Debatindlæg bragt i Politiken den 22. oktober 2020 af Claus Ekman, direktør, Rådet for Grøn Omstilling, Kristine Van Het Erve Grunnet, branchechef, VE, Dansk Energi og Martin Risum Bøndergaard, politisk chef, Wind Denmark

Den sjette massedød, skovbrande, 100-års storme, historisk tørke på den ene side af Jorden og historisk oversvømmelse på den anden side.

Udfordringerne tårner sig op, og beslutningstagere i hele verden har travlt med at løse disse historiske udfordringer skabt af menneskets dominans på Jorden.

Det er ikke en let tid for vores kære folkevalgte, for hvor skal man begynde, og hvor skal man slutte? Men det hjælper ikke at stirre sig blind på udfordringerne. Det, oplever vi, er ved at ske i regeringen, hvor man i stigende grad ser en konflikt mellem at løse klimaproblemerne og at løse biodiversitetsproblemerne.

I virkeligheden er udfordringerne forbundne, og de skal derfor løses samlet.

Vi skal væk fra den silotænkning, som vi lige nu ser udspille sig i forbindelse med etablering af en række havvindmølleparker rundtom i Danmark: I biodiversitetssiloen vil man frede områder i de danske farvande. Her ser man fredningerne som uforenelige med etableringen af havvindmøller, fordi man fokuserer på den negative indflydelse, etablering og drift af havvindmølleparker kan have på havbund og dyreliv. I klimasiloen forbereder man sig på at producere store mængder grøn strøm i de områder, der endnu ikke er allokeret til andre formål.

I klimasiloen investeres milliarder af kroner med henblik på at reducere millioner af tons CO₂-udledning for at indfri klimaforpligtelser og herigennem skabe tusindvis af danske jobs. I biodiversitetssiloen søger man at beskytte noget, det er vanskeligt at sætte tal på.

Men når vi nu ved, at både klimakrisen og biodiversitetskrisen er virkelige, og at sidstnævnte bliver forstærket af førstnævnte, er det så ikke en bunden opgave at få løsningerne på de to områder til at gå hånd i hånd, hvor det kan lade sig gøre? Det kræver, at man tænker anderledes, og at der prioriteres.

Lad os igen bruge havvindmølleprojekterne som eksempel: Hvad nu, hvis man tog det udgangspunkt, at der skal være mere plads til både naturparker og havvindmølleparker? Der findes en række forskellige måder til at få det til at spille bedre sammen på.

For hvad angår naturen og livet under havoverfladen, har vindmølleindustrien i mange år udviklet og forfinet metoder, der begrænser aftrykket på havbunden, ja sågar genskaber særligt vigtige habitater. Det er også lykkedes at udvikle teknologi, der reducerer støjgener for havpattedyr i konstruktionsfasen. Når først vindmølleparkerne er i drift, viser studier, at de kan have en positiv effekt på både fisk, skaldyr, vegetation og havpattedyr. Faktisk yder havvindmølleparkerne i sig selv en beskyttelse af havbunden, fordi man ikke tillader fiskeri med bundtrawl inden for havvindmølleparkerne. Netop bundtrawl har en væsentlig negativ effekt på havbunden og dermed på biodiversiteten.

For fuglene over og på havoverfladen kan man etablere kunstige rev uden for havvindmølleparkerne og på den måde etablere nye områder, hvor fugle kan søge føde. En anden oplagt mulighed for at yde fuglebeskyttelse er at indskrænke muligheden for at regulere eller jage fuglearter, man ønsker at beskytte, i områderne omkring havvindmøllerne.

Afværgeforanstaltninger, herunder erstatningsarealer, kan bringe os noget af vejen, men man bør samtidig sikre større områder, hvor naturen får absolut topprioritet, så det samlede pres på biodiversiteten mindskes.

Heldigvis er det danske farvand stort. Havvindmøller og hensynet til biodiversitet bør derfor ikke blive hinandens modsætninger. Med den rette prioritering og helhedsorienterede planlægning bør det være muligt at sikre, at naturen får bedre forhold på havet, og at man samtidig skaber plads til at løse det problem, der er en af de største årsager til biodiversitetskrisen i verden, nemlig klimakrisen.

