Om Helene Chéret

Denne forfatter har endnu ikke udfyldt nogle detaljer.
So far Helene Chéret has created 117 blog entries.

Dansk havplan har ingen plan for de værste forurenere

Danmarks havplan, som blev lanceret kort inden sommerferien, har gode intentioner, men også store mangler. Som flere eksperter tidligere har beskrevet, mangler samspillet mellem hav og land helt i havplanen, og alt om miljøforhold – herunder Vandrammedirektivet – ligger i andre planer og strategier.

EU’s Vandrammedirektiv er vandets grundlov. Det skal værne om en god økologisk og kemisk tilstand i bl.a. kystvandene i hele Europa. Alligevel vedtages en dansk havplan, hvor disse faktorer ikke er tænkt ind. En havplan, som ifølge regeringen skal sikre mere naturbeskyttelse. Danmark skulle have opfyldt målene om god tilstand allerede i 2015, men fik udsættelse til 2027. Det kommer vi heller ikke til at nå, men netop af den grund er det i allerhøjeste grad presserede at få rammerne på plads. Det kunne den danske havplan have bidraget til – det gør den ikke.

Landbrugets udledninger er den primære årsag til, at livet i alle de kystnære farvande er presset og i ringe økologisk tilstand. Dette medgiver miljøministeren, senest i Politiken 23. august. Alligevel glimrer landbrugets udledninger med deres fravær i havplanen. Udledningerne fra land kan simpelthen ikke holdes ude af en havplan, selv om der fra regeringens side argumenteres med, at anden lovgivning, herunder vandområdeplanerne, tager sig af problemet. Men det er efterhånden slået fast, at frivillige indsatser absolut ingen effekt har.

Også målet om god kemisk tilstand er Danmark meget langt fra at opfylde. Faktisk er 85 procent af de danske kystvande i dårlig kemisk tilstand. Her er det udledninger af miljøfarlige stoffer fra skibsfart og spildevand, som fører til den største belastning. Heller ikke dette er tænkt ind i havplanen.

Når det gælder spildevand, findes der ikke grænseværdier for, hvor store koncentrationer af kemiske stoffer der må være i selve spildevandet. I stedet findes der fra EU’s side grænseværdier for, hvad der må være i det vandmiljø, man udleder til. Det betyder, at man i værste fald kan fortynde sig ud af problemerne. Danske renseanlæg er bygget til at rense spildevandet for næringsstoffer og organisk stof – ikke for miljøfarlige stoffer. Målinger viser, at vi via spildevand, vandløb og luften forurener havet med bl.a. PFAS, medicinrester og pesticider. Og det er blot et lille udsnit af mange typer af miljøfarlige stoffer, som kan ende i vandmiljøet omkring os. Ikke alle er skadelige, men mange er. Og det kan få store konsekvenser for vores havmiljø, da kemikalierne ødelægger økosystemer og ender i fisk og skaldyr – og sidenhen i mennesker via konsum.

I marts sidste år konstaterede en gruppe forskere på DTU, sammen med flere udenlandske forskere, at vi ikke har kontrol over forbruget af kemikalier, hvilket truer økosystemer på hele kloden. På baggrund af deres forskning opfordrede de politikere i Danmark og resten af verden til at tage kemikalieområdet langt mere alvorligt. Alligevel gør politikerne intet. Vi kan kun støtte opfordringen til handling. Der udledes alt for mange kemikalier til det danske vandmiljø. Og en havplan må simpelthen ikke sidde denne krise overhørig. Vi kan ikke alene med nogle beskyttede havområder forsøge at rette op på havets tilstand. Hvis vi fortsætter udledningerne af forurenende stoffer fra land, vil det kvæle mange af de intentioner, man må formode havplanen trods alt har i forhold til at sikre havets tilstand på sigt.

Der er brug for et styrket samspil mellem hav og land. Problemer, vi skaber på land, skal ikke ende i havet.

Dette debatindlæg er skrevet af Lone Mikkelsen og blev bragt i Politiken den 25. august 2023.

By |2023-11-23T14:48:11+01:0028. august 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Regeringens energipolitik hænger fast i fortidens fossiler

Regeringen ser desværre ud til at have mistet pusten i klima- og energipolitikken. Og det er dybt bekymrende, at Lars Aagaard som ansvarlig minister smider ekstra stopklodser ind med krav om, at mindst 80 procent af befolkningen skal bakke op bag politikken. Det sidste er absurd, for det plejer ikke at være tærsklen, når regeringen for eksempel afskaffer Store Bededagsferien eller vil skrue op for biobrændstofferne i transporten.

Vi har en flertalsregering, der gerne må vise mere mod og handlekraft, men selv statsminister Mette Frederiksen forsøger at skrue ned for forventningerne. Der er dog stadig et solidt flertal i befolkningen, som forventer, at de ansvarlige politikere handler i forhold til klimakrisen. Og mange grønne stemmer i Folketinget efterlyser en mere ambitiøs klimapolitik. Det er der i høj grad brug for efter en juli måned, der globalt set var den varmeste siden den førindustrielle æra.

Klimaforandringerne accelererer på dramatisk vis, og vi skal mindst reducere CO2-udledningerne med syv procent om året. Men lige nu stiger de globalt, og i Danmark er det ikke sandsynligt, at man kan nå målene for 2025 og 2030.

Regeringen fortjener bestemt ros for at ville gøre Danmark klimaneutral i 2045 og at reducere med 110 procent i 2050. Problemet er bare, at handlekraften og evnen til føre hensigterne ud i livet indtil nu er ekstremt mangelfuld. Og på visse punkter er regeringen decideret galt afsporet.  

I forsommeren kvalte man åben dør-ordningen for havvind, der kunne give op imod 23 gigawatt vindenergi, og så satte man et plaster på såret med en ny havvindaftale i maj, der skulle sikre mindst ni gigawatt – og måske endda op til 14 gigawatt. Men det var mindre end i åben dør-projekterne, og det er alt, alt for lidt i et land, hvor sol- og vindenergi kun dækker ti procent af vores bruttoenergiforbrug.

Der kan være gode argumenter for, at staten skal tage et medejerskab på 20 procent, og når staten løber noget af risikoen, kan man håbe på, at markedsaktørerne tør investere endnu mere. Problemet er bare, at pipelinen for nye udbud med havvind er endt i noget rod, hvor regeringen først går et stort skridt frem og derefter går halvandet skridt tilbage.

