EU-lovgivningen skal håndhæves

Debatindlæg bragt i Børsen den 21. september 2020 af Kåre Press-Kristensen og Pernille Weiss hhv. seniorrådgiver ved Rådet for Grøn Omstilling og medlem af Europa-Parlamentet (K)

Ifølge den seneste opgørelse fra DCE ved Aarhus Universitet dør ca. 4.200 danskere hvert år af luftforurening svarende til 7-8 procent af alle danske dødsfald. Det gør luftforurening til vores tredjestørste risikofaktor. De tilknyttede helbredsomkostninger opgøres til ca. 80 mia. kr årligt. Det er 3,5 procent af BNP! Dertil kommer skader på natur, landbrug, bygninger m.v.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Da udendørs luftforurening uhindret krydser landegrænser, så skyldes de fleste dødsfald i både Danmark og andre medlemsstater luftforurening udledt uden for landenes grænser. Som national politiker er det derfor let bare at kræve, at alle andre skal reducere luftforureningen. Og når alle kræver det, så sker der intet.

For netop at reducere den grænseoverskridende luftforurening har EU vedtaget direktivet om nedbringelse af nationale emissioner af visse luftforurenende stoffer (NECD). Det sætter nøje grænser for, hvor meget forurening hver medlemsstat må udlede. Udledningsgrænserne er sat i samråd med medlemsstaterne ud fra en detaljeret vurdering af reduktionsmulighederne i den enkelte medlemsstat for at opnå en omkostningseffektiv regulering.

EU-Kommissionens seneste opgørelse viser imidlertid, at kun 4 ud af 28 medlemsstater opfylder udledningskravene for 2020 i NECD. Danmark overskrider 40 % af kravene. Kun tre lande i EU klarer sig dårligere. Det går simpelthen ikke! Derfor er det godt, at EU-Kommissionen er klar til at tage retslige skridt. Lad os få sat turbo på den proces!

Ved ikke at opfylde de juridisk bindende udledningsgrænser forårsager luftforureningen ikke bare unødig høj dødelighed og sygelighed, men også konkurrenceforvridning til fordel for medlemsstater, der tilsidesætter NECD.

Dertil kommer, at erfaringen fra andre EU-direktiver viser, at der kan gå år fra overskridelsen til EU-Kommissionen starter sag ved EU-domstolen og til domsafsigelse. Det er utilfredsstillende, hvorfor vi begge arbejder for både bedre og hurtigere håndhævelsesproces i EU til gavn for folkesundheden og en fair konkurrence, for det skal nemlig være slut med skåltaler og glatte papirer, hvor underskrifterne ikke bliver siddende.

By |2020-09-21T10:28:30+01:0021. september 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Antallet af fossilbiler skal halveres inden 2030

Debatindlæg bragt i Altinget den 18. september 2020 af Jeppe Juul og Daria Rivin, rådgivere inden for Klima & Transport i Rådet for Grøn Omstilling

I halvandet år har vi siddet på hænderne og holdt vejret. Vi har sat vores lid til at Eldrup-kommissionen, den såkaldte Kommission for grøn omstilling af personbiler, ville komme med et ambitiøst men realistisk forslag til omstillingen af personbiler.

Nu er hænderne knyttede i frustration og vi gisper højlydt efter vejret over de noget uambitiøse anbefalinger. Når det så er sagt, så har der i den seneste debat om personbiler været en tendens til at forveksle midler og mål. Der har været et fejlagtigt fokus på hovedsageligt at øge antallet af elbiler, frem for at nedbringe antallet af fossilbiler.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Klimaet tillader ikke status quo

Eldrup-kommissionens begrundelse for det lave ambitionsniveau er, at det er for dyrt for samfundet at gå efter det, der rent faktisk er nødvendigt for den grønne omstilling. Derfor peger Kommissionen på den tredje mindst ambitiøse afgiftsmodel, der forventes at give 750.000 elbiler på vejene i 2030 og en CO2-reduktion på 0,9 mio. ton ud af 7 mio. ton i 2030. Man kan undre sig over, hvorfor model 1 og 2, der højst giver en CO2-reduktion på 0,3 mio. ton i 2030, overhovedet er taget med. Og man kan undre sig over, at Kommissionen ikke har regnet på, hvordan vi får færre fossilbiler på vejene inden 2030.

Ikke nok med at Kommissionens anbefalinger i sig selv er uambitiøse, så er det også kommet frem, at Finansministeriets beregninger, der ligger til grund for Kommissionens anbefalinger, ikke medregner værdien af CO2-besparelsen ved omstillingen til elbiler og den klimamæssige gevinst ved fortrængningen. Ministeriets måde at regne på, viser at beregningsmetoden understøtter status quo og ikke den nødvendige forandring, som Kommissionens opdrag ellers lagde op til. Men hvordan er det muligt, at vi i 2020 ikke regner CO2 med i samfundsøkonomiske beregninger? Hvordan er det muligt, at vi i 2020 ikke medregner den klimamæssige gevinst? Det burde ikke være muligt.

Det kan ikke forventes, at den grønne omstilling er gratis, når Folketinget i årevis har undergravet klimaet for at bevare status quo på transportområdet. I årevis har Folketinget udskudt klima-handling i transportsektoren, fordi det beregnes til at være dyrere end i andre sektorer. Men det skal være markant dyrere at forurene og belaste klimaet – og denne omkostning skal tælles med i samtlige beregninger fremadrettet.

Max 1,5 million fossilbiler i 2030

Kommissionen synes at sætte elbiler lig med løsningen på klimakrisen. Men klimaet er ligeglad med, hvor mange elbiler, der er i Danmark. I praksis er det antallet af fossilbiler på vejene, der er problemet. Derfor burde Kommissionen have lagt mere vægt på udfasning af fossilbiler frem mod 2030. Det er nødvendigt at fossilbiler bliver endnu dyrere, for at sikre den nødvendige hastighed af omstillingen.

