Aftale om biomasse ligner greenwashing uden reel effekt

Debatindlæg bragt i Altinget den 9. oktober 2020 af Annika Lund Gade, projektmedarbejder i Rådet for Grøn Omstilling, Lasse Jesper Pedersen, klima- og energipolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, Gry Bossen, politisk koordinator i Verdens Skove og Sofie Tind Nielsen, senior skovrådgiver i Verdensnaturfonden

Da aftalepapiret for de længe ventede lovkrav til træbiomasse endelig blev offentliggjort i mandags, var det en aftale, vi havde ventet spændt på, siden planerne om disse blev annonceret i maj 2020.

For hvad skal vi egentligt gøre med al den biomasse, der i dag ikke tæller i det nationale klimaregnskab, men i udgangspunktet udleder lige så meget CO2 som kul, hvis der ikke er styr på bæredygtigheden?

Efter at have læst aftaleteksten står vi desværre forundrede og skuffede tilbage.

Klimaministeren har tidligere meldt ud, at lovkravene skulle implementere bæredygtighedskriterierne fra EU’s opdaterede vedvarende energi-direktiv (VEII), at de skulle fastholde niveauet fra brancheaftalen og endda gå længere end disse gennem nye og supplerende krav.

På trods af det står vi nu alligevel tilbage med en aftale, der på mange områder er værre end det udgangspunkt, vi kom fra.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Flotte ord

Vi står med en aftale, hvor man åbner op for at hente biomasse til energisektoren i deciderede energiskove.

Energiskove, som vil kræve store landområder med monotone plantager, uden særlig naturværdi og på et areal, der kunne have været anvendt langt bedre.

Det er også en aftale, der accepterer resttræ fra skove, som ikke er drevet bæredygtigt, og fra skove, hvor kulstofindholdet er faldende. Ligeledes risikerer flere hundrede år gamle træer stadig at ryge i kedlen. Det kræver kun at skovejeren kan dokumentere, at skovene helt overordnet forvaltes forsvarligt.

Det er en aftale med flotte ord om bæredygtighed, men som er uden reelle kontrollerbare krav, der kan sikre sårbare arter, uerstattelige levesteder og de folk, der bor i og lever af skoven.

Det understøttes af uklare definitioner på for eksempel “restprodukter” og “særligt værdifulde områder”, som vil gøre det svært, grænsende til umuligt, at vurdere lovkravenes potentielle effekt – endsige at håndhæve loven.

Grønvaskning af forbrug

Det er også en aftale, hvis krav til CO2-reduktioner frem mod 2030 ligger langt under, hvad størstedelen af kraftvarmen udleder i dag målt per kilowatt-time, hvorfor de store værker indirekte tilskyndes til at slække på ambitionerne og effektivt udlede mere, end de udledte før loven. 

Sidst men ikke mindst, så er det en aftale uden reelle konsekvenser, for stort set alt det træ, der brændes af i dag, passer allerede ind under den nye aftale.

Dermed risikerer man, at aftalen i værste fald bliver en grønvaskning af et fortsat ubæredygtigt forbrug af træbiomasse i energisystemet, som vi længe har kritiseret. En kritik som Klimarådet og mange andre aktører de seneste år har bakket solidt op omkring.

Skandaler vil gentage sig

Men hvad så med de mange skandaler, vi har set de seneste år?

Import af træ fra lande som Brasilien, hvor risikoen for mangelfuld skovforvaltning, tilbagegang i skovenes kulstofpuljer og korruption er høj.

Store ryddede områder i det sydøstlige USA uden garanti for genplantning.

De estiske forskere og NGO’er, som for nyligt råbte på hjælp, fordi Danmarks tårnhøje forbrug af træbiomasse i energiforsyningen medvirker til massive indgreb i nogle af de ældste skove i Estland.

Og endelig de gamle bøge og egetræer, der tages ud af de danske skove for at ende deres dage i fliskedlen i stedet for at forblive i skovene som livsgrundlag for svampe, insekter, smådyr og fugle.

Hvor mange af disse uheldige sager ville vi kunne undgå i fremtiden med de nye lovkrav? Vores bud er; ingen!

Fælles forståelse med industrien 

Vi ved, at en stor del af branchen har været enige med os i, at vi skal begrænse antallet af hele, store stammer i energiforsyningen.

Branchen har også længe været enige med os i, at de restprodukter, der ryger i biomassekedlerne, i stigende omfang skal komme fra skovcertificerede produktionsskove, og at disse skove skal være i fremgang set både med biodiversitetsøjne og fra et klimasynspunkt.

Med denne aftale bliver vi effektivt sat år tilbage i forhold til den fælles forståelse, der var spiret gennem de seneste år mellem branchen og os i de grønne organisationer.

Tilskynder til at forbruge træbiomasse

Der bliver nu også stillet krav til det, der kaldes ikke-skov, som inkluderer træ fra blandt andet gamle, levende hegn, og til det træ, der sælges til private og forbruges af industrien.

Det ændrer dog ikke meget på, at aftalen ingenlunde sikrer bare en nogenlunde bæredygtighed af den biomasse, der bruges til energi i Danmark.

Vi håber, at aftaleparterne vil være lydhøre for vores opråb. Lovkravene til træbiomasse er i deres nuværende form utilstrækkelige, og i bedste fald vil de nærmest ingen effekt have.

I værste fald vil lovkravene tilmed tilskynde til at forbruge træbiomasse, der er mindre bæredygtigt, end det, der bruges i dag.

Vi opfordrer derfor aftaleparterne til, i forbindelse med at lovkravene udformes, at sikre sig, at aftalen får den effekt, man ønsker, ved blandet andet at bede myndighederne om en redegørelse for, hvordan den nye aftale skal styre os uden om nye uheldige sager, og hvordan aftalen vil afspejles i Danmarks samlede biomasseforbrug.

Til slut vil vi som altid understrege, at vi ser lovkravene til træbiomasse som det ene af to elementer i at få styr på biomassen i Danmark.

Gode lovkrav skal naturligvis komplementeres af en ambitiøs udfasningsplan.

