Debatindlæg bragt i Altinget den 3. december 2019
Af Lars Køhler, Energi- & Klimarådgiver, Rådet for Grøn Omstilling

Ingen delmål. Ingen reduktionsmål i 2030. Intet 1,5-gradsmål og ingen Parisaftale. Hints om negative udledninger som løsning på problemerne, taltrylleri med eksporten af grøn strøm og fuld fokus på det langsigtede mål for ″omkostningseffektivitetens skyld″. 

De Økonomiske Råds indspil til forhandlingerne om en ny klimalov i Berlingske 25. november er ikke rar læsning. Rådet virker som ude af trit med både klimavidenskab og den politiske virkelighed.

Vi fremlagde i januar sammen med 11 andre grønne organisationer det borgerforslag, som nu danner grundlag for de forhandlinger, der netop nu foregår i klimaministeriet.

De Økonomiske Råds forslag om at vente med at tage en større del af handlingen senere går direkte mod klimavidenskabens advarsler.Lars KøhlerEnergi- & Klimarådgiver, Rådet for Grøn Omstilling

Et borgerforslag, der var et svar på videnskabens opråb og konstante advarsler. Vi fremlagde borgerforslaget, fordi det var nødvendigt at sikre, at den politiske retning tog sit udgangspunkt i klimavidenskaben og ikke i politiske kompromiser og økonomiske traditioner.

Forslag går imod videnskabens advarsler
Tilbage i januar så det politiske landskab helt anderledes ud end i dag. Dengang var den politiske konsensus en mangel på forståelse for både alvor, og med hvilken hast omstillingen skulle ske.

Nu støtter 98 procent af Christiansborg et 70 procent reduktionsmål i 2030, som er den nødvendige sti på vej mod 1,5-gradsmålet, hvilket må siges at være en radikal optrapning siden energiforliget i 2018, hvor de selvsamme partier kunne enes om et 2050 mål for klimaneutralitet. 

Så nej, der er ikke bare ″tilsyneladende enighed om klimaneutralitet i 2050″, som De Økonomiske Råd skriver. Der er enighed om en gevaldig optrapning af mål og ambitioner, og netop det virker det, som om ″vismændene″ totalt har misset.

Den kommende klimalov må og skal sætte rammerne for, hvordan Danmark tager sit retfærdige ansvar i at bremse klimakrisen. Og den skal sætte både retning og sikre kontinuerlig handling for de kommende årtier. Den må ikke blive den kortsigtede og økonomiske tankegangs redskab til såkaldt omkostningseffektivitet.

At omstillingen selvfølgelig gerne skal ske på den mest omkostningseffektive måde, giver sig selv. Men De Økonomiske Råds forslag om at vente med at tage en større del af handlingen senere går direkte mod klimavidenskabens advarsler. 

Risikerer ukontrollerbare kædereaktioner
Vi skal, som også Uneps ′Emission Gap Report′ fra sidste uge konkluderede, handle nu, for venter vi, så risikerer vi det, som videnskaben kalder ″tipping points″. Det vil sige ukontrollerbare klimatiske kædereaktioner. 

En risiko, som de økonomiske modeller slet ikke tager højde for, og hvorved vi risikerer at sende klimaet ind i en udvikling, som vi ikke længere kan styre. Og sker det, så hjælper flere vindmøller, når de engang bliver billige – læs: omkostningseffektive – hverken os selv eller vores børn.

Vi ved også fra klimavidenskaben, at verdenssamfundet er bundet af et globalt carbonbudget på cirka 600 Gt CO₂ og en tidsramme for nettonul, hvis vi skal holde os under 1,5-gradsmålet. Dette budget svinder hastigt ind for hver dag, vi venter med handling, og derved rykker tidsrammen for nettonul nærmere og nærmere.

Topper vores udledninger for eksempel i 2020, skal vi være i nettonul i cirka 2040. Venter vi til 2025, skal vi være i nettonul i 2035, viser tal fra The Global Carbon Project. Det betyder helt enkelt, at desto længere vi venter med at skære i vores udledninger, desto hurtigere skal de ske, og desto større bliver udgifterne dertil.

Så det er altså på høje tid, at også De Økonomiske Vismænd vågner op til virkeligheden. Vi er i store problemer, og den trussel, som vi står over for, kræver helt andre virkemidler, end de gamle økonomiske lærebøger fortæller os. 

Det kræver handling nu, for at vi kan undgå at efterlade regningen til kommende generationer. Og det er, hvad klimaloven skal sikre. Et endemål og garanteret kontinuerlig handling på vejen dertil – det vil sige her og nu.

Vi frygter, at forhandlingerne om en ny klimalov bevæger sig betænkeligt langt væk fra udgangspunktet.

