Lad os rydde op i egen baghave og skabe den forandring, vi ønsker at se i andre lande

Debatindlæg bragt i Politiken den 12. september 2019 af Lars Køhler, Energi- og Klimarådgiver, Det Økologiske Råd

Det virker faktisk på mig, som om alle kan se sammenhængen her. Hvorfor ved jeg ikke. Måske er det vores livslange relation til træer, der gør det? Måske er det hængekøjer, æbler og klatring? Måske fordi vi alle bare ved, vi har brug for skovene. Jeg ved det ikke. Men det virker på mig, som om alle forstår, at den krise der udspiller sig i Amazonas lige nu, faktisk har indflydelse på vores liv herovre på den anden side af kloden. Det virker som om, de globale sammenhænge ses og forstås.

Men selvindsigten er desværre fraværende.

Gennem de seneste 15 år har rydningen af Amazonskoven faktisk været faldende, hvilket muligvis har været den største succes i en ofte modløs kamp for at skabe de nødvendige globale forandringer for klimaet. Men siden Jair Bolsonaro i oktober 2018 vandt kampen om det Brasilianske præsidentembede – bl.a. på valgløfter om at lade industrien og landbruget få langt friere hænder i Amazonas – er rydningen accelereret. I uhyggelig grad. Alene i perioden fra januar til juli måned i år forsvandt der skov svarende til et areal på størrelse med Sjælland. Og alene i juli måned blev der ryddet 278% mere skov end samme måned sidste år (The National Institute for Space Research, INPE).

Regnskoven fældes og afbrændes for at klargøre jorden til kvægbrug og afgrøder såsom soja, der så eksporteres til bl.a. Danmark som føde til vores mange svin. Udnyttelse af regnskovens ressourcer sker altså for økonomisk vækst, jobs og velfærd.

Lyder det bekendt?

I 47 år har Danmark hevet olie og gas op af Nordsøen. Og selvom vi ved, at afbrænding af fossile brændsler er hovedårsagen til klimakrisen, og videnskaben samtidigt har konstateret, at 80% af den olie og gas vi allerede kender til skal blive i undergrunden, er der netop nu en proces i gang i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, der kan føre til uddeling af nye tilladelser til at søge efter mere olie og gas. Den fortsatte udnyttelse af Nordsøens ressourcer sker, må vi forstå, for at sikre økonomisk vækst, jobs og velfærd.

Lyder det nu bekendt?

Flere danske politikere og partier har forståeligt nok krævet handling fra regeringen over for katastrofen i Amazonas. Men selvindsigten er som sagt fraværende. Ja, der skal åbenlyst handles over for Brasilien. Vi skal kræve handling. Men vi kan dårligt kræve handling fra andre, når vi ikke har orden i egen baghave. For udnyttelsen af vores naturressourcer i Nordsøen for økonomisk vækst, jobs og velfærd på bekostning af kloden og klimaet er ikke mindre amoralsk, end når andre udnytter deres.
Vi bliver simpelthen nødt til også at åbne øjnene for disse sammenhænge.

Da både Tyskland og Norge i forrige uge tilbageholdt adskillelige hundrede mio. kr. i støtte til en fond for beskyttelse af Amazonskoven pga. den brasilianske regerings passivitet i Amazonas reagerede Jair Bolsonaro med ordene: ”Norge, er det ikke det land, som… udvinder olie?”.

Det burde altså være åbenlyst det her. Vi kan ikke kræve, at andre tager ansvar, når ikke vi selv tager ansvar. Og vi kan kun skabe forandring i andre, ved at vise at vi selv vil forandring. Vi har ovenikøbet den perfekte mulighed lige ved hånden. Hvis regeringen satte handling bag deres grønne ord og gennemførte et endegyldigt stop for ny jagt på olie og gas i den danske undergrund, ville det sende et budskab, der ville give genlyd internationalt. Og det ville give vores nødvendige krav om handling og forandring i Amazonas både tyngde og alvor. Vi ville blive hørt.

Vi skal væk fra fossil energi, og det haster. Og for at denne akutte omstilling skal lykkes – og lykkes i det hæsblæsende tempo der er nødvendigt – så bliver vi nødt til at indse, at den nationalt isolerede tilgang vi hidtil har haft til både vores økonomi- og energipolitik, ikke kan bruges længere. Når det kommer til klimaet, er vi alle i samme båd. Tingene hænger sammen på tværs af regnskove, æbletræer, landegrænser og snævre nationale særinteresser.

Så lad os nu tage kikkerten fra det blinde øje og sætte et stop for nye tilladelser til fortsat olie- og gasjagt i Nordsøen. Lad os nu begynde at rydde op i egen baghave og derved skabe den forandring, vi ønsker at se i andre.

By |2019-11-20T11:59:14+01:0012. september 2019|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Folk er ikke nogle dumme miljøsvin

Debatindlæg bragt i Politiken den 6. september 2019
af Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver ved Det Økologiske Råd og Allan Marouf, formand for Østerbro Lokaludvalg

År efter år sætter antallet af krydstogtgæster rekord i de større danske krydstogtbyer. I år forventes således, at ca. 350 krydstogtskibe med godt 1.000.000 passagerer anløber København. Det er ca. 100.000 flere gæster sammenlignet med 2018. En udvikling der ser ud til at fortætte. Det er jo dejligt, at så mange mennesker gerne vil opleve København og de øvrige danske krydstogtbyer.

Men der er også en malurt i bægeret rent miljømæssigt. Et krydstogtskib har et enormt energiforbrug til alle pasager-faciliteterne. Når krydstogtskibe ligger i havn genereres al energien ved at afbrænde stærkt forurenende olie i skibets motorer, der ikke er forsynet med effektiv røggasrensning og derfor udleder ekstremt høje koncentrationer af helbreds- og klimaskadelig luftforurening. Det sker i hjertet af vores store byer. Luftforurening, der øger risikoen for både kræft, blodpropper, hjertekarsygdomme og alvorlige luftvejslidelser som astma, bronkitis og rygerlunger. Den skadelige luftforurening fra et typisk krydstogtskib i havn svarer til forureningen fra 3.500-5.000 biler i sekundet. Så det er ikke småting. En forurening, der vil stige fremover, med mindre der gribes ind.

Ved at tilslutte krydstogtskibe til landstrøm vil den lokale forurening i havnen elimineres. Og da den danske el primært består af vedvarende energi og alle kraftværker har effektiv røggasrensning, så vil udledningen med helbredsskadelig NOx og partikler reduceres hhv. 99 procent og 97 procent, mens den klimaskadelige CO2 vil reduceres 70 procent. Hvis man tager borgernes sundhed og global opvarmning seriøst, så er der ingen vej udenom landstrøm. Det virker også ganske fair, at de gæster, der låner vores by de bedste måneder om året, undlader at ose løs. Ligesom gæster i vores hjem skal udenfor for at ryge.

I dag er det ca. 30 procent af krydstogtskibene, der kan modtage landstrøm. Men næsten alle krydstogtskibe kan hurtigt ombygges til at tage landstrøm for et helt ligegyldigt beløb. Men der er ingen landstrøm de kan koble til i havnene. Det er nemlig billigere for krydstogtskibene bare at ligge og ose løs. Derfor tør ingen investere i landstrømsanlæg. Der er to løsninger. Enten forhøjes havnetaksten for krydstogtskibe, der ikke tager imod landstrøm, så det bliver en god forretning for skibet at modtage landstrøm og derved en sikker investering at bygge landstrømsanlæg. Alternativt kan lægges en passagerafgift på hver krydstogtpassager, der går direkte til et fond, der kan bygge landstrømsanlæg.

