Om Julie Abrahams

Denne forfatter har endnu ikke udfyldt nogle detaljer.
So far Julie Abrahams has created 640 blog entries.

Industrien negligerer klima- og biodiversitetsproblemer

Debatindlæg bragt i Altinget den 8. juni 2020 af Kåre Press-Kristensen og Annika Lund Gade, seniorrådgiver og projektmedarbejder fra Rådet for Grøn Omstilling

Det er en god anledning til at forklare, hvorfor Rådet for Grøn Omstilling og et fortsat stigende antal ngo’er og videnskabsfolk på globalt plan mener, at vores nuværende afbrænding af biomasse er problematisk og skal erstattes af miljø- og klimarigtige alternativer.

Vi har sat 2040 som et realistisk mål for udfasning af den træbaserede biomasse i den danske el- og varmeproduktion. Det er et mål, som vi står ved og som er nødvendigt for den grønne omstilling af energiproduktionen.

Klimaforandringerne skabes primært, at CO2-koncentrationen i atmosfæren. Det handler derfor om at få nedbragt CO2-koncentrationen hurtigst muligt, såfremt vi skal undgå faretruende irreversible klimaforandringer og tab af blandt andet klodens artsrige koralrev. Derfor er Paris-aftalen indgået.

Når vi taler træ, vil kulstoffet i træet før eller siden havne i atmosfæren i form af CO2. Det kan enten ske meget langsomt ved at træet får lov til at ligge i skoven som CO2-lager og formulde, mens det tjener som hjemsted for blandt andet dyr eller svampe og derved også øger biodiversiteten. Eller det kan ske momentant ved at afbrænde træet.

Vejen til at nedbringe CO2-koncentrationen i atmosfæren og øge biodiversiteten er selvsagt at lade træet være i skoven frem for at brænde det af, såfremt alternativet til afbrænding er produktion af el og varme via miljø- og klimarigtige alternativer som for eksempel vindenergi, varmepumper og geotermi.

Udviklingen af alternativer vil gå hurtigt

I Rådet for Grøn Omstilling er vi overbevist om, at udviklingen af gode alternativer til termisk energiproduktion vil gå endnu hurtigere de kommende 20 år. 

Bedre varmepumper og geotermi, energirenovering af boligmassen, yderligere energieffektivisering i erhvervslivet, meget mere sol- og vindenergi samt flere udlandskabler med fortsat større kapacitet kombineret med strategiske kollektive og private varme- og batterilagre, så udvalgte enheder kan afkobles.

Udviklingen vil gøre det muligt at dække vores el- og varmeproduktion uden afbrænding af fossile brændsler og træ, så vi undgår de tilknyttede klima- og miljøproblemer.

Om ovennævnte suppleres med afbrænding af savsmuld fra tømmerproduktion, visse kategorier af affald eller biomasse med kort CO2-cyklus som halm og grenafklip fra haver og parker afhænger af, om disse kan give en højere værdi ved anvendelse til biogas eller brændstofproduktion. 

Danmark importerer 95 af træpillerne. Hvis alle andre lande indførte en lignende energipolitik, ville det straks føre til voldsom rovdrift på klodens skove. Alene dette viser, at vores afbrænding af træbaseret biomasse ikke er bæredygtig.

Danmark importerer flest træpiller fra Letland (25 procent), der ligger rigtig dårligt i korruptionsindekset, og hvor der derfor er usikkerhed om, hvilken oprindelse træpillerne reelt har.

Derefter kommer træpilleimport fra USA (20 procent), der har trukket sig ud af Kyoto-protokollen og for tiden synes at være ligeglad med klima og miljø. Kun 20 procent af træpillerne stammer fra skove i nordiske lande og Tyskland med fokus på miljø, klima og natur. 

Send et klart inveisteringssignal

Vi er enige med energi- og skovbranchen om, at biomasse er et nødvendigt overgangsbrændsel, men det skal begrænses mest muligt.

Derfor anbefaler vi, at alternativerne prioriteres og indfases systematisk i takt med den teknologiske udvikling frem mod 2040, samtidig med at den træbaserede biomasse udfases og for eksempel udtyndingstræ efterlades i skovene som kulstoflager – medmindre det kan bruges i byggematerialer, møbler og lignende.

Men for at fremme denne omstilling er der behov for at gøre miljø- og klimarigtige alternativer til træafbrænding attraktive og for at sende et klart investeringssignal.

Derfor anbefaler vi afgifter på biomasse til el- og varmeproduktion. Dette bør suppleres med krav om, at biomasse skal stamme fra skovdrift i lande, der kan dokumentere, at skovdriften gør mindst mulig skade på natur og klima. 

Afgifterne skal suppleres med anden regulering, så vi undgår, at kraftværkerne går tilbage til fossile brændsler, og målet er selvfølgelig en gradvis omstilling til CO2-neutrale energikilder. Forbud imod fossile brændsler i el- og varmeproduktionen kunne være en løsning.

