Der sælges flere fossile brændsler end nogensinde: “Vi er alle fucked”

Verdens samfund er stadig dybt afhængige af fossil energi. Hele 80 pct. af vores samlede energiforbrug kommer stadig fra olie, gas og kul, kan man læse i World Energy Outlook 2024, som Det Internationale Energiagentur (IEA) netop har offentliggjort. Faktisk blev der sidste år solgt mere fossile brændsler end nogensinde før i verdenshistorien. Det er et dramatisk vidnesbyrd om den manglende erkendelse af klimakrisens alvor.

Den fossile business as usual dominerer stadig. Og vi er alle fucked, hvis ikke vi snart frigør os fra den fossile afhængighed. Faktisk var det globale CO2-budget kun 200 Gigaton ved årets indgang, og Danmarks andel løber ud i de næste få år. Det haster med at udvikle en systematisk plan for hurtigt at eliminere og trænge alle fossile brændsler ud af vores samlede energiforbrug.

Har IEA så svaret? Nej, desværre nej. Lad det dog være sagt med det samme. Jeg hører til dem, der begejstres, hver gang IEA´s Executive Director, Fatih Birol, taler om, at den fossile æra snart peaker. Birol skriver i sit forord til rapporten, at ”ren elektricitet er fremtiden”. Men alligevel regner IEA stadig i deres net-zero scenarie stadig med, at der er 15 pct. fossile brændsler i verdens samlede energiforbrug i 2050. Det er selvfølgelig bedre end regeringernes aktuelle politiske kurs, der sigter mod, at cirka halvdelen af vores energi kommer fra olie, gas og kul i 2050. Og regeringernes løfter kan kun nedbringe andelen til 25 pct. Det er stadig alt, alt for meget.

Det kan lade sig gøre

I Rådet for Grøn Omstilling har vi fremlagt en plan for, hvordan Danmark helt kan frigøre sig fra alle fossile brændsler i 2040, og vi vil arbejde for, at EU kan nå det i perioden 2040-45. Den gode nyhed er, at det faktisk kan lade sig gøre.

Dykker man ned i den nye IEA-rapport kan man finde en masse interessante tal, der dokumenterer, at verden befinder sig midt i en grøn energirevolution med sol, vind og batterier. Den globale produktionskapacitet for solceller er øget 40 gange i de sidste 13 år. For vindenergien er det seks gange. Sidste år blev der opstillet 550 GW sol- og vindenergi – og alene indenfor de sidste fem år har der været mere end en 4-dobling i opstillingen af nye solcelleanlæg. Alene i det sidste år er den globale fabrikation af solceller øget med hele 76 pct. og der blev fremstillet 22 pct. flere vindturbiner. Efterspørgslen er enorm, og ikke mindst Kina sprænger alle forventninger. I EU-landene går det derimod stadig alt for langsomt, bl.a. fordi der er alt for mange bureaukratiske og økonomiske snubletråde.

Elpriserne i EU-landene er stadig 2-3 gange højere end i USA og Kina, og det skader europæiske virksomheders konkurrenceevne. EU-landene importerer hvert år fossile brændsler for over 400 mia. euro, der er penge, der meget bedre kunne bruges til at investere i en samlet omstilling af vores energisystem, så vi i fremtiden bliver 100 pct. selvforsynende med ren energi. En kerneopgave for Dan Jørgensen som EU´s nye energikommissær er at sætte ekstra turbo på arbejdet med at trænge de fossile brændsler ud af det europæiske energisystem. Vi bør mangedoble mængden af sol- og vindenergi, investere meget mere i batterilagring og andre former for energilagring. Og vi skal øge investeringerne i elnettet og de vigtige interconnectorer, der gør det nemmere og billigere at sende grøn strøm over grænserne i det indre energimarked.

Det bliver billigere, end IEA tror

Sol- og vindenergi er allerede billigere end fossile brændsler på livslange omkostninger, og selv hybride løsninger – hvor landvind eller solcelleanlæg kobles sammen med batterier – er nu ved at være konkurrencedygtige. Og den anden gode nyhed er, at IEA konsekvent – og desværre stadig i deres nye World Energy Outlook – undervurderer de kommende prisfald for sol- og vindenergi. Det betyder, at den grønne omstilling i realiteten bliver noget billigere, end de forestiller sig.

Det er nu, at Danmarks og andre EU-landes regeringer bør sætte hårdt ind på at sikre en mangedobling i den vedvarende energi – og de fossile brændsler skal fases hurtigere ud via en målrettet elektrificering af alle sektorer, så man også øger efterspørgslen efter grøn strøm. Det vil også skabe en endnu bedre business case for VE-developere. I forhold til klimaet, økonomien og konkurrenceevnen burde det være en no-brainer.

Dette debatindlæg er skrevet af Bjarke Møller og er blevet bragt i Ingeniøren den 18. oktober 2024.

By |2024-10-18T09:26:50+01:0018. oktober 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Der sælges flere fossile brændsler end nogensinde: “Vi er alle fucked”
Læs mere

Treparten overser ét vigtigt hensyn

Den grønne trepartsaftale markerer en omfattende ændring af vores landskab, hvor mindst 390.000 hektar landbrugsjord tages ud af drift. Med ændring i den skala, er det afgørende, at alle hensyn tænkes med, hvilket aftalen også et stykke af vejen bærer præg af. Men treparten overser et vigtigt hensyn i arealanvendelsen i det åbne land, nemlig målet om at firdoble vedvarende energi (VE) på land frem mod 2030.

Solceller og vindmøller opføres ofte på landbrugsjord. Når så meget landbrugsjord skal tages ud af drift, er det afgørende, at vedvarende energi tænkes ind i implementeringen af den grønne trepart. Dette er ikke blot en national målsætning, men også et spørgsmål om optimal arealanvendelse. VE-udbygningen skal ikke blive en hæmsko for implementeringen af aftalen, ligesom implementeringen af aftalen heller ikke må hæmme VE-udbygningen.

