Regeringen skal lytte til byggebranchen

Debatindlæg bragt i Altinget den 28. januar 2021 af Lars Køhler, byggeri-, energi- og klimarådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling

Før vi overhovedet kan tage hul på debatten om, hvordan vi fremskynder den grønne omstilling i byggeriet, bliver vi nødt til at få nogle helt fundamentale ting på det rene.

Vi er i store problemer. Og vi er løbet tør for tid. Så enkelt kan det siges. 

For blot en måned siden fremlagde Unep, FN’s miljøprogram, deres årlige ‘Emission Gap’-rapport. Tallene viste ifølge Carbonbrief, at vi nu skal reducere vores udledninger med 14 procent om året frem til 2040 for at have en 66 procents chance for at holde os under 1,5 grad, hvis ikke vores børn i fremtiden skal trække enorme mængder CO2 ud af atmosfæren (Negative Emissions Technology).

Tallene viste også, at hvis ikke vi drastisk reducerer vores udledninger fra i dag, vil vi allerede omkring 2027 have opbrugt vores 1,5 grads budget og derved have forspildt chancen for at opfylde Danmarks klimalovs grundlæggende formål.

At tage det med ro er altså ikke en luksus, vi har længere. Alt skal nu ske på så kort tid, at den største fejl, som vi kan begå, ikke er at tage uperfekte beslutninger, men derimod at udskyde handling.

Alt skal selvfølgelig ske efter bedste tilgængelige viden og på stærkeste faglige baggrund, men vi bliver nødt til at indse, at uden forceret handling fejler vi på både vores politiske mål og vores kollektive moralske ansvar.

Så hvordan forcerer vi handling i byggeriet? Er det ved, som regeringen foreslår, at udskyde CO2-krav til 2027 og satse hele butikken på frivillighed og gode intentioner?

Nej, selvfølgelig ikke. Det burde være åbenlyst for enhver. Frivillighed sikrer kun handling blandt dem, der ligger forrest og allerede er i gang. Det løfter ikke resten, og det rykker slet ikke tingene hurtigt nok.

Alt nybyggeri skal være klimaneutralt i 2030

Spørgsmålet bør derfor ikke hedde, “hvornår kan vi stille krav?”, men “hvordan stiller vi krav nu?”.

Hvordan lægger vi skinnerne, mens vi kører toget?

Her er mit forslag:

Lyt først og fremmest til branchen, der fortæller, at de er klar, og at vi har det nødvendige grundlag og løsninger. Og indfør så et krav om CO2-regnskaber og maksimal CO2 per kvadratmeter ved al nybyggeri i 2021 eller primo 2022. Dermed vil hele branchen, bygherrer, rådgivere, entreprenører og leverandører vågne op og tilpasse sig.

Sæt ved opstart et kravniveau, som de fleste kan leve op til uden store problemer. Det har vi et godt grundlag for som vist af Builds rapport om “klimapåvirkning fra 60 bygninger”.

Og optrap det så gradvist derfra, for eksempel hvert andet år. Mit bud på et opstartsniveau ville være et krav på maksimalt ti kilo CO2 per kvadratmeter, hvilket de fleste bygninger bygget i dag stort set allerede lever op til.

Definer så et mål for niveau i 2030, der på papiret vil tage pusten fra de fleste. Der må og skal pres på for at drive udviklingen hurtigt nok.

Alt nybyggeri bør være klimaneutralt i 2030 – eller være ekstremt tæt på. Det er jeg ikke bleg for at sige højt, fordi jeg ved, at vi allerede kan bygge stort set klimaneutralt i dag.

Lægger vi dertil de kommende ni års intense innovation og knowhow drevet af netop et CO2-krav, er jeg overbevist om, at det ikke bare er muligt, men også vil styrke den danske konkurrenceevne, hvilket vil være en kæmpe gevinst for den danske byggebranche, samfundet og klimaet.

Vi både kan og skal.

Opret et statsstøttet videncenter

Sæt så fuld damp på “færdiggørelsen” af det nødvendige datagrundlag, hvilket blandt andet indebærer krav til produktspecifikke EPD’er på alle materialer og bygningskomponenter, der bygges med i Danmark.

Kravet kan være svært at opfylde for mindre producenter, og da det er vigtigt, at vi ikke taber dem i svinget, skal vi hjælpe og støtte dem i begyndelsen.

Det kunne være gennem et statsstøttet videncenter for bæredygtigt byggeri, som kan agere bindeled mellem stat og erhvervsliv, hjælpe rådgivere og leverandører med omstillingen og stå for løbende at opdatere og udvikle den nødvendige database, som skal danne grundlag for livscyklusanalyser og CO2-krav.

Afsæt så – som tak for branchens vilje og mod til at gå forrest – midler til sammen med branchen at få udviklet et LCA-plugin til de digitale BIM-værktøjer, som rådgiverne allerede arbejder i.

Jeg ved gennem 18 års praktisk erfaring fra byggebranchen, at hvis kravet om CO2 per kvadratmeter virkelig skal batte, skal det blive en dynamisk og integreret del af arkitekternes proces og dagligdag. Det må ikke blive noget, som vi her og der trækker ud af modellerne og lader nogen andre regne på.

Det skal integreres i værktøjer og processer for arkitekterne, som løbende kan se energi- og klimakonsekvenserne af deres materiale og designvalg og derved kan inddrage deres bygherrer i at tage de rette beslutninger.

Det vil med tilgangen til den fælles database og datagrundlag desuden gøre livscyklusanalyserne og kravet til maksimal CO2 per kvadratmeter stort set gratis for alle parter, fordi beregningerne vil blive udført løbende og automatisk i rådgivernes 3D-modeller. 

Stop snakken om perfektion

Så er vi rigtig godt i gang. Og så kan vi sideløbende tage fat på CO2-krav ved renovering, genbrug af bygninger og byggematerialer, cirkulært design og LCC (totaløkonomi).

For bare fordi vi har lagt fundamentet, betyder det jo ikke, at vi kan flytte ind. Der er lang vej endnu, men uden fundamentet bliver taget bare aldrig lagt. 

Lad os stoppe snakken om perfektion og “i god ro og orden”. Tiden er som sagt imod os. Og når en branche som her viser samfundssind og nærmest tigger om at få stillet de nødvendige krav til at kickstarte udviklingen, skabe lige markedsvilkår, drive innovation og sikre konkurrencekraft, vil det altså være mere end problematisk, hvis ikke regeringen lytter efter og løfter foden fra bremsen. 

Vi har viljen. Vi har løsningerne. Og vi har alt at vinde ved at forcere handling. Lad os nu komme i gang.

