Denne sommer er der blevet talt alt for meget om nogle få ekstremisters koranafbrændinger. Men det, vi burde tale mest om, er vores afbrænding af kloden. For klimaforandringerne accelererer på dramatisk vis.

Det er det, regeringer burde ligge vågne over om natten. Juli måned var den varmeste måned målt i menneskehedens historie. Ulidelige temperaturer på godt 50 grader Celsius er målt flere steder på kloden, vilde skovbrande har hærget fra Sydeuropa til Canada, turister er eskorteret væk fra Rhodos, hagl så store som tennisbolde er væltet ned fra himlen ved Gardasøen, mens verdenshavene er rekordvarme. Ud for Florida var havet mere end 38 grader, i Middelhavet over 28 grader og i Nordatlanten over 24 grader. Ved Antarktis er et stort område på størrelse med Grønland ikke frosset til is, som det plejer om vinteren.

Det er, som om vi har ramt flere klimatiske tipping points. Vi brager gennem det 1,5-graders mål, man opstillede på FN’s klimatopmøde i Paris for otte år siden. Globalt har vi kurs mod 2,8-3,2 grader mere end det førindustrielle niveau. Det kan blive værre, for nedsmeltningen og varmegraderne ved polerne stiger hurtigt. Vi er ved at miste grebet om vores fremtid. Vi sender en høj klimaregning videre til de næste generationer, der kan skære mellem 5-10 pct. af velstanden bort. Hvert år.

Der er udsigt til meget vildere klimaforandringer, der kan koste mange menneskeliv, sende hundreder af millioner af mennesker på flugt fra de hedebølgeplagede lande og forværre biodiversitetskrisen.

Politikerne burde være alarmeret. Og de burde nedsætte nationale operative kommandoer til at gøre noget ved årsagerne til klimakrisen. Nu. Politikerne viste under coronapandemien, at de godt kan handle, når menneskeliv står på højkant.

Danmark har en flertalsregering, der har magt til at gennemføre de nødvendige reformer, men den leverer hverken på 2025- eller 2030-målene i klimaloven eller på EU’s krav. Engang var Danmark et grønt foregangsland, men det er vi ikke mere.

Andre steder i Europa er klimabenægtere kommet til regeringsmagten, og selv Frankrigs præsident Macron er bange for sin egen skygge og kræver en grøn reformpause. Det store sorte tilbageslag skyller gennem Europa. I EU og globalt har vi aldrig fyret med så mange fossile brændsler og udledt så mange drivhusgasser. Trods alle løfterne ved FN’s klimatopmøder går vi baglæns og blinde frem mod stadig større klimaødelæggelser.

Det behøver vi ikke. For mere end 95 pct. af de teknologier, vi har brug for, er allerede udviklet. Det ville være bedre, billigere og skabe flere arbejdspladser, hvis vi kastede al energi ind på at bygge et 100 pct. rent og vedvarende energisystem. Men i stedet tillades nye boringer efter olie og gas i Nordsøen, Biden borer efter frackinggas i USA, og vi lader oliestater lede FN’s klimatopmøder. Det er en skandale, som måske en dag fører til et folkeligt oprør. Det burde det.

I over tre årtier har videnskabsfolk advaret mod de menneskeskabte klimaforandringer. Men regeringerne forhaler tiden med ligegyldige tiltag, der ikke rigtig flytter noget. Sidste år havde vi også lange hedebølger og tørke i Europa, hvor over 60.000 døde af varmen. Og afbrænding af fossile brændsler og træ står bag luftforurening med beskidte partikler, der hvert år koster over 300.000 for tidlige dødsfald i EU-landene. Det er som under coronapandemiens første år, så hvem gør noget ved årsagerne?

Desværre hænger mange politikere fast i business as usual. De sidste 50 år har den gamle vækstøkonomi sendt forbruget af fossil energi op til nye højder, mens vi har ødelagt naturen, givet fanden i biodiversiteten og drevet rovdrift på naturressourcerne. Naturen er trængt i bund, insekterne og fuglene forsvinder i hobetal, kun 2,3 pct. af landarealet i Danmark er beskyttet natur, og mange steder er drikkevandet truet af sprøjtegifte. Danmark er et af de lande i verden, hvor naturen er trængt allermest i bund.

Globalt er 40 pct. af naturkapitalen destrueret i de sidste tre årtier. Og det er den sorte skyggeside af den formidable velstandsvækst, der har løftet millioner ud af fattigdom og gjort verdens borgere rigere.