I sommers udskød man endda energiøen i Nordsøen. Og da man heller ikke – efter mange, mange måneders ventetid – har taget sig sammen til at udpege de vedvarende energizoner på land (selv om mange kommuner står i kø, og vi har talt om det, siden Putin invaderede Ukraine), så hænger regeringens mål om en firedobling af den vedvarende energi på land i en tynd tråd.

Vi burde stille masser af nye vindmøller og solceller op på land og gerne stile efter en syvdobling af vores sol- og vindenergi frem mod 2030. Det er realistisk og muligt. I stedet snøvler regeringen stadig. Man har ikke klippet de mange bureaukratiske snubletråde over. Lige nu er Danmarks vindmølleindustri ved at forbløde med store underskud, og hvis regeringen ikke snart ændrer kurs og virkelig tager arbejdshandskerne på, kvæles vindmølleindustrien langsomt. 

I EU bør regeringen lægge maksimalt pres på Kommissionen og de andre medlemslande for at sætte turbo på opstillingen af solceller og vindmøller på land, for det er er i dag den absolut billigste energi målt på livslange omkostninger.

Lav gerne en energikriselov i Danmark og EU, der for eksempel forpligter alle kommuner til at fordoble den lokale energiproduktion med vedvarende energi indenfor en kort årrække.

Få alle fjernvarmeselskaber og kraftværker på en hurtig detox-kurs væk fra fossile brændsler og afbrænding af træbiomasse.

De klimaskadelige og stærkt luftforurenende brændsler bør hurtigst mulig erstattes af ren sol- og vindenergi, der sætter strøm til industrielle varmepumper.

Vi får også brug for mere jordvarme og bølgeenergi, hvor det er muligt. Indfør ekstra høje afgifter på afbrænding af fossile brændsler og træbiomasse, som kan bruges til at medfinansiere de kommende års store investeringer i at udbygge vores nedslidte elnet, hvor der mange steder mangler ledig kapacitet.

Den grønne omstilling af energisektoren ender i slæbetempo, hvis ikke den kritiske infrastruktur udbygges hurtigt. Drop gerne store offentlige investeringer i nye motorveje og broer, der øger CO2-udledningerne under anlæg og udløser mere vejtransport. Investér hellere i energibesparelser, modernisér elnettet, og giv mere attraktive vilkår for sol- og vindenergi.  

Kernen i en ny dansk klima-og energipolitik bør være en hurtig elektrificering af alle sektorer – fra transport til industri og varmesektor – og det kan spare op imod 40 procent af Danmarks energiforbrug.

Der er meget store energitab i forbrændingsmotorer, olie- og gasfyr og fabrikker drevet af fossile brændsler, mens elmotorer og varmepumper er tre til fem gange mere effektive.

Vi skal spare på energien frem for at spilde den. Lav en ny generation energieffektiviseringer, der ikke bare handler om termostater, nye vinduer og isolering af huse, men som tænker systemisk og satser i stor skala på elektrificering af alle sektorer og optimerer i alle værdikæder.

Den offentlige sektor kan med grønne indkøb, nye høje klimakrav og strategiske investeringer sætte en positiv kædereaktion i gang. Det er et plussumsspil. Det gør dansk økonomi mere robust, hvis vi fremadrettet vælger de mest energiøkonomiske løsninger frem for at hænge fast i fortidens fossiler.  

53 procent af Danmarks bruttoenergiforbrug er kul, olie og gas, og det er hovedudfordringen at trappe denne afhængighed ned.

Det er muligt og økonomisk realistisk i perioden fra 2035-2040 at opbygge et 100 procent vedvarende og elektrificeret energisystem i Danmark, hvor ren sol- og vindenergi, varmepumper, bølgekraft og jordvarme trænger de fossile brændsler ud. Danmark har brug for en samlet, ambitiøs og visionær energiplan, der accelererer denne omstilling.

Men i øjeblikket knytter regeringen alt for store forhåbninger til nye teknologiske fix, der er usikre, langsomme og næppe kan levere til tiden. Der er for eksempel afsat over 37 milliarder kroner til CO2-fangst og lagring i et håb, om at man frem mod 2030 kan fjerne 3,2 millioner tons CO2. Det er højest tvivlsomt.

Klima- og energiminister Lars Aagard kalder det en ”kerneteknologi”, og flere taler om at bygge en ny CO2-infrastruktur, men i realiteten er det en meget usikker, umoden og energikrævende teknologi, der er svær at skalere på en omkostningseffektiv måde.

I stedet for at bruge så mange offentlige midler på at fange CO2 for enden af skorstenene, burde vi gøre noget ved årsagerne – det store energispild og afbrændingen af fossile brændsler og fast træbiomasse. Det kan kun gå for langsomt med at spare på energien, sætte strøm til alle sektorer, installere varmepumper og opskalere hurtigt med rene vedvarende energikilder, så vi kan frigøre os fra den fossile afhængighed. 

Dette debatindlæg er skrevet af Bjarke Møller og er også blevet bragt i Altinget den 21. august 2023.

By |2023-11-23T14:48:20+01:0021. august 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Politisk nølen hæmmer cirkulær omstilling af byggeriet

I sidste uge ramte vi Earth Overshoot Day, som igen i år er en skræmmende påmindelse, om at vi bruger langt flere ressourcer, end jorden kan nå at regenerere på et år. 

En væsentlig del af ansvaret for vores overforbrug af jordens ressourcer ligger hos byggesektoren, som forbruger halvdelen af de samlede materialer, der bliver udvundet på globalt plan. Byggeriet tegner sig for omkring 30 procent af det samlede danske klimaaftryk og 40 procent af den samlede globale CO2-udledning. Alene forbruget af byggematerialer som eksempelvis stål og beton udgør hele 11 procent af den samlede globale CO2-udledning.

Hvis vi hvis vi skal gøre os forhåbninger om, at markeringen af Earth Overshoot Day de kommende år vil falde langt senere på året – og i bedste fald helt udeblive – er det nødvendigt at kigge grundigt på byggeriet og få sektoren gevaldigt op i gear, når det kommer til mindre ressourceforbrug og cirkulær omstilling. 

Det bliver ved snakken

Tager man status på den danske byggebranche i dag, er vi dog langt fra et scenarie, hvor der for alvor er kommet fart på den cirkulære omstilling.

Debatten om cirkulært byggeri har kørt i mange år, men indtil nu er det i høj grad blevet ved snakken, og realiseringen af cirkulært byggeri har herhjemme fortsat karakter af enkeltstående prestigeprojekter.

Et eksempel: Tal fra Miljøstyrelsen viser, at der produceres fem millioner ton bygge- og anlægsaffald i Danmark om året, men at det i dag kun er 36 procent af det, der genbruges. 

