Vi skruer lige tiden tilbage til år 2000. Året, hvor Fly on the Wings of love med Brødrene Olsen vandt det internationale Melodi Grand Prix, og Øresundsbroen blev indviet. Danskerne stemte nej til euroen, og den sydkoreanske præsident Kim Dae-jung fik nobelprisen for at skabe dialog med Nordkorea. Svend Auken var klima- og miljøminister og havde i de foregående år haft stor succes med at profilere miljøområdet.

En profilering, som Det Økologiske Råd nød godt af efter nogle økonomisk vanskelige etableringsår. Med en millionbevilling fra Den Grønne Fond kunne rådet i 1995 for første gang ansætte tre personer og havde nu et reelt sekretariat. På sin tiårsfødselsdag i 2000 besluttede rådet at bruge anledningen til at forestille sig, hvordan verden ville se ud 20 år fremme i tiden.

De tyve år er nu gået, og vi har fundet visionerne frem fra gemmerne. I år er det nemlig 30 år siden, at Det Økologiske Råd blev etableret ved en stiftende generalforsamling på Kunstakademiet i København. Derfor er det på sin plads med lidt eftertanke og tilbageblik. Vi genbesøger de tyve år gamle visioner, udgivet under navnet Den Grønne Hat, for at se, om visionerne er indfriet. Til at tage os med tilbage har vi talt med visionernes yngste skribent, der nok havde håbet, at verden så lidt anderledes ud i dag. Men som også finder håb i udviklingen.

De unge stemmer

Ditte Wegeberg var i år 2000 en ung gymnasieelev og dybt engageret miljøaktivist. Et engagement, hun havde fået ind med de økologiske havregryn i barndomshjemmet i Roskilde. Hun havde samfundspolitiske diskussioner med sine forældre hen over middagsbordet, ligesom hun tidligt lærte at spare på ressourcerne ved at slukke for det lys og vand, hun ikke havde brug for.

Hendes far, daværende direktør for Det Økologiske Råd, Christian Ege, var en del af den gruppe, der skulle skrive visionerne i jubilæumsskriftet. Da nogle fra gruppen foreslog at få to unge mennesker til at skrive deres visioner, faldt valget straks på Ditte Wegeberg. Hun sad i miljøudvalget på gymnasiet, hvor de blandt andet arbejdede for at få mere økologisk mad i kantinen og bedre affaldssortering. I sin fritid var hun med til at arrangere lokale arrangementer for at sætte fokus på miljøet. 

Hun hev en af sine miljøaktivistiske venner med, som hun ofte havde mange gode diskussioner med. Sammen satte de sig for at komme med den unge generations indspark til det ideelle samfund anno 2020. Et indspark, der på flere punkter var endnu mere ambitiøst end ‘de voksnes visioner.’

De unges vision

I år 2020 kører alle biler på solceller, der er ikke noget, der hedder økomælk, fordi alt er økologisk, al energi produceres af vedvarende energi, og samtidig er alle el-apparater lavenergi, og man skal ikke længere håbe, at de unge engang bliver så miljøbevidste, at de vælger den bæredygtige mobiltelefon – for de er alle bæredygtige.

Hvordan er det gået med de unges visioner?

Vi må tænke anderledes!

Man siger, at hver generation har sit oprør. Men har man været ung omkring årtusindskiftet ved man, at det ikke var de store oprørsbevægelser, der dominerede ungdomsgenerationen i år 2000. Da Ditte Wegeberg skrev visionen, var hun en miljøaktivistisk minoritet. Selvom hun gik på et gymnasium med tradition for at være politisk engageret, var bevidstheden om miljø- og klimaspørgsmål et emne for de få.

Unge mennesker havde fået mange penge på lommen, og forbruget var fulgt med. Ditte kunne konstatere, at der var mange kommercielle kræfter, der hev i de unge. Og de kræfter var stærkere end de miljøpolitiske oplysningskampagner. Men i stedet for at sætte sin lid til, at unge kunne ændre vaner, måtte man ganske enkelt vende op og ned på samfundet.

“Vi må tænke anderledes,” skrev de i deres vision.

