Anlægs­loftet bremser den grønne omstilling

Debatindlæg af Lars Køhler, Det Økologiske Råd, og Michael H. Nielsen, Dansk Industri, bragt i Altinget.dk 

Kommunernes anlægsbehov ligger cirka 20 procent over anlægsrammen, viser en undersøgelse fra Momentum i 2018. Det fremgår også, at kommunerne især har brug for at renovere skoler, dagtilbud og infrastruktur. Og selvom kommunerne har pengene til projekterne, så bremser anlægsloftet dem fra at gå i gang.

Behovet for at renovere, bygge nye veje med videre er kun vokset siden 2018. Kommuner på stribe melder om et kæmpe efterslæb på blandt andet omfattende renovering og vedligeholdelse af skoler, børnehaver og infrastruktur. Situationen medfører, at de nødvendige renoveringer og vedligehold enten ikke udføres, eller også udføres midlertidige, mindre indgreb, så de værste problemer ikke vokser sig endnu større.

Anlægsloftet skubber problemerne foran sig

Når de nødvendige tiltag ikke bliver udført, så medfører det, at værdien af vores bygningsmasse falder, og at borgere dagligt må leve med generne af en infrastruktur og en kommunal bygningsmasse i forfald.

Huller i vejene. Utidssvarende vinduer og døre i skolerne, hvor kulden siver ind og varmen ud. Skoler og klasselokaler med dårligt indeklima på grund af manglende ventilation. Daginstitutioner med kolde og dårligt isolerede gulve og vægge og med øget risiko for skimmelsvamp og fugtproblemer.

De midlertidige indgreb, der laves, skubber blot problemerne foran sig, indtil kommunerne for alvor kan adressere dem. Vi taler altså ofte om spildte midler.

Konsekvensen er, at udgifterne til vedligehold og drift af bygningsmassen ofte bliver langt større end nødvendigt. Problemerne håndteres ikke rettidigt, og det går ud over borgerne.

Store ambitioner for energirenovering

Derudover står vi som samfund over for en kæmpe udfordring frem mod 2050, hvor alle dele af samfundet skal være CO2-neutrale. Bygninger og 

energieffektivisering udgør her en nødvendig brik i det store puslespil, om hvordan denne grønne omstilling gøres både hurtigt og samfundsøkonomisk mest omkostningseffektivt.

I 2018 stod byggeriet for cirka 40 procent af verdens samlede udledning af drivhusgasser ifølge en rapport fra den internationale ekspertgruppe Joint Comittee on Structural Safety. Samtidig ved vi, at størstedelen af de bygninger, vi har i dag, stadig står i 2050, hvor vi skal være CO2-neutrale.

Det understreger med al tydelighed behovet for, at vi ikke slækker på ambitionerne når det kommer til energirenovering af vores bygninger.

Fritag klimasikring fra anlægsloftet

Hvordan sikrer vi så vores bygninger og infrastruktur på lang sigt og undgår spildte investeringer i midlertidige løsninger?

Det Økologiske Råd og Dansk Byggeri foreslår, at dette gøres ved at fritage klimasikring af vores infrastruktur og ambitiøse energirenoveringer af kommunale bygninger fra anlægsloftet.

Så sent som i efteråret så vi, hvad det koster samfundet, at vores infrastruktur ikke er klar til for eksempel de stigende vandmasser. Og vi ved, at ambitiøse energirenoveringer ikke blot betaler sig hjem i sparede driftsomkostninger, men også skaber sunde bygninger med et godt indeklima.

Bygninger, hvor menneskers velvære øges, hvor produktivitet på arbejdspladserne og indlæringsevnen i skolerne forøges, og sygefraværet mindskes markant – Non Energy Benefits, der, som de direkte afledte energibesparelser, udgør et kæmpe samfundsøkonomisk potentiale.

Anlægsloftet skader den grønne omstilling

Baggrunden for anlægsloftet er en frygt for økonomisk overophedning af den danske økonomi. Men når vi kan se, at anlægsloftet skader en hastig og omkostningseffektiv grøn omstilling, så er det på tide at overveje andre veje og andre løsninger.

At fritage klimatilpasninger og ambitiøse energieffektiviseringer fra anlægsloftet er en klog tilgang til den grønne omstilling, der samtidig vil gavne både borgere og samfundsøkonomi.

By |2022-01-12T11:23:35+01:005. april 2019|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Bilafgifter kan omlægges

Peter Birch Sørensen skriver d. 10.3. en interessant kommentar i Politiken om de nødvendige skatteomlægninger, når vi skal over til elbiler frem mod 2030. Regeringen har netop nedsat en kommission og skriver i kommissoriet, at bilbeskatningen skal give samme indtægt til staten fremover. PBS finder at dette er en problematisk indsnævring af kommissoriet, hvilket jeg er enig i. PBS finder desuden, at det bedst kan opnås ved at hæve indkomstskatter. Han begrunder det med, at bilisterne bør beskattes mindre, når bilernes miljø- og klimabelastning går ned, når man går over til elbiler. Biler belaster samfundet med en række udgifter. I dag medregner man ulykker, slid på vejene, luftforurening, støj og til dels klimabelastning. Sidstnævnte medregnes nemlig kun i form af en art kvotepris, idet de reelle omkostninger ved klimaforandringer er svære at opgøre, men vi ved de er langt højere end kvoteprisen. Derudover medvirker bilismen til, at danskerne bevæger sig for lidt – i forhold til hvis de cyklede eller gik – i kombination med tog og bus. Vi ved, at mangel på motion medfører voldsom stigning i en række folkesygdomme, som – udover de menneskelige omkostninger – belaster samfundet med milliardudgifter i sundhedssektoren.

PBS skriver, at bilismens omkostninger efter ”alle ædruelige skøn” er noget lavere end den nuværende bilbeskatning. Men der er altså store omkostninger, som ikke medregnes. Dertil kommer, at det er naturligt at se på hele vejtransporten, inklusive lastbilerne. Beregninger viser, at disse kun betaler ca. 1/3 af de samfundsmæssige omkostninger de forårsager. Man har med andre ord en skævdeling inden for vejtransporten, hvor lastbilerne betaler langt mindre end de koster samfundet, mens personbilerne muligvis betaler lidt mere – selv om man inddrog alle faktorer.