Det cirkulære marked er endnu ikke etableret i større skala, det er småt med cirkulære partnerskaber og forretningsmodeller, og efterspørgslen lader også vente på sig. Det går med andre ord langt fra hurtigt nok. 

Pilen peger på politikerne

Lige nu peger pilen på manglende politisk handling, som den helt store barriere i forhold til at få sat fart på byggeriets cirkulære omstilling. At der i dag simpelthen ikke er de nødvendige rammevilkår og reguleringer på plads, som sætter de rette krav eller skaber de rette incitamenter, der kan få branchen til at gå den cirkulære retning. 

Vi fik godt nok for to år siden en såkaldt ’Strategi for bæredygtigt byggeri’, og vi har også fra i år fået grænseværdier i det nye bygningsreglement, som sætter krav til materialers CO2-udledning i nybyggeri. Det er vigtige skridt på vejen, men det er langt fra ambitiøst eller effektivt nok. Strategien for bæredygtigt byggeri er langt fra at blive implementeret, og de nye klimakrav i bygningsreglementet er på ingen måder høje nok til at fremme cirkularitet og til at byggeriet kan levere på klimamålene. Vi har også udsigt til en CO2-afgift, men den er ikke høj nok til at drive en reel cirkulær transformation, og de store klimaudledere netop inden for byggeriet er undtaget.

Vi har også til gode at se ’Strategien for grønne indkøb’, som kom tilbage i 2019, manifestere sig i reelle cirkulære udbudskrav på de enorme projekter, som offentlige myndigheder er bygherre på.  

Opskalér den politiske indsats

Der er derfor brug for at skalere gevaldigt op på den politiske indsats, når det kommer til at få skabt de nødvendige rammevilkår og incitamenter, som kan bane vejen for cirkulær omstilling af byggebranchen.

Der er brug for en CO2-afgift, der er mere ambitiøs og dækker hele byggebranchen. Der er brug for fokus på udvikling af cirkulære værdikæder.

Der er brug for at stramme klimakravene i bygningsreglementet, så de reelt fremmer cirkulære valg i branchen. Og til sidst er det helt afgørende, at den offentlige indkøbsmuskel kommer i spil til at drive efterspørgslen på cirkulært byggeri.

Alternativet er, at vi de næste mange år frem fortsat taler om vigtigheden af mindre ressourceforbrug, mens vi skåler til indvielsen af enkelte cirkulære prestigebyggeprojekter, samtidig med at vi år efter år fortsat vil få bekræftet vores og byggeriets overforbrug med Earth Overshoot Day.

Debatindlægget er skrevet af Anna Fenger Schefte og er også blevet bragt i Altinget den 10. august 2023.

By |2023-11-23T14:48:31+01:0010. august 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Øget klimabelastning fra offentligt byggeri er et problem

Byggeriet er en kæmpe og fortsat uløst klimaudfordring – både herhjemme, i EU og globalt. 50 procent af de materialer, vi udvinder på globalt plan, går i dag ind i byggeriet. Og byggeriet tegner sig for omkring 30 procent af det samlede danske klimaaftryk og 40 procent af den samlede globale CO2-udledning. Derfor er der hårdt brug for en cirkulær omstilling af branchen.

Alligevel er vi endnu ikke kommet ud af starthullerne. Der har været talt om cirkulært byggeri i mange år. Vi har enkelte cirkulære flagskibsbyggerier og har fra i år fået krav til livscyklusvurderinger og grænseværdier til materialers klimaaftryk. Men det er endnu ikke på et niveau eller skala, hvor det batter tilstrækkeligt i forhold til at få gang i den cirkulære omstilling af byggeriet.

Rapporten ’Cirkulært Byggeri – fra drøm til virkelighed’, som Rådet for Grøn Omstilling netop har udgivet, ser nærmere på, hvilke forhindringer der ligger i vejen for omstillingen af byggebranchen.

Efterspørgsel er stopklods
En af de største stopklodser er, at der simpelthen ikke er nok efterspørgsel på cirkulære materialer og byggeprojekter. Her bør den offentlige sektor påtage sig et langt større ansvar. Samlet set sidder staten, regionerne og kommunerne med en kæmpe indkøbsmuskel, når det kommer til bygge og anlæg – og har dermed muligheden for at spille en nøglerolle i forhold til at kunne bane vejen for et mere attraktivt marked for cirkulæret byggeri. Det ansvar påtager den offentlige sektor sig ikke i dag.

Det hører mere til undtagelsen end reglen, at der er klare cirkulære krav eller pointgivning til mere cirkulære løsninger tænkt ind som parametre, når offentlige aktører sender et bygge- og anlægsprojekt i udbud.

Energistyrelsens Global Afrapportering 2023 viser, at det offentliges klimaaftryk faktisk er steget de seneste år med 12 procent fra 2019 til 2021. Stigningen er primært drevet af øgede investeringer netop i bygge og anlæg samt øgede udgifter til bekæmpelse af coronapandemien.

Udbudsregler
Derfor er der brug for, at den offentlige sektor kommer op i gear og påtager sig et tydeligere ansvar for at understøtte den cirkulære omstilling af byggeriet.

Et skridt i den retning ville være at indføre nye udbudsregler, som fremmer et langt større fokus på cirkularitet i byggebranchen. Det arbejder blandt andre Københavns Kommune med på udvalgte projekter, men det er langtfra normen. Man kunne eksempelvis lade offentlige udbud følge de cirkulære rammer og krav, der er fastsat i EU’s taksonomi for bæredygtige investeringer.

På et mere overordnet niveau vil et vigtigt skridt også være, at man politisk sikrer bedre data, klare reduktionsambitioner og realistiske reduktionsstier, som viser vejen til at reducere offentlige sektors klima- og ressourcepåvirkning – og herunder reduktioner inden for bygge- og anlæg.

Det har vi, til trods for en snart tre år gammel Strategi for grønne offentlige indkøb endnu til gode at se.

Dette debatindlæg blev bragt i Klimamonitor 26. juni 2023.

By |2024-03-20T13:18:41+01:0026. juni 2023|Debatindlæg|1 Kommentar
Læs mere

EU har lige nu en afgørende mulighed for at forhindre fremtidige kemikalie-skandaler

Hvordan kunne det komme så vidt? Hvor slemt står det egentligt til? Hvordan løser vi det? PFAS-skandalen har givet mange spørgsmål uden nemme svar. Alle er vi bekymrede for, hvad den omfattende forurening med fluorstoffer i vores vand, jord og mad kan få af konsekvenser for vores sundhed og miljø.

