Om Julie Abrahams

Denne forfatter har endnu ikke udfyldt nogle detaljer.
So far Julie Abrahams has created 640 blog entries.

Regeringen vil undersøge muligheden for nulemissionszone i København

Onsdag den 24. juni 2020 indgik Transportministeriet en række klimasamarbejdsaftaler med de seks største kommuner i Danmark: København, Frederiksberg, Odense, Aalborg, Aarhus og Vejle. Aftalen omhandler kommunernes overgang fra fossile køretøjer til nulemissions- og CO2-neutrale køretøjer. I aftalen med Københavns Kommune går regeringen med til at undersøge muligheden for at etablere en nulemissionszone i København som forsøgsordning. Her vil det kun være elektriske- og brintkøretøjer, der må køre.

”Det er virkelig et stort fremskridt, at regeringen nu åbner op for muligheden for etablering af en nulemissionszone i København. Det vil betyde væsentligt mindre luft- og støjforurening i København, bedre trivsel for Københavns borgere og det vil føre til en hurtigere omstilling til nulemissionskøretøjer, som f.eks. el-køretøjer,” siger Daria Rivin, klima- og transportrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling.

Der er allerede ved at blive etableret nulemissionszoner mange steder i Europa. For eksempel har kommuner i Sverige allerede fra 1. januar 2020 haft mulighed for at etablere nulemissionszoner – den første er allerede etableret i Stockholm. 30-40 af de største byer i Holland etablerer nulemissionszoner for fragt inden 2025, mens hele Amsterdam bliver en nulemissionszone for alle køretøjer i 2030. I London bliver bymidten i år omdannet til en nulemissionszone og udvides årligt til stadigt større områder i London.

”Det er på høje tid, at vi også i Danmark, giver kommunerne mulighed for at etablere nulemissionszoner. Det vil give kommunerne et vigtigt redskab til at beskytte borgernes sundhed og skabe en hurtigere omstilling til ren og klimavenlig transport. Alle har ret til ren luft. Derfor er det vigtigt, at alle landets kommuner, og ikke kun Københavns Kommune, får mulighed for at etablere nulemissionszoner. Og så skal ordningen selvfølgelig være permanent
og ikke kun en forsøgsordning
,” siger Daria Rivin.

Rådet for Grøn Omstilling arbejder for grøn omstilling af transportsektoren, og for at kommuner
hurtigst muligt kan etablere nulemissionszoner

By |2020-06-26T09:38:52+01:0026. juni 2020|Pressemeddelelse|0 Kommentarer

Prioriter en grøn omstilling af den tunge transport

Debatindlæg bragt i Altinget den 25. juni 2020 af Daria Rivin, rådgiver og Jeppe Juul, seniorrådgiver fra Rådet for Grøn Omstilling

Af gode grunde har der været stort fokus på de sociale elementer i den danske debat om vejpakken. Som miljøorganisation er vores fokus naturligt rettet mod de miljørelaterede dele, som har været noget oversete i debatten.

Heriblandt direktivet for CO2-krav, hvor der langt om længe bliver stillet krav til CO2-udledningen fra nye lastbiler i Europa; krav, som der for eksempel har været stillet i USA i mange år. Kort sagt stilles der bindende krav til, at de mest almindelige lastbil-typer i gennemsnit skal udlede 15 procent mindre CO2 i 2025 og 30 procent mindre i 2030.

Målene kan nås ved en kombination af bedre udnyttelse af allerede udviklet teknologi til fossile lastbiler og nulemissions-lastbiler, og vil medføre en besparelse på 54 millioner ton CO2 frem til 2030.

Hvis fossile lastbiler for eksempel bliver gjort 1 procent mindre CO2-udledende om året, vil det i praksis betyde at henholdsvis 7 procent af lastbilsalget i 2025 og 19 procent i 2030 skal være nulemissions-lastbiler for at leve op til målet.

Desuden tillader reguleringen en additionel vægt på 2 ton for nulemissionskøretøjer, som for eksempel elektriske lastbiler, for at tage højde for den ekstra vægt i batteriet.

CO2-krav baner vejen 

I vejpakken indgår for eksempel også ændringer i vægt- og dimensionsdirektivet, der fra september 2020 giver lastbilproducenterne mulighed for at redesigne konstruktionen af lastbiler og dermed gøre lastbilerne mere energieffektive.

Udover væsentlige aerodynamiske forbedringer for forlængede førerhuse, er der også mulighed for at skabe bedre udsyn, sikkerhed og komfort for chaufførerne såvel som øge sikkerheden for andre trafikanter.

