Problemerne ved oprindelsesgarantier er veldokumenterede

Debatindlæg bragt i Altinget den 17. november 2020 af Claus Ekman, direktør, Rådet for Grøn Omstilling, Søren Dyck-Madsen, seniorkonsulent, Concito, Tarjei Haaland, klima- og energirådgiver, Greenpeace, Lasse Jesper Pedersen, klima- og energipolisk seniorrådgiver, Danmarks Naturfredningsforening og Rasmus Lildholdt Kjær, adm. direktør, Better Energy

I et debatindlæg 29. oktober fremfører Wind Denmarks Thomas Hwan kritik af vores opfordring om at fixe markedet for oprindelsesgarantier. Hwan mener, at det er uovervejet helt at stoppe udstedelsen af oprindelsesgarantier. Det er vi sådan set enige i. Vores forslag handler blot om, at staten – og dermed os alle sammen – skal tilskrives oprindelsesgarantierne for den VE-produktion, som staten også betaler for.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Derudover mener Hwan, at handlen med oprindelsesgarantier kun har ét formål. Ifølge Hwan er en oprindelsesgaranti blot en varedeklaration, og derfor behøver markedet for oprindelsesgarantier ikke nødvendigvis at spille en fremmende rolle for VE-udbygningen.

”Netop dette faktum, er også grunden til at EU-kommission og VE-direktivet ikke anbefaler, ”at VE-anlæg der har modtaget støtte ikke også kan få oprindelsesgarantier”, som ellers fremført i den førnævnte artikel fra Altinget,” skriver Hwan.

Vi mener kun, at dette synspunkt afspejler den halve sandhed. Oprindelsesgarantierne kan på grund af rigeligheden i dag købes ganske billigt af virksomheder som garanti for et ”grønt” image. Herved fratages incitamentet til progressive virksomheder om at gennemføre handlinger, som er betydeligt mere additionelle end blot køb af oprindelsesgarantier fra statsstøttede projekter.

Uhensigtsmæssig sammenblanding

Som Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet forklarer i et notat til Folketinget, så lægger det kommende VE-direktiv op til en modernisering af reglerne. ”Oprindelsesgarantier skal efter forslaget ikke længere kunne udstedes til producenten, hvis energiproduktion samtidig modtager støtte,” påpeger notatet.

Pointen er i øvrigt heller ikke ny. EU-Kommissionen har flere gange understreget, at det er hensigten med VE-direktivet (både det nuværende og kommende). Af samme årsag anbefaler EU-Kommissionen også, at medlemslandene begrænser handlen med statsstøttede oprindelsesgarantier.

Synspunktet burde dog ikke være ubekendt for Wind Denmark. Den europæiske paraplyorganisation, Wind Europe, anbefalede det samme for et par år tilbage.

For at advare imod den uhensigtsmæssige sammenblanding af statslige tilskud og udstedelsen af oprindelsesgarantier, gik Wind Europe sammen med den europæiske forbrugerorganisation og en række grønne Ngo’er i en fælleserklæring, der påpegede, at denne praksis var ”kontraproduktiv og problematisk”.

Følg kun anbefalingerne, hvis andre også gør

I stedet for at følge anbefalingerne fra EU-Kommissionen, Wind Europe og en lang række grønne organisationer, så foreslår Wind Danmark at fortsætte gældende praksis. En ændring af denne praksis vil nemlig ”næppe rykke meget på den gennemsnitlige pris, medmindre majoriteten af alle EU-lande følger det tyske eksempel – hvilket der umiddelbart ikke er udsigt til,” lyder begrundelsen.

Det er selvfølgeligt et rimeligt standpunkt, at man ikke selv vil bidrage til problemets løsning, som tyskerne gør, men kun ønsker at gøre noget ved problemet, hvis flere andre også hjælper til. Men hvis alle skulle vente på alle, ville vi næppe komme langt i den grønne omstilling. I det omfang man ønsker bedre vilkår for en mere markedsdreven og hurtigere grøn omstilling, så er der god ræson i at fixe markedet for oprindelsesgarantier.

Afslutningsvis hævder Hwan, at ”det kan derfor ikke entydigt siges, at oprindelsesgarantier ikke spiller en rolle i at drive VE-investeringer”. Den påstand savner faglig valør. Det fremgår tydeligt af de rapporter, som EU-Kommissionen, Energistyrelsen og det internationale agentur for vedvarende energi har udgivet i årenes løb. Konsensus i forskningslitteraturen er, at grønne elprodukter, der er baseret på oprindelsesgarantier, ikke har øget investeringerne i ny grøn elproduktion.

I dag er det desværre undtagelsen fremfor reglen, at markedet for oprindelsesgarantier driver nye VE-investeringer. Eksporten af de statsstøttede oprindelsesgarantier kan endda forhindre nye grønne investeringer drevet af virksomheder eller byer i andre EU-lande.

Men det behøver ikke at være sådan, og i takt med at det bliver billigere at udrulle VE-produktion uden statsstøtte, så vil vigtigheden af dette marked stige tilsvarende. Det kommende VE-direktiv skal gælde frem til 2030. Derfor bør markedet for oprindelsesgarantier fixes nu.

By |2020-11-17T08:43:45+01:0017. november 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Energibesparelser i statens bygninger halter langt bagud

Debatindlæg bragt i Altinget den 16. november 2020 af Christian Jarby, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling

Energistyrelsen har netop udsendt et udkast til cirkulære om energieffektivisering i statens bygninger i høring.

Cirkulæret kom nogenlunde samtidigt med regeringens strategi for grønne offentlige indkøb, der har det gode og ambitiøse mål, at de offentlige indkøb skal være en motor for den grønne omstilling.

Det forpligter det offentlige til gå foran i omstillingen og være det gode eksempel for det omgivende samfund. De offentlige indkøb udgør cirka 380 milliarder kroner per år og kan derfor være med til at trække markedet for grønne ydelser op i et højere gear.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Cirkulæret om energibesparelser i statens bygninger udgør en del af den indsats, som omfattes af strategien for offentlige indkøb. Desværre lever cirkulæret langt fra op til de ambitiøse mål, som strategien lægger op til. 

Uambitiøst og uklart formuleret

De væsentligste mangler er for det første, at målsætningen for indsatsen både er uambitiøs og uklart formuleret. 

Målsætningen for indsatsen i bygninger, som benyttes af ministerier og styrelser, er angivet som et antal kWh, der skal spares fra 2020 til 2030. Det er ikke angivet hvad energiforbruget er i dag, og derfor kan man ikke se, hvor ambitiøst dette er.

For øvrige bygninger, som ejes af staten, som eksempelvis domstole, statslige laboratorier og andre offentlige institutioner er målsætningen, at man frem til 2030 skal opnå energibesparelser på mindst 10 procent i forhold til energiforbruget i 2020.

Hvis man regner med, at dette gælder for hele bygningsmassen, så er det ikke særlig ambitiøst. Andre offentlige myndigheder, der har prioriteret området, har opstillet og gennemført meget mere ambitiøse målsætninger.

Som eksempel kan nævnes Aarhus Kommunes Aa+-program, hvor man over perioden fra 2013 til 2019 har gennemført renoveringer af kommunale bygninger med en målsætning om besparelser på 25 procent.

Det er endnu uklart om denne målsætning er opnået, men det ser ud til, at energiforbruget er reduceret med op imod 20 procent, samtidigt med indeklimaet i bygningerne er betydeligt forbedret.

Hvis de statslige institutioner skal leve op til målet om at gå foran, er der behov for en langt mere ambitiøs målsætning end 10 procent.

Utilstrækkelige indkøbskrav

For det andet indeholder cirkulæret et afsnit om indkøb af produkter og ydelser. Kravene i cirkulæret går primært ud på, at man skal købe produkter, der befinder i den bedste energiklasse ifølge EU’s energimærkning. 

Det er fint, men ikke tilstrækkeligt. Der mangler et klart perspektiv for, hvordan de statslige institutioner kan bruge deres markedskraft som store indkøbere til at drive udviklingen af markedet for energieffektive og grønne produkter.