Men et andet spørgsmål trænger sig på. PFAS er desværre ikke den eneste gruppe af skadelige kemikalier, vi tilfører vores miljø. Der er stor sandsynlighed for, at en række lignende skandaler med andre kemikalier vil blive opdaget i nær fremtid. Hvad omfatter det, og hvordan undgår vi, at det fortsætter?

PFAS kan give leverskade, øge risikoen for kræft og påvirke vores evne til at få børn. Så hvorfor er PFAS ikke forbudt og udfaset? Det skyldes, at vi i EU har levet med en forældet kemikalielovgivning, REACH-forordningen, der blev vedtaget tilbage i 2006.

Truer sundhed og små børns udvikling

REACH har ikke levet op til sit mål om at beskytte mennesker og miljø mod skadelige kemikalier. Det er den fortsatte anvendelse af fluorstoffer et soleklart bevis for. Og PFAS er blot én gruppe af mange andre skadelige kemikalier i omløb.

Ifølge forskere har kemisk forurening overskredet grænsen for, hvor stor en belastning planeten kan klare. En FN-miljørapport har slået fast, at kemisk forurening har forårsaget flere dødsfald end COVID-19.

Et væld af undersøgelser har beskrevet, hvordan mange kemikalier truer vores sundhed, fertilitet og små børns udvikling. Alligevel tilsætter industrien mange af disse kemikalier i blandt andet forbrugerprodukter. Der er i dag registreret mere end 350.000 forskellige kemikalier, og forbruget er stigende.

I EU er man klar over alvoren og vil forny kemikalielovgivningen REACH. Men alligevel udskød man i oktober 2022 offentliggørelsen af et revisionsforslag til fjerde kvartal af 2023, og dermed forsinkede man det med 12 måneder. Det lyder måske ikke af meget, men det har betydning. Fra miljøorganisationerne European Environmental Bureau (EEB) og CHEM Trust lyder det, at forsinkelsen gør det umuligt at afslutte forhandlinger inden EU-parlamentsvalget i juni 2024.

Kan ikke genbruges, hvis det er fyldt med kemikalier

Lige nu har vi i en mulighed for at gøre lovteksten i REACH stærkere, hvor mange flere kemikalier kan forbydes og udfases. Alt dette kan falde, hvis ikke EU-processen kommer op i fart, så reformen kan vedtages inden EU-Parlamentsvalget. Og vi risikerer, at teksten bliver udvandet. Det vil være et kæmpe tilbageskridt for den grønne omstilling.

Hvis vi ikke udfaser skadelige kemikalier, kan vi ikke overkomme et andet stort problem; ressourceknaphed. Alt taler for, at vi skal omstille til en mere cirkulær ressourceøkonomi. Men det kræver, at vores produkter kan anvendes igen og igen. Lige nu er der skadelige kemikalier i alt fra tøj og møbler til byggematerialer, som vi derfor ikke kan eller bør genanvende, og som burde ende i deponi, men som i dag bliver brændt af.

Også investorerne er bekymrede. Sidste år opfordrede en gruppe investorer verdens største kemikalievirksomheder til at udfase PFAS. De hæfter sig ved, at ny regulering kan være på vej, men også at der er en stigende risiko for retssager.

Pres for hurtig proces

Danmark er før gået foran i forhold til regulering af kemikalier. Selvom Enhedslistens forslag om et generelt PFAS-forbud ikke blev stemt igennem i Folketinget for nyligt, ser der ud til at være en åbning for at lave delvise forbud. Lad os forbyde PFAS i de produkter, vi er i tættest kontakt med såsom tøj, plejeprodukter og køkkenudstyr – og på den måde presser på for en hurtig proces i EU.

Vi opfordrer til, at forslaget til REACH-revisionen fremlægges senest i juni 2023. 

Ved et tidligere event udtalte miljøkommissær Virginijus Sinkevičius, at Europa-Kommissionens embedsmænd ”arbejder så hurtigt de kan på revisionen,” og at REACH forslaget vil være klar ”forhåbentligt inden sommer”.

Vi håber, at vores regering presser på lige nu for, at det sker. Timingen er afgørende. 

Dette debatindlæg blev også bragt i Altinget den 21. juni 2023.

By |2024-01-23T16:37:29+01:0021. juni 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Rådet for Grøn Omstilling: Cirkulært byggeri står og falder med politisk handling

Vores bygninger og byggeprojekter lægger et stort pres på vores fælles ressourcer og miljø. Det haster med at omstille byggeriet, så det kan begynde at levere sin andel af klimareduktioner. Til det er der brug for gennemgribende ændringer i måden, vi bygger på, hvilke materialer vi bruger og lovgivningen på området. Rådet for Grøn Omstilling kommer nu med ti nye anbefalinger til det politiske Danmark. Det sker i forbindelse med en ny publikation, der ser nærmere på, hvad der skal til for at skabe et cirkulært byggeri og hvilke forhindringer, der lige nu står i vejen.  

Status i dag er, at 50 procent af de materialer, vi udvinder på globalt plan, går til byggeriet. Bygninger og byggeprojekter tegner sig for omkring 30 pct. af det samlede danske klimaaftryk og 40 pct. af den samlede globale CO2-udledning. Alene forbruget af byggematerialer som eksempelvis stål og beton udgør hele 11 procent af den samlede globale CO2-udledning.   

I Danmark er byggeriet langt fra et scenarie, hvor der for alvor er kommet fart på den cirkulære omstilling. Sådan lyder det fra Anna Fenger Schefte, der er seniorrådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling og har skrevet publikationen.    

”Debatten om cirkulært byggeri har kørt i mange år, men indtil nu er det i høj grad blevet ved snakken. Realiseringen af cirkulært byggeri har herhjemme fortsat karakter af enkeltstående prestigeprojekter,” siger hun.   

For eksempel viser tal fra Miljøstyrelsen, at der produceres fem mio. ton bygge- og anlægsaffald i Danmark om året, men at det i dag kun er 36 pct. af det, der genbruges. Flere analyser og studier dokumenterer, at man her går glip af vigtige klimareduktioner. Blandt andet peger en analyse fra Ellen MacArthur Foundation på, at alene omstillingen til en mere cirkulær økonomi kunne reducere de globale CO2-reduktioner fra byggeriet med hele 38 pct. i 2050.     

Kommer den danske branche ikke op i omdrejninger, kan det koste dyrt, lyder det fra Anna Fenger Schefte. 

