknologisk udvikling, og en række virksomheder er på vej med kommercielle anlæg inden for industrier, man hidtil ikke har troet kunne elektrificeres. Det viser en ny publikation fra Rådet for Grøn Omstilling.

”Det bobler frem med cement- og stålvirksomheder, der er lykkedes med at skabe nye processer til at elektrificere deres produktion. Vi står på tærsklen til en række gennembrud på området, som branchen og politikere bør lade sig inspirere af, så vi kan gøre os fri af fossile brændsler i den tunge industri,” siger Jens Dahlstrøm, seniorrådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling.

Ifølge rapporten har en del virksomheder lovende teknologier, der demonstrerer, at elektrificering af selv højtemperaturprocesser (1500-2000 grader), som i dag er nødvendige i fremstillingen af både stål og cement, er mulig. Det har ellers længe lydt, at det ikke kan lade sig gøre at elektrificere den energiintensive produktion. Derfor satses der fra regeringens side og i virksomheder som Aalborg Portland på CO2-fangst til at mindske CO2-udledningen.

Denne nye viden om elektrificering som mulighed bør munde ud i, at politikerne genovervejer, hvordan vi bedst kan løse industriens klimaaftryk, lyder det fra Jens Dahlstrøm.

”Regeringen og en del af branchen har set sig blinde på CO2-fangst som den gyldne lappeløsning. Men vi har talt om CO2-fangst i 40 år, og det er stadig meget usikkert, hvad det kan levere. Derimod er direkte elektrificering på få år gået fra at være opfattet som en utopi i forhold til den energiintensive produktion til at være en reel mulighed,” siger han og fortsætter:

”Vi bliver nødt til at åbne øjnene for, at elektrificering er en farbar vej, som er til langt mere gavn for klimaet, mere effektiv og dermed økonomisk rentabel.”

Han mener derfor, der er brug for handling fra politikernes side.

”Direkte elektrificering skal være førsteprioritet i omstillingen generelt og nu sandsynligvis også af cement – og stålproduktionen. Så satsningen på CO2-fangst skal revurderes. Konkret foreslår vi, at man tager en tænkepause, før der investeres i mere CO2-fangst.”

Pausen skal ifølge Jens Dahlstrøm bruges til, at en uafhængig instans som f.eks. Klimarådet får tid og ressourcer til at lave en grundigere undersøgelse af forudsætningerne for CO2-fangst og mulighederne for elektrificering af tung industri. Denne praksis har man eksempelvis i Holland, hvor man hvert år vurderer om CCS er den bedste løsning til forskellige industrier.

”Derudover skal der midler til forskning, videreudvikling og implementering af teknologierne, og så skal der en højere CO2-afgift på cementproduktionen. Det vil kunne øje hastigheden af omstillingen af industrien væk fra fossile brændsler og over på strøm fra vind of sol,” siger han.

Rapporten ‘Teknologigennembrud for direkte elektrificering – en ny klimavej for cement- og stålindustrien?’ går i dybden med emnet, ser nærmere på en række cases og bringer politiske anbefalinger.

Om stål, cement og CO2

Når vi bygger veje, broer og bygninger med stål og cement er det forbundet med store CO2-udledninger. Stål og cement tegner sig globalt for 52 procent af de direkte CO2-udledninger fra industrisektoren. En væsentlig årsag til det høje klimaaftryk er, at produktionsprocessen i dag er yderst energiintensiv. Produktionen sker i såkaldte højtemperaturovne, som opvarmes ved at tilføre store mængder fossil energi. Men det er altså nu muligt at bruge vedvarende energi til produktionen frem for fossile brændsler.

By |2024-02-06T13:06:57+01:006. februar 2024|Pressemeddelelse|Kommentarer lukket til Virksomheder sætter strøm til cement- og stålproduktionen
Læs mere

Hvorfor griber vi ikke borgernes grønne gejst?   

En grøn bølge af initiativer bevæger sig derude – fra Vesterhavet over Midtjylland, Fyn og Sjælland, helt ned til det sydligste i Gedser og til det mest østlige på Bornholm. De findes på tværs af landet – mennesker, som i deres lokalsamfund selv finder på at sætte vindmøller op, laver et solcelleanlæg til byen, går sammen om et energifællesskab og forsøger at komme af med deres olie- og gasfyr for at erstatte det med fælles grøn nærvarme. Nogle foreslår klima-øer og havvindmølleparker. Dette er lige præcis, hvad klimaet har brug for.

En del borgedrevne projekter lykkes. Som vindmøllerne i Hvide Sande, solcelleanlægget i Brenderup på Fyn og nærvarmeprojekt i Føns. 

Men for tiden løber andre ind i en mur af forhindringer, der bremser projekterne. Det mest aktuelle er Energistyrelsens afslag til Bornholms Havvind, en grøn borgerdrevet projektidé, der kan dække øens strømforbrug. Samtidig viser det sig, at den eksisterende vindmøllepark Middelgrunden, der har stået og leveret grøn strøm uden for København i årevis, også risikerer at blive lukket. Begge sager handler om åben dør-ordning, der nu er sat i bero, da den kan være i strid med EU-lovgivningen. Men så må vi i gang med se på reglerne, for projekterne er lige præcis det, EU ønsker og har brug for mange flere af. 

