Debatindlæg bragt i Politikens Klimamonitor den 13. august 2021 af Claus Ekman, direktør i Rådet for Grøn Omstilling

Tommy Ahlers sagde sidste uge farvel til dansk politik. Begrundelsen var blandt andet, at politik er for meget et spil og for lidt handling og nytænkning.

Ahlers var hurtig til at følge op med ros til de politikere, der knokler videre, men udmeldingen føder alligevel ind i en debat om den rolle, politik har i den grønne omstilling. Der er her et voksende antal stemmer, der har opgivet håbet om, at politik kan skabe de nødvendige forandringer.

Der argumenteres med, at politikerne er korrupte, kun tænker på deres eget genvalg, og at demokratiet har spillet fallit.

Jeg forstår godt frustrationerne over det grønne spin og den åbenlyse afgrund mellem klimamålsætningerne og den førte politik. Ingen tvivl om at de politiske beslutningsprocesser kan forbedres og speedes op, men dem der vender politik ryggen, begår i min optik to fejl.

Nemmest at kritisere politikere

For det første hviler det ofte på en præmis om, at det er politikerne, der alene har ansvaret. Det er jo ikke sandt. Politikerne leverer, eller bør levere, en vigtig del af løsningerne, men den grønne omstilling lykkes kun, hvis også borgere og virksomheder tager ansvar.

Men er borgere og virksomheder over en bred kam bedre end vores folkevalgte?

Det er ikke den opfattelse, jeg får, når jeg ser, hvordan danskernes forbrugsræs og virksomhedernes greenwashing fortsætter på højeste blus.

Vores medborgere og vores virksomheder er bare vanskelige at vende ryggen, og det bliver politikerne og det politiske system, der står for skud. Det er den lette løsning, hvor man forlader debatten og ikke længere vil indgå i den saglige og ofte vanskelige dialog, der er nødvendig, for at demokratiet virker.

For det andet mangler der næsten altid forslag til, hvad der skal erstatte de politiske løsninger, når de nu ikke leverer.

Hvis politikerne er uduelige og ubrugelige, hvem er det så, der skal bestemme, hvornår den næste havvindmøllepark skal op, hvornår CO₂-afgiften skal stige, og hvornår oliefyrene skal forbydes? Er det et nyt hold af politikere? Hvorfor skulle de være markant anderledes, end dem vi har nu? Med de nuværende meningsmålinger er der intet, der peger i den retning. Er det så et opgør med demokratiet, der skal til?

Brok, beskyldninger og vilde ideer er lette at komme op med, men hvis tankerækken og argumentationen ikke følges til ende, så er det blot larm, og det skaber ikke meget grøn omstilling.

Der er ingen tvivl om, at den førte politik er mangelfuld på det grønne område, og at politik ofte bliver forhastet og et ukonstruktivt opmærksomhedsræs.

Jeg forstår absolut Ahlers beslutning (og det er jo stærkt, at han vil fortsætte med at skabe grøn omstilling gennem iværksætteri). Men udmeldingen bliver desværre også brugt til at underbygge argumentationen om, at politik har spillet fallit og ikke kan levere.

Det er en skam, for det er ikke det, Ahlers siger, hvis man læser mere end overskrifterne. Og det er en skam, fordi det ikke understøtter den vanskelige, men nødvendige dialog, vi må have med alle aktører i det danske samfund, og ikke mindst politikerne, om hvordan, vi skaber de nødvendige forandringer.

Den grønne omstilling kommer ikke uden en god andel politik, og hvis politikken ikke virker, skal den fikses, ikke nedgøres eller vendes ryggen.