”Den danske byggebranche taber også mulighed for at føre an på et globalt og europæisk marked, hvor cirkularitet bliver et stadig større krav, og hvor de virksomheder, som kan levere cirkulære løsninger, vil stå med en klar konkurrencefordel,” siger hun.    

Ifølge Anna Fenger Schefte er den primære barriere, at der endnu ikke er det politisk rammeværk på plads, som er nødvendigt for at accelerere omstillingen. Derfor står og falder den cirkulære omstilling af byggeriet med politisk mod og handling.   

”Der er brug for at skalere gevaldigt op på den politiske indsats. Hele lovgivningsområdet inden for byggeriet skal ses igennem med cirkulære briller. Det har de netop gjort i Holland,” siger hun.   

I det hollandske projekt Circulaw er man i gang med at identificere barrierer og incitamenter til cirkulær omstilling i byggebranchen i forhold til den nuværende lovgivning. Det næste skridt er, at politikere så lader den kortlægning være afsættet for en ambitiøs og målrettet lovgivningspakke, der reelt kan sætte fart under den cirkulære omstilling.    

”Alternativet er, at vi de næste mange år frem fortsat skåler til indvielsen af enkelte cirkulære prestigebyggeprojekter, men ikke reelt får skabt ny normalitet i byggebranchen, hvor cirkularitet er et must, og hvor cirkulært byggeri er blevet en klar dansk styrkeposition,” siger Anna Fenger Schefte. 

Find publikationen ‘Cirkulært byggeri – fra drøm til virkelighed’ forneden.  

Ti anbefalinger til det politiske Danmark

1 Indføre en høj og ensartet CO2-afgift, der inkluderer alle aktører i byggeriet. Den bør ideelt set være 1500 kr./ton, som anbefalet af Klimarådet. Producenter af byggematerialer skal ikke have rabat, som det ellers blev aftalt med den grønne skattereform fra 2022, men skal som minimum betale 1125 kr./ton og ideelt set op til 1500 kr./ton, så afgiften afspejler klimabelastningen.

2 Se på hele det lovgivningsområde, der vedrører byggeriet, med cirkulære briller. Det gælder eksempelvis planlovgivningen, affaldsreguleringen og andre dele af bygningsreglementet, der rækker ud over de nuværende krav i bygningsreglementet til livscyklusanalyser og indlejret CO2. Det vil i første omgang kræve en omfattende kortlægning, der afdækker både potentialer, men også barrierer ved nuværende lovgivning i forhold til at fremme mere cirkulært byggeri. Det gælder også i forhold til andre krav som eksempelvis bygningsreglementet, der potentielt spænder ben for mere cirkularitet.

3 Indføre nye udbudsregler, som fremmer et langt større fokus på cirkularitet i byggebranchen eksempelvis ved at lade offentlige udbud følge de cirkulære rammer og krav, der er fastsat i EU’s taksonomi for bæredygtige investeringer.

4 Sætte fokus på hele byggemassen – og ikke kun nybyggeri – i forhold til både krav til indlejret CO2 og cirkulære krav for hermed også at fremme bevarelse og transformation af den eksisterende bygningsmasse. Det er langt at foretrække frem for nybyggeri set i et klimaperspektiv.

5 Sørge for hurtigere implementering af højere krav til den indlejrede CO2 i bygningsreglementet. Den nuværende politiske aftale, der ligger for indfasning af krav til CO2 pr. m2 pr. år er ikke ambitiøs nok i forhold til at bane vejen for de klimareduktioner, som byggeriet skal levere, og i forhold til det klimaaftryk, som byggeriet i dag har.

6 Vedtage et minimumskrav i forhold til ressourcekortlægning af den eksisterende bygningsmasse ved nedrivning og renovering. Dette kunne gøres ved at udvide den lovpligtige miljøkortlægning ved nedrivning til også at inkludere en lovpligtig ressourcekortlægning, som afdækker det cirkulære potentiale i en bygning. Der kan være brug for, at kravet til en ressourcekortlægning kun gælder for bygninger af en vis størrelse. Det er vigtigt, at krav om ressourcekortlægning ses i sammenhæng med de kommende regler for selektiv nedrivning.

7 Bane vejen for en stærkere kommercialisering af markedet for cirkulære materialer. Det kan gøres med følgende initiativer: at fremme en fælles og transparent adgang til data om materialerne, indføre krav om materialepas og udvide dette til også at inkludere genbrugsmaterialer samt at lave tiltag, der kan minimere risici i forbindelse med brug af genbrugsmaterialer i byggeriet. Dertil er der brug for nye krav til indhold i byggematerialer, så vi kan undgå brugen af skadelige kemikalier i vores bygninger.

8 Øge støtten til nye cirkulære aktører og cirkulære værdikæder. Der mangler i dag virksomheder i den cirkulære værdikæde. Her er særligt brug for testfaciliteter i forhold til analyse og data på konkrete genbrugsmaterialer og upcyclingcentre, der kan sikre genbrug og højværdigenanvendelse af byggematerialer. Det vil også være nødvendigt at kigge på at fremme udvikling af symbioser og industrielle partnerskaber på tværs af byggeriet og andre sektorer med henblik på at fremme cirkularitet. Det kunne eksempelvis være symbioser mellem landbrug og byggeri om nye cirkulære materialestrømme i forhold til produktion af biogene byggematerialer.

9 Indtænke byggeriet i en samlet strategisk plan for Danmarks råstof- og ressourceforbrug. Der er brug for, at man fra politisk hånd udformer en samlet og langsigtet strategi for råstoffer, ressourcer og cirkulær økonomi. Politisk har der i mange år primært været fokus på energi i den grønne omstilling. Og den lille indsats, der er kommet i forhold til cirkularitet, er i høj grad begrænset til affaldshåndtering. Der er brug for at øge det politiske fokus på at reducere vores ressourceforbrug – både som bidrag til et mindre klimaaftryk, men også for at sikre vores forsyningssikkerhed.

10 Arbejde for en ambitiøs EU-politik på området. Der sker meget i disse år på europæisk niveau i forhold til regulering af byggeriet, der kan fremme cirkularitet og reduktioner i den indlejrede CO2. EU’s tiltag vil utvivlsomt sætte retningen og bestemme tempoet for klimaomstillingen i byggeriet i mange år frem. Derfor er det vigtigt, at danske politikere og myndigheder arbejder for, at EU’s lovgivning på området bliver ambitiøs nok til at flytte byggebranchen, så den ikke trækker veksler på klimaet, miljøet og vores ressourcer.