Når vi går over til elbiler, sænkes personbilernes omkostninger for samfundet. Så kunne man sænke afgifterne på personbiler og indhente det manglende provenu ved at lade lastbilerne betale for deres faktiske omkostninger. De øgede afgifter på lastbiler skal ikke betales af vognmændene, men lægges på transportpriserne, så vi alle betaler en smule mere for varerne. Men vil danske vognmænd så tabe i konkurrencen med nabolandenes vognmænd? I dag har vi den omvendte situation. Den danske dieselafgift er lavere end i vores nabolande, så vi er med til at presse dieselprisen nedad i nabolandene, til skade for klimaet. Hvis afgifterne på lastbiler var højere, kunne vi lade afgifterne afhænge mere af køretøjets klimabelastning og luftforurening. Der findes allerede lastbiler og busser til en række formål, som drives på el eller biogas, men der er få der vælger disse, bl.a. fordi diesel er så billigt.

Dertil kommer, at vi mangler afgift på flyrejser, som vores nabolande har. Det ville også give et provenu, som kunne være med til at lukke hullet – også selv om noget af det skulle bruges til at støtte forskning i alternative flybrændstoffer.

Jeg har ikke det færdige regnestykke. Men det er for tidligt at konkludere, at det eneste rigtige er et hæve indkomstskatterne. Og hvis man politisk ønsker fortsat at give rabat til lastbilerne, kan man også argumentere for, at så må afgifterne på personbiler opretholdes på et højere niveau, så den samlede vejtransport alt i alt betaler for de omkostninger den lægger på samfundet. Det vil have den fordel, at vi opretholder en vis tilskyndelse til at bruge kollektiv trafik, cykle og gå. Derved medvirker man til at opretholde byer, der er rare at færdes i og opholde sig i, frem for at stoppe til i biltrafik. Samtidig vil det medvirke til at holde livsstilssygdommene nede. En elbil giver ligeså lidt motion som en dieselbil!

Endelig argumenterer PBS for at omlægge en større del af bilafgifterne til brændstofafgifter og roadpricing. Det er en god idé, da roadpricing kan holde biltrafikken nede, specielt i myldretiderne og dermed løsne det konstante pres for at bygge flere motorveje og udvide de eksisterende. Dog er der stadig behov for en vis registreringsafgift på biler for at tilskynde bilkøberne til at vælge den mest CO2-besparende bil. Der er nemlig brug for et direkte prissignal på det tidspunkt, hvor man køber bil. Det er ganske vist muligt at lade roadpricing-afgiften afhænge af bilens brændstofforbrug, men de færreste købere vælger bil ud fra dens samlede omkostninger set over bilens levetid.

Der er med andre ord andre muligheder end at sætte indkomstskatter i vejret, når vi går over til elbiler. Og disse muligheder bør udnyttes først.

By |2019-11-24T11:57:15+01:0015. marts 2019|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Ret op på Landbrugspakken – med hjælp fra EU

Med Natur- og Landbrugskommissionens betænkning fra 2013 lå der et genialt grundlag til en helhedsløsning, som skulle lede frem til en god vandkvalitet, dvs. at Danmark opfylder kravene i EU’s vandrammedirektiv. Kommissionen understregede, at det var en pakkeløsning. Man skulle indføre den såkaldte målrettede regulering af specielt kvælstofgødning – på de robuste jorde kunne man tildele mere gødning og mindre på de sårbare.

Men i stedet valgte regeringen at give alle landmænd lov til at gøde mere og så skubbe den målrettede regulering foran sig. Figenbladet var så de frivillige tiltag, som landmændene kunne lave. Resultatet er som forventet blevet forringelser af vandmiljøet. Og nu har landbruget på forhånd fået de gaver, som skulle have fået de nye forpligtelser til at glide ned.

M-LBL konstaterer at forureningen ikke er blevet mindre, sådan som det ellers kræves af EU. De gode initiativer med især efterafgrøder har blot lige kunnet opveje de miljøforringelser, som landbrugspakken medførte. Heldigvis greb EU ind og strammede de danske krav til fosfor-forurening, hvilket neutraliserer den miljøforringelse som ellers ville være kommet herfra. Stramningen hang sammen med en tilladelse til at have flere svin per hektar.

M-LBL påpeger ganske rigtigt, at der er brug for incitamenter, der kan få landmændene til at sænke forureningen. Og jeg støtter hendes ros til det fælles udspil fra Landbrug&Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening om at tage 100.000 hektar lavbundsjord ud af drift og omdanne den til natur. M-LBL appellerer til at enten staten eller fonde skal betale for dette. Men hun overser den mest oplagte finansiering, nemlig en omlægning af EU’s landbrugsstøtte. En større del af den direkte støtte, som i dag blot kapitaliseres i form af højere jordpriser, kunne i stedet gå til støtte til miljø og natur i landbrugslandet.

By |2019-11-24T20:39:21+01:0011. marts 2019|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

EU Landbrugsstøtten skal løfte klima og miljø – Debatindlæg

Debatindlæg af Leif Bach Jørgensen, Det Økologiske Råd og Steen Gade, Nyt Europa

Den seneste reform af EU’s fælles landbrugspolitik, CAP (Common Agricultural Policy) som har dannet ramme for landbrugsproduktionen siden 2014, har ikke leveret varen. Kommissionen udtaler selv – bl.a. på baggrund af den storstilede høring blandt interessenter i hele EU – at de såkaldte ’grønningskrav’ til den direkte støtte i Søjle 1 ikke har fungeret efter hensigten. Landbrugspolitikken og -støtten har ikke bidraget tilstrækkeligt til de ’offentlige goder’ med hensyn til rent vand og luft, en sikring af klimaet og en rigere natur.

Kommissionens udspil har til hensigt, at det europæiske landbrug skal omstilles for at opfylde FN’s bæredygtighedsmål og klimamålsætningerne fra Paris. De lover forstærket fokus på offentlige goder og vil støtte omstillingen til et mere miljø- og klimavenligt landbrug og bedre sundhed for dyr og mennesker. Hensigterne er gode, og udspillet vil reelt løfte barren via øgede krav til ’baseline’ under de nye krav til ’konditionalitet’.

