Fremtiden for fødevareproduktionen er plantebaseret

Debatindlæg bragt i Altinget den 27. november 2020 af Claus Ekman, direktør i Rådet for Grøn Omstilling, Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse, Frederik Madsen, sekretariatschef i Plantebranchen, Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening og Mads Flarup Christensen, generalsekretær i Greenpeace

Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde under Folketingets åbning, at vi skal være gode til klimavenligt landbrug. Et udstillingsvindue for grøn omstilling, der kan inspirere resten af verden.

Men hun efterlyste også svar på, hvordan det kan lade sig sig gøre, hvem der skal betale, og hvad det kommer til at betyde for den enkelte arbejdsplads, virksomhederne, lønmodtagerne, iværksætterne og velfærden.

Det vigtigste at få sagt er, at det ikke lader sig gøre, hvis vi insisterer på fortsat at producere 32 millioner svin om året. Derfor er vi, de seks undertegnede organisationer, gået sammen om at anvise en ny vej for dansk landbrug. Og vores bud er helt anderledes end oplægget fra Klimapartnerskabet for Fødevare- og Landbrugssektoren.

Plantebaserede fødevarer buldrer derudaf

Vi mener, at der skal udarbejdes en national handlingsplan for en omstilling af landbruget fra fokus på konventionel og animalsk produktion til økologisk og plantebaseret mad. Og nej, vi vil ikke nedlægge dansk landbrug. Vi vil fremtidssikre det.

Det skal naturligvis ske på en måde, så de mennesker, der i dag er beskæftiget i sektoren, har en tryg fremtid at kigge ind i. Og der vil naturligvis fortsat være både grise og køer i Danmark.

Interessen for at producere og forbruge plantebaserede fødevarer buldrer derudaf med vækstrater på mellem 15 og 30 procent. Ikke bare i Danmark, men også på nogle af Danmarks vigtigste eksportmarkeder som Sverige og Tyskland.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Internationale markedsundersøgelser viser, at det vil fortsætte sådan de næste ti år. Derfor kan vores dygtige landmænd roligt tage hul på en gradvis og omfattende omstilling mod at blive blandt verdens førende til at dyrke økologiske, proteinrige afgrøder af høj kvalitet, som kan bruges til at fremstille højtforædlede plantebaserede fødevarer.

Forslag til landet med mindst natur

Sammen har vi udarbejdet 18 forslag, der skal hjælpe den udvikling på vej. Her læner vi os blandt andet op ad Klimarådets anbefalinger om økonomiske incitamenter.

Desuden har vi brug for en række målrettede indsatser som kompetenceløft i det offentlige, investeringer i forskning og udvikling, uddannelse af landmænd, klimasmarte støtteordninger og eksportfremme af plantebaserede fødevarer.

I forhold til et mere klimavenligt landbrug er arealanvendelsen til foder en af de største udfordringer. Danmark er det mest opdyrkede land i Europa. Altså det land, som har mindst natur.

80 procent af landbrugsarealet anvendes i dag til foder og kun 11 procent på mad til mennesker. Oveni importerer vi årligt 1,7 millioner tons sojaskrå fra primært Sydamerika, hvor enestående natur- og skovområder ryddes for at skabe plads til produktionen.

Landmændene skal kompenseres

Derfor har vi også en række forslag til, hvordan vi frigiver mange hundrede tusinde hektar landbrugsjord til mere skov og natur.

Plantebaserede fødevarer kræver væsentligt mindre areal, så ved at satse på dem kan Danmark igen få en rig natur og masser af biodiversitet, samtidig med at vi fortsat er et landbrugsland med en betydelig fødevareproduktion og eksport.

Det er vigtigt at fastslå, at vi naturligvis er enige med Landbrug & Fødevarer i, at landmændene skal kompenseres økonomisk, når deres arealer ikke længere skal være landbrugsjord.

Fokus på plantemad til mennesker vil også løse en anden af de helt store forhindringer for et klimavenligt landbrug. Det vil nemlig føre til en langt mindre animalsk produktion.

De dyr, son vi fortsat vil have, kan vi sikre god dyrevelfærd gennem økologi i stadig udvikling og på vej mod endnu højere grad af bæredygtighed.

Flere plantebaserede måltider og færre luftvejssygdomme

Derudover vil omlægningen indfri en række miljømål, fordi den medfører mindre forurening med næringsstoffer, ammoniak, tungmetaller, sprøjtegifte og medicinrester i vores havmiljø, vandløb og grundvand. Endelig skal vi have omstillet det danske forbrug af animalske fødevarer til det niveau, som klimaforskerne anbefaler.

Vigtige værktøjer er flere plantebaserede måltider i de offentlige køkkener, uddannelse, kostråd og oplysning. Herudover omlægning af afgifter, hvilket sagtens kan gøres uden at ramme socialt skævt.

Finansieringen af alle disse forslag skal komme fra de sundhedsøkonomiske gevinster ved et lavere indtag af animalske fødevarer og ved  reduceret dyreproduktion, som giver bedre luftkvalitet og færre luftvejssygdomme. Cirka 11 milliarder kroner årligt. Derudover skal pengene komme fra afgifter og fra omprioritering af landbrugsstøtten og forsknings- og udviklingsmidler.

Regeringen for bordenden

For os at se er potentialet enormt. Hvis det skal forløses, kræver det, at staten tager medejerskab.

Regeringen skal sætte sig for bordenden og nedsætte et panel af eksperter og repræsentanter fra landbruget, fødevareindustrien og relevante organisationer.

Det er afgørende, at alle dele af forsyningskæden er repræsenteret, både konventionelle, økologiske, animalske og plantebaserede aktører. Sammen skal de levere et oplæg til en national målsætning og handlingsplan.

Hvis ikke vi går i gang med den nødvendige omstilling nu, vil fremtidens fødevaremarked blive overtaget af andre. Og samtidig vil statsministerens vision om et klimavenligt landbrug glide os af hænde.

By |2020-11-27T09:14:16+01:0027. november 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Røgen ud af boligområderne

Debatindlæg bragt i lokalavisen ValbyLIV den 26. november 2020 af Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling

Skorstensfejermester Henrik B. Jensen kritiserer her i lokalavisen 18. november, at sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling ønsker renere luft i vores villaområder og derfor opfordrer københavnerne til ikke at bruge deres brændeovne.

