Om Ulrikke Nelboe

Denne forfatter har endnu ikke udfyldt nogle detaljer.
So far Ulrikke Nelboe has created 59 blog entries.

EU’s kemikaliekamp: Hormonforstyrrende stoffer kan være overalt

Debatindlæg bragt i Fyns Amts Avis den 26 juli 2021 af Lone Mikkelsen, seniorrådgiver inden for kemikalier og cirkulær økonomi i Rådet for Grøn Omstilling.

Kemikalier er en stor bekymring blandt borgerne. Faktisk er 85 procent af europæerne bekymrede for, hvordan kemikalier i almindelige forbrugerprodukter påvirker dem. Ofte er det de hormonforstyrrende stoffer, som skaber bekymring. Og med rette.

For denne enorme gruppe af kemikalier kan nærmest anvendes frit. De kan derfor være i børnenes nye sommertøj, eller badebassinet der lige nu er i høj kurs.

Hormonforstyrrende stoffer er problematiske, fordi de påvirker vores hormonsystem, og det kan have store konsekvenser for vores sundhed. Særligt børn og gravide er følsomme over for disse påvirkninger, da børn og fostre er helt afhængige af de rette niveauer af hormoner i kroppen, for at deres udvikling sker korrekt. Er der uorden i systemet, er der øget risiko for alvorlige sundhedseffekter. Hormonforstyrrende stoffer sættes bl.a. i forbindelse med fertilitetsproblemer og øget risiko for kræft. Det er stoffer, som miljøstyrelsen advarer imod, og alligevel er de utroligt udbredt.

Rådet for Grøn Omstilling har i årevis arbejdet målrettet for at få disse stoffer forbudt. For én ting er, at de forekommer i et bredt udvalg af forbrugerprodukter, men det er tilmed stort set umuligt at få oplyst, hvor de bruges. Kun når stofferne er opført på EU’s liste over særligt problematiske stoffer, kan forbrugerne få det oplyst. I dag er blot syv stoffer opført på denne liste på baggrund af hormonforstyrrende effekter på mennesker. Syv! Ud af en stofgruppe på måske mere end tusinde enkeltstoffer – i værste fald mange flere.

Men endelig ser det ud til, at EU rykker på denne dagsorden. Danmark er underlagt EU’s kemikalielovgivning, hvor REACH-forordningen er et bærende element. Da REACH blev vedtaget i 2006, var der enighed om, at hormonforstyrrende stoffer kunne være problematiske, men vidensgrundlaget var utilstrækkeligt, og reguleringen af disse stoffer blev derfor udsat, til der var opbygget mere viden. Nu er der gået 15 år, og der er løbet utroligt meget vand i åen siden, både hvad angår forskningsbaseret viden, men også i forhold til den mængde af forskelligartede kemikalier der bruges i produkter. Og når først de er i brug, er det en yderst langsommelig proces at få dem forbudt og udfaset.

I 2019 ser vi for første gang en bred EU-indsats med fokus på bæredygtighed. Kommissionen lancerer EU’s Grønne Pagt, der bl.a. fastsætter ambitionen om at opnå nulforurening og et giftfrit miljø. Som led i denne ambition præsenterer Kommissionen i 2020 EU’s kemikaliestrategi for bæredygtighed, og netop her ser vi muligheden for en seriøs opgradering af REACH. Bl.a. er det formuleret, at hormonforstyrrende stoffer skal ud af forbrugerprodukter. Men som bekendt vokser træerne ikke ind i himlen – kommissionens såkaldte køreplan for revisionen af REACH tegner ikke helt så lyst, som fremlagt i kemikaliestrategien. Så nu skal alle sejl sættes ind for at få sikret, at REACH på sigt faktisk kommer til at leve op til dets målsætning om at beskytte mennesker og miljø mod skadelige stoffer.

Vi fortsætter vores indsats med ufortrøden styrke, men også de danske politikere skal fortsat lægge pres i EU, og så skal EU-indsatsen bakkes op af en dansk indsats. Og dette er netop nu muligt via den såkaldte kemiindsats – en fireårig strategi vedtaget på tværs af de politiske partier. Strategien skal fornys ved årsskiftet, og her bør der tilføres langt flere midler, hvis indsatsen for alvor skal kunne bakke de initiativer op, som uden tvivl snart kommer fra EU. Det mener vi oprigtigt, borgerne har krav på.

By |2023-11-23T14:42:01+01:0026. juli 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Rødt kort til kunstgræsbaner

Debatindlæg bragt i Information den 22. juli 2021 af Lone Mikkelsen, seniorrådgiver inden for kemikalier og cirkulær økonomi i Rådet for Grøn Omstilling og Anne Aittomaki, strategisk direktør i Plastic Change.

I Danmark er brugen af kunstgræsbaner steget markant inden for de sidste fem år og er for mange det fortrukne underlag når børn, unge og voksne skal boltre sig med fodbolden. Banerne består af en masse små sorte gummikugler, som tabes til miljøet og udgør en direkte kilde til stigende mikroplastikforurening.

Der findes i dag over 350 kunstgræsbaner til 11-mandsfodbold i Danmark og desuden et stort antal syvmandsbaner samt de såkaldte multibaner, der stort set alle er dækket med de sorte gummikugler. Gummikuglerne er gamle bildæk, man har hakket op til bittesmå stykker og givet nyt liv på kunstgræsbanerne.

Nogle kalder denne brug af gamle bildæk for cirkulær økonomi og grøn omstilling. Vi kalder det uansvarligt og direkte skadeligt. Det bliver en af den slags anvendelser, hvor vi om 10-20 år ser os tilbage og tænker: ‘Hvad i alverden tænke vi på?’.

Bildæk består nemlig blandt andet af PAH’er, som er en gruppe af stoffer, der er meget sundhedsskadelige, herunder kræftfremkaldende, samt en række tungmetaller. Ud over den åbenlyse mikroplastikforurening, som gummikuglerne medfører, så er flere af PAH’erne, som tidligere nævnt, kræftfremkaldende.

