Rådet for Grøn Omstilling har afgivet høringssvar vedrørende bemærkninger til godkendelse af anvendelsen af natriumdichromat som proceskemikalie til industriel produktion (Rammenotat M55 20).
Høringssvaret kan downloades længere nede på siden
Rådet for Grøn Omstilling har afgivet høringssvar vedrørende udmøntning af pulje til grøn transport, j.nr. 20/05067-6
Høringssvaret kan downloades længere nede på siden
I kølvandet på coronakrisen er der en risiko for, at man på Christiansborg vælger at holde hånden under økonomien ved at fortsætte de ulogiske og ineffektive rabatter på forurenende aktivitet. Det er en farlig og unødvendig vej at gå, og det vil sætte den grønne omstilling på pause.
Er det rimeligt, at forureneren betaler, coronakrise eller ej? Hvem skal ellers betale, og er der ikke bedre måder at føre konjunkturpolitik på? Det er mere vigtigt end nogensinde, at vi nu holder kursen mod det bæredygtige samfund, og her kan en grøn afgiftsreform have stor betydning for, om det lykkedes.
Derfor blev der den 15. juni afholdt konference om grønne afgifter i Politikens foredragssal. Med 50 deltagere i salen og 70 der fulgte med via streaming over Zoom.
Vi havde inviteret en række aktører til at holde spændende oplæg om grønne afgifter. Deres præsentationer er samlet i én PDF og kan downloades nederst på siden. Oplægsholderne var:
Til sidst sluttede konferencen af med en paneldebat, hvor oplægsholderne Christian Ege, Lars Gårn Hansen og Martin Collignon deltog sammen med folketingsmedlemmerne Kathrine Olldag fra Radikale Venstre og Carl Valentin fra SF.
I dag har Folketinget landet en aftale om affaldssektoren med langt mere genanvendelse og langt mindre forbrænding og et sigte mod kllimaneutralitet i 2030. Det skal bl.a. ske via mere sortering af affald hos borgerne og en stærkt nedsat import af affald. Dette skal, ifølge regeringen, knække affaldskurven. Rådet for Grøn Omstilling stiller dog spørgsmålstegn ved om aftalen vil medføre den lovede klimaeffekt. Lone Mikkelsen, seniorrådgiver i kemikalier og cirkulær økonomi, uddyber:
”Faktum er, at denne aftale har haft det forkerte fokus helt fra start. Genanvendelse, genanvendelse og mere genanvendelse. Men det er afgørende, at vi får skabt incitamenter til en reduktion af det materielle forbrug og mere genbrug. Reduktion af materielt forbrug og mere direkte genbrug er langt mere effektive redskaber, hvis vi skal knække affaldskurven og reducere CO2-udslippet”.
Der skal fremover sorteres i 10 typer af affald ved alle husstande i Danmark. Dog er det plastik, der har været det helt store omdrejningspunkt i forløbet op til den endelige aftaletekst er blevet fremlagt.
”Det er bestemt afgørende, at plastik i langt mindre grad ender i vores forbrændingsanlæg. Det skal altså designes smartere, dvs. det skal kunne genbruges eller som minimum genanvendes. Men hvad med de ni andre fraktioner? F.eks. er elektronik en langt større belastning for miljøet, når det bliver til affald, men det er ikke nævnt med et ord i aftaleteksten. Det minder mest af alt om en delaftale til plasthandlingsplanen,” siger Lone Mikkelsen.
Der lægges i aftalen vægt på, at Danmark skal have en stærk genanvendelsessektor. Affaldssektoren skal indrettes, så der investeres i genanvendelsesanlæg frem for forbrænding. Lever planen ikke op til de fastsatte kriterier, træder en udbudsbaseret model i kraft i stedet, hvor kapaciteten nedbringes gennem øget konkurrence.
”Hvem der ejer affaldet, er ikke det vigtigste for os. Det man hele tiden skal holde sig for øje er, at affaldet bliver håndteret på den mest hensigtsmæssige måde ift. miljø og sundhed”, siger Lone Mikkelsen
Rådet for Grøn Omstilling har afgivet høringssvar vedrørende udkast til Havstrategiens overvågningsprogram 2021-26
Høringssvaret kan downloades længere nede på siden
En omlægning, der sætter højere afgifter på miljøbelastning og ressourceforbrug og relativt færre skatter og afgifter på andet – for at beskytte miljøet og bremse den alarmerende klimakrise.
