I efteråret 2023 afholdte Tønder Kommune som den første kommune i Danmark to vejledende folkeafstemninger om solcelle- og vindmølleparker. Begge afstemninger endte med et overvejende ja.

”Det viste, at folk faktisk gerne vil det her, hvis man har en ordentlig proces og lytter til dem,” siger borgmester i Tønder Kommune Jørgen Popp Petersen.

Ifølge ham er der brug for nye redskaber som f.eks. vejledende folkeafstemninger, når der skal planlægges anlæg med vedvarende energi. Det fortæller han om til konferencen den 27. november ’Når borgerne siger ja til mere ren energi i lokalsamfundet’.

Han henviser til, at der stort set ikke er sat vindmøller op de sidste år, og at det især skyldes, at kommunalbestyrelser rundt om i landet siger nej blandt andet pga. af protester fra lokalbefolkningen.

”Vi har stået i stampe, også i Tønder. Med adskillige vindmølleprojekter er vi snublet i selve den afgørende beslutning. Projekterne havde politisk flertal undervejs, men når der skulle stemmes, kunne man ikke mobilisere det. Vi har også valgt at sige nej til projekter, fordi vi vil ikke være årsag til borgerkrig ude i lokalsamfundet. For hvorfor skulle man også ville det,” siger han.

Så der var brug for en anden tilgang. Da de 31 medlemmer af kommunalbestyrelsen satte sig sammen i begyndelsen af en ny byrådsperiode, tog de en beslutning.

”Hvis vi var fortsat af samme spor, endte vi jo nok det samme sted igen. Så derfor blev vi enige om at prøve noget nyt. Vi lavede et kompromis med en række retningslinjer, som 29 medlemmer af kommunalbestyrelsen bakkede op om, hvor vi skal afprøve nogle utraditionelle nye værktøjer. Og et af dem er at lave nogle vejledende folkeafstemninger,” siger han og fortsætter:

”Folkeafstemningerne har virket upåklageligt og uden problemer. Jeg tror ikke, det er et værktøj, vi skal bruge i kommunal politik generelt – det er et forsøg. I sidste ende er det selvfølgelig kommunalbestyrelsen, der har ansvaret, og som skal tage nogle beslutninger, også imod nogle borgeres vilje nogle gange. Og uanset om vi når 100 procents tilslutning i et lokalområde, så vil der den aften lokalbestyrelsen skal afgøre et projekt, stadig stå en mængde mennesker uden for byrådssalen og lave spektakel”.

Minds 40 procent lokalt ejerskab

Tønder Kommune er især kendt for at have opfordret kraftigt til, at energiudviklerne skal tilbyde mindst 40 procent andele til salg i lokalområdet.

”Vores tilgang i Tønder er den, at dem der har ulempe, skal i hvert fald også have en væsentlig del af de fordele, projektet fører med sig. Derfor er lokalt ejerskab helt afgørende. Når vi kigger syd over til Slesvig Holsten i Tyskland, så står der hundredvis af vindmøller, og de er alle sammen borgerejet. Det giver accept, og det giver lokaløkonomi,” siger Jørgen Popp Petersen.  

Frem til 2020 var den såkaldte køberetsordning gældende. Ifølge den skulle 20 procent af et energianlæg tilbydes som andele. Men ordningen blev kritiseret, bl.a. fordi det ikke altid lykkedes at få det solgt til lokale. I tilfælde af, at det skulle ske i Tønder, har kommunen oprettet et kommunalt VE-selskab, der kan gå ind og købe andelene.

”Vi prøver at holde så meget som muligt på lokale hænder. Når vi skal give plads til energi, så skal det ikke være investorer langt værk fra, der løber med hele kagen. Vi har også oprettet en almennyttig forening, der dækker hele kommunen, og som investorerne også kan stille økonomi i. For vi gør os selv en bjørnetjeneste, hvis det bare er det enkelte sogn, der får 110 ekstra shelters og guld-belægning på forsamlingshustaget, fordi de nu lige fik en energipark stående der. Vi bliver nødt til at kigge udvikling i hele området.” 

”Det kan godt lyde hårdt for investorer, men vi har et samfund, der skal fungere. Hvis vi fortsætter som vi har gjort hidtil, så bliver det jo til nej fra lokalsamfundet. Samtidig kommer staten og vil lave energiparker, og hvis man vil til at ekspropriere og diktere, så giver det først og sidst spektakel. Så det kommer rigtig meget an på, hvordan vi får grebet situationen an.”