Problemet er, at det indtil videre kun er et udspil. For man kan frygte, at historien gentager sig: I 2012 kom Kommissionen også med et relativt positivt udspil om en CAP i perioden 2013-2020, som skulle levere på de såkaldte ’offentlige goder’. Men ved behandlingen i EU-Parlamentet og i Rådet skete der en omfattende udvanding, idet repræsentanter fra alle lande søgte at tilgodese problemer i landbrugssektoren i de enkelte lande. Der blev derfor besluttet en fælles politik, som indeholdt en stor grad af fleksibilitet for medlemslandene, således at de hver for sig efterfølgende ved implementeringen af reformen kunne beslutte krav og ordninger, som passede sig i de enkelte lande. Erfaringen har vist, at disse nationale krav ikke har været ambitiøse nok i forhold til sikring af en rigere natur og klimamålsætningerne, som Kommissionen gik efter.

Strategiske planer og frivillige miljø og klimaordninger kan blive en glidebane

Kommissionen er i deres nye udspil nået frem til, at CAP’en bør gå væk fra en ’one size fits all’-tilgang. De vælger i stedet en mere målrettet tilgang, hvor landene kan udforme politikker og støtteordninger ud fra specifikke lokale, geografiske og sociale rammevilkår og kulturer. Udformning af krav og støtteordninger lægges ud til medlemsstaterne via nye strategiske planer og de såkaldte ’eco-schemes’, som er nye frivillige ’miljø- og klimaordninger’ under Søjle 1.

Denne ændring er nødvendig for at CAP’en kan blive mere målrettet og effektiv i forhold til miljø, natur og klimamålsætningerne. Men samtidig kan det også blive en glidebane – af flere grunde:

1) Først og fremmest: Hvis den samlede effekt i hele EU for luft, vand, natur og klima skal blive tilstrækkelig stor, så er det nødvendigt, at Kommissionen opstiller tilstrækkeligt ambitiøse overordnede målsætninger, som landene skal leve op til. Mange af disse målsætninger er faktisk på forhånd givne – f.eks. i Vandrammedirektivet og Natura 2000 direktiverne og i EU’s klimaaftaler. Men selv hvis Kommissionen opstiller disse målsætninger, så er det uvist, om Kommissionen reelt formår at fastholde disse krav overfor alle medlemslande, når landene kommer med deres strategiske planer og eco-schemes til godkendelse.

2) Samtidig skal der udvikles en ny ‘performanceramme’ for overvågning, monitering, afrapportering og evaluering. Det er ikke nok, at der iværksættes ordninger, som dækker alle målsætninger. Der skal også sikres en reel fremdrift og målopfyldelse gennem reformperioden. Dette skal ske, dels gennem årlige performancegennemgange og afstemning af output indikatorer, dels gennem midtvejs- og slutevaluering af effekter. Også her kan der rejses tvivl, om Kommissionen reelt formår at fastholde effektivitet og fremdrift overfor de enkelte medlemslande.

3) Sidst men ikke mindst er der ikke fastlagt krav om, hvor stor en andel af pengene i Søjle 1, som skal uddeles til frivillige støtteordninger i landenes eco-schemes. Igen – der åbnes for muligheder for at lande kan udforme ambitiøse ordninger, men der er ingen garantier for omfang og effekt.

Hvis vi skal undgå glidebanen, er det altså helt nødvendigt, at der gennem forhandlingerne i folketinget, Parlamentet og Rådet skabes sikkerhed for, at det miljømæssige ambitionsniveau fastholdes.

Bliver den nye CAP mere simpel?

Det har længe været et gennemgående ønske fra alle sider, at den nye CAP skulle blive mere simpel og enkel i sin udformning. Dette er et berettiget ønske både fra Kommissionen, fra de nationale ministerier og fra landbruget. Antallet af regler og den administrative byrde har simpelthen været for stor. Og opbakningen til CAP’en har været hæmmet af, at politikken har været uigennemskuelig.

Tidligere har der været en overordnet opdeling mellem de to søjler, som har været relativt klar og tydelig: Den direkte støtte til landmændene har ligget under Søjle 1, mens de frivillige miljøordninger, støtte til forskning, udvikling og landdistriktsudvikling, markedsordninger mm har ligget under Søjle 2. Ud fra et natur- og miljøsynspunkt har dette været klart: De ’nyttige’ penge har ligget i Søjle 2, mens pengene, som er gået direkte i landmændenes lommer, såfremt de bare overholdt gældende love, har ligget i Søjle 1. Dette billede blev delvist sløret ved den seneste reform pga. de såkaldte ’grønningskrav’ under Søjle 1 – i udgangspunktet et forsøg på at hæve barren med miljøkrav til produktionen, men i praksis nogle krav, som ikke har haft nævneværdig effekt.

Den foreslåede opdeling til den nye reformperiode mellem énårige støtteformer til miljø under eco-schemes i Søjle 1 og flerårige ordninger under landdistriktordningerne i Søjle 2 risikerer at sløre billedet af de enkelte landes bidrag til offentlige goder. Dette gør ikke CAP’en mere enkel, således som det ellers var hensigten. Og i hvert fald slører det billedet mellem de ’nyttige’ penge og de direkte betalinger.

CAP’en skal bidrage til den grønne omstilling

Det er endnu usikkert, hvem der i sidste ende kommer til at træffe beslutning om den nye fælles landbrugspolitik i EU. Men det er overvejende sandsynligt, at den endelige beslutning skal træffes efter valget, så det bliver en ny landbrugskommissær og et nyt parlament – og formentlig også en række nye nationale ministre og statsledere – der kommer til at gennemføre de sidste forhandlinger.

Derfor er det relevant at stille både nuværende MEP’ere og de nye kandidater til EU-parlamentet overfor en række spørgsmål om den nye CAP. Vi skal kunne stille dem til regnskab for, hvad de vil med den nye CAP, om de ønsker en ny CAP fokuseret på reelle forbedringer for miljø- og klima og offentlige goder, eller om de igen vil medvirke til en udvanding af Kommissionens udspil i parlamentet.

Samtidig er det også nødvendigt at få sikret nogle forbedringer i forhold til Kommissionens udspil: Det reelle omfang af de nye eco-schemes bliver helt afgørende for, om CAP’en vil kunne levere på de offentlige goder. Det er positivt, at landene selv skal udforme ordningerne, men det er nødvendigt at stille fælles krav om, hvor stor en del af midlerne i Søjle 1, der skal udbetales via eco-schemes. Hvis ikke der bliver stillet sådanne krav, så kan man frygte, at mange lande vil minimere omfanget, for at tilgodese landmændenes umiddelbare ønske om at få flest mulige penge udbetalt uden ekstra krav. Kravet kunne f.eks. være 30 procent af midlerne i Søjle 1, svarende til den andel af Søjle 1, som under den nugældende ordning er betinget af ’grønningskravene’.