By |2020-10-09T08:42:38+01:009. oktober 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Folketinget skal handle på klimaets vegne, ikke spille for galleriet

Debatindlæg bragt i Altinget den 8. oktober 2020 af Jeppe Juul, transport- og klimapolitisk seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling, Helene Hagel, klima- og miljøpolitisk leder i Greenpeace, Lasse Jesper Pedersen, klima- og energipolitisk rådgiver i Dannarks Naturfredningsforening og Gry Bossen, politisk koordinator i Verdens Skove.

De senere år har det stået klart for de fleste, at vegetabilske olier til biodiesel, som for eksempel palmeolie, er en rigtig dårlig idé.

Regnskov er blevet ryddet, metanholdige vådområder er blevet ødelagt, mennesker er blevet dræbt og tvangsforflyttet i jagten på landarealer til ny produktion af vegetabilske olier til vores dieselbiler.

Dette er sket som en konsekvens af EU’s krav om iblanding af biobrændstoffer i fossilt brændstof tilbage fra 2010, idet biobrændstoffer kan bruges til at erstatte fossile brændstoffer.

Vores klimamål skal nås på en meningsfuld måde. Ikke på en måde, hvor Folketinget lader som om de nedbringer klimabelastningen fra vores stadigt flere fossilbiler, mens vi er med til at øge klimabelastningen i andre lande.

Siden da er efterspørgslen på de mest brugte førstegenerations biobrændstoffer, som vegetabilske olier, steget over alt i Europa, og i dag ser vi konsekvenserne tydeligt.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Stigende mængde biobrændstof

De sidste ti år er der i Danmark, såvel som i EU, blevet iblandet en stigende mængde biobrændstoffer.

Særligt de såkaldte førstegenerations biobrændstoffer, der optager landbrugsarealer, ville alternativt kunne bruges til foder eller fødevarer, ligesom for eksempel vegetabilske olier.

Alternativt kan man iblande såkaldte andengenerations biobrændstoffer, der er baseret på affaldsprodukter, og dermed er mindre problematiske end førstegenerations biobrændstoffer.

Danmark skal leve op til en vis andel iblanding af biobrændstoffer for at leve op til EU’s iblanding- og CO2-fortrængningskrav.

Nu er det op til danske politikere at bestemme, hvilke brændstoffer vi vil blande i diesel- og benzintankene.

EU har nemlig gjort det frivilligt for medlemslandene, om de vil bruge første- eller andengenerations biobrændstof til at leve op til kravene.

Uforståelig beslutning

Folketinget er netop nu i gang med at fastlægge reglerne for, hvordan udledningerne fra Danmarks transportsektor skal reduceres frem mod 2030.

Her er det tydeligt, hvad regeringen primært satser på skal få transportsektoren i mål: iblanding af førstegenerations biobrændstoffer.

Ud fra et klimaperspektiv, virker denne løsning helt uforståelig. For mens nogle biobrændstoffer reelt kan mindske klimabelastningen, er der andre biobrændstoffer, der reelt øger klimabelastningen.

Vores klimamål skal nås på en meningsfuld måde. Ikke på en måde, hvor Folketinget lader som om de nedbringer klimabelastningen fra vores stadigt flere fossilbiler, mens vi er med til at øge klimabelastningen i andre lande.

Nogle førstegenerations biobrændstoffer udleder samlet set mere CO2 end fossile brændstoffer.

Vælg klimabevidst løsning

Folketinget bør vælge en løsning, der rent faktisk bidrager til at mindske klimabelastningen. Til iblanding bør folketinget derfor hellere fokusere på brugen af andengenerations biobrændstoffer og elektrofuels.

Hvis ikke førstegenerations biobrændstoffer kan undgås, skal man som minimum indregne de indirekte klimaeffekter (ILUC), som efterspørgslen skaber i andre lande.

Vi skal være ambitiøse på klimaets vegne.

Men vi skal være ambitiøse på de rigtige løsninger og ikke på løsninger, der medfører brud på menneskerettigheder og rydning af skovområder.

Ellers er der ikke tale om reel klimahandling, men et spil for galleriet.

By |2020-10-09T08:30:31+01:008. oktober 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Aktører til Messerschmidt: Vi kommer ikke udenom energibesparelser

Debatindlæg bragt i Altinget den 7. oktober 2020 af Renovering på Dagsordenen, hvor Rådet for Grøn Omstilling er partner

Fordelene ved at investere i energieffektiviseringer er mangfoldige.

Det reducerer behovet for at udbygge med vedvarende energi og kan spare statskassen for milliarder. Det bidrager til, at vi kan sammenkoble samfundets sektorer i et smart og fleksibelt energisystem. Det øger livskvaliteten på arbejdspladser og i de danske hjem.

Alligevel hersker der en udbredt misforståelse i den danske klima- og energidebat, som bygger på, at når strømmen bliver grøn, kan det ikke betale sig at spare på energien.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

I en artikel i Altinget fredag den 2. oktober 2020 siger klimaordfører for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, at fordi vindmøllestrømmen er blevet markant billigere, så har det en betydning for, hvor mange investeringer vi skal lægge i energispareindsatser.

Den slutning er Morten Messerschmidt ikke den første, der har lavet. Intuitivt giver det også mening: Udsigterne til, at vi får billig, grøn strøm bliver bedre og bedre, så hvorfor spare på den?

En betragtelig samfundsbesparelse 

Først og fremmest er det væsentligt at huske på, at selvom prisen på den grønne strøm falder, er strømmen ikke gratis. Det koster samfundet milliarder at udbygge med vedvarende energi. Samtidig skal vi bruge rigtig meget af den.

Vi skal have grøn strøm til alle samfundets sektorer, også transporten og industrien, som i dag ikke er elektrificerede. Når vi sparer på energien i vores bygninger, frigiver vi derfor energi til andre sektorer, som har hårdt brug for den grønne strøm. Det er både klogt og omkostningseffektivt.

Faktisk kan vi i perioden 2020 til 2030 spare samfundet for 14 milliarder kroner, hvis vi gennemfører energieffektiviseringer frem for kun at udbygge med vedvarende energi. Det er en betragtelig samfundsbesparelse.

Besparelsen består primært i lavere brændsels- og energiomkostninger, herunder sparede omkostninger til udbygning af elnettet og lagring. Det er ensbetydende med færre lokale gener i form af nye kystnære vindmøller og højspændingsmaster og landmøller på den jyske højderyg. 

