Økologisk Råd: Vi fik ikke et grønt jordskredsvalg

Debatindlæg bragt i Altinget den 12. juni 2019 , Af Lars Køhler, Klimapolitisk rådgiver, Økologisk Råd

Op til folketingsvalget har vi set et nærmest eksplosivt skifte i danskernes politiske prioriteringer. Natur, miljø og klima er ikke bare blevet mainstream, men det vigtigste emne overhovedet. Og det er sket i en historisk uset hast og omfang.

Men fik vi så det klimavalg, vi kunne have forventet?

Der skete noget sidste sommer, da den europæiske hedebølge lagde sig over Danmark. Noget forandrede sig. Ikke bare ændrede de grønne marker farve til brun, men der skete også noget med danskernes syn på klimaet. Pludselig skulle græsset ikke slås, og ventilatorer var ikke til at opdrive med svedige søvnløse nætter til følge. Pludselig var det hele ikke fjernt og uhåndgribeligt. Klimaforandringerne blev både nærværende og personlige.

Siden da er det nærmest væltet ind over os med alarmerende forskning, der har advaret om, at den trussel, vi står over for, kræver hidtil uset akut handling og altomfattende forandring i alle dele af samfundet. Videnskaben blev pludseligt klar i spyttet. Og kombineret med en mærkbar forandring i de danske mediers håndtering af emnet, en syleskarp ung svensk pige med fletninger og gennemslagskraft, millioner af børn og unge på gaderne og et stærkt pres fra de grønne ngo’er skete der endelig noget.

Det grønne valg var givet
I januar, da vores borgerforslag til en klimalov på få dage blev støttet af 60.000 danskere, mente blot 23 procent af danskerne, at klimaet var det kommende folketingsvalgs vigtigste emne. Men da vi godt 20 uger senere gik i stemmeboksen, mente næsten 60 procent, at det var det vigtigste emne (Voxmeter).

En næsten ufattelig forandring på så kort tid. Men en forandring, der netop skal forstås i kontekst af det, der er sket siden i sommer.

Og så rykkede politikerne sig. Alene i de tre-fire uger fra klimaloven nåede de nødvendige 50.000 støtter, og til den skulle førstebehandles, flyttede flere af de politiske partier sig mere, end de havde gjort i årevis. De indså, at de faktisk kunne tabe et valg på denne dagsorden.

Pludselig slugte partierne – på kryds og tværs af blokke og ideologier – den grønne dagsorden med hud og hår. Venstre, LA og DF støttede nu både den gamle såkaldte “klimalov” fra 2014, de ikke havde anerkendt tidligere, og princippet om en ny klimalov.

Regeringen indså dog, at de ikke kunne gå til valg på en stemme mod borgerforslaget og var endda så presset, at de i desperation endte med i sidste øjeblik at sylte klimaloven for at undgå en afstemning.

26 procent til de fire grønne
Det grønne valg var givet. Men valgte danskerne så også grønt? Vi kan ikke sige det med sikkerhed, men det, vi kan se af stemmetallene, fortæller os en hel del.

Fakta er, at kun to partier, Alternativet og Enhedslisten, gik ind i valgkampen med klimamål, der kunne siges at leve op til Parisaftalens 1,5 graders mål. De to partier gik tilbage.

Kun cirka 26 procent stemte på de fire partier – Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet – der i valgkampens sidste uge stillede krav om, at en ny regering skulle acceptere klimamål, der ville gøre, at Danmarks kurs ville bringes inden for rammerne af 1,5 graders målet.

Venstre og Socialdemokratiet – der har haft magten i godt 30 år og hverken har taget klimakrisen alvorligt nok eller endnu har vist vilje til at sætte klimamål, der bringer os på rette kurs – fik tilsammen cirka halvdelen af stemmerne. Tankevækkende.

Derimod blev LA og DF – der indtil forleden havde klimaordførere, som tvivlede på, at klimaforandringerne var menneskeskabte og derfor var et rent “trosspørgsmål”, og som højlydt erklærede, at debatten var “hysterisk” og drevet af “klimatosser” – begge sablet ned af vælgerne. En voldsom stemmeflugt, der dermed også kan være forårsaget af klimadebatten. Inden valget mente for eksempel 20 procent af DF’s vælgere og 23 procent af LA’s vælgere (Norstat), at klimaet var valgets vigtigste emne. De blev ikke taget seriøst.

Intet grønt jordskredsvalg
Så nej, vi fik ikke det grønne jordskredsvalg, vi med rette kunne have forventet. Men vi står nu alligevel for første gang med en reel chance for en ny grøn retning for Danmark. En chance, vi netop har fået på grund af et ubønhørligt folkeligt pres, der medførte nærmest paniklignende tilstande blandt partierne under valgkampen, og som partierne, på trods af at stemmerne ikke var 100 procent grønne, gør klogt i at have in mente under de igangværende regeringsforhandlinger.