EU er stor fortaler for at få mere vind og sol ud over hele unionen, så vi kan gøre os fri for fossile brændsler fra bl.a. Rusland og bremse klimaforandringerne. EU skubber også på for at udbrede lokale energifællesskaber, hvor borgere, myndigheder og virksomheder kan gå sammen om at dele strømmen fra fællesejede vindmøller og solceller. Et sådant så dagens lys for første gang i Danmark med Energifællesskab Avedøre i 2020. Men udviklingen af energifællesskaber og i det hele taget solceller på flere tage i almene og andelsboligforeninger bliver bl.a. bremset af, at man i Danmark ikke må dele strøm mellem bygninger. Det må kunne ændres.   

Vinteren er over os, og derfor skal vi huske de mange landsbyer, der ligger langt fra det centrale fjernvarmenet, og hvor borgerne ønsker at komme af med deres olie- og gasfyr. Her vil mange gerne lave en nærvarmeforsyning, et såkaldt termonet, så alle borgerne kan få glæde af det og ikke hver for sig skal ud i at investere i varmepumper hvert 15. år. Her venter man på afklaring om, hvorvidt termonet skal gå under betegnelsen kollektiv varme og dermed få billigere statsgaranterede lån. En afklaring, der lader vente på sig fra Klima- Energi- og Forsyningsministeriet.

Regeringen har fokus på udrulning af vedvarende energi med store vindmølle- og solcelleparker, Power to X og CO2-fangst. Den ønsker også at gøre noget ved den modstand, som vi ofte hører om i medierne, når der har været et lokalt borgermøde om et nyt anlæg. Den såkaldte Not in my backyard-tendens, som kan bremse store projekter eller helt lægge dem i graven. Regeringen vil løse det med flere kompensationer til folk, der bor tæt på.   Måske kan det dulme nogle frustrationerne ved de store projekter. Men er det måden at sikre lokal forankring for den grønne omstilling? Her er det oplagt at stille skarpt på den borgerdrevne del af omstillingen og dermed de mennesker, der siger Yes in my backyard. Det er her, projekterne bliver helt forankret i lokalsamfundet. De har selv fået ideen og vil gerne føre den ud i livet. Men de skal have støtte, både politisk og økonomisk. Erfaringerne skal deles ud, så andre også kan gå i gang. Og så skal alle forhindringerne væk, så der kan komme fart den omstilling, vi alle må være en del af. 

Skrevet af redaktør Helene Chéret og seniorrådgiver Julie Bangsgaard Abrahams. Debatindlægget er blevet bragt i Politiken den 6. december 2023

By |2024-01-22T16:35:44+01:006. december 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Energikonference med borgerne i fokus 

I Avedøre, Fjelsted-Harndrup, Brenderup, Bornholm og mange andre steder vil borgere omstille deres lokalsamfund til renere energi. For dem handler det om klimaet, fællesskabet, lokalområdernes fremtid og ren fornuft.

Samtidig ønsker EU, at der skal sættes skub i langt mere vind og sole samt lokale borgerenergifællesskaber, der kan producere og dele deres egen energi.

Herhjemme er der masser af handlingskraft blandt borgerne. Men den bliver holdt nede af bureaukrati og komplekse regler.

Så hvad skal vi gøre ved de forhindringer, der bremser borgerdrevne energiprojekter? Hvordan går man fra Not til Yes in my backyard? Hvad gør de i Tønder og Lemvig? Og hvad med EU’s rolle og ansvar?

Alt dette var til debat på Rådet for Omstillings og Andels konference den 27. november 2023. Det blev afholdt i Pressen, Politikens Hus, og man også kunne være med online.

I forskellige paneler deltog borgere, borgmestre, folketingspolitikere, kandidater til Europa-Parlamentet og andre aktører, mens folk i salen og hjemmefra fik mulighed for at tage del i debatten med spørgsmål og kommentarer undervejs.

Konferencen er en del af vores projekt Yes in my backyard, og på vores temaside (se forneden) kan du finde historier om de borgere, der holdt oplæg på konferencen samt andre artikler om emnet.

Se hele konferencen her:

For privacy reasons YouTube needs your permission to be loaded.

Konferencen er organiseret af Rådet for Grøn Omstilling og Andel og er støttet af KR Foundation og European Climate Foundation.

Finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.

Program for konferencen, afholdt 27. november 2023.

Kl. 12.15-13:00: Ankomst, registrering, sandwich, sodavand, kaffe

Kl. 13:00-13:10: Velkomst v/moderator Mads Nyvold, journalist for Politikens Klimamonitor

Kl. 13.10-13.20: Åbningstale

I EU presser man på for at omstille fra kul, olie og gas til vind, sol og grøn varme. Men hvordan sættes borgerne fri, så lokale initiativer og energifællesskaber kan skabe en grøn bølge fra neden?