Mikkel Dencker har ret 

Den samfundsopgave, som den grønne omstilling stiller os overfor, er så stor, at vi ikke kan tillade os at se bort fra virkemidler som energieffektiviseringer, som er dokumenteret både rentable og klimavenlige.

Vi har brug for alle former for grønne løsninger. Det kan derfor også undre, at Morten Messerschmidt ikke kan se rationalet i energibesparelser. Det er nemlig ikke længe siden, at Morten Messerschmidts partifælde, Mikkel Dencker, i Altinget, skrev følgende:

“Vedvarende energi og elektrificering er for tiden mere varme emner end energibesparelser. Det er ærgerligt. I Dansk Folkeparti mener vi nemlig, at der bør være et langt større fokus på energibesparelser i de danske bygninger og virksomheder.”

Dengang var argumentationen fra DF, at den samlede regning til den grønne omstilling bliver mindre, hvis vi er smarte og realiserer de mange potentialer i energibesparelser.

Selvom Denckers indspark stammer fra foråret 2018, holder betragtningerne stadig vand.

Ja, elpriserne er faldende, men det ændrer hverken på den samfundsøkonomiske værdi af at spare på energien eller nødvendigheden af at optimere vores bygningsmasse, så den kan kobles optimalt sammen med elnettet og udnytte den grønne strøm smart og fleksibelt – især i spidsbelastningsperioder.

Og det er helt sikkert, at de faldende elpriser får rigtig svært ved at forbedre komfort og indeklima i vores bygninger. Som Mikkel Dencker slog fast: “Sparer vi på energien, øger vi livskvaliteten.”

Åben for dialog med alle 

Det gavner altså både den grønne omstilling og den enkelte borger i Danmark, at samfundet fortsat investerer i energieffektiviseringer.

Men når opfattelsen af værdien af energireniveringer kan variere så meget over så kort tid hos et af Folketingets store partier, så tydeliggøres behovet for at få rettet op på de mange misforståelser omkring energibesparelser, som vi ser i den danske klima- og energidebat.

I Renovering på Dagsordenen rækker vi derfor hånden ud til alle, som er åbne for en dialog om, hvordan det samfundsøkonomisk hænger sammen, at vi også med 100 procent grøn strøm i elkablerne har fordel af fortsat at energirenovere vores bygninger. Det gælder også Morten Messerschmidt.

By |2020-10-08T11:52:22+01:007. oktober 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Klimakrisen kan ikke løses uden menneskerettighederne

Debatindlæg bragt i Altinget den 26. september 2020 af 15 NGO’er, heriblandt Rådet for Grøn Omstilling

Regeringen har netop præsenteret sin globale klimastrategi og klimaprogram, som er en del af Aftalen om Klimaloven. I strategien skriver regeringen, at Danmarks klima-diplomatiske indsats blandt andet ‘vil bygge på Danmarks rolle som forkæmper for demokrati og menneskerettigheder, hvor særligt oprindelige folk rammes hårdt af klimaforandringer’. 

Det er umiddelbart sød musik i NGO-ører – hvis det da ikke var noget nær den eneste specifikke reference til menneskerettighederne i hele strategien, og hvis ikke menneskerettighederne var helt fraværende i klimaprogrammet. 


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Vi skal have en langt mere ambitiøs og konkret integration af menneskerettigheder i regeringens politiske klimatiltag, fordi vi ved, at både klimaforandringer og klimatiltag kan krænke menneskerettighederne og oprindelige folks rettigheder.  

Vi er overraskede over det manglende fokus på menneskerettigheder, fordi udenrigsminister Jeppe Kofod for kun få uger siden sagde til Altinget, at “krisen må ikke blive en undskyldning for at slække på klimaambitionerne, menneskerettigheder og sociale standarder”.  

Menneskerettigheder krænkes

En lang række menneskerettigheder bliver krænket på grund af klimaforandringerne, såsom retten til liv, vand, mad, sundhed, en passende bolig, samt oprindelige folk-, piger og kvinders rettigheder. 

En familie kan for eksempel miste sin høst på grund af tørke, og dermed sin indtægt til blandt andet at betale for mad, sundhedsydelser og deres børns uddannelse.

Forældre kan se sig nødsaget til at tvangsgifte deres døtre bort, og det medfører ofte, at pigerne fra en ung alder holdes i hjemmet til huslige pligter og ikke længere kan gå i skole. Pigerne risikerer at blive tidligt gravide mod deres vilje, fordi deres ret til at bestemme over egen krop krænkes. 

Klimakrisen er grundlæggende uretfærdig, for klimaforandringerne rammer på alle måder skævt og går paradoksalt nok især ud over de mennesker, som har mindst ansvar for klimakrisen.

FN udgav i 2019 en rapport, der bekræfter, at det især er marginaliserede befolkningsgrupper, der påvirkes af klimaforandringerne. Og Oxfam kom for nylig med en ny omgang deprimerende tal, der viser, at verdens rigeste ene procent over en periode fra 1990 til 2015 har udledt dobbelt så meget CO2, som den fattigste halvdel af verdens befolkning tilsammen. 

Ligeledes har vi set flere eksempler på, at verdens landes indsatser for at adressere klimaforandringer kan krænke menneskerettigheder. I eksempelvis Colombia, Mexico og Kenya er oprindelige folk blevet tvangsforflyttet fra deres jord, så byggeri af vindmølleparker kunne komme til, og de oprindelige folk er ikke blevet inddraget i beslutningsprocesser omkring projekterne. 

Menneskerettigheder er en del af klimaløsningen

Regeringen skal have stor ros for at lade FN’s Verdensmål og Parisaftalen danne rammen for den danske indsats i klimastrategien og for at ville fremme social retfærdighed og anerkende, at seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder er afgørende for piger og kvinders deltagelse.

Hele aftalen om FNs Verdensmål er baseret på menneskerettighederne, og ifølge Parisaftalen skal alle lande respektere, fremme og tilgodese deres menneskeretlige forpligtelser i alle deres klimatiltag.  

Og det giver rigtig god mening. For ved at opfylde menneskerettighederne mindskes menneskers sårbarhed, ligesom modstandsdygtigheden og kapaciteten til at tilpasse sig effekterne af klimaforandringerne forbedres.

Samtidig bliver klimaindsatser mere robuste, når de designes til at overholde og fremme menneskerettighederne, og når alle dele af samfundet bliver inddraget i beslutningerne om implementeringen af dem. 