Nogle mener derfor, at disse dele af vejpakken kommer til at drive elektrificering af tunge lastbiler i EU. Men vi forventer at en attraktiv driftsøkonomi (TCO) for alvor kommer til at drive el-lastbilsmarkedet fra 2025.

Til sammenligning forventer lastbilproducenter som Iveco og Renault Trucks allerede i 2025, at nå op på at sælge cirka 10 procent elektriske lastbiler. Mens Klimarådet i deres hovedscenarie har taget udgangspunkt i at alle solgte lastbiler i 2030 er elektriske lastbiler, og vurderer i deres scenarie om hurtig indfasning, at nysalget af elektriske lastbiler kan nå op på 100 procent allerede i 2027. 

Fossile køretøjer nærmer sig udløbsdatoen

Lastbiler udgør cirka 2 procent af antallet af køretøjer i Europa, men står for mere end 20 procent af vejtransportens CO2-udledning. Samlet set svarer det til 5 procent af Europas CO2-udledninger, hvilket svarer til udledningen fra flyvning. Det er derfor på tide vi tager udledningerne fra tung transport lige så alvorligt som udledninger fra flyvning. I 2022 skal reguleringen af CO2-krav til lastbiler revideres.

Det bør bruges til at omfatte alle typer lastbiler og stille krav om en vis andel elektriske- og brintlastbiler. Endelig bør der også fastsættes en sidste salgsdato for fossile lastbiler, der gør det muligt at nå klimamålene i 2050.

Grundet vores relativt korte afstande og gode elnet i Danmark, har vi særligt gode forhold for at kunne elektrificere tunge køretøjer. Det er på tide at vi i Danmark også kan have den grønne førertrøje på her og gå forrest i den grønne omstilling af transportsektoren.

Der er brug for en hurtig grøn omstilling af den tunge transport i Europa – med vejpakken er der givet grønt lys til at det kan ske.

By |2023-11-23T12:39:54+01:0025. juni 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer

Stort potentiale for grønne kommunale køretøjer

For at bidrage til målet om at Danmark skal nedbringe udledninger af drivhusgasser med 70 pct. i 2030, har regeringen indgået en aftale med landets seks største kommuner (København, Frederiksberg, Aalborg, Aarhus, Odense og Vejle). Det aftales bl.a. at alle udbud på nye bybusser fra 2021 skal være nulemissionsbusser og køre på el eller brint. Ligeledes skal alle nyindkøbte kommunale køretøjer være nulemission (el eller brint) eller CO2-neutrale (biogas eller biodiesel) fra 2022.

”Vi er positivt stemte overfor at der er lavet en klimasamarbejdsaftale mellem Transportministeriet og kommunerne. Særligt fælles indkøb af nye grønne køretøjer giver rigtig god mening. Vi håber at klimasamarbejdsaftalen kan inspirere alle kommuner til en hurtig grøn omstilling. Af samme grund bør der oprettes en rådgivningstjeneste, der kan hjælpe kommunerne med kravspecifikationer til udbud og indkøb af f.eks. el-lastbiler,” siger Jeppe Juul, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling.

Alle kommuner i Danmark skal allerede fra august 2021 leve op til nye EU-minimumskrav (Clean Vehicle Directive). Dette betyder bl.a., at mindst ti pct. af en kommunes køb og udbud af f.eks. lastbiler, skal være grønne køretøjer. EU-kravene gælder ikke kun for kommuners egne køb af køretøjer, men også hvis der laves et udbud af indsamling af skrald eller lignende. Derfor undrer Rådet for Grøn Omstilling sig over, at man i klimasamarbejdsaftalen – bortset fra busser – ikke stiller krav om grønne køretøjer i forbindelse med udbud.

”Det offentlige i Danmark har en ret stor købekraft, når det gælder indkøb af nye køretøjer. F.eks. er ca. 15 pct. af alle lastbiler i Danmark erhvervet af det offentlige, gennem direkte køb, leasing eller udbud. Denne købekraft skal udnyttes maximalt, hvorfor der ikke kun bør stilles krav til de køretøjer, som kommunerne selv køber direkte, men også i forbindelse med udbud, på samme måde som i EU-kravene,” siger Jeppe Juul.

Klimasamarbejdsaftalen omfatter de seks største kommuner i Danmark og dermed ca. en fjerdedel af den kollektive buskørsel. Rådet for Grøn Omstilling betragter det som en god start, men pointere, at der stadig er tre fjerdedele som stadig mangler at blive omstillet.

”Det er dejligt at de største kommuner vælger at gå foran. Men det er vigtigt, at vi får hele landet med. Derfor foreslår vi, at alle landets kommuner minimum forpligtes til de samme krav som i klimasamarbejdsaftalen. Kravene skal gælde for både køb og udbud, men kan træde i kraft op til to år senere end de seks første kommuner,” slutter Jeppe Juul.

