Røgfri boligområder

KRONIK

Af Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling og villaejer i Brønshøj

Jens-Kristian Lütken, medlem af Borgerrepræsentationen (V) mener i Brønshøj-Husum Avis d. 19. februar, at det ikke reducerer partikelforureningen nævneværdigt at forbyde brændeovne. Det er korrekt, at størstedelen af luftforureningen med fine partikler stammer fra kilder uden for kommunegrænsen og skal løses af national og international regulering. Det arbejder vi målrettet med i både FN, EU og på Christiansborg.

Men derfor vil det alligevel være en stor helbredsgevinst at forbyde brændeovnene i København.

De nye store undersøgelser af luftforureningen i København udført af luftforureningseksperterne fra Aarhus Universitet viser, at luftforureningen fra en gennemsnitlig brændeovn i København forårsager helbredskader for ca. 15.500 kr årligt. Svarende til, at forureningen fra alle brændeovnene i byen koster samfundet ca. 260 mio. kr årligt. Omkostninger, der bare tørres af i hovedet på naboer og skatteyderne.

Undersøgelserne viser også, at byens brændeovne på blot en fyringssæson udleder mere partikelforurening end al byens vejtrafik tilsammen udleder på et helt år. Ved at erstatte de kun 17.000 brændeovne, der alene dækker ca. 0,4 procent af Københavns energiforbrug, med den eksisterende fjernvarme, så kan luftforurening med fine partikler altså reduceres mere end ved at forbyde alle biler i København året rundt.

En helt ny miljømærket brændeovn forurener ca. 20 gange mere med partikler (pr. energienhed) end de gamle lastbiler uden partikelfiltre, der forbydes i byens miljøzone 1. juli i år. Så nye brændeovne er desværre ikke løsningen. Modsat alle biler, så er der fortsat ingen brændeovne med effektivt røggasrensningsudstyr.

Brændeovne er – ligesom rygning – hyggelige for brugeren, men helbredsskaderne både for brugeren selv og omgivelserne hører ikke hjemme i et moderne samfund. Hvis cigaretter og brændeovne blev opfundet i dag, så var de aldrig blevet tilladt. Fremtidens grønne samfund er røgfrit – det gælder boligopvarmning, transport og andre områder, der skal elektrificeres både af hensyn til klimaet og folkesundheden.

Det ville klæde Venstre at udvise lidt respekt for os ude i villaområderne, der ikke kan stille barnevognen ud i haven uden frygt for naboens røg. Eller alle os, som har bygget en nyt miljørigtigt hus med energieffektiv ventilation og får naboens røg ventileret direkte ind i stuen. Venstre var med til at indføre røgfri restauranter – det er på tide at partiet også støtter røgfri boligområder – ligesom vi også har fået røgfri fly og tog.

By |2020-03-04T14:44:39+01:003. marts 2020|Artikel|0 Kommentarer
Læs mere

Maria, 15 år: Hvis alle prøver at gøre deres hverdag en smule grønnere, er vi godt på vej til et grønnere samfund.

Jeg har altid interesseret mig for global opvarmning og dets eftervirkninger. Hvis det ikke kunne handle om fossile brændstoffers påvirkning på miljøet, skulle det være om plastikforurening eller mutationer.

Da jeg skulle vælge praktik, var der ingen tvivl om, hvad jeg ville. Jeg vidste, at jeg i fremtiden ville arbejde for at gøre hverdagslivet grønnere. Det var her, at Rådet for Grøn Omstilling som praktikplads var det rigtige valg for mig. Deres hjemmeside var meget inspirerende, og jeg blev virkelig nysgerrig efter at finde ud af, hvordan de arbejder.

Jeg har lært en masse
Efter en uge på Kompagnistræde 22 har jeg lært en masse om, hvordan de forskellige fagpersoner arbejder, og jeg har fået et indblik i, hvordan deres projekter er finansieret. Der blev taget rigtig godt imod mig, og jeg har været så heldig at være med til møder rundt i byen. De forskellige fagpersoner har ligeledes afsat tid til at fortælle mig om deres fagområde. Og jeg har fået en bredere forståelse for, hvordan organisationer, som f.eks. Rådet for Grøn Omstilling og CONCITO samarbejder med hinanden for at få budskaberne ud.

Jeg synes ikke det er fair, at fordi vi misbruger miljøet, skal dyrelivet og planeten lide.

Derfor har vi i min familie mindsket vores brug af engangsplastikposer og -sugerør, samt indført kødfrie dage.

Jeg tror på, at hvis vi vil gøre en forskel og nå vores netto-nul-mål så hurtigt som muligt, kan vi ikke kun nøjes med at rette ind efter regeringens love – vi må selv vælge det grønne valg til.

Jeg håber, at folk vil lade være med at udskyde bekymringerne til fremtiden, men begynde at omlægge deres livsstil nu. Vi bliver nødt til at handle med øjeblikkelig virkning, både i hjemmet og i erhvervet.

– Hvis alle prøver at gøre deres hverdag en smule grønnere, er vi godt på vej til et grønnere samfund.

Jeg kan kun opfordre andre til at komme i skolepraktik hos Rådet for Grøn Omstilling. Det har været meget interessant og lærerigt.

By |2020-02-20T09:02:54+01:0020. februar 2020|Artikel|0 Kommentarer
Læs mere

Trafikøer er svaret på hovedstadens trafiktrængsler

Kronik bragt i Altinget den 29. januar 2020 af Miljøpunkterne i København, Rådet for Grøn Omstilling, Cyklistforbundet København, Delebilfonden LetsGo, By- og Pendlercykel Fonden og IDA energi- og klimapolitik.

Trængsel og luftforurening er fortsat en større omkostning for samfundet end CO2-udslip. Miljøministeren har netop opgjort sundhedsomkostningen fra luftforurening til 79 milliarder kroner om året, og en stor del af luftforureningen i store byer stammer fra lokal trafik. Elektrificering af bilparken vil over tid reducere problemet med luftforurening og CO2-udslip drastisk (jævnfør Klimarådet), men der skal mere til.

Heldigvis findes der værktøjer, der kan afhjælpe de dystre prognoser uden et decideret forbud mod privatbilismen.

Et af dem hedder “trafikøer”. Med denne metode bliver der kun adgang med biler til og fra alle beboelseskvarterer fra én større vej. Det betyder, at der kun er langsom lommekørsel i beboelseskvarterer, og at den gennemkørende trafik holdes ude.

Den belgiske by Gent har indrettet sig med seks trafikøer siden foråret 2017. Siden da er biltrafikken i myldretiden reduceret med 12 procent. Antallet af cyklister er steget med 25 procent, og brugen af kollektiv trafik er steget med 28 procent. Efter et år var luftforureningen i bymidten faldet med hele 18 procent.

På Nørrebro virker det allerede
Også i København har vi gode resultater med trafikøer. Nørrebrogade er blevet delvist bilfri, og her kører nu BRT-busser og cirka 40.000 cyklister dagligt – en mobilitetskapacitet, der ikke var på den gamle Nørrebrogade.

Guldbergsgadekvarteret på Nørrebrogades ene side er indrettet som trafikø og betjenes nu fra Tagensvej. Det er et trygt kvarter, hvor de bløde trafikanter har god plads, og hvor veje er omdannet til skolegård og plantebede. Børnefamilierne bliver boende i så stort omfang, at Københavns Kommune nu er nødt til at bygge en ny skole. Den anden side af Nørrebrogade er ligeledes ved at blive omdannet til en effektiv trafikø, som betjenes fra den store Åboulevard.

Vi anerkender, at nogle få store indfaldsveje, der betjener trafikøerne, vil få en stadig større andel af biltrafikken og belaste lokale områder uforholdsmæssigt meget. Disse indfaldsveje kan derfor overvejes tunnelført, så vejtracéet i stedet kan benyttes til offentlige transportsystemer og til korridorer for bløde trafikanter (for eksempel supercykelstier).

Den traditionelle “sorte” vejinfrastruktur på disse indfaldsveje bør erstattes med en blå-grøn infrastruktur, der bidrager til at afbøde voldsomme skybrud og til at modgå overophedning af byen ved hedebølge (“varmeø-effekten”).

