Kronik bragt i Ræson den 29. august 2019 af Lars Køhler, Energi- & Klimarådgiver ved Det Økologiske Råd

Så er vi på den igen. En ny regering har sat sig i ministerstolene, og et nyt politisk år er begyndt. Alligevel virker alt nyt og anderledes for mig. Det kommer af en indstilling fra den nye regering, som giver mig håb og tro på, at nu stopper tvivlen, nølet og alle de politiske benspænd. At vi endelig gør det, som vi skulle have gjort for 30 år siden: lytter til videnskaben og handler derefter.

70 % reduktion af vores udledning af drivhusgasser inden 2030. Det er sådan set det, det hele handler om. Det er det, videnskaben siger, der som minimum skal til for, at vi har en nogenlunde chance for at bremse det klimakollaps, vi ved, at business as usual vil føre med sig. Og det er det klimamål, som vores nye regering er bygget på.

Som Dan Jørgensen sagde i Deadline den 27. juni kort tid efter sin indtrædelse som klima- energi- og forsyningsminister: “Det her er ikke et almindeligt politikområde. Vi kan jo ikke forhandle med naturen. Vi kan jo ikke forhandle med klimaet. Når eksperterne siger til os, at det er det, der skal til, jamen så er det jo det, der skal til, og så er det sådan set en bunden opgave for os at udvikle den politik og støtte den forskning, lave den innovation, som sikrer, at vi også kan nå det, der er nødvendigt”.

Udtalelsen [fra Dan Jørgensen] er udtryk for noget nyt og opmuntrende anderledes. En respekt for alvoren i opgaven, som indgyder håb og motivation

Udtalelsen er udtryk for noget nyt og opmuntrende anderledes. En respekt for alvoren i opgaven, som indgyder håb og motivation. Men nu er udfordringen, som Dan siger, at udvikle den politik, der skal til. At finde den rette vej. Og her bliver det af gode grunde en kende mere udfordrende. Ikke at vi ikke ved, hvad der skal til, men det, der skal til, er så omfattende og så politisk sprængfarligt, at jeg kan frygte, at de gode ambitioner forgår i frygten for den videnskabelige nødvendighed og den politiske kapital, der skal investeres.

MEN frygt til side. Lad os komme i gang. Her er en liste over tiltag, både regulering, handling og investeringer, som jeg mener, regeringen kan og skal sætte i gang med det samme.

Forslagene leveres ikke i en kronologisk rækkefølge af den simple grund, at alle tiltag skal i spil samtidigt. Vi har gennem 30 års tøven, debat, tvivl og nølen forspildt chancen for at tænke i kronologi, langsom indkøring og privilegeret prioritering mellem svære valg. Vi har bundet os selv til en situation, hvor tingene bliver nødt til at foregå parallelt, og hvor det haster i en nærmest hårrejsende grad. Her er min korte liste:

ENERGI

1. Udfasning af fossile brændsler i vores energisystem – el senest i 2030 og i varme senest i 2035.

2. Massiv udbygning af vindenergi, herunder havvindmøller i Nordsøen.

3. Udfasning af biomasse til el og varmeproduktion og fremme af varmepumper, geotermi og solvarme.

4. Fremme af energieffektivisering og bæredygtig overskudsvarme i industrien.

5. Fremme af koblingen mellem el-systemet og øvrige dele af energisektoren.

LANDBRUG, NATUR OG FØDEVARER

6. Omfattende afgiftsomlægning, der ansporer til en udfasning af CO2-tunge produkter – fx afgift på kød og momsfritagelse af grønt og korn.

7. Omlægning af vores landbrug – fx økologi, udtagning af lavbundsjorder og indførelse af miljøteknologier.

8. Plantning af en hulens masse træer og vedvarende græs [græs, der står uberørt i minimum fem år, red.].

9. Reduktion af madspild – involvér detailbranchen og igangsæt nationale informationskampagner.

BYGGERI

10. Tiltag for øget energieffektivisering i byggeriet – fx gennem nationalt energieffektiviseringsmål, fjernelse af anlægsloftet for energirenoveringer og en ambitiøs renoveringsstrategi.

11. Loft på bygningers indlejrede energi – fx ved krav om øget genbrug af materialer, materialepas og cirkulært byggeri i bygningsreglementet.

12. Krav om CO2-mål i byggeriet.

TRANSPORT

13. Udfasning af fossilbiler og indfasning af elbiler – ved at nedbringe salg af fossilbiler til 0 via bl.a. øgede afgifter og hurtig udarbejdelse af ladeinfrastrukturplan for elbiler.