Men det hele afhænger nu af, at de fire partier, der inden valget krævede en ny retning, som ville bringe os på rette kurs mod 1,5 graders målet, nu også står fast. Disse partier må nu leve op til det massive grønne krav, befolkningen har stillet, og sikre, at en ny regering ikke bare gør noget, men nu faktisk gør nok. For alt andet end det nødvendige er ikke længere en mulighed, hvis ikke vi vil efterlade både problem og regning hos vores børn.

Giv os nu verdens mest ambitiøse klimalov. Med bindende delmål, minimum 70 procents reduktion af drivhusgasser i 2030 og et mål om netto-nul senest i 2040. Og kom så i gang med at skabe den nødvendige systemiske omvæltning og grønne handling.

Vi hørte de flotte ord og løfter under valget. Vi ved, det folkelige mandat er der. Nu må og skal vi se det politiske mod til handling.

By |2019-11-20T12:19:45+01:0012. juni 2019|Debatindlæg|0 Kommentarer

Opråb fra klimaorganisationer: Folketinget fører hyklerisk klimapolitik

Debatindlægget er bragt i Altinget 28. maj 2019

Indlægget er forfattet af:

Gunnar B. Olesen, VedvarendeEnergi
Tarjei Haaland, Greenpeace
Jeppe Juul, Det Økologiske Råd
Poul Kattler, Bevar Jordforbindelsen
Kjeld A. Larsen, Rådet for Bæredygtig Trafik
Thomas M. Larsen, 350 Klimabevægelsen
Jacob Sørensen, Noah
Annegrethe Jørgensen, Bedsteforældrenes Klimaaktion

I denne valgkamp taler alle større danske partier for, at vi skal tage klimaudfordringerne alvorligt og nedbringe vores drivhusgasudledninger. Desværre er mange af de samme politikere med til at støtte en række politikker, der øger drivhusgasudledningerne.

Det er væsentligt med ambitiøse klimamål, som for eksempel 70 procents reduktion af danske drivhusgasser til 2030 (fra 1990), men et stabilt klima kræver, at ambitiøse mål følges af tilsvarende ambitiøs handling.

Nej til flyafgifter
Et oplagt eksempel på den manglende danske klimaindsats er fraværet af regulering af flytrafikken. Den satte nye rekorder i klimabelastning i 2018.

Et stort flertal i Folketinget er imod selv en relativ beskeden regulering i form af en flyafgift som i vores nabolande. Flertallet af danskerne støtter en flyafgift, og modargumenterne er tvivlsomme.

På trods af, at langt de fleste og de længste flyrejser købes af den rigeste del af befolkningen, er mange politikeres modargument, at det vil gå ud over de økonomisk dårligst stillede.

Hvis blot en mindre del af provenuet fra en flyafgift gik til en grøn check, svarende til afgiften for en årlig tur til Sydeuropa, ville en flyafgift faktisk være en fordel for økonomisk svagt stillede danskere. De vil få flere frie midler, der frit kan bruges til rejser, også med tog, eller til noget andet. Og aktuelle erfaringer fra Sverige viser, at en flyafgift faktisk begrænser flyvningens vækst og dermed dens klimabelastning.

En sort plet
Et andet område er vejinvesteringer, hvor regeringen netop har besluttet, at der skal bruges 53 milliarder kroner ekstra til nye veje. Bilerne har haft stigende drivhusgasudledninger i en årrække, samtidig med en række nye motorveje er færdiggjort.

Erfaringen viser, at nye veje vil føre til flere biler og højere udledninger. Seriøs klimapolitik ville være at udskyde vejprojekter, til mindst 95 procent af bilerne ikke udleder drivhusgasser. I stedet bør vi nu satse på eldrevet kollektiv transport − og cykling på de kortere afstande.

Inden for transporten er Danmark også en sort plet med lavere dieselafgifter end vores nabolande. En seriøs klimapolitik må omfatte øgede afgifter på fossil energi. I det mindste bør man øge danske afgifter på for eksempel diesel til tysk og svensk niveau.

På en række andre område går dansk politik også stik imod forsøgene på at nedbringe de høje danske drivhusgasudledninger. Vi håber derfor, at mange vil bruge valgkampen til at spørge vores politikere: Hvordan kan de tage klimaudfordringen seriøst og samtidig støtte politikker som ovenstående, der leder til stadigt større drivhusgasudledninger?