      • v/Rådet for Grøn Omstillings direktør, Bjarke Møller

    Kl. 13:20-14:20: De lokale initiativer

    Flere og flere ildsjæle siger ja tak til mere sol, vind og jordvarme i lokalsamfundet. Vi hører om udfordringer og løsninger fra nogle af dem, der er gået foran.

        • Energifællesskab Avedøre v/Zentropas administrerende direktør Anders Kjærhauge
        • Hvordan kommer vores landsby af med olie og gas? v/Elisabeth Tejlmand fra Fjelsted-Harndrup
        • Sol over Brenderup v/Hans Christian Jørgensen fra Brenderup
        • Bornholms Havvind v/forperson for Bornholms Havvindmøllepark, Helle Munk Ravnborg

      Kl. 14:20-15:00: Paneldebat – Borgmestres og folketingsmedlemmers synspunkter

      Hvordan kan kommunerne sætte ekstra fart i den grønne energiomstilling? Og kan de bruge EU som en ekstra løftestang? v/politikerpanel med borgmestre/politikere bestående af:

          • Klima-, energi- og forsyningsordfører fra Radikale Venstre, Samira Nawa
          • Klima-, energi- og forsyningsordfører fra Alternativet, Franciska Rosenkilde
          • Borgmester i Tønder Kommune, Jørgen Popp Petersen
          • Formand for Landdistrikternes Fællesråd og formand for Teknik og Miljøudvalget i Lemvig Kommune, Steffen Husted Damsgaard

        Kl. 15:00-15:30: Pause

        Kl. 15:30-16:00: Hvordan kan aktørerne sikre lokal opbakning?

        Vi skal høre fra folk i branchen, hvordan vi i praksis kan gøre noget ved forhindringerne og sikre lokal opbakning. Hvad er erfaringerne med lokale borgere, der siger: ”Yes in My Backyard”. Her skal vi høre fra

            • Kommunikationsdirektør i Andel, Rikke Trikker
            • Dansk Ungdomsdelegat til FN for demokrati og partnerskaber, Cecilia Zade Iseni
            • Seniorforsker ved Aalborg Universitet, Kristian Borch
            • Afdelingschef ved Teknologirådet/DeltagerDanmark, Dan Holt Højgaard .

          Kl. 16:00-16:40: Hvordan kan vi bruge EU som en løftestang i den grønne omstilling

          EU har sat ambitiøse mål for udbygningen med vedvarende energi og vil gerne give lokale energifællesskaber en langt stærkere rolle i den grønne omstilling. Men i Danmark er opstillingen af vindmøller gået i stå, og vi er heller ikke frontløbere i forhold til at give gode rammevilkår for lokale energifællesskaber. Kan vi bruge EU som en løftestang for den grønne omstilling af energisektoren?

          Her deltager

              • Spidskandidat til Europaparlamentsvalget for Moderaterne, Stine Bosse
              • Spidskandidat til Europaparlamentsvalget for Radikale Venstre, Sigrid Friis
              • Kandidat til Europaparlamentsvalget for SF, Rasmus Nordqvist
            By |2024-02-13T13:33:45+01:004. december 2023|Artikel|0 Kommentarer
            Læs mere

            Vi skal tage ansvar for vores eget behov for råstoffer

            Det er som at være på en anden planet. Landskabet med den røde jord og enorme huller er både fascinerende men også overvældende. Vi er i Andalusien, en times kørsel vest for Sevilla i Spanien, for at besøge en af Europas store mineområder ved landsbyen Minas de Rio tinto. De huller, vi betragter, var før fyldt med materiale, der bliver raffineret til bl.a. kobber, guld og sølv og derefter lavet om til ingredienser til alt fra computere, køreledninger, elbiler, øreringe og cykellygter. Nogle steder er hullerne 300 meter dybe. Jeg synes ikke, at mine billeder skildrer godt nok de enorme proportioner. De kæmpe arbejdsmaskiner ligner legetøjsbiler.

            Det er svært ikke at blive fascineret. De skiftende farver i jorden bærer en besynderlig skønhed i sig, der står i kontrast til den industrielle kynisme, der har frembragt den.

            Det her er såkaldt ’open-pit mining’. Ikke noget med diskrete indgange til dybe mineskakter, hvor det meste foregår skjult under jorden. I stedet graves og sprænges der stadig større huller oppefra og ned. Der er ikke noget ’ude-af-øje-ude-af sind’ over det her. Mit og vores anonyme forbrug af telefoner, biler og elledninger materialiserer sig pludseligt − som store huller i jorden.

            For folk udefra kan stedet virke meget fremmedartet, men for de lokale er det helt velkendt og en del af livet i området. Her har der har været minedrift i mere end 3.000 år, og minerne her var en af hovedkilderne til kobber allerede i romertiden.

            Arbejdspladser er på spil

            Vi bliver vist rundt af lokale aktivister, der holder øje med forurening og anden miljøpåvirkning fra minerne. De har en dobbeltrolle, fordi de selvfølgelig primært fokuserer på miljøpåvirkningerne fra minedriften, men er samtidig også tæt på lokalsamfundet. De ved, hvor meget disse miner betyder for de omkringliggende landsbyer. For her er ikke mange arbejdspladser, så hvis minen lukker, er der ikke mange muligheder tilbage.