Grundlæggende handler det om at finde fælles løsninger og at turde prioritere. Men det handler også om at prioritere både klima og biodiversitet højere. I dag er store områder reserveret til forsvar, søfart og olie-, gas- og råstofudvinding. Det lader ikke meget areal tilbage til naturfredning og vedvarende energi.

Vi bør i fællesskab finde løsninger og arealer, hvor flere hensyn kan tilgodeses, hvor vi kan udbygge med grøn energi og samtidig sikre et mindsket pres på biodiversiteten. Det bør være på tide at give lidt mere plads i Danmark til natur- og klimaløsninger frem for krudt, kugler, olie og gas.

Debatindlæg bragt i Altinget den 26. september 2020 af 15 NGO’er, heriblandt Rådet for Grøn Omstilling

Regeringen har netop præsenteret sin globale klimastrategi og klimaprogram, som er en del af Aftalen om Klimaloven. I strategien skriver regeringen, at Danmarks klima-diplomatiske indsats blandt andet ‘vil bygge på Danmarks rolle som forkæmper for demokrati og menneskerettigheder, hvor særligt oprindelige folk rammes hårdt af klimaforandringer’. 

Det er umiddelbart sød musik i NGO-ører – hvis det da ikke var noget nær den eneste specifikke reference til menneskerettighederne i hele strategien, og hvis ikke menneskerettighederne var helt fraværende i klimaprogrammet. 

Vi skal have en langt mere ambitiøs og konkret integration af menneskerettigheder i regeringens politiske klimatiltag, fordi vi ved, at både klimaforandringer og klimatiltag kan krænke menneskerettighederne og oprindelige folks rettigheder.  

Vi er overraskede over det manglende fokus på menneskerettigheder, fordi udenrigsminister Jeppe Kofod for kun få uger siden sagde til Altinget, at “krisen må ikke blive en undskyldning for at slække på klimaambitionerne, menneskerettigheder og sociale standarder”.  

Menneskerettigheder krænkes

En lang række menneskerettigheder bliver krænket på grund af klimaforandringerne, såsom retten til liv, vand, mad, sundhed, en passende bolig, samt oprindelige folk-, piger og kvinders rettigheder. 

En familie kan for eksempel miste sin høst på grund af tørke, og dermed sin indtægt til blandt andet at betale for mad, sundhedsydelser og deres børns uddannelse.

Forældre kan se sig nødsaget til at tvangsgifte deres døtre bort, og det medfører ofte, at pigerne fra en ung alder holdes i hjemmet til huslige pligter og ikke længere kan gå i skole. Pigerne risikerer at blive tidligt gravide mod deres vilje, fordi deres ret til at bestemme over egen krop krænkes. 

Klimakrisen er grundlæggende uretfærdig, for klimaforandringerne rammer på alle måder skævt og går paradoksalt nok især ud over de mennesker, som har mindst ansvar for klimakrisen.

FN udgav i 2019 en rapport, der bekræfter, at det især er marginaliserede befolkningsgrupper, der påvirkes af klimaforandringerne. Og Oxfam kom for nylig med en ny omgang deprimerende tal, der viser, at verdens rigeste ene procent over en periode fra 1990 til 2015 har udledt dobbelt så meget CO2, som den fattigste halvdel af verdens befolkning tilsammen. 

Ligeledes har vi set flere eksempler på, at verdens landes indsatser for at adressere klimaforandringer kan krænke menneskerettigheder. I eksempelvis Colombia, Mexico og Kenya er oprindelige folk blevet tvangsforflyttet fra deres jord, så byggeri af vindmølleparker kunne komme til, og de oprindelige folk er ikke blevet inddraget i beslutningsprocesser omkring projekterne. 

Menneskerettigheder er en del af klimaløsningen

Regeringen skal have stor ros for at lade FN’s Verdensmål og Parisaftalen danne rammen for den danske indsats i klimastrategien og for at ville fremme social retfærdighed og anerkende, at seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder er afgørende for piger og kvinders deltagelse.

Hele aftalen om FNs Verdensmål er baseret på menneskerettighederne, og ifølge Parisaftalen skal alle lande respektere, fremme og tilgodese deres menneskeretlige forpligtelser i alle deres klimatiltag.  

Og det giver rigtig god mening. For ved at opfylde menneskerettighederne mindskes menneskers sårbarhed, ligesom modstandsdygtigheden og kapaciteten til at tilpasse sig effekterne af klimaforandringerne forbedres.