EU’s Videnskabelige Komité for Fødevarer anbefaler, at indholdet af PAH i fødevarer ikke bør kunne måles. Hvis det findes i en målbar mængde, er fødevaren uacceptabel. Og grænseværdierne for PAH i legetøj og småbørnsudstyr er henholdsvis 1 og 0,5 mg/kg, hvilket prøver fra kunstgræsbaner, taget i forskningsmæssig sammenhæng, langt overskrider.

Heldigvis er det også gået op for lovgiverne i EU, at det at hakke store plastikbildæk op i små bitte stykker og give dem frit spil i miljøet ikke er en god idé og et totalforbud mod tilsat mikroplastik på kunstgræsbaner er fremlagt. Så hvis kommuner, klubber og foreninger vil foran i den grønne omstilling, så skal der sadles om nu.

By |2023-11-23T14:42:11+01:0022. juli 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

40 anbefalinger til et mere klimavenligt og plantebaseret landbrug

Bag anbefalingerne står Rådet for Grøn Omstilling, svenske AirClim og finske Natur och Miljö, som netop har udgivet rapporten ”Nordisk mad i forandring – muligheder for lavere udledninger i landbruget,” som anbefalingerne er en del af.   

”Vores fødevarer står for en rigtig stor del af vores miljøaftryk. Det drejer sig især om drivhusgasudledninger og næringsstofudledninger fra den animalske produktion, og en foderproduktion, der lægger beslag på enorme arealer herhjemme og i udlandet. Men med rapporten og anbefalingerne giver vi vores bud på, hvordan en omstilling af landbruget kan se ud,” siger Annika Lund Gade, landbrugsrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling. 

I rapporten er der mange eksempler på eksisterende virksomheder og landbrug, der producerer mere bæredygtigt, og det er med afsæt i disse, at de 40 anbefalinger er blevet til. 

Eksempler fra virksomheder og landbrug forankrer anbefalinger i virkeligheden 

I rapporten indgår 8 eksempler på virksomheder og landbrug, der producerer mad på en ny og mere bæredygtig måde. Eksemplerne er vidt forskellige. Hos Organic Plant Protein i Østjylland produceres teksturerede planteproteiner på ærter og bønner, der kan bruges som alternativer til kød – og som de eneste i verden er de økologiske. På Fagraslätt i det nordøstlige Skåne specialiserer man sig i diversitet i planteproduktionen og dyrker bl.a. forskellige bønner, ærter, linser, kikærter og grøntsager. På Sjöholms gård i Södermanland sydvest for Stockholm er det intensive tyreopdræt omlagt til ekstensiv produktion og diversificeret planteproduktion, og på Ausumgaard i Vestjylland har man etableret Danmarks første større bioraffineringsanlæg, der skal lave græsprotein til at erstatte sojafoder.  

”Der er mange måder at forbedre bæredygtigheden, og derfor indgår der også meget forskellige virksomheder i rapporten, som på hver deres måde viser en mulig vej. Men ligesom vi har brug for at reducere mængden af kød i vores kost for at reducere vores klimaaftryk, så skal der være mindre og bedre animalsk produktion og meget mere produktion af plantebaseret mad, og derfor fylder det plantebaserede meget i rapporten,” siger Annika Lund Gade 

Anbefalinger henvender sig til hele værdikæden – fra jord til bord 

De 40 anbefalinger fordeler sig på tiltag i dyrkningen af plantebaserede proteiner, en omstilling af den animalske produktion, fødevareproducenter og detail, forskning og udvikling, national politik, EU-politik og landbrugsstøtte og forbrugere.  

”Vi har udarbejdet en lang række konkrete anbefalinger baseret på dialog med de involvere virksomheder samt forskere og andre interessenter på området. Vi oplever, at der er meget lignende udfordringer i de tre lande, der indgår i rapporten; Danmark, Sverige og Finland. Samtidig findes der mange gode og innovative initiativer i de forskellige lande, som vi hver især kan lære af. Fx det danske initiativ til at organisere virksomheder, der beskæftiger sig med plantebaserede fødevarer, i en fælles brancheforening – Plantebranchen – og det svenske ”Nordisk Råvara”, der indkøber små partier proteinafgrøder som ærter og linser, som de større forhandlere ikke er interesserede i,” siger Annika Lund Gade. 

Rapporten er en del af Nordisk Ministerråds TemaNord serie og kan læses her.  

Der inviteres til seminarer om Nordisk Mad i Forandring på den anden side af sommerferien.  

Save the date! 
26. august 2021:  
Seminar: Nordisk Mad i Forandring 

3. september 2021:  
Seminar: Sustainable Food Transition in the EU – lessons learned in the Nordics 

By |2021-07-12T13:48:50+01:0024. juni 2021|Pressemeddelelse|0 Kommentarer
Læs mere

Absurd ikke at medregne afskovning i Danmarks globale klimaaftryk

Debatindlæg bragt i Altinget den 24. juni 2021 af Annika Lund Gade, rådgiver, Rådet for Grøn Omstilling, Gry Bossen, politisk koordinator, Verdens Skove, Morten Nielsen, kampagnekoordinator, Global Aktion, Trine Glue Doan, seniorrådgiver energi og klima, WWF Verdensnaturfonden, Frederik Roland Sandby, sekretariatsleder, Klimabevægelsen, Marie Sigvardt, programleder, Red Orangutangen.

Danmark har i 2021 for første gang offentliggjort den danske globale klimaaftapportering. Det er et vigtigt skridt mod at forstå den danske klimapåvirkning udenfor landets grænser.

Derfor er det også ærgerligt, at afrapporteringen har en række fatale mangler, hvor blandt andet afskovning og konvertering af økosystemer til landbrug ikke er medregnet. Det på trods af de direkte negative konsekvenser, det har for det globale klima.