Nogle turistorganisationer har spredt rygter om, at landstrøm vil skræmme passagererne væk. Det koster ca. 12 kr pr. pasager for at få landstrøm i København. Det kan man ikke engang få en halv kop kaffe for i havnen. Landstrøm vil øge udgifter til krydstogtbilletten under 1 procent. Hvis man ikke mener passagererne vil betale dette for at eliminere forureningen, så må man virkelig tro, at passagererne er nogle miljøsvin. Det tror vi ikke. Tværtimod tror vi hjertens gerne, at passagererne vil betale 12 kr ekstra for at passe godt på de byer, som de betaler mange penge for at besøge.

By |2019-11-20T12:55:56+01:0010. september 2019|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Erhvervslivet skal ikke skubbe miljøansvaret fra sig

Debatindlæg bragt i Altinget, 5. september 2019

Af Bo Øksnebjerg, Claus Ekman, Anne Aittomaki og Maria Reumert Gjerding
Hhv. generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, direktør for Det Økologiske Råd, strategisk direktør for Plastic Change og præsident i Danmarks Naturfredningsforening

Der er heldigvis bred enighed mellem miljøorganisationer, det politiske niveau og i erhvervslivet om, at plastik ikke hører hjemme i naturen.

Et enigt folketing har lovet at samarbejde for at nedbringe plastikforurening og fremme en cirkulær plastikøkonomi. Det er glædeligt.

Industrien skal i front
Men modsætningerne opstår, og løsningerne lader vente på sig, når vi diskuterer, hvordan vi kommer frem til en natur uden plastik. Det lader til, at alle er bange for at stå alene på planken uden en vej tilbage.

Omstillingen til en cirkulær økonomi er forandringer, som markedets frie kræfter ikke ser ud til at kunne udvikle af sig selv. Derfor er politisk handling i form af regulering og økonomiske incitamenter nødvendig, så vi kan få etableret et system, der støtter producenter og erhverv i omstillingen.

Det er et samspil, som skal og vil medføre forandringer.

Det er ”business as usual”, der har sat os i den nuværende situation, og derfor kan vi ikke fortsætte med de forretningsmodeller, produktionsmetoder og distributionssystemer, som vi har nu.

Det er ikke alene forbrugernes adfærd, der skal ændres – industrien skal gå i front, så de varer, som forbrugerne henter ned fra hylderne, allerede indgår i det cirkulære system.

Plastikafgift er ikke meningløs
Vi er enige med Dansk Erhverv og Unilever, når de i Altinget henholdsvis 5. august og 7. august skriver, at der skal helhedstænkning til for at tackle plastikproblematikken.

Men vi er derimod ikke enige med de to indlægsholdere, når de skriver, at en afgift på plastik vil ramme dem meningsløst.

Desværre angiver de to indlægsholdere slet ikke, hvordan de selv vil bidrage med løsninger, selv om løsningerne netop bedst findes ved, at hver enkelt aktør i plastikdebatten giver bud på, hvordan de hver især vil og kan bidrage til omstillingen.

Det være sig både foran og bagud i værdikæden.

Det er nødvendigt, fordi den lineære økonomiske model i dag bunder i, at en virksomhed kan opnå fortjeneste ved at sætte en vare på markedet uden at stå til regnskab for den udgift, der er ved at bortskaffe produktet, når det bliver til affald.

Ingen er i tvivl om, at det markante overforbrug af plastik og andre emballageressourcer er en af vore tids største udfordringer. I dag driver vi rovdrift på klodens ressourcer – blandt andet fordi vi sorterer og genanvender de brugte ressourcer alt for lidt.

Ingen miljøagenda er vokset så stor og så hurtigt som plastikforureningsagendaen. Og alle parter er enige om, at plastik ikke hører til i naturen.

Forandringerne kommer uanset hvad
Det er positivt, at statsministeren, Mette Frederiksen (S), i weekenden åbnede for de konkrete tiltag for reduktion af plastikforbruget i form af en forhøjet afgift på plastikposer, men der er yderligere behov for, at Danmark og resten af verden får øjnene op for de fordele, der ligger i oprettelsen af en velfungerende cirkulær økonomi.

For med en cirkulær økonomi kan vi passe bedre på vores ressourcer, genanvende og minimere spild. Det er godt for kloden og for de fleste erhvervs pengepung.

Samtidig er mange bekymrede for, hvordan de skal omstille netop deres erhverv til en cirkulær økonomi.

Hvad vil det koste? Og hvad vil det kræve at få omstillingen til at glide problemløst? Det betyder, at vi i dag står i lidt at et limbo, hvor ingen tør tage det første skridt.

Men bare rolig: Forandringerne kommer uanset hvad.

Ingen skal kunne skubbe ansvaret fra sig
Her er vores bud på, hvordan erhvervet kan være med på bølgen som front runner. For på vejen mod cirkulær økonomi er det selvfølgelig afgørende, at alle led i værdikæden påtager sig deres rolle for at få kæden til at hænge sammen hele vejen rundt.

Og her kommer vi ikke uden om regulering og økonomiske incitamenter fra statens side – eksempelvis i form af et udvidet producentansvar, så ingen aktør længere kan skubbe ansvaret foran eller bagud i produktionskæden.

Så her er tre hurtige forslag til, hvordan virksomhederne gør cirkulær økonomi til en god forretning:

  1. Produkter eller produkternes emballage skal designes til at kunne genanvendes i høj kvalitet. Det understøtter udbuddet af højkvalitets genanvendt materiale, eksempelvis plastik, på markedet.
  2. Der skal stilles krav til indhold af genanvendt materiale i egne varers emballage. På den måde etableres en efterspørgsel, der giver øget økonomi til indsamling og ressourceeffektivitet i affaldssektorens genanvendelsesled, hvilket igen skaber et marked for egne produkter, når de bliver til affald.
  3. Emballagens materialeforbrug skal reduceres. Eksempelvis ved at lave påfyldnings- eller returordninger, sælge koncentrat frem for produkter, der er 90 procent vand, eller lade forbrugerne afhente produkterne direkte hos forhandlere eller producenter. På den måde kan en virksomhed spare ressourcer og CO2 i kampen for et godt klimaregnskab.

Ikke blot en enkel afgift
Vi opfordrer til, at producenter som Unilever og erhvervsdrivende, repræsenteret af Dansk Erhverv, anerkender deres rolle som ”emballageaffaldsproducenter” frem for blot at skubbe ansvaret over på det offentlige, som skal investere i bedre sortering.

For industri og erhverv har et ansvar for, at de produkter, der ender som affald, har en reel genanvendelsesværdi.

Producenterne må forberede sig på regulering og skrappere krav til emballagers miljømæssige fodaftryk. Det vil blandt andet ske via EU’s emballageaffaldsdirektivs krav om udvidet producentansvar inden 2025.

Producentansvar for emballage skal udmøntes i en model, der giver den højeste klima- og miljøgevinst.

Vi efterlyser altså ikke en simpel afgift, baseret på et udskældt materiale som eksempelvis plastik. Vi ønsker en differentieret afgift, der pålægger højere afgift for svært genanvendelig emballage for at give et incitament til at reducere emballageaffald.

Afgiften skal finansiere generelle investeringer i omstillingen til cirkulær økonomi.

Cirkulær økonomi er ikke alene nødvendig, men kan også blive en vindersag for industrien.

Så lad os nu komme i gang, så vi fremover skåner fugle, fisk, pattedyr og vores vand for plastik.