Byen mangler i dag blå-grønne kiler til at forbinde de eksisterende ringformede strukturer – såsom voldringen, Søerne, den grønne cykelsti, Grøndalsterrænet med flere. Ved at binde de eksisterende blå og grønne områder sammen i en gitterstruktur kan vi styrke både byliv, biodiversitet og de bløde trafikanter, som vil blive fri for støj og forurening.

Grønne gader og sunde cyklister
Vi skal opgradere den københavnske cykelpolitik til et regionalt samarbejde, som kan skabe de optimale forhold for pendlercykling. Der er grænser for, hvor langt borgerne kører på arbejde på almindelige cykler, men elcykler forøger den distance, folk er villige til at køre på cykel, med op til 40 procent.

En stor ekstra gevinst ved cykling er sundhed. Mange liv spares, fordi regelmæssig motion reducerer diabetes, hjerte-kar-sygdommene og kræft.

Allerede nu er der borgere i Rødovre Kommune, som pendler over ti kilometer hver dag på de elektriske, hvide bycykler. Et samarbejde om regionale supercykelstier og tiltag, som understøtter brugen af elcykler på tværs af kommunegrænser, vil derfor være et stærkt kort for såvel sundhed som for samfundsøkonomien.  

Delebiler med fast stamplads er et godt alternativ til de mange privatejede “fritidsbiler”, som på hverdage fylder op på parkeringspladserne i København. Undersøgelser viser, at 25 procent af bilparken holder stille fra mandag til fredag, og en delebil med fast stamplads i de københavnske brokvarterer erstatter seks til otte privatejede biler.

Vi ser derfor gerne, at borgerne sammen med kommunen kan omlægge deres gade til “grøn gade”. En gade med grønne områder, bænke, bycykler, cykelparkering og nogle få delebiler. Samtidig udgør delebiler en samfundsøkonomisk fornuftig genvej til elektrificering af den københavnske bilkørsel, da der skal opsættes langt færre ladestandere, for at mange københavnere kan køre elektrisk.

Metro er ideelt, men vanskeligt
Med tiden vil det være ideelt med metrolinjer helt ud til omegnskommunerne, men det bliver stadig vanskeligere at finansiere metro, som diskussionen om byudvikling på Amager Fælled og det såkaldte kvalitetstillæg i Cityringen viser.

Et godt og billigere alternativ til metroen er letbane eller hurtigbusruter (BRT) hvor bussen har sit eget spor og få stop på vejen. En BRT-rute findes allerede delvist mellem Nørreport og Gentofte. Med BRT-ruter ud til alle forstadskommuner kunne det kollektive tilbud til pendlertrafikken udbygges billigere og hurtigere set i forhold til metro.

Bilejerskab vokser eksplosivt i disse år, bilerne lægger beslag på et stadig større areal i byerne – både under kørsel, og når de holder stille – og i mange biler sidder der kun én person. Det efterlader mindre plads til gående, cyklister og offentlig transport, men også til anden nødvendig kørsel – for eksempel erhvervskørsel.

På grund af de meget høje og ufleksible parkeringsnormer i København (krav om parkeringspladser i nybyggeri) bidrager det også direkte til at gøre boligerne dyre, da det er meget dyrt at etablere parkeringspladser. Mange steder tvinges indflyttere til at betale for en dyr parkeringsplads, som mange borgere ikke ønsker, fordi man hellere vil cykle, tage metroen og/eller være medlem af en delebilsklub.

Start med trafikøer
Efter at både roadpricing og trængselsring blev droppet under den sidste S-ledede regering, er der ikke fremlagt væsentlige, nye politiske forslag til at reformere vores mobilitet.

Den seneste regering foreslog at udvide motorvejene omkring byen og nedsatte registreringsafgiften på biler. Derfor står vi nu over for en meget stor opgave, hvis vi skal indfri de løfter, der ligger i regeringens 70-procentsmål for Danmark og KBH 2025-klimaplanen, som skal gøre byen til den første CO2-neutrale hovedstad i verden.

Vi foreslår konkret, at man starter med at indrette hovedstaden med trafikøer. Det vil give en markant effekt.

København og Christiansborg bør sammen tage livtag med de uholdbare transportvaner, som skaber trængsel, klimabelastning, forurening og arealmangel i København. Det er afgørende for, at vores hovedstad kan fortsætte med at være en attraktiv by med plads til alle, og at Danmark kan blive et bæredygtigt forbillede for resten af verden.

By |2020-02-03T10:23:38+01:0029. januar 2020|Artikel|0 Kommentarer
Læs mere

Plastikkonference afholdt med stor succes

Verden har behov for, at vi skruer ned for CO2-udslip ved plastproduktion og -forbrug, øger plastgenanvendelsen (inklusiv genbrug) og mindsker plastforureningen. Der er især behov for, at plast med sundheds- og miljøskadelige kemikalier i udfases i produktionen.

Der blev derfor afholdt plastikseminar på Johan Borups Højskole for en fuld sal – 240 deltagere.

De danske aktører på plastikområdet hele vejen gennem værdikæden var repræsenteret og holdt oplæg. Det drejede sig om:

  • Formand og Stifter Henrik Beha Pedersen fra Plastic Change om: “Hvad er problemerne med plastik for naturen, miljøet og klimaet? Hvorfor gavner det, at vi gør noget i Danmark?“
  • Hanne Johnsen fra Affaldskontoret og Birgitte Ettrup fra Circle Development om: “Hvordan kan de enkelte aktører bidrage til at reducere forbruget af plast og skabe mere cirkulære plastkredsløb, hvor plasten genanvendes? Eksempler på effektive genanvendelsessystemer“
  • Specialkonsulent Signe Sloth Hansen fra Miljø- og Fødevareministeriet om: “Plastikpolitik – Fra EU til DK. Reguleringen af plastik i EU og Danmark – et led i strategien for cirkulær økonomi“
  • Professor Henrik Wenzel fra Syddansk Universitet om: “Closing the Loop – Kan plastik holdes inde i en cirkulær værdikæde?“
  • Adm. Direktør Thomas Drustrup fra Plastindustrien om: “Hvordan fremmer plastbranchen genbrug, genanvendelse og cirkulær økonomi?“
  • CSR Director Signe Didde Frese fra Coop Danmark om: “Hvad gør Coop Danmark for at mindske plastforbruget samt øge genanvendelse og genbrug?“
  • Projektchef Claus Jørgensen fra Forbrugerrådet Tænk Kemi om: “Hvad kan forbrugerne gøre for at mindske plastforbruget og øge plastgenanvendelsen?“
  • Specialkonsulent Nana Winkler fra Dansk Affaldsforening om: “Hvad gør de offentlige affaldsselskaber for at skabe bedre plastgenanvendelse og genbrug? Hvor er de gode eksempler?“

  • Dansk Affaldsforening
  • Affaldskontoret og Circle Development
  • Plastic Change

Derudover holdt miljøminister Lea Wermelin et oplæg om regeringens fremtidige arbejde med plastikpolitik og cirkulær økonomi, hvor der efterfølgende også blev tid til spørgsmål til ministeren.

Miljøminister Lea Wermelin

Konferencen blev afsluttet med en paneldebat, hvor de fleste aktører stillede op sammen med Lone Mikkelsen fra Rådet for Grøn Omstilling. Deltagerne i salen havde mange gode spørgsmål til panelisterne, der ledte til en faglig debat.

Paneldebat

By |2023-11-23T14:43:21+01:0017. januar 2020|Artikel|0 Kommentarer
Læs mere

Den høje pris for kuludvinding i Sydafrika

Af Daria Rivin

Ndabayakhe fortæller energisk med en snert af sorg i øjnene om sit liv og sin situation. Hun er tidligere aktivist og har kæmpet mod kuludvinding i sin hjemby i Sydafrika, men nu arbejder hun som rengøringsmedarbejder i det selvsamme mineselskab, som hun har demonstreret imod. Hun kunne ikke se nogen anden udvej, fordi brød på bordet mætter mere end idealer og et godt helbred. Så da mineselskabet, i forsøg på at lukke munden på hende, tilbød hende et job, følte hun sig nødsaget til at takke ja.

”Kuludvinding er ikke ufarligt. Den eneste årsag til, at folk gerne vil arbejde i et mineselskab, er, fordi de er arbejdsløse, desperate og fattige – også selvom de kender konsekvenserne for deres helbred og liv,” siger Ndabayakhe.