Tønder Kommune har 21 projekter i planlægningsproces, og de består af 105 vindmøller og 1600 ha solceller.

”Vi er tæt på målstregen med de første projekter, og vi mener at have en rimelig god folkelig opbakning,” siger Jørgen Popp Petersen.

Denne artikel er en del af vores projekt ‘Yes in my backyard’, hvor vi sætter fokus på, hvordan folk er med med til at drive den grønne omstilling i deres lokalsamfund.

Angående satellit-fotoet: Du kan finde dokumentation på Skråfoto her.

Politiske retningslinjer for tilgangen til VE-anlæg

Kommunalbestyrelsen i Tønder har vedtaget nogle politiske retningslinjer med bl.a. ønsker og transparente tilbud til og fra projektejere og investorer.

• 40 procent lokalt ejerskab tilbydes til kostpris efter den oprindelige køberets ordning
• Kommunalt ejet VE Selskab (for evt. indfrielse af de 40 procent)
• Økonomisk bidrag til lokalområdet
• Økonomisk bidrag til en almennyttig fond
• Vejledende folkeafstemning (elektronisk) i de sidste to uger af planprocesen (2500 meter afstand til Vindmøller og 1250 afstand til solcelleparker)
• Maks 125 vindmøller og 1600 Ha solcelle parker i denne valgperiode.
• Maks størrelse på ca. 200 ha for det enkelte solcelleprojekt og fortrinsvis placeret på lavbundsjorde samt ekstensive landbrugsarealer.
• Etablering af en grøn erhvervspark.

Gode råd fra Jørgen Popp Petersen, borgmester for Tønder Kommune

• Sørg for en politisk proces med, hvis muligt, tværpolitisk enighed om tilgangen til nye anlæg med vedvarende energi. Når politikerne ikke diskuterer og bekriger hinanden om vejen frem, giver det også tryghed blandt lokale borgere.
• Lokalt ejerskab er vigtig både for lokale erhvervsvirksomheder samt borgere.
• Forsøget med vejledende folkeafstemninger er bl.a. også for at modgå de sædvanlige underskriftsindsamlinger, som kan virke meget provokerende, fordi at naboer ofte ikke ønsker at tage offentligt parti for nogen af fløjene.

Af Søren Bjørn Hansen

Det var juli, højsommer og høsttid. Men Anders Wamsler var stort set alene ude i de store grøntsagshaver rundt om bofællesskabet Permatopia udenfor Karise på Sydsjælland. Det var den første sommer, efter at de sidste af de cirka 200 beboere var flyttet ind i august 2018, og med omkring 80 børn som en del af fællesskabet åbenbarede et uventet problem sig: Børnefamilier bruger sommerferien på at tage på ferie.

“Om sommeren skal der jo laves noget. Og så rejste alle væk. Jeg skrev ud på vores fælleschat og var helt i vildrede. Vi få, der var her, var nødt til at knokle for at redde grønsagerne,” husker han over en kop kaffe knap femår senere.

“Så fik vi nogle diskussioner ud af det,” tilføjer han med et lille smil.

I dag er markarbejdet mere velorganiseret. Dels har nogle af familierne indrettet sig efter det, dels er der flyttet flere uden børn ind, og så er er der WWOOF’erne – de 2 til 4 frivillige arbejdere, der i dag bor i bofællesskabets fællesgård mod gratis logi og forplejning. Er man i tvivl, skal man bare kigge forbi ‘Permatopia Butikken’, der denne dag bugner af gevinster fra marker og drivhuse: tomater, peberfrugter, honning, salater, krydderurter, æg og sågar en “sprød og simpel” permatopia-cider, der “formentlig” holder mellem 3 og 5 procent alkohol.

Historien om arbejdet i landbruget rummer en generel læring om at bo et sted som Permatopia, der er født af idealisme og visioner om et mere bæredygtigt og selvforsynende liv: det er svært. 

Der er mange, lange diskussioner; der er udfordringer hvor for eksempel moderne børnefamiliers hverdag kolliderer med selvforsyningens årshjul; og der er tidspunkter, hvor man bare må indse, at den rene idealisme ikke står mål med virkelighedens muligheder.