Rådet for Grøn Omstilling arbejder for at alle offentlige køretøjer skal omstilles til nulemissionskøretøjer inden 2030.

By |2020-06-25T07:47:07+01:0025. juni 2020|Pressemeddelelse|0 Kommentarer

33 pct. af søndagens klimaaftales CO2-reduktioner skal komme fra en uprøvet CO2-fangst-teknologi. Alligevel markerer aftalen et positivt vendepunkt

Debatindlæg bragt i Ræson den 23. juni 2020 af Byggeri-, Energi- & Klimarådgiver Lars Køhler fra Rådet for Grøn Omstilling

Så landede der endnu en klimaaftale. En af mange delaftaler, der skal lukke afgrunden mellem den nuværende klimapolitik og målsætningen om 70 pct. CO2-reduktion i 2030. Denne gang handlede det om energi og industri. Aftalen lukkede ca. 14 pct. af vejen til mål, og resten af delaftalerne er sat på standby til efteråret. Med den travlhed, klimakrisen fordrer, kan man undre sig, om det er den rette tid til standby? Det er det næppe, men lad os nu forholde os til det, aftalen indeholder – og hvad den mangler.

Vigtigst af alt er aftalen indgået mellem en bred aftalekreds. Det er både vigtigt for aftalens holdbarhed og for den videre proces med de resterende delaftaler og mod de 70 pct. Vi har brug for stabilitet og politisk ejerskab. Det fik vi. Og det kan man kun glæde sig over.

Aftalen indeholder mange gode tiltag. Vigtigst af dem alle er i mine øjne lovningen om en grøn afgiftsreform og en CO2-afgift. I alt for mange år er forureneren sluppet afsted med at lade resten af samfundet betale for deres forurening. Det skal nu være slut. Udfordringen bliver at møde de mange forskellige samfundshensyn, som en CO2-afgift vil påvirke. Det er hensyn, der gør, at vi hører en række politiske krav, når talen falder på en CO2-afgift. Jeg nævner i flæng: Den må fx ikke koste job, vækst, konkurrencekraft, sammenhængskraft eller social balance. Den må heller ikke gøre det dyrere at være dansker eller skade velfærdssamfundet. Det bliver ikke nemt at samle de tråde og vi er langt fra i mål. Men denne aftale er første skridt på vejen.

Andre positive elementer er, at afgiften for elbaseret overskudsvarme frafalder. Det gør udnyttelsen af overskudsvarmen mulig, hvilket var på høje tid. Derudover droppes forbrugerbindingen til naturgas, og der sættes energisparekrav til statens bygninger. Dog mangler der i den grad fokus på kommunale, regionale og private bygninger. Der sigtes desuden mod en udfasning af olie- og gasfyr. Det skal dog ske ved hjælp af løse tiltag, frivillighed og støtteordninger og ikke med krav og forbud. Et andet positivt element er, at vindmølleloftet udskydes til 2040. Det burde være droppet helt, men igen er der alligvel tale om fremskridt. Endelig investeres der massivt i CCS (Carbon Capture and Storage), en teknologi der hiver CO2 ud af skorstene eller direkte ud af atmosfæren, hvilket – som jeg forklarer nedenfor – dog ikke udelukkende er en god investering.

Klimapolitik er ikke nemt. Selv i det positive er der problemer og mangler at finde. Så lad os se lidt nærmere på de hovsa-løsninger, huller og hjørnespark, aftalen også indeholder.

Den vigtige grønne afgiftsreform skydes til hjørne. Nok fordi den som nævnt er så fuld af snubletråde og politiske slagsmål, at det vil tage lang tid at strikke den sammen til en spiselig størrelse. Det gælder både med hensyn til de politiske kompromiser, men også med hvordan en sådan afgift skal administreres. Man kunne sagtens have kommet nærmere på noget mere konkret om ambitionsniveauet ved fx at præcisere, hvor høj afgiften skal blive, når den er indfaset, eller hvor stor klimaeffekt man ønsker at opnå gennem afgiftsreformen.

Aftalen indeholder også to nye energiøer; en ved Bornholm og en i Nordsøen. Det er spændende højtflyvende visioner, også selvom en COWI-rapport konstaterer, at det er dyrere end konventionel havvind. Det, der mangler, er en indbygget garanti for, at det ikke bremser udbygningen af vores havvind. Derudover er det værd at bemærke, at det at insistere på at få dem op inden 2030 kan ende med at gøre vejen til klimamålsætningerne dyrere og mere besværlige end nødvendigt. I forlængelse af de to forbehold, bør man også spørge, hvor finansieringen er. I flot embedsmandssprog står der, at partierne bag aftalen er ”enige om, at etableringen af energiøerne […] skal tage udgangspunkt i principperne fra Energiaftale 2018, som fastslår, at havvind fremadrettet så vidt muligt skal være markedsdrevet uden offentlig støtte”. Held og lykke med det.