Faktisk kan udbygningen af grøn strøm skabe bedre incitamenter for landmændene til at søge de frivillige ordninger i aftalen om grøn trepart. Hvis landmanden kan tjene på at leje udtagen lavbundsjord eller jord, hvor der skal vokse skov op, til opstillere af grøn energi, kan det hjælpe både klima, natur og landmandens pengepung.

Fremover kommer efterspørgslen efter grøn strøm til at vokse dramatisk. Og udbygningen af grøn energi i Danmark går den forkerte vej lige nu. Derfor skal vi fremme sameksistens mellem natur og vedvarende energi, så vi får dobbelt klimagevinst ved udtagning af landbrugsjord gennem grøn trepart. Udledninger fra landbrugsjorden bremses, samtidigt med at jorden bruges til at erstatte fossil energi med grøn energi.

Hvordan gør vi så det?

For det første er der store muligheder for at kombinere udtagningen af 250.000 hektar jord til ny skov med opstillingen af grøn strøm. Vindmøller har en levetid, der cirka svarer til, hvor lang tid det tager for et træ at vokse op. Derfor kan vindmøllerne snurre, mens små skud bliver til store egetræer. Der er endda mulighed for at lade vindmøllerne snurre over trætoppene i den nye skov – som de gør det i Sverige. Det kræver så ændringer i dele af den danske lovgivning, der i dag forhindrer opsætning af vindmøller i skove, selvfølgelig under den nødvendige hensyntagen til natur, flagermuse og friluftsliv.

For det andet bør vi udnytte det fulde potentiale for at kombinere solceller med udtagning af lavbundsjorde. Det sker allerede i dag, men de støtteordninger, herunder KlimaLavbundsordningen, som styrkes med grøn trepart, muliggør ikke etablering af grøn strøm på de udtagne arealer. Det bør vi lave om.

Derfor håber vi, at du, Jeppe Bruus, og partierne i Folketinget vil lytte ikke bare til os, men til regeringens egen Nationale Energikrisestab, der anbefaler at planlægge efter multifunktionel arealanvendelse for at få alle hensyn til at gå op. Det kan ikke lade sig gøre alle steder. Men de steder, det kan, skal Folketingets partier i forhandlingerne og implementeringen af grøn trepart sikre de nødvendige rammer, der fremmer synergien mellem mere natur og vedvarende energi, så vi sikrer et grønnere Danmark hele vejen rundt.

Dette debatindlæg er skrevet af Bjarke Møller, direktør i Rådet for Grøn Omstilling og Ulrich Bang, underdirektør for Klima, energi og miljø i Dansk Erhverv og er blevet bragt i Altinget Energi og Forsyning den 7. oktober 2024.

By |2024-10-07T08:11:12+01:007. oktober 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Treparten overser ét vigtigt hensyn
Læs mere

Klimahandling kan ikke vente på pyrolyse

I Rådet for Grøn Omstilling mener vi, at det giver god mening at investere i udvikling af klimateknologier, der kan bidrage til landbrugets klimamål. Og pyrolyse kan på sigt blive en fornuftig klimateknologi. Vi er enige i, som Klimarådet også påpeger, at pyrolyse kan spille en rolle frem mod 2050. Men for at pyrolyse kan have en reel klimaeffekt, skal vi vente med at indregne effekten indtil den rent faktisk har en effekt i atmosfæren. Og vi må sikre os, at udbringning af biokul ikke skaber andre miljøproblemer, da den ikke kan fjernes fra landbrugsjorden igen.

 I et indlæg i Klimamonitor den 16. september skriver Martin Lünell Christensen og Pyrolyse Danmark, at vi i Rådet for Grøn Omstilling ikke ser på klimaeffekten af pyrolyse i et 100-årigt perspektiv. Vi er ikke uenige i, at pyrolyse kan give fint mening når man sammenligner klimaeffekten fra biokul med den kulstoflagring som biomassen havde bidraget med hvis den blot var blevet udbragt på landbrugsjord i et 100-årigt perspektiv. Men problemet med den planlagte satsning på pyrolyse er, at klimaeffekten af biokul regnes med for at nå landbrugets klimamål for 2030, hvor det er yderst tvivlsomt, at virkemidlet kan nå at have en klimaeffekt.

Pyrolyse skal kun bruges, hvis det sker på miljømæssig forsvarlig vis

Martin Lünell Christensen kritiserer netop, at Rådet for Grøn Omstilling lægger vægt på den kortsigtede effekt af pyrolyse. Men den er nu engang ikke til at komme udenom, når den grønne trepart har taget udgangspunkt i, at en reduktion på 0,3-0,6 mio. ton CO2 skal komme fra pyrolyse allerede i 2030. Selv med den klimaeffekt på under 20 år som Martin Lünell Christensen henviser til i sit indlæg, vil klimaeffekten af pyrolyse af afgasset gylle stadig ikke opnås inden 2030. Derfor er det korte perspektiv vigtigt at have med. Vi er nødt til først at indregne effekten, når den rent faktisk indtræffer, så vi ikke snyder os selv og klimaet. Selv med pyrolyse af halm er det ikke sandsynligt med en klimaeffekt inden 2030.

Ifølge IPCC skal vi omtrent halvere vores drivhusgasudledninger i dette årti, hvis vi skal holde den globale opvarmning under 1,5 °C. Vi kan ikke basere vores klimahandling på håbet om fremtidige løsninger – vi skal handle nu for at nå de nødvendige reduktioner inden 2030 og med tiltag, som virker indenfor denne tidshorisont. Det vil en reduktion i den animalske produktion gøre med sikkerhed.

Klimaeffekten af pyrolyse og biokul afhænger i stor grad af, om man regner med, at pyrolyseolie kan erstatte fossile brændsler. Ekspertgruppen for en grøn skattereform har ikke antaget dette. De regner med, at pyrolyseolien måske vil blive brugt i international skibsfart, og at pyrolysegassen ikke fortrænger fossil energi, da den fx vil blive brugt i fjernvarmenettet og dermed fortrænge grøn energi. Rådet for Grøn Omstilling har brugt samme antagelser, og mener, at pyrolyse olie kun skal bruges, hvis det kan ske på miljømæssig forsvarlig vis.