De forestillede sig derfor en verden, hvor alle produkter var bæredygtige. Når de skulle købe en mobiltelefon, skulle det slet ikke være muligt at træffe et valg, der ikke var bæredygtigt. Jordens ressourcer skulle være tænkt ind i hver eneste led af produktionen og være et gennemgående princip i alle politiske beslutninger. Der var behov for en total omlægning af produktion og forbrug ”fra vugge til grav.”

Da de skrev visionen om at gøre det bæredygtige valg til det eneste valg, var de helt bevidste om, at der ville gå meget lang tid, før der ville ske de store nødvendige samfundsforandringer. De mente ikke, at bevidsthed om miljøets tilstand var nok til at få hverken unge eller knap så unge mennesker til at ændre livsstil. Derfor var man nødt til at få reguleringer og afgifter fra politisk side frem for at lægge ansvaret over på forbrugeren eller vente på, at virksomheder selv omlagde deres produktion.

Som en tydelig genklang af den debat, vi har i dag, oplevede Ditte, at der fra politisk side var en stor berøringsangst over for virksomhederne. Politikerne ville satse på oplysning frem for at tage konfrontationen med producenterne. Men for Ditte var det et alt for stort ansvar at lægge på forbrugeren. De ville gøre det nemmere at leve grønt, så den grønne livsstil blev den naturlige livsstil, forklarer hun.

“Med den måde, vi har indrettet vores samfund på, er det umuligt for de fleste mennesker at handle bæredygtigt korrekt. Både fordi det ofte er dyrere, men også fordi det er umuligt for almindelige mennesker at sætte sig ind i varedeklarationer. De ting ville vi vende på hovedet ved at lade klimabelastning afspejle sig i prisen.”

Politisk tillid er falmet

Ditte Wegeberg var politisk aktiv i gymnasietiden og var en del af landsledelsen i SF’s Ungdom (SFU). Visionen er derfor skrevet med en tro på, at politisk engagement gør en forskel. Men den er også skrevet året inden, at de politiske vinde skiftede i Danmark.

I 2001 blev Anders Fogh Rasmussen (V) statsminister. Inspireret af Bjørn Lomborgs tanker fik Danmark nu en statsminister, der senere har indrømmet, at han reelt tvivlede på menneskets rolle i klimaforandringerne. Energi og klima blev gemt væk i et stort erhvervsministerium under Bendt Bendtsen (K).

Når Ditte Wegeberg kigger tilbage på visionen i dag, ser hun også en langt større tillid til, at politikerne skulle rykke på miljødagsordenen, end hvad der reelt blev indfriet. For hende var miljø- og klimaspørgsmålet presserende og vigtigt i 2000, men det er først for ganske nylig, at dagsordenen har fået det politiske fokus, som den skulle have haft de sidste 20 år – og det er ikke politikerne, der har drevet den dagsorden frem, mener hun.

“Hele vores udgangspunkt dengang for tyve år siden var, at politikere var nødt til at gå forrest med initiativer til at skabe forandringer. Det ville ikke komme af sig selv,“ siger hun og fortsætter.

“Men som jeg ser det, var det først, da der opstod sociale bevægelser i befolkningen og større bevidsthed blandt vælgerne, at politikere er vågnet op og er begyndt at tage klima alvorligt og gøre noget konkret ved det.”

Efter klimaloven blev vedtaget, var Ditte Wegeberg begejstret. Endelig var der politisk vilje og et ordentligt grundlag for, at visionerne om et bæredygtigt samfund kunne indfries. Visioner, som hun havde skrevet ned tyve år tidligere. Men begejstringen falmede, i takt med at ambitionerne blev slået ned med en omvendt hockeystav, forklarer hun.

“Da snakken om den omvendte hockeystav begyndte, og vi hørte de samme argumenter om at sætte sin lid til, at den teknologiske udvikling skulle sikre en stor del af CO2 reduktionen, blev jeg træt. For det er de samme argumenter, der har været i de sidste 20 år. Man må handle nu, for de her år er helt afgørende.”

Netop diskussionen om teknologi var fuldstændig den samme, som hun havde med sin unge medskribent, da de skrev visionen i den grønne hat. Han havde nemlig større tillid til, at teknologi og energieffektive produkter ville skabe de nødvendige forandringer. Men hvor Ditte selv ikke troede på, at det ville være nok for at skabe et bæredygtigt samfund.