Kvinder og piger har eksempelvis en særlig viden og andre behov end mænd og drenge, og det er bredt anerkendt, at når deres perspektiver bliver inddraget, så bliver klimaindsatserne mere effektive og bæredygtige. 

Men på grund af mangel på ligestilling bliver piger og kvinder ofte ikke hørt. For at overkomme denne marginalisering, er der behov for at sikre piger og kvinders ret til at bestemme over egen krop, til sundhed og til uddannelse, hvilket både styrker den individuelle pige, kvinde og ligestillingen i samfundet. 

Sikring af oprindelige og lokale folks rettigheder kan også være en klimaløsning i sig selv. Det er videnskabeligt bevist, samt anerkendt af blandt andet FN’s Klimapanel, at der hvor oprindelige folks territoriale rettigheder er sikret, er skoven og biodiversitet bedst beskyttet.

Skove og kulstofrige økosystemer er centrale for både at hindre CO2-udslip, samt sikre fremtidige CO2-optag fra atmosfæren. Oprindelige folk har gennem århundreder opbygget en unik viden omkring bæredygtig forvaltning af skov og biodiversitet, som bør inddrages og integreres i alle klimaindsatser, der berører deres territorier.

Hvad skal Danmark gøre?

Danmark har ikke blot underskrevet Parisaftalen og FNs Verdensmål, men er også medlem af FN’s Menneskerettighedsråd, hvor ligestilling, seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder samt oprindelige folks rettigheder er danske mærkesager.

På den baggrund har Danmark en absolut nøglerolle at spille i forhold til at vise resten af verden, hvordan klimakrisen løses ved at sikre menneskerettighederne. Dette bør ikke kun afspejles i Danmarks udenrigs- og udviklingspolitik. 

Helt konkret bør Danmark: 

  • Anerkende og promovere at opfyldelse af menneskers rettigheder er mål i sig selv og samtidig er afgørende for effektive og bæredygtige klimaløsninger
  • Anlægge en menneskerettighedsbaseret tilgang; det vil sige integrere og aktivt fremme menneskerettighederne og oprindelige folks rettigheder i alle sine klimaindsatser
  • Bruge klima-diplomatiet, som Klimastrategien også fremhæver, til aktivt at arbejde for en menneskerettighedsbaseret tilgang til klimaindsatser i internationale klimafora
  • Stille krav til at al dansk klimafinansiering, inklusiv via den netop lancerede Grønne Fremtidsfond, lever op til de internationale menneskerettighedskonventioner. 

Klimakrisen er ikke en undskyldning for at slække på menneskerettighederne. Tværtimod er menneskerettighederne netop en mulighed for at løse klimakrisen og sikre en bæredygtig og retfærdig udvikling for alle.

By |2020-10-01T16:57:23+01:001. oktober 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Sådan klimakompenserer du dine flyrejser mest effektivt

Debatindlæg bragt i Energiforum af Christian Ege, seniorkonsulent, Rådet for Grøn Omstilling

Teknologien er ikke til at fly kan tilbagelægge længere ture på el – og det er meget tvivlsomt, at det nogensinde kommer på tale. Der tales meget om biobrændstoffer, men indtil videre taler man kun om at blande en mindre del biobrændstof i det fossile flybrændstof.

Konklusionen er altså klar: Vi er nødt til at begrænse vores flyvning – både i privatlivet og på arbejdspladsen. Derfor skal vi have afgifter på flyrejser. Det er særlig grotesk, at flyrejser i Danmark, modsat alle vores nabolande, er totalt afgiftsfri.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Når det er sagt, så er det utopisk at tro på en fremtid uden flyrejser. Selvfølgelig vil vi fortsat komme til at sætte os til rette i kabinen med ferietaskerne pakket.

Så hvad kan man egentlig gøre – både som privatperson og som arbejdsplads og virksomhed – hvis man ønsker at gøre en reel klima-forskel til gengæld for den klimaskade man forvolder i luften?

Klimakompensation – Privatperson

Lad os starte med dig og mig. Enkelte flyselskaber som SAS tilbyder deres kunder at betale et pristillæg for brug af avancerede biobrændstoffer, dvs. biobrændstoffer, som ikke er lavet af afgrøder, der bruges til fødevarer. Dette kan anbefales at gøre – modsat hvis der er tale om biobrændstoffer lavet på fødevareafgrøder.

Som privatperson kan du også CO2-kompensere dine flyrejser ved at bruge en af de bredt anerkendte ordninger. Vi kan særligt anbefale Atmosfair. Her kompenserer du for alle udslip ved flyrejsen.

I skemaet kan du se, hvad du betaler i kompensation hos Atmosfair for flyrejser til forskellige destinationer.

 CO2-udslip, tKompensation, DKK
Bruxelles0,43  74
New York2,33402
Beijing3,51603
O2-udslip og kompensationsbeløb ved retur-flyrejser fra København til 3 destinationer – ved brug af Atmosfair. Økonomiklasse, gennemsnit af flytyper og luftfartsselskaber

En del flyselskaber tilbyder kompensation i forbindelse med billetbestilling, men disse kompenserer generelt kun for CO2-udslip, som er den mindste del af klimabelastningen. Resten kommer fra kvælstofoxider (NOx) og vanddamp, som også skader, når det udsendes i stor højde.

For at få hele klimabelastningen med, skal man gange CO2-udslippet med en faktor 2-3 afhængig af flyvehøjden.

Samtidig er det vigtigt, at de projekter, du støtter, er certificeret. Det kan dreje sig om støtte til vedvarende energi, mere effektiv energiudnyttelse og skovlandbrug i forskellige ulande. Prisen for CO2-kompensation varierer meget, og der er en tendens til, at de dyreste projekter også er dem med den mest sikre effekt.

Det skal sikres, at projekterne er “additionelle” – det vil sige, at de ikke blot ville være blevet gennemført uanset din ekstra støtte, fordi de indgår i det givne lands opfyldelseskrav til Paris-aftalen fx.

Fattige lande vil ofte mangle ressourcer i en sådan grad, at du ved at støtte sådanne projekter reelt kan gøre en forskel og hjælpe med at sikre, at klimamålene gennemføres – og dermed bliver projekterne additionelle.