En anden stor svaghed er, at der en kæmpe kattelem for, hvordan kravene kan omgås. Der står nemlig også, at kravene kun gælder, hvis de er omkostningseffektive.

Det betyder, at kravene kan omgås, når man i forbindelse med et udbud på en indkøbskontrakt modtager et ”sort” tilbud, der er billigere end et ”grønt” tilbud.

Denne kattelem findes i øvrigt flere steder i cirkulæret. Eksempelvis kan kravene til energieffektivitet ved indgåelse af lejekontrakter eller indkøb af bygninger omgås med henvisning til, at de ikke er omkostningseffektive.

Hvordan bliver der fulgt op?

For det tredje fremgår det ikke, hvordan man har tænkt sig at følge op på fremdriften. Der står, at ministerierne hvert år skal indberette deres energi- og vandforbrug til Energistyrelsen, og at tallene vil blive offentliggjort.

Men hvordan følger man op på, om de enkelte ministerier er på rette spor? Og hvad gør man, hvis det viser sig, at udviklingen i et eller flere ministerier løber løbsk? Det fremgår hverken af cirkulæret eller af andet materiale, der er kommet fra Energistyrelsen.

Forbedringer af cirkulæret

Et par gode ideer til hvordan man kan forbedre cirkulæret er:

  1. Fastsæt mere ambitiøse mål, og fastsæt målene på en mere entydig måde, der kan kommunikeres mere klart. Eksempelvis kan målet fastsættes som en reduktion af energiforbruget per m2 på 20 procent fra 2020 til 2030.
  2. Fastsæt faste krav til offentlige indkøb uden kattelem. Her kan statens indkøbere med fordel benytte de indkøbskrav, som fremgår af Energistyrelsens hjemmeside sparenergi.dk.
  3. Sæt gang i tværgående initiativer, der sikrer at statens rolle som stor indkøber bruges aktivt til sikring af et større volumen i efterspørgslen af grønne produkter. Dette kan også udvides til at omfatte tjenesteydelser. Eksempelvis kan statslige institutioner udbyde aftaler om effektivisering af driften på ESCO-vilkår og dermed bruge sit volumen til at få gang i dette marked.
  4. Definer en opfølgning af indsatsen i de enkelte ministerier, hvor resultaterne af deres indsatser vurderes hvert andet eller tredje år, og hvor der gribes overfor de ministerier, der ikke er på rette spor.

Der skal også være konsekvens i forhold til de ministerier, der ikke overholder deres mål. Dette kan eksempelvis ske ved at skrive ind i de enkelte institutioners resultatkontrakter, at de skal overholde målene for energieffektivisering.

Vi opfordrer hermed Folketinget til at sætte handling bag ordene og sikre, at indsatsen for energieffektivisering i statens bygninger går langt videre, end der er lagt op til i det fremlagte udkast.  Indsatsen bør inspirere til handling og ikke til undvigemanøvrer.

By |2020-11-16T09:40:02+01:0016. november 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Bæredygtigt byggeri giver også bedre liv

Debatindlæg bragt i Altinget den 16. september 2020 af Christian Jarby, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling, Søren Dyck-Madsen og Camilla Damsø, seniorkonsulenter i Concito.

Udover at gavne klimaet kan bæredygtigt byggeri give danskerne et bedre liv. Derfor bør regeringen slå to fluer med et smæk og prioritere både det sociale og klimamæssige i den kommende strategi for bæredygtigt byggeri.

Det er oplagt at kombinere målet om at reducere CO2-udledningen med løsningen på sociale udfordringer som ensomhed og utryghed. Inddrages de sociale aspekter i bæredygtigt byggeri, kan det føre til bedre livskvalitet hos mange danskere og spare samfundet for milliarder af kroner.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Bygningernes energiforbrug står for 20 procent af CO2-udledningen, og cirka 10 procent af Danmarks CO2-udledning foregår i bygge- og anlægsprocesser og i produktion af byggematerialer, jf. Klimapartnerskabet for byggeri.

Social trivsel kan spare os for milliarder

350.000 mennesker er ifølge Ældresagen ramt af ensomhed. Det koster samfundet over 8 milliarder kroner om året, blandt andet i sundhedsomkostninger. De sociale udfordringer kan blive reduceret ved også at rette fokus på sociale kvaliteter, når der bliver bygget bæredygtigt.

Erfaringer viser, at et klimavenligt bæredygtigt byggeri ofte kan afhjælpe ensomhed og dårlig trivsel, hvis der i byggeprojektet også sættes mål for sociale kvaliteter som eksempelvis færre ensomme, øget tryghed og flere fællesskaber. 

Virkemidler til at renovere og nybygge socialt bæredygtigt er blandt andet større fokus på boligers indretning og udformning. Ligesom flere mødesteder og grønne områder også bidrager positivt.

Bæredygtig renovering og nybyggeri fokuserer med god grund på at nedsætte energiforbruget, begrænse farlige stoffer i materialer og mindske CO2-belastningen. Men det er helt oplagt at inkludere de sociale kvaliteter, samtidig med vi bygger mere klimavenligt.

Bedre social trivsel kan spare samfundet for milliarder. Og der findes i dag allerede en lang række værktøjer til, hvordan sociale kvaliteter kan inkluderes i større renoveringer og nybyggeri. Men de skal huskes.

Sociale kvaliteter bør indgå i den frivillige sociale bæredygtighedsklasse

Vejledningen for den frivillige bæredygtighedsklasse for byggeri er et utroligt vigtigt skridt mod et mere grønt bæredygtigt byggeri. Men vejledningen kunne med fordel have inkluderet et kapitel om, hvordan sociale kvaliteter kan fremmes. Ligesom det er et vigtigt område også at inkludere i bæredygtighedscertificeringer som Svanemærket og DGBN-certificeringer.

Især i den almene sektor har der været tradition for at se på, hvordan større renoveringer og nybyggeri kan være med til at fremme trivslen blandt beboerne, og styrke sammenhængskraften i et boligområde. Denne tradition bør fortsættes.

Med den nye Boligaftale fra 2020 afsættes 30 milliarder kroner fra Landsbyggefonden til renovering af almene boliger i perioden 2021-2026. Det forventes, at 85-90 procent af renoveringerne i fremtiden vil indeholde grønne elementer, og der indføres et nyt grønt støttekriterium, en grøn screening og revurdering af renoveringsprojekterne på den eksisterende venteliste.

Den nye boligaftales fokus på at fremme klimavenlige løsninger i den almene sektor er positivt. Dette bør dog ikke ske på bekostning af sociale kvaliteter, men i kombination med fremme af sociale kvaliteter, ikke mindst i lyset af den generelle nedskæring i den boligsociale indsats i udsatte områder.

Den nye strategi for bæredygtigt byggeri er på vej. Den forventes forhandlet politisk, og udmønter sig forhåbentligt i nogle konkrete indsatser til at fremme et mere klimavenligt byggeri. Lad os nu også få inkluderet den sociale bæredygtighed. Det vil bidrage positivt både til klimaudfordringen og til en lang række store sociale samfundsudfordringer.  

By |2020-11-12T10:04:32+01:0012. november 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Økonomiske incitamenter modarbejder grøn omstilling i byggebranchen

Debatindlæg bragt i Altinget den 3. november 2020 af Sofie Hviid, projektudvikler, Rådet for Grøn Omstilling

Det skorter ikke på grønne intentioner og CSR-politikker fint dekoreret med FNs Verdensmål i alle dele af byggebranchen. Branchen har, ligesom de fleste andre, lugtet lunten – at evnen og villigheden til at omstille sin virksomhed til en grøn praksis formodentligt bliver udslagsgivende for om den eksisterer eller ej indenfor de kommende ti år.

Så hvorfor er den grønne omstilling af byggebranchen foreløbigt kun for de få spydspidser? Hvorfor ser vi stigende affaldsmængder, stigende samlet energiforbrug og stigende CO2-udledninger* fra branchen som helhed i stedet for det modsatte?