“Det er både frustrerende, at vi står samme sted, men også utroligt, når man tænker på, hvor meget der er sket de sidste 20 år i forhold til teknologisk udvikling. Alligevel har vi ikke formået at knække kurven for at sikre, at forbrug er bæredygtigt i forhold til vores klimaaftryk. Når man kan se, at det ikke er sket af sig selv de sidste 20 år, hvorfor tror man så, at det sker nu?”

Skuffet men optimistisk

I dag er Ditte Wegeberg 38 år, har to små børn og bor på Nørrebro. Når hun kigger sig omkring, ser hun nogle fremskridt, hun ikke havde kunnet forudse i 2000. Især i forhold til bevidstheden omkring bæredygtighed. Sidste jul blev hun eksempelvis overrasket over, at hendes veninder havde en diskussion om, hvorvidt det var miljømæssigt forsvarligt at købe et juletræ, hvis man ikke selv skulle stå for juleaften. Den slags gør hende optimistisk, ligesom de unges høje ambitioner giver hende håb for fremtiden.

“Vi ser et imponerende og vedholdende pres fra den nye generation af unge, der også i højere grad selv omlægger deres liv i frustration og bekymring over, at der ikke sker nok fra politisk hold.”

Efter gymnasiet blev Ditte meget optaget af den internationale dagsorden og især forholdene i udviklingslandene. Hun skruede lidt ned for miljøaktivismen og livet med to små børn har også sat sine naturlige grænser for det politiske engagement. Men i takt med at klimaforandringerne har fået større og større betydning for verdens fattigste, har engagementet for klimaet igen indhentet hende.

I dag arbejder hun i en nødhjælpsorganisation, hvor klimaet er kommet øverst på dagsordenen. Klimaflygtninge og naturkatastrofer var ikke et problem, da de skrev deres visioner. Men da klimaet år for år blot er blevet varmere, er konsekvenser for det globale syd blevet mere konkrete. Konsekvenser, hun som ung aktivist havde håbet aldrig ville være kommet så vidt.

Hvis hun havde fået et kig i krystalkuglen, da de skrev visionen, var hun blevet skuffet, mener hun. Selvom de godt vidste, at deres visioner om bæredygtigt forbrug var mere utopi frem for en realistisk vision, havde hun alligevel håbet på større fremskridt.

“Der er så mange initiativer, man kunne have gjort de sidste tyve år for at imødegå en klimakrise. Vi bryster os af at være foregangsland. Den ide har vi holdt fast i, men den holder bare ikke mere. Jeg tror, at mange af de visioner, vi havde dengang, ville være de samme, netop fordi fremskridtet er gået alt for langsomt.”

Hun håber, at den store bevidsthed blandt befolkningen og særligt det stigende pres fra de unge og klimabevægelsen endelig vil få politikerne til at handle nu. Så vi ikke sidder med samme diskussioner om teknologi, hockeystave og vækst om tyve år.

“Nu handler det for alvor om, at politikerne begynder at tage ansvaret alvorligt. I takt med at det er blevet mere vigtigt for vælgerne, at politikerne handler på klimadagsorden, desto mere fylder det blandt politikere. Men jeg mangler stadig at se, at man virkelig tager ansvar og tager nogle af de upopulære valg.“

Tekst af: Sofie Hviid

I et industrikvarter i Viby i udkanten af Århus ligger hovedkontoret for Energiselskabet OK. Her fik produktchef for gasolie, Flemming Mæhlisen, sidste år en god ide, som han mente kunne hjælpe hans kunder og klimaet. I stedet for kun at blande diesel op med 7 procent biodiesel, som er lovpligtigt, kunne de gøre produktet lidt grønnere.

Flemming Mæhlisen og hans kolleger besluttede at skrue op for hanen med biobrændstoffer, så de kunne tilbyde diesel med 25 procent biobrændstof. På den måde kunne den lille forretningsdrivende også gøre lidt ekstra for miljøet, uden at han skulle have alt for mange penge op af lommen.

De satte gang i produktionen og købte certificeret biodiesel, som de kunne blande i deres tanke. Navnet klimadiesel kom nærmest af sig selv, fordi det var diesel, der var lidt bedre for klimaet. De grønne bogstaver blev i august klistret på selskabets egne tankbiler, så de selv kunne gå forrest med det nye produkt.  Så tænkte Flemming Mæhlisen ikke mere over hverken navn eller markedsføring. Indtil de første kritiske henvendelser om greenwashing tikkede ind, et par uger efter lanceringen.