Et andet centralt element i aftalen involverer biomasse, der udgør ca. 2/3 af vores såkaldte vedvarende energi i Danmark, selvom det er et brændsel som ved afbrænding vel at mærke udleder CO2 – et mørkt hul i den danske grønne selvforståelse. Biomassen er rigtignok vedvarende, for der kan altid plantes nyt, men i en tid, hvor vi skal skære drastisk ned for vores udledninger, er den ikke klimavenlig. Vi har simpelthen for travlt. Aftalekredsen vil stille krav til bæredygtighed. Det er fint og i øvrigt et krav fra EU’s side, men regeringens egne embedsmænd har for nyligt vurderet, at krav ikke er tilstrækkeligt til at sikre bæredygtigheden. Og så parkeres de nødvendige tiltag for at udfase biomassen i en aftale om, at regeringen skal se på forsyningssikkerhed og omkostninger for forbrugeren. Aftalen indeholder ikke noget med at kigge på en biomasseafgift eller på de globale klimaeffekter, der kommer af, at vi hvert år importerer enorme mængder fast biomasse (ca. 37 pct.) for at brænde det af.

Det er derudover vigtigt, at der bliver taget fat på omstilling af individuel opvarmning, men tilskud og kæmpe afgiftslettelser på elvarme, som der lægges op til i aftalen, er imidlertid ikke vejen frem. Problemet er, at når elvarmeafgiften sænkes til EU’s minimumsniveau, så sender vi det forkerte signal til forbrugerne, der vil øge deres forbrug, selvom vores el mange år frem i tiden stadig vil være baseret på fossile brændsler og den førnævnte biomasse. Hvorfor supplerer man ikke i stedet tilskud til udfasning af olie og gasfyr med en dato for et endeligt stop?

Og så var der den førnævnte CCS-teknologi (Carbon Capture and Storage), der spiller så fremtrædende en rolle i aftalen. Faktisk udgøres hele 33 pct. af aftalens CO2-reduktion af netop denne teknologi – 0,9 ud af aftalens 2,7 mio. ton CO2e. Det er en uprøvet teknologi, der reelt stadig er på forsøgsstadiet. En teknologi, som stort set alle klimamodeller alligevel regner med, men som ingen endnu har kunnet dokumentere kan opskaleres i den skala, der ligger til grund for beregningerne. En teknologi, der burde bruges som en backup-løsning, hvis klimasystemerne løber fra os. Men nu står det meget klart, at tiltaget skal i brug som et håndgribeligt værktøj.

Det er i mine øjne et kæmpe problem, og det er et nærmest uhyggeligt bevis for, hvor langt bagud vi er. CCS er kun blevet nødvendigt, fordi vi netop har sløset de sidste 30 år væk i snak og manglende handling. Det skræmmer mig, at vi nu så konkret som det ses i denne aftale er begyndt at indarbejde en lottokupon som løsning på menneskehedens allerstørste problem, fordi vi ikke har modet til at tage fat, hvor det kan mærkes af os alle.

Søndagens klimaaftale er en blanding af gode tiltag, lyspunkter, huller, hjørnespark og farlig teknologifiks. Men det, der virkelig er iøjefaldende, er, at dansk politik endelig ser ud til at have fundet modet til at indføre en længe savnet grøn afgiftsreform og en helt nødvendig CO2-afgift, samt at de nu er begyndt at se CCS som en stor del af den grønne omstilling. Et principielt valg jeg synes fortjener at blive diskuteret indgående i den kommende tid. For det er i mine øjne en helt forkert vej at gå.

Det er nu vigtigt, at de næste omgange af klimaplanen sætter farten gevaldigt op og undlader at sparke mere til hjørne. Der er meget lang vej til de 70 pct., og de rigtigt svære områder som transport og landbrug ligger stadig forude, og vi har helt enkelt ikke længere tid eller råd til at skubbe ting foran os.