Det er selvfølgelig ikke overraskende, at den lokale skorstensfejermester er imod oplysning, der kan få københavnerne til at droppe brændeovnene. Det giver associationer til tobaksindustrien, der i sin tid kæmpede imod rygestop-kampagner og oplysning om helbredsskader af tobaksrøg.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Jeg sidder i kommunens ekspertgruppe af landets førende luftforurenings- og sundhedseksperter. Ekspertgruppen har anbefalet at få brænderøgen ud af boligområderne. Ligesom vi har anbefalet en række tiltag til at reducere forureningen fra vejtrafikken og andre forureningskilder.

Landets førende eksperter fra DCE ved Aarhus Universitet har lavet en detaljeret opgørelse over luftforureningen fra Københavns forureningskilder og tilknyttede helbredsskader. En gennemsnitlig brændeovn i byen koster samfundet cirka 15.000 kroner årligt i helbredsskader. Skader og omkostninger, der betales af naboerne og samfundet. Det går simpelthen ikke. Vi kan ikke lade brænderøg gøre folk alvorligt syge.

Skorstenen kan betragtes som husets cigaret. Den ryger, og naboerne udsættes for helbredsskadelig røg, der øger deres risiko for at blive syge.

Ligeledes kan brændeovne forurene luften inde i huset, så også familien med brændeovne udsættes for kræftfremkaldende og helbredsskadelig røg.

Nye brændeovne og korrekt fyring løser desværre slet ikke problemet. Ligesom der ikke eksisterer effektiv røggasrensning til brændeovne.

Både brændeovnene og vejtrafikken i København forurener. Men brændeovne er helt overflødige som varmekilde, mens vejtrafikken er nødvendig for, at vores nuværende samfund fungerer. Derfor er det fornuftigt at få røgen ud af vores boligområder nu. Man skal også kunne stille barnevognen ud i haven i vinterhalvåret uden frygt for, at naboen fylder barnets lunger med skadelig røg.

By |2020-11-26T15:14:03+01:0026. november 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Byggeriets omstilling kræver krav og regulering

Debatindlæg bragt i Altinget den 25. november 2020 af Lars Køhler, byggeri-, energi- og klimarådgiver, Rådet for Grøn Omstilling

Byggeriet står i dag for et sted mellem 35 og 40 procent af de globale CO2-udledninger. Cirka 40 procent af verdens energiforbrug er relateret til byggeriet. Og prognoser fortæller os, at over de næste 40 år vil der globalt blive bygget lige så mange m2, som der allerede findes i dag.

Det er tal, der er så overvældende og efterhånden er gentaget så mange gange, at man skulle tro de havde kilet sig fast i folks bevidsthed, og at både borgere og politikerne ville have kastet sig over området, for at gøre noget ved problemet.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Det er bare ikke sket. Og det kan man med rette undre sig over.

Byggeriet er bagud fra start

For hvorfor er handling ikke sket i en sektor, der ved grøn omstilling kan skabe enorm social og samfundsøkonomisk værdi gennem jobs, energibesparelser, bedre indeklima, sundere liv og grønnere byer? Hvorfor er handling ikke sket i en sektor, der faktisk lever af at skabe forandring?

Det burde jo være ligetil.

Men fakta er bare, at U-værdier, varmetabsberegninger, efterisolering, livscyklusanalyser og energieffektivitet er omtrent lige så sexede som ”en bunke våde sokker” og politisk salgbar på niveau med kødfrie dage og forhøjede boligskatter.

Byggeriet er bare bagud på point fra start.

Ingen har trukket i samme retning

Politikerne har i årtier haft en stærk modvilje imod at investere politisk kapital på et område, hvor stemmer ikke vindes men kun ses som tabte, når eksempelvis forbud af olie- og gasfyr og øgede energikrav berører borgernes dagligdag og privatøkonomi.

Derudover har den magtfulde energisektor i årevis arbejdet indædt for, at løsningen på grøn omstilling af byggeriet lå hos dem. Og bygherrer har set grønt byggeri som en trussel mod budget og den korte bundlinje.

Arkitekter har i en form for kunstnerisk ”fornærmelse” vægret sig mod at tage opgaven på deres skuldre. Og ingeniører har fortabt sig i tekniske detaljer. Ingen har til nu trukket i samme retning.

Blandt andet derfor står vi, hvor vi gør. Hvad gør vi så ved det?

Forståelsen af byggeriets rolle har rykket sig

Og her bliver det interessant. Der er nemlig sket noget fundamentalt de sidste par år, som helt har ændret forståelsen for byggeriets rolle i den grønne omstilling. Klimavidenskaben er blevet ”klar i spyttet”, og den samfundsmæssige forståelse har derfor rykket sig.

Vi ved nu, at det ikke længere er et spørgsmål om at pege på en sektor eller to og tro, at de kan løse problemerne for os alle, ved at blive gjort ”grønne”. Vi ved nu, at der uundgåeligt skal tages fat på alle sektorer og alle områder af samfundet, hvis vi skal lykkes med at foretage den enorme grønne omstilling, vi skal igennem på den hurtigste og mest omkostningseffektive måde.

Våde sokker eller ej, politikerne kan ikke længere komme udenom byggeriet ved at pege på energisektoren, råbe ”vindmøller” og påstå, at det hele kan klares der. Sådanne udmeldinger fremstår nu både uvidende, økonomisk uansvarlige og klimaforhalende.

Desuden er det de seneste år blevet klart for os alle, hvor stor en andel af byggeriets klimapåvirkning, der faktisk ligger i materialerne og ikke i driftsenergien. Situationen har ændret sig.

Vi kender løsningerne men mangler rammerne

Det sidste gør også, at vi nu ser arkitekterne tage den dagsorden, de tidligere har vægret sig mod, til sig. For grønt byggeri er blevet kreativt og engagerende, fordi det nu handler om ting, som arkitekterne holder af: helheder, teksturer, overflader, former og materialeforståelse.

Det handler ikke længere bare om den teknik og begrænsning i formsprog, der for mange kreative sjæle har føltes voldsomt begrænsende.

Og til forskel fra mange andre brancher skal branchen ikke først i gang med at opfinde løsningerne. Vi ved allerede godt, hvad der skal til. Vi mangler blot rammerne, der sikrer, at løsningerne kan blive rullet ud i det nødvendige tempo og omfang.