Udskiftningen har været positiv

Alene Permatopias undfangelse er en historie om modgang, der overvindes – som det blev beskrevet i dokumentaren ‘Rejsen til Utopia. Et bankkrak og de klassiske byggeudfordringer forsinkede indflytningen flere år, og da de første flyttede ind, var det reelt for tidligt, men for at imødekomme de mange børns skoleskift.  

Anders Wamsler, der var med i arbejdet for at komme i mål fra 2014, flyttede faktisk først helt ind som en af de sidste i august 2018, hvor den sidste klynge af huse stod klar. Og lige som for de fleste andre var det tanken om selvforsyning, især med fødevarer, der havde tiltrukket ham. Han havde kigget på flere af de bæredygtige bofællesskaber, der er dukket op i Danmark det seneste årti, men de andre mest idealistiske krævede en stor grad af selvbyggeri, og det var han som næsten-pensionist uden håndværkerfærdigheder ikke interesseret i. 

Når den nu pensionerede matematiklærer, der fylder 76 dagen efter interviewet, kigger tilbage på de fem år, han har boet i den realiserede utopi, så er det netop både de store visioner og medfølgende store engagement iblandet mødet med det praktisk levede liv, der fylder.

“I årene op til vi flyttede ind, var engagementet i ideen og stedet stort og bredt. Men det øjeblik vi flyttede ind, kom det praktiske, hvor der var mange, der alligevel ikke kunne overskue det. Fordi de også havde børn og arbejde og andre ting. Og så var der en periode med sådan lidt dalende engagement, kan man så sige.”

Man kan også kalde denne periode en nødvendig justering. En del af de oprindelige beboere endte nemlig med at flytte, og i stedet for dem kom der folk til, der forstod, hvad en adresse i Permatopia kræver.

Anders Wamsler beskriver forskellen på dem, der er flyttet, og de nye der er kommet til, med en anekdote fra lige efter Permatopia var færdigbygget, og den nye landsbys indbyggere skulle lære hinanden at kende. Der var en dag med sociale lege, og en af dem gik ud på, at man skulle fordele sig efter, hvorfor man primært var flyttet ind – for det sociale eller for det selvforsynende arbejdsfællesskab. Dem der stillede sig længst mod førstnævnte var, groft sagt, også dem, der endte med at flytte. 

“Der er en del sympatiske mennesker, som er flyttet. Og selv om de var sympatiske, så synes jeg, det er positivt, for det at bo her kræver et vist engagement i det permakulturelle og det selvforsynende,” konstaterer han.

Sociokratiets fordele og ulemper

Rent praktisk kræver engagementet, at man lægger ugentlige arbejdstimer i fællesskabet. Udgangspunktet var, at man skulle lægge to timer, men i praksis er der mange, der lægger meget mere, og nogle der lægger mindre. Der er ingen tvang, og der er forståelse for sygdom, alderdom og andet.

Opgaverne er mange. Nogle tager sig for eksempel af hønsene, andre af de forskellige grøntsagshaver, andre igen passer jordvarmeanlægget. Og så er der også administrative opgaver som kommunikation, butik, regnskab og, som noget nyt, ansvar for rundvisninger. Den besøgende journalist er langt fra den eneste, der er nysgerrig på Permatopia.

Anders Wamsler har i dag indtaget en lidt mere tilbagetrukket rolle end tidligere, hvor han for eksempel var den drivende faktor bag butikken og ofte kom til at tage flere opgaver, fordi det greb om sig, som han siger.   

“Det har ikke været hårdt for mig. Når man har haft sit daglige arbejde i mere end 40 år, så er man vant til arbejde. Så jeg sagde, at jeg godt kan arbejde hver formiddag. Men noget af det blev lidt meget på et tidspunkt, og det har jeg sagt og prøvet at sige fra overfor. Det er også lykkedes,” siger han og går i gang med at beskrive fordelene og bagdelene ved det sociokrati, Permatopia i praksis udlever.

Sociokrati kan oversættes til ‘ledelse af venner’ og handler i sin essens om, at man uddelegerer ansvar til mindre grupper, fremfor at tage en masse beslutninger ved enten flertals- eller konsensusbeslutninger på stormøder.

Det er en smuk tankegang, og den pensionerede gymnasielærer går fuldt og helt ind for det, men det kan i praksis være svært. Hvor mange skal lede – sidde i ‘hovedkredsen’ som det styrende organ hedder, hvad kan de bestemme, og hvor meget ansvar kan den enkelte bære, er bare nogle få af de spørgsmål, der meget ofte er i spil.