            Af samme grund er aktivisterne modløse. Det er deres erfaring, at mineselskaberne får lov til stort set hvad som helst, simpelthen fordi minedriften betyder så meget for lokalområdet. Aktivisterne rapporterer om blandt andet læk fra de kunstige søer og forurening af vandløb, men de har haft begrænset held med at føre sager om det.

            I dag benyttes open-pit minedrift stadig meget i forbindelse med blandt andet kobberudvinding. For minearbejderne er det lidt mere sikkert at arbejde her end under jorden, men til gengæld påvirkes omgivelserne markant mere. Selvom det materiale, man graver op, er naturligt forekommende, kan det sagtens være giftigt og forurene miljøet. Særligt når man som i dette tilfælde bruger store mængder vand. Og selv om der i EU er lovgivning (Extractive Waste Directive), der skal forhindre forureningen i forbindelse med minedrift, er det tydeligt, at det ikke er tilstrækkeligt som f.eks. i forbindelse med denne mine i Spanien.

            EU vil trække minedriften hjem

            Selvom der findes minedrift i Europa, som her i det sydlige Spanien, er minedriften i mange år søgt fra Europa og ud i verden. I en stadig søgen efter flere og billigere ressourcer og til steder, hvor der er mindre miljøregulering og håndhævning af den, og hvor modstanden fra lokale og aktivister er svagere.

            Men nu er der tegn på, at det skal gå den anden vej. EU vil gøre sig fri af fossile brændstoffer og dermed bremse udvindingen af kul, olie og gas. Det betyder, at der i stedet opstår et stort behov for flere kritiske råstoffer til omstillingen til vedvarende energi, som f.eks. til elbiler, vindmøller, elledninger mm. EU vurderer, at efterspørgslen på kritiske råmaterialer stiger med 500 procent i 2030 og har besluttet med vedtagelsen af med Critical Raw Materials Act, at mere udvinding skal ske på europæisk jord. Dette fører spørgsmål med sig. Hvordan vil man sikre, at udvindingen ikke går ud og miljøet og lokalbefolkningen i området? Og vil befolkningen i EU gå med til at have miner i egen baghave?

            Området mellem natur og minedrift ved Riotinto minerne i Huelvo, Spanien.

            Mindrift og råstofudvinding er gennem tiden blevet kritiseret for at ødelægge miljø og lokalsamfund. Det har f.eks. handlet om forurening og usle arbejdsforhold i kul- og koboltminer, bloddiamanter, og konfliktmineraler til din smartphones. Men det synes ikke at have fået store folkemængder til at droppe benzinbilen, den bærbare computer og den nyeste mobiltelefon.

            Elbiler som murbrækker for transparens og sporbarhed

            I forbindelse med, at vi skal elektrificere vores samfund, er kritikken mod minedrift blusset op på ny. Men her kan særligt elektrificeringen af vejtransporten spille en særlig rolle som murbrækker for at øge transparens og sporbarhed samt øget ansvarlighed i forhold til udvinding og forarbejdning af ressourcerne. For naturligvis skal den grønne industri ikke gentage den fossile industris ødelæggelse af naturen.

            For verdens bilproducenter står det klart, at man i dag ikke kan slippe afsted med en lav standard til elbiler. Der opstår løbende en kritik af ressourceforbruget til batterier til elbiler, som bliver brugt til at tale elbiler ned og give en undskyldning for at fortsætte den fossile vej frem for at finde løsninger. Men indholdsmæssigt har kritikken i det store hele været berettiget. Ikke fordi råvarer til batterier var særligt slemme, men fordi man med rette kan kritisere store dele af råstofudvindingen, uanset hvilke produkter vi taler om. Elbiler kan blive det bedste eksempel, der baner vejen for mere ansvarlig udvinding af ressourcer til alle produkttyper.

            Vandløb fra minedrift løber ud i Rio Tinto i Huelvo, Spanien.

            Vi bliver i Europa nødt til at tage ansvar for vores behov for råstoffer. Ruslands krig mod Ukraine og en lurende konflikt med Kina gør det nødvendigt af sikkerhedspolitiske og økonomiske grunde. Derfor er det også afgørende, at vi politisk sikrer, at ressourcerne ikke bare bliver smidt væk igen, når først de er udvundet, men genanvendes. Det er netop, hvad EU vil med det såkaldte batteridirektiv, som er en god start.

            Men vi kan heller ikke blive ved med at vende det blinde øje til i forhold til de ødelæggelser, den primære råstofudvinding skaber for natur, klima og mennesker over hele kloden. Hvis vi i EU har brug for ressourcerne, bør vi selv gå forrest og udvinde dem så skønsomt som muligt i Europa. Og vi skal sikre os, at de råvarer og produkter, vi derudover henter til Europa, lever op til de samme høje standarder, som vi bør kræve hos os selv.