Vi har ikke råd til at vente på, at pyrolyse giver den ønskede klimaeffekt

Jeg er glad for, at Pyrolyse Danmark er enig i, at pyrolyse ikke skal implementeres i stor skala, før vi har en bedre forståelse af de miljømæssige konsekvenser. Her er det vigtigt at understrege, at biokul ikke bare er biokul. Effekten af biokul på jorden afhænger af biomassetypen, temperaturen og andre faktorer, der indgår i produktionen. Derfor er det svært at overføre erfaringer fra andre lande i den danske kontekst, da biomassen der ofte er træ. Samtidig skal vi huske, at der globalt er begrænsede erfaringer med biokulproduktion. I 2023 blev eksempelvis kun produceret 75.000 ton biokul i Europa.

Pyrolyse Danmark nævner, at de bakker op om forsigtighedsprincippet, der ligger bag, at Danmark har igangsat miljøundersøgelser af biokuls effekt på miljø og natur. Det er jeg glad for at høre. Derfor håber jeg også, man respekterer, at de langsigtede markforsøg af effekter ved anvendelsen af biokul på miljø, natur og den landbrugsmæssige praksis, først er færdige i 2033.

I praksis vil det være umuligt at fjerne biokul udbragt på marker. Rådet for Grøn Omstilling fastholder derfor, at det er nødvendigt at kende konsekvenserne af biokul for miljø og afgrøder, før der satses på storstilet udbringning på marker. Dermed giver det ikke mening at indhente resultater og konkludere på 10-årige forsøg efter kun 5 år i 2027, som Pyrolyse Danmark lægger op til i deres indlæg.

Vi har ikke råd til at vente på, at pyrolyse giver den ønskede klimaeffekt – vi skal reducere klimabelastningen nu. Vi skal bestemt ikke smække døren i for pyrolyse, men vi bør fokusere på, hvilke biomasser der giver mening at pyrolysere, og grundigt undersøge klimaeffekten af de biomasser, der skal bruges. Pyrolyse skal ikke blive en teknologi, der indirekte holder hånden under en fortsat stor animalsk produktion. Og uanset hvilken klimaeffekt biokul måtte have i et 100-årigt perspektiv, bør denne ikke medregnes i opfyldelsen af vores klimamål, før effekten faktisk er opnået.

Dette debatindlæg er skrevet af Trine Langhede og er blevet bragt i Klimamonitor den 20. september 2024.

By |2024-09-23T08:07:06+01:0023. september 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Klimahandling kan ikke vente på pyrolyse
Læs mere

Det er på tide, at politikerne sætter krav om cirkulært byggeri

Byggeri og anlæg står for cirka en tredjedel af Danmarks samlede CO2-udledninger og samtidig står sektoren for hele 40 pct. af landets affald. Vi har altså et ressourceforbrug, der er ude af kontrol, fordi den måde, vi bygger på i dag, kræver langt flere ressourcer, end vi har til rådighed. Det drejer sig både om ressourcer, der findes på dansk jord som sand, sten og grus, men også jern, stål og aluminium, som vi er afhængig af at kunne importere udefra.

Store klimafordele og mindre ressourceafhængighed

En cirkulær omstilling af byggeriet vil føre til nye måder at bygge på – hvor brugen af jomfruelige materialer er minimeret, levetiden af bygninger er forlænget, og hvor byggematerialer oftest bliver genbrugt eller genanvendt. Det vil kræve, at vi ændrer den måde, vi tænker byggeri på radikalt, men fordelene er tydelige.

Klimabelastningen vil falde, hvis vi begynder at recirkulere materialer. F.eks. er den samlede klimapåvirkning fra murværk af genbrugte mursten fire gange lavere end klimapåvirkningen fra konventionelle mursten. Ligeledes har genbrug af betonbjælker, stålbjælker, tagsten og aluminiumsplader store klimareduktionspotentialer.

Det vil også gøre os mindre afhængige af nye råstoffer, hvilket er kærkomment i en verden, hvor der allerede er stort pres på globale forsyningskæder inden for byggeriet. F.eks. er priserne på jern og stål eksploderet de seneste år, så cirkulær omstilling af byggeriet vil gøre den danske byggebranche mindre sårbar for stigende priser og kampen om jordens ressourcer.

Den cirkulære omstilling af byggeriet giver ikke kun Danmark en klima- og ressourcegevinst. Det vil også give os muligheden for at styrke vores konkurrenceevne, skabe nye markedsmuligheder og arbejdspladser og sikre livskvalitet i det byggede miljø.

Lovgivningen spænder ben

For at den cirkulære omstilling kan få luft under vingerne og blive den nye normal, skal der tages fat i lovgivningen. Selvom vi har set politiske initiativer og strategier som den Nationale Strategi for Bæredygtigt Byggeri og revisionen af Bygningsreglementet, er der stadig lang vej igen. Der findes ingen klare krav eller målsætninger til cirkulært byggeri, cirkulær omstilling, ressourceforbrug, genbrug eller genanvendelse af byggematerialer. Bygningsreglementet bidrager eksempelvis ikke til at fremme cirkularitet, og så understøtter skattelovgivningen på flere måder nedrivning og nybyggeri frem for bevaring og transformation.

Hvis politikerne vil være med til at fremtidssikre dansk byggeri, bør de arbejde for en langsigtet og modig politisk indsats for at omstille byggebranchen mod cirkulære praksisser.

Politikerne skal bane vejen for en cirkulær byggebranche

Et godt sted at starte er at give Bygningsreglementet en cirkulær overhaling ved at indføre krav om lavere materialeforbrug, skærpe klimakravene og øge incitamenterne til at bruge cirkulære løsninger. Derudover bør råstofafgiften som minimum fordobles, så byggematerialers reelle klima- og ressourceaftryk afspejles i prisen. Og på den helt store klinge skal der udarbejdes en strategi, der definerer mål, initiativer og værktøjer til at sikre cirkulært byggeri.