På trods af alt besværet, den nogle gange lidt skæve arbejdsfordeling og de mange justeringer af det praktiske, er Anders Wamsler glad for sin beslutning om at flytte ind i Permatopia nummer 86. Som han oplever det, er det lige præcis, når det med arbejdet og det sociale går op.

“Det er tilfredsstillende. Når det er samlet,” siger han.

I aften skal han for eksempel igen til fællesspisning. Der er en velkørende turnusordning, med en køkkenansvarlig beboer, der er ansat i en deltidsstilling. De skal sidde i ‘Loen’, den store, prisvindende fællessal, og en stor del af måltidet kommer fra de grøntsagsmarker, de selv har været med til at passe.

Det giver mening.

Søren Bjørn-Hansen er journalist og en del af journalistfællesskabet Klimajournalisterne.

Denne artikel er en del af vores projekt ‘Yes in my backyard’, hvor vi sætter fokus på, hvordan folk er med med til at drive den grønne omstilling i deres lokalsamfund.

Energi, affald og mad i cirkulation hos Permatopia

Permatopia er bygget med et mål om at være så afkoblet som muligt fra det omkringliggende samfund. Det er hele grundtanken om selvforsyning, at man skal være off grid. I praksis kan det ikke fuldt lade sig gøre, men en række tiltag har bragt dem tæt på:

Regnvand opsamles i et stort underjordisk anlæg og genbruges som toiletskyl, til tøjvask i det fælles vaskeri og til vanding af grønsagshaver.

Når seperationstoiletterne skyller ud, skiller de ‘nummer 1’ og ‘nummer 2’ fra hinanden. Urinen ledes til en lagringstank og kan efter seks måneder bruges som gødning.

De såkaldt ‘grå’ og ‘sorte’ spildevand ledes til bofællesskabets store pilerensningsanlæg, hvorfra pilene høstes og bruges som kompost.

På en del af Permatopias 29,2 hektar står en 46 meter høj vindmølle, der årligt producerer 320 MWh. Elektriciteten kan afgiftsfrit bruges på landbrugsarealet, hvor den er produceret, dvs. til fælles vaskeri, madlavning, pumper, der driver forsyningen samt ladestandere til elbiler. Overskuddet leveres til SEAS-elnet. Privat elektricitet i boligerne er med eget valg af elleverandør.

Boligerne opvarmes med et stort jordvarmeanlæg, og varmen kan lagres i en varmtvandssilo.

Med fødevarer er de cirka 200 beboere ikke selvforsynende. De lokale supermarkeder supplerer i stor stil Permatopia Butikken, hvortil landbrugsområdet med en ansat gartner leverer alle afgrøder, som man så kan hente og betale for. Cirka en tredjedel af det høstede leveres til restauranter i København.

Permatopia i tal

Der er 90 husstande: 23 ejerboliger, 23 andelsboliger og 44 almene boliger. Boligerne er i fem størrelser fra 76 til 126 kvadratmeter.

I visionen for bofællesskabet håbede man på følgende beboersammensætning:

• Unge (18 til 45 år) uden børn: 20 procent
• Børnefamilier: 40 procent
• Midaldrende (45 til 64): 30 procent
• Ældre (65+): 10 procent.

Permatopia spreder sig over 29,2 hektar. De 4,7 hektar er byzone med boligbebyggelse, vejanlæg og P-pladser. De resterende 24,5 ha er landzone, hvoraf cirka 12 hektar er en tidligere fredskov.

Alle beboere har en arbejdspligt på i gennemsnit 2 timer ugentligt. Der er 34 aktive arbejdsteam, som er samlet i 6 områder: Landbrug, Forsyning, Økonomi, Fælles Areal, Fællesgård og Social Bæredygtighed. Landbruget trækker lidt mere end halvdelen af arbejdstimerne.

Af Anna Fenger Schefte

“Hvorfor ikke? Det ser jo ud ad helvede til at placere solceller ude i naturen, så hvorfor ikke bruge vores tage og parkeringspladser til at producere den grønne energi, vi har brug for. Og de tage, vi har her, er jo oplagte.”