Omstillingen reducerer ikke beskæftigelsen

Det er også vigtigt, at der parallelt indføres meget højere afgifter på afbrænding af biomasse i blandt andet private brændeovne, kedler og halmfyr, da privat afbrænding både belaster klimaet og samtidig er en af vores største kilder til helbredsskadelig luftforurening.

Afgifter alene på biomasse til kollektive værker er vi imod, da det yderligere vil fremme den private afbrænding, som er den mest helbredsskadelige forureningskilde.

Vi er enige i, at træ fra skovdrift bør anvendes til byggematerialer og produkter med lang levetid og derved tjene som CO2-lager i meget større omfang, end det sker i dag. Derved kan flere CO2-tunge byggematerialer samtidig erstattes.

Vi skal omdanne meget mere landbrugsjord til naturskove uden skovdrift, hvor formålet er øget biodiversitet, grundvandsbeskyttelse, rekreative formål og ikke mindst CO2-optag og -lagring.

Omstillingen vil ikke reducere beskæftigelsen, men vil tværtimod fremme den. Tænk bare på alle de arbejdspladser, der skabes, når boligerne skal energirenoveres, og når vedvarende energianlæg skal installeres og vedligeholdes. Alene dette vil give et enormt bidrag til de grønne arbejdspladser. 

Jo før vi beslutter gradvist at udfase træbaseret biomasse og påbegynder den grønne omstilling til miljørigtige CO2-neutrale energikilder, jo mere gnidningsfri og billig bliver omstillingen.

By |2020-06-09T10:11:42+01:008. juni 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer

Ny emballagebekendtgørelse er en ommer

Debatindlæg bragt i Altinget den 4. juni 2020 af Lone Mikkelsen, Rådet for Grøn Omstilling, Pernille Haagen Larsen, WWF Verdensnaturfonden, Anne Aittomaki, Plastic Change og Therese Nissen, Danmarks Naturfredningsforening

Skal CD’er, konfektæsker og kaffekapsler i småt brændbart, eller skal materialerne genanvendes? Svaret bør jo være indlysende, men det er det ikke i det forslag til nye retningslinjer om emballage, som myndighederne netop nu har i høring.

Ikke alene er forslaget noget rod, men det fastholder også Danmark i et alt andet end bæredygtigt spor. Vi anbefaler derfor, at forslaget trækkes tilbage og skrives om. 

Forslaget til en ny bekendtgørelse om visse emballager er nemlig ikke alene behæftet med en uhensigtsmæssig forvirring over begrebet ’nyttiggørelse’, men også så stor usikkerhed, at det vil blive en hæmsko for den grønne omstilling videre frem.

Stor forskel på begreber

Folkene bag bekendtgørelsen begår desværre den fejl at bruge “nyttiggørelse” som samlet betegnelse for alt inden for genbrug, genanvendelse og energiudnyttelse, og det kan få særdeles uhensigtsmæssige konsekvenser.

“Det er ekstremt uambitiøst, at de nationale mål kun omhandler genanvendelse og nyttiggørelse af emballageaffald” siger Lone Mikkelsen fra Rådet for Grøn Omstilling

Ved genbrug bruges den kasserede emballage igen i samme form og oftest til samme formål, mens ved genanvendelse omdannes emballagen til et helt nyt eller til et tilsvarende produkt i en proces, der blandt andet kræver en stor mængde energi. Sidst i hierarkiet kommer så energiudnyttelse, som egentlig bare betyder forbrænding.

Dermed bliver det tydeligt, at der bruges mange flere ressourcer på at genanvende i forhold til at genbruge, som oftest blot kræver en vaskeproces, og ved forbrænding går ressourcerne faktisk op i røg.

Derfor er det helt afgørende at prioritere genbrug over genanvendelse og genanvendelse over energiudnyttelse.

Bekymrende læsning

Generelt lader bekendtgørelsen alle døre stå åbne i en tid, hvor der er betydeligt behov for en tydelig retning for Danmarks fremtidige affaldssystem, og de åbne døre risikerer at underminere regeringens grønne profil, herunder ønsket om at fremme den cirkulære økonomis infrastruktur. 

Det må snart stå fuldstændigt klart, at forbrænding af emballager med henblik på at producere energi må og skal være den absolut sidste udvej som produkt i affaldsleddet ud over deponi. 

Derfor er det bekymrende læsning, når det fremgår af teksten, at man arbejder med “nyttiggørelse af emballage i form af energiudnyttelse”. For det betyder reelt, at man vil fortsætte afbrændingen af emballager. Selvom der er bred enighed om, at afbrænding af affald hører en sort fortid til, ses hverken CD’er, engangsbestik, kaffekapsler eller printerpatroner som produkter, der kan genanvendes, selvom der faktisk er firmaer, som har metoder til at genanvende for eksempel CD’er. 

