Hold fast i energikrav til virksomheder

Debatindlæg i Altinget den 27. januar 2020 Af Christian Jarby
Seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling, og formand, Dansk Standards standardiseringsudvalg om energiledelse og energisyn (S-432)

Når virksomhederne har varme i overskud, skal den kanaliseres hen til fjernvarmen, så den kan være med til at opvarme vores hjem. Andet ville være rent spild af energi.

Men indtil nu har de høje afgifter og indviklede regler for overskudsvarme været en barriere for virksomhedernes salg af varmen, og det har bremset den grønne omstilling. Derfor giver det rigtig god mening med den nye aftale om overskudsvarme, som nu skal udmøntes i lov.

Lige nu lyder der dog kritiske røster fra Dansk Fjernvarme og industrien. Kritikken er rettet mod afgifterne, men også mod en altafgørende del af aftalen, nemlig kravet til certificering i energiledelse.

Dette krav skal ellers skubbe virksomhederne til at udnytte deres energiressourcer bedst muligt og dermed sænke forbruget af blandt andet fossile brændsler. Afgifterne skal ifølge lovforslaget give sikkerhed for, at virksomheden afholder sig fra at producere det, der kaldes “falsk overskudsvarme”, for dermed at tjene ekstra penge på salg af varme.

Gamle regler bremser omstillingen
Den nye aftale skal gøre det nemmere, mere enkelt og dermed attraktivt for virksomheder at sende overskudsvarmen ind i fjernvarmenettet fremfor at lade den gå til spilde. Initiativet skal gerne øge udnyttelsen af overskudsvarmen med 35 procent i forhold til i dag.

Indtil nu har reglerne været sådan, at hvis en virksomhed sælger sin overskudsvarme til et fjernvarmeselskab, koster det 33 procent af indtægten i såkaldt værdiafgift til staten.

Eksperter, erhvervsliv og politikere har kritiseret dette for at bremse den grønne omstilling. Derfor blev en forligskreds af alle partier i Folketinget i marts 2019 enige om at forenkle reglerne og indføre en fast afgift. 

Virksomhederne skal betale cirka 25 kroner per gigajoule solgt varme. Samtidig kan man få lempet denne afgift til cirka 10 kroner per gigajoule, hvis virksomheden indgår en aftaleordning om, at de indfører et certificeret energiledelsessystem.

Det er oplagt at bruge virksomhedernes interesse i at sælge ellers spildt varme til at motivere dem til at arbejde med energiforbruget. Populært kan man sige “noget for noget”. Hvis virksomhederne skal betale en lavere afgift, skal de gøre noget ved deres energiforbrug. Uden disse krav mister man denne afgørende mulighed.

Samtidig kan man via et eksternt kontrolleret energiledelsessystem sikre sig mod, at nogle virksomheder vil kunne spekulere i at producere mere varme end nødvendigt for at tjene mere på salg af varme.

Dansk Fjernvarmes holdning bekymrer
Dansk Fjernvarme, som for nyligt fik foretræde i Skatteudvalget i Folketinget, og industrien er stærkt kritiske over for lovforslaget. De mener, at det skal stoppes og genforhandles, da det får en opbremsende effekt og ikke kommer til at fremme brugen af overskudsvarme. Og det er naturligvis bekymrende.

Dansk Fjernvarme ser gerne, at man helt fjerner afgifter på overskudsvarme. De 25 kroner per gigajoule er for dyrt for de fleste virksomheder, som også skal investere i teknikken og udbygningen for at kunne levere overskudsvarme, lyder det.

Derudover er de skeptiske i forhold til afgiften på ti kroner per gigajoule, da virksomhederne samtidig skal betale for certificeringen, som de ikke ved, hvad kræver.

Desuden får for eksempel datacentrene en ekstra udgift, da de skal installere varmepumper. Temperaturen i deres overskudsvarme er nemlig for lav til at gå direkte i fjernvarmenettet og skal derfor opvarmes med for eksempel en varmepumpe, inden den kan udnyttes.

Situationen er efter vores vurdering kritisk, da lovforslaget er tæt på at blive vedtaget. Der skal fart på udnyttelsen af overskudsvarme. Dette er en af de nemmeste måder at spare på energien og en del af vejen mod målet på de 70 procents CO2-reduktion i 2030.

Derfor skal der findes en løsning, så vi kan få udnyttet de store mængder spildvarme.

Stil forskellige krav til store og små
Vi foreslår, at man fjerner afgiften helt, hvis virksomheden indgår en certificeringsaftale med Energistyrelsen om energiledelse.

Den nuværende aftale nævner den internationale standard ISO 50001. Her sikrer man, at virksomheden indfører og vedligeholder et energiledelsessystem på et højt niveau.

Dette vil være overkommeligt for store virksomheder, da de typisk allerede har indført andre certificerede ledelsessystemer som for eksempel miljøledelse og kvalitetsledelse, som de kan bygge oven på.

Hvad angår mindre virksomheder, kan man indføre krav til energiledelse med lavere krav end i ISO 50001 – en slags energiledelse light. Der er en ny standard på vej kaldt ISO 50005, som man måske kunne lade sig inspirere af.

Standarden gør det muligt at indføre energiledelse på et niveau, som passer til blandt andet virksomhedens størrelse eller energiforbrug. For ja, der er selvfølgelig forskel på en cementfabrik, et datacenter eller et supermarked.

Sidst, men ikke mindst, foreslår vi, at man helt fjerner afgiften i de tilfælde, hvor virksomheden gerne vil give overskudsvarmen gratis. Her er der ikke fare for falsk overskudsvarme og derfor heller ikke brug for en afgift. I lovforslaget bliver det forsyningsselskabet, der skal betale afgift på gratis overskudsvarme.