Endelig vil vi som miljøorganisationer arbejde for, at Danmark sender en stærk strategisk plan og ’eco-schemes’ til godkendelse i Kommissionen. Danmark er i øjeblikket i gang med en indledende ’SWOT’-analyse vedrørende problemer og udfordringer i landbrugssektoren. Men udarbejdelse af selve planerne afventer, at vi kommer nærmere en beslutning i EU om rammerne for reformen. På den hjemlige arena vil vi arbejde for:

  • At vi undgår, at reduktionen af det flerårige budget, specielt i Søjle 2, vil medføre svagere budgetter til miljøordningerne. Det afhænger af størrelsen af Danmarks budget til eco-schemes i Søjle 1 og af en eventuel beslutning om overførsel af flere penge til Søjle 2
  • Under alle omstændigheder ligger det klart, at Danmark står foran meget store udfordringer i forhold til Vandrammedirektivet, NEC-direktivet, krav i Natura2000-direktiverne og FN-aftalen om stop for tab af biodiversitet – alle sammen krav, som skal opfyldes inden for den kommende reformperiode. Desuden er der nye krav i EU’s nye klimamålsætninger – krav som også skal opfyldes hurtigt, og som forventeligt endda vil blive skærpet betydeligt, hvis vi skal opfylde de internationale temperaturmål.
  • At det bliver muligt også at lave éngangskompensationer inden for landdistriktsprogrammet. Det er vigtigt, for at vi, som en del af den ny målrettede regulering, på fornuftig vis kan få jorder ud af drift. Det er nødvendigt for at reducere kulstoftab og øge kulstoflagring i jorden, for at reducere tab at næringsstoffer og for at give naturen den nødvendige ekstra plads.

Vi ved, at mange står klar til at udvande EU-Kommissionens forslag. Derfor handler det nu om at sætte alle kræfter ind på at fastholde og udbygge EU-Kommissionens gode hensigter, stoppe de huller, der er i forslaget, samt påvirke folketingsmedlemmer og europaparlamentsmedlemmer, så den fælles landbrugspolitik for alvor kan blive en løftestang for klima, natur, miljø og biodiversitet gennem de næste syv år.

Leif Bach Jørgensen er landbrugsfaglig med arbejder i miljøorganisationen Det Økologiske Råd.

Steen Gade er bestyrelsesformand i Nyt Europa

By |2022-03-07T15:46:35+01:006. januar 2019|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

EU’s landbrugsstøtte falder i de forkerte lommer – Debatindlæg

Debatindlæg af Leif Bach Jørgensen, Det Økologiske Råd og Steen Gade, Nyt Europabragt, bragt i Altinget 

EU-Kommissionen har fremlagt et forslag til en reform af EU’s fælles landbrugsstøtte, CAP (Common Agricultural Policy) samt et nyt flerårigt budget for EU for perioden 2021 – 2027. Landbrugsstøttens andel af det samlede budget har tidligere ligget over 40 procent af det samlede EU-budget, men er over de seneste årtier faldet jævnt. Kommissionens budget fortsætter denne trend, så vi kommer under 30 procent af det totale EU-budget ved afslutningen af den kommende reformperiode.

Landbrugsbudgettet er stort set fastholdt i løbende priser. Med to procent årlig inflation betyder det et fortsat fald i faste priser på 15 procent for den samlede europæiske landbrugsstøtte (fraregnet Brexit). For Danmark vil der ske et fald fra 2020 til 2021 på knap 4 procent pga. en fortsat udligning af støtten mellem nye og gamle medlemsstater, og støtten vil i 2027 ligge 16,4 procent under støtten i 2020.

Støtten ender hos jordejeren, ikke til landmanden på marken

I Kommissionens budgetforslag for CAP’en er der fortsat en opdeling mellem ’den direkte støtte’ i Søjle 1 og ’landdistriktsstøtten’ under Søjle 2. Den direkte støtte uddeles til alle landmænd efter hvor mange hektar jord, de ejer. Eneste forudsætning er, at landmændene overholder gældende lov (udtrykt under kravene til ’konditionalitet’), og ved overtrædelser kan der trækkes i støtten.

I Kommissionens reformforslag går man nu som noget nyt over til at kalde den direkte støtte for ’basisindkomststøtte’. Siden oprettelsen af EF har et af formålene med den fælles landbrugsstøtte været at sikre landmændene en indkomst på niveau med lønmodtagerne i andre grene af samfundet. Men denne del af målsætningen er det aldrig lykkedes at opfylde for alle landmænd i EU-landene.

Problemet er, at den direkte støtte kapitaliseres i jordpriserne: Prisen på jord fastsættes således dels efter jordens dyrkningsmæssige værdi og dels efter den støtte, som der er til arealet. Dermed går støtten til jordejerne frem for til dem, der dyrker markerne (bemærk at over en tredjedel af danske marker er forpagtede). Det er altså ikke nødvendigvis landmanden, der dyrker jorden, som får glæde af støtten.

Derfor er CAP’en uegnet til uddeling af indkomststøtte. Og derfor bør vi gå efter en fortsat udfasning af støtten i Søjle 1.

Hvis der er behov for indkomststøtte til landmænd i Europa, så bør det ske via de sociale fonde, som er langt bedre egnede til at tilpasse og strukturere støtten efter de sociale behov.

De små landbrug er på vej til at uddø

Som nævnt uddeles landbrugsstøtten efter, hvor mange hektar jord, landmanden ejer. Dvs. jo mere jord du ejer, jo mere får du i støtte. Er det retfærdigt?

Tidligere har dansk landbrug været reguleret gennem Landbrugsloven, som fastlagde hvem der måtte eje jord, og hvor meget jord og hvor mange ejendomme, en enkelt landmand måtte eje. Denne begrænsning for landbrugene hang fint sammen med organiseringen inden for andelsbevægelsen og landbrugets følgeindustrier, hvor man havde rettigheder efter ’hoveder’ frem for efter ’høveder’. Det har gjort det muligt, at små og mellemstore landbrug har kunnet eksistere side om side gennem årtier. Men det kneb altså med at hente en rimelig indtægt hjem fra bedrifterne, målt i forhold til det øvrige arbejdsmarked.