Den fortsatte afbrænding af affald er desuden i direkte modstrid med plastpagten, som miljøministeren på vegne af Danmark lige har underskrevet på eget initiativ i samarbejde med Holland og Frankrig, der blandt andet sigter efter at udfase netop forbrændingsanlæg.

Regeringens Klimapartnerskab for affald, vand og cirkulær økonomi anbefaler desuden, at 90 procent af alt affald skal genanvendes i 2030, og at overkapacitet til affaldsforbrænding er en udfordring for genanvendelse. Der er altså ingen fremtid i småt brændbart, da både tanke og praksis om at brænde af hører til i fortiden. 

Direkte modstrid med EU-direktiver

Udover at bekendtgørelsen roder rundt i begreberne og er i direkte modstrid med både Plastpagten og Klimapartnerskabet, så vil den også komme i karambolage med EU-direktiver om plast og cirkulær økonomi.

Her tænker vi særligt på engangsplastdirektivet, der sigter efter en reduktion af visse plastprodukters miljøpåvirkning; direktivet om udvidet producentansvar for emballage og emballageaffald og ikke mindst EU-Kommissionens nyligt vedtagne handlingsplan for cirkulær økonomi, som i høj grad prioriterer reduktion og genbrug.

Den nye EU-handlingsplan er en af de vigtigste byggesten i Europas nye dagsorden for bæredygtig vækst. Ingen steder i bekendtgørelsens “målsætninger for genanvendelse” fremgår det, at disse EU-direktiver og handlingsplaner skal implementeres i Danmark – selvom dele af for eksempel engangsplastdirektivet skal være implementeret allerede i juli 2021.

Engangsplastdirektivet stiller ellers tids- og mængdespecifikke krav til både reduktion af engangsplast og genbrug af plastemballage. Alligevel har bekendtgørelsen ikke nogen nationale målsætninger for hverken reduktion eller genbrug. 

Mangler nationale mål

Overordnet savner bekendtgørelsen nationale målsætninger for affaldsforebyggende tiltag. Det kunne for eksempel være konkrete genbrugsmål, hvor de sekundære ressourcer bruges igen, før de bliver til affald. Dette ville underbygge affaldshierarkiet, der netop foreskriver, at genbrug altid bør prioriteres højere end genanvendelse og energiudnyttelse.

Derfor er det også ekstremt uambitiøst, at de nationale mål kun omhandler genanvendelse og nyttiggørelse af emballageaffald, og at et af dem er defineret som: “mindst 90 vægtprocent af det samlede emballageaffald produceret i Danmark skal nyttiggøres eller forbrændes i affaldsforbrændingsanlæg med energiudnyttelse”. Det kan ikke forsvares hverken fagligt eller i forhold til EU-krav. 

Vi opfordrer derfor Miljøstyrelsen og Miljøministeriet til at samle alle aktørerne (digitalt) til en dialog om en bedre udformning af bekendtgørelsen. Der bør indgås en dialog mellem aktørerne om, hvordan den eksisterende udgave kan omformuleres, så udformningen understøtter nuværende og kommende EU-direktiver og handlingsplaner, så det både er til gavn for de danske virksomheder og har det rigtige miljømæssige sigte.

Vi kan konstatere, at hvis det nye regelsæt skal understøtte den klare politiske målsætning om grøn omstilling og maksimal genbrug og genanvendelse, så er det ikke sket med det nuværende forslag til ny bekendtgørelse om visse emballager, der således – i vores optik – mest hører til i restaffaldet.

By |2024-02-13T09:58:36+01:004. juni 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer

Mindre biomasse, tak!

Læserbrev bragt i JydskeVestkysten den 2. juni 2020 af Carsten Sohl og Annika Lund Gade, projektmedarbejder fra Rådet for Grøn Omstilling

I Esbjerg rykker datoen for, at Esbjergværket lukker, tættere på. Din Forsyning er, forståeligt nok, stolte over deres planer om at etablere havvandsvarmepumper i en skala aldrig før set i Danmark – 50MW. Det er meget spændende, for det vil være et stort skridt frem for den grønne omstilling.

Din Forsyning er til gengæld mere tilbageholdende med at fortælle om, at der samtidig bygges et stort flisfyret biomasseanlæg, der skal bidrage næsten lige så meget til varmeforsyningen som varmepumperne. I Danmark sendes der hvert år 19 mio. tons CO2 ud i atmosfæren fra afbrænding af biomasse. Afbrænding af flis er ikke CO2-neutralt. Det skyldes, at man bruger energi til at hugge og transportere flisen. Samtidig med – og selv om – at man genplanter skov, der fældes, går der en del år, inden de nye træer opsuger tilstrækkeligt med CO2 under deres vækst. Og tiden er meget afgørende, da klimakrisen er overhængende.