By |2023-11-23T14:44:37+01:0028. januar 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Brændeovne er hyggelige, men …

Debatindlæg bragt i Brønshøj-Husum Avis den 15. januar 2021 af Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling og villaejer i Brønshøj

Det er korrekt, at forureningen med fine partikler i København i høj grad kommer udefra bl.a. fra brændefyring og andre forureningskilder i omegnskommuner, resten af landet og udlandet. Men dette kan vi ikke gøre så meget ved i København. Det er forurening vi arbejder målrettet på at reducere via Folketinget, EU og FN. Men derfor skal vi selvfølgelig forbedre luftkvaliteten lokalt ved at feje for egen dør. Hvis alle mener, at det bare er alle andre, der skal gøre noget, så sker der jo intet.  

Som jeg tidligere har skrevet, så er brændeovne hyggelige for brugerne. Ingen tvivl om det. Ligesom rygning er hyggeligt for rygerne. Men dette ændrer altså ikke ved, at en gennemsnitlig brændeovn i Københavns kommune koster ca. 15.500 kr årligt i helbredsskader i København. Da brændeovne samtidig let kan erstattes af isolering og miljørigtige varmekilder, så anbefaler kommunens ekspertpanel og Sundhedsforvaltningen en udfasning af byens brændeovne, da det vil give en hurtig helbredsgevinst på ca. 250 mio. kr årligt.

I samme avis d. 6. januar skriver Steen Preisler, at han ikke synes, det er rimeligt, at jeg sætter spørgsmål ved skorstensfejerens motiver. Skorstensfejeren nedgør i grove træk arbejdet, som vores førende luftforurenings- og helbredseksperter har lavet for Sundhedsforvaltningen. Her må jeg lige erindre om, at en skorstensfejer er uddannet til at feje skorstene, mens de læger, sundhedsforskere, luftforureningseksperter m.v., som sidder i kommunens ekspertpanel, er uddannet til at vurdere sundhedseffekterne af luftforurening. Det er jo heller ikke skorstensfejere, man sætter til at udvikle en vaccine mod corona.

En skorstensfejer ved lige så meget om luftforurening og sundhedseffekter, som jeg ved om at feje skorstene. Derfor udtaler jeg mig ikke om at feje skorstene, da det er uden for mit kompetenceområde. Det ville klæde skorstensfejerne, at udvise lignende respekt for fagområder uden for deres kompetence. Hvis skorstensfejerne kunne vurdere helbredseffekter på lige fod med læger, så var der jo ingen grund til at uddanne læger. Så kan man jo bare gå til skorstensfejeren, når man er syg.

By |2021-01-19T13:27:55+01:0015. januar 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Vi skal ikke rose de rekordhøje CO2-priser for tidligt

Debatindlæg bragt i Altinget den 15. januar 2021 af Claus Ekman, direktør i Rådet for Grøn Omstilling

Prisen på CO2-kvoter i det europæiske kvotehandelssystem er gennem de sidste måneder af 2020 steget voldsomt og ligger nu på det højeste niveau nogensinde. I skrivende stund er vi oppe på 33 euro/ton svarende til næsten 250 kroner/ton.

Det går altså den rigtige vej, og effekten af reformerne i 2017, hvor prisen det meste af året lå omkring fem euro/ton, har rettet betydeligt op på et af EU’s vigtigste værktøjer til regulering af CO2-udledningen. Men med EU’s nye målsætning om mindst 55 procents CO2-reduktion i 2030 er det nødvendigt at stramme systemet yderligere op.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Kvotesystemet er ved årsskiftet overgået til den fjerde fase, der løber frem til 2030. Året 2021 vil være et overgangsår, og der er her lagt op til beslutninger om udvidelse og ændringer i kvotesystemet. Udgangspunktet er, at uddeling af kvoter vil blive reduceret med 2,2 procent om året i perioden 2021-2030.

Men det er formentlig ikke tilstrækkeligt. Priserne bør nemlig ligge mellem 45 og 55 euro igennem længere tid for at bringe de europæiske udledninger ned på et niveau, der er konsistent med Parisaftalens to-graders målsætning. Dette er vel at mærke noget højere end den nye prisrekord, som også kan ses i relation til de 1500 kroner/ton (svarende til cirka 200 euro/ton), som Klimarådet nævner som en hensigtsmæssig CO2-pris i 2030.

Prisen styres som vanligt af udbud og efterspørgsel, og her har EU kun direkte kontrol over udbuddet. Det burde være logisk, at udbuddet må reduceres, når man har besluttet at udlede mindre. En højere kvotepris, der kan bidrage til opnåelse af EU’s nye reduktionsmål og til Parisaftalens målsætninger, kan derfor opnås ved at øge tempoet for udfasning af kvoteuddeling eller ved at annullere overskydende kvoter.

Der er faktisk ikke mange andre muligheder, da man i den nye fase har lukket et andet hul i systemet, nemlig muligheden for at købe sig til mere eller mindre reelle udledningsreduktioner uden for EU via internationale kreditter.

Inkludering af flere sektorer?

En anden udfordring i udviklingen af EU’s kvotesystem i 2020 er spørgsmålet om udvidelser. Mest oplagt er udvidelse til shipping-sektoren, som på nuværende tidspunkt i høj grad er undtaget for effektfuld klima- og miljøregulering. Kommissionens forslag om udvidelse til shipping har fået opbakning i Parlamentet og meget peger på, at udvidelsen bliver en realitet. Det er godt.

Der har også været debat om inkludering af vejtransporten, men det vil være en forkert vej at gå. Den konkrete effekt vil være minimal, vejtransporten er i forvejen kraftigt reguleret, og der er store risici forbundet med inkludering i kvotesektoren. Sektoren er i hastig udvikling i retning af elektrificering, og der vil utvivlsomt være stærke kræfter, der vil arbejde for allokering af alt for mange nye kvoter i forbindelse med en udvidelse med henvisning til den historiske (fossile) udvikling i udledningerne.

Dertil kommer, at regulering via kvotesektoren i visse kredse ses som den eneste hensigtsmæssige regulering, der bør stå alene, så markedet (trods alle de velkendte markedsfejl) egenhændigt kan løse problemerne. Der vil derfor både i EU og i de enkelte mellemlande opstå et yderligere pres for udfasning af andre reguleringsmekanismer. Det er i vores optik en for risikabel vej at gå, og der er heldigvis også den mest udbredte holdning blandt medlemslandene.

Det vil være langt bedre at fastholde den nuværende flerstrengede regulering med stadig strammere emissionskrav og højere afgifter, som skal suppleres med fastsættelse af et årstal, hvor nye fossile biler ikke længere kan sælges i EU.