Men hvilke grønne skatter skal vi indføre, og hvordan når vi derhen på en god måde? Rådet for Grøn Omstilling har lavet et idekatalog med 18 forslag til en grøn afgiftsreform.
Læs udspillet nedenfor
Det er ECHA’s ekspertudvalg for risikovurdering der netop har anbefalet et totalforbud mod tilsat mikroplastik på kunstgræsbaner. Og herunder hører de små sorte gummikugler, som typisk er gamle ophuggede bildæk. Restriktionsforslaget blev oprindeligt udviklet i forbindelse med EU’s plaststrategi, der sigter mod cirkulær plastøkonomi og bidrager til at nå 2030-målene for bæredygtig udvikling, de globale klimaforpligtelser og EU’s industripolitiske mål.
”Det er virkelig en god, og måske lidt overraskende, nyhed vi får fra EU. Det er noget vi længe har arbejdet for. Det kan simpelthen ikke forsvares, at disse gummikugler i stor stil bliver spredt i miljøet. Og så har de desuden en sundhedsskadelig effekt, der nok ville få mange forældre til at tænke sig om en ekstra gang, inden de sender deres børn hen på kunstgræsbanen,” siger Lone Mikkelsen, seniorrådgiver i kemikalier i Rådet for Grøn Omstilling.
Et andet af kemikalieagenturets ekspertudvalg udtaler, at ’mikroplastforurening er irreversibel, og en tidlig indsats for at reducere udledninger kan være gavnlig for samfundet’. Der er overvejende opbakning fra udvalgene til et forbud mod bevidst tilsat mikroplastik. Processerne i EU er dog langstrakte, hvilket ikke begejstrer Lone Mikkelsen.
”Den knap så gode nyhed i denne sammenhæng er tidshorisonten. Der bliver foreslået en 6-årig overgangsperiode, hvorefter fyldstof af mikroplastik bliver forbudt. Det er lang tid. Der er gode alternativer på markedet allerede, og flere er ikke dyrere end mikroplastudgaverne, så det er simpelthen en fejlagtig hensynstagen til baneejerne, som bliver på bekostning af miljøet og brugernes sundhed”
I det videre EU-forløb skal forslaget i høring og siden stemmes igennem i EU-Kommissionen, Rådet og Parlamentet. Og her har de danske politikere også en vigtig rolle, for at den endelige afgørelse falder rigtigt ud.
Kronik bragt i Information den 11. juni 2020 af Helene Chéret og Leif Bach Jørgensen, redaktør og seniorrådgiver fra Rådet for Grøn Omstilling
Vi har for lidt og samtidig for meget. Og vi kan ikke klare os uden. Al plantevækst har brug for fosfor. Derfor importerer Danmark og andre EU-lande store mængder fosfor, som landbruget spreder på markerne. Men denne afhængighed af en knap ressource har flere bagsider. Hvad gør vi, når minerne, som vi henter fosfor fra, løber tør?
Det danske overforbrug af fosfor medvirker desuden til forurening af vandmiljøet. Og sidst, men ikke mindst, indeholder råfosfat fra især Nordafrika tungmetallet cadmium. Når det bliver spredt via kunstgødning på markerne, kan det optages i afgrøder, som vi spiser. Cadmium kan give nyreskader og øge risikoen for kræft.
Denne sundhedsrisiko vil EU gøre noget ved. Fra 2022 indføres for første gang fælles regler for, hvor meget cadmium der må være i importeret fosforgødning. Grænseværdien i EU bliver på 60 mg cadmium pr. kg fosfat. Siden 1989 har Danmark haft sin egen lavere grænseværdi på 48 mg, og det vil den danske regering holde fast i. Tilbage i januar udtalte miljøminister Lea Wermelin:
»Danskerne skal udsættes for mindst muligt cadmium. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at beholde den danske grænseværdi, der på den lange bane kan være med til at sænke befolkningens indtag af cadmium fra fødevarer.«
Regeringen vil bruge Danmarks miljøgaranti over for EU for at sikre denne lavere grænseværdi. Fra EU lyder det også, at der er mulighed for, at medlemslande med egne grænseværdier under 60 mg kan beholde disse.
Det er vigtigt, at EU og Danmark vil mindske cadmium i gødning og dermed i de fødevarer, vi spiser. Men roden til problemet er landbrugets afhængighed af importeret fosfor – et råstof, der anses som en knap og livsvigtig ressource globalt set.