Det vil efter vores opfattelse være en fejlinvestering at binde sig til et CO2-udledende flisanlæg i årtier frem. I stedet foreslår vi, at man erstatter fliskedlerne med reelt vedvarende alternativer. I Aalborg planlægger man at etablere et kæmpestort damvarmelager inden udgangen af 2022 i kombination med blandt andet solvarme. Det er en mulighed, vi anbefaler DIN Forsyning at se nærmere på. Og hvorfor ikke samarbejde med Aalborg om dette?

Din Forsyning bør også fremrykke planerne om etablering af luft-til-vand varmepumper og udnytte mere overskudsvarme fra virksomheder. Og forsætte med at sænke fremløbstemperaturen i fjernvarmenettet. Det mindsker varmetabet i rørene, og gør det nemmere at udnytte lav-temperaturs-varme fra fx overskudsvarme og varmepumper. Hvis der fortsat er behov for biomasse, bør det være i form af en mindre kedel, der kun skal hjælpe til på de koldeste dage.

Endelig skal der gang i energirenoveringen, og her kan Din Forsyning hjælpe til med formidling. Anlægsloftet er blevet fjernet i 2020, så kommunerne uden begrænsning kan lave anlægsarbejder, herunder energirenovering af egne bygninger. Samtidig kommer der nu en række tiltag, som skal sætte skub i økonomien og beskæftigelsen igen efter Corona. Disse tiltag skal være grønne og bl.a. støtte energirenovering af boligmassen, så varmeforbruget og varmeregningen sænkes, til gavn for lejer og boligejer, og så der kommer arbejde til sultne håndværksmestre.

By |2020-06-03T09:19:39+01:002. juni 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer

Indfør nulemissionszoner, der også gælder personbiler

Debatindlæg bragt i Altinget den 2. juni 2020 af Daria Rivin, rådgiver og Jeppe Juul, seniorrådgiver fra Rådet for Grøn Omstilling

Coronakrisen har tydeligt vist, at luftforurening og dødelighed går hånd i hånd. Samtidig har vi brug for at afværge den lurende klimakrise. Skærpede krav til miljøzoner og etablering af nulemissionszoner i de største byer i Danmark er et effektivt værktøj til at bekæmpe både luftforurening og til at kickstarte den grønne omstilling.

Vejtransport er sammen med brændeovnsfyring nogle af de væsentligste årsager til luftforurening og for tidlig død, særligt i tætbefolkede byer. Vi har i Danmark haft miljøzoner for erhvervskøretøjer siden 2011 i København, Frederiksberg, Aarhus, Aalborg og Odense. Selvom kravene for erhvervskøretøjer nu strammes, kan enhver dieselbil, ny som gammel, stadig køre uhindret ind i miljøzonerne. 

Formålet med miljøzonerne er at reducere vejtransportens luftforurening i form af blandt andet NOx og skadelige partikler, særligt i de områder, hvor der bor og færdes mange mennesker. Det er ofte sammenfaldene med de områder, hvor transportbelastningen er størst.

Danmark har som et af de eneste lande i Europa miljøzoner, der ikke omfatter personbiler. Der har tidligere været enighed mellem Socialdemokratiet og støttepartierne om, at der selvfølgelig også skal stilles krav til, hvilke personbiler der må køre i miljøzonerne. Men der mangler stadig at komme et konkret og ambitiøst forslag herom.

Nulemissionszoner er effektivt

Transport står for næsten 30 procent af klimabelastningen, og salget af fossile biler stiger støt. Hvis ikke vi får reduceret CO2-udledningerne fra transportsektoren og sat en stopper for salg af fossile køretøjer, får vi ikke afværget klimakrisen. Vi skal have skærpet kravene til miljøzonerne til også at gælde alle former for fossile personbiler og erhvervskøretøjer, så vi kan nedbringe luftforureningen og klimabelastningen markant.

Studier tyder på en klar sammenhæng mellem dødelighed forårsaget af covid-19, og hvor udsat personer har været for luftforurening over tid. Og selvom coronakrisen og den følgende nedlukning af Danmark har ført til en reduktion på cirka 35 procent af vejtransportens luftforurening i de større byer, er det selvsagt ikke en varig løsning. Ligeledes er det med vejtransportens klimabelastning.

Nulemissionszoner er en effektiv måde at mindske luftforureningen fra køretøjer på i områder, der er tæt befolket. Samtidig er de med til at skabe en hurtigere grøn omstilling af transportsektoren til nulemissionskøretøjer som for eksempel el-lastbiler og el-biler.

Flere europæiske lande har allerede besluttet at indføre nulemissionszoner som en udvidelse af deres eksisterende miljøzoner. I Sverige har kommuner allerede fra 1. januar 2020 haft lov til at etablere nulemissionszoner. Storbyer som London, Amsterdam, Bruxelles, Madrid og Paris arbejder allerede nu for indførelse af nulemissionszoner for alle køretøjer.