Og så er vi tilbage ved den nødvendige regulering.

Krav om bæredygtighedsklasse og ambitiøse effektiviseringsmål

Der er en hel del at tage fat på, men jeg vil nøjes med at bede Kaare Dybvad (S) om tre vigtige ting:

Først og fremmest skal han lytte til byggeriet, der i forårets klimapartnerskab bad om at få gjort den frivillige bæredygtighedsklasse til et krav, og som bad om livscyklusvurdering (LCA) og krav om max kg CO2/m2 i byggeriet allerede i 2021.

Så skal han tage EU-Kommissionens alvorlige kritik af vores energieffektiviseringsindsats til sig, sætte et ambitiøst nationalt energieffektiviseringsmål, sørge for at både LCA og analyse af totaløkonomi (LCC) stilles som krav også i renoveringsprojekter og sikre handling på tallene.

Og så skal regeringen ellers træde til side og lade branchen klare resten selv.

For byggeriet er bare så klar.

By |2022-01-12T11:18:06+01:0025. november 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Skorstenen er husets cigaret

Debatindlæg bragt i Altinget den 17. november 2020 af Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling

Carsten Bach, bestyrelsesformand i Foreningen af Danske Leverandører af Pejse og Brændeovne, kritiserer i Altinget, at den radikale miljøordfører Zenia Stampe vil indføre afgifter på brænderøg, så folk kommer til at betale for nogle af de helbredsskader, som deres røg forårsager.

Det er selvfølgelig ikke overraskende, at brændeovnsindustrien er imod afgifter, der kan reducere deres salg. Præcis ligesom tobaksindustrien har kæmpet imod afgifter på cigaretter. 

Men i en moderne verden kan vi ikke bare lade brændeovnsejerne gøre andre folk alvorligt syge. Man har ikke en grundlovssikret ret til bare fylde andre folks lunger med kræftfremkaldende og helbredsskadelig røg. Det er derfor, vi har indført rygeforbud i fly, tog og på arbejdspladser.

Brænderøg forårsager cirka 550 dødsfald i Danmark og helbredsskader for cirka 8 milliarder kroner årligt. Skader og omkostninger, der bare tørres af i hovedet på naboerne. Det går simpelthen ikke. Netop derfor anbefaler landets førende økonomer, sundhedseksperter, grønne organisationer og mange politikere, at der gribes ind med afgifter og forbud, der kan minimere brænderøgens helbredsskader.

Hvordan vi end vender og drejer det, så er skorstenen jo bare husets cigaret.

Desuden er brændeovne kilde til indeklimaforurening og skader derved også de familier, der bruger dem. Det kunne man selvfølgelig vælge at se igennem fingre med, da det så går ud over folk selv. Men da vi har et skattefinansieret sundhedsvæsen, så bliver også det en omkostning, der tørres af i hovedet på skatteyderne og derved os alle sammen.

Biler er nødvendige

Carsten Bach mener, at Zenia Stampe ser helt bort fra vejtrafikkens forurening ved at fokusere på brænderøgen i København. Her tager han fejl. Zenia har jo netop kæmpet utrætteligt for strammere miljøzoner for vejtrafikken, der kunne reducere trafikkens luftforurening.

Samtidig overser Carsten Bach helt den nye luftforureningsopgørelse for København fra 2020. Kun 16.000 brændeovne i København udleder på bare en enkelt fyringssæson over dobbelt så mange kræftfremkaldende og helbredsskadelige fine partikler, som al vejtrafikken udleder på et helt år. En gennemsnitlig brændeovn i København koster samfundet cirka 15.000 kroner årligt i helbredsskader.

Men den afgørende forskel på brændeovne og biltrafikken er, at mens bilerne er nødvendige i vores nuværende samfund, så er der intet behov for brændeovne. Samfundet fungerer fint uden.

Endelig betaler bilisterne rigtig mange afgifter, mens brændeovnsejerne fortsat lever godt i skattely.

Røgen ud af boligområderne

Ikke overraskende mener Carsten Bach, at løsningen er nye brændeovne. Her tager han helt fejl. En ny miljømærket brændeovn forurener cirka 100 gange mere per MWh med skadelige partikler end fjernvarme og fylder fortsat luften i vores stille boligområder med kræftfremkaldende og hormonforstyrrende tjærestoffer og dioxiner.

Det er uacceptabelt. Vi skal have røgen ud af vores boligområder, ligesom røgen er ude af fly, tog og arbejdspladser. Man skal kunne stille barnevognen ud i haven i vinterhalvåret, uden naboen kan fylde barnets lunger med skadelig røg.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

By |2020-11-17T15:57:01+01:0017. november 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Problemerne ved oprindelsesgarantier er veldokumenterede

Debatindlæg bragt i Altinget den 17. november 2020 af Claus Ekman, direktør, Rådet for Grøn Omstilling, Søren Dyck-Madsen, seniorkonsulent, Concito, Tarjei Haaland, klima- og energirådgiver, Greenpeace, Lasse Jesper Pedersen, klima- og energipolisk seniorrådgiver, Danmarks Naturfredningsforening og Rasmus Lildholdt Kjær, adm. direktør, Better Energy

I et debatindlæg 29. oktober fremfører Wind Denmarks Thomas Hwan kritik af vores opfordring om at fixe markedet for oprindelsesgarantier. Hwan mener, at det er uovervejet helt at stoppe udstedelsen af oprindelsesgarantier. Det er vi sådan set enige i. Vores forslag handler blot om, at staten – og dermed os alle sammen – skal tilskrives oprindelsesgarantierne for den VE-produktion, som staten også betaler for.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Derudover mener Hwan, at handlen med oprindelsesgarantier kun har ét formål. Ifølge Hwan er en oprindelsesgaranti blot en varedeklaration, og derfor behøver markedet for oprindelsesgarantier ikke nødvendigvis at spille en fremmende rolle for VE-udbygningen.

”Netop dette faktum, er også grunden til at EU-kommission og VE-direktivet ikke anbefaler, ”at VE-anlæg der har modtaget støtte ikke også kan få oprindelsesgarantier”, som ellers fremført i den førnævnte artikel fra Altinget,” skriver Hwan.