CO2-udledningen fra opvarmning af huse har også været foreslået inkluderet under ETS. Afgiftsniveauet og reguleringen generelt er her mindre striks end i vejtransporten, og risikoen for uhensigtsmæssige skred i reguleringsregimerne er derfor mindre, men det er stadig vigtigt, at en eventuel inkludering af bygninger i kvotesystemet ikke skygger for de nødvendige indsatser for energieffektivisering gennem blandt andet bæredygtigt renovering.

Brug for klare signaler

Alt i alt er udviklingen på kvoteprisen et klart tegn på bedring af et udskældt system, som helt åbenlyst ikke har leveret, hvad der blev lovet.

Men vi skal være varsomme med at rose systemet for tidligt. 2021 bliver et vigtigt år for den videre udvikling frem mod 2030 og på den længere bane, og derfor er der også behov for klare signaler om, at kvotesystemet skal strammes yderligere op og ikke udvandes ved uigennemtænkt inkludering af nye sektorer.

Kvotesystemet vil nemlig fortsat være en central reguleringsmekanisme i den europæiske klimapolitik, der nødvendigvis må levere en væsentlig del af CO2-reduktionerne for opnåelse af klimamålsætningerne. 

By |2021-01-15T09:23:04+01:0015. januar 2021|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Hvis vi skærer igennem politisk tale og spin, har regeringen dumpet deres første reelle klimatest

Debatindlæg bragt i Ræson den 22. december 2020 af Lars Køhler, rådgiver, Rådet for Grøn Omstilling

Som skrevet i den godt et år gamle klimalov ”skal enhver siddende klimaminister ved udgangen af hvert år redegøre for året, der gik og regeringens klimaindsats”.

Den redegørelse fik vi så mandag d. 21. december. Og skal man bedømme ud fra Dan Jørgensens egne ord fra talerstolen i Folketinget, så var der da næsten ingen grænser for, hvor godt regeringen har klaret det. Optimismen ville næsten ingen ende tage.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Nu kommer det dog ikke som den største overraskelse, at regeringen selv mener, at de har klaret det forrygende. Men hvis vi for en stund skærer igennem politisk tale og spin, hvordan er det så faktisk gået i det forgangne år? Og hvad er egentlig regeringens ansvar? Er det fx kun regeringens ansvar at opnå målene i klimaloven, eller betyder måden vi når dertil noget?

Lad mig opridse situationen og problemstillingen, som den ser ud i dag.

I kapitel 1, paragraf 1 står der i klimaloven, at: ” Formålet med denne lov er, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70 pct. i forhold til niveauet i 1990, og at Danmark opnår at være et klimaneutralt samfund i senest 2050”. Det er de overordnede mål, som klimaloven skal sikre.

Men i samme paragraf i klimaloven står der også, at: ”Klimaindsatsen skal ske under hensyntagen til en række guidende principper”. Heriblandt er fx:

”Klimaudfordringerne er en global problemstilling. Derfor skal Danmark være et foregangsland i den internationale klimaindsats, som kan inspirere og påvirke resten af verden. Danmark har derudover både et historisk og moralsk ansvar for at gå forrest.”

Målene er selvfølgelig bærende, men måden, hvorpå vi når dertil, betyder også noget. Faktisk er måden så vigtig, at den er skrevet ind som et princip, der skal følges.

Så hvad er et ”grønt foregangsland” mere konkret? Hvad er det, verden har brug for lige nu? Det mener jeg efterhånden burde stå soleklart. Verden har brug for handling. Modig, ambitiøs, kompromisløs, ansvarlig, reel grøn omstilling, der faktisk medfører CO2-reduktioner. I dag.

UNEP´s Emission Gap Report 2020, som blev præsenteret for blot få uger siden, viste, at der skal ske en 14 pct. årlig reduktion i de globale CO2-udledninger, hvis vi skal undgå potentiel ”katastrofal global opvarmning”. Og venter vi, bliver dette tal bare større og større, og opgaven sværere og sværere.

Konklusionen bør derfor være ligetil: Skal Danmark leve op til klimalovens ord om ”et historisk og moralsk ansvar for at gå forrest” og at ”inspirere og påvirke resten af verden”, så skal vi ikke bare vise, at vi kan sætte de rette mål, men i lige så høj grad vise, hvordan der kan skabes reduktioner i dag. Ikke i morgen. Med det samme.

Og her har regeringen ramt helt ved siden af det seneste år. Og netop derfor har Dan Jørgensen og regeringen enorme forklaringsproblemer i dag.

I regeringens ”Klimahandlingsplan 2020”, som udgør den skriftlige baggrund for dagens mundtlige redegørelse fra Dan Jørgensen, og som blev udgivet søndag d. 20. december, står der som indledning på kapitel 3 følgende: ”Regeringen foreslår et indikativt mål for 2025 på 46-50 pct. i forhold til 1990”.

Regner man på tallene, så svarer en lineær reduktionssti til målet om 70 pct. reduktion i 2030 til cirka 54 pct. Et indikativt mål for 2025 på 46-50 pct. betyder altså med andre ord, at der burde stå følgende i regeringens handlingsplan i stedet: ”regeringen ønsker i den grad at tage den med ro indtil 2025, hvorefter de regner med, at den teknologiske udvikling klarer skærene for os frem mod 2030”.

Klimarådets anbefaling til et reduktionsmål for 2025 var da også 50-54 pct.

Der har været megen snak om den famøse hockeystav, men her er den altså fremlagt sort på hvidt som en decideret klimastrategi. Afvent. Tag det med ro. Og så krydser vi fingre for, at teknologien klarer det for os. Vi ved det ikke med sikkerhed. Men vi håber på det. Måske og muligvis.

Det har desuden været åbenlyst, at regeringen faktisk har fulgt denne strategi til punkt og prikke det sidste år. De har ikke haft travlt. De har afventet. Taget det med ro. Udskudt og undskyldt. I en sådan grad, at flere af støttepartierne undervejs har måttet true regeringen til handling. Den røde tråd i stort set alle årets indgåede klimaaftaler har desværre været, at de var utilstrækkelige.

Coronatiltag og startpakker til borgere og erhvervsliv har fx konsekvent været nærmest uden grønne krav. I juni blev der indgået en uambitiøs og teknologifixeret handlingsplan for energi- og industrisektoren. I starten af december landede en skuffende aftale for grøn omstilling af transportområdet. For få uger siden så vi en skattereform uden garanti for en nødvendig bred CO2-afgift. Og i sidste uge fremlagde regeringen en ”Strategi for Bæredygtigt Byggeri”, der udskyder CO2-krav i byggeriet til 2027.

Regeringens strategi får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. For hvad nu hvis teknologien ikke er på plads, når vi nærmer os 2030? Hvad nu hvis den ikke er moden nok? Ikke er effektiv nok? Hvad nu hvis den er alt for dyr?