Indfør nulemission ved børnehaver og skoler

Nulemissionszoner kan etableres på mange forskellige måder og bør udformes i samspil med brancheorganisationer, kommuner og lokalråd – og bedst i kombination med forbedrede muligheder for at gå, cykle og bruge offentlig transport.

Men en ting er sikker: Hvis alle parter skal varsles i ordentlig tid, skal vi i gang med at fastlægge, hvor og hvornår vi skal have nulemissionszoner, så alle kan nå at indstille sig på omstillingen.

Vi mener, at der i Danmark bør indføres nulemissionszoner i de største og mest forurenede byer senest i 2025. Da børn er særligt udsatte for luftforurening, mener vi, at kommuner fra 2023 bør have lov til at lave mindre nulemissionszoner ved for eksempel børneinstitutioner, skoler, grønne områder og gågader, som er særligt udsatte områder.

Nulemissionszoner er et vigtigt og nødvendigt skridt for at bane vejen for renere luft, mindre støj og en grøn omstilling af transportsektoren og et vigtigt redskab til at nå vores målsætning om 70 procent CO2-reduktion inden 2030.

By |2023-11-23T12:48:30+01:002. juni 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer

Muligheder og faldgruber i Klimahandlingsplanen I

Regeringen fremlagde d. 20. maj første del af den klimahandlingsplan, som blev varslet i forståelsespapiret bag regeringsdannelsen. Denne første del omhandler energisektoren, affaldssektoren og den industrielle sektor, mens de øvrige sektorer vil blive behandlet i de efterfølgende dele af klimahandlingsplanen, som vil blive lanceret efter sommeren.

Rådet for Grøn Omstilling har udarbejdet et notat, der beskriver vores syn på denne første del af klimahandlingsplanen. Vi forholder os her til de konkrete initiativer i planen og til nærtliggende alternativer og potentialer. Notatet er således ikke en komplet opsummering af vores anbefalinger og forslag på de nævnte områder eller for klimapolitikken generelt.

Notatet kan downloades længere nede på siden

By |2020-06-02T14:17:08+01:0029. maj 2020|Notat|0 Kommentarer

Mangel på politisk vilje vil spænde ben for energirenoveringer i den offentlige sektor

Debatindlæg bragt i Politiken den 29. maj 2020 af Renovering på Dagsordenen, hvor Rådet for Grøn Omstilling er partner.

Regeringen foreslåt i det nye klimaudspil, at der stilles nye krav til energibesparelse i statslige bygninger frem mod 2030. Det er en rigtig god idé. Men som Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) har peget på, er de statslige og regionale bygninger i væsentlig bedre stand end de kommunale bygninger, der er præget af et betydeligt vedligeholdelsesefterslæb.

Derfor undrer det os, at regeringen i sit udspil finder det tilstrækkeligt alene at iværksætte en dialog med kommunerne og regionerne om energirenoveringsindsatsen.

Særligt i lyset af, at formanden for Kommunernes Landsforening, Jacob Bundsgaard (S), tydeligt har markeret, at kommunerne er klar til at yde deres bidrag til den grønne omstilling gennem investering i energieffektivisering.

Kommunerne har som landets samlet set største bygningsejer og den største offentlige bygherre ellers mulighed for at gå foran og drive den grønne omstilling i den offentlige bygningsmasse. Men som reglerne er i dag, fastsætter anlægsloftet, hvor mange penge kommunerne må bruge på bygge-og renoveringsopgaver årligt. Derfor var det også glædeligt, at regeringen suspenderede anlægsloftet i 2020 for at sætte gang i økonomien.

Kommunerne har allerede fremrykket projekter for flere milliarder i 2020, og det skaber både vækst og arbejdspladser.

Det løser bare ikke det generelle problem, at krav om bæredygtighed ofte fordyrer det offentlige byggeri, hvis investeringshorisonten er kort, og anlægsloftet derfor generelt set spænder ben for en vigtig del af den mere langsigtede kommunale klimaindsats.

Med politisk vilje i de igangværende forhandlinger om midler til energieffektivisering mellem regeringen, regioner og kommuner bør det dog ikke være svært at finde en løsning. Vi anbefaler derfor, at anlægsloftet ophæves i både 2021 og 2022 og bidrager til, at kommunernes renoveringsprojekter bliver mere bæredygtige i forhold til både energieffektivisering og CO2-reduktion.

Med tanke på både de danske folkeskolers tilstand, klimakrisen og den økonomiske krise bør en yderligere dispensation for anlægsloftet være en oplagt politisk prioritet i de igangværende forhandlinger.