Samtidig bliver klimaindsatser mere robuste, når de designes til at overholde og fremme menneskerettighederne, og når alle dele af samfundet bliver inddraget i beslutningerne om implementeringen af dem. 

Kvinder og piger har eksempelvis en særlig viden og andre behov end mænd og drenge, og det er bredt anerkendt, at når deres perspektiver bliver inddraget, så bliver klimaindsatserne mere effektive og bæredygtige. 

Men på grund af mangel på ligestilling bliver piger og kvinder ofte ikke hørt. For at overkomme denne marginalisering, er der behov for at sikre piger og kvinders ret til at bestemme over egen krop, til sundhed og til uddannelse, hvilket både styrker den individuelle pige, kvinde og ligestillingen i samfundet. 

Sikring af oprindelige og lokale folks rettigheder kan også være en klimaløsning i sig selv. Det er videnskabeligt bevist, samt anerkendt af blandt andet FN’s Klimapanel, at der hvor oprindelige folks territoriale rettigheder er sikret, er skoven og biodiversitet bedst beskyttet.

Skove og kulstofrige økosystemer er centrale for både at hindre CO2-udslip, samt sikre fremtidige CO2-optag fra atmosfæren. Oprindelige folk har gennem århundreder opbygget en unik viden omkring bæredygtig forvaltning af skov og biodiversitet, som bør inddrages og integreres i alle klimaindsatser, der berører deres territorier.

Hvad skal Danmark gøre?

Danmark har ikke blot underskrevet Parisaftalen og FNs Verdensmål, men er også medlem af FN’s Menneskerettighedsråd, hvor ligestilling, seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder samt oprindelige folks rettigheder er danske mærkesager.

På den baggrund har Danmark en absolut nøglerolle at spille i forhold til at vise resten af verden, hvordan klimakrisen løses ved at sikre menneskerettighederne. Dette bør ikke kun afspejles i Danmarks udenrigs- og udviklingspolitik. 

Helt konkret bør Danmark: 

• Anerkende og promovere at opfyldelse af menneskers rettigheder er mål i sig selv og samtidig er afgørende for effektive og bæredygtige klimaløsninger
• Anlægge en menneskerettighedsbaseret tilgang; det vil sige integrere og aktivt fremme menneskerettighederne og oprindelige folks rettigheder i alle sine klimaindsatser
• Bruge klima-diplomatiet, som Klimastrategien også fremhæver, til aktivt at arbejde for en menneskerettighedsbaseret tilgang til klimaindsatser i internationale klimafora
• Stille krav til at al dansk klimafinansiering, inklusiv via den netop lancerede Grønne Fremtidsfond, lever op til de internationale menneskerettighedskonventioner. 

Klimakrisen er ikke en undskyldning for at slække på menneskerettighederne. Tværtimod er menneskerettighederne netop en mulighed for at løse klimakrisen og sikre en bæredygtig og retfærdig udvikling for alle.

Debatindlæg bragt i Altinget den 26. september 2020 af 15 NGO’er, heriblandt Rådet for Grøn Omstilling

Der er en vedholdende myte i den danske klimadebat. Igen og igen bliver det fremført, at det ikke nytter, hvad Danmark foretager sig i det store billede. For med en promille af verdens udledninger, har det vel ikke meget at sige, hvad Danmark gør til eller fra?

Virkeligheden er en anden. Danmark har et meget større og direkte ansvar for udledninger langt væk fra vores egen andedam. Det gælder, når danske penge går til investeringer i fossil energi eller skovrydning i udlandet. Det gælder for udledningen fra de forbrugsgoder, vi importerer. Og det gælder for den klimafinansiering, vi skylder verdens fattigste. 

Alt det, der ikke tæller med

Danmarks investeringer, import og klimafinansiering gør, at vi spiller en langt større rolle globalt, end myten vil have os til at tro. Og det er en påvirkning, som i dag langt fra stemmer overens med fortællingen om Danmark som et grønt foregangsland. 

Hvis Danmark med nogen troværdighed skal kunne kalde sig ‘State of Green’, som er blevet de seneste regeringers store brandingstrategi, så skal vi påtage os et langt større ansvar. 