By |2019-11-23T17:57:14+01:005. september 2019|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

OPRÅB: Klimaministeren må aflive jagten på olie og bevise sine grønne ambitioner

Debatindlæg bragt i Politiken, 28. august 2019 af:

Lasse Jesper Pedersen, Klima Og Energipolitisk Rådgiver, Danmarks Naturfredningsforening
Claus Ekman, Direktør, Det Økologisk Råd
Katrine Ehnhuus, Talsperson, Ansvarligfremtid
Thomas Meinert Larsen, Formand, 350 Klimabevægelsen
Jens Mattias Clausen, Klimapolitisk Leder, Greenpeace
John Nordbo, Klimarådgiver, Care
Palle Bendsen, Klimatalsperson, Noah Friends Of The Earth Denmark
Jakob Kronik, Leder Af International Afdeling, Verdens Skove
Bjarke Rambøll, Sekretariatsleder, Vedvarende Energi

En af de første konkrete klimaproblemstillinger, den nye klimaminister skal tage stilling til, er oliejagten på dansk grund.

Udfaldet af sagen bliver en god indikator for, om regeringen reelt tager klimaudfordringen seriøst. 4 olieselskaber har gennem 8. udbudsrunde søgt om tilladelse til at efterforske Nordsøen for nye olie-og gasfund.

Hvis klimaministeren vælger at tildele olieselskaberne den licens, de har ansøgt om, har selskaberne ret til at indvinde olie og gas helt frem til 2055. Det hænger ikke sammen med socialdemokraternes mål om at blive uafhængig af fossile brændsler i 2045, og det hænger slet ikke sammen med det, som videnskaben fortæller os i den seneste rapport fra FN’s Klimapanel, nemlig, at hele verden skal være CO2-neutral i 2050, hvis vi skal nå 1,5-graders målet.

VI VED, at 80 procent af alle kendte fossile reserver skal forblive i jorden, hvis vi skal nå i mål med Paris-aftalen. Faktisk er de kendte olie-og gasreserver alene, altså uden kul, nok til at bringe Jorden langt over de 1,5 grader.

Det er derfor indlysende, at nogle af de eksisterende felter er nødt til at lukke, før de er helt tomme. Det kommer ikke til at ske af sig selv, for der er meget stærke interesser på spil for at holde olieindustrien kørende.

Derfor er der brug for, at grønne foregangslande viser vejen. Irland, Frankrig, Costa Rica, Belize og Sverige har forbudt efterforskning efter fossile brændsler eller er på vej til at gøre det.

I Frankrig vil Macron udfase al olie-og gasproduktion inden 2040. Danmark skal med i det felt og med vores erfaring lægge pres på andre lande, så de også indstiller oliejagten og endnu bedre begynder at udarbejde afviklingsplaner for olie-gas-indvindingen i tråd med videnskabens beregninger. En planlagt afvikling af den globale fossilproduktion er nødvendig, hvis vi skal nå i mål med Paris-aftalen uden store økonomiske rystelser.

DET VIL FORMENTLIG være så godt som en gratis omgang at annullere 8. og alle fremtidige udbudsrunder. Ifølge de økonomiske vismænd vil den danske økonomi i fremtiden være uafhængig af nordsøolien.

Uanset nye fund svinder mængden af olie og gas ind. Det bliver desuden sværere og dyrere at hive de sidste og mest utilgængelige reserver op af undergrunden.

Det koblet med en relativt lav oliepris og skatterabat til fossilselskaberne betyder få penge i statskassen. Der er altså ikke et stærkt økonomisk argument for at tildele flere licenser.

Faktisk indebærer fremtidige licenser en økonomisk risiko for staten, da de forpligter den statslige Nordsøfond til at afholde 20 procent af fossilselskabernes udgifter til efterforskning og investering i produktionsanlæg.

Fonden modtager ganske vist også 20 procent af indtægterne, men det kan tage mange år, før de store up-front-investeringer tjener sig hjem, og den grønne omstilling medfører høj risiko for, at investeringerne helt går tabt.

DEN ØKONOMISKE tænketank Carbon Tracker har regnet på, hvor stor en andel af fossilselskabernes investeringer der går tabt i et scenario, hvor verden holder sig inden for Paris-aftalens målsætning om maks.1,5-2 grader. Selskabet Total, der ejer 43,2 procent af Dansk Undergrunds Consortium, er et af de 4 selskaber, der har søgt om tilladelse til at igangsætte ny efterforskning efter olie og gas via 8. udbudsrunde.

Ifølge Carbon Trackers beregninger vil mellem 30 og 40 procent af Totals investeringer gå tabt i et Paris-kompatibelt scenario.

Nordsøfonden risikerer altså at lide et lignende tab, når den afholder udgifterne til 20 procent af Totals investeringer i Nordsøen. Derudover er oliejagten med til at blokere for Nordsøens store havvindpotentiale, da produktionen har forrang, når havarealer udpeges.

DET BETYDER, at attraktive arealer ikke bliver udnyttet til at producere havvind.

Når Folketingets Klimaudvalg skal tage stilling til udbudsrunderne, bør de derfor også medregne opportunity costs – den gevinst, som Danmark kunne få, hvis arealet blev brugt til havvind, men som går tabt, hvis licenserne bliver tildelt olieselskaber.

En udfasning af den danske olieproduktion vil have en positiv effekt på klimaet, også selv om produktionen har en relativt lav CO2-intensitet.

Det skyldes bl. a., at en udfasning af produktionen i Danmark ikke er ensbetydende med en tilsvarende stigning i udlandet.

Et øget eller forlænget udbud af olie og gas i Nordsøen vil ifølge den økonomisk vismand Lars Gårn Hansen reducere markedsprisen og som følge heraf øge forbruget af olie og gas. Med den nye klimakurs, regeringen har sat, kommer resten af verden igen til at kigge til Danmark.

DET GIVER OS en unik mulighed for at sætte retningen for den globale omstilling.

Et ensidigt fokus på at regulere efterspørgslen på fossile brændsler løser ikke klimaudfordringen.

Vi er nødt til også at regulere udbuddet.

Det budskab kan Danmark kun videregive, hvis vi går forrest som det gode eksempel.

Hvis klimaministeren vælger at tildele olieselskaberne den licens, de har ansøgt om, har selskaberne ret til at indvinde olie og gas helt frem til 2055.

By |2019-11-22T20:55:40+01:0029. august 2019|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Klimapolitikken skal se længere frem end til 2030

Debatindlæg bragt i Altinget, 29. august 2019, Af Claus Ekman, Direktør, Det Økologiske Råd.

Inden vi begynder at overveje, hvordan vi kommer i mål med 70 procents reduktion af drivhusgasudledningen, bør vi blive enige om, hvad formålet egentlig er.

Det vil nemlig være afgørende for, hvordan opgaven løses.

Er formålet at ramme 70 procents reduktioner i vores territoriale udledninger i forhold til 1990-niveauet ud fra de opgørelsesmetoder, som vi anvender i EU med de undtagelser og særregler, som det indebærer?

Eller er formålet at igangsætte omstilling af det danske samfund, der er konsistent med Paris-aftalens ambitioner?

Jeg er ikke tvivl om, at vælgerne, der stemte regeringen til magten, vil pege på det sidstnævnte af de to formål.

70 procent er ikke et endemål

De 70 procent er, hvad videnskaben tilsiger, hvis vi skal bidrage med vores rimelige del af Paris-aftalen. Det er en konkret målsætning, men også er en politisk vision for et bæredygtigt samfund, og det bør være styrende for, hvordan det implementeres.

Målsætningen må derfor ikke blive til en bureaukratisk målstreg, som kan opfyldes med kreditter og kvoter, som har begrænset effekt i den virkelige verden eller med outsourcing af dele af produktionserhvervene for den sags skyld.