I et globalt perspektiv er det desuden bydende nødvendigt, at den offentlige sektor går forrest og viser vejen for resten af samfundet – for ellers klinger regeringens ambition om at sætte Danmark i den grønne globale førertrøje hult. Derfor bør alle offentlige bygninger, og ikke kun de statslige, som det er i dag, være underlagt krav om energibesparelse.

Et årligt mål om at energirenovere hele den offentlige bygningsmasse med mindst 3 procent bør knæsættes, og samtidig bør der stilles krav om, at offentlige bygninger skal udfase deres brug af fossilt brændsel inden for få år.

Det er kun logisk, at den offentlige sektor viser vejen til et fossilfrit samfund.

Derfor bør fornuftige regler også implementeres på tværs af den offentlige sektor og ikke kun i dele af sektoren. Staten har f. eks. en række lejekrav, der går på, at bygningerne skal have energimærke B for at kunne lejes af statslige institutioner.

Dette krav også bør gælde for både regioner og kommuner.

Hvis vi skal have Danmarks offentlige bygninger tilbage i ordentlig stand, så de bruger mindst mulig energi og samtidig har de bedste forudsætninger for at spille sammen med fremtidens smarte energisystem, har den offentlige sektors renoveringsefterslæb brug for yderligere midler – anlægsloft eller ej.

Hvis vi skal løfte den store opgave, det er at tage retvisende vare på de offentlige bygninger, er der brug for nye finansieringsløsninger.

Det kan f. eks. være i form af ESCO-modeller, som ikke har indfriet deres fulde potentiale i Danmark, og som Klimarådet blandt andre har foreslået at fremme.

For at sikre, at der er tilstrækkelig privat kapital til rådighed, bør det derfor undersøges, om private investorer i dag har de nødvendige rammer til at gennemføre privatfinansierede energirenoveringsprojekter med garanteret energibesparelse i kommunale institutioner.

Der bør også oprettes en institutionel ramme, der kan skabe klare retningslinjer for finansiering af energieffektivisering for private investorer, f. eks. gennem ændring af vilkårene for Danmarks Grønne Investeringsfond.

Vi har alle en interesse i at sikre, at vores offentlige bygningsmasse tilføres tilstrækkelig kapital og dermed forbliver en sund og bæredygtig del af vores samfund.

Derfor bør regeringen og forhandlingspartnerne vise politisk vilje og sikre, at hele den offentlige sektor får optimeret både rammevilkår og finansieringsmuligheder i forbindelse med de igangværende forhandlinger.

Debatindlægget er skrevet af Lars Autrup, Akademisk Arkitektforening, Gunde Odgaard, BAT-Kartellet, Henrik L. Bang, Bygherreforeningen/Renovering på Dagsordenen (talsmand), Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri, Lene Espersen, Danske Arkitektvirksomheder, Henrik Garver, Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI), Thomas Damkjær Petersen, Ingeniørforeningen (IDA), Gert Johansen, Konstruktørforeningen, Claus Ekman, Rådet for Grøn Omstilling, Katrine Bjerre M. Eriksen, SYNERGI og Simon O. Rasmussen, Tekniq Arbejdsgiverne.

By |2020-05-30T10:48:25+01:0029. maj 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer

Et år efter regeringen satte beslutning om Nordsøolien på stand by – nu stiller 11 organisationer borgerforslag for at stoppe ny oliejagt

Den økonomiske gevinst er til at overse. Det er klimakonsekvenserne til gengæld ikke. Derfor er 11 organisationer og foreninger gået sammen om et borgerforslag, der skal forbyde fremtidige udbudsrunder for olie og gas i Nordsøen. 

Socialdemokratiet har haft regeringsmagten i snart et år og har i ligeså lang tid valgt at udsætte beslutningen om, hvorvidt der skal gives tilladelse til eller lukkes for jagten efter ny olie og gas i den såkaldte 8. udbudsrunde. 

”Hvis vi tager vores internationale forpligtelser alvorligt og vil bremse klimakrisen, kan vi ikke blive ved med at lede efter mere olie og gas. Det svarer til, at man forsøger at slukke en ildebrand, mens man samtidig hælder benzin på. Vi bliver nødt til at vælge mellem en grøn eller en sort fremtid. Og det valg haster.” siger Lars Køhler, klimarådgiver i Rådet for Grøn Omstilling

“Vi befinder os midt i en klimakrise, der gør fremtiden dybt usikker for min og de næste generationer, og det er håbløst og dybt uansvarligt, at regeringen nøler i en af de mest definerende beslutninger for Danmarks grønne fremtid. Der er akut brug for at stoppe jagten efter ny olie og gas i Nordsøen, og nu opfordrer vi befolkningen til at skrive under på borgerforslaget, så vi kan sætte gang i den handling for klimaet, som regeringen svigter lige nu. Danmark skal bidrage til de grønne løsninger og ikke forlænge tiden som oliestat,” siger Frederik Roland Sandby, formand for Klimabevægelsen i Danmark.