Store mængder energi går lige nu til spilde. Ifølge en analyse fra Dansk Industri fra 2018 og tal fra Skatteministeriet kunne den spildte varme, som virksomheder i Danmark sender udendørs, opvarme 128.000 parcelhuse, give en besparelse på 1,6 milliarder kroner for fjernvarme og skåne klimaet for omtrent 600.000 ton CO2.

Lad os nu ikke forhale og forspilde denne oplagte mulighed.

By |2020-01-28T09:24:31+01:0027. januar 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Biodiversiteten skal også styrkes i hverdagsnaturen

Debatindlæg bragt i Altinget den 23. januar 2020 af Claus Ekman og Leif Bach Jørgensen. Henholdsvis direktør og landbrugsfaglig medarbejder, Rådet for Grøn Omstilling.

Det ene handler om udryddelsen af arter: Forringelser af jordens organiske indhold og mangfoldigheden af bestøvende insekter rammer vores muligheder for at producere fødevarer og eroderer fundamentet for alt liv på jorden.

Det andet budskab handler selvfølgelig om klimakrisen: Forskerne beretter om måleinstrumenternes vilde udslag, om hvorledes en række vitale systemer er ude af balance, og hvordan irreversible klimaeffekter rykker tættere på.

At sikre både den prioriterede natur og biodiversitet og “hverdagsnaturen” kræver således både, at vi er dedikerede og målrettede, og at vi tænker i helheder.Claus Ekman og Leif Bach JørgensenHhv. direktør og landbrugsfaglig medarbejder, Rådet for Grøn Omstilling

Naturen har spillet andenviolin
Det er positivt, at denne alvor også trænger centralt igennem til den danske politiske agenda. Indtil nu ser vi det kun i retorikken, men vi har store forventninger til, at den kommende klimaplan og natur- og biodiversitetspakken vil anvise klare, ambitiøse og tilstrækkelige handleplaner. Og hvor indsatser, som skal starte nu og her, skaber effekter på både kort og langt sigt efter fastlagte delmålsætninger.

Biodiversitet skal tilgodeses i langt højere grad, end det er sket hidtil, hvor naturen i udstrakt grad har spillet andenviolin i forhold til miljøindsatserne. Det skal ske med målrettet og prioriteret handling, med udpegning af arealer, hvor biodiversitet får absolut første prioritet, også i relation til produktionsmæssige interesser, for eksempel skovbrug.

En væsentlig del af skovarealet skal udlægges som urørt skov. Samtidig skal biodiversiteten også tilgodeses i det åbne land og i vores “hverdagsnatur”, så de mere almindelige arters trivsel ikke glemmes, og der skal sikres en bæredygtig arealanvendelse med hensyn til både produktion og natur.

På klimaområdet skal der også handles her og nu – og det skal ikke blot være nye forskningsinitiativer og udredninger, men reel handling. Der skal leveres som beskrevet i klimaloven – med opfyldelse af delmål fastlagt efter det tilbageværende CO2-budget.

Der skal således handles fokuseret og målrettet på flere fronter samtidig. Ud over de nævnte “hovedkriser” omkring biodiversitet og klima ligger der også klare målsætninger, deadlines og internationale forpligtelser i blandt andet vandrammedirektivet og NEC-direktivet. Her taler vi ikke lige så direkte om klodens overlevelse, men det er også absolut påtrængende og vigtige agendaer, som kræver umiddelbare indsatser.

Vi skal tænke i helheder
Samtidig skal der også handles helhedsorienteret og omkostningseffektivt. Det er meget ambitiøse og dyre målsætninger, vi står over for. Ved siden af den sektoropdelte, fokuserede videnskab, handling og opfølgning skal der tænkes på tværs, så pengene, hvor det er muligt, kan tjene til opfyldelse af flere målsætninger og synergier.

Det kan for eksempel i det åbne land ske via multifunktionel jordfordeling, hvor hensyn til biodiversitet og natur, klima, miljø og erhvervs- og friluftsinteresser kommer i spil på samme tid. Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer har foreslået udtagning af 108.000 hektar landbrugsjord – det er et godt udgangspunkt. Men der skal formentlig langt større arealer ud af produktion for at opfylde målsætninger for vandmiljø, klima og natur.

På mange arealer begrundes udtagning primært i store udledninger af næringsstoffer og i klimahensyn. Arealer med særlige naturkvaliteter skal udlægges med prioriteret fokus på natur og biodiversitet. Dyrkning af græs kan sammenholdt med korn og lignende give lavere belastning af både klima og vandmiljø.

Der kan tages naturhensyn på arealerne ved for eksempel at undlade sprøjtning og ved afgræsning eller høst med færre slæt per år. Men der skal også gives plads på en del af arealerne til høst af flere slæt, med henblik på produktion af proteinekstrakt og hermed substitution af sojaimport.

Tilsvarende vil en væsentlig del af skovarealet fortsat være styret af produktionshensyn. Men også her skal der anlægges et helhedssyn med hensyn til biodiversitet (mere dødt ved i skovene), klima (kulstofoptag og -lagring), energi, vandmiljø, rekreative formål med mere.

At sikre både den prioriterede natur og biodiversitet og “hverdagsnaturen” kræver således både, at vi er dedikerede og målrettede, og at vi tænker i helheder.

By |2020-01-24T09:27:58+01:0023. januar 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Afgifter og grøn skattereform er den nødvendige løsning

Debatindlæg bragt i Børsen den 20. januar 2020 af Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling.

Det er indlysende fornuftigt at beskatte forurening og ressourceforbrug endnu højere, så private indkomster og virksomhedernes værdiskabelse til gengæld kan beskattes mindre. Samfundet skal i højere grad beskatte aktiviteter, som ønskes minimeret, og ikke værdier, der ønskes maksimeret.