Som et led i klimaloven blev det vedtaget, at der hvert år skal fremlægges en rapport, der opgør det danske klimaaftryk globalt. Det er unægtelig et vigtigt initiativ for at synliggøre Danmarks klimapåvirkning- og ansvar uden for de nationale grænser.

Vigtigere endnu er det selve forudsætningen for, at Danmark kan handle på det. Der er ingen tvivl om, at Energistyrelsen har gjort et grundigt stykke arbejde og har formået at inddrage interessenter og civilsamfundet i høringsprocessen. Det er positivt. Men der er stadig rigelig plads til forbedring i fremtidige afrapporteringer.

Dansk import bidrager til afskovning
En af de helt store problemer er, at afskovning i forbindelse med import ikke er medregnet. Det bliver retfærdiggjort med en forklaring om, at det er for omfattende at finde præcise tal på afskovningen som konsekvens af dansk import.

Eftersom 95 procent af det danske svinekød eksporteres, skal Danmark, ifølge modellen, kun stå til ansvar for de resterende fem procents klimaaftryk

Ødelæggelse af naturen har imidlertid omfattende negative konsekvenser for det globale klima. Derfor virker det også absurd, at afskovning ikke er inkluderet i beregningen af Danmarks globale klimaaftryk – præcise tal eller ej.
Det bliver tydeligt, hvis vi kaster et blik på landbruget.

I afrapporteringen er det danske sojaforbrug til grisefoder nemlig udeladt. Sojaen er ellers skyld i, at enorme arealer af skov og økosystemer i Sydamerika hvert år bliver konverteret til sojamarker, og det er én af Danmarks helt store klimasyndere. Danmark importerer hele 1,7 millioner tons sojaskrå årligt, og de bidrager med 6,2 millioner tons CO2 i atmosfæren.

Et væsentligt bidrag, som ikke kan ignoreres! Foruden sojaen er også importen af træbiomasse og biodiesel gået under radaren. De koster henholdsvis 7 millioner tons og mellem 0,46-1 millioner tons CO2 om året. Det skal selvfølgelig fremgå helt tydeligt i afrapporteringen

Kan ikke tages ud af ligningen
Energistyrelsens forklaring om, at det er for svært at indregne afskovning og konverteringen af økosystemer, er lidt af en fadæse. Specielt set i lyset af, at det står for 12-20 procent af de globale CO2-udledninger. En global afrapportering, der helt udelader klimaeffekten af afskovning, er derfor langt mere misvisende, end hvis de upræcise tal for afskovning trods alt var inddraget.

Afskovning og ødelæggelse af unikke naturområder er en kendt konsekvens af vores forbrug. Størstedelen af vores import af soja, oksekød, trævarer, palmeolie og ethanol finder sted på afskovet eller konverteret jord. Det er et faktum, som Danmark bliver nødt til at tage ansvar for. Det er et faktum, vi bliver nødt til at handle på!

Mangelfuld beregningsmodel
En anden anke ved afrapporteringen er den såkaldte input/output-metode, der er blevet brugt til at beregne den danske imports klimaaftryk. Det betyder, at den klimapåvirkning den danske import har, ikke tilskrives Danmark, hvis det igen eksporteres som et nyt produkt.

Vi håber, man i arbejdet med de kommende globale afrapporteringer vil inddrage disse fundamentale områder af Danmarks klimapåvirkning, så vi fremover kan få et retvisende billede

Det vil sige, at eftersom 95 procent af det danske svinekød eksporteres, skal Danmark, ifølge modellen, kun stå til ansvar for de resterende fem procents klimaaftryk. Danmark står altså kun som aftager af fem procent af den natur, som sojaen har ødelagt og erstattet andre steder i verden.

Udover at sådanne mangler giver et helt skævvredet indtryk af Danmarks klimapåvirkning, kan afrapporteringen heller ikke måle udviklingen i Danmarks klimaeffekter- og indsatser ude i verden. Ved at vælge input/output-modellen, som allokerer størstedelen af vores globale CO2-udslip til vores eksport, bliver det svært at kortlægge, hvordan det danske klimaaftryk enten øges eller mindskes. Det var ellers et af hovedformålene med afrapporteringen.

Afrapporteringer skal forbedres
Den globale afrapportering fra 2021 er den allerførste af sin slags. Og det er en svær opgave, Energistyrelsen er blevet sat på, fordi værdikæder og afskovning ikke sådan lige opgøres i tal og CO2.

Det er bare ikke en undskyldning for at afskrive de områder, hvor Danmark påvirker det globale klima negativt. Samtidig afskriver man også Danmarks muligheder for reelt at forbedre sig og måle disse forbedringer.

Vi håber, man i arbejdet med de kommende globale afrapporteringer vil inddrage disse fundamentale områder af Danmarks klimapåvirkning, så vi fremover kan få et retvisende billede på, hvordan det danske forbrug påvirker verden.

Den globale afrapportering skal være en guide til, hvordan Danmark kan sænke sit globale klimaaftryk og give Danmark mulighed for at yde den nødvendige indsats for, at vi sammen når de globale mål.

By |2021-06-24T08:59:40+01:0024. juni 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

92-gruppen: Energistyrelsens globale klimarapportering giver skævt billede af Danmarks CO2-påvirkning

Debatindlæg bragt i Altinget d. 23 juni 2021 af Annika Lund Gade, rådgiver, Rådet for Grøn Omstilling, Troels Dam Christensen, sekretariatsleder, 92-gruppen, Helene Hagel, miljø- og klimapolitisk leder, Greenpeace, John Nordbo, klimarådgiver, CARE, Trine Glue Doan, seniorrådgiver energi og klima, WWF Verdensnaturfonden, Daniel Hauberg, klimarådgiver, Danmarks Naturfredningsforening, Thomas Meinert Larsen, klimarådgiver, Klimabevægelsen, Morten Nielsen, kampagne og kommunikation, Global Aktion og Gry Bossen, politisk koordinator, Verdens Skove.

I fremsættelsestalen til klimaloven 26. februar 2020 fastslog klimaminister Dan Jørgensen (S), at Klimaloven må bygge på en handlepligt, og at Danmark skal være et foregangsland i den internationale klimaindsats, da klimaudfordringerne er en global problemstilling.