Det er en målsætning, men bestemt ikke endemålet, og derfor er det også nødvendigt, at klimapolitikken har et længere sigte og forholder sig til udfordringen efter 2030.

Hver enkelt af de 70 procent skal være reelle klimareducerende tiltag i Danmark. Ellers parkeres udfordringerne blot til årene efter 2030 til skade for både klimaet og den vision, det hele handler om.

Der er allerede gode forslag på bordet

Løsninger, der kan bringe os til 60 til 65 procents reduktion, er allerede blevet præsenteret.

Et pænt udvalg af Folketingets partier har fremlagt gennemarbejdede og realistiske klimaplaner med masser af gode tiltag, der bringer os godt op mod de 70 procent.

Det handler blandt andet om massiv udbygning med vedvarende energi, øget fokus på energieffektivisering, elektrificering, fleksibelt forbrug, lagring og kobling mellem el og varme og transportsektoren. Om udtagning af lavbundsjorde, skovrejsning, mere træ i byggeriet, reduktioner af udslip fra landbruget ved hjælp af moderne teknologier.

Om effektivisering og omstilling af de industrielle processer. Om en visionær transportpolitik med incitamenter, der får folk op på cyklen, ind i toget, bussen og elbilerne. Om øgede forskningsbudgetter.

Tiltag, som skal have fuld skrue de kommende år. Både gennem krav, puljer, oplysning og omlægning af afgifter og tilskud.

Virkemidler har konsekvenser for økonomien

Men hvordan når vi de sidste procent op til de 70? Det er en myte, at vi ikke har virkemidlerne, der kan bringe os helt til de 70 procent. Det har vi.

Og de økonomiske konsekvenser er mindre end en procent af BNP, hvis man spørger økonomerne.

Men med de kendte virkemidler vil det dog have større konsekvenser for visse dele af økonomien. Det må vi være ærlige om.

Det positive er, at vi heldigvis har over ti år til at finde den bedste vej til målet, og det behøver ikke at blive så ubehageligt, som mange får det til at lyde.

For eksempel er det muligt at omlægge landbruget i en langt mere klimavenlig retning, uden at det truer fremtiden for sektoren.

70 procent kan virke skræmmende

Hvis vi kigger ti år tilbage, er der sket mange ting, som vi dengang ville have kaldt fremtidsmusik.

Der er brancher, der er blevet løbet over ende af teknologiudviklingen, og der er store trends i befolkningen, som har haft enorm betydning for store dele af økonomien.

Den grønne omstilling, som allerede er i gang, skal speedes gevaldigt op, men historien viser, at vi kan skabe kæmpe forandringer, også positive, inden for ganske få år.

Det kræver innovation, både teknologisk og regulatorisk, og det kræver inspiration.

Vi skal inspirere hinanden til at skabe forandringerne, både gennem nye produktionsformer, men ligeså vigtigt gennem nye forbrugsmønstre. Vi skal inspirere til at se mulighederne og det positive i visionen.

Måske er den største udfordring de negative fortællinger om de 70 procent, som skræmmer befolkningen og skygger for det positive i visionen om et bæredygtigt samfund.

By |2019-11-24T21:44:16+01:0029. august 2019|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Klimaet kræver politisk handling – og statslig regulering. Men uden folkelig forankring kommer vi ikke i mål

Kronik bragt i Ræson den 29. august 2019 af Lars Køhler, Energi- & Klimarådgiver ved Det Økologiske Råd

Så er vi på den igen. En ny regering har sat sig i ministerstolene, og et nyt politisk år er begyndt. Alligevel virker alt nyt og anderledes for mig. Det kommer af en indstilling fra den nye regering, som giver mig håb og tro på, at nu stopper tvivlen, nølet og alle de politiske benspænd. At vi endelig gør det, som vi skulle have gjort for 30 år siden: lytter til videnskaben og handler derefter.

70 % reduktion af vores udledning af drivhusgasser inden 2030. Det er sådan set det, det hele handler om. Det er det, videnskaben siger, der som minimum skal til for, at vi har en nogenlunde chance for at bremse det klimakollaps, vi ved, at business as usual vil føre med sig. Og det er det klimamål, som vores nye regering er bygget på.

Som Dan Jørgensen sagde i Deadline den 27. juni kort tid efter sin indtrædelse som klima- energi- og forsyningsminister: “Det her er ikke et almindeligt politikområde. Vi kan jo ikke forhandle med naturen. Vi kan jo ikke forhandle med klimaet. Når eksperterne siger til os, at det er det, der skal til, jamen så er det jo det, der skal til, og så er det sådan set en bunden opgave for os at udvikle den politik og støtte den forskning, lave den innovation, som sikrer, at vi også kan nå det, der er nødvendigt”.

Udtalelsen [fra Dan Jørgensen] er udtryk for noget nyt og opmuntrende anderledes. En respekt for alvoren i opgaven, som indgyder håb og motivation

Udtalelsen er udtryk for noget nyt og opmuntrende anderledes. En respekt for alvoren i opgaven, som indgyder håb og motivation. Men nu er udfordringen, som Dan siger, at udvikle den politik, der skal til. At finde den rette vej. Og her bliver det af gode grunde en kende mere udfordrende. Ikke at vi ikke ved, hvad der skal til, men det, der skal til, er så omfattende og så politisk sprængfarligt, at jeg kan frygte, at de gode ambitioner forgår i frygten for den videnskabelige nødvendighed og den politiske kapital, der skal investeres.

MEN frygt til side. Lad os komme i gang. Her er en liste over tiltag, både regulering, handling og investeringer, som jeg mener, regeringen kan og skal sætte i gang med det samme.

Forslagene leveres ikke i en kronologisk rækkefølge af den simple grund, at alle tiltag skal i spil samtidigt. Vi har gennem 30 års tøven, debat, tvivl og nølen forspildt chancen for at tænke i kronologi, langsom indkøring og privilegeret prioritering mellem svære valg. Vi har bundet os selv til en situation, hvor tingene bliver nødt til at foregå parallelt, og hvor det haster i en nærmest hårrejsende grad. Her er min korte liste:

ENERGI

1. Udfasning af fossile brændsler i vores energisystem – el senest i 2030 og i varme senest i 2035.

2. Massiv udbygning af vindenergi, herunder havvindmøller i Nordsøen.

3. Udfasning af biomasse til el og varmeproduktion og fremme af varmepumper, geotermi og solvarme.

4. Fremme af energieffektivisering og bæredygtig overskudsvarme i industrien.

5. Fremme af koblingen mellem el-systemet og øvrige dele af energisektoren.

LANDBRUG, NATUR OG FØDEVARER

6. Omfattende afgiftsomlægning, der ansporer til en udfasning af CO2-tunge produkter – fx afgift på kød og momsfritagelse af grønt og korn.

7. Omlægning af vores landbrug – fx økologi, udtagning af lavbundsjorder og indførelse af miljøteknologier.

8. Plantning af en hulens masse træer og vedvarende græs [græs, der står uberørt i minimum fem år, red.].

9. Reduktion af madspild – involvér detailbranchen og igangsæt nationale informationskampagner.

BYGGERI

10. Tiltag for øget energieffektivisering i byggeriet – fx gennem nationalt energieffektiviseringsmål, fjernelse af anlægsloftet for energirenoveringer og en ambitiøs renoveringsstrategi.

11. Loft på bygningers indlejrede energi – fx ved krav om øget genbrug af materialer, materialepas og cirkulært byggeri i bygningsreglementet.

12. Krav om CO2-mål i byggeriet.

TRANSPORT

13. Udfasning af fossilbiler og indfasning af elbiler – ved at nedbringe salg af fossilbiler til 0 via bl.a. øgede afgifter og hurtig udarbejdelse af ladeinfrastrukturplan for elbiler.