En grøn skattereform har mange fordele. Det bliver økonomisk attraktivt at minimere forurening og ressourceforbrug. Dette kan i høj grad ske ad teknologisk vej og via simple adfærdsændringer. Ofte indvendes, at en grøn skattereform ikke fungerer, fordi provenuet netop falder, når forureningen og ressourceforbruget falder. Men dette kan modvirkes ved at forøge de grønne skatter pr. enhed i takt med faldende forurening og ressourceforbrug. Og via skatter på fortsat flere uønskede aktiviteter.

Sænkede indkomstskatter som følge af en grøn skattereform vil ligeledes motivere endnu flere til at tage uddannelse og job. Det kan få flere i alle indkomstgrupper til at yde en ekstra indsats. Endelig bliver det lettere at holde på dygtige danskere, så de bliver og bidrager til værdi og udvikling i Danmark. Dette er netop, hvad samfundet har brug for. Og en skattereform, der samtidig belønner de mest bæredygtige virksomheder i branchen, og derved fremmer en grøn erhvervsudvikling.

Men skattereformen skal tænkes grundigt igennem. Sociale skævheder kompenseres let via en grøn check for lavindkomstgrupper. I sagens natur er det dog sjældent lavindkomstgrupper, der har et højt forbrug. Skattereformen bør laves hen over midten, så husejere, der investerer i bedre isolering og varmepumper, og virksomheder, som investerer i energieffektiv teknologi, får en transparent og langsigtet investeringshorisont.

By |2020-01-21T11:40:33+01:0021. januar 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Replik til brændeovnsleverandører: Grøn omstilling kræver mindre brænderøg

Debatindlæg i Altinget den 6. januar 2020 Af Kåre Press-Kristensen
Seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling

et er ikke småting vi skal lægge ører til her i Altinget, når brændeovnsindustriens formand Carsten Bach (formand for Foreningen af Danske Leverandører af Pejse og Brændeovne, DAPO) hidser sig op over, at en demokratisk valgt regering har besluttet at støtte vores arbejde med den grønne omstilling.

DAPO frygter, at bevillingen fra Finansloven bliver brugt på ensidige kampagner imod brænderøg.

Vi kan berolige DAPO med, at frygten er ubegrundet. Vores interesse er nemlig – som altid – at fremme den grønne omstilling ved at formidle den nyeste forskning. Det ændrer bevillingen ikke på.

Bred opbakning til reducering af brænderøg
Landets førende forskere hos Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) ved Aarhus Universitet vurderer, at brænderøg forårsager cirka 550 for tidlige dødsfald og 330.000 luftvejslidelser i Danmark årligt.

Helbredsskader, der ifølge De Økonomiske Råd koster samfundet cirka 6 milliarder kroner årligt.

Ifølge Miljøstyrelsens nationale program for luftforurening er brændefyring ansvarlig for cirka 70 procent af den danske partikeludledning og udleder dermed seks-syv gange flere partikler end vejtrafikken.

Brænderøg er derved hovedårsagen til, at Danmark ikke opfylder FN’s Göteborgprotokol og EU’s NEC-direktiv.

Sodpartikler fra en gennemsnitlig brændeovn bidrager ifølge DCE så meget til global opvarmning, at det næsten svarer til klimabelastningen fra et oliefyr.

Der er derfor bred opbakning til at reducere brænderøgen fra både Astma-Allergi Danmark, Kræftens Bekæmpelse, Lungeforeningen, Hjerteforeningen, Institut for Folkesundhed, De Økonomiske Råd, Miljøstyrelsen og et folketingsflertal. Røgfri boligområder er en vigtig del af den grønne omstilling.

Nye brændeovne er værre end gamle lastbiler
DAPO er utilfreds med, at vi foreslår afgifter på brændefyring, så ejeren betaler for de helbredsskader, røgen forårsager. Men det er ifølge De Økonomiske Råd den mest optimale regulering af problemet. Og helt i overensstemmelse med forureneren betaler-princippet.

DAPO er også utilfreds med, at vi foreslår, at bystyret skal have mulighed for at bekæmpe luftforureningen ved at forbyde brændefyring (uden effektiv røggasrensning) i byområder med kollektiv varmeforsyning.

En gennemsnitlig brændeovn i København koster ifølge DCE samfundet cirka 15.500 kroner pr. år i helbredsskader. Det er ikke rimeligt i en by med billig fjernvarme.

Selv en ny miljømærket brændeovn udleder i laboratoriet 10-20 gange flere partikler end de gamle lastbiler, der nu forbydes i København som følge af byens nye miljøzoner.

Useriøse anklager
DAPO mener, at vi skævvrider miljødebatten. Til støtte for denne anklage henviser DAPO til et udsagn i en pressemeddelelse udsendt af overborgmester Frank Jensen (S), hvor vi slet ikke indgår.

Det er useriøst. Måske DAPO kunne kigge på vores hjemmeside eller i noget af det materiale, vi har udgivet, når de ønsker at kommentere vores udsagn?

Hvis de finder fejl i noget, vi har sagt eller skrevet, retter vi det selvfølgelig omgående. Ligesom vi altid gerne tager en kop kaffe, hvis DAPO ønsker at drøfte, hvordan forureningen fra brændeovne kan reduceres, så deres medlemmer overlever den grønne omstilling.

Men vi kan skam godt forstå, at overborgmester Frank Jensen vil af med brænderøgen for at beskytte befolkningen imod helbredsskader.

I København dækker brændeovne cirka 0,4 procent af energibehovet, men brændeovnene udleder flere partikler end al byens vejtrafik. Ved at erstatte lidt varme fra brænde med fjernvarme kan partikelforureningen altså reduceres mere end ved at forbyde al vejtrafikken i hovedstaden året rundt.

