Borgerforslaget: Derfor skal Danmark have en ny klimalov
Læs debatindlægget i Altinget: Borgerforslag skal sætte ny kurs for klimapolitikken
EU Landbrugsstøtten skal løfte klima og miljø – Debatindlæg
Debatindlæg af Leif Bach Jørgensen, Det Økologiske Råd og Steen Gade, Nyt Europa
Den seneste reform af EU’s fælles landbrugspolitik, CAP (Common Agricultural Policy) som har dannet ramme for landbrugsproduktionen siden 2014, har ikke leveret varen. Kommissionen udtaler selv – bl.a. på baggrund af den storstilede høring blandt interessenter i hele EU – at de såkaldte ’grønningskrav’ til den direkte støtte i Søjle 1 ikke har fungeret efter hensigten. Landbrugspolitikken og -støtten har ikke bidraget tilstrækkeligt til de ’offentlige goder’ med hensyn til rent vand og luft, en sikring af klimaet og en rigere natur.
Kommissionens udspil har til hensigt, at det europæiske landbrug skal omstilles for at opfylde FN’s bæredygtighedsmål og klimamålsætningerne fra Paris. De lover forstærket fokus på offentlige goder og vil støtte omstillingen til et mere miljø- og klimavenligt landbrug og bedre sundhed for dyr og mennesker. Hensigterne er gode, og udspillet vil reelt løfte barren via øgede krav til ’baseline’ under de nye krav til ’konditionalitet’.
Problemet er, at det indtil videre kun er et udspil. For man kan frygte, at historien gentager sig: I 2012 kom Kommissionen også med et relativt positivt udspil om en CAP i perioden 2013-2020, som skulle levere på de såkaldte ’offentlige goder’. Men ved behandlingen i EU-Parlamentet og i Rådet skete der en omfattende udvanding, idet repræsentanter fra alle lande søgte at tilgodese problemer i landbrugssektoren i de enkelte lande. Der blev derfor besluttet en fælles politik, som indeholdt en stor grad af fleksibilitet for medlemslandene, således at de hver for sig efterfølgende ved implementeringen af reformen kunne beslutte krav og ordninger, som passede sig i de enkelte lande. Erfaringen har vist, at disse nationale krav ikke har været ambitiøse nok i forhold til sikring af en rigere natur og klimamålsætningerne, som Kommissionen gik efter.
Strategiske planer og frivillige miljø og klimaordninger kan blive en glidebane
Kommissionen er i deres nye udspil nået frem til, at CAP’en bør gå væk fra en ’one size fits all’-tilgang. De vælger i stedet en mere målrettet tilgang, hvor landene kan udforme politikker og støtteordninger ud fra specifikke lokale, geografiske og sociale rammevilkår og kulturer. Udformning af krav og støtteordninger lægges ud til medlemsstaterne via nye strategiske planer og de såkaldte ’eco-schemes’, som er nye frivillige ’miljø- og klimaordninger’ under Søjle 1.
Denne ændring er nødvendig for at CAP’en kan blive mere målrettet og effektiv i forhold til miljø, natur og klimamålsætningerne. Men samtidig kan det også blive en glidebane – af flere grunde:
1) Først og fremmest: Hvis den samlede effekt i hele EU for luft, vand, natur og klima skal blive tilstrækkelig stor, så er det nødvendigt, at Kommissionen opstiller tilstrækkeligt ambitiøse overordnede målsætninger, som landene skal leve op til. Mange af disse målsætninger er faktisk på forhånd givne – f.eks. i Vandrammedirektivet og Natura 2000 direktiverne og i EU’s klimaaftaler. Men selv hvis Kommissionen opstiller disse målsætninger, så er det uvist, om Kommissionen reelt formår at fastholde disse krav overfor alle medlemslande, når landene kommer med deres strategiske planer og eco-schemes til godkendelse.
2) Samtidig skal der udvikles en ny ‘performanceramme’ for overvågning, monitering, afrapportering og evaluering. Det er ikke nok, at der iværksættes ordninger, som dækker alle målsætninger. Der skal også sikres en reel fremdrift og målopfyldelse gennem reformperioden. Dette skal ske, dels gennem årlige performancegennemgange og afstemning af output indikatorer, dels gennem midtvejs- og slutevaluering af effekter. Også her kan der rejses tvivl, om Kommissionen reelt formår at fastholde effektivitet og fremdrift overfor de enkelte medlemslande.
3) Sidst men ikke mindst er der ikke fastlagt krav om, hvor stor en andel af pengene i Søjle 1, som skal uddeles til frivillige støtteordninger i landenes eco-schemes. Igen – der åbnes for muligheder for at lande kan udforme ambitiøse ordninger, men der er ingen garantier for omfang og effekt.
Hvis vi skal undgå glidebanen, er det altså helt nødvendigt, at der gennem forhandlingerne i folketinget, Parlamentet og Rådet skabes sikkerhed for, at det miljømæssige ambitionsniveau fastholdes.
Bliver den nye CAP mere simpel?
Det har længe været et gennemgående ønske fra alle sider, at den nye CAP skulle blive mere simpel og enkel i sin udformning. Dette er et berettiget ønske både fra Kommissionen, fra de nationale ministerier og fra landbruget. Antallet af regler og den administrative byrde har simpelthen været for stor. Og opbakningen til CAP’en har været hæmmet af, at politikken har været uigennemskuelig.
Tidligere har der været en overordnet opdeling mellem de to søjler, som har været relativt klar og tydelig: Den direkte støtte til landmændene har ligget under Søjle 1, mens de frivillige miljøordninger, støtte til forskning, udvikling og landdistriktsudvikling, markedsordninger mm har ligget under Søjle 2. Ud fra et natur- og miljøsynspunkt har dette været klart: De ’nyttige’ penge har ligget i Søjle 2, mens pengene, som er gået direkte i landmændenes lommer, såfremt de bare overholdt gældende love, har ligget i Søjle 1. Dette billede blev delvist sløret ved den seneste reform pga. de såkaldte ’grønningskrav’ under Søjle 1 – i udgangspunktet et forsøg på at hæve barren med miljøkrav til produktionen, men i praksis nogle krav, som ikke har haft nævneværdig effekt.