De barrierer, der står i vejen for den nødvendige omstilling af byggeriet, skal fjernes. Det gælder både de lavthængende regulative frugter, der på kort bane kan gøre det mere attraktivt for branchen at vælge en mere cirkulær vej. Men også at sikre langsigtede, ambitiøse målsætninger for cirkularitet og ressourceforbrug ved at gennemføre politiske reformer og nødvendige lovændringer.

Det er på tide, at vi går fra tanke til politisk handling.

Dette debatindlæg er bragt i Politikens Byrummonitor den 17. september 2024 og er skrevet af Bjarke Møller, direktør, Rådet for Grøn Omstilling

Onsdag den 18. september afholder vi lanceringseventet: Cirkulært byggeri − Fra tanke til politisk handling. Tilmeld dig her.

By |2024-09-17T07:41:50+01:0017. september 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Det er på tide, at politikerne sætter krav om cirkulært byggeri
Læs mere

I Danmark er vi afhængige af at brænde træ af

Det står i SVM-regeringsgrundlaget, at ’Danmark skal være et grønt foregangsland, der sætter og indfrier ambitiøse klimamål og klimaindsatser og på den måde inspirerer andre lande til at følge med.’ Men vi er i Danmark ikke kommet i mål med at omstille vores samfund fra afbrænding af fossile brændsler til vedvarende energi. Faktisk kommer 54 procent af Danmarks samlede energiforbrug stadig fra fossile brændsler – altså olie, kul og gas. En anden ubehagelig sandhed er, at en stor del af den vedvarende energi også består af at brænde noget af.

Flere tænker på Danmark som et land med meget vindenergi, men to tredjedele af vores vedvarende energi kommer fra afbrænding af biomasse. Det er især afbrænding af træ, men det er også afbrænding af bionedbrydeligt affald til produktion af el og fjernvarme, biogas til industri og opvarmning og halm til fjernvarme.

Forbrug af træafbrænding

Hvis vi dykker ned i afbrændingen af træ, så er det primært tre forskellige typer træ, vi brænder af. Det er træpiller, der primært bruges på kraftvarmeværker, hvor der både produceres strøm og varme ved at brænde træpillerne i en kedel.

Det er træflis, der primært bruges på fjernvarmeværker, hvor man brænder flisen af for at varme vand op til fjernvarme. Og så er det brænde, der bruges til optænding i brændeovne. Det har store konsekvenser for luftforeningen, men for nu forholder jeg mig til afbrænding af træpiller og træflis på værkerne.

Hvis vi starter med at undersøge, hvor træet kommer fra, så bliver det tydeligt, at Danmarks forbrug afhænger af import. Faktisk importerer vi 95 procent af træpillerne, viser en analyse fra Energistyrelsen. I 2022 kom blandt andet 16,5 procent af træpilleimporten fra USA, 10 procent fra Rusland og omkring 40 procent fra de baltiske lande. Med træflis er omkring halvdelen importeret, mens vi får den anden halvdel fra danske skove.

Problematisk niveau

Det danske forbrug af træ har altså nået et niveau, hvor andre lande skal fælde deres skov, så vi kan brænde træpiller og -flis af i danske kedler. FN’s klimapanel (IPCC) har vurderet, at der er 10 GJ biomasse til rådighed pr. verdensborger. I Danmark bruger vi ca. 30 GJ, så mængden, vi brænder af, er langt fra bæredygtig.

I energisektoren regnes afbrænding af biomasse som CO2-neutral, og det er bestemt af internationale konventioner i EU og FN. Klimapåvirkningen opgøres i LULUCF-sektoren, så det er vigtigt at huske, at der er en CO2-udledning forbundet med afbrænding af træ. Det tager faktisk årtier, før en nyplantet skov optager samme mængde CO2, som den fældede skov gjorde. Hvis alternativet var at lade træet ligge til forrådnelse i skoven frem for at brænde det af, ville det kunne tage mellem 40-100 år, før udledningen kunne sammenlignes. Træ bruger årtier på at optage CO2, som udledes igen på splitsekunder, når vi brænder det af.

Nogle kan måske huske fotosyntesen fra biologi i folkeskolen, hvor planter, og dermed også træ, omdanner vand og CO2 til ilt og sukker. Når vi brænder træet af igen, vil der være en straksudledning af CO2. Og den CO2 er ikke anderledes end den, der udledes ved afbrænding af fossile brændsler og er altså også en drivhusgasudledning til atmosfæren.

CO2-udledning fra afbrænding af biomasse er steget i takt med, at vi brænder mere af i Danmark. Træforbruget er steget med 60% de sidste 15 år og stiger fortsat.

Det er problematisk, at afbrænding af træ er blevet Danmarks erstatning for afbrænding af fossile brændsler. Særligt når det blev præsenteret som et overgangsbrændsel for 12 år siden for at komme af med kul. Men nu er tiden en anden, så man bør gøre noget på Christiansborg for at skubbe til udfasningen.

CO2-afgift er afgørende

Faktisk giver man tilskud på 15 øre pr. kWh til elproduktion ved afbrænding af træbiomasse samt indirekte støtte, fordi biomasse er fritaget for energi- og CO2-afgifter, hvilket er konkurrenceforvridende.

Man bør i stedet indføre en CO2-afgift på afbrænding af træbiomasse, så det bliver mindre fordelagtigt at brænde af. I første omgang skal vi have sat en pris på CO2-udledningerne fra afbrænding af træ, hvilket kræver en emissionsfaktor.

Den kan være svær at blive enige om – forskning peger på alt mellem 20 og 100 kg CO2/GJ, hvor Klimarådet foreslår en emissionsfaktor for biomasse på 39 kg CO2/GJ. Men selv en konservativ emissionsfaktor vil få stor betydning.

Vi må holde fast på, at træ er et overgangsbrændsel og få en politisk strategi, der kan sikre en reel udfasning af træbiomassen.