By |2019-11-24T21:42:21+01:003. juni 2019|Debatindlæg|0 Kommentarer

ZEROsport – Klimamærke i Sønderborg

Vil du vide mere?  

Vi har lavet en uddybende beskrivelse af ZEROsport, hvori du kan læse mere om, hvordan projektet blev finansieret, hvilke resultater der blev opnået samt en masse gode råd til, hvordan rækkehusejere kan få en god proces omkring energibesparende tiltag på de fælles bygningsdele.

Læs mere længere nede på siden

By |2024-02-26T11:42:34+01:001. juni 2019|Debatindlæg|Kommentarer lukket til ZEROsport – Klimamærke i Sønderborg

Samsø – Danmarks energi-ø

For privacy reasons YouTube needs your permission to be loaded.

Samsø – Danmarks energi-ø

Vi har lavet en uddybende beskrivelse af Samsø, hvori du kan læse mere om, hvordan projektet blev finansieret, hvilke resultater der er opnået samt en masse gode råd til, hvordan man kan komme i gang med lokal grøn omstilling. Du kan også læse mere om, hvilke barrierer de stødte på, og hvordan de løste udfordringerne.

Læs mere nederst på siden

By |2024-02-26T12:00:36+01:001. juni 2019|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Samsø – Danmarks energi-ø

Støt vores arbejde for et liv uden skadelige kemikalier

I Rådet for Grøn Omstilling arbejder vi for, at du kan få et liv uden skadelige kemikalier.

Det er ikke i orden, at vi skal udsættes for skadelig kemi. Derfor taler vi din og alle andre forbrugeres sag i både Danmark og EU.

Men vores arbejde er i høj grad finansieret af små/mindre fondsbevillinger, og derfor vi har brug for din støtte til at fortsætte.

Du kan vælge at støtte vores arbejde for en grøn omstilling af samfundet ved at give et fast månedligt beløb eller blot ved at give et enkelt bidrag. Du vælger selv nedenfor.

Tak, fordi du vil være med til at gøre en forskel.


5 tips til at undgå skadelige kemi i hverdagen

  • Luft ud og støvsug – så fjerner du de skadelige stoffer, der binder sig til støvet.
  • Brug din sunde fornuft når du handler på internettet. Netbutikker udenfor EU skal ikke overholde samme kemikaliekrav, som EU-baserede. Hold dig til danske eller europæiske netbutikker.
  • Sluk for elektronik du ikke bruger. Kemikalierne afdamper især ved varme. Undgå så vidt muligt at have elektronik i soveværelset.
  • Vælg miljømærkede produkter. Svanemærket og EU’s Blomsten har skrappere krav til kemikalieindhold.
  • Spørg i butikken, om produktet indeholder stoffer på EU’s såkaldte kandidatliste. Brug appen Tjek Kemien, der gør det let at spørge virksomheden direkte. Hvis et produkt indeholder et særlig problematisk kemikalie, skal de melde tilbage seneste 45 dage efter, at du har spurgt.
 

Vi har også fokus på indeklimaet i børneværelser og daginstitutioner. Her får du vores råd til et bedre indeklima i hjemmet:

 

By |2024-02-26T09:44:44+01:0030. maj 2019|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Støt vores arbejde for et liv uden skadelige kemikalier

Vi skal have grønne boliger, og det må den kommende regering hjælpe på vej

Indlægget er bragt i Politikken d. 21/5, 2019 og underskrevet af: 

Henrik L. Bang, Bygherreforeningen; Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri; Lene Espersen, Danske Arkitektvirksomheder; Thomas Damkjær Petersen, Ingeniørforeningen IDA; Henrik Garver, Foreningen af Rådgivende Ingeniører; Lars Autrup, Akademisk Arkitektforening; Kim Mortensen, Dansk Fjernvarme; Gert Johansen, Konstruktørforeningen; Simon O. Rasmussen, Tekniq Arbejdsgiverne; Claus Ekman, Det Økologiske Råd; Peter Rathje, Project Zero; Martin Manthorpe, NCC A/S; Katrine Bjerre M. Eriksen, SYNERGI; Gunde Odgaard, BAT-Kartellet; Ejner K. Holst, Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Vi skal have grønne boliger, og det må den kommende regering hjælpe på vej

Klimadebatten handler ofte om kød, flyrejser og elbiler. Det er naturligvis helt centrale indsatsområder. Men vi glemmer alt for ofte de andre muligheder for grøn omstilling, der ligger ligefor: vores boliger og bygninger. Samlet set udgør vores bygninger et kæmpe uforløst klimapotentiale.

I Danmark bruger vi ikke den energi, vi producerer, tilstrækkelig klogt. Et af de centrale områder, hvor vi bør sætte ind, er i bygningsmassen, hvor al for megen energi siver ud, fordi vi ikke foretager de nødvendige grønne forbedringer.