Sådan lyder det prompte fra Anders Kjærhauge, der er direktør for filmvirksomheden Zentropa, som svar på spørgsmålet om, hvorfor de har valgt at plastre tagene på deres bygninger til med solceller. Zentropa har sammen med godt 10 andre virksomheder til huse i gamle renoverede militærbarakker i Filmbyen i Avedøre, og Kjærhauge sidder ved et langbord med rød og hvidternet dug i Zentropas store kantine − også kaldet “Plejehjemmet” − omkranset af vægge fyldt med filmmemorabilier og filmstuderende, der snakker og spiser morgenmad. Overfor ham sidder green manager, Anne Serup. Hun er ansvarlig for at gøre Zentropas produktioner mere klimavenlige. Men det vender vi tilbage til.

Solcellerne, som blev sat op tidligere i år, er placeret på taget af fire bygninger ejet af Zentropa (en enkelt af selskabet Mainstream), blandt andet på bygningen lige ved siden af ’The pissing gnome park,’ som er en rundkreds af tissende havenisser, der portrætterer kendte Zentropa-personligheder som Lars von Trier og Peter Aalbæk (Ålen).  Solcellerne er ifølge Anders Kjærhauge et direkte resultat af en lokal forankret indsats − Energifællesskabet Avedøre − hvor lokale borgere, institutioner, konsulenthus og virksomheder er gået sammen om at skabe en lokal bæredygtig energiforsyning.  

“Jeg har gået med tanken om, at vi skulle have solceller på vores bygninger i nogle år. Vi fik nogle tilbud ind, men dem havde vi lidt svært ved at gennemskue. Var det for dyrt, var det de rigtige leverandører? Nogen sagde, vi skulle vente til, at solcellerne ville blive mere effektive. Så blev vi koblet op på energifællesskabet og fandt ud af, at der var mere i gang blandt andet på gymnasiet (red. Hvidovre Gymnasium, som ligger fem minutter gang fra Zentropa) og nogle af de kommunale bygninger,” siger han og fortsætter:

“Ved at gå ind i energifællesskabet fik vi mulighed for energifaglig sparring i forhold til tilbud og indkøb. Og så har det helt klart været en fordel, at vi kunne gå sammen og lægge en større fælles ordre.”

Lokal forandring gennem lokal forankring

Hele tanken bag energifællesskaber, som det i Avedøre, er, at forankring, medejerskab og partnerskaber på tværs af lokalsamfund er en vigtig grundsten i fremtidens grønne energiforsyning. Det er helt konkret formuleret i et EU-direktiv fra 2020, der åbner for, at lokale og borgerejede energifællesskaber kan producere, udveksle, forbruge, lagre og sælge deres vedvarende energi fra eksempelvis solceller og vindmøller.

Ifølge Zentropa-direktøren er netop den lokale forankring og mulighed for medejerskab således også nøglen bag energifælleskabet i Avedøre.

“Der har i mange år været en stor og bred lokal entusiasme for at drive Avedøre frem som en frontløberby i omstillingen til grøn energi. Og det har været med til at bane vejen for, at energifælleskabet blev en realitet og fik opbakning fra så mange lokale aktører,” siger Anders Kjærhauge.

Siden 2018 har man under initiativet ‘Avedøre Green City’ således arbejdet med en vision om at gøre Avedøre til en bæredygtig bydel. Et initiativ, som involverer borgere, virksomheder, kommune, forsyningsselskaber og lokale institutioner, og som indtil videre har hentet knap en halv milliard kroner i økonomisk støtte blandt andet fra EU til en række lokalt forankrede grønne projekter. Det er således også den funding, som muliggjorde etableringen af energifællesskabet tilbage i 2020 – som det første af sin slags i Danmark.  

Store planer for fremtiden

Energifællesskabet har de seneste år udover solcelleprojektet hos Zentropa og Hvidovre Gymnasium sat gang i en række andre lokale tiltag på energiområdet. Det drejer sig blandt andet om energieffektivisering af flere bygninger i området, udrulning af fjernvarme, yderligere opsætning af solceller og vindmøller og etablering af ladestandere.

De er dog langt fra færdige, hvis man spørger Anders Kjærhauge. Solcellerne hos Zentropa producerer i dag svarende til 100-120 MW/t, hvilket svarer til ca. 25-30 pct. af deres årlige energiforbrug. Ifølge Zentropa-direktøren, som i dag sidder i styregruppen for energifællesskabet, så er målet at kunne blive selvforsynende med grøn strøm om få år – og i endnu højere grad at kunne indgå både som aftager og leverandør af grøn strøm til resten af energifælleskabet.