Strategien bør indeholde initiativer, der kan sikre, at der ikke investeres i nye biomasseanlæg. F.eks. er der stadig varmeværker, der køber fliskedler frem for varmepumper, fordi man regner på en konservativ måde. Strategien skal også indeholde en udfasningsplan for de eksisterende biomassefyrede anlæg.

Det er helt essentielt, at strategien også indeholder incitamenter til at lade noget af træet blive i skoven frem for at brænde det af. Danmark har det laveste niveau af dødt træ i de europæiske skove, hvilket går stærkt ud over biodiversiteten.

Dette debatindlæg er bragt i Ingeniøren GridTech den 10. september 2024 og er skrevet af Julie Abrahams, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling

By |2024-09-11T13:22:54+01:0010. september 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til I Danmark er vi afhængige af at brænde træ af
Læs mere

Pyrolyse er ikke klar til kæmpe sats og milliardindsprøjtning

Før sommerferien var pyrolyse for de fleste en ukendt teknologi, eller en nem måde at gøre sin ovn ren på. Men efter den grønne trepart i slutningen af juni kom med et forslag til en klimaafgift, hvor der samtidig sættes 10 milliarder kroner af til pyrolyse frem mod 2045, er der pludselig kommet stort fokus på denne teknologi og biokul. Klimarådet har også i den rapport, de udgav for nylig, regnet med pyrolyse som en klimateknologi i alle fire scenarier for, hvordan Danmark kan nå klimaneutralitet i 2050. Trepartens aftale lægger op til, at pyrolyse allerede i 2030 skal bidrage med en CO2-reduktion for landbruget på 0,3 millioner ton og vil sætte penge af til, at landbruget kan nå op mod 0,6 millioner ton CO2-reduktioner fra pyrolyse i 2030.

Men det er ikke første gang, politikerne har satset stort på pyrolyse som teknologi. Tilbage i oktober 2021 valgte aftalepartierne bag landbrugsaftalen at satse på, at pyrolyse kunne sikre landbruget en CO2-reduktion på 2 millioner ton i 2030. Regeringen skulle senest et år efter landbrugsaftalens indgåelse udkomme med en strategi for, hvordan potentialet kunne realiseres. Der er nu gået snart tre år, og strategien er endnu ikke kommet. I mellemtiden er målet for, hvor store reduktioner pyrolyse kan bidrage med i 2030, reduceret drastisk. Men der kan stadig stilles flere spørgsmål til pyrolyse og biokul, end der findes svar. Spørgsmålet er derfor, om vi igen skal satse så stor en del af landbrugets klimahandling på en teknologi, der ikke er færdigudviklet? Hvis pyrolyse ikke kan levere de forventede CO2-reduktioner, risikerer vi endnu engang at stå i en situation, hvor landbruget lever op til klimamålene via nye opgørelsesmetoder frem for reelle reduktioner.

Urealistisk at pyrolyse kan levere klimaeffekt inden 2030

Lad os for en god ordens skyld lige gennemgå, hvor langt vi er fra en større udrulning af pyrolyse i Danmark. Vi har endnu ikke ét eneste fuldskalapyrolyseanlæg i drift. Der er altså langt op til det optimistiske potentiale på 0,6 millioner ton CO2 på bare seks år. Vi kender heller ikke de langsigtede konsekvenser for udbringning af biokul på marker, grundvand og afgrøder. De undersøgelser er først færdige i 2033. Vi mangler også stadig en opgørelsesmetode for, hvordan pyrolyse skal regnes med i Danmarks klimaregnskab. Den har vi først i 2027. Der er med andre ord mange brikker, som skal falde på plads, inden det kan ses som realistisk, at biokul på seks år kan nå at få en klimaeffekt for landbruget.

Ud over de mere praktiske aspekter af pyrolyse, som skal falde på plads, er der en anden væsentlig udfordring ved pyrolyse som klimateknologi. Der er en tidsforskydning i, hvornår biomasse puttes i et pyrolyseanlæg, og hvornår der kan ses en netto-klimaeffekt fra teknologien. Det regnestykke er ikke simpelt og afhænger i stor grad af, hvilken biomasse man vil pyrolysere, og hvilke forudsætninger der regnes med. Beregninger, vi har lavet i Rådet for Grøn Omstilling, viser, at halm efter bare få år har en netto-klimaeffekt, mens det først sker efter mellem otte og 40 år ved pyrolyse af afgasset gylle – sammenlignet med hvis biomassen blot udbringes på marker.

De kommende 20-30 år bliver afgørende for, om vi kan reducere påvirkningen af den globale opvarmning. Derfor er det væsentligt, at netto-klimaeffekten af pyrolyse undersøges grundigt, hvis pyrolyse skal medvirke til at nå landbrugets klimamål. Hvis vi tager de rette forbehold, kan pyrolyse måske være en fornuftig klimateknologi frem mod 2050, som Klimarådet har foreslået. Men vi er nødt til at kende de langsigtede miljøkonsekvenser for jord, miljø, grundvand og afgrøder, før pyrolyse udrulles i større skala. Og hvis vi satser på teknologien for tidligt, og pyrolyse ikke kan levere de nødvendige reduktioner eksempelvis for 2030, skal landbruget finde reduktioner andre steder. Det bliver svært at nå og risikerer at blive en dyr omgang for landbruget.

Dette debatindlæg er blevet bragt i Politikens Klimamonitor 6. september.

By |2024-09-23T07:49:22+01:006. september 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Pyrolyse er ikke klar til kæmpe sats og milliardindsprøjtning
Læs mere

Hvis vi regner på det, skal du så til at spise laboratoriedyrket kød?