Debatindlæg bragt i Politiken den 18. november 2019

Underskrivere: Troels Dam Christensen, sekretariatsleder, 92-gruppen; Frederik Roland Sandby, 350 Klimabevægelsen og Den Grønne Studenterbevægelse; Rasmus Stuhr Jakobsen, generalsekretær, CARE Danmark; Mads Flarup Christensen, generalsekretær, Greenpeace; Maria Reumert Gjerding, præsident, Danmarks Naturfredningsforening; Bo Øksnebjerg, generalsekretær, WWF Verdensnaturfonden; Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp; Bjarke Rambøll, sekretariatsleder, VedvarendeEnergi; Claus Ekman, direktør, Det Økologiske Råd; Anders Morten Christoffersen, formand, Verdens Skove; Tim Whyte, generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke.

»Folketingsvalget 2019 har givet Danmark en historisk mulighed for at sætte en ny politisk retning. Vi skal gå forrest i kampen mod klimakrisen. Danmark skal markant hæve ambitionerne for klima, miljø og natur og påtage sig det internationale lederskab for den grønne omstilling. Folketinget kan blive det grønneste parlament i verden, der ikke kun gør noget, men som gør det, der skal til for at leve op til Paris-aftalen«. SÅDAN LYDER de meget flotte første linjer af forståelsespapiret, der danner grundlag for Mette Frederiksens regering. Klimaet blev sat helt i top, og ambitionerne var skyhøje. Det fremgik af papiret, at en klimalov med bindende mål ville være et helt centralt redskab til at føre ambitionerne ud i livet.

Det lå helt i tråd med løfterne før valget; at vi skal have en klimalov baseret på principperne i borgerforslaget, der i begyndelsen af året samlede mere end de nødvendige 50.000 underskrifter på få uger. Det erklærede Socialdemokratiet og støttepartierne gentagne gange.

I de fire måneder, der er gået siden, regeringen blev dannet, har partierne gennem medierne markeret forskellige ønsker og krav til klimaloven, og hele fire partier mere er nu med i forhandlingerne.

Det er naturligvis godt, hvis der kan skabes bred opbakning til en klimalov, men det er også vigtigt, at vi får en klimalov, der rent faktisk løser de problemer, der har præget dansk klimapolitik i de seneste år; målsætninger har ikke været globalt ansvarlige og ikke ført til en forstærket klimaindsats; klimahensyn har ikke været indtænkt på alle politikområder; og Danmark har ikke levet op til internationale forpligtelser.

Vi følger forhandlingerne om klimaloven tæt, og vi ser en risiko for, at man er ved at smide barnet ud med badevandet.

Udgangspunktet for forhandlingerne bør være det ganske gennemarbejdede borgerforslag, men vi frygter – blandt andet baseret på den aktuelle mediedækning – at forhandlingerne bevæger sig betænkeligt langt væk fra dette udgangspunkt.

Vi er blandt andet bekymrede for:

1. Regeringen spillede ud med forslag, som indebar, at det ville være muligt at lade være med at arbejde på at nå klimamålene, blot den kom med en forklaring. Det er selvsagt helt utilstrækkeligt.

Der er altså brug for, at forhandlerne bruger meget mere energi på at indrette lovens opfølgningssystemer og incitamenter, så de sikrer, at (klima) målene nås.

2. Der er ikke umiddelbart lagt op til, at klimamålene skal baseres på en udregning af, hvad en rimelig dansk andel af det globale CO2-budget er. Det er ellers netop sådan en udregning, der skal sikre, at Danmark leverer et fair bidrag til den globale klimaindsats. Der er heller ikke umiddelbart skitseret nogen mekanisme, som kan sikre, at hvis vi i et eller flere år har for høje udledninger, så skal vi indhente det forsømte. Da borgerforslaget blev debatteret i Folketinget var både den nuværende regering og dens støttepartier ellers enige om, at vores nationale klimamål skulle baseres på netop den slags budgetter.

3. Der er bekymrende tendenser fra begge sider af folketingssalen, hvor flere partier nægter at afvise brugen af EU’s CO2-kvoter til at leve op til klimamålene.

Netop den skrivebordsfinte, der ikke vil sikre tilstrækkelige og hurtige reduktioner i den virkelige verden, har bl. a.

Klimarådet ellers stærkt anbefalet, at man afstår fra. Klimaloven skal sikre en reel grøn omstilling, ikke åbne døren for lette løsninger med tvivlsom klimaeffekt.