By |2022-01-05T11:51:02+01:0023. juni 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer

Høringssvar: Forslag til fastsættelse af tærskelværdier under havstrategidirektivet

Rådet for Grøn Omstilling har afgivet høringssvar på forslag til fastsættelse af tærskelværdier under havstrategidirektivet

Høringssvaret kan downloades længere nede på siden

By |2020-06-23T06:15:00+01:0022. juni 2020|Høringssvar|0 Kommentarer

En flot klimaaftale men uden rigtig bid

Klimaaftalen om energi og industri medfører en samlet CO2-reduktion på 2,7 mio. ton i 2030. Dermed er en god del af potentialet for CO2-reduktioner i sektorerne indfriet, men man kunne godt have gået videre, mener Claus Ekman, direktør i Rådet for Grøn Omstilling: 

”Det er selvfølgelig rigtigt positivt med en bred aftale, og den bringer os da også et godt stykke i den rigtige retning, men der mangler lidt bid. Tiltagene om energiøer og havvind mangler finansiering og årstal for udbud, der tages ikke ordentlig fat på udfordringen om træbaseret biomasse og rammerne for den kommende grønne afgiftsreform tegnes ikke op.” 

Aftalen indeholder etablering af to nye energiøer til havvind inden 2030, selvom dette hverken er den hurtigste eller billigste måde at etablere havvind.  

”Det er da herligt med fokus på en spændende fremtidsteknologi, men jeg kan godt blive nervøs for, om det tager fokus væk fra det, der bør ske her og nu. Jeg savner klare meldinger om finansiering og tidsplanen for ny havvind,” siger Claus Ekman.  

Aftalen indeholder også et tiltag om bæredygtighedskrav til træbaseret biomasse, men dette er i forvejen et krav fra EU. Det bekymrer Claus Ekman: 

”Vi havde håbet på en mere håndfast regulering af træbaseret biomasse. Med det, der står i aftaleteksten, er vi ikke garanteret mere end det, vi allerede er forpligtet til fra EU’s side”. 

Aftalen lover en grøn afgiftsreform i efteråret 2020. I Rådet for Grøn Omstilling ser man frem til denne, men ærgrer sig samtidig over, at der ikke beskrives tydeligere, hvad aftalen vil indebære. 

”Den grønne afgiftsreform er beskrevet i meget overordnede termer. Der er med denne tekst ingen garanti for, at det bliver ambitiøst nok, men jeg håber og tror da på, at politikerne vil tage deres ansvar alvorligt.”  

Med aftalen tager man et stort skridt hen imod udfasningen af olie- og naturgasfyr, og udbredelsen af varmepumper. Det er godt. Men udviklingen drives af store tilskud og afgiftslettelser, som pålægger statskassen store byrder. Rådet for Grøn Omstilling mener, at man kunne opnå de samme resultater ved brug af en kombination af krav, låneordninger og mere målrettet støtte til de borgere, der ikke kan låne til en varmepumpe. Dette burde i Rådets optik følges op med en samlet strategi for udfasningen af naturgassen og udbredelsen af fjernvarmen, herunder et forbud mod nye naturgasfyr. 

Aftalen indeholder også et initiativ om krav til energieffektivisering i statens bygninger. Rådet for Grøn Omstilling ser det som positivt, at der afsættes midler til energibesparelser i det offentlige, men mener dog, at initiativet også burde have omfattet bygningerne i regioner og kommuner, hvor der ligger et endnu større potentiale for energibesparelser. 

By |2020-06-22T10:03:03+01:0022. juni 2020|Pressemeddelelse|0 Kommentarer

Høringssvar: Bemærkninger til fortsat anvendelse af PFOS

Rådet for Grøn Omstilling har afgivet høringssvar vedrørende bemærkninger til fortsat anvendelse af PFOS (Rammenotat M 56-20) og til opførelse af dicofol i POP-forordningens bilag I, del A (forbud) (Rammenotat M 57-20)

Høringssvaret kan downloades længere nede på siden

By |2020-06-22T06:54:19+01:0022. juni 2020|Høringssvar|0 Kommentarer

Tag klimakrisen alvorligt og stop oliejagten

Debatindlæg bragt i Information den 18. juni 2020 af Lars Køhler, Byggeri-, Energi- & Klimarådgiver fra Rådet for Grøn Omstilling, Rasmus Stuhr Jakobsen, direktør, CARE Danmark, Frederik Roland Sandby, formand for Klimabevægelsen i Danmark, Jonathan Ries, formand, Vedvarende Energi, Helene Hagel, klima- og miljøpolitisk leder, Greenpeace, Maja Andersen, kampagneleder for klima, Mellemfolkeligt Samvirke, Trine Glue Doan, klimarådgiver for WWF Verdensnaturfonden, Gry Bossen, politisk koordinator hos Verdens Skove og Troels Dam Christensen, sekretariatsleder hos 92-gruppen.

Danmark skal stoppe sin jagt på olie i Nordsøen. Netop dette slog Klimarådet også fast i en ny rapport, hvori de utvetydigt anbefalede regeringen at undlade at udstede nye tilladelser til at lede efter mere olie og gas.