14. Elektrificering af tunge køretøjer – fx ved krav om, at tunge køretøjer i det offentlige omstilles til 0-emission inden 2030 samt ved fremme af 0-emissionsteknologier i den private sektor ved støtte til forsøgsprojekter.

15. Omstilling af flysektoren – bl.a. ved mål for klimaneutral indenrigsflyvning og ved at sikre, at flybrændstof tanket i Danmark primært udgøres af elektrofuels” [‘flydende el’, red.].

FORSKNING

16. Øget investering i forskning og støtte til udvikling og markedsmodning af klimaløsninger – fx gennem EUDP og med fokus på bl.a. storskala energilagring, danskproduceret elektrofuels og CCU (carbon capture and usage).

ØKONOMI

17. Igangsættelse af omlægning til en cirkulær økonomi – fx ved krav til indarbejdelse i det offentliges indkøbsordninger og fremme af offentlige-private partnerskaber med cirkulært fokus.

18. Tiltag for afinvestering af ATP’s investeringer i kul, olie og gas.

POLITIK

19. Udfærdigelse af en ny klimalov med Parisaftalens 1,5-gradsmål som pejlepunkt og med bindende delmål.

20. Genindførelse af det grønne nationalregnskab.

Det er et udpluk af tiltag og forandringer, som vi ved, vi skal igennem, og som vi ved, vi kan og skal tage fat på med det samme

De nævnte punkter og tiltag er ikke nye. De er ikke unikke. De er ikke taget ud af den blå luft, og de er ikke opfundet af mig. Det er et udpluk af tiltag og forandringer, som vi ved, vi skal igennem, og som vi ved, vi kan og skal tage fat på med det samme. Der vil uden tvivl sidde folk derude, som mener, der mangler noget – og det gør der. Det vil simpelthen ikke være muligt at opremse alle de ting, der skal tages fat på her. Men de her nævnte 20 punkter er et godt, bredt sted at starte. Og der er ingen undskyldning for ikke at komme i gang.

DER er dog udbredt tvivl om, hvorvidt disse forslag bringer os helt i mål. Om der skal mere til for at nå de 70 %. Og debatten kører med god grund allerede på fuldt blus. For her bliver det ganske rigtigt svært. Mange af de nødvendige løsninger kender vi til, men har ikke fuldt styr på endnu og mangler færdigudvikling, produktionsoptimering og markedsmodning. Andre vil muligvis komme gennem implementeringen af bl.a. de første 20 punkter og tiltag. Og andre nødvendige tiltag kan vi, med den tilgængelige know-how, endnu ikke implementere i den nødvendige skala og nødvendige hast. Det er her, det bliver rigtig kompliceret, for alle disse løsninger ligger gemt i igangsættelse af forandringen. Vi håber altså på en videnskabelig lottokupon eller en teknologisk enhjørning.

Min klare holdning er, at her bør alarmklokkerne ringe. Vi kan og skal ikke lægge vores fremtid i hænderne på skrabelodder og håb. Vi skal arbejde på dem, glædes, hvis de lykkes, men ikke dække huller og udfylde manglende procenter i klimamålene med dem. Krydsede fingre er og bliver en ualmindelig dum strategi.

Hvad gør vi så?

DE førnævnte 20 punkter er regulering, eller med andre ord: systemiske løsninger og statslig handling. Og der er ingen tvivl om, at den nødvendige løsning grundlæggende skal findes her. Vi kan ikke afværge den trussel, som vi står over for, hver for sig. Vi skal i mål gennem fælles løsninger. Og vi skal finde løsninger, der implementeres hos alle på samme tid og i samme hast. Men samtidigt vil løsninger presset ned over hovedet på befolkningen aldrig virke. Hverken i implementeringen eller for den samlede løsning. Vi bliver nødt til at se langt mere holistisk på tingene. Alt skal i spil. Alle skal i spil.

Løsninger presset ned over hovedet på befolkningen vil aldrig virke. Alt skal i spil. Alle skal i spil

Jeg mener, at løsningen på både smertegrænsen for, hvor megen regulering vi kan indføre, og de sidste usikre procenter skal findes et andet sted. Og jeg mener, at udfordringen med at komme i mål kan og skal løses ved at turde tage fat – også der, hvor det gør ondt. Der, hvor de politiske sejre og kapital ikke er ligetil.

Lad mig derfor tilføje fire punkter til min liste.

