Visionen i scenariet er, at import af fosfor i foder – især soja – og mineralsk fosforgødning udfases. I fremtidens landbrug produceres al foder til husdyrene i Danmark. Protein til dyrene produceres fra græs og bælgplanter, og vi har kun det antal husdyr, som kan produceres med dansk produceret foder.

Arrangementet fungerede som afslutning på projektet Fremtidens Landbrug 2.0, som har kørt fra 2017 til 2021 med støtte fra Velux Fonden. Gå ind på vores hjemmeside Fremtidens Landbrug, hvor du blandt andet kan finde:

• Vores debathæfte om fosfor i et bæredygtigt landbrug
• Vores scenarierapport der præsenterer et fosforscenarie
• Vores film om fosforscenariet
• Vores notater og andre publikationer udarbejdet i forbindelse med projektet

140 deltagere havde tilmeldt sig konferencen for at høre de spændende oplæg. Konferencen var opdelt i fem temaer, hvor nedenstående aktører bød ind med oplæg.

Tema 1 – Præsentation af RGO fosfor-scenariet

• Projektmedarbejdere inden for landbrug, Leif Bach Jørgensen og Annika Lund Gade fra Rådet for Grøn Omstilling, der blandt andet kom ind på stop for import af fosfor i foder og gødning, ændringer i arealforbrug og husdyr og nye balancer

Tema 2 – Landbrug i forandring

• Chefkonsulent Inger Bertelsen fra Økologisk Planteteam, SEGES om ‘Nye proteinafgrøde – bælgplanter‘
• Landskonsulent Erik Fog fra Økologi Innovation, SEGES om ‘Græsprotein og biogas‘

Tema 3 – Recirkulering af næringsstoffer fra byerne

• Landskonsulent Torkild Birkmose fra Gødskning, SEGES om ‘Næringsstoffer retur til landbruget‘
• Professor Marianne Thomsen fra Institut for Miljøvidenskab, Aarhus Universitet meldte desværre afbud, men Leif Bach Jørgensen fortalte om muligheder og barrierer ved recirkulering af fosfor

Tema 4 – Regulering og afgifter

• Seniorforsker Hans Estrup Andersen fra Institut for Miljøvidenskab, Aarhus Universitet om ‘En ny målrettet regulering af fosfor?virkemiddelkatalog og risikokortlægning‘
• Seniorkonsulent Christian Ege fra Rådet for Grøn Omstilling om ‘Forslag fra RGO – afgifter og regulering‘
• Professor Mikael Skou Andersen fra Institut for Miljøvidenskab, Aarhus Universitet om ‘Forebyggelse af fosfortab – resultater fra nyt notat‘
• Lektor Brian Jacobsen fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet om ‘Kommentering af notat‘

Tema 5 – Hvor skal landbruget hen?

• Seniorkonsulent Philip Brask Madsen fra Landbrug & Fødevarer om ‘Landbrug og fødevarer – en ny fosforbalance?‘
• Landbrugs- og fødevarepolitisk chef Sybille Kyed fra Økologisk Landsforening om ‘Hvor får økologiske landmænd fosfor fra?‘

Artiklen er bragt i Geonyt februar 2021 af Therese Holter og
Leif Bach Jørgensen, Rådet for Grøn Omstilling

Det er en global problemstilling, at vi skal forvalte resurserne langt bedre, end vi gør i dag. Fosfor er et godt eksempel på et resurseforbrug, der ikke er bæredygtigt, og med fosfor er der heldigvis gode løsninger at trække på. Med fosfor som tema i undervisningen kan man komme langt omkring i de faglige mål. Følger man fosfor rundt i kredsløbet møder man væsentlige problemstillinger: Fra geopolitik og global resurseknaphed over landbrugets fosforkredsløb og sammenhæng med kvælstof- og kulstofkredsløb til biospanden hjemme i køkkenet.

Landbruget i Danmark og mange andre lande er afhængigt af importeret fosfor. Hvor kvælstof er tilgængeligt i ubegrænsede mængder fra atmosfæren, så er den fosfor, man bruger i kunstgødning, en mere sparsom resurse, som udvindes fra miner. Ingen kan sige præcis, hvornår lagrene i de miner, vi henter fosforen fra, slipper op. Samtidig betyder den globale befolkningstilvækst et stigende behov for fødevarer – og dermed et øget behov for fosfor som næringsstof til fødevareproduktionen, når vi ser nogle årtier frem.