Da vi mødes, er hendes arbejdsdag ovre, og hun har stadig sin orange arbejdsvest på ud over sine trekvartbukser og sorte T-shirt. I et år har hun og hendes far og teenagesøn boet i det hus, hvor vi sidder og snakker. De bor i en lille midlertidigt opsat landsby med 12 husstande. Alle beboerne her er blevet tvangsflyttet af mineselskabet, som nu udvinder kul det sted, hvor de før boede. Ndabayakhes hus ligger lige ud til en trafikeret landevej, afskærmet af en mindre høj. Foran huset skjuler en bakke den kulmine, som hun og familien er så afhængig af.

Rekorder i luftforurening

Vi befinder os i den østlige del af Sydafrika i provinsen Mpumalanga, uden for den store landbrugs- og industriby Middelburg. På min omtrent to timers køretur hertil fra Johannesburg passerer jeg et hav af kulminer og kulkraftværker, og motorvejene og landevejene er proppet med lastbiler, der transporterer kul i begge retninger. Mange af kulminerne er flankeret af grupper af blikhuse, beboet med folk, der arbejder med kullet eller er blevet forflyttet.

Ndabayakhe har sagt ja til at fortælle mig om hendes erfaringer med at bo tæt op ad en kulmine, og hvordan det påvirker hendes liv. Vi sidder sammen med hendes far og teenagesøn uden for deres hus, en container-lignende rektangulær kasse bygget af bølgede sølvfarvede tinplader. Op ad den ene væg ligger en bunke sort, glitrende kul på den rustrøde jord. Kul, som mineselskabet har stillet til rådighed, og som landsbyens beboere kan bruge til madlavning og opvarmning.

Provinsen Mpumalanga er ikke blot den mest forurenede del af Sydafrika, men også et af de mest luftforurenede områder i verden. Det hænger tæt sammen med, at 83 procent af Sydafrikas kul bliver produceret i Mpumalanga. Her, hvor der bor fire millioner indbyggere, ligger 11 ud af Sydafrikas 13 aktive kulkraftværker, der ejes af det statsejede elforsyningsselskab Eskom. Kulkraftværkerne i Mpumalanga udleder langt mere af de skadelige stoffer SO2 og NO2 end kulkraftværker i f.eks. Kina og Europa. Det viser Greenpeaces Global Air Pollution Map. Mpumalanga er den tredjestørste SO2-udleder og fjerdestørste NO2-udleder på verdensplan. Og som det eneste sted i verden er Mpumalanga placeret på top fem over begge af disse sundhedsskadelige stoffer.

Mens Ndabayakhe og jeg taler sammen, begynder hendes søn at samle kulstykker op fra bunken udenfor ved siden af huset. Det er sen eftermiddag, så de skal snart til at lave mad. Han putter kullet ned i en metalbeholder, blander det med en smule træflis og sætter ild til det.

I takt med at der kommer ild i kullet, kommer der mere og mere røg, og det lugter værre og værre. Luften bliver til en hvid tung røgsky, i hvad der føles som en evighed. Vi sidder udenfor, men alligevel svier det i mine øjne, jeg får hovedpine, og min hals trækker sig sammen og bliver tør. Røgen fra metalbeholderen hvirvler rundt omkring os og er ikke til at styre. Den følger med vinden, som har det med at blæse kulrøgen over mod os. Tanker om luftforurening og luftvejslidelser flyver af sted i mit hoved, og et knudepunkt samler sig i min mave af bekymring på deres vegne.

For det høje niveau af luftforurening i Sydafrika skyldes ikke kun de mange kulkraftværker og kulminer. Flere millioner husstande i Sydafrika, der ligger tæt på kulminer, har ikke adgang til – og i de fleste tilfælde, simpelthen ikke råd til – elektricitet og varme. Derfor brænder de, som Ndabayakhes familie, kul og træ af over åben ild til madlavning og til opvarmning om vinteren. Det fører til mange tidlige dødsfald, og mange døjer med luftvejsproblemer som åndenød og voldsom hoste.

Retten til et rent miljø

Inden jeg besøger Ndabayakhe og andre landsbyer påvirket af kulmineudvinding i Sydafrika, har jeg talt med 14 forskellige forskere og NGO-direktører i Johannesburg. Jeg er interesseret i at få en forståelse for, hvad personer som Ndabayakhe gennemlever, og hvilke betydninger det har for hendes liv såvel som andre i hendes situation. Blandt forskerne er professor emeritus Jacklyn Cock. Ifølge hende og hendes forskning er kul en essentiel drivkraft for ulighed i Sydafrika.

”Det er specielt fattige og sorte mennesker, der er hårdest ramt af ulighed, for det er særligt dem, der bliver tvangsflyttet eller bor tæt på kulminer og kulfyrede kraftværker,” siger hun.

Vi sidder på hendes kontor på Witts University i Johannesburg. Bøger og tidsskrifter ligger i store stakke overalt. Hun langer forskellige videnskabelige artikler hen over bordet til mig, så jeg har noget læsestof, der bakker hendes udtalelser op.

”De mennesker, der bor tæt på kulminerne, er udsat for lyd- og luftforurening og mangler kritiske ressourcer som rent vand, frugtbar jord og adgang til elektricitet – og det er oftest den sorte befolkningsdel, der oplever disse virkninger af miljøforringelse i deres lokalsamfund uden at kunne gøre noget ved det,” siger Jacklyn Cock.

Hun forklarer, at denne slags ulighed er et udtryk for brud på menneske- og miljørettigheder, dvs. retten til et rent miljø. Ifølge Sydafrikas forfatning, i paragraf 24 i miljøsektionen, har alle blandt andet ret til et miljø, der ikke er skadeligt for deres helbred eller trivsel, og ret til et miljø, der er beskyttet til gavn for nuværende og fremtidige generationer.

Makoma Lekalakala, direktør for NGO’en Earthlife i Johannesburg, arbejder med lokalsamfund, der på den ene eller anden måde lever med konsekvenserne af kuludvinding. Hun forklarer, hvordan de som organisation bruger termen miljøretfærdighed for at styrke samfundenes indsats mod minedrift.

”Vi ved, hvad disse menneskers rettigheder er. Det gør de oftest ikke selv. Men vi kan ud fra deres oplevelser arbejde sammen om at styrke indsatsen mod mineselskaber, fordi vi ved, at dét, de oplever, er brud på deres miljørettigheder,” siger hun og fortsætter:

”På den måde arbejder vi med policy ved at skabe bindeleddet mellem den miljømæssige uretfærdighed, som lokalsamfundene oplever til daglig, og omsætte deres erfaringer til viden,” siger Makoma Lekalakala.

På trods af de mange interviews med forskere og NGO’er bliver jeg alligevel overrasket over at se de forhold, som folk, der bor tæt på kulminer og kraftværk, lever under. Og desværre er det lignende omstændigheder, der går igen for hver af de 14 landsbyer, jeg besøger, hvor jeg snakker med alt fra kulminearbejdere og beboere til aktivister og landmænd.

Ndabayakhe fortæller, at hun ikke kender noget til miljørettigheder eller til sine egne rettigheder. Men hun ved, at det ikke er retfærdigt at leve, som hun og hendes familie gør, uden frugtbar jord, uden adgang til elektricitet og at være tvunget til at bo i et hus, der bliver oversvømmet, hver gang det regner kraftigt, og hvor der dagligt blæser kulstøv ind ad vinduerne.

Jorden ryster

Pludselig lyder et kæmpe brag. Det runger højt og får tinvæggene og den rustrøde jord til at ryste og støve. Det er en eksplosion fra den åbne mine på den anden side af højen. En mørk røg breder sig i luften, og lugten af noget afbrændt blander sig langsomt med lugten fra metalbeholderen på jorden.

Det viser sig, at mineselskabet laver sprængninger to-tre gange om ugen, men beboerne bliver ikke underrettet om hvornår. Målløs skynder jeg mig op på taget af min lille hvide lejede Mazda, der holder foran huset, og tager nogle billeder, som dokumentation. De andre beboere, der er kommet udenfor, kigger forundret på mig og griner lidt. For dem er det en ganske almindelig dag.

Ndabayakhe savner sin gamle landsby og sit hus. Der kunne de holde kvæg, dyrke jorden, og de havde elektricitet. I 2016 blev Ndabayakhes familie og andre i landsbyen kontaktet af mineselskabet Bisichi Mining PLC, der har hovedsæde i London. De ville flytte familierne for at kunne udvinde kul fra jorden.