            Det er en opgave, der ikke kan løses af lokalsamfund, af Andalusien eller Spanien. Det er en opgave som EU bør tage på sig, og som Danmark og vores europaparlamentarikere bør arbejde for bliver løftet hurtigst muligst.

            Jeppe Juul besøgte mineområdet i Spanien i efteråret 2023.

            Øverste foto: Sprængning i Mirador Minas de Riotinto minerne i Huelvo, Spanien. Foto: Jeppe Juul

            Critical Raw Materials Act

            EU ønsker med Critical Raw Materials Act at sikre, at unionen i 2030 selv udvinder ti procent af de kritiske råmaterialer, som unionen har brug for i den grønne omstilling. Det drejer sig f.eks. om såsom litium, kobber, nikkel og sjældne jordarter. I EU skal vi også kunne forarbejde 40 procent og genanvende 15 procent.

            Desuden foreslås det, at EU maksimalt må source 65 procent af et specifikt råmateriale fra et andet land. Det skal sikre diversificering og hermed en bedre forsyningssikkerhed inden for EU.

            By |2025-01-23T14:27:47+01:001. december 2023|Artikel|Kommentarer lukket til Vi skal tage ansvar for vores eget behov for råstoffer
            Læs mere

            Grøn strøm til hele øen med Bornholms Havvind

            ”Den grønne omstilling skal være til gavn frem for på bekostning af det lokale samfund. Og processen skal ske demokratisk, for ellers risikerer vi, at befolkningen vender sig mod omstillingen.”

            Sådan lyder det fra Helle Munk Ravnborg, da hun i november deltager i konferencen: ’Når borgerne siger ja til mere ren energi i deres lokalområde’. Siddende fra sit hjem på Bornholm fortæller hun over en onlineforbindelse om projektet Bornholms Havvind, som hun er forperson for, og som nok er tidens mest omtalte borgerdrevne energiprojekt herhjemme.

            ”Vi er desværre nok mest kendt, fordi der bliver lagt de her udfordringer ud foran os. Jeg ville ønske, at vi i stedet var kendt for, at der var en masse mennesker, der havde en andel i os, og at vindmøllerne var oppe at stå. Men det er desværre ikke der, vi står i dag,” siger hun.

            Udfordringerne vender vi tilbage til og starter i stedet fra begyndelse. I 2019 gik 12 mennesker på Bornholm sammen med en idé. De ønskede at lave et projekt med kystnære havvindmøller.

            ”Folk på Bornholm syntes ikke, at møllerne skulle stå på land, hvor vi ikke har så meget plads, men i stedet på vandet. Så vi ville se, om vi kunne lave et vindmølleprojekt, der kunne blive øens eget,” siger Helle Munk Ravnborg, der har været med fra starten.

            Visualisering af hvordan vindmøllerne vil se ud. Lavet af Mette Tranholm Frøst, Nytteland

            Projektet består af enten 7 eller 9 møller, alt efter hvor store de bliver, og skal stilles op ud for Nexø. Folkene bag projektet prøver at ramme 100 megawatt i alt, fordi møllerne så kan producere 450.000 MWt om året. Dette vil ikke blot dække det nuværende forbrug på øen, men også om 20 år, når Danmark er blevet meget mere elektrificeret.

            De har oprettet et borgerenergifællesskab, hvor de vil sælge 450.000 andele til en pris af cirka 4000 kroner per andel. Andelene kan købes af folk fra Bornholm. Det kan være borgere, små- eller mellemstore virksomheder, kommunale eller regionale aktører og foreninger. Derudover vil det være muligt at købe støttemedlemsskaber, hvis man ikke bor på Bornholm. Med andelene får man flere fordele. Er man medlem af borgerenergifællesskabet, andelshaver og strømforbruger på Bornholm, vil man få mulighed for at aftage strøm fra vindmøllerne til kostpris, hvilket både borgere og virksomheder vil nyde god gavn af. Alternativt vil man som andelshaver få mulighed for at få et økonomisk afkast.

            Modvind fra politisk side

            Så hvordan kan det være, at projektet ikke er i fuld gang med forundersøgelser af havbunden og salg af andele? Det skyldes nogle politiske beslutninger, som Helle Munk Ravnborg og hendes kollegaer i projektet er meget frustrerede og forundrede over.

            Den ene udfordring handler om åbendør-ordningen, som Energistyrelsen har stillet i bero. Ordningen var ellers blevet revideret, så den som tidligere skulle gøre det muligt for at lokalt forankrede grupper at ansøge om at etablere vedvarende energi-anlæg i de kystnære områder af havet, som staten ikke havde andre planer med. Berostillelsen af ordningen skyldes ifølge Energistyrelsen, at den kunne være imod EU-lovgivning.

            ”Hvad der lige præcis foregår inde bag de lukkede døre, ved vi ikke. Men hvad vi ønsker er, at man åbner ordningen igen for de kystnære projekter, sådan som den ændret til i juli 2022. Ordningen skulle dengang reserveres til kystnære projekter og til projekter, der havde lokal opbakning – lige som vores. Og det er netop flere gange, senest i november 2022 – også af Energistyrelsen selv – blevet konkluderet, at ordningen ikke indebar såkaldte EU retlige aspekter.”