Vi mener kun, at dette synspunkt afspejler den halve sandhed. Oprindelsesgarantierne kan på grund af rigeligheden i dag købes ganske billigt af virksomheder som garanti for et ”grønt” image. Herved fratages incitamentet til progressive virksomheder om at gennemføre handlinger, som er betydeligt mere additionelle end blot køb af oprindelsesgarantier fra statsstøttede projekter.

Uhensigtsmæssig sammenblanding

Som Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet forklarer i et notat til Folketinget, så lægger det kommende VE-direktiv op til en modernisering af reglerne. ”Oprindelsesgarantier skal efter forslaget ikke længere kunne udstedes til producenten, hvis energiproduktion samtidig modtager støtte,” påpeger notatet.

Pointen er i øvrigt heller ikke ny. EU-Kommissionen har flere gange understreget, at det er hensigten med VE-direktivet (både det nuværende og kommende). Af samme årsag anbefaler EU-Kommissionen også, at medlemslandene begrænser handlen med statsstøttede oprindelsesgarantier.

Synspunktet burde dog ikke være ubekendt for Wind Denmark. Den europæiske paraplyorganisation, Wind Europe, anbefalede det samme for et par år tilbage.

For at advare imod den uhensigtsmæssige sammenblanding af statslige tilskud og udstedelsen af oprindelsesgarantier, gik Wind Europe sammen med den europæiske forbrugerorganisation og en række grønne Ngo’er i en fælleserklæring, der påpegede, at denne praksis var ”kontraproduktiv og problematisk”.

Følg kun anbefalingerne, hvis andre også gør

I stedet for at følge anbefalingerne fra EU-Kommissionen, Wind Europe og en lang række grønne organisationer, så foreslår Wind Danmark at fortsætte gældende praksis. En ændring af denne praksis vil nemlig ”næppe rykke meget på den gennemsnitlige pris, medmindre majoriteten af alle EU-lande følger det tyske eksempel – hvilket der umiddelbart ikke er udsigt til,” lyder begrundelsen.

Det er selvfølgeligt et rimeligt standpunkt, at man ikke selv vil bidrage til problemets løsning, som tyskerne gør, men kun ønsker at gøre noget ved problemet, hvis flere andre også hjælper til. Men hvis alle skulle vente på alle, ville vi næppe komme langt i den grønne omstilling. I det omfang man ønsker bedre vilkår for en mere markedsdreven og hurtigere grøn omstilling, så er der god ræson i at fixe markedet for oprindelsesgarantier.

Afslutningsvis hævder Hwan, at ”det kan derfor ikke entydigt siges, at oprindelsesgarantier ikke spiller en rolle i at drive VE-investeringer”. Den påstand savner faglig valør. Det fremgår tydeligt af de rapporter, som EU-Kommissionen, Energistyrelsen og det internationale agentur for vedvarende energi har udgivet i årenes løb. Konsensus i forskningslitteraturen er, at grønne elprodukter, der er baseret på oprindelsesgarantier, ikke har øget investeringerne i ny grøn elproduktion.

I dag er det desværre undtagelsen fremfor reglen, at markedet for oprindelsesgarantier driver nye VE-investeringer. Eksporten af de statsstøttede oprindelsesgarantier kan endda forhindre nye grønne investeringer drevet af virksomheder eller byer i andre EU-lande.

Men det behøver ikke at være sådan, og i takt med at det bliver billigere at udrulle VE-produktion uden statsstøtte, så vil vigtigheden af dette marked stige tilsvarende. Det kommende VE-direktiv skal gælde frem til 2030. Derfor bør markedet for oprindelsesgarantier fixes nu.

By |2020-11-17T08:43:45+01:0017. november 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Energibesparelser i statens bygninger halter langt bagud

Debatindlæg bragt i Altinget den 16. november 2020 af Christian Jarby, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling

Energistyrelsen har netop udsendt et udkast til cirkulære om energieffektivisering i statens bygninger i høring.

Cirkulæret kom nogenlunde samtidigt med regeringens strategi for grønne offentlige indkøb, der har det gode og ambitiøse mål, at de offentlige indkøb skal være en motor for den grønne omstilling.

Det forpligter det offentlige til gå foran i omstillingen og være det gode eksempel for det omgivende samfund. De offentlige indkøb udgør cirka 380 milliarder kroner per år og kan derfor være med til at trække markedet for grønne ydelser op i et højere gear.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Cirkulæret om energibesparelser i statens bygninger udgør en del af den indsats, som omfattes af strategien for offentlige indkøb. Desværre lever cirkulæret langt fra op til de ambitiøse mål, som strategien lægger op til. 

Uambitiøst og uklart formuleret

De væsentligste mangler er for det første, at målsætningen for indsatsen både er uambitiøs og uklart formuleret. 

Målsætningen for indsatsen i bygninger, som benyttes af ministerier og styrelser, er angivet som et antal kWh, der skal spares fra 2020 til 2030. Det er ikke angivet hvad energiforbruget er i dag, og derfor kan man ikke se, hvor ambitiøst dette er.

For øvrige bygninger, som ejes af staten, som eksempelvis domstole, statslige laboratorier og andre offentlige institutioner er målsætningen, at man frem til 2030 skal opnå energibesparelser på mindst 10 procent i forhold til energiforbruget i 2020.

Hvis man regner med, at dette gælder for hele bygningsmassen, så er det ikke særlig ambitiøst. Andre offentlige myndigheder, der har prioriteret området, har opstillet og gennemført meget mere ambitiøse målsætninger.

Som eksempel kan nævnes Aarhus Kommunes Aa+-program, hvor man over perioden fra 2013 til 2019 har gennemført renoveringer af kommunale bygninger med en målsætning om besparelser på 25 procent.

Det er endnu uklart om denne målsætning er opnået, men det ser ud til, at energiforbruget er reduceret med op imod 20 procent, samtidigt med indeklimaet i bygningerne er betydeligt forbedret.

Hvis de statslige institutioner skal leve op til målet om at gå foran, er der behov for en langt mere ambitiøs målsætning end 10 procent.

Utilstrækkelige indkøbskrav

For det andet indeholder cirkulæret et afsnit om indkøb af produkter og ydelser. Kravene i cirkulæret går primært ud på, at man skal købe produkter, der befinder i den bedste energiklasse ifølge EU’s energimærkning. 

Det er fint, men ikke tilstrækkeligt. Der mangler et klart perspektiv for, hvordan de statslige institutioner kan bruge deres markedskraft som store indkøbere til at drive udviklingen af markedet for energieffektive og grønne produkter.