”Vi havde to valg. Vi kunne frivilligt gå med til at flytte væk fra vores hjem og vores kvæg, eller vi kunne blive tvangsflyttet. De tre husstande, der sagde ja, fik en kompensation på 15.000 rand (omtrent 7.000 kr.). Vi, der sagde nej, blev sidenhen tvunget til at flytte og fik ikke nogen kompensation, på nær betalt transport af vores ejendele,” siger Ndabayakhe.

Nu ligger kulminen ved navn Black Wattle Colliery det sted, der engang var deres land og deres hjem.

Hendes far taler ikke meget under mit besøg. Men lige inden jeg skal til at gå, begynder han at fortælle lidt om sit eget liv. I 27 år arbejdede han i en kulmine, men i år 2000 blev han tvunget til at gå på tidlig pension efter et uheld, hvor han fik kappet sin tommelfinger af og skåret underarmen op af et transportbånd. Han viser mig sit voldsomme ar, der løber fra den manglende tommelfinger, op ad håndleddet og videre op langs underarmen. For at råde bod på skaden fik han 13.000 rand (omtrent 6.000 kr.) som kompensation af mineselskabet og en dertilhørende opsigelse.

Fotograf: Daria Rivin

Da jeg kører derfra, er røgskyen fra eksplosionen stadig tydelig. Røgen fra metalbeholderen er blevet klarere nu, og det er blevet tid til at lave mad over den åbne ild. Jeg har svært ved at forestille mig, at det, jeg har set og oplevet på de få timer, jeg har besøgt Ndabayakhe, er hverdag for flere millioner andre sydafrikanske indbyggere. At der for hende ikke er en vej ud af de problemer, hun døjer med. Hun og familien er dybt afhængig af at arbejde for det mineselskab, som er årsagen til, at hun lider. Selv uden rengøringsjobbet ville de stadig leve med konsekvenserne ved kuludvinding, fordi de bor ved kulminen – så arbejdet er som et lille plaster på et stort åbent sår.

”Mineselskabet vil ikke have, at deres medarbejdere bliver interviewet. Men de har endnu ikke bedt mig om at skrive under på en kontrakt, der tvinger mig til at tie. Den ret har jeg stadig til gode,” siger Ndabayakhe med et glimt i øjet.

Læs flere historier om klima og miljø i Magasinet Grøn Omstilling. Bliv medlem, så får du det direkte med posten.

Kul i Sydafrika

  • Sydafrikas økonomi er primært baseret på fossile energikilder, og landets økonomi er kendetegnet som værende kulstofintensiv, fordi økonomien ikke kan løbe rundt uden brug af kul.
  • To nye kulkraftværker er under opførsel, det ene med støtte fra Verdensbanken. De to nye anlæg kommer til at være hhv. tredje- og fjerdestørste kulkraftværker i verden.
  • 77 procent af Sydafrikas energiforbrug er baseret på kul.
  • Sydafrika er den femtestørste kulproducent i verden.
  • Sydafrika er det tredjestørste importland af kul til Danmark, næst efter Rusland og Colombia.

Kilder: energy.gov.za, worldbank.org, dst.dk, eskom.co.za

Om Daria Rivin og hendes speciale
Daria Rivin er uddannet Humanøkolog fra Lund Universitet. I januar 2018 til marts 2018 var hun i Sydafrika for at indsamle empiri til sit speciale: ’Resistance to Coal: The Challenges of Achieving Environmental Justice in South Africa’. Det handler om kuludvinding og de implikationer, det har for lokalsamfund tæt på kulminer og kulkraftværker, med særligt fokus på miljørettigheder og carbon lock-in (økonomisk afhængighed af kul).

Af hensyn til de aktivister og kulminearbejdere, der medvirker i Daria Rivins speciale, har hun valgt ikke at bruge deres efternavne.

Luftforurening i Sydafrika
Forurenet luft kan bestå af kvælstofoxider og en række andre forskellige partikler, gasser og kemiske forbindelser. De stammer fra afbrænding af fossile brændstoffer, fra trafikken og fra brændeovne.

Ifølge WHO dør der hvert år mere end 20.000 personer af sygdomme relateret til luftforurening i Sydafrika, hvoraf mere end 13.000 dødsfald skyldes afbrænding af kul og træ indendørs i private hjem. Det er særligt lunge- og hjertesygdomme, såsom lungekræft, slagtilfælde og infektioner i lungerne, som mange dør af, når de bor tæt på kulminer.

By |2024-04-17T10:27:20+01:0019. december 2019|Artikel|0 Kommentarer
Læs mere

Grøn omstilling og økonomisk vækst – kan de forenes?

Af Inge Røpke

Alle går efterhånden ind for grøn omstilling og anerkender, at klimaforandringerne er et påtrængende problem. Stadigt flere er også opmærksomme på truslerne mod biodiversitet og økosystemer og på behovet for at håndtere flere andre miljø- og ressourceudfordringer. Der er altså brug for grøn omstilling, og de fleste er med på, at det vil blive en krævende opgave. Men hvor krævende? Skal der ydes ofre, og i så fald af hvem? Drejer det sig først og fremmest om teknologiske forandringer, eller kan det gå ud over levestandarden?

For politikerne, og sikkert også for hovedparten af befolkningen i Danmark og andre rige lande, handler den mest populære fortælling om grøn vækst. Omstillingen kan klares med teknologiske forandringer og mindre ændringer i adfærd. Det kan være lidt besværligt i en overgangsperiode, men udfordrer ikke for alvor vores levemåde – som overgangen til elbiler kan eksemplificere. Omstillingen ændrer heller ikke ved forventningen om, at levestandarden fortsat kan vokse. I økonomiske termer indebærer grøn vækst, at omstillingen er forenelig med fortsat vækst i bruttonationalproduktet, BNP, som er et mål for den samlede værditilvækst fremstillet i et år. Forskellige beregninger, f.eks. fra Klimakommissionen og De Økonomiske Råd, viser, at omstillingen kan gøre det fremtidige BNP en smule lavere, end det ellers ville have været, men væksten er på ingen måde truet.

Endnu mere optimistiske toner lyder fra The Global Commission on the Economy and Climate, der i deres seneste rapport, ‘Unlocking the inclusive growth story for the 21st century: Accelerating climate action in urgent times’, fremhæver, at den nødvendige indsats for at begrænse klimaforandringerne åbner uhørte muligheder for vækst og for at opnå en stærk, bæredygtig og inklusiv global økonomi. Samtidig understreger kommissionen det særdeles påtrængende behov for at handle nu, hvis omstillingen skal lykkes. Omkostningerne ved ikke at handle (”costs of inaction”) kan blive enorme.

Et samfund efter væksten

Over for denne fortælling står en anden, mere udfordrende fortælling, der knytter grøn omstilling sammen med overgangen til et post-vækst-samfund (et samfund efter væksten) i de rige lande. Den adskiller sig fra grøn vækst på to væsentlige punkter. For det første er der lavere forventninger til, hvad teknologiske forandringer kan levere. For det andet er der mere fokus på behovet for omfordeling til fordel for de fattige lande.

For at skabe rum for bedre levestandard i de fattige lande må de rige lande holde igen og forandre samfundene, sådan at de kan fungere godt uden økonomisk vækst. En nylig rapport, ‘Decoupling debunked: Evidence and arguments against green growth as a sole strategy for sustainability’, understøtter kritikken af grøn vækst. Rapporten samler op på den forskning, der har undersøgt sammenhængen mellem udviklingen i BNP og udviklingen i miljøeffekterne. Grøn vækst hviler på hypotesen om absolut afkobling, dvs. idéen om, at BNP kan vokse, samtidig med at miljøeffekterne ikke bare stiger i en lavere takt, men ligefrem falder. Ifølge rapporten er der ikke belæg for den hypotese i den hidtidige udvikling. Ganske vist er det ikke umuligt at finde eksempler på absolut afkobling i enkelte lande, men de er som regel kortvarige, helt utilstrækkelige i forhold til behovet eller baseret på, at landet importerer de miljøbelastende varer i stedet for at producere dem selv.