Dropper vi så vores klimamål? Tvinges vi så til at dykke dybt ned i vores fælles pengepung og betale prisen for den nødvendige handling, der nu skal ske i vanvittig hast og endda skal indhente den ekstra udledning, som vi har forårsaget, mens vi ventede? Eller indfører vi dybt radikale tiltag, som flyve- og kørselsforbud, kødforbud eller byggestop, for at nå vores klimamålsætninger?

Spørgsmålet er altså, hvad vi gør, hvis de krydsede fingre ikke virker?

Og hvad værre er… Hvad gør vi hvis resten af verden rent faktisk kigger mod ”grønne Danmark” og ”inspireres og påvirkes” af denne strategi? Hvis resten af verden så også giver sig til at vente på måske og muligvis?

Dan Jørgensen nævnte det lille ”grønne foregangsland” adskillige gange fra talerstolen. Men han kunne ikke give Folketinget en forsikring om, at vores 2030 mål kan nås.

Og han kunne heller ikke påvise, at regeringen har givet verden det, den har allermest brug for lige nu – inspiration til reel klimahandling og konkrete reduktioner.

Og det er bare ikke godt nok.

Konklusionen må derfor være, at Dan Jørgensen og Socialdemokratiet ikke har bestået deres første reelle klimatest: at gøre klimalov til hverdag og sætte handling bag de mange fine ord og ambitioner. Desværre.

For det har bestemt ikke skortet på hverken behov eller grønt håb og optimisme efter det grønne valg og klimaloven sidste år.

Regeringen bør derfor starte det nye år med at følge den nylige opfordring fra FN’s generalsekretær, António Guterres, og erklære en klimanødsituation. Og dernæst bør de droppe hockeystaven, genåbne alle politiske aftaler fra 2020 og hæve ambitionerne over hele linjen. De bør hurtigst muligt vise os alle, at de faktisk forstår både alvoren og klimalovens ord, ved at give verden noget at blive inspireret af.

Vi har brug for inspirerende klimahandling. Ikke mere hockeystav og timeouts.

By |2020-12-23T10:36:07+01:0022. december 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Et vildt år for lastbilindustrien

Debatindlæg bragt i Altinget den 21. december 2020 af Daria Rivin og Jeppe Juul, rådgiver og seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling

Vi nærmer os årsskiftet, og mange af de store transportpolitiske aftaler er på plads. Mange af os kan nu puste lidt ud, indtil vi skal diskutere infrastruktur i starten af 2021.

Det er en god anledning til at gøre status over, hvor langt vi er kommet med den grønne omstilling af lastbiler i 2020. Et område, der ofte bliver overset i den offentlige debat, selvom lastbilers CO2-udledning svarer til al dansk flyvning eller 30 gange mere CO2 end dansk indenrigsflyvning.

Helt grundlæggende har det været et vildt og tankevækkende år for lastbilindustrien og den grønne omstilling af lastbiler.

Mangelfulde klima-ambitioner

Vi startede 2020 med at færdiggøre anbefalingerne i klimapartnerskabet for landtransporten.

Branchen kom med forslag såsom behov for flere modulvogntog og kør-grønt-kurser, der stort set ikke leverer nogen drivhusgasreduktion, mens snak om en egentlig grøn omstilling af lastbiler var fraværende.

Et af de omdiskuterede emner var CO2-differentieret vejbeskatning. Selvom flere brancheorganisationer støttede forslaget, endte det ikke som en af de officielle anbefalinger.

Disse organisationer har også senere støttet regeringens forslag om vejbeskatning i forbindelse med transportforhandlingerne med det forbehold, at afgiften tilbageføres til branchen.

Større fordele for el-lastbiler på vej

Folketinget har trods en del modstand her i december vedtaget en ny model for vejbeskatning i Danmark fra 2025, der følger revisionen af vejbeskatningsdirektivet for EU.

Og det er gode nyheder for den grønne omstilling og klimaet. Vejbeskatningen kommer til at skifte fra den nuværende tidsbaserede vejbeskatning til at være kilometerbaseret og CO2-differentieret.

Dermed bliver vejbeskatningen knyttet til eksternaliteter som for eksempel klimabelastning, ulykker, vejslid og luftforurening.

Det betyder, at en 40 tons elektrisk sættevognstrækker, der for eksempel kører 80.000 kilometer om året, kan spare mere end 50.000 kroner i vejafgift om året sammenlignet med en diesel sættevognstrækker.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Andre konkurrencemæssige fordele for el-lastbiler er, at EU-Kommissionen så sent som i oktober har meddelt Tyskland, at afgiftsfritagelsen for gas på Maut’en (den tyske vejbeskatning) er ulovlig og skal stoppes allerede fra 2021.

Af denne årsag har flere danske vognmænd købt gaslastbiler til deres internationale kørsel. Men når det reviderede direktiv træder i kraft vil køretøjer, der kører på gas og biogas blive beskattet på lige fod med køretøjer, der kører på diesel.

Nul-emissionszoner på vej i Danmark

Arealbaserede virkemidler som vejbeskatning og nulemissionszoner er de vigtigste og billigste redskaber til en hurtig grøn omstilling af vejtransporten.

Flere lande i Europa har valgt helt at afgiftsfritage nulemissionskøretøjer for at betale vejbeskatning, og mange lande er allerede i gang med at etablere nulemissionszoner.

Hvor miljøzoner sætter krav til, hvor meget køretøjerne må forurene, er det med nulemissionszoner udelukkende køretøjer uden udstødningsrør, der kan køre ind og ud af zonerne.

Formålet med nulemissionszoner er blandt andet at forbedre folkesundheden ved at mindske støj- og luftforureningen i byerne.

Kigger vi til storbyer som Paris og Amsterdam, er det tydeligt, at nulemissionszoner også er vejen frem for at skubbe udviklingen af nulemissionskøretøjer (el og brint) hurtigere i gang.

I Holland har man sågar valgt, at der skal etableres nulemissionszoner for erhvervskøretøjer i de 30 til 40 største byer inden 2025.

I Danmark er vi derimod noget bagud. Først i juni kom det første spadestik til nulemissionszoner. Her indgik Københavns kommune en aftale med Transportministeriet om, at der skal etableres nulemissionszoner i København som forsøgsordning.

Hermed er vejen banet for en generel udrulning af nulemissionszoner i Danmark og en hurtigere omstilling til el-lastbiler.

Hurtigere elektrificering end forventet

Lige nu er el-lastbiler dyre og har en relativ kort rækkevidde. Men udviklingen går utrolig hurtigt.

