Debatindlæg bragt i Politiken Miljø & Klima den 10. juli 2020 af Claus Ekman, direktør for Rådet for Grøn Omstilling

Her i Politiken Miljø & Klima kunne man 3. juli læse Modstandsgruppen Guerillas opsang til de grønne NGO’er, herunder til Rådet for Grøn Omstilling, som også får fem råd med på vejen.

Tak for dem, men det bliver ikke noget vi kommer til at følge.

Nedenfor skal jeg forklare hvorfor, men lad mig lige starte med at slå fast, at vi grundlæggende er enige med Guerilla og de fleste andre klimaaktivistiske grupperinger i, at tempoet og manglen på handling på klimaområdet er dybt urovækkende. Der er en afgrund mellem, hvad videnskaben tilsiger, og så hvordan vi indtil videre har valgt at tackle udfordringen. Ingen tvivl om det.

Men når det kommer til, hvad vi som grønne NGO’er har gjort galt de sidste 30 år, hvordan vi bør agere herfra, og om det er hensigtsmæssigt, at alle følger den samme tilgang, som Guerilla lægger op til, så er jeg slet ikke enig.

Det er oplagt, at vi grønne NGO’er ikke har formået at få klimakrisen højt nok op på dagsordenen tidligt nok. Det giver, som Guerilla foreslår, anledning til selvransagelse. Vi har ikke formået at samle kræfterne og stået nok imod de politiske og økonomiske interesser, der ikke har set klimatruslen, som den eksistentielle krise, den reelt er.

Kunne vi have gjort det bedre? Sikkert, og vi har uden tvivl fejlet i mange omgang. Men jeg vil samtidig påstå, at vi også har sejre, som vi kan være stolte af. Havde vi set det samme enorme fokus på klimakrisen, som vi ser i dag, hvis det ikke havde været for civilsamfundsaktørernes vedvarende opråb? Næppe.

Jeg vil samtidig påstå, at vi ikke har haft oddsene med os. Gennem årtier har ildsjæle båret dagsordenen frem enten som frivillige eller med meget begrænsede ressourcer. Det er i mine øjne ikke rimeligt at kalde det hele totalt mislykket.

Nuvel, hvad bør strategien så være herfra? Modstandsgruppen Guerilla finder deres svar i et samfundsbillede, hvor vores viljer er taget som gidsler, og hvor rovdriftsimperialistener har besat vores politiske institutioner, vores medier og vores debat. Jo, der er også i mine øjne alvorlige udfordringer i, hvordan kommercielle interesser styrer informationsflow blandt andet på sociale medier, hvordan det påvirker den offentlige debat og vores politiske system. Men at vi skulle være besat, og at ændringerne herfra bør ske gennem en modstandskamp, hvor Guerilla selv laver den direkte sammenligning med Danmarks besættelse under anden verdenskrig, det er i mine øjne at strække den.

På gruppens hjemmeside kan man læse: »Vi ved, at det bedste forsvar er angreb. Så vi saboterer. Vi belejrer. Vi fordriver, tilfangetager og tilintetgør.«

Det er er godt stykke væk fra, hvad jeg anser som en fornuftig tilgang, og det er derfor heller ikke så underligt, at Rådet for Grøn Omstilling ikke kommer til at følge Guerillas fem råd til grønne NGO’er. Lad os lige kigge på dem et ad gangen.

Råd 1: Vær ambitiøs – ingen accept af udledninger

Det er klart, at vi skal være ambitiøse, men når man som grøn NGO adopterer Parisaftalens ambition om maksimalt 1,5 graders temperaturstigning, så indskriver man sig ifølge Guerilla i samme ødelæggelsestradition som dem, man burde bekæmpe. Man står på den forkerte side af livet, hvis man snakker hastig omstilling. Det er ikke nok, når udledninger slet ikke må accepteres. Enten er man med i Guerillas modstandskamp ellers er man klimanazist, synes logikken at være. Vi takker nej ud fra det synspunkt, at man godt kan være ambitiøs klimaforkæmper uden at ville lukke hele samfundet ned i morgen.