Partikler skal være i fokus
Og jo, det er netop partikler, det handler om, når vi snakker brænderøg, selv om DAPO gerne vil henlede opmærksomheden på for eksempel NOx, hvor biltrafikken står for en større andel af udledningerne.

Men når vi snakker om brænderøg, er det altså partikelforurening, der er i fokus. Ligesom det er ammoniak, når vi snakker landbruget.

Det er ikke ensidigt at fokusere på de aktuelle typer forurening ved de forskellige forureningskilder. Vi har udfordringer på rigtigt mange fronter.

Derfor har vi arbejdet målrettet med at reducere luftforurening fra alle relevante kilder i mange år. Både i Danmark og i udlandet.

Men indsatsen over for andre forureningskilder ændrer ikke ved, at partikelforureningen fra brændefyring skal reduceres drastisk som led i en grønne omstilling.

By |2020-01-07T10:14:09+01:006. januar 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Besparelser er helt ude af trit med ny klimalov

Debatindlæg bragt i Altinget den 20. december 2019
Af Christian Jarby, Seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling

Klapsalver under klimatopmødet i Madrid til Danmarks nye klimalov. Ros fra os grønne organisationer herhjemme.

Målet med 70 procents reduktion af drivhusgasser i 2030 er bestemt ambitiøst og kan forhåbentligt inspirere andre lande til at følge trop. 

Nu skal der så handling bag ordene, og det hårde arbejde med at reducere Danmarks CO2-udledning skal i gang.

Det skal ske over hele linjen, og her bliver det afgørende, at vi sætter forbruget af energi ned.

Vi kan ikke blot sætte vindmølle på vindmølle op på land og til havs og samtidig puste energi ind i utætte bygninger og ineffektive processer. Det svarer til at hælde vand i en spand, der er fyldt med huller, i stedet for først at lukke hullerne til. 

Ude af trit med klimaambitioner
Nye tal fra en analyse udført af EA-Energianalyse for alliancen Grøn Logik viser, at hvis vi ensidigt fokuserer på at fremme udbygningen af vedvarende energi frem for at satse langt mere på energieffektivisering, bliver den grønne omstilling samlet set 120-160 millarder kroner dyrere frem mod 2050. 

Produktionen af grøn energi kræver desuden højspændingsmaster i landskabet, råstoffer og energi.

Så alt i alt bliver vi nødt til at gøre samfundet så energieffektivt som muligt, så vi både mindsker presset på naturressourcerne, samtidig med at vi udbygger med vindmøller, solceller og varmepumper.

Derfor går det ikke, at Danmark med et lovforslag, der netop nu har været i høring, skærer i de penge, der bruges til at fremme energibesparelser. Det er helt ude af trit med de nye klimaambitioner.

Det drejer sig om ’Forslag til Lov om ændring af lov om fremme af besparelse i energiforbruget mv.’ En del af forslaget er udmærket, men på ét område går det den forkerte vej.

Det handler om de ændringer, der gælder støtteordninger til energibesparelser i bygninger og proces.

Disse skal erstatte den tidligere energispareordning, som også forpligtede energiselskaberne til at gennemføre energibesparelser.

Plads til at halte efter
Den nye lov er en udløber af Energiaftalen af 29. juni 2018, hvor den daværende regering indgik en bred aftale med Folketingets partier om de fremtidige energipolitiske tiltag.

Et element i aftalen var, at der i stedet for den eksisterende energispareordning skulle indføres en markedsbaseret tilskudspulje i 2021-2024 målrettet besparelser i procesenergi i industri- og serviceerhverv og energiforbrug i bygninger.

Tilskudspuljen blev senere i forbindelse med lovforslagets forberedelse delt i to puljer til henholdsvis boliger og erhverv.

Til og med 2020 er rammen for energiselskabernes spareindsats cirka 1,5 millarder kroner. Med de nye puljer, der træder i stedet for, indskrænkes rammen til cirka en tredjedel, nemlig 500 mio. kroner per år fra 2021 og frem.

Selv om de nye ordninger administreres mere effektivt for at opnå større energibesparelser per støttekrone end under den eksisterende ordning, frygter vi, at denne nedprioritering vil gå meget ud over energibesparelser i Danmark. 

Lovforslaget indeholder således ikke en vurdering af omfanget af de energibesparelser, man forventer at opnå, og hvor meget ordningen skal bidrage med i forhold til at opnå de nationale forpligtelser til gennemførelse af energibesparelser.

Det skal som minimum være på plads, for Danmark halter allerede bagefter.

Vi venter i spænding
EU-kommissionen har tidligere i år set på medlemsstaternes nationale energi- og klimaplaner. Og her fik Danmark hård kritik for ikke at gennemføre en stor nok indsats for at fremme energieffektivitet.

Der er brug for et kursskifte, øgede ambitioner og politikker for at sænke energiforbruget.

Det handler om at kunne nå EU’s mål om at øge energieffektiviteten med 32,5 procent i 2030 og i det hele taget leve op til målene fra Paris-aftalen. 

Ifølge EU’ Energieffektiviseringsdirektiv (EED) skal Danmark gennemføre energibesparelser svarende til 0,8 procent af energiforbruget per år i perioden 2021 til 2030.

Ændringerne i det nye lovforslag rejser efter vores vurdering tvivl om, hvorvidt Danmark vil være i stand til at leve op til disse energisparemål.

I foråret skal regeringen fremlægge en klimahandlingsplan. Vi venter i spænding på at se, om de samlede indsatser til energieffektivisering her vil leve op til EU’s krav. 

Ikke spar på energieffektivisering
De støtteordninger, der ifølge lovforslaget nu oprettes, gavner klimaet men har også andre fordele. En af puljerne går til boliger. Her kan man søge midler til at energirenovere.