Samtidig skal der være troværdig kontrol med projekterne. Mange projekter rundt om i verden kritiseres for mangel på gennemsigtighed, f.eks. for at være baseret på skovrejsning i ulande, hvor man ikke kan være sikker på om træerne overlever eller fældes.

Klimakompensation – Kommune

Som kommune – eller en anden offentlig institution – kan man også kompensere for de ansattes flyrejser og f.eks. bruge en ordning som Atmosfair.

Men man kan også tage andre værktøjer i brug. Mest oplagt er det at gennemføre klimavenlige initiativer inden for sit eget område, f.eks. udtagning af kulstofrige landbrugsjorde, skovrejsning eller genskabelse af vådområder og vild natur.

Det skal så være frivillige projekter, som kommer oveni de ting, som Danmark i forvejen er tvunget til at gennemføre, hvis vi skal leve op til vores forpligtelser ift. EU og Paris-aftalen. Og det skal være projekter, som kun gennemføres på grund af en aktiv indsats fra kommunens side.

Man kan f.eks. støtte ophør af dyrkning af kulstofrige landbrugsjorde, som i stedet omlægges til vand- og naturprojekter (udtagning) eller øget skovdække (f.eks. ved skovrejsning).

Disse virkemidler anses af forskere som meget omkostningseffektive, bl.a. fordi det er en engangsinvestering, som giver en årlig CO2-reduktion. Der findes etablerede ordninger, hvor Landbrugsstyrelsen fremmer udtagning af kulstofrige lavbundsjorde og skovrejsning, hvortil der gives EU-støtte.

Det samme gælder når man lader arealer ”springe i natur” ved egen kraft. Kommunen skal afsætte tid til at screene muligheder og igangsætte forprojekter. Og igen – det kan kun forsvares at bruge sådanne projekter som kompensation, hvis det klart fremgår at der sker udtagning og/eller naturgenopretning, som ikke ville være sket uden en aktiv indsats fra kommunen.

Det er desuden væsentligt at se på sideeffekter som biodiversitet, og optimere projekterne, så det kommer de truede arter mest muligt til gavn. De kommunale projekter bør gå videre end den gængse EU-støttede indsats, så der sikres synergieffekter til natur og friluftsliv.

Endelig er der nogle, der vil kompensere for flyrejser ved køb af EUs CO2-kvoter. Det kan ikke anbefales. Ordningen er ganske vist de seneste år blevet bedre end den har været, i takt med at kvoteprisen stiger. Men det giver ifølge bl.a. Klimarådet fortsat ringe effekt i en lang årrække fremover.

By |2020-10-01T15:00:50+01:0029. september 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Tag ansvar for Danmarks globale klimaaftryk

Debatindlæg bragt i Altinget den 26. september 2020 af 15 NGO’er, heriblandt Rådet for Grøn Omstilling

Der er en vedholdende myte i den danske klimadebat. Igen og igen bliver det fremført, at det ikke nytter, hvad Danmark foretager sig i det store billede. For med en promille af verdens udledninger, har det vel ikke meget at sige, hvad Danmark gør til eller fra?

Virkeligheden er en anden. Danmark har et meget større og direkte ansvar for udledninger langt væk fra vores egen andedam. Det gælder, når danske penge går til investeringer i fossil energi eller skovrydning i udlandet. Det gælder for udledningen fra de forbrugsgoder, vi importerer. Og det gælder for den klimafinansiering, vi skylder verdens fattigste. 

Alt det, der ikke tæller med

Danmarks investeringer, import og klimafinansiering gør, at vi spiller en langt større rolle globalt, end myten vil have os til at tro. Og det er en påvirkning, som i dag langt fra stemmer overens med fortællingen om Danmark som et grønt foregangsland. 


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Hvis Danmark med nogen troværdighed skal kunne kalde sig ‘State of Green’, som er blevet de seneste regeringers store brandingstrategi, så skal vi påtage os et langt større ansvar. 

Danmark har en kæmpe mulighed for at drive verden i en grønnere retning. Og vi har en klar forpligtelse i Paris-aftalen, som også står skrevet ind i klimaloven. Når regeringen denne måned fremlægger en global klimastrategi, for at leve op til klimaloven, har den et enormt ansvar at løfte. 

Det gælder ikke mindst for Danmarks klimaaftryk – den drivhusgasforurening, der er en direkte konsekvens af dansk forbrug og import. 

Alt, hvad vi forbruger og importerer, har et klimaaftryk. Men de udledninger, der foregår uden for Danmark, tæller vi i dag ikke med i Danmarks klimaregnskab. 

Vi tæller ikke udledningerne fra sojaen, vi fodrer vores grise med; dimser og dingenoter vi importerer fra Kina eller fra skibene, der fragter dem. Vi tæller heller ikke udledningerne fra flyrejserne til Thailand, og de importerede træpiller, vi futter af i kraftvarmeværkerne. 

Intet af det tæller med i 70 procent reduktionsmålet i klimaloven.

Alene dansk landbrugs sojaimport har en udledning, der svarer til 60 procent af, hvad landbruget udleder på dansk jord, ifølge en opgørelse fra Københavns Universitet.

Hvis udledningerne fra danskernes flyvning blev talt med, ville det alene øge Danmarks udledninger med mere end de samlede(!) indenlandske udledninger fra dansk industri.   

For nylig blev det afdækket, at klimaministeriet selv estimerer, at Danmarks brug af biomasse skal reduceres til en femtedel for at være bæredygtig. Udledningen fra biomasse er kolossal, og den er ikke medregnet i vores regnskab i dag. De bedste estimater siger, at det ekstra klimaaftryk fra træpiller og flis alene gør Danmark ansvarlig for mere end 10 millioner tons ekstra co2-udledninger. Det er mere end 20 procent af Danmarks samlede opgjorte udledninger. 

Danmarks globale ansvar

Udfordringen er massiv. Og i dag gør vi os ikke engang besværet med at opgøre vores klimaaftryk ude i verden, endsige reducere det.

Det er uhyggeligt, når man tænker på omfanget af problemet. De få estimater, vi har, viser, at Danmarks klimabelastning udenfor landets grænser er større end de indenlandske udledninger.

En analyse fra sidste år af Klima- og Omstillingsrådet finder frem til, at de direkte konsekvenser af det danske forbrug svarer til mere end halvanden gange den drivhusgasforurening, vi har her i Danmark – og det er endda uden at medtage afskovning.  