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Hvad er stærkere end de hæderlige intentioner og den åbenlyse nødvendighed? Det er de økonomiske incitamenter i branchens nuværende praksis. Og den økonomiske incitamentsstruktur modarbejder den grønne omstilling af branchen.

Skadelig incitamentstruktur

Byggebranchen er præget af udbud af entrepriser i alle led af værdikæden, lige fra hoved-/totalentreprise til de enkelte fagentrepriser, og i udbudsrunderne er den laveste pris et væsentligt konkurrenceparameter.

Den nuværende udbudspraksis, hvor virksomhederne konkurrerer på laveste pris, tager afsæt i ambitionen om have objektive, sammenlignelige konkurrenceparametre. Det opretholder samtidig en praksis, hvor alle led i værdikæden underbyder hinanden og reproducerer konventionelle materialevalg og løsninger på udførelse, der kan leveres til lavest mulige pris fremfor at udvikle nye grønne løsninger.

Der er altså en indlejret økonomisk incitamentsstruktur, der modarbejder innovation og grøn omstilling i branchen som helhed.

Her er argumenterne for at bygge som vi plejer:

  • Det er en praksis, der virker og er velafprøvet gennem årtier
  • Det er usikkert, hvor ansvaret placeres ved brug af uafprøvede metoder og materialer
  • Det er dokumentationstungt og risikabelt at vælge nye grønne løsninger
  • Det er omstændeligt og ressourcekrævende at omstille sin virksomhed uden resten af branchen følger med
  • Det er konkurrenceforringende at bygge grønt, når den øvrige branche konkurrerer på laveste pris
  • Det giver ikke mening at afgive tilbud på grønne løsninger, når konkurrenterne kommer til at underbyde med billigere udførelse og materialer og dermed vinder udbuddet

Og her er så argumenterne for at bygge grønt:

  • Vores klode kan ikke understøtte den nuværende byggepraksis

Så hvorfor er det lige, at man, som virksomhedsejer i byggebranchen, skal sætte sin virksomhed i sadlen på den høje, grønne klimahest, når det samtidig forringer ens konkurrenceevne, svækker ens mulighed for at vinde udbud, kræver store ressourcer at dokumentere nye løsningers holdbarhed og egenskaber, og man samtidig risikerer at stå med et ansvar og erstatningskrav for uafprøvede løsninger?

Det svar har hovedparten af byggebranchen forståeligt nok ikke. Derfor modarbejder den økonomiske incitamentsstruktur i den nuværende udbudspraksis den grønne omstilling og innovationen, og som konsekvens fortsætter branchen med at bygge som den plejer.

Grønne konkurrenceparametre

Byggebranchen kan og vil gerne bygge grønt, men det er nødvendigt at ændre de økonomiske incitamentsstrukturer gennem hele værdikæden, så de grønne ambitioner ikke defineres af den enkelte virksomheds CSR-politik, men af fair og lige vilkår under nye grønne konkurrenceparametre.

De nye konkurrenceparametre skal sætte klimahensyn og grøn omstilling øverst på dagsordenen og samtidig sikre gode konkurrencevilkår. Det skal ske ved at belønne de mest ambitiøse grønne løsninger, og fremme grønne materialer, innovation, grøn drift, energiforsyning og vedligeholdelse, genbrug og genanvendelse, vidensdeling og understøttende samarbejdsformer i stedet for et – alt for ensidigt – fokus på pris.

Her er det oplagt at bruge byggebranchens udbudsprocesser som værktøj. Byggebranchen har, med den største andel af den samlede CO2 udledning af alle brancher*, et kæmpe potentiale for at rykke Danmark nærmere målet om en samlet 70 procent CO2-reduktion inden 2030, og der er desværre intet quick-fix.

Det er en kompleks opgave, der venter branchen. Og byggebranchen er en tung skude at vende med sin traditionsbundne praksis, mange risikofaktorer og komplekse processer for regulering.

Den grønne omstilling af branchen som helhed kommer til at kræve en lang række indsatser, hvoraf udbudsprocesserne og de indlejrede incitamentsstrukturer er nogle af de centrale.

Det kræver, at branchen identificerer de konkrete forhindringerne for den grønne omstilling i de økonomiske incitamentsstrukturer, definerer nye grønne konkurrenceparametre og efterspørger den rette politiske regulering.

Her kunne man godt pege på enkelte aktører i byggeriets værdikæde, der burde gå forrest og tage et større ansvar, men tiden er ikke til at pege fingre ad enkelte aktører.

Tiden er til at finde fælles løsninger. Løsninger, der går på tværs af værdikæden, på tværs af interesseorganisationer og Ngo’er, på tværs af offentlig og privat.

Med afsæt i udbudsprocesserne vil det være muligt at finde en del af løsningen på en bunden fælles opgave, hvor branchens hæderlige intentioner, den åbenlyse nødvendighed og de økonomiske incitamenter sammen arbejder for den grønne omstilling.

*

Global Alliance for Buildings and Construction, International Energy Agency and the United Nations Environment Programme (2019): 2019 global status report for buildings and construction: Towards a zero-emission, efficient and resilient buildings and construction sector.

Miljøstyrelsen / Affaldsstatistik 2018

By |2020-11-03T11:46:23+01:003. november 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Skal Danmark stævnes ved EU-domstolen?

Debatindlæg bragt i Frederiksborg Amts Avis den 2. november 2020 af Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling

Helbredsskaderne skyldes både national og grænseoverskridende luftforurening. For at dæmme op for den grænseoverskridende luftforurening har FN besluttet Göteborg Protokollen (GP). EU har herefter besluttet National Emission Ceilings Direktivet (NECD). Begge reguleringer sætter nøje grænser for, hvor meget luftforurening nationer må udlede i 2020.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Kommissionens seneste opgørelse viser imidlertid, at kun 4 ud af 28 medlemsstater vil opfylde GP og NECD i 2020. Danmark er ikke et af dem. Vi vil overskride 40 % af udledningskravene ifølge vores egne indberetninger til EU grundet partikelforurening (primært fra brænderøg) og ammoniakforurening fra landbruget.

Der er akut behov for at bekæmpe luftforureningen yderligere igennem nationale tiltag. Vores EU-indberetning viser endda, at vi i 2030 kan overskride 60 % af udledningsgrænserne i NECD, hvis ikke politikerne griber målrettet ind – særligt over for brænderøg og ammoniak. Der kan i sidste ende blive tale om en retssag ved EU-domstolen og/eller en sag ved danske domstole.

Løsningerne er velkendte. Brændefyring kan let erstattes af isolering og renere varmekilder f.eks. fjernvarme i byerne og varmepumper på landet. Det gavner også klimaet, da brænderøg er den største kilde til klimaskadelige sodpartikler. Effektiv røggasrensning bliver måske også muligt. Landbrugets ammoniakforurening kan reduceres via mere bioforgasning eller gylleforsuring.

Det er pinligt, at vi som såkaldt grønt foregangsland, ikke engang opfylder FN’s og EU’s basale miljøkrav. Luftforurening koster mange flere dødsfald hvert eneste år end COVID-19 kommer i nærheden af. Alligevel gør politikerne forbløffende lidt for at reducere luftforureningen. 

By |2020-11-02T10:18:51+01:002. november 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

CO2 bør ikke være den eneste målestok for grønne indkøb

Debatindlæg bragt i Altinget den 29. oktober 2020 af Lone Mikkelsen, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling, Anne Aittomaki, strategisk direktør i Plastic Change, Pernille Haagen, rådgiver, WWF, Naja Andersen, politisk seniorrådgiver, Oceana og Mette Ranfelt, miljøpolitisk chefrådgiver, Danmarks Naturfredningsforening

Regeringen har indkaldt til forhandlinger om en ny strategi for offentlige, grønne indkøb, og det, vi hører, er, at strategien primært kommer til at måle offentlige, grønne indkøb på ét parameter – nemlig CO2.

