Energiforlig i et vadested

Dansk Energipolitik står i et vadested. På den ene side gælder fortidens økonomiske regulering af et fossilt baseret energisystem. På den anden side står fremtidens behov for intelligente rammebetingelser, som på en omkostningseffektiv måde understøtter et energisystem baseret på effektivt energiforbrug, brændselsfri vedvarende energikilder og elektrificering.

Energiforliget skal sikre overgangen fra fortidens rammevilkår til fremtidens intelligente regulering.

Energiforliget vil formentlig højst række fra 2021 til 2030. Som også foreslået af Energikommissionen skal et energiforlig 2030 levere løsninger, som passer ind i dansk energisystem 2050. Det skal baseres på et lavere energibehov leveret med vedvarende brændselsfri energikilder og intelligent anvendelse af biomasse.

Vi skal gøre op med fortidens økonomiske afgifter på en måde, så der sikres forudsigelighed og stabilitet i de økonomiske og energisystemmæssige rammer fremover. Samtidig skal energiforliget sikre, at vi får styrket indsatsen for energibesparelser i industri og mindre erhverv (SMV) og renoveret vores eksisterende bygninger med energibesparelser til følge. Desuden skal sikres en tilstrækkelig udbygning med vedvarende el-produktion, som både udfaser det sidste fossile forbrug men også dækker de nye el-forbrug til fx varmepumper, el-biler og store servercentre.

Effektivitet og høj forsyningssikkerhed

Omstillingen skal endvidere planlægges så den forøgede VE-produktion sikrer et fortsat sammenhængende effektivt energisystem med en høj forsyningssikkerhed.

Det betyder, at sol og vind ikke bare kan sættes lige, og at der skal satses på udvikling af fleksibelt forbrug og intelligent lagring. Derfor kan man ikke bare anvende en ren markedstilgang, men må justere, så løsningerne kan anvendes i virkeligheden og pege frem mod et energisystem i 2050. Frem for de såkaldt teknologineutrale udbud, peger vi på ”funktionsneutrale udbud”. Deri ligger, at støtten til VE skal variere alt efter hvilke funktioner denne VE opfylder. Hvis den f.eks. kan afbalancere vindkraften, berettiger det til højere støtte end til vind.

Energibesparelser 

Energiforliget skal også lægge rammerne fra 2021 for energispareindsatsen, som energiselskaberne hidtil har stået for. Energispareordningen har været til debat og udløber i 2020. Der skal derfor findes en langtidsholdbar model, som kan levere de energibesparelser, som bl.a. Energieffektiviseringsdirektivet kræver.

By |2019-11-20T12:41:37+01:0016. januar 2018|Debatindlæg|0 Kommentarer

Afgørende at energieffektivisering kommer med i kommende energiaftale

Artiklen er et fælles debatindlæg, med i alt 17 underskrivere, bragt i Altinget 4. januar 2018.

Hvis vi med den kommende energiaftale skal nå målet om at omstille til et fossiluafhængigt samfund, er energieffektiviseringer en helt afgørende del af løsningen. I hvert fald, hvis man har ambitioner om, at omstillingen skal ske billigst muligt.

I et debatindlæg skriver en række aktører, at den billigste energi er den, som ikke er nødvendig at producere. I blandt aktørerne er bl.a. seniorrådgiver i Det Økologiske Råd, Søren Dyck-Madsen. Hvis vi med den kommende energiaftale skal nå målet om at omstille til et fossiluafhængigt samfund, er energieffektiviseringer helt afgørende. Vi appellerer derfor til, at politikerne i den kommende energiaftale sikrer balance og godt købmandskab i energipolitikken, skriver de.

Læs hele debatindlæget her.

By |2019-11-20T13:09:27+01:004. januar 2018|Debatindlæg|0 Kommentarer

Dansk kødproduktion belaster klimaet

Artikel af klimachef John Nordbo, WWF Verdensnaturfonden og sekretariatsleder Christian Ege, Det Økologisk Råd bragt i Politiken.

Karen Hækkerup, direktør i Landbrug & Fødevarer, prøvede lørdag i dagbladet Politiken at overbevise danskerne om, at vores store indtag af kød ikke har nogen negativ indflydelse på klimaet. 

Det er ikke overraskende, at direktøren for Landbrug & Fødevarer – landets kødkonge – plæderer for, at danskerne fortsat skal spise store mængder kød – et produkt, som mange af hendes medlemmer overvejende lever af at sælge.

Men faktum er, at dansk kødproduktion belaster klimaet – og det i markant højere grad end produktion af vegetabilske fødevarer. Det gælder helt uanset om man regner med klimabelastningen pr. kg produceret enhed, eller om man regner med klimabelastningen pr. produceret gram protein.

Det er også et faktum, at mange vegetabilske fødevarer har et proteinindhold på niveau med det, man finder i kød. Samtidig indtager danskerne generelt rigeligt med protein.

Karen Hækkerup skriver, at ’i et klimaperspektiv bør det være o.k. at spise dansk kød’. Ja, sådan burde det være. Men faktum er desværre, at dansk kødproduktion belaster klimaet.

Med reference til en hollandsk undersøgelse hædrer Karen Hækkerup det danske landbrug for at producere det næstmest klimavenlige oksekød i hele Europa. Resultaterne i denne rapport er dog både forældede og mangelfulde. 

En nyere italiensk undersøgelse fra 2012 fastslår, at det danske landbrug er mindre klimaeffektivt end gennemsnittet mht. produktion af oksekød, komælk, svine-, kyllinge-, lamme- og gedekød. Kun i produktionen af æg er dansk landbrug mere klimaeffektivt end gennemsnittet. 

Den italienske undersøgelse medregner en række led i produktionen af animalske produkter, som den hollandske undersøgelse ikke tager højde for. Det gælder bl.a. klimaeffekterne af indirekte omlægning af land og klimaeffekterne afledt af fodertransport. 

Lige præcis de to udeladelser i den hollandske undersøgelse er særdeles fordelagtige for det danske landbrugs grønne regnskab. 

Dansk landbrug importerer store mængder soja fra især Argentina og Brasilien til brug for dyrefoder. Det belaster i sig selv klimaregnskabet markant, at vi importerer foder helt fra Sydamerika. Endnu værre er det dog, at sydamerikansk tropisk skov bliver ryddet for at mætte efterspørgslen efter soja fra bl.a. dansk landbrug. Rydning af tropisk skov belaster i den grad klodens klimaregnskab.

Vi medgiver, at det kan være svært at omlægge den danske foderproduktion fra den ene dag til den anden. Men vi kan starte med at sikre, at produktionen af sojabønner sker under forsvarlige forhold og ikke giver anledning til yderligere fældning af tropisk skov. 

Karen Hækkerup, er du og Landbrug & Fødevarer friske på, at vi som et første skridt skal arbejde hen imod udelukkende at anvende certificerede sojabønner i den danske kødproduktion? Og at vi på sigt skal anvende indenlandsk produceret foder?

WWF Verdensnaturfonden og Det Økologiske Råd er ikke kød-hadere, men vi kæmper for en verden hvor mennesket lever i balance med naturen, og hvor den globale ulighed kan mindskes. Der er ikke plads til, at hele verdens befolkning får et kødforbrug på niveau med det danske. Derfor skal vi sænke vores forbrug. Desuden skal vi stille krav til det kød, vi lægger på tallerkenen. Vi skal udvise omtanke både i produktionen af vores kød og i kødets rolle i vores kost.

By |2019-11-24T20:12:03+01:008. maj 2017|Debatindlæg|0 Kommentarer
Go to Top