Oveni det kommer udledningerne fra andre danske aktiviteter, som vi også kunne tage ansvar for – for eksempel fra den olie og gas fra Nordsøen, som vi eksporterer, og fra danske rederier, der transporterer varer rundt om i verden. Danske skibes udledninger alene, svarer til 63 procent af Danmarks udledninger. 

Vi kan ikke foregive at være et grønt foregangsland, og vi kan ikke bryste os af, at være i gang med en reel grøn omstilling, uden at tage hånd om vores klimaaftryk ude i verden. 

Hvis Danmark reducerede udledningerne fra vores aktiviteter, forbrug og import ville det have effekt langt ud over Danmarks grænser. Og det ville have en positiv sneboldseffekt på aktiviteter i andre lande. 

Det ansvar må og skal regeringen løfte, når den – forpligtet af Klimaloven – skal fremsætte en global klimastrategi. Klimaaftrykket fra import af forbrugsgoder og danske aktiviteter i udlandet skal opgøres. Og der skal lægges konkrete mål og strategier for at nedbringe det.

Det indebærer, at forureneren skal betale for klimabelastning, og at der stilles krav til, hvordan de produkter, vi importerer, er fremstillet og hvilket klimaaftryk, de har.

Tænk hvis Danmark tog det ansvar. Og tænk hvis Danmark også tog ansvar for sine investeringer i udlandet, og udnyttede potentialet i sit klimadiplomati – og levede op til sine forpligtelser i Paris-aftalen om at støtte fattige lande i kampen mod klimaforandringerne og sikre menneskerettigheder i alle klimatiltag.

Danmark har alle mulighederne for at være en afgørende drivkraft i den internationale klimahandling. Men der skal sættes ind for at reducere Danmarks klimaaftryk internationalt, før Danmark kan kalde sig et grønt foregangsland, ‘State of Green’. 

By |2020-09-28T19:38:13+01:0026. september 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

EU-lovgivningen skal håndhæves

Debatindlæg bragt i Børsen den 21. september 2020 af Kåre Press-Kristensen og Pernille Weiss hhv. seniorrådgiver ved Rådet for Grøn Omstilling og medlem af Europa-Parlamentet (K)

Ifølge den seneste opgørelse fra DCE ved Aarhus Universitet dør ca. 4.200 danskere hvert år af luftforurening svarende til 7-8 procent af alle danske dødsfald. Det gør luftforurening til vores tredjestørste risikofaktor. De tilknyttede helbredsomkostninger opgøres til ca. 80 mia. kr årligt. Det er 3,5 procent af BNP! Dertil kommer skader på natur, landbrug, bygninger m.v.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Da udendørs luftforurening uhindret krydser landegrænser, så skyldes de fleste dødsfald i både Danmark og andre medlemsstater luftforurening udledt uden for landenes grænser. Som national politiker er det derfor let bare at kræve, at alle andre skal reducere luftforureningen. Og når alle kræver det, så sker der intet.

For netop at reducere den grænseoverskridende luftforurening har EU vedtaget direktivet om nedbringelse af nationale emissioner af visse luftforurenende stoffer (NECD). Det sætter nøje grænser for, hvor meget forurening hver medlemsstat må udlede. Udledningsgrænserne er sat i samråd med medlemsstaterne ud fra en detaljeret vurdering af reduktionsmulighederne i den enkelte medlemsstat for at opnå en omkostningseffektiv regulering.

EU-Kommissionens seneste opgørelse viser imidlertid, at kun 4 ud af 28 medlemsstater opfylder udledningskravene for 2020 i NECD. Danmark overskrider 40 % af kravene. Kun tre lande i EU klarer sig dårligere. Det går simpelthen ikke! Derfor er det godt, at EU-Kommissionen er klar til at tage retslige skridt. Lad os få sat turbo på den proces!

Ved ikke at opfylde de juridisk bindende udledningsgrænser forårsager luftforureningen ikke bare unødig høj dødelighed og sygelighed, men også konkurrenceforvridning til fordel for medlemsstater, der tilsidesætter NECD.

Dertil kommer, at erfaringen fra andre EU-direktiver viser, at der kan gå år fra overskridelsen til EU-Kommissionen starter sag ved EU-domstolen og til domsafsigelse. Det er utilfredsstillende, hvorfor vi begge arbejder for både bedre og hurtigere håndhævelsesproces i EU til gavn for folkesundheden og en fair konkurrence, for det skal nemlig være slut med skåltaler og glatte papirer, hvor underskrifterne ikke bliver siddende.

By |2020-09-21T10:28:30+01:0021. september 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Antallet af fossilbiler skal halveres inden 2030

Debatindlæg bragt i Altinget den 18. september 2020 af Jeppe Juul og Daria Rivin, rådgivere inden for Klima & Transport i Rådet for Grøn Omstilling

I halvandet år har vi siddet på hænderne og holdt vejret. Vi har sat vores lid til at Eldrup-kommissionen, den såkaldte Kommission for grøn omstilling af personbiler, ville komme med et ambitiøst men realistisk forslag til omstillingen af personbiler.

Nu er hænderne knyttede i frustration og vi gisper højlydt efter vejret over de noget uambitiøse anbefalinger. Når det så er sagt, så har der i den seneste debat om personbiler været en tendens til at forveksle midler og mål. Der har været et fejlagtigt fokus på hovedsageligt at øge antallet af elbiler, frem for at nedbringe antallet af fossilbiler.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Klimaet tillader ikke status quo

Eldrup-kommissionens begrundelse for det lave ambitionsniveau er, at det er for dyrt for samfundet at gå efter det, der rent faktisk er nødvendigt for den grønne omstilling. Derfor peger Kommissionen på den tredje mindst ambitiøse afgiftsmodel, der forventes at give 750.000 elbiler på vejene i 2030 og en CO2-reduktion på 0,9 mio. ton ud af 7 mio. ton i 2030. Man kan undre sig over, hvorfor model 1 og 2, der højst giver en CO2-reduktion på 0,3 mio. ton i 2030, overhovedet er taget med. Og man kan undre sig over, at Kommissionen ikke har regnet på, hvordan vi får færre fossilbiler på vejene inden 2030.