Rapporten giver også en række begrundelser for, at afkobling heller ikke i fremtiden vil blive tilstrækkelig stor til, at fortsat økonomisk vækst i de rige lande er mulig. For eksempel bliver det stadig mere energi- og ressourcekrævende at udvinde ressourcer, fordi man typisk starter med at udvinde de bedste reserver. Således stiger energiforbrug og forurening ved udvinding af kobber, fordi koncentrationen af kobber i malmen falder. Det kan motivere til mere cirkulær økonomi med genbrug af materialer, men også det er vanskeligt og ressourcekrævende at etablere.

Teknologiske løsninger på ét område kan også ofte skabe problemer på andre områder, som når brugen af elbiler fører til øget udvinding af lithium og andre ressourcer. Samtidig vil løsningen af miljøproblemer i ét land, f.eks. ved brug af informationsteknologi, ofte give miljøproblemer i andre lande, hvor ressourceudvindingen foregår. Desuden vil reboundeffekter gøre sig gældende, når effektivitetsforbedringer i større eller mindre grad opvejes af øget forbrug. Det sker f.eks., når en bolig isoleres bedre for at mindske varmeforbruget, mens beboerne benytter ændringen til at øge komforten ved at sætte indendørstemperaturen op. Nogle gange kan effektivitetsforbedringer ligefrem bidrage til at fastholde produktionssystemer, der ikke er bæredygtige. Når biler bliver mere effektive, kan det f.eks. forstærke privatbilismen på bekostning af kollektiv transport. Rapporten er fyldt med konkrete eksempler på hindringer for tilstrækkelig afkobling.

Forbruget skal ned

Kritikken af hypotesen om afkobling skal ikke forstås som en kritik af de mange fornuftige politikker, der ofte knytter sig til forestillingen om grøn vækst. Begge retninger har fokus på omstilling til vedvarende energi, energibesparelser, mere cirkulær økonomi og meget andet. Men for post-vækst-tilhængerne er det ikke nok, at alt bliver mere effektivt – produktion og forbrug skal begrænses i de rige lande gennem politikker, der supplerer effektivitet med tilstrækkelighed (sufficiency). Det kan for eksempel betyde, at effektivitetsforbedringer skal følges op af afgifter, der hindrer, at besparelser omsættes i øget forbrug.

Mange post-vækst-tilhængere vil samtidig argumentere for, at tilstrækkelighed sagtens kan forenes med udmærket livskvalitet. Omfordeling internt i de rige lande kan sikre, at grøn omstilling ikke går ud over levestandarden for de dårligt stillede grupper. Desuden kan standarden være høj på vigtige områder som omsorg for børn og gamle, sundhedsydelser og uddannelse, der ikke er særlig energikrævende. Mindre fokus på vækst og et mere lige samfund kan måske ligefrem forbedre livskvaliteten ved at mindske det pres, der stresser mange.

Det er en kraftig forsimpling at tale om kun to fortællinger, som jeg har gjort her. Kontroverserne om grøn omstilling og vækst er en del mere komplicerede. Der er forskellige holdninger til, hvor radikalt man skal ændre forskellige produktionsområder og fordelingssystemer. Der er også forskellige syn på, om udviklingslandene har brug for traditionel økonomisk vækst, eller om levestandarden kan forbedres på andre måder.

Men valget mellem de overordnede fortællinger er alligevel vigtigt og ikke helt let.

Personligt er jeg ikke i tvivl om, at fortællingen om grøn vækst er uholdbar. Det forekommer mig, at man stikker folk blår i øjnene, hvis man foregøgler dem, at grøn omstilling kan lade sig gøre, uden at nogen må give afkald på materielle goder

Men ”forskønnelse” er måske nødvendigt for at komme i gang, hvis det politiske flertal afhænger af, at folk tror på den grønne vækst? Det kan også tænkes, at det først og fremmest er samfundets økonomiske elite, der hurtigt skal overtales til at investere i grøn omstilling, og så nytter det ikke med en fortælling, der handler om at fratage eliten dens privilegier.

Men at nedprioritere fordelingsudfordringen, såvel mellem lande som internt i landene, er både umoralsk og risikabelt, fordi stor ulighed kan føre til social uro og gøre omstillingen vanskelig. Fortællingen om grøn vækst kan blive en distraktion, der forsinker den nødvendige omfattende indsats. Det største håb ligger i at gøre post-vækst-fortællingen så stærk, at den kan engagere både det store flertal og eliten i en fælles redningsaktion.

Inge Røpke er professor MSO i økologisk økonomi ved Institut for Planlægning på Aalborg Universitet.

Læs flere analyser, reportager og baggrundsartikler i Magasinet Grøn Omstilling. Bliv medlem, så sender vi det til dig med posten

By |2019-12-20T12:56:17+01:0019. december 2019|Artikel|0 Kommentarer
Læs mere

Fra landbrug til natur

Af Daria Rivin

I det nordjyske Vesthimmerland, tæt ved Limfjorden og Løgstør, ligger Vilsted Sø. Den er omringet af marker, skove og enge. Fugle og folk fra lokalområdet tager ofte en fisketur på vandet, mens køer og heste slænger sig i græsset.

Det er ikke til at se med det blotte øje, men denne idylliske sø er en genskabt sø. At den blev etableret lige her, er ikke helt tilfældigt. For 6-7000 år siden lå der to søer: Sønder Sø og Vilsted Sø. Ertebøllefolket i Stenalderen brugte stedet til at jage og fiske. Omkring år 1900 begyndte lokalbefolkningen at afvande søerne, så de kunne dyrke jorden, og i mere end 100 år forblev markerne drænet.

Multifunktionel jordfordeling
Jordfordeling er et omtrent 200 år gammelt redskab. Det blev f.eks. brugt til at fordele landbrugsjorden mere hensigtsmæssigt, da gårdene på et tidspunkt blev flyttet fra landsbyerne og ud i landet. Jord kan i processen både byttes, sælges eller købes efter aftale med jordejerne. Der er ofte et specifikt formål med jordfordelingen, f.eks. at rejse en skov, etablere et vådområde eller genoprette tidligere naturområder. Hvis der fra start er tænkt klima, miljø, natur, rekreation og landudvikling og driftsøkonomi ind i omlægningen af jordlodderne, kaldes det for multifunktionel jordfordeling. Med Tørkepakken i 2018 blev der afsat 150 mio. kr. til en multifunktionel jordfordelingspulje, der skal bruges til at omlægge op til 6.800 hektar landbrugsjord mellem 2019-2022. Jordfordeling og udtagning af landbrugsjord til natur nævnes desuden som en væsentlig brik i den grønne omstilling af landbruget i Regeringens ‘Forståelsespapir’, så det forventes, at der afsættes flere midler i de kommende år.

Den nyeste store forvandling skete i årene mellem 2002 og 2006, hvor 920 hektar landbrugsjord blev til naturområdet Vilsted Sø. Det daværende Nordjyllands Amt stod i spidsen for at genoprette søområdet med et jordfordelingsprojekt, der skulle vise sig at give god mening på mange måder. Først og fremmest skulle der ske noget, fordi afvandingen af landbrugsjorden var med til at udlede store mængder kvælstof og fosfor til Limfjorden og forurenede dermed vandmiljøet. Og derudover var meget af jorden lavbundsjord og af dårlig kvalitet set fra et landbrugsperspektiv.

Landinspektør og jordfordelingsplanlægger Jan Nymark Thaysen var med i Vilsted Sø-projektet fra start til slut. Han var dengang ansat i Jordfordelingskontoret i Tønder og udvalgt til at gennemføre forhandlingerne og indgå frivillige aftaler med de cirka 200 involverede jordejere.

”Vi vidste, at vi kunne reducere kvælstofudledningen til Limfjorden, hvis vandstanden blev hævet igen,” siger han og fortsætter: ”Samtidig kunne landmændene i området sælge deres lavbundsjorde, der var vanskelige at dyrke, og i stedet købe bedre jorde, der lå i nærheden af, hvor de boede og havde deres produktionsanlæg.”

Hvad er lavbundsjord?
Op gennem 1900-tallet har man i Danmark tørlagt tidligere søbunde og fjorde for at kunne dyrke jorden. Mange af disse lavbundsjorder indeholder meget humus og kulstof. For at kunne dyrke jordene og færdes på dem har man drænet dem for vand. Når den kulstofrige jord bliver iltet under dyrkningen, udledes der mere CO2. Ved at udtage lavbundsjorder bidrager det både til sikring af biodiversitet, reduktion af kvælstofudvaskning og lavere udledning af drivhusgasser.