Men der er allerede nu en udfordring forbundet med at skaffe fosfor i en tilpas ren form og til stabile priser. Det mineralske fosfor, som EU spreder på sine marker, stammer især fra miner i Marokko og i det marokkansk besatte Vestsahara. Fosforforekomsterne, særligt fra minerne i Nordafrika, indeholder tungmetallet cadmium, som kan give nyreskader og andre helbredsmæssige problemer. Danmark har for mange år siden sat grænse for cadmiumindhold i gødning og EU indfører en grænse i 2022. Så må man enten bekoste at rense råfosfat for cadmium eller importere fosfor fra renere fosforminer fx i Rusland, hvor der er endnu kortere til bunden. Uanset om vi importerer fosfor fra Marokko eller Rusland, så står vi altså med et akut problem, hvis der udbryder geopolitisk uro.

Det store paradoks omkring fosfor er, at samtidig med at fosfor er en begrænset resurse, så er det en medvirkende årsag til forurening af de danske søer, fjorde og havområder. Fosforkredsløbet er et åbent stofkredsløb, men samtidig helt anderledes end kvælstofkredsløbet. Hvor kvælstof er vandopløseligt og trænger ned gennem jorden, så bindes overskydende fosfor meget stærkt til lerpartiklerne i jorden og ophobes her. Med en øget fosformætning af jorden udvaskes en stigende mængde fosfor, primært bundet til små lerpartikler, via dræn, overfladisk afstrømning og erosion fra kanterne omkring vandløbene. Årtiers udledninger af fosfor har derfor meget lange konsekvenser for den danske natur.

Udbygningen med rensningsanlæg har betydet, at byerne og industrien har reduceret deres fosforudledninger markant. Landbruget har også sænket overforbruget af fosfor, men der er fortsat et overskud og yderligere ophobning af fosfor i jorden, og hovedparten af fosforforureningen kommer i dag fra landbruget.

I mange år har vi haft fokus på, hvordan for meget kvælstof sammen med fosfor forårsager algeopblomstring, iltmangel og fiskedød i vores søer, fjorde og have, men overskud af fosfor forstærker fortsat problemet.

Alt i alt er det relevant at se på, hvordan fosforkredsløbet i Danmarks kan lukkes mere, og mere fosfor recirkuleres. I det danske fosforkredsløb findes de største fosformængder i husdyrgødningen. Og fordi husdyrbrugene er skævt fordelt i Danmark, er husdyrgødningen det også. Gødningen, primært i form af gylle, er våd, tung og derfor dyr at transportere. Derfor spredes alt for meget fosforholdig gødning på markerne omkring de store husdyrbrug i den vestlige del af landet. Mens landmænd i Østdanmark fortsætter med at købe fosfor i form af kunst-gødning. I byerne recirkuleres fosfor fra organisk affald og slam fra rensningsanlæg kun i begrænset omfang. Danmark har altså store fosforresurser, som ikke udnyttes tilstrækkelig effektivt i dag.

Der kan gøres meget for at lukke kredsløbet. Hvad angår husdyrgødningen er der gode muligheder for at udnytte den fosfor, vi har i gødningen, f.eks. ved at gyllen separeres. I den proces havner fosforen i den tørre og meget lettere fraktion, som med mindre omkostninger kan transporteres ud til planteavlere længere væk fra husdyrbrugene. En anden mulighed er at recirkulere husdyrgødning via biogasanlæg. Det er en løsning som også kan omfatte organisk affald som f.eks. det kildesorterede organiske husholdningsaffald, som herved kan recirkuleres til landmændenes marker.

Biogasanlæggene er samtidig med til at understøtte overgangen fra fossile brændsler til vedvarende energi. Så løsningen på fosforproblemet kan kombineres med løsninger, der bidrager til at løse klimakrisen.

Et mere kontroversielt tiltag, som sænker både udledning af fosfor og drivhusgasser i Danmark er en sænkning af antallet af husdyr som led i en omlægning til mere klimavenlig, plantebaseret kost. Så mindskes mængden af husdyrgødning, der bringes ud på markerne, og det kan bidrage til at sænke fosforudledningen.

Artikel bragt i Magasinet Grøn Omstilling vinter 2020 af Annika Lund Gade. Læs den på side 16, 17 og 18 i magasinet eller nedenfor. 

Der sker rigtig meget i Danmark i øjeblikket, når det kommer til at byde ind med løsninger for fremtidens fødevarer. Den globale fødevareproduktion er desværre kilde til mange problemer inden for miljø og klima. Landbruget udleder store mængder kvælstof og fosfor til vandmiljøet og drivhusgasser til atmosfæren. Derfor er mange nu på jagt efter alternative måder at producere fødevarer til den voksende globale befolkning.  