            En anden udfordring kommer fra Klimaministeriet, som har meddelt, at der med havplanen ikke bliver plads til de 7-9 vindmøller fra Bornholms Havvind. Men det mener Helle Munk Ravnborg ikke er korrekt.

            ”Vi har faktisk lovgivning, der gør det muligt at lave et havplantillæg, som vil kunne muliggøre ændret anvendelse af havområder inden for det, der hedder ’generel anvendelseszone’. Så hvis der ellers er politisk vilje til det, så ville et sådant havplantillæg muliggøre, at vi kunne stille vores vindmøllepark op på den placering, vi har valgt. Vi har fået et afslag fra energistyrelsen. Men det er et afslag, vi ikke mener, hviler på et forvaltningsmæssigt forsvarligt grundlag, så det har vi klaget over til Energiklagenævnet. Og vi håber derfor på, at vi om et halvt års tid står med et svar, der lyder, at den beslutning skal omgøres. Så her er vi ret forhåbningsfulde,” siger hun.

            For Helle Munk Ravnborg giver kystnære borgerdrevne projekter rigtig god mening. Mange øer har ikke meget land til solceller og vindmøller men har til gengæld kyststrækninger, de kan bruge. På den måde giver det øerne mulighed for selv at tage ansvar. Samtidig bliver der kort afstand fra strøm produktionen ved kysten til strømforbruget inde på øen og dermed bliver det hele mere effektivt med mindre strømtab.

            Brug for lokal begejstring

            Generelt har hun et ønske til politikerne om meget mere støtte og transparens i energiomstillingen.

            ”Fra politisk side lyder det, at vi skal have hurtig omstilling til vedvarende energi og meget gerne med borgerne med ombord. Men de beslutninger, der bliver truffet for tiden, peger i alle mulige andre retninger og forsinker projekter som vores. Så har de politiske ambitioner hold i virkeligheden? Hvis det er sådan, at man politisk ikke ønsker borgernes involvering, og at man ikke ønsker grøn strøm i en frygtelig fart, så skulle man være modig nok til at sige det,” siger hun for fortsætter:

            ”Men der er brug for lokal forankring, så du kan få lokal begejstring omkring energiprojekterne. Ellers ender vi ud med borgermodstand og forsinkelser. Hvis folk føler, at noget ikke bliver fortalt, kommer der en meget sund og naturlig skepsis omkring de beslutninger der bliver truffet.”

            Helle Munk Ravnborg oplever, at der er stor opbakning til deres projekt, som f.eks. da
            Borgerenergi-fællesskabet Bornholms Havvind afholdt stiftende generalforsamling november 2022.
            Foto: Signe Iversen

            Når nu borgerne selv foreslår projekter, der er med til at omstille vores samfund fra fossile brændsler til vedvarende energi, så gælder det ifølge Helle Munk Ravnborg bare om at støtte det.

            ”Små fisk kan nogle gange rykke lidt hurtigere end de store fisk. Så at stille et lille projekt op som vores på 100 megawatt vindmøller, må kunne lykkes vældig meget hurtigere, end nogen af de store projekter, som staten lige nu har gang i. Så på den måde kan vi speede hastigheden i den grønne omstilling op,” siger hun.


            Bornholms Havvind

            7 eller 9 vindmøller 5,5-8 km, ud for Nexø, på i alt 100 MW

            Årlig produktion: 450.000 MWt (nok til at dække Bornholms forventede forbrug, også i 2040)

            Hvornår: 2026/2027

            Placering: 5,5-8 km sydøst for Nexø

            Fundamenter: Gravitationsfundamenter, som giver gode betingelser for tiltag, der kan fremme havbiodiversitet

            Læs mere: bornholmshavvind.dk

            Denne artikel er en del af vores projekt ‘Yes in my backyard’, hvor vi sætter fokus på, hvordan folk er med med til at drive den grønne omstilling i deres lokalsamfund.

            By |2024-05-07T13:57:18+01:0030. november 2023|Artikel|0 Kommentarer
            Læs mere

            I Karise på Sydsjælland vil 200 mennesker leve så selvforsynende og cirkulært som muligt

            Af Søren Bjørn Hansen

            Det var juli, højsommer og høsttid. Men Anders Wamsler var stort set alene ude i de store grøntsagshaver rundt om bofællesskabet Permatopia udenfor Karise på Sydsjælland. Det var den første sommer, efter at de sidste af de cirka 200 beboere var flyttet ind i august 2018, og med omkring 80 børn som en del af fællesskabet åbenbarede et uventet problem sig: Børnefamilier bruger sommerferien på at tage på ferie.

            “Om sommeren skal der jo laves noget. Og så rejste alle væk. Jeg skrev ud på vores fælleschat og var helt i vildrede. Vi få, der var her, var nødt til at knokle for at redde grønsagerne,” husker han over en kop kaffe knap femår senere.