Men vi måler stadig økonomisk vækst i bruttonationalproduktet, selv om ’væksten’ f.eks. øges, når sundheds- og miljøomkostningerne stiger, eller der bliver flere trafikulykker. Hele den klassiske mainstreamøkonomi bygger på en ligevægtstilstand af antagelser, der ignorerer, at vi hvert år ødelægger naturværdier for omkring 10 pct. af bnp.

En af de store undladelsessynder er, at mainstreammodellerne slet ikke forstår økologien, og ej heller hvad der driver produktivitetsvæksten og velstandsfremgangen i samfundet. Man antager, at det er en sort boks bestående af arbejdsudbud og teknologi. Men man undervurderer energiens betydning.

Hvert år brænder Danmark 46 mio. tønder olie af. Denne energi koster p.t. cirka 26,8 mia. kroner. Ingen maskine, ingen bil, ingen traktor, ingen fabrik og intet produkt ville være her uden et input af energi. De store mængder af billig fossil energi har været en hovedmotor bag produktiviteten. De 46 mio. tønder olie rummer lige så meget energi som over 210 mio. menneskers arbejdskraft. Den billige fossile energi udkonkurrerer mennesker og håndens arbejde. Og når prisen på olie og gas stiger, vender inflationsspøgelset tilbage, fordi energi driver meget mere i vores forbrug og produktion end de økonomiske modeller antager.

Men den fossile energi forårsager enorme miljøskader, der ikke prissættes ordentligt. De alt for lave CO2-afgifter giver ikke tilstrækkelige incitamenter til at frigøre os fra fossilerne. Derfor brænder vi i disse år kloden af.

Afbrændingen af fossil energi er hovedårsagen til klimaforandringerne. Kul, olie og gas står bag 86 pct. af CO2-udledningerne. Derfor er det bedste og mest effektive svar på klimakrisen at nedtrappe de fossile brændsler hurtigt.

Vi burde have indledt frigørelsen fra fossilerne for mere end tre årtier siden, men der fyres mere og mere fossil energi af, der fucker kloden op. 82 procent af verdens primære energiforbrug er i dag fossile brændsler, og sidste år steg forbruget.

I Danmark ventes al strømmen at være grøn i år 2030, men 53 pct. af vores bruttoenergiforbrug er stadig fossilt, og to tredjedele af vores ’vedvarende’ energi kommer fra afbrænding af fast træbiomasse, der p.t. udleder over 15 mio. tons CO2 om året.

Fortællingen om Danmark som et grønt foregangsland stammer fra vindmøllernes pionérdage, men vores energisystem domineres stadig af fossilerne. Udbygningen med vindmøller er gået i stå på land, energiøen i Nordsøen er sat på hold, og regeringen har med pseudoargumenter låst den åben-dør-ordning, der kunne skaffe ekstra 23 GW havvind. Man går ofte to skridt frem og halvandet tilbage, og vindmølleindustrien lider.

I maj indgik man et bredt havvindforlig, hvor staten sikrer sig et 20 pct. ejerskab. Da aftalen blev præsenteret, fik vi at vide, at det sikrer grøn strøm til 14 mio. husstande, fordi målet om minimum 9 GW måske kan blive til 14 GW. Det lød vildt.

Vi hørte politikere og industriens lobbyorganisationer hævde, at vi allerede i 2030 bliver selvforsynende med 100 pct. grøn energi. Men det bygger på en stor fordrejning. 14 GW kan kun dække 1,8 mio. danskeres samlede energiforbrug, for el udgør kun en femtedel af energiforbruget.

De mange nye Power-to-X-fabrikker, der er projekteret langs de jyske kyster, vil desuden sluge den ekstra strøm fra havvindforliget i maj, så hvordan vil politikerne fjerne fossilerne i industrien, transporten, varmeforsyningen og landbruget?

PtX på grøn brint, der er fremstillet fra vedvarende energi, er stadig en umoden teknologi, og globalt fremstilles ikke mere end 0,5 GW grøn brint. Teknologien er meget kostbar, fordi der er store energitab i konverteringen af energi. PtX-industrien presser på for at få staten til at give statsstøtte (som vi ser i flere EU-lande). Og man vil have skatteyderne til at betale milliarder af kroner til en ny brintinfrastruktur, men det er klogere at lade markedsaktørerne betale regningen selv.

Engang i løbet af 2030’erne kan grøn brint blive vigtig til at fremstille den næste generation af brændselsceller og e-brændstoffer til fly og skibe på de lange distancer, og sikkert også e-ammoniak til at erstatte fossil kunstgødning, men brinten bør doseres rigtigt. Risikoen er, at vi får et dyrt økonomisk lock-in til en umoden teknologi, der i modsætning til varmepumper og sol- og vindenergi ikke fjerner fossile brændsler hurtigt nok.