By |2024-01-26T10:04:25+01:0020. juni 2023|Publikation|0 Kommentarer
Læs mere

Danmark skal tage teten og sikre lovgivning, der mindsker byggematerialers klimaaftryk

I de kommende uger kan EU lægge sig fast på, hvorvidt og hvor meget, byggeriet i fremtiden skal mindske sit klimaaftryk. Tirsdag startede trilogforhandlingerne om EU’s revisionen af bygningsdirektivet, det såkaldte Energy Performance of Buildings Directive (EPBD). Som noget helt nyt sætter forslaget fokus på indlejret CO2 i de byggematerialer, vi anvender. Mere konkret lægger EU op til, at medlemsstater senest fra 2027 skal offentliggøre “en køreplan med detaljerede oplysninger om indførelsen af grænseværdier for det samlede kumulative GWP (Global Warming Potential – en indikator, der kvantificerer en bygnings potentielle bidrag til den globale opvarmning i hele dens livscyklus) i hele livscyklussen for alle nye bygninger.” Dertil lyder det i forslaget, at de senest fra 2030 skal fastsætte reduktionsmål for nye bygninger.  

Det er enormt vigtigt, at den del af revisionen fastholdes i det kommende forhandlinger, hvis byggeriet skal kunne levere sin andel af klimareduktionerne. En tredjedel af byggeriets samlede klimaaftryk kommer netop fra den indlejrede CO2 og særligt fra byggematerialer som beton og stål, hvor klimaaftrykket i produktionen er enormt højt, og hvor skala på cirkularitet og genbrug stadig har lange udsigter. Kigger man et eller to årtier frem forventes andelen af byggeriets klimaaftryk fra indlejret CO2 at stige voldsomt, fordi der i dag ikke er et politisk rammeværk på plads til at realisere reduktioner på det område.  

Klimareduktionerne i branchen går alt for langsomt, og der er brug for politisk handling, hvis der for alvor skal hentes reduktioner i byggeriet inden for de kommende år. Her er det med øje for byggeriets nuværende klimaaftryk bydende nødvendigt, at vi får en lovgivning på plads, der kan fremme reduktioner i den indlejrede CO2. Derfor er det positivt, at indlejret CO2 er kommet med i forslaget, og det er vigtigt, at de ambitioner, der lægges på bordet disse dage, fastholdes under de næste ugers forhandlinger.    

Her har Danmark en vigtig rolle at spille. Vi er blandt de få lande i Europa, som allerede i dag har lovgivning på området. Vi fik med det nye bygningsreglement fra 2023 et lovkrav om at gennemføre en livscyklusanalyse på alt nybyggeri, ligesom der i dag er sat et loft på CO2-udledningen for alt nybyggeri, som gradvist strammes frem mod 2029. Et tiltag, som der faktisk var stor opbakning til i branchen.   

Selvom man kunne ønske sig, at kravene til den indlejrede CO2 herhjemme var mere ambitiøse, end hvad der er lagt op til nu, så kan Danmark i forhold til de kommende forhandler i EU blive et vigtigt eksempel på, hvordan lovkrav til den indlejrede CO2 kan udformes – og et eksempel på, at denne type lovkrav kan realiseres med opbakning fra industrien.   

Dette er ikke kun i klimaets interesse. Ifølge et studie fra analyseinstituttet Shifting Paradigms er der også en stor økonomisk gulerod ved reduktioner i den indlejrede CO2. Deres beregninger viser, at en reduktion på 41 procent i klimaaftrykket fra den indlejrede CO2 vil medføre en 9 procent reduktion i omkostninger til byggeriet. Desuden vil oplægget til krav til den indlejrede CO2 bidrage til, at vi får fælles regler på området, så data bliver sammenligneligt på tværs af europæiske lande. Det vil være i den danske byggebranches interesse i forhold til at kunne agere på det europæiske marked.   

Alt i alt er det afgørende, at Danmark i EU-forhandlingerne går i brechen for at fastholde den indlejrede CO2 – så vi sikrer et europæisk rammeværk, der kan bidrage til at accelerere klimaomstillingen af byggeriet.

Dette debatindlæg er bragt i Altinget den 12. juni 2023.

By |2024-01-23T16:26:01+01:0012. juni 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Danmark skal have et forbrugsbaseret klimamål, som medtager vores globale klimaaftryk

Danmark er langt fra så grøn, som vi går og tror. Det viser flere globale undersøgelser, som gang på gang placerer Danmark blandt de mest CO2-udledende lande målt pr indbygger. Senest viser tal fra forskningsorganisationen Klima- og Miljøinstituttet NILU i Norge, at Danmark er blandt de 20 procent af landene i verden med det højeste klimaaftryk. I beregningerne har man medtaget CO2-udledningerne fra de varer, vi importerer og forbruger i Danmark. (Se artikel på dr.dk).

Disse tal vidner endnu engang om, at der er brug for at forbedre Danmarks klimalov og herunder vores nuværende klimamål. Et bedre klimamål er et helt nødvendigt skridt, hvis vi ikke bare vil tale om et grønt lederskab, men reelt vil lægge os i den globale front på klimaområdet og oprigtigt kunne bryste os af verdens mest ambitiøse klimamål, sådan som flere politikere ynder at gøre. 

Medtager ikke vores tøj fra Kina 

Den nuværende klimalov indeholder et bindende reduktionsmål på 70 procent for Danmarks nationale CO₂-udledning i 2030. Det er et vigtigt mål, som på mange måder har sat skub i de politiske indsatser, som er nødvendige for at fremme en grøn omstilling af samfundet. Men det er også et mål, som har sine klare begrænsninger. 

Det store problem er, at klimamålet kun forholder sig til CO₂-udledninger i Danmark og derfor ikke medtager det globale klimaaftryk, som vi danskere efterlader os ude i verden fra alle de varer og produkter, som vi i stor stil hiver hjem fra for eksempel Kina, Indien og USA – det, man kalder vores forbrugsbaserede CO₂-udledninger. 

Og netop det forbrugsbaserede klimaaftryk udgør over halvdelen af Danmarks samlede CO₂-regnskab. Ifølge Energistyrelsen har Danmark et samlet forbrugsbaseret klimaaftryk på 62,9 millioner ton CO₂. Heraf udledes 26,3 millioner ton CO₂ i Danmark. De resterende 36,6 millioner ton CO₂ er vores globale aftryk og dermed ikke noget, den nuværende klimalov eller de seneste års klimapolitiske tiltag forholder sig til. 