Mange undersøgelser viser, at vores klimafodaftryk i udlandet er væsentligt højere per indbygger end vores hjemlige udslip, og som ministeren påpeger, har vi et moralsk og historisk ansvar her.

Derfor blev det også i Klimaloven besluttet, at regeringen fremover skulle rapportere om Danmarks globale klimapåvirkning i en såkaldt global afrapportering.

Med handlepligten in mente må denne altså ikke bare være en rapport over Danmarks globale fodaftryk, men skal være et værktøj, der målbart kan pege på, hvor vi kan forbedre os. Dette er afgørende, da man, som de fleste ved, ikke kan skabe forandring uden først at kende problemet.

I slutningen af april kom så den første globale afrapportering fra Energistyrelsen. Trods Energistyrelsens anerkendelsesværdige og inkluderende arbejde med at udforme den første rapport, står det klart, at opgaven er stor, og at vidensgrundlaget for Danmarks globale klimapåvirkning stadig er mangelfuldt. Der er afgørende områder, som rapporteringen ikke formår at inkludere, hvilket skaber et skævt billede af Danmarks egentlige påvirkning, og risikerer derved at skjule de vigtige reduktionspotentialer og problematiske praksisser, som dens formål er at belyse.

Metodisk ansvarsfralæggelse

Alene metodevalget i rapporteringen risikerer at skjule den faktiske størrelse af Danmarks globale påvirkning. Man har valgt at benytte en input/output-model, som fratrækker klimabelastningen for de danske produkter som eksporteres.

Et foregangsland skal turde se sig selv i spejlet og fremhæve de negative globale effekter såvel som de positive.

92-gruppen

Det betyder eksempelvis for den klimaskakadelig soja, som vi importerer i store mængder til dansk svinefoder, at hvis svinekødet eksporteres ud af Danmark, fratrækkes den tilhørende soja og dermed klimabelastning.

Man kunne retorisk spørge, om vi dermed ikke har et klimaansvar for de varer, som vi producerer på dansk jord, og som vi tjener på i udlandet?

Vi har som land selvsagt et ansvar for hele vores import og kan som grønt foregangsland ikke eksportere os fra vores klimansvar. Problemet ved en sådan brug af netto-tal er samtidigt, at det gør det svært at målrette klimatiltag dér, hvor de har størst effekt.

Hvis vi eksempelvis erstatter importeret sojaskrå med dansk græsprotein, vil det have en stor og reel betydning for den samlede klimabelastning af dansk husdyrproduktion, men det vil være svært at måle denne effekt i tilstrækkeligt omfang, hvis eksporten bare fratrækkes.

Da dansk erhvervsliv generelt eksporterer en stor del af deres produktion, vil brugen af sådanne netto-tal, hvor klimabelastningen fra eksporten trækkes fra importen, give et forkert billede af klimaeffekten ved konkrete tiltag. Det giver dermed et forkert og formindsket incitament på både stats- og virksomhedsniveau. 

I fravalget ligger både problemet og potentialet

Et andet problem i forbindelse med den første globale afrapportering er, at vigtige klimabelastende produkter ikke er regnet med.

Det gælder blandt andet for Danmarks store forbrug af biomasse og biobrændstoffer, som leder til global afskovning og har en dokumenteret negativ klimaeffekt.

Da disse afgrøder ellers tælles med som positive bidrag til reduceringer i Danmarks nationale del af klimaregnskabet, er det selvmodsigende, at den negative effekt, som de pågældende afgrøder medfører globalt, ikke bliver inkluderet i det globale fodaftryk.

Ligeledes er det ikke lykkedes at medregne de indirekte landbaserede effekter (ILUC), der blandt andet opstår, når ekstra skov fældes, fordi vores forbrug fortrænger andre afgrøder.

Medtag grønt såvel som sort

Hvad angår de danske investeringer i udlandet, er der også brug for forbedringer i den globale afrapportering.

Her har den første rapportering alene medtaget arbejdet på de positive grønne investeringer, men ikke den tilsvarende negative betydning af de danske både private og offentlige investeringer i den fossile sektor i udlandet.

Ligeledes medtager rapporten de positive effekter af dansk el-eksport fra vedvarende energi, men ikke tilsvarende de negative effekter ved vores eksport af fossil naturgas.

Selv om det er forståeligt, at den globale afrapportering ikke har kunnet få det hele med i første omgang, må der fremadrettet arbejdes på et mere fuldt overblik, der får både den grønne og sorte del med. 

Mangel på retvisende klimastøtte

Danmark har en klokkeklar forpligtelse til at yde klimafinansiering til de fattigste og mest sårbare lande, der rammes hårdest af klimaændringerne, herunder til at prioritere støtten til klimatilpasning lige så højt som reduktionstiltag.

Vi har som land selvsagt et ansvar for hele vores import og kan som grønt foregangsland ikke eksportere os fra vores klimansvar. 

92-gruppen

I den globale afrapportering gives kun data for dette i en begrænset årrække, hvor valget af en længere årrække ville give et mere retvisende billede af en for lav dansk prioritering af støtten til klimatilpasning.

Ligeledes rapporteres der ikke på den kendsgerning, at Danmark ikke yder ny og additionel klimabistand, men tager klimabistanden fra udviklingsbistanden. Det er modsat vores nabolande som Sverige og Norge.

Den globale afrapportering bør nu forbedres, så den kan lede til den nødvendige handling.

Et foregangsland skal turde se sig selv i spejlet og fremhæve de negative globale effekter såvel som de positive. Den globale afrapportering er her et afgørende værktøj, der målbart må vise, hvor udviklingen halter, og hvor der er behov og mulighed for handling. Det skal dermed skabe incitament til at vælge de gode løsninger fremadrettet. 