Det der er brug for, er at vi i Danmark har et mål om at halvere antallet af fossilbiler, eller max. har 1,5 mio. fossilbiler i 2030. Vi har brug for at antallet af fossilbiler reduceres årligt, allerede fra i år. Antallet af fossilbiler er klimamæssigt det relevante at måle indsatsen på. Markant større ambition indbygget i et nyt afgiftssystem er en meget vigtig del af at nå målet. Men det skal suppleres med f.eks. nulemissionszoner i byerne og et grønt befordringsfradrag, der favoriserer elbiler og langsomt udfaser den generelle økonomiske tilskyndelse til at bo langt fra sin arbejdsplads.

Folketinget har igennem flere omgange brugt milliarder af kroner på at sænke bilafgifterne, øge salget af fossilbiler, og reelt indbygge en stadig større klima-dødvægt, der har gjort det endnu sværere at nå vores klimamål. Nu skal antallet af fossilbiler ned og ambitionsniveauet op.

By |2020-09-18T10:05:54+01:0018. september 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Klimaaftalen er utilstrækkelig til udfasning af fossil naturgas

Debatindlæg bragt i Altinget den 16. september 2020 af Christian Jarby, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling, Søren Dyck-Madsen og Camilla Damsø, seniorkonsulenter i Concito

Danmark har et ambitiøst mål om reduktion af udledningen af CO2 med 70 procent i 2030. Hvis dette mål skal nås, så vil det kræve, at alle omkostningseffektive virkemidler bringes i spil.

Knap 400.000 husholdninger i Danmark bruger i dag fossil naturgas til opvarmning og varmt brugsvand. Det giver anledning til en årlig udledning af cirka 1,4 millioner tons CO2. Og det duer ikke frem mod 2030.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Klimaaftalen fra juni indeholdt da også en indsats for udfasning af brug af fossil naturgas i form af en tilskudsordning til enten skift til varmepumper eller til kollektiv fjernvarme, hvor bygningerne ligger tæt.

Forud for aftalen oplyste regeringen, at dette formentlig kun ville række til udfasning af 10 til 20 procent af naturgasfyrene i husholdningerne.

Fuld udfasning inden 2030 er vigtig

For langt de fleste naturgaskunder vil begge alternativer – varmepumper eller skift til kollektiv fjernvarme – være privatøkonomisk og samfundsøkonomisk på linje med eller bedre end fortsat afbrænding af naturgas.

Derfor bør en fuld udfasning af den fossile naturgas i husholdningerne inden 2030 være en vigtig og naturlig del af at nå 70 procentsmålet omkostningseffektivt. 

Det er bare ikke så let uden at bruge skrappe virkemidler som forbud og lignende. Naturgasforbrugerne udviser nemlig en meget stor træghed i forhold til at udskifte deres naturgasfyr, også selvom de kan tjene penge på at skifte til varmepumpe eller fjernvarme. 

Klimaaftalen indeholder da også igangsættelse af en analyse for udfasning af naturgas i husholdningerne. Dette kan ses som en erkendelse af, at initiativerne med tilskud ikke er nok til tilstrækkelig udfasning.

Hertil kommer, at tilskudsordninger normalt har betydelige dødvægtstab. Det vil sige, at de giver tilskud til skrotning af naturgasfyr, som ville være skrottet alligevel.

Det er derfor nødvendigt at målrette tilskuddene og deres størrelse til de relevante bygningsejere på en måde, så man får flest skrotninger for pengene.

Udform tilskudsreglerne hurtigt

Tilskudsordninger giver også normalt anledning til en stop-and-go-adfærd, da bygningsejere, som alligevel ville have udskiftet deres naturgasfyr, venter til de kan få tilskuddet.

Det er derfor nødvendigt med en hurtig udformning af tilskudsreglerne for brug af de penge, som allerede er afsat, så vi kan få gang i skiftet til varmepumper i de områder, hvor der ikke skal udbygges med fjernvarme.

Desværre kommer høringen af tilskudsmuligheden til individuelle varmepumper før tilskudsordningen til fjernvarme og kan skabe ulige vilkår.

For der er ikke indsat begrænsninger, som sikrer, at der ikke gives tilskud til individuelle varmepumper, hvor der forventes, at udbygning med fjernvarme er den samfundsøkonomisk bedste løsning.

Opdelingen af områder, der i dag er forsynet med naturgas, i områder, der kan forvente fjernvarme, og i områder, som kan forvente varmepumper, kræver en ny kommunal varmeplanlægning. Det tager lidt tid. Og det tager dertil også tid at udbygge med fjernvarme, hvor dette er den bedste løsning.

Træghed hos forbrugerne

Det er et behov for tid, som ikke er indtænkt i tilskudsreglerne til varmepumper, og dermed kan tvinge kommunerne til at anvende Varmeforsyningslovens paragraf 14 for at sikre, at tilskudsordningen til individuelle varmepumper ikke medfører omstilling af en stor mængde naturgasfyr i områder, som forventes omlagt til fjernvarme. Paragraf 14 giver kommunerne ret til at nedlægge forbud mod visse forsyningsformer i geografisk afgrænsede områder.

Det var bare den allerede vedtagne tilskudsordning.

Trægheden hos forbrugere med naturgasfyr mod at skifte betyder, at yderligere tilskudsordninger må forventes at have begrænset effekt og derfor være meget dyre.

Der må derfor også tages andre virkemidler i brug, hvis naturgasfyrene skal udskiftes. 