Vi har over 2 millioner bygninger: mere end 1 million parcelhuse og hundredtusinder af etageejendomme, kontorbygninger, fabrikker, skoler, børnehaver og plejehjem. Samtidig bruges der alt for meget energi i vores industri, fordi vi ikke foretager de nødvendige effektiviseringer, og vi kunne bruge industriens overskudsvarme til at opvarme tusindvis af boliger.

Vi har på tværs af virksomheder, erhvervsorganisationer, fagforbund og ngo’er skabt en grøn alliance for at efterlyse klimahandling. Vi kommer her med en udstrakt hånd til den kommende regering: Lad os bruge de næste fire år på sammen at gøre vores boliger og bygninger klimavenlige. Vi efterlyser kort sagt mere grøn logik i klimaindsatsen.

Den grønne omstilling af energisystemet skal sikre, at Danmark i 2050 er uafhængig af fossile brændstoffer. Desværre går udviklingen lige nu den forkerte vej. Holder vi vores nationale indsats op mod anbefalingerne fra FN’s klimapanel, gør vi langtfra nok for at komme i mål med den grønne omstilling. Vores energiforbrug steg sidste år i stedet for at falde.

Til trods for det store potentiale er grønnere bygninger et indsatsområde, som har været massivt underprioriteret. Som et resultat af den seneste energiaftale bliver der politisk slækket på ambitionerne, der mangler mål for indsatsen, og emnet har været fraværende i de hidtidige klimaforhandlinger. Det er en fejl.

Energieffektivisering af bygningsmassen handler bl.a. om at efterisolere og renovere bygninger, erstatte forældet teknologi med grønnere og mindre energiforbrugende løsninger, sikre, at byggeriet lever op til de høje energikrav samt en kvalificeret bygningsdrift. Kort sagt handler det om at reducere energispild og forbruge vores energi med omhu. Vores samlede bygningsmasse står for omkring 35 procent af det samlede danske energiforbrug og 20 procent af CO2-udledningen. Det går derfor ikke fortsat at ignorere vores bygningsmasse som et centralt omdrejningspunkt for klimaindsatsen.

Det giver på alle måder god mening at sætte skub i energieffektiviseringsindsatsen i bygninger, herunder flere markante fordele, som bliver overset i den aktuelle energi- og klimapolitiske diskussion. Renoverede bygninger har en væsentlig betydning for vores indeklima, f.eks. skoleelevers indlæring, fordi et godt indeklima både øger elevernes koncentrationsevne og forbedrer lærernes produktivitet og arbejdsmiljø.

Det er heller ikke nogen hemmelighed, at grøn omstilling er en god forretning. Mange danske virksomheder er blandt verdens førende i udvikling af energieffektive løsninger og produkter, og der er et globalt marked, som virksomhederne kan få del i, hvis der skabes et hjemmemarked som udstillingsvindue. Energieffektiviseringsløsninger har således et stort eksport- og vækstpotentiale.

Større grønne ambitioner vil dermed have en positiv indvirkning på beskæftigelsen. Den grønne økonomis effekt på den samlede økonomi er betragtelig.

Samtidig er det værd at bemærke Det Internationale Energiagenturs vurdering, at energieffektivisering globalt ventes at bidrage mere til den grønne omstilling end vedvarende energiproduktion. Agenturet vurderer, at globale investeringer i energieffektive løsninger vil repræsentere 5.000 milliarder kroner i 2040 som følge af implementeringen af Paris-aftalen. Det viser, hvor stor den globale efterspørgsel på energieffektive teknologier og knowhow bliver i fremtiden.

I spørgsmålet om energieffektivisering er det desværre hidtil blevet ved pæne erklæringer, gode intentioner og uindfriede løfter baseret på forventninger om, at udviklingen vil ske af sig selv. Derfor har vi en række ønsker til den kommende regering.

Politikerne bør definere langsigtede målsætninger for energieffektivisering. Det er en forudsætning for, at vi som branche kan arbejde systematisk og langsigtet med den grønne omstilling og løfte vores del af ansvaret. En række af vores nabolande har allerede sat ambitiøse mål for deres indsats for effektiviseringer i energiforbruget. Det er grøn logik, at Danmark gearer op. Målene bør være en del af en ny ambitiøs klimalov, som tusindvis af borgere har skrevet under på. Nu skal ordene omsættes til handling.

Desuden bør den kommende regering gennemføre en ambitiøs renoveringsstrategi, der går på tværs af alle sektorer. Det offentlige bør desuden være en grøn rollemodel, ligesom den offentlige sektor har muskler til at sætte skub i markedet og kan være med til at inspirere private husejere.