Et eksempel: Ifølge tal fra Danmarks Statistik udledte danskernes forbrug alene af tøj i 2020 1,4 millioner ton CO₂ i udlandet, hvilket svarer til ikke mindre end 90 procent af de samlede CO₂-udledninger, som vores nuværende forbrug af tøj fører med sig. Langt størstedelen af de udledninger sker nemlig på fabrikker i Kina og Indien og vil altså, som det politiske landskab ligger lige nu, ikke blive ramt af en kommende CO₂-skat. 

Dertil er vores globale klimaaftryk også et område, hvor vi sammenlignet med andre lande ligger i den virkelig tunge ende. Hvis alle levede som danskere, skulle vi bruge ressourcer svarende til 4,2 jordkloder om året. Til sammenligning skulle vi bruge tre om året, hvis alle levede som i Tyskland, 1,5, hvis vi levede som i Thailand og 0,8 jordkloder, hvis vi levede som i Indien. 

Risiko for manglende politisk retning 

Danmarks forbrug er blandt de højeste i EU. Derfor er vores globale forbrugsbaserede aftryk også noget, som en ny regering i den grad bør forpligte sig til at gøre noget ved. Det vil kræve, at vi får et konkret og bindende klimamål, der også dækker vores globale klimaaftryk. For så længe vi ikke har et bindende mål for at reducere netop dét, så viser de seneste år med alt tydelighed, at der bare ikke sker særlig meget fra politisk hånd. 

Derfor er der også en stor risiko for, at et ambitiøst globalt reduktionsmål ikke for alvor bliver bragt ind til bordet i de klimapolitiske regeringsforhandlinger, og at vi fortsat kommer til at stå uden reel politisk retning og forpligtigelser på det område. 

Sker det, vil Danmark stå markant dårligere i klimakampen – og i troværdigt at opretholde fortællingen om et land, hvor klimaomstilling, vækst og velfærd faktisk kan gå hånd i hånd. 

En anden version af dette indlæg blev bragt i Information den 22/11 2022. 

(Data fra forskningsorganisationen Klima- og Miljøinstituttet NILU i Norge stammer fra denne database: https://worldmrio.com/) 

By |2024-01-23T16:30:30+01:001. juni 2023|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Anbefaling til Folketinget: Stop iblanding af de skadelige biobrændstoffer

Regeringen har i april 2023 foreslået at øge brugen af biobrændstoffer mhp. at nå Danmarks klimamål for 2025. Rådet for Grøn Omstilling anbefaler, at 2025-målet indfris med andre virkemidler, da iblanding af biobrændstoffer har en usikker og i værste fald kontraproduktiv effekt på de globale drivhusgasudledninger. Fastholdes biobrændstoffer som virkemiddel er det afgørende, at de mest klimabelastende brændstoffer sorteres fra.

Konkret anbefaler Rådet for Grøn Omstilling

  • Sammen med FDM og Drivkraft Danmark anbefaler RGO at ”regnereglerne” for biobrændstoffer opdateres, så alle udledninger tæller med, herunder udledninger fra ændringer i arealanvendelsen (ILUC, Indirect Land Use Change). Det vil give en teknologineutral markeds-udfasning af de mest klimabelastende biobrændstoffer.
  • Lader det sig ikke gøre, anbefaler RGO at biodiesel baseret på afgrøder (herunder raps) udfases direkte ved lov, da disse har den største klimabelastning.
  • Dertil anbefaler RGO at affaldsbaserede biobrændstoffer med begrænsede råvarer (såsom brugt fritureolie og affald fra den animalske produktion) begrænses til niveauer svarende til restprodukter indsamlet i Danmark.

Langt hovedparten af biobrændstoffer har høj klimabelastning

Biobrændstoffer fremstillet af afgrøder, som kunne være brugt til madvarer eller dyrefoder, kaldes 1. generations (1G) biobrændstoffer. I 2020 var 87% af biobrændstoffer brugt i Danmark 1. generation. De har en høj klimabelastning, fordi de råvarer, som bruges til biobrændstoffer, ikke samtidig kan bruges som madvarer og foder, og derfor opstår der et behov for nye marker til at dyrke fødevarer. Når vi i Danmark vælger at dyrke raps til biodiesel, er der i sidste ende en stor risiko for, at der ryddes regnskov for at gøre plads til nye marker i Sydamerika eller Sydøstasien. Det skyldes, at det især er i troperne, at der inddrages nye dyrkningsarealer.

Resultatet er, at mange af biobrændstoffer som dyrkes på marker i Danmark og Europa, har en meget høj indirekte klimabelastning (de mørkeblå og orange søjler i figur 1). Det kaldes ”indirekte ændringer i arealanvendelsen” eller ILUC (indirect land use change). Ofte er den samlede klimabelastning fra især biodiesel endda større end for fossil diesel (den røde linje i figur 1).

Figur 1 Direkte og indirekte klimaeffekter af 1. generations biobrændstoffer. Kilde: Transport & Environment (2016): Globiom: the basis for biofuel policy post-2020

Gennemfør Folketingets beslutning: Opdatering af biobrændstoffernes klimaregnskab

Folketinget har allerede én gang besluttet, at de mest klimaskadelige biobrændstoffer skal udfases, og at ”klimaregnereglerne” for biobrændstoffer skal opdateres, således at alle udledninger tæller med , herunder ILUC-udledninger. Derfor anbefaler RGO, FDM og Drivkraft Danmark, at der følges op på folketingsbeslutningen fra 2020, da det vil resultere i en markedsbaseret og teknologineutral udfasning af de mest klimaskadelige biobrændstoffer.

Skulle det imod konklusionerne i en rapport bestilt af Energistyrelsen vise sig ikke at være muligt på grund af EU-lovgivning på området, anbefaler Rådet for Grøn Omstilling at der indføres en direkte udfasning af afgrødebaseret biodiesel, da disse biobrændstoffer har den største klimaeffekt (se figur 1). Dette vil både være i tråd med aftalen om grøn omstilling af vejtransporten, som tilsiger at ”det er afgørende, at der løbende sker en udfasning af første generations biobrændstoffer med høje globale udledninger”, samt VE-direktivets artikel 26 .
Dertil er der også andre løsningsmodeller – Biogas Danmark har eksempelvis advokeret for at forfordele 2G biobrændstoffer efter Tysk model.

Affaldsbaserede (2. generations) biobrændstoffer er heller ikke uproblematiske.