14. Elektrificering af tunge køretøjer – fx ved krav om, at tunge køretøjer i det offentlige omstilles til 0-emission inden 2030 samt ved fremme af 0-emissionsteknologier i den private sektor ved støtte til forsøgsprojekter.

15. Omstilling af flysektoren – bl.a. ved mål for klimaneutral indenrigsflyvning og ved at sikre, at flybrændstof tanket i Danmark primært udgøres af elektrofuels” [‘flydende el’, red.].

FORSKNING

16. Øget investering i forskning og støtte til udvikling og markedsmodning af klimaløsninger – fx gennem EUDP og med fokus på bl.a. storskala energilagring, danskproduceret elektrofuels og CCU (carbon capture and usage).

ØKONOMI

17. Igangsættelse af omlægning til en cirkulær økonomi – fx ved krav til indarbejdelse i det offentliges indkøbsordninger og fremme af offentlige-private partnerskaber med cirkulært fokus.

18. Tiltag for afinvestering af ATP’s investeringer i kul, olie og gas.

POLITIK

19. Udfærdigelse af en ny klimalov med Parisaftalens 1,5-gradsmål som pejlepunkt og med bindende delmål.

20. Genindførelse af det grønne nationalregnskab.

Det er et udpluk af tiltag og forandringer, som vi ved, vi skal igennem, og som vi ved, vi kan og skal tage fat på med det samme

De nævnte punkter og tiltag er ikke nye. De er ikke unikke. De er ikke taget ud af den blå luft, og de er ikke opfundet af mig. Det er et udpluk af tiltag og forandringer, som vi ved, vi skal igennem, og som vi ved, vi kan og skal tage fat på med det samme. Der vil uden tvivl sidde folk derude, som mener, der mangler noget – og det gør der. Det vil simpelthen ikke være muligt at opremse alle de ting, der skal tages fat på her. Men de her nævnte 20 punkter er et godt, bredt sted at starte. Og der er ingen undskyldning for ikke at komme i gang.

DER er dog udbredt tvivl om, hvorvidt disse forslag bringer os helt i mål. Om der skal mere til for at nå de 70 %. Og debatten kører med god grund allerede på fuldt blus. For her bliver det ganske rigtigt svært. Mange af de nødvendige løsninger kender vi til, men har ikke fuldt styr på endnu og mangler færdigudvikling, produktionsoptimering og markedsmodning. Andre vil muligvis komme gennem implementeringen af bl.a. de første 20 punkter og tiltag. Og andre nødvendige tiltag kan vi, med den tilgængelige know-how, endnu ikke implementere i den nødvendige skala og nødvendige hast. Det er her, det bliver rigtig kompliceret, for alle disse løsninger ligger gemt i igangsættelse af forandringen. Vi håber altså på en videnskabelig lottokupon eller en teknologisk enhjørning.

Min klare holdning er, at her bør alarmklokkerne ringe. Vi kan og skal ikke lægge vores fremtid i hænderne på skrabelodder og håb. Vi skal arbejde på dem, glædes, hvis de lykkes, men ikke dække huller og udfylde manglende procenter i klimamålene med dem. Krydsede fingre er og bliver en ualmindelig dum strategi.

Hvad gør vi så?

DE førnævnte 20 punkter er regulering, eller med andre ord: systemiske løsninger og statslig handling. Og der er ingen tvivl om, at den nødvendige løsning grundlæggende skal findes her. Vi kan ikke afværge den trussel, som vi står over for, hver for sig. Vi skal i mål gennem fælles løsninger. Og vi skal finde løsninger, der implementeres hos alle på samme tid og i samme hast. Men samtidigt vil løsninger presset ned over hovedet på befolkningen aldrig virke. Hverken i implementeringen eller for den samlede løsning. Vi bliver nødt til at se langt mere holistisk på tingene. Alt skal i spil. Alle skal i spil.

Løsninger presset ned over hovedet på befolkningen vil aldrig virke. Alt skal i spil. Alle skal i spil

Jeg mener, at løsningen på både smertegrænsen for, hvor megen regulering vi kan indføre, og de sidste usikre procenter skal findes et andet sted. Og jeg mener, at udfordringen med at komme i mål kan og skal løses ved at turde tage fat – også der, hvor det gør ondt. Der, hvor de politiske sejre og kapital ikke er ligetil.

Lad mig derfor tilføje fire punkter til min liste.

1. Fortæl det, som det er – Erklær “klimamæssig nødtilstand”.

2. Afpolitisér klimapolitikken – Lad videnskaben sætte retningen.

3. Skab den positive vision om, hvor vi skal hen – Motivér. Nedbryd frygten. Engagér.

4. Inddrag NGO’er og foreningerne – Styrk disse. Uden en bred og dyb støtte i samfundet lykkes vi ikke.

De første 20 punkter gav stort set sig selv. Disse fire punkter gør ikke. Så lad mig forsøge at uddybe.

“FORTÆL det, som det er”

Vi er i problemer. Vi har spildt tiden, og derfor skal der tages fat. Al bevægelse starter med den upolerede sandhed. Ikke en politisk udvalgt del af sandheden, men den rå og ligefremme sandhed. Drop udenomssnakken. Sig højt, at det her kommer til at gøre ondt på nogen og mærkes af os alle. Erklær “klimamæssig nødtilstand”, så vi alle ved, hvad vi står over for.

“AFPOLITISER klimapolitikken”

Her er Dan Jørgensen (S) med sine udtalelser godt på vej. At slå fast med syvtommersøm, at vi “ikke kan forhandle med klimaet”, er ikke bare at tage et kæmpe skridt på vej mod succesen i de nødvendige, men svære tiltag og løsninger, men vil også gøre klimapolitikken til et fælles projekt. En overligger, der er bredt forankret i hele folketingssalen, ligesom menneskerettighederne og de demokratiske værdier, som vores samfund bygger på. Klimaet er hverken rød eller blå politik. Det er menneskelig politik. Så ud med rød eller blå og ind med grøn eller sort. Ud med tro og holdninger om nødvendighed og ind med videnskab og fakta.

Ud med rød eller blå og ind med grøn eller sort. Ud med tro og holdninger om nødvendighed og ind med videnskab og fakta

“SKAB den positive vision om, hvor vi skal hen”, skrev jeg i en kommentar for RÆSON sidste efterår. Dette udsagn er i mine øjne et af de absolut vigtigste steder at tage fat og sætte ind, men samtidig et af de mest oversete områder i dansk politik. Lige nu er debatten fuld af frygt. Det er forståeligt, for vi bør frygte det sted, vi lige nu er på vej hen, for ellers reagerer vi ikke. Men frygt er bare ikke det, der får alle med og skaber handling. Det spænder tværtimod ben for rigtig mange handlinger og skaber apati for endnu flere. Fokusér i stedet for på den gode, positive, engagerende, frygtopløsende vision. Historien om, hvor fantastisk et sted det er, vi skal hen, og hvordan turen derhen ikke handler om at opgive det liv, vi holder af, men om at skabe den fremtid, vi drømmer om. Heri ligger netop det folkelige engagement gemt. Det, der skal til for, at vi alle tager ansvar. Det der gør, at vi forstår og værdsætter den svære regulering og samtidigt på egen hånd skaber de personlige forandringer og handlinger i hverdagen, der vil give os de sidste uvisse procenter for at nå målet.