Samtidig bør den succesfulde energimærkning gøres obligatorisk for alle boliger med passende lang indfasning og ikke kun i forbindelse med salg og udlejning. Desuden bør det generelt overvejes, hvordan danskerne i endnu højere grad end i dag motiveres til at foretage de nødvendige energirenoveringer, f.eks. ved at gøre det nemmere, mere fordelagtigt og billigere at gøre deres bolig mere grøn.

En ny, forbedret energispareordning, hvor man kan give målrettede tilskud til tiltag, som ikke ellers vil blive udført, vil også være en vigtig måde at skubbe udviklingen i den rigtige retning.

Men samlet ønsker vi, at de folkevalgte tager et politisk ansvar for at få vores boliger og bygninger med i klimaindsatsen.

Vejen til et nyt energieventyr Danmark blev for alvor kendt på den globale energipolitiske scene, da det lykkedes os at afkoble vækst fra energiforbrug. Men vi skal videre. Klog energipolitik handler ikke om at vælge mellem vedvarende energi og energieffektivisering. For at komme i mål med den grønne omstilling skal vi både effektivisere vores energiforbrug og sikre udbygningen af vedvarende energi.

By |2019-11-24T17:44:41+01:0029. maj 2019|Debatindlæg|0 Kommentarer

Vi spilder ressourcer som aldrig før

Vi taler om klima, cirkulær økonomi og et Danmark uden affald, men udviklingen går på vigtige områder den forkerte vej. Mange produkter holder kortere. Vi smider store mængder ting ud, som kunne være repareret. Brugen af genanvendte materialer snegler sig afsted.

Løsningen kender vi. EU skal stille krav til produkters design, materialer og holdbarhed. Det sker bare alt for lidt og alt for langsomt. Den stigende rovdrift på klodens ressourcer koster ellers dyrt for klimaet og truer forsyningssikkerheden af knappe ressourcer.

Vi glipper tilmed muligheden for at skabe nye jobs inden for design, reparation og genanvendelse. Der er akut brug for politikere i det kommende Europa-Parlament, men også Folketing, som fremover vil gå i front for en langt mere ambitiøs politik for miljøvenlige produkter.

Vi spilder ressourcer som aldrig før.

I 2000 beholdt vi for eksempel i snit hårde hvidevarer i ti til 12 år. I 2016 var det faldet til seks til otte år.

Et studie fra den tyske miljøstyrelse har vist, at der i 2012 blev udskiftet dobbelt så mange vaskemaskiner på grund af en defekt som i 2004.

Ecodesign-direktivet
Vi undlader ofte at reparere. Syddansk Universitet har for eksempel påvist, at cirka 25 procent af de elektroniske produkter, der kommer ind på de kommunale genbrugspladser, kan bruges igen helt uden reparation, og yderligere 17 procent kan efter kun mindre reparationer. Det sker bare ofte ikke, fordi incitamenterne mangler, og produkterne ikke er produceret med reparation for øje.

Udviklingen vendes kun for alvor med krav til produkters design, holdbarhed og materialer. For 80 procent af et produkts miljøpåvirkning bestemmes af dets design. Kravene skal stilles på EU-niveau, ikke mindst fordi vores virksomheder handler på kryds og tværs af landegrænserne. Det kræver et stort marked, før produktkrav giver mening.

Den gode nyhed er, at sådanne krav virker. EU har med Ecodesign-direktivet i mange år stillet krav til produkters energieffektivitet. Det har betydet energibesparelser svarende til Italiens samlede årlige primære energiforbrug eller en reduktion på 320 millioner tons CO2 om året. Samtidig har husholdningerne sparet svarende til omkring 3.700 kroner på deres energiregning.

Desuden ved vi, at de fleste mennesker gerne vil beholde deres ting længere og reparere. 77 procent af borgerne i EU vil ifølge Eurobarometer hellere reparere end kassere. I Forbrugerrådet Tænks forbrugerpanel har ni af ti svaret, at det er vigtigt eller meget vigtigt, at produkter kan repareres inden for den forventede levetid.

Ny mobiltelefon hvert andet år
Momentum er der nu. Ressourceeffektivitet står højt på den politiske dagsorden i EU. Det fremhæves som et vigtigt element både i EU-Kommissionens køreplan for et ressourceeffektivt Europa i 2050 og i den cirkulære økonomipakke.

Med Ecodesign-direktivet har EU længe haft mulighed for at stille krav til produkter og dermed dæmme op for ressourcespildet og de stigende affaldsmængder. Men indtil nu har direktivet primært været brugt til at fremme energieffektivitet for eksempel med krav til hårde hvidevarer.