Det lyder som noget fra en science fiction-film, at man kan dyrke kød i store tanke, som aldrig har set skyggen af et dyr. Kultiveret kød, også kendt som laboratoriekød, laves ved, at stamceller fra et donordyr kan dyrkes i tanke med næringsmedier. Det får cellerne til at formere sig og danne muskelvæv. Kød består ikke kun af muskelvæv, men også af fedt og bindevæv. Fedt og bindevæv, kan produceres med såkaldt præcisionsfermentering af bakterier eller svampe, der kan producere disse specifikke stoffer. Muskelvæv, fedt og bindevæv kan til sidst samles til din hakkebøf, og kultiveret kød kan dermed være en måde at producere kød uden behovet for at opdrætte og slagte dyr.

Netop vores kødforbrug har et stort aftryk på klima og miljø. Danskere spiser i gennemsnit ca. et kilo kød om ugen. Ifølge tal fra Concito står oksekød alene for 55 procent af drivhusgasudledningerne fra vores fødevarer. Vi bruger samtidig tre fjerdedele af det danske landbrugsareal til at dyrke dyrefoder.

Vejen frem

I en verden, hvor der er rift om arealerne til blandt andet produktion af vedvarende energi, natur, infrastruktur, klimatilpasning og fødevareproduktion, er det ikke svært at se fordelene ved at skulle bruge mindre plads på at dyrke foder.

En af udfordringerne ved kultiveret kød er, at energiforbruget på nuværende tidspunkt er højt sammenlignet med kød fra dyr, og der skal bruges en del vand til processen. Klimaaftrykket fra kultiveret kød afhænger i stor grad af, hvilken energikilde der bruges i produktionen. Men kultiveret kød har et markant mindre arealbehov og fører til mindre forsuring end animalsk kød.

Produktionen af kultiveret kød er i øjeblikket dyr og kræver avanceret teknologi, der stadig er under udvikling. Men udviklingen går stærkt, og den Svenske virksomhed Re:Meat har eksempelvis en vision om at producere kultiveret hakket oksekød til 10 svenske kroner kiloet. Hvis det kan blive en realitet, ser det ud til, at kultiveret kød inden længe kan konkurrere med oksekød fra dyr.

For at kultiveret kød kan blive en realitet er en lav pris dog ikke nok. Det kræver også, at forbrugerne har lyst til at spise det, og ikke er bekymrede for sundheden. Ifølge en ny undersøgelse YouGov har lavet for Good Food Institute, vil 55 procent af danskerne gerne prøve kultiveret kød, hvis det kom til Danmark.

Omstilling af fødevaresystemet

Det er imponerende, men skal dog også ses i betragtning af, at kun seks procent af de adspurgte overhovedet ved, hvad kultiveret kød er. Der ligger altså en stor opgave i at klæde danskerne på, hvis de skal være klar til at tage imod de nye fødevaretyper. Det er dog ikke sandsynligt, at vi kommer helt udenom en generel omstilling af vores fødevaresystem. I juni sidste år kom Etisk råd med en redegørelse for nye fødevareteknologier, hvor rådet også lægger vægt på, at de nye fødevareteknologier ikke må komme til at stå alene som løsning, og at en bæredygtig omstilling af fødevareområdet uanset teknologiske muligheder bør omfatte overgangen til en kost bestående af færre animalske fødevarer. Hvis vi begynder at følge de officielle danske kostråd om maksimalt 350 g kød om ugen, kan vi reducere kostens klimaftryk med 31-44 procent. Så selvom vi måske kommer til at kunne producere store mængder kultiveret kød, er det altså for tidligt at pakke kikærtebøffen og beluga bolognesen væk.

Planteproteiner vil stadig være nødvendigt i vores kost, hvis miljø og klimaaftrykket fra vores fødevareforbrug skal kunne holde til, at vi bliver over 10 milliarder mennesker, der alle skal blive mætte.

Dette debatindlæg blev bragt den 16. august i  EcoTech/Ingeniøren.

By |2024-08-22T09:01:21+01:0022. august 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Hvis vi regner på det, skal du så til at spise laboratoriedyrket kød?
Læs mere

Rettidig omhu når 13 borgmestre angler om lukning for gasnettet

Dansk Fjernvarme og Rådet for Grøn Omstilling mener, at det er udtryk for rettidig omhu, når kommunerne nu er klar til en revidering af varmeplanerne fra energikrisehåndtering med hastig udrulning af fjernvarme til en mere langsigtet tilgang til de strukturelle udfordringer. Sådan kan vi bidrage ti at indfri de politiske målsætninger med udfasning af gas til rumopvarmning inden 2035 – som er den politiske ambition fra Aftalen om grøn strøm og varme fra juni 2022.

Faldende gaspriser, højere anlægsinvesteringer og høj rente gør, at ambitionerne i de kommunale varmeplaner er væsentlig udfordrede. Derfor giver det ikke mening i den nuværende situation at fortsætte omstillingen med et skarpt sigte alene på fuld udrulning af fjernvarmen inden det tilfældige år 2028. Vi har i stedet brug for langsigtet varmeplanlægning, der kan sikre, at gassen helt forsvinder ud af opvarmningen.

Som det ser ud i dag beholder en stor del danske boligejere deres gasfyr, og tusinder af boligejere køber endda nye fyr. Vi skal derfor trække linjen op for at nå de politiske målsætninger med en kommunal varmeplanlægning 2.0, hvor målet er udfasning af gas inden 2035. Vi mener, at Energistyrelsen hurtigst muligt bør udarbejde hjemmel til, at Evida som gasselskab kan sende varsel om nedlukning. Men det bør være kommunerne, der planlægger områder for nedlukning, og statens selskab Evida der efterfølgende kan eksekvere på varmeplanerne – samme arbejdsgang som vi ser ved fjernvarmeudrulningen.

Energistyrelsen bør samtidig arbejde hurtigt på at implementere EU-direktiverne, som giver mulighed for, at medlemslandene hurtigst muligt kan nedlukke gasnettet (helt eller delvist). I Holland og Tyskland er de i gang med det lovforberedende arbejde, så dem bør man skæve til.