Marokko sidder på 70 procent af verdens kendte reserver af råfosfat efterfulgt af Kina med seks procent og derefter lande som Syrien, Sydafrika, Rusland og USA. I flere omgange har der lydt advarselsråb om, at vi er ved at løbe tør.
På et tidspunkt lød det, at det ville ske inden for 50 år. I 2014 satte EU fosfor på listen over råstoffer, vi risikerer at mangle, og som EU’s økonomi er afhængig af. Senere har rapporter fra US Geological Survey over verdens forekomst af fosfor vist, at vi har 200-300 år at løbe på, hvis vi fortsætter med nuværende aktive miner.
EU ser alvorligt på situationen og vil arbejde for at holde mere fosfor i kredsløb. Fosfor er tænkt ind i pakken for cirkulær økonomi, og det er i den forbindelse, at EU har sat en grænse for, hvor meget cadmium der må være i fosforholdig handelsgødning. Tilbage i 2016 lavede EU-Kommissionen et lovforslag med en grænseværdi på 60 mg cadmium pr. kg fosfat, som skulle sænkes til først 40 mg efter tre år og derefter 20 mg efter 12 år.
Siden er dette blevet lempet under forhandlingerne med Europa-Parlamentet og Ministerrådet. Nu skal grænseværdien på 60 mg blot evalueres efter fire år.
Beslutninger om fosfor og cadmium er hvirvlet ind i interesser fra gødningsindustrien, landbruget, medlemslande og stater uden for EU, og kommissionens lovforslag skabte stort røre. Marokko eksporterer meget fosfor til EU, men råfosfatet i dets miner har et højt cadmiumindhold.
Marokko advarer om, at grænseværdier rammer industrien, gødningspriser og landbruget. Samme type kritik lyder fra store landbrugslande som Polen. Og BASF, der producerer fosforholdig gødning, vurderer, at over 60 procent af det i dag importerede råfosfat ikke vil kunne bruges i produktionen af fosforgødning med cadmiumgrænser på under 60 mg. I Udvalget om International Handel under Europa-Parlamentet har man udtrykt bekymring for at blive afhængig af Rusland, da dets miner på Kolahalvøen indeholder mindre cadmium end i Marokko.
Med lavere grænseværdier for cadmium må efterspørgslen på renere fosfor fra f.eks. Rusland stige. Yaras mine i Finland indeholder også mindre cadmium, men kan langtfra dække hele EU’s behov. Muligheden for at oprense råfosfat fra Marokko og Tunesien bliver også diskuteret, men det er dyrt. Prisen på fosforgødning vil stige til stor skade for landbruget, lyder det fra industrien. Indtil videre har det også været muligt at blande forskellige fosfortyper for at få et lavere cadmiumindhold, men det kan blive svært med lavere grænseværdier.
EU er så landet på et kompromis på 60 mg cadmium pr. kg fosfat. Samtidig kan virksomheder skrive ’lavt cadmiumindhold’ på deres fosfor, hvis det indeholder under 20 mg. Dette bliver en fordel for Rusland og en ulempe for Marokko.
Forholdet til Marokko er desuden anspændt, fordi en del af dets udvinding af råfosfat sker i det besatte Vestsahara. Menneskerettighedsorganisationer kritiserer udvindingen for at være ulovlig ifølge international ret, da lokalbefolkningen saharawierne ikke har givet tilladelse til det og ønsker selvstændighed. Fragtskibe med fosfor fra Vestsahara er blevet tilbageholdt i Sydafrika og Panama for at sejle med ulovlig last. Ikke ligefrem en stabil situation.
En søgning på Danmarks Statistik viser, at Danmark køber fosforholdig gødning fra firmaer, der ligger i blandt andet Rusland, Finland, Polen og Belgien. Indtil videre ser vi ud til at være sluppet uden om den mest forurenede fosfor fra Marokko.
Samtidig med, at fosfor globalt er en knap ressource, så medvirker et overforbrug af det herhjemme til forurening. Udover kunstgødning importerer landbruget også fosforholdigt dyrefoder. Denne fosfor bliver via husdyrgødning spredt på marker tæt på de store husdyrbrug, hvilket sker i større mængder, end afgrøderne kan nå at optage. Alt i alt sker der en overgødskning med fosfor, som så udledes til søer og fjorde og skaber algevækst og iltsvind.
Så vi skal tænke nyt. I stedet for at bruge et råstof, som vi bearbejder, transporterer, forbruger og taber til miljøet, skal vi recirkulere det. Det sker i dag, når kommuner indsamler organisk affald og fører fosfor og andre næringsstoffer fra madaffaldet tilbage til markerne, efter det har været forbi et biogasanlæg.