Selskabet røg en tur i mediemøllen, og sagen landede også på Forbrugerombudsmandens bord. Men kritikken kom fuldstændig bag på alle, der var involveret i at udvikle og sælge klimadiesel, fortæller Flemming Mæhlisen.

“Greenwashing havde vi da hørt om, men vi havde ikke fået kritik for at ‘greenwashe’ tidligere. Måske fordi vi ofte underkommunikerer, når vi tager et samfundsmæssigt ansvar i forhold til grønne produkter.  Den her gang var vi lidt for hurtige på aftrækkeren og måske lidt for frække. Set i bakspejlet skulle vi have rådført os bedre, inden vi lancerede produktet.”

Forvirring er total

Hos Rådet for Grøn Omstilling så seniorrådgiver på transportområdet Jeppe Juul kampagnen og ringede straks til OK. Fra tidligere projekter kendte han til virksomheden og vidste, de normalt ikke førte sig frem med grønnere fjer, end de kunne bære. Han holdt et møde med Flemming Mæhlisen og forklarede ham og kollegerne problemet.

Selvom biodiesel af Energistyrelsen bliver fremhævet som et bedre alternativ for klimaet, er effekten i sidste ende forsvindende lille, forklarer Jeppe Juul.  Derfor var navnet klimadiesel i hans øjne også misvisende om et produkt, der grundlæggende stadig er en stor belastning for klimaet.

For Jeppe Juul er sagen et godt eksempel på, at klima og miljø er så svært at navigere i, at mange virksomheder farer vild i junglen og træder forkert, selvom intentionen reelt er at gøre noget positivt for klimaet.

“Hvor skal de dog vide alt det her fra? De laver bare forretning. De har gjort alt i den bedste mening. Når man kan læse på officielle hjemmesider, at biobrændstof er godt for klimaet, selvom det ikke er rigtigt, så er det virkelig svært for virksomhederne at finde vej,” forklarer han.

Flere virksomheder træder forkert

I takt med at danskerne generelt er blevet mere bekymrede over klimaet de sidste par år, fylder bæredygtighed også mere i virksomhedernes markedsføring. Hvis man går ned i sit lokale supermarked og ser på fødevareemballage, er det tydeligt, at producenterne gerne vil promovere sig selv som klimavenlige. Nogle med større succes end andre.

Store virksomheder som Arla og Danish Crown er i landsdækkende medier blevet beskyldt for at vildlede forbrugerne med kampagner om klimasvin og CO2-neutral mælk. For der er også meget varm luft i markedsføringen, når virksomheder eksempelvis puster små CO2-reduktioner op til at lyde større, end de er. Jeppe Juul, der tidligere har arbejdet med forbrugerrettigheder på fødevareområdet, kan nemt gennemskue, at det ikke er alle, der har lige gode intentioner, men for den almindelige forbruger kan det være ualmindeligt svært at finde ud af, hvilke virksomheder der gør en konkret forskel.

Taberne i det store grønne bankospil om kundernes gunst er forbrugerne, der står forvirrede tilbage. Men det rammer også de virksomheder, som rent faktisk gør det godt. De virksomheder, der bevidst gør sig grønnere, end de er, snyder sig til at komme foran i konkurrencen, mener Jeppe Juul.

“Hvis man tager to producenter af de samme pitabrød. Den ene bruger en dyr,  miljøvenlig emballage. Den anden markedsfører sit produkt som grønt og bæredygtigt uden at være det. I det tilfælde snyder den ene virksomhed sig til at få den samme værdi over for kunderne. Den ambitiøse virksomhed og i sidste ende kloden står tilbage som taberne.”

Han ser gerne, at de store brancheforeninger sætter fokus på problemet og lægger et moralsk niveau for, hvad der er i orden – og hvad der ikke er. Samtidig skal reglerne være fuldstændig klare, så ingen kan misforstå dem.

I dag kan sager om vildledende markedsføring meldes til Forbrugerombudsmanden. Der er allerede skrappe regler for, hvad man skal have styr på, hvis man bruger ord som klimaneutral, miljøvenlig eller bæredygtig. Man skal eksempelvis kunne fremvise en livscyklusanalyse (en analyse, der beregner miljøpåvirkninger og ressourceforbrug fra produktion til forbruger) for sit produkt, hvis man vil kalde det bæredygtigt eller klimavenligt.