Hensigten med borgerforslaget er at få et flertal i Folketinget til at fortælle regeringen, at det er helt uforeneligt med Parisaftalen at udvide olie- og gasproduktionen i Nordsøen ved at give tilladelse til ny oliejagt.

“Verdens lande har allerede i dag planer om at producere langt flere fossile brændsler, end hvad der er foreneligt med vores klimaløfter. Det giver ingen mening, hvis regeringen siger ja til at forlænge oliejagten til i hvert fald 2056, når hele verden skal være CO2-neutral i 2050.  Det kræver en hurtig udfasning af fossile brændsler, hvis vi skal afværge klimakrisen, og derfor har verden desperat brug for kraftige signaler fra rige lande om, at vi skal lukke ned for jagten på olie og gas så hurtigt som muligt. Hvis du er i et hul og gerne vil op, så er første skridt at holde op med at grave,” siger Helene Hagel, klima- og miljøpolitisk leder, Greenpeace. 

Både udadtil og indadtil illustreres fortællingen om Danmark som et grønt foregangsland oftest med cyklister og vindmøller. Vi lever højt på vores status som grønt foregangsland. Men det er en sandhed med modifikationer. For i den danske del af Nordsøen står 55 boreplatforme, der sår tvivl om vores forestilling om os selv som en grøn førernation. 

To af landets fagforeninger mener også, at det nu skal være slut med ny oliejagt.  

“Jeg mener, at vejen til eksport og god beskæftigelse i fremtiden går gennem en konsekvent og intelligent grøn omstilling. Hverken klimamæssigt eller økonomisk kan det forsvares at bruge vores fælles ressourcer på ny efterforskning efter olie i Nordsøen så mange år fra nu. Vi er taknemmelige for indsatsen, der har forsynet Danmark med energi og indtjening, men tiden er nu kommet til at fokusere på den vedvarende energi og udvikling af ikke-fossilt baserede brændsler. Og vi skal sikre, at der er efteruddannelse og gode jobs til dem, der over tid må forlade olie- og gasudvindingsindustrien,” siger Thomas Damkjær Petersen, formand for Ingeniørforeningen IDA.

De økonomiske vismænd advarer regeringen mod at tillade nye olieboringer i Nordsøen og er ikke i tvivl om, at det vil have en klimamæssig positiv effekt at droppe de fremtidige olieplaner. Dermed gør vismændene op med et typisk argument fra bl.a. oliebranchen om, at produktionen vil blive overtaget en-til-en af andre lande, når Danmark lukker for oliehanerne, hvilket der ikke er belæg for.

“Tiden er ikke til nye olieboringer, men til øget fokus på klimavenlig energi, der ikke bare gavner klimaet, men også sikrer og skaber grønne jobs. Nye udbud af olieboringer vil være et skridt i den forkerte retning, for det, vi ønsker, er at kickstarte en ny fremtid med grøn udvikling,” siger Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening.

I tillæg til de etablerede klimaargumenter for at indstille søgningen efter ny olie peger organisationerne bag borgerforslaget på, at dansk olieproduktion er gået fra at give en betydelig statsindtægt til potentielt at kunne blive en risikabel investering. Skatteministeriets egne beregninger viser, at de økonomiske gevinster ved nye tilladelser til oliejagt er forsvindende små: Værdien af en ny udbudsrunde for olie- og gasudvinding i Nordsøen vil være 1,75 mia. kr. isoleret set, over hele licensensperioden – altså frem til i hvert fald 2056.

Kontakt

Frederik Roland Sandby, formand for Klimabevægelsen i Danmark: Mobil: 22954047

Helene Hagel, klima- og miljøpolitisk leder, Greenpeace: Mobil: 26113951

Thomas Damkjær Petersen, formand, IDA: 21708784

Camilla Gregersen, formand, Dansk Magisterforening: Mobil 27129233

Troels Dam Christensen, sekretariatsleder, 92-gruppen. Mobil: 21727957

John Nordbo, klimarådgiver, CARE Danmark. Mobil: 61270745

Maja Marjun Andersen, kampagneleder klima, Mellemfolkeligt Samvirke: Mobil 26835620

Alexander Fredens, presserådgiver, WWF Verdensnaturfonden. Mobil: 22 68 81 08

Lars Køhler, Klimarådgiver, Rådet for Grøn Omstilling: Mobil: 51967009

Gry Bossen, politisk koordinator, Verdens Skove: Mobil: 30261868

Jonathan Ries, formand, VedvarendeEnergi. mobil: 71793249

By |2020-05-28T09:36:45+01:0028. maj 2020|Pressemeddelelse|0 Kommentarer

Kunstgræsbaner skyder miljøet til hjørne II

Debatindlæg bragt i Altinget den 26. maj 2020 af Lone Mikkelsen, seniorrådgiver i Kemikalier og Cirkulær Økonomi fra Rådet for Grøn Omstilling

I Danmark har vi rigtig mange fodboldglade mennesker. Og det er både blandt børn, unge og gamle, piger og drenge og på tværs af nationaliteter, at sporten hitter. Det medfører naturligvis også en efterspørgsel på baner, og ikke mindst baner, der kan bruges året rundt. Derfor er det også gået rigtig stærkt, efter man i starten af 00’erne for alvor fik øjnene op for de kunstige græstæpper i Danmark. I dag er der over 350 kunstgræsbaner til 11-mands-fodbold i Danmark og desuden et stort antal 7-mandsbaner samt de såkaldte multibaner.