Det er naturligvis positivt, hvis der bliver udviklet en god metode til at måle CO2-belastningen af offentlige indkøb. Men CO2 bør ikke være det eneste grønne måleparameter.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Ifølge regeringens nye vejledning fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet skal alle nye, politiske initiativer måles på tre overordnede parametre – klima, miljø og natur. Det bør også gælde offentlige indkøb.

Det offentlige har med sine årlige indkøb for mere end 300 milliarder kroner en unik mulighed for at fremme udviklingen mod en cirkulær økonomi. En omstilling til en cirkulær økonomi vil både have en markant effekt på vores CO2-udledning, og en bredere effekt i forhold til en mere bæredygtig brug af naturens øvrige ressourcer.

Gør affaldsforebyggelse til et ledende princip

I forhold til cirkulær økonomi spiller affaldshierarkiet en afgørende rolle, og øverst i prioriteringen ligger forebyggelse af affald og genbrug – for det er her, vi får den klart største ressourcemæssige effekt.

Danmark er det land i Europa, som producerer mest affald per indbygger. Derfor er det nødvendigt, at alle aktører bidrager til, at vi kommer væk fra denne kedelige rekord.

I et svar til Folketinget om kommunernes rolle i forhold til affaldsforebyggelse fra september i år, skriver miljøministeren: ”Kommunerne spiller en vigtig rolle ift. affaldsforebyggelse gennem fx grønne indkøbspolitikker”.

På baggrund af ministerens svar må vi forvente, at kommunernes vigtige rolle i forhold til affaldsforebyggelse bliver afspejlet i strategien. Vi opfodrer derfor til, at affaldsforebyggelse bliver et ledende princip for alle offentlige indkøb, og dermed bliver det fundamentalt at se på produkters levetid og levetidsomkostninger.

Totalomkostninger frem for anskaffelsesomkostninger

Hvis affald skal forebygges, skal vi købe produkter, der har en længere levetid, som blandt andet skal kunne repareres og genbruges. Overordnet set skal et produkt vurderes ud fra hele dets livscyklus. Her kan det være et godt redskab at stille krav om, at kommunerne skal se på totalomkostninger ved alle offentlige indkøb og ikke kun måle på anskaffelsesomkostningerne.

Hvor anskaffelsesomkostningerne kun udtrykker indkøbsprisen på varen, så omfatter totalomkostningerne også de efterfølgende omkostninger til vedligeholdelse, el- og vandforbrug m,v., hvilket gør det muligt at vælge det produkt, der samlet set, over dets levetid, er det billigste.  

Dermed bliver produktets levetid også afgørende i sig selv, og det giver endvidere producenterne et incitament til at udvikle produkter, som holder længere, og hvor producenten giver en lang garanti for produktets levetid.

Eksempelvis vil det blive relevant, om dit IT-udstyr er produceret til at holde længe og til nemt at kunne repareres, eller om det er lavet til at gå i stykker efter få år. Desuden er det væsentligt, at udstyret løbende og i mange år frem kan opdateres til nye styresystemer, da det ellers kan blive vanskeligt at efterleve diverse sikkerhedskrav.

IDA har fornyligt fået lavet en analyse, som viser, at den største barriere for, at kommuner og regioner køber bæredygtigt er, at bæredygtige produkter vurderes til at være dyrere prismæssigt. Samtidig er det kun 15  procent, der altid vurderer totalomkostningerne i forbindelse med offentlige indkøb.

Det er derfor helt oplagt, at en kommende strategi stiller krav om, at der skal ses på totalomkostningerne ved alle offentlige indkøb. Samtidig bør der afsættes midler til at udvikle de nødvendige redskaber, som vil gøre det simpelt for indkøberne at navigere efter totalomkostninger.

Udbredelse af miljømærkerne til nye produktgrupper

Krav om miljømærker ved offentlige udbud er en anden god måde at sikre sig, at offentlige indkøb er bærdygtige på flere parametre. De mest brugte mærker er Svanemærket og EU-Blomsten, og her vurderes produkter og serviceydelser netop ud fra et bredere perspektiv på bæredygtighed end blot CO2-udledning.

Mærkerne ser på hele produktets levetid og har en cirkulær tilgang til livscyklusvurderingen. Klima og CO2-reduktion er også en del af miljømærkerne, og der bliver i stigende grad indarbejdet klimakriterier i alle produktkategorier. Yderligere har miljømærkerne nogle skærpede krav til kemikalieindhold.

I dag er der alt for mange kemikalier på markedet, som har problematiske egenskaber, hvilket er en enorm barriere for genanvendelse og en reel cirkulær økonomi og dermed implicit en barriere i forhold til at nå EU’s genanvendelseskrav.

En udfordring med at bruge miljømærkerne til at sikre grønne indkøb er dog, at de for nogle produktkategorier ikke er tilstrækkelig udbredte. Derfor bør en ny strategi for offentlige indkøb afsætte midler til udbredelse af miljømærkerne til nye produktkategorier.

Gå væk fra engangsbrug 

Herudover er det nødvendigt med et øget fokus på genbrug, som er et helt oplagt redskab til at styrke den cirkulære økonomi og forebygge affald. Genbrug handler grundlæggende om at bruge de samme produkter flere gange. Den nye strategi for offentlig grønne indkøb bør opfordre til, at vi udfaser brugen af engangsprodukter og går over til produkter, som kan genbruges.

Helt konkret bør der udvikles en slags ”negativ liste” over de engangsprodukter, som ikke bør indkøbes. Det vil betyde, at vi forebygger affald, da produkterne netop ikke smides i skraldespanden efter blot at have været brugt én enkelt gang. 

Aalborg kommune er for nyligt gået forrest i at stoppe brugen af vand på flaske på de kommunale arbejdsplader og i mødelokalerne for at reducere deres CO2-aftryk, men også for at stoppe et unødvendigt engangsbrug af plastikflasker. Frederiksberg kommune har vedtaget en toårig forsøgsperiode, hvor der stilles forbud mod indkøb af engangsservice til kommunens cirka 200 offentlige institutioner netop for at stoppe engangsbrug og overgå til flergangsbrug til fordel for miljø, klima og ikke mindst økonomien.

En ny analyse fra Miljøstyrelsen viser, at brugen af engangskrus på hospitaler hverken kan betale sig økonomisk eller miljømæssigt, hvis der måles på totalomkostningerne frem for anskaffelsesomkostningerne.

Udfasningen af engangsprodukter bør gælde for både produkter, der er lavet af ikke-fornybare samt fornybare ressourcer samt dem, der er genanvendelige eller bionedbrydelige. Analysen fra Miljøstyrelsen viser eksempelvis, at der ikke er nogen gevinst forbundet med at skifte plastikkrus ud med papkrus – hverken økonomisk eller miljømæssigt, men at den helt store gevinst kommer ved at bruge genbrugskrus.

Bag alle engangsprodukter ligger der en klimabelastende proces; Materialet skal udvides eller dyrkes, det skal igennem en produktionsproces, det skal fragtes, og til sidst skal det håndteres som affald. Derfor vil engangsbrug aldrig kunne forsvares til almindelige anvendelser.

Online genbrugsportal for alle offentlige indkøb

En ’lavt hængende frugt’ kan være at oprette en online genbrugsportal for offentlige indkøb, så produkter, som kan bruges et andet sted, ikke blot bliver smidt ud. Selvom kontormøblerne skal skiftes ud på rådhuset i Vejle kommune, kan det sagtens være, at møblerne kan bruges på en skole i Kolding kommune.

Vi ved, at der arbejdes med offentlige genbrugsportaler internt i nogle kommuner, men det kan med fordel udbredes til hele landet.

Tilbagetagningsordninger

Offentlige indkøb bør desuden fremme leverandørers incitament til at lave tilbagetagningsordninger for deres egne produkter, så de kan levetidsforlænge produkterne ved reparation, genbrug eller genanvendte råmaterialer i nye produkter. Det giver virksomhederne et incitament til at designe produkter, som nemt kan skilles ad, repareres, og hvor komponenter kan genbruges i så lang tid som muligt og derefter genanvendes.