I dag styres landbrugets udvikling efter markedskræfterne. Fogh-regeringen liberaliserede landbrugsloven i 0’erne, så der i praksis ikke længere er begrænsninger for hvor meget jord, en landmand må eje. Slagterier og mejerier er centraliseret, så deres karakter af andelsvirksomheder har svindende betydning. Landbrugsbedrifterne bliver større og større, og det bliver muligt for de store landbrug at opnå betydelige stordriftsfordele, mens hverdagen for de mindre brug besværliggøres og fordyres.

Vi ser i Danmark en strukturudvikling, hvor ’familiebruget’ og de mindre brug er på vej til at uddø som en mulig driftsform. I mange andre lande er problemet endnu større, fordi hovedparten af bedrifterne er ganske små. Stordriftsfordelene er reelle og betydelige – derfor er det uomtvisteligt, at et støtteregime, uden hensyntagen til bedriftsstørrelser, vil fremme strukturudviklingen og afviklingen af de mindre brug – som vi har set det særligt gennem de seneste årtier, og som det vil fortsætte, hvis det ikke lykkes at sætte ind med en effektiv kompensation.

For at imødegå denne udvikling og sikre de mindre brugs mulighed for overlevelse lægger Kommissionen op til et nyt system for ’Capping’, hvor støtten fra de største bedrifter omfordeles til mindre brug. For at skabe mere lige konkurrencevilkår mellem store og små brug, skal de mindre brug kompenseres for stordriftsfordelene, da det ikke længere sker via markedet eller andelsbevægelserne. Støtten skal reduceres degressivt fra et niveau på ca. 450.000 kr. per bedrift, så støtten helt bortfalder ved ca. 750.000 kr. per bedrift.

Den foreslåede model vil ikke opfylde hensigten. Både fordi der skal beregnes et fradrag for beskæftigede (som samtidig er administrativt tungt og imod hensigt om simplificering), og fordi det må formodes, at en del jordejere vil splitte bedrifterne op for at modgå at støtten beskæres.

Der er store værdier forbundet med de mindre ejendomme, både landskabeligt, miljømæssigt og socialt. Der bør derfor lægges vægt på at finde frem til et nyt system, som reelt kompenserer for stordriftsfordelene. Vi kan f.eks. pege på et simpelt degressivt støttesystem, hvor der gives størst støtte til de første hektarer og faldende støtte efter bedriftstørrelse, uden fradrag for beskæftigelse, og med degressionen fordelt over et betydeligt længere interval, så en opsplitning er mindre oplagt.

Fra den ene til den anden søjle

Landbrugsstøtten i Søjle 2, Landdistriktstøtten, er rettet mod at skabe såkaldte ’offentlige goder’. Pengene her går f.eks. til at kompensere for meromkostninger eller tabt indtjening ved indsatser for miljø, klima og natur, til forskning og innovation, investeringer i miljøteknologi eller lokal forarbejdning, landdistriktsudvikling osv. Der er her tale om frivillige indsatser, hvor støtten gives for en særlig ydelse eller som incitament for at opnå et gode.

Kommissionen har lagt op til, at der skal være vide muligheder for, at de enkelte medlemslande selv kan beslutte vedr. fordeling af midler mellem søjlerne. Der åbnes op for, at der kan flyttes penge begge veje: Fra direkte støtte til landdistriktstøtten, og fra landdistriktstøtte til direkte støtte.

Sådanne modsatrettede overførsler kan føre til ganske store forskelle i støttestrukturen mellem lande i EU. Det kan få meget store negative konsekvenser for miljøet i hele EU, når nogle lande skærer drastisk i landdistriktsmidler og miljøstøtte og flytter midlerne til direkte landbrugsstøtte til landmændene. Samtidig kan det modvirke overførsler af midler til landdistriktsordningerne i Danmark og andre lande, som kunne ønske at anvende flere midler til en grøn omstilling – overførsler som er nødvendige for at landene kan nå i mål med opfyldelse af diverse direktiver og forpligtigelser vedr. vand, luft, natur, miljø og klima. Landmænd i Danmark og i andre lande i denne situation vil nemlig se dette som konkurrenceforvridning og vil argumentere for, at de ikke skal beskæres i deres ’indkomststøtte’, mens andre landmænd i andre medlemsstater får mere i støtte.

Derfor bør Danmark arbejde for, at muligheden for overflytning mellem søjlerne gøres énsidig, så der kun bliver mulighed for at vælge overførsel af penge fra Søjle 1 til Søjle 2.

Det forventes, at Ministerrådet først vil fastlægge det nye flerårige budget i november 2019. Alligevel kan parlamentet gå efter at komme langt med behandlingen af CAP’en inden EU-parlamentsvalget i maj. Men det nye parlament vil under alle omstændigheder skulle forholde sig til indstillingen – med mulighed for at åbne op for nye forhandlinger inden de indgår i trialogen med Rådet og Kommissionen.

Dermed er det usikkert, om den nye CAP vil kunne træde i kraft fra starten af den nye reformperiode i 2021.

Dilemmaet for ngo’erne

Størrelsen af landbrugsstøtten er en vigtig brik i det overordnede politiske prioriteringspuslespil i mange lande. Landbefolkningen udgør en stor del af vælgerne, og landbrugsproduktionen udgør fortsat en væsentlig del af bruttonationalproduktet.

I mange af disse lande er den direkte støtte til landmændene den vigtigste del, så hvis CAP-budgettet står til et fald, er man primært interesseret i at skære i søjle 2. Derfor vil mange lande i en situation, hvor der ikke er truffet en beslutning om det samlede EU-budget, sandsynligvis sikre sig ved at gå efter at fastholde så mange midler som muligt i søjle 1. Et reduceret CAP-budget vil derfor sandsynligvis gå forholdsvis meget ud over søjle 2. En fastholdelse af niveauet i Søjle 2 er kun forventeligt, hvis det samlede CAP-budget opretholdes på det nuværende niveau.

Set ud fra et dansk, grønt ngo-synspunkt står vi derfor overfor et dilemma. Grundlæggende er den direkte støtte ikke vores kop te. Det er en støtte, som landmændene får til en driftsform, som fortsat er i modstrid med miljø, klima og natur-målsætninger. Det er en støtte, som fortsat favoriserer stordrift, fordi der ikke kompenseres for stordriftsfordele. Og det er en støtte, som kapitaliseres i jordpriserne, og dermed går til jordejerne frem for til dem, der dyrker markerne.