Som de skrev i rapporten: »Fortsat olie- og gasjagt er i modstrid med ønsket om Danmark som foregangsland på klimaområdet.«

Vi skal altså uundgåeligt en anden vej, og det skal ske nu. Men regeringen tøver stadig. Derfor er vi 11 ngo’er og faglige organisationer, der er gået sammen om et nyt borgerforslag for at få regeringen til at tage klimakrisen alvorligt og stoppe ny oliejagt i Nordsøen.

Vores afbrænding af fossile brændsler har været og er stadig den primære udløsende faktor i den akutte klimakrise, vi står i. Det er, for at bruge en passende metafor, den benzin vi hælder på det bål, der truer vores fælles fremtid.

FN’s miljøargentur (UNEP) sagde sidste år, at hvis vi skal have en chance for at »redde livet på jorden, som vi kender det«, så skal vi handle nu, med alt hvad vi har. Hvilket betyder, at vi inden for de næste få årtier, skal stoppe vores forbrug og produktion af fossile brændsler. Vi ved, at bålet skal slukkes. Og vi ved, at det haster.

Produktion af olie, kul og gas skal begrænses

Indtil nu har vi kun søgt at reducere forbruget af fossile brændsler og slet ikke forholdt os til at begrænse produktionen. Det har ikke båret frugt. Vi bruger i dag, på globalt plan, mere olie og gas, end vi gjorde tilbage i 1990. Og forbruget er stadig støt stigende. Vi smider altså mere og mere benzin på bålet.

Tiden er ved at løbe fra os med hensyn til klimakrisen. Derfor bliver vi nu nødt til nu at droppe vores enøjede tilgang og tage fat fra alle sider. Vi bliver nødt til også at tage fat på udbuddet og reducere produktionen af olie, kul og gas.

Internationale undersøgelser viser, at en mindskning af udbuddet også vil have indflydelse på efterspørgslen. Og med både Klimarådets og De Økonomiske Råds egne ord, så vil en indstilling af oliejagten i Nordsøen medføre et fald i den globale CO2-udledning. Et mindre udbud vil altså have en reel positiv effekt på klimaet.

Med Danmarks nye klimalov er et overvældende flertal af de danske partier enige om, at vi som rig og udviklet nation har både et historisk og moralsk ansvar for at gå forrest i at løse klimakrisen.

Danmark har gennem 48 år hevet enorme mængder af olie og gas op af undergrunden. Olie og gas der har været med til at finansiere vores velfærd og velstand. Men som samtidig har været medvirkende til ødelæggelsen af vores fælles klima.

Vi har været en aktiv del af den fest, de rige lande har holdt på lånte kreditter. En fest, der med vores overdrevne brug af fossile brændsler er foregået ved at låne af en økologisk reserve, som vores børn, unge og verdens fattigste nu står til at betale regningen for. Det er bunduretfærdigt.

Vi skal løfte i fællesskab

Det kan ikke fortsætte. Hvis alle lande står stejlt på en idé om, at det ikke lige er dem, der skal droppe oliejagten, så kommer vi ingen vegne. Vi bliver nødt til at tage ansvar, gå forrest og vise vejen. Det er vores historiske og moralske pligt.

Regeringen har længe udskudt en vigtig principiel beslutning om, hvorvidt der i forbindelse med 8. udbudsrunde skal gives tilladelser til at lede efter ny olie og gas i Nordsøen. Den beslutning hænger stadig og vejrer i vinden, og vi beder derfor med vores borgerforslag regeringen om at stoppe 8. udbudsrunde. Altså med andre ord at stoppe med at lede efter mere olie og gas.

Vi foreslår ikke med vores borgerforslag, at vi i morgen trækker stikket til den eksisterende olie- og gasproduktion i Nordsøen, men det er nu på høje tid, at vi som det første og mest naturlige skridt i den uopsættelige omstilling mod et fossilfrit og CO2-neutralt Danmark, stopper efterforskningen efter mere olie og gas i vores undergrund.

At igangsætte yderligere oliejagt midt i klimakrisen er ikke at tage moralsk ansvar eller at tage krisen alvorligt. Det er det stik modsatte.

Skatteministeriet lavede sidste år beregninger på, hvad en beslutning om at stoppe oliejagten vil betyde økonomisk. Disse beregninger blev lavet med en oliepris, der var markant højere, end den er i dag. Og selv med de høje oliepriser ville et stop for 8. udbudsrunde medføre mistede indtægter for statskassen på blot 1,75 milliarder kroner. Ikke om året, men i alt. Og bliver oliepriserne liggende på dagens niveau, så vil den mistede indtægt for statskassen være lig nul. For så vil der ikke være nogen indtægt fra 8. udbudsrunde.

Prisen for at stoppe ny oliejagt er altså minimal, men den samfundsmæssige risiko ved den fortsatte oliejagt er enorm.