Råd 2: Drop fokus på faktablade

Argumentet er her, at politikerne alligevel er uduelige, så hvorfor bruge tid på at sende fakta deres vej. Det er heller ikke et råd som Rådet for Grøn Omstilling kommer til at følge. Vi snakker ofte med vores folkevalgte og har en generel tiltro til, at de faktisk (ligesom deres vælgere) vil det bedste, og at de har brug for faktuelt input. Så det bliver vi ved med at give dem.

Råd 3: Tale direkte til borgerne

Dermed menes, at man ikke bør tale til andre og slet ikke de uduelige politikere. Det er klart, at det er godt at kommunikere til borgerne og få folk engageret i klimakampen, og det er vi også mange NGO’er, der gør. Men skulle alle grønne NGO’er følge Guerillas råd, ville kommunikationen ikke ramme bredt til alle aktørerne i samfundet.

Forestillingen om, at klimahandling primært (eller kun) kan ske ved folkeligt engagement er i mine øjne forfejlet. Derfor vil Rådet for Grøn Omstilling fortsætte med at kommunikere bredt, og forsøge at skabe engagement både blandt borgere, virksomheder og politikere. Og ja, det bliver med faktaark og nørdede indlæg, for det tror vi på kan gøre en forskel. Så må andre fokusere på demonstrationerne og de følelsesladede indlæg, som er en anden vigtig del af klimakampen.

Råd 4: Drop konfliktskyheden, høfligheden og det polerede

Guerilla er tilsyneladende af den opfattelse, at man opnår størst indflydelse ved at være ubehøvlet. Fint nok, men i Rådet for Grøn Omstilling har vi en anden tilgang, der går på respektfuld, men ærlig dialog med alle der har lyst til at lytte og i samarbejde udvikle de løsninger, der skal til for, at vi når vores klimamål.

Råd 5: Udpege og fokusere på synderne

Synderne er ifølge Guerillas rovdriftsimperialisterne som stilles op overfor de almindelige borgere, der omtales som bunden af klima-kaste-systemet. Men Guerillas glemmer vist her, at de fleste udledninger skabes af almindelige menneskers daglige aktiviteter. I Danmark har vi cirka to millioner private personbiler, cirka 500.000 olie- og naturgasfyr og mere end en million af køleskabe med kød i.

Det meste er ejet og værdsat af helt almindelige mennesker, bunden af det såkaldte klima-kaste-system. Guerillas dikotomi af samfundet i klimasyndere og klimaofre rammer helt skævt. Stort set alle er ”syndere”, og vi får ikke almindelige mennesker med i klimakampen ved at pege fingre af dem.

En lidt for bekvem position

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er en lidt for bekvem position, Guerilla har valgt. En skyttegrav hvorfra der ikke leveres reelle løsninger eller svar på, hvordan man opnår det totale stop af udledninger, som der kræves. Til gengæld leveres der konkrete og direkte angreb på os, der arbejder for et bedre klima ud fra en anden tilgang end Guerillas. Måske ikke den helt rigtige prioritering af den forholdsvis begrænsede båndbredde, jeg forestiller mig modstandsgruppen har i den offentlige debat.

I mine øjne er der er ingen anden vej til at opnå de klimamæssige mål end gennem etablerede demokratiske strukturer. Dér ligger nemlig den legitime magt, som af det store flertal betragtes som instrumentet til klimahandling, og som i øvrigt er den eneste magt, der er stærk nok til at skabe de nødvendige forandringer. Det er en helt anden situation end Danmarks besættelse under anden verdenskrig. Man skal selvfølgelige mobilisere, bevidstgøre og så videre, men når til kommer til at handle og ændre forholdene radikalt, må man vinde et politisk flertal til sin side.

Så her er mit gode god til Guerilla: ret skytset mod de rigtige klimasyndere eller kom op af skyttegraven og ind i kampen, hvor der afkræves svar, hvor man tager ansvar, hvor det er vanskeligt, hvor man får knubs, og hvor der faktisk er en chance for, at man får flyttet frontlinjen.

Fortsat god klimakamp!

Debatindlæg bragt i Ræson den 18. juni 2020 af Byggeri-, Energi- & Klimarådgiver Lars Køhler fra Rådet for Grøn Omstilling

Jeg var vitterlig ved at få morgenkaffen galt i halsen i mandags. Ikke fordi et bredt flertal på Christiansborg havde besluttet sig for at uddele julegaver i juni måned, men fordi det fortalte mig, at der er noget helt fundamentalt galt med politikernes forståelse af de klimaproblemer, vi står i. Og at vores politikere stadig ikke har indset, at en fortsættelse af det overforbrug, som har skabt problemerne, ikke er og aldrig vil blive vejen ud af klimakrisen.