“Vi har ambitionen om at få et fællesskab, hvor energien kan flyde på kryds og tværs alt afhængig af behov. Det vil gøre vores investering i solceller mere økonomisk rentabel og gøre det mere attraktivt for andre virksomheder i lokalområdet og resten af Filmbyen at komme med,” siger han og fortsætter: “Der kommer forhåbentligt flere solceller – hos de andre virksomheder, der ejer bygningerne her i Filmbyen. Det prøver jeg i hvert fald i grundejerforeningsregi at overbevise dem om.”

Noget af det, der også ligger på bordet, er et ønske om, at den overskydende varme, som genereres hos Zentropa gennem virksomhedens store servere, på sigt kan blive ført tilbage til det lokale varmeværk, der så kan videredistribuere den overskudsvarme til at opvarme husstande i lokalområdet. Desuden kigges der i energifællesskabet på, hvordan man på en smart måde kan lagre energien fra blandt andet solcellerne, så der også vil være grøn strøm de dage, hvor solen ikke skinner.

Ikke lige til

Trods planer for fremtiden, mener Anders Kjærhauge ikke, at energifællesskabet hverken hidtil eller de kommende år bliver en ren dans på roser. Der er derimod tydelige bump på vejen. Der var blandt andet en del frem og tilbage i forhold til at få tilladelse til at sætte solceller op på fredede bygninger – som kommunen, da det kom til en reel godkendelse af projektet og opsætningen, ikke umiddelbart ville give.

“Vi havde for tre år siden først fået et klart ja fra kommunen, men da vi så stod med tilbuddet og var klar til at indkøbe solcellerne sidste år, så blev der pludselig sagt måske. Vi måtte forstå, der var en lokalplan, og bygningerne var fredet. Det blev vi meget overraskede over, eftersom vi havde fået godkendelsen. Og det gjorde det til en tungere og langstrakt proces,” siger han.

Det tog et halvt år ekstra med dialog frem og tilbage, før Zentropa ved udgangen af 2022 fik en dispensation fra kommunen, som gjorde det muligt at gå videre og lægge ordren på solcellerne ind.

Det er ifølge Anders Kjærhauge et klart eksempel på, at energifællesskab kan være en tungere proces, end hvad mange virksomheder er vant til.

 “Herude kan vi jo typisk agere rigtig hurtigt på beslutningsprocesser og eksekvere. Det kan man ikke på samme måde i et energifællesskab, hvor der er andre aktører, der tænker helt anderledes. Det skal man som virksomhed være indstillet på.”

Han påpeger, at Hvidovre Kommune generelt er meget positive omkring den grønne dagsorden, og de deltager også aktivt i det grønne energifællesskab.

En anden hurdle, som stadig står i vejen for skalering af Energifællesskabet i Avedøre, er, at det endnu ikke herhjemme er muligt at dele den strøm, man producerer, som ellers er tanken bag EU’s direktiv om energifællesskaber. Det gælder aktuelt både i forhold til strøm produceret hos Zentropa og ud til resten af fællesskabet, men det gælder også mellem de forskellige bygninger, som Zentropa ejer. Regler, som lige nu ifølge Zentropa-direktøren, gør det urentabelt for dem at sætte flere solceller op.

“Vi ville enormt gerne sætte flere solceller op. Vi har i dag eksempelvis kun sat enkelte solceller op på vores bygning 30, som er vores administration, fordi den simpelthen ikke bruger så meget strøm. Hvis vi kunne føre strømmen produceret på den bygning videre til andre af vores bygninger eller til andre i energifællesskabet, ville det blive langt mere rentabelt for os at indkøbe flere solceller,” siger han og påpeger, at “det gælder for andre lokale virksomheder, blandt andet ude på Avedøre Holme, hvor det ville give fantastisk god mening at kunne dele den strøm, de selv producerer.”

Det er ifølge Anders Kjærhauge også grunden til, at de andre virksomheder i Filmbyen endnu ikke er gået samme vej, og det stadig i dag kun er Zentropa, der er den eneste private virksomhed, som er gået med i energifællesskabet.

“Lige nu er business casen simpelthen for dårlig for dem. De siger nej til en investering, som først er tjent hjem om 15 år,” siger han.

Ifølge Kjærhauge skyldes virksomheders forbehold et fastlåst “vi plejer” omkring det danske elnet, og udfordringerne ved den måde, det i dag er strikket sammen.