Interessen vokser

Netop gevinsten for både natur og landbrug har regeringen fået øjnene op for. Muligvis fordi det også kommer klimaet til gode. Studier og rapporter viser, at hvis man stopper med at dræne kulstofrige lavbundsjorde, bliver der udledt mindre CO2, samtidig med at vandmiljøet og naturen får det bedre. Derfor har Naturstyrelsen også afsat midler til projekter, som omlægger lavbundsjorder til natur.

Landbrugspolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, Lisbet Ogstrup, har besøgt Vilsted Sø og omegn. Hun fortæller, at genoprettelsen af Vilsted Sø har gjort meget godt for naturen i området.

”Når jeg kigger ud over søen, er det tydeligt, at der er kommet et rigt dyreliv. Der er ingen tvivl om, at Vilsted Sø har givet naturen et enormt løft i området,” siger hun og tilføjer: ”Og så får man samtidig løst problemerne med for meget fosfor og kvælstof.”

Ifølge Naturstyrelsen fungerer Vilsted Sø og vådområderne rundt om søen som et rensningsanlæg for Limfjorden. Hvert år tilbageholder søen cirka 190 tons kvælstof, som ellers ville være løbet ud i fjorden. I søen gør kvælstoffet ikke skade, da der her foregår en såkaldt denitrifikation. Under denne proces damper kvælstoffet af til atmosfæren og skaber dermed ikke iltsvind.

Lettere og bedre landbrug

En af de landmænd og jordejere, som var med i jordfordelingen til Vilsted Sø, er Peter Jensen. Han var dengang i besiddelse af 70 hektar jord, hvoraf 30 hektar lå to km væk fra hans gård. Han forklarer, at han i forbindelse med jordfordelingen fik byttet og købt sig til at have alle 70 hektar tæt på sin gård. Han slap på den måde for at køre frem og tilbage til marker spredt ud i området. Samtidig var jorden bedre og nemmere at dyrke.

Logistik er meget vigtigt for en landmand, og der er jordfordeling med til at gøre det lettere og bedre. For mig personligt har jordfordelingen helt afgjort gjort det lettere, og jeg tror ikke, at der er en eneste landmand her i området, der har følt sig snydt i processen.

Peter Jensen, landmand

Peter Jensen fortæller, at han hver dag har glæde af udsigten til søen fra sin gård, og at både lokalbefolkningen og turister bruger søen aktivt. Folk fisker, går tur med hunden på stien langs søen, og så er der kommet en lokal kajakforening og løbeklub.

Landinspektør Jan Nymark Thaysen, som i sin tid var med til at forhandle og hjælpe Peter Jensen og de andre jordejere i Vilsted Sø-projektet, forklarer, at det essentielle ved jordfordeling er at give jordejerne et tilbud, som de ikke kan sige nej til. Et tilbud, som kommer alle jordejere til gode.

”Gennemførelse af en jordfordeling giver nogle driftsmæssige fordele, når spredt beliggende arealer samles i større enheder, og det har samtidig et økonomisk potentiale, når landmænd kan sælge deres lavbundsjord, som er vanskelig at dyrke, og i stedet købe noget andet jord, der ligger i nærheden af, hvor de bor. Og det kan folk godt se, når vi laver forhandlinger,” siger Jan Nymark Thaysen.

Alderen trykker

På trods af de gevinster, som jordfordelingen havde givet Peter Jensen, besluttede han sig efter fem år for at sælge det meste af sit landbrug. I dag har han ti hektar jord ud mod søen, som han bruger til at holde heste. Og så arbejder han ved siden af i et større landbrug i området.

”Det faktum, at jeg var med i jordfordelingen, betød, at min jord blev mere dyrkningssikker og dermed også dyrere. Det var ikke på grund af jordfordelingen, at jeg stoppede som selvstændig landmand, men på grund af min alder af 56 år,” siger Peter Jensen.

I dag er 50 procent af alle landmænd i Danmark over 60 år. Landbruget er dermed midt i et generationsskifte, hvilket betyder, at landbruget, som vi kender det i dag, er under forandring. Ifølge landinspektør Jan Nymark Thaysen har jordpriser siden finanskrisen i 2008 været faldende og er nu stabiliserede. Men det er stadig svært at få lån til at investere i jord. Samtidig har landbruget samlet set en stor gæld til bankerne, fordelt på forskellige kreditinstitutioner, der gør det svært at sælge og bytte uden tiltag og indskud fra staten.

Ifølge landmanden Peter Jensen er landbrugets store problem i dag den generelle strukturudvikling, der gør det svært for mindre landbrug at klare sig. Derfor opgiver mange deres landbrugsjord, stopper som selvstændige og arbejder i stedet for større landbrug, der har flere ressourcer.

”Det er strukturudviklingen, der gør, at folk opgiver deres jord og landbrug. De små forsvinder lige så stille, og så er der de store landbrug tilbage. Min erfaring er, at landbrug ikke nødvendigvis bliver ringere af, at det bliver stort, omvendt har større landbrug i dag musklerne til at løfte landbruget,” siger Peter Jensen.

Hvad angår jordfordeling, oplever Peter Jensen, at det særligt har været positivt for de ældre landmænd, der gerne vil ophøre med at være aktive. De kan lettere komme af med deres jord ved at sælge det i en jordfordelingspulje.

Fællesskab, klima og miljøgevinster

Da folkene bag Vilsted Sø-projektet gik i gang, var hovedopgaven at undgå, at kvælstof endte i Limfjorden. For at få tilskud til projektet krævede staten dengang, at der skulle fjernes minimum 200 kilo kvælstof per hektar, mens hensynet til klima og natur ikke var det styrende i processen, fortæller landinspektør Jan Nymark Thaysen. De andre gevinster ved søen kom først ind i billedet senere.

I dag er det anderledes. Siden 2014 har projektet Collective Impact, der er støttet af Realdania, arbejdet på fire pilotprojekter om såkaldt multifunktionel jordfordeling rundtom i Danmark. Her er der helt fra starten fokus på natur, miljø, klima og rekreation såvel som driftsøkonomi og landdistriktsudvikling. Og her bliver både jordejere, lokalsamfund og kommuner inddraget i hele processen fra start til slut.

Projektleder Rasmus Fuglsang Frederiksen er knyttet til et af pilotprojekterne om multifunktionel jordfordeling, der foregår i Mariagerfjord Kommune i Nordjylland. Efter hans vurdering er samtlige projekter med til at styrke lokalsamfundene på en helt ny måde, fordi alle er med til at bestemme, hvordan og hvad deres by og lokalområde skal bruges til. Han forklarer, at multifunktionel jordfordeling, sammenlignet med traditionel jordfordeling, har flere værktøjer i spil, fordi der både bliver flyttet rundt på ejerforhold og tænkt nyt i forhold til brug af arealerne.

”Multifunktionel jordfordeling gør noget helt særligt for lokalsamfundet. Her foregår jordfordelingen primært ud fra et tværfagligt og lokalt perspektiv, hvor lokalsamfundet inddrages fra start til slut, fra ide til handling,” siger Rasmus Fuglsang Frederiksen og tilføjer: ”Det sjove er, at lokalsamfundet ikke nødvendigvis har klima og miljø for øje, når de kommer med forslag til fremtidens brug af landskabet. Men det, de kommer med, leverer faktisk på klima-, natur- og miljømål. Samtidig kommer vores jordfordelingsplanlæggere med konkrete forslag i processen. Det er med til at inspirere de lokale, så deres fokus på lokal udvikling passer ind i de nationale målsætninger om blandt andet at løfte miljø, klima og natur.”

Ifølge landmanden Peter Jensen går jordfordeling og hensyn til natur hånd i hånd. Han mener, at det er vigtigt at tage vare på naturen, men at det omvendt også er vigtigt at passe på landbrugsjorden og sørge for, at dyrkningskvaliteten af jorden er i orden.

”Jordfordeling er et rigtig godt værktøj. Jeg forstår ikke, at det ikke bliver brugt mere. For mig at se går det hele op i en højere enhed, når man bruger værktøj som jordfordeling til at omlægge landbrugsjord. Jeg ville helt sikkert anbefale det til andre jordejere,” siger Peter Jensen.

Daria Rivin er skribent og projektmedarbejder hos Rådet for Grøn Omstilling

Læs hele vores landbrugstema: ’EU’s sidste chance’ i nyeste nummer af Magasinet Grøn Omstilling. Bliv medlem, så får du det med posten.