Historien om, hvor fantastisk et sted det er, vi skal hen, og hvordan turen derhen ikke handler om at opgive det liv, vi holder af, men om at skabe den fremtid, vi drømmer om. Heri ligger netop det folkelige engagement gemt

INDDRAG NGO’erne og foreningerne

En enøjet politisk (farvet) vision fra toppen vil aldrig lykkes. En bred apolitisk vision fra toppen, støttet af bredden, har faktisk en chance for succes. Så inddrag NGO’erne og de talrige foreninger, der laver folkeligt engageret arbejde rundt omkring i landet. Gamle som unge. Styrk dem. Underbyg dem. Og skab derved de folkeligt funderede ambassadører, der kan være med til at sikre, at visionen bliver til sammenhold og handling, og at den ikke mister momentum undervejs.

DISSE sidste fire punkter er med andre ord broen, der skal til fra reguleringen til borgerforståelse og engagement. Og her balancerer netop vores mulighed for succes eller risiko for fiasko. Ikke i teknologiske enhjørninger eller krydsede fingre, men i folkeligt engagement og positive visioner, som vi alle kan se og forstå, og som vil kunne danne grundlag for den nødvendige holdningsændring og daglige handling.

Sæt rammerne. Definér udgangspunktet. Skab entusiasme og fundament for både mål og bevægelse. Og så er jeg sikker på, at vi nok skal nå i mål. Vi har ærligt talt ikke andre muligheder. For som Dan Jørgensen siger: “Vi kan ikke forhandle med klimaet”. Så sæt i gang.

By |2022-01-12T11:22:50+01:0029. august 2019|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Et EU-forbud mod nervegiften Chlorpyrifos er slet ikke tilstrækkelig

Chlorpyrifos er et meget udbredt pesticid, der i dag anvendes i over 100 lande. Det på trods af, at studier peger på alvorlige sundhedsrisici, bl.a. med negativ påvirkning af udviklingen af fostres og små børns hjerner. I Danmark har anvendelse af stoffet været forbudt i mange år, men uden stor effekt, da det ofte anvendes ved produktion af fødevarer, som vi importerer, bl.a. bananer, appelsiner og spinat. Undersøgelse viser at stoffet er tilstede i ca. en tredjedel af de ikke-økologiske citrusfrugter, der bliver solgt i danske supermarkeder. 

I sidste uge kom EU’s fødevaresikkerheds-enhed så med en anbefaling om, at den nuværende tilladelse, der løber til udgangen af 2019, ikke bør forlænges. Anbefalingen kommer efter en række studier, der peger på øget risiko for autisme, reduktion af IQ, depression og angst. Det har trukket en del overskrifter de seneste dage og nu også fået fødevareminister, Mogens Jensen, til at foreslå et dansk hasteforbud mod salg af fødevarer, der indeholder stoffet. Det er fint, men det er desværre slet ikke tilstrækkeligt. Chlorpyrifos er nemlig blot et af flere beslægtede stoffer under betegnelsen organofosfater, hvoraf flere med stor sandsynlighed har tilsvarende sundhedsskadelige effekter, men som fortsat vil være tilladte at bruge. Et forbud mod Chlorpyrifos vil sandsynligvis betyde, at fødevareindustrien skifter over til et af de nært beslægtede stoffer, som vi så kan vente nogle år på at bliver undersøgt og, efter de sædvanlige langstrakte EU-processer, muligvis i sidste ende forbudt. I mellemtiden lever vi og vores børn en usikker tilværelse med nye og muligvis ligeså sundhedsskadende stoffer i vores fødevarer. Det er en historie vi har set gentaget mange gange, f.eks. når det hormonforstyrrende stof bisphenol-A er blevet udskiftet med bisphenol-S, som kemisk ligner bisphenol-A og mistænkes for på samme måde at være hormonforstyrrende. 

Løsningen må være i langt højere grad at lade usikkerheden komme forbrugerens sundhed til gode. Det kan man gøre ved forbyde hele grupper af beslægtede stoffer, når ét viser sig at være sundhedsskadeligt, og de andre med beslægtede kemiske egenskaber endnu ikke er undersøgt til bunds. Der er mulighed for i EU-lovgivningen at lave den slags gruppe-klassificeringer, hvilket man blandt andet har gjort i forbindelse med regulering af tungmetaller.

Det er ikke blot irrationelt, men også moralsk forkasteligt, hvor skødesløst vi som samfund agerer, når det kommer til regulering af pesticider.

Den kortsigtede økonomiske fordel, der opnås ved øget produktion gennem brug af pesticider, vægtes tilsyneladende langt mere end de langsigtede og langt større omkostninger for samfundet, der er forbundet med de resulterende indlæringsvanskeligheder, autisme, lavere IQ, etc. Og dertil kommer de menneskelige omkostninger, som ikke indgår i de økonomiske vurderinger, men som er meget reelle for de forældre, der opdager, at deres børn ikke kan det samme som andre børn. Det kan kun undre, at man ikke går meget mere ambitiøst til værks. 

Derfor sendes hermed en opfordring til både fødevareminister, Mogens Jensen, og de danske medlemmer af EU-parlamentets udvalg for Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed om at kræve et forbud mod ikke blot chlorpyrifos, men også de nært beslægtede organofosfater, indtil der er langt mere klarhed over deres påvirkning af vores sundhed. Der ligger et tungt ansvar på jeres skuldre ift. at få den stramme danske regulering udbredt til hele EU og til resten af verden.

Debatindlægget er skrevet af Claus Ekman, direktør i Rådet for Grøn Omstilling, og blev bragt i en forkortet version i Politiken søndag d. 18. august. 2019

By |2019-11-25T14:19:45+01:0019. august 2019|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Elbiler er altså grønnere end dieselbiler

70 pct. reduktion af drivhusgasser i 2030 i forhold til 1990. Sådan lyder Danmarks nye klimamål, som S-regeringen lancerede sammen med Radikale Venstre, SF og Enhedslisten, inden det meste af Danmark gik på sommerferie. Nu skal vi begynde klimarejsen 2030. Det haster. Det er en vild udfordring, som kræver, at vi tager fat om klimaets smertensbarn: transporten.

Mens mange andre sektorer mindsker udledningen af CO2 – i hvert fald i Danmark – stiger transportens klimabelastning. I alt udgør transporten cirka 28 pct. af Danmarks udledning af drivhusgasser. Det skal stoppe.

Elbilerne har potentiale til slet ikke at udlede CO2, hvis den energi, der går til at producere bilerne og til at oplade batterierne, helt bliver fremstillet med vedvarende energikilder som vind og sol.

Udfordringen er så enorm, at alle grønne teknologier skal i spil. Der er stadig stor debat om, hvilke teknologier der bedst og billigst kan gøre luftfart, skibstrafik og den tunge vejtransport klimaneutralt. Men ikke hvad angår personbiler. Her er eksperterne enige om, at elbiler er den rette vej for en grønnere bilpark.

Elbiler udleder mindre CO2 end dieselbiler og er tre gange mere energieffektive. I Danmark udleder de cirka halvt så meget CO2 som dieselbiler, også når man medregner CO2-udslippet fra produktionen af batterierne.

Elbilerne har potentiale til slet ikke at udlede CO2, hvis den energi, der går til at producere bilerne og til at oplade batterierne, helt bliver fremstillet med vedvarende energikilder som vind og sol. Og netop dét arbejder mange bilproducenter på, så de på sigt kan sælge en helt CO2-neutral elbil.

Derfor er det beskæmmende, at Jyllands-Posten gang på gang sår tvivl om de elektriske biler. Til trods for at videnskaben siger noget andet. Det skader den grønne omstilling.

Der sælges årligt 100 millioner biler i verden. 20 millioner af dem i Europa. Den produktion vil påvirke miljø og klima, også selv om alle bilerne er elbiler, og derfor skal pressen selvfølgelig kigge branchen i kortene og pege på problemerne. Men husk nu at bruge eksperterne på området.