“Vi oplever, at det er svært at bryde de rammer, der har været for vores elnet i mange år og særligt det, at virksomheder skulle kunne begynde at tjene penge på det,” siger han og påpeger,“ at Energifælleskabet Avedøre arbejder for, at reglerne herhjemme bliver ændret, så det bliver muligt at lade elektriciteten flyde frit inden for energifællesskabet til den pris, som fællesskabet beslutter. Vi håber på at kunne begynde at dele vores strøm fra næste år. Når vi kan det, bliver business casen også langt bedre, og så kan vi også få nogle af de andre med,” siger han.

Vores klimarejse er kun lige startet

Solcellerne og energifællesskabet er dog kun et skridt på, hvad Zentropa-direktøren kalder en “klimarejse”. Og det bringer os tilbage til Plejehjemmet og til den rød- og hvidternede dug. Til Anne Serup, som sidder over for Anders Kjærhauge. Hun har for nylig fået titlen green manager og er hermed blevet ansvarlig for at gøre Zentropas produktioner langt mindre klima- og ressourcetunge – et arbejde, som hun for alvor har igangsat i 2023. I rollen som green manager har hun sammen med Zentropas producere og line- producere blandt andet været med til at indføre en ’nul rødt kød- politik’ på produktionerne, udfase engangsvandflasker, at der hvor muligt lejes elbiler, at overskydende mad gives videre til socialt udsatte og sørge for videresalg af brugte kostumer og rekvisitter.

Det er dog ifølge Anne Serup langt fra en enkel øvelse at klimasikre filmproduktioner, fordi meget er nyt og uprøvet for Zentropa og for filmbranchen generelt.

“Det er ikke nemt, for vi har ikke i branchen et mindset, hvor klima naturligt er tænkt ind. Hver produktion er også sin egen med nye folk, nye lokationer, nye processer, som vi skal kunne tænke klima og ressourcer ind i. Det kræver meget planlægning oveni i selve planlægningen af produktionen af filmen,” siger Anne Serup og fortsætter: “Vi er meget bevidste om, at det kræver, at vi gør det nemt. At vi nudger og faciliterer det grønne valg helt ned til at planlægge ruten op gennem Sverige til vores produktionsfaciliteter i forhold til, hvor og hvornår de skal lade deres elbil op.”

Hun peger i forlæggelse af dette på, at der i dag heller ikke er udviklet en klar best practice til, hvordan man griber det an. Ligesom der i dag ikke er et stort udbud af klimavenlige valg. Zentropa kæmper eksempelvis ofte med andre producenter om at leje den eneste elbus, der er tilgængelig i Danmark, som er indrettet til at kunne bruges on-set til produktionen, fortæller Anne Serup.

Brug for data

Zentropa har derfor også som del af klimaindsatsen tilsluttet sig partnerskabet Green Producers Club, hvis fælles mål er at reducere filmproduktioners CO2-aftryk og som blandt andet har udviklet et værktøj, Green producers Tool, som både måler og hjælper med at reducere CO2-udledningen på kulturproduktioner. Et værktøj, som Anne Serup konkret er i gang med at teste på Zentropas igangværende produktion af deres næste film ’De Lydløse’.

“Det er noget helt nyt for os, og vi er i gang med at øve os i at indsamle de rigtige data, men vi håber, at det på sigt vil give os muligheden for at få et klart billede af, hvilket klimaaftryk hver enkelt af vores film sætter – helt ned på transport, mad, affald og materialer,” siger hun.

Det er ifølge Anne Serup et nødvendigt skridt at tage, fordi flere og flere i branchen begynder at rykke på det, og fordi netop data om klimaaftryk i stigende grad bliver et krav i branchen – særligt fra de store spillere som blandt andet TV2 og Netflix.

“Vi oplever, at der virkelig er en udvikling i branchen i gang med et stigende fokus på, at vi skal kunne dokumentere klimaaftrykket på en produktion,” siger hun.

Det voksende fokus skal ses i lyset af filmindustriens aktuelle klimapåvirkning. Filmindustrien er en del af den såkaldte informationsteknologiske industri, som tegner sig for to-tre procent af verdens CO²-udledning. Ifølge rapporten Screen New Deal udleder en gennemsnitlige storfilmsproduktion 2.840 tons CO2. Halvdelen af ​​dette kommer fra brændstof, 30 pct. fra energiforsyninger og 16 pct. fra flyrejser.