Det gavner både CO2-udledningen, beboernes varmeregning og giver et sundere indeklima med mindre træk og uden skimmelsvamp.

En anden pulje går til erhverv, hvor virksomheder kan søge penge til at effektivisere deres energiforbrug. Det giver dem en konkurrencemæssig fordel, at de kan køre deres forretning med mindre energi. 

Alt i alt giver det også god mening for både beboere, erhverv og klima at satse på energieffektivitet. Og det er problematisk, at man i dette lovforslag skyder udfordringen mere eller mindre til side, frem for at styrke og udvikle området.

Hvis vi vitterligt skal finde vejen mod målet på 70 procents CO2-reduktion, som verden i øjeblikket roser os for, så skal regeringen satse på at få det samlede energiforbrug ned.

Det duer ikke at spare på energieffektivirisering netop nu, hvor Danmark har forpligtet sig med en ambitiøs klimalov.

By |2019-12-20T14:03:19+01:0020. december 2019|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Danmark svigter i EU og FN

Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten den 4. december 2019 af MARGRETE AUKEN, medlem af Europa-Parlamentet (SF) og KÅRE PRESS-KRISTENSEN, seniorrådgiver ved Rådet for Grøn Omstilling

Udendørs luftforurening med fine partikler, ozon og kvælstofdioxid forårsager hvert år omkring 4.200 for tidlige dødsfald i Danmark. Det svarer til 8 pct. af alle danske dødsfald og gør derved luftforureningen til vores tredjestørste risikofaktor i forhold til dødelighed. Kun overgået af rygning og fysisk inaktivitet. Dertil kommer dødelighed og sygelighed relateret til indeklimaforurening og ultrafine forbrændingspartikler.

Til forskel fra de andre store risikofaktorer kan vi ikke selv fravælge luftforurening. Den afsættes i vores lunger, hver gang vi trækker vejret. Udendørs luftforurening kræver derfor meget større opmærksomhed. Og der er store gevinster at hente. Ifølge et studie fra Aarhus Universitet forårsager udendørs luftforurening nemlig helbredsskader for ca. 80 mia. kr. årligt i Danmark.

Da luftforurening med fine partikler samtidig er grænseoverskridende kræves international handling. Af de ca. 4.200 danske dødsfald skyldes ca. 3.000 dødsfald nemlig forurening udledt fra kilder udenfor Danmark. Ligesom dansk luftforurening forårsager ca. 1.800 dødsfald i udlandet. Samme mønster ses i de fleste andre medlemsstater.

De enkelte medlemsstater opnår således størst gevinster, hvis den grænseoverskridende luftforurening reduceres parallelt med den nationale. Men som stat kan man jo ikke stille krav til sine nabolandes forurening. Derfor har FN og EU påtaget sig en koordinerende rolle ved at beslutte FN’s Göteborg-protokol og EU’s NEC-direktiv (National Emission Ceilings), der stiller krav til, hvor meget forurening de enkelte stater må udlede. Derved kan også den grænseoverskridende luftforurening bekæmpes.Til trods for at forpligtelserne har været kendt siden 2012, har Danmark forsømt at reducere forureningen.

Men kun hvis medlemsstaterne tager de internationale aftaler alvorligt. I EU har Kommissionen heldigvis mulighed for at køre retssager mod medlemsstater, der ikke opfylder direktiverne, og derved tvinge medlemsstater til at nedbringe deres luftforurening til gavn for egne borgere og borgere i andre EU-lande.

Danmark har under den tidligere regering i marts indrapporteret til EU, i forhold til hvordan vi vil opfylde vor internationale forpligtelser til at reducere luftforureningen fra danske kilder. Udfordringen er bare, at det af indrapporteringen fremgår, at vi ikke vil opfylde vores forpligtelser i FN og EU. Det skyldes forurening med ammoniak fra landbruget og partikler fra brænderøg.

Til trods for at forpligtelserne har været kendt siden 2012, har Danmark forsømt at reducere forureningen. Den tidligere regerings landbrugspakke fra 2015 har endda ført til øget ammoniakforurening, så vi er kommet endnu længere fra at opfylde forpligtelserne.

I øjeblikket forhandler den ny regering derfor på livet løs om initiativer, der kan reducere luftforureningen fra danske kilder, så en pinlig retssag ved EU-domstolen afværges. Vi håber, at resultatet af forhandlingerne viser, at den nye regering tager helbredsskader fra luftforurening alvorligt og støtter den nødvendige nationale og internationale regulering til gavn for folkesundheden i Danmark og resten af EU.

By |2021-06-17T13:19:56+01:005. december 2019|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Vismænd virker ude af trit med klimavidenskab

Debatindlæg bragt i Altinget den 3. december 2019
Af Lars Køhler, Energi- & Klimarådgiver, Rådet for Grøn Omstilling

Ingen delmål. Ingen reduktionsmål i 2030. Intet 1,5-gradsmål og ingen Parisaftale. Hints om negative udledninger som løsning på problemerne, taltrylleri med eksporten af grøn strøm og fuld fokus på det langsigtede mål for ″omkostningseffektivitetens skyld″. 

De Økonomiske Råds indspil til forhandlingerne om en ny klimalov i Berlingske 25. november er ikke rar læsning. Rådet virker som ude af trit med både klimavidenskab og den politiske virkelighed.

Vi fremlagde i januar sammen med 11 andre grønne organisationer det borgerforslag, som nu danner grundlag for de forhandlinger, der netop nu foregår i klimaministeriet.

De Økonomiske Råds forslag om at vente med at tage en større del af handlingen senere går direkte mod klimavidenskabens advarsler.Lars KøhlerEnergi- & Klimarådgiver, Rådet for Grøn Omstilling

Et borgerforslag, der var et svar på videnskabens opråb og konstante advarsler. Vi fremlagde borgerforslaget, fordi det var nødvendigt at sikre, at den politiske retning tog sit udgangspunkt i klimavidenskaben og ikke i politiske kompromiser og økonomiske traditioner.