By |2019-12-20T13:29:00+01:0019. december 2019|Artikel|0 Kommentarer
Læs mere

På udkig efter fremtidens mad

Artikel bragt i Magasinet Grøn Omstilling vinter 2020 af Annika Lund Gade, projektmedarbejder, Rådet for Grøn Omstilling

Der sker rigtig meget i Danmark i øjeblikket, når det kommer til at byde ind med løsninger for fremtidens fødevarer. Den globale fødevareproduktion er desværre kilde til mange problemer inden for miljø og klima. Landbruget udleder store mængder kvælstof og fosfor til vandmiljøet og drivhusgasser til atmosfæren. Derfor er mange nu på jagt efter alternative måder at producere fødevarer til den voksende globale befolkning.

I forbindelse med projektet ‘Nordisk Mad i Forandring’ besøger min kollega og jeg forskellige virksomheder under en todages ekspedition. Her får vi et indblik i forskellige bud på, hvordan man kan producere mere bæredygtige fødevarer.

Kløvergræs kan skubbe sojaen ud

Mellem Holstebro og Struer i Vestjylland ligger herregården Ausumgaard, der ejes af Kristian og Maria Lundgaard-Karlshøj. På gården er der i alt 700 hektar økologisk planteavl, der især består af frøgræs, korn, raps, hestebønner og kløvergræs.

Kristian Lundgaard-Karlshøj er meget optaget af bæredygtighed – økonomisk, social og miljømæssig.

”Hvad vil vi kæmpe for hver dag? Vi vil muliggøre, at næste generation har lyst til og kan videreføre vores arbejde. Eftertiden skal have samme muligheder som os, så vi skal passe på. Det skal være både økonomisk og miljømæssigt bæredygtigt,” siger han.

På gården er der altid nye projekter i gang med fokus på bæredygtighed, f.eks. i øjeblikket en mindre produktion af melorme. Det var også tanker om miljømæssig bæredygtighed, der fik Kristian Lundgaard-Karlshøj til at etablere et biogasanlæg på gården tilbage i 2017. Biogassen opgraderes på gården og sendes efterfølgende ud i det lokale naturgasnet. Der produceres gas på gården til at opvarme, hvad der svarer til 2000 husstande.

Det nyeste projekt i rækken handler om græsprotein. En idé, der kan være med til at løfte landbruget væk fra dets afhængighed af sojafoder. I 2020 er der på gården ved at blive etableret det første bioraffineringsanlæg til græsprotein i Danmark. Det sker i samarbejde med Vestjyllands Andel, der har ansvaret for at få det økologiske græsprotein ud på markedet.

Græs kan i udgangspunktet kun fordøjes af flermavede dyr som køer og får. Men ved at udskille græsproteinet via et raffineringsanlæg bliver det muligt at fodre det til enmavede dyr såsom kyllinger og svin – og på sigt måske endda mennesker. Tanken er, at bioraffinering af græs i Danmark kan erstatte en god del af sojaimporten til foder. Samtidig har produktionen af kløvergræs, som græsproteinet udvindes af, mange miljømæssige fordele. Kløvergræs optager mere CO2 end fx korn. Og så er det kvælstoffikserende, dvs. at planterne kan bruge kvælstof fra luften. Derfor dyrkes der som regel kløvergræs i den økologiske planteavl, hvor man ikke kan bruge kunstgødning, for at komplementere husdyrgødning, der ikke altid er let tilgængelig – især for planteavlere. Endelig er kløvergræs meget resistent over for ukrudt. Efter at have haft kløvergræs på en mark vil man opleve meget mindre ukrudt i den efterfølgende afgrøde.

Kristian Lundgaard-Karlshøj er ganske tilfreds med de sidste par års udvikling.

”Jeg er på jagt efter, hvad landbruget skal lave fremadrettet – vores eksistensberettigelse. Vi skal lave noget, vi kan leve af, og deraf kommer min interesse for bæredygtigt producerede alternative proteiner som insekter og græsprotein,” siger han og tilføjer, at han håber, græsproteinanlægget på Ausumgaard kan blive en kilde til inspiration for andre landmænd, så der kan blive flere gårdanlæg til bioraffinering af græs rundtom i Danmark.

Græsmælk fra færre køer til flere mennesker

Vi forlader Ausumgaard og begiver os mod nordøst, til Farsø, der ligger lige øst for Limfjorden. Vi har fået anvisninger om, hvilken af de to indkørsler vi skal tage, da der går køer og græsser på den ene. Heldigvis ikke den, vi ender med at køre op ad. Vi mødes af en smilende mand i gummistøvler. Det er ejeren af gården Hvanstrup, Torsten Wetche, der netop er kommet med færgen over Limfjorden fra Thise Mejeri, hvor han sidder som næstformand for bestyrelsen. Efter en kop kaffe at styrke os på begiver vi os ud på den lovede markvandring på Torsten Wetches gård.

Torsten Wetche producerer græsmælk for Thise Mejeri. Du kender måske den grønne mælkekarton fra butikkerne. Græsmælk kommer fra køer, der udelukkende fodres med græs. Det er ualmindeligt, da man som regel komplementerer græsset med en hel del kraftfoder. Gården er økologisk og har været det siden 1997. Køerne går ude på græs det meste af året og fodres med græs på stald om vinteren. Hvanstrup er helt selvforsynende med foder.

Torsten Wetche har været med til at udvikle græsmælkskonceptet, der ud over at være økologisk også indeholder krav om 40 procent mere plads til dyrene, samt at der ud over mælkeproduktionen og foderproduktion skal være planteavl til menneskemad på gården. Hvis Hvanstrup blev drevet som et specialiseret økologisk malkebrug, kunne der produceres mælk og kød til, hvad der energimæssigt svarer til 1.200 menneskers årlige behov. Ved at reducere foderarealet og dermed antallet af malkekøer fra 250 til omkring 120 kan Torsten Wetche i stedet producere føde til 3.500 menneskers årlige behov ved også at dyrke grøntsager på det resterende areal. Samtidig har Torsten fået lavet to klimahandleplaner, da han arbejder aktivt for at sænke klimaaftrykket på gården, selv om det allerede ligger lavt. Græsproduktion optager nemlig meget CO2.

”Vi har valgt økologien. Og her er det smart at have kløvergræs på omkring 20-30 procent af arealet, for det giver et sundt sædskifte. Og efter min mening er den bedste og mest naturlige måde at udnytte kløvergræsset at lade køerne æde det. Jeg ser koen som det mest klimavenlige husdyr, hvis den kun spiser græs, der især kommer fra vedvarende engarealer, hvor der ikke ellers er nogen fødevareproduktion,” siger Torsten Wetche og fortsætter:

”Som landmand har man jorden til låns. Hvanstrup er en slægtsgård, og jeg har stor glæde af den skov, min oldefar har plantet. Jeg har også plantet skov og prøver på at passe på jorden og naturen, så jeg kan give det videre i god stand.”

Det har regnet det meste af dagen, men idet vi begiver os af sted på vores vandring, bryder solen frem. Vi går langs markerne og kommer ind på engarealerne, hvor der går unge kreaturer og græsser mellem træer. Da vi kommer til en lille bæk, byder Torsten Wetche os på et glas vand fra bækken. Jeg er noget overrasket, da jeg ved, man ikke drikker overfladevand i Danmark. Men her har været økologisk landbrug i så mange år, og vandet er rent og forfriskende. Da vi begiver os tilbage mod gården forbi de tyggende malkekøer på græsmarken, kigger de nysgerrigt efter os. Her er fredeligt, og jeg forlader gården med en følelse af ro. Hvanstrup er et godt bud på en mere bæredygtig mælkeproduktion, der foregår i samspil med naturen.

Hanegal-folk bag nyt økologisk planteprotein

Efter en overnatning ved Bjerringbro begiver vi os nu sydpå til Hedensted, der ligger i Østjylland mellem Horsens og Vejle. Her ligger den helt nystartede virksomhed Organic Plant Protein. Fra motorvejen lægger man nemt mærke til bygningen med de store bogstaver. Her har stifterne af Hanegal, Ulrich Kern-Hansen og Fie Graugaard, nu startet en fabrik til at lave økologiske, teksturerede planteproteiner baseret på ærter og hestebønner. Vi mødes af Ulrich Kern-Hansen, der giver os en rundvisning i produktionshallen. Bagefter bliver vi budt på både snacks, ‘kylling’ i karry og plantebøf lavet af de proteiner, der produceres på fabrikken.

