Debatindlæg bragt i Information den 24. februar 2021 af Helene Hagel, Greenpeace, Gry Bossen, Verdens Skove, Julie Rosenkilde, Nyt Europa, Oliver de Mylius, Mellemfolkeligt Samvirke, Kirstine Lund Christiansen, Klimabevægelsen i Danmark, Christian Fromberg, Den Grønne Studenterbevægelse, Lars Køhler, Rådet for Grøn Omstilling, Mathias Høj Kristensen, CARE Danmark, Janice G. Førde, Kvindernes U-landsudvalg, Gunnar Boye Olesen, VedvarendeEnergi, Trine Glue Doan, WWF og Daniel Hauberg, Danmarks Naturfredningsforening

På fredag udgiver Klimarådet deres vurdering af regeringens klimaindsats. Klimarådet skal vurdere regeringens såkaldte ’hockeystav-tilgang’, der er en efterhånden tyndslidt metafor for regeringens klimasvigt. Regeringens strategi er nemlig at investere tid, penge og energi i alt for sene teknologiske fix, der giver en ret flad graf de første mange år, men til sidst bøjer skarpt opad.

Ifølge Klimaloven skal regeringen fastsætte et 2025-delmål. Regeringen har foreslået 46-50 procents reduktioner, men med de nuværende tiltag er vi allerede på vej mod at leve op til dette. Derfor vil Folketinget med den målsætning altså ikke skulle løfte en finger i denne regeringsperiode.

I Parisaftalen har vi forpligtet os til at begrænse global opvarmning til 1,5 grader. Med andre ord: Verdens lande skal overholde et globalt drivhusgasbudget. Vores beregninger viser desværre, at med regeringens delmål udledes hele 40,7 millioner tons drivhusgasser for meget frem mod 2030. Det svarer til, hvis hele den danske bilpark kører fra København til Cape Town i Sydafrika mere end ti gange.

Når regeringen udskyder klimatiltag og overskrider drivhusgasbudgettet, skal omstillingen i de sidste år op til deadline i 2030 foregå meget hurtigt – hele 2,5 gange hurtigere, end hvad der skal ske de næste par år. Det er uhensigtsmæssigt at forvente så hurtig en omstilling af borgere og industri.

Regeringens strategi er også en dyr strategi. Forskning fra Aarhus Universitet viser, at det er billigere at lave tidlige og gradvise reduktioner i omstillingen end at hente store reduktioner senere. Det burde være logik for regeringen: Det er nu engang nemmere at spise makrelmadden i små bidder end at sluge den i ét stykke.

Regeringens plan for den grønne omstilling er afhængig af ny teknologi, som skal hente store reduktioner i sidste øjeblik. Allerstørst lid sætter regeringen til fangst og lagring af CO2, hvor CO2 ’støvsuges’ fra skorstene på for eksempel affaldsforbrændingsanlæg og biomassefyret kraftvarme.

Regeringens plan regner med, at teknologien vil bidrage med mellem 29-66 procent af de manglende reduktioner for at nå 70-procent målet. Men flere eksperter vurderer, at disse forventninger til potentialet for ’støvsugning’ af CO2 er urealistiske, og at det store teknologiske sats er en dyr og usikker løsning.

Regeringen har taget skyklapper på for åbenlyse løsninger såsom kloge klimaafgifter og en reduktion af husdyrproduktionen i Danmark.

Efter valget i 2019 håbede vi på et skift, men regeringen har valgt at prioritere klimahandling med en mañana-mañana-tilgang, som ikke respekterer det grønne mandat, de fik.

Debatindlæg bragt i Ræson den 22. december 2020 af Lars Køhler, rådgiver, Rådet for Grøn Omstilling

Som skrevet i den godt et år gamle klimalov ”skal enhver siddende klimaminister ved udgangen af hvert år redegøre for året, der gik og regeringens klimaindsats”.

Den redegørelse fik vi så mandag d. 21. december. Og skal man bedømme ud fra Dan Jørgensens egne ord fra talerstolen i Folketinget, så var der da næsten ingen grænser for, hvor godt regeringen har klaret det. Optimismen ville næsten ingen ende tage.

Nu kommer det dog ikke som den største overraskelse, at regeringen selv mener, at de har klaret det forrygende. Men hvis vi for en stund skærer igennem politisk tale og spin, hvordan er det så faktisk gået i det forgangne år? Og hvad er egentlig regeringens ansvar? Er det fx kun regeringens ansvar at opnå målene i klimaloven, eller betyder måden vi når dertil noget?

Lad mig opridse situationen og problemstillingen, som den ser ud i dag.

I kapitel 1, paragraf 1 står der i klimaloven, at: ” Formålet med denne lov er, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70 pct. i forhold til niveauet i 1990, og at Danmark opnår at være et klimaneutralt samfund i senest 2050”. Det er de overordnede mål, som klimaloven skal sikre.

Men i samme paragraf i klimaloven står der også, at: ”Klimaindsatsen skal ske under hensyntagen til en række guidende principper”. Heriblandt er fx:

”Klimaudfordringerne er en global problemstilling. Derfor skal Danmark være et foregangsland i den internationale klimaindsats, som kan inspirere og påvirke resten af verden. Danmark har derudover både et historisk og moralsk ansvar for at gå forrest.”

Målene er selvfølgelig bærende, men måden, hvorpå vi når dertil, betyder også noget. Faktisk er måden så vigtig, at den er skrevet ind som et princip, der skal følges.