Yderligere virkemidler, som kan sættes i værk, kan for eksempel være forbud mod nye gasfyr, krav om udfasning af gasfyr over 15 år gamle, prisjusteringer af afgifter, midlertidig tilslutningspligt til fjernvarmen og nudging, som skal overbevise ejere af naturgasfyr om, at der er klare fordele ved skift til enten varmepumpe eller fjernvarme.

Der er nok at tage fat på, men uden yderligere initiativer vil udfasningen af naturgasfyrene ikke give det fulde bidrag til at nå 70 procentsmålet i 2030. Og så skal andre og langt dyrere virkemidler tages i brug.

By |2020-09-18T10:07:43+01:0016. september 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

EU bør anvende forsigtighedsprincip for glyphosat

Debatindlæg bragt i Altinget den 9. september 2020 af Leif Bach Jørgensen, seniorrådgiver for landbrug og Lone Mikkelsen, seniorrådgiver for kemikalier

Det er foruroligende at læse indlægget om glyphosat fra Anne Louise Gimsing fra Landbrug & Fødevarer, bragt i Altinget 4. september.

Det, som vi finder mest foruroligende, er den måde, som vi oplever, at hun underkender al den videnskabelige litteratur, der faktisk viser, at glyphosat har skadevirkninger på mennesker og miljø, og lader litteraturen, der frikender glyphosat, veje tungest. Helt grundlæggende mener vi, at man bør agere ud fra et forsigtighedsprincip, når man vurderer kemikalier.

Det vil altid være muligt at finde videnskabelige artikler med argumenter både for og imod en problemstilling som for eksempel brugen af glyphosat.

Og vi anerkender til fulde, at der findes litteratur, der frikender glyphosat for miljø- og/eller sundhedsskadelige effekter.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Grønne incitamenter
Derfor forstår vi også den frustration, som Anne Louise Gimsing fremlægger i sit indlæg.

En frustration, der bunder i usikkerheden om den fortsatte mulighed for at anvende glyphosat i landbruget efter EU’s genvurdering i 2022 med henblik på en mulig fornyelse af den nuværende godkendelse. Vi er dog langt fra enige i hendes synspunkter i forhold til muligheden for fortsat brug af ukrudtsmidlet.

Som Anne Louise Gimsing jo også ved, foregår en større og større del af fødevareproduktionen faktisk helt uden brug af stoffer, der på samme måde som glyphosat kan sættes spørgsmålstegn ved – nemlig hele den økologiske produktion.

Ingen tvivl om, at en udfasning af glyphosat vil være en udfordring for mange landmænd indenfor den konventionelle del af erhvervet, men samtidig er der også mange eksempler på, at konventionelle landmænd tager økologiske dyrkningsmetoder til sig og på den måde allerede nu begrænser brugen af pesticider væsentligt.

For eksempel er en del producenter, som arbejder med conservation agriculture, allerede godt på vej mod en sundere og mere afbalanceret dyrkning, hvor behovet for brug af pesticider mindskes.

Der er i dag alt for mange kemikalier på markedet, hvor man først alt for sent har erkendt de skadelige effekter. Det har medvirket til, at det nu er usandsynligt svært og tidskrævende at trække dem tilbage, fordi de er blevet en så integreret del af markedet, at der er en række økonomiske hensyn at tage i forhold til industrien.

Hensyn, som kommer til at overskygge miljø- og sundhedsaspekter. Det er helt forkert og meget problematisk i vores optik.

Forsigtighed kan fremme innovation
En tidligere rapport fra Det Europæiske Miljøagentur konkluderer efter en gennemgang af videnskaben, at der igennem tiden har været meget få eksempler på såkaldte “falske positive” konklusioner i forhold til miljø- og sundhedsskadelige effekter ved et givent kemikalie sammenlignet med antallet af “falske negative”.

Eller sagt på en anden måde: Det har kun meget sjældent vist sig at være forkert at forbyde et stof, hvorimod det oftere har vist sig at være forkert, at man ikke gjorde det.

Desuden konkluderer samme rapport, at omhyggeligt designede forsigtighedsforanstaltninger kan stimulere innovation, selv hvis risikoen viser sig ikke at være reel eller så alvorlig som oprindeligt frygtet.

Ganske kort kan vi eksemplificere fortidens fejltrin med insekticidet DDT og pesticidet dibromochloropropane (DBCP).

To kemikalier, der stadig forårsager store miljø- og sundhedsproblemer den dag i dag, på trods af at de blev (delvist) forbudt i henholdsvis 1969 og 1977.

Det må være på tide, at vi tager ved lære af disse fejltrin og for alvor får implementeret det forsigtighedshensyn, der ligger i EU’s lovgivning.

Der er for meget videnskabelig litteratur, der peger på foruroligende konsekvenser ved brugen af glyphosat, til at det kan overses.

Så vi er i virkeligheden helt enige i Anne Louise Gimsings udsagn om, at EU’s vurdering og den efterfølgende afstemning i EU-Kommissionen skal baseres på fakta og ikke på følelser og skræmmekampagner.

Man skal bare passe på, at det ikke kommer til at fremstå som “alle videnskabelige data, som peger i en anden retning end den, jeg ønsker”, er “følelser og skræmmekampagner”.

Ja, der er videnskabelige udsagn, som peger i flere retninger – netop derfor er der grundlag for, at der i forhold til glyphosat gøres brug af forsigtighedsprincippet.