Vi håber, at klima-, energi- og forsyningsmisteren vil tage opfordringen til sig og ikke kommer med den samme undskyldning om, at gassen er grøn i 2029, som da en samlet energisektor sendte en opfordring i maj. Vi mener, at kommunerne i princippet allerede nu bør samarbejde om en model for, hvordan arbejdet med nedlukningsplanerne kan se ud og lave en ramme for den nye varmeplanlægning. Det er i virkeligheden vores opfordring, at kommunerne bør vurdere, om det ville være relevant at kigge på en revidering af varmeplanerne fra 2022 til en langsigtet målsætning om udfasning af gas senest i 2035. Dette arbejde kan de ambitiøse kommuner igangsætte allerede i år med færdiggørelse i 2025. Herefter kan kommunerne vælge at sende et brev til borgere om den forventede udvikling i varmeforsyningen indtil 2035.

Vi ser ingen grund til, at kommunerne skal vente, da formålsparagraffen i varmeforsyningsloven sådan set italesætter kommunens rolle fint: At fremme den mest samfundsøkonomiske, herunder miljøvenlige, anvendelse af energi til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand og inden for disse rammer at formindske energiforsyningens afhængighed af fossile brændsler.

Set i det perspektiv kan kommunerne bare gå i gang med den langsigtede varmeplan med fuld udfasning af gas i 2035. Så må staten og Evida arbejde i et sideløbende juridisk spor, der giver hjemmel til at indfri de kommunale varmeplaners screeninger for gasnedlukningen.

Dette debatindlæg er bragt i Politikens Klimamonitor fredag den 12. juli og er skrevet af Søren Magnussen, seniorkonsulent, Dansk Fjernvarme og Julie Abrahams, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling

By |2024-08-06T09:00:48+01:0012. juli 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Rettidig omhu når 13 borgmestre angler om lukning for gasnettet
Læs mere

Dansk Erhverv, TDC og RGO: Intelligente trafikløsninger kan tage toppen af trafikpropperne

Trafiktrængsel er et af de store problemer, vi som samfund står over for. Når vi gang på gang sidder fast i trafikken, spilder vi ikke kun tid, men vi bidrager også til luftforurening, støj og stress. Den traditionelle løsning på trængselsproblemer har altid været at bygge mere infrastruktur: flere veje, flere motorveje og flere parkeringspladser. Men er det den bedste løsning?

I nogle tilfælde er det ny infrastruktur, der er brug for, men ganske ofte ville det give mening at arbejde med flere løsninger. Det vil for eksempel være oplagt målrettet at arbejde med mere grøn – og smart – mobilitet for at nedbringe trængslen på vores veje. Parallelt med ny infrastruktur burde vi altså også fokusere på smart mobility – det vil sige intelligente mobilitetsløsninger, der bruger teknologi og innovation til at optimere vores transportsystemer. Der ligger her et vigtigt potentiale, som Dansk Erhverv for nylig har udfoldet i et udspil om grøn mobilitet.

Smart mobility handler om at bruge teknologier og data til at forbedre vores transportsystemer, så man skaber et netværk, hvor alle transportformer – biler, cykler, fodgængere, offentlig transport – arbejder sammen på en effektiv og bæredygtig måde. Det inkluderer alt fra intelligente trafikstyringssystemer og dynamisk rutevejledning til smart parkering og delte transportmidler. Lad os se nærmere på nogle af de helt konkrete muligheder.

Trafikstyringssystemer bør integreres i alle biler

Et af de mest lovende aspekter af smart mobility er intelligente trafikstyringssystemer (ITS). Ved at bruge sensorer, kameraer og avancerede algoritmer kan ITS overvåge trafikforholdene i realtid og justere trafiklys og vejskilte for at optimere trafikflowet. Studier har vist, at ITS kan reducere rejsetiden i byområder med op til 25 procent. Dette er en betydelig forbedring, der kan reducere både trafiktrængsel og luftforurening. Dynamisk rutevejledning, som mange kender fra GPS og trafikapps, bruger realtidsdata til at foreslå de bedste ruter baseret på aktuelle trafikforhold. Dette kan reducere rejsetiden for bilister med 10-20 procent ved at undgå overbelastede veje.

Forestil dig, hvis denne teknologi blev integreret i alle biler og offentlig transport. Så kan trafikbelastningen fordeles mere jævnt og undgå de værste trafikpropper. Eksempelvis er TDC NET allerede begyndt at bruge kunstig intelligens og data til at optimere ruterne for de teknikere, der hver dag kører ud og løser opgaver hos kunderne. Med ruteoptimering opnår man et bedre match mellem den enkelte tekniker og de forskellige typer opgaver hos kunderne. Det skærer op mod 25 procent af transportbehovet.

Kloge parkeringstjenester og flere delebiler

Parkering er en af de største kilder til bytrafik. Bilister, der leder efter parkeringspladser, kan udgøre op til 30 procent af trafikken i visse områder. Smart parkering, som informerer bilister om ledige parkeringspladser i realtid, kan reducere den unødvendige trafik betydeligt. I San Francisco har erfaringer med smart parkering reduceret tiden brugt på at finde parkering og dermed mindsket trafiktrængsel.

Deling af køretøjer gennem carsharing og ridesharing-tjenester og mobilitetsknudepunkter er endnu en løsning, der kan være med til at reducere antallet af biler på vejene. Studier viser, at hver delebil kan erstatte op til 13 private biler. Dette reducerer ikke kun trafikmængden, men også behovet for parkeringspladser. Hvis sådanne tjenester blev mere udbredte, vil man kunne se en markant forbedring i trafikflowet.

Endelig kan også nævnes optimering af godstransport og leveringstjenester, der ved hjælp af teknologi reducerer antallet af tunge køretøjer på vejene, især i byområder. MIT Center for Transportation & Logistics har vist, at intelligent logistik kan reducere antallet af tunge køretøjer med 10-15 procent, hvilket kan mindske trængsel betydeligt.

Mangler politisk fokus på trængsel

Eksemplerne viser med al tydelighed, at der er meget markante muligheder for at nedbringe trængslen. Men det er der desværre ikke nok politisk fokus på.