Løbende i år har de fleste europæiske lastbilproducenter meldt ud, at de starter serieproduktion af 27 tons el-lastbiler i 2022. Dermed forventes det, at priserne falder markant sammenlignet med i dag.

Og i september annoncerede Daimler, at de starter serieproduktion af en 40 tons elektrisk sættevognstrækker allerede i 2024, der kan køre 500 kilometer på en opladning.

Det betyder, at de fleste nationale distancer i Danmark vil kunne dækkes. Derudover har Daimler også meddelt, at de dropper gaskøretøjer og udelukkende satser på nulemissionsteknologier som batteri- og brintelektriske lastbiler.

I december 2020 har samtlige europæiske lastbilproducenter meldt ud, at de stopper for salg af fossile lastbiler inden 2040.

Overhalet af vores nabolande

Vores nærmeste nabolande har omfavnet den teknologiske udvikling af el-lastbiler.

Inden for bare to måneder har Sverige og Tyskland meldt ud, at de satser markant på elektrificering i form af elektriske køreledninger, massiv opsætning af ladeinfrastruktur specifikt til el-lastbiler samt støtte til meromkostningerne ved køb af el-lastbiler.

En af de vigtigste udmeldinger i år må komme fra den tyske regering, der i november 2020 fastholdt, at hver tredje kilometer, der køres med lastbil, skal være elektrisk inden 2030.

Danmark er på nuværende tidspunkt et af de få lande i Nordeuropa, der ikke hjælper udviklingen på vej, selvom vi med vores korte distancer, flade terræn og gode elnet har nogle af de bedste forudsætninger for en udbredt omstilling til el-lastbiler.

Lav elafgift til transport frem til 2030

Selvom det ikke har fået meget opmærksomhed, er der dog sket to ting, der kan fremme el-lastbiler i Danmark.

I forbindelse med bilaftalen fra december er der endelig kommet sikkerhed for en lav elafgift til transport frem til 2030. Det betyder meget for de samlede omkostninger og vil være med til at fremskynde elektrificeringen af lastbiler, da det nu næsten halverer drivmiddelomkostningerne at vælge el frem for diesel.

Lidt uforståeligt har man med det nye investeringsvindue i den “grønne” skattereform gjort det mere attraktivt at købe nye lastbiler uanset CO2-udledning.

Men da el-lastbiler er dyrere i køb end diesel-lastbiler, er fordelen for el-lastbiler større, samtidig med at el-lastbiler i sig selv er en investering med lavere driftsomkostninger.

Dette afgiftsfradrag kan potentielt være med til at gøre el-lastbilers samlede omkostninger væsentlig mere positiv allerede nu.

Vi skal i gang med omstillingen i 2021

Inden udgangen af næste år er vores ønsker for omstillingen af lastbiler, at der for alvor kommer gang i elektrificeringen i Danmark. Konkret er der behov for:

At nulemissionslastbiler fra 1. januar 2022 fritages fra at betale vejbeskatning, ligesom man gør i for eksempel Tyskland og Østrig i dag

At alle landets kommuner får mulighed for at etablere nulemissionszoner.

En støttepulje til demonstrationsprojekter med el-lastbiler og en støttepulje til køb af elektriske erhvervskøretøjer.

At der træffes en beslutning om køreledninger på hovedstrækninger i Danmark.

En plan for offentlig ladeinfrastruktur til el-lastbiler som for eksempel rastepladser, logistikcentre med mere.

At der etableres offentlig tilgængelig lynlade-infrastruktur til el-lastbiler. 

Invester i fremtiden

Ved at investere i elektrificering af lastbiler i Danmark, investerer vi i fremtiden.

En fremtid, hvor transportbranchen er rustet til den øgede internationale konkurrence. En fremtid, hvor lastbiler belaster menneskers sundhed med mindre støj og luftforurening.

En fremtid, hvor lastbiltransport har en grøn bundlinje med lavere driftsomkostninger og både er (energi)effektiv og klimavenlig.

Det er vigtigt, at vi i Danmark er med til at understøtte den udvikling, som vi ser i store dele af Europa. Og det er vigtigt, at vi gør det nu.

By |2020-12-21T09:17:15+01:0021. december 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Der er store klima-besparelser at hente i medicin

Debatindlæg bragt i Altinget den 17. december 2020 af Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling, Ole Hilberg, overlæge og Klaus Rosling, formand for Dansk Lungemedicinsk Selskab og praktiserende læge

En af vor tids største udfordringer er klimaforandringerne, som allerede ses i store dele af verden. Hvis vi skal lykkes med at nedbringe vores udledning af CO2 hen over de næste 10-20 år, så kræver det, at alle sektorer i samfundet bidrager. Det gælder også sundhedssektoren og medicinalbranchen.

I Danmark har vi en ambitiøs målsætning om at reducere udledningen af CO2 med 70 procent frem mod 2030. For nylig har regeringen præsenteret deres strategi for grønne offentlige indkøb. Her er målet klart: Den offentlige sektor skal være frontløber for den grønne omstilling. Men i strategien er medicinindkøb ikke nævnt én eneste gang. Det er til trods for, at medicinindkøb i på landets sygehuse udgjorde 11,6 milliarder kroner i 2019, og samtidig udskriver praktiserende læger medicin for stort set samme beløb.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Udgifterne alene bør få politikere og beslutningstagere i sundhedsvæsenet til at standse op og spørge sig selv, om der mon er et klimapotentiale gemt i dette kæmpe offentlige indkøb, og hvordan gør vi det lettere for både læger og patienter at vælge klimavenlig medicin.

Stort potentiale i lavthængende frugter

Et nyt klima-notat udarbejdet af Rådet for Grøn Omstilling viser, at der kan være store klimagevinster i at vælge medicin i forhold til klimaaftryk.

Eksempelvis er der i Danmark en relativ stor patientgruppe, der benytter sig af inhalationsspray til behandling af KOL eller astma, men denne type medicin udleder store mængder af klimabelastende HFC-gasser.

Beregninger i notatet viser, at man ved at flytte patienter til eksempelvis pulverinhalatorer kan opnå store besparelser. For hver eneste patient, der skifter fra de mest skadelige inhalationssprays til pulverinhalatorer, kan man opnå klimabesparelser, der svarer til den årlige udledning fra elforbruget i et almindeligt parcelhus.

Samtidig er vurderingen fra læger og eksperter, at rigtig mange patienter kan skifte til pulverinhalatorer, uden at vi går på kompromis med behandlingskvaliteten eller øger omkostningerne for samfundet.

Med andre ord: Her er der lavthængende klimagevinster, der bare venter på at blive høstet. Mon ikke medicinalvirksomhederne kan finde flere lignende klimagevinster, hvis de gennemgår deres porteføljer, og hvis de kan se et formål med det?