By |2020-09-09T08:46:50+01:009. september 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Transformation og adaptiv arkitektur – et nødvendigt grønt paradigmeskifte

Blogindlæg udgivet på Renovering på Dagsordenens blog den 3. september 2020 af Lars Køhler, byggeri, energi- og klimarådgiver, Rådet for Grøn Omstilling

Gennem de sidste 20-30 år har byggebranchens tilgang til bæredygtigt og klimavenligt byggeri stort set været ensbetydende med lavenergibyggerier og energieffektivisering. En tilgang der af mange grunde gav god mening, bl.a. grundet energikrav i bygningsreglementet, tidens energisystem, energipriser, samfundsøkonomi og den forhåndsværende viden om byggeriets klimapåvirkning. En anden grund var, at det var muligt at kvantificere fremgangen og sætte tal på projekternes succes. Og vores dedikerede fokus virkede. Fra 1990 til 2017 faldt energiforbruget til opvarmning af boliger med cirka 16 procent pr. kvadratmeter. 

Et nødvendigt paradigmeskifte 

Vores forståelse for byggeriets samlede klimapåvirkning har gennem de senere år ændret sig, og det står nu klart for os alle, at en ændret tilgang til klimavenligt byggeri er nødvendig. Nye bygningers driftsenergi har nemlig vist sig, kun at være en mindre del af bygningernes samlede klimapåvirkning i deres levetid. Faktisk kommer bygningernes største udledning fra den indlejrede CO2. Dvs. fra den udledning der sker ved udvinding af ressourcer, produktion af materialer, transport og opførelse af bygningerne. Nye beregninger fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) og Aalborg Universitet (AAU), har for nylig konstateret, at helt op til ca. 85% af bygningernes samlede klimapåvirkning kan ligge i den indlejrede CO2. Og internationale tal fra UNEP fra 2018 har slået fast, at hele 11% af verdens samlede udledninger stammer fra byggeriets materialer. Altså fra den indlejrede CO2. 


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Det er tal, der bør føre til et regulært paradigmeskifte i, hvordan vi ser på byggeriets ansvar i den grønne omstilling. Ikke at energieffektivisering ikke er vigtig, det ved vi det er. Vi ved bl.a., at energirenovering er det økonomisk billigste middel til CO2 reduktioner og derunder at nå målet om 70% CO2-reduktion i 2030. Men forståelsen for hvor meget materialernes indlejrede CO2 fylder i regnskabet, bliver vi nødt til at udbrede og bruge til at ændre vores tilgang til byggeriet. Ikke bare i forhold til vores tilgang til nybyggeri, men i lige så høj grad i forhold til renoveringer. 

Store omkostninger for klimaet 

Vores indgroede forståelse og fokus på energieffektivitet som vejen til bæredygtige og klimavenlige bygninger betyder på trods af situationens alvor og al tilgængelig viden, at private og offentlige bygherrer stadig den dag i dag river ældre men velfungerende sunde bygninger ned, blot for at bygge nye såkaldte energieffektive ”bæredygtige” og skræddersyede bygninger. Det er et kæmpe problem, der bør adresseres hurtigst muligt. For denne misforståede og ensidige ide om, at kun nye byggerier kan være bæredygtige, bærer store omkostninger for klimaet og dermed for os alle samme med sig. 

Rambøll har lavet et casestudy på et konkret projekt, hvor de har regnet på 2 mulige scenarier. Et scenarie hvor bygningen blev revet ned og en ny bygget op igen, efter gældende krav. Og et andet, hvor den bærende konstruktion blev bevaret, og den nye bygning med de nødvendige funktioner og m2 blev designet omkring denne bevarede bærende konstruktion. Forskellen i udledningen af drivhusgasser ved de 2 eksempler var mærkbar. Livscyklusanalyser viste, at der i det beregnede eksempel ville udledes hele 56 gange mere CO2 ved nedrivning og nybyg end ved genbrug af den bærende konstruktion, eller hvad man i fagtermer kalder transformation af bygningen. Den enorme klimapåvirkning ved nedrivning og nybyg fremfor transformation og tilpasning af den ældre bygningsstruktur kommer netop fra den indlejrede CO2. 

Rambøll’s eksempel viser med al tydelighed det enorme uudforskede potentiale i genbrug, eller rettere, transformation af vores ældre bygninger, fremfor nedrivning og nybyg. 

Hvad skal der ske 

Bygherrer bliver nødt til at indse værdien i den eksisterende bygningsmasse. Og bliver nødt til at forstå værdien i mødet mellem det gamle og det nye, i hænderne på de rette rådgivere, kan være den stærkeste driver for unik arkitektur, rumlighed og forretningsmæssig branding. Og denne forståelse fører så forhåbentlig til at bygherrerne selv begynder at forespørge sammenligninger af klimaaftryk mellem nedrivning og transformation af bygninger, som Rambølls kunde netop havde gjort. 

Byggeriets rådgivere bliver nødt til at tage diskussionen om transformation og adaptiv arkitektur med deres kunder, og vise dem værdien i sammensmeltningen af gammelt og nyt. Og arkitekterne bliver nødt til at indarbejde forståelsen for adaptiv arkitektur i deres virke og designe nye bygninger, der på sigt kan genbruges og omformes, både materialemæssigt og strukturmæssigt. Dette gøres enten ved at designe bygningen til adskillelse, eller ved at designe den bærende konstruktion, så den kan håndtere en fremtidig ændret funktionalitet. Eller optimalt, ved en kombination af de to strategier. Dette sker ikke i dag. I dag tænkes arkitektur som oftest, som lukkede kunstneriske værker i sig selv. Bygninger designes ikke til ændret brug og ombygning, men kun til løbende vedligehold. Det er et stort problem, og et kæmpe sort hul i vores forståelse og designmæssige tilgang, som både rådgiverne og bygherrerne har et stort ansvar for at håndtere fremadrettet. Men det er svært. For det rammer lige ned i den kunstneriske frihed hos arkitekterne. Et meget ømt punkt. 