4. Klimarådet foreslås svækket – ikke styrket. Det er foreslået, at de økonomiske vismænd skal stå for en del af rådgivningen. Det kan kun skabe tvivl om Klimarådets rolle og mandat. Det er også foreslået, at interessenter skal have sæde i Klimarådet, hvilket vil betyde, at Klimarådet ikke længere vil være et uafhængigt råd bestående af eksperter.

Samtidig er det afgørende at sikre en fast bevilling til Klimarådet, så finansieringen ikke bliver en del af det årlige fi-nanslovsslagsmål, hvilket reelt vil underminere rådets uafhængighed.

5. Det har tilsyneladende ikke prioritet at skabe fundamentet for, at klimaindsatsen bliver en folkesag. Der er i hvert fald endnu ikke spillet ud med forslag til, hvordan kommuner og befolkning inddrages, eller eksempelvis forslag om klimaets plads i undervisningssektoren.

6. Det er tvivlsomt, om klimaloven – som foreslået i borgerforslaget – vil sikre, at Danmark bliver en drivende kraft i international klimapolitik og lever op til sine forpligtelser om at give klima-finansiering til de fattige og mest klimasårbare lande. Denne bekymring skal ses isammenhæng med, at klimafinansieringen ifølge regeringens finanslovsforslag kan finansieres med midler, der tages inden for ulandsrammen på 0,7 pct. af bni, og dermed ikke er nye og additionelle.

Det står i skærende kontrast til, at regeringen og støttepartier under forårets forhandlinger om borgerforslaget erklærede, at »Danmark skal holde de løfter, man har givet om ekstra støtte til fattige og klimasårbare lande«.

7. Afsættet for klimaloven er skævt – der sigtes ikke efter at skabe verdens bedste klimalov. Med regeringens forståelsespapir og det både prisværdige og nødvendige 70 pct.-mål lægges der op til, at Danmark vil påtage sig »det internationale lederskab for den grønne omstilling«. Men Danmarks rolle som det lysende eksempel til efterfølgelse risikerer at blive undermineret, hvis vi ikke selv formår at lave en klimalov, som internationalt set er helt i top.

FORHANDLINGERNE OM klimaloven er langt fra slut, og der lyser stadig et grønt håb.

Vi tror på, at regeringen og partiernes forhandlere har læst nøje med og har motivationen til at rette kursen op, således at borgerforslaget og befolkningens krav afspejles i verdens mest ambitiøse og forpligtende klimalov.

Debatindlæg i Altinget, den 28. oktober 2019
Af Lars Køhler, Klimapolitisk rådgiver, Det Økologiske Råd

Frustrerede granvoksne mænd og kvinder er den seneste tid nærmest piblet ud af selv de mindste sprækker i den offentlige debat. Fulde af dybe furer i panden og bebrejdende ord i spandevis.

Den passionerede og vrede 16-årige klimaaktivist fra Sverige Greta Thunberg har fået folk til tasterne i en grad, der næsten kan få en til at spekulere over, om det er pigen eller den klimakrise, som hun kæmper så hårdt for at skabe handling på, der egentligt er menneskehedens store problem.

Hun er efter sin seneste tale under UN Climate Action Summit blevet kaldt “hysterisk”, “for meget”, “falsk”, “påtaget” og forleden i Altinget for “en syndflodens Johannes Døberen”.

Og hun er blevet angrebet for sine diagnoser, sit udseende, sin accent, fakta og “frygtskabende” retorik. Vrede, anklagende debatindlæg har næsten være mere mangfoldige i mediebilledet end myg på en dansk sommerdag.

Jeg forstår godt, hvad det kommer af. Det er jo i bund og grund ikke raketvidenskab. Jeg mener, at man ikke går, som Greta Thunberg har gjort, op imod verdens mest magtfulde mennesker og op imod en global status quo uden at få en modreaktion. Man truer ikke balancen, rutinen og vanen, uden at man bliver genstand for voldsom modstand og foragt.

Og man stiller sig ikke op foran UN General Assembly – i en evigt forbundet verden, hvor alt rammer alle på en gang – og for rullende kameraer hvæser, at “I har stjålet mine drømme og min barndom”, uden at selv folk i lille Danmark føler sig anklaget og truffet. Det hele giver mening.

Vi har som verdenssamfund svigtet 
Greta Thunberg og de klimastrejkende børn og unges store gennemslagskraft kommer af, at de taler lige ind i en længe opsparet samfundsmæssig dårlig samvittighed og en galoperende global kognitiv dissonans.

For har man lyttet bare det mindste til klimavidenskaben de seneste 30 år, ved man godt, at vi som verdenssamfund har svigtet.

Vi har vidst, hvor slemt det stod til, og hvor meget handling hastede, siden IPCC fremlagde sin ‘First Assessment Report’ tilbage i 1990, og alligevel er både udledninger og temperaturer på globalt plan blot steget støt siden.