Biobrændstoffer produceret fra affald er (desværre) heller ikke uden indirekte og problematiske klimaeffekter. F.eks. pågår der i dag omfattende snyd hvor jomfru-palmeolie (langt højst klimabelastning, se figur 1) sælges som brugt fritureolie . Dertil kan biobrændstoffer fra dyrefedt føre til problematiske substitutionseffekter i kosmetik og sæbeindustrien, hvor mangel på dyrefedt som ressource ofte fører til brug af palmeolie. Når det sker, kan nettoeffekten af dyrefedt som biobrændstof være 1,7 gange højere end for konventionel diesel .

Derfor anbefaler RGO at begrænse brugen af problematiske 2. generations biobrændstoffer, således at Danmarks forbrug af brugt fritureolie og restprodukter fra den animalske produktion (døde dyr og dyrefedt mv.) begrænses til niveauer svarende til restprodukter indsamlet i Danmark. Dertil bør der udarbejdes en kortlægning af de forskellige affaldsbaserede biobrændstof-råvarer og deres livscyklus klima- og miljøpåvirkning, og på baggrund heraf vurderes om yderligere tiltag er nødvendige.

Figur 2 Biobrændstoffer er et ineffektivt virkemiddel til grøn omstilling af vejtransporten

Fakta om Danmarks forbrug af biobrændstoffer

I 2020 blev der anvendt mere end 380.000 m³ biobrændstoffer, hvoraf 87% var baseret på afgrøde- og foderråvarer. Rapsolie udgjorde næsten 50%. I et konservativt estimat var det skjulte klimaaftryk (ILUC-udledninger) fra biobrændstoffer i 2021 350.000 tons CO2, heraf 300.000 tons CO2 fra raps alene.

Forbruget af biobrændstof lagde i 2020 beslag på 100.000 hektar landbrugsjord, heraf udgjorde raps 76.000 hektar. Det svarer til hhv. knap 4 % og 3 % af Danmarks landbrugsareal, og for sammenligning svarer 100.000 hektar til 140.000 fodboldbaner eller 2 x Falster. På arealet kunne man:

  • producere fødevarer til at brødføde 2,5 millioner mennesker
  • eller gennemføre en fuld grøn omstilling af den samlede danske transportsektor (vejtransport, søfart og luftfart) via solceller, batterier og Power-to-X.

Find alle kilder i PDF’en forneden.

By |2023-11-23T11:38:12+01:001. juni 2023|Positionspapirer|0 Kommentarer
Læs mere

Den nye vejbeskatning sikrer en hurtigere grøn omstilling af lastbiler

På det seneste har vognmænd rundtom i landet demonstreret og blokeret veje for at vise, at de er imod den nye afgift på lastbiler og frygter omkostningerne. Men ifølge Jeppe Juul, seniorrådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling, er den nye vejafgift på lastbiler den helt rigtige vej at gå, så der kan komme fart på elektrificeringen af lastbiler.

”Diesellastbiler har haft det meget nemt i Danmark med en helt ubetydelig tidsbaseret vejafgift og en meget lav dieselafgift. Vejafgiften er derfor helt afgørende for en hurtigere grøn omstilling, fordi den gør kørsel med en diesellastbil dyrere og kørsel med el-lastbil relativt billigere,” siger Jeppe Juul, seniorrådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling. 

Lastbilerne får i forvejen stor rabat i forhold til, hvor meget de belaster klima og miljø. Og regningen ender hos skatteyderne. De betaler størstedelen af de eksterne omkostninger som f.eks. slid og trængsel på veje, ulykker og luft- og støjforurening (se figur). Det ændrer den nye vejbeskatning på og gør ifølge Jeppe Juul dermed systemet mere grønt og retfærdigt.

Marginale eksterne omkostninger for en gennemsnitlig diesellastbil og aktuelle afgifter for diesellastbiler. Kilde: Klimarådet, ‘Veje til klimaneutral lastbiltransport,’ 2021.

Stadig lavere end i Tyskland

Når danske vognmænd kører i Tyskland, skal de betale en vejafgift, der allerede i dag er højere, end når den danske afgift er fuldt indfaset i 2027. Samtidig er dieselafgiften omkring 50 øre højere i Tyskland. 

Når udenlandske vognmænd kører i Danmark, betaler de til gengæld stort set intet for at køre på vejene, og omkostningerne dækkes også her af de danske skatteydere. 

Fra januar 2025 kommer den danske vejbeskatning til mere at ligne den tyske, men med en lavere sats. Vi overgår til en km-baseret beskatning, der er CO2-differentieret, således at el-lastbiler får 75 procent rabat. Det betyder, at der kommer god økonomi i en el-lastbil to år tidligere, end der ellers ville gøre det, og det skubber branchen over mod elektrificeringen af deres lastbiler 

Flere vognmænd og brancheorganisationer fortæller, at vejafgiften ingen betydning vil have for den grønne omstilling og klimaet. Men da Tyskland tidligere ændrede vejbeskatningen til at give rabat til gaslastbiler, begyndte danske vognmænd også at købe gaslastbiler. Ifølge Jeppe Juul må det samme formodes at gøre sig gældende for el-lastbiler, der ligesom gaslastbiler er dyrere i indkøb end diesellastbiler.  

Mere end halvdele kan udskiftes til el i dag

I debatten lyder det fra flere vognmænd, at det ikke er muligt at omstille lastbiler til el. Men den gode nyhed er, at de eksisterer. Allerede i dag kan mere end 50 procent af alle lastbiler udskiftes til el-lastbiler, ud fra deres kørselsmønstre og lasteevne. Næste år kommer der andre el-lastbilmodeller, der kan bruges til international kørsel med en rækkevidde på mere end 500 km og totalvægt på 40 tons.  

”El-lastbil teknologien er betydeligt mere udviklet, end mange vognmænd og chauffører tror og giver udtryk for. I Danmark har vi givet meget støtte til kørsel på fossilt brændstof, men diesellastbiler hører fortiden til. El-lastbiler er til gengæld fremtidens mainstreamteknologi, og fremtiden er her allerede nu,” siger Jeppe Juul.  

Hvis man vil sikre, at den grønne omstilling går endnu hurtigere, bør man dels forhøje afgiften til det tyske niveau og samtidig også hæve dieselafgiften, svarende til Tysklands. Indtil vejafgiften træder i kraft, bør der gives støtte til omstillingen af el-lastbiler og ladestandere på matriklen.  

I 2025 er afgiften kun på udvalgte veje og lastbiler over 12 tons, mens alle lastbiler skal betale vejafgift fra 2027 og hele vejnettet fra 2028. 

By |2023-09-07T17:39:10+01:0015. maj 2023|Artikel|0 Kommentarer
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top