1. Fortæl det, som det er – Erklær “klimamæssig nødtilstand”.

2. Afpolitisér klimapolitikken – Lad videnskaben sætte retningen.

3. Skab den positive vision om, hvor vi skal hen – Motivér. Nedbryd frygten. Engagér.

4. Inddrag NGO’er og foreningerne – Styrk disse. Uden en bred og dyb støtte i samfundet lykkes vi ikke.

De første 20 punkter gav stort set sig selv. Disse fire punkter gør ikke. Så lad mig forsøge at uddybe.

“FORTÆL det, som det er”

Vi er i problemer. Vi har spildt tiden, og derfor skal der tages fat. Al bevægelse starter med den upolerede sandhed. Ikke en politisk udvalgt del af sandheden, men den rå og ligefremme sandhed. Drop udenomssnakken. Sig højt, at det her kommer til at gøre ondt på nogen og mærkes af os alle. Erklær “klimamæssig nødtilstand”, så vi alle ved, hvad vi står over for.

“AFPOLITISER klimapolitikken”

Her er Dan Jørgensen (S) med sine udtalelser godt på vej. At slå fast med syvtommersøm, at vi “ikke kan forhandle med klimaet”, er ikke bare at tage et kæmpe skridt på vej mod succesen i de nødvendige, men svære tiltag og løsninger, men vil også gøre klimapolitikken til et fælles projekt. En overligger, der er bredt forankret i hele folketingssalen, ligesom menneskerettighederne og de demokratiske værdier, som vores samfund bygger på. Klimaet er hverken rød eller blå politik. Det er menneskelig politik. Så ud med rød eller blå og ind med grøn eller sort. Ud med tro og holdninger om nødvendighed og ind med videnskab og fakta.

Ud med rød eller blå og ind med grøn eller sort. Ud med tro og holdninger om nødvendighed og ind med videnskab og fakta

“SKAB den positive vision om, hvor vi skal hen”, skrev jeg i en kommentar for RÆSON sidste efterår. Dette udsagn er i mine øjne et af de absolut vigtigste steder at tage fat og sætte ind, men samtidig et af de mest oversete områder i dansk politik. Lige nu er debatten fuld af frygt. Det er forståeligt, for vi bør frygte det sted, vi lige nu er på vej hen, for ellers reagerer vi ikke. Men frygt er bare ikke det, der får alle med og skaber handling. Det spænder tværtimod ben for rigtig mange handlinger og skaber apati for endnu flere. Fokusér i stedet for på den gode, positive, engagerende, frygtopløsende vision. Historien om, hvor fantastisk et sted det er, vi skal hen, og hvordan turen derhen ikke handler om at opgive det liv, vi holder af, men om at skabe den fremtid, vi drømmer om. Heri ligger netop det folkelige engagement gemt. Det, der skal til for, at vi alle tager ansvar. Det der gør, at vi forstår og værdsætter den svære regulering og samtidigt på egen hånd skaber de personlige forandringer og handlinger i hverdagen, der vil give os de sidste uvisse procenter for at nå målet.

Historien om, hvor fantastisk et sted det er, vi skal hen, og hvordan turen derhen ikke handler om at opgive det liv, vi holder af, men om at skabe den fremtid, vi drømmer om. Heri ligger netop det folkelige engagement gemt

INDDRAG NGO’erne og foreningerne

En enøjet politisk (farvet) vision fra toppen vil aldrig lykkes. En bred apolitisk vision fra toppen, støttet af bredden, har faktisk en chance for succes. Så inddrag NGO’erne og de talrige foreninger, der laver folkeligt engageret arbejde rundt omkring i landet. Gamle som unge. Styrk dem. Underbyg dem. Og skab derved de folkeligt funderede ambassadører, der kan være med til at sikre, at visionen bliver til sammenhold og handling, og at den ikke mister momentum undervejs.

DISSE sidste fire punkter er med andre ord broen, der skal til fra reguleringen til borgerforståelse og engagement. Og her balancerer netop vores mulighed for succes eller risiko for fiasko. Ikke i teknologiske enhjørninger eller krydsede fingre, men i folkeligt engagement og positive visioner, som vi alle kan se og forstå, og som vil kunne danne grundlag for den nødvendige holdningsændring og daglige handling.

Sæt rammerne. Definér udgangspunktet. Skab entusiasme og fundament for både mål og bevægelse. Og så er jeg sikker på, at vi nok skal nå i mål. Vi har ærligt talt ikke andre muligheder. For som Dan Jørgensen siger: “Vi kan ikke forhandle med klimaet”. Så sæt i gang.