Sidste år landede 48 klager hos Forbrugerombudsmanden, og det er en fordobling i forhold til året før. Men der er begrænsede ressourcer til at tage sagerne op, og mange virksomheder aner heller ikke, at reglerne findes.

“Vi har brug for effektiv lovgivning, så der bliver slået hårdt ned på forsøg på greenwashing. Der skal ikke være for mange virksomheder med et økonomisk incitament til at fifle med budskaberne. Det vigtigste er, at reglerne om markedsføring bliver overholdt – og ellers sanktioneret, straffet og offentliggjort,“ forklarer Jeppe Juul.

Nye regler fra EU er (måske) et skridt på vejen
Greenwashing er at finde i alle brancher, og problemet er også på agendaen hos EU. I marts trådte nye regler i kraft, der skal rydde op i den finansielle sektors arbejde med bæredygtighed.

De nye regler stiller krav til, hvor grønne investeringsprodukter skal være for at kunne markedsføres som bæredygtige. Samtidig betyder reglerne, at eksempelvis pensionskasser skal rapportere mere specifikt om, hvordan de forholder sig til bæredygtighed hos de virksomheder, de investerer i. 

Hos Finanstilsynet har de oprettet et særligt team, der skal holde øje med, om virksomhederne lever op til det, de lover. Et slags greenwashing-team. Og her kan Theodor Joachim Christensen, der er ansvarlig for det team, allerede se, at de nye regler har en effekt.

“Vi ser meget forskellige ambitionsniveauer for, hvor meget virksomhederne reelt ved om bæredygtighed i de produkter, de investerer i. Hidtil har man kunnet bruge bæredygtighed og Verdensmålene som marketing, uden at sikre så mange resultater.”

Det særlige team er det første af sin art, hvor en offentlig myndighed skal holde øje med, om virksomheder begår greenwashing. Og det giver god mening at starte med finanssektoren, fordi det har en afsmittende effekt på resten af økonomien, forklarer Theodor Joachim Christensen. Hvis virksomheder ønsker investeringer udefra, vil de med de nye regler være nødt til at have dokumentation på deres arbejde med bæredygtighed.

Alle små skridt mod højere ambitioner på klimaområdet er positive, men der er også en fare ved, at man gennem et regelsæt blåstempler virksomheder, forklarer Jeppe Juul.  Han kender ikke de nye regler indgående, men har før set eksempler på, at EU eller andre instanser ikke sætter barren højt  nok.

“Hvis reglerne ikke er ambitiøse nok, giver man virksomheder mulighed for at brande sig som bæredygtige med et officielt stempel. I mange tilfælde er de offentlige ambitioner og regelsæt – også fra EU – ikke så høje, som de i mine øjne burde være. “

Ord er taknemmelige

Tilbage i Viby synes Flemming stadig, at klimadiesel var et godt navn. I hans optik er klima ikke et hverken negativt eller positivt ord. I dag har de stadig produktet under navnet B25+ Diesel. Og belært af erfaringen har de rådført sig med Rådet For Grøn Omstilling, inden de lancerede det nye navn. De er blevet mere forsigtige med, hvordan de kommunikerer, og arbejder videre med at finde ud af, hvordan de skal fortælle omverdenen om deres produkter.

“Jeg undrer mig stadig over, hvordan klima og diesel tilsammen bliver et ord, som man opfatter som godt for klimaet. Vi skrev ingen steder, at det var klimavenligt, eller at det reducerede CO2. Med de reaktioner, der kom, var det underforstået, at produktet var godt for klimaet, men det sagde vi ikke noget om,” siger han og fortsætter.

“Vi lancerede ikke klimadiesel for at brande OK. Vi gjorde det, fordi vi mente, produktet var en trædesten mod mere klimavenlige produkter.“

Hvis man som virksomhed skal sikre sig mod greenwashing, skal man have styr på markedsføringsreglerne. Men det vigtigste er intentionen bag budskaberne, forklarer Jeppe Juul.