Politisk ansvar for handlingsanvisende rolle

Det er godt, at den første globale afrapportering nu foreligger, og det er positivt, at Energistyrelsen og regeringen er gået seriøst ind i arbejdet, men der er nu brug for forbedringer. Det kræver, at de overstående pointer inkluderes, så de fremtidige globale afrapporteringer giver et mere korrekt og fyldestgørende billede.

Ideen med Klimaloven er, at Danmark skal tage ansvar for sin klimapåvirkning både hjemme og ude. Hvis vi skal lykkes med det, forudsætter det tilstrækkelig viden og monitorering, der giver grundlaget for effektiv handling.

Den globale afrapportering må derfor have som hovedformål at være handlingsanvisende og give et klart og retvisende billede af, hvor vi har ansvar og muligheder i vores globale klimaindsats.

Det må nu været et politisk ansvar for de politikere, der står bag Klimaloven, og de embedsmænd, der konkret implementerer den, at den globale afrapportering kommer til at spille denne handlingsanvisende rolle. Vi bidrager gerne.

By |2022-01-17T09:20:47+01:0021. juni 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Vi er nødt til at have en generel drivhusgasafgift

Debatindlæg bragt i Altinget den 18. juni 2021 af Christian Ege, seniorkonsulent, Rådet for Grøn Omstilling.

Jeg sad tirsdag i Altingets gård til debatmøde om klimaafgifter, arrangeret af DJØF.

Der blev vist en opinionsmåling, hvor et flertal synes at en høj afgift på engangsbestik er fint, mens et flertal er imod en kødafgift. Det blev også sagt, at det selvfølgelig afhænger af hvordan der bliver spurgt.

Jeg tror mange ser en kødafgift som en særlig straf til dem, der godt kan lide kød. Men det handler om, at vi skal have en generel drivhusgasafgift – og det er der heldigvis stadig bredere enighed om, også på tværs af partiskel. Nogle kalder det en CO2-afgift, men det bør være en afgift på alle klimagasser, dvs. også metan og lattergas.

Vi har blot det problem, at en afgift på udledning af klimagasser kun rammer udledning i Danmark og dermed kun dansk produktion, mens importerede varer friholdes.

Og så kommer den berømte lækage, altså risiko for, at danske virksomheder må lukke, og vi så blot importerer de samme varer udefra, hvilket jo ikke gavner klimaet.

Produktafgift skal pålægges ethvert produkt
Det er der heldigvis en løsning på. For produktion, som er udsat for stærk udenlandsk konkurrence, og som samtidig har høj udledning af klimagasser, kan man lave et såkaldt bundfradrag i drivhusgasafgiften og så til gengæld lægge en afgift på produktet, svarende til den udledning, som kommer fra det pågældende produkt. Det er netop denne løsning, som blandt andet Klimarådet peger på.

En generel drivhusgasafgift skal netop være generel, så den understøtter en mere klimavenlig adfærd

Men det kom desværre ikke frem under debatten tirsdag – ligesom det oftest overses også i andre debatter. Pointen er, at en produktafgift pålægges ethvert produkt, som sælges i Danmark, uanset om det er produceret i Danmark eller importeret.

Dermed mindskes risikoen for, at dansk produktion blot erstattes af import. Jo mere konkurrenceudsat og jo mere klimabelastende en produktion er, jo større skal bundfradraget og den tilsvarende produktafgift være.

Drivhusgasafgift skal være generel
Hvis vi så vender tilbage til kødet, så bliver en kødafgift pludselig dels en generel adfærdsændrende afgift, dels en beskyttelse af dansk produktion mod uretfærdig konkurrence fra afgiftsfritaget import.

Men hvorfor støtter Landbrug & Fødevarer det så ikke? Det virker som om, at de regner med, at de kan presse politikerne til helt at undtage landbruget fra en generel drivhusgasafgift.

Men det må være sådan, at en generel drivhusgasafgift netop skal være generel, så den understøtter en mere klimavenlig adfærd. Og så skal vi søge at undgå, at den rammer skævt ved for eksempel at friholde importerede varer.

Det gælder ikke blot kød, men for eksempel også cement. Hvis der er fare for, at cementproduktion i Danmark bare erstattes af import, skal der også være bundfradrag i drivhusgasafgiften her – og til gengæld indføres en cementafgift.

By |2021-06-22T14:48:22+01:0018. juni 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Der bør kun bygges nyt, når alle andre muligheder er udtømt

Debatindlæg bragt i Altinget den 18. juni 2021 af Lars Køhler, tidligere Byggeri-, klima- og energirådgiver, Rådet for Grøn Omstilling.

Vi ved godt, at vi er i problemer. Både klimaet og tiden er ved at løbe fra os.

Vi skal som samfund skabe større forandring, end vi nogensinde har gjort før, og endda på kortere tid end nogensinde før. Den grønne omstilling kalder på os alle. Ikke mindst i byggeriet.

Desværre tyder noget på, at vi ikke er på rette vej endnu. Prognoser fra blandt andre World GBC viser nemlig, at der indenfor de næste 40 år vil blive bygget lige så mange kvadratmeter, som der findes i verden i dag. Det er et helt igennem absurd tal.

Og lægger man til dette, at cirka 39 procent af verdens udledninger kan tilskrives byggeri og anlæg, og at hele 50 procent af verdens ressourcer bruges i byggeindustrien, så bør det stå klart for alle, at noget må ændres radikalt.

Ellers vil byggeriet på egen hånd sprænge vores globale klimamål og opbruge resten af vores sparsomme CO2-budget. Og det skal gå hurtigt, for byggeriet er ikke et tankskib, der drejer på en underkop.

Nybyggeri ses som en nærmest indiskutabel naturlighed
Så noget skal ske. Ikke bare i måden, som vi bygger vores bygninger på, altså den nødvendige dekarbonisering af vores materialer, processer og drift af vores bygninger, men også i måden, som vi som samfund tænker og planlægger behovet for bebyggede kvadratmeter på.