Så hvad er et ”grønt foregangsland” mere konkret? Hvad er det, verden har brug for lige nu? Det mener jeg efterhånden burde stå soleklart. Verden har brug for handling. Modig, ambitiøs, kompromisløs, ansvarlig, reel grøn omstilling, der faktisk medfører CO2-reduktioner. I dag.

UNEP´s Emission Gap Report 2020, som blev præsenteret for blot få uger siden, viste, at der skal ske en 14 pct. årlig reduktion i de globale CO2-udledninger, hvis vi skal undgå potentiel ”katastrofal global opvarmning”. Og venter vi, bliver dette tal bare større og større, og opgaven sværere og sværere.

Konklusionen bør derfor være ligetil: Skal Danmark leve op til klimalovens ord om ”et historisk og moralsk ansvar for at gå forrest” og at ”inspirere og påvirke resten af verden”, så skal vi ikke bare vise, at vi kan sætte de rette mål, men i lige så høj grad vise, hvordan der kan skabes reduktioner i dag. Ikke i morgen. Med det samme.

Og her har regeringen ramt helt ved siden af det seneste år. Og netop derfor har Dan Jørgensen og regeringen enorme forklaringsproblemer i dag.

I regeringens ”Klimahandlingsplan 2020”, som udgør den skriftlige baggrund for dagens mundtlige redegørelse fra Dan Jørgensen, og som blev udgivet søndag d. 20. december, står der som indledning på kapitel 3 følgende: ”Regeringen foreslår et indikativt mål for 2025 på 46-50 pct. i forhold til 1990”.

Regner man på tallene, så svarer en lineær reduktionssti til målet om 70 pct. reduktion i 2030 til cirka 54 pct. Et indikativt mål for 2025 på 46-50 pct. betyder altså med andre ord, at der burde stå følgende i regeringens handlingsplan i stedet: ”regeringen ønsker i den grad at tage den med ro indtil 2025, hvorefter de regner med, at den teknologiske udvikling klarer skærene for os frem mod 2030”.

Klimarådets anbefaling til et reduktionsmål for 2025 var da også 50-54 pct.

Der har været megen snak om den famøse hockeystav, men her er den altså fremlagt sort på hvidt som en decideret klimastrategi. Afvent. Tag det med ro. Og så krydser vi fingre for, at teknologien klarer det for os. Vi ved det ikke med sikkerhed. Men vi håber på det. Måske og muligvis.

Det har desuden været åbenlyst, at regeringen faktisk har fulgt denne strategi til punkt og prikke det sidste år. De har ikke haft travlt. De har afventet. Taget det med ro. Udskudt og undskyldt. I en sådan grad, at flere af støttepartierne undervejs har måttet true regeringen til handling. Den røde tråd i stort set alle årets indgåede klimaaftaler har desværre været, at de var utilstrækkelige.

Coronatiltag og startpakker til borgere og erhvervsliv har fx konsekvent været nærmest uden grønne krav. I juni blev der indgået en uambitiøs og teknologifixeret handlingsplan for energi- og industrisektoren. I starten af december landede en skuffende aftale for grøn omstilling af transportområdet. For få uger siden så vi en skattereform uden garanti for en nødvendig bred CO2-afgift. Og i sidste uge fremlagde regeringen en ”Strategi for Bæredygtigt Byggeri”, der udskyder CO2-krav i byggeriet til 2027.

Regeringens strategi får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. For hvad nu hvis teknologien ikke er på plads, når vi nærmer os 2030? Hvad nu hvis den ikke er moden nok? Ikke er effektiv nok? Hvad nu hvis den er alt for dyr?

Dropper vi så vores klimamål? Tvinges vi så til at dykke dybt ned i vores fælles pengepung og betale prisen for den nødvendige handling, der nu skal ske i vanvittig hast og endda skal indhente den ekstra udledning, som vi har forårsaget, mens vi ventede? Eller indfører vi dybt radikale tiltag, som flyve- og kørselsforbud, kødforbud eller byggestop, for at nå vores klimamålsætninger?

Spørgsmålet er altså, hvad vi gør, hvis de krydsede fingre ikke virker?

Og hvad værre er… Hvad gør vi hvis resten af verden rent faktisk kigger mod ”grønne Danmark” og ”inspireres og påvirkes” af denne strategi? Hvis resten af verden så også giver sig til at vente på måske og muligvis?

Dan Jørgensen nævnte det lille ”grønne foregangsland” adskillige gange fra talerstolen. Men han kunne ikke give Folketinget en forsikring om, at vores 2030 mål kan nås.

Og han kunne heller ikke påvise, at regeringen har givet verden det, den har allermest brug for lige nu – inspiration til reel klimahandling og konkrete reduktioner.

Og det er bare ikke godt nok.

Konklusionen må derfor være, at Dan Jørgensen og Socialdemokratiet ikke har bestået deres første reelle klimatest: at gøre klimalov til hverdag og sætte handling bag de mange fine ord og ambitioner. Desværre.

For det har bestemt ikke skortet på hverken behov eller grønt håb og optimisme efter det grønne valg og klimaloven sidste år.

Regeringen bør derfor starte det nye år med at følge den nylige opfordring fra FN’s generalsekretær, António Guterres, og erklære en klimanødsituation. Og dernæst bør de droppe hockeystaven, genåbne alle politiske aftaler fra 2020 og hæve ambitionerne over hele linjen. De bør hurtigst muligt vise os alle, at de faktisk forstår både alvoren og klimalovens ord, ved at give verden noget at blive inspireret af.

Vi har brug for inspirerende klimahandling. Ikke mere hockeystav og timeouts.