Samtidig skal det kunne betale sig at udnytte husdyrgødningen effektivt og udfase brugen af fosforholdig kunstgødning. Man kan lægge afgift på fosfor i kunstgødning og samtidig støtte nye teknologier til behandling af husdyrgødning. Man kan også blive bedre til at dosere fosforgødning ved hjælp af GPS-teknologi for at mindske ophobning i jorden. Vi kan erstatte importen af fosforholdigt sojafoder med danskproduceret foder lavet af f.eks. græs og hestebønner. Og vi skal omstille til mere plantebaserede fødevarer.
Danmark kan på sigt blive langt mindre afhængig af at hente fosfor udefra. Dermed kan vi på én gang sikre et lavt cadmiumindhold i danske fødevarer, stoppe overgødskningen, mindske forureningen og undgå at bruge af de sparsomme globale fosforressourcer. Andre steder i verden vil man fortsat være afhængig af fosforgødning for at dyrke flere afgrøder, for eksempel i afrikanske lande, hvor jorden er i fosformangel. Cadmiumrisikoen og fosforknapheden vil stadig være højaktuelt, uanset hvad vi i Danmark og i EU beslutter at sætte som grænse.
Debatindlæg bragt i Politiken den 11. juni 2020 af Claus Ekman, direktør i Rådet for Grøn Omstilling
Et grønt afgiftssystem skal håndtere en lang række udfordringer, både for klimaet og miljøet. Og når virkeligheden er kompliceret, så vil et fornuftigt afgiftssystem også være det. Der skal gives de rette incitamenter til både at nedbringe udledningerne af drivhusgasser, luftforurening, næringsstoffer fra landbruget, miljøskadelige stoffer, etc. Her rækker en simpel CO2-afgift ikke langt. Og selv når det handler om klima, vil CO2-afgiften i sagens natur ikke blive så simpel, da den både skal sikre omstilling (og ikke nedlukning) af dansk produktion og adfærdsændringer hos forbrugerne, og samtidig tage højde for, at vores opgørelse af CO2-udledninger på flere områder er misvisende.
Derfor har Rådet for Grøn Omstilling i går fremlagt 18 forslag til ændringer af de grønne afgifter. Forslagene rummer både en CO2-afgift i stil med den Klimarådet anbefaler, men også nye afgiftsstrukturer for bl.a. brug af biomasse, røg fra brændefyring, benzin og diesel og animalske fødevarer. Vi mener også at en række andre miljøafgifter bør opdateres, da de stadig er underlagt skattestoppet fra 2002 og dermed reelt er reduceret med 32 procent over de sidste 18 år, på trods af at de negative miljøpåvirkninger er de samme, som de altid har været.
Vi har den seneste tid hørt politikere og erhvervsfolk sige, at tiden ikke er inde til afgifter. Vi er helt uenige. Forureneren skal altid betale for sin forurening. Vi skal ikke holde hånden under økonomien ved at give ulogiske rabatter på forurenende aktiviteter.
Ønsket om at sætte gang i økonomien må opfyldes ved at skrue på andre finanspolitiske knapper, og her kan vi netop understøtte aktiviteter, der bidrager til en grønnere fremtid. Vores erfaring viser, at vi med en offensiv strategi skaber langt flere grønne arbejdspladser end der forsvinder af de sorte.
Og afgifter tager tid at indføre, så det er næppe noget der vil ske i morgen. Men netop derfor skal vi træffe beslutningerne nu, så investorer og virksomheder ved, at fremtiden bliver grøn. Vi har netop set, at vi sammen kan forandre svære ting. Lad os nu indføre de nødvendige grønne afgifter, så vejen ud af krisen og vores fælles fremtid også bliver grøn.
I kølvandet på coronakrisen er der en risiko for, at man på Christiansborg vælger at holde hånden under økonomien ved at fortsætte de ulogiske og ineffektive rabatter på forurening. Men der er behov for handling nu, når det gælder vores klima og miljø.
Derfor fremlægger Rådet for Grøn Omstilling nu 18 forslag til grønne afgifter, som kan få os ud af starthullerne og føre os i den rigtige retning, mens vi genopretter dansk økonomi. Forslagene fremmer den grønne omstilling bredt og udgør et idekatalog til en kommende grøn skattereform.
Rapporten kan downloades længere nede på siden