Vi bliver for eksempel uundgåeligt nødt til at bygge færre kvadratmeter og samtidigt optimere de kvadratmeter, som vi bygger, ved for eksempel at kombinere funktioner, som vi så under coronakrisen, hvor hjem og arbejde smeltede sammen og overflødiggjorde millioner af kontorkvadratmeter verden over.

Men jeg vil påstå, at vi uundgåeligt bliver nødt til at starte et andet sted. Vi bliver nemlig som udgangspunkt nødt til at sikre os, at der kun bygges nyt, når alle andre muligheder er udtømt.

Det kunne lyde som en simpel lille ting, men det er det absolut ikke. Nybyggeri ses nemlig både i samfundet, i økonomien og i byggebranchen som en nærmest indiskutabel naturlighed. Det duer bare ikke længere. Noget skal ske.

Tænkt genbrug og transformation først
Vi bliver nødt til at tænke renovering, genbrug af bygninger og transformation, før vi overhovedet tænker nybyggeri.

Og det skal ikke bare ske i tilgangen til de enkelte projekter, men må indkodes i de samfundsmæssige strukturer, økonomiske modeller og rammer, som byggeriet arbejder under.

Det kræver et regulært paradigmeskifte. Lad mig give et eksempel. Det vurderes, at der under de københavnske tage er plads til 10.000 nye boliger. Tomme tagrum, der står klar til at blive ombygget til nye moderne boliger i det centrale København. Men hvad gør vi?

Vi udlægger nye kæmpeområder til nybyg. Vi bygger øer med plads til hele byer midt i Københavns havn. Vi udlægger ny infrastruktur, kloakker og veje. Vi støber nye betonfundamenter. Bygger nye CO2-tunge facader og konstruktioner. Spreder vores byer endnu mere ud. Og udleder enorme mængder CO2 i processen.

Havde vi først tænkt genbrug og transformation, og havde vi først valgt at aktivere de tomme tagrum, havde vi kunne spare en stor del af dette væk. Det havde været godt for byen, økonomien, beboerne og klimaet. Men vi tænker bare ikke sådan. Så hvad skal der til?

Arkitektonisk og klimamæssigt potentiale i det eksisterende
Bygherrerne bliver nødt til fremover at se dem selv som “bygningskustoder” fremfor bare bygningsejere.

Og de bliver nødt til at forstå deres samfundsansvar for bevarelsen af den eksisterende bygningsmasse og derved den indlejrede historiske CO2-udledning.

Rådgiverne bliver nødt til at se det arkitektoniske og klimamæssige potentiale i det eksisterende, før de tænker nye bygninger. Og så bliver de nødt til at sikre, at denne forståelse og det fokus ikke bare er en specialviden, som kun er forankret hos nogle få, men at det ses som et fælles ansvar på tegnestuerne.

Politikerne skal sætte de overordnede krav og incitamenter, der ansporer den nødvendige forandring. Det kan være at stille krav om ressourcekortlægning og LCA-sammenligninger ved ønsket nedrivning og kræve handling på disse.

Eller at kigge på rammerne for lån og beskatning, så det i højere grad understøtter renovering og transformation frem for nedrivning og nybyg, for eksempel ved omdannelsen af tomme kvadratmeter til tagboliger. Den samfundsøkonomiske besparelse ved den mindre klimapåvirkning bør kapitaliseres og udnyttes proaktivt.

Vi ved, at renovering, genbrug og transformation kan betale sig, ikke bare i form af energibesparelser, men også ved de medfølgende CO2-besparelser.

De giver både projekt- og samfundsøkonomisk mening, men endnu bedre, så kan disse tiltag implementeres i dag. Det betyder, at vi kan sikre hårdt tiltrængte CO2-reduktioner i dag, fremfor at vi skal vente på, at ukendt teknologi og alverdens hockeystave løser problemerne for os. Det giver bare god mening på alle parametre.

Aftalen bør derfor åbnes igen. Klare tiltag, incitamenter og krav, der kan anspore og i sidste ende sikre, at der kun bygges nyt, når alle andre muligheder er udtømt, bør tilføjes

Aftalen bør genåbnes
Derfor ærgrer det mig også, at der i den nyligt indgåede aftale om en ‘National strategi for bæredygtigt byggeri’ ikke er inkluderet konkrete tiltag for at fremme dette paradigmeskifte.

Aftalen indeholder kun en velment hensigtserklæring om, at “det skal understøttes, at beslutningen om eventuelle nedrivninger eller ombygninger og renoveringer kan afspejle den rette balance mellem økonomi, kvalitet og klimabelastning på lang sigt”.

Misforstå mig ikke, der er skam intet galt i en “afspejling af balance” og en “kortlægning af årsager”, men med situationen, alvoren og potentialet i betragtning bør vi efterhånden have forstået, at en tøvende, gradvis tilgang ikke er nok længere.

Aftalen bør derfor åbnes igen. Klare tiltag, incitamenter og krav, der kan anspore og i sidste ende sikre, at der kun bygges nyt, når alle andre muligheder er udtømt, bør tilføjes.

Både potentialet og behovet for dette paradigmeskifte er enormt.

By |2021-07-12T13:40:42+01:0018. juni 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Debat: De 2 millioner medlemmer er både idrættens gigantiske omstillingspotentiale og udfordring

Debatindlæg bragt i Klimamonitor den 17. juni 2021 af Claus Ekman, direktør, Rådet for Grøn omstilling, Kenneth Plummer, bestyrelsesmedlem, Danmarks Idrætsforbund, Tine Teilmann, bestyrelsesmedlem, Danmarks Idrætsforbund, Morten Westergaard, klimachef, Middelfart Kommune, Jeanette Lund Clausen, bestyrelsesmedlem Badminton Danmark og Peter Harpsøe Engel, medlem, kano og kajakklubben Nord.

Grøn omstilling må ikke kun være for dem, der råber højest. Det skal være en folkelig samtale.

Danmarks Idrætsforbund (DIF) har et klart ansvar for at bidrage positivt til samtalen og derigennem nå de nationale klimamål.