Kommissionen er nu gået i gang med at stille krav til produkters miljødesign. Nye regler for køleskabe og frysere omfatter for eksempel nu krav til materialeeffektivitet såsom adgang til reservedele og mulighed for at reparere. Produktet skal være nemt at skille ad igen, så komponenter og materialer kan genanvendes.   

Men det går alt for langsomt, konstaterer Europa-Parlamentet i sin betænkning fra 2018. Der mangler både politisk opbakning og ressourcer til at drive arbejdet, som derfor konstant er ramt af langsommelighed og forsinkelser.

Mens den gennemsnitlige europæer køber en ny mobiltelefon hvert andet år, tager EU-proceduren for miljøvenlige designkrav fire år. Europa-Kommissionen har senest udskudt arbejdet med mobiltelefoner – til trods for at det er et produktområde, hvor miljøvenligt design haster.

Tungt ansvar
Et stærkt politisk pres er nødvendigt for at sætte skub under arbejdet med ressourceeffektivitet. Det kræver europaparlamentarikere, der sørger for ressourcer til Kommissionens arbejde med miljøvenligt design. Det kræver en regering, der presser på i ministerrådet for et øget ambitionsniveau.

De produkter med størst potentiale for en forlænget holdbarhed og for mere effektiv brug af materialer skal prioriteres. Det gælder navnlig elektronik, der er den hurtigst voksende affaldsstrøm i verden. Her løber teknologien hurtigt – og det gør det oplagt at sætte fokus på generiske krav om for eksempel adgang til reservedele samt til reparation og vedligeholdelse.

Fotokreditering: Andres Stapff/Reuters/Ritzau Scanpix

Der bør samtidig formuleres krav til brug af genanvendte materialer og til mindre brug af skadelige kemikalier i produkterne. Endelig skal arbejdet med at udforme teststandarder samt test- og kontrolmetoder speedes op. Det er forudsætningen for at kunne efterprøve de nye krav til materialeeffektivitet og sikre, at de overholdes på de europæiske markeder.

Der hviler et tungt ansvar hos såvel de kommende europaparlamentarikere som en kommende regering. Både i Europa-Parlamentet og i ministerrådet bør der fra dansk side presses på for større krav til vores produkter. Der er nok at gøre for enhver politiker med ambitioner på klimaets og miljøets vegne.

Indlægget er skrevet af:

Arne Remmen, professor ved Aalborg Universitet

Claus Ekman, direktør i Det Økologiske Råd

Charlotte Fischer, direktør i Dansk Affaldsforening.

By |2019-11-23T16:36:50+01:0029. maj 2019|Debatindlæg|0 Kommentarer

Anlægs­loftet bremser den grønne omstilling

Debatindlæg af Lars Køhler, Det Økologiske Råd, og Michael H. Nielsen, Dansk Industri, bragt i Altinget.dk 

Kommunernes anlægsbehov ligger cirka 20 procent over anlægsrammen, viser en undersøgelse fra Momentum i 2018. Det fremgår også, at kommunerne især har brug for at renovere skoler, dagtilbud og infrastruktur. Og selvom kommunerne har pengene til projekterne, så bremser anlægsloftet dem fra at gå i gang.

Behovet for at renovere, bygge nye veje med videre er kun vokset siden 2018. Kommuner på stribe melder om et kæmpe efterslæb på blandt andet omfattende renovering og vedligeholdelse af skoler, børnehaver og infrastruktur. Situationen medfører, at de nødvendige renoveringer og vedligehold enten ikke udføres, eller også udføres midlertidige, mindre indgreb, så de værste problemer ikke vokser sig endnu større.

Anlægsloftet skubber problemerne foran sig

Når de nødvendige tiltag ikke bliver udført, så medfører det, at værdien af vores bygningsmasse falder, og at borgere dagligt må leve med generne af en infrastruktur og en kommunal bygningsmasse i forfald.

Huller i vejene. Utidssvarende vinduer og døre i skolerne, hvor kulden siver ind og varmen ud. Skoler og klasselokaler med dårligt indeklima på grund af manglende ventilation. Daginstitutioner med kolde og dårligt isolerede gulve og vægge og med øget risiko for skimmelsvamp og fugtproblemer.

De midlertidige indgreb, der laves, skubber blot problemerne foran sig, indtil kommunerne for alvor kan adressere dem. Vi taler altså ofte om spildte midler.

Konsekvensen er, at udgifterne til vedligehold og drift af bygningsmassen ofte bliver langt større end nødvendigt. Problemerne håndteres ikke rettidigt, og det går ud over borgerne.