Forslag går imod videnskabens advarsler
Tilbage i januar så det politiske landskab helt anderledes ud end i dag. Dengang var den politiske konsensus en mangel på forståelse for både alvor, og med hvilken hast omstillingen skulle ske.

Nu støtter 98 procent af Christiansborg et 70 procent reduktionsmål i 2030, som er den nødvendige sti på vej mod 1,5-gradsmålet, hvilket må siges at være en radikal optrapning siden energiforliget i 2018, hvor de selvsamme partier kunne enes om et 2050 mål for klimaneutralitet. 

Så nej, der er ikke bare ″tilsyneladende enighed om klimaneutralitet i 2050″, som De Økonomiske Råd skriver. Der er enighed om en gevaldig optrapning af mål og ambitioner, og netop det virker det, som om ″vismændene″ totalt har misset.

Den kommende klimalov må og skal sætte rammerne for, hvordan Danmark tager sit retfærdige ansvar i at bremse klimakrisen. Og den skal sætte både retning og sikre kontinuerlig handling for de kommende årtier. Den må ikke blive den kortsigtede og økonomiske tankegangs redskab til såkaldt omkostningseffektivitet.

At omstillingen selvfølgelig gerne skal ske på den mest omkostningseffektive måde, giver sig selv. Men De Økonomiske Råds forslag om at vente med at tage en større del af handlingen senere går direkte mod klimavidenskabens advarsler. 

Risikerer ukontrollerbare kædereaktioner
Vi skal, som også Uneps ′Emission Gap Report′ fra sidste uge konkluderede, handle nu, for venter vi, så risikerer vi det, som videnskaben kalder ″tipping points″. Det vil sige ukontrollerbare klimatiske kædereaktioner. 

En risiko, som de økonomiske modeller slet ikke tager højde for, og hvorved vi risikerer at sende klimaet ind i en udvikling, som vi ikke længere kan styre. Og sker det, så hjælper flere vindmøller, når de engang bliver billige – læs: omkostningseffektive – hverken os selv eller vores børn.

Vi ved også fra klimavidenskaben, at verdenssamfundet er bundet af et globalt carbonbudget på cirka 600 Gt CO2 og en tidsramme for nettonul, hvis vi skal holde os under 1,5-gradsmålet. Dette budget svinder hastigt ind for hver dag, vi venter med handling, og derved rykker tidsrammen for nettonul nærmere og nærmere.

Topper vores udledninger for eksempel i 2020, skal vi være i nettonul i cirka 2040. Venter vi til 2025, skal vi være i nettonul i 2035, viser tal fra The Global Carbon Project. Det betyder helt enkelt, at desto længere vi venter med at skære i vores udledninger, desto hurtigere skal de ske, og desto større bliver udgifterne dertil.

Så det er altså på høje tid, at også De Økonomiske Vismænd vågner op til virkeligheden. Vi er i store problemer, og den trussel, som vi står over for, kræver helt andre virkemidler, end de gamle økonomiske lærebøger fortæller os. 

Det kræver handling nu, for at vi kan undgå at efterlade regningen til kommende generationer. Og det er, hvad klimaloven skal sikre. Et endemål og garanteret kontinuerlig handling på vejen dertil – det vil sige her og nu.

By |2019-12-17T11:06:26+01:003. december 2019|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Vi skal have fokus på folkesundhed – glem alt om luftforureningens grænseværdier

Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten den 25. november 2019 af Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling 

En ny opgørelse fra DCE ved Aarhus Universitet viser, at 4.200 danskere hvert år dør for tidligt grundet udendørs luftforurening. Det svarer til, at godt 8 pct. af alle danske dødsfald skyldes udendørs luftforurening. Derved er luftforurening vores tredjestørste risikofaktor kun overgået af rygning og fysisk inaktivitet.

Den samfundsøkonomiske helbredsomkostning af forureningen er ifølge DCE ca. 80 mia. kr. årligt i Danmark. Oven i dette kommer sygelighed og dødsfald knyttet til luftforurening i indeklimaet og arbejdsmiljøet.Men de økonomiske og menneskelige omkostninger forsvinder jo netop ikke ved, at vi ligger under grænseværdierne for luftforurening.

Grænseværdierne for luftforurening er politisk fastsat i EU efter laveste fællesnævner og yder derved ingen beskyttelse af danskernes sundhed. Vi opfylder nemlig alle grænseværdier til trods for den høje dødelighed. For fine partikler, der er den absolut største årsag til dødelighed i udeluften, ligger vi på næsten halvdelen af EU-grænseværdien.

Alligevel dør ca. 3.800 dansker hvert år grundet luftforurening med fine partikler. Så vi må ikke tro, at grænseværdierne på nogen måde beskytter vores helbred.

Luftforurening adskiller sig fra andre store risikofaktorer. Vi kan nemlig ikke selv fravælge luftforurening. Vi er tvunget til at indånde luftforurening, hver eneste gang vi trækker vejret. Det kan være fra lokal vejtrafik eller brænderøg. Fra kraftværker i udlandet eller international skibsfart.

Dette står i stærk kontrast til andre store risikofaktorer som rygning og fysisk inaktivitet, der er faktorer, som vi selv er herrer over. Vi er derfor i høj grad afhængige af, at politikerne beskytter os effektivt imod luftforureningen.

Det sker bare ikke. Sandsynligvis grundet den ministerielle opdeling af miljø- og sundhedsudfordringer.