Drømmen om et teknisk fix, der kan skabe mere vækst og nye arbejdspladser virker sikkert forførende. Men pas på med at lytte til lobbyisternes sange, for de hviler ikke på hårde energiøkonomiske og klimapolitiske kalkuler.

Det gælder ikke bare PtX-eventyret. Det gælder også de 37 mia. kroner, som staten vil kaste ind på CCS (CO2-fangst og CO2-lagring). Det er en umoden og ekstremt dyr teknologi. Prisen på CO2-fangst, transport og lagring er flere tusinde kroner pr. ton CO2, der fanges.

Anlæggene er meget energikrævende, og de fjerner ikke al CO2 og slet ikke anden luftforurening, som stammer fra afbrænding af træbiomasse og fossil energi. 80 pct. af alle CO2-fangstanlæg i verden bruges til at skyde CO2 ind i olie- og gasfelter for at presse endnu mere fossil energi ud af undergrunden. Det kan og bør vi undgå i Danmark.

Engang i fremtiden kan det godt være, at vi skal have enkelte CO2-fangstanlæg til at suge CO2 ud af atmosfæren, men lige nu og de næste ti år burde vi ikke spilde mange penge på det. Det samme gælder alle de penge, som staten og investorer overvejer at kaste ind i nye PtX-eventyr.

Frem for de næste ti-femten år at spilde måske 37, 100 eller flere mia. kroner på CO2-fangst og -lagring, PtX og ny brintinfrastruktur, kan man få langt større klimaeffekt ved at gå en anden vej: Investér i energibesparelser, solceller, vindmøller, modernisering af vores nedslidte elnet, batteriteknologi og energilagring, varmepumper og geotermi, der sikrer en langt hurtigere afkobling fra fossile brændsler.

Frem mod 2040 kan vi spare omkring 40 pct. af Danmarks samlede energiforbrug, hvis vi sætter strøm til varmeforsyningen, transporten, industrien og landbrugets maskinpark. Selv tunge industrier, der kører med høje temperaturer på 1.500-2.000 grader, kan elektrificeres, så man kan undgå dyre og ustabile CO2-fangstanlæg for enden af skorstenene.

I transportsektoren kan det kun gå for langsomt, da over 80 pct. af Danmarks forbrug af olie ligger i transporten. Politikerne kunne f.eks. forbyde nysalg af fossile biler fra 1. januar 2025, så vi undgår ekstra 675.000 fossilbiler på vejene i 2030 og sparer omkring 1,8 mio. tons CO2 om året.

I en benzinbil når kun 12-30 procent af energien frem til hjulene – for en elbil er det omkring 77 procent. På samme måde er varmepumper 4-5 gange mere effektive end varmeanlæg fyret med fossile brændsler. Der er mange gode grunde til at sætte turbo på elektrificeringen.

I Rådet for Grøn Omstilling har vi fremlagt en national plan med en ny generation af energieffektiviseringer, hvor elektrificering og nye energisparetiltag sparer mindst 5 mio. tons CO2 frem mod 2030. Løsningerne er omkostningseffektive.

I stedet for enorme mængder billig fossil energi, der brænder kloden og klimaet af, har Danmark en historisk mulighed for at bygge et nyt, bæredygtigt energisystem. I fremtiden skal vores samfund spare på energien i stor skala og investere i 100 pct. rene, vedvarende og billige energikilder som bl.a. sol, vind og bølgekraft. Målt på livslange omkostninger er sol- og vindenergi allerede de billigste på markedsvilkår og langt billigere end fossile brændsler og selv billigere og hurtigere at opskalere end atomkraft.

Der skal også opbygges et stort lager af batterier – herunder fra et hastigt voksende antal elbiler. Mere energilagring i fjernvarmens elkedler, varmelagre i jorden og flere jordvarmeanlæg kan hjælpe til at sikre ren energiforsyning også de timer og dage, hvor solen ikke skinner så meget, og vinden ikke blæser. Med mange flere kabler til det europæiske energimarked kan vi udligne over grænserne og få mere forsyningssikkerhed.

Her efter sommerferien skal politikerne forhandle om nye klima- og energiaftaler.

I stedet for at spilde flere milliarder på umodne tekniske fix og holde den vedvarende energi nede med bureaukratiske snubletråde og komplicerede ekstra afgifter, bør man sætte en ny kurs. Lav en national energispareplan, der sætter bindende reduktionsmål for 2025, 2030, 2035 og 2040, elektrificér alle sektorer og fjern al statsstøtte til fossile brændsler – herunder de kunstigt lave dieselafgifter. Udfas senest i 2025 nysalget af fossilbiler, fremryk forbuddet mod installation af nye olie- og gasfyr, giv ekstra incitamenter til varmepumper, og gør fjernvarmen fri af fossile brændsler og træbiomasse.