Store ambitioner for energirenovering

Derudover står vi som samfund over for en kæmpe udfordring frem mod 2050, hvor alle dele af samfundet skal være CO2-neutrale. Bygninger og 

energieffektivisering udgør her en nødvendig brik i det store puslespil, om hvordan denne grønne omstilling gøres både hurtigt og samfundsøkonomisk mest omkostningseffektivt.

I 2018 stod byggeriet for cirka 40 procent af verdens samlede udledning af drivhusgasser ifølge en rapport fra den internationale ekspertgruppe Joint Comittee on Structural Safety. Samtidig ved vi, at størstedelen af de bygninger, vi har i dag, stadig står i 2050, hvor vi skal være CO2-neutrale.

Det understreger med al tydelighed behovet for, at vi ikke slækker på ambitionerne når det kommer til energirenovering af vores bygninger.

Fritag klimasikring fra anlægsloftet

Hvordan sikrer vi så vores bygninger og infrastruktur på lang sigt og undgår spildte investeringer i midlertidige løsninger?

Det Økologiske Råd og Dansk Byggeri foreslår, at dette gøres ved at fritage klimasikring af vores infrastruktur og ambitiøse energirenoveringer af kommunale bygninger fra anlægsloftet.

Så sent som i efteråret så vi, hvad det koster samfundet, at vores infrastruktur ikke er klar til for eksempel de stigende vandmasser. Og vi ved, at ambitiøse energirenoveringer ikke blot betaler sig hjem i sparede driftsomkostninger, men også skaber sunde bygninger med et godt indeklima.

Bygninger, hvor menneskers velvære øges, hvor produktivitet på arbejdspladserne og indlæringsevnen i skolerne forøges, og sygefraværet mindskes markant – Non Energy Benefits, der, som de direkte afledte energibesparelser, udgør et kæmpe samfundsøkonomisk potentiale.

Anlægsloftet skader den grønne omstilling

Baggrunden for anlægsloftet er en frygt for økonomisk overophedning af den danske økonomi. Men når vi kan se, at anlægsloftet skader en hastig og omkostningseffektiv grøn omstilling, så er det på tide at overveje andre veje og andre løsninger.

At fritage klimatilpasninger og ambitiøse energieffektiviseringer fra anlægsloftet er en klog tilgang til den grønne omstilling, der samtidig vil gavne både borgere og samfundsøkonomi.

By |2022-01-12T11:23:35+01:005. april 2019|Debatindlæg|0 Kommentarer

Bilafgifter kan omlægges

Peter Birch Sørensen skriver d. 10.3. en interessant kommentar i Politiken om de nødvendige skatteomlægninger, når vi skal over til elbiler frem mod 2030. Regeringen har netop nedsat en kommission og skriver i kommissoriet, at bilbeskatningen skal give samme indtægt til staten fremover. PBS finder at dette er en problematisk indsnævring af kommissoriet, hvilket jeg er enig i. PBS finder desuden, at det bedst kan opnås ved at hæve indkomstskatter. Han begrunder det med, at bilisterne bør beskattes mindre, når bilernes miljø- og klimabelastning går ned, når man går over til elbiler. Biler belaster samfundet med en række udgifter. I dag medregner man ulykker, slid på vejene, luftforurening, støj og til dels klimabelastning. Sidstnævnte medregnes nemlig kun i form af en art kvotepris, idet de reelle omkostninger ved klimaforandringer er svære at opgøre, men vi ved de er langt højere end kvoteprisen. Derudover medvirker bilismen til, at danskerne bevæger sig for lidt – i forhold til hvis de cyklede eller gik – i kombination med tog og bus. Vi ved, at mangel på motion medfører voldsom stigning i en række folkesygdomme, som – udover de menneskelige omkostninger – belaster samfundet med milliardudgifter i sundhedssektoren.

PBS skriver, at bilismens omkostninger efter ”alle ædruelige skøn” er noget lavere end den nuværende bilbeskatning. Men der er altså store omkostninger, som ikke medregnes. Dertil kommer, at det er naturligt at se på hele vejtransporten, inklusive lastbilerne. Beregninger viser, at disse kun betaler ca. 1/3 af de samfundsmæssige omkostninger de forårsager. Man har med andre ord en skævdeling inden for vejtransporten, hvor lastbilerne betaler langt mindre end de koster samfundet, mens personbilerne muligvis betaler lidt mere – selv om man inddrog alle faktorer.