Mærkningsordning for klimavenlig medicin

Klimabesparelserne kan både være i form af genanvendelige produkter, klimavenlig produktion eller ved at mindske udledningen af klimabelastende gasser.

Mange læger vil gerne også skele til klimaet, når de udskriver medicin, men som det ser ud i dag, er der ikke et sted, hvor de kan få overblik over klimavenlig medicin. De kan derfor ikke oplyse patienterne om klimavenlige behandlinger eller inddrage dem i beslutningen om at benytte mere klimavenlig medicin.

Det kan vi løse ved at implementere en mærkningsordning på regionernes positivliste for lægemidler. Positivlisten er lægernes opslagsværk, når de skal udskrive medicin. Helt lavpraktisk kan der fremgå et klimaikon ud for de typer af medicin, hvor der er klimavenlige alternativer.

Det handler ikke om at give patienterne dårlig samvittighed. Det handler om at give patienterne mulighed for at træffe deres eget valg. Så de, der ønsker klimarigtig behandling – og uden problemer kan overgå til dette – har mulighed for at få det. Tilsvarende optræder der allerede i dag et ikon ved den billigste medicin.

Kun hvis alle sektorer og brancher løfter sammen, kan vi nå i mål med ambitionen om at nedsætte den samlede CO2-udledning tilstrækkeligt.

By |2020-12-17T10:48:56+01:0017. december 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Biomassen skal tælles med i Danmarks klimaregnskab

Debatindlæg bragt i Politikens Klimamonitor den 8. december 2020 af Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling og Margrete Auken, medlem af Europa-Parlamentet (SF)

Der er ikke et øje tørt, når danske og europæiske politikere taler klimaambitioner. Og gang på gang får danskerne at vide, at vi er en grøn vindernation, der leder klimakampen. Vores el- og varmeproduktion vil snart være CO2-neutral til inspiration for resten af verden, lyder det.

Men hvad er fakta egentlig?

Jo, Danmark er nået rigtig langt med bl.a. vindenergi. Og varmepumperne begynder at vinde indpas. Men en stor del af den ’grønne’ omstilling skyldes, at CO2-udledningen fra afbrænding af træ ignoreres. Fossil energi udskiftes med træ importeret fra skove i andre dele af verden. Og det er slet ikke uproblematisk.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Medmindre der er tale om affaldstræ fra tømmerproduktionen, kan fyring med træ være lige så skadeligt for klimaet som kul. Det gælder, selv hvis der plantes nye træer, fordi det tager mange år, før de nye træer har udlignet klimabelastningen fra afbrændingen.

Eksplosivt forbrug

Derfor dur det ikke, når EU og Danmark i stor stil forlader sig på biomasse i omstillingen væk fra kul og olie. For så bliver det samlede forbrug af biomasse langt højere, end hvad der kan produceres uden at skade klimaet. Det er en katastrofe i en tid, hvor der mere end nogen sinde tidligere er behov for reelle klimatiltag med effekt her og nu.

Udfordringen er, at afbrænding af træ i EU-lovgivningen sidestilles med energikilder, der reelt er vedvarende som vind og sol. Man antager bare, at de lande, som fælder træerne, indregner CO2-udledningen i deres egne klimaregnskaber.

Det går an, så længe forbruget af biomasse er lavt, men det bliver helt forkert, når forbruget vokser eksplosivt og vi erstatter kul med træpiller. Ved at omstille el- og varmeproduktionen til importeret træ har Danmark og andre EU-lande eksporteret en stor del af vores klimaproblemer til udlandet. Det får måske vores eget regnestykke til at se pænt ud, men det gavner ikke den globale klimakamp.

Kvotesystem?

Løsningen er at ændre systemet, så biomasseforbruget holdes nede på et bæredygtigt niveau. Et niveau, som skal være langt lavere end i dagens Danmark. For eksempel kunne man indføre et loft over det samlede europæiske forbrug via et kvotesystem.

Eller man kunne lade biomassen tælle med i CO2-regnskaberne i de lande, hvor den anvendes og CO2’en udledes. Gerne således at jo mere biomasse man brænder af, jo højere en klimabelastning tilskrives hvert enkelt ton biomasse. Et begrænset forbrug kan nemlig godt være bæredygtigt, men problemet opstår i høj grad, når man brænder for meget af.

Endelig bør enhver direkte og indirekte statsstøtte til afbrænding af ubæredygtig træbaseret biomasse gøres helt ulovligt i EU. Skatteydernes penge bør gå til energibesparelser og ægte vedvarende energi.

Danmark og Europa skal udfase langt størstedelen af biomassen hurtigst muligt. I særdeleshed herhjemme, før andre lande inspireres til at drive rovdrift på klodens sparsomme naturressourcer til skade for klimaet og biodiversiteten.

By |2020-12-09T10:27:05+01:008. december 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Det eneste, der kan stoppe produktionen i Nordsøen helt, er markedet selv

Debatindlæg bragt i Ræson den 6. december 2020 af Byggeri-, Energi- & Klimarådgiver Lars Køhler fra Rådet for Grøn Omstilling

Lad mig bare starte med at konstatere, at nej, den nye Nordsøaftale er ikke perfekt. Det nu aftalte stop for den eksisterende produktion af olie og gas i 2050, som ovenikøbet er 4 år senere end de nuværende koncessioner tillader, er alt for sent. Og fraværet i aftalen af en ambitiøs og realistisk nedtrapningsplan af den eksisterende produktion og inklusionen af såkaldte minirunder og nabobloktilladelser, som muliggør udvidelse af den eksisterende produktion, er simpelthen ikke i tråd med hverken klimavidenskab, alvor eller det ansvar, vi har overfor de kommende generationer.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Så er det sagt. Og lad mig så fokusere på alt det, vi kan bruge og tage med os videre fra aftalen. For det er altså ikke så lidt.

Når man står i et hul, så stopper man med at grave. Og det var reelt set det, der skete sent torsdag aften. Et bredt flertal i det danske Folketing stoppede faktisk op, så hinanden i øjnene og blev enige om, at hullet, vi står i, faktisk er rigeligt dybt. Og den bevidsthed er i sig selv et stort skridt, som vi har ventet meget længe på.

Et dansk stop for ny gas- og oliejagt sender et uhyre vigtigt budskab. Ikke bare til omverdenen, som i den grad har brug for, at nogen går forrest, men også til kapitalmarkedet om, at nu lakker det mod enden.

Det er stolen under den fossile industri, der i torsdags begyndte at rokke. Og det vil have indflydelse.