Ud over de uoverskuelige konsekvenser, som mere olie og gas vil forårsage for det globale klima og derved det danske samfund, så har staten forpligtet sig til at medfinansiere alle aktiviteter i Nordsøen, herunder også nedtagelsen af infrastrukturen i Nordsøen. Og som flere økonomer på det seneste har påpeget, så er der en risiko for, at når olieeventyret engang stopper – for det vil det – så vil oliefirmaerne af gode grunde være gået konkurs.

I sådanne tilfælde vil staten være den eneste tilbageværende part i den nødvendige oprydning og vil stå med hele regningen. Denne oprydning vurderes for den eksisterende infrastruktur i Nordsøen at udgøre en udgift på 41 milliarder kroner. En risiko, der burde tages med i de samfundsøkonomiske estimater, men som i dag ignoreres totalt.

Et tiltrængt budskab

At løbe de enorme klimamæssige og økonomiske risici, for hvad der i bedste tilfælde er nogle sølle håndører i det store billede, giver ingen mening. Nu må tiden være inde.

En beslutning om at stoppe oliejagten nu vil være et tiltrængt bevis på, at vores regering faktisk lytter til videnskaben, tager klimakrisen alvorligt og er i stand til at sætte vores fælles langsigtede fremtid over en kortsigtet økonomisk bundlinje for statskassen.

Det vil være et yderst vigtig skridt mod et inspirerende, grønt og fossilfrit Danmark inden for få årtier. Og det vil ikke mindst sætte et vigtigt internationalt eksempel, som den globale grønne omstilling har så inderligt brug for. Et budskab om at Danmark står 100 procent bag Parisaftalens mål og formål. At vi rykker frem i en tid, hvor andre står stille eller trækker sig. Et eksempel, der vil gøre, at andre lande ikke længere vil kunne pege på, at ’det gør alle de andre jo også’ for blindt at kunne fortsætte deres misbrug af klodens naturressourcer.

Lad os nu tage det mest elementære skridt i at bremse klimakrisen. Lad os nu stoppe med at lede efter mere benzin til bålet. Gå derfor ind og støt vores borgerforslag ’Stop Oliejagten NU’ og lad os sammen fortælle vores politikere, at nu er det på tide at tage den grønne omstilling og vores børns fremtid alvorligt.

Sidste gang, vi bad om jeres støtte til et borgerforslag, førte det til en ambitiøs dansk klimalov. Vi ved nu, at det gør en forskel.

By |2020-06-18T13:26:19+01:0018. juni 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer

Folketingets sommerpakke er blot mere benzin på klimakrisens bål

Debatindlæg bragt i Ræson den 18. juni 2020 af Byggeri-, Energi- & Klimarådgiver Lars Køhler fra Rådet for Grøn Omstilling

Jeg var vitterlig ved at få morgenkaffen galt i halsen i mandags. Ikke fordi et bredt flertal på Christiansborg havde besluttet sig for at uddele julegaver i juni måned, men fordi det fortalte mig, at der er noget helt fundamentalt galt med politikernes forståelse af de klimaproblemer, vi står i. Og at vores politikere stadig ikke har indset, at en fortsættelse af det overforbrug, som har skabt problemerne, ikke er og aldrig vil blive vejen ud af klimakrisen.

Formålet med sommerpakken var at holde hånden under den coronaramte danske økonomi. Derfor blev der landet en aftale om at frigive et tocifret milliardbeløb af danskernes feriepenge for at booste økonomien. Som Søren Pape Poulsen udtalte på vej ud af forhandlingslokalerne, så var det nu ”tid til høj sol, højt humør og højt forbrug”. Ikke ”tid til klogt forbrug” eller ”grønt forbrug”. Nej, det var tid til, at danskerne skulle have penge i pungen og fart i dankortet.

Det var næsten, som om klimakrisen for en stund var forsvundet, mens politikerne lod milliarderne regne ned over danskerne. Den må i hvert fald have været fraværende i det forhandlingslokale. For ellers havde der været mindst én ansvarsfuld politiker, der havde rakt hånden i vejret og spurgt, hvordan denne guldregn nu hang sammen med, at ca. en tredjedel af vores klimapåvirkning kommer fra netop privatforbruget? Om ikke disse mange milliarder måske skulle sættes i spil, så de arbejdede for den grønne omstilling fremfor at forværre den? Om det nu virkelig var en god ide igen at smede corona-krisepakker uden et grønt fokus?

Gennemsnitsdanskerens samlede årlige udledning af drivhusgasser på 17 ton CO2 fordelt på forbrugskategorier. Kilder: CONCITO 2014

En sådan ansvarlig politiker var ikke til stede. Eller også blev sådan en modig finger bare overset i det kåde gavehumør. For vi står endnu engang med en corona-krisepakke uden snerten af grønne perspektiver i.