Derfor bør vi gå efter en reduktion af støtten i søjle 1 – evt. en flytning af indkomststøtten til landmændene til en social fond, som formår at støtte reelt.

Men samtidig kan vi se, at hvis den samlede støtte står til et fald, så vil dette i mange lande betyde et markant fald i miljøstøtten.

Derfor er det afgørende, at de danske forhandlere og vi som grønne ngo’er kæmper for en styrkelse af støtten til klima og miljø og et stop for muligheden for overførsel af midler fra miljøordningerne i Søjle 2 til indkomststøtten i Søjle 1.

Leif Bach Jørgensen er landbrugsfaglig med arbejder i miljøorganisationen Det Økologiske Råd.

Steen Gade er bestyrelsesformand i Nyt Europa

By |2023-11-23T11:53:02+01:0019. december 2018|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Regeringen er stadig på grøn slingrekurs hvad angår personbiler

Indlæg af Claus Ekman, Direktør i Det ØkologiskeRåd, bragt af Altinget.dk

Statsministeren formåede i sin åbningstale at få øjenbrynene til at hæve sig på flere MF’ere, da han nævnte regeringens nye målsætning om én million grønne biler inden 2030.

Med noget, der lød som en fordobling af Socialdemokraternes tidligere udmeldte målsætning, blev den flanke lukket og den grønne del af valgkampen for alvor skudt i gang.

Udmeldingen er utvivlsomt et vigtigt signal, og kombineret med målet om stop for salg af rene benzin- og dieselbiler fra 2030 kunne man være fristet til at tro, at regeringen er klar til at gøre noget ved transportsektorens klima- og luftforureningsudfordringer.

En million elbiler er realistisk
Før vi kigger på, om det er klogt at fremme grønne biler i Danmark, og om regeringen virkelig mener det alvorligt, er det måske passende at spørge sig selv, om det overhovedet er realistisk med én million grønne biler inden 2030?

Svaret er i mine øjne klart: Ja, selvfølgelig er det realistisk, hvis man har en forventning om, at teknologi- og prisudviklingen fortsætter, hvis reguleringen understøtter omstillingen, og specielt hvis man har en bred definition af termen “grønne biler”.

Kig blot til Norge. Der kører i dag cirka 250.000 el og plug-in hybrid biler rundt på de norske veje. Over 70.000 af dem kom til i 2017, og i december blev der solgt flere af dem end af benzin- og dieselbiler.

Det er bestemt realistisk at kopiere eller blot lade sig inspirere af det Norske eksempel, og med den teknologiudvikling, vi ser i øjeblikket, kan en stor andel grønne biler opnås med en meget mindre regulatorisk indsats.

Hvis ikke Danmark skal gå forrest, hvem skal så?
Det næste spørgsmål er så, om det er klogt at fremme grønne biler i Danmark. Her er mit svar et endnu klarere ja. Vi er simpelthen nødt til at komme i gang med omstillingen af transportsektoren.

Det er meget simpelt: I gennemsnit kører biler i Danmark på vejene i cirka 15 år, hvilket betyder, at en god del af de biler, der sælges i dag, vil køre rundt på vejene i 2035. Det begynder at være tæt på det tidspunkt, hvor vi skal være helt færdige med at udlede CO2, hvis vi ellers skal gøre os håb om at holde temperaturstigningen på maksimalt 1,5 grader.

Hvis ikke et rigt land som Danmark skal gå foran i den udvikling, hvem skal så? Der er desværre stadig et ret udbredt sektorneutralt økonomilærebogstunnelsyn, der, kombineret med ensidigt fokus på vores EU-forpligtelse i 2030, tilsiger, at det vil være bedst at sænke registreringsafgiften på benzin- og dieselbiler. Jeg er glad for, at regeringen ikke (længere, er jeg fristet til at tilføje) er med på den vogn.

Én procent i mål de første to år
Men mener regeringen det virkelig alvorligt? Der bliver mit svar nok mere uldent, for der er i klima- og luftudspillet kun tale om en to-årig udskydelse af afgiftsindfasningen på elbiler. Dertil kommer, at regeringen definerer et såkaldt måltal på 10.000 nyregistrerede el og plug-in hybridbiler for 2019 og 2020.

Nås måltallet er logikken formentlig, at afgifterne skal skrues op igen. Med andre ord: målet er 1.000.000 grønne biler i løbet af ti år og vi begynder de første to år med 10.000 – altså kun én procent af millionen.

Den grønne slingrekrus er ikke rettet op
Jeg kan godt komme lidt i tvivl om regeringens reelle vilje på området, når indsatsen – i forhold til en målsætning, der ligger tre valgperioder ude i fremtiden – ikke skal levere mere end en hundrededel de første par år.

Der er selvfølgelig fint med den foreslåede afgiftslempelse, men der skal noget andet til for at overbevise mig om, at det her er noget man virkelig gerne vil. Og så indeholder de 10.000 grønne biler jo også plug-in hybrid, som vel og mærke forurener en del mere end rene elbiler. Hvorfor ikke prioritere nulemissionsbiler?

10.000 “grønne” biler de kommende år og det kommissionshjørnespark som klima- og luftudspillet også indeholder, overbeviser mig ikke om, at regeringens grønne slingrekurs for så vidt angår personbiler er rettet op.

By |2023-11-23T12:48:41+01:002. november 2018|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Fælles input til plasthandlingsplanen

Debatindlæg af Thomas Drustrup, Adm. direktør i Plastindustrien, Claus Ekman, Direktør i Det Økologiske Råd, Maria Reumert Gjerding, Præsident i Danmarks Naturfredningsforening og Henrik Beha Pedersen, Direktør i Plastic Change. Bragt i Altinget 23.okt, 2018.

De senere år er der kommet mange billeder på, hvordan plast påvirker naturen.

De fleste husker billedet af svanen fra Sortedamssøen i København, der havde bygget rede af plastikposer. Historier som den er opsigtsvækkende og triste.

Den gode nyhed er, at der er meget, vi kan gøre for at blive bedre til at genanvende plast og sikre, at plasten ikke havner i naturen. Plast er nemlig på mange måder et godt materiale, når vi bruger det rigtigt.