Energiministeriet mener selv, at det vil medføre en nedgang i den forventede produktion på 9-15 pct. frem mod 2050. Det er også derfor, at olie- og gasindustrien har kæmpet med næb og klør mod et stop for ny oliejagt. De ved godt, hvad det her er: En første klingende advarsel om, at fremtiden ikke er sort, men grøn. Og lur mig, om ikke dette er det allervigtigste ved torsdagens aftale.

Det er faktisk første gang, vi ser de danske politikere indrømme, at løsningen på de klimaproblemer, vi står i, ikke kun skal findes på forbrugssiden, men at vi også bliver nødt til at mindske produktionen. Indtil nu har holdningen været, at hver en dråbe olie skulle op, så længe der var efterspørgsel. Det er det ikke længere. Og vigtigheden af den bevidsthedsændring kan ikke understreges nok.

En spritny rapport fra FN’s miljøprogram UNEP, den årlige Production Gap Report, har netop undersøgt nødvendigheden af at bremse produktionen af fossil energi. Den fortæller os, at produktionen faktisk skal falde med samlet set 6 pct. om året herfra, hvis vi, med UNEP’s egne ord, skal undgå ”katastrofal global opvarmning”. Det betyder med andre ord 11 pct. nedgang i kul, 4 pct. i olie og 3 pct. i gas.

Men tager vi Danmarks moralske og historiske ansvar for klimakrisen med i betragtningen – et ansvar vi som rig nation har til at gå forrest – som også er indskrevet i Parisaftalen, så bør vores reduktion være større end det globale gennemsnit.

Der er vi dog ikke endnu. Der mangler som sagt en nedtrapningsplan for den eksisterende produktion i aftalen, men den var aldrig på tale under forhandlingerne. Det kan jeg garantere for. Det er den simpelthen for økonomisk, juridisk og politisk vanskelig til. Tilbagekaldelser af de eksisterende tilladelser vil være for dyre, og den velfærd, der skal ”betale” dem, vil ingen politikere tage æren og slagene for. Løsningen skal findes et andet sted.

Det eneste, der i mine øjne kan stoppe produktionen i Nordsøen helt, er markedet selv. Og det nødvendige pres der skal til, for at det kan ske, kan både stat og borgere hjælpe til med. Al fremtidig grøn omstilling af energisystem, forbrug, elbiler, opvarmning osv. vil – på grund af torsdagens aftale – presse markedet og investorerne til at trække sig helt af sig selv.

For hvert grønt skridt, vi sammen tager, øger vi altså presset på markedet ved indirekte at styrke det økonomiske incitament til at flytte investeringer fra sort energi til grøn. En positiv selvforstærkende effekt.

Det er altså vejen, og den startede i torsdags. Nu kan vi endelig se fremad.

Jeg tror faktisk, at vores børn vil se tilbage på torsdag d. 3. december 2020 som et reelt vendepunkt. Det var her, vi vågnede fra vores årelange søvn. Så lad mig afslutningsvis sige tak til de danske politikere: Det her havde vi alle brug for. Hold jer nu vågne og brug jeres vågne timer fornuftigt. For selvom torsdagens aftale er et vendepunkt, så er det ikke nok. Der er lang vej endnu.

By |2020-12-07T10:49:05+01:006. december 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Brændefyring bør brandbeskattes

Debatindlæg bragt i Altinget den 2. december 2020 af Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling

Carsten Bach, bestyrelsesformand i Foreningen af Danske Leverandører af Pejse og Brændeovne, svarer i Altinget 30. november på mit tidligere indlæg.

Indledningsvis kritiserer han Folketingets politikere for ikke at tage afsæt i hele problematikken omkring luftforurening men i stedet stirre sig blinde på partikelforureningen fra brændeovne og biler, der udgør en lille del af den partikelforurening, vi indånder.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Vi er naturligvis enige i, at det meste luftforurening med fine partikler kommer fra udlandet. Men derfra til at konkludere, at vi så bare kan ignorere danske kilder er meget langt. Hvis alle lande fulgte den logik, så ville den grænseoverskridende luftforurening jo netop aldrig blive reduceret.

Mest skadelige miljøproblem

Derfor arbejder vi og Folketinget målrettet for at nedbringe den grænseoverskridende luftforurening via FN’s Göteborgprotokol og EU’s National Emission Ceilings Direktiv (NECD), der stiller krav om, hvor meget luftforurening de enkelte nationer må udlede og derved nedbringer den grænseoverskridende forurening.

Danmark vil i år overskride både Göteborgprotokollens og NECD’s grænser for partikeludledning af fine partikler, hvor brænderøg udgør 65 procent af vores udledning. Vi risikerer derved en sag ved EU-domstolen.

Brænderøg er samtidig Danmarks mest skadelige miljøproblem og forårsager cirka 550 danske dødsfald årligt. Det svarer til halvdelen af alle danske dødsfald som følge af danske forureningskilder.

De tilknyttede samfundsøkonomske helbredsomkostninger er cirka otte milliarder kroner årligt. Det svarer til prisen på to til tre supersygehuse hvert eneste år. Vejtrafikken udgør til sammenligning godt en fjerdedel af helbredsskaderne. Så det er skam sund fornuft, at Folketinget fokuserer på at reducere luftforureningen fra brændefyring og vejtrafikken.

Nye brændeovne løser ikke problemet 

Den afgørende forskel på de to forureningskilder er imidlertid, at vejtrafikken er afgørende for at få vores nuværende samfund til at hænge sammen, hvorimod brændefyring er overflødig som opvarmningsform i et moderne samfund.

Samtidig betaler bilisterne en masse afgifter og er derved med til at kompensere for en del af de skader, som de påfører samfundet, hvorimod det er naboerne og skatteyderne, der betaler for brænderøgens helbredsskader, mens fyrbøderen lever godt i skattely.

Udskiftning til nye brændeovne løser slet ikke problemet, da selv en ny miljømærket brændeovn under optimale forhold udleder over 15 gange mere partikelforurening (per energienhed) end de gamle lastbiler uden filtre, der netop er blevet forbudt i landets større byer, fordi de forurener for meget.

Forureneren skal betale

En gennemsnitlig brændeovn i København koster samfundet cirka 15.000 kroner årligt i helbredsskader ifølge den seneste opgørelse fra DCE ved Aarhus Universitet.

De Økonomiske Vismænd og Skatteministeriets afgiftseksperter har derfor foreslået, at brænderøgen beskattes, så fyrbøderen frem over betaler for de helbredsskader, som deres røg forårssager. Det er helt i overensstemmelse med forureneren-betaler princippet. Det er et forslag, som Zenia Stampe (R) nu, med alle de gode ovennævnte grunde, har taget med i Folketinget.