“Der er enorm uvidenhed blandt virksomhederne om, hvad der reelt gør en forskel, og de  skal virkelig sikre sig ualmindelig godt for ikke at lave fejl,“ siger han og fortsætter.

“Der er mange virksomheder, som virkelig vil gøre en forskel. Men det afgørende er, om de reelt sætter handling bag deres ord, for ord er taknemmelige. Virksomheder skal have en ordentlig handlingsplan med konkrete virkemidler og mål, hvis deres grønne budskaber skal tages alvorligt. “

Han så gerne, at virksomheder skruede kraftigt ned for alle de grønne anprisninger. Han har svært ved at se, at løfter om grønne produkter gør en forskel for klimaet.

“Det er meget svært at lave anprisninger på produktniveau, da mange faktorer ændrer sig hele tiden. Det er fint med klimavenlige produkter, men det handler jo om, hvad virksomheder gør bagved.”

Med flotte billeder af store vindmøller har elselskaber i årevis givet forbrugerne løfter om grønne elprodukter, der kan give god samvittighed, når man tænder for tørretumbleren. Men problemet er bare, at der ikke findes et produkt, som kan levere udelukkende grøn strøm. Strømmen er fuldstændig den samme, uanset hvilket elselskab der sender regningen.

Man kan forestille sig vores samlede strøm som et fyldt badekar, hvor der er strømhaner fra kul, vindenergi, sol, biobrændsler, atomkraft og vandkraft. Når badekarret er fyldt, kan man ikke vælge kun at bruge den grønne strøm, for det hele er blandet sammen. Alligevel har elselskaberne i årevis forsøgt at sælge deres produkter som mere grønne end de andre.

Der er skarp konkurrence på energiområdet, og hvis man kan give forbrugeren det indtryk, at de støtter grøn omstilling gennem deres elregning, åbner det dørene til alle de klimabevidste forbrugere. Men ud over at man vildleder forbrugeren, så kan de påståede grønne produkter gøre mere skade for den grønne omstilling end gavn, mener direktør for Rådet for Grøn Omstilling, Claus Ekman.

“Jeg mener, at der er nogle elselskaber, der er gået langt over stregen og direkte har vildledt forbrugeren. Det har den konsekvens, at folk tror, de kan bruge strøm med god samvittighed i stedet for at have en indbygget refleks med at holde igen med forbruget. Forbrugeren får en følelse af at gøre en masse for grøn omstilling, uden at man behøver ændre forbrugsvaner. Og det er et kæmpe problem.”

Certificeringscirkus

En af de helt store knaster i markedsføring af elprodukter er spørgsmålet om certifikater. De er nemlig blevet elselskabernes valuta, når de sælger grøn strøm. Under det europæiske system for grønne certifikater får producenter af vedvarende energi et certifikat, som de kan sælge videre til forbrugere eller elselskaber. Systemet bruges til at matche et forbrug med en tilsvarende produktion fra vedvarende energikilder. En grundlæggende udfordring er, at forbruget og produktionen hverken matches tidsmæssigt eller geografisk. Man kan få matchet sit forbrug i Danmark mandag aften med en produktion af energi i Spanien fredag eftermiddag. Ens forbrug bliver altså ikke grønnere af, at der bliver købt certifikater, men man sender penge i retning af dem, der producerer vedvarende energi. Indtægterne fra certifikater vil dermed spille en rolle for økonomien i et vedvarende energiprojekt og være med til at gøre business casen for vedvarende energi bedre.

Men man kan diskutere, hvor stor en effekt det har i et land som Danmark, hvor der er ambitiøse politiske målsætninger for udbygningen af vedvarende energi. Fra politisk side er der vedtaget en klimamålsætning om at reducere vores udledninger med 70 procent. Politikerne har altså allerede forpligtet sig til at sørge for, at vedvarende energi bliver udbygget, uanset hvor mange der køber certificeringer til vindmøller. Og chancen for, at vi kommer over det mål, er lille og vokser ikke af, at der bliver købt flere grønne certifikater, forklarer Claus Ekman.

“Mit ekstra bidrag til certificeringer betyder ikke, at vi kommer over målet på 70 procent. Ved at købe certifikater vælger du altså at betale via din elregning i stedet for at betale over skatten. Producenten af havvindmølleparker kan regne dine penge ind i sin business case, og omkostningen for staten ved udbygning med vedvarende energi bliver så det mindre. Men der kommer ikke mere vedvarende energi ud af det.”