Derfor er vi rigtig glade for, at regeringen nu forhåbentligt snart vil præsentere den længe ventede plasthandlingsplan.

Vi håber – både som repræsentanter for industrien og de grønne organisationer – at ambitionsniveauet bliver sat højt, så vi kan gøre Danmark til grønt foregangsland på plastområdet og sætte turbo på plastbranchens grønne omstilling. Bedre plasthåndtering er en vindersag for alle.

Hvad handleplanen bør indeholde
Derfor vil vi også gerne give inputs til, hvad regeringen bør have med.

Først og fremmest skal vi blive langt bedre til at sortere plastaffaldet – både i husholdningerne og i det offentlige rum.

I dag er der forskellige rammer for sorteringen i kommunerne, og det giver meget forskelligartede affaldsfraktioner, som det er svært at skabe værdi ud af.

Derfor håber vi, at plasthandlingsplanen vil sikre, at der bliver skabt fælles nationale rammer for plastsorteringen på tværs af landets 98 kommuner. Det vil gøre det lettere både for virksomheder og borgere.

Cirkulært design skal understøttes
Dernæst skal der skabes klare rammer for produktionen af plast, så den plast, vi bruger i dag, lettere kan indgå i en cirkulær økonomi. Det kræver blandt andet, at industrien bliver bedre til at designe produkter, der kan genbruges eller genanvendes.

Processen er i gang, men bør understøttes politisk. Regeringen har faktisk allerede et solidt grundlag at arbejde videre på, da industri, NGO’er, detailhandel med flere har udviklet en fælles designguide til cirkulær plastemballage.

Der skal afsættes midler til at understøtte implementering af den, så vi sikrer, at cirkulært design vinder indpas i industrien, butikkerne og hos forbrugerne.

Samtidig bør den offentlige sektor skubbe på gennem indkøbsstrategier, der kræver, at plastikprodukter er designet til genanvendelse, lavet af genanvendt plast eller med aftaler om tilbagetagning af produktet.

Endelig er der en række lavthængende frugter, hvor mindre indsatser vil have stor betydning for miljøet.

For eksempel skal havne i dag betale afgift for at komme af med fiskernes plastaffald. Det bør være let at afskaffe den afgift som incitamentet til, at affald fra havet kommer med i land.

Den kommende danske plastikhandlingsplan skal selvfølgelig være i tråd med EU’s plaststrategi, men den må gerne være mere ambitiøs.

Vi ser frem til miljøministerens kommende udspil.

By |2023-11-23T14:40:52+01:0023. oktober 2018|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

National indsats for renere luft

Debatindlæg bragt i Altinget 15.okt 2018, af Seniorrådgiver Kåre Press-Kristensen, Det Økologiske Råd

Hvert år dør 3.000-3.500 danskere for tidligt grundet udendørs forurening alene med fine partikler svarende til 6-7 procent af alle danske dødsfald. Dette gør denne type luftforureningen til vores tredjestørste risikofaktor og til det mest helbredsskadelige og absolut dyreste miljøproblem. Af disse dødsfald, der alene relateres til forurening med fine partikler, skyldes ca. 800 dødsfald årligt danske forureningskilder, mens ca. 2.500 dødsfald skyldes forurening udledt udenfor landets grænser.

Alligevel er der gode argumenter for at gøre noget ved de danske forureningskilder. For det første, fordi 800 danske dødsfald årligt – for slet ikke at nævne den tilknyttede sygelighed – er alt for mange i et moderne samfund. For det andet, fordi luftforurening fra danske kilder også forårsager 2.000-2.500 dødsfald i udlandet. For det tredje, fordi udendørs og indendørs forurening med andre stoffer end lige de fine partikler, f.eks. ultrafine partikler og kvælstofdioxid fra lokale kilder, også giver meget store helbredsskader i Danmark, der ligger ud over de 800 årlige dødsfald.

Brændefyring
Forurening med fine partikler fra brændefyring i ovne og kedler er landets mest helbredsskadelige miljøproblem. Det forårsager ca. 500 dødsfald årligt og en halv million sygedage i Danmark. Dertil kommer helbredsskader grundet ultrafine partikler fra brænderøg, der både forurener udeluften og kan forurene indeklimaet til meget høje niveauer. Den mest omkostningseffektive måde at reducere forureningen på er via forureningsafgifter og/eller forbud f.eks. ved at tillade kommuner at forbyde brændefyring i områder med kollektiv varmeforsyning. Nye miljømærkede brændeovne forurener som 20-50 gamle lastbiler og løser derfor ikke problemet. Via virkelighedsnære gas-brændeovne eller el-pejse kan hyggen bevares uden skadelig luftforurening. På sigt kan partikelfiltre muligvis give traditionelle brændeovne en renæssance.

Ammoniakforurening
Forurening med fine partikler grundet landbrugets ammoniakforurening forårsager ca. 200 danske dødsfald og flere hundredetusinder sygedage årligt i Danmark. En effektiv måde at reducere forureningen på er via afgifter, hvor den enkelte landmand betaler for de forureningsskader, som ammoniakforureningen påfører samfundet og derved får et incitament til at reducere forureningen.

Vejtrafik
Forurening med fine partikler grundet vejtrafik forårsager ca. 125 dødsfald årligt i Danmark. Dertil kommer helbredsskader grundet ultrafine partikler og kvælstofdioxid i byernes dybe gaderum, hvor mange mennesker udsættes for forureningen. Den mest omkostningseffektive måde at reducere forureningen på er via miljøzoner i landets større byer, hvor der kræves effektive partikelfiltre på dieselkøretøjer og velfungerende katalysatorer på tunge køretøjer. Desuden bør indføres krav om en effektiv partikeltest ved periodisk syn, så kun dieselbiler med funktionelle filtre slipper igennem synet. Endelig bør åbnes op for, at større byer helt kan forbyde persondieselbiler f.eks. fra 2025.

Indeklimaforurening
Vi tilbringer langt størstedelen af vores liv, og indånder derfor størstedelen af vores luft, indendørs. Derfor skal indendørs luftkvalitet være så ren som overhovedet muligt. Her bør komme meget mere fokus på forurening med ultrafine partikler fra stearinlys, mados og brændeovne.