I forbindelse med projektet ‘Nordisk Mad i Forandring’ besøger min kollega og jeg forskellige virksomheder under en todages ekspedition. Her får vi et indblik i forskellige bud på, hvordan man kan producere mere bæredygtige fødevarer.  

Kløvergræs kan skubbe sojaen ud 

Mellem Holstebro og Struer i Vestjylland ligger herregården Ausumgaard, der ejes af Kristian og Maria Lundgaard-Karlshøj. På gården er der i alt 700 hektar økologisk planteavl, der især består af frøgræs, korn, raps, hestebønner og kløvergræs.  

Kristian Lundgaard-Karlshøj er meget optaget af bæredygtighed – økonomisk, social og miljømæssig.  

”Hvad vil vi kæmpe for hver dag? Vi vil muliggøre, at næste generation har lyst til og kan videreføre vores arbejde. Eftertiden skal have samme muligheder som os, så vi skal passe på. Det skal være både økonomisk og miljømæssigt bæredygtigt,” siger han.  

På gården er der altid nye projekter i gang med fokus på bæredygtighed, f.eks. i øjeblikket en mindre produktion af melorme. Det var også tanker om miljømæssig bæredygtighed, der fik Kristian Lundgaard-Karlshøj til at etablere et biogasanlæg på gården tilbage i 2017. Biogassen opgraderes på gården og sendes efterfølgende ud i det lokale naturgasnet. Der produceres gas på gården til at opvarme, hvad der svarer til 2000 husstande.  

Det nyeste projekt i rækken handler om græsprotein. En idé, der kan være med til at løfte landbruget væk fra dets afhængighed af sojafoder. I 2020 er der på gården ved at blive etableret det første bioraffineringsanlæg til græsprotein i Danmark. Det sker i samarbejde med Vestjyllands Andel, der har ansvaret for at få det økologiske græsprotein ud på markedet.  

Græs kan i udgangspunktet kun fordøjes af flermavede dyr som køer og får. Men ved at udskille græsproteinet via et raffineringsanlæg bliver det muligt at fodre det til enmavede dyr såsom kyllinger og svin – og på sigt måske endda mennesker. Tanken er, at bioraffinering af græs i Danmark kan erstatte en god del af sojaimporten til foder. Samtidig har produktionen af kløvergræs, som græsproteinet udvindes af, mange miljømæssige fordele. Kløvergræs optager mere CO2 end fx korn. Og så er det kvælstoffikserende, dvs. at planterne kan bruge kvælstof fra luften. Derfor dyrkes der som regel kløvergræs i den økologiske planteavl, hvor man ikke kan bruge kunstgødning, for at komplementere husdyrgødning, der ikke altid er let tilgængelig – især for planteavlere. Endelig er kløvergræs meget resistent over for ukrudt. Efter at have haft kløvergræs på en mark vil man opleve meget mindre ukrudt i den efterfølgende afgrøde.  

Kristian Lundgaard-Karlshøj er ganske tilfreds med de sidste par års udvikling.  

”Jeg er på jagt efter, hvad landbruget skal lave fremadrettet – vores eksistensberettigelse. Vi skal lave noget, vi kan leve af, og deraf kommer min interesse for bæredygtigt producerede alternative proteiner som insekter og græsprotein,” siger han og tilføjer, at han håber, græsproteinanlægget på Ausumgaard kan blive en kilde til inspiration for andre landmænd, så der kan blive flere gårdanlæg til bioraffinering af græs rundtom i Danmark. 

Græsmælk fra færre køer til flere mennesker  

Vi forlader Ausumgaard og begiver os mod nordøst, til Farsø, der ligger lige øst for Limfjorden. Vi har fået anvisninger om, hvilken af de to indkørsler vi skal tage, da der går køer og græsser på den ene. Heldigvis ikke den, vi ender med at køre op ad. Vi mødes af en smilende mand i gummistøvler. Det er ejeren af gården Hvanstrup, Torsten Wetche, der netop er kommet med færgen over Limfjorden fra Thise Mejeri, hvor han sidder som næstformand for bestyrelsen. Efter en kop kaffe at styrke os på begiver vi os ud på den lovede markvandring på Torsten Wetches gård.  

Torsten Wetche producerer græsmælk for Thise Mejeri. Du kender måske den grønne mælkekarton fra butikkerne. Græsmælk kommer fra køer, der udelukkende fodres med græs. Det er ualmindeligt, da man som regel komplementerer græsset med en hel del kraftfoder. Gården er økologisk og har været det siden 1997. Køerne går ude på græs det meste af året og fodres med græs på stald om vinteren. Hvanstrup er helt selvforsynende med foder. 