Senest i artiklen ”Eksperterne er vildt uenige: Hvor meget sviner elbiler?”, hvor en gruppe professorer får taletid, selv om de ikke ved noget om elbiler eller batterier. For eksempel er de ikke opmærksomme på, at de officielle opgørelser af energiforbruget i en dieselbil med den gamle NEDC-test ikke svarer til det faktiske forbrug. Det er langt højere, hvilket betyder endnu større udledning af CO2.

Derudover bruger professorerne gamle og alt for høje tal for CO2-udslippet ved produktion af batterier, og de benytter også et for højt tal for elproduktion. Eksperter på området har for længst afvist påstandene, men alligevel bringer Jyllands-Posten dem.

El er en af klodens livreddere – sammen med en masse andre grønne løsninger. I Danmark kommer cirka 70 pct. af strømmen fra vind, sol og andre vedvarende energikilder, og i 2030 vil elektriciteten være 100 pct. grøn.

Om to år kan forbrugerne i Danmark og resten af Europa vælge mellem 209 forskellige elbiler og opladningshybridbiler. Det er tre gange så mange modeller som i dag og svarer næsten til udvalget af benzinbiler i Danmark i første halvdel af 2019.

Når det vælter ud på markedet med elektriske biler, skyldes det både EU-regulering, og at der er bred konsensus i bilbranchen og blandt forskere, embedsmænd og organisationer verden over om, at elbiler er den oplagte grønne teknologi til at tage over for benzin og diesel i personbilerne.

Derfor tør bilbranchen investere de astronomiske beløb, der skal til for at udvikle nye bilmodeller, bygge bilfabrikkerne om og skabe kraftig ladeinfrastruktur, som bringer opladningen af elbiler ned på 10-15 minutter.

Og du kan med grøn samvittighed sende benzin- og dieselslugeren på pension og sætte dig bag rattet på en elbil – upåagtet af, hvad Jyllands-Posten skriver.

Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten den 12. august 2019

Af JEPPE JUUL, transportpolitisk medarbejder i Det Økologiske Råd og præsident for Transport & Environment og LÆRKE FLADER, branchechef for Dansk Elbil Alliance

Se debatindlægget i Jyllands-posten her

By |2019-11-18T13:54:29+01:0012. august 2019|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Skibsfarten truer Grønlands natur

Billedet er fra Diskoøen. Firmaet Hurtigruten er et af de krydstogtselskaber, der frivilligt sejler på let bunkerolie for at skåne miljøet i Arktis. Foto: Kåre Press-Kristensen

Artikel bragt i Global Økologi, sommer 2019, af Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver i Det Økologiske Råd.

Jeg har målt luftforurening rigtig mange steder i verden, men mit arbejde i Grønland gjorde et særligt indtryk på mig. Sidste år tog jeg rundt flere forskellige steder på øen i nord, og i fjeldene findes noget af verdens reneste luft. Meget renere end det, vi kommer i nærheden af i Danmark. Jeg har kun målt samme rene luft i drypstenshuler i Ungarn og midt i den mexicanske jungle. Men den rene luft i de grønlandske fjelde risikerer at blive forurenet på grund af stigende skibsfart i området.

I de større grønlandske byer bidrager oliefyr, gamle dieselbiler og småindustrier selvfølgelig til den lokale luftforurening. Men skibsfarten er en stor overset kilde til luftforurening i Grønland. Endda en kilde i hastig vækst, efterhånden som isen smelter, og endnu flere fragtskibe skyder genvej gennem Arktis. Samtidig tager flere og flere også et krydstogtskib rundt langs Grønlands kyster.

Fælles for mange fragtskibe og krydstogtskibe er, at de sejler på noget af verdens mest forurenende brændstof: tung bunkerolie. Tung bunkerolie er billigere end andet brændstof, men det indeholder i gennemsnit 2.500 gange mere svovl end den diesel, som dieselbilerne bruger på vejene. Da skibene afbrænder store mængder bunkerolie, ofte helt uden at rense røggassen, udleder de store mængder forurenet luft, der ud over at øge risikoen for kræft, hjertekarsygdomme, blodpropper og alvorlige luftvejslidelser også ødelægger Grønlands unikke økosystemer og bidrager til, at isen smelter endnu hurtigere.

Samtidig kan det være katastrofalt, når skibene udleder rester af tung bunkerolie eller vaskevand fra tanke i farvandene omkring Grønland. Det er naturligvis forbudt, men er ofte almindelig praksis. Desuden kan et større skibsforlis føre til uoverskuelige ødelæggelser af de marine økosystemer, som udgør grundlaget for landets kultur og økonomi. Tung bunkerolie nedbrydes nemlig langsomt under de lave temperaturer og giver derfor langtidsskader på den fantastiske natur og for fiskeriet, der er Grønlands livsnerve. Og i de barske farvande omkring Grønland er effektiv oprydning efter olieudslip og ulovlige udledninger så godt som umulig. De største krydstogtskibe, der besøger Grønland, har brændstoftanke med 2.500.000 liter tung bunkerolie.


En enkelt tur på et krydstogtskib
For at give et indtryk af omfanget af forureningen, så afbrænder et Royal Arctic Line fragtskib ca. 30 ton tung bunkerolie dagligt, krydstogtskibene afbrænder i gennemsnit 55 ton tung bunkerolie dagligt, mens de største krydstogtskibe i Grønland afbrænder 200-250 ton tung bunkerolie dagligt. Og hvis vi sammenligner det med forureningen fra affaldsforbrændingen i Nuuk, så udleder et fragtskib eller et krydstogtskib på bare en tur i Grønland en forurening med svovl, NOx og partikler, der er af samme størrelsesorden som udledningen fra affaldsforbrændingen i Nuuk på et helt år. En enkelt tur! Og de helt store krydstogtskibe forurener på bare en enkelt tur i Grønland mere end affaldsforbrændingen forurener på fire år. Der er altså tale om massive udledninger.

Nogle krydstogtskibe er udstyret med såkaldte skrubbere, der vasker dele af forureningen ned i havet, hvilket trods alt er bedre end at udlede forureningen til luften, men bestemt ikke en miljørigtig løsning. Og der er intet krav om, eller kontrol med, at skrubberne er tændt, når skibene sejler langs Grønland kyst.

Der er derfor akut behov for at forbyde brugen af tung bunkerolie i Arktis. Dette kan ske uden store konsekvenser. Der er nemlig allerede masser af selskaber, der driver forretning uden brug af tung bunkerolie i Grønland. Godt halvdelen af alle krydstogtskibe, de fleste fiskefartøjer og flere fragtskibe har allerede erstattet tung bunkerolie med den mere miljøvenlige let bunkerolie. Rederiet Hurtigruten er et godt eksempel på en miljøprogressiv spiller i Grønland, der frivilligt anvender let bunkerolie for at beskytte miljøet. Men da tung bunkerolie er billigst for store skibe, så er det kun miljøprogressive virksomheder, som frivilligt skifter til let bunkerolie. For at få de resterende skibe til at følge trop og anvende let bunkerolie og på sigt sørge for at rense luften kræver det, at vi får regler eller indfører afgifter, der motiverer selskaberne til at vælge de mere miljøvenlige alternativer.