På samme måde bør der laves købs- og leveringsaftaler, hvor leverandøren er forpligtet til at tage emballagen tilbage og genbruge den for netop at undgå affaldsgenerering og lave systemiske samarbejdsløsninger.

Samlet set kan det offentlige med fordel indkøbe efter en ressourcebesparende og affaldsforebyggende logik i tråd med EU’s affaldshierarki, hvor der samtidig høstes CO2-besparelser og økonomisk gevinst.

Vi håber, at regeringen i den kommende strategi for offentlige indkøb vil udnytte det potentiale, der ligger i at fremme cirkulær økonomi gennem offentlige indkøb og stå fast ved miljøministerens udmelding om, at kommunerne spiller en vigtig rolle i forhold til affaldsforebyggelse gennem grønne indkøbspolitikker.

Hvis affaldsforebyggelse bliver et ledende princip for offentlige indkøb, så bliver vi automatisk nødt til at tænke mere cirkulært og have fokus på en mere bæredygtig brug af naturens ressourcer på langt flere parametre end blot CO2-udledning.

By |2020-10-29T09:19:22+01:0029. oktober 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Det er en bunden opgave, at klimakrisen og naturkrisen skal løses under et

Debatindlæg bragt i Politiken den 22. oktober 2020 af Claus Ekman, direktør, Rådet for Grøn Omstilling, Kristine Van Het Erve Grunnet, branchechef, VE, Dansk Energi og Martin Risum Bøndergaard, politisk chef, Wind Denmark

Den sjette massedød, skovbrande, 100-års storme, historisk tørke på den ene side af Jorden og historisk oversvømmelse på den anden side.

Udfordringerne tårner sig op, og beslutningstagere i hele verden har travlt med at løse disse historiske udfordringer skabt af menneskets dominans på Jorden.

Det er ikke en let tid for vores kære folkevalgte, for hvor skal man begynde, og hvor skal man slutte? Men det hjælper ikke at stirre sig blind på udfordringerne. Det, oplever vi, er ved at ske i regeringen, hvor man i stigende grad ser en konflikt mellem at løse klimaproblemerne og at løse biodiversitetsproblemerne.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

I virkeligheden er udfordringerne forbundne, og de skal derfor løses samlet.

Vi skal væk fra den silotænkning, som vi lige nu ser udspille sig i forbindelse med etablering af en række havvindmølleparker rundtom i Danmark: I biodiversitetssiloen vil man frede områder i de danske farvande. Her ser man fredningerne som uforenelige med etableringen af havvindmøller, fordi man fokuserer på den negative indflydelse, etablering og drift af havvindmølleparker kan have på havbund og dyreliv. I klimasiloen forbereder man sig på at producere store mængder grøn strøm i de områder, der endnu ikke er allokeret til andre formål.

I klimasiloen investeres milliarder af kroner med henblik på at reducere millioner af tons CO2-udledning for at indfri klimaforpligtelser og herigennem skabe tusindvis af danske jobs. I biodiversitetssiloen søger man at beskytte noget, det er vanskeligt at sætte tal på.

Men når vi nu ved, at både klimakrisen og biodiversitetskrisen er virkelige, og at sidstnævnte bliver forstærket af førstnævnte, er det så ikke en bunden opgave at få løsningerne på de to områder til at gå hånd i hånd, hvor det kan lade sig gøre? Det kræver, at man tænker anderledes, og at der prioriteres.

Lad os igen bruge havvindmølleprojekterne som eksempel: Hvad nu, hvis man tog det udgangspunkt, at der skal være mere plads til både naturparker og havvindmølleparker? Der findes en række forskellige måder til at få det til at spille bedre sammen på.

For hvad angår naturen og livet under havoverfladen, har vindmølleindustrien i mange år udviklet og forfinet metoder, der begrænser aftrykket på havbunden, ja sågar genskaber særligt vigtige habitater. Det er også lykkedes at udvikle teknologi, der reducerer støjgener for havpattedyr i konstruktionsfasen. Når først vindmølleparkerne er i drift, viser studier, at de kan have en positiv effekt på både fisk, skaldyr, vegetation og havpattedyr. Faktisk yder havvindmølleparkerne i sig selv en beskyttelse af havbunden, fordi man ikke tillader fiskeri med bundtrawl inden for havvindmølleparkerne. Netop bundtrawl har en væsentlig negativ effekt på havbunden og dermed på biodiversiteten.

For fuglene over og på havoverfladen kan man etablere kunstige rev uden for havvindmølleparkerne og på den måde etablere nye områder, hvor fugle kan søge føde. En anden oplagt mulighed for at yde fuglebeskyttelse er at indskrænke muligheden for at regulere eller jage fuglearter, man ønsker at beskytte, i områderne omkring havvindmøllerne.

Afværgeforanstaltninger, herunder erstatningsarealer, kan bringe os noget af vejen, men man bør samtidig sikre større områder, hvor naturen får absolut topprioritet, så det samlede pres på biodiversiteten mindskes.

Heldigvis er det danske farvand stort. Havvindmøller og hensynet til biodiversitet bør derfor ikke blive hinandens modsætninger. Med den rette prioritering og helhedsorienterede planlægning bør det være muligt at sikre, at naturen får bedre forhold på havet, og at man samtidig skaber plads til at løse det problem, der er en af de største årsager til biodiversitetskrisen i verden, nemlig klimakrisen.

Grundlæggende handler det om at finde fælles løsninger og at turde prioritere. Men det handler også om at prioritere både klima og biodiversitet højere. I dag er store områder reserveret til forsvar, søfart og olie-, gas- og råstofudvinding. Det lader ikke meget areal tilbage til naturfredning og vedvarende energi.

Vi bør i fællesskab finde løsninger og arealer, hvor flere hensyn kan tilgodeses, hvor vi kan udbygge med grøn energi og samtidig sikre et mindsket pres på biodiversiteten. Det bør være på tide at give lidt mere plads i Danmark til natur- og klimaløsninger frem for krudt, kugler, olie og gas.

By |2020-10-26T15:11:02+01:0022. oktober 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Spørgsmål og svar vedr. kampagnen Stop Luftforurening

Hvor mange dør af luftforurening?

Hvert år dør ca. 4200 danskere for tidligt af luftforurening. I gennemsnit mister hver af disse danskere 10,6 leveår. Men det dækker over en spredning, så nogle mister f.eks. 20 leveår, mens andre kun mister et leveår. Forud for dødsfaldene går ofte år med sygdom, så antallet at tabte raske leveår er meget større.

Tallet stammer fra Sundhedsstyrelsen. Styrelsen oplyser, at de seneste danske beregninger fra august 2019 viser, at luftforureningen i Danmark i perioden 2016-2018 var årsag til gennemsnitligt ca. 4200 for tidlige dødsfald årligt. Ca. 3000 af de for tidlige dødsfald skyldes kilder til luftforurening i udlandet, mens ca. 1200 tilfælde skyldes danske kilder. Luftforurening fra danske kilder bidrager endvidere med ca. 1800 for tidlige dødsfald årligt i Europa.

Kilde: Sundhedsstyrelsen
Kilde: DCE’s bog Luftforurening og Sundhed skrevet af seniorforsker Thomas Ellermann og professor Ole Hertel

Er luftforurening virkelig Danmarks 3. største dræber?

Ja. Ifølge Kræftens Bekæmpelse dør der hvert år ca. 13.000 danskere af rygning, mens ca. 4.500 danskere dør som følge af fysisk inaktivitet. Luftforurening koster ca. 4.200 danskere livet hvert år, og bliver derfor Danmarks tredje største dræber.

Kilde: Sundhedsstyrelsen: Fakta om fysisk aktivitet
Kilde: Kræftens bekæmpelse
Kilde: Sundhedsstyrelsen

Hvilke kilder er der til luftforurening i Danmark?

Luften forurenes af mange forskellige kilder fra både Danmark og udlandet: Af biler, busser og lastbiler. Af de store fragtskibe, der flytter varer rundt i verden. Af brændefyring i de private hjem. Af de mange fly, færger og krydstogtskibe, der transporterer os rundt, når vi f.eks. skal på ferie. Af ammoniak fra landbrugets produktion af mælk og kød. Og mange andre kilder. Derfor skal kampen mod luftforureningen tages mange forskellige steder både i Danmark og internationalt. 