            “Så fik vi nogle diskussioner ud af det,” tilføjer han med et lille smil.

            I dag er markarbejdet mere velorganiseret. Dels har nogle af familierne indrettet sig efter det, dels er der flyttet flere uden børn ind, og så er er der WWOOF’erne – de 2 til 4 frivillige arbejdere, der i dag bor i bofællesskabets fællesgård mod gratis logi og forplejning. Er man i tvivl, skal man bare kigge forbi ‘Permatopia Butikken’, der denne dag bugner af gevinster fra marker og drivhuse: tomater, peberfrugter, honning, salater, krydderurter, æg og sågar en “sprød og simpel” permatopia-cider, der “formentlig” holder mellem 3 og 5 procent alkohol.

            Historien om arbejdet i landbruget rummer en generel læring om at bo et sted som Permatopia, der er født af idealisme og visioner om et mere bæredygtigt og selvforsynende liv: det er svært. 

            Der er mange, lange diskussioner; der er udfordringer hvor for eksempel moderne børnefamiliers hverdag kolliderer med selvforsyningens årshjul; og der er tidspunkter, hvor man bare må indse, at den rene idealisme ikke står mål med virkelighedens muligheder.

            Udskiftningen har været positiv

            Alene Permatopias undfangelse er en historie om modgang, der overvindes – som det blev beskrevet i dokumentaren ‘Rejsen til Utopia. Et bankkrak og de klassiske byggeudfordringer forsinkede indflytningen flere år, og da de første flyttede ind, var det reelt for tidligt, men for at imødekomme de mange børns skoleskift.  

            Anders Wamsler, der var med i arbejdet for at komme i mål fra 2014, flyttede faktisk først helt ind som en af de sidste i august 2018, hvor den sidste klynge af huse stod klar. Og lige som for de fleste andre var det tanken om selvforsyning, især med fødevarer, der havde tiltrukket ham. Han havde kigget på flere af de bæredygtige bofællesskaber, der er dukket op i Danmark det seneste årti, men de andre mest idealistiske krævede en stor grad af selvbyggeri, og det var han som næsten-pensionist uden håndværkerfærdigheder ikke interesseret i. 

            Når den nu pensionerede matematiklærer, der fylder 76 dagen efter interviewet, kigger tilbage på de fem år, han har boet i den realiserede utopi, så er det netop både de store visioner og medfølgende store engagement iblandet mødet med det praktisk levede liv, der fylder.

            “I årene op til vi flyttede ind, var engagementet i ideen og stedet stort og bredt. Men det øjeblik vi flyttede ind, kom det praktiske, hvor der var mange, der alligevel ikke kunne overskue det. Fordi de også havde børn og arbejde og andre ting. Og så var der en periode med sådan lidt dalende engagement, kan man så sige.”

            Man kan også kalde denne periode en nødvendig justering. En del af de oprindelige beboere endte nemlig med at flytte, og i stedet for dem kom der folk til, der forstod, hvad en adresse i Permatopia kræver.

            Anders Wamsler beskriver forskellen på dem, der er flyttet, og de nye der er kommet til, med en anekdote fra lige efter Permatopia var færdigbygget, og den nye landsbys indbyggere skulle lære hinanden at kende. Der var en dag med sociale lege, og en af dem gik ud på, at man skulle fordele sig efter, hvorfor man primært var flyttet ind – for det sociale eller for det selvforsynende arbejdsfællesskab. Dem der stillede sig længst mod førstnævnte var, groft sagt, også dem, der endte med at flytte. 

            “Der er en del sympatiske mennesker, som er flyttet. Og selv om de var sympatiske, så synes jeg, det er positivt, for det at bo her kræver et vist engagement i det permakulturelle og det selvforsynende,” konstaterer han.

            Sociokratiets fordele og ulemper

            Rent praktisk kræver engagementet, at man lægger ugentlige arbejdstimer i fællesskabet. Udgangspunktet var, at man skulle lægge to timer, men i praksis er der mange, der lægger meget mere, og nogle der lægger mindre. Der er ingen tvang, og der er forståelse for sygdom, alderdom og andet.

            Opgaverne er mange. Nogle tager sig for eksempel af hønsene, andre af de forskellige grøntsagshaver, andre igen passer jordvarmeanlægget. Og så er der også administrative opgaver som kommunikation, butik, regnskab og, som noget nyt, ansvar for rundvisninger. Den besøgende journalist er langt fra den eneste, der er nysgerrig på Permatopia.

            Anders Wamsler har i dag indtaget en lidt mere tilbagetrukket rolle end tidligere, hvor han for eksempel var den drivende faktor bag butikken og ofte kom til at tage flere opgaver, fordi det greb om sig, som han siger.   

            “Det har ikke været hårdt for mig. Når man har haft sit daglige arbejde i mere end 40 år, så er man vant til arbejde. Så jeg sagde, at jeg godt kan arbejde hver formiddag. Men noget af det blev lidt meget på et tidspunkt, og det har jeg sagt og prøvet at sige fra overfor. Det er også lykkedes,” siger han og går i gang med at beskrive fordelene og bagdelene ved det sociokrati, Permatopia i praksis udlever.