Derfor har vi også brug for statslig regulering, der netop fordrer genbrug af bygninger og bygningsstrukturer. Der fremmer en adaptiv tilgang til vores bygninger og bygningsdesign. Denne regulering er ikke på plads i dag, nok mest fordi forståelsen for hvor stort et potentiale der ligger her simpelthen mangler. Vi skal have statslige krav om nødvendige livscyklusanalyser, der også medtager genbrug af eksisterende bygningsstrukturer. Vi skal have så skrappe krav til CO2 pr m2 i byggeriet, at genbrug af bygninger bliver en helt naturlig overvejelse. Vi skal have favorable lånemuligheder til transformation af bygninger. Vi skal have arkitektuddannelserne og ingeniøruddannelserne til at indarbejde denne respekt for det eksisterende byggeri og bygningernes fleksibilitet og fulde levetid i den kreative designfase. 

Og vi skal ikke mindst have respekten for selv de gamle bygninger tilbage i samfundet. For hvis vi kan lære at se gennem det nogle gange fallerede udseende, og forstå hvor vigtigt et værktøj bevarelsen af de eksisterende bygninger er i vores kamp for at bremse klimakrisen, så har vi faktisk en chance for sammen at ændre retning og gøre tingene anderledes, end vi gør i dag. 

Og det haster. 

By |2021-09-30T15:01:34+01:003. september 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Opråb: Udnyt klimapotentialet i den offentlige indkøbspung

Debatindlæg bragt i Altinget den 1. september 2020 af Claus Ekman, direktør i Rådet for Grøn Omstilling, Jakob Scharff, branchedirektør i DI, Christian Ibsen, direktør i Concito og Thomas Damkjær Petersen, formand for IDA

Der er gennem årene blevet snakket rigtig meget om potentialet i at bruge det offentliges milliardstore årlige indkøb til at styrke den grønne dagsorden. Alligevel er vi langt fra at udnytte det fulde potentiale i den offentlige indkøbspung.

Og det er ærgerligt, for når man køber ind for over 300 mia. kr. om året, så kan målrettede indkøb virkelig være med til at flytte produktion og forbrug i en mere bæredygtig retning.

Det er et positivt skridt, at regeringen i sit nyligt nedsatte Forum for Offentligt-Privat Samarbejde bl.a. har fokus på grønne indkøb, men forummet erstatter ikke behovet for en national strategi på området.  


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Derfor ser vi frem til regeringens lovede strategi for grønne offentlige indkøb i dette efterår. Vi håber, at det bliver en strategi, som lægger både ambitiøse og handlingsanvisende rammer for fremtidens grønne indkøb.

Som det er i dag, er der nemlig ingen direkte krav til, at den offentlige sektors indkøb skal bidrage til at reducere udledningen af CO2.

Klare mål og krav
I den sammenhæng er det centralt, at den kommende strategi indeholder klare mål og krav, som sætter retning for de mange – og mange forskellige – aktører bag de offentlige indkøb.

Som det er i dag, er der nemlig ingen direkte krav til, at den offentlige sektors indkøb skal bidrage til at reducere udledningen af CO2, ligesom brugen af grønne krav i høj grad er baseret på frivillighed. 

Ud over at målene skal være klare, skal de også være ambitiøse. Her er det langt fra visionært nok, hvis Danmark blot følger EU’s mål om, at 50 procent af de offentlige indkøb, skal være grønne indkøb.

Set i lyset af de meget ambitiøse klimamål, som Danmark i øvrigt har, kunne et mål for grønne indkøb meget vel være 80 procent af alle offentlige indkøb i 2025.

For at sikre såvel effekt som samspil med reduktionerne af CO2 bør strategien samtidig indeholde mål for, hvor meget indkøbene skal bidrage til CO2-reduktioner.

I den forbindelse vil det være oplagt at udarbejde handleplaner for de mest klimabelastende offentlige indkøb, ligesom det bør være et fast element, at der stilles klimakrav i udbud af tjenesteydelser og indkøb af varer.

Grønne incitamenter
Men mål og krav gør det ikke alene.

Sammen med strategien bør der også følge midler med til at sikre det nødvendige kompetenceløft og værktøjer, så de offentlige indkøbere er fagligt klædt på til at købe ind i en fremtid, hvor prisen som det måske hidtil primære fokus i højere grad erstattes af krav om produktets eller ydelsernes bæredygtighed.

Det er videre centralt at klimarigtige indkøb ikke begrænses af snævre etårige budgetrammer. For eksempel har elbiler i det offentlige en højere investeringsudgift end fossilbiler, men en tilsvarende lavere driftsomkostning – alt i alt i mange tilfælde en bedre totaløkonomi.

Lignende investeringer i for eksempel energibesparelser i bygninger giver økonomisk og klimamæssigt mening, men der er lang vej igen, fordi de økonomiske rammebetingelser for kommuner og regioner ikke skaber det rette incitament.

Som det ses, er der tale om at udmønte nogle helt grundlæggende overvejelser i den kommende strategi. Det er der nemlig behov for, ikke mindst fordi strategien i givet fald bliver Danmarks første egentlige nationale strategi for grønne offentlige indkøb.

Til gengæld vil resultatet af et solidt fundament forhåbentlig være, at Danmark bliver et udstillingsvindue for, hvordan offentlige indkøb understøtter nationale klimamål.

Hertil kommer, at krav om flere bæredygtige produkter på de offentlige indkøbssedler kan styrke danske virksomheders konkurrenceevne på det globale marked, som jo også efterspørger klimarigtige produkter.