Hvad er de største danske kilder til helbredsskadelig luftforurening i Danmark?

I Danmark er brændefyring årsag til omkring halvdelen af dødsfaldene fra danske forureningskilder, mens vejtrafik forårsager ca. 25 % og landbruget ca. 15 %. Dertil kommer kraftværker, industri m.v. der forårsager 10 %. En væsentlig forskel på forureningskilderne er dog, at samfundet kunne fungere fint uden brændefyring.

Skader luftforurening klimaet?

Ja, og det er der flere grunde til. Den væsentligste er, at kilderne til luftforurening i de allerfleste tilfælde også er kilder til CO2. Luftforurening skabes primært i afbrændingsprocesser, hvor der også udledes CO2, uanset om det er fra fossile brændsler eller fra f.eks. biomasse. En anden væsentlig årsag er sodpartiklerne i luftforureningen, der bevæger sig over store afstande og sætter sig på sne og is i bl.a. Arktis. Dette kaldes black carbon, og de mørke partikler på den lyse baggrund skaber en større absorption af solindstråling, som smelter sneen og isen og dermed øger opvarmningseffekten. Studier viser at denne effekt er en væsentlig del af global opvarmning. Der er dog også effekter, der trækker den anden vej, da svovlpartikler i atmosfæren kan medvirke til mindre solindstråling og dermed har en kølende effekt. Alt i alt er effekten af luftforurening dog klart opvarmende, så en reduktion af luftforurening er også godt for klimaet.

Hvad koster luftforureningen samfundet?

Tallet 80 mia. kr. årligt stammer fra Sundhedsstyrelsen. De seneste danske beregninger fra august 2019 viser, at luftforureningen i perioden 2016-2018 i gennemsnit var årsag til 4200 for tidlige dødsfald, 3000 tilfælde årligt af kronisk bronkitis hos voksne og 19.000 tilfælde hos børn, 58 tilfælde af lungekræft, godt 3000 indlæggelser for åndedrætsbesvær, knapt 1000 indlæggelser for hjerte-kar-sygdomme, godt 1200 tabte arbejdsdage og ca. 3,7 mio. dage med nedsat aktivitet.

De samlede eksterne omkostninger, der er relateret til luftforureningen i Danmark anslås til ca. 79 milliarder kr. som årligt gennemsnit for perioden 2016-2018. 

Disse tal indeholder kun sundhedsomkostningerne og der medregnes ikke omkostninger forbundet med tab af biodiversitet, global opvarmning, skade på afgrøder og bygninger etc.

Kilde: Sundhedsstyrelsen
Kilde: DCE: Luftforureningens indvirkning på sundheden i Danmark

Hvad vil det sige, at Danmark ikke lever op til EU-kravene for luftforurening og risikerer en EU-retssag?

I juli 2020 gjorde EU-Kommissionen status på medlemslandenes indsats for at leve op til kravene, og her fremgik det, at Danmark i 2020 er i høj risiko for ikke at nå i mål med at nedbringe udledningen på to områder. Det handler om fine partikler og ammoniak. Fine partikler stammer hovedsageligt fra brændeovne og til dels fra trafikken, mens ammoniak udledes fra landbruget.

I forbindelse med statusopgørelsen udelukkede EU-Kommissionen ikke muligheden for at bruge juridisk magt til at håndhæve NEC-direktivet, hvis det bliver nødvendigt.

Kilde: Altinget: Dårlig luftkvalitet får EU til at løfte pegefingeren over for Danmark

Er det rigtigt, at en stor del af luftforureningen i Danmark stammer fra udenlandske kilder?

Ja, det er rigtigt, at en stor del af luftforureningen i Danmark stammer fra udenlandske kilder. Faktisk kommer 70-75 % af luftforureningen fra udlandet og fra international skibsfart og luftfart. Derfor er det vigtigt med et ambitiøst internationalt samarbejde i FN og EU for at kunne reducere både internationale og nationale kilder.

Hvordan er I nået frem til, at udgiften til helbredsskader som følge af luftforurening svarer til 15 supersygehuse og 5 havvindmølleparker?

Helbredsskaderne som følge af luftforurening koster samfundet 80 mia. i kr. hvert år

Et supersygehus koster i gennemsnit 4,6 mia. kr., når man tager udgangspunkt i priserne fra denne artikel.

Derfor har vi lavet følgende regnestykke: 80 mia. / 4,6 mia. = 17,4 supersygehuse.
Vi har valgt at medregne en buffer, og skriver derfor, at de årlige udgifter til helbredsskader svarer til, at vi kunne bygge 15 supersygehuse hvert år.

I forhold til vindmølleparkerne har vi taget udgangspunkt i store havvindmølleparker på 700 MW.
En havvindmølle koster 3-4 MEuro/MW. Derfor bliver regnestykket følgende:

700 havvindmøller x 3 MEuro = 2,1 mia. Euro
1 Euro = 7,5 kroner
2,1 mia. Euro = 15,75 mia. kr. for en havvindmøllepark

Helbredsskaderne er 80 mia. kr. hvert år
80 mia. kr. / 15,75 mia. kr. = 5,08 havvindmølleparker, som Danmark kunne bygge hvert år for udgifterne til helbredsskader som følge af luftforurening. Denne beregning tager udgangspunkt i vurderingen af den totale pris for en havvindmøllepark, mens de statslige udgifter vil være langt lavere, da vindmølleparker i dag primært finansieres af private investorer og statsstøtten således kun dækker en begrænset del af omkostningen. Derfor vil 80 mia. kr. i støtte kunne resultere i langt mere end 5 havvindmølleparker.

Kilde (s. 236): Energistyrelsen: Technology Data – Generation of Electricity and District heating

Hvorfor er det vigtigt at reducere luftforurening fra danske kilder så som brændefyring og transport, hvis de kun bidrager til 20-25 % af helbredsskaderne fra luftforureningen i Danmark?

De danske kilder til luftforurening er også vigtige at få gjort noget ved, da de ligesom udenlandske kilder er grænseoverskridende og giver anledning til negative helbredseffekter og dødsfald.

Samtidig er brændefyring og vejtrafik er de to danske kilder, som tilsammen står for 75 % af dødsfaldene i Danmark relateret til dansk luftforurening. Brænderøg forårsager ca. 50 % af dødsfaldene i Danmark relateret til dansk luftforurening, mens vejtrafikkens luftforurening forårsager ca. 25 %.  

De seneste danske beregninger fra august 2019 viser, at luftforureningen i Danmark i perioden 2016-2018 var årsag til gennemsnitligt ca. 4200 for tidlige dødsfald årligt. Ca. 3000 af de for tidlige dødsfald skyldes kilder til luftforurening i udlandet, mens ca. 1200 tilfælde skyldes danske kilder. Luftforurening fra danske kilder bidrager endvidere med ca. 1800 for tidlige dødsfald årligt i Europa.

Kilde: Sundhedsstyrelsen
Kilde: DCE: Luftkvalitet og helbredseffekter i Danmark

Hvordan kan luftforurening begrænses?

Luftforurening kommer fra mange kilder, og derfor er der mange områder, hvor man kan sætte ind. Luftforurening kan bl.a. begrænses med:

  • skrappere miljøzoner i vores byer, så vi slipper for de gamle, forurenende dieselbiler.
  • en effektiv regulering af brændefyring – særligt i byerne, der i dag er blandt de største kilder til sundhedsskadelig luftforurening.
  • krav om partikelfiltre og katalysatorer til entreprenørmaskiner i byerne.
  • bedre regler for skibstrafikken, der afbrænder beskidt bunkerolie uden røggasrensning, og for krydstogtskibe, der forurener luften i hjertet af vores store byer.
  • begrænsning af ammoniakudledninger fra landbruget via miljøteknologi.
  • færre udledninger fra flytrafikken.
Hvordan foregår jeres arbejde med at reducere luftforurening?