Desværre er der kommet skår i glæden. Undersøgelser af det omkringliggende miljø peger i stadig højere grad på, at der udvaskes skadelige kemikalier fra banerne, ligesom der spredes mikroplastik i miljøet. At det hele ikke er helt så rosenrødt, som det burde være, fremgår også tydeligt af Danmarks Plasthandlingsplan, fremsat af den tidligere regering. Her indgår ”Vidensopbygning om mikroplastudledning fra kunstgræsbaner og mulige alternativer”, som ét ud af 27 initiativer, der skal bidrage til mere viden på området og forhåbentligt munde ud i konkrete løsningsforslag og mulig lovgivning. En af de centrale udfordringer er, at mange af banerne anlægges med det såkaldte SBR-gummi-granulat, der stammer fra oparbejdede dæk. Denne belægning indeholder kemikalier, såsom plastblødgørere og polycycliske aromatiske hydrocarboner (PAH’er), der frigives til vandmiljøet og afdamper til skade for brugernes sundhed. At dette er en alvorlig sag, blev i marts sidste år dokumenteret af Det Europæiske Kemikalieagenturs videnskabelige udvalg, som pegede på den potentielle risiko for brugernes sundhed, når de befinder sig i afdampningerne fra banernes materialer. Udvalget foreslog på den baggrund en reduktion af det maksimalt tilladte indhold af visse PAH’er i fyldmaterialet til kunststofbanerne. Forslaget har været i høring, og det skal nu afgøres i EU, hvorvidt de tilladte grænseværdier skal sænkes.

Udover de store udfordringer der er med frigivelse af skadelige kemikalier fra fyldmaterialet, så er der yderligere store problemer med, at det spredes som mikroplast til det omgivende miljø. Erfaringer fra Norge viser, at tabet fra de kunstgræsbaner, hvor der ikke er etableret særlige tiltag til at minimere tab, typisk ligger i størrelsen 300-1900 kg om året, og dette er vel at mærke per bane. Værdier i den høje ende af dette spektrum er typisk for baner der bruges hele året, hvilket må forventes at være tilfældet for hovedparten af de danske baner. På baggrund af disse tal har Norge valgt at stille krav til etablering af barrierer, som kan tilbageholde fyldmaterialet, så det ikke spredes udenfor banerne. Indenfor en treårig periode skal dette være etableret på alle baner.

Hvorfor er det overhovedet lovligt at anlægge kunstgræsbaner med dette gummi-granulat herhjemme, når Danmark allerede har forbudt anvendelser af mikroplastik, hvor udledningen til miljøet er mindre? I 2015 estimerede COWI i en rapport udarbejdet for miljøstyrelsen, at kosmetiske produkter hvert år udleder 9-29 ton, hvoraf 90 % forventes at blive vasket af kroppen og ende i spildevandet. Rationalet virker besynderligt. Forbuddet mod tilsat mikroplast i kosmetik og plejeprodukter er bestemt en rigtig beslutning, men bremsen skal hakkes i alle de steder, hvor man alt for sent har opdaget, at mikroplastik bruges uhensigtsmæssigt og på den baggrund ender i miljøet. Særligt set i lyset af, at COWI, i en ny rapport fra februar, vurderer, at der findes mere miljøvenlige alternativer at fylde på banerne, herunder alternativer der er lavet af restprodukter fra fødevareproduktion (olivensten, kokosskaller, valnøddeskaller m.m.).

Bevares, der er udsendt vejledninger fra miljøstyrelsen omkring planlægning, drift og affaldshåndtering af kunstgræsbaner. Men er dette tilstrækkeligt, når selvsamme styrelse anerkender, at der er problemer med både skadelige kemikalier og mikroplast?

Der bør i højere grad kigges på de eksisterende alternativer. For essensen er ikke, at kunstgræsbaner skal forbydes. De skal blot anlægges på en måde, hvor det kan dokumenteres, at de ikke har en miljø- og sundhedsskadelig effekt.

Jeg ser frem til, at vores miljøminister fløjter til pause, så der kan blive skabt et pusterum til at få rettet op på tingene.

By |2023-11-23T14:43:05+01:0026. maj 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Go to Top