Luftforurening administreres i Miljøministeriet, hvor der historisk har været fokus på grænseværdier. Ligger vi under grænseværdierne, er problemet løst, synes logikken at være. Men de økonomiske og menneskelige omkostninger forsvinder jo netop ikke ved, at vi ligger under grænseværdierne for luftforurening.

Løsningen er at glemme alt om grænseværdier for luftforurening og fokusere på at forhindre sygelighed, dødelighed og store milliardomkostninger. Sidstnævnte vil nok kræve, at ansvaret for luftforurening flyttes til Sundhedsministeriet/-styrelsen ligesom ansvaret for vores andre store risikofaktorer.

På sundhedsområdet er nemlig fokus på at nedbringe sygelighed, død og de tilknyttede omkostninger. Sundhedsområdet fungerer uafhængigt af grænseværdier.

Der er ikke en grænseværdi for, hvor mange danskere der må ryge, være fysisk inaktive eller alkoholikere. Der er blot fokus på at nedbringe sygelighed, så længe sundhedsgevinsten er større end indsatsens omkostninger. En tankegang, der ikke rigtig eksisterer på luftforureningsområdet, hvor der primært er snævert grænseværdifokus. Endda på grænseværdier, der ikke beskytter folkesundheden.

Samme praksis er kanaliseret ud i kommunerne, hvor miljøforvaltningerne regulerer efter grænseværdier for luftforurening og ikke efter at beskytte borgerne.

Det Økologiske Råd foreslår derfor, at ansvaret for luftforurening snarest flyttes til Sundhedsministeriet og kommunernes sundhedsforvaltninger, så der kommer målrettet fokus på at nedbringe luftforurening til gavn for danskernes sundhed.

By |2019-11-28T10:11:59+01:0028. november 2019|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Syv ting, der bekymrer os ved regeringens forhandlinger om klimaloven

Vi frygter, at forhandlingerne om en ny klimalov bevæger sig betænkeligt langt væk fra udgangspunktet.

Debatindlæg bragt i Politiken den 18. november 2019

Underskrivere: Troels Dam Christensen, sekretariatsleder, 92-gruppen; Frederik Roland Sandby, 350 Klimabevægelsen og Den Grønne Studenterbevægelse; Rasmus Stuhr Jakobsen, generalsekretær, CARE Danmark; Mads Flarup Christensen, generalsekretær, Greenpeace; Maria Reumert Gjerding, præsident, Danmarks Naturfredningsforening; Bo Øksnebjerg, generalsekretær, WWF Verdensnaturfonden; Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp; Bjarke Rambøll, sekretariatsleder, VedvarendeEnergi; Claus Ekman, direktør, Det Økologiske Råd; Anders Morten Christoffersen, formand, Verdens Skove; Tim Whyte, generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke.

»Folketingsvalget 2019 har givet Danmark en historisk mulighed for at sætte en ny politisk retning. Vi skal gå forrest i kampen mod klimakrisen. Danmark skal markant hæve ambitionerne for klima, miljø og natur og påtage sig det internationale lederskab for den grønne omstilling. Folketinget kan blive det grønneste parlament i verden, der ikke kun gør noget, men som gør det, der skal til for at leve op til Paris-aftalen«. SÅDAN LYDER de meget flotte første linjer af forståelsespapiret, der danner grundlag for Mette Frederiksens regering. Klimaet blev sat helt i top, og ambitionerne var skyhøje. Det fremgik af papiret, at en klimalov med bindende mål ville være et helt centralt redskab til at føre ambitionerne ud i livet.

Det lå helt i tråd med løfterne før valget; at vi skal have en klimalov baseret på principperne i borgerforslaget, der i begyndelsen af året samlede mere end de nødvendige 50.000 underskrifter på få uger. Det erklærede Socialdemokratiet og støttepartierne gentagne gange.

I de fire måneder, der er gået siden, regeringen blev dannet, har partierne gennem medierne markeret forskellige ønsker og krav til klimaloven, og hele fire partier mere er nu med i forhandlingerne.

Det er naturligvis godt, hvis der kan skabes bred opbakning til en klimalov, men det er også vigtigt, at vi får en klimalov, der rent faktisk løser de problemer, der har præget dansk klimapolitik i de seneste år; målsætninger har ikke været globalt ansvarlige og ikke ført til en forstærket klimaindsats; klimahensyn har ikke været indtænkt på alle politikområder; og Danmark har ikke levet op til internationale forpligtelser.

Vi følger forhandlingerne om klimaloven tæt, og vi ser en risiko for, at man er ved at smide barnet ud med badevandet.

Udgangspunktet for forhandlingerne bør være det ganske gennemarbejdede borgerforslag, men vi frygter – blandt andet baseret på den aktuelle mediedækning – at forhandlingerne bevæger sig betænkeligt langt væk fra dette udgangspunkt.

Vi er blandt andet bekymrede for:

1. Regeringen spillede ud med forslag, som indebar, at det ville være muligt at lade være med at arbejde på at nå klimamålene, blot den kom med en forklaring. Det er selvsagt helt utilstrækkeligt.

Der er altså brug for, at forhandlerne bruger meget mere energi på at indrette lovens opfølgningssystemer og incitamenter, så de sikrer, at (klima) målene nås.

2. Der er ikke umiddelbart lagt op til, at klimamålene skal baseres på en udregning af, hvad en rimelig dansk andel af det globale CO2-budget er. Det er ellers netop sådan en udregning, der skal sikre, at Danmark leverer et fair bidrag til den globale klimaindsats. Der er heller ikke umiddelbart skitseret nogen mekanisme, som kan sikre, at hvis vi i et eller flere år har for høje udledninger, så skal vi indhente det forsømte. Da borgerforslaget blev debatteret i Folketinget var både den nuværende regering og dens støttepartier ellers enige om, at vores nationale klimamål skulle baseres på netop den slags budgetter.