Sæt kommunerne fri i nye vedvarende energizoner, gør det mere attraktivt og nemmere at sætte solcelleanlæg på tage, parkeringspladser, over motorveje og braklagte marker, lav en ambitiøs plan for udbygning med landvindmøller i alle regioner, og slip åben-dør-ordningen fri for private havvindskonsortier.

Fastfrys alle statspenge til nye CCS-anlæg, og investér mere i vedvarende energi og på at udbygge elnettet. Giv naturen mere plads på landet, læg en høj CO2-afgift på landbruget kombineret med produktafgifter på de mest klimaskadelige fødevarer, støt mere braklægning og udtagning af lavbundsjorde, plant mange flere træer i byerne og mindst 250-300.000 hektar skov inden 2030.

Danmark har en forpligtelse til at yde sit bedste. Vi skal generobre den tabte position som et grønt foregangsland, som andre lande i verden kan lade sig inspirere af. Vi har en flertalsregering, der burde have magt og styrke til at gennemføre de ovennævnte forslag.

I 2030 kan vi godt fjerne op imod 80 pct. af vores CO2e-udledninger, og senest i 2040 kan Danmark blive et klimaneutralt land, hvis forslagene gennemføres. Men lige nu har regeringen svært ved at nå klimalovens reduktionsmål. Så kom nu i arbejdstøjet. Uden en hurtig udfasning af de fossile brændsler i alle sektorer kommer vi aldrig i mål.

Denne kronik er skrevet af Bjarke Møller og er blevet bragt i Politiken den 29. august 2023.

Regeringen ser desværre ud til at have mistet pusten i klima- og energipolitikken. Og det er dybt bekymrende, at Lars Aagaard som ansvarlig minister smider ekstra stopklodser ind med krav om, at mindst 80 procent af befolkningen skal bakke op bag politikken. Det sidste er absurd, for det plejer ikke at være tærsklen, når regeringen for eksempel afskaffer Store Bededagsferien eller vil skrue op for biobrændstofferne i transporten.

Vi har en flertalsregering, der gerne må vise mere mod og handlekraft, men selv statsminister Mette Frederiksen forsøger at skrue ned for forventningerne. Der er dog stadig et solidt flertal i befolkningen, som forventer, at de ansvarlige politikere handler i forhold til klimakrisen. Og mange grønne stemmer i Folketinget efterlyser en mere ambitiøs klimapolitik. Det er der i høj grad brug for efter en juli måned, der globalt set var den varmeste siden den førindustrielle æra.

Klimaforandringerne accelererer på dramatisk vis, og vi skal mindst reducere CO2-udledningerne med syv procent om året. Men lige nu stiger de globalt, og i Danmark er det ikke sandsynligt, at man kan nå målene for 2025 og 2030.

Regeringen fortjener bestemt ros for at ville gøre Danmark klimaneutral i 2045 og at reducere med 110 procent i 2050. Problemet er bare, at handlekraften og evnen til føre hensigterne ud i livet indtil nu er ekstremt mangelfuld. Og på visse punkter er regeringen decideret galt afsporet.  

I forsommeren kvalte man åben dør-ordningen for havvind, der kunne give op imod 23 gigawatt vindenergi, og så satte man et plaster på såret med en ny havvindaftale i maj, der skulle sikre mindst ni gigawatt – og måske endda op til 14 gigawatt. Men det var mindre end i åben dør-projekterne, og det er alt, alt for lidt i et land, hvor sol- og vindenergi kun dækker ti procent af vores bruttoenergiforbrug.

Der kan være gode argumenter for, at staten skal tage et medejerskab på 20 procent, og når staten løber noget af risikoen, kan man håbe på, at markedsaktørerne tør investere endnu mere. Problemet er bare, at pipelinen for nye udbud med havvind er endt i noget rod, hvor regeringen først går et stort skridt frem og derefter går halvandet skridt tilbage.

I sommers udskød man endda energiøen i Nordsøen. Og da man heller ikke – efter mange, mange måneders ventetid – har taget sig sammen til at udpege de vedvarende energizoner på land (selv om mange kommuner står i kø, og vi har talt om det, siden Putin invaderede Ukraine), så hænger regeringens mål om en firedobling af den vedvarende energi på land i en tynd tråd.