Danmark har en kæmpe mulighed for at drive verden i en grønnere retning. Og vi har en klar forpligtelse i Paris-aftalen, som også står skrevet ind i klimaloven. Når regeringen denne måned fremlægger en global klimastrategi, for at leve op til klimaloven, har den et enormt ansvar at løfte. 

Det gælder ikke mindst for Danmarks klimaaftryk – den drivhusgasforurening, der er en direkte konsekvens af dansk forbrug og import. 

Alt, hvad vi forbruger og importerer, har et klimaaftryk. Men de udledninger, der foregår uden for Danmark, tæller vi i dag ikke med i Danmarks klimaregnskab. 

Vi tæller ikke udledningerne fra sojaen, vi fodrer vores grise med; dimser og dingenoter vi importerer fra Kina eller fra skibene, der fragter dem. Vi tæller heller ikke udledningerne fra flyrejserne til Thailand, og de importerede træpiller, vi futter af i kraftvarmeværkerne. 

Intet af det tæller med i 70 procent reduktionsmålet i klimaloven.

Alene dansk landbrugs sojaimport har en udledning, der svarer til 60 procent af, hvad landbruget udleder på dansk jord, ifølge en opgørelse fra Københavns Universitet.

Hvis udledningerne fra danskernes flyvning blev talt med, ville det alene øge Danmarks udledninger med mere end de samlede(!) indenlandske udledninger fra dansk industri.   

For nylig blev det afdækket, at klimaministeriet selv estimerer, at Danmarks brug af biomasse skal reduceres til en femtedel for at være bæredygtig. Udledningen fra biomasse er kolossal, og den er ikke medregnet i vores regnskab i dag. De bedste estimater siger, at det ekstra klimaaftryk fra træpiller og flis alene gør Danmark ansvarlig for mere end 10 millioner tons ekstra co2-udledninger. Det er mere end 20 procent af Danmarks samlede opgjorte udledninger. 

Danmarks globale ansvar

Udfordringen er massiv. Og i dag gør vi os ikke engang besværet med at opgøre vores klimaaftryk ude i verden, endsige reducere det.

Det er uhyggeligt, når man tænker på omfanget af problemet. De få estimater, vi har, viser, at Danmarks klimabelastning udenfor landets grænser er større end de indenlandske udledninger.

En analyse fra sidste år af Klima- og Omstillingsrådet finder frem til, at de direkte konsekvenser af det danske forbrug svarer til mere end halvanden gange den drivhusgasforurening, vi har her i Danmark – og det er endda uden at medtage afskovning.  

Oveni det kommer udledningerne fra andre danske aktiviteter, som vi også kunne tage ansvar for – for eksempel fra den olie og gas fra Nordsøen, som vi eksporterer, og fra danske rederier, der transporterer varer rundt om i verden. Danske skibes udledninger alene, svarer til 63 procent af Danmarks udledninger. 

Vi kan ikke foregive at være et grønt foregangsland, og vi kan ikke bryste os af, at være i gang med en reel grøn omstilling, uden at tage hånd om vores klimaaftryk ude i verden. 

Hvis Danmark reducerede udledningerne fra vores aktiviteter, forbrug og import ville det have effekt langt ud over Danmarks grænser. Og det ville have en positiv sneboldseffekt på aktiviteter i andre lande. 

Det ansvar må og skal regeringen løfte, når den – forpligtet af Klimaloven – skal fremsætte en global klimastrategi. Klimaaftrykket fra import af forbrugsgoder og danske aktiviteter i udlandet skal opgøres. Og der skal lægges konkrete mål og strategier for at nedbringe det.

Det indebærer, at forureneren skal betale for klimabelastning, og at der stilles krav til, hvordan de produkter, vi importerer, er fremstillet og hvilket klimaaftryk, de har.

Tænk hvis Danmark tog det ansvar. Og tænk hvis Danmark også tog ansvar for sine investeringer i udlandet, og udnyttede potentialet i sit klimadiplomati – og levede op til sine forpligtelser i Paris-aftalen om at støtte fattige lande i kampen mod klimaforandringerne og sikre menneskerettigheder i alle klimatiltag.

Danmark har alle mulighederne for at være en afgørende drivkraft i den internationale klimahandling. Men der skal sættes ind for at reducere Danmarks klimaaftryk internationalt, før Danmark kan kalde sig et grønt foregangsland, ‘State of Green’.