Da Danmarkshistoriens største infrastrukturaftale blev indgået i 2021, blev der lavet en aftale om, at der samlet skulle investeres og igangsættes nye initiativer på transportområdet for 105,8 milliarder kroner i perioden 2022-2035. Men aftalen siger dog ingenting om, hvordan trængslen kan nedbringes.

Vores politiske opfordring er, at man ikke kun ser på ny infrastruktur for at løse trængselsproblemet, men også bruger midler på at udvikle og udbrede intelligente løsninger til at reducere trafiktrængsel, forbedre livskvaliteten og mobiliteten i både land og by – og ikke mindst skabe et mere bæredygtigt transportsystem for fremtiden.

Valget er klart. Lad os investere i smart mobility og bevæge os mod en fremtid uden trafikpropper.

Dette debatindlæg er bragt i Altinget den 24. juni 2024. Afsenderne er:

Astrid Katrine Kyhl, Chef for AI og data, TDC NET

Jesper Kronborg, Branchedirektør, Dansk Erhverv Transport

Jeppe Juul, Transportpolitisk chef , Rådet for Grøn Omstilling, medlem af bestyrelsen i Transport & Environment

By |2024-06-24T10:13:05+01:0024. juni 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Dansk Erhverv, TDC og RGO: Intelligente trafikløsninger kan tage toppen af trafikpropperne
Læs mere

Netselskabernes milliarder hamler ikke op med Danmarks voksende el-forbrug

Danmark bliver ofte anset som værende et foregangsland, når det kommer til den grønne omstilling. Virkeligheden er dog, at vi er et af de lande, der forbruger allermest og har et af de højeste klimaaftryk per indbygger i verden. 54 procent af det samlede energiforbrug i Danmark udgøres af fossile brændsler, som olie, kul og gas, mens kun ti procent er dækket af vind og sol. Her er direkte elektrificering uden tvivl den mest energieffektive erstatning og et alternativ til afbrænding af fossile brændsler og biobrændstoffer, og Danmark har nogle af de bedste forudsætninger for at være frontrunner. Med vores mål om at blive klimaneutral i 2045, er vi fra dansk side nødt til at sætte tempoet op i forhold til den grønne omstilling.

Forbrug overgår produktion

For at komme i mål skal vi frigøre vores energisystem fra fossil energi og sætte fart på udbygningen af vedvarende energi. Vi er allerede hastigt i gang med elektrificeringen i Danmark. Men den danske produktion af vedvarende energi er ikke fulgt med det stigende forbrug. Dette er til trods for, at vind- og solenergi er den billigste strømkilde i dag. En hurtigere udrulning af vind- og solenergi er altafgørende for en hurtigere elektrificering. Samtidig er andre sektorer afhængig af produktionen af den grønne strøm, eksempelvis til fremstillingen af Power-to-X til industri, fly og skibe, såvel som ladestandere til elektriske køretøjer. Men særligt en ting står i vejen for omstillingen og kan i visse tilfælde være med til at bremse for elektrificeringen af samfundet; Den langsommelige og indviklede proces med at få tilslutning til elnettet.

Netselskaber sætter tempoet

Netselskaberne er monopoler. Derfor er det i høj grad dem, der sætter tempoet for, hvor hurtigt forbrugere, virksomheder og industri kan få grøn strøm, når de bliver tilkoblet elnettet. Flere netselskaber, såsom N1 og Cerius-Radius, opjusterer investeringer i elnettet med store milliardbeløb frem mod 2030. Men kigger man på den nye Klimafremskrivning 2024, er der meget der tyder på, at investeringerne langt fra vil være nok. Derfor er vi stærkt bekymrede for, at elnettet ikke kommer til at være dimensioneret til den nødvendige kapacitet, der er brug for frem mod 2030 og derefter.

Tager vi transportsektoren som eksempel, går elektrificeringen af vejtransporten langt hurtigere, end det var forventet for bare et år siden. Danmark er et af de bedste markeder at sælge elektriske køretøjer, sammenlignet med andre lande i Europa. I april måned var hver 12. lastbil, der blev solgt, en elektrisk lastbil. Det svarer til 8,45 procent af nysalget i april, uden støtte. I Rådet for Grøn Omstilling forventer vi, at el-lastbiler udgør halvdelen af nysalget inden for de næste fem år. Det gør vi, fordi der inden for de seneste par år er blevet vedtaget flere lovgivninger i Danmark og EU, der har indflydelse på både produktion, pris og lademuligheder på det offentlige vejnet, som vil sikre en hurtigere omstilling fra diesel til el over de næste par år. Det betyder, at elektriske lastbiler sammenlagt kommer til at være billigere end diesel inden for den nærmeste fremtid.

Tilslutning er altafgørende

Et stigende antal vognmænd er klar til at investere i el-lastbiler. Men nu er rækkeviddeangsten i højere grad blevet erstattet af tilslutningsangst, og det kan i visse tilfælde afholde vognmænd fra at investere i el-lastbiler. Det samme gælder for udbygningen af VE-anlæg. For hvem har råd til at have en vildmølle stående, der ikke er koblet på elnettet? Tilslutningstiderne kan derfor ende med at være flaskehalsen, der bremser op for omstillingen og elektrificeringen af samfundet.

Det er vigtigt at holde omkostningerne for elnettet nede for forbrugerne, men det er afgørende at netselskaberne investerer i den kapacitet, der rent faktisk er brug for i fremtiden. Klimaforandringerne vokser, mens ansvaret for at sikre en hurtig grøn omstilling og nettilslutning forsvinder mellem politikere og monopolselskaber. Tiden er ved at rinde ud. Tålmodigheden er ved at rinde ud. Det er på tide, at der tages ansvar. For en forsinkelse af den grønne omstilling vil være så dyr, at ingen har råd til at betale i sidste ende.

Dette debatindlæg er bragt i Altinget den 10. juni 2024.

By |2024-06-10T10:34:17+01:0010. juni 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Netselskabernes milliarder hamler ikke op med Danmarks voksende el-forbrug
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top