Vores arbejde med luftforurening er meget bredt og fokuserer både på internationale og nationale kilder. For at reducerer grænseoverskridende luftforurening er det vigtigt med et ambitiøst internationalt samarbejde. Derfor foregår en meget stor del af vores arbejde i FN og EU og andre medlemsstater i tæt samarbejde med medlemmer af Europaparlamentet, forskere og grønne organisationer samt myndigheder fra hele verden.  

Vores arbejde dækker både luftkvalitetsmålinger, støjmålinger, rådgivningsarbejde for beslutningstagere og kommuner samt information om problemerne via publikationer, foldere, artikler og oplæg. Vi følger nøje FN- og EU-lovgivningen på feltet og informerer den danske befolkning og politikerne herom.

Er det rigtigt, at luftforurening fra vejtrafik hvert år er skyld i flere dødsfald end trafikulykker?

Ja, det er desværre rigtigt. I større byer er luftforureningen fra vejtrafik ansvarlig for over 20 gange flere dødsfald end trafikulykker. Derfor har vi i mange år arbejdet målrettet på at reducere luft- og støjforureningen fra vejtrafik via afgifter og mere ambitiøse miljøkrav i byernes miljøzoner.

Hvorfor skal vi have miljøzoner?

Vejtrafik er en af de dominerende kilder til luftforurening i vores store og mellemstore byer og giver derved anledning til alvorlig sygdom og for tidlig død. Derfor er det vigtigt at kunne indføre zoner, som stiller krav til de ældste køretøjers forurening. Formålet med miljøzonerne er at reducere vejtransportens luftforurening i form af bl.a. NOX’er og skadelige partikler, særligt i de områder, hvor der bor og færdes mange mennesker. Det er ofte sammenfaldende med de områder, hvor transportbelastningen er størst.

Hvorfor skal fossile personbiler inkluderes i miljøzonerne?

Danmark har som et af de få lande i EU ikke fossile personbiler med i vores miljøzoner.
Vi har i Danmark haft miljøzoner for tunge erhvervskøretøjer i over 10 år i København, Frederiksberg, Aarhus, Aalborg og Odense. Nu kommer miljøzonerne også til at omfatte varebiler. Men fordi personbiler fortsat ikke er inkluderet kan enhver dieselbil, ny som gammel, stadig køre uhindret ind i miljøzonerne. Det giver ingen mening.

Hvorfor skal der indføres nulemissionszoner?

Det er ikke nok at have miljøzoner i landets største byer. Landets kommuner skal også have mulighed for at indføre nulemissionszoner, som også gælder personbiler og boligopvarmning, hvis vi skal bringe luftforureningen ned og nå målet om 70 % CO2-reduktion.

Nulemissionszoner kan etableres på mange forskellige måder, kan have forskellig udstrækning, og kan indføres i etaper – og bedst i kombination med forbedrede muligheder for at gå, cykle og bruge offentlig transport samtidig med at brændefyring begrænses.

Nulemissionszoner er et vigtigt og nødvendigt skridt for at bane vejen for renere luft, mindre støj og en grøn omstilling af transport- og boligsektoren og et vigtigt redskab til at nå vores målsætning om 70 procent CO2-reduktion inden 2030.

Hvorfor er det nødvendig at reducere CO2-udledningerne fra transportsektoren?

Transport står for næsten 30 % af klimabelastningen, og salget af fossile biler stiger støt. Hvis vi ikke får reduceret CO2-udledningerne fra transportsektoren og sat en stopper for salg af fossile køretøjer, får vi ikke afværget klimakrisen.

Er røg fra brændeovne et problem for miljøet og sundheden?

Ja. Brænderøg indeholder præcis samme partikler og tjærestoffer som tobaksrøg. Dertil indeholder brænderøg dioxiner, der er nogle af de værste miljøgifte. Forskellen er blot, at mens tobaksrøg primært rammer rygeren selv, så rammer brænderøgen hele boligområdet.

Der er fundet sammenhæng mellem høje koncentrationer af partikler og øget forekomst af hjertekarsygdomme og luftvejslidelser, primært blandt ældre og personer, der i forvejen lider af luftvejs- og/eller hjertekarsygdomme.

På aftener med koldt og vindstille vejr er der lige så stor forurening med sundhedsskadelige partikler i et rækkehusområde med brændeovne, som der er i myldretiden på en af Danmarks mest trafikerede veje i det indre København – H. C. Andersens Boulevard.

Kilde: Astma-Allergi Danmark
Kilde: Lungeforeningen
Kilde: Brændefyringsportalen
Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet
Kilde: DCE: Udviklingen i luftkvalitet i Danmark – myter, fakta og perspektiver

Hvor mange brændeovne er der i Danmark?

Der er ca. 700.000 brændeovne og pejseindsatse i Danmark. Det viser den hidtil mest præcise kortlægning af de danske fyringsanlæg. Opgørelsen er udarbejdet med hjælp fra landets skorstensfejermestre i Danmark, som har oplyst antal og hvilke fyringsanlæg, der er registreret i deres distrikter. 

Kilde: Brændefyringsportalen
Kilde: DCE: Antal og placering af små fyringsanlæg i Danmark

Forurener brændefyring mere end andre opvarmningsmuligheder?

Ja. Brugen af brændeovne og – kedler forurener meget mere end andre opvarmningsmuligheder. Faktisk er brændefyring den mest forurenende opvarmningsform herhjemme. Udslippet af partikler pr. energienhed er ca. 250 gange større fra brændeovne- og kedler end udslippet fra kulfyrede kraftværker. Selv en ny miljømærket brændeovn under optimale laboratorieforhold udleder ca. 100 gange flere partikler pr. energienhed end et kulfyret kraftværk.

Kilde: Lungeforeningen
Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet

Forurener brændeovne selvom de er svanemærkede?

Selvom udledningen fra nyere svanemærkede ovne er mindre end fra ældre brændeovne, forurener de stadig meget mere end andre varmekilder. En ny miljømærket brændeovn under optimale laboratorieforhold udleder ca. 100 gange flere partikler pr. energienhed end et kulfyret kraftværk og ca. 1000 gange flere end gas. Partikelforureningen udledes ofte i lav højde og i områder med mange boliger, hvor det påvirker luftkvaliteten for mange mennesker. Hvis du ønsker opvarmning og fornemmelsen af levende ild, kan du overveje at vælge gasovne eller el-pejse.

Kan jeg undgå at forurene med min brændeovn, hvis jeg fyrer korrekt?

Hvis man fyrer korrekt, udleder brændeovnen færre partikler. Men selv brændeovne, der optændes og fyres korrekt, er stadig årsag til massiv partikelforurening sammenlignet med andre former for opvarmning.

Hvor mange mennesker dør årligt pga. forurening fra brændefyring?


DCE – Nationalt center for miljø og energi har vurderet, at der er ca. 550 for tidlige dødsfald om året i Danmark som følge af partikler fra brænderøg. Brænderøg koster samfundet ca. 80 mia. kr. årligt i helbredsskader.

Kilde: DCE: Helbredseffekter og helbredsomkostninger fra emissionssektorer i Danmark


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

By |2024-02-26T09:43:18+01:0021. oktober 2020|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Spørgsmål og svar vedr. kampagnen Stop Luftforurening
Læs mere

Intelligente vejafgifter er vejen frem

Debatindlæg bragt i Altinget den 21. oktober 2020 af Jeppe Juul, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling og Henriette Kjær, politisk chef i ITD – brancheorganisation for den danske vejtransport

Transportsektoren har i disse dage blikket stift rettet mod forhandlingslokalerne i Skatteministeriet, når Folketingets partier diskuterer regeringens udspil til indførelsen af kilometerbaserede vejafgifter.

Og det er ikke uden grund. For meget står på spil, når politikerne skal blive enige om de overordnede principper for en ny afgiftsstruktur.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Forureneren betaler

Imens nogle er bekymrede for endnu en afgiftsskrue, ser andre mulighed for at gøre op med forældede afgifter, der ikke har formået at fremme den grønne omstilling af transportsektoren.