Stille frem

Man kunne måske fristes til at tro, at Zentropa, som Med DOGME95-bevægelsen, Ålen som tidligere direktør og med filmproduktioner som Dogville og Breaking the Waves i den grad er vant til at stikke næsen frem, derfor også på klimaområdet ville gå bombastisk til værks.

Men det er dog langt fra tilfældet. Tværtimod påpeger Anders Kjærhauge, at filmproducenten i forhold til klimaomstilling vil gå stille og roligt frem – skridt for skridt og område for område. Filmproducenten har således ikke umiddelbart planer om at lave en decideret klimastrategi eller om at sætte et reduktionsmål for deres CO2-udledninger, og de har heller ikke meldt noget officielt ud om solceller, energifælleskab eller indsatser på produktioner.

“Vi er først lige gået i gang, og det er en lang rejse, vi er på. Energifællesskabet var et skridt, vores grønne fokus på produktioner et andet. De er begge et udtryk for, at vi prioriterer det, men også at det er en omstilling for os, som kommer til at tage tid, og hvor vi øver os. Derfor går vi mere stille frem,” siger Anders Kjærhauge.

Denne artikel er en del af vores projekt ‘Yes in my backyard’, hvor vi sætter fokus på, hvordan folk rundtom i landet er med med til at drive den grønne omstilling i deres lokalsamfund.

Lokale energifællesskaber

• Lokale energifællesskaber er blevet et erklæret indsatsområde i EU’s arbejde med opsætning af vedvarende energi. I EU’s Direktiv om fælles regler for det indre marked for elektricitet ((EU) 2019/9) er det fra 2020 blevet muligt at etablere lokale energifællesskaber, hvor borgere, myndigheder og virksomheder går sammen om at dele den strøm, de producerer i fællesskab eksempelvis via kollektivt ejede vindmøller og solceller. Hele ideen bag energifællesskaber er således, at medlemmerne må producere, forbruge, dele og lagre energi, stå for opladning af elbaseret transport samt konvertere el til varme.
  
  
• Energifællesskabet Avedøre blev stiftet den 18. august 2020 af Hvidovre Kommune, Hvidovre Gymnasium, Avedøre Landsbylaug, Avedøre Fjernvarme a.m.b.a., Filmbyen og EBO Consult A/S.
  
  
• Økonomi: Prisen for solceller på Zentropas fire tage har været 1.4 mio. kroner, og desuden har Zentropa indkøbt otte ladestandere til en samlet pris på 100.000 kr. Begge dele er sat op i år.
  
  
• Solcellerne producerer i dag 100-120 MW/t, hvilket svarer til ca. 25-30 pct. af det årlige energiforbrug hos Zentropa og Mainstream (lydproducent, som ligger i Filmbyen).
  
  
• Siden 2018 har Avedøre haft en vision om at udvikle en bæredygtig bydel – Green City Avedøre med inspiration fra initiativet Green City Europe. Under den vision er gennem de seneste år igangsat en række initiativer – herunder energifællesskabet.
  
  
• Også på den nationale scene er der stigende fokus på energifællesskaber, som i stigende grad fremhæves som en vigtig brik i fremtidens energisystem – og bliver i høj grad også politisk set som en vigtig løftestang til at undgå kritik og modstand og til at sikre lokal opbakning til VE-projekter.  I 2021 blev der som del af finanslovsaftalen for 2022 således indgået en politisk aftale om udmøntning af en mindre pulje til støtte af lokale energifællesskaber fra 2022-2025. I 2023 er puljen på 3,4 mio. Kr. Hvidovre Kommune har også i dag “engagerede energifælleskaber med både virksomheder og borgere” som en erklæret vision i deres klimastrategi.

Gode råd til andre, der vil omstille deres lokalsamfund:

• God portion tålmodighed. Det tager tid at indgå i fællesskaber, hvor mange forskellige organisationer og personer er inkluderet. Når borgere, myndigheder og virksomheder skal samarbejde, så kræver det tålmodighed, og det vil ofte gå langsommere, end hvis man som virksomhed på egen hånd gør noget.

• En langsigtet business case. Det er ikke altid en upfront god forretning for en virksomhed at investere i vedvarende energi – man skal som virksomhed regne med en længere tilbagebetalingshorisont.

• Læring hen ad vejen. Med nye fællesskaber, samarbejder og nyt mindset, der skal integreres i ens forretning, er der brug for en åbenhed overfor, at det er en rejse, hvor man lærer hen ad vejen og løbende justere til.