Parret bag virksomheden har gennem årtier været kendt som drivkræfter inden for udviklingen af økologien og især økologisk svineproduktion i Danmark. De havde egentlig besluttet sig for at gå på pension og havde solgt størstedelen af deres andel af Hanegal. Men det endte med, at pensionsplanerne blev parkeret, og at pengene fra salget i stedet gik til at starte ny virksomhed. Idéen til at producere teksturerede planteproteiner opstod, da det viste sig umuligt at købe økologiske teksturerede planteproteiner til Hanegals plantebaserede produkter. Derfor indledte de et samarbejde med forskere fra Teknologisk Institut om at producere økologiske, teksturerede planteproteiner.

”Mange har undret sig over, at vi har begivet os i kast med denne nye virksomhed, efter at vi har solgt størstedelen af vores andel i Hanegal. Men hvorfor er vi her? At nyde livet er jo netop at leve et liv, man synes giver mening,” siger Ulrich Kern-Hansen og fortsætter:

”Det er en fantastisk mulighed for at reducere kødforbruget, og det er realistisk både økonomisk og landbrugsfagligt. Med ærter og hestebønner får man et billigere protein, og CO2-regnestykket falder klart ud til fordel for det plantebaserede. Jeg ser det også som løsningen på at brødføde en stigende befolkning. Og samtidig er økologien så med til at sikre et landbrug, der ikke forurener vores grundvand og smadrer biodiversiteten, og som ikke udpiner jorden med kunstgødning, pesticider og ensidig drift.”

Ud over at være økologisk er det parrets plan, at råvarerne skal produceres i Danmark for at støtte dansk, økologisk landbrug. I øjeblikket produceres der ikke nok bælgfrugter i Danmark i den kvalitet, som er nødvendig for Organic Plant Protein, da produktionen i Danmark er tiltænkt foder. Men danske landmænd har vist stor interesse for at producere bælgfrugter til fabrikken, så det burde snart være muligt.

Den store opmærksomhed, som parret oplever på de store fødevaremesser, har resulteret i, at de har fremrykket en udvidelse af fabrikken. De forventer især at sælge planteproteinet til forarbejdningsvirksomheder som Hanegal og at eksportere størstedelen af produktionen. Det bliver også muligt at købe produktet i danske og udenlandske supermarkeder i løbet af efteråret under virksomhedens eget brand PlantMate eller andre labels.

Det skal være nemt at vælge plantebaseret

På vores sidste stop i Vejen i Sønderjylland mødes vi med Henrik Lund, der er administrerende direktør i Naturli’ Foods. Virksomheden har produceret plantedrikke siden 1980’erne, men har i dag et bredt sortiment af plantebaserede produkter inden for mejeri, kødalternativer, pålæg og snacks. De mest kendte ud over plantedrikkene er nok Naturli’ Hakket og Smørbar. Mange husker måske debatten tilbage i 2017, da Naturli’ lancerede Hakket, der som det første kødalternativ fik plads i køledisken ved siden af hakket oksekød.

Henrik fortæller entusiastisk om virksomhedens udvikling fra at være en lille dansk virksomhed uden nævneværdig eksport til i dag, hvor virksomheden eksporterer til 16 lande og er vokset med 30-35 procent om året de sidste fem år.

”Vi havde aldrig drømt om, at vi skulle være en eksportvirksomhed. Det kom nærmest over-night, efter at Danmark var gået helt amok, da vi lancerede Naturli’s plantefars i december 2017. I dag er vi på 16 markeder,” siger Henrik Lund.

Hans begejstring er forståelig. For der er sket store ændringer i både i Danmark og Europa, hvor salget af plantebaserede produkter vokser. Både plantedrik og plantefars udgør nu fire-fem procent af det danske marked for henholdsvis mælk og hakket oksekød.

For Naturli’ handler det om at lancere nye produkter, der gør det nemt for helt almindelige danskere at vælge et plantebaseret alternativ uden at gå på kompromis med smag eller kvalitet. F.eks. blev Smørbar udviklet på opfordring af virksomhedens følgere på de sociale medier, der efterspurgte et alternativ til smør baseret på komælk.

”Vi skal være first movers. Det giver værdi for både omverdenen og vores virksomhed, så vi har råd til at fortsætte innovationen. Vi prøver at gå forrest og skabe fødevarerevolutionen, det er vores opgave,” siger Henrik Lund.  

‘Spis planter – der er ingen planet B’ er et af Naturli’s mottoer, der har fokus på bæredygtighed, klimaaftryk, og at deres produkter skal være clean label, altså produkter med så få ingredienser som muligt, der samtidig er af god kvalitet og sunde. Naturli’ klimamærker mange af deres produkter og finder deres råvarer så lokalt som muligt. Derfor er Naturli’s kødalternativer ikke længere baseret på nordamerikansk soja, men på bælgfrugter fra Danmark og Baltikum.

Henrik Lund byder os på en isvaffel fra Naturli’s plantebaserede ismejeri i Thy, og som de andre smagsprøver, vi har fået på vores ekspedition i denne omgang, smager den rigtig godt.

Jeg er ikke i tvivl om, at disse produkter vil kunne konkurrere med de traditionelle madvarer i kølediskene. Virksomhederne her har hver deres unikke bud på en mere bæredygtig, dansk fødevareproduktion, og de har sammen med mange andre en rolle at spille, hvis vi skal gøre os håb om at omstille den danske fødevareproduktion, så der ikke lægges mere pres på jordens ressourcer, end den kan holde til. Der er en udvikling i gang i Danmark. Men vil landbruget og fødevareindustrien formå at tage de nye produktionsformer til sig som mere end en nicheproduktion? Det vil fremtiden vise.

Magasinet Grøn Omstilling tager fat i tidens vigtige emner inden for klima og miljø. Magasinet manøvrerer gennem en bred palet af andre emner som skadelige kemikalier i hverdagen, luftforurening, landbrug, energi- og klimapolitik og meget mere. Vi leverer reportager, interviews og analyser, går kritisk til værks og finder de gode eksempler på løsninger for at inspirere og skabe engagement. Og så leverer vi viden til læserne, så de bedre kan træffe bæredygtige valgt i hverdagen.

By |2020-12-11T11:43:02+01:0011. december 2019|Artikel|0 Kommentarer
Læs mere

Vi skal udfase biomasse i el- og varmeforsyning

Vi står i dag overfor en klima- og biodiversitetskrise. Vores brug af træbaseret biomasse har stor betydning for, hvordan vi sikrer reduktion af drivhusgasser i atmosfæren samt beskyttelse af truede arter, der bebor vores skove og krat.

Krisen er så akut, at en markant øget kulstoflagring i skov og træprodukter samt bedre naturbeskyttelse er absolut nødvendig.

Vi bør derfor øge både arealerne til produktionsskov og urørt skov på udvalgte landbrugsarealer, så tabet af landbrugsproduktionen minimeres samtidig med at beskyttelsen af de danske vådområder maksimeres.

Den biomasse, som vi tager ud af produktionsskovene, bør i højere grad end i dag fungere som kulstoflagre i produkter med en betragtelig levetid. Ikke -anvendelige rester bør nedmuldes til gavn for jordbunden.

Træbaseret biomasse bør kun benyttes til energiformål, hvor den fortrænger fossil energi og hvor andre vedvarende alternativer ikke er gangbare.

Danmarks anvendelse af biomasse til el- og varmeproduktion har været medvirkende til udfasning af kul og gas, hvilket er positivt. Det er i dag nået et niveau, hvor vi er voldsomt afhængige af import, og dermed lægger beslag på store skovarealer udenfor landets grænser. Det mener vi bør ændres.

Vi bør derfor sigte mod en udfasning af biomasse i el- og varmeproduktion frem mod 2040. På den baggrund er dette positionspapir (som ses til download, nedenfor). Papiret er delt i to:
1. Centrale anbefalinger ift. at fremme bæredygtig brug af træbaseret biomasse.
2. Vores principper og betragtninger, der ligger til grund for anbefalingerne.

By |2025-02-17T12:42:46+01:0010. december 2019|Artikel, Publikation|0 Kommentarer
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top