Ikke nok med at Kommissionens anbefalinger i sig selv er uambitiøse, så er det også kommet frem, at Finansministeriets beregninger, der ligger til grund for Kommissionens anbefalinger, ikke medregner værdien af CO2-besparelsen ved omstillingen til elbiler og den klimamæssige gevinst ved fortrængningen. Ministeriets måde at regne på, viser at beregningsmetoden understøtter status quo og ikke den nødvendige forandring, som Kommissionens opdrag ellers lagde op til. Men hvordan er det muligt, at vi i 2020 ikke regner CO2 med i samfundsøkonomiske beregninger? Hvordan er det muligt, at vi i 2020 ikke medregner den klimamæssige gevinst? Det burde ikke være muligt.

Det kan ikke forventes, at den grønne omstilling er gratis, når Folketinget i årevis har undergravet klimaet for at bevare status quo på transportområdet. I årevis har Folketinget udskudt klima-handling i transportsektoren, fordi det beregnes til at være dyrere end i andre sektorer. Men det skal være markant dyrere at forurene og belaste klimaet – og denne omkostning skal tælles med i samtlige beregninger fremadrettet.

Max 1,5 million fossilbiler i 2030

Kommissionen synes at sætte elbiler lig med løsningen på klimakrisen. Men klimaet er ligeglad med, hvor mange elbiler, der er i Danmark. I praksis er det antallet af fossilbiler på vejene, der er problemet. Derfor burde Kommissionen have lagt mere vægt på udfasning af fossilbiler frem mod 2030. Det er nødvendigt at fossilbiler bliver endnu dyrere, for at sikre den nødvendige hastighed af omstillingen.

Det der er brug for, er at vi i Danmark har et mål om at halvere antallet af fossilbiler, eller max. har 1,5 mio. fossilbiler i 2030. Vi har brug for at antallet af fossilbiler reduceres årligt, allerede fra i år. Antallet af fossilbiler er klimamæssigt det relevante at måle indsatsen på. Markant større ambition indbygget i et nyt afgiftssystem er en meget vigtig del af at nå målet. Men det skal suppleres med f.eks. nulemissionszoner i byerne og et grønt befordringsfradrag, der favoriserer elbiler og langsomt udfaser den generelle økonomiske tilskyndelse til at bo langt fra sin arbejdsplads.

Folketinget har igennem flere omgange brugt milliarder af kroner på at sænke bilafgifterne, øge salget af fossilbiler, og reelt indbygge en stadig større klima-dødvægt, der har gjort det endnu sværere at nå vores klimamål. Nu skal antallet af fossilbiler ned og ambitionsniveauet op.

By |2020-09-18T10:05:54+01:0018. september 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Klimaaftalen er utilstrækkelig til udfasning af fossil naturgas

Debatindlæg bragt i Altinget den 16. september 2020 af Christian Jarby, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling, Søren Dyck-Madsen og Camilla Damsø, seniorkonsulenter i Concito

Danmark har et ambitiøst mål om reduktion af udledningen af CO2 med 70 procent i 2030. Hvis dette mål skal nås, så vil det kræve, at alle omkostningseffektive virkemidler bringes i spil.

Knap 400.000 husholdninger i Danmark bruger i dag fossil naturgas til opvarmning og varmt brugsvand. Det giver anledning til en årlig udledning af cirka 1,4 millioner tons CO2. Og det duer ikke frem mod 2030.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Klimaaftalen fra juni indeholdt da også en indsats for udfasning af brug af fossil naturgas i form af en tilskudsordning til enten skift til varmepumper eller til kollektiv fjernvarme, hvor bygningerne ligger tæt.

Forud for aftalen oplyste regeringen, at dette formentlig kun ville række til udfasning af 10 til 20 procent af naturgasfyrene i husholdningerne.

Fuld udfasning inden 2030 er vigtig

For langt de fleste naturgaskunder vil begge alternativer – varmepumper eller skift til kollektiv fjernvarme – være privatøkonomisk og samfundsøkonomisk på linje med eller bedre end fortsat afbrænding af naturgas.

Derfor bør en fuld udfasning af den fossile naturgas i husholdningerne inden 2030 være en vigtig og naturlig del af at nå 70 procentsmålet omkostningseffektivt. 

Det er bare ikke så let uden at bruge skrappe virkemidler som forbud og lignende. Naturgasforbrugerne udviser nemlig en meget stor træghed i forhold til at udskifte deres naturgasfyr, også selvom de kan tjene penge på at skifte til varmepumpe eller fjernvarme. 

Klimaaftalen indeholder da også igangsættelse af en analyse for udfasning af naturgas i husholdningerne. Dette kan ses som en erkendelse af, at initiativerne med tilskud ikke er nok til tilstrækkelig udfasning.

Hertil kommer, at tilskudsordninger normalt har betydelige dødvægtstab. Det vil sige, at de giver tilskud til skrotning af naturgasfyr, som ville være skrottet alligevel.

Det er derfor nødvendigt at målrette tilskuddene og deres størrelse til de relevante bygningsejere på en måde, så man får flest skrotninger for pengene.

Udform tilskudsreglerne hurtigt

Tilskudsordninger giver også normalt anledning til en stop-and-go-adfærd, da bygningsejere, som alligevel ville have udskiftet deres naturgasfyr, venter til de kan få tilskuddet.

Det er derfor nødvendigt med en hurtig udformning af tilskudsreglerne for brug af de penge, som allerede er afsat, så vi kan få gang i skiftet til varmepumper i de områder, hvor der ikke skal udbygges med fjernvarme.

Desværre kommer høringen af tilskudsmuligheden til individuelle varmepumper før tilskudsordningen til fjernvarme og kan skabe ulige vilkår.

For der er ikke indsat begrænsninger, som sikrer, at der ikke gives tilskud til individuelle varmepumper, hvor der forventes, at udbygning med fjernvarme er den samfundsøkonomisk bedste løsning.

Opdelingen af områder, der i dag er forsynet med naturgas, i områder, der kan forvente fjernvarme, og i områder, som kan forvente varmepumper, kræver en ny kommunal varmeplanlægning. Det tager lidt tid. Og det tager dertil også tid at udbygge med fjernvarme, hvor dette er den bedste løsning.