Formålet med sommerpakken var at holde hånden under den coronaramte danske økonomi. Derfor blev der landet en aftale om at frigive et tocifret milliardbeløb af danskernes feriepenge for at booste økonomien. Som Søren Pape Poulsen udtalte på vej ud af forhandlingslokalerne, så var det nu ”tid til høj sol, højt humør og højt forbrug”. Ikke ”tid til klogt forbrug” eller ”grønt forbrug”. Nej, det var tid til, at danskerne skulle have penge i pungen og fart i dankortet.

Det var næsten, som om klimakrisen for en stund var forsvundet, mens politikerne lod milliarderne regne ned over danskerne. Den må i hvert fald have været fraværende i det forhandlingslokale. For ellers havde der været mindst én ansvarsfuld politiker, der havde rakt hånden i vejret og spurgt, hvordan denne guldregn nu hang sammen med, at ca. en tredjedel af vores klimapåvirkning kommer fra netop privatforbruget? Om ikke disse mange milliarder måske skulle sættes i spil, så de arbejdede for den grønne omstilling fremfor at forværre den? Om det nu virkelig var en god ide igen at smede corona-krisepakker uden et grønt fokus?

En sådan ansvarlig politiker var ikke til stede. Eller også blev sådan en modig finger bare overset i det kåde gavehumør. For vi står endnu engang med en corona-krisepakke uden snerten af grønne perspektiver i.

Klimakrisen er en svær størrelse. Debatten om, hvorvidt den er virkelig, og om den nu er menneskeskabt eller ej, er dog slut. Men debatten om, hvad vi risikerer, og hvor hårdt vi vil blive ramt, bliver kun skarpere og mere modbydelig for hver dag, der går, hvor vi blot fortsætter snakken og ikke sætter handling bag de mange grønne ord. Sikkert er det, at vi er i knibe. I stor knibe. Og det er vi, fordi vi har spildt de sidste 30 år på snak og dårlige undskyldninger. For hver eneste politisk tiltag, vores folkevalgte laver i dag, der ikke indeholder et grønt fokus, bliver den opgave, vi står overfor, bare sværere og dyrere. Og for hver eneste krone, politikerne sætter i spil, der ikke også arbejder for at bremse klimakrisen, graver vi os blot længere ned i det dynd, der i forvejen når os til navlen. Det burde alle tilstedeværende i det forhandlingslokale have vidst. Ellers har vi endnu større problemer end blot coronapakker uden grønt fokus.

Hvis ønsket var at styrke økonomien, skabe vækst og samtidig holde hånden under de erhvervsdrivende, hvorfor var det så ikke oplevelsesøkonomien, politikerne kastede penge ind i? Gratis togferie i Danmark, fremfor penge i hånden til en flyvetur til Thailand. Gratis museer fremfor nye fladskærme. Hvorfor var det ikke energirenoveringerne af de private hjem, der blev understøttet? Udskiftning af olie- og gasfyr; nye varmepumper; eller solceller på tagene. Ting, der skaber vækst, jobs, livsværdi og samtidigt arbejder for den grønne omstilling. Der er sikkert mange, der gerne vil bruge pengene på disse ting – men sikkert er det også, at når folk får penge mellem hænderne, vil de også gå til et øget forbrug af den klimaskadelige slags. Og det er ikke så underligt. Det er det, vi fra barnsben er blevet lært af den gængse økonomiske tankegang, hvor økonomisk vækst i sig selv tales frem som noget positivt. Netop derfor er det politikernes nødvendige lod at hæve niveauet op på den store klinge, tage det nødvendige ansvar og sætte pengene i spil på en samfundsansvarlig måde. Ikke som man har gjort med sommerpakken med en samfundsligegyldig politisk gyllespreder.

Der er intet, jeg frygter så meget, som en apatisk tilbagevenden til business as usual. At vi ser, men intet lærer. Og det, jeg så forleden, var intet mindre end netop dette. Ovenikøbet mod bedrevidende. Det var de samme vanetænkende økonomiske værktøjer, der blev sat i spil uden mod eller læring. Det var kortsigtede, billige politiske point fremfor langsigtet grønt mod. Og det er bare ikke godt nok længere.