I et land som Tyskland har man vedtaget, at certifikater kun kan udstedes, hvis virksomheden ikke samtidig får statsstøtte, og så giver det lidt mere mening, mener Claus Ekman.

Elselskaberne bruger ofte som argument, at certifikater øger efterspørgslen på grøn energi. Men i dag er det ikke længere efterspørgslen, der driver udbygning af den vedvarende energi i Danmark. Vindmøller og solceller er blevet så god en forretning, at udbygningen primært er drevet af økonomiske interesser – og selvfølgelig de politiske målsætninger.

Derfor håber Claus Ekman også, at certificeringer snart hører fortiden til. Det er kun med til at forvirre forbrugerens forståelse af grøn omstilling, mener han.

“Jeg er bekymret for, hvor meget effekt certifikater har, specielt når vi kigger i en fremtid, hvor vedvarende energi bliver standard. Inden for få år har certificeringer udspillet deres rolle, og så skal vi have et system, som baserer sig på andre tiltag, der giver bedre mening.“

Et skridt i den rigtige retning

I 2020 kom der nye retningslinjer for markedsføring af elprodukter for at dæmme op for problemet med greenwashing i elbranchen. Claus Ekman var en del af den forhandlingsgruppe, der udarbejdede retningslinjerne. Sammen med andre organisationer og brancheorganisationer blev de enige om, hvilke krav der skal være opfyldt, før man kan kalde et elprodukt klimavenligt eller sælge det som grøn strøm.

Retningslinjerne indeholder en mærkningsordning, hvor selskaberne kan markedsføre deres produkter med et eller to grønne blade. For at opnå det første blad skal elprodukterne som minimum være baseret på vedvarende energikilder via det det europæiske certificeringssystem. For at opnå det andet blad skal der gennemføres yderligere tiltag, hvor man kan dokumentere en klimaeffekt, der en til en modsvarer det, ens elforbrug giver anledning til. Og selvom reglerne langtfra løser alle problemer, er de ifølge Claus Ekman et godt skridt på vejen.

“Elselskaberne har et ansvar, som jeg ikke mener, de har taget alvorligt. De har et samfundsansvar for at fortælle forbrugeren, hvordan tingene hænger sammen. Det er ikke alle selskaber, der har levet op til det ansvar. Derfor synes jeg, det er positivt med retningslinjer, selvom de absolut ikke er perfekte.“

Allerede i august 2020, altså kort før retningslinjerne officielt trådte i kraft, tog Rådet for Grøn Omstilling et hurtigt kig på, hvordan elselskaberne rettede ind efter de nye regler. Her fandt de flere virksomheder, der markedsførte produkter, som stadig ikke levede op til reglerne. Selskaber markedsførte eksempelvis produkter med to blade ved at støtte projekter om skovrejsning i Danmark. Men skovrejsning i Danmark lever ifølge Claus Ekman ikke op til dokumentationskravet om en positiv klimaeffekt.

“Dansk skovrejsning kan have mange positive effekter for natur og biodiversitet, og jeg synes, det er fint, at folk vil støtte det. Men på den korte bane er det svært at dokumentere, at der er en direkte positiv klimaeffekt. Og dansk skovrejsning vil i hvert fald ikke kunne opnå certificering inden for de internationale standarder, der findes på området,” siger han og fortsætter:

“Dokumentationskravet blev ikke specificeret i retningslinjerne. Det har branchen så valgt at fortolke på en meget anderledes måde, end jeg havde håbet. Jeg mener, at for at man kan tale om dokumentation, skal man kunne fremlægge data og beregninger, der viser hvor meget CO2 man har sparet og helst læne sig op ad nogle af de internationale standarder, der er omkring CO2-kompensation.”

Personligt har Claus Ekman ikke selv valgt et elprodukt med to blade – han tror ikke, det er den rette måde at skubbe til udviklingen.

“Jeg bruger de kræfter, jeg kan, på grøn omstilling og støtter klimaprojekter, når jeg får dårlig samvittighed over mit forbrug. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skal betale et elselskab for at gøre det. Og så sparer jeg naturligvis på strømmen og tager diskussionerne derhjemme, når jeg synes, familien tænder for meget for tørretumbleren.”