Når vi går over til elbiler, sænkes personbilernes omkostninger for samfundet. Så kunne man sænke afgifterne på personbiler og indhente det manglende provenu ved at lade lastbilerne betale for deres faktiske omkostninger. De øgede afgifter på lastbiler skal ikke betales af vognmændene, men lægges på transportpriserne, så vi alle betaler en smule mere for varerne. Men vil danske vognmænd så tabe i konkurrencen med nabolandenes vognmænd? I dag har vi den omvendte situation. Den danske dieselafgift er lavere end i vores nabolande, så vi er med til at presse dieselprisen nedad i nabolandene, til skade for klimaet. Hvis afgifterne på lastbiler var højere, kunne vi lade afgifterne afhænge mere af køretøjets klimabelastning og luftforurening. Der findes allerede lastbiler og busser til en række formål, som drives på el eller biogas, men der er få der vælger disse, bl.a. fordi diesel er så billigt.

Dertil kommer, at vi mangler afgift på flyrejser, som vores nabolande har. Det ville også give et provenu, som kunne være med til at lukke hullet – også selv om noget af det skulle bruges til at støtte forskning i alternative flybrændstoffer.

Jeg har ikke det færdige regnestykke. Men det er for tidligt at konkludere, at det eneste rigtige er et hæve indkomstskatterne. Og hvis man politisk ønsker fortsat at give rabat til lastbilerne, kan man også argumentere for, at så må afgifterne på personbiler opretholdes på et højere niveau, så den samlede vejtransport alt i alt betaler for de omkostninger den lægger på samfundet. Det vil have den fordel, at vi opretholder en vis tilskyndelse til at bruge kollektiv trafik, cykle og gå. Derved medvirker man til at opretholde byer, der er rare at færdes i og opholde sig i, frem for at stoppe til i biltrafik. Samtidig vil det medvirke til at holde livsstilssygdommene nede. En elbil giver ligeså lidt motion som en dieselbil!

Endelig argumenterer PBS for at omlægge en større del af bilafgifterne til brændstofafgifter og roadpricing. Det er en god idé, da roadpricing kan holde biltrafikken nede, specielt i myldretiderne og dermed løsne det konstante pres for at bygge flere motorveje og udvide de eksisterende. Dog er der stadig behov for en vis registreringsafgift på biler for at tilskynde bilkøberne til at vælge den mest CO2-besparende bil. Der er nemlig brug for et direkte prissignal på det tidspunkt, hvor man køber bil. Det er ganske vist muligt at lade roadpricing-afgiften afhænge af bilens brændstofforbrug, men de færreste købere vælger bil ud fra dens samlede omkostninger set over bilens levetid.

Der er med andre ord andre muligheder end at sætte indkomstskatter i vejret, når vi går over til elbiler. Og disse muligheder bør udnyttes først.

By |2019-11-24T11:57:15+01:0015. marts 2019|Debatindlæg|0 Kommentarer

Ret op på Landbrugspakken – med hjælp fra EU

Med Natur- og Landbrugskommissionens betænkning fra 2013 lå der et genialt grundlag til en helhedsløsning, som skulle lede frem til en god vandkvalitet, dvs. at Danmark opfylder kravene i EU’s vandrammedirektiv. Kommissionen understregede, at det var en pakkeløsning. Man skulle indføre den såkaldte målrettede regulering af specielt kvælstofgødning – på de robuste jorde kunne man tildele mere gødning og mindre på de sårbare.

Men i stedet valgte regeringen at give alle landmænd lov til at gøde mere og så skubbe den målrettede regulering foran sig. Figenbladet var så de frivillige tiltag, som landmændene kunne lave. Resultatet er som forventet blevet forringelser af vandmiljøet. Og nu har landbruget på forhånd fået de gaver, som skulle have fået de nye forpligtelser til at glide ned.

M-LBL konstaterer at forureningen ikke er blevet mindre, sådan som det ellers kræves af EU. De gode initiativer med især efterafgrøder har blot lige kunnet opveje de miljøforringelser, som landbrugspakken medførte. Heldigvis greb EU ind og strammede de danske krav til fosfor-forurening, hvilket neutraliserer den miljøforringelse som ellers ville være kommet herfra. Stramningen hang sammen med en tilladelse til at have flere svin per hektar.

M-LBL påpeger ganske rigtigt, at der er brug for incitamenter, der kan få landmændene til at sænke forureningen. Og jeg støtter hendes ros til det fælles udspil fra Landbrug&Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening om at tage 100.000 hektar lavbundsjord ud af drift og omdanne den til natur. M-LBL appellerer til at enten staten eller fonde skal betale for dette. Men hun overser den mest oplagte finansiering, nemlig en omlægning af EU’s landbrugsstøtte. En større del af den direkte støtte, som i dag blot kapitaliseres i form af højere jordpriser, kunne i stedet gå til støtte til miljø og natur i landbrugslandet.

By |2019-11-24T20:39:21+01:0011. marts 2019|Debatindlæg|0 Kommentarer
Go to Top