En anden stor svaghed er, at der en kæmpe kattelem for, hvordan kravene kan omgås. Der står nemlig også, at kravene kun gælder, hvis de er omkostningseffektive.

Det betyder, at kravene kan omgås, når man i forbindelse med et udbud på en indkøbskontrakt modtager et ”sort” tilbud, der er billigere end et ”grønt” tilbud.

Denne kattelem findes i øvrigt flere steder i cirkulæret. Eksempelvis kan kravene til energieffektivitet ved indgåelse af lejekontrakter eller indkøb af bygninger omgås med henvisning til, at de ikke er omkostningseffektive.

Hvordan bliver der fulgt op?

For det tredje fremgår det ikke, hvordan man har tænkt sig at følge op på fremdriften. Der står, at ministerierne hvert år skal indberette deres energi- og vandforbrug til Energistyrelsen, og at tallene vil blive offentliggjort.

Men hvordan følger man op på, om de enkelte ministerier er på rette spor? Og hvad gør man, hvis det viser sig, at udviklingen i et eller flere ministerier løber løbsk? Det fremgår hverken af cirkulæret eller af andet materiale, der er kommet fra Energistyrelsen.

Forbedringer af cirkulæret

Et par gode ideer til hvordan man kan forbedre cirkulæret er:

  1. Fastsæt mere ambitiøse mål, og fastsæt målene på en mere entydig måde, der kan kommunikeres mere klart. Eksempelvis kan målet fastsættes som en reduktion af energiforbruget per m2 på 20 procent fra 2020 til 2030.
  2. Fastsæt faste krav til offentlige indkøb uden kattelem. Her kan statens indkøbere med fordel benytte de indkøbskrav, som fremgår af Energistyrelsens hjemmeside sparenergi.dk.
  3. Sæt gang i tværgående initiativer, der sikrer at statens rolle som stor indkøber bruges aktivt til sikring af et større volumen i efterspørgslen af grønne produkter. Dette kan også udvides til at omfatte tjenesteydelser. Eksempelvis kan statslige institutioner udbyde aftaler om effektivisering af driften på ESCO-vilkår og dermed bruge sit volumen til at få gang i dette marked.
  4. Definer en opfølgning af indsatsen i de enkelte ministerier, hvor resultaterne af deres indsatser vurderes hvert andet eller tredje år, og hvor der gribes overfor de ministerier, der ikke er på rette spor.

Der skal også være konsekvens i forhold til de ministerier, der ikke overholder deres mål. Dette kan eksempelvis ske ved at skrive ind i de enkelte institutioners resultatkontrakter, at de skal overholde målene for energieffektivisering.

Vi opfordrer hermed Folketinget til at sætte handling bag ordene og sikre, at indsatsen for energieffektivisering i statens bygninger går langt videre, end der er lagt op til i det fremlagte udkast.  Indsatsen bør inspirere til handling og ikke til undvigemanøvrer.

By |2020-11-16T09:40:02+01:0016. november 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Bæredygtigt byggeri giver også bedre liv

Debatindlæg bragt i Altinget den 16. september 2020 af Christian Jarby, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling, Søren Dyck-Madsen og Camilla Damsø, seniorkonsulenter i Concito.

Udover at gavne klimaet kan bæredygtigt byggeri give danskerne et bedre liv. Derfor bør regeringen slå to fluer med et smæk og prioritere både det sociale og klimamæssige i den kommende strategi for bæredygtigt byggeri.

Det er oplagt at kombinere målet om at reducere CO2-udledningen med løsningen på sociale udfordringer som ensomhed og utryghed. Inddrages de sociale aspekter i bæredygtigt byggeri, kan det føre til bedre livskvalitet hos mange danskere og spare samfundet for milliarder af kroner.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Bygningernes energiforbrug står for 20 procent af CO2-udledningen, og cirka 10 procent af Danmarks CO2-udledning foregår i bygge- og anlægsprocesser og i produktion af byggematerialer, jf. Klimapartnerskabet for byggeri.

Social trivsel kan spare os for milliarder

350.000 mennesker er ifølge Ældresagen ramt af ensomhed. Det koster samfundet over 8 milliarder kroner om året, blandt andet i sundhedsomkostninger. De sociale udfordringer kan blive reduceret ved også at rette fokus på sociale kvaliteter, når der bliver bygget bæredygtigt.

Erfaringer viser, at et klimavenligt bæredygtigt byggeri ofte kan afhjælpe ensomhed og dårlig trivsel, hvis der i byggeprojektet også sættes mål for sociale kvaliteter som eksempelvis færre ensomme, øget tryghed og flere fællesskaber. 

Virkemidler til at renovere og nybygge socialt bæredygtigt er blandt andet større fokus på boligers indretning og udformning. Ligesom flere mødesteder og grønne områder også bidrager positivt.

Bæredygtig renovering og nybyggeri fokuserer med god grund på at nedsætte energiforbruget, begrænse farlige stoffer i materialer og mindske CO2-belastningen. Men det er helt oplagt at inkludere de sociale kvaliteter, samtidig med vi bygger mere klimavenligt.

Bedre social trivsel kan spare samfundet for milliarder. Og der findes i dag allerede en lang række værktøjer til, hvordan sociale kvaliteter kan inkluderes i større renoveringer og nybyggeri. Men de skal huskes.

Sociale kvaliteter bør indgå i den frivillige sociale bæredygtighedsklasse

Vejledningen for den frivillige bæredygtighedsklasse for byggeri er et utroligt vigtigt skridt mod et mere grønt bæredygtigt byggeri. Men vejledningen kunne med fordel have inkluderet et kapitel om, hvordan sociale kvaliteter kan fremmes. Ligesom det er et vigtigt område også at inkludere i bæredygtighedscertificeringer som Svanemærket og DGBN-certificeringer.

Især i den almene sektor har der været tradition for at se på, hvordan større renoveringer og nybyggeri kan være med til at fremme trivslen blandt beboerne, og styrke sammenhængskraften i et boligområde. Denne tradition bør fortsættes.

Med den nye Boligaftale fra 2020 afsættes 30 milliarder kroner fra Landsbyggefonden til renovering af almene boliger i perioden 2021-2026. Det forventes, at 85-90 procent af renoveringerne i fremtiden vil indeholde grønne elementer, og der indføres et nyt grønt støttekriterium, en grøn screening og revurdering af renoveringsprojekterne på den eksisterende venteliste.