Ikke overraskende istemmer vi koret af tilhængere for en omstrukturering i forventning om, at politikerne godt kan adskille skidt og kanel.

Set fra vores bord er det nemlig fornuftigt at følge princippet om, at forureneren betaler, så man fremmer efterspørgslen mod stadig grønnere transport.

Selvom vi repræsenterer to vidt forskellige organisationer, er vi fuldt ud enige om, at det giver god mening at indføre intelligente vejafgifter for erhvervstransport, men med særlig vægt på ”intelligent”.

En ny vejafgift skal nemlig ikke kun være forbeholdt lastbiler, som ellers foreslået af regeringen.

Hvis ikke varebiler som minimum også omfattes af den forslåede afgift, risikerer man massiv omlastning fra store og relativt effektive lastvogne, til mindre og mindre effektive varebiler.

Det vil kun føre til mere unødvendig kørsel og trængsel i byerne, og det er i vores bog alt andet end intelligent.

Øremærkning er nødvendig

Derudover er det vigtigt at have for øje, at den tunge vejgodstransport er notorisk problematisk at omstille fordi alternativerne til diesel i øjeblikket er for dyre.

Branchen står i en situation, hvor man gerne vil levere reelle CO2-reduktioner, men det kræver en udstrakt økonomisk håndsrækning for at komme i gang med den grønne omstilling.

Derfor er det helt afgørende, at indtægterne fra en ny afgift føres direkte tilbage til branchen, hvor de skal gå til understøttelse af initiativer, der fremmer yderligere grøn omstilling af erhvervstransporten.

Dermed får transport- og logistikvirksomhederne tilskyndelse til at investere i grønne køretøjer, som for eksempel el- og brintkøretøjer, der kan fremme efterspørgslen efter klimavenlig transport yderligere.

Det mener vi faktisk er mere end rimeligt taget formålet med at indføre en ny afgift i betragtning.

Hvis politikerne formår at skrue afgiften rigtig sammen, så er vi overbeviste om, at vi står med et rigtig godt klimaværktøj, hvor infrastrukturen anvendes aktivt til at drive den grønne omstilling.

Tilbage står at partierne sætter sig sammen og når til bred enighed, så branchen kender retningen de næste mange år ud i fremtiden.

By |2020-10-26T15:20:16+01:0021. oktober 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Markedet for oprindelsesgarantier skal fixes

Debatindlæg bragt i Altinget den 20. oktober 2020 af Claus Ekman, direktør, Rådet for Grøn Omstilling, Søren Dyck-Madsen, seniorkonsulent, Concito, Rasmus Lildholdt Kjær, adm. direktør, Better Energy, Tarjei Haaland, klima- og energirådgiver, Greenpeace og Lasse Jesper Pedersen, klima- og energipolitisk seniorrådgiver, Danmarks Naturfredningsforening

Vi står på tærsklen til en ny tid. De første danske solcelleparker, som er opført på markedsvilkår uden statsstøtte, er blevet anlagt, og de første vindmølleparker, der opføres uden statsstøtte, vil også blive rejst inden for en overskuelig horisont.

Efter årtier, hvor den grønne omstilling er blevet drevet af statstilskud, kan man øjne en fremtid, hvor en større del af den grønne omstilling bliver drevet af efterspørgslen fra private virksomheder og forbrugere.

Virksomheder efterspørger oprindelsesgarantier

Efterspørgslen efter grøn strøm har allerede bevist sit værd. De solcelleparker, der er etableret uden statstilskud, er netop blevet etableret, fordi private virksomheder har truffet et aktiv valg om, at deres elforbrug skal dækkes af ny vedvarende energi.

isse virksomheder har efterspurgt oprindelsesgarantier (et certifikat, der garanterer den grønne strømproduktions oprindelse, red.) fra ny vedvarende energiproduktion og ikke blot oprindelsesgarantier fra allerede eksisterende vedvarende energiproduktion, der under alle omstændigheder havde modtaget statsstøtte.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

De statsstøttefrie solcelleanlæg, der er etableret i dag, er dog undtagelsen, og årsagen til at vi ikke ser flere statsstøttefrie sol- og vindmølleparker end det er tilfældet, skal findes i den kendsgerning, at en oprindelsesgaranti ikke bare er en oprindelsesgaranti.

Udstedelsen af oprindelsesgarantier har en reel klimaeffekt, når de kommer fra nye VE-anlæg, som er opført uden støtte. Andre oprindelsesgarantier kommer fra eksisterende VE-anlæg, som er opført med statsstøtte.

I Danmark har vi desværre den uhensigtsmæssige praksis, at oprindelsesgarantierne for statsstøttede VE-produktion ikke tilfalder danskerne, som jo ellers har betalt for VE-produktion via statsbudgettet. I stedet tilfalder oprindelsesgarantierne producenten, som sælger dem videre til elhandlere, der igen videresælger dem – oftest til udlandet.

Denne praksis har skabt et marked, der reelt er sat ud af kraft, og efterlader velmenende forbrugere og virksomheder med det fejlagtige indtryk, at deres efterspørgsel er med til at drive den grønne omstilling.

Efterspørgslen efter oprindelsesgarantier bidrager selvsagt kun til den grønne omstilling, hvis den driver egentlige nye VE-investeringer, som ellers ikke havde fundet sted.

Greenwashing er et reelt problem

I dag er situationen den, at statsstøttede oprindelsesgarantier oversvømmer markedet, og presser priserne kunstigt ned. Dansk Energi har tidligere advaret mod det ”truende priskollaps på VE-certifikatmarked”, og årsagen er velkendt. Problemet udspringer af udstedelsen og videresalget af oprindelsesgarantier fra statsstøttet elproduktion.

Det er dog ikke alle lande, der tillader dette. I Tyskland kan man for eksempel ikke få udstedt en oprindelsesgaranti, hvis elproduktionen samtidig modtager statsstøtte. Her bliver den tyske stat krediteret for den statsstøttede VE-produktion.

Derfor kan tyske elhandlere heller ikke videresælge CO2-effekten fra den tyske stats bidrag til grøn elproduktion. Det kan man til gengæld i Danmark. Det har den paradoksale konsekvens, at Danmark – på papiret – udleder mere CO2 per kWh end Tyskland.

Forklaringen er, at CO2-gevisten fra dansk statsstøttede elproduktion fra biomasse og vindmøller videresælges til andre lande. Så selvom Tyskland er et kul-land, og Danmark i et vist omfang er et vindmølleland, så betyder handlen med danske statsstøttede oprindelsesgarantier, at Tyskland på bundlinjen er et grønnere land end Danmark. I hvert fald i de officielle opgørelser, hvor der tages højde for handlen med oprindelsesgarantier.

Løsningen findes i det kommende VE-direktiv

Inden næste sommer skal Folketinget implementere det nye VE-direktiv, som netop lægger op til en modernisering af reglerne på området. ”Oprindelsesgarantier skal efter forslaget ikke længere kunne udstedes til producenten, hvis energiproduktion samtidig modtager støtte,” fastslår Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i et notat til Folketinget. Vores klare anbefaling er, at Danmark bør følge EU-Kommissionens og direktivets anbefaling. Og jo før desto bedre.

Heldigvis er løsningen lige så klar som udfordringen: Staten (og skatteborgerne) skal krediteres for de statsstøttede oprindelsesgarantier – til gavn for en hurtigere og mere markedsdrevent VE-udbygning samt et mere retvisende dansk klimaregnskab.

For mere end ti år siden påpegde EU-Kommissionen, at et velfungerende marked for oprindelsesgarantier kunne ”bistå medlemsstaterne i at udvikle deres vedvarende energikilder på den mest omkostningseffektive måde”.

Den pointe er lige så relevant i dag som dengang. Det er på tide, at vi realiserer potentialet og accelerer den grønne omstilling. Markedet for oprindelsesgarantier skal fixes.

By |2020-10-20T10:23:16+01:0020. oktober 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top