Vi burde stille masser af nye vindmøller og solceller op på land og gerne stile efter en syvdobling af vores sol- og vindenergi frem mod 2030. Det er realistisk og muligt. I stedet snøvler regeringen stadig. Man har ikke klippet de mange bureaukratiske snubletråde over. Lige nu er Danmarks vindmølleindustri ved at forbløde med store underskud, og hvis regeringen ikke snart ændrer kurs og virkelig tager arbejdshandskerne på, kvæles vindmølleindustrien langsomt. 

I EU bør regeringen lægge maksimalt pres på Kommissionen og de andre medlemslande for at sætte turbo på opstillingen af solceller og vindmøller på land, for det er er i dag den absolut billigste energi målt på livslange omkostninger.

Lav gerne en energikriselov i Danmark og EU, der for eksempel forpligter alle kommuner til at fordoble den lokale energiproduktion med vedvarende energi indenfor en kort årrække.

Få alle fjernvarmeselskaber og kraftværker på en hurtig detox-kurs væk fra fossile brændsler og afbrænding af træbiomasse.

De klimaskadelige og stærkt luftforurenende brændsler bør hurtigst mulig erstattes af ren sol- og vindenergi, der sætter strøm til industrielle varmepumper.

Vi får også brug for mere jordvarme og bølgeenergi, hvor det er muligt. Indfør ekstra høje afgifter på afbrænding af fossile brændsler og træbiomasse, som kan bruges til at medfinansiere de kommende års store investeringer i at udbygge vores nedslidte elnet, hvor der mange steder mangler ledig kapacitet.

Den grønne omstilling af energisektoren ender i slæbetempo, hvis ikke den kritiske infrastruktur udbygges hurtigt. Drop gerne store offentlige investeringer i nye motorveje og broer, der øger CO2-udledningerne under anlæg og udløser mere vejtransport. Investér hellere i energibesparelser, modernisér elnettet, og giv mere attraktive vilkår for sol- og vindenergi.  

Kernen i en ny dansk klima-og energipolitik bør være en hurtig elektrificering af alle sektorer – fra transport til industri og varmesektor – og det kan spare op imod 40 procent af Danmarks energiforbrug.

Der er meget store energitab i forbrændingsmotorer, olie- og gasfyr og fabrikker drevet af fossile brændsler, mens elmotorer og varmepumper er tre til fem gange mere effektive.

Vi skal spare på energien frem for at spilde den. Lav en ny generation energieffektiviseringer, der ikke bare handler om termostater, nye vinduer og isolering af huse, men som tænker systemisk og satser i stor skala på elektrificering af alle sektorer og optimerer i alle værdikæder.

Den offentlige sektor kan med grønne indkøb, nye høje klimakrav og strategiske investeringer sætte en positiv kædereaktion i gang. Det er et plussumsspil. Det gør dansk økonomi mere robust, hvis vi fremadrettet vælger de mest energiøkonomiske løsninger frem for at hænge fast i fortidens fossiler.  

53 procent af Danmarks bruttoenergiforbrug er kul, olie og gas, og det er hovedudfordringen at trappe denne afhængighed ned.

Det er muligt og økonomisk realistisk i perioden fra 2035-2040 at opbygge et 100 procent vedvarende og elektrificeret energisystem i Danmark, hvor ren sol- og vindenergi, varmepumper, bølgekraft og jordvarme trænger de fossile brændsler ud. Danmark har brug for en samlet, ambitiøs og visionær energiplan, der accelererer denne omstilling.

Men i øjeblikket knytter regeringen alt for store forhåbninger til nye teknologiske fix, der er usikre, langsomme og næppe kan levere til tiden. Der er for eksempel afsat over 37 milliarder kroner til CO2-fangst og lagring i et håb, om at man frem mod 2030 kan fjerne 3,2 millioner tons CO2. Det er højest tvivlsomt.

Klima- og energiminister Lars Aagard kalder det en ”kerneteknologi”, og flere taler om at bygge en ny CO2-infrastruktur, men i realiteten er det en meget usikker, umoden og energikrævende teknologi, der er svær at skalere på en omkostningseffektiv måde.

I stedet for at bruge så mange offentlige midler på at fange CO2 for enden af skorstenene, burde vi gøre noget ved årsagerne – det store energispild og afbrændingen af fossile brændsler og fast træbiomasse. Det kan kun gå for langsomt med at spare på energien, sætte strøm til alle sektorer, installere varmepumper og opskalere hurtigt med rene vedvarende energikilder, så vi kan frigøre os fra den fossile afhængighed. 

Dette debatindlæg er skrevet af Bjarke Møller og er også blevet bragt i Altinget den 21. august 2023.