Klimakrisen er en svær størrelse. Debatten om, hvorvidt den er virkelig, og om den nu er menneskeskabt eller ej, er dog slut. Men debatten om, hvad vi risikerer, og hvor hårdt vi vil blive ramt, bliver kun skarpere og mere modbydelig for hver dag, der går, hvor vi blot fortsætter snakken og ikke sætter handling bag de mange grønne ord. Sikkert er det, at vi er i knibe. I stor knibe. Og det er vi, fordi vi har spildt de sidste 30 år på snak og dårlige undskyldninger. For hver eneste politisk tiltag, vores folkevalgte laver i dag, der ikke indeholder et grønt fokus, bliver den opgave, vi står overfor, bare sværere og dyrere. Og for hver eneste krone, politikerne sætter i spil, der ikke også arbejder for at bremse klimakrisen, graver vi os blot længere ned i det dynd, der i forvejen når os til navlen. Det burde alle tilstedeværende i det forhandlingslokale have vidst. Ellers har vi endnu større problemer end blot coronapakker uden grønt fokus.

Hvis ønsket var at styrke økonomien, skabe vækst og samtidig holde hånden under de erhvervsdrivende, hvorfor var det så ikke oplevelsesøkonomien, politikerne kastede penge ind i? Gratis togferie i Danmark, fremfor penge i hånden til en flyvetur til Thailand. Gratis museer fremfor nye fladskærme. Hvorfor var det ikke energirenoveringerne af de private hjem, der blev understøttet? Udskiftning af olie- og gasfyr; nye varmepumper; eller solceller på tagene. Ting, der skaber vækst, jobs, livsværdi og samtidigt arbejder for den grønne omstilling. Der er sikkert mange, der gerne vil bruge pengene på disse ting – men sikkert er det også, at når folk får penge mellem hænderne, vil de også gå til et øget forbrug af den klimaskadelige slags. Og det er ikke så underligt. Det er det, vi fra barnsben er blevet lært af den gængse økonomiske tankegang, hvor økonomisk vækst i sig selv tales frem som noget positivt. Netop derfor er det politikernes nødvendige lod at hæve niveauet op på den store klinge, tage det nødvendige ansvar og sætte pengene i spil på en samfundsansvarlig måde. Ikke som man har gjort med sommerpakken med en samfundsligegyldig politisk gyllespreder.

Der er intet, jeg frygter så meget, som en apatisk tilbagevenden til business as usual. At vi ser, men intet lærer. Og det, jeg så forleden, var intet mindre end netop dette. Ovenikøbet mod bedrevidende. Det var de samme vanetænkende økonomiske værktøjer, der blev sat i spil uden mod eller læring. Det var kortsigtede, billige politiske point fremfor langsigtet grønt mod. Og det er bare ikke godt nok længere.

Klimakrisen er så alvorlig, så kompleks og så altomfattende, at den kræver politikere, der magter at tilsidesætte egne politiske ideologier og vælge det lange perspektiv samt de svære, men nødvendige samfundsunderbyggende løsninger. Det skete ikke forleden, og regeringen tog ikke det overordnede ansvar.

Vi har desperat brug for politikere, der tør tage det fulde ansvar for den grønne omstilling. Politikere, der forstår alvoren og handler derefter. Politikere, der ikke bare dukker sig og fralægger sig ansvaret for den grønne omstilling.

Vi har brug for politikere, der ligesom den svenske regering tør stille kontante grønne krav til SAS til gengæld for milliarder i hjælpepakker. Politikere, der tør sige nej til ny oliejagt i Nordsøen, fordi vi selvfølgelig ikke skal lede efter mere benzin til det bål, vi forsøger at slukke. Politikere, der tør kalde en spade for en spade og biomasse, for hvad det er – et stort klimaproblem – og indføre en biomasseafgift, så varmepumper og rigtig grøn energi kan vinde frem. Politikere, der tør lytte til bygge- & anlægsbranchen og give dem CO2-krav i byggeriet fra 2021, som branchen beder om, i stedet for at sigte mod sådanne krav i 2023. Politikere, der på trods af indædt modstand fra de store forurenere, tør lave en grøn afgiftsreform og bl.a. indføre en flyafgift og en CO2-afgift, fordi forureneren selvfølgelig skal betale selv. Politikere, der tør kræve noget af os alle, fordi vores børn har brug for, at vi nu viser samfundssind og slår ring om dem.

Og vi har brug for disse politikere nu!

By |2020-06-18T13:15:41+01:0018. juni 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Go to Top