Torsten Wetche har været med til at udvikle græsmælkskonceptet, der ud over at være økologisk også indeholder krav om 40 procent mere plads til dyrene, samt at der ud over mælkeproduktionen og foderproduktion skal være planteavl til menneskemad på gården. Hvis Hvanstrup blev drevet som et specialiseret økologisk malkebrug, kunne der produceres mælk og kød til, hvad der energimæssigt svarer til 1.200 menneskers årlige behov. Ved at reducere foderarealet og dermed antallet af malkekøer fra 250 til omkring 120 kan Torsten Wetche i stedet producere føde til 3.500 menneskers årlige behov ved også at dyrke grøntsager på det resterende areal. Samtidig har Torsten fået lavet to klimahandleplaner, da han arbejder aktivt for at sænke klimaaftrykket på gården, selv om det allerede ligger lavt. Græsproduktion optager nemlig meget CO2.  

”Vi har valgt økologien. Og her er det smart at have kløvergræs på omkring 20-30 procent af arealet, for det giver et sundt sædskifte. Og efter min mening er den bedste og mest naturlige måde at udnytte kløvergræsset at lade køerne æde det. Jeg ser koen som det mest klimavenlige husdyr, hvis den kun spiser græs, der især kommer fra vedvarende engarealer, hvor der ikke ellers er nogen fødevareproduktion,” siger Torsten Wetche og fortsætter:  

”Som landmand har man jorden til låns. Hvanstrup er en slægtsgård, og jeg har stor glæde af den skov, min oldefar har plantet. Jeg har også plantet skov og prøver på at passe på jorden og naturen, så jeg kan give det videre i god stand.”  

Det har regnet det meste af dagen, men idet vi begiver os af sted på vores vandring, bryder solen frem. Vi går langs markerne og kommer ind på engarealerne, hvor der går unge kreaturer og græsser mellem træer. Da vi kommer til en lille bæk, byder Torsten Wetche os på et glas vand fra bækken. Jeg er noget overrasket, da jeg ved, man ikke drikker overfladevand i Danmark. Men her har været økologisk landbrug i så mange år, og vandet er rent og forfriskende. Da vi begiver os tilbage mod gården forbi de tyggende malkekøer på græsmarken, kigger de nysgerrigt efter os. Her er fredeligt, og jeg forlader gården med en følelse af ro. Hvanstrup er et godt bud på en mere bæredygtig mælkeproduktion, der foregår i samspil med naturen.  

Hanegal-folk bag nyt økologisk planteprotein 

Efter en overnatning ved Bjerringbro begiver vi os nu sydpå til Hedensted, der ligger i Østjylland mellem Horsens og Vejle. Her ligger den helt nystartede virksomhed Organic Plant Protein. Fra motorvejen lægger man nemt mærke til bygningen med de store bogstaver. Her har stifterne af Hanegal, Ulrich Kern-Hansen og Fie Graugaard, nu startet en fabrik til at lave økologiske, teksturerede planteproteiner baseret på ærter og hestebønner. Vi mødes af Ulrich Kern-Hansen, der giver os en rundvisning i produktionshallen. Bagefter bliver vi budt på både snacks, ‘kylling’ i karry og plantebøf lavet af de proteiner, der produceres på fabrikken.  

Parret bag virksomheden har gennem årtier været kendt som drivkræfter inden for udviklingen af økologien og især økologisk svineproduktion i Danmark. De havde egentlig besluttet sig for at gå på pension og havde solgt størstedelen af deres andel af Hanegal. Men det endte med, at pensionsplanerne blev parkeret, og at pengene fra salget i stedet gik til at starte ny virksomhed. Idéen til at producere teksturerede planteproteiner opstod, da det viste sig umuligt at købe økologiske teksturerede planteproteiner til Hanegals plantebaserede produkter. Derfor indledte de et samarbejde med forskere fra Teknologisk Institut om at producere økologiske, teksturerede planteproteiner.  

”Mange har undret sig over, at vi har begivet os i kast med denne nye virksomhed, efter at vi har solgt størstedelen af vores andel i Hanegal. Men hvorfor er vi her? At nyde livet er jo netop at leve et liv, man synes giver mening,” siger Ulrich Kern-Hansen og fortsætter:  

”Det er en fantastisk mulighed for at reducere kødforbruget, og det er realistisk både økonomisk og landbrugsfagligt. Med ærter og hestebønner får man et billigere protein, og CO2-regnestykket falder klart ud til fordel for det plantebaserede. Jeg ser det også som løsningen på at brødføde en stigende befolkning. Og samtidig er økologien så med til at sikre et landbrug, der ikke forurener vores grundvand og smadrer biodiversiteten, og som ikke udpiner jorden med kunstgødning, pesticider og ensidig drift.”  