Men kan DIF med 62 forbund og 9.000 frivillige foreninger nogensinde gøre en reel forskel? For langt de fleste foreninger ejer ingen bygninger eller biler. Så har idrætten i landets idrætshaller og på fodboldbanerne et klimaaftryk, som er værd at reducere?

Ja!

Særligt hvis DIF kan engagere foreningerne, der lokalt spiller sammen med og skubber på kommuner og virksomheder for at sætte strøm til den grønne omstilling. Så kan DIF gøre en enorm forskel. Det næste spørgsmål er bare, hvorfor skal foreningerne tage aktiv del i den grønne omstilling? Hvad kan DIF og andre nationale organisationer gøre for at engagere foreningerne? Og hvad har de største effekter?

Vi har det seneste halve år udarbejdet et oplæg til DIF’s bestyrelse med konkrete og ambitiøse anbefalinger til, hvordan DIF bør igangsætte og styrke den grønne omstilling i hele Idrætten.

Anbefalingerne stiller skarpt på idrættens fysiske rammer, transport, forbrug og organisatorisk forankring af ansvaret, som vi ser frem til at følge DIF’s arbejde med! I den anledning mener vi, det er afgørende for realiseringen af DIF’s ambitioner, at de bliver hele foreningslivets ambitioner.

De frivillige skal aktiveres

Det svære og interessante for DIF og forbundene bliver at aktivere og understøtte foreningernes engagement i den grønne omstilling. For her ligger ikke blot et potentiale i at nå hele to millioner medlemmer, men endda endnu flere. Fordi hvad vi gør kollektivt har en tendens til at påvirke, hvad vi gør privat.

Det er civilsamfundets unikke rolle som et lokalt og folkeligt fundament for samfundet.

Vejen dertil er ikke ligetil, for frivillige foreningsledere ændrer ikke vaner på grund af velmenende ord og flotte foldere om grøn omstilling. Mange foreningslederes hovedfokus er at sikre trænere til alle hold, træningstider i hallen, turneringen på søndag og meget andet. DIF og forbundene bør derfor fokusere på rammerne for foreningslivet, hvis foreningslivet skal med.

DIF bør for eksempel samarbejde med kommuner om bæredygtige idrætsfaciliteter, fokusere på råvarer med lavt CO2-aftryk i samarbejde med leverandører og indgå i dialog med tøjproducenter om bæredygtige materialevalg.

Frivillige foreningsledere ændrer ikke vaner på grund af velmenende ord og flotte foldere om grøn omstilling

Foreningerne skal både have hjælp til at træffe de grønne valg, og så må valgene ikke have en negativ effekt på deres aktiviteter og fællesskaber.

Hvis det for alvor skal lykkes at få foreningslivet med, så skal de grønne valg helst blive de lette valg. Både i forhold til pris og leveringstid. Det kan for eksempel indtænkes i ansøgningskriterier hos kommuner og fonde, så de grønne valg giver særlige tilskud.

Der er en række medlemmer, som ønsker at gøre en ekstra indsats, og for hvem det er naturligt at gå forrest i den grønne omstilling, selv om det er svært og kræver prioritering af tid og ressourcer. Disse personer er ikke altid trænere eller sidder i foreningernes bestyrelser.

Så hvordan kan DIF og foreningerne bedst engagere og understøtte disse ambassadører? Og hvordan forankres ansvaret i sidste ende også i foreningernes bestyrelser?

Vi har ikke alle svarene på spørgsmålene, men vi ser store potentialer i, at nationale civilsamfundsorganisationer og kommuner engagerer sig og samarbejder om at understøtte foreninger i den grønne omstilling, så det brede foreningsliv for alvor kan bidrage til den grønne omstilling. Måske er det faktisk en nødvendighed for at nå de nationale klimamål?

By |2021-06-17T10:58:11+01:0017. juni 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Organisationer har seks krav: Handlingsplan skal forhindre al afskovning i vores import

Langt om længe er politikerne ved at udarbejde en afskovningshandlingsplan, som skal sikre, at Danmark med sin import ikke bidrager til skovrydning og ødelæggelse af naturområder i udlandet, skriver miljøorganisationer.

Debatindlæg bragt i Altinget den 16. juni 2021 af Annika Lund, projektmedarbejder, Rådet for Grøn Omstilling, Gry Bossen, politisk koordinator, Verdens Skove, Sofie Tind Nielsen, Skovrådgiver WWF Verdensnaturfonden, Kristine Clement, kampagneleder for landbrug og skov, Greenpeace, Michael Lund, projektmedarbejder, Dyrenes Beskyttelse, og Rikke Lundsgaard, landbrugspolitisk seniorrådgiver, Danmarks Naturfredningsforening.

Den danske regering har for nylig udgivet sin første globale afrapportering, som er en opgørelse af den klimaeffekt, som Danmark har udenfor landets grænser – god som dårlig.

I rapporten har regeringen til vores store overraskelse valgt at udelade den CO2-udledning, som vi har været med til at forårsage gennem skovrydning og anden konvertering af natur til blandt andet landbrug. Det er, på trods af at vores forbrug og produktion har et enormt klimaaftryk i udlandet på grund af netop skovrydning.

For eksempel forårsager dansk landbrug 6,2 millioner tons CO2-udledning uden for Danmarks territorium alene via sin import af soja til dyrefoder. Det svarer til 57 procent af landbrugets klimaaftryk i Danmark. Det er altså en kæmpe udledning, som regeringen lidt for nemt vælger slet ikke at forholde sig til.

Landbruget forholder sig ikke til import
Samtidig er regeringen dybt begravet i forhandlinger om krav til det danske landbrugs klimatiltag. Men heller ikke i regeringens udspil til en handlingsplan for landbrugets klimaindsats er der meget fokus på den import, der gør, at landbruget påvirker klimaet helt enormt meget udenfor landets grænser.