By |2020-09-02T12:20:49+01:001. september 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Sådan bør Dan Jørgensen gøre op med den uansvarlige brug af biomasse i Danmark

Debatindlæg bragt i Information den 1. september 2020 af Annika Lund Gade, projektmedarbejder, Rådet for Grøn Omstilling, Frederik Sandby, formand, Klimabevægelsen i Danmark, Gry Bossen, politisk koordinator, Verdens Skove, Helene Hagel, klima- og miljøpolitisk leder, Greenpeace, Lasse Jesper Pedersen, klima- og energipolitisk rådgiver, Danmarks Naturfredningsforening og Sofie Tind Nielsen, senior skovrådgiver, WWF Verdensnaturfonden

Problemerne med afbrænding af træbiomasse til energi er mange og efterhånden velkendte. En del af problemerne findes i produktionen af biomasse, mens andre ligger i vores forbrug.

En stor og stigende efterspørgsel efter træbiomasse lægger et stort pres på de skove, vi har brug for til at suge CO2 ud af atmosfæren, hvis vi skal have håb om at bremse klimakrisen, og giver incitament til en biologisk udpining af skove og hugst af gamle, store træer med vigtig biodiversitetsværdi.

Desuden udleder afbrænding af træbiomasse CO2. Om denne bliver modsvaret af tilsvarende optag et andet sted afhænger af mange ubekendte, som vi har alt for lidt styr på i dag, og i de værste tilfælde svarer udledningen til den, vi kender fra kul. Alligevel regnes afbrænding af træ som nul i de klimaregnskaber, Danmark hvert år indrapporterer til FN og EU.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Vi kan ikke blive ved med at bruge biomasse i de mængder, vi gør, og den biomasse vi fortsat skal bruge, skal vi stille langt større krav til.

Der er et stort behov for ambitiøse, lovpligtige kriterier for den træbaserede biomasse, der anvendes til energiproduktion i Danmark. En række grønne organisationer har fremlagt en liste med kriterier  for ansvarlig produktion af træbiomasse, som vi opfordrer klimaminister Dan Jørgensen (S) til at bruge til sine lovkrav til biomasse , som der kom forslag til tirsdag sidste uge i forbindelse med implementeringen af det opdaterede EU-direktiv for vedvarende energi.

Vores kriterier skal sikre, at kun restprodukter fra ansvarligt forvaltet (FSC-certificeret) tømmerproduktion anvendes. At der er styr på CO2-udledningerne gennem hele værdikæden. At Danmark kun importerer biomasse fra lande med ambitiøse, bindende klimamål, som opgør CO2-udledninger i forbindelse med træfældning og udtag af biomasse. At skovforvaltningen forbundet med biomasseproduktionen tager hensyn til biodiversiteten i skoven.

Endelig bør kriterierne gælde al forbrug af biomasse. Udpining af skovene i Østeuropa bliver ikke mindre skadelig af, at træet brændes af på en villavej eller i et industrianlæg. Der bør ligeledes stilles krav til den estimerede tredjedel af træbiomassen, der ikke kommer fra skove, men som stammer fra blandt andet levende hegn og småbiotoper i landskabet.

Samtidig med indførelsen af lovkrav til produktion af biomasse er det bydende nødvendigt med en målrettet reduktion af det danske forbrug af især træbaseret biomasse, da efterlevelse af skovforvaltningskriterier aldrig vil kunne garantere, at størrelsen af biomasseforbruget er bæredygtigt.

Væk fra træ

I mere end ti år har politikere, Energistyrelsen og energisektoren omtalt træbaseret biomasse som et overgangsbrændsel. Men nu er alternativerne ved at være markedsmodne i form af blandt andet store varmepumper, damvarmelagre, overskudsvarme fra affaldsforbrænding og industri, solvarmeanlæg, geotermi samt energirenovering og energieffektivisering, der allerede kan erstatte en stor del af biomassen. Det er vigtigt at sikre, at fordelagtige vilkår for den træbaserede biomasse i form af blandt andet afgiftsfritagelse og statsstøtte ikke står i vejen for denne omstilling.

Det er på tide at sætte skub i den grønne omstilling mod en varmeforsyning, der ikke er afhængig af en så dyrebar ressource som træ, som i stigende grad vil blive efterspurgt i andre sektorer til anvendelse med højere værdi for eksempel bygningsmaterialer og brændsler til langdistance shipping og fly.

Da biomasseafbrænding også resulterer i blandt andet ugennemskuelige CO2-udledninger, nedgang i biodiversitet og luftforurening, bør biomasse afgiftsbelægges. Det kan gøres på flere måder, for eksempel som en generel afgift på biomasseressourcen eller som en afgift på udledningerne målt ved skorstenen. Derved giver man et økonomisk incitament til at begrænse forbruget af biomasse og i stedet satse på ny grøn teknologi.

Den grønne omstilling skal ske på et veloplyst og ansvarligt grundlag. Derfor er der brug for en udfasningsplan for biomasse i el- og varmeforsyningen.

Biomasseafbrænding bør være udfaset til et absolut minimum i 2040, og reduceret så meget som muligt i 2030, med fokus på den træbaserede biomasse. Nye biomassefyrede kraftværker har en typisk levetid på 20-40 år. Derfor skal vi allerede nu stoppe med at bygge nye, store biomasseanlæg og omstille eksisterende biomasseanlæg, når de renoveres i fremtiden.

Med en ansvarlig udfasningsplan kan Danmark igen blive et grønt foregangsland, og med god samvittighed varme sig ved grøn energi på selv den koldeste vinterdag.

By |2020-09-02T12:09:56+01:001. september 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Aktører om grønne brændstoffer: Politikere lægger op til lappeløsning

Debatindlæg bragt i Altinget den 21. august 2020 af Jeppe Juul, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling og Jeppe Røn Hartman, politisk chef, Drivkraft Danmark

For et år siden gik Drivkraft Danmark og Rådet for Grøn Omstilling sammen for at gøre Folketingets Klima-, energi-, og forsyningsudvalg opmærksom på de store praktiske og klimamæssige udfordringer med implementeringen af det såkaldte brændstofkvalitetsdirektiv i 2020.