Vi har vidst det hele, men helt enkelt ikke gjort det, som ifølge videnskaben var nødvendigt. Vi har ikke lyttet, og vi har ikke handlet.

Hverken på strukturelt plan eller på det personlige plan. Selvfølgelig er der folk, som har taget ansvar og har handlet, men overordnet set er det den skinbarlige sandhed. Derfor var Greta Thunbergs fakta og hendes vrede i den grad på sin plads.

Der er fokus på form og fletninger frem for forandringer
Vi flyver mere end nogensinde før, selvom vi godt ved, at det er som at tage af vores børns børneopsparing. Vi spiser kød som aldrig før, selvom vi godt ved, hvor stor en positiv forandring det ville gøre at omlægge til en plantebaseret kost.

Vi forbruger som aldrig før, smider ud og køber nyt, selvom vi godt ved, at klodens ressourcemæssige balance ikke kan holde til det. Og vi har bestemt ikke valgt de politikere, der havde modet til at tage fat, hvor det var svært og gøre det nødvendige, selvom vi godt vidste, hvor radikale ændringer der skulle til.

Vi har svigtet vores børn. Og ikke før vi tør indrømme det og derved lægge snakken om, hvad vi ikke har gjort, bag os, kan vi begynde at fokusere på det, som vi nu skal gøre.

Jeg er overbevist om, at vi står i en brydningstid. Der sker noget for tiden. En folkelig bevægelse og bevidsthed, som vi ikke har set før. Det virker på mig, som om folk endelig har fået nok af vores magthaveres dybe svigt – som Greta Thunberg også italesatte i sin tale – og nu rejser sig op.

Og jeg tror, at det, som vi ser af modstand mod Greta Thunberg, denne indædte fokus på form og fletninger fremfor indhold, blot er instinktive reaktioner fra folk, der kan se forandringen komme, men endnu ikke er klar til konsekvenserne.

Og jeg tror, at denne vrede er udtryk for den instinktivt frygtstyrede reaktion, der rammer os alle, når vi står foran radikale omvæltninger, som vi ikke kan overskue.

Voksne viser ikke vej og gør børn bange
Så ja, Greta Thunberg skaber frygt. Det er åbenlyst. Det er bare ikke, som de frustrerede granvoksne mænd og kvinder siger, at det er vores børn, som hun rammer, men derimod de selvsamme forskræmte voksne, der godt ved, at forandring er på vej, men endnu ikke er klar.

Dem, der tilsyneladende er mere bekymrede for vores børns reaktion over at blive fortalt sandheden om klimaet, end de er for konsekvenserne af vores manglende handling. Dem, der hellere vil bruge deres medietid på at harcelere over pigen fremfor hendes budskab.

Og dem, der råber op om, at hun spreder frygt, når hun med grådkvalt stemme konstaterer, at “mennesker lider. Mennesker dør. Hele økosystemer kollapser. Vi befinder os på randen af en masseudryddelse, og alt, som du kan tale om, er penge og eventyr om uendelig økonomisk vækst. Hvor vover du?”

Vores børn bliver bange, ja, men det gør de altså, fordi vi voksne stadig ikke viser dem, at vi tager det her problem alvorligt.

Bange, fordi vi voksne tror, at vi kan fikse truslen mod deres fremtid ved at sparke lidt til de planetariske kofangere og dreje lidt på sidespejlene.

Og bange, fordi voksne mænd og kvinder nu igen vælger at bebrejde en pige, der har mod nok til at fortælle os sandheden, nemlig at kejseren virkelig ikke har noget tøj på, fremfor at kritisere de politikere, der efter 30 års manglende handling blot fortsætter, som om det hele nok skal gå i sig selv igen.

Tag ansvar for det, der er sket
Så måske vi tilbageværende “ansvarlige” voksne i stedet for nu igen at fortabe os i vores børn og unges forståelige vrede skulle tage fat på at diskutere de granvoksne mænd og kvinders reaktion på denne vrede?

For jeg er overbevist om, at der netop i denne konstante fordrejning af fokus og indædte frygt for forandring ligger en stor del af forklaringen på vores manglende handling.

Vi kan gudhjælpemig ikke tage ansvar for det, der skal ske, før vi har taget ansvar for det, der er sket. Og vi kan ikke se den nødvendige klimahandling som en chance for at skabe det samfund, som vi drømmer om, når vi er opslugt af frygten for at miste det, som vi kender.

Vi voksne kan også være bange, men nu er det altså på høje tid, at vi finder modet og rent faktisk lytter til Greta Thunbergs budskab fremfor vreden, som det leveres med.

Lyt nu til videnskaben. Og skab så den handling, der skal til.