Ud over at være økologisk er det parrets plan, at råvarerne skal produceres i Danmark for at støtte dansk, økologisk landbrug. I øjeblikket produceres der ikke nok bælgfrugter i Danmark i den kvalitet, som er nødvendig for Organic Plant Protein, da produktionen i Danmark er tiltænkt foder. Men danske landmænd har vist stor interesse for at producere bælgfrugter til fabrikken, så det burde snart være muligt. 

Den store opmærksomhed, som parret oplever på de store fødevaremesser, har resulteret i, at de har fremrykket en udvidelse af fabrikken. De forventer især at sælge planteproteinet til forarbejdningsvirksomheder som Hanegal og at eksportere størstedelen af produktionen. Det bliver også muligt at købe produktet i danske og udenlandske supermarkeder i løbet af efteråret under virksomhedens eget brand PlantMate eller andre labels.  

Det skal være nemt at vælge et plantebaseret alternativ 

På vores sidste stop i Vejen i Sønderjylland mødes vi med Henrik Lund, der er administrerende direktør i Naturli’ Foods. Virksomheden har produceret plantedrikke siden 1980’erne, men har i dag et bredt sortiment af plantebaserede produkter inden for mejeri, kødalternativer, pålæg og snacks. De mest kendte ud over plantedrikkene er nok Naturli’ Hakket og Smørbar. Mange husker måske debatten tilbage i 2017, da Naturli’ lancerede Hakket, der som det første kødalternativ fik plads i køledisken ved siden af hakket oksekød.  

Henrik fortæller entusiastisk om virksomhedens udvikling fra at være en lille dansk virksomhed uden nævneværdig eksport til i dag, hvor virksomheden eksporterer til 16 lande og er vokset med 30-35 procent om året de sidste fem år.  

”Vi havde aldrig drømt om, at vi skulle være en eksportvirksomhed. Det kom nærmest over-night, efter at Danmark var gået helt amok, da vi lancerede Naturli’s plantefars i december 2017. I dag er vi på 16 markeder,” siger Henrik Lund.  

Hans begejstring er forståelig. For der er sket store ændringer i både i Danmark og Europa, hvor salget af plantebaserede produkter vokser. Både plantedrik og plantefars udgør nu fire-fem procent af det danske marked for henholdsvis mælk og hakket oksekød.  

For Naturli’ handler det om at lancere nye produkter, der gør det nemt for helt almindelige danskere at vælge et plantebaseret alternativ uden at gå på kompromis med smag eller kvalitet. F.eks. blev Smørbar udviklet på opfordring af virksomhedens følgere på de sociale medier, der efterspurgte et alternativ til smør baseret på komælk.  

”Vi skal være first movers. Det giver værdi for både omverdenen og vores virksomhed, så vi har råd til at fortsætte innovationen. Vi prøver at gå forrest og skabe fødevarerevolutionen, det er vores opgave,” siger Henrik Lund.   

‘Spis planter – der er ingen planet B’ er et af Naturli’s mottoer, der har fokus på bæredygtighed, klimaaftryk, og at deres produkter skal være clean label, altså produkter med så få ingredienser som muligt, der samtidig er af god kvalitet og sunde. Naturli’ klimamærker mange af deres produkter og finder deres råvarer så lokalt som muligt. Derfor er Naturli’s kødalternativer ikke længere baseret på nordamerikansk soja, men på bælgfrugter fra Danmark og Baltikum. 

Henrik Lund byder os på en isvaffel fra Naturli’s plantebaserede ismejeri i Thy, og som de andre smagsprøver, vi har fået på vores ekspedition i denne omgang, smager den rigtig godt.  

Jeg er ikke i tvivl om, at disse produkter vil kunne konkurrere med de traditionelle madvarer i kølediskene. Virksomhederne her har hver deres unikke bud på en mere bæredygtig, dansk fødevareproduktion, og de har sammen med mange andre en rolle at spille, hvis vi skal gøre os håb om at omstille den danske fødevareproduktion, så der ikke lægges mere pres på jordens ressourcer, end den kan holde til. Der er en udvikling i gang i Danmark. Men vil landbruget og fødevareindustrien formå at tage de nye produktionsformer til sig som mere end en nicheproduktion? Det vil fremtiden vise.