Nu står vi her så igen. Udfordringen er stort set den samme i 2021, og intet tyder på, at vi ikke igen om et år skal tale målsætninger for bioiblanding og bæredygtighed.

Da partierne sidste år forhandlede om den danske implementering af brændstofkvalitetsdirektivet, havde det været kendt i over ti år, men skiftende regeringer havde skubbet de nødvendige beslutninger foran sig. Det betød, at der først i december 2019 kom klarhed over, hvordan Folketinget ønskede, at brændstofleverandørerne skulle leve op til lovgivningen i 2020.

Branchen, klimaet og markedet har brug for en løsning, der både afklarer de kortsigtede EU-krav og samtidig peger frem mod 70 procent-målet i 2030 og CO2-neutralitet i 2050. 

En ting er, at det naturligvis var meget udfordrende for branchen, at den kort før årsskiftet ikke vidste, hvilke brændstoffer den skulle indkøbe og sælge i det kommende år. En anden ting er, at den klimamæssige effekt slet ikke blev så positiv, som den kunne være blevet, hvis man havde taget implementeringen alvorligt i tide.

Brug for klare rammebetingelser
En forudsætning for, at der kommer grønne varer på hylden, er nemlig, at der opstilles klare og langsigtede rammebetingelser for dem, der skal producere, levere og sælge de grønne produkter – ligesom vi kender det fra blandt andet elbiler og vindmøller.

Da man til sidst kom frem til en politisk acceptabel løsning, var stemningen da også, at man måtte gøre sig umage for ikke at havne i samme situation en anden gang.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Derfor opfordrede et stort flertal i Folketinget i februar “regeringen til at fremlægge en langsigtet plan til sikring af alternative drivmidler efter 2020 med fokus på CO2-fortrængning og påbegynde forhandlingerne inden sommerferien 2020”.

Det skulle sammen med den kommende klimahandlingsplan bidrage til at fremme produktionen og efterspørgsel efter grønne brændstoffer til gavn for klimaet og dansk erhvervsliv. I den forbindelse blev særligt Power-to-X nævnt som et oplagt dansk væksteventyr.

Alligevel står vi nu i en situation, der til forveksling ligner den fra sidste år. Med udmeldingerne fra i vinter skulle man tro, at politikerne denne gang brugte anledningen til at fokusere på det langsigtede perspektiv og ikke kun på det kommende år.

Med et ambitiøst og stigende CO2-fortrængningskrav frem mod 2030 og 2050 vil man nemlig kunne sikre, at også den del af transporten, der ikke elektrificeres med batterier, gøres CO2-neutal – ikke kun på papiret, men også i den virkelige verden.

Politikere bør genoverveje løsningen
Men nej. Desværre kan man den 14. august læse i Altinget, at der igen i år lægges op til en lappeløsning, hvor sidste års aftale forlænges med endnu et år. Det vil sikre, at Danmark også i 2021 lever op til EU-direktiverne, men vi får ikke en afklaring af, hvad der sker fra 2022 og frem.

Dermed undgår vi næppe en gentagelse næste år, og vi får ikke sendt de nødvendige langsigtede signaler til markedet om, at fremtidens drivmidler er grønne drivmidler, der leverer reelle CO2-reduktioner – uanset om der er tale el, brint, biogas, avancerede biobrændstoffer, Power-to-X eller noget andet, vi endnu ikke kender.

Herfra skal lyde en opfordring til politikerne om at genoverveje den løsning, der stilles i udsigt. Branchen, klimaet og markedet har brug for en løsning, der både afklarer de kortsigtede EU-krav og samtidig peger frem mod 70 procent-målet i 2030 og CO2-neutralitet i 2050.

By |2020-09-02T12:08:20+01:0024. august 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Ingen har ret i debatten om Aalborg Portland

Debatindlæg bragt i Altinget den 12. august 2020 af Christian Ege, seniorkonsulent, Rådet for Grøn Omstilling

Modstandsgruppen Guerilla skriver i Altinget den 10. august, at vi bør lukke Aalborg Portland, hvilket vil spare os for en kæmpe udledning af CO2.

Aalborg Portland svarer, at vi skal bruge cement under alle omstændigheder – derfor skal vi blot fortsætte den gode udvikling, der er i gang, hvor Aalborg Portland gradvist vil sænke sin CO2-udledning.

Ingen af parterne har ret. Cementproduktion belaster ganske rigtigt klimaet voldsomt, og derfor skal vi kigge efter andre materialer, som er mere klimavenlige.

Inden for byggeri bruger vi oftest beton uden at tænke over, om vi kunne bruge noget mere klimavenligt som for eksempel træ

Men i det omfang, hvor vi er nødt til at bruge cement og beton, er det bedre selv at producere det og så udfase brugen af fossile brændsler.

Langt efter vores nabolande
Cement bruges både til byggeri og til anlægsarbejder.

Inden for byggeri bruger vi oftest beton uden at tænke over, om vi kunne bruge noget mere klimavenligt som for eksempel træ. Og her er vi bagefter vores nabolande, som er langt fremme med at bygge i træ, også når man bygger i højden.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Specielt til de tunge konstruktioner – spær, etageadskillelser med videre – som ikke er udsat for vind og vejr, kan man uden problemer bruge træ. I takt med at vi har isoleret vores bygninger bedre, er det netop blevet CO2-udslip ved fremstilling af byggematerialer, som dominerer.