Argumentet fra rederierne er ofte, at det så vil blive dyrere for skibene og dermed give dyrere varer for forbrugerne. Men en stor konsulentrapport udarbejdet for Selvstyret i Grønland viser, at de forventede prisstigningerne på dagligvarer grundet de øgede transportomkostninger ved et skift til let bunkerolie vil være helt ubetydelige. Der er tale om under 5 kr. årligt pr. indbygger. Prisstigningerne vil primært ramme den rige del af befolkningen i de store byer, der står for langt størstedelen af forbruget.
Passagerne aner intet

Sidste år fik jeg en god snak med en del krydstogtpassagerer, som netop var ankommet til Nuuk. De anede ikke, hvor meget skibet forurenede den unikke natur, som de betalte 14.000 kr. for at opleve. For 80 kr. mere om dagen kunne skibet have anvendt let bunkerolie. Det var alle villige til at betale. En passager bemærkede, at det var samme pris, som han hver aften betalte for et glas rødvin til maden på skibet. Mange passagerer var utilfredse med, at de ikke havde fået valget.

Fra 2020 sker der heldigvis lidt på området. Nye internationale miljøkrav vil gøre det dyrere at bruge tung bunkerolie, og så bliver billetprisen kun 25 kr. dyrere frem for 80 kr. dyrere, hvis et krydstogtskib bruger let bunkerolie i stedet for tung bunkerolie. Samtidig har det internationale samfund tilbage i 2011 forbudt brugen af tung bunkerolie på den anden side af jorden, nemlig ved Antarktis, netop for at undgå forureningsskader og reducere risikoen ved oliespild. Men der eksisterer ikke et lignende forbud i Arktis i nord og farvandene omkring Grønland. Og det, på trods af at risikoen for oliespild og helbredsskaderne er større i Arktis sammenholdt med Antarktis. En risiko, der stiger med stigende skibsfart.

Hvis vi skal skåne Grønlands unikke økosystemer, bevare den rene luft i fjeldene, undgå de skadelige effekter på helbredet for de mennesker, der bor på øen, og mindske den globale opvarmning fra sodpartiklerne på den Grønlandske iskappe, så kræver det fuldt stop af tung bunkerolie i Arktis.


By |2019-11-20T13:20:44+01:001. juli 2019|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Økologisk Råd: Vi fik ikke et grønt jordskredsvalg

Debatindlæg bragt i Altinget den 12. juni 2019 , Af Lars Køhler, Klimapolitisk rådgiver, Økologisk Råd

Op til folketingsvalget har vi set et nærmest eksplosivt skifte i danskernes politiske prioriteringer. Natur, miljø og klima er ikke bare blevet mainstream, men det vigtigste emne overhovedet. Og det er sket i en historisk uset hast og omfang.

Men fik vi så det klimavalg, vi kunne have forventet?

Der skete noget sidste sommer, da den europæiske hedebølge lagde sig over Danmark. Noget forandrede sig. Ikke bare ændrede de grønne marker farve til brun, men der skete også noget med danskernes syn på klimaet. Pludselig skulle græsset ikke slås, og ventilatorer var ikke til at opdrive med svedige søvnløse nætter til følge. Pludselig var det hele ikke fjernt og uhåndgribeligt. Klimaforandringerne blev både nærværende og personlige.

Siden da er det nærmest væltet ind over os med alarmerende forskning, der har advaret om, at den trussel, vi står over for, kræver hidtil uset akut handling og altomfattende forandring i alle dele af samfundet. Videnskaben blev pludseligt klar i spyttet. Og kombineret med en mærkbar forandring i de danske mediers håndtering af emnet, en syleskarp ung svensk pige med fletninger og gennemslagskraft, millioner af børn og unge på gaderne og et stærkt pres fra de grønne ngo’er skete der endelig noget.

Det grønne valg var givet
I januar, da vores borgerforslag til en klimalov på få dage blev støttet af 60.000 danskere, mente blot 23 procent af danskerne, at klimaet var det kommende folketingsvalgs vigtigste emne. Men da vi godt 20 uger senere gik i stemmeboksen, mente næsten 60 procent, at det var det vigtigste emne (Voxmeter).

En næsten ufattelig forandring på så kort tid. Men en forandring, der netop skal forstås i kontekst af det, der er sket siden i sommer.

Og så rykkede politikerne sig. Alene i de tre-fire uger fra klimaloven nåede de nødvendige 50.000 støtter, og til den skulle førstebehandles, flyttede flere af de politiske partier sig mere, end de havde gjort i årevis. De indså, at de faktisk kunne tabe et valg på denne dagsorden.

Pludselig slugte partierne – på kryds og tværs af blokke og ideologier – den grønne dagsorden med hud og hår. Venstre, LA og DF støttede nu både den gamle såkaldte “klimalov” fra 2014, de ikke havde anerkendt tidligere, og princippet om en ny klimalov.

Regeringen indså dog, at de ikke kunne gå til valg på en stemme mod borgerforslaget og var endda så presset, at de i desperation endte med i sidste øjeblik at sylte klimaloven for at undgå en afstemning.

26 procent til de fire grønne
Det grønne valg var givet. Men valgte danskerne så også grønt? Vi kan ikke sige det med sikkerhed, men det, vi kan se af stemmetallene, fortæller os en hel del.

Fakta er, at kun to partier, Alternativet og Enhedslisten, gik ind i valgkampen med klimamål, der kunne siges at leve op til Parisaftalens 1,5 graders mål. De to partier gik tilbage.

Kun cirka 26 procent stemte på de fire partier – Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet – der i valgkampens sidste uge stillede krav om, at en ny regering skulle acceptere klimamål, der ville gøre, at Danmarks kurs ville bringes inden for rammerne af 1,5 graders målet.

Venstre og Socialdemokratiet – der har haft magten i godt 30 år og hverken har taget klimakrisen alvorligt nok eller endnu har vist vilje til at sætte klimamål, der bringer os på rette kurs – fik tilsammen cirka halvdelen af stemmerne. Tankevækkende.

Derimod blev LA og DF – der indtil forleden havde klimaordførere, som tvivlede på, at klimaforandringerne var menneskeskabte og derfor var et rent “trosspørgsmål”, og som højlydt erklærede, at debatten var “hysterisk” og drevet af “klimatosser” – begge sablet ned af vælgerne. En voldsom stemmeflugt, der dermed også kan være forårsaget af klimadebatten. Inden valget mente for eksempel 20 procent af DF’s vælgere og 23 procent af LA’s vælgere (Norstat), at klimaet var valgets vigtigste emne. De blev ikke taget seriøst.

Intet grønt jordskredsvalg
Så nej, vi fik ikke det grønne jordskredsvalg, vi med rette kunne have forventet. Men vi står nu alligevel for første gang med en reel chance for en ny grøn retning for Danmark. En chance, vi netop har fået på grund af et ubønhørligt folkeligt pres, der medførte nærmest paniklignende tilstande blandt partierne under valgkampen, og som partierne, på trods af at stemmerne ikke var 100 procent grønne, gør klogt i at have in mente under de igangværende regeringsforhandlinger.

Men det hele afhænger nu af, at de fire partier, der inden valget krævede en ny retning, som ville bringe os på rette kurs mod 1,5 graders målet, nu også står fast. Disse partier må nu leve op til det massive grønne krav, befolkningen har stillet, og sikre, at en ny regering ikke bare gør noget, men nu faktisk gør nok. For alt andet end det nødvendige er ikke længere en mulighed, hvis ikke vi vil efterlade både problem og regning hos vores børn.

Giv os nu verdens mest ambitiøse klimalov. Med bindende delmål, minimum 70 procents reduktion af drivhusgasser i 2030 og et mål om netto-nul senest i 2040. Og kom så i gang med at skabe den nødvendige systemiske omvæltning og grønne handling.

Vi hørte de flotte ord og løfter under valget. Vi ved, det folkelige mandat er der. Nu må og skal vi se det politiske mod til handling.

By |2019-11-20T12:19:45+01:0012. juni 2019|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top