Træghed hos forbrugerne

Det er et behov for tid, som ikke er indtænkt i tilskudsreglerne til varmepumper, og dermed kan tvinge kommunerne til at anvende Varmeforsyningslovens paragraf 14 for at sikre, at tilskudsordningen til individuelle varmepumper ikke medfører omstilling af en stor mængde naturgasfyr i områder, som forventes omlagt til fjernvarme. Paragraf 14 giver kommunerne ret til at nedlægge forbud mod visse forsyningsformer i geografisk afgrænsede områder.

Det var bare den allerede vedtagne tilskudsordning.

Trægheden hos forbrugere med naturgasfyr mod at skifte betyder, at yderligere tilskudsordninger må forventes at have begrænset effekt og derfor være meget dyre.

Der må derfor også tages andre virkemidler i brug, hvis naturgasfyrene skal udskiftes. 

Yderligere virkemidler, som kan sættes i værk, kan for eksempel være forbud mod nye gasfyr, krav om udfasning af gasfyr over 15 år gamle, prisjusteringer af afgifter, midlertidig tilslutningspligt til fjernvarmen og nudging, som skal overbevise ejere af naturgasfyr om, at der er klare fordele ved skift til enten varmepumpe eller fjernvarme.

Der er nok at tage fat på, men uden yderligere initiativer vil udfasningen af naturgasfyrene ikke give det fulde bidrag til at nå 70 procentsmålet i 2030. Og så skal andre og langt dyrere virkemidler tages i brug.

By |2020-09-18T10:07:43+01:0016. september 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

EU bør anvende forsigtighedsprincip for glyphosat

Debatindlæg bragt i Altinget den 9. september 2020 af Leif Bach Jørgensen, seniorrådgiver for landbrug og Lone Mikkelsen, seniorrådgiver for kemikalier

Det er foruroligende at læse indlægget om glyphosat fra Anne Louise Gimsing fra Landbrug & Fødevarer, bragt i Altinget 4. september.

Det, som vi finder mest foruroligende, er den måde, som vi oplever, at hun underkender al den videnskabelige litteratur, der faktisk viser, at glyphosat har skadevirkninger på mennesker og miljø, og lader litteraturen, der frikender glyphosat, veje tungest. Helt grundlæggende mener vi, at man bør agere ud fra et forsigtighedsprincip, når man vurderer kemikalier.

Det vil altid være muligt at finde videnskabelige artikler med argumenter både for og imod en problemstilling som for eksempel brugen af glyphosat.

Og vi anerkender til fulde, at der findes litteratur, der frikender glyphosat for miljø- og/eller sundhedsskadelige effekter.


Støt vores arbejde for at fremme den grønne omstilling

Grønne incitamenter
Derfor forstår vi også den frustration, som Anne Louise Gimsing fremlægger i sit indlæg.

En frustration, der bunder i usikkerheden om den fortsatte mulighed for at anvende glyphosat i landbruget efter EU’s genvurdering i 2022 med henblik på en mulig fornyelse af den nuværende godkendelse. Vi er dog langt fra enige i hendes synspunkter i forhold til muligheden for fortsat brug af ukrudtsmidlet.

Som Anne Louise Gimsing jo også ved, foregår en større og større del af fødevareproduktionen faktisk helt uden brug af stoffer, der på samme måde som glyphosat kan sættes spørgsmålstegn ved – nemlig hele den økologiske produktion.

Ingen tvivl om, at en udfasning af glyphosat vil være en udfordring for mange landmænd indenfor den konventionelle del af erhvervet, men samtidig er der også mange eksempler på, at konventionelle landmænd tager økologiske dyrkningsmetoder til sig og på den måde allerede nu begrænser brugen af pesticider væsentligt.

For eksempel er en del producenter, som arbejder med conservation agriculture, allerede godt på vej mod en sundere og mere afbalanceret dyrkning, hvor behovet for brug af pesticider mindskes.

Der er i dag alt for mange kemikalier på markedet, hvor man først alt for sent har erkendt de skadelige effekter. Det har medvirket til, at det nu er usandsynligt svært og tidskrævende at trække dem tilbage, fordi de er blevet en så integreret del af markedet, at der er en række økonomiske hensyn at tage i forhold til industrien.

Hensyn, som kommer til at overskygge miljø- og sundhedsaspekter. Det er helt forkert og meget problematisk i vores optik.

Forsigtighed kan fremme innovation
En tidligere rapport fra Det Europæiske Miljøagentur konkluderer efter en gennemgang af videnskaben, at der igennem tiden har været meget få eksempler på såkaldte “falske positive” konklusioner i forhold til miljø- og sundhedsskadelige effekter ved et givent kemikalie sammenlignet med antallet af “falske negative”.

Eller sagt på en anden måde: Det har kun meget sjældent vist sig at være forkert at forbyde et stof, hvorimod det oftere har vist sig at være forkert, at man ikke gjorde det.

Desuden konkluderer samme rapport, at omhyggeligt designede forsigtighedsforanstaltninger kan stimulere innovation, selv hvis risikoen viser sig ikke at være reel eller så alvorlig som oprindeligt frygtet.

Ganske kort kan vi eksemplificere fortidens fejltrin med insekticidet DDT og pesticidet dibromochloropropane (DBCP).

To kemikalier, der stadig forårsager store miljø- og sundhedsproblemer den dag i dag, på trods af at de blev (delvist) forbudt i henholdsvis 1969 og 1977.

Det må være på tide, at vi tager ved lære af disse fejltrin og for alvor får implementeret det forsigtighedshensyn, der ligger i EU’s lovgivning.

Der er for meget videnskabelig litteratur, der peger på foruroligende konsekvenser ved brugen af glyphosat, til at det kan overses.

Så vi er i virkeligheden helt enige i Anne Louise Gimsings udsagn om, at EU’s vurdering og den efterfølgende afstemning i EU-Kommissionen skal baseres på fakta og ikke på følelser og skræmmekampagner.

Man skal bare passe på, at det ikke kommer til at fremstå som “alle videnskabelige data, som peger i en anden retning end den, jeg ønsker”, er “følelser og skræmmekampagner”.

Ja, der er videnskabelige udsagn, som peger i flere retninger – netop derfor er der grundlag for, at der i forhold til glyphosat gøres brug af forsigtighedsprincippet.

By |2020-09-09T08:46:50+01:009. september 2020|Debatindlæg|0 Kommentarer
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top