Den foreslåede opdeling til den nye reformperiode mellem énårige støtteformer til miljø under eco-schemes i Søjle 1 og flerårige ordninger under landdistriktordningerne i Søjle 2 risikerer at sløre billedet af de enkelte landes bidrag til offentlige goder. Dette gør ikke CAP’en mere enkel, således som det ellers var hensigten. Og i hvert fald slører det billedet mellem de ’nyttige’ penge og de direkte betalinger.
CAP’en skal bidrage til den grønne omstilling
Det er endnu usikkert, hvem der i sidste ende kommer til at træffe beslutning om den nye fælles landbrugspolitik i EU. Men det er overvejende sandsynligt, at den endelige beslutning skal træffes efter valget, så det bliver en ny landbrugskommissær og et nyt parlament – og formentlig også en række nye nationale ministre og statsledere – der kommer til at gennemføre de sidste forhandlinger.
Derfor er det relevant at stille både nuværende MEP’ere og de nye kandidater til EU-parlamentet overfor en række spørgsmål om den nye CAP. Vi skal kunne stille dem til regnskab for, hvad de vil med den nye CAP, om de ønsker en ny CAP fokuseret på reelle forbedringer for miljø- og klima og offentlige goder, eller om de igen vil medvirke til en udvanding af Kommissionens udspil i parlamentet.
Samtidig er det også nødvendigt at få sikret nogle forbedringer i forhold til Kommissionens udspil: Det reelle omfang af de nye eco-schemes bliver helt afgørende for, om CAP’en vil kunne levere på de offentlige goder. Det er positivt, at landene selv skal udforme ordningerne, men det er nødvendigt at stille fælles krav om, hvor stor en del af midlerne i Søjle 1, der skal udbetales via eco-schemes. Hvis ikke der bliver stillet sådanne krav, så kan man frygte, at mange lande vil minimere omfanget, for at tilgodese landmændenes umiddelbare ønske om at få flest mulige penge udbetalt uden ekstra krav. Kravet kunne f.eks. være 30 procent af midlerne i Søjle 1, svarende til den andel af Søjle 1, som under den nugældende ordning er betinget af ’grønningskravene’.
Endelig vil vi som miljøorganisationer arbejde for, at Danmark sender en stærk strategisk plan og ’eco-schemes’ til godkendelse i Kommissionen. Danmark er i øjeblikket i gang med en indledende ’SWOT’-analyse vedrørende problemer og udfordringer i landbrugssektoren. Men udarbejdelse af selve planerne afventer, at vi kommer nærmere en beslutning i EU om rammerne for reformen. På den hjemlige arena vil vi arbejde for:
- At vi undgår, at reduktionen af det flerårige budget, specielt i Søjle 2, vil medføre svagere budgetter til miljøordningerne. Det afhænger af størrelsen af Danmarks budget til eco-schemes i Søjle 1 og af en eventuel beslutning om overførsel af flere penge til Søjle 2
- Under alle omstændigheder ligger det klart, at Danmark står foran meget store udfordringer i forhold til Vandrammedirektivet, NEC-direktivet, krav i Natura2000-direktiverne og FN-aftalen om stop for tab af biodiversitet – alle sammen krav, som skal opfyldes inden for den kommende reformperiode. Desuden er der nye krav i EU’s nye klimamålsætninger – krav som også skal opfyldes hurtigt, og som forventeligt endda vil blive skærpet betydeligt, hvis vi skal opfylde de internationale temperaturmål.
- At det bliver muligt også at lave éngangskompensationer inden for landdistriktsprogrammet. Det er vigtigt, for at vi, som en del af den ny målrettede regulering, på fornuftig vis kan få jorder ud af drift. Det er nødvendigt for at reducere kulstoftab og øge kulstoflagring i jorden, for at reducere tab at næringsstoffer og for at give naturen den nødvendige ekstra plads.
Vi ved, at mange står klar til at udvande EU-Kommissionens forslag. Derfor handler det nu om at sætte alle kræfter ind på at fastholde og udbygge EU-Kommissionens gode hensigter, stoppe de huller, der er i forslaget, samt påvirke folketingsmedlemmer og europaparlamentsmedlemmer, så den fælles landbrugspolitik for alvor kan blive en løftestang for klima, natur, miljø og biodiversitet gennem de næste syv år.
Leif Bach Jørgensen er landbrugsfaglig med arbejder i miljøorganisationen Det Økologiske Råd.
Steen Gade er bestyrelsesformand i Nyt Europa
EU’s landbrugsstøtte falder i de forkerte lommer – Debatindlæg
Debatindlæg af Leif Bach Jørgensen, Det Økologiske Råd og Steen Gade, Nyt Europabragt, bragt i Altinget
EU-Kommissionen har fremlagt et forslag til en reform af EU’s fælles landbrugsstøtte, CAP (Common Agricultural Policy) samt et nyt flerårigt budget for EU for perioden 2021 – 2027. Landbrugsstøttens andel af det samlede budget har tidligere ligget over 40 procent af det samlede EU-budget, men er over de seneste årtier faldet jævnt. Kommissionens budget fortsætter denne trend, så vi kommer under 30 procent af det totale EU-budget ved afslutningen af den kommende reformperiode.
Landbrugsbudgettet er stort set fastholdt i løbende priser. Med to procent årlig inflation betyder det et fortsat fald i faste priser på 15 procent for den samlede europæiske landbrugsstøtte (fraregnet Brexit). For Danmark vil der ske et fald fra 2020 til 2021 på knap 4 procent pga. en fortsat udligning af støtten mellem nye og gamle medlemsstater, og støtten vil i 2027 ligge 16,4 procent under støtten i 2020.
Støtten ender hos jordejeren, ikke til landmanden på marken
I Kommissionens budgetforslag for CAP’en er der fortsat en opdeling mellem ’den direkte støtte’ i Søjle 1 og ’landdistriktsstøtten’ under Søjle 2. Den direkte støtte uddeles til alle landmænd efter hvor mange hektar jord, de ejer. Eneste forudsætning er, at landmændene overholder gældende lov (udtrykt under kravene til ’konditionalitet’), og ved overtrædelser kan der trækkes i støtten.
I Kommissionens reformforslag går man nu som noget nyt over til at kalde den direkte støtte for ’basisindkomststøtte’. Siden oprettelsen af EF har et af formålene med den fælles landbrugsstøtte været at sikre landmændene en indkomst på niveau med lønmodtagerne i andre grene af samfundet. Men denne del af målsætningen er det aldrig lykkedes at opfylde for alle landmænd i EU-landene.
Problemet er, at den direkte støtte kapitaliseres i jordpriserne: Prisen på jord fastsættes således dels efter jordens dyrkningsmæssige værdi og dels efter den støtte, som der er til arealet. Dermed går støtten til jordejerne frem for til dem, der dyrker markerne (bemærk at over en tredjedel af danske marker er forpagtede). Det er altså ikke nødvendigvis landmanden, der dyrker jorden, som får glæde af støtten.
Derfor er CAP’en uegnet til uddeling af indkomststøtte. Og derfor bør vi gå efter en fortsat udfasning af støtten i Søjle 1.
Hvis der er behov for indkomststøtte til landmænd i Europa, så bør det ske via de sociale fonde, som er langt bedre egnede til at tilpasse og strukturere støtten efter de sociale behov.
De små landbrug er på vej til at uddø
Som nævnt uddeles landbrugsstøtten efter, hvor mange hektar jord, landmanden ejer. Dvs. jo mere jord du ejer, jo mere får du i støtte. Er det retfærdigt?
Tidligere har dansk landbrug været reguleret gennem Landbrugsloven, som fastlagde hvem der måtte eje jord, og hvor meget jord og hvor mange ejendomme, en enkelt landmand måtte eje. Denne begrænsning for landbrugene hang fint sammen med organiseringen inden for andelsbevægelsen og landbrugets følgeindustrier, hvor man havde rettigheder efter ’hoveder’ frem for efter ’høveder’. Det har gjort det muligt, at små og mellemstore landbrug har kunnet eksistere side om side gennem årtier. Men det kneb altså med at hente en rimelig indtægt hjem fra bedrifterne, målt i forhold til det øvrige arbejdsmarked.
I dag styres landbrugets udvikling efter markedskræfterne. Fogh-regeringen liberaliserede landbrugsloven i 0’erne, så der i praksis ikke længere er begrænsninger for hvor meget jord, en landmand må eje. Slagterier og mejerier er centraliseret, så deres karakter af andelsvirksomheder har svindende betydning. Landbrugsbedrifterne bliver større og større, og det bliver muligt for de store landbrug at opnå betydelige stordriftsfordele, mens hverdagen for de mindre brug besværliggøres og fordyres.
Vi ser i Danmark en strukturudvikling, hvor ’familiebruget’ og de mindre brug er på vej til at uddø som en mulig driftsform. I mange andre lande er problemet endnu større, fordi hovedparten af bedrifterne er ganske små. Stordriftsfordelene er reelle og betydelige – derfor er det uomtvisteligt, at et støtteregime, uden hensyntagen til bedriftsstørrelser, vil fremme strukturudviklingen og afviklingen af de mindre brug – som vi har set det særligt gennem de seneste årtier, og som det vil fortsætte, hvis det ikke lykkes at sætte ind med en effektiv kompensation.
For at imødegå denne udvikling og sikre de mindre brugs mulighed for overlevelse lægger Kommissionen op til et nyt system for ’Capping’, hvor støtten fra de største bedrifter omfordeles til mindre brug. For at skabe mere lige konkurrencevilkår mellem store og små brug, skal de mindre brug kompenseres for stordriftsfordelene, da det ikke længere sker via markedet eller andelsbevægelserne. Støtten skal reduceres degressivt fra et niveau på ca. 450.000 kr. per bedrift, så støtten helt bortfalder ved ca. 750.000 kr. per bedrift.
Den foreslåede model vil ikke opfylde hensigten. Både fordi der skal beregnes et fradrag for beskæftigede (som samtidig er administrativt tungt og imod hensigt om simplificering), og fordi det må formodes, at en del jordejere vil splitte bedrifterne op for at modgå at støtten beskæres.
Der er store værdier forbundet med de mindre ejendomme, både landskabeligt, miljømæssigt og socialt. Der bør derfor lægges vægt på at finde frem til et nyt system, som reelt kompenserer for stordriftsfordelene. Vi kan f.eks. pege på et simpelt degressivt støttesystem, hvor der gives størst støtte til de første hektarer og faldende støtte efter bedriftstørrelse, uden fradrag for beskæftigelse, og med degressionen fordelt over et betydeligt længere interval, så en opsplitning er mindre oplagt.
Fra den ene til den anden søjle
Landbrugsstøtten i Søjle 2, Landdistriktstøtten, er rettet mod at skabe såkaldte ’offentlige goder’. Pengene her går f.eks. til at kompensere for meromkostninger eller tabt indtjening ved indsatser for miljø, klima og natur, til forskning og innovation, investeringer i miljøteknologi eller lokal forarbejdning, landdistriktsudvikling osv. Der er her tale om frivillige indsatser, hvor støtten gives for en særlig ydelse eller som incitament for at opnå et gode.
Kommissionen har lagt op til, at der skal være vide muligheder for, at de enkelte medlemslande selv kan beslutte vedr. fordeling af midler mellem søjlerne. Der åbnes op for, at der kan flyttes penge begge veje: Fra direkte støtte til landdistriktstøtten, og fra landdistriktstøtte til direkte støtte.
Sådanne modsatrettede overførsler kan føre til ganske store forskelle i støttestrukturen mellem lande i EU. Det kan få meget store negative konsekvenser for miljøet i hele EU, når nogle lande skærer drastisk i landdistriktsmidler og miljøstøtte og flytter midlerne til direkte landbrugsstøtte til landmændene. Samtidig kan det modvirke overførsler af midler til landdistriktsordningerne i Danmark og andre lande, som kunne ønske at anvende flere midler til en grøn omstilling – overførsler som er nødvendige for at landene kan nå i mål med opfyldelse af diverse direktiver og forpligtigelser vedr. vand, luft, natur, miljø og klima. Landmænd i Danmark og i andre lande i denne situation vil nemlig se dette som konkurrenceforvridning og vil argumentere for, at de ikke skal beskæres i deres ’indkomststøtte’, mens andre landmænd i andre medlemsstater får mere i støtte.
Derfor bør Danmark arbejde for, at muligheden for overflytning mellem søjlerne gøres énsidig, så der kun bliver mulighed for at vælge overførsel af penge fra Søjle 1 til Søjle 2.
Det forventes, at Ministerrådet først vil fastlægge det nye flerårige budget i november 2019. Alligevel kan parlamentet gå efter at komme langt med behandlingen af CAP’en inden EU-parlamentsvalget i maj. Men det nye parlament vil under alle omstændigheder skulle forholde sig til indstillingen – med mulighed for at åbne op for nye forhandlinger inden de indgår i trialogen med Rådet og Kommissionen.
Dermed er det usikkert, om den nye CAP vil kunne træde i kraft fra starten af den nye reformperiode i 2021.
Dilemmaet for ngo’erne
Størrelsen af landbrugsstøtten er en vigtig brik i det overordnede politiske prioriteringspuslespil i mange lande. Landbefolkningen udgør en stor del af vælgerne, og landbrugsproduktionen udgør fortsat en væsentlig del af bruttonationalproduktet.
I mange af disse lande er den direkte støtte til landmændene den vigtigste del, så hvis CAP-budgettet står til et fald, er man primært interesseret i at skære i søjle 2. Derfor vil mange lande i en situation, hvor der ikke er truffet en beslutning om det samlede EU-budget, sandsynligvis sikre sig ved at gå efter at fastholde så mange midler som muligt i søjle 1. Et reduceret CAP-budget vil derfor sandsynligvis gå forholdsvis meget ud over søjle 2. En fastholdelse af niveauet i Søjle 2 er kun forventeligt, hvis det samlede CAP-budget opretholdes på det nuværende niveau.
Set ud fra et dansk, grønt ngo-synspunkt står vi derfor overfor et dilemma. Grundlæggende er den direkte støtte ikke vores kop te. Det er en støtte, som landmændene får til en driftsform, som fortsat er i modstrid med miljø, klima og natur-målsætninger. Det er en støtte, som fortsat favoriserer stordrift, fordi der ikke kompenseres for stordriftsfordele. Og det er en støtte, som kapitaliseres i jordpriserne, og dermed går til jordejerne frem for til dem, der dyrker markerne.
Derfor bør vi gå efter en reduktion af støtten i søjle 1 – evt. en flytning af indkomststøtten til landmændene til en social fond, som formår at støtte reelt.
Men samtidig kan vi se, at hvis den samlede støtte står til et fald, så vil dette i mange lande betyde et markant fald i miljøstøtten.
Derfor er det afgørende, at de danske forhandlere og vi som grønne ngo’er kæmper for en styrkelse af støtten til klima og miljø og et stop for muligheden for overførsel af midler fra miljøordningerne i Søjle 2 til indkomststøtten i Søjle 1.
Leif Bach Jørgensen er landbrugsfaglig med arbejder i miljøorganisationen Det Økologiske Råd.
Steen Gade er bestyrelsesformand i Nyt Europa
Regeringen er stadig på grøn slingrekurs hvad angår personbiler
Indlæg af Claus Ekman, Direktør i Det ØkologiskeRåd, bragt af Altinget.dk
Statsministeren formåede i sin åbningstale at få øjenbrynene til at hæve sig på flere MF’ere, da han nævnte regeringens nye målsætning om én million grønne biler inden 2030.
Med noget, der lød som en fordobling af Socialdemokraternes tidligere udmeldte målsætning, blev den flanke lukket og den grønne del af valgkampen for alvor skudt i gang.
Udmeldingen er utvivlsomt et vigtigt signal, og kombineret med målet om stop for salg af rene benzin- og dieselbiler fra 2030 kunne man være fristet til at tro, at regeringen er klar til at gøre noget ved transportsektorens klima- og luftforureningsudfordringer.
En million elbiler er realistisk
Før vi kigger på, om det er klogt at fremme grønne biler i Danmark, og om regeringen virkelig mener det alvorligt, er det måske passende at spørge sig selv, om det overhovedet er realistisk med én million grønne biler inden 2030?
Svaret er i mine øjne klart: Ja, selvfølgelig er det realistisk, hvis man har en forventning om, at teknologi- og prisudviklingen fortsætter, hvis reguleringen understøtter omstillingen, og specielt hvis man har en bred definition af termen “grønne biler”.
Kig blot til Norge. Der kører i dag cirka 250.000 el og plug-in hybrid biler rundt på de norske veje. Over 70.000 af dem kom til i 2017, og i december blev der solgt flere af dem end af benzin- og dieselbiler.
Det er bestemt realistisk at kopiere eller blot lade sig inspirere af det Norske eksempel, og med den teknologiudvikling, vi ser i øjeblikket, kan en stor andel grønne biler opnås med en meget mindre regulatorisk indsats.
Hvis ikke Danmark skal gå forrest, hvem skal så?
Det næste spørgsmål er så, om det er klogt at fremme grønne biler i Danmark. Her er mit svar et endnu klarere ja. Vi er simpelthen nødt til at komme i gang med omstillingen af transportsektoren.
Det er meget simpelt: I gennemsnit kører biler i Danmark på vejene i cirka 15 år, hvilket betyder, at en god del af de biler, der sælges i dag, vil køre rundt på vejene i 2035. Det begynder at være tæt på det tidspunkt, hvor vi skal være helt færdige med at udlede CO2, hvis vi ellers skal gøre os håb om at holde temperaturstigningen på maksimalt 1,5 grader.
Hvis ikke et rigt land som Danmark skal gå foran i den udvikling, hvem skal så? Der er desværre stadig et ret udbredt sektorneutralt økonomilærebogstunnelsyn, der, kombineret med ensidigt fokus på vores EU-forpligtelse i 2030, tilsiger, at det vil være bedst at sænke registreringsafgiften på benzin- og dieselbiler. Jeg er glad for, at regeringen ikke (længere, er jeg fristet til at tilføje) er med på den vogn.
Én procent i mål de første to år
Men mener regeringen det virkelig alvorligt? Der bliver mit svar nok mere uldent, for der er i klima- og luftudspillet kun tale om en to-årig udskydelse af afgiftsindfasningen på elbiler. Dertil kommer, at regeringen definerer et såkaldt måltal på 10.000 nyregistrerede el og plug-in hybridbiler for 2019 og 2020.
Nås måltallet er logikken formentlig, at afgifterne skal skrues op igen. Med andre ord: målet er 1.000.000 grønne biler i løbet af ti år og vi begynder de første to år med 10.000 – altså kun én procent af millionen.
Den grønne slingrekrus er ikke rettet op
Jeg kan godt komme lidt i tvivl om regeringens reelle vilje på området, når indsatsen – i forhold til en målsætning, der ligger tre valgperioder ude i fremtiden – ikke skal levere mere end en hundrededel de første par år.
Der er selvfølgelig fint med den foreslåede afgiftslempelse, men der skal noget andet til for at overbevise mig om, at det her er noget man virkelig gerne vil. Og så indeholder de 10.000 grønne biler jo også plug-in hybrid, som vel og mærke forurener en del mere end rene elbiler. Hvorfor ikke prioritere nulemissionsbiler?
10.000 “grønne” biler de kommende år og det kommissionshjørnespark som klima- og luftudspillet også indeholder, overbeviser mig ikke om, at regeringens grønne slingrekurs for så vidt angår personbiler er rettet op.
Fælles input til plasthandlingsplanen
Debatindlæg af Thomas Drustrup, Adm. direktør i Plastindustrien, Claus Ekman, Direktør i Det Økologiske Råd, Maria Reumert Gjerding, Præsident i Danmarks Naturfredningsforening og Henrik Beha Pedersen, Direktør i Plastic Change. Bragt i Altinget 23.okt, 2018.
De senere år er der kommet mange billeder på, hvordan plast påvirker naturen.
De fleste husker billedet af svanen fra Sortedamssøen i København, der havde bygget rede af plastikposer. Historier som den er opsigtsvækkende og triste.
Den gode nyhed er, at der er meget, vi kan gøre for at blive bedre til at genanvende plast og sikre, at plasten ikke havner i naturen. Plast er nemlig på mange måder et godt materiale, når vi bruger det rigtigt.
Derfor er vi rigtig glade for, at regeringen nu forhåbentligt snart vil præsentere den længe ventede plasthandlingsplan.
Vi håber – både som repræsentanter for industrien og de grønne organisationer – at ambitionsniveauet bliver sat højt, så vi kan gøre Danmark til grønt foregangsland på plastområdet og sætte turbo på plastbranchens grønne omstilling. Bedre plasthåndtering er en vindersag for alle.
Hvad handleplanen bør indeholde
Derfor vil vi også gerne give inputs til, hvad regeringen bør have med.
Først og fremmest skal vi blive langt bedre til at sortere plastaffaldet – både i husholdningerne og i det offentlige rum.
I dag er der forskellige rammer for sorteringen i kommunerne, og det giver meget forskelligartede affaldsfraktioner, som det er svært at skabe værdi ud af.
Derfor håber vi, at plasthandlingsplanen vil sikre, at der bliver skabt fælles nationale rammer for plastsorteringen på tværs af landets 98 kommuner. Det vil gøre det lettere både for virksomheder og borgere.
Cirkulært design skal understøttes
Dernæst skal der skabes klare rammer for produktionen af plast, så den plast, vi bruger i dag, lettere kan indgå i en cirkulær økonomi. Det kræver blandt andet, at industrien bliver bedre til at designe produkter, der kan genbruges eller genanvendes.
Processen er i gang, men bør understøttes politisk. Regeringen har faktisk allerede et solidt grundlag at arbejde videre på, da industri, NGO’er, detailhandel med flere har udviklet en fælles designguide til cirkulær plastemballage.
Der skal afsættes midler til at understøtte implementering af den, så vi sikrer, at cirkulært design vinder indpas i industrien, butikkerne og hos forbrugerne.
Samtidig bør den offentlige sektor skubbe på gennem indkøbsstrategier, der kræver, at plastikprodukter er designet til genanvendelse, lavet af genanvendt plast eller med aftaler om tilbagetagning af produktet.
Endelig er der en række lavthængende frugter, hvor mindre indsatser vil have stor betydning for miljøet.
For eksempel skal havne i dag betale afgift for at komme af med fiskernes plastaffald. Det bør være let at afskaffe den afgift som incitamentet til, at affald fra havet kommer med i land.
Den kommende danske plastikhandlingsplan skal selvfølgelig være i tråd med EU’s plaststrategi, men den må gerne være mere ambitiøs.
Vi ser frem til miljøministerens kommende udspil.
National indsats for renere luft
Debatindlæg bragt i Altinget 15.okt 2018, af Seniorrådgiver Kåre Press-Kristensen, Det Økologiske Råd
Hvert år dør 3.000-3.500 danskere for tidligt grundet udendørs forurening alene med fine partikler svarende til 6-7 procent af alle danske dødsfald. Dette gør denne type luftforureningen til vores tredjestørste risikofaktor og til det mest helbredsskadelige og absolut dyreste miljøproblem. Af disse dødsfald, der alene relateres til forurening med fine partikler, skyldes ca. 800 dødsfald årligt danske forureningskilder, mens ca. 2.500 dødsfald skyldes forurening udledt udenfor landets grænser.
Alligevel er der gode argumenter for at gøre noget ved de danske forureningskilder. For det første, fordi 800 danske dødsfald årligt – for slet ikke at nævne den tilknyttede sygelighed – er alt for mange i et moderne samfund. For det andet, fordi luftforurening fra danske kilder også forårsager 2.000-2.500 dødsfald i udlandet. For det tredje, fordi udendørs og indendørs forurening med andre stoffer end lige de fine partikler, f.eks. ultrafine partikler og kvælstofdioxid fra lokale kilder, også giver meget store helbredsskader i Danmark, der ligger ud over de 800 årlige dødsfald.
Brændefyring
Forurening med fine partikler fra brændefyring i ovne og kedler er landets mest helbredsskadelige miljøproblem. Det forårsager ca. 500 dødsfald årligt og en halv million sygedage i Danmark. Dertil kommer helbredsskader grundet ultrafine partikler fra brænderøg, der både forurener udeluften og kan forurene indeklimaet til meget høje niveauer. Den mest omkostningseffektive måde at reducere forureningen på er via forureningsafgifter og/eller forbud f.eks. ved at tillade kommuner at forbyde brændefyring i områder med kollektiv varmeforsyning. Nye miljømærkede brændeovne forurener som 20-50 gamle lastbiler og løser derfor ikke problemet. Via virkelighedsnære gas-brændeovne eller el-pejse kan hyggen bevares uden skadelig luftforurening. På sigt kan partikelfiltre muligvis give traditionelle brændeovne en renæssance.
Ammoniakforurening
Forurening med fine partikler grundet landbrugets ammoniakforurening forårsager ca. 200 danske dødsfald og flere hundredetusinder sygedage årligt i Danmark. En effektiv måde at reducere forureningen på er via afgifter, hvor den enkelte landmand betaler for de forureningsskader, som ammoniakforureningen påfører samfundet og derved får et incitament til at reducere forureningen.
Vejtrafik
Forurening med fine partikler grundet vejtrafik forårsager ca. 125 dødsfald årligt i Danmark. Dertil kommer helbredsskader grundet ultrafine partikler og kvælstofdioxid i byernes dybe gaderum, hvor mange mennesker udsættes for forureningen. Den mest omkostningseffektive måde at reducere forureningen på er via miljøzoner i landets større byer, hvor der kræves effektive partikelfiltre på dieselkøretøjer og velfungerende katalysatorer på tunge køretøjer. Desuden bør indføres krav om en effektiv partikeltest ved periodisk syn, så kun dieselbiler med funktionelle filtre slipper igennem synet. Endelig bør åbnes op for, at større byer helt kan forbyde persondieselbiler f.eks. fra 2025.
Indeklimaforurening
Vi tilbringer langt størstedelen af vores liv, og indånder derfor størstedelen af vores luft, indendørs. Derfor skal indendørs luftkvalitet være så ren som overhovedet muligt. Her bør komme meget mere fokus på forurening med ultrafine partikler fra stearinlys, mados og brændeovne.
International indsats
Alt dette sagt, så skal Danmark naturligvis også arbejde målrettet for at reducere den internationale grænseoverskridende luftforurening, der hvert år koster 2.500 danskere livet, millioner af sygedage og et meget stort tocifret milliardtab. Dette er dog ikke sket under Løkke-regeringerne, hvor danske miljøministre samme med deres kollegaer fra Polen har udvandet EU’s NEC-direktiv, der effektivt skulle beskytte danskerne mod den grænseoverskridende forurening. På Danmarks vegne stemte regeringen endda imod direktivet. Dette chokerede de grønne lande, som vi har en lang tradition for at samarbejde med, og vi har lidt et enormt prestigetab i EU, hvor Danmark nu, med rette, betragtes som bagstræberiske på luftområdet. En status, der desværre vil tage mange år at ændre.
Der skal varedeklaration på legetøj
Debatindlæg af Lone Mikkelsen, seniorrådgiver i Det Økologiske Råd, bragt på Altinget.dk.
Det er helt klart, at handel på internettet er Det Vilde Vesten. Her hersker der tilsyneladende lovløshed, og vil man købe sikkert legetøj til sine børn, er det nok ikke her, man skal bevæge sig ud, med mindre man tænker sig godt om.
Men når det er sagt, så er Legebranchen, i deres debatindlæg (Altinget.dk) fra 9. oktober, lige hurtig nok til at skyde skylden fra sig i forhold til de efterhånden mange sager, der har været om brud på legetøjsreglerne.
Sundhedsskadeligt legetøj på hylderne
Bare siden i sommer har der været tre sager, hvor der er fundet legetøj med alt for høje niveauer af sundhedsskadelige kemikalier, som er forbudt i legetøj. Og i alle tre sager har Legebranchen medlemmer, der er involveret.
I juni var det de meget populære squishies, som blev testet for deres frigivelse af skadelige kemikalier. Alle 12 testede squishies frigav kemikalier i niveauer, der er direkte skadelige for børn. Her havde tre af Legebranchens medlemmer sundhedsskadeligt legetøj på hylderne.
En uge senere var det plastikbolde, der blev undersøgt for indholdet af ftalater. Disse kemikalier er hormonforstyrrende og forbudt i legetøj til børn mellem 0 og 3 år. Et medlem af legebranchen var ansvarlig for to ud af de fem bolde, der endte på testens synderegister. Den ene med et indhold på hele 57,7 procent af ftalaten DIBP og den anden på 37,8 procent DIBP. Altså ulovlige bolde, hvis de var til børn mellem 0 og 3 år.
Og for bare nogle uger siden var det så endnu en legetøjsdille, som blev testet for ulovligt indhold af skadelige kemikalier. Slim er bare endnu en af de legetøjsdiller, hvor erfaringen viser, at populariteten sker så hurtigt, at der ikke når at komme styr på, om lovgivningen er overholdt. Her havde et enkelt af legebranchens medlemmer et produkt med alt for høj frigivelse af bor.
Bor-forbindelser er i flere tilfælde på listen over særligt problematiske kemikalier i EU. Det skyldes blandt andet, at de kan skade fostre og påvirke evnen til at få børn. Dog forsvarede medlemmet sig med, at deres produkt ikke skulle betragtes som slim, men i stedet modellervoks, som må have en større frigivelse af bor. Man burde nok genoverveje, om det så er hensigtsmæssigt, at lade ordet slim indgå i legetøjets navn – og om det er fornuftigt, at modellervoks må indeholde så høje niveauer af bor.
Varedeklaration på legetøj
Vi har altså i det hele taget brug for bedre kontrol og bedre sanktionsmuligheder. Men vi må nok også se i øjnene, at myndighedernes indsats ikke kan stå alene. Virksomhederne må tage større ansvar og have mere egenkontrol. Og det er ikke kun de små og uorganiserede butikker og importører, der har lidt et alvorligt knæk i forbrugernes tillid. Også de store, organiserede virksomheder har haft legetøj på hylderne, som bestemt ikke skulle have været i hænderne på børn.
Det er trist, at man som forbruger ikke kan føle sig fuldstændig tryg, når man køber ind til sine børn. Men det er samtidig betryggende at høre, at Legebranchen fortsat arbejder for bedre legetøjssikkerhed for børn samt bedre myndighedshåndhævelse af de eksisterende regler i legetøjsdirektivet og legetøjsbekendtgørelsen.
Som en ekstra indsats ville det øge vidensniveauet og dermed trygheden hos forbrugerne, hvis legetøj fremadrettet blev udstyret med fuld varedeklaration, som vi kender det fra kosmetik, plejeprodukter og fødevarer. Denne deklaration vil ligeledes gøre arbejdet lettere for importører og forhandlere, der på denne måde vil få vished om, hvilke indholdsstoffer der er i det, de sælger.
Danmark bedre end EU
Indsatsen fra virksomhedernes side skal naturligvis bakkes op. Miljøministeren og erhvervsministeren skal se at få smøget ærmerne op og gjort det helt klart, at skadelige kemikalier i legetøj er absolut uacceptabelt.
Som Legebranchen fint gør opmærksom på i deres debatindlæg, kan der allerede nu uddeles bøder. Men virker det overhovedet, hvis vi som forbrugere har glemt disse undersøgelser efter nogle dage og fortsætter med at gøre vores indkøb hos dem, som lige er blevet taget i at have ulovlige varer på hylderne?
Den største straf vil være, at forbrugerne begynder at holde sig væk, når man hører om skandaler som disse. Når det er sagt, så er der nok alligevel en større sikkerhed ved at købe kvalitetsprodukter i danske butikker end fra ikke-EU-baserede hjemmesider, som for eksempel Wich.com. Men vi kan gøre det meget bedre, både som virksomhed og forbruger.
Det er klart virksomhedernes ansvar, at de produkter, de sælger, er sikre at bruge. Skadelige kemikalier skal ud, ikke bare af produkter til børn, men alle forbrugerprodukter.
Men indtil vi er så langt, skal vi som forbrugere vænne os til at have en mere kritisk tilgang til tingene. Legetøj skal ikke lugte grimt. Og det er ikke nødvendigvis en god idé at købe de nye legetøjsdiller på kinesiske hjemmesider blot for at spare lidt penge.
Med fuld deklaration på legetøj kan både importører, forhandlere og forbrugere føle sig mere sikre på deres indkøb.
Brændeovne er et stort miljøproblem
Kommentar i Husum-Brønshøj avis, af Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling
Bjørn Andersen kommer i Brønshøj-Husum Avis d. 25/9 med en række misforståelser om brænderøg.
Bjørn Andersen mener, at kun sod fra vejtrafik er et problem. Det er forkert. De seneste nationale emissionsopgørelser fra Aarhus Universitet viser, at landets brændeovne udleder meget mere sod, kræftfremkaldende tjærestoffer og dioxiner end vejtrafikken. I Danmark er brænderøg landets mest helbredsskadelige miljøproblem, der forårsager godt fire gange flere dødsfald end luftforureningen fra trafik. Der eksisterer masser af undersøgelser, der dokumenterer dødsfald og sygelighed grundet brænderøg. Nogle læger har samlet denne viden: www.woodsmokepollution.org
I hele København er kun 16.000 brændeovne, der dækker under 0,5 procent af byens energiforbrug. Men på bare en fyringssæson udleder brændeovnene i København lige så mange helbredsskadelige partikler som al vejtrafikken i byen udleder på et helt år. Dvs. ved at erstatte lidt brændefyring med miljørigtig fjernvarme kan opnås lige så stor partikelreduktion, som ved året rundt at forbyde alle lastbiler, busser, varebiler og personbiler i hele København.
Der eksisterer desværre ikke ”ren” brænderøg. Selv nye miljømærkede brændeovne, under optimale forhold i laboratorierne hos Teknologisk Institut, forurener pr. energienhed 20-50 gange mere end en gammel lastbil uden filter og ca. 100 gange mere end fjernvarme.
Brændeovne i byzone med kollektiv opvarmning bør udfases og erstattes af virkelighedsnære gas-brændeovne eller el-pejse. Derved kan hyggen bevares uden skadelig partikelforurening. På sigt kan filtre muligvis give traditionelle brændeovne en renæssance. Det er dejligt, at overborgmester Frank Jensen har fået øjnene op for luftforureningen fra byens brændeovne.
Folketinget lader luftforurenerne køre på frihjul
Udendørs luftforurening med fine partikler er den tredjestørste risikofaktor i Danmark kun overgået af rygning og fysisk inaktivitet.
Denne type luftforurening alene er ansvarlig for cirka 7 procent af alle danske dødsfald. Godt 3.700 danskere dør hvert år af udendørs luftforurening med fine partikler, der samtidig forårsager millioner af luftvejslidelser og sygedage. En samfundsøkonomisk omkostning på omkring 70 milliarder kroner om året. Til dette skal lægges dødsfald, sygdom og omkostninger knyttet til andre typer luftforurening, for eksempel ultrafine sodpartikler og indendørs luftforurening fra stearinlys, mados og brændeovne.
Luftforurening er uden sammenligning det miljøproblem, der dræber flest i Danmark. Dertil forårsager luftforureningen væsentlige skader på vores natur, kulturarv og afgrøder.
Det giver ikke mening, når politikerne fokuserer på luftforurening som et unikt problem i byer, da luftforurening er et generelt helbredsproblem i hele landet, og da størstedelen af forureningen med fine partikler i byer netop stammer fra kilder uden for byerne.
Politikerne skal gribe ind
Udendørs luftforurening adskiller sig fra alle andre store risikofaktorer. Folk bestemmer nemlig selv, om de ryger, er fysisk inaktive eller indtager alkohol. Disse risikofaktorer er vi selv herrer over. Men ved hvert eneste åndedræt indånder vi luftforurening.
Vi kan ikke selv fravælge luftforurening. Det er nemlig ofte forurening, som vi ikke selv har udledt. Det kan være partikler fra naboens brændeovn, vejtrafik eller et polsk kraftværk.
Der er således ikke sammenhæng mellem forureneren og den, der lider under forureningen. Den perfekte opskrift på en såkaldt markedsfejl, hvor forureneren ikke har incitament til at reducere forureningen. Kun politikerne kan rette fejlen.
Alligevel får luftforurening forbløffende lidt politisk opmærksomhed. Markedsfejlen udstilles ellers tydeligt i den ene videnskabelige undersøgelse efter den anden, der viser, at det er meget billigere for samfundet at nedbringe luftforureningen end betale for skaderne. Det gælder luftforurening fra alle de store kilder: brændefyring, landbrug, vejtrafik, skibsfart og udlandet.
Hvorfor sker der intet?
Brændefyring i brændeovne og brændekedler er det mest helbredsskadelige danske miljøproblem. Både i byerne og på landsplan. Selv i København, hvor alle har billig fjernvarme, har byens 16.000 brændeovne samme partikeludledning som al byens vejtrafik. I andre byer udleder brændeovnene flere partikler end vejtrafikken.
Ved at erstatte lidt brænde med isolering og miljørigtige varmekilder kan man altså opnå store sundhedsgevinster. Miljømærkede brændeovne løser ikke problemet, da disse under optimale forhold udleder cirka 50 gange flere partikler end gamle lastbiler (per energienhed).
De fleste politikere er åbenbart berøringsangste over for ildglade vælgere og tør ikke gribe ind.
Landbruget klarer overraskende nok bare ofte frisag. I ingen andre erhverv tillades forurening med så meget ammoniak. Det er blevet en indgroet politisk tradition at lade landbruget køre på frihjul og være hævet over normal miljøregulering.
Efter brændeovne er vejtrafik den næststørste lokale forureningskilde i større byer. Her har skiftende regeringer holdt kommunerne i et jerngreb de sidste ti år og aktivt forhindret, at kommunerne kunne dæmme op for de mest forurenende køretøjer. Et udtryk for, at folketingsflertallet tilsyneladende vil please vælgerne i de mest forurenende køretøjer.
Grænseoverskridende luftforurening fra international skibsfart og udlandet er den dominerende kilde til fine partikler i Danmark. Ligesom Danmark også eksporterer størstedelen af vores forurening til udlandet.
I FN har Danmark arbejdet aktivt for at nedbringe forureningen fra international skibsfart. I al hemmelighed har regeringen til gengæld målrettet forsøgt at spolere EU’s mål om at reducere den grænseoverskridende luftforurening, der hvert år koster flere tusinde danske dødsfald.
Debatindlægget af seniorrådgiver Kåre Press-Kristensen, Det Økologiske Råd, er bragt på Altinget d. 21. sept. 2018
Regeringen fremlægger tandløs plan for cirkulær økonomi
Debatindlægget er skrevet af Sine Beuse Fauerby og Christian Ege, hhv. miljøpolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening og seniorkonsulent i Det Økologiske Råd og er blevet bragt i Altinget.dk den 19. september 2018.
Hvordan kommer Danmark for alvor i gang med en omstilling til cirkulær økonomi? Det spørgsmål er det seneste år blevet sparket til hjørne med en henvisning til regeringens kommende strategi for cirkulær økonomi.
Nu er strategien kommet, og den er fuld af flotte ord og hensigtserklæringer. For eksempel står der i teksten, at regeringen ønsker at ”fremme en gentænkning af vores måde at producere og forbruge på. Der er brug for en mere cirkulær økonomi.”
Vi kunne ikke være mere enige. Men det bliver ved de fine hensigter, og det kniber gevaldigt med konkrete initiativer. Regeringen lægger i overvejende grad op til, at en omstilling skal løses ved hjælp af frivillige aftaler, selvom stort set al erfaring viser, at frivillige aftaler på miljøområdet slet ikke er nok.
“Regeringen lægger i overvejende grad op til, at en omstilling skal løses ved hjælp af frivillige aftaler, selvom stort set al erfaring viser, at frivillige aftaler på miljøområdet slet ikke er nok.”
Stil krav om cirkulær økonomi
I den nye strategi vil man for eksempel fremme cirkulære indkøb og øge fokus på totaløkonomi i offentlige indkøb, hvilket egentlig er utrolig positivt. Men der er tale om en frivillig indsats.
I stedet bør der stilles faste krav, for eksempel om, at alle kommunens indkøb skal igennem en totaløkonomi-analyse. En idé er at starte med visse sektorer, eksempelvis børneområdet – legetøj og inventar til vuggestuer og børnehaver samt sygehussektoren. Her kan staten gå foran, når det handler om efterspørgsel.
I strategien står der: ”Regeringen arbejder for, at produkter kan designes, så de i højere grad kan indgå i en cirkulær økonomi […]”. Bedre design bør i højere grad være et krav inden for EU-reguleringen. Men mens vi venter på EU, bør vi i Danmark arbejde med vores afgiftssystem, så det fremmer en udvikling, hvor produkter designes til genanvendelse.
Nationalt kan regeringen for eksempel via nedsat moms eller løntilskud til reparationer fremme billigere reparation, så det kan betale sig at få fikset en vaskemaskine eller lignende produkter, der er gået i stykker. Og Danmark kan følge Frankrigs lovgivning mod indbygget forældelse i produkter, hvor man kræver, at leverandører stiller reservedele til rådighed i hele produktets levetid.
Også miljømærkesystemet bør omlægges, så produkter uden mærke, det vil sige de ”sorte” produkter, betaler en afgift, mens det er gratis for en virksomhed at få miljømærket et produkt – det ville følge ”forureneren betaler”-princippet.
Disse virkemidler ville kunne flytte noget. Vi kan meget mere i Danmark, end vi tror. Se bare på Dansk Retursystem – en unik dansk ordning, der sikrer, at ressourcerne kommer tilbage i et kredsløb.
Bedre styr på affaldsindsamling
Vi glæder os over, at man fra regeringens side vil fremme en mere ensartet indsamling af husholdningsaffald – men det er uklart hvordan.
Igen savner vi fokus på konkrete initiativer. Der er brug for faste og klare rammer, styring og kontrol med alle de aktører, der håndterer affald, offentlige som private aktører. Så kan vi sikre, at ressourcerne i affaldet sendes til genanvendelse i høj kvalitet.
Desuden skal langt flere virksomheder tage deres produkter tilbage, for eksempel via pantordninger, da det er den bedste måde at få en høj kvalitet i genanvendelsen.
Der findes bunker af muligheder for, hvordan man langt mere konkret kan gennemføre en omstilling til cirkulær økonomi, og vi bidrager meget gerne med konstruktive forslag i den fremtidige debat.