Den nye boligaftales fokus på at fremme klimavenlige løsninger i den almene sektor er positivt. Dette bør dog ikke ske på bekostning af sociale kvaliteter, men i kombination med fremme af sociale kvaliteter, ikke mindst i lyset af den generelle nedskæring i den boligsociale indsats i udsatte områder.

Den nye strategi for bæredygtigt byggeri er på vej. Den forventes forhandlet politisk, og udmønter sig forhåbentligt i nogle konkrete indsatser til at fremme et mere klimavenligt byggeri. Lad os nu også få inkluderet den sociale bæredygtighed. Det vil bidrage positivt både til klimaudfordringen og til en lang række store sociale samfundsudfordringer.  

By |2020-11-12T10:04:32+01:0012. november 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Økonomiske incitamenter modarbejder grøn omstilling i byggebranchen

Debatindlæg bragt i Altinget den 3. november 2020 af Sofie Hviid, projektudvikler, Rådet for Grøn Omstilling

Det skorter ikke på grønne intentioner og CSR-politikker fint dekoreret med FNs Verdensmål i alle dele af byggebranchen. Branchen har, ligesom de fleste andre, lugtet lunten – at evnen og villigheden til at omstille sin virksomhed til en grøn praksis formodentligt bliver udslagsgivende for om den eksisterer eller ej indenfor de kommende ti år.

Så hvorfor er den grønne omstilling af byggebranchen foreløbigt kun for de få spydspidser? Hvorfor ser vi stigende affaldsmængder, stigende samlet energiforbrug og stigende CO2-udledninger* fra branchen som helhed i stedet for det modsatte?


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Hvad er stærkere end de hæderlige intentioner og den åbenlyse nødvendighed? Det er de økonomiske incitamenter i branchens nuværende praksis. Og den økonomiske incitamentsstruktur modarbejder den grønne omstilling af branchen.

Skadelig incitamentstruktur

Byggebranchen er præget af udbud af entrepriser i alle led af værdikæden, lige fra hoved-/totalentreprise til de enkelte fagentrepriser, og i udbudsrunderne er den laveste pris et væsentligt konkurrenceparameter.

Den nuværende udbudspraksis, hvor virksomhederne konkurrerer på laveste pris, tager afsæt i ambitionen om have objektive, sammenlignelige konkurrenceparametre. Det opretholder samtidig en praksis, hvor alle led i værdikæden underbyder hinanden og reproducerer konventionelle materialevalg og løsninger på udførelse, der kan leveres til lavest mulige pris fremfor at udvikle nye grønne løsninger.

Der er altså en indlejret økonomisk incitamentsstruktur, der modarbejder innovation og grøn omstilling i branchen som helhed.

Her er argumenterne for at bygge som vi plejer:

  • Det er en praksis, der virker og er velafprøvet gennem årtier
  • Det er usikkert, hvor ansvaret placeres ved brug af uafprøvede metoder og materialer
  • Det er dokumentationstungt og risikabelt at vælge nye grønne løsninger
  • Det er omstændeligt og ressourcekrævende at omstille sin virksomhed uden resten af branchen følger med
  • Det er konkurrenceforringende at bygge grønt, når den øvrige branche konkurrerer på laveste pris
  • Det giver ikke mening at afgive tilbud på grønne løsninger, når konkurrenterne kommer til at underbyde med billigere udførelse og materialer og dermed vinder udbuddet

Og her er så argumenterne for at bygge grønt:

  • Vores klode kan ikke understøtte den nuværende byggepraksis

Så hvorfor er det lige, at man, som virksomhedsejer i byggebranchen, skal sætte sin virksomhed i sadlen på den høje, grønne klimahest, når det samtidig forringer ens konkurrenceevne, svækker ens mulighed for at vinde udbud, kræver store ressourcer at dokumentere nye løsningers holdbarhed og egenskaber, og man samtidig risikerer at stå med et ansvar og erstatningskrav for uafprøvede løsninger?

Det svar har hovedparten af byggebranchen forståeligt nok ikke. Derfor modarbejder den økonomiske incitamentsstruktur i den nuværende udbudspraksis den grønne omstilling og innovationen, og som konsekvens fortsætter branchen med at bygge som den plejer.

Grønne konkurrenceparametre

Byggebranchen kan og vil gerne bygge grønt, men det er nødvendigt at ændre de økonomiske incitamentsstrukturer gennem hele værdikæden, så de grønne ambitioner ikke defineres af den enkelte virksomheds CSR-politik, men af fair og lige vilkår under nye grønne konkurrenceparametre.

De nye konkurrenceparametre skal sætte klimahensyn og grøn omstilling øverst på dagsordenen og samtidig sikre gode konkurrencevilkår. Det skal ske ved at belønne de mest ambitiøse grønne løsninger, og fremme grønne materialer, innovation, grøn drift, energiforsyning og vedligeholdelse, genbrug og genanvendelse, vidensdeling og understøttende samarbejdsformer i stedet for et – alt for ensidigt – fokus på pris.

Her er det oplagt at bruge byggebranchens udbudsprocesser som værktøj. Byggebranchen har, med den største andel af den samlede CO2 udledning af alle brancher*, et kæmpe potentiale for at rykke Danmark nærmere målet om en samlet 70 procent CO2-reduktion inden 2030, og der er desværre intet quick-fix.

Det er en kompleks opgave, der venter branchen. Og byggebranchen er en tung skude at vende med sin traditionsbundne praksis, mange risikofaktorer og komplekse processer for regulering.

Den grønne omstilling af branchen som helhed kommer til at kræve en lang række indsatser, hvoraf udbudsprocesserne og de indlejrede incitamentsstrukturer er nogle af de centrale.

Det kræver, at branchen identificerer de konkrete forhindringerne for den grønne omstilling i de økonomiske incitamentsstrukturer, definerer nye grønne konkurrenceparametre og efterspørger den rette politiske regulering.

Her kunne man godt pege på enkelte aktører i byggeriets værdikæde, der burde gå forrest og tage et større ansvar, men tiden er ikke til at pege fingre ad enkelte aktører.