Det er selvfølgelig til stor irritation for brændeovnsindustrien, da meget få danskere ville fyre i brændeovne, hvis de skulle betale for de helbredsskader, der opstår, når deres brænderøg gør andre folk alvorligt syge.

Men her må både vi – og politikerne – sætte folkesundheden og den grønne omstilling højere end hensynet til brændeovnsindustriens indtjening.

By |2020-12-02T09:35:11+01:002. december 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Vi giver alt for store tilskud til varmepumper

Debatindlæg bragt i Altinget den 30. november 2020 af Christian Jarby, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling

En vigtig del af den grønne omstilling er at erstatte olie- og naturgasfyr med varmepumper eller fjernvarme. Derfor indgår det i klimaaftalen, at der skal gives tilskud til varmepumper og udvidelse af fjernvarmeforsyningen. I alt afsættes 2,3 milliarder kroner til udskiftning af olie- og gasfyr med grøn varme, herunder specielt varmepumper. Derudover er det besluttet nedsætte den såkaldte elvarmeafgift, som skal betales på varmepumpens elforbrug, fra 15 til 0,8 øre/kWh.

Resultatet af denne støtte er ikke udeblevet. Da Energistyrelsen åbnede for ansøgninger til energibesparelser i oktober, kunne der ydes tilskud på omkring 25.000 kroner til en varmepumpe, og puljen blev revet væk i løbet af et par uger. Nu er det ikke det hele, der blev brugt til varmepumper, men varmepumper må udgøre en stor del, fordi det er fastlagt, at mindst 60 procent af puljen skal bruges til foranstaltninger, der omfatter en omlægning af varmeforsyningen, hvilket primært er varmepumper.

Det er på den ene side en rigtig god ting, at borgerne bruger de støtteordninger, som politikerne udformer til at fremme den grønne omstilling. Men der er også uhensigtsmæssigheder. Installatørernes organisation, Tekniq Arbejdsgiverne, rapporterer, at efterspørgslen efter varmepumper stiger, når der er tilskud, hvorefter den går i stå, når tilskuddet ophører. Der er nemlig den hage ved tilskudsordninger, at det kan skabe en forventning hos forbrugerne, der ofte ender i en uhensigtsmæssig ketchup-effekt. Salget går i stå, når puljerne bliver tømt, og man venter på, at der åbnes op for nye puljer, der så skaber nye skvulp.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Økonomien er allerede god

Man kan spørge, om det er nødvendigt at give store tilskud til varmepumper? Økonomien for boligejeren ved at købe en varmepumpe til erstatning af et olie- eller naturgasfyr er allerede god.

Hvis man tager udgangspunkt i et parcelhus fra 1970’erne med et olieforbrug på omkring 2.000 liter per år, er besparelsen i varmeregningen ved at investere i en varmepumpe uden anlægstilskud cirka 10-11.000 kroner per år, hvis købet af varmepumpen kan finansieres med realkreditlån. Hvis man derudover tager hensyn til, at man sparer investeringen i udskiftningen af det gamle oliefyr med et nyt, er besparelsen omkring 12-13.000 kroner.

Hvis man har et naturgasfyr, er besparelsen mindre, nemlig omkring 4 – 5.000 kroner eller 6-7.000 kroner afhængigt af, om man modregner omkostningen til udskiftning af det gamle gasfyr med et nyt. Hvis man medregner det tilskud, der kunne opnås fra Energistyrelsens pulje, bliver besparelsen per år cirka 1.000 kroner større. 

Forbrugerne tænker ikke rationelt

Et argument for at give tilskud kunne være, at varmeforbrugerne ikke tænker strengt rationelt, når man skal investere i en varmepumpe, der koster cirka 100.000 kroner. Selv om økonomien er god, er det mange penge, og derfor viger mange tilbage fra at træffe beslutningen. Et tilskud kan derfor være med til skubbe bygningsejeren over den barrierer, som investeringen udgør.

Problemet ved dette er bare, at det bliver meget dyrt for statskassen. Der er cirka 80.000 oliefyr og 400.000 gasfyr i Danmark i dag. Hvis man regner med, at omtrent halvdelen af gasfyrene skal erstattes med fjernvarme og resten med varmepumper, skal der over de næste år installeres omkring en 300.000 varmepumper. Med det nuværende tilskud på omkring 25.000 kroner per styk svarer dette til en udgift på for statskassen over syv milliarder kroner.

Men mon ikke den psykologiske tilskyndelse stadig ville være der med et lavere tilskud og dermed, at vi kan få flere varmepumper og energieffektiviseringer for pengene? Man ville for eksempel kunne udfase langt flere fossile fyr, og udskiftningerne ville ske mere jævnt over året, hvilket betyder, at man ville undgå den uheldige ketchup-effekt.

Der er også alternativer 

Men der er også gode alternativer eller supplerende tiltag til tilskud. Hvis CO2-afgiften forøges, som Klimarådet har foreslået, vil tilskyndelsen til at erstatte olie- eller gasfyret blive større.

En anden mulighed, som herfra anbefales, er et forbud mod fyring med olie for eksempel i 2025 og gas senest i 2030. Det vil sende et klart signal og sikre, at vi får udfaset de fossile brændsler til individuel opvarmning, uanset hvor irrationelt forbrugerne agerer på god økonomi.

Der er allerede restriktioner i forhold til anskaffelse af oliefyr, idet man ikke må installere oliefyr i nybyggeri eller erstatte et gammelt oliefyr med et nyt, hvis man kan få fjernvarme eller naturgas i stedet for. Disse forbud mod nye oliefyr bør udvides med et decideret forbud mod fyring med olie og gas, selvfølgelig med en tidshorisont, så folk kan planlægge deres økonomi efter det.

Mange politikere vil være modstandere af at udstede påbud. Men det er faktisk noget, som vi accepterer på andre måder, når der er tale om væsentlige samfundsinteresser. Der vil selvfølgeligt være en udfordring for de familier, hvor der ikke er mulighed for at låne penge til køb af varmepumpe på grund af lave ejendomsværdi eller dårlig økonomi. Men man kan her overveje en mere målrettet støtte eller eventuelt sikre, at man kan installere en varmepumpe med abonnementsordning, hvor varmepumpen ejes af varmeleverandør, og bygningsejeren betaler for varmen efter forbrug.

Sammenfattende er der meget der peger på, at anlægstilskuddene til varmepumper pt. er for højt i forhold til, hvad der er nødvendigt. Vi opfordrer derfor Energistyrelsen til at overveje, om det er nødvendigt at yde så stort tilskud, når den næste pulje i 2021 skal udmøntes, eller om der kan fås flere varmepumper og energieffektivisering for pengene.

By |2020-11-30T10:43:49+01:0030. november 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top