Ved en nyopført bygning vil omkring 70 procent af CO2-udlippet gennem hele bygningens levetid stamme fra produktion af byggematerialer. Og det skyldes især beton og stål, men også mineraluld og glas.

Hertil kommer, at ved at bruge træ kommer vores bygninger til at fungere som kulstoflager. Ved at rejse mere skov og bruge tømmer i byggeri trækker vi CO2 ud af atmosfæren og lagrer den i cirka 100 år – eller mere, hvis vi også genanvender tømmer fra nedrivninger.

Vi skal ikke plastre landskabet til med motorveje
Ved anlægsarbejde vil det ofte, men ikke altid, være nødvendigt at bruge beton. Men vi skal også tænke over, hvor meget vi vil plastre landskabet til med motorveje og broer. Her spiller mange faktorer ind.

Vi kan satse på kollektiv trafik, samkørsel, øget hjemmearbejde, mere effektiv godstransport med videre, og så får vi behov for færre motorveje. Én af effekterne herved vil være, at der er brug for mindre beton.

Men som sagt – den beton, som vi så stadig har brug for – bør vi producere selv. Og her er det glædeligt, at branchen selv er begyndt at tænke på klimaet. Der er problemer med at stille om til el, men man peger så på biogas blandt andet i Klimapartnerskabsrapporten for tung industri fra marts.

Det er rigtig fint, bortset fra at branchen forventer at merprisen skal betales af skatteyderne. Her vil vi i stedet pege på markedsøkonomi og forureneren-betaler-princippet. Jamen, så bliver vi udkonkurreret af importeret cement, vil branche sige.

Men her skal vi tænke intelligent. Klimarådet, vismændene og andre har jo foreslået en generel, høj CO2-afgift. Men samtidig siger vismændene, at for brancher, som er udsat for stærk international konkurrence, skal afgiften primært ligge på produktet – i det her tilfælde cement.

Så ligestiller vi importeret cement med den, der produceres her. Og i den situation vil det være rimeligt at støtte brugen af CO2-neutralt brændstof.

By |2023-11-23T11:31:40+01:0012. august 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Flisafbrænding er ikke grøn omstilling af Fjernvarme Fyn

Debatindlæg bragt i Fyens Stiftstidende den 5. august 2020 af Annika Lund Gade, projektmedarbejder, Rådet for Grøn Omstilling og Lykke Valentin Kristiansen, næstformand, Verdens Skove

Men der er udbredte negative konsekvenser ved det store danske forbrug af træbiomasse, som det er svært at vende det blinde øje mod. Alle, der har brændt en træknude af i en brændeovn, kan bevidne, at der kommer røg ud af skorstenen, og træafbrænding udleder umiddelbart mere CO2 pr. MWh end selv kul. Dansk afbrænding af biomasse sendte i 2017 15,6 mio. ton CO2 ud i atmosfæren. Så bliver der ganske vist genplantet træer, men der går mange år, før de optager CO2 i fuldt omfang.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Efterspørgslen efter træ til energi har skabt øget incitament for at støvsuge danske skove for det træ, der ikke kan bruges til tømmer – det man kalder restprodukter, f.eks. tyndingstræ, ammetræer og toppe. En større del af disse restprodukter bør blive i skoven som stående og liggende dødt ved, som mange arter af biller og insekter er afhængige af. Der skal især efterlades flere større stammer, som man ellers kan være fristet til at køre igennem en flishugger for hurtig profit. Mængden af dødt ved i de danske produktionsskove er stadig kritisk lav – på trods af den lille stigning.

Samtidig bør man efterstræbe en meget kort afskrivningstid på flisværket, så man i Odense har mulighed for at overgå til bedre, forbrændingsfri teknologier frem mod 2030.

Vi er rigtig glade for de mange innovative og fremsynede teknologier, der indgår i Fjernvarme Fyns planer. Vi forstår også, at afsætningen af trærestprodukter til energi kan give skovejeren en indtjening og dermed potentielt virke som tilskyndelse til pleje af skovarealer i de mange årtier, det tager, før man kan høste gavntræet.

Træ er en vigtig ressource i den grønne omstilling, da den kan fortrænge fossile materialer i byggeriet, og vi støtter mere reelt bæredygtig dansk skovdrift i samspil med mere urørt natur. Men trærestprodukterne er også en vigtig ressource i den cirkulære bioøkonomi, hvor man i stigende grad skal prioritere anvendelsen af træ til de formål, der har højest værdi og som forlænger træressourcens levetid og kulstoflagring mest muligt.

Afbrænding af træ til energi er det absolut nederste trin, og derfor vil andre anvendelser af restprodukter til fx byggematerialer, kemikalieindustrien og avancerede brændsler til fly og skibstrafik snart lægge beslag på denne begrænsede ressource – til fordel for skovejerne, der så vil få en højere pris for deres restprodukt.

Nye biomasseværker af den størrelse, som Fjernvarme Fyn planlægger, afskrives over 20-40 år, hvilket er meget lang tid i forhold til den hastighed, hvormed vi skal omstille det danske samfund. Derfor er opfordringen fra Rådet for Grøn Omstilling og Verdens Skove til Fjernvarme Fyn, at selskabet begrænser sit biomasseanlæg mest muligt, så man stadig understøtter en ansvarlig skovdrift i lokalområdet, men i det mindste undgår import.

Samtidig bør man efterstræbe en meget kort afskrivningstid på flisværket, så man i Odense har mulighed for at overgå til bedre, forbrændingsfri teknologier frem mod 2030. I takt med udviklingen af anvendelser af trærestprodukter med højere værdi kan man gradvis flytte ressourcen til disse nye industrier. En sådan løsning vil være til gavn for både klimaet og skovene.

By |2020-08-13T22:25:44+01:006. august 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top