Tiden er til at finde fælles løsninger. Løsninger, der går på tværs af værdikæden, på tværs af interesseorganisationer og Ngo’er, på tværs af offentlig og privat.

Med afsæt i udbudsprocesserne vil det være muligt at finde en del af løsningen på en bunden fælles opgave, hvor branchens hæderlige intentioner, den åbenlyse nødvendighed og de økonomiske incitamenter sammen arbejder for den grønne omstilling.

*

Global Alliance for Buildings and Construction, International Energy Agency and the United Nations Environment Programme (2019): 2019 global status report for buildings and construction: Towards a zero-emission, efficient and resilient buildings and construction sector.

Miljøstyrelsen / Affaldsstatistik 2018

By |2020-11-03T11:46:23+01:003. november 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Skal Danmark stævnes ved EU-domstolen?

Debatindlæg bragt i Frederiksborg Amts Avis den 2. november 2020 af Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling

Helbredsskaderne skyldes både national og grænseoverskridende luftforurening. For at dæmme op for den grænseoverskridende luftforurening har FN besluttet Göteborg Protokollen (GP). EU har herefter besluttet National Emission Ceilings Direktivet (NECD). Begge reguleringer sætter nøje grænser for, hvor meget luftforurening nationer må udlede i 2020.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Kommissionens seneste opgørelse viser imidlertid, at kun 4 ud af 28 medlemsstater vil opfylde GP og NECD i 2020. Danmark er ikke et af dem. Vi vil overskride 40 % af udledningskravene ifølge vores egne indberetninger til EU grundet partikelforurening (primært fra brænderøg) og ammoniakforurening fra landbruget.

Der er akut behov for at bekæmpe luftforureningen yderligere igennem nationale tiltag. Vores EU-indberetning viser endda, at vi i 2030 kan overskride 60 % af udledningsgrænserne i NECD, hvis ikke politikerne griber målrettet ind – særligt over for brænderøg og ammoniak. Der kan i sidste ende blive tale om en retssag ved EU-domstolen og/eller en sag ved danske domstole.

Løsningerne er velkendte. Brændefyring kan let erstattes af isolering og renere varmekilder f.eks. fjernvarme i byerne og varmepumper på landet. Det gavner også klimaet, da brænderøg er den største kilde til klimaskadelige sodpartikler. Effektiv røggasrensning bliver måske også muligt. Landbrugets ammoniakforurening kan reduceres via mere bioforgasning eller gylleforsuring.

Det er pinligt, at vi som såkaldt grønt foregangsland, ikke engang opfylder FN’s og EU’s basale miljøkrav. Luftforurening koster mange flere dødsfald hvert eneste år end COVID-19 kommer i nærheden af. Alligevel gør politikerne forbløffende lidt for at reducere luftforureningen. 

By |2020-11-02T10:18:51+01:002. november 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

CO2 bør ikke være den eneste målestok for grønne indkøb

Debatindlæg bragt i Altinget den 29. oktober 2020 af Lone Mikkelsen, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling, Anne Aittomaki, strategisk direktør i Plastic Change, Pernille Haagen, rådgiver, WWF, Naja Andersen, politisk seniorrådgiver, Oceana og Mette Ranfelt, miljøpolitisk chefrådgiver, Danmarks Naturfredningsforening

Regeringen har indkaldt til forhandlinger om en ny strategi for offentlige, grønne indkøb, og det, vi hører, er, at strategien primært kommer til at måle offentlige, grønne indkøb på ét parameter – nemlig CO2.

Det er naturligvis positivt, hvis der bliver udviklet en god metode til at måle CO2-belastningen af offentlige indkøb. Men CO2 bør ikke være det eneste grønne måleparameter.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Ifølge regeringens nye vejledning fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet skal alle nye, politiske initiativer måles på tre overordnede parametre – klima, miljø og natur. Det bør også gælde offentlige indkøb.

Det offentlige har med sine årlige indkøb for mere end 300 milliarder kroner en unik mulighed for at fremme udviklingen mod en cirkulær økonomi. En omstilling til en cirkulær økonomi vil både have en markant effekt på vores CO2-udledning, og en bredere effekt i forhold til en mere bæredygtig brug af naturens øvrige ressourcer.

Gør affaldsforebyggelse til et ledende princip

I forhold til cirkulær økonomi spiller affaldshierarkiet en afgørende rolle, og øverst i prioriteringen ligger forebyggelse af affald og genbrug – for det er her, vi får den klart største ressourcemæssige effekt.

Danmark er det land i Europa, som producerer mest affald per indbygger. Derfor er det nødvendigt, at alle aktører bidrager til, at vi kommer væk fra denne kedelige rekord.

I et svar til Folketinget om kommunernes rolle i forhold til affaldsforebyggelse fra september i år, skriver miljøministeren: ”Kommunerne spiller en vigtig rolle ift. affaldsforebyggelse gennem fx grønne indkøbspolitikker”.

På baggrund af ministerens svar må vi forvente, at kommunernes vigtige rolle i forhold til affaldsforebyggelse bliver afspejlet i strategien. Vi opfodrer derfor til, at affaldsforebyggelse bliver et ledende princip for alle offentlige indkøb, og dermed bliver det fundamentalt at se på produkters levetid og levetidsomkostninger.

Totalomkostninger frem for anskaffelsesomkostninger

Hvis affald skal forebygges, skal vi købe produkter, der har en længere levetid, som blandt andet skal kunne repareres og genbruges. Overordnet set skal et produkt vurderes ud fra hele dets livscyklus. Her kan det være et godt redskab at stille krav om, at kommunerne skal se på totalomkostninger ved alle offentlige indkøb og ikke kun måle på anskaffelsesomkostningerne.

Hvor anskaffelsesomkostningerne kun udtrykker indkøbsprisen på varen, så omfatter totalomkostningerne også de efterfølgende omkostninger til vedligeholdelse, el- og vandforbrug m,v., hvilket gør det muligt at vælge det produkt, der samlet set, over dets levetid, er det billigste.  

Dermed bliver produktets levetid også afgørende i sig selv, og det giver endvidere producenterne et incitament til at udvikle produkter, som holder længere, og hvor producenten giver en lang garanti for produktets levetid.

Eksempelvis vil det blive relevant, om dit IT-udstyr er produceret til at holde længe og til nemt at kunne repareres, eller om det er lavet til at gå i stykker efter få år. Desuden er det væsentligt, at udstyret løbende og i mange år frem kan opdateres til nye styresystemer, da det ellers kan blive vanskeligt at efterleve diverse sikkerhedskrav.