3. Der er bekymrende tendenser fra begge sider af folketingssalen, hvor flere partier nægter at afvise brugen af EU’s CO2-kvoter til at leve op til klimamålene.

Netop den skrivebordsfinte, der ikke vil sikre tilstrækkelige og hurtige reduktioner i den virkelige verden, har bl. a.

Klimarådet ellers stærkt anbefalet, at man afstår fra. Klimaloven skal sikre en reel grøn omstilling, ikke åbne døren for lette løsninger med tvivlsom klimaeffekt.

4. Klimarådet foreslås svækket – ikke styrket. Det er foreslået, at de økonomiske vismænd skal stå for en del af rådgivningen. Det kan kun skabe tvivl om Klimarådets rolle og mandat. Det er også foreslået, at interessenter skal have sæde i Klimarådet, hvilket vil betyde, at Klimarådet ikke længere vil være et uafhængigt råd bestående af eksperter.

Samtidig er det afgørende at sikre en fast bevilling til Klimarådet, så finansieringen ikke bliver en del af det årlige fi-nanslovsslagsmål, hvilket reelt vil underminere rådets uafhængighed.

5. Det har tilsyneladende ikke prioritet at skabe fundamentet for, at klimaindsatsen bliver en folkesag. Der er i hvert fald endnu ikke spillet ud med forslag til, hvordan kommuner og befolkning inddrages, eller eksempelvis forslag om klimaets plads i undervisningssektoren.

6. Det er tvivlsomt, om klimaloven – som foreslået i borgerforslaget – vil sikre, at Danmark bliver en drivende kraft i international klimapolitik og lever op til sine forpligtelser om at give klima-finansiering til de fattige og mest klimasårbare lande. Denne bekymring skal ses isammenhæng med, at klimafinansieringen ifølge regeringens finanslovsforslag kan finansieres med midler, der tages inden for ulandsrammen på 0,7 pct. af bni, og dermed ikke er nye og additionelle.

Det står i skærende kontrast til, at regeringen og støttepartier under forårets forhandlinger om borgerforslaget erklærede, at »Danmark skal holde de løfter, man har givet om ekstra støtte til fattige og klimasårbare lande«.

7. Afsættet for klimaloven er skævt – der sigtes ikke efter at skabe verdens bedste klimalov. Med regeringens forståelsespapir og det både prisværdige og nødvendige 70 pct.-mål lægges der op til, at Danmark vil påtage sig »det internationale lederskab for den grønne omstilling«. Men Danmarks rolle som det lysende eksempel til efterfølgelse risikerer at blive undermineret, hvis vi ikke selv formår at lave en klimalov, som internationalt set er helt i top.

FORHANDLINGERNE OM klimaloven er langt fra slut, og der lyser stadig et grønt håb.

Vi tror på, at regeringen og partiernes forhandlere har læst nøje med og har motivationen til at rette kursen op, således at borgerforslaget og befolkningens krav afspejles i verdens mest ambitiøse og forpligtende klimalov.

By |2019-11-19T20:00:15+01:0018. november 2019|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Pesticideglade Danmark

Danmark er ikke et foregangsland, når det kommer til at reducere pesticidforbrug. Vi kan knap nok følge med.

Den kommende formand Ursula von der Leyen har i sine mission letters bedt Kommissionens relevante grene om at reducere brugen af pesticider og fremme lavrisiko-og ikkekemiske alternativer.

Samme toner hørte vi fra kommende kommissærer under Parlamentets høringer for nylig.

Sundhedskommissæren foreslog bindende mål for reduktion af risici fra brug af pesticider. Og hun sagde, ligesom Parlamentet, at der skal gøres mere for at opfylde direktivet om bæredygtig anvendelse af pesticider, blandt andet Integrated Pest Management (IPM). Hun lovede større integration af IPM i EU’s fælles landbrugspolitik, for eksempel kan landbrugsstøtten betinges af, at principperne overholdes.

IPM betyder, at man skal forebygge frem for at sprøjte – for eksempel bruge sædskifte, så skadevoldere ikke opformeres år efter år. Og man skal overvåge, om der er skadevoldere, før man sprøjter. I så fald skal man pletsprøjte, altså kun sprøjte, hvor der er skadevoldere.

Disse principper følges ikke i dag i dansk konventionelt jordbrug. Det Økologiske Råd har længe presset på for at gøre det obligatorisk, men Danmark tolker, at det kan vi først, hvis Kommissionen åbner op for det. Det er der håb om med de seneste meldinger fra kommissærerne.

Vi er så småt på vej i Danmark.

I foråret 2019 blev det aftalt i forligskredsen om den danske pesticidhandlingsplan, at fra 2020 skal den enkelte landbrugsbedrift lave et IPMpointskema, så principperne anvendes. Også i Forståelsespapiret står, at forbruget af sprøjtegifte skal nedbringes. Men for at det skal lykkes, må vi tage os sammen på flere områder.

Da EU i 2018 besluttede at forbyde neonikotinoider, som er særligt farlige for bier, stemte Danmark imod. Og siden er Danmark fortsat med at give dispensation til brug i sukkerroer.

I 2017 ønskede Danmark en forlængelse på 15 år for det allermest brugte sprøjtemiddel med aktivstoffet glyfosat. Takket være andre landes pres blev det kun fem år. Nu er der ikke længe til 2022, hvor der kan vise sig et flertal for ikke at forlænge glyfosat, og det er på høje tid, at vi begynder at se på alternativer.

Nu må Danmark tage ansvar i EU, også når det gælder reduktion af pesticidforbrug.

Debatindlæg bragt i Information, den 7. november 2019 af Christian Ege, seniorkonsulent i Det Økologiske Råd

By |2019-11-19T21:34:42+01:0011. november 2019|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top