Handlingsplanen mod afskovning er længe ventet. Faktisk skulle den have været færdig for over et halvt år siden, men er altså ikke kommet endnu. Imens fortsætter den uopgjorte afskovning forårsaget af Danmark og dansk landbrug med alvorlige konsekvenser for klimaet til følge.

Handlingsplanen mod afskovning er længe ventet

Gry Bossen, Sofie Tind Nielsen, Kristine Clement, Michael Carlsen, Annika Lund og Rikke Lundsgaard

Med det manglende fokus på Danmarks afskovning i udlandet i både den globale afrapportering og i de igangværende landbrugsforhandlinger bliver den kommende og alt for længe ventede handlingsplan mod afskovning kun endnu mere presserende som det eneste tiltag fra regeringen, der skal sikre, at Danmark ikke er skyld i rydning af skove i andre lande. Det er noget af en opgave. Det er derfor vigtigt, at regeringen tager denne opgave seriøst.

Ambitiøs handlingsplan er nødvendig
Helt grundlæggende bør regeringen med handlingsplanen adressere og sætte fokus på udfasningen af Danmarks uforholdsmæssigt store forbrug af produkter, der lægger pres på verdens natur- og skovarealer. Det gælder særligt soja til dyrefoder og biobrændsel. Derudover bør planen omgående sikre, at de varer, som vi stadig importerer, ikke har forårsaget afskovning.

Det er simpelthen ikke okay at blive ved med at acceptere afskovning. Det må og skal stoppe nu. Her er en liste med seks punkter, som vi mener, at handlingsplanen som minimum bør indeholde:

For det første skal handlingsplanen sætte en stopper for al afskovning i vores import – det ulovlige såvel som det lovlige. Der er mange lande, hvis lovgivning er utilstrækkelig og giver alt for vide muligheder for at rydde skov og anden vigtig natur.

Lige nu sætter Brasilien et skrækeksempel, hvor de love, der beskytter deres natur, afmonteres én for én af regeringen. I Argentina findes der ikke ret meget lovgivning, der beskytter naturen.

Men afskovning har samme konsekvenser for klimaet og biodiversiteten, ligegyldigt om det er lovligt eller ej. Derfor er det ikke nok at forlade sig på den nationale lovgivning. Vores import må ikke have forårsaget afskovning. Punktum.

Skal sikre handel med afskovningsfrie varer
For det andet er det nødvendigt at planen sikrer, at der implementeres krav til produkternes sporbarhed.

Importører og aftagere af risikoprodukter som eksempelvis soja skal vide, hvor det kommer fra, og under hvilke forhold det er produceret. For ellers er der ingen sikkerhed for, at der reelt er tale om afskovningsfrie produkter.

For det tredje bør handlingsplanen sikre, at virksomheder kun køber varer som soja og palmeolie fra producenter, der er afskovningsfri i hele deres produktion, altså leverandører, der kun handler med afskovningsfri varer, og således hele vejen gennem leverandørkæden.

Dette skal modvirke, at virksomhederne gennem deres indkøb støtter op om producenter eller leverandører, der er involverede i skovrydning andre steder, og dermed støtter skovrydning. Samtidig får de krav, som vi stiller i Danmark, ikke kun betydning for vores egen import, men også for andres. 

Fokus på flere mangfoldige naturområder
For det fjerde er det vigtigt, at den kommende handlingsplan ikke kun har fokus på skove, men også andre biologisk mangfoldige økosystemer, der trues af omlægning til landbrug.

Det bør gælde naturområder som græsland og vådområder som eksempelvis Pantanal i Brasilien. Således er det ikke kun afskovning, som planen skal sikre mod, men al konvertering af intakte biodiverse økosystemer.

For det femte bør planen sikre, at produktionen af de produkter, som vi importerer, ikke må have kostet mennesker deres hjem, ligesom produktionen ikke må være til skade for de folk, der bor tæt ved markerne eller lever af vandet fra floder, der passerer forbi.

Oprindelige folk er særligt udsatte. De bebor og beskytter cirka 85 procent af de resterende højbiodiverse områder i verden. Det skal vi respektere og støtte. Der er desværre allerede alt for mange tilfælde med oprindelige folk, der fordrives til fordel for landbrugsproduktion. Det er selvsagt ikke acceptabelt.

Certificering er ikke nok
Sidst, men ikke mindst, må planen ikke nøjes med at acceptere, at for eksempel alt soja og palmeolie er certificeret.

Det er nemlig, modsat hvad mange virksomheder tror, ikke nok, hvis man vil sikre sig mod afskovning. De eksisterende certificeringsordninger kan højest bruges som et supplement, og et minimumskrav bør være, at varen holdes fuldt segregeret og altså ikke må blandes sammen med varer, der kan have forbindelse til skovrydning. Derudover gælder det stadig, at producenten bør være certificeret i hele sin produktion.

Vi må ikke længere acceptere, at vores import forårsager afskovning, ødelæggelse af natur og overtrædelse af oprindelige folks rettigheder

Gry Bossen, Sofie Tind Nielsen, Kristine Clement, Michael Carlsen, Annika Lund og Rikke Lundsgaard

Vi skriver nu 2021, og det er på tide, at vi i Danmark lever op til de løfter om at stoppe al afskovning inden 2020, som vi selv har været med til at give i New York Deklarationen, og som Danmark igen har stadfæstet gennem både sit arbejde for Verdensmålene for Bæredygtig Udvikling (SDG) og i vores deltagelse i Amsterdam Partnerskabet.

Vi må ikke længere acceptere, at vores import forårsager afskovning, ødelæggelse af natur og overtrædelse af oprindelige folks rettigheder. Det kan blandt andet gøres ved at lave en ambitiøs handlingsplan mod afskovning, der hæver sig over papiret, den er skrevet på, som mere end blot god vilje og flotte ord om bæredygtighed, og at der følges op med konsekvenser, hvis det bliver nødvendigt for at sikre handling.

Vi venter for hver dag mere utålmodigt, og vi glæder os til forhåbentlig meget snart at se regeringens udspil.

By |2021-06-17T08:50:09+01:0016. juni 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top