IDA har fornyligt fået lavet en analyse, som viser, at den største barriere for, at kommuner og regioner køber bæredygtigt er, at bæredygtige produkter vurderes til at være dyrere prismæssigt. Samtidig er det kun 15  procent, der altid vurderer totalomkostningerne i forbindelse med offentlige indkøb.

Det er derfor helt oplagt, at en kommende strategi stiller krav om, at der skal ses på totalomkostningerne ved alle offentlige indkøb. Samtidig bør der afsættes midler til at udvikle de nødvendige redskaber, som vil gøre det simpelt for indkøberne at navigere efter totalomkostninger.

Udbredelse af miljømærkerne til nye produktgrupper

Krav om miljømærker ved offentlige udbud er en anden god måde at sikre sig, at offentlige indkøb er bærdygtige på flere parametre. De mest brugte mærker er Svanemærket og EU-Blomsten, og her vurderes produkter og serviceydelser netop ud fra et bredere perspektiv på bæredygtighed end blot CO2-udledning.

Mærkerne ser på hele produktets levetid og har en cirkulær tilgang til livscyklusvurderingen. Klima og CO2-reduktion er også en del af miljømærkerne, og der bliver i stigende grad indarbejdet klimakriterier i alle produktkategorier. Yderligere har miljømærkerne nogle skærpede krav til kemikalieindhold.

I dag er der alt for mange kemikalier på markedet, som har problematiske egenskaber, hvilket er en enorm barriere for genanvendelse og en reel cirkulær økonomi og dermed implicit en barriere i forhold til at nå EU’s genanvendelseskrav.

En udfordring med at bruge miljømærkerne til at sikre grønne indkøb er dog, at de for nogle produktkategorier ikke er tilstrækkelig udbredte. Derfor bør en ny strategi for offentlige indkøb afsætte midler til udbredelse af miljømærkerne til nye produktkategorier.

Gå væk fra engangsbrug 

Herudover er det nødvendigt med et øget fokus på genbrug, som er et helt oplagt redskab til at styrke den cirkulære økonomi og forebygge affald. Genbrug handler grundlæggende om at bruge de samme produkter flere gange. Den nye strategi for offentlig grønne indkøb bør opfordre til, at vi udfaser brugen af engangsprodukter og går over til produkter, som kan genbruges.

Helt konkret bør der udvikles en slags ”negativ liste” over de engangsprodukter, som ikke bør indkøbes. Det vil betyde, at vi forebygger affald, da produkterne netop ikke smides i skraldespanden efter blot at have været brugt én enkelt gang. 

Aalborg kommune er for nyligt gået forrest i at stoppe brugen af vand på flaske på de kommunale arbejdsplader og i mødelokalerne for at reducere deres CO2-aftryk, men også for at stoppe et unødvendigt engangsbrug af plastikflasker. Frederiksberg kommune har vedtaget en toårig forsøgsperiode, hvor der stilles forbud mod indkøb af engangsservice til kommunens cirka 200 offentlige institutioner netop for at stoppe engangsbrug og overgå til flergangsbrug til fordel for miljø, klima og ikke mindst økonomien.

En ny analyse fra Miljøstyrelsen viser, at brugen af engangskrus på hospitaler hverken kan betale sig økonomisk eller miljømæssigt, hvis der måles på totalomkostningerne frem for anskaffelsesomkostningerne.

Udfasningen af engangsprodukter bør gælde for både produkter, der er lavet af ikke-fornybare samt fornybare ressourcer samt dem, der er genanvendelige eller bionedbrydelige. Analysen fra Miljøstyrelsen viser eksempelvis, at der ikke er nogen gevinst forbundet med at skifte plastikkrus ud med papkrus – hverken økonomisk eller miljømæssigt, men at den helt store gevinst kommer ved at bruge genbrugskrus.

Bag alle engangsprodukter ligger der en klimabelastende proces; Materialet skal udvides eller dyrkes, det skal igennem en produktionsproces, det skal fragtes, og til sidst skal det håndteres som affald. Derfor vil engangsbrug aldrig kunne forsvares til almindelige anvendelser.

Online genbrugsportal for alle offentlige indkøb

En ’lavt hængende frugt’ kan være at oprette en online genbrugsportal for offentlige indkøb, så produkter, som kan bruges et andet sted, ikke blot bliver smidt ud. Selvom kontormøblerne skal skiftes ud på rådhuset i Vejle kommune, kan det sagtens være, at møblerne kan bruges på en skole i Kolding kommune.

Vi ved, at der arbejdes med offentlige genbrugsportaler internt i nogle kommuner, men det kan med fordel udbredes til hele landet.

Tilbagetagningsordninger

Offentlige indkøb bør desuden fremme leverandørers incitament til at lave tilbagetagningsordninger for deres egne produkter, så de kan levetidsforlænge produkterne ved reparation, genbrug eller genanvendte råmaterialer i nye produkter. Det giver virksomhederne et incitament til at designe produkter, som nemt kan skilles ad, repareres, og hvor komponenter kan genbruges i så lang tid som muligt og derefter genanvendes.

På samme måde bør der laves købs- og leveringsaftaler, hvor leverandøren er forpligtet til at tage emballagen tilbage og genbruge den for netop at undgå affaldsgenerering og lave systemiske samarbejdsløsninger.

Samlet set kan det offentlige med fordel indkøbe efter en ressourcebesparende og affaldsforebyggende logik i tråd med EU’s affaldshierarki, hvor der samtidig høstes CO2-besparelser og økonomisk gevinst.

Vi håber, at regeringen i den kommende strategi for offentlige indkøb vil udnytte det potentiale, der ligger i at fremme cirkulær økonomi gennem offentlige indkøb og stå fast ved miljøministerens udmelding om, at kommunerne spiller en vigtig rolle i forhold til affaldsforebyggelse gennem grønne indkøbspolitikker.

Hvis affaldsforebyggelse bliver et ledende princip for offentlige indkøb, så bliver vi automatisk nødt til at tænke mere cirkulært og have fokus på en mere bæredygtig brug af naturens ressourcer på langt flere parametre end blot CO2-udledning.

By |2020-10-29T09:19:22+01:0029. oktober 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top