            Sociokrati kan oversættes til ‘ledelse af venner’ og handler i sin essens om, at man uddelegerer ansvar til mindre grupper, fremfor at tage en masse beslutninger ved enten flertals- eller konsensusbeslutninger på stormøder.

            Det er en smuk tankegang, og den pensionerede gymnasielærer går fuldt og helt ind for det, men det kan i praksis være svært. Hvor mange skal lede – sidde i ‘hovedkredsen’ som det styrende organ hedder, hvad kan de bestemme, og hvor meget ansvar kan den enkelte bære, er bare nogle få af de spørgsmål, der meget ofte er i spil.

            På trods af alt besværet, den nogle gange lidt skæve arbejdsfordeling og de mange justeringer af det praktiske, er Anders Wamsler glad for sin beslutning om at flytte ind i Permatopia nummer 86. Som han oplever det, er det lige præcis, når det med arbejdet og det sociale går op.

            “Det er tilfredsstillende. Når det er samlet,” siger han.

            I aften skal han for eksempel igen til fællesspisning. Der er en velkørende turnusordning, med en køkkenansvarlig beboer, der er ansat i en deltidsstilling. De skal sidde i ‘Loen’, den store, prisvindende fællessal, og en stor del af måltidet kommer fra de grøntsagsmarker, de selv har været med til at passe.

            Det giver mening.

             

            Søren Bjørn-Hansen er journalist og en del af journalistfællesskabet Klimajournalisterne.

            Denne artikel er en del af vores projekt ‘Yes in my backyard’, hvor vi sætter fokus på, hvordan folk er med med til at drive den grønne omstilling i deres lokalsamfund.

            Energi, affald og mad i cirkulation hos Permatopia

            Permatopia er bygget med et mål om at være så afkoblet som muligt fra det omkringliggende samfund. Det er hele grundtanken om selvforsyning, at man skal være off grid. I praksis kan det ikke fuldt lade sig gøre, men en række tiltag har bragt dem tæt på:

            Regnvand opsamles i et stort underjordisk anlæg og genbruges som toiletskyl, til tøjvask i det fælles vaskeri og til vanding af grønsagshaver.

            Når seperationstoiletterne skyller ud, skiller de ‘nummer 1’ og ‘nummer 2’ fra hinanden. Urinen ledes til en lagringstank og kan efter seks måneder bruges som gødning.

            De såkaldt ‘grå’ og ‘sorte’ spildevand ledes til bofællesskabets store pilerensningsanlæg, hvorfra pilene høstes og bruges som kompost.

            På en del af Permatopias 29,2 hektar står en 46 meter høj vindmølle, der årligt producerer 320 MWh. Elektriciteten kan afgiftsfrit bruges på landbrugsarealet, hvor den er produceret, dvs. til fælles vaskeri, madlavning, pumper, der driver forsyningen samt ladestandere til elbiler. Overskuddet leveres til SEAS-elnet. Privat elektricitet i boligerne er med eget valg af elleverandør.

            Boligerne opvarmes med et stort jordvarmeanlæg, og varmen kan lagres i en varmtvandssilo.

            Med fødevarer er de cirka 200 beboere ikke selvforsynende. De lokale supermarkeder supplerer i stor stil Permatopia Butikken, hvortil landbrugsområdet med en ansat gartner leverer alle afgrøder, som man så kan hente og betale for. Cirka en tredjedel af det høstede leveres til restauranter i København.

            Permatopia i tal

            Der er 90 husstande: 23 ejerboliger, 23 andelsboliger og 44 almene boliger. Boligerne er i fem størrelser fra 76 til 126 kvadratmeter.

            I visionen for bofællesskabet håbede man på følgende beboersammensætning:

            • Unge (18 til 45 år) uden børn: 20 procent
            • Børnefamilier: 40 procent
            • Midaldrende (45 til 64): 30 procent
            • Ældre (65+): 10 procent.

            Permatopia spreder sig over 29,2 hektar. De 4,7 hektar er byzone med boligbebyggelse, vejanlæg og P-pladser. De resterende 24,5 ha er landzone, hvoraf cirka 12 hektar er en tidligere fredskov.

            Alle beboere har en arbejdspligt på i gennemsnit 2 timer ugentligt. Der er 34 aktive arbejdsteam, som er samlet i 6 områder: Landbrug, Forsyning, Økonomi, Fælles Areal, Fællesgård og Social Bæredygtighed. Landbruget trækker lidt mere end halvdelen af arbejdstimerne.

            By |2024-01-22T16:38:08+01:0028. november 2023|Artikel|0 Kommentarer
            Læs mere

            Kontakt

            Rådet for Grøn Omstilling
            Kompagnistræde 22, 3
            1208 København K
            Danmark

            CVR: 15428376

            Find medarbejder

            Persondatapolitik

            info@rgo.dk

            Støt den grønne og bæredygtige omstilling

            Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

            Vil du følge vores arbejde?

            En hurtig vej til grøn viden!

            Go to Top