Klimakrisen er så alvorlig, så kompleks og så altomfattende, at den kræver politikere, der magter at tilsidesætte egne politiske ideologier og vælge det lange perspektiv samt de svære, men nødvendige samfundsunderbyggende løsninger. Det skete ikke forleden, og regeringen tog ikke det overordnede ansvar.

Vi har desperat brug for politikere, der tør tage det fulde ansvar for den grønne omstilling. Politikere, der forstår alvoren og handler derefter. Politikere, der ikke bare dukker sig og fralægger sig ansvaret for den grønne omstilling.

Vi har brug for politikere, der ligesom den svenske regering tør stille kontante grønne krav til SAS til gengæld for milliarder i hjælpepakker. Politikere, der tør sige nej til ny oliejagt i Nordsøen, fordi vi selvfølgelig ikke skal lede efter mere benzin til det bål, vi forsøger at slukke. Politikere, der tør kalde en spade for en spade og biomasse, for hvad det er – et stort klimaproblem – og indføre en biomasseafgift, så varmepumper og rigtig grøn energi kan vinde frem. Politikere, der tør lytte til bygge- & anlægsbranchen og give dem CO2-krav i byggeriet fra 2021, som branchen beder om, i stedet for at sigte mod sådanne krav i 2023. Politikere, der på trods af indædt modstand fra de store forurenere, tør lave en grøn afgiftsreform og bl.a. indføre en flyafgift og en CO2-afgift, fordi forureneren selvfølgelig skal betale selv. Politikere, der tør kræve noget af os alle, fordi vores børn har brug for, at vi nu viser samfundssind og slår ring om dem.

Og vi har brug for disse politikere nu!

Debatindlæg bragt i Politiken den 11. juni 2020 af Claus Ekman, direktør i Rådet for Grøn Omstilling

Et grønt afgiftssystem skal håndtere en lang række udfordringer, både for klimaet og miljøet. Og når virkeligheden er kompliceret, så vil et fornuftigt afgiftssystem også være det. Der skal gives de rette incitamenter til både at nedbringe udledningerne af drivhusgasser, luftforurening, næringsstoffer fra landbruget, miljøskadelige stoffer, etc. Her rækker en simpel CO2-afgift ikke langt. Og selv når det handler om klima, vil CO2-afgiften i sagens natur ikke blive så simpel, da den både skal sikre omstilling (og ikke nedlukning) af dansk produktion og adfærdsændringer hos forbrugerne, og samtidig tage højde for, at vores opgørelse af CO2-udledninger på flere områder er misvisende.

Derfor har Rådet for Grøn Omstilling i går fremlagt 18 forslag til ændringer af de grønne afgifter. Forslagene rummer både en CO2-afgift i stil med den Klimarådet anbefaler, men også nye afgiftsstrukturer for bl.a. brug af biomasse, røg fra brændefyring, benzin og diesel og animalske fødevarer. Vi mener også at en række andre miljøafgifter bør opdateres, da de stadig er underlagt skattestoppet fra 2002 og dermed reelt er reduceret med 32 procent over de sidste 18 år, på trods af at de negative miljøpåvirkninger er de samme, som de altid har været.

Vi har den seneste tid hørt politikere og erhvervsfolk sige, at tiden ikke er inde til afgifter. Vi er helt uenige. Forureneren skal altid betale for sin forurening. Vi skal ikke holde hånden under økonomien ved at give ulogiske rabatter på forurenende aktiviteter.

Ønsket om at sætte gang i økonomien må opfyldes ved at skrue på andre finanspolitiske knapper, og her kan vi netop understøtte aktiviteter, der bidrager til en grønnere fremtid. Vores erfaring viser, at vi med en offensiv strategi skaber langt flere grønne arbejdspladser end der forsvinder af de sorte.

Og afgifter tager tid at indføre, så det er næppe noget der vil ske i morgen. Men netop derfor skal vi træffe beslutningerne nu, så investorer og virksomheder ved, at fremtiden bliver grøn. Vi har netop set, at vi sammen kan forandre svære ting. Lad os nu indføre de nødvendige grønne afgifter, så vejen ud af krisen og vores fælles fremtid også bliver grøn.