International indsats
Alt dette sagt, så skal Danmark naturligvis også arbejde målrettet for at reducere den internationale grænseoverskridende luftforurening, der hvert år koster 2.500 danskere livet, millioner af sygedage og et meget stort tocifret milliardtab. Dette er dog ikke sket under Løkke-regeringerne, hvor danske miljøministre samme med deres kollegaer fra Polen har udvandet EU’s NEC-direktiv, der effektivt skulle beskytte danskerne mod den grænseoverskridende forurening. På Danmarks vegne stemte regeringen endda imod direktivet. Dette chokerede de grønne lande, som vi har en lang tradition for at samarbejde med, og vi har lidt et enormt prestigetab i EU, hvor Danmark nu, med rette, betragtes som bagstræberiske på luftområdet. En status, der desværre vil tage mange år at ændre.

By |2019-11-23T22:52:12+01:0015. oktober 2018|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Der skal varedeklaration på legetøj

Debatindlæg af Lone Mikkelsen, seniorrådgiver i Det Økologiske Råd, bragt på Altinget.dk.

Det er helt klart, at handel på internettet er Det Vilde Vesten. Her hersker der tilsyneladende lovløshed, og vil man købe sikkert legetøj til sine børn, er det nok ikke her, man skal bevæge sig ud, med mindre man tænker sig godt om.

Men når det er sagt, så er Legebranchen, i deres debatindlæg (Altinget.dk) fra 9. oktober, lige hurtig nok til at skyde skylden fra sig i forhold til de efterhånden mange sager, der har været om brud på legetøjsreglerne.

Sundhedsskadeligt legetøj på hylderne
Bare siden i sommer har der været tre sager, hvor der er fundet legetøj med alt for høje niveauer af sundhedsskadelige kemikalier, som er forbudt i legetøj. Og i alle tre sager har Legebranchen medlemmer, der er involveret. 

I juni var det de meget populære squishies, som blev testet for deres frigivelse af skadelige kemikalier. Alle 12 testede squishies frigav kemikalier i niveauer, der er direkte skadelige for børn. Her havde tre af Legebranchens medlemmer sundhedsskadeligt legetøj på hylderne.

En uge senere var det plastikbolde, der blev undersøgt for indholdet af ftalater. Disse kemikalier er hormonforstyrrende og forbudt i legetøj til børn mellem 0 og 3 år. Et medlem af legebranchen var ansvarlig for to ud af de fem bolde, der endte på testens synderegister. Den ene med et indhold på hele 57,7 procent af ftalaten DIBP og den anden på 37,8 procent DIBP. Altså ulovlige bolde, hvis de var til børn mellem 0 og 3 år.

Og for bare nogle uger siden var det så endnu en legetøjsdille, som blev testet for ulovligt indhold af skadelige kemikalier. Slim er bare endnu en af de legetøjsdiller, hvor erfaringen viser, at populariteten sker så hurtigt, at der ikke når at komme styr på, om lovgivningen er overholdt. Her havde et enkelt af legebranchens medlemmer et produkt med alt for høj frigivelse af bor.

Bor-forbindelser er i flere tilfælde på listen over særligt problematiske kemikalier i EU. Det skyldes blandt andet, at de kan skade fostre og påvirke evnen til at få børn. Dog forsvarede medlemmet sig med, at deres produkt ikke skulle betragtes som slim, men i stedet modellervoks, som må have en større frigivelse af bor. Man burde nok genoverveje, om det så er hensigtsmæssigt, at lade ordet slim indgå i legetøjets navn – og om det er fornuftigt, at modellervoks må indeholde så høje niveauer af bor.

Varedeklaration på legetøj
Vi har altså i det hele taget brug for bedre kontrol og bedre sanktionsmuligheder. Men vi må nok også se i øjnene, at myndighedernes indsats ikke kan stå alene. Virksomhederne må tage større ansvar og have mere egenkontrol. Og det er ikke kun de små og uorganiserede butikker og importører, der har lidt et alvorligt knæk i forbrugernes tillid. Også de store, organiserede virksomheder har haft legetøj på hylderne, som bestemt ikke skulle have været i hænderne på børn.

Det er trist, at man som forbruger ikke kan føle sig fuldstændig tryg, når man køber ind til sine børn. Men det er samtidig betryggende at høre, at Legebranchen fortsat arbejder for bedre legetøjssikkerhed for børn samt bedre myndighedshåndhævelse af de eksisterende regler i legetøjsdirektivet og legetøjsbekendtgørelsen.

Som en ekstra indsats ville det øge vidensniveauet og dermed trygheden hos forbrugerne, hvis legetøj fremadrettet blev udstyret med fuld varedeklaration, som vi kender det fra kosmetik, plejeprodukter og fødevarer. Denne deklaration vil ligeledes gøre arbejdet lettere for importører og forhandlere, der på denne måde vil få vished om, hvilke indholdsstoffer der er i det, de sælger.

Danmark bedre end EU
Indsatsen fra virksomhedernes side skal naturligvis bakkes op. Miljøministeren og erhvervsministeren skal se at få smøget ærmerne op og gjort det helt klart, at skadelige kemikalier i legetøj er absolut uacceptabelt.

Som Legebranchen fint gør opmærksom på i deres debatindlæg, kan der allerede nu uddeles bøder. Men virker det overhovedet, hvis vi som forbrugere har glemt disse undersøgelser efter nogle dage og fortsætter med at gøre vores indkøb hos dem, som lige er blevet taget i at have ulovlige varer på hylderne?

Den største straf vil være, at forbrugerne begynder at holde sig væk, når man hører om skandaler som disse. Når det er sagt, så er der nok alligevel en større sikkerhed ved at købe kvalitetsprodukter i danske butikker end fra ikke-EU-baserede hjemmesider, som for eksempel Wich.com. Men vi kan gøre det meget bedre, både som virksomhed og forbruger.

Det er klart virksomhedernes ansvar, at de produkter, de sælger, er sikre at bruge. Skadelige kemikalier skal ud, ikke bare af produkter til børn, men alle forbrugerprodukter.

Men indtil vi er så langt, skal vi som forbrugere vænne os til at have en mere kritisk tilgang til tingene. Legetøj skal ikke lugte grimt. Og det er ikke nødvendigvis en god idé at købe de nye legetøjsdiller på kinesiske hjemmesider blot for at spare lidt penge.

Med fuld deklaration på legetøj kan både importører, forhandlere og forbrugere føle sig mere sikre på deres indkøb.

By |